JENS FISKER.
Jens Fisker han bo'de derude ved Aa, hvor Græsset er grønt, og hvor Himlen er blaa.
Men hjælper det noget, ens Himmel er blaa, naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa?
Og nytter den noget, den lullende Aa, naar Kjællingen baade vil bide og slaa?
Saa lod da Jens Fisker sit Skallevaad staa og søgte sin Vædelse uden for Aa.
Han sov som en Orne og drak som en Saa, mens Fisken slog op i den sorlende Aa.
Hans Kjælling, Marie, den gnistrende graa, hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa.
Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa:
"Gud hjælpe hver Kristen, hvis Kjælling vil slaa!"
Jens Fisker han trækker hans Vandstøvler paa:
"Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!"
Men Kjællingen larmer med Kjæften paaskraa:
"Aa, Stodder, lad du kuns saa Støvlerne staa!
Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa, de trækker ej nye Vandstøvler paa!"
"Ja, ja", svarer Staklen, "men skal de nu staa, jeg henter dem, naar du mindst tænker derpaa!"
—Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa til Brasener brede og Skaller saa graa.
Men det er da noget, enhver kan forstaa; her slutter ej Visen om Jens og hans Aa.
—Naar Uglen er ude, og Natten er graa, da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa.
Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa og trækker med Stønnen de Vandstøvler paa.
I Hylsklædet trimler sig Kjællingen graa med klaprende Tænder og strittende Taa.
Naar Timen er ude, hun hører ham gaa som Torden, naar den har faa't Vandstøvler paa.
—Det samme, det samme hver Nat, som er graa!
Hun mister sin Snøvs ved at tænke derpaa.
Hun vaager med Lys, og hun stænger med Slaa; dog gjæster Jens Fisker med Bulder sin Vraa.
Men Kjællingen klager med Kjæften paaskraa:
"Aa, at jeg dog ej lod ham Støvlerne faa!"
Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa.
Nu spøger de—hver med sin Vandstøvle paa.
Jebjærg, Juni 1905.
JENS VEJMAND.
Hvem sidder der bag Skjærmen med Klude om sin Haand, med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand, det er saamænd Jens Vejmand, der af sin sure Nød med Hamren maa forvandle de haarde Sten til Brød.
Og vaagner du en Morgen i allerførste Gry og hører Hamren klinge paany, paany, paany, det er saamænd Jens Vejmand paa sine gamle Ben, som hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten.
Og ager du til Staden bag Bondens fede Spand, og møder du en Olding, hvis Øjne staar i Vand— det er saamænd Jens Vejmand med Halm om Ben og Knæ, der næppe ved at finde mod Frosten mer et Læ.
Og vender du tilbage i Byger og i Blæst, mens Aftenstjærnen skjælver af Kulde i Sydvest, og klinger Hammerslaget bag Vognen ganske nær— det er saamænd Jens Vejmand, som endnu sidder dér.
Saa jævned han for andre den vanskelige Vej, men da det led mod Julen, da sagde Armen nej; det var saamænd Jens Vejmand, han tabte Hamren brat, de bar ham over Heden en kold Decembernat.
Der staar paa Kirkegaarden et gammelt frønnet Bræt; det hælder slemt til Siden, og Malingen er slet. Det er saamænd Jens Vejmands. Hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav—i Døden, man gav ham aldrig én.
Jebjærg, 19/6 1905.
JAKOB OG HANS SØNNER.
I Sommersolglans glimter Jakobs Gaard hen over disblaa Kjær og Bavnehøje; Rugfaldets gule Vover bar ens Øje ud, hvor som Streg mod Luften Heden staar. To hvide Stude trægt for Tromlen gaar, hist hvor en Husmand stejlt med Lyngen strider; men ellers hersker Hvil til alle Sider.
En Søndag var det, fuld af Lærkelyd, Blaaklokker hang og skjalv paa hvert et Dige, Valmuen kasted sine Bægerflige og svang nu nøgen i sin røde Pryd; Hugormen trilled sig med skjællet Fryd i Vejens Sand og glemte under Badet, hvor den er edderspændt, forfulgt og hadet.
I Grupper delt gaar Folk fra Kirken hjem endnu med Salmens runde Klang i Øret, mens Troens Trylleverden taagesløret sig tegner bagom Rugens Bølgebræm. Tungt skrider Mand og Viv i Sandet frem, mens langsomt byttes Biblens Billedriger for Risengrøden, der hvor Røgen stiger.
Men tværs paa Sognevej og Kirkesti ned over bratte Hæld og høje Diger, hvor Flintestenen under Støvlen skriger, og Luften lives af den brune Bi, der kommer over Marken, kjæk og fri, en Skare Knøse, halvt som Foler kaade og halvt som Mænd, der ved at ramme Maade.
De skrider hurtigt, skjønt de vægtigt træder og holder sig bag Rugens Fald i Læ: Tørklædet flagrer, og de tunge Klæder slaar svære Folder om de stærke Knæ; de vejrer vejrklogt mod det Søde Dræ og føler jublende, hvor Blodet rinder, og ler, saa deres brede Tænder skinner.
Ja, det er Jakobs kjærnesunde Sønner, der aarligt samles paa hans Fødselsdag, og der ved Gammens-Øl og Latter lønner den gamle for, hvad Tiden slog i Kvag. Nu ta'r de Føden under andres Tag, men Hjemmet i dets gule Rugfalds-Ramme faar altid sunde Hjerter til at flamme.
Thi aldrig kildrede en Lyd vort Øre som Lærkens Legen paa sin lyse Streng, og aldrig vil en Duft vort Hjerte røre som Kabbelejens paa vor Faders Eng; hvor drømte du som i din Moders Seng? Et dugfyldt Syn fra Hjemmets Kaalgaarddige opvejer tusind Mil i fremmed Rige!
—De unge Knøse hører op at larme, som raskt de skrider imod Porten frem, og Blikket lyser af en hellig Varme, thi der staar Festglans af det gamle Hjem; hvidt skinner Gaardens Væg fra Syld til Rem, og over Elmens Toppe, stort udslaget i tunge, fede Folder bølger Flaget.
Der ligger Høns ved Muren, bred' i Ryggen, og gnider Kraasen mod det lunkne Sand; igjennem Porten inde bagom Skyggen Brøndvippen kraaner med sin tunge Spand; den drypper Draaber ned i Brøndens Vand; Stenbroen nys er luget, Sand er strentet, saa det er let at se, hvem der er ventet.
Om lidt de ses igjennem Porten drage; Gjenlyden røber, de gaar ej paa Taa; den alleryngste bliver lidt tilbage og fjerner skyndsomst fra sin Tand en Skraa; den snilde Ole er ej sikker paa, at gamle Jakobs Alvorstanker falder i Traad med hans om Skraa i Oles Alder.
De andre svinder gjennem Forstudøren, mens Sinken dundrer hult mod Flint og Kamp; men allerforrest gaar den stærke Søren, ombølget af sin egen Vadmelsdamp, saa smælder Klinken gjennem Støvletramp, og ind ad Karmens stedste større Flænge men ser først een, saa flere Omhængssenge.
Den rejste Luftning med Gardinet kaster, mens Blikket søger Jakobs Yndlingskrog; derinde under Bjælkens brune Knaster han sidder ved en gammel Spændebog: han stirrer op fra Bladet, mild og klog, i Tvivl hvorvidt han skal sin Finger væde, hvad eller røbe strax sin store Glæde.
Men Hjertet sejrer. Fyrrebordet knager, og Spændebogen gjør et lille Hop, da han med Hænderne om Skiven tager og langsomt løfter sig fra Bænken op; nu ranker han sin arbejdsstive Krop. En herlig Gubbe! Ho'det staar mod Loftet, men Skikkelsen er kantet, tung og hoftet.
Og over Fyrreskivens blanke Flade de brune Hænder krystes i et Kast; og som han vilde Slægtens Kræfter grade, vor gamle Jakob trykker dybt og fast; hans Haand er stærk og sejg som Bjælkens Knast! At Sønnerne sig ej for Trykket ømmer, det siger ham: De er af ormfrit Tømmer!
Den gamle er nu lutter Liv og Røre; hvert Øjeblik han skifter Smil og Plads; han løfter Kovsen ved dens gule Øre og fylder blinkende et Brænd'vinsglas; han drikker til og smasker veltilpas og langer Snapsen rundt til alle Stole fra store Sørens til den lille Ole.
Og da de hede Strubers Tørst er slukket, og hver især med sit Lykønskningsnik har Velkomstskaalen under Vesten stukket med ordfaa Ønsker efter Landsens Skik, da slaar en liden Stund al Tale Klik, til Jakob henter Skuffen med Tobakken, saa man faar Fyr, da gaar der Hul paa Snakken!
Thi faar de Piben tændt, de danske Bønder, og Snakken rejst om Hest og Ko og Stud, vær glad, ifald du ved, hvor det begynder, thi hvor det ender, ved endikke Gud! En Æmte ude, strax et Overbud! Og Solen kan gaa ned, og Dagen slukkes, før deres Videtørst i Dvale vugges.
Og Svar og Spørgsmaal som en Haglen falder om andre Sognes Avling, Sæd og Stik; helst hører Jakob dog om Hestes Alder —han kjender sine egnes paa en Prik— om hvad i Mandags man for Smørret fik, om hist en stads Ko godt i Spanden lægger, om her den nye Hingst nu smukt bedækker.
—Da løftes Faldet let fra Frammesdøren saa mod Komfuret ses et Forklæd' hvidt; det gi'r et ubehersket Kip i Søren, da Kirsten træder ind med raske Skridt; jeg tror saamænd, de begge rødmed' lidt, en gammel Udvej for det unge Hjerte, før det Forstillelsernes Kunstgreb lærte.
Hun kom til Gaards som Tøs i Fordums Dage, før Jakobs Hustru standsed brat sin Rok og la' det gamle Hoved tungt tilbage med "Kappens" Strimler om sin Sølverlok; da hængte Kirsten bort sin Barneklok, tog voxen Kjole paa og brygged, bagte og gjorde syvfold mer, end Tøs kan magte.
Og det staar skrevet i de blanke Stager, i Kob'rets røde Spejl—en Fryd at se! i Ovnens Malm, i Bænkens hvide Flager, at hun er Hjemmets altid vaagne Fé; hun præger Stuen til dens mindste Ske, og sagte svinder Døgnets Rids og Rifter, hvor stille hendes hvide Forklæd' vifter.
Snart dufter Huset da af friske Klejner, og Kaffen damper paa den rene Dug, mens Solens Finger skjælmsk paa Bjælken tegner, hvad den af Kovsen dypped frem i Smug; og gamle Jakob vrister Sug paa Sug fra Merskumspibens tørre, trange Strube, og Kirsten byder rundt med Smilegrube.
Og da nu Kaffen og den gode Kage forlængst har Fundet et retfærdigt Sted, gaar Jakobs Tanker til de kjære Plage, som gaar paa Græs i Engen tæt derved; han maa derud; kanskesig de gaar med? "Ih, ja!"—Enhver nu efter Huen famler, snart staar tilbage kun forladte Skamler.
De raske Knøse kan ej roligt fare, men alting endevendes, højt og lavt; de springer som den morgenglade Hare og rutter sorgløst med den unge Kraft; i "stiv Arm" løftes Skovlen ved sin Skaft, og alt maa prøves fra den nye Spade til Hakkelsemaskinens vilde Blade.
Hej, der var to, der rev de gamle Plejle fra deres spindelvævsbetrukne Ro og lod dem susende i Luften stejle med Bump og Bulder paa den mugne Lo! Jo, det er flinke Gutter begge to! Se hvor de smidigt sig i Midjen rækker, mens Slaglens Vaand hvert Straa til Jorden strækker!
Skjønt Jakob længst er over Ungdomsalder, han ler dog lunt af deres Brydetag; han maner helst til Fred, før nogen falder, og høger ad de altfor voldske Slag. Han frydes som et Barn paa denne Dag; han nyder Tumlen, skjønt af gammel Vane han nu og da maa tysse og formane.
En dyndet Svaling staar om Gaardens Gavle og glider ad dens aabne Luger ind fra Sig og sumpet Kjær, hvor Igler kravle, og Padden sitrer i sit klamme Skind. Hver Vækst staar rank; thi der er ingen Vind; kun Trævlekronen rokker som bedrøvet, fordi en Humle tynger den i Støvet.
Men alles Længsel er de brede Enge, der rander Synet udfor Jakobs Port, de kavlinggule, bløde Himmelsenge for Hingst og Klod og Oxers hvide Hjord; her har den gode Gud et Eden gjort, her hersker Fred, her bor Uskyldigheden, her græsser Plagen ind mod Fugl paa Reden.
Derhen de søger nu i muntre Klynger med Jakob foran paa den vaade Sti; Gulpurven paa den høje Tidsel gynger, men sætter af, før de er vel forbi; Græshoppen driver dulgt sit Feleri, gloøjet Frø, brat revet ud af Drømmen, gaar her bardus paa Hovedet i Strømmen.
Hvor Jakob nu er bleven virm paa Sokken! Det er til Nød, de unge kan naa med; først da de svedte staar ved Plageflokken, han sagtner med et Sæt de faste Fjed; højtideligt han aabner Lukkets Led, og een for een han lader ind dem stige og sætter Haspen for sit Kongerige.
Nu er det ikke mere kaade Drenge, der under alskens Løjer jager rundt. Nu er det Bondens Kuld med Miner strenge, nu er de voxne Mænd i voxen Dont; saa skilles de, saa de gaar da i en Klunt, saa ser det ud, som Kjæde de formerer; men overalt de vejer og vurderer.
Bestandig foran ser man Jakob trave; han gaar som i Triumf fra Dyr til Dyr; med Fingerspyt han lægger Haar i Lave langs Føllets Koder, saa det ikke fly'r; han maaler Krydset paa den unge Tyr, han ser i Plagens Mund, og som i Tanker han klapper Hoppen paa dens runde Flanker.
De frie Engens Dyr er vel til Mode ved den Vurderelyst, de her har vakt, og Føllet rejser rankt det fine Ho'de, og Hingsten praler med sin Mankes Pragt; kun Studen har sig tvær paa Bugen lagt, mens Kalven saglende sin Mule væder og snuser til de nye Vadmelsklæder.
Men da nu Jakobs Runde er til Ende, opløses langsomt Kredsens Alvorsring, og atter kan man sig til Legen vende med Løben, Bryden, Kast og Grøftespring; de slaas og dratter om for ingenting, og Jakob følger dem med Faderblikke: "Aa, Drenge, Drenge, stød jer end'lig ikke?"
Men hvem var det, der fik den løbske Grille, at Jakob skulde med at springe Buk! Først værger han sig højt, saa ganske stille, saa lægger han sin Pibe med et Suk; saa stiller han sig bred og tung paa Hug, saa ler han op, saa det i Skrotten knager, mens sidste Springer han i Luften tager!
Som Larmen sagtner af, og Legen standser, der gaar en Iling over Grøft og Kjær; en Hvirvelvind et Steds med Mosset danser, og Siv og Padderokker krydser Sværd; nu ved hver Bonde, det bli'r andet Vejr; selv Hjertegræssets tusind Dværgebjælder nervøst, men sikkert om Forandring melder.
Den Skygge fra de mørke Uvejrsrande, som i hin Iling over Egnen trak, den dvæler længst paa Jakobs høje Pande, mens Ilden slukkes tyst i hans Tobak; han tænker paa sit Kløverhø i Stak og dividerer tavs sit Afkoms Mængde i Høets Hob og Tordenskyens Længde.
Men før den snilde Jakob ret faar mælet, er Flokken fløjet over Sten og Stok; den samme Tanke har enhver besjælet, et Nik, et Blink mod Skyen her var nok; her handles enkeltvis og dog i Flok: Et Nu, og Kobler klirrer, Piske knalder, og lange Vogne over Toften skralder!
—Hvor er det spændende for unge Kræfter at kappes med den vilde Tordensky! Lynsnærten saver, Skraldet raver efter og styrter stadig i et Hul paany; nu straaler Regnen i din Naboby, nu taages Engene, nu rejses Vinden, mens Spændtheds klare Sved dig striber Kinden!
O Duft af Hø, naar Tordenregnen truer, du er mig mere skjøn end alt, jeg ved! Du er mig mere kjær end vilde Druer, et himmelsk Laan til fattig Jordiskhed; svæv om mit Leje, naar min Sol gaar ned! Driv længe lavt hen over Danmarks Enge, og svøb dig lindt om Fremtids Digterstrenge!
—Da sidste Læs—end dækt af Tørvejrs Kaabe— forsvandt med Klang bag Ladeportens Rand, slog smældende den første Tordendraabe med Vægt af Faldet ned i Vejens Sand; knastørre holdt paa Loen Hø og Mand, mens Lynet vildt bortødsled sine Straaler, og Regnen tømte alle Vredesskaaler.
—Det vilde Vejr er alt af Marken slaget, den høje Himmel atter fejet ren; nu hænger Regnen kun som Dryp i Taget og staar som Dam paa hule Flintesten; nu kukker Gjøgen fra sin Hyldegren, og Millioner Kim langs Solbrands-Stier har aabnet deres tørre Mund og dier.
Og atter prates der i Hjemmets Stuer om Kjærest'folk, om Bryllup, Præst og Degn; men gamle Jacob gjennem Ruden skuer mod sine Ro'r, "der trængt' saa haardt til Regn". Nu staar hver Stilk paany i Haabets Tegn; dog dvæler noget i hans Øjenkrige, han vil ha' frem, men ikke ret kan sige.
—Men Aftnens Enge damper nu saa vide, og Afskedstimen for de unge slaar; da drager Jakob Søren lidt til Side og siger lavmælt, mens de andre gaar: "Ja Søren, du faar hjem til Efteraar! Jeg føler Ald'ren; Gaarden vil ej rente; du har jo Kirsten; hvi skal I da vente!"
Ærbødigt hilser de den gamle Fader og gaar saa bort hen over Bol og Brak langs vaade Havrefald og Turnipsrader ind mellem Kvæg og Agerhø i Stak; og Nattens Dampe fugter Fod og Frak, den vaade Muld gjør deres Støvler tunge, mens Grødeduften kildrer Svælg og Lunge.
Kartoffelblomstens blide Bloster slipper sin Duft mod Skyen fra sin Bakketind; og Rugen rokker paa de svulne Vipper og gynger dem i Slummer Kind mod Kind; Boghvedens Aande vælder bi-sød ind; den lyse Nat i Tavshed lægger Kaaben om Jordens Skulder efter Tordendaaben.
Men under Sommernattens høje Maane staar Jakob længe ved den hvide Væg; Havfugle dunkelt over Himlen skraane, Horsgummen gjepper mellem Mosens Flæg; en Taare triller ned i Jakobs Skjæg; hans Hjerte rinder fuldt af Dagens Minder, mens Sønneskaren tyst i Natten svinder.
Jebjærg 28/6 1905
MAANEN KYSSER RUGNEGET.
Du smaa, du smaa, du søde smaa, jeg kysser dig fra Top til Taa!
"Fra Top til Taa?
Jasaa!
Lad gaa!
lad Kysset gaa
fra Top til Taa
og om igjen og ned og op
fra Negets Taa til Axets Top.
Men stop, o stop!
Der sprang en Strop!"
Nej! nu gaar Rimet i Galop!
Taa og Top,
Kysgalop,
Stropper ned og Bændler op!
Hvad staar der? En Barm i Knop!
Og histnede: Knæ i Hop!
Knæ og Knop,
Rosers Hop,
hvide Liljer ned og op!
"Elsk mig! Tag mig! Tavl og Top!"
28/6 1905.
BARNET OG DEN GAMLE GAARD.
Der laa paa Toften en gammel Gaard med vinde Vægge og side Tage. Dens Syld er sunken, men Mindet slaar sin Kreds derom alle Dage.
For der gik Føllet paa slanke Ben, og Hønen kagled bag støvet Nælde, og Myren jog over breden Sten, mens Stolpen frønned af Ælde.
Og der Staar Mor i sin Bryggersdør og rækker Far en Taar Urt af Øsen; han blæser, drikker og blæser, før han rækker Resten til Tøsen.
Og ind og ud ad den lave Port som Vævens Skyttel saa svitter Svalen; og Solen skinner paa Smaat og Stort, og Hanen muntrer med Galen.
—Hvor er nu henne den gamle Gaard, dens Svalereder bag møre Lægter? "Det gamle falder, det ny bestaar"— er Lov for skiftende Slægter.
Hold op at flagre, du Svalelil, lad Glemsel tage de gamle Reder; luk Øjet op, og dit Hjerte til, det nytter intet, du leder!
De gamle Huse vil styrte om, de gamle Vaner, de gamle Skikke; er Marven borte og Skallen tom da hjælper Taarerne ikke.
—Men du, som hviler i Vuggen dér og smiler op fra din hvide Pude, du kjender intet til Livets Færd og ej til Verden derude.
Du er i Dagens den stride Blæst en muntert glidende Foraarssvale; vi andre kives om Lykkens Rest, du la'r Vorherre betale.
Vi andre ræddes i Tvivlens Nat, naar Bølgens Vrede vort Lys vil slukke; du slumrer trygt uden Ror og Rat, endda din Baad er en Vugge.
Sov trygt du lille, i Vuggen hist, mens Æblet rødnes i Hast bag Løvet, og Bygen kommer med stakket Frist og slænger Frugten i Støvet.
Ja, du skal voxe dig sund og stor, og du skal altid i Sandhed vandre; en Dag saa tager du Viv og Jord og bliver Mand som vi andre.
Saa staar du vel, som vi andre staar, og tryller Ranker om sunkne Stene og stirrer ud mod en falden Gaard, mens Solen synker bag Grene.
Silkeborg 9/9 1905.
BONDENS DATTER SYNGER.
Giftes vil hver Pigelil
og nødig altfor silde;
Lykken kommer, naar han vil,
men smaat til Bryllupsgilde;
en ta'r Maal af Arv og Aar,
gylden Høst og gyldent Haar,
en gaar efter Gods og Gaard,
men jeg vil ha' en glad Mand!
Den si'r Hyp, som Tømmen faar.
Og han skal Buxen bære
paa hans Toft som i hans Gaard,
for Buxen gjør ham Ære.
Linner han saa Klinken lidt,
hører jeg min Husbonds Skridt,
gaar mit Hjerte godt og blidt
ved Tanken om en glad Mand.
Han vil Hjemmets Ærind gaa
ved Kjøben som ved Sælgen,
ikke fuld i Kroen staa
og tylle Øl i Bælgen!
Ønsker han en liden Rus,
ta'r han den i eget Hus,
spytter ej i andres Krus
for det gjør ingen glad Mand.
Gaar han i sin egen Dont,
han nynner under Hjalde;
halser ikke Huset rundt
og øser ud sin Galde;
han staar ikke vred af Seng,
gamser glubsk af Folk i Flæng,
snart af Tøs og snart af Dreng,
for det gjør aldrig glad Mand.
Vælter Sne mod Tærsklen ind
og spreder langt sit Lagen,
aldrig ængstes dog mit Sind,
hvor han har Styrestagen!
Barnet glad paa Gulvet gaar,
Grisen trind i Stien staar,
alting trives—Fæ og Faar,
i Gaarden hos en glad Mand!
Driver Regn For Søndervind,
mens han maa Agren pløje,
kommer sent og tavs han ind
med Dryp fra Skjæg og Trøje—
jeg skal gjør' ham Sengen lun,
varme Dyne, klappe Dun,
hæng' hans Frak, hans Sok til Gru'n
og sove ved en glad Mand.
Kvinder er som Blomster smaa,
de gror kun godt i Glæde.
Faar jeg den, jeg tænker paa,
saa skal jeg aldrig græde;
snildt jeg snurrer da min Rok,
pusler om min Gutteflok.
—Aah, der bliver Lykke nok,
naar man først har en glad Mand!
Bovbjærg 16/10 1905.
GAMMEL KJÆRLIGHID.
Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka ett wal skimm æ Dar,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg for æ Bjen,
og æ Vægg maa gi Støtt, nær æ Træsko ska flytt,
og æ Furd maa ta Wor o æ Stjen.
Det war alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin,
og wor Øwn de war klaa, og wor Tanker war glaa,
og wor Klejmon war flunkend og fin.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt mæ dernied i æ Kjar,
og do løvt mæ iland øwer Vilder og Wand—
for æ Engi war sjalden ret tarr.
Ka do how, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band dæ di Kled?
A ved aalle nø Daa, a haar wot snaar saa glaa,
og ino kan a græd ved mi Gled.
Men si Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan;
for som Wand skjeller Hy—ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan.
Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw læ sæ slid!
Men en tar jo si Torn, og en bærer si Born,
saalæng en maa her gaa og strid.
—Læ wos saa komm te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm, hwad der ett ka vær alln!
—Ka do skimm, om æ Hyld ino stor med si Fyld,
for de sejer, æ Blaad ska vær faldn.
Bovbjærg 16/10 1905.
[Footnote: nøj aaldre, hen paa Alderen; skimm, faa Øje paa; blo, blaa; æ Far, Fadene; stogend, foroverbøjede; æ Bjen, Benene; nær, naar; ta Wor, tage Vare; o æ Stjen, paa Stenene; alln, anderledes; æ Føsten, ens første Tid; da war vi en bitte Graan lin, da var vi skam smidige; klaa, klare; glaa, glade; Klejmon, Klæder; tyt om dæ, holdt af dig; æ Kjar, Kjærene; how, huske; Sønde, Søndag; Kled, Tørklæde; aalle, aldrig; wot, været; ino, endnu; hwerrer, vender, forandrer Retning; Blaan, Sky; Wand skjeller Hy, Vand bortfører Hø; enaan, en anden; jenle, enligt; laangle, langelig, langtrukken; Torn, Tørn; Born, Byrde; Stumlen, Vaklen; æ Hyld, Hyldetræet; si Fyld, Træernes Blomster eller Blade.]
EN KOGED HUMMER.
De to mæ paa tredve Favne Wand, ja nue vil sej: en halvhunde; de støste Fiskre paa Ferring Strand de kund saa nappele bund'e.
Fâr gik a saa dawle og gro, aaja!
No haar a en Kjowl saa rø.
Søen gôr æ gjan mæ det Gued, en ska ha:
Det kommer—nær en er dø!
Bovbjerg 19/11 1905.
ØWER Æ ÆWN.
Haar do hør, haar do hør, te Pe Døw han er dø og hans Kuen sejjer Enk lisse strag som en Mø!
A kund ett gaa forbi; a war nied i æ Kjar og føl atter i æ Skru, om æ Tørre de var tarr; a saatt sni ad æ Pwot og kam vejsten æ Haw—
—Do haar aalle hat Maagen te Lykk i di Daw! Der er ikki en Enki i hile wor Sown —ja saa a i sejsten!—saa knøv og saa bown.
Hun er rig, hun haar Peng, hun haar Medler som Skidt, hun haar Kister som Hus;—a haar wot der saa tidt— og dæ Kyr og dæ Øg og den Avl, som der stôr! Det er hejsen nø andt end di egn Skrantings-Gord, Fæk do hind i di Snaar—war æ ind, war æ ue, —ja hun sku sgi snaar løwt di Hywl i æ Fue!
Men do sworer jo ett! Do ska lyd te mi Taal!
A' el fandenmæ ett sejj for døw Folk og gaal!
Tho do ka wal forstaa, te en vil dæ di Bejst,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku fejst!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj ett søen og log!
Ta di Lejerlu aa, smid en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska hen og ta Kys ved den rig An Katrin!
Jøsses Kos, bitte Bøn! for en Kuen do da fôr! ja, Katrin hun ska snaar sætt dæ Stywr te di Gord! For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind, saa do ska nott lav hind aaltfor møj Vind. Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme, hun ka hopp te æ Lowt, nær æ Gal den ta ve. Men haar det nøj aa sej, te æ Kjælling er stræng, nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng, hinne nybærend Kwier og blankhwonned Kal, hinne Grunker og Bunker, det Hil med det Hal, hinne trørre Alens Væv, hinne Syv-Markes Særk, som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk,— hinne Maalt, hinne Gaalt, om i Saalt om ilyw, hinne Høns po æ Raan, hwer en blikkendes Yw —hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof: Ka do vind hind te Kwind, er æ din jo tehof.
—Naa, der kam nok æ Øg; ja kom saa ad æ Dar, men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar. Ih men bi! Læ mæ si: er do snøg om di Haag? —Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag, og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag; og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg, for søen fôr do aalle æ Sow i di Sæk. Kom no op og astej, men det lyser af Daa, og hold wal ved æ Krikk, te do ett hwistes aa, men kom hedle te Bøj, og Worherr vær dæ gud; saa der ett ska gaa Skej a di Fagter og Urd. Læ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di Kapp, nær di Hejst gôr i Sto for Katrin hinne Trapp, og vær lin i æ Knogl, men pas wal o æ Fud, nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
——Hwa for nøj, hwa for nøj!—Hwa er do for en Kaal.
Ska do søen sto og koj for aa now en Krumm Saadl!
Og her haar en gjord dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka do ett kravl opo en Kon Øg!
—Ta æ Saadl aa æ Krikk! Sæt di Lejerlu o, og sej do som en Taari og drewl øwer æ Skro!
Bovbjærg 21/11 1905.
[Footnote: sejjer, sidder; strag, glat i Huden; æ Kjar, Kjærene; Skru, Tørvestabel; tarr, tørre; sni, tværs over til; Pwot, Port; Sown, Sogn; saa, sagde; knøv og bown, kjøn og imponerende af Ydre; wot, været; og dæ Kyr, og sikke Køer; hejsen, ellers; Skrantings-Gord, en Smule Gaard; sgi, sandelig; Fue, Fure; lyd, høre efter; fejst, fæste; snøg, pyntelig; sej ett søen og log, sid ikke saadan og glo (at loge, kikke op paa en halv tvivlende halv forlegen Maade); Lejerlu, Læderhue; Saadl, Sadel; opo, paa; res, rejs; gilik, rap; Stywr, Stivere; hinne Sind, hendes Vilje; nott, nu ikke; trørre, tredive; æ Skræjjer, Skrædderpige; Kjærk, Kirke; Gaalt, Galte; ilyw, ilive; Raan, Pind til Hønsene; Yw, Øje; Drof, Draabe; drevler, savler: men, mens; hwistes, slænges; hedle, skikkelig; Skej, ilde Snak; Knogl, Fodled; Kaal, Karl; koj, jumpe; Krumm, Smule; en Kon Øg, en Smule Hest; o, paa; Taari, Taabenakke.]
TRE-KONGER.
Jeg vandrer her saa ensomt ud ad min Hedevej, mens Gryet kjæmper mellem mørke Banker, og Tøvejrstaagen tætter sig over Slugt og Slej, og Vintermulmet tynger mine Tanker. Det er saa tungt at lytte til vaade Vindes Sus, naar Vinterregnen prikker i Landevejens Grus, og Juleøllet dovner i blommet Bondekrus i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Der lister hist foran mig en kroget, gammel Mand med Melmadstejnen over Øxebladet; paa tynde Træsko svinder han bag Plantagens Rand og standser ved en Gran i Snevand badet. Snart lyder Øxeslaget med dybe Ekko-Suk, mens rytmisk Træet slipper sit Styrt af Draabedug; min Sjæl med Træet skjælver ved disse Dødsenshug i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Hist klumper sig i Taagen en Klynge Hytter graa med møre Døre og med skjæve Gavle; der staar et Barn bag Ruden her i den første Vraa, af Kjedsomhed det ramper paa sin Tavle. Her sidder mangen Moder og ved ej Raad for Brød, der ligger mangen Stakkel og venter paa sin Død, mens Øjet ængstet følger den matte Tørveglød i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Ak, underverdens-trist er en Hedehyttes Vraa, dens Veje plørede, dens Stier slemme! Barmhjertighedens Engel har her saa langt at gaa, og derfor bliver han som oftest hjemme; men Vinteren er trofast med Flyvegigt og Kuld, af klare Snekrystaller den puster Kaalen fuld, og Maaren gnaver Huller i Hyttens Hattepuld i Dagene omkring ved Tre-Konger.
—Da spaltes der en Flænge i Vinterdagens Graa, en munter Straalepil mit Hjerte rammer; jeg havde næsten glemt, at din Hvælving er blaa, du høje Himmel over Jordens Jammer. Aa se, hvor Straalen spiller—paa Mossets grønne Plyds, paa Lyng, paa Rug, paa Rævling, paa Raadyrbukkens Kryds! Det er til Jordens Hytter et nedslængt Fingerkys i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Sjørup 3/1 1906.
JENS HVØVTRUP.
Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok: aah—ja, ta mæ mi Bøss! En høstlig skrigende Vildgjæsflok saa lydt under Nathimlen larmer.
Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og maader gnistrende Krudekorn og klapper sin pludrende Kvinde.
Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag, aah—ja, ta mæ mi Bøss! skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag, og Flagermusene piber.
Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa, aah—ja, ta mæ mi Bøss! hvor Gaasen svaler den brede Taa og gynger sin tyngende Fedme.
Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Da spærres hans Vej af Troldkjærsig, hvor stygt om Natten det kogler.
Her slynger Taagen sit lange Slæb, aah—ja, ta mæ mi Bøss! mens Rørdrum spuler sit gule Næb i Sumpens svovlede Bløder.
Hugormen skeler med Mus i Flab, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og Tudsen sidder med Hængegab og drejer sin natlige Skralde.
Her sidder Aalen i Tørvepyt, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og glor paa Maanen bag Tudsespyt, mens Padderokkerne knarker.
Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr— aah—ja, ta mæ mi Bøss! med Vildgjæs er han nu ligekjær, hvor nært end Skrigene frister.
Thi den der synker paa Troldkjærsig, aah—ja, ta mæ mi Bøss! han griber ikkun i Taagens Flig, hvorved sig ingen har løftet.
Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs— aah—ja, ta mæ mi Bøss! han vil gaa lige, men gaar i Kreds, hvordan end Sigtet han tager.
Det perler ham koldt bag Hatterem— aah—ja, ta mæ mi Bøss! "Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem, mit Hus og min ventende Kvinde?"
Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd, aah—ja, ta mæ mi Bøss! mens Foden synker i dyben Dynd, og Bobler om Støvlerne brister.
Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Snart tykkes den Noget, snart Ingenting, mens Kredsen om Jægeren snævres.
Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør paa Nattens strittende Grene.
Det dunser og punser om Grob og Grøft, aah—ja, ta mæ mi Bøss! som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft, mens Lygtemænd hopper paa Gungen.
Selv Tørveskruen saa sort og stiv, aah—ja, ta mæ mi Bøss! har snappet sin Naboskrue om Liv og danser, saa Top-Tørven flyver.
Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Saa skyder han ind i den Hvirvelvind, saa Synerne daaner i Skraldet.
Han kravled iland ved sit tro Gevær, ahh—ja, ta mæ mi Bøss! mens Gryet frelsende steg bag Kjær og viste kun dryppende Vidjer.
Men siden dued han aldrig stort; ahh—ja, ta mæ mi Bøss! de sa' om Skytten, han blev forgjort hin Nat derude paa Gungen.
Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Den Lygtemands-Skyden har gjort ham Sær og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.
Han ses ved Kirken i Sol og Sus— ahh—ja, ta mæ mi Bøss! den blegeste Mand i Herrens Hus, og altid med Ho'det han nigrer.
Dog mest han kredser om Troldkjærsig, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og altid han fabler om Vildgjæsskrig og Sumpens tombede Syner.
Saa maaler han op sit sidste Skud Krud: aah—ja, ta mæ mi Bøss! og sletter saa al sin Kvide ud, mens Ekko fra Bakkerne skogrer.
Sjørup 14/1 1906.
[Footnote: Bløder, moradsige Væld; Tudsespyt, Slimkager af øjede
Tudseæg i sumpet Vand; Væld (og Vilder), enhver Vandudbulning i
Kjærbund; Grob, bruges om baade Grøft og Dige; Gungen, Hængedynd;
nigrer, rokker ustandselig; tombede, smaataabelige.]
KARLSVOGNEN.
I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver, hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys, hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver under Almagtens Pust og det Eviges Gys—
I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol; og naar Jordbuens Skygger har faget de andre, staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!—
Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave, jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim; jeg har set dig saa stor over sneede Grave, men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.
Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude, og jeg løfted fra Puden min brændende Kind, stod du tindrende tavs i min øverste Rude og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.
Du har fulgt mine Fjed paa den drømmende Hede, hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam; naar bekymret jeg standsede, træt af at lede, stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam.
Naar det braged om Natten i Isgangens Panser, medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg, og din Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser, stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.
Du har lyst paa min Sti over rimslagne Enge, hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg, du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe med det rullende Skud bag de dølgende Flæg.
Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove, naar du spejled din Pragt i den mørknende Fjord, du har baaret min drøm gjennem slumrende Skove med dit funklende Hjul og din Stjært imod Nord.
Naar det lyste bag Krat af den segltynde Maane, og det suste saa sagte i Midnattens Siv, har jeg skimtet dit Hjul bag den vigende Blaane med min skjælvende Arm om den Elskedes Liv.
Du har løftet min Sjæl mod det Eviges Vrimmel, naar jeg stirrende stod paa min natvaade Toft, og min søgende Tanke omsvirrede svimmel som et usseligt Møl under Stjernernes Loft.
—Da den urfødte Mand havde hvælvet sin Hytte, stod du lysende højt for hans skinddækte Dør; og hans Slægt vil du se som Udslettelsens Bytte, thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rør.
Se, du løfter din Lygte i Lidelsens Nætter, og de døende Slægter du lyser paa Vej; naar min Kvæld stunder til, og sig Skyggerne tætter, lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig!
Sjørup 21/1 1906.
[Footnote: Blaane, Sky.]
PAA HEDENS HØJE.
Snart er du slettet ud, mit Barndomsland hvor Rylen pylred om sin simple Rede, hvor Porsen stod i Krans om stille Vand, mens Maanen svæved over Moser brede. Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder som før, naar Duggen døbte Barnets Kinder.
Jeg ved det vel: Min Sorg er i det Blaa; Kulturens sko'de Spand sin Vildvej drager; man river ikke Døgnets Vogn i Staa, fordi et stakkels Digterhjerte klager; maaske dog én sig ømt til Redning bukker, før Furen sig om Lærkens Unger lukker.
Kun Ros til dig, du Rydningsmand, der lod dit Plovjærn synge gjennem Sandets Øde, der søgte Guldet under Gyvelrod, men fandt kun Skuffelser og fattig Føde! Hver Graastensblok, du kan af Lyngen lirke, skal staa som Bauta over ædel Virke.
Thi Ploven, Ploven maa jo ha' sin Gang, selv hvor den flænser vore Minders Have; den skrider fremad med sin vilde Klang, og flytter stille Danmarks Gjærdestave; den kan ej agte, om en Orm i Furen blev sønderlemmet under Jærnets Skuren.
Og dog—hver Gang jeg staar paa Hedens Høje og vender Blikket mod den vante Grund, da brister der en Taare i mit Øje, og Klagesange vælder i min Mund: Er det den Jord, hvor jeg som Barn har leget, den Lyng, det Kjær, jeg kaldte højt mit eget?
Hvor er da Vibetrækkets dumpe Sus, det Tungsindsdrag igjennem Jyllands Nætter, og Lyngtørvsdiget bag det hvide Hus, hvor Solen tørred Hyttens Mælkesætter, hvor er det gamle Led, hvor Gjøgen kukked hver Livsens Kvæld, naar Portene blev lukked?
Og hvor er du, min blide Klokkelyng, der skjalv saa ræd i Aftnens første Brise, og Ulvefodens vilde Bændelslyng, og Leverblomstens blege Øjenlise? Spørg ikke mer. Hver Blomst i Lyngen ender med Top og Tavl som Trævl om Harvens Tænder.
Som fremmed gaar jeg i min Barndoms Kjær, ej Siv, ej Bær, ej Busk blev Mindet levnet; Gulspurven smutter ikke mere dér, Blaaternen er med Skrig fra Stedet stævnet; kun hist ved Mosen, langs dens brune Rande end Humlen drikker Mjød af Lyngens Kande.
O frie, lyngombarmede Natur, hvis Ensomhed saa tit min Pande dugged, min Sjæls Husvalerske i Mol og Dur, som jeg en Flygtning og en Udelukket: Som Digt og Æventyr, som Trold i Bakke, du enes aldrig godt med Plov og Hakke!
Men I, som skrider nu med Maalesnor henover Jyllands fattig-brune Hede, som leder Slavekobler i jert Spor og skræmmer Hjejlen bort fra Æg og Rede, I kan vel taale denne ene Stemme, der synger om en Fryd, jeg ej kan glemme.
Ja, I som stykker Lyngens Rester ud i husmandskarrige smaa Firkantsbidder, som bytter mod Plantagers Bjærgfyrsklud hin høje Alvor i de vilde Vidder, skal engang paa Eftermælet bøde for denne "Daad", naar den er stemplet: Brøde!
Mit Fædreland, hvor nært dit Syd og Nord, hvor snart man kan til dine Grænser kjøre! Dog rig, mangfoldig var mit Hjemlands Jord, nu bli'r det ogsaa snævert indendøre; Fra Sønder rykker ind Plantagers Stimmel og sætter Skodder op for Jyllands Himmel.
Naar før jeg stod ved Hedens lave Rande, saa Lokkelegen over Aaser blaa, saa Ørknens Sky paa fjerne Højder strande, det var, som om et Aasyn paa mig saa. Det Aasyn har I brændt med Ild og Aske og givet det en tom og fremmed Maske.
Lad Skoven spejle sig i Bæltets Vove, lad Bøgen samle Marv om Øresund, men fri den jydske Mand fra Prøjserskove, der gjør ham fremmed paa hans egen Grund; med Hedens Alvor er hans Sjæl fortrolig, den lagde Højhed om hans lave Bolig.
Spar denne Rest af hærdet Urtidsjord, den Solfaldsbro, den Blæstens brune Bane, hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor, og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane. Lad ikke haant om Hedens "golde" Gave; det Land er fattigt, som er idel Have.
Naar Rugen gynger paa sin grønne Skaft, og Hjejlen fløjter blødt mod Aftentide, da nyder Bonden ret sit Forspands Kraft og nynner ved at høre Ploven skride, da føler han hin Grund ved tusind Traade at være slynget i hans Livsdøgns Gaade.
—Se den, som fik en Minderest i Klemme, som saa sin Barndoms Lykkeland forraadt, han synger mest med Skjælven i sin Stemme og gaar ad Stier, andre ej har traadt. Jeg har nu bedt for Jyllands brune Hede; der burde bydes, hvor jeg kun kan bede.
Far varsomt, I, som skalter med en Jord, I ej har traadt med Barnets myge Fødder; den ved kun slet, hvor Lyngens Lykke bor, der ej har leget ved dens brune Rødder. Men brænder I end Gyvlens sidste Ranke, I brænder ej mit Digt og Digtets Tanke!
Sjørup 23/1 1906.
VI ER SIV.
Første Siv:
Lille Bror, hvad var der fat, saadan som du peb i Nat?
Andet Siv:
Aa, jeg drømte noget Stygt, saa jeg skjælver end af Frygt: Tænk, der kom en fæle Mand, af hans Mund der stak en Tand, og den bed mig ved min Rod, saa det isned alt mit Blod. Aa, han var saa ond og sort! Bare han er kommen bort!
Vi er Siv, vi er Siv, vi maa vare paa vort Liv!
Første Siv:
Det var nok den fæle Plov, han som roder bag hin Skov; han er ond; men Gudskelov, kommer han vist aldrig her i det gamle Knoldekjær.
Men hos mig en Hare laa, aa, saa blød at slege paa; for jeg strøg ham med min Dusk ad hans lange Ørebrusk; se, der sidder Haar endnu i min Top af Pelsens Lu.
Andet Siv:
Han er vist en farlig én, saadan han kan bruge Ben; det er sært at tænke paa, naar en anden én maa staa.
Første Siv:
Bare han kom snart igjen til mit lune Leje hen. Man er næsten som et Træ, naar man saadan kan gi'e Læ.
Vi er Siv, vi er Siv, men vort Liv er ogsaa Liv.
Andet Siv:
I min Busk en Angemus har sit lille tætte Hus; jeg kan føle, den har smaa, fire, blinde, perlegraa; naar den gamle gaar sin Vej, piber de omtrent som jeg. For i Dug med Maaneskin smutter Musen ud og ind. Har jeg Dug i Dusken graa, staar den paa sin Bagbens-Taa, og saa langt, den Smaa kan naa, slikker den mit glatte Straa. Det er næsten som et Kys. Den er sød. Der er den! Tys!
Første Siv:
Hvad er det for tunge Stamp?
Kuskeraab og Hestetramp!
Andet Siv:
Jorden gynger, hvor jeg staar.
Første Siv:
Skagler slider i mit Haar.
Harelejet trædes ned!
Noget koldt ved Roden gled …
Andet Siv:
Aa, der er den sorte Mand med den lange, krumme Tand!
Første Siv:
Ja! Jeg ser ham: Ploven, Ploven, fra den anden Side Skoven!
Skaan os, Plovmand, lad os staa!
I min Busk en Hare laa.
Andet Siv:
Og min Mus har fire smaa!
Vi er Siv, vi er Siv!
Vi har kun det ene Liv!
Første Siv:
Av! nu kløved han min Rod!
Andet Siv:
Aa! nu sled han bort min Fod!
Vi er Siv, vi er Siv!
Vi har intet Krav paa Liv!
Sjørup 31/1 1906.
RUGENS SANGE.
_"Jeg er ikke en Profet og ikke en Profets Søn, men jeg er en Hyrde og en Mand, som sanker vilde Morbær."
Amos 7,14._
FORSPIL.
Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod, jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod; den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar —det er som tusind Fingre smaa paa Sølvtangenter gaar.
Det lyder som af Leg i en spændbuet Hal, hvor Dansen lokker Ringlelyd af Lampernes Krystal. Det Lokkespil, det Klokkespil fra Sommerrugens Top, det er den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op.
Den driver som en Hymne over Lyngtages Egn, den toner som af Fløjter om de levende Hegn; og bag om Bæk og Brombærhæk og Kjær og dyrket Jord den møder Bølgesangen fra den vindrørte Fjord.
Sjørup 1/2 1906.
RUGEN LÆGGES.
Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte,
øser Rug i Skjæppemaal og stryger ømt dets Rand;
Skjæppen tømt og Sækken Fyldt, saa bæres Rug paa Tofte,
hvor i Drøm for Harven staar det røde Hestespand.
Skyen gaar saa lav og tung, og Blæst med Løvet jager,
Lammet tygger avet om bag Digets vaade Læ;
Lærken hænger med sin Top, ved Gavlen Viben klager,
Bygens Draaber drypper fra det lave Piletræ.
Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Sække glimter som en Perlerad imod den sorte Grund; hvidere end dem og alt er denne Maagerække, som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund. Øget nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel, Muldens Aande stiger tungt om Faders Sædeløb, Haglen slæber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel; men den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjøb.
Far han gaar med tange Trad henover Muldens Væde, tænker paa den næste Høst og paa det kjære Brød; Sæden flyver fra hans Haand og springer højt af Glæde; atter er den given hen til Jordens Moderskjød. Efteraarets vilde Sus i Øgets stride Manke, Haglens Hop i Sædekurv og Maagens hvide Bug, Stort og Smaat—det væves ind i Bondens Alvorstanke; aldrig er hans Kald saa skjønt, som naar han saar sin Rug.
3/2 1906.
VINTERRUGEN.
Tit op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa?
Staar du ej og ta'r Kuld om din krybende Taa?
Kan du hytte din Haand? Kan du føle din Fod?
Er det ikke som Is ved din Rod?
Nu er Blæsten saa skrigende, skjærende kold, og den hviner som Sav, og den puster som Trold, og den hvister med Sandet og slænger med Grus og holder det argeste Hus.
Og din Ager sig løfter mod Frosthimlens Rund, og det knager af Kulde i Bakkernes Bund; og du ligger saa bar med dit grønnende Blad og ser ud, som endda du var glad.
Jamen sig mig da, spædeste, gyser du ej, naar det saadan om Natten ta'r rigtig paa Vej, naar det bryder i buske og brækker i Krat, naar Haglskyen slænger mod Vindvet sin Hat, naar Haren hun søger i Kaalgaarden ind og gjør sig saa krum i sit fattige Skind, naar Straataget fyger som Gnister i Brand fra Ladens forpiskede Rand?
Da høres fra Hytterne Vuggerne gaa; dér lettes ved Puder, dér stoppes ved Straa, dér kysses og bysses om mørkrædde smaa, enhver med sin Stumpdyne paa.
Kun du ligger bar paa din vildene Skrænt med Bladet fra Stormhjørnet vendt.
Din Moder sig strækker saa stivnet og kold, og Brystet er gustent, og Barmen er gold; men Himlen i Vrede har rakt dig en Blé af Midnattens skingrende Sne.
Du putter dig ned, og du hygger dig hen; om Solen hun smiler, du smiler igjen. Den Vildeste Vinter, den ondeste Storm besejrer dig ikke, du krybende Orm! Det er, som du vidste: I Lykke og Nød du strider for Menneskets Brød.
—Dér staar du paa Toften bag Hus og bag Gaard med Saft i din Stængel og Grønt i dit Haar, et groende Minde i smeltende Sne om det, som er sket og skal ske.
Om Lærken vil fjæle sin frysende Top, du hvisker frimodigt: "Stig op! Stig op!" Og nærmer sig Vaaren med sejrende Spil. din Stængel slaar Takten dertil.
5/2 1906.
STENSAMLERSKEN.
Hvi vanker du gamle Kvinde dér paa Agren agter og frem? I Foraarsmorgenens første Skjær forlod du hungrig dit Hjem. Hvad sanker du op af den Riges Rug, fattige Ane Malén? Finder du noget for Disk og Dug? "Jeg finder kun Sten".
Hun tripper afsted foruden Ro
som én, der jages i Drøm,
mens Duggen væder de hullede Sko
og Skjørtets flossede Søm;
jeg ved jo nok, hvad du tænker paa,
fattige Ane Malén;
Derhjemme græder for Brød de Smaa,
her sanker du Sten!
Det knækker af Gigt i de gamle Knær,
forinden hun Skjørtet faar fyldt;
saa vandrer hun hen til Dyngen dér
og slipper sin trælse Bylt.
Tro ej, hun drømmer om Dugg og Sligt:
fattige Ane Malén—
hun tænker paa Davre og ej paa Digt,
hun sanker jo Sten.
Mens Dagen fødes saa blank og ny,
og Solen runder sin Bug,
din fattige Skygge gaar som en Sky
henover den Riges Rug.
Det er mig så sært at tænke paa,
fattige Ane Malén:
Hvor andre samler sig Kjærv og Straa,
der sanker du Sten.
6/2 1906.
VED RUGSKJELLET.
Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel,
mødte dog sin Hjertenskjær paa Rugens gamle Skjel,
satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly,
tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy.
Dyre du og dig!
_Din_geli-og-lej,
_dik_kedu-og-_dik_kedi,
og _din_gelu-og-lej!
Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl,
Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl.
Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors;
Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej—
Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals, saa, hvor Rugens Vipper strøg om Annas brune Hals, hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til; Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil. Dyre du og dig! Dingeli-og-lej—
Banked han saa Piben ud imod sin Støvletaa, lagde kritisk øjet til og rensed med et Straa, smed saa brat det Hele hen og rykked farlig nær, hvisked om den brune Hals og alt det fine Vejr. Dyre du og dig! Dingeli-og-lej—
Annas rappe, blanke Naal i Luften standsed lidt;
Armens fine strakte Rund fortoned sig i Hvidt.
Greb han da paa samme Tid om Hals og Vipper smaa,
kyssed Annas Kind og Mund omkap med Rugens Straa:
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej!
Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk;
Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk.
Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo;
bittesmaa Mariehøns løb over Annas Sko.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej—
Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Møl,
Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbøl.
Rugen ringled vidt og bredt om Kys og Kjærlighed;
hvad det mindste Ax har hørt, den hele Ager ved,
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej.
8/2 1906.
JENS OG HANS VIV.
De to kan ingen skille ad, Jens og hans Viv; de delte sammen Seng og Fad, Jens og hans Viv; de delte sammen mer endnu; Fælleshaab og Fælleshu, Jens og hans Viv.
Saa gaar de ud i Søndagsro, Jens og hans Viv, at se om Rugen snart er mo, Jens og hans Viv. Og Kistetøjet har de paa, blommet Shawl og Vadmel graa, Jens og hans Viv.
De ser til alt paa deres Vej, Jens og hans Viv; selv mindste Kræ de glemmer ej, Jens og hans Viv; de nikker mod den grønne Byg, stryger Kalven ad dens Ryg, Jens og hans Viv.
De løfter Lammet, Husets Trøst, Jens og hans Viv; de mener, den faar gaa til Høst, Jens og hans Viv; og Kløv'ren, som har Mergel faa't, nu tykkes de, den tegner godt, Jens og hans Viv.
Da naar til Rugens gule Fald Jens og hans Viv; did lokked Duft og Fuglekald Jens og hans Viv; og Rugens Kjærne sød og rund rækker mod hinandens Mund Jens og hans Viv.
Saa vandrer rundt om Rugens Tægt Jens og hans Viv; de tror, den bliver god til Vægt, Jens og hans Viv; og Straaet selv er godt iaar! Ja, en herlig Høst de faar, Jens og hans Viv.
Men de har ogsaa trolig slidt, Jens og hans Viv, og Torn og Tidsler høsted tidt Jens og hans Viv. —Med Aftensol paa kroget Ryg vandrer tryg om Rug og Byg Jens og hans Viv.
9/2 1906.
KORNMOD.
Det er favnende Nat over øde Kjær;
Lysene slukkes i ensomme Ruder.
Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær;
Sivene luder,
mens det lyner.
Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord,
Engene aander, og Duggbadet frisker;
Vinden gaar tyssende hen over Jord,
Flægene hvisker,
mens det Lyner.
Oxerne drejer de duggslagne Horn, standser i Drøvet med opspærret Øje; Bankerne skvulper i Bølger af Korn, synes saa høje, naar det lyner.
Himlen staar tavs over tiende Land;
Øret kan høre, hvor Rødderne drikker;
Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand,
Tidslerne nikker,
mens det lyner.
Rugfaldet krydser de tyngede Straa, ta'r mod Velsignelsens lysende Naade; Vipperne sænker sig ydmyge, graa, dryppende vaade, mens det lyner.
Frøerne springer saa vildt om min Taa; Længslerne vil, jeg til hende skal vandre. Elskende Sjæle, som duggede Straa, nærmes hverandre, naar det lyner.
19/2 1906.
HØST.
Og aldrig stemmes en Sjæl saa glad, det være sig Mands eller Kvindes, som naar det dufter af Myntens Blad, og Negene samles og bindes.
Og aldrig puster en Vind saa blødt, som naar det lyner i Østen; og aldrig kysser en Mund saa sødt, som naar det dugger om Høsten.
Og aldrig jeg mindes en Mark saa grøn som den om mit Hjemlands Haver; og ingen Sol har jeg set saa skjøn som den, der gik ned mellem Traver.
19/2 1906.
LEEN SLIBES.
Hør hvor den hyler, den gule Sten, rørtes dens jamrende Drav vel af nogen? Ja saa minsandten, paa brune Ben staar jo den Sliber i Krogen!
Saa er da Leernes Fred forbi;
nu skal de luftes, de støvede "Pinde",
Odden skal glimte i Solen fri,
Dugg over Knagerne rinde.
Se dog ved Svinget den spinkle Knægt!
Huen ham dybt over Ørerne synker;
der hvor han ret skal gi' Nedsvinget Vægt,
Buxerne folder og rynker.
Sliberen buer de brune Ben, spytter imellem saa fedt over Bladet, nynner saa smaat, mens den gule Sten dykker og stiger af Badet.
Stenens Stænken gjør Purken vaad;
Ærmet vil tørre de grimede Kinder;
Sliberen skjænder og høger kaad,
Purken sig hurtigt besinder.
Laden ligger i Skyggens Fred; Sliberen føler med Tomlen paa Æggen, ynder dog stadig ej dens Bed, buer saa atter paa Læggen.
Stenen stritter paa Væggens Tavl,
Tudsen glor frem fra de vædede Burrer;
Rugen ringler saa gul om Gavl,
Handuen danser og kurrer.
10/2 1906.