BJÆRGMANDS-SNAK.
VED EN MARKFEST PAA KAPHØJE 12. JULI 1908.
Midnat. En Snes Hyrdedrenge staar omkring Højen med tændte Fakler og raaber i takt:
"Bjærgmand, Bjærgmand, er du derind', kom ud med di' sytten Egepind'"!
En gammel sidskjægget Bjergmand skyder sig i Vejret fra Højens Top:
Aa, ti dog med den Skrigen, dumme Drenge! Hvi raaber I mig gamle Trold af Senge, nu Fæet gumler trygt i Bondens Gaard, og Midnatsklokken rundt i Hytter slaar. Hvi maa jeg ikke mer i Højen blive og slibe mine lange Flinteknive, med hvilke jeg skal Julegalten stikke og gjerne gad jer allesammen prikke, fordi I ej kan la en Stymper ligge.
Hvi raaber I om mine Egekjæppe! Jeg har jo ej saameget som en Skræppe; man tager fra mig alt, selv Stok og Sten, tilbage levnes nogle muldne Ben, som ingen Djævel gider mer annamme. Aa, kunde jeg med Flinteøxen ramme hver Skjælm, der roder i mit gamle Hus og vælter Dyssens Stene, Sand og Grus i Haab om Fund af en Stump irret Guld; dog Gud Ske Lov, de mest faar Trynen fuld af Potteaske og Ligkistesmuld. Her kommer de med Skovl og Mergelpig og giver Højens Sider Stik paa Stik, og lytter til, om noget skulde klinge. Aa, det kan svie i min Bjærgmands-Bringe, saa jeg i Flinteflækker kunde springe.
—Engang de stødte Piggen i mit Laar; af Harme sprang der Gnister af mit Haar; min Kone holdt mig ved mit Skjæg saa længe. Jeg ellers havde langet dem en Flænge! Se, hvor mit gamle Oldtidshus er plyndret, hvert Jordskud rodet om, hver Kampsten søndret. De usle Rester, Pakket ikke tog, kan næppe dække mer mit gamle Skrog.
Her sidder jeg, naar Tordenregnen falder i Sommernætter paa mit Lyngtørvs-Hjald; mens Agerhønen ræd paa Kuldet kalder, jeg tæller Tiden mellem Lyn og Skrald, og slikker Luen lang om Lo Lade, jeg takker Thor for al den rare Skade.
Mest sidder jeg dog i den klamme Jord, hvor Lyngens Rødder frem af Væggen gror og sagte i mit side Skjæg sig snor; der kan i Fred man tænke sig tilbage til længst forsvundne, gamle, gamle Dage, da alle Høje var i god Behold, og man tog Hensyn til en agtet Trold, der leved end og spiste Ofrets Rest, da her ved Højen første Gang stod Fest, og Blodet damped højt af slagtet Hest; ak, fire Tusind Aar det snart er siden! Som Karupaaens Vand saa skrider Tiden;— da var der Sumpe, hvor der nu er Gaard, og Ulv og Bjørn gik rundt, hvor nu staar Faar. Jeg har ej fra Historien min Viden, jeg følger helst min egen Almanak, i Lyngtavl tegnet over Kistelbak.
Men han, som her blev viet Højens Fredning, han var en modig, vild, skindskjortlet Hedning, der faldt i blodig Kamp, i Odins Dyst; jeg saa dem trække Pilen af hans Bryst. Hans Grav, hans Sværd, hans Guld det arved jeg. Hvor det er gjemt?—Det rager ikke dig!
Aa, det er længe, længe, længe siden; selv flyder jeg nu som et Vrag paa Tiden, fordømt til Marterbaalet af en Viden om det, som knap den Lærdes Gisning naar: Aatusinders mulmslørede: Igaar.
Dog hvorfor dvæle ved et falmet Minde? Langt hellere sin krumme Nakke stinde og rende Hornet ind saa dybt man kan i Nutidsdogmets dorske Præstemand.
Saa vil jeg da mit Skjæg paa Matten sprede og eders Tanker mod min Vaaning lede; thi ej blot Minder søger mig histnede, der kommer andre Gjæster til min Rede.
Muldvarpen stikker tidt sin kolde Snude med natlig Raslen mod min Jordtørvsrude; Skarnbassen løber her og tigger Snus, en Hestepære faar han i Kardus; ham kan man ikke ha i ord'nligt Hus; det Svin, han gaar med Skrotten fald af Lus!
Og Tudsen med de mange Vorter paa hun kommer kravlende paa slimet Taa ind ad min Dør, saa tit det blot kan gaa, og med et Svup hun sætter sig paa Bagen, saa vil hun gnubbes under Dobbelthagen; men er jeg kort for Ho'det, kan det hænde, hun faar et Troldspark i den bedste Ende. Klørattenbenet gaar her tit og pisker; den ynder godt, jeg sjælden tænder Lys. I Juninattens første Morgengys Firbenets Svans mig under Næsen visker. Og bag ved Ovnen i en rolig Krog jeg har min Skjødehund, den fede Snog; han ruger paa en Cyprianus-Bog, jeg fra en gammel Præst i Sevel stjal en Nat, han havde sig en Perial. En gammel Trold han maatte sig jo kjede; om ikke han fandt paa lidt Spas dernede; jeg har den nysseligste Fuglerede med fire søde Hugormunger i, og naar man bare de smaa Puds vil drille, aa, saa kan deres smalle Tunger spille præcis som Brodden paa en tirret Bi.
Ak, de har kortet mig saa mangen Kvide! Jeg lærer jo de smaa den Kunst at bide paa rette Sted med Virkning og Forstand, saa ikke Biddet blir det bare Vand, men skjult og successive slaar sin Mand. Jeg holder Knoen hen, de styrter frem, de hugger til, min S'æl, med Fynd og Klem! Naar rigtig arrigt de med Halen svinger og falder an imod min lodne Finger, jeg ler, saa Højens Kampestene springer! Og har den Smaa saa gjort sit Svendestykke, jeg følger ham til Dørs med mit: Til Lykke!
Helhesten dumper tit min Dør forbi; for den Slags "fint Besøg" jeg helst er fri, han er en skumsk Person og gaar og rager i mange Ting, hvori jeg nødig tager. Han er en Krikke, Fanden engang sko'de, et Fjols, en Fæbas, uden Spor af Ho'de. Desuden er han ej af rigtig Troldeslægt, Og derpaa maa der lægges megen Vægt.
Nej, saa er Lygtemanden noget andet; skjønt ogsaa hans Familieskab er blandet, en Friskfyr er han, det har tit jeg sandet; kun Skade, Manden stinker saa forbandet. Jeg ser ham færdes tit langs Karup Aa; han gaar, som med en Fjandbo-Donner paa, med Blus paa Lampen og med Lygten tændt han kredser om det vaade Element. En Hopsa danser han med Tørveskruen, og Pyttens Paderokker stryger Buen.
—I Daugbjergdaas der bor min Bedstefar, med ham jeg fik mig tit en Passiar. Naar alting tav, og Maanen hang saa klar, jeg satte mig saa tit paa Højen op, han sad alt bred og tung paa Daasens Top; hans Huekvast mig hilsed med et Nik, hans Pibe damped, Svaret kom og gik; alvorligt Lyngen nikked til vor Tale; Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale sig strakte lyttende i Altensvale; en Nøkkerøse rejste sig paa Taa, hvor Sivet stod og kjæmmed sine Smaa ved Bredden af en ensom Mølledam; de lurede, de Skjælmer, men fik Skam; den Bjergmandstale gik dem lidt for højt, af Meningen forstod de knap en Døjt. Det samme gjør vel I, saavidt jeg sér, nu skal jeg ikke sige meget mer.
O, Bedstefar han har slet ingen Nød, af Grøftermudder dejgner han sit Brød, og fra den gamle nære Hønenmose hans Kone henter Vand i sin Stunthose og holder til hans gamle Mimremund; kanske en Tudse ligger paa dens Bund, ah, det var Smaus! Ja, Bedstefar kan drikke, naar Tørsten tit maa mig i Struben stikke.
Vi Trolde kan som andre sultne blive; saa ta'r jeg én af mine Flinteknive og skjærer mig en lækker Graastensskive og smører Blevver paa; den Melmad er solid; man slikker Fingren efter sidste Bid.
Godnat, du gode gamle Aakjær By med dine Gaarde under Nattens Sky, dig vil jeg intet ondt, du gav mig Ly i Højen her. Men Kirken hist i Fly, der staar og knebrer med sit Klokkebly ved Aftentide som ved Morgengry, den sendte jeg en Gang en Mindesten, som dem man rejser over Kjæmpers Ben, jeg slængte den i Luften med et Kast saa Neglene paa mine Fingre brast. Jeg siger jer, den Sten, den havde Hast! Men var det ikke ret en evig Skam, jeg sigted fejl, fik ej paa Taarnet Ram, til Bunds gik Stenen, plump! i Fleskidam.
Min Kone, som saa til,—hun er lidt hed, da Stenen rendte vild, hun blev saa vred, og hug mig her i Skjægget blindt og brat, som naar et Lyn slaar ned i Daugbjærg Krat. Min gik forkert—sligt virker altid klamt— men Mærens, kan I bande, den var ramt!
Farvel, nu skal man ned og pudse Svansen, om lidt saa ser I mig igjen—i Dansen. Jeg tager nogle med af mine smaa, som Pigerne kan ha' at slege paa.
Juni 1908.
MAAGEN.
Vær hilset du Maage ved Sallinglands Kyst, med Stormenes Stænk paa dit skumhvide Bryst, med Brændingens Tang om din buttede Taa— du Vejlernes Vægter, hvad vogter du paa?
Du lægger saa kjælent dit Hoved paa Sned; saa har du en Rede bag Rørholmens Bred; du næbber saa tænksomt dit dunede Skrud; saa venter du Unger, før Ugen gaar ud.
Og tripper de frem under Rørenes Skjæg med spæde smaa Spor over Vadernes Klæg, da dikker dit Hjærte af moderlig Lyst, da glimter din Vinge saa vidt under Kyst.
12/6 1908.
HØVL OG KNAST.
Høvlen gik!
galant! gelik!
saa Bænkens Planker sukked,
frem og frem
mod Brættets Bræm;
der stod en Knast og mukked:
"Jeg er fast,
for jeg er Knast,
mig tør du ikke bide,
jeg gir Skaar,
som stedse staar
i Æggens blanke Side!"
Høvlen bed;
den blev saa vred
ved disse Hovmods-Finter;
Jærnet klang,
og Planken sang,
og Knasten røg i Splinter!
14/6 1908.
OLE STAM.
Der stod en lille vred Mand, en tæt Mand, en bred Mand, der stod en lille vred Mand, og det var Ole Stam.
Han talte fra et Stenhæld om Lovbrud og Méngjæld, hans Tale klang som Stenmæld imod en Krigerhjælm:
"Der staar nu Svend blandt Standsmænd, blandt Kongsmænd og Klansmænd; men hvor er vore Landsmænd fra Bælt og Vesterhav?
Skal Retten krænges bagvendt, og Svig gaa som dagkjendt, staar Danmarks Gaard som tagbrændt, Ruin fra Aas til Syld.
Til Loven blir istandsat, er du Svend, en bandsat, og Krig og Tvedragt landsat saa langt vor Kyst har Næs.
Sligt raaber jeg mit Nej til, thi Valgfif og fejgt Spil det faar man aldrig mig til, det sværger Ole Stam."
Saa strøg han bredt sit Fuldskjæg, sprang tungt ned mod Muldvæg, mens Kongekaabens Guldlæg i gylden Harme skjalv.
Men Svend drog ud til Spærkryst, til Bloddaad i Nærdyst, kløv Danmarks Barm i Hærlyst; sandt spaa'de Ole Stam.
—Vi finder let en bred Mand, en glat Mand, en skred Mand, men giv os tit en vred Mand som denne Ole Stam.
Ja, var der altid Mænd til, der ej vil, hvad Svend vil, men lægger Ryg og Lænd til, naar Lvkkens Læs staar fast.
20/6 1908.
[Footnote: Om Ole Stam og hans Protest med Svend Grathes Kongevalg (1147), hvor Jyder og Fynboer holdtes udenfor, se Saxo Grammaticus' Danmarks Krønike (Winkel-Horns Oversættelse), Side 100.]
LOKESÆD.
Loke han saar,
Loke med Smil over Hederne gaar;
tror du, det bare er Dis eller Fam,
hvad han saa bredt over Sletterne slænger,
ser du da ikke, hvor Hyrde som Lam,
begge bag Busken med Ørerne hænger.
Loke han saar,
Loke med Smil over Vangene gaar,
Klinten rasler i Bondens Rug,
Sæd og Stængler faar rustne Stjerner.
Meldrøjeaxet med bulden Bug
lyser haansk over syge Kjærner.
Loke han saar,
Loke med Smil mellem Gaardene gaar;
Giften triller i Grisens Trug.
Løgnen stenter mod Kirkens Ruder,
Ufred daler paa Disk og Dug,
Sot og Syge paa Vuggens Puder.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Thingene gaar;
mærked du, Husmand, lidt Lovklipperi,
fik du et Risp i dit Fattigmands-Øre,
da er det Lokesæden i Hi,
som nu har spiret bag "Udvalgets" Døre.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Domhuset gaar,
Retssværdet hænger med Rust i sit Ri,
Rigsæblet slet om Fortryktheden værner.
Lokefrøet blev Ormen deri,
huled det ind til de raslende Kjærner.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Tronsalen gaar;
se, hvor han tér sig med Titler og Tugt;
Ordener strør hen som Sukker og Fluer.
Hofmandens Ryg faar en spørgende Bugt,
Æsler af Faget bli'er blide som Buer.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Hjærterne gaar,
Smiger han drysser, hvor Ørene klør,
Rænker han rinker som Humle om Staver,
høster saa siden i blideste Bør
Fejghed i Skjæpper og Frafald i Traver.
Loke han sjaar,
Loke han slænger sin Sæd, hvor han gaar.
Vogt da paa Spiren i Sjælenes Bund,
værn om din Rankhed, dit mandigste Eje;
der hvor han møder en rankfødt og sund,
er der slængt Staal paa den Snigendes Veje.
23/6 1908
LØWN OG SAND.
Tho wal er a en simpels Mand, der haar kuns lidt aa fred; en Hus paa naple en Tønd Land, en Kow, en Kal, en Bed. Wor Brød er bar, wor Tilme tar, vi Folk ve'æ Uderand; te derfor vi er minder ward, er mie Løwn end sand.
Wal maa den Fatte ta hans Skrop, hwor Peng ka klaar det mjest, hwor den, de løwter høitest op, er den, der haar de flest. Ja, Peng ka laan den dovn en Pud og fyld en Fraadsers Spand, men te de ka gjør Mænd af Klud er mie Løwn end sand
A fraager ett den mindste Krumm om Guld og Grunkers Lyst, ett hwad du bærer i di Lomm, men nærer i di Bryst; staar der en Usling i di Hjat, en Dosker baag di Pand, da er di Peng, di Skat laant mie Løwn end sand.
Det war jo da en sølle Mand, hwor saa hans Taal haaj Vægt, der fræ hans Stud sku hint Forstand og fræ hans Hejst Respægt; fand han saa Vej te Kongens Burd, ja, sjel te fremmed Land, er al hans Tragten, Lyw og Urd møj mie Løwn end sand.
Og haar du wot en syndig Slog, mod Fattefolk en Hwal, æ Præjst vil rues dæ, for og baag, blot der betaales wal; men er æ nu ett mie end stræng, ja næjsten aa forband: Den Rues, der koster aalflest Peng, er mie Løvn end sand.
En Grev er faale høt paa Stro, a ka nap Kikk derop; hans Dragt er laa med Silkitro, min slovrer om mi Krop. Men læ ham rid wos Smofolk nied og lurk af Gylden-Kand, hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied er mie Løwn end sand.
De Pisk, som han og hans haar laa i Wolker paa wor Ryg, de vender wal tebaag en Daa med Klem og Attertryk. Vi sejler med en Krown i Mast, men Mand og Skif maa strand, hwis det, vi fører i wor Last, er mie Løwn end sand.
Aah, Lykkens Ævler smides ue, for wos aa tykk, iblind; jæn fand en rødden, jæn en sue, enaan dem rød og trind; jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint, jært ber, enaan maa band; te de'er, som Worherr haar tint, er mie Løwn end sand!
Nej, vi faar hjælp wos sjel af Syk og ett blyw mutt og matt, ihwad der tynger paa wor Ryg og klemmer om wor Hjat. Ka do ett gaa med lapped Trøj og livvel løwt di Pand, da er di Ward kuns Pyt og Pøj og mie Løwn end sand.
Ja, nok er a en fatte Mand, det maa a tit bekjend! mi Ryg tar Kuld, mi Støwl tar Wand, mi Peng faar jawnle End; mi Kuen maa legg med Halm te Lej og malk te fremmed Spand; —men derfor læ sæ spark og træj ska blyw mie Løwn end sand!
Juni 1908.
[Footnote: simples, jævn og fattig; naple, knapnok; Bed ,Bede; Tilme, Sul, Paalæg; Uderand, yderste Rande; den Fatte, den Fattige; men te, men at; fraager, spørger; Hjat, Hjærte; Dosker, dumrian; Taal, Tale; hint, hente; Urd, Ord; wot, værst; Slog, Rad, Asen; en Hwal, en Hallunk; rues, rose; aa forband, til at forbande; Rues, Ros; faale høt, farlig højt; nap, knap; Silkitro, Silketraad; slovrer, slubrer; lurk, klukdrikke; Muderhied, Kryhed; Wolker, Valker, Striber; tebaag, tilbage; Attertryk, Eftertryk; Krown, Krone; Skif, Skib; ue, ud; for wos aa tykk, saa vidt vi kan se; rødden, raadden; sue, sur; enaan, en anden; Worherr, Vorherre; tint, tænkt; Syk, Synk; livvel, alligevel; løwt, løfte; Ward, Værd; jawnle, jævnlig; Kuen, Kone; læ sæ, lade sig; træj, træde; blyw, blive.]
MIN FØDEBY.
Der gaar en Aa i min Faders Eng, den kan jeg ingensinde glemme, den gled som Drøm om min Barneseng med blød og klukkende Stemme, den favner varligt en lille By, hvor Kavlingblomsten er altid ny, og Aa og Kjær og Byen her det kaldes under ét for Aakjær.
Her kukker Gjøgen saa sent om Kvæld, mens Høgen spejder fra Kaphøje, og Alfer danser om Kildens Væld i Taageskjørt og Kjæruldstrøje, og Klokken toner saa dybt og stort om det, vi Mennesker ej fik gjort; thi Klokkeklang og Hyrdesang forenes godt paa grønne Enge.
Her sad vi smaa ved vor Moders Rok og hørte Speltetenen snurre, for Døren galed den hvide Kok, hans Høne sov bagved en Burre; en Valmu funkled ved Hjemmets Gavl, om Syldens Sten jog der Myrekravl. Maaske lidt smaat, men dog hvor godt at mindes sligt blandt alt det store!
Kanske er Æblerne her lidt smaa, kanske en lille Kjende sure, men Rugen knejser saa højt paa Straa og skjæpper godt bag lave Mure. Ved Davren faar du ej mange Ord, man gjemmer Skjæmten til Nadverbord. En Dugfaldsstund fra Dalens Bund her raktes mig min Hyrdefløjte.
Har Aakjær strøget sin tunge Le og grebet bredt de krumme Knage, du Mand fra Staden, kom ud og se, hvor lange Trin en Knøs kan tage, hvor Neget bindes med lette Baand af Aakjærpigens adrætte Haand; hun svigter ej, men følger dig, din Hjælp i Høst, din Glut i Dansen.
Omkring dig kredser i Sten og Jærn den vide Verdens Landeveje, men set af ingen din Arbejdskværn du maatte bravt i Skyggen dreje. Saa lev da stedse her i din Dal med Hedelærker for Nattergal, og stak dit Hø ved Aa og Sø i denne Krans af disblaa Banker.
Juli 1908.
KVINDEVALGRET.
Der skrider i Lyset er frelsende Tog, det kalder ved Smaamandens Døre, paa Lovgiver-Porten det rungende slog, selv døveste Drog maa det høre. Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem, og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem.
De Mørkets Dæmoner, som Natten har dulgt, bortglider paa Flagermusvinger, og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt, de søndrede Lænker hensvinger. Og Manden slaar Følge med Sindet i Brand; men Kvinden hun tøver med Øjet i Vand.
Thi hvor skal hun tage det villende Mod, som Guderne nægted de svage! Vemodig hun løfter sin hildede Fod og stirrer mod Vuggen tilbage. Dog Maalet har luet, og Længslen er vakt, en Dag vil den voxe til flammende Magt.
For længe hun sad under Formynder-Arm og leged med Pynt og med Dukker, for længe—som Fugl i sin gitrede Karm— hun nipped til Smiger og Sukker; men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt, da gnider hun Øjet og kræver sin Ret.
Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd staar adlet blandt Jordlivets Goder, den skulde du nægte din kjæreste Ven, din Hustru, din Søster, din Moder! Nej, delte de Byrden i Felt som i Lejr, hvor skjændigt at nægte dem Part i vor Sejr!
Hvor Mændene brydes med Klinge og Kno, der skulde hun tyssende træde, hvor Skjæbnerne trampes med sømslagne Sko, der vilde hun Saarene væde; det Ømhedens Sind, som er Himlenes Skjænk, med hende da smykked vor Lovgiver-Bænk.
Befrielsens Mærke staar tegnet i Sky'n omkring i de fødende Lande, og Luften er svanger med Torden og Lyn, og Kravene stiger som Brande. Agnete, vær vaagen, det ringer mod Dag, snart Havmanden slipper sit kvælende Tag!
20/7 1908.
KO OG HJORT.
Hvor Lehnsgodset dækkes af sin milelange Skov, der høstes intet Brød, og der synger ingen Plov; uplukket Bærret raadner om Blodbøgens Rod, mens dovne Snegle lever paa den bredeste Fod.
Og der hvor Grøften siver bag en frønnet Plankebro, der staar en gammel vommet og kantet Husmandsko; de lange, tynde Klove de fransker et Korn, og venstre Øje trues af det kringlede Horn.
Forlængst hun har opslikket hvert ædeligt Straa, hver Skræppe og hver Vejbred, som Mulen kunde naa, og hun har strakt sit Hampetøjr, ja Nakken nær af Led, saa hendes gamle Øre det svider derved.
Nu staar hun der og vender saa langsomt sin Skraa; stort er det sagtens ikke, Fæho'det tænker paa; det bulper i Vommen af Tomhed og Vind, en Taare skrider skjævt ad den skindmagre Kind.
Da dryner hun og vaagner af sin fæiske Drøm, hun jager rundt i Rebet som stukket af et Søm, hun brøler vildt mod Skoven og snuser til sin Pæl, en Oprørsgnist har fænget i en Drøvtygger-Sjæl.
Derinde ligger Skoven, saa bred og saa lang, med grødegrønne Sletter og Græshoppesang. Skovsyren breder Tæppet under Bøgeskyggens Læ, og Svingeldusken dikler Ungbirkens hvide Knæ.
Og her staar hun og svelter over Grusvejens Spor, mens Skovens Dufte tirrer de brede Næsebor; hun snøfter ind og svælger hver Luftning lind og varm, mens dobbelt Sulten knurrer i den rumlende Tarm.
Med et hun buer Ryggen og den benede Krop, og med et Stød hun vrister sin Pæl af Gruset op; det gamle Øre svider helt blodigt derved, og Yveret det slænger, mens hun slunter afsted.
Hun braser ind i Skoven ad den korteste Vej,
"Adgang forbudt" og "Skovfred"—hun ænser det ej!
Hvor urørt Engen lyser af Borst og Gyldenris,
der snuser hun sig frem til det tabte Paradis.
Den hvasse Tunge smutter som en Slange hid og did, de blanke Græsstraa hviner, naar Tanden faar Bid, og indefra hun trindes om Lænder og Lysk, mens nedtraadt Mynten dufter romantisk og kysk.
—Brat slingrer over Græsset en Skygge lang og sort, og høj og kodespændstig fremskrider en Hjort; Græshoppen gjør en Pavse og Skovfrøen flyr, mens knejsende sig nærmer det junkerlige Dyr.
Han bærer som sædvanlig saa hoven den Hat, som Gud ham i et Lune paa Panden har sat; hans Øjne skuer koldt over duvende Græs, mens Næsens Fløje dirrer under Prustningens Pres.
Det huer ej hans Højhed at dele Skovens Ro med denne Plebejer af en vommet Husmandsko, hun staar ham i Næsen som Sennep og som Stank, vil Skroget ikke flytte, jagu' faar hun Bank!
Først prøver han de Kunstkneb, der har bragt Sejren før, og vredt han krummer Halsen som Mosens Vind et Rør; men Koen hun vralter saa tungt og saa trygt, hun kjender vel til Sult men kun lidet til Frygt.
Men Koens plumpe Flegma gjør Hjorten bindegal;
Standsæren staar i Bobler bag hans tykke Pandeskal:
"Det ligner godt det dumme, plebejiske Pak
at pytte ad min Krone og min junkerlige Tak!
Der slæber hun ved Øret sin skidne Tøjrepæl, med Snavs paa Laar og Lænder og Skarn paa sin Hæl, for sløvt ved Aftentide at malke Strippen fuld til Hyttens kirtelsyge, forsømte Børnekuld.
Men jeg gaar frit paa Sletten og frit i hver Mands Korn og sænker mod Protesten mit højttakkede Horn, unyttige Skoves unyttige Drot, en Yndling at min Frænde i det grevelige Slot!"
Det var omtrent de Tanker, han ytred gjennem Fnys; da gik der op for Koen et osende Lys: "Den Fyr paa disse stilkede, skabagtige Ben har maaske Ondt isinde mod en skikkelig én!"
Ej længere hun naa'de i sin trevne Tankegang, før Hjorten sine Takker straatrammende svang; de suste ned og fælded et saadant Ribbensstød, at Koens Harm og Smerte som Brøl af Struben skød.
En Kamp der nu begyndte, som næppe før er set; ej nogen turde gjætte, hvem først sattes Bét; thi Junker Hjort han fjedred og fæsted og sprang, mens Koens Klove strittede og fire Patter svang.
Og langt igjennem Skoven lød Hornenes Knald, Kopandens dumpe Støden, Gevirets rappe Fald; thi Hjortehugget ramte fraoven og ned, men Koen hun "gik under", marvgruttende og bred.
Mod denne voldske, plumpe Bersærke-Boxerkunst var Spændstighed og Gratie i Længden omsonst. Da Hjorten vilde flygte med Mulen fuld af Blod, to Hornspyd i hans Bringe de bødlede imod.
De tykke Kohorn rased, mens Øjnene saa rødt, og vildt henover Sletten blev Hjorten baglænds stødt, indtil imod en Stamme han førtes saa fast, at Hornstødet braged i Ben som i Bast.
Her trak den Vrede Vejret, og Hjorten styrted væk i hinkende Spring efter talrige Knæk. Men Koen hun rejste en Brølen saa lang, at Lehnsskovens Sletter de skogrende klang.
—Du Husmand derhjemme paa din simestukne Lo, naar vil du stinde Nakken en Dag som din Ko!
12/8 1908.
NOTER.
u. = utrykt indtil nu.
tr. = trykt første Gang i dette eller hint Blad eller Tidsskrift.
S. 1. "I Nattens Time" maa anses for mit første Digt; skrevet i Kjbh., mens jeg som 19-aarig læste til Præliminærexamen paa Blaagaards Seminarium. u.
S. 3. "Hvad gjør det". Tr. i Bacillen (Vejlefjord), Julen 1910, S. 2.
S. 4. "Mejeristsang"; skrevet hos Esper Andersen, Jebjærg Mejeri, til et Mejeristgilde, Juli 1888; Julen 1989 afkjøbt mig for 15 Kr.—et Honorar, der dengang bragte mig til at svimle—af mit Bysbarn Mejeristen Mads Vestergaard, Fly, der lod det trykke hos Lauritz Pedersen, Skive (d. 1918), hvorpaa det solgtes ud over Landet. Senere optrykt flere Gange (bl. a. "Mejeritidende" 31. Decbr. 1909); undertiden er der tilføjet Vers af fremmede Hænder. Saaledes er det mit første trykte Opus.
S. 7. "Bonde-Gymnastik". Skrevet til Esper Andersens Gymnastikhold 1890; tr. "Tidens Støm" 8. Aug, 1890 S. 357; omarbejdet og anvendt som Festsang flere Gange (bl. a. 5. Juni 1896, da Kjøbenhavns liberale Vælgerforening brugte den som Grundlovssang paa Wodrofflund; atter omarbejdet 4. Juni 1899 til De Unges Grundlovsfest i Frederikssund). Sml. "Derude fra Kjærene" S. 92: "Til Danmark".
S. 9. "Vi sad alene". Til Forstaaelse af dette og det næste Tiaars Flom af erotiske Digte (Sml. Afsnittet "Evadøtre" i "Derude fra Kjærene") være bemærket: Jeg gjorde min første Hustrus Marie Bregendahls Bekjendtskab 1886; vi forlovedes 1889; blev gifte 1893, og gik hver til sin Side 1990.
S. 10. "Ung". Med et Portræt til min Kjæreste. u.
S. 11. "Aa spil de Toner". Til en Musiklærer Jensen (Redaktørsøn fra
Stege) paa Hjørlunde Højskole, hvor jeg var Lærer et Aars Tid. u.
S. 12. "Født i Juli Maaned". Frk. Bodil Pontoppidan, nu gift med
Prof. Johs. Lindhard; tr. "Aalb. Venstreblad" 5. Oktbr. 1916. Sp. 12.
S. 17. "Ifald jeg kunde danse". Tr. i "Studenterbladet" 30. April 1896.
S. 19. "Fødselsdag". Min Velgjører Esper Andersen, Jebjærg Mejeri, der paa dette Tidspunkt tillige var Stedets Landhandler.
S. 20. "Liden Maja". Maja Bing, nu Fru Kjerulf, Datter af Herman Bing,
Kjbh.; tillige med Søsteren Helga Bing blandt mine Elever, mens jeg var
Lærer paa Morten Pontoppidans Højskole i Linnésgade, Kjbh. 1891-92. Sml.
S. 33.
S. 23. "Dødsramt". Skrevet umiddelbart efter at jeg uventet havde modtaget min Opsigelse ved nævnte Skole. Tr. i "Ungt Blod", 2. Hæfte (1896), S. 94.
S. 24. "Hyldest-Telegram". Til Esper Andersen, Jebjærg, efter en større Cyklesejr.
S. 24. "Jeg gik til Vindvet". Tr. i "Studenterbladet" 30. April 1896. ("Fire Digte"; de andre tre er: "Den Gud jeg beder til", "Kain", "Ifald jeg kunde danse").
S. 27. "Gravvers". Her er tænkt paa vor Nabo Chr. Nørgaard i Aakjær, der ogsaa har maattet afstaa mange Træk til sin Navner Bertel Nørgaard i "Vredens Børn".
S. 28. "Der fløj en liden Sommerfugl". Skrevet i en Skuespillerinde Frk. _Benellis_Stambog; hun boede som jeg i "Det jydske Pensionat" (Nørregade 14), hvis Værtinde var Marie Bregendahl.
S. 30. "Lykønskning". Frk. Helga Bing, nu gift med Kaptajn Eilertsen.
S. 30. "Nat". Tr. i "Studenterbladet" 17. Septbr. 1896.
S. 31. "En Synd". Tr. i "Ungt Blod" 2. Hæfte (1896), S. 95.
S. 33. "Du kjender ikke Engen". Fødselsdagsdigt til Frk. Maja Bing, se
S. 20. u.
S. 38. "Da man skød Trofast". Af et Brev til min Bror Jens, der i et
ubetænksomt Øjeblik havde tilladt, at man skød mit Yndlingsdyr i
Fædrehjemmet, bare fordi en fordrukken Nabo ønsked dets Skind til
Sengeforligger.
S. 39. "Den Gud jeg beder til". Tr. i "Studenterbladet" 30. April 1896.
S. 41. "Bondestudent". Med dette Digt begynder mine ikke saa faa Lejlighedssange til Studentersamfundet paa Nørrevold, i hvilken Forening jeg optoges 1896.
S. 43. "Bryllupsvise". En af mine Elever Frk. Helga Lund, Haraldsted, overtalte mig til at skrive disse Vers til en Pige, jeg ikke kjendte; jeg tror dog hun hed Frk. Schnack. Senere brugt flere Gange i en snever Vending. u.
S. 43. "Svendemands Venner". Til min Søn Svend, som da var 2-3 Aar gammel.
S. 46. "Holger Drachmann". Bestilt af Johan Ottosen til en
Jubilæumsfest i Studentersamfundet, men infamt kasseret. Sml.
"Socialdemokraten" 9. Oktbr. 1896 (den første offentlige Omtale af mine
Produkter!). Ved Drachmanns Død 14 Jan. 1908 trykt i "Skive Dagblad".
S. 47. "Saa sig mig". Til en Frk. Meyer, som kom meget i Det jydske
Pensionat.
S. 48. "Studenter-Maj". Til Studentersamfundets Majfest under den græsk-tyrkiske Krig. Tr. i "Studenterbladet" 6. Maj 1897.
S. 57. "Sagn". Se "Bondens Søn" (1899) S. 9.
S. 62. "Vindenes Vise". u. Sml. "De Fire Vinde" ("Vejr og Vind og
Folkesind", S. 9-21).
S. 65. "Salling". Skrevet paa Jebjærg Mejeri da en af Mejeristerne—nu
Gaardejer Jens Peter Jense, Bostrup—forlovedes med en rig
Gaardmandsdatter.
S. 67. "Mejerist-Vise". Tr. i "Mejeristanden" 5. Maj 1908.
S. 68. "Om Zeus steg ned". Dette og en Række andre social-radikale Digte stod i 1898 i Bladet "København" (Zeus 1. Jan. 1898; Trosskifte 17. Jan.; Bedst i Danmark 25. Jan.; Smeden og Missionæren 27. Jan.; Da de dømte Zola 26. Febr.).
S. 70. "Den syge Yngling". Jeg led i disse Aar meget af en Mavehistorie, som først i de senere Aaringer har forladt mig. Tr. i "Vagten" 1899, S. 31. (Landsby-Digte, forunden det anførte endnu disse sex: I Vaande, Klokkeren, Tre Trolde, Rævejagt, Brudeslot, Herkules).
S. 80. "Gaa i Skoven". Skrevet i Slaglille Skov, mens jeg et Øjeblik gik og ventede paa en Veninde, Frk. Helga Lund, Haraldsted, hos hven jeg var i Besøg.
S. 82. "Kjesten". Senere i "Livet paa Hegnsgard" S. 32; i samme
Skuespil Per Søren, Tagfatvisen og Mads Tammeses Maren.
S. 85. "Skuespillerinden paa Heden". Fru Thora Schmidt (gift med
Skuespiller Albrecht Schmidt), der i Sommeren 1899 opholdt sig nogle
Maaneder paa Jebjærg Gjæstgivergaard.
Heden var den endnu dengang udstrakte, lyngbegroede Jebjærg Mose, hvor jeg har tilbragt saa mange herlige ensomme Stunder, og formet i Hundredevis af Digte.
S. 97. "Natmandsvise". Sidsel og Jørgen Axelsen hed et Taterpar, der levede i Vroue Kjeltringhus, hvorfra de drog tiggende omkring i Landet. De døde begge i 80'erne i høj Alder.
S. 99. "Ka Drebæk". Gammelt Familienavn i Fly. Et Mundheld, der i min Hjemegn brugtes i Kort ved Udspil af Spader-Es, lød saaledes: "Spar mig et Ord, sa' hun Ka Drebæk". Sml. "Naar Bønder elsker" S. 74.
S. 102. "Den revolutionære Student". Ved Studentersamfundets Rusgilde 28. Septbr. 1899, som Led i en Dagbladsdebat (ført især i "København") om Studenternes Overflødighed. Tr. i "Politiken" 19. Novbr. 1899.
S. 105. "Anna". Til en kjendt og meget feteret Skuespillerinde.
S. 106. "Sophus Schandorph". Ved Digterens Baalfærd, hvor Georg Brandes talte. Sml. S. Schandorph: "Sidste Fortællinger" 1901. Tr. i "Pol." 7. Jan. 1901.
S. 107. "Valgsang". Ved et radikalt Valgmøde i Lørups Ridehus 2. April 1901, hvor Hørup talte.
S. 109. "Foraar i Roskilde". Her i Gjæstgiverstedet "Svanen" (Værten hed Christensen) tilbragte jeg et Par lykkelige Sommermaaneder i 1901 og 1902 og skrev bl.a. Skuespillet "Livet paa Hegnsgaard" og mit Digt "Jylland"; det vil sige, Slutningen blev først til 3½ Aar efter i Fru Lunds Pensionat, Tietgensgade 62, Kjøbenhavn, bvor jeg boede adskillige Aar mellem mine to Ægteskaber.
S. 113. "Karup Aa". Skrevet i en Sommerferie hjemme i Kaalgaarden i
Aakjær, mens Leerne klingrede i Engen bag om de lave mosgroede Længer.
Trykt i "Ungdom" (Louis Levy), 1901, S. 107. Digtet honoreredes af Ernst
Bojesen med 10 Kr. Det var nøjsomme Tider.
S. 116. "Hedelandet". Tr. i "Den danske Turistforenings Aarsskrift"
(Red. Mylius Erichsen). 1902, S. 71.
S. 118. "En Fabel". I Anledning af Regjeringsvenstres Takke-Gang til Christian IX. Tr. i "Tidspunktet" (L. C. Nielsen), Nr. 1, 1. April 1902.
S. 120. "Min Hjemmen". Tr. Gyldendals Jule-Katalog, 1901, S. 1, med Udeladelse af 3 Vers. Man havde bedt mig om nogle biografiske Data. Sml. "De tusind Hjem" 5. Oktbr. 1902.
S. 121. "Julebrev til Hjemmet". Sendt mine Sødskende fra Kjbh., mens de alle var forsamlede i Fædrehjemmet Julen 1901. Tr. i "Vestjyllands Soc. Dem.'" Julenummer 1906.
S. 122. "Jacob Hegel". Jubilæumsdigt. Hegel-Fest 18. Jan. 1902.
S. 123. "Viggo Hørup". Ved Hørups Begravelse 23. Febr. 1902; Lørups
Ridehus.
S. 125. "Frederiksberg". Ved Fr.' Borgerforenings Stiftelsesfest omkring
Nytaar 1902.
S. 128. "Pressen". Ved Presseudstillingens Aabningsfest 14. Juni 1902.
S. 130. "Søren Olesen", Landsthingsmand; Lærer paa Jebjerg Højskole. Død 27. Juli 1902. Tr. i "Skive Folkebl." 31. Juli 1902. Sp. 1-2.
S. 131. "Jenn hjemm". Tr. som Indledningsdigt i "Fræ wor Hjemmen", 1902.
S. 133. "Mi Nanne, ja". Min Kjæreste Nanna Krog, som jeg blev kjendt med i Febr. 1902. Sml. Rob. Burns: My Nannie, o!
S. 134. "Arbejdersang". Til Socialdemokratisk Ungdomsforenings
Stiftelsesfest, 25 Septbr. 1902. Se "Soc.-Dem." nævnte Datum.
S. 136. "Venstrevise". Ved Studentersamf. Rusgilde 27. Septbr. 1902.
S. 137. "Bj. Bjørnson". Ved Studentersamf.' Bjørnson-Aften, 12. Decbr. 1902. Sml. "Politiken", 13. Decbr. 1902.
S. 138. "Juleaften". Tr. i Bransagers Blad i Ringsted, "Venstres
Folkebl.", Julen 1902.
S. 141. "Arbejdersølvbryllup". Til min Moster Sine Jeppesen, gift med
Arbejdsmand Jens Kr. Povlsen, Skive, Julen 1902.
S. 144. "Proletarborgmesteren". Borgmester J. Jensen, valgt 2. Marts 1903; Fest og Fakkeltog; se "Soc. Dem.", Kjbh.
S. 146. "Paa æ stur Hyw", en af Kaphøje paa min Fødegaards Mark. Digtet er en Del af et Paaskebrev til min ældste Bror Jens, som da tjente i Amerika, Kistelbakk, en nu tilplantet hedebanke paa Gaardens Mark, der spillede en stor Rolle i Barnefantasien. Tr. "Skive Folkebl." 2. juli 1908.
S. 146. "Ev. T. Kristensen". I Anledning af hans 60 Aars Fødselsdag. Tr. i "Højskolebladet" 26. Juni 1903.
S. 147. "De syge Typografer". Ved en Fest i Kjbh. til Fordel for Typografernes Stiftelser af 1857.
S. 149. "Ruskantate". Studentersamf.' Formand 1903 var Viggo
Lachmann.—Oscar Mathiesen havde dekoreret Trappeopgangen i det nye
Studenterhus paa Frueplads; en Tyr i Gibs stod paa en af Reolerne, paa
Væggene hang Portrætter af G. Brandes, Høffding, Drachmann, og "hin
Syge" d. e. J. P. Jacobsen; Berendsen = Ivar Berendsen; Bloch =
Blochs Verdenshistorie; i Foredragssalen stod en høj Statue af Pallas
Athene (en Gave af Fru Vullum); Jensen = joh. V. Jensen, nylig kommen
hjem fra Amerika.
S. 156. "Fræ den jen Jepp aa te denaan". Til Antiquarbogh. Jeppe
Povlsen Skadhauge, Fiolstræde.
S. 156. "Husmandsbryllup". Til min Søster Kirsten da hun giftede sig med Arbejdsmand Frederik Pedersen, Fly, 13. Novbr. 1903.
S. 157. "Se dig ud". Tr. som Indledningsdigt til første Numer af Johs.
Marers Blad "Provinsen" 3. Jan. 1904.
S. 159. "Hedens Degn". Tr. Lærer Chr. Michelsen, Haderup (D. 8. April 1915), ved en Afskedsfest i Haderup Kro 3. Jan. 1904. Se "Skive Folkebl." 9. April 1915.
S. 160. "Majsang". Til de kjøbenhavnske Arbejderes Majprocessionstog 1.
Maj 1904.
S. 161. "For vi træder hverandre—". Tr. "Vredens Børn" S. 147, og
"Ulvens Søn" S. 120.
S. 162. "Ole Nygaard", Afholdsagitatoren; ved Afsløringen at hans Mindesten paa Ørre Kirkegaard 22. Juni 1904. Sml. "Paa Aftægt" S. 84-91; 159-160 (Wolle Øjgaard).
S. 164. "Arbejdernes Læseselskab". Festsang til 25 Aars Jubilæet 8.
Oktbr. 1904.
S. 165. "Røjter-Anners". Tr. i "Arbejdernes Julealbum", 1904.—Fløj =
Fly; Trøwed = Trevad, Nabobyer til Aakjær.
S. 167. "Store Jon". Tr. i "Politiken" 23. Marts 1906.
S. 169. "Aften-Gjøgen". Første Halvpart skrevet under et Besøg i Esbjærg 1898, Resten Jan. 1905 i Sjørup Lægebolig.
S. 171 "Vinterbilleder". Tr. i "Politiken" ca. 25. Jan. 1905.
S. 173. Resendaal og Mølgaard i S. Resen, Fjends H.
S. 176. Sejbæk; to Hedegaarde i Daugbjærg Sogn.
S. 177. Hellesø = Helligsø østen for Sevel i Randen af den store
Hjelmhede.
S. 178. "Den jydske Lyng". Sml. "Hedevandringer". 1915. S. 98.
S. 180. "Glad Vise". Sml. Rob. Burns: Green grow the rashes, o!
S. 185. "Jens Vejmand". Tr. i "Politiken" 22. Juni 1905, siden foreviget under næsten enhver Form, i Musik, Tegning, Skulptur, Postkort og Skillingsviser. En hel Bog er skrevet imod den af Mads Jepsen, 1910.
S. 187. "Jakob og hans Søner". Tr. i "Politiken" 31. Juli 1905 og samme
Dag i "Skive Dagblad".
S. 197. "Barnet og den gamle Gaard". Var skrevet til Barselgildet for min Bror Gartner Hans P. Aakjærs ældste Barn.—Mit Barndomshjem er forlængst omvæltet i dets gamle Skikkelse; de skrøbelige Udhuses Lervægge regnede ud allerede i Firserne; det gamle snurrige Stuehus sank stønnende mod Jorden 1904: knap et rustent Sømhoved er tilbage af alt det, der engang var ens Liv og Lykke.
S. 199. "Bondens Datter synger". Tr. i "Venstres Folkebl." Julenumer 1905 (ogsaa i den øvrige radikale FrfeSses Julenumre s. A.)
S. 201. "Gammel Kjærlighid". Sml. "Paa Aftægt". 1907, S. 140.
S. 204. "Tre-Konger". Tr. i "Pol." 7.(?) Jan. 1906.
S. 237. "Den første Lærke". Tr. i "Skive Dagbl." 3, Febr. 1906.
S. 237. "Bondevise" . Skrevet i Sjørup Lægebolig umiddelbart før jeg rejste til Udlandet paa det Anckerske Legat. Gaarden Jenie, hvis Jord jeg kjøbte og døbte 1905, blev først bygget Sommeren 1906; jeg flyttede ind Foraaret 1907; kort efter, i April s. A., stod mit Bryllup med Nanna Krog.—Saaledes er det hele, som det meste hos Digteren, taget lidt paa Borg.
S. 241. "Ved Vesterhavet". Skrevet i Sførup. Her er tænkt paa Bovbjærg, hvor jeg laa i Efteraaret 1905.
S. 242. "Jul". Til Hæftet "Julelys" (Georg Kalckar). 1906.
S. 244. "De Unges Forening". Skrevet til Ungsocialisternes Møde i Købh. 5. Aug. 1906. Tr. i "Soc. Dem." 6. Aug. 1906.
S. 247. "Hjemme". Tr. i "Tilskueren", Oktbr. 1908.
S. 248-50. "Robert Burns" etc. I Oktober 1906 bestøgte jeg Burns-Landet i Vestskotland. Lochlea er en Forpagtergaard i Nærheden af Mauchline, hvor Burns boede hos sine Forædre fra 1777-1784.
Rob. Burns var født i Alloway nær Atlanterhavet, 1759. Hans Fødehjem, et fattigt Husmandssted, staar den Dag i Dag og gjæstes aarlig af mer end 50,000 Turister fra alle Lande.
De tre Digte om Burns tr. i "Tilskueren", Oktbr. 1908.
S. 250. "Endnu et bitte Nyk". Tr. i "Aarhus Amtstidendes" Julenumer 16.
Decbr. 1906.
S. 251. "I den gule Lupin". Skrevet i Sjørup Lægebolig, fra hvis
Loftsværelse jeg saa mangen Aftenstund kjendte den døvende Duft af
Lupinen ude sydfor Plantagen. Tr. i Ugebladet "Gnisten" l. Jan. 1908,
S. 45.
S. 252. "Telegrafen paa Heden". Tr. i "Politiken" 25. Aug. 1907.
S. 254. "Jagtaflysning". Tr. i "Skive Folkeblad" 31. Aug. 1907.
S. 255. "An Wolles Dreng". Tr. i "Skive Folkeblad" Julenumer 22. Decbr. 1907.
S. 257. "Den Fattiges Blad". Indledningsdigt til "Silkeborg Social-Demokrat" (Redaktør P. Sabro og Jacob Christiansen) 14. Septbr. 1907, med Hentydninger til den Tids hyppige Børnemishandlinger.
S. 259-260. "Pæ Sivensak" og "Jeg gik mig ud". Tr. i "Tilskueren",
Oktbr. 1908.
S. 261. "Bossen". "Bornholms Social-Dem.'" og fleres Julenumer, 25.
Decbr. 1907.
S. 262. "Kommer I snart". "Pol." ca. 25. Septbr. 1907. Sml. "Ulvens
Søn", 1909, S. 91.
S. 263. "Tyendesang". Indledningsdigt til "Tyendebladet" 6. Oktbr. 1907.
S. 265. "Æ gammel Snejker". Skrevet til Jenles Bygmester Kræn Michaelsen, Grønning Kjær, ved hans sølvbryllup i Oktbr. 1907; kort efter trykt i "Skive Folkeblad".
S. 266. "En Mindesten". Indhugget i en Sten over mine Forældre; rejst paa Fødegaardens Søndemark i Aakjær 12. Juli 1908; min Mor Katrine Jepsdatter døde 1890; min Far Jens Peder Jensen døde 1901.
S. 266. "Majsol". Sendt 16. Maj 1908 som Lykønskning til Billedhugger Hansen-Jacobsen i Anledning af hans Bryllup. Tr. i "Pol." 27. Maj 1908.
S. 271. "Bjærgmands-Snak". Skrevet til en Markfest i Aakjær 12. Juli 1908 og fremsagt fra Toppen af Store Kaphøj i Midnattens Time af Skuespiller Maes. Arrangementet var som anført: en Snes Hyrdedrenge med flammende Begfakler; Forestillingen overværedes af 4000 Tilskuere. Se "Skive Folkebl.'" Referat 13. Juli 1908 Sp. 9.
S. 276. "Maagen". Tr. i "Illustreret Tidende" 4. Oktbr. 1908.
S. 276. "Høvl og Knast" i fru Johs. V. Jensens Stambog. Tr. i "Vestjyllands Soc.-Dem." Julenummer 24. Decbr. 1908.
S. 277-80. "Ole Stam" og "Lokesæd". Tr. i "Det ny Aarhundrede" Aug. 1908.
S. 280. "Løwn og Sand". Tr. i "Husmandshjemmet" 28. Juni 1908.
S. 282. "Min Fødeby". Skrevet til Markfesten i Aakjær 12. Juli 1908.
S. 284. "Kvindevalgret". Skrevet til den første Jenlefest 26. Juli 1908, hvor Fru Johanne Rambusch og jeg begge talte om Kvindens Valgret.