HØSTVISE.
Nu er Sæden lang og gul,
tung i Top og strunk i Straa,
og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa.
Og nu hvæsser vi vor Le,
og saa mejer vi vort Korn,
og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn.
Ja, nu letter vi vor Krop,
naar det dæmrer imod Dag,
og saa spænder vi vor Næve om den krumme Knag;
og saa segner Sæden ned
over Mejeredets Arm,
som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm.
Frøen mister nu sin Fred,
se, han springer for mit Blad,
og det samme gjør nok Ræven hist, den røde Rad!
Han, som la' sin Røverborg
frækt i Vangen mod min Gaard,
har nu sidste Gang smagt Kyllingesteg i dette Aar.
Saa du Haren Diget sprang,
bange for mit Mejeréd,
mens den blinde Muldvarp borer sig lidt læng're ned.
Lange Skridt gi'r brede Skaar,
opad med din Hjøleknag!
Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag.
Staalet synger, Suset gaar,
Klinten kildrer Pigens Knæ,
hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ;
Krattens Tand gjør Hop paa Hop,
Neget snøres med et Stød;
Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aftenrød.
Før vi atter ta'r et Tørn,
faar den tørre Hals et Klunk,
hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk.
Melmadstejnen—frem med den!
Saa bli'r Hunden himmelglad,
faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad.
Saa i Gang med sidste Kvart
under Klang og stærke Skridt;
nu mod Aften maa de sløve Leer stryges tidt.
Og saa dufter der saa tungt
rundenom af Høstens Skat,
mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat.
Og saa runger Klokkens Malm
over slagne Enge ud,
og saa trækker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud.
Men vi hvæsser, og vi slaar,
indtil Maanen stiger bleg;
og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg!
Bovbjærg 21/10 1905.
HJØLE-THAMES.
Han bor derude ved Bysens Skjel, hvor Tidslerne voxer saa høje, hvor Følfod skygger alt Græs ihjel og sætter sin Lu i hans Trøje. Til daglig regnes han aldrig stort, men vent, til Høsten berammes, til Rugladen aabner sin videste Port— da gaar der skam Bud efter Thames.
Naar Tidslen forlængst har spredt sit Fnug, han skrider en Dag over Toften; hans Sko har Ringe af Morg'nens Dugg, hans Le han bærer paa Hoften; saa drøner hans Trad i den gamle Gaard: der kikkes fra Bryggers og Frammes, der bydes: Kom ind! og der nikkes: Godtaar; —For alle de venter paa Thames.
Saa bugner Bordet af Sul og Mad, det bedste som findes i Huset; Madmoderen topper Kartofler paa Fad, og nytappet Øl staar i Kruset; og Gamlingen gumler og fylder sin Skrot; der prates og drikkes og drammes; og Husbonden tror, det skal svare sig godt. Hvor faar man en Høster som Thames.—
Da Thames har sluttet sit Bord med en Skraa, man ser ham til Arbejdet skride i stribede Ærmer og Buxer graa og Sokker kridende hvide. Hans Sind er muntert, hans Arm er skrap, hans Blod er den jydske Stammes; hans Hjøle blinker med Duggen omkap, og Pigerne blinker til Thames.
Saa fortner det frem efter Høstens Skik, hvor Styrken flytter paa Foden: Kornblomsten drejer sit rædde Blik, af Rugen Skjælver ved Roden. Og Staalet bryder med krum Gevalt; selv Skræppen hentes og rammes; thi Thameses Hjøle bider paa alt, men intet bider paa Thames.
Ja, stram nu Remmen, du sejge Knøs, og pas de buede Knage; vær virm med Kratten, du brune Tøs, og kik dig ikke tilbage! Thi Høstens Gjerning er ilde gjort, hvor ikke Senerne strammes, og dér med Ryg som en Ladeport i Bjørnestyrke gaar Thames.
Sin Hue har han paa Neget lagt, og Skraaen, han tog efter Davre, han tygger med begge Kjæbers Magt, som Heste tygger paa Havre. Han ser med sit arbejdsstive Blik, hvor Straaene løsnes og lammes, mens Solen sender ham Stik paa Stik og heder Skallen paa Thames.
—Har Maanen sig rejst bag Rugnegs Top, mens højere Kilderne risler, da vandrer Thames med ludende Krop dérud bag de strittende Tidsler. Han standser en Stund med sin Le paa Lænd. Af Fjerskyer Østhimlen skrammes. —Nu skrider tusinde trætte Mænd mod mørke Hytter som Thames.
13/2 1906.
RUGEN KJØRES HJEM.
Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Tofterne tage, mens som et Kjølspor af sejlende Røg Støvskyen ligger tilbage!
Rugen er tjenlig, og Himlen er ren,
Boghvededuften den driver paa Vinden,
Pigen blandt Klynger paa buttede Ben
vandrer med Solhat om Kinden.
Sydsolen vejrer i væltede Neg,
hør, hvor det smælder i Kapslen af Klinten!
Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg,
Gloheden koger i Flinten.
Vognene rasler med hoppende Skrav, Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen, vugger i Hoften til Hestenes Trav, holder Balancen med Hælen.
Hist et Par Faar har i Sporet sig lagt: "Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber, tag eders gispende Flanker i Agt; hører I ikke, man raaber!"
Hjulene rasper i Grus og i Sand, Faarene styrter med Brægen i Grøften, staar der og glor udaf faaret Forstand, svaler paa Heden med Snøften.
Aarerne svulmer paa Hestenes Bug, Kusken nu letter sin svedige Hue, svinger saa op om den Klyngede Rug, hej, i en svimlende Bue!
Smidigt han springer fra Fadingens Rand, fritter om Øllet og linner ved Korken, drikker og svælger og slukker sin Brand, griber saa modigt om Forken.
Bindersken ordner sin kridhvide Hat, strammer dens Baand om sin buttede Hage, hopper paa Vognen og raaber: "Tagfat!" Knøsen maa Skoene tage.
Negene aander den tungeste Duft, gribes paa Forken og hvistes fra Græsset, svæver et Nu mod den lysende Luft, sejler saa ned over Læsset.
Vognen sig flytter i Ryk og i Trav,
Svøbet saa langt gjennem Stubrene slæber,
Skjælbasser løber om Hjulenes Nav,
hvæsser de arrige Kjæber.
Forken staar plantet, og Læsset er paa,
Kusken ta'r Plads bag den nærmeste Hamle;
Bindersken daler med spjættende Taa,
bruger hans Skulder som Skamle.
Sagte hun synker som Rughøstens Ny!
Knøsen ærbødigt om Anklerne fatter,
skyder sig ind under Solhattens Sky—
… Glutten sig værger med Latter.
Atter det ringler i Kobler Og Stjært,
Hjulene hugger, og Stubrene knaser,
Øgene frygter den knaldende Snært,
spænder de duskede Haser.
Kusken han skrider saa tæt og saa sejg, styrer saa snildt over Huller og Halder, støtter sit Læs, hvor hans Vej har et Vrej, stivrer dets Vægt, før det Falder.
Støvet det gjør ham som Burren saa graa,
Skarnbassen bumser med Smæld mod hans Nakke,
Loke saar Havre, og Himlen er blaa,
Møllen slaar Kors paa sin Bakke.
16/2 1906.
[Footnote: pumrede, laskede; Skrav, en firkantet Ramme af træ udenom Høstvognens Fading (en _Skrav_vogn); kraaner, knejser paa en selvsikker Maade; hvistes, kastes i Vejret; Skjælbasser, de store Løbebiller; Bindersken, den Kvinde, som binder Negene sammen to og to til en Tvilling; Halder, Fordybninger i Hjulsporet; Vrej, brat Sving i en Vej; Lokes Havresæd, kaldes det Lysfænomen, der på varme Dage ses som en sitrende dis mod fjern Horisont.]
NAAR RUGEN SKAL IND.
Nu er det længe siden, men end det gjemmes i mit Sind hvordan i Barndomstiden den kjære Rug kom ind, hvordan dens kjærnetunge Top ved Moders svage Kræfter blev lagt i Lugen op.
Først bredte Mor et Klæde saa ømt som nogen Højtidsdug; der maatte ingen træde med Sko i Høstens Rug; saa fejed hun med Limens Rest hvert snavset Straa tilside som for en Hædersgjæst.
Den kjære Rug var Gjæsten, som gjorde hvert et Barn saa spændt; se, Far han lægger Vesten og sér saa indadvendt: En Skjælven i et ydmygt Sind, en Bøn til Altets Skaber, før Avlen bringes ind.
Saa fatter Far om Spaden og graver i det gule Klæg to Huller langsmed Laden foran den hvide Væg: i dem skal Vognens Fælger slaa og staa som i en Fælde, til Væltningen gaar paa.
—Og Vognen værdigt skrider; det første Læs for Lugen staar; ud fra dets tunge Sider saa dybe Skygger slaar. De varme Øg i Nip og Nap af Moders milde Hænder faar Ax og Mule-Klap.
Og alle Hænder jager, og alle Fødder er i Rend; i Støvet Læsset brager for brede Rygges Spænd. Højt svinger Hjulet som et Rat, og paa dets Drejeskive har Børnene sig sat.
Mor ta'r paa Neget Sæde og linner lidt ved Baandet skjørt; "Det er endda en Glæde, naar Kornet er saa tørt!" Og med sin matte spinkle Arm hun løfter Rugens Tvilling ind ad den lave Karm.
Og Neg for Neg forsvinder og bliver under Bjælken sat; og Far faar røde Kinder og Spindelvæv om Hat. Men Mor er lige hvid og bleg, hvormeget hun end stræber med Rugens tunge Neg.
Det gaar mod Aftentide; snart skinner Maanen fuld og rund paa Gavl og Vægge hvide og ned i Vognens Bund. Mor standser træt og titter ind; Far kommer hen til Lugen og klapper hendes Kind.
Og Barnet, som har løbet sig træt i Dagens muntre Leg, det er nu stille krøbet ind under Hjulets Eg; dér høres dette skarpe Knald fra Vognens Fjæl mod Sandet af Ørentvistens Fald.
Og mellem Hjulets Eger gaar Stjerneblink og Maaneskin, og milde Vinde hveger, mens Barnet slumrer ind. Saa slutter Far i Jesu Navn, og Hjemmet gaar til Hvile med Høsten i sin Favn.
15/2 1906.
[Footnote: Lime, Kost af Rævlingris; Tvilling, Dobbeltneg; hveger, en blødtflakkende bevægelse.]
MORGENDUGG.
Gal nu min Hane, Dagen er nær,
kjølige Kjær
drager sit Vejr,
Solkuglen stiger til Gjøgenes Kuk
af Morgendugg.
Højene svømmer paa Dampe i Dans,
Kløver i Krans
spiller i Glans;
Straalerne leger til Kildernes Kluk
i Morgendugg.
Klokkerne dangler med stigende Klang,
Rugen i Vang
svajer sin Svang.
Bonden paa Toften opsender et Suk
i Morgendugg.
Vinden begynder sin spøgende Dont,
Møllen faar tront,
Vingen gaar rundt;
Løget paa Mønningen slipper med Buk
sin Morgendugg.
Bien paa Brættet gi'r Lyd som i Graad,
Vingen er vaad—
Blomsten er vaad;
tvætter saa Snuden for Gaarsdagens Fnug
i Morgendugg.
Lammet i Dalene strækker sin Rad,
patter saa glad,
napper et Blad.
Pelsene damper paa Bede og Buk
af Morgendugg.
Dugg over Eng saa er Høslet en Fest;
slæng nu din Vest,
saa gaar det bedst;
Stænglerne styrter for Leernes Hug
i Morgendugg.
Se hvor det ligger i Ædelstensskjær
Tage og Trær,
Marker og Kjær!
Landet og Vandet—Alverden er smuk
i Morgendugg!
1/2 1906.
DEN FØRSTE LÆRKE.
Den første Lærke, den første Lærke!
vort hjerte jubler i Dagens Sol.
Den første Lærke, den første Lærke!
Den Syge drejer sig i sin Stol.
Den første Lærke, den første Lærke, skjønt Sneen skeler fra Grøften op; den første Lærke—det første Mærke paa Vejen mod Rosens første Knop!
1/2 1906.
BONDEVISE.
Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst, hvor Bakken hun skraaner mod Sønder, hvor Græsset gror højt om min skjæggede Hest, hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst— for Lærker er, hvor der er Bønder.
Dér spættes min Ager hver evige Vaar af alle de friskeste Blommer, og Vinden den stryger min Rug ad dens Haar, og Dræet det hvirvler som Røg om min Gaard, og Bierne surrer om Sommer.
Der vader de Kvier i blankeste Strand, mens sirligt de løfter paa Halen, og Tøsen hun lokker og kalder fra Land, og Solen den glimter i Mælk og i Spand, og Byggen den skyder en Alen.
Der rinder de Dage i Sommer og Tø med alt, hvad den Bonde maa gjøre; for Føllet vil klappes og Faaret ha' Hø, Smaaspurve fra Taget mig fritter om Frø, og Grisen vil klø's bag sit Øre.
Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem, her har jeg mit Kald og min Kvinde; har Ploven og Ageren trættet hvert Lem, tyst glimter et Skjær mellem Pilene frem; da tænder hun Lyset derinde.
Der gaar som en varmende Strøm i mit Sind ved Arnelysenes Kalden; hjem nikker mit Spand i den krydrede Vind; hos hende jeg sætter til Skiven mig ind, mens Øgene gumler i Stalden.
4/2 1906.
Æ GAMMEL SMED.
Og her kommer a med mi Hywl og mi Kjep
og mi Hej-hej-ha og mi Haah—
Og hwis I vil skink mæ en jenle bette Sep,
saa blywer mi Øwen saa glaad.
Saa skal a fortæl jer en Krumm om mæ sjel
og mi Hej-hej-ha og mi Haah—
hwordan a kam hen aa slaa Tysker ihjæl
og sjel kam saa skamle te Skaad.
—I faromgoddaw drøw a Verden omkring
med mi Hej-hej-ha og mi Haah—
tho a ku jo syssel ved hunder Slavs Ting
—og æ Pigger—de war mæ saa raar!
A klinked dje Grydder, a hwet dem dje Saws
og dje Hej-Hej-ha og dje Haah—
hwor bløw de da mild! A sku hold ved dje Klaws,
og de vidst jo aalle nø Maad.
A smej, og a sang, og a klaared mæ godt
med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
og dér var skam jen, a ku gjan ha faat,
og hun war nu ett med de baar!
Men a sku no ett vær Mari hinne Mand
med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
for a maatt jo hen aa værg for æ Land,
for den war sgi kommen i Faar.
Det myldred med Tysker, ihwor en so hen,
med mi Hej-hej-ha og dje Haah,
og Tysker war sjalden Menneskens Ven,
saalaant da æ Kuller ska raad.
De dænged wos te med dje Bly ag dje Stjen
og dje Hej-hej-ha og dje Haah—
og øj mæ da rejn den jen af mi Bjen
og ga mæ mi Skrup og mi Skaad.
De toen da fræ mæ her nejen mi Knæ
med dje Hej-hej-ha og dje Haah—
og gav mæ saa jen, de haaj huggen af Træ
—og saa denneher bette Plaad.
Æ Daw de gik ad, og æ Tysker war gan
med dje Hej-hej-ha og dje Haah—
og saa kam a hjem og gywt mæ med Ann
og slo mæ hernied po æ Gaad.
Der sejjer a hejsen og hytter mæ godt
med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
og skulter mæ javnle og kikker saa smaat,
nær æ Vind den flywer med æ Blaad.
For no er a gammel og gro i æ Tow,
i mi Hej-hej-ha og mi Haah;—
men en Hywl kan a sløv, og en Hest ka a skow
og legg Ægstol ind i en Spaad.
Naa, no'el a res mæ, og saa'el a go
med mi Hej-hej-ha og mi Haah—
mi Kjep haar a ved mæ, mi Rasp—og mi Skro,
mi Hywl den vinter ved æ Laad.
7/2 1906.
[Footnote: Hywl, Hjul; Sep, Draabe (om Spiritus); i faromgoddaw, i gamle dage; hwet, sleb; Saws, Sakse; Klaws, Garnfed; baar, bare, fattige; Kuller, Kugler; øj, ødte; nejen, nedenfor; bitte Plaad, Medaljen; gan, gaaet; Gaad, Bygaden; hejsen, ellers; hytter, nærer; skulter, skutter; æ Tow, Ulden; en Hywl ka a sløv, et Hjul kan jeg forme; Ægstol, Ægstaal; Spaad, Spade; Laad, Lade.]
SUNDT BLOD.
Jeg bærer med Smil min Byrde, jeg drager med Sang mit Læs; jeg er som den vilde Hyrde, der gjenner sit Kvæg paa Græs.
Se, Duggen driver fra Norden hen over det bøjede Korn, mens Solen stiger af Jorden imellem Oxernes Horn!
Jeg ser over tindrende Marker og langt mod den blaanende Fjord, jeg stirrer paa sejlende Arker, men finder ej tolkende Ord.
Jeg slænger Skalmejen for Munden; jeg trækker saa lang dens Lyd, at Kilderne klukker i Lunden, og Bukkene bræger af Fryd!
—Hvor kan I dog gruble og græde, saa længe Guds Himmel er blaa! Mit Hjerte skjælver af Glæde, blot Duggen dynker et Straa,
19/2 1906.
[Footnote: Arker, Fjerskyer.]
VED VESTERHAVET.
Havet gaar højt,
Stormen har Tag i dets Manke;
Fraade og Sprøjt
hvidner den ludende Banke.
Halvt under Vand,
truet af Braadd og af Brand
Høfdernes Enhjørningshorn imod Brændingen stanger.
Natten gaar ind,
Skummet fortoner i Graanen;
Fyret gir Skin,
Stormen faar Vækst under Blaanen.
Klinten sit Bryst
værger mod Voldsmandens Kryst.
Brænding og Skrænt under Brøl over Havstokken brydes.
Bølgen gaar frem,
buer sin vældige Pande,
breder sin Bræm,
Løfter de kogende Vande,
styrter mod Klint,
knuses til Sprøjt paa dens Flint,
slænger sig over og spyr mod den flygtende Maane.
Havnattens Bryn
drukner i Dybet en Stjerne,
fjernt under Sky'n
vipper en enlig Lanterne.
Taagen fra Vest
sadler sin graadige Hest,
sænker sin havsalte Gus over vindslidte Tage.
23/2 1906.
JUL.
Den gamle Skorsten hælder slemt men se, hvor tæt den ryger, mens Nordensne til Klokkeklemt lavt over Marken stryger. Det puster tungt om Bondens Gaard og spreder Kavringduften, der ud af alle Sprækker staar og blander sig med Luften.
Og Bondens Kone gaar saa trind bag blommede Gardiner og bærer Fadet ud og ind med højtidsfulde Miner. Og Bonden sidder bred paa Bænk og la'r sig Maden smage og byder Tyendet en Skjænk og Barnet Julekage.
Ja, Julen er den fagre Tid, da alle Skjel udslettes, et Hvil i Aarets lange Strid, da alle Munde mættes. Selv Tiggersken, det gamle Skrog, med Posen over Nakken nys gumlende af Gaarde drog med tunge Spor i Bakken.
Ja, Julen, du er Mindets Fest, med Lys i blanke Stager, da den, der sad vort Hjærte næst, paany mod Porten ager; da Sneens Fald mod Markens Favn hvert Hul i Jorden sletter og tegner Julens blide Navn i Skovens Maanepletter.
15/5 1906.
FRU JOHANNE RAMBUSCH.
Før luded den Bonde saa grætten mod Væg, mens Burren hang fast i hans filtrede Skjæg: men nu har det regnet i Korn og i Krat, og Bonden i Sjørup fik ogsaa en Blat. Hurra da for Regnen som gjorde sin Pligt! Hurra for hver Hytte i Sjørup Distrikt! Kom Gutter og ræk nu jer Moder adræt af dryppende Blomster en høstlig Buket.
Plantagen har Dufte, som ingen faar fat, det kogler derinde ved Dag som ved Nat; mens Gjæsten han nipper til Doktorens Vin, staar Granen og nikker mod Fruens Gardin. Hurra for de Hænder, der pynted saa kjønt med Gyvelens Guld og med Granenes Grønt! Hurra for den Hygge, hvis smilende Magt besejrer hvert Hjærte ved Ynde og Takt!
Snart Høstskyen mørkner den solblanke Dam, fra Stubmarken bræger de klippede Lam, og Hundenes Halsen og Doktorens Skud fra Kjæret vil bringe os gjaldende Bud. Hurra for hver Ælling ved Pedersens Dam! Hurra for de brægende, klippede Lam! Vor Frue hun frygter ej Stormgangens Hvin, hun smiler saa tryg bag sit hvide Gardin.
—Nys sad her en Sanger og knytted med Magt gjenstridige Tanker til Rytmernes Takt; da Vaaren sig nærmed, han greb til sin Hat; men saa tog Plantagens Smaasangere fat; de ejer Talentets den guldslagne Mønt, og de vil fuldende, hvad jeg har begyndt; utrættet de kvidrer hver Morgen paany om Doktorens Bolig bag Granhækkens Ly.
Sjørup 25/7 1906.
DE UNGES FORENING.
Unge Mand med staalsat Hu, Led i denne ny Forening, vover du at ha' en Mening og er ej halvfjerds endnu! Véd du ej, at Visdomstanden bryder sent og langsomt ud? Først naar Kalv faar Horn i Panden, agtes den for fuldgod Stud. Jo, du véd det altfor vel, thi du faar det tit at mærke, hvor Instinkterne er stærke til at slaa alt ungt ihjel. Først naar noget stort er skimlet, og dets Ophavsmand er himlet som Fornægter af det ny, faar hans Tanke Verdensry. Var det ikke Gorm hin Gamle, som fandt paa det Land at samle, og som skjænked' det sit Præg: side Kofter, hvide Skjæg! Oldingfærd og Oldinglader møder os paa Torv og Gader, og blandt Thingets Stolerader bliver Oldingvisdom Lov. Og saa siger man dog frækt, vi den nye Tid skal bære. —Takker for den store Ære; men man gjør saa tung dens Vægt! Danmarks Ungdom! altid skuffet, altid hundset, traadt og puffet, kan du kæmpe end en Stund, kan du værge dine Skarer mod det danske Hang til Blund og fra Rolandshornets Bund lokke nye Klang-Fanfarer! Ak, du tier; men jeg ved Smilets Mening paa din Læbe: Nytter det, vi fremad stræbe, naar vi bagfra hugges ned? Bar vi ej mod Højdens Tinder tit en jævn og lavfødt Mand, bar ham glad med røde Kinder, saa' hans Fødder Fæste finde, Saa' ham—uden Tak at svinde, mens vort Hjærte stod i Brand! Løftet did til Ærens Top drog han Stigen med sig op, skyndte sig at kaste Dragten, som han før blandt Brødre bar, mens hans nye Skrædder skar den, han bærer med Foragten!
Det er slige Drab man mindes, Drab af tro og Fremgangsmod, indtil Skammen i vort Blod sammen med vor Ligkrans tvindes. Disse Nævestød i Siden, denne Marsch foruden Rast, disse Haab, der altid brast, gjorde os til Mænd før Tiden. Og som Mænd i egne Klæ'r, Mænd, der ej for Trusler viger, Mænd, der ingen Dødsed sviger, er det, at I ser os her. Er vi end lidt stram om Kinden, vi har Munterhed forinden, Mod til Skjæmt og Raad til Sang om en knækket Fanestang. Og vi véd, hvad Vej vi vil! Maalet, som vi sigter efter, som vi gav de unge Kræfter, er saa retfrem-ligetil. Vi vil ikke lege med, der, hvor Riflen sætter Prikken over Verdenspolitiken, vi vil ikke Krig—men Fred; men for Fredens Skyld kan hænde maa en Dag vi Bavnen tænde.
Hold jer muntre, hold jer vaagen, Samlingsraabets dumpe Gjald kan med Raaddenskabets Fald lyde brat som Skud i Taagen; Reaktionens danske Hund hyppigt sig paa Halen Sætter, tuder i de lyse Nætter stygt mod Maanens blege Rund. Russervældets Bjørnekuld har nu Labben godt i Klemme, nægter sig for alle hjemme —uden for Hr. Rothschilds Guld. Bonden rykkes fra sit Blund, ser sig rundt med stille Glæde; thi hvor Ulve Ulven æde, er der ingen synlig Grund just for Lammet til at Græde.
Men lad andre sætte Prikken over Verdenspolitikken, naar vi dér har leget med, blev vi altid ladt i Stikken.
Nej, Programmet, som er vort, er kun jævnt og hjemmegjort, hentet—ej fra Lærestole, men fra Livets haarde Skole.
Vi har læst det i dit Øje, stakkels fattigklædte Mor, naar du ved det grove Bord lappede vor Barnetrøje— set det i dit Alvorsblik, Far, naar du kom hjem fra Mosen, lændekrum med Dynd paa Hosen, brudt af tusind Spadestik. Kravet var de simple Ord: Ret til Stemme, Ret til Jord! Ingen Greve er saa stor, at han kan os Vejen spærre; thi det kan end ej Vorherre, om han vil,—hvad Skjælme tror. Slaa da Fylking om jer Sag! Lad dem ej jer Ret fornærme! Langt fra Døgnets Gøgl og Bærme, midt i Støj og Stempelslag skal I finde Kampens Flag gjemt i Arbejdsblusens Ærme!
Sjørup. 27/7 1906.
HJEMME.
Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø:
Der skal to til at leve, kun een til at Dø.
Der er saa stille i Huset, for nys gik Natten Forbi; en Flue brummer i Kruset, og Uhret paa Væggen slaar ti.
Jeg sidder og tumler med Tanker, som Dagen nægtede Form; det skygger fra Vildvinsranker, paa Ruden kryber en Orm.
Fjernt tripper det nede i Stuen; det er min Elskte, min Skat, der løfter de Kjedler af Gruen og sætter i Orden til nat.
Hun bærer ind fra Altanen Geranien gylden og varm; som Børn i Slummer saa hælder de Kronerne mod hendes Barm.
Da knirker der stille ved Karmen; ind vælder saa frisk en Luft; hun kommer og klapper mig Armen, jeg kjender Geraniens Duft.
Hvor Tanken og Rimet ej dækker Papirets ventende Blad, en dugget Reséda hun lægger og smiler skalkagtigt og glad.
Hun svøber min Lok om sin Finger og nærmer sin dunede Kind; hun peger mod Ormen, der svinger som jeg i sit selvgjorte Spind.
Med Lempe, og Tanden i Læben hun fjærner den frygtede Pen og skrider nu, kjækt i sin Stræben, imod sin afvæbnede Ven.
Hun taler om Maane bag Skove og trækker Gardinerne til, saa hvisker hun: "Nu skal vi sove!" Jeg svarer: "Ske som du vil!"
Leith 5/10 1906.
ROBERT BURNS.
Ved Skotlands gamle Eg dit Hors du bandt, imens du lyttede til Bækkens Tone; du aanded Sang, hvert Digt en Diamant, der overfunkled dem i Stuarts Krone.
Som fattig Tolder lod dit Folk dig dø, dets største Hjerte, sønderbrudt og ene; længst slog dog Folkekulden om til Tø; nu faar du Statuer paa høje Stene.
Martyrens Lod den samme alle Vegne! Imens han leved, slog man ham med Sten; men naar hans Hænder slapt i Døden segne, man gjør Mirakler med hans Dødningben.
Leith 25/9 1906.
PAA LOCHLEA.
Her har han gaaet den ranke Mand bag Harv og Plov i al Slags Vejr og digtet om det skotske Land og gjort det for al Verden kjær.
Her har han traadt sin Rytmes Takt med Mulden om sin tunge Sko og følt den første Elskovs Magt i Dansen paa en stampet Lo.
Her spired dette hvasse Vid, der satte mangen Hykler mat, mens selv han drev med Ko og Kid; og Regnen drypped fra hans Hat.
Her har han smagt al Armods Tort, følt Kløften mellem Rang og Aand og set en elsket Far gaa bort med Rykkerbreve ved sin Haand.
O, Skotlands Lorder viden kjendt,
lad Skammen skrive paa jer Ryg:
En Aand kom til jer himmelsendt,
Nationen lod den tærske Byg!
12/10 1906.
I BURNS FØDEHJEM.
Jeg har gaaet i gyldne Slotte, staaet i høje Kathedraler, men dit Hjem, du store Skotte, dybere til Sindet taler.
Her sprang Folkesangen klinger frem af Skotlands Grund og Stene, munter som Forellen springer under Flodens Askegrene.
Byd en Skotte hundred Borge for den ene Bondehytte, og han svarer dig med Stolthed: "Ej for tusind vil jeg bytte!"
15/10 1906.
ENDNU ET BITTE NYK.
Han Ole bor paa Heden med Sand og Ahl forneden, med Rugen svang og sveden og Spergelhøst for Byg. Ved Sliddet tungt og treven med Spaden og med Greben er Oles Mundheld bleven: "Endnu et bitte Nyk!"
Gaar Stud i Staa for Ploven, og ømmer den paa Kloven, mens Kragen tyr mod Skoven, og Solen gaar i Syk,— er Barnet lagt til Puden, blev Praasen tændt bag Ruden, det lyder end til Studen: "Endnu et bitte Nyk!"
Og Kvinden ved hans Side fik ogsaa tit at vide, hvor Solens Brand kan svide en gammel kroget Ryg; man hører Hakkers Klingen, men Knurren hører ingen, de enes godt om Tingen: "Endnu et bitte Nyk!"
Og Sumpens Siv fortrækker, og Vidjen Vaaben strækker, hvor Ole Ahlen brækker med Staalets plumpe Pløk; og Hønen gaar og skralder, og Studen næsten falder, mens Oles Stemme kalder: "Endnu et bitte Nyk!"
O, I som bo og bygge i tavse Bøges Skygge og føle jer saa trygge mod Hedemandens Tryk, husk paa, at Fædrelandet, at Danmark blev et andet paa Mulden som paa Sandet ved slige bitte Nyk.
Vort Land skal gro og grønnes, dets hvide Kyst forskjønnes, selv Lyngens Søn skal lønnes for tusind tunge Ryk, blot længe det maa lyde fra By- som Landsbygyde, fra Øbo som fra Jyde: "Endnu et bitte Nyk!"
Novbr. 1906.
I DEN GULE LUPIN.
MARKEDSVISE.
Jørgine var en Pige alt udaf Bondestand; hos Bitte Jens i Traanum der tjente hun forsand. Hun klædte sig en Søndag sent i Tyl og Mouselin og satte sig i Kanten af den gule Lupin.
Det var alt ved de Tider, da Katten lister hjem og slikker sine Poter, mens Natten bryder frem; men Soren stod der søndenomm', hvor Kløvren er saa fin; saa fik han ogsaa Higen mod den gule Lupin.
Han bad om hendes "lille Haand", mens grumme skjævt han lo, hun rakte tvende, skjønt de var ret store begge to; saa bad han om et Kys og fik gelik et halvt Dusin; thi gavmild er du, Kvinde, i den gule Lupin.
Saa tog han Pigens Haand og Mund og hendes bange Barm; han krysted Nakkens brune Rund, saa Hjærtet slog Allarm. Saa tog han, hvad der ellers var i Tyl og Mouselin, mens Ørentvister sværmed om den gule Lupin.
Men da Jørgine vaagned, da var hun bleven kold; den frække Soren havde forlængst sagt Gud i Vold. Og Maanen keg saa spørgende paa Knæ og Skjørtelin, og Duggen drap saa sørgende fra gule Lupin.
Saa blev hun først forkjølet og siden—meget mer; det er jo at beklage, men slige Fejler sker, saa længe Piger sætter sig i Tyl og Mouselin hos falske Mænd som Soren i den gule Lupin.
Sjørup 29/11 1906.
TELEGRAFEN PAA HEDEN.
Hvor Agrene slipper og Lyngen begynder og Heden for Alvor ta'r fat, der bor den Slider Jens Sivkjær med Kone og Ko og Kat.
Og Hytten er gammel og Koen er mager, thi smaat det skjæpper paa Lo, og kommer der Regn af Søndvesten, det drypper om Kat og Ko.
Rævlingriset om Hytten kravler og Ulvefoden gjør Slyng. Da drager de Telegrafen hen over den vilde Lyng.
Hvor pibende Pors alene sang om Høst for den ensomme Sjæl, dér staar nu ved Hyttens bugede Gavl en klokketonende Pæl.
Jens, som tænker hvor andre taler, han ønsked sig tit en Avis; men først maatte Trine ha' Væven hjem, saa maate der spares til Gris.
Saa fik han saa langt til Verden, kom udenfor Rygte og Ry; nu er det som denne tonende Traad har knyttet en Stræng paany.
Jens Sivkjærs Hytte har intet Læ af Pil og vuggende Hyld, og derfor lyder en Høstnats Regn saa øde mod Væg og Syld.
Og Traaden farer med ondt og godt, med Sejre og blodige Slag, men éns gaar Plejlen paa Hyttens Lo, og éns det drypper fra Tag.
De store Ting, som i Verden hænder, Jens Sivkjær aner dem ej; de glimter forbi hans Tærskelfjæl paa deres Tusindmils-Vej.
Men svøber Vinden om Tørvestak, mens Klyder trækker fra Nord, og toner Traaden i Natten som hylende Aanders Kor.
Da hænder det, Jens han vaagner, rejser sig halvt og funderer, hvisker vendt mod den tonende Stang: "Hør, hvor de telegraferer!"
Jenle 22/8 1907.
JAGTAFLYSNING.
Nu ages langsomt hjem det gule Korn, og Jæg'ren støver af sit Krudehorn; paa Turnipsmarken mellem Brak og Sæd der sidder Haren vejrende og ræd; thi den har hørt det vilde Varselsbud, der hedder Jagtsæsonens første Skud.
Jeg lider ej det fejge, skumle Knald, der bringer fattigt Dyr til Død og Fald; og derfor raaber jeg til Jenles Harer: Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer! Blot I paa eders lange, laadne Bagben kan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten, da skal I gaa paa Jenles Kløvermark saa trygt som hist engang i Noæ Ark!
—Du lille Hare paa den bløde Fod, du tog vel aldrig Præmie for Mod; du vælger Flugt, hvor Kampen ej er lige; det gjør selv Jæg'ren i Alverdens Krige. Naa, lad dem skjælde dig for hvad de vil, du hører dog det danske Landskab til.
Her glæded du mig mangen Morgenstund, naar Bølgens Skvulp gik blødt om Vigens Rund, og Anden dykked ned til Fjordens Bund for Motorbaadens fjerne Skruelarm; da stod du som en Stribe for min Karm! En mørkgrøn Sti du gjennem Duggen drog, den vaade Kløver dig om Øret slog, en daglys Stemning jog med dig forbi. Fra dine Poter stænker Poesi!
Thi lyses herved Fred om dig og dine!
Her skal ej Haglen dig om Øret hvine.
Du muntre Løber for min Gud: Naturen,
jeg vil ej se dit Blod i Agerfuren,
jeg vil ej finde dig i Haslens Læ med Laaret knust, med overskudte Knæ. Spring du som hidtil over Jenles Banker saa Fri, saa glad som mine egne Tanker!
Naa, denne lange Harepoesi for Høstens Aasyn konkluderer i, at kommer her en Mand med Bøss' og Taske, han skal gesvindt med mig til Fogden traske! Om Søndagsjæger eller Hverdags-Skyder han rammes her af Lovens: "Jeg forbyder!"
Jenle 29/8 1907.
AN WOLLES DRENG.
Mi Søn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen,
og da han bløw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen,
han blyver tøl te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue,
og atter æ Aalder maa en sej, æ Knæjt æ knøv og stue.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej, saamøj en hwelle Dreng!"
saa An Wolle,
"der rend aalle
Maag te Hjord
mell æ Gord!
Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møll,
han maa jo op, æ bette Kaal, og ue med æ Køll.
Dem rig dje Bøn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered,
men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fød og Kled.
Pejr faar helsen lær aa rend,
fræ æ Mues til Awers-End,
lisse sore,
øwer Bore,
gjemmel Saând;
hwelle Baan!
Nær Atteror den buser ind med Wand imell æ Knold,
ka en Par bette naagen Færr ja wal blyw wod og kold;
men hwa, Worherr han hjælper wal, saa han ka sto æ ue,
den villest Ar, en Baan ka fo, det er en gue Natue.
Pejr er ingen Frøssenpind,
han gaar glaa mod Vejr og Vind,
om det hwistler
mell æ Tistler
wârr og wârr
laangs æ Kjâr.
Ja, no po Sønde trowr a da, æ bette Knæjt faar fri,
saa skuld do rele komm herom og faa æ Klør aa si;
saa kan do sej mæ, om do tyggs, han blywer bovn og stue;
a trowr da nok, saavidt a sir, han slæjter po æ Mue.
No skal a skam hen aa baag;
tho han skuld wal haa en Kaag,
fâr han drawer
øwer æ Awer
væk ijen,
bette Swen!
Her sejjer a en jenle Kwind' saa manne ødlet Daw;
men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw!
Ja, saa ska han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst;
a er da rele vis epo, han sworer mell de bejst.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej saamøj en hwelle Dreng!"
saa An Wolle,
"han vil aalle
blyw hans Mue
ant end gue."
Septbr. 1907.
[Footnote: Kuen, Kone; læ sæ, lade sig; træj, træde; blyw, blive; den jen, den ene; Pold, Polde, lille Fyr (anvendes hyppigst om Grise); tøl, tolv Aar; Pejersdaa, Peders Dag; gue, god; knøw og stue, smuk og stor; kjelle, forvænt og balstyrig; hwelle, dygtig; Maag te Hjord, Mage til Hyrde; æ Gord, Gaardene; ue med æ Køll, ud med Køllen (for at flytte Kreaturerne); fræ æ Mues til Awers-End, fra Mosen til Agerens Ende; lisse sore, hvert Øjeblik; Bore, Nyagre; Saând, Sand; Atteror, Efteraar; buser ind, om Vejret, der kommer med Kraft; med Wand imell æ Knold, med vand mellem Knoldene (nemlig i Kjærene); naagen Færr, nøgne Fødder; wod, vaade; sto æ ue, staa det igjennem; den villest Ar, den bedste Arv; glaa, glad; rele, rigtignok; tyggs, synes; bovn og stue, smuk og stor; æ Mue, Moderen; haa en Kaag, ha en Kage; drawer, drager; æ Awer, Agrene; bitte Swen, lille Fyr; sejjer, sidder; manne ødlet Daw, mange kjedsommelige Dage; røjt, røgte; ant end gue, andet end god.]
DEN FATTIGES BLAD.
Jeg ønsker dig Lykke paa Rejsen du Pode ved Langsøens Bred, hvor Granens fornemme Knejsen forraader Jærn i dens Ved.
Jeg ønsker dig fnysende Fjender; thi har du af dem en Skok (jeg taler om Ting, som jeg kjender!), da kommer Vennerne nok.
Søg ind ad de lave Døre og op under Kvistkamrets Spær, og kast paa de nøgne Vægge et lille legende Skjær.
Hav Øjet paa Gydernes Stakler, bær Blomst til den syges Seng, og glem ham ikke, den lille forpjuskede Hyrdedreng.
Der sidder i Udmarkens Øde saa fjern fra den alfare Vej en Hob, saa maa betle sig Føde; jeg ved, at de venter paa dig.
Og andre du træffer paa Kjæret saa langt fra den banede Sti; de titter saa rædde i Vejret, naar nogen gaar dem forbi.
Og Plejebarnet der ledes til Piskningens blødende Ve, mens Fadervoret det bedes de hellige tre Gange tre—
Du skaane ej Børnenes Bødler! Du piske dem med Skorpion, om Lovens snirklede Tødler voterer _syv_dobbelt Pension!
Paa Herregaardsmarken du standse en Æsel i Snore og Frak, hvis Stok en Polsk monne danse paa Ryggen af en Polak!
Og alle de blege, der aander i Støv af Fabrikkernes Malm, og gamle Forsømte, der vaander sig rundt paa Kommunernes Halm—
Og Tyendekamrenes Mørke med Skimmel som Smykke paa Væg, der suger den tjenendes Styrke og gi'r ham en Baas mellem Kvæg—
Og Teglværkets lerede Trældom, saa gammel og næsten saa grum, som dengang Gud Herren i Gosen over Teglfabrikanten holdt Dom—
Og Væverskens Kamp med Maskinen, der krummer sin snigende Arm, imens den—til Staaltænders Hvinen voldtager den hostende Barm—
—Ja! Ja! Du skal finde dem alle og yde dem broderlig Trøst og være for Samfundets Øre en streng, udskammende Røst.
Men har du bragt Haanden af Klemme til Kroppenes Glæde og Gavn, vi venter, du rejser din Stemme for Sjælenes sukkende Savn.
Løft Faklen mod Loftets Fjæle derinde i Smaamandens Hjem, saa alle Skyggerne stjæle sig bort til Helvedes Gjem!
Giv aldrig Pardon til det onde, der æder som Trøsk i Træ; da sænke deri din Sonde og bryde det over dit Knæ!
Du være den fattiges Værner, du være den riges Ris! Da faar du ej Ordner og Stjærner, men bævende Læbers Pris.
10/9 1907.
PÆ' SIVENSAK.
Med Pølseryg og Istervom og Nakken stiv og Armen lagt i Bugt omkring et Jerseyliv, med Merskumspiben næsten til hans Kalveknær, saa vralter frem Pæ' Sivensak, som danser der.
Saa værdig han røgter sin Polkerer-Dont, som dansed han paa Toften med sin Rugstak rundt; se Sveden, hvor den drypper paa hans Støvlelæ'r! Javist er det Pæ' Sivensak, som danser der.
Ved Væggen sidder hviskende hans Slægt paa Rad, mens Gulvet gynger bange for hans Hartkorns-Trad, og Dansens Takter mases af hans Indad-Tæ'r og drejer med Pæ' Sivensak, som danser dér.
Hans Skuldervrik, hans Nakkefold, hans Mund saa sur, hans hovne Blik, hans Knappers Sølv, hans Tokas-Uhr, det ringler, og det raaber højt til en og hver: "Se, det er nu Pæ' Sivensak, som danser her!"
Men inderst sidder Svimlen i hans Hjernekrog og klaprer som med jærnbeslagne Kistelaag; hans Øjne staar som Tudsens under Tordenvejr: "Gud naade mig, Pæ' Sivensak, som danser her!"
En Skrædder sad i Krogen bag en Skjørtebræm, og stak han under dansen brat en Klumpfod frem; og Folk sig rakte højt paa deres Støvletæ'r: "Ih, Kors! det var Pæ' Sivensak, som trimled dér!"
14/9 1907.
JEG GIK MIG UD.
Jeg gik mig ud at vandre for Grædefred at faa saa fjern fra alle andre, som ogsaa græde maa.
Jeg skræmtes af en Stemme og fandt en lille Bæk, som ikke vilde skræmme, men bare vilde væk.
Knap hørte jeg dens Syngen, min muntre Barndomsven, før Graad og Hjertetyngen var stille vejret hen.
Ømt bad jeg Bækken vente en ringe Dugfaldsstund; et Kys jeg vilde hente fra dens jublende Mund.
Men før jeg mærked Duggen igjennem mine Knæ, jeg hørte Bækkens Klukken nu bag det næste Træ.
Paa al min Bøn og Klage kun samme Svar: "Gaa hjem! Thi du kan gaa tilbage, men jeg kan kun gaa frem!"
Saa sang hun, Engens Datter, og svandt bag Svingelgræs. Det lød som Pigelatter i Havrens sidste Læs.
14/9 1907.
BOSSEN.
Din Randsel er lappet og graa, Farlil, og Sjappet gaar ind til din Taa, Farlil. I Sølen du sætter din Saal, Farlil, men hvor har du sat dig dit Maal, Farlil?
Du hutler og "fægter" dig frem, Farlil, men fægter dig vanskelig hjem, Farlil, og Tørsten forfølger din Sjæl, Farlil, som Skyggen din skjævtraadte Hæl, Farlil.
I Regn var du aldrig en Helt, Farlil, med Himlen Som Tag og som Telt, Farlil; men tørres af Solen din Sok, Farlil, da svipper du glad med din Stok, Farlil.
Og jages du væk fra din Kro, Farlil, du slænger dig under en Bro, Farlil; der klukker Aaen saa godt, Farlil, men Lejet er lovlig vaadt, Farlil.
Saa glider du gjennem vort Land, Farlil, langs Lovens vovede Rand, Farlil; fra Skæbnen faldt mangt et Skrup, Farlil, og Fogden gav ogsaa sit Skub, Farlil.
Som ormstukken Frugt du Faldt, Farlil, din Jordmor blev aldrig betalt, Farlil, og gled du en Dag paa din Vej, Farlil, mon nogen vil Spørge om dig, Farlil?
—Vel er du en Gast og en Strik, Farlil, men jeg har set i dit Blik, Farlil; dér sidder en Fange i Bolt, Farlil; han har det saa trist og saa koldt, Farlil.
Den Fange bag Øjnenes Glug, Farlil, jeg selv har mærket hans Suk, Farlil; og naar han hulker i mig, Farlil, da bøjes min Skulder mod dig, Farlil.
16/9 1907.
KOMMER I SNART!
Raabet stiger i Morg'nens Skjær: Kommer I snart! jager som Blæst om Sig og Kjær, hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r: Kommer I snart, I Husmænd!
Tiden ruller med store Ting; —kommer i snart!— tungt dog drejer dens Hjul omkring; I kan øge dets træge Sving; —kommer I snart, I Husmænd!
Aaget bøjed jer Far og Mor —kommer I snart!— knuger jer selv, jert Barn, jer Bror, venter paa Vuggens spæde Nor —kommer I snart, I Husmænd!
Landet lyser af Korn og Kvæg —kommer I snart!— Eders Kvinde bag klinet Væg malker Geden med striden Skæg —kommer I snart, I Husmænd!
Dovne sugede Jordens Marv, —kommer I snart!— Tusind Tønder til Taabers Tarv! Hvad de vraged, blev eders Arv; —kommer I snart, I Husmænd!
Neg I sanked til andres Lad —kommer I snart!— søbed som Tak for Svedens Bad Trællens Æde af Hundens Fad —kommer I snart, I Husmænd!
Staa ej bundne jer Bødler bi! —kommer I Snart!— grib jer Spade og hug jer Fri! I er tusind, hvor de er ti! —kommer I snart, I Husmænd!
Jenle. 20/9 1907.
TYENDESANG.
Her kommer fra Dybet den mørke Armé og fordrer af Verden et Svar; skjønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le er al den Fane vi har, vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret og løfter i Vejret paa Skjændselens Bræt den Tusindaars-Lænke, vi bar.
Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad, kun denne vor skorpede Haand; til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad, i Ørkner vandred vor Aand. Du Herre, som højt gjennem Samfundet red hen over de Rygge, du trykkede ned, nu smyger vi af dine Baand!
Vi harved din Ager, vi skar dine Neg, vi strigled din blommede Hest, vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg, naar selv du gik pyntet til Fest. Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm, hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm, og Svindsoten kommer som Gjæst.
Vel er vi en kuet og slidende Hob, kun Trælle i Velstandens Gaard, i Samfundets Aske en nedtrykket Job, der skraber sin Byld med et Skaar; snart Svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn, se op, Kammerater, det lysner i Sky'n, Befrielsens Malmklokke slaar!
Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo, hvor dundrende plejlene gaar: kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo, se ud fra de hældende Vraa'r! For Fronten Reveillen nu Løfter sin Klang, lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang, jer Dagning paa Ruderne staar.
Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind, og sving imod Lyset din Hat! Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind og Rester af Letsindets Skat. —Da pløjer vi muntre vort bølgende Land, naar først vi har Friet vor kuede Stand fra Tusindaars-Trældommens Nat.
1/10 1907.
Æ GAMMEL SNEJKER.
Der gor en Mand mell Grønning-Knold —vi letter po wor Hat— hans Mind vil Salling læng behold, —den letter po si Hat. Æ Blæst ka flyw, æ Storm ka bus, det rokker ett den Snejkers Hus, men letter po wor Hat.—
Han er lidt rynked i æ Bark, —vi letter po wor Hat— men inderst ind en hwelle Knark, —vi letter po ver Hat; og stil ham mud en Timmerdyng, da ka do trow, hans Yws ka syng. —a letter po mi Hat!
Han haader Brændvin som æ Dæwl —a letter po mi Hat— og saa do ham handtir en Hæwl, do letted po di Hat.— Æ Sommerdaw han haar æ trunt, ved Vintertid da gor han rundt og letter po hans Har.
For hwer en Knot, for hwer en Knast, der stented mud hans Hat, for hwer den Diel, han haar slaan fast, vi letter po wor Hat Wor Tap ska dripp, wor Øl ska skyll! A trowr saagi hans gammel Møll no letter po si Hat.
Her staar vi i den Snejkers Stow og letter po wor Hat, ja for ham sjel og for hans Frow vi letter po wor Hat; for aall de Daw og aall de Or, der glaadle kam og laangle gor, vi Letter Po wor Hat.
Okt. 1907.
[Footnote: bus, jage hæftig af Sted; Snejker, er baade Snedker og Tømrer; hwelle, dygtig; Timmerdyng, Tømmerstabel; Yws, Økse; Hæwl, Høvl; trunt, travlt; Knot, Ujævnhed; stented, fór imod; slaan, slaaet; Or, Aar; glaadle, med Glæde.]
EN MINDESTEN.
PAA MIN FØDEGAARDS MARK.
Her vendte Far sin Plov, aa, saa mangen, mangen Gang, naar Graalærken højt over Sandmarken sang. Her gik min stille Mor i sin grove graa Kjol og saa med tynget Blik mod den synkende Sol. Thi satte eders Søn denne liden graa Sten til Minde om en Færd, der som Duggen var ren.
28/2 1908.
MAJSOL.
Solen ler saa godt og mildt,
den stryger Sæden frem,
lokker ud den lyse Filt
om Bøgebladets Bræm—
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen i din egen Sjæl den ler dog allerbedst.
Solen duner Knøsens Kind,
gi'r Rugen blanke Knæ,
varmer Lammets myge Skind
i Digets Søndenlæ—
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen over Hjemmets Dør gaar brave Hjærter næst.
Solen er saa elskovsfuld,
den favner Jorden bred,
kysser Lærkens spæde kuld,
saa Duggen triller ned—
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Sol paa Minders Myggesværm gav mangen Drøm sin Rest.
Solen tænder Blomsterblus,
hvor Engen før var graa,
Iris og Ranunkulus
og Brudelys ved Aa—
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen ved en Brudgoms Barm hun skjænker skjønnest Fest.
14/5 1908.
HØG OVER HØG.
Nypudset i Solen sad munter en Myg; frem mased en Skarnbasse kluntet og tyk; og Myggen, som sad der saa rent og saa rart, blev væltet i Gruset ved Langtrynens Fart, —for han havde Hast— saa Myggens Nakkeben sitrende brast.
Skarnbassen fremstenter paa stræbende Ben og kratter med Kloen i Støv og i Sten; frem stormer Cyklisten i rygende Sved; han henter den arme, han hjuler den ned; for han havde Hast; dens pansrede Indvolde boblende brast.
Cyklisten slaar Sløjfer om Gaarde og By; da driver imod ham en ravnesort Sky: Lyntungen udstrækkes saa lang og saa gul; to spaltede Pæle slaar Kors for hans Hjul; det Lyn havde Hast! Blandt Ting af Værdier en Hjerneskal brast.
9/6 1908.
HJEM FRÆ PLOWGILD.
Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før, og Løwn og Komeddi ka en sajt faa aa hør, men hvis I vil lyd te forstandig Taal, saa skal a hwerken dejt heller praal men baare betrow jer en mærkele Spel, der justemint er passired mæ sjæl; og det a fortæler jer, det ska sgi særd, for det er saa sikker, som a sejjer hêr:
Naa, det var en silde Avtenstaan med ingen Stjanner og ledtle Maan; det war søen omkring ved Sehansdastid, æ Byg war lig betint paa aa skrid, æ Hawer det samm, men det vild bi og si, hwad æ Byg fæk lawed istand, og om ett Worherr sku send en Taar Wand.
Det war lig under Minnet, om no a ka how; der var Lys i Gammel Jehanneses Stow; a haaj wot oppe te Ywers aa plow; nu træn a saa Fandens haadt te aa sow, det war knap, en kund hold æ Brikker opp; jaja, vi haaj jo faat en Pa Kopp, —æ Kaal fæ jæn, fâr han, æ Pløg, kjor hjem te Kaaren med Vovn og Øg.—
A gik saa fredle, som Folk ka go; a fomlt i æ Lomm, om a haaj mi Skro; a war ett saa fuld, a ku stywle sto, saa læng da a kund ta Støtt ved æ Dig! A gik og summed paa manne Slavs Lig,
a tint paa æ Hos, der snaar sku fuel, paa bette Jens, der imaaen skuld i Skuel, paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj snødt, det sidst skuld en inden si Død ha fortrødt.
Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm og sejtens hwerken ku dums heller dremm, fordet te æ Stoder gik her og vrødt; for nær a er søen saa pasle fuld, saa haar a aaltid en Hjat af Guld. Naa, a bløw ved aa stummel astej; a holdt mæ det bejst a kund o æ Vej, indte a nowed Kræn Søndergaards Vrej.
Der war æ, som nøj haaj gin mæ en Pót; og kjek! bløw aalt saa kwollendes swot som mødt o æ Lowt, nær hwer Log er lot; og lig som en rædle Hund to po jestejes hesøwer vejsten æ O, der er nøj, der vil list en Løkk om mi Fud og ryw mæ baglænds om o æ Jurd: og no ka I flir, og no ka I snakk— men her begynd mi Gummer aa hakk, for a hører en Stemm, og det war den Slemm, der trimmelt To øwer Kistel-Bakk.
—Gud spaar jen evig for aal Ting ûnd, hwad enten det saa ska mød Præjst heller Bûnd!
—Saasnaar a ku mærk, te hwad Sid det vild raw, a fæk mi Kjep flytt øwer i mi Kaw; det sled i mi Bowser, det røw i mi Maw; saa ræj haar a aalle wot i mi Daw!
A rend, og a fild, og a fild og a rend; a tøtt, a maatt vær ved Verdens End, men bejje mi Træsko stod faast i æ Saând, den jen kam aalle forbi den aan.
A lo ad æ Jurd som en vælted Skru, mi Kjep en bette Graan vejsten mi Lu. A tint o manne kristele Urd, som a haar lær af mi Faar og mi Mue; a prøved føst aa løs fræ æ Burd, men mi Howkommels haar alle wot gue, og det, a fæk saå, war nø fuldajte Slurd.
A lowed Worherr, om han kjend mæ nø Raa, aa tejn mæ te Aalters imaaen den Daa: den fatte Ma Sah sku faa en Skipp maalt, og Bette Drejs en Stykk aa æ Gaalt. —Gud naad mæ—a fæk æ saa naple holdt!
Det bløw mæ helsen en stywle Bied; æ Bjenn vild op, men æ Hued vild nied. A to i æ Lyng og stinned mi Nakk, men a ku hwerken flikk heller flakk, a tøtt, det gi rundt med æ hile Bakk; æ stur Kaphyw war saat po en Bor; æ Hywl rend rundt, og æ Dæwl han kjor!
Hwad sin der passired, ka Kaaren sgi how; a fand mæ tesengs i wor pænest Stow, saa syg, te a hwerken ku drewl heller drow, og Kaaren war værkle, og a maatt low, te hwis a mie to te Ywers aa plow, a aalle vild legg mæ ved Kistel aa sow.
11/6 1908.
[Footnote: Torren, Torden: opô, paa: Skjek, Skjæg; æ O, Aaen; æ Togger, Fiskevaad; Slidder, Sludder; Komeddi, Opdigt; særd, sæde, passe; skrid, bryde gennem skederne; Minnet, Midnat; Ywers, Ivers; træn, trængte; æ Brikker, Øjnene, Gluggerne; en Pa Kopp, et Par Kaffeknægte; æ Pløg, Pløgen, slusket Mandfolk; Kaaren, Karen; fredle, fredelig; fomlt, følte efter; stywle, saa meget vel; summed paa, overvejede; manne slavs lig, allehaande Ting; tint, tænkte; Hos, Følhoppe; fuel, fole; fortrødt, fortrudt; dums heller dremm, smaasove eller drømme; æ Stoder, Stodderen, hendes Mand; vrødt, rodede; pasle, tilpas; Hjat, Hjærte; stummel, snuble; o æ Vej, paa Vejen; nowed, naaed; Vrej, Sving; en Pót, et let Stød; kjek!, en-to-tre!; mødt o æ Lowt, midt paa Loftet; hwer Log er lot, hver Luge er lukket; rædle, fæl; to po, tog paa, gav Hals; jestejes, et eller andet Sted; hesøwer, histovre; æ O, Aaen; Furd, Fod; flir, grine i Skjægget; trimmelt To, trimlet Taa, slog Kulbøtter; ûnd, ondt; Buend, Bonde; raw, hælde; mi Kaw, Kejthaand, venstre Haand; wot, wæret; fild, faldt; a tøtt, det forekom mig; Saând, Sand; lo ad æ Jurd, laa langs med Jorden; Skru, Tørveskrue; en bette Graan, en lille Smule; Lu, Hue; naple, knap nok; en stywle Bied, et haardt Stykke Arbejde; stinned, gjorde stiv; hwerken flik heller flak, ikke komme ud af Stedet; en Bor, en Hjulbør; kjor, kjørte; sin, siden; how, huske; drewl heller drow, knap nok trække Vejret; værkle, vred og sur; aa plow, at pløje; Kistel, Hedebanke paa min Fars Mark.]