JULEAFTEN.
Og Far gaar rundt paa Loen og ryster Halm og Havrestraa, han bærer Vand til Koen og Mælk til Kalve smaa; han stikker Hø i Faarets Hæk og stryger det om Kinden, imens han glider væk.
Og Katten staar paa Hjaldet og strækker Hals og springer ned og mjaver lidt i Faldet af bare Kjælenhed; og Hakkelsemaskinens Hug de skjærer gjennem Kvælden som haarde, tunge Suk.
Og Far han ta'r nu Limen og fejer op og rejser Vind, mens Sølver-Maanestrimen staar over Tærsklen ind; han skifter Halm i sine Sko og sætter Pind for Døren og skjænker Kvæget Ro.
Saa staar han lidt og grunder med Øjnene mod Jorden vendt; han gi'r sig gode Stunder, for nu er Dagen endt. Fra Ladetagets gamle Skjæg det drypper støt og stændigt mod Syldens gule Klæg.
Saa gaar han hen til Hunden, der vogter bønligt paa hans Færd: "Hvorfor skal du staa bunden, nu Julen er saa nær!" Dens Lænke klang mod Stenen brat Pasop kan næppe sanse, han springer som besat.
Men bag de lave Ruder der vikles Dug af Mangelstok; paa Risten Stegen spruder, og Mor har sat sin Rok. En Krans af Gran om Spejlet gaar, trearmet Julelyset paa Messingstagen staar.
Stadstøjet frem er hentet, og Ovnen staar paa blanke Ben, med Sand er Gulvet strentet helt ud paa Trappens Sten, og over Bedstemoders Stol der straaler Strygejærnet mod Loftet som en Sol.
Saa træder ind i Stuen besindigt Karl og Arbejdsmand og skubber langsomt Luen ind over Bænkens Rand; de spejder langs det hvide Bord os rokker sig til Sæde foruden mange Ord.
Mor titter frem bag Klinken, af Skorstensilden rød om Kind. Far kjender hendes Blinken og henter Flasken ind; det stemmer alle Sind i Dur, den klare, gyldne Vædske er farvet med "Tinktur".
—"Fik Øget nok at æde, og har nu Koen ingen Savn, saa sæt jer kun til Sæde enhver i Jesu Navn; med sulten Mund er ingen glad, men der er langt til Bunden i Julens Sulefad."—
Snart høres Skeer klinge, og hvert et Sind er mildt og mæt, og Duftens fede Ringe omslutter Skaren tæt; og Pudlen med det laadne Bryst ser op fra Bordets Tremmer i lækkersulten Lyst.
Men ude drypper Taget, og Himlen staar saa høj og kold; selv Maanen er nu draget med Lygten Gud i Vold. Men langs den mørke, vaade Jord staar tusind Lys og blamrer fra Bønders Julebord.
24/12 1902.
ARBEJDERSØLVBRYLLUP.
Femogtyve lange Aar hvirvled Sne i tynde Haar, lagde Rynkespil om Øjet, magred Kinden, Ryggen bøjed —saadan skreves Livets Kaar.
I en Tid, hvor alting brast, holdt I ved hinanden fast; I har ej jert Sind forandret, trofast har I Vejen vandret uden Vaklen Haand i Haand.
Sorgen kom som hyppig Gjæst, Sygdom røved Lønnens Rest, Vaagelampens spæde Flammer lyste fra jert snævre Kammer mangen søvnløs Midnatsstund.
Øde Nætters Barnegraad gjorde ofte Kinden vaad; tit har I med stille Vaande lyttet efter Barnets Aande, naar paa Trappen Døden stod.
Dog for den, som haaber fast, aldrig rigtig Lykken brast; Sorgens Dag og Graadens Nætter, bange Sjæles Rædsel sletter Evighedens Finger ud.
Gjorde Troen Gangen let, da har Tvivlen tabt sin Ret; bar I bedre Livets Kulde; satte trygg're Fod i Mulde, da var Troen Lykkens Ven.
Solen i Guds klare Dag fandt vel ogsaa eders Tag, blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude, leged ømt paa Vuggens Pude, titted ned i Barnets Drøm.
—Femogtyve svundne Aar her med Stav i Haanden staar, hilser tavse paa hverandre, nikker mod jer, før de vandre ind til Evighedens Kaar.
Decbr. 1902
DU OG JEG.
Mit Liv jeg tager som en Arbejdsdag med meget trælsomt Stræb og ringe Mag, men imod Kvælden kryber jeg i Ly, og naar saa Kvæget vralter mæt mod By, da skal vi sidde ved en kalket Gavl og skue langt hen over Grønsværstavl, hvor Haren hopper om paa lange Ben og snuser ivrigt til de vaade Sten, mens Lyngen svajer lidt i Vindens Drag, og Solen synker ned ved Kølleslag; men før den vældig ned bag Heden gaar, den væver røde Traade i dit Haar, og hvor den ej fik saaet de gyldne Drys, der gaar jeg varsomt efter med et Kys.
23/1 1903.
MED EN CYKLE TIL MIN KJÆRESTE.
Hvis du vil altid være min, skal denne Cykle være din.
Og styr den snildt og led den let, og flyt dig frit fra Plet til Plet.
Kjør aldrig nogen Mand omkuld, han være ædru eller fuld.
Riv ej din Næstes Port af Led; det vil du ikke frydes ved.
Ja, vogt dig vel for Grøft og Bæk, for hule Spor og Tjørnehæk.
En Politibetjent er fæl, men værre dog en Lygtepæl.
Mød aldrig Danmarks favre Møer; da hellere en Kobbel Køer;
de sidste kan af Vejen gaa, de første bumser lige paa.
Og bliv saa sød og rød og rund, faa Blomst paa Kind og Bær paa Mund.
Lad Vinden slege Nakkens Dun, og Solen kysse Halsen brun.
Lad Struben i hvert Drag af Luft nedsvælge Kløvrens Honningduft.
Har Sindet ikke ret Kulør, da flux i Sadlen op og kjør!
Ud hvor de blanke Bække gaar og Bølgeskvalp mod Stene slaar.
Hvor Faaret tøjres under Brink, mens Solen slænger Mileblink
ud over Fjorde kjøligblaa, som bitte Baade vipper paa.
Du lille Knæ, du vil faa tront, om Hjulet her skal ret gaa rundt.
Men trættes du af støvet Vej, vend om, kjør hjem, hvil ud hos mig!
23/1 1903
PROLETAR-BORGMESTEREN.
"Hvad skal de Fakler ved Raadhusets Port?
Hvad er der undladt, og hvad er der gjort?"
—En Mand er bleven Borgmester!
"Jasaa, er det noget saa stort?"
Det er rart at se Godtfolk komme i Vej, men rager det strængt taget dig eller mig, hvem man til Borgmester vil tage? Ham, der tør sige, hvor Skabet skal staa, bremse de hovne og hjælpe de smaa, ham saa vi dem stændigt at vrage.
Saa fik vel L'hombrespillet nu en ny Matador, en Mand, der signer Stegen ved runde "Raaders" Bord, en Mand, hvis Ordner funkler saa viden om hans Plads, imens han sirligt løfter for Damerne sit Glas?
—Nej stop, kjære Broder! her tog du fejlt Bestik; din sunde, kloge Skepsis har i Dag slaaet dig Klik. Forgjæves vil du søge hans Navn blandt "Folk af Stand", thi Statskalend'ren kjender ej Titlen: Arbejdsmand.
Men han, om hvem jeg taler, han kjender den forvist; han samled vore Skarer fra Kjælder og fra Kvist, han slog om løse Staver saa kloge, stærke Baand, og lærte os at skatte til Samholdets Aand.
Vi gjorde ham til Fører, vi gav ham en Hær, som ingen førte større hverken langt eller nær; dog ingen Snore fik han og intet Sværd ved Lænd; hans Distinktion var Kløgten, hans Hær var—Blusemænd.
Den stille Mand, der førte i ondt og godt vor Trop, ham er det, vi har løftet i Kvæld paa Skjoldet op; for Proletarborgmestren vi stak de Blus i Brand, fra hvilke Funker daler nu viden over Land.
—Rul ned, rul ned, Etatsraad! Træk Plydsgardinet til! De Fandens røde Fakler, de driver saa sært et Spil; de flimrer under Lofte i mangt et Rigmandsbo og taler frækt rødtunget om Fattigmands Haab og Tro.
Den Arbejdsmand, de lyste hjem til Borgmesterbo, han deler med os andre vor barkede Tro; han leger ej med Løfter og svigter ej sit Ord, om end det synes Moden nu omkring de kaarnes Bord.
Den bliver ikke svimmel paa en Borgmesterstol, der stod i Slagets Stimmel i Regnskyl som i Sol, og den, der saa i Øjet saa megen ærlig Nød, han svigter aldrig Kampen om det daglige Brød.
For det maa ikke glemmes: den Kamp er ikke endt,
fordi en Stol i Raadet fra Ryg til Front blev vendt.
Det meste i vort Samfund er ude af Plan.
Op alle Mand og drej det ind i vor Meridian!
1/3 1903.
PAA Æ STUR HYW.
Fræ Kistelbakk og te Søndergord Hyw der er en elendig Graan Vej; ilyvvel: hwor mild jens Tanker ka blyw, nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.
Der gi mi Foræller og pojed og sô og fand i æ Saând dje Fød; de laa dje Ved ad den Gryssen, de gjord, —og no er de beggitow død!
Det sukker saa sær øwer Kistelbakk og hwirmer om Søndergord Hyw. Om det ku vi hejsen faa møj aa snakk og osse en Hobben aa skryw.
31/5 1903.
[Footnote: Hyw, Høje; Graan, Smule, Stump; ilyvvel, alligevel; jens, ens; hwer Knot og hwer Vrej, hver Knold og Sving i Vejen; gi, gik; og pojed og sô, trippede i Mulden og saaede; æ Saând, Sandet; laa dje Ved ad den Gryssen de gjord, de lagde alle Evnerne i den Smule, de fik udrettet; beggitow, begge; saa sær, saa underligt; hwirmer, svøber med Blæst; en Hobben, en hel Del.]
EVALD TANG KRISTENSEN.
Do slæft med æ Kratt øwer Jyllands Ju'd, saalæng der en Stown war aa find; do skjøtted æ Top, og do jawnt æ Ru'd, saa no gor æ let nok aa bind.
De saa, do gik ledt nær mud æ Bund, hwor aal Slavs Lig hænger ve; men det maatt da vær nø vringelworn Hund, der vild gi dæ Stræger for de'.
Tho skraft do ledt nywer, end manne ka lid, og kam der en Rawt i di Jaen, saa kyller wal ingen æ Stro tesid, om og der æ mjest ve æ Kjaen.
Do sammelt i Dyngi, Kjanner og Stror hwer fatte, øwersit Mind. A sejer for mæ: det war hwell, hwad do gjord; og Danmark ska sej dæ'æ sind.
4/6 1903.
[Footnote: Kratt, en tung Høstrive.]
DE SYGE TYPOGRAFER.
Det er en stille Gjærning den at sætte med rappe Fingre Ordene paa Naal, som Tinsoldater smaa dem ind at rette og klæde dem med øvet Haand i Staal. Respekt for Daaden! I Evropas Stater er ingen Hær som Gutenbergs Soldater.
Der foldes ingen Fane ud i Solen, før deres Virken spredte Tvivlens Dunst, der sidder ingen Hersker fast i Stolen, før de har øvet deres sorte Kunst; fra Baggaards-Lofter har de rystet Troner omkap med Cæsar og hans Legioner.
—Naar over vaade Sten Betjenten skrider, og Lyset slukkes i hvert stænget Hus, mens Maanen ned bag fjærne Gavle glider, —da danser Møllet end om deres Blus. Det maa saa være; thi ved Morgengry du kræver jo Avisen, frisk og ny.
Men Nattevaagen er en farlig Leg, den suger graadigt Livets fyldte Lampe, saa Blodets Safter bort af Aaren dampe. Se derfor blev din "sorte Ven" saa bleg; thi Blyet ikke blot som Kugle dræber, selv ved dets Støv et Gran af Døden klæber.
Se, Danmark ligger nu i grønne Skifter med Rug og Skov til Horisontens Rand; henover lave Gaarde Vinden vifter, og Tøsen bader fra den aabne Strand; her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger, her var et Frelsens Hjem for syge Lunger.
Aa, I som Lykkens Nøgle, Sundhed eje, som aande ind dens Ambra Dag og Nat, som vandre skjæmtende langs grønne Veje, og kaste kjækt i Vejret Eders Hat: Tænk lidt paa ham, der sidder krum i Stolen og stirrer haabløst ud mod Aftensolen.
Ja, tænk paa ham, der ved sin sorte Pult har saaret sig paa sine egne Vaaben og nu et Rov for Snigesot og Sult ser Nødens, Dødens Dobbeltporte aaben; ræk ham din Haand! Han led jo for os alle, thi bør vi alle ham til Kræfter kalde.
August 1903.
STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE
EFTERAARS-VISE.
Gjøgen galed i Danmarks Lund, og Fjordene blaaned saa vide, Havren ringled i Middagsblund— da vaagned Gud Storm under Lide; sprang han over de rædde Straa: "Den Sommer mig varer saa længe; op at trille, I Bølger smaa, og rap jer, I blæsende Drenge!"
Tog da Himlen sin Stormhat paa, og Norden begyndte at blæse; Havets Pande blev mørkegraa, og Næsset fik Skum om sin Næse. Aldrig saa jeg saa vild en Dans, de rødeste Roser de blegned; Gjøgen selv gik fra Sind og Sans, og Herreste Je, hvor det regned!
Bonden vrider sin vaade Hat; han vender sit Hors under Bakke: "Var dog Rugen paa Stænget sat, og havde man Havren i Stakke!" —Ind ad Laage og ud ad Port jog Blæsten med Tuden og Plasken. Saâ blev Skovenes Ligvers gjort, og saâ gik en Sommer i Vasken.
RECITATIV:
Naar Stormen med de røde Teglsten spøger omkring en gammel frønnet Skolegaard, hvor en ærværdig Lind i Krogen staar —en munter Flok mod Hovedstaden søger.
De strømmer ind fra alle Landets Egne med Laser af Horats endnu i Jakken, med Somrens sidste Rose frækt i Frakken,— en Fryd for Damer og en Gru for Degne.
Hvem elsker ikke disse kaade Fanter, der har Entrébillet til al Ballade! Er de end grønne, de er aldrig fade; de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.
Dog hvad skal Ungdom med "det møgle Guld"?
Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen;
den svarer, mens den henrykt soler Bringen:
"Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"
Tal ej til dem om Høstens visne Løv, det falder, aa, saa let paa Russens Hue,— ræk du ham hellere en høstlig Drue, før den har blandet sig med Jordens Støv.
Velkommen, Rus, som er for Klynken døv! Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade, skjønt I er blæst herind med Høstens Blade!
Saa skal det være! Ingen sure Fjæs skal skjæmme Festen; spids din Mund og blæs ad hver en Vranteper, og bar Ulykker lad hagle over hver en Eddik'brygger!
RUSSEN SER LOKALERNE.
Nu et Tryk paa Knappen der! Saa er vi paa Trappen her med Mathiesens Leg i Isens penselsvungne Hvirvelvejr. Se den Dames Fødder smaa! Hu, de er af Kulde blaa! Var det Schack han sa' til Lachmann: "Giv dog Barnet noget paa!" Opad vi aser i stigende Syner; Gassen lyner. Og det lyner af din Kunst, Mathis!
Venstre Sving! Paa dette Sted lad os sagtne vore Fjed; brug blot Maatten, something rotten følger tit fra Gaden med. Her er Stedets læsesal, hisset blinker en Pokal; den er funden eller vunden, og nu staar den der til Pral. Saadan hos Romerne puniske Snabler, —"fulde Snabler"—stod i Stabler,— blad du blot i Bloch!
Fra Trofæ til andet Fæ! Voilà, en Tyr af Træ! en Forening af—hvor god dog! Heltemod og Kalveknæ. Tyren er et Æventyr: Gjør man her for stærkt Postyr, hvis i Salen løftes Talen, ramler Halen af det Dyr. Hvil dig mod Væggen hvor Venus'er slumrer, mens det skumrer, mens det dumrer hult fra Gaden ind.
Saa til Husets Helligdom ogsaa kaldt: "det tavse Rum"; "dér maa bies, dér maa ties", saa selv Berendsen blir stum. Her er Storhed hængt paa Søm; se dig bare rundt og døm: Brandes' Smil bag Glaret glimter, Høffding skimter frem i Drøm. Der har vi jo Drachmann med Silke i Vesten! Han er Præsten, Digterpræsten i hvert Sangerlaug.
Ser du Bispens Have der som en Drøm i Maaneskjær? Lysets spinkle Straalestrenge gynge, hænge i dens Træ'r. Eller se St. Petri hist —mellem Taaerne en Gardist— i sin grønne Kjortel stige spydrank lige for vor Kvist! "Tror du, at Kirkegaardsaanderne spøger?" Dumme Thøger, dumme Thøger, Bispen staar paa Vagt!
Sidde her med Pen og Bog, bli'e som Høffding vis og klog, hvas i Talen som en Hørup, naar hos Lørup Viddet jog; spalte med en Brandes' Glød, kaste Guld i Sprogets Skjød som hin Syge, der paa Flugten hist ved Bugten fandt sin Død—— Rus, her er Templet, og her er Exemplet; giv selv Stemplet, Viljesstemplet; ret dig, og bliv stor!
Tænk dig her en Vinternat! Sne i Dans om Pigens Hat! Langs med Muren bløde Byger kjælent stryger som en Kat. Nu blir Stormen rigtig slem; —du maa følge Frøknen hjem— Hatten krammes, Skjørtet strammes, Knæet træder yndigt frem. Byd hende dog Armen, mens hjemad det lakker! Hvor hun takker, hvor hun takker med sin Port paa Klem!
—"Ak, det var en Omvej, du!" Rus, du gaar vist fler endnu, hvis paa Talen kjendes Ka'len! —Nu til Salen staar vor Hu. Hvilken pragtfuld Kreds af Mænd! Lachmann, hvad er her for Spænd? Damer! Sang're! Tretten, fjorten! Nu stak Morten- sen i Rend! "Hej, hvad skal hænde?"—Athene vil tale! "Er I gale, bindegale!" Sæt dig, Rus, og ti!
PALLAS ATHENE FRA SALENS BAGGRUND.
Da Tankerne var klare, og Himlene var blaa, i slanke Søjlers Gange gik Platon sølvergraa. Turkiser og Karfunkelsten sad i hans Kappes Bræm; og som Karfunkler sprudlede hans skjønne Tanker frem.
Da Lusene var mange og Tankerne var faa, sad Thomas af Aquino i Klostercellen graa; snart steg hans Aand mod Englene, og snart en Lus han knak; for begge Dele yder vi ærbødigst Thomas Tak!
Da Heltene var tyndet af, men Lusen end i Flor, drog jeg fra Lysets Attika hid til det skygraa Nord. Her staar jeg nu i denne Sal med Lansen helst i Ro; dog hænder det, jeg prikker til én af de Lus paa to.
LIDT PASSIAR MED RUSSEN.
Vi er et Samfund—det ved du nok— hvorom der føres megen Tale; vi vinder Garn af Athenes Rok og sværmer for det Ideale. Og vi har Digtere i Hobetal; de digter Digte, som en Digter skal; Sommer og Vaar hjemme de gaar, men kommer ud om Efteraaret.
Og vi har Fagfolk i Politik, hvoraf enhver kund' vær' Minister, der kjender Toldloven paa en Prik og vor Export af Smør og Ister; der drøfter Fremtid med den store Sfinks, der drejer nydeligt ved: rechts! og links! Altid paa Sko! Hjemglædens Ro de nyder bare, naar der stemmes.
Og vi har Blege, og vi har Graa, men vi har ikke mange Røde; og dem vi har, gad vi gjærne flaa og give hen til Ravneføde. De Rødes Time—var den vel forbi! Det Graa er der dog mere Stemning i! Siger du nej, tier helst jeg, for du har Stemmeret i Aften.
For du er Intet, og du er Alt, og du er ej med Fraser foret; og du er Humle, og du er Salt— at sige: der er dem, der tror'et, Paa denne Højtidsdag skal Troen staa: En Rus tør kun Forvorpne tvivle paa! Skaal da, min Ven, nik lidt herhen, og tøm dit Glas, mens du er ædru!
SILENTIUM.
Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab:
Vi har ingen Brug for Studenter!
Søg ud, hvor I bygger med sikrere Haab,
hos os I kun Skuffelser henter!
Bliv Kellner i Kjøge, bliv Høker i Hals,
gaa ud paa vore Torve og hold Fisk tilfals!
Prøv Amerika!
"Der kom jo Jensen fra."
Rejs ad Hekkenfeldt!
"Der er saa mange meldt."
Se efter i Berling, der ved de dog bedst,
om nogen har Brug for Studenter.
—Aa, skjær dig ved Diget en Fløjte saa lang, og blæs denne Tale et Stykke! Tro aldrig, at Danmark er bleven saa trang, at ej hun har Plads for din Lykke. Naar Læsset skal over den drøjeste Knold, og "bedre Folk", de skynder sig i god Behold, naar en nyfødt Sag igjen bekjender Flag, naar fra Friheds Træk vi Sminken ønsker væk,— naar Grunden skal spules i Augias Gaard, ja, da blir der Brug for Studenter.
Der stiger af Sumpen saa mangen Slags Dunst, der gaar os som Kolden i Kroppen, og Skokke af Hjærner i Liv som i Kunst forvirres af Lygtemands-Hoppen. Men hvis den skal kvæles den svovlede Brand, der sænker nu sin Tane over Danmarks Land, hvis forsagte Sind til Haab skal hjælpes ind, hvis den golde Gus skal ud af Gaard og Hus, hvis Tærsklen skal sænkes, saa Lyset naar frem— —ja, da blir der Brug for Studenter.
Og fæst saa dit Blik paa det frelsende Vejr, der retter selv skjæveste Hytte! Idyllen er ude, en Stormtid er nær, og ingen fra Stormen kan flytte; den leger med Lande som Havet med Rav, det er som Aanden atter delte Land og Hav; Torsken den gaar der, og Manden han staar her,— Borgen gaar i Synk til Bod for Hyttens Ynk; men hvis du tør staa under Stormskyens Bryn —ja, da blir der Brug for Studenter!
Septbr. 1903.
FRÆ DEN JEN JEPP AA TE DENAAN.
VED ANTIKWARBOGHANDLER JEPP POULSENS 25-ORS JUBILÆUM.
Do handler med Skrøwter, som hwer Mand ved, og do forstôr æ, saa mari! De Bøgger, a skrøw i mi Ansigts Swed, dem sæler do laant under Pari.
Og kløftig det e' do, tak Skam dæ for de, saa møj der no blywer bor te dæ, det skuld da go mie end ondele te, om ett der war nøj, der hænd ve dæ.
No, Lykk ve di Disk, og Lykk i di Stow!
Vi ka saagu aa'sammel træng'e!
Og gjør mæ saa aalle di Priser saa grow,
te ett a ka praang med dæ længe.
29/10 1903
[Footnote: denaan, den anden; saa mari, minsandten; hænd, hængte; praang, handle.]
HUSMANDSBRYLLUP.
Der er et Ord, som ingen Mand tør glemme:
at kun for Haabets Barn er Lykken hjemme.
For Tvivlens syge Bønner
den lukker grumt sin Dør;
men frejdig Sundheds Latter
den skjænker helst Gehør.
Held da dig, som fik lært at smile!
Held enhver, som ved Arnens Hvile
Lykken fandt!
Lad aldrig Livets Modgang jer forknytte,
om end jer Rigdom blev en ensom Hytte!
Med Enighed forinden
er Stuen høj og lys,
ved ømme milde Hænder
udslettes Nattens Gys.
Flidens Arm stille Fadet fylder,
Kvældens Sol fattigst Vraa forgylder,—
Kvældens Sol!
Hvor Tvende ret fik Kjærlighed i Eje,
var Gangen let om end ad trange Veje;
thi hvad den ene høsted,
den anden bandt i Neg,
og saadan I forvandler
en trælsom Dag til Leg.
Trofast Gang gjennem Modgangs-Vrimlen!
Lavt ved Jord tit var nærmest Himlen—
lavt ved Jord!
Og byg saa eget Hus paa egen Ager,
saa gjennem egen Muld I Furen drager.
En lille Plet ved Gavlen
med Bær og Blomster smaa;
og inde bag Gardinet
skal ogsaa Blomster staa!
Ude Flid, lange Skaar for Ruden,
inde Fred og en Glut i Puden,—
inde Fred!
12/11 1903.
SE DIG UD.
Se dig ud en Sommerdag,
naar de Bønder tromler:
Land æfor og By æbag,
Lærkesang og Humler,
Byg i Skred og Bær i Blost,
Barneleg om frønnet Post.
Rugens Dræ med Duft af Most
i Drift om brede Gaarde!
Danmark er et lidet Land, strakt fra Nord til Sønder, har dog Brød til alle Mand, Kjøbstedfolk som Bønder. Rugen med det svulne Knæ voxer langt i Bakkens Læ; Humlekop og Pæretræ faar Sol mod hvide Gavle.
Færgen med det brede Bryst, klædt i Staal og Plade, pløjer Vej fra Kyst til Kyst over Bælters Flade. Kobberspir og Tag af Tegl ser sig selv i Havets Spejl; langvejs ude hvide Sejl mod grønne Øer bovner.
Toget stønner tungt af Sted, højt sig Røgen løfter; Plagen staar ved Vangeled, slaar sig løs og snøfter. Hyrden kobler sine Kø'r; Aftensuk i Siv og Rør; fra den aabne Smededør gaar lange Skumrings-Gnister.
Slider Byen, danske Mand, altfor stærkt din Trøje, tag et Maal af Danmarks Land fra dets egne Høje: Synet—fjernt af Banker lukt— bliver frit mod Bælt og Bugt —stemningsfyldt som Hejreflugt om Kvæld, naar Sol gaar under.
21/12 1903.
HEDENS DEGN.
Saa synger jeg da om en gammel Degn, der ser saa langt over Lyng og Hede og glider i eet med den Langsynsegn, hvor Urkok skogrer, og Ræv har Rede. I faar nu lytte. Vor Degn vil flytte; om lidt saa pinder han her sin Hytte og gaar sin Vej.
Hvor Vindene farer saa haardt af Sted og bøjer alt, hvad de ej kan brække, der burde der krydses et Mærke ved de faa, som Stormen ej kunde knække. Den gamle vidste: Hver Storm vil miste sin Kraft mod Aften og bort sig liste som Pust i Korn!
Thi siger vi Tak til den gamle Degn, der holdt sig rank i de onde Dage; der findes ej Lys i hin aabne Egn, som ej vil blinke en Tak tilbage. En Lærers Gjerning, den kræver Værning, den kræver Solskin—og Mistros Fjerning, om den skal gro.
Og mere var han end en gammel Degn, der sidder værdig i Hyndestolen; paa Menighedsskuden var han Kaptajn langt mer end den, der fra Gud har Kjolen. Naar Præsten "søgte" med Bøn og Lygte, hvem, tror I da, maatte "Kaldet" røgte, om ej vor Degn!
Og kom man en Aften saa til hans Dør med Støv paa Sko og med Lyng i Hatten, da stod han paa Trappen der rank som før og holdt os fængslet til langt paa Natten. Fra Solen dukked, til Dør blev lukket, fra Gjøgen kukked, til Lys var slukket: eet Lattervæld!
Ja, tit vil jeg savne den gamle Degn. Men søger Foden de vante Stier, mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn, og Heden skjælver af Melodier: min Bylt jeg sætter, min Ryg jeg retter, min lynggraa, falmede Hat jeg letter for Hedens Degn!
31/12 1903.
MAJSANG.
Hej hvilken herlig Vind!
Nu blæses Somren ind,
Skyggen skrider over fjerne Høje;
Gjøgen, den glade Skjælm,
kukker fra Digets Ælm;
Bonden knapper op sin korte Trøje.
Landet af Dis er fyldt, Staden er solforgyldt; blid den Syge indved Muren lister! Blomsten slaar Øjet op, Hækken har Knop ved Knop; du kan næsten høre, hvor de brister.
—Ingen er idel Aand, vi ikke idel Haand; vi har Længsler, som i Sjælen skjælver; Længsler mod Frimands Kaar, Længsler, som Næring faar, naar sig Himlen—blaa om Jorden hvælver.
Slupne fra Vintrens Tørn, staar vi da Vaarens Børn her med Sommerblæsten i vor Fane; hvor vi end Lejren slaar, naar vi end Sejren faar— under lyse Himle gaar vor Bane!
25/4 1904.
FOR VI TRÆDER HVERANDRE—
Der staar en Purle ved Vejens Sving, en Egeknast saa Forkrampet; den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring, og aldrig den blev til nogenting, fordi den for tidlig blev trampet. For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Ja Livets lovende Førsteknop den ødtes grumt for de fleste; thi raged ogsaa en enkelt op med Jærn i Veddet, med Frugt i Top, det blev dog kun Purl det meste. For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Den argeste Ulv i Skovens Skjød blev slikket engang af sin Moder. Men du—hvad Svar mon din Haardhed bød, hvis atter hin Røst af Himlen brød: "Hvad har du gjort med din Broder?" For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund— den hele Sol vil han kræve; men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund, da vil for at vinde en Straale kun hans tryglende Læber bæve. For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Juni 1904
OLE NYGAARD.
Han var en stille Vandringsmand, hvis Sjæl var i hans Sag; han spurgte ej om Navn og Stand, men kun om Hjærtelag. Hans Arbejdsmark var Lyngen og Landet nær derved, og Hedelærkens Syngen har stedse fulgt hans Fjed.
Han gik saa glad sin Solskinssti fra Vuggen til sin Grav, og aldrig gik han Hus forbi, hvor Døren kun er lav. Hvor Hedebarnet brunes blandt Tørvestakke graa, der lyste ret hans Lunes sig Tumlen med de smaa.
Han trykked mangen barket Haand, der var af Feber hvid; han løsned tit de værste Baand i Fattigdommens Strid. Hvor vilde Magters Skygge hang som en Tordensky, der hjalp han til at bygge for Fredens Gud et Ly.
Og traf du ham en Middagsstund i Sommerugens Læ nedsegnet i et stille Blund med Tasken mod sit Knæ, hvor kunde han da smile hvert Fnug af Træthed hen og glad og vaagen ile ud til sin Dont igjen!
Det er ved stille Daad som hans, at dette Land skal gro; vel spørges sligt ej udenlands men slaar os ved sin Tro. Her kjendtes ingen Vaklen: "Gjør Gavn, saa langt du kan! Ræk Haanden ud til Staklen; kanske han da bli'r Mand!"
—Saa mangt et liv blev ringet ned med Klokkens sidste Klemt. —Om ham ved Hyttens Barn Besked, hans Daad har Hjærter gjemt. Naar Maanens Straaler vide belyser Hedens Sti, da vil de ikke glide hans lave Grav forbi.
18/6 1904.
AN MARI HINNE FILOSOFI.
Som a gik med mæ sjel,
a saa te mæ sjel,
og mæ sjel saa ijen te mæ:
Hold Yw med dæ sjel
og pas nyw po dæ sjel,
for anner de passer kuns sæ.
Men a swored mæ sjel,
og a saa te mæ sjel,
akkuraat som a no sejer dæ:
Pas en Bett po dæ sjel
heller ett paa dæ sjel—
det er jet og det samm for mæ!
22/6 1904.
[Footnote: hinne, hendes; sjel, selv; saa, sa; Yw, Øje; nyw, nøje; sæ, sig; en Bett, en Smule; jet, eet.]
ARBEJDERNES LÆSESELSKAB.
Om Danmarks Strande render den blanke Bølgesnor; men ingen Bølger glimter, hvor Arbejdshæren bor; med tunge gyldne Straaler gaar Solen i sin Seng, før den har naaet at skinne paa Gydens Tøs og Dreng.
Hvor Sol og Bølge svigted, tog Arbejdshænder fat, de tændte Lys paa Kvisten og Haab i Gydens Nat; thi der hvor Hjærter ildnes ved trofast Sammenhold, er Brødet mindre bitter og Stuen mindre kold.
—Det var i Tider trange I satte Hjem og Bo;
Forræderi mod Loven den op i Synet lo;
Oplysningsfaklen stredes med en Ministerpraas,
og Lysetænd're gjemte man helst bag Bolt og Laas.
Men I tog fat og rydded med Armen krum og stærk, og Salen her i Aften den lyser af jert Værk. Fra lange Bogreoler gaar nu en slagen Gang til Kjæld'rens Barn som Kvistens, til Gyden mørk og trang.
—Pas paa den Skat af Bøger og jeres Samlingssal!
De er mod al Slags Trældom et ildfast Arsenal.
Mens Malmkanoner splintrer Kulturen som et Glas,
vi kjæmper for, at Bogen skal ta' Kanonens Plads!
Vi kjæmper for den Fordring, at i hver Himmelegn skal Rig og Fattig nyde den samme Sol og Regn! Vi tror, at Slidets Sønner har Krav paa anden Ret end sultes ud og spiddes paa Krigens Bajonet!
Og stod end aldrig Bragen og Bulder om vor Færd, vi var dog smaa Soldater i Aandskulturens Hær. Og aldrig skal vi trættes, men evigt flytte frem vor Fakkelvagt mod Mørket, der knuger Gydens Hjem.
8/10 1904.
RØJTER-ANNERS OG HANS MUER.
Tho a er jo Røjter, og a er fræ Fløj, mi Muer hun kam jo fræ Trøwed. Hun nær sæ som Skræjer, ilav a blæw føj, Og aaltid med Armud hun døwed. Hun ried og stak æ Næt med æ Daa og gløj saa geswindt hinne Jaen; det er træls aa vær te, nær en nap tær vær glaa, for æ Fød skaen ha, ja det skaen.
Hun war kuns en sperrise, lilajte Kwind, men som hun kund brug hinne Finger; ja nær en Naals Tro hun sku risp heller twind, de gik som æ Lærki si Vinger. Og som hun da kund handtir hinne Saws! Hwer øwles Strimmel fæk a en, hwer Tro og hwer Trumm, der flid aa fræ æ Klaws for æ Bøen skaen gled, ja det skaen.
Der sto i wor Kalgo en jenle Pa Kôl, og nær hun no rigtig vild gott sæ, og ind war for mørk te aa træj hinne Nôl, saa kam hun herud og saatt sæ. Saa sang hun en Vis om Sorrig og Gled, og somtid a tykkes, a ka en; for det, som si Muer haar lær jen aa kwed, det skaen hold aa, ja det skaen.
Æ Dôg ku begynd aa trill i æ Kôl, og Folk ku forlængst vær i Sengi, men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nôl for aal de Fowl i æ Engi. Og a laa og sov ind mud hinne Knæ, —for bette og stummelwon waen— indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ; for de smo skaen sorr for, det skaen.
Gud ved, hwad hun tint, nær mæ sølle Baan hun kyst, men æ Skyer saatt Gorer? Nær a vaavnt op, fand a Dôg paa mi Haând; a tinker, det war hinne Torer. Saa haaj hun wal grædt for den Lykk, der forswand, hwormøj hun saa tegged og baen, den Daa de som Lig bor Jens Fisker i Land; for rykkes og revves det skaen.
Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa! Hun bløw nok nøj blêg mud æ Sidsten; men bleger end nowtid hun war nok den Daa, de kam og laa hind i Kisten. Der er manne, der tar fræ Tusind æ Fød og sjel ett gjør Nytt for en Kjaen, men søn bette Kwind, der haar slæft sæ tedød, hind skaen sætt høt, ja det skaen.
Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær, der gjør hwer en fatte te Hejring, saa hwisker en somtid: Aa, war do Worherr, saa skuld der skam ski en Forbejring! Men no mo a ud aa si te æ Kow, om æ Gjewt en haar ædt, som a gaen; no er æ paatid, te æ Høwder faar Row; for æ Kyer skaen pass, ja, det skaen!
20/11 1904.
[Footnote: døwed, døjet; gløj, glødede; Jaen, Jærn (Persjærn); nap, knapnok; glaa, glad; sperrise, spinkel; lilajte, temmelig lille; Finger, Fingre; Tro, Traad; Saws, Sax; øwles, overflødig; Trumm, Garnende; Klaws, Garnfed; sto, stod; Kalgo, Kaalgaard; Kôl, Kaal; kwed, kvæde; Dôg, Dug; haaj, havde; Pesjan, Persjærn; Fowl, Fugle; stummelwon, usikker paa Benene; wat mæ, vækkede mig; men, mens; Gorer, Lyrer (lange hvide Natskyer); nowtid, nogensinde; Kjaen, Kjærne; høt, højt; Fortrær, Fortræd; fatte, Fattig; Hejring, sølle forsømt Skabning; ski, ske; Forbejring, Forbedring; Gjewt, Givt; Row, Ro; Kyer, Køer.]
STORE JON.
Store Jon han ønsked sig kun to Tønder Land, to Tønder Land og en Ko under Strand, eget Bo med Fred og Ro om Søndag som om Søgn: al hans Digt og dyre Drøm i tusind Arbejdsdøgn.
Oppe paa den vilde Skrænt han saa sig Himlen næst. Hej, for en Fest, naar det kuled af Vest! Sidde da ved egen Ovn, bag egen Lo i Læ, lytte tryg til Stormens Sus i eget Hyldetræ.
Fjorden der og Huset her saa godt som nogen Mands.
Bier i Dans
om Lavendler i Krans!
Gavlen gul og Væggen hvid, men Døren himmelblaa,
Skrænten klædt i Trip og Trap med Lam og Geder graa.
Rug og Byg om Brønden tæt med Vippers Ringlesang,
Bønner paa Stang
blandt Kartoflerne hang,
Havren nikked hid og did og vinked med sin Top,
Hørren stod saa pæn og blaa og saa troskyldig op.
Helst hans Drøm tog lød af Høst, naar Neg bli'r lagt paa Skrav. Sol gled i Hav under Fløjt fra hans Nav, Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Læs han brød, strid paa Foden Kvinden gik æbag hans Vogn og skød.
—Store Jon han bar sin Drøm igjennem tred've Aar; hvidt blev hans Haar under slidsomme Kaar; Tørvemosen gav ham Brød og Lejehuset Ly, ingen Gud har hørt hans Suk og ingen Mand hans Kny.
Mellem Lyng og Moser graa han lister altid om, stærk som en Bom om end Ryggen blev krum; gaar hans Blik saa brat paa Flugt, hans Lyngle rent istaa, ved jeg længst, hvad Store Jon nu atter grubler paa.
7/1 1905.
KILDEN.
Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld, jeg kan ikke andet bestille; jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjæld, om ogsaa jeg ønsked og vilde, for jeg er en glad lille Kilde.
Jeg kan ikke drive de Værker af Jærn, gi' Hundreder nok at bestille, men gjerne jeg drejer Møllerens Kværn, og Husmandens Gryn skal jeg pille, for jeg er en god lille Kilde.
Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang og lege som Barnet med Stene og klæde dem over med Alger og Tang og atter kysse dem rene.
Og gjerne jeg spejler det ensomme Siv og Høstnattens rødlige Stjerne, naar alt, hvad der mærkes af Døgntumlens Liv, er Fragtmandens Vogn i det Fjerne.
Naar Søvnen tager den bly Viol, og Duggen hun driver i Enge, da spænder jeg over min Bølgestol de allerklingreste Strenge.
Og Maanen vender sit Horn mod Nord; min Fader, Himlen, han lytter; min værdige Moder, den sovende Jord, i Drømme Fødderne flytter.
Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil, ved Røsten fra Jordens Indre, og Sivet paa Bredden nitter dertil, og rødlige Stjerner tindre.
11/1 1905.
AFTEN-GJØGEN.
O, du min Barndoms glade Fugl, saa hører jeg dig atter! Mens Rugen duver tung og gul, jeg sidder bag en Hyld i Skjul og lytter til din Latter.
Da stiger for mit Øje frem de svundne Barndomsdage, jeg ser paany dit gamle Hjem med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem og Mos paa alle Tage.
Det sukker i de grønne Flæg langs Dammene i Vesten; og der gaar Mor bag Ladevæg og lægger Lat til Nattebleg, mens Far han flytter Hesten.
Hør Køllens dumpe Ekkoklang mod Gaardens hvide Længer, hvor Mønningstigen staar saa lang, og Ovnskod og Toggerstang paa Flintevæggen hænger.
Der stiger Røg fra Nadvergrød; for Døren svales Øllet; en Duft af nybagt Sigtebrød, og lange Lyd af Pumpestød, mens Karlen vander Føllet.
Og Katten med de stride Haar er hoppet ned fra Balken; dens Hale stift i Vejret staar, slesk-spindende om Mor den gaar, mens hun tar fat paa Malken.
I Bluse, Seglesmæk og Klok vi Børn om Moder hveger, mens paa den lyse Stjerneflok, paa "Pejers Pig" og "Mari-Rok" hun over Koen peger.
Og Mælken spruder varm og fed, og Malkekoen dryner, mens Mor maa gi' os smaa Besked om, "hvorfor Stjerner falder ned", og "hvorfor Kornmo lyner".
Og Rugen stod i ydmyg Ro og drak af Nattesaften, og Gjøgen hang i Hyldebo og vippede og skoggerlo, som her den ler i Aften.
V. 1-3: 6/6 1898, V. 4-9: 14/1 1905.
[Footnote: Lat, Lærred; Ovnskod, Redskab, hvormed Brødet føres ind
og ud af Ovnen; hveger, farer hid og did; Pejers Pig og Mari Rok,
Stjernebilleder i Orion; dryner, undertrykt Brølen; Kornmo, natlige
Høstlyn.]
VINTERBILLEDER.
Nu tager den Bonde Bælgvanter paa og kryber i Faareskindstrøje, thi Marken skures af Blæsten raa, i Lænker rasler de Bække blaa, og Sneen hvirvler om Høje.
Fortvivlet strækker forladte Plov af Mulden de rustrøde Arme; nu voxer der Klimper ved Hjortens Klov, hver Mus i Kjæret, hver Fugl i Skov de bliver saa pilkende arme.
Der sidder en Krage i Faders Pil, uroligt den vipper og vender; den skriger under sit korte Hvil, som gnedes et Søm mod en rusten Fil, og Sulten i Øjnene brænder.
Om Grenen spænder hans krumme Taa, saa Ledene synes at knage; han dækker sig til med sin Vinge graa, stort andet haver han ikke paa, den stakkels frysende Krage.
Jeg sidder og ser paa hans haabløse Dont igjennem den hvidfrosne Rude; det gjør mig saa inderlig, blødende ondt for den gamle fjedrede Vagabond, hvem Himlene har stænget ude.
Jeg henter hos Moder en liden Brad;
han spejder og Skrotten skulter,
"Kom ned og smag paa den gode Mad!
Naa, skab dig ikke, din gamle Rad!
Jeg skyder ej Krage, som sulter."
Men Bonden, han haver slet ingen Nød; han tørrer i Vanten sin Næse, sin Sok han varmer ved Ovnen rød; i Saltkarret Sul og i Bænkkrogen Brød, saa kan han ad Vinteren blæse.
Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Lo og æder lidt mer, end hun orker, hans Køer kælver, hans Faar faar to; i Halmbunken ligger hans hvide So med udstrakte Lemmer og snorker.
Og Bonden nyder sin lunende Stald, hans Hors med Haaret han stryger; til Faarene henter han Hø paa Hjald, hans Høns han lokker med Kluk og Kald, og Kalvenes Rygge de ryger.
Saa linner han langsomt Gavllugens Slaa og ser over hvirvlende Ager; retsindigt han vender den tunge Skraa; der er som en Drøm i hans Øjnes Blaa, naar Sneen om Vindfløjen jager.
Men Gamlingen grunder i Aftægtskrog med Ørene gjemt under Huen; han suger paa Piben saa livsensklog, som tømtes et Dyb i hvert Drag han drog; men Gløderne ta'r han fra Gruen.
Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjul saa lidet i Skumringen syner: "Det bliver da vist en strenge Jul; aa Gud ha' Lov for det rare sul, og for de velsignede Klyner!"
Han banker sindigt sin Pibe ud mod Bordbenets knastrede Tapper, imens fra Gruen et Skumringssprud nu glimter i Kjedlernes Kobbertud og nu i hans Sølverknapper.
Men dæmpet lyder den dumpe Plejl fra Loen i Sne begravet; snart ligger Gaarden med Tag og Tegl paa Hedens knygende, hvide Spejl som Øen i Verdenshavet.
21/1 1905.
[Footnote: strenge, en Forstærkning af streng; Klyne, store
Mosetørv.]
Æ SPØGELS.
A kam op ad Resendaal og øwer æ Brow ved Mølgord; der a mødt en Treals-Kaal, det war den død Jens Kjølgord. "Haah! Haah! A faar aalle Naad! A haar kwol mi Nobomand, og a haar brænd mi Laad!"
A kam te aa bevverist,
som jen der blywer koldslavn;
Bette Kos og Jøsses Krist!
A sto som a war troldtavn.
"Haah!
Haah!
A faar aalle Naad—"
Mi Kuen haaj faat en Baaen mir, derfor haaj a hat møj Rend; æ Daw war kort, æ Suel war nier, æ Maan haaj faat si Nøj tænd. "Haah! Haah!—"
A war blêg, men Jens war swot. "Aa Gud! do mo ett haad mæ! for war a osse slem te'e Kwot, saa mo do no bewaar mæ!" "Haah! Haah!—"
Saa laa a Damp da som en Røj hen øwer Blød og Knoldkjâr; mi Hueser de løf fuld af Døj, endda de far war aaltarr.
A vild jo rend æ Spøgels træt; det bløw for haadt te mi Sid. Da a haaj rend den halle Næt, vi war ino alisid. "Haah! Haah!—"
Og bløw æ te, a fæk nø Len —og Len det fæk a sommsind— saa lisse sor, a sak ijen, det brøll imud mi Trommhind: "Haah! Haah! A faar aalle Naad! A haar kwol mi Nobomand, og a haar brænd mi Laad!
Det to mi Lu o Kistelbakk, det war ett te aa hold ve'e; mi Hor det løwt sæ i mi Nakk, mi Skjot war wot af Koldswed.
Ja der war hejsen Faar paa Fæd —det war ett nøj a tint jenn; a rend, saa for mi Træskobed, der stented Kamp- og Flintstjen.
Søn kam a ind til Resengord, men aalste war æ Pwot lot; æ Hund de glammed lisse sor; baag hwer en Rud war swot, slot.
Men lig hwor no han bowr Jens Gaad, I ved: mi Kuens Halbror— dér faarer a søndenom æ Laad og vejstenom æ Kalgord. "Haah! Haah!—"
Æ Spøgels han war hejs ett sien, han flywer om æ Laadswing, saa Bankerot og Taag og Stien det danst som anner glaad Ting.
Æ Nøj war gaven for en Blaan; da gaalt æ Kokk i Mølgord, a vend mæ, som a lig sku daan, da sak den laang Jens Kjølgord: "Haah! Haah! A faar aalle Naad! A haar kwol mi Nobomand, og a haar brænd mi Laad!"
23/1 1905.
[Footnote: Brow, Bro; Kaal, Karl; kwol, kvalt; bevverist, skjælve stærkt; koldslavn, greben af Koldsygen; Nøj, Ny; swot, sort; haad mæ, hade mig; Kwot, Kort; Blød, moradsige Kjær; Døj, Dynd; far, før; aaltarr, aldeles tørre; alisid, jævnsides; Len, Lindring; sommsind, undertiden; sak, sank; Lu, Hue; Hor, Haar; løwt sæ, løftede sig; Skjot, Skjorte; wot, vaad; hejsen, ellers; tint jenn, tænkte bare; stented, sprang heftigt; søn, saaledes; aalste, alle Steder; æ Pwot lot, Porten lukket; lisse sor, hvert Øjeblik; Kalgord, Kaalgaard; hejs, ellers; Blaan, Sky.]
Æ MUESPIG.
No søen vil du aaltsaa forlaad mæ, Jens Fløj, og læ mæ sejj jenne aa sørr— og græd ved mi Stripp, nær a malker mi Kow, og sukk, nær a ponne om mi Tørr! Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj, nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues, nær æ Røg fræ mi Skorsten den drywer saa laant, og du plejer aa komm her med en Rues!
Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj, og do fæk mi Buttel aa bær, da skuld en saa nej te di Haând og di Trow, saa haaj en wot fri no for aa græd. Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj, saa haaj æ wot letter no aa løw; men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind, ja saa vil vi som-mjest hinaan bedrøw.
Men støst af de Sorger, du gjord mæ, Jens Fløj, war den, te a ett kan dæ glemm; a hower hwer Tor og hwer Blink i di Yw, og nok saa ring en Bevren i di Stemm. Og nær nu den Bitte er føj dæ, Jens Fløj, kaski du da linner paa mi Dar; og saa tar du mi Haând for en jenle Graan Staând, men æ Frør di synger i æ Kjar.
26/1 1905.
[Footnote: søen, saaledes; sejj, sidde; jenne, alene; sørr, sørge; Stripp, Malkespand; ponne, smaapusler; jenle, enlig; gan, gaaet; æ Mues, Mosen; laant, langt; aa, at; Rues, Rose; Daa, Dag; plot, plukked; Krusbær, Tyttebær; Buttel, Bærspand; saa, sagt; Trow, Tro; haaj, havde; wot, været; aalle, aldrig; løw, leve; som-mjest, næsten altid; hower, husker; Tor, Taare; Yw, Øje; den Bitte, Barnet; føj, født; en jenle Graan Staând, et Øjeblik; men, mens; æ Kjar, Kjæret.]
HELLESØ.
Og ledes din Sjæl ved Dagens Støj, og har du en Vunde, som brænder, da sæt dig her under Lyngskrænten høj og fold dine Hedningehænder, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Her byttes langsomt den gyldne Dag og Solens Brand over Mulde med Hedens kølige Aandedrag og Søens skvulpende Kulde, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Paa Brinken knæler en Jenbærbusk, bag hvilken det tøvende skrusler; hvad skyldes de Snøft og de Skumringsrusk? Aa, det er kun Brokken, der pusler, mens Maanen Skjarer paa Hellesø.
Her trækker besværligt den fede And imellem de lyngkranste Vande, og tit dens buttede Vinges Rand vil strejfe Fuldmaanens Pande, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Her bader ensomt i Sivets Læ den Bondes fyldige Datter, og Bølgen favner det hvide Knæ og kysser det atter og atter, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Og Sivet drypper sin tunge Dug i Søens spejlende Strømme, og Bølgen lander med bløde Kluk, og Rørene rasler i Drømme, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Her sladrer Vinden om bløde Kys, naar to har fundet hinanden, og gule Iris og Brudelys staar tændte langs Holmeranden, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
—Et luftigt Bud fra en bortgjemt Gaard, hvor Rugen samler til Kjærne, et Skrig af Klirer, et Bræg af Faar, er natligt Skud i det Fjerne, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Og Kalmus dufter saa æblesødt som Liljer i Brudens Kammer, og Stjerner stiger af Vestenrødt og svinder i Østenblammer, mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Sjørup 28/1 1905.
[Footnote: skjarer, skinner (om Lysets Glimten); Jenbær, Enebær; skrusler, støjer paa en hemmelighedsfuld Maade; Brok, Grævling; Blammer, enhver stor Lysudfoldelse.]
DEN JYDSKE LYNG.
Her har jeg staeet i tusinde Aar, sust for de Slægter, der svinder og kommer, nikket Goddag til den brydende Vaar, viftet Farvel til den hastende Sommer.
Regnen og Haglen har kjæmmet min Lok, Vindene spredte mit rødlige Bloster, medens langs Bakken den stinkende Brok luskede hjem til sit blindfødte Foster.
Jeg var den fredløses Tilflugt og Havn; tit har jeg skjærmet den saarede Hare; Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn, saa imod Himlen med Øjne saa klare.
Tyttebærkonen sin rødnende Frugt krumbøjet sanked trods Lændernes Smerten; Hugormen kravled i Vrid og i Bugt, spilled med Brodden og svinged med Stjærten.
Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang, Loke drog saaende lavt over Sletten; opskjørtet Tatersken gik her engang med sine ravnsorte Haar under Hætten.
Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord, lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe, dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor, hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge.
Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand, spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage, om jeg bør skygges ihjel paa mit Sand, om jeg fortjener i Flammen at sprage.
Spørg hver en Mand i smaarudede Hus, der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer, om han vil miste mit klagende Sus eller mit Vidsyns de vældige Buer.
Spørg, om han længes mod Skovene blaa, naar—mens i Morg'nen han spreder sin Mergel— Gjederne bræger, og Lærken den graa løfter sin Top i den duggede Spergel.
Vel er min Ranke kun mager og tør, lidt jeg kun yder til Fadet og Bøtten; ringe jeg skattes af Oxer og Kø'r, men saa desmere af Sangeren, Skytten.
—Sært som min Hede er Menneskets Krav; Brød skaber ikke hans Lykke alene; mæt ham med Velstand; før nogen ved af, skjælver hans Hjerte i Suk efter—Stene.
Und mig da Fred paa min Fædrenegrund! Lad mig i Sandet dog Rødderne sprede! Brød skal du hente fra _Muld_markens Bund, Vidsyn og Fred paa min drømmende Hede.
Aakjær-Sjørup, V. 1-5: Sommeren 1901. V. 6-12: 1/2 1905.
GLAD VISE.
Grønt gror nu Sivet, ja; grønt gror nu Sivet, ja, en Seng med Dun er ej saa lun som en blandt grønne Siv, trara!
Vi er fulde, vi skaaler og skjænker paa'et, vi er fulde—vi skaaler og skjænker paa'et; vor Præst han kys't Per Spill'mands Frow, og præked forkert ved at tænke paa'et.
—En Seng med Fyld, en Seng med Dun, en Seng blandt grønne Siv, aaja, men ingen Seng er dog halvt saa lun som Armen om Pigens Liv, trara!
Sjørup, Febr. 1905.
AN MARI TRAJTER ØL.
Nej Fanden sku fæjst sæ da mir te Jens Kræme! Her stor søn en Stoder og trower, han ska læ mæ, hwordan a ska brygg, hwordan a ska baag, hvordan a ska legg en Flæskbøst i Laag!
Og pinwon og gjerre det er jo æ Swin; hwer Pott po æ Hyld saa kigge han i'en. Saa tar en formøj af hans Miel og hans Maalt, saa skuld en ha spaared ham tow Kjanne Saalt; ja haar en kjend Maagen!—Det er aalle saa møj som den usleste bette Taar Wand, en ska løj, saa ka han lav Vejlo og slaa med æ Dâr, saa det rister i baade Tallerkner og Fâr. —Han blywer da jen Tid længer og warr!
Nej, haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer; der kund en hejsen ha hat æ nø bejer! Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi Lor og Tow af den villerst For i æ Gord foruden mi Løn.—Men dér war jo Bøen, og han so jo Enki; og det er ett søen aa tur med anner dje skjødløs Knæjt, saa der bløw da ingen Brød af den Bejt.
Det hid sæ jo osse, te han vild ha tavn mæ —ja søn te hans Kuen da!-men hwa sku det gavn mæ? Tho han er jo gammel, og gro o æ Bælle og snaar da saa grim, som en Mennesk ka blyw; som no den hèr sølle Haandtiring med æ Yw —og a'el sgu ett ha en Mand, der er skjelle! En ska ett ta enhwer.—Tho de'e da de færrest, der ett ka gaa og skjelt sæ en Kjærrest; men justemint find sæ nøj, en ka lid o en Kaal aa slaa Bund po, en Venskab aa slid o— aah, det ka endda kost jen nø Beswær! For fand en sæ jen, en tyt, en haaj kjær, saa ska æ nok pass—jow det war ett sær! te saa er der osse anner o æ Tær.
No trowed mæ Synder, te Soren holdt a mæ.
Her gor a og gjemmer hwer Diel, som han ga mæ!
Ja, hwa a haar lid for den skjødløs Dreng!
A elsker ham—ogsaa saa det er faale!
Hans Billed hænger øwer mi Seng.
Æ Ramm den kost mæ en jawn Rigdaale!
Han kam her, saa tit mi Hosbond war ud, søn hen ad Awten, nær aalting war still; aanej, hwor bløw en da kanter og hwell, saasnaar te Soren han pikked o æ Rud! Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaae; han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka haae; en læd dem regir laant mir, end en mo, om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo; og ingen ska sej, te a bid heller kratte ham— men laa han forlæng, ja hwad tho saa wat a ham.
—Og saa ska en nu ha aa hør i æ Bøj, te den forbandede Flaani Mett Fløj baade Nætter Og Daw staar og drøwsker atter ham!
Aa Jøsses, hwor bløw a da lid ved æ Los i Guer po æ Kjergaard! A Sto med no anner og glowed po Tolle-Thames hans Kos; a vender mæ om og gor ad æ Stett; hvem trower I, a møder anner end Mett!
Hun bruser forbi mæ,—søen!—kallepros; æ Buend—de bred saawal som de small— de blæst jo om hind, som de war gal, og a tær forsuer mæ—ja læd mæ ett band— men det er da bode sikker og sand, te de haaj kost øwer syv Mark æ Al!
Hwa søen Stø jen hun haar godt ved aa hed sæ, hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled sæ. Men hwad haar ennaaen sølle Hjavl wal af Gled?
Der sto a og bid i æ Knud af mi Kled; for hwad ka æ hjælp, te en viser si Vred! En er, som en er, som en bløw af Worherr, og mukk imud ham er der ingen der tær!
Men ta den Kjærrest, ennaaen holder ve, nej, det sku no aalle ha Low aa vær te! Og mo æ ett roves, saa mo æ wal hwiskes: En Hjaani som Mett—a tykkes hun sku piskes! Ja hwis a haaj Majt, som blot a haar Ajt! —Aae Jøsses endda, tho der taft a æ Trajt!
Sjørup, 7/2 1905.
[Footnote: Stoder, Stodder; læ mæ, lære mig; Flæskbøst, Flæskeside; Laag, Lage; pinwon, paaholdende; løj, lunkne; Vejlo, Vejr; warr, værre; Lor, Laar; Tow, Uld; villerst, bedste; Enki, baade Enke og Enkemand; Beit, Ovnfuld Brød; hid sæ, hed sig; skjelle, skeløjet; skjelt sæ, liste sig til; tyt, syntes; faale, mer end forfærdeligt; kanter, oplivet; hwell, duelig; spaae, sparet; haae, ha' det; wat, vækkede; Flaani, Flane; drøwsker, higer hæftigt; æ Los, foragtelig Benævnelse paa en ung Kvinde (svarer til det mandlige: Lømmel); tolle, enfoldig; Kos, Kors; Stett, Stente; kallepros, meget kjæphøj; æ Buend, Baandene; tær, tør; forsuer, forsværge; Stø, Stykke; hed sæ, pynte sig; sølle Hjavl, sølle én; Hjaani, halvfjantet Fruentimmer: æ Trajt, Tragten.]