Produced by Steen Christensen and the Online Distributed

Proofreading Team at http://www.pgdp.net

JEPPE AAKJÆR

SAMLEDE VÆRKER

I

JEPPE AAKJÆR

SAMLEDE VÆRKER

FØRSTE BIND

DIGTE 1885-1908

GYLDENDALSKE BOGHANDEL—NORDISK FORLAG

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1918

FYENS STIFSBOGTRYKKERI (DREYER)

Det er nu om ved tyve Aar siden, at jeg udsendte min første Digtsamling, "Derude fra Kjærene". Senere er der fulgt fem efter foruden et Udvalg: "Liv og Sang".

I Almindelighed ordner man vel sine Vers efter deres Indhold og Samhørighed; sørger saavidt muligt for, at det ene Digt ikke misklæder det andet. Slige Hensyn er der ladet haant om i denne Udgave; her hvor det har været mig om at gjøre at vise min digteriske Udvikling, har jeg foretrukket at ordne efter Tidsfølgen, der kun er bleven brudt et Par Steder, hvor en Digtcyklus var saa intimt sammenføjet, at en Omordning ikke syntes heldig. For at faa Udviklingsbilledet saa klart frem som muligt har jeg medtaget en Del Digte, som æstetisk set hører til Undermaalerne; det gjælder først og fremmest nogle Vers, som ligger langt tilbage i min Produktion; de er kun sat ind for Perspektivets Skyld. Man maa dog ikke tro, at jeg har taget med baade Revl og Krat. 2-300 Ungdomsdigte, om det gør det, har pænt maattet blive hjemme; ogsaa en Haandfuld Digte, som tidligere har været med i Samlingerne—mest i den første—har delt Skæbne med disse, fordi jeg nu af én eller anden Grund er bleven led ved dem.

Men i alt væsentlig rummer nærværende Samling hvad der har staaet i:
"Derude fra Kjærene" (1899), "Fri Felt" (1905), "Rugens Sange" (1906),
"Muld og Malm" (1909), "Den Sommer og den Eng-" (1910) og "Vejr og Vind
og Folkesind" (1916), desuden ca. 60 Digte—det er noget nær en
Femtepart—som ikke tidligere har været ude i Bogform, deraf en Snes
Stykker fra de to sidste Aar.

Jeg har gjort mig megen Umage For gjennem Breve og Dagbøger etc. at bestemme det enkelte Digts Tilblivelsestid. Hvor der i saa Henseende er Uoverensstemmelse mellem, denne og tidligere Udgaver bedes nærværende lagt til Grund. Et Digt har sommetider ligget i mit Sind i Aarevis; Tallet ved Foden angiver da kun det Datum, da jeg anser det for færdigt.

Det er uhyre svært nu efter mange Aars Forløb at faa den Slags korrekt—det gjælder ikke blot Digtets Fødselsdata men ogsaa Noterne bag i Bindene—; og Fejl er der selvfølgelig begaaet. Men paa de fleste Punkter mener jeg dog, at mine Oplysninger skal holde Stik. Og de, der ikke bryder sig om mine med saa megen Møje fremskaffede Noter osv., kan jo lade dem uænsede.

Jenle, 10. August 1918.

Jeppe Aakjær.

INDHOLD.

Aa spil de Toner
Aften-Gjøgen
Aftenstævne
An Mari hinne Filosofi
An Mari trajter Øl
Anna
An Wolles Dreng
Arbejd!
Arbejdersang
Arbejdernes Læseselskab
Arbejdersølvbryllup

Barnet og den gamle Gaard
Bedst i Danmark
Bileam og hans Æsel
Bjærgmands-Snak
Bjørnstjerne Bjørnson
Bonde-Gymnastik
Bondens Datter synger
Bondestudent
Bondevise
Bossen
Brev afbrudt
Brudeslot
Bryllupsvise
Burns

Da de dømte Zola
Da man skød Trofast
Den Fattiges Blad
Den første Lærke
Den Gaang te a war gywt med Lavs
Den Gud jeg beder til
Den jydske Lyng
Den revolutionære Student
Den syge Yngling
Der fløj en liden Sommerfugl
Der gaar saameget tilspilde
De syge Typografer
Det banked paa min Rude
Det "levende" Ord
Drachmann
De Unges Forening
Du blege Kvinde
Du kjender ikke Engen
Du og jeg
Dødsramt

Efteraarsvise
Endnu et bitte Nyk
En Fabel
En koged Hummer
En Mindesten
En Synd
Evald Tang Kristensen

Foraar i Roskilde
Forpagter Lars
Forspil (til "Rugens Sange")
For vi træder hverandre i Dyndet ned
Fra Landsbyen
Frederiksberg
Fræ den Jen Jepp aa te denaan
Fødselsdag
Født i Juli
Første Gang

Gaa i Skoven
Gammel Kjærlighed
Glad Vise
Gravvers
Grundlovssang til Fjandboerne

Hedelandet
Hedens Degn
Hedevandring I-II
Hegel
Hellesø
Herkules
Hjem fræ Plovgild
Hjemme
Hjøle-Thames
Holger Drachmann
Husmandsbryllup
Hvad gjør det
Hyldest-Telegram
Høgen
Høg over Høg
Hørup
Høst
Høstvise
Høvl og Knast

I Burns' Fødehjem
I den gule Lupin
I en Prækenbog
Ifald—
Ifald jeg kunde danse
I Mørke
I Nattens Time
I Randbøl Dal

Jacob Hegel
Jagtaflysning
Jacob og hans Sønner
Jeg gik mig ud
Jeg gik til Vinduet
Jeg kysser dine Kinder
Jeg var saa træt
Jenn hjemm
Jens Fisker
Jens Hurra
Jens Hvøvtrup
Jens og hans Viv
Jens Vejmand
Johanne Rambusch
Jul
Juleaften
Julebrev til Hjemmet
Jylland
Jørgen ved Bækken
Ka Drebæk
Karlsvognen
Karup Aa
Kilden
Kjesten
Klokken
Klokkeren
Ko og Hjort
Kom mi bette Kipkal
Kommer I snart
Kornmod
Kvindevalgret

Laan mig tyve Dukater
Leen slibes
Liden Maja
Lokesæd
Lykønskning
Løwn og Sand

Maagen
Maanen kysser Rugneget
Mads Tammeses Maren
Majsang
Majsol
Med en Cykle
Med et Bind Digte
Medlidenhed
Mejeristsang
Mejeristvise
Milde Øjne
Mine Helte
Min Fødeby
Min Hjemmen
Mi Nanne, ja
Min Venindes Øjne
Morgendugg

Naar Rugen skal ind
Nat
Natmandsvise

Ole
Ole Nygaard
Ole Starn
Om Zeus steg ned

Paa Hedens Høje
Paa Lochlea
Paa Munkebjærg
Paa æ stur Hyw
Per Søwren
Pinsevise
Polemisk
Politisk Uenighed
Pressen
Proletar-Borgmesteren
Pæ Sivensak

Regnvejrsstemning
Robert Burns
Rugens Sange
Rugens kjøres hjem
Rugen lægges
Rævejagt
Røjter Anners og hans Muer

Saadan gaar det
Saa fager fór hun
Saa sig mig
Sagn
Salling
Salmetone
Schandorph
Se dig ud
Silentium
Skuespillerinden paa Heden
Smeden og Missionæren
Store Jon
Strindberg
Strømmen drev
Studenter-Maj
Studentersamfundets Ruskantate
Svendemands Venner
Sundt Blod
Søren Olesen

Telegrafen paa Heden
Til Marie
Torden
Tre-Konger
Tre Trolde
Trosskifte
Tyendesang

Ung

Vaar
Vaar-Rim
Valgsang
Ved Rugskjellet
Ved Vesterhavet
Venstrevise
Viggo Hørup
Vi er Siv
Vi sad alene
Vindenes Vise
Vinterbilleder
Vinterrugen

Æ gammel Smed
Æ gammel Snejker
Æ Muespig
Æ Spøgels

Øwe æ Æwn

I NATTENS TIME.

Ja pust du kun, du Nattevind, du naar dog ej i Kamret ind trods al din Bøn og Klage; thi jeg er ung og sund og varm med solbeskinnet Haab i Barm, mens du i Kulde knager, og Kuld jeg ej fordrager.

Nej bort med dig du Nattetrold, hvi staar du der saa fræk og kold og hamrer paa min Rude; du ved jo dog mit vante Svar, det samme som det altid var: "Aa, bliv du bare ude og hold kun op at tude!"

Men kommer Vaar og Søndenvind Og hvisker øm og mild og lind: "Kom ud min Kjæledægge" straks smider jeg i støvet Krog Examenskravets Kvalme-Bog; og saa til Spring at lægge ud over Tvangens Vægge!

Vinter 1885.

TORDEN.

Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen, der driver med Trusel hen over Byen.

Det ruller med Skrald, og Lynet flammer, det knitrer i Luften, og synker og rammer. En Dødens Stilhed paa Mark og i Stuer, hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer.

I Stalden brøler det bundne Kvæg og støder Hornet mod Husets Væg.

Mens Tordenhammeren slaar derude, det ængstelig stirrer mod Staldens Rude.

Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvælver, den agter kun lidet, Al-Skabningen skjælver.

Som kløvende Spyd, som borende Pile de ildrøde Lyn gjennem Lufthavet ile.

Og Tordenen ruller som Latter af Trolde, saa Vandrere standse og Vejret holde.

O, vældige Syn! Et Trodsens Billed jeg ser her for mig paa Himlen stillet.

Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes forskrækkende Magt med Beundring skal nævnes.

Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan dræbe, for mig er det intet; som dig vil jeg stræbe

at vække det dorske og bringe de Sløve til Tænkning og Handling og Idræt, de øve.

Bæv aldrig for Lyn, skjælv ikke for Torden; den renser jo Luften og frisker paa Jorden.

Jo sortere Skyen des klarere Solen, der straaler bag ved den i Dronningstolen.

Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe end leve sit Liv som en negrende Taabe.

Langt hellere vækkes af Tordenens Røster end gaa som et Fjog og dø som en Kryster.

Rul, rallende Torden, med Drøn imod Polen, jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen!

Tastumgaard 22/5 1887.

I EN PRÆKENBOG TIL MINE FORÆLDRE.

Kjære Far og kjære Mor, eders Søn er bleven stor, voxet fra sin Barnekjol', tumler sig i Slud og Sol, og han higer, og han længes, smaat han sejrer, haardt han trænges. Smaat i Livets Kamp han staar sig, tit han falder der og slaar sig. Moders Øje vogter ej længer paa "den lilles" Vej. Faders Haand ej længer frede kan om Troens Blomsterbede. Mindet om min Far og Mor gjør dog tit min Tro saa stor. Og nu har jer store Søn blot en lille barnlig Bøn: Naar I læse Herrens Ord, naar I bede Fadervor, naar jer barneblide Tro op mod Jesus danner Bro, naar I føle tryg og kjær, at Vorherre er jer nær, tænk da lidt paa mig, paa Sønnen, løft mig op til Gud i Bønnen!

Askov 14/11 1887.

HVAD GJØR DET.

Hvad gjør det, at vi haanes og jages fra Plet til Plet, naar inde i Hjærtets Kamre det hvisker, at vi har Ret.

Hvad gjør det, at man mærker vor Daad med det ondes Navn, naar hele vort Væsens Attraa staar efter at gøre Gavn. Hvad gjør det, at vi slettes af Menighedstavlen ud, naar Hjærtets reneste Længsel om Kvælden gaar op mod Gud.

Hvad gjør det, at vi synker med Byrden, Livet os gav, naar det lille Lys, vi tændte, maa flakke over vor Grav.

Hvad gjør det, at vi glemmes, naar Livet her er forbi, de kommer langt større efter med stærkere Tro end vi.

Askov, Efteraar 1887.

MEJERISTSANG.

Jeg synger om en Stand, hvis Ry er naa't til Engelland og gaar fra By til By, fra Rye og op til Thy, hvis Snilles Værker jog Alverden rundt paa Skib og Tog, og sælges Drittelvis til bedste Markedspris.

Vort Land var lig en Ørk, hver anden Mand en fattig Tyrk, saa gusten og saa tynd som sorten Arvesynd. Vi spiste branket Flæsk, Kartoffelgrød og Fedt og Fisk, mens farvet Smør og Ost var bare Guders Kost.

Og Jorden drejed rundt, og rundt og rundt, og den har tront, og hundred Aar løb væk ved Fedtebrød og Spæk.

Da kom en skjønne Flok af Gudesønner, tror jeg nok, herned og lærte os den Kunst at malke "Bos".

Og Koen, hun sa'e: Buh, og Malkepigen, hun sa'e: Puh! Mens skuret Malkespand blev fyldt indtil sin Rand; og med en Kjærnestav vi hamred Smørret ud deraf og smurte det paa Brød; og nu blev Kinden rød.

Paa ny kom Bud paa Stand: "Gjør Danmark til et "smørret" Land. Fej Kjærnebøtten ud med Ostekop og -klud. Saa Centrifugen op, en Skorsten rejs, hvis høje Top skal staa som Tidens Tegn i hver en Landboegn!"

De Huse rejste sig med slanke Spir langs Alfarvej. Folk kom og saa derpaa og mumled: "Kan det gaa!" De sendte, mens de gik, til Skorstenspiben op et Blik, hvori der laa et: "Nej, det gaar i Verden ej!"

Men Dampens Aand tog fat og sled for tred've Dag og Nat; der stod af Damp og Dur en Sky om Tag og Mur; det surred og det sang, en Jærntraadsnerve klang og sprang; en ny lagt ind for den, saa tog han fat igjen.

Og Larmen Fra hans Slid gik over Egnen hid og did, en Surr, en Melodi, som af en Kjæmpebi; man vented, at han skvat; men endnu ind i mørkest' Nat han tog de samme Tag, ja tar dem selv i Dag.

De Mejerister er et eviglystigt Folkefærd, med Latter, Larm og Sang henrinder Dagen lang; med Støvlen fuld af Vand og Næven i en Flødespand, i Sprøjt af alle Slags, de boltrer sig som Lax.

Drik Mejeristens Skaal i Kjærnemælk til bredfuldt Maal, og tøm den til dens Bund, for Kjærnemælk er sund, og det er Standen med, og derfor skal paa dette Sted nu Mejeristen ha' et dansk Hurra, Hurra!

Jebjærg Mejeri, Juli 1888.

STRINDBERG.

Du er en Samson i Litteraturen, dine Værker slog Revner i Samfundsmuren. Hvor du farer frem, er der Ild og Røg, styrtende Altre og røde Luer, mod dig alle andre er tamme som Duer, du er en Høg; du er Basunen, der forfærder Vrimlen, du er Titanen, der stormer Himlen.

Vi unge hader det tamme og dovne, men agter højt det titanisk forvovne; er vi ej Alle Strindbergianere, alle som du er vi Republikanere, alle vi hader det Samfundsælte, i hvilket Evner forgiftes og smelte; som du vil vi løse de stramme Bælter, der snører Livet paa alle Felter, og gjør det umuligt for andre at voxe end dem, der ofrer til Dumhedens Oxe. Tag da vor Hyldest, du Verdensomvælter; der hvor du bygger, ogsaa vi telter.

Jebjærg Mejeri 1888.

BONDE-GYMNASTIK.

Se Fædrelandet løfter sig frem i Foraarssol med Hjem ind ved Hjem; langs Banker graa staar Rugen og gror, igjennem Engene Bækken sig snor. Hist et Gjærde, her en Skov rammer Agrene ind, Karlen nynner bag sin Plov i den lunende Vind; langs med Stranden Skibe sejler, Himlen i Havet sig spejler.

I dette Land har Bønderne slidt i tusind Aar, før Landet blev dit; de rydded Skoven, Lyngen de sved, saa i Bugter sig Hugormen vred. Ploven skar, og Jærnet brak, Muldet glinsed i Sol, Stene kløv'des, Rødder knak For det synkende Staal: Bondens Kamp for Hjem og Føde: Bag ham laa Landet i Grøde.

Da kom en Tid med Svøber og Sved, hvor Trællearbejd bøjed ham ned, hans Knæ sig krummed, tung blev hans Gang, og Panden sænkedes, Brystet blev trang. Kraften stivned i hans Lænd, Gigt hans Lemmer forvred, Musklen trætned i sit Spænd i den evige Sved. Haard er Krig for Brød og Lykke; Arbejd gir krogede Rygge.

Fra disse Bønder stammer vi ned; vi slider selv, som Fædrene sled; hvor deres Arbejd gik under Tvang se, der gaar vort under Frihed og Sang. Bondeblodet ruller tungt, det er mættet med Kraft, det er sundt om ikke ungt, det en Fortid har haft. Te jer da, saa alle skjønner: disse er Bøndernes Sønner!

Men Slidets Mærker fjern fra jer Krop! De brede Skuldre løft dem kun op; sæt Foden frem i Arbejdertakt, saa det kan skjønnes, at I er en Magt! Senen i den stærke Arm,— gjør den spændstig og lin, Blodet i den brede Barm,— lad den ildne som Vin! Øv jer flinkt, saa I fornemmer Sundhed i Sjæl som i Lemmer!

Gid Held maa følge al eders Flok! Naar Pligten kalder, møder I nok, og følger Tidens gjaldende Lur, for det er Ungdommens rette Natur. I vil elske dette Land, som staar grønt her i Vaar, I vil hjælpe, hvor I kan, paa de trykkede Kaar. Har I adlet eders Kræfter, lad det da voxe derefter!

Jebjærg, Foraar 1890.

VI SAD ALENE—

Vi sad alene i den stille Kvæld, ved Siden plaskede et Kildevæld.

Fra Dalen steg der op en hvidblaa Røg, og paa et Dige kukkede en Gjøg.

Naturen var saa tavs, og vi var tavse; endogsaa Gjøgen gjorde nu en Pavse.—

Da følte jeg, en Kind blev lagt mod min, saa blød som Barnets og som Silke fin.

Og mens hun Armen om mit Hoved slog og blidt og langsomt mig imod sig drog—

med Ord, der siden i mit Øre bæve, hun hvisked sagte: "Det er skjønt at leve!"

Jebjærg 18/7 1890.

ARBEJD!

I Skaglen skal du drage den lange, lange Dag. Gaa ej med Suk tilbage i Tøjet som en Plag, men træk som gammel Hest, læg Bringen ud i Selen, og fremad uden Skelen; da gaar dit Arbejd bedst.

18/7 1890.

UNG.

Han var endnu en skjægløs Gut, men med et vildt og uredt Haar; i Sjælen Lys, i Tanken Krudt;— og enogtyve Aar.

Han elsked Sandhed som sin Sjæl, men blev en Skjælm og Løgner kaldt; det slog hans glade Tro ihjel, hans Frejdighed, hans alt!

Det tændte i ham Hadets Brand og ætsed al hans Glæde ud, indtil paa Livets golde Sand han stod foruden Gud.

Da saa det ud, som han forgik; men det var blot et kort Sekund, saa lyste Ilden i hans Blik, og Smilet om hans Mund.

Da fyldtes han endnu engang af Ungdomsmodets Helligaand, i Brystet løsnede en Sang sig ud af sine Baand.

Og Hjærtet slog, og Barmen steg, og Livet laa der langt og lyst som Fjorden under Solskinsleg, med Blink fra Kyst til Kyst.

August 1890.

AA, SPIL DE TONER—

Aa, spil de Toner, du spilled før, og spil dem saa godt, du lærte, saa spiller du Djævlene fra min Dør og Himmerig ind i mit Hjærte.

Saa standser Skyggernes sære Spøg, Dødsrædslen slipper sit Bytte, og Driftens evigt-huggende Høg den standser sit Hak for at lytte.

Saa jages Syndernes sorte Flok af Sindet som rædde Fugle, Hjærtets Furier sættes i Blok, og Vilddyret kryber i Hule.

Jeg bli'r saa fri, jeg bli'r saa glad som Lam, der paa Toften springer, Sorgernes Skyer skilles ad, mens Mindernes Klokker ringer.

Hjørlunde 12/2 1891.

I RANDBØL DAL.

Jeg drømte, at jeg sad i Edens Lund, og Solen baded den i hede Flammer; en Bæk igjennemskar dens Blomsterbund, og Eva vandred nøgen blandt dens Stammer.

Smaaengle vimsed allevegne om og sladred under røde Parasoller, og ud fra Havens Dyb Gud Fader kom med Kappen lagt i Værdighedens Folder.

Og tusend Fugle sang fra Cedres Top, og Duen kurrede i Rosens Ranke; Guldfluesværme lived Luften op, og Abel fletted Baand i Løvens Manke.

Og der var Livsens Lykke, hvor jeg saa, og ingen Broder gav den anden Skrammer, men Bien summede fra Straa til Straa, og Tubalkain svang den tunge Hammer.

Jeg vaagnede og saa mod Himlen ud, mod Vest og Nord og Øst stod Skovens Rammer; alvorlig knejsed Granen i sit Skrud, og Bækken vandred nøgen blandt dens Stammer.

Her er saa yndig i den svale Dal med sine Graner, sine Hytter lave; selv uden Engle, uden Nattergal er Randbøldalen ret en Edens Have.

2/6 1891.

FØDT I JULI MAANED—

Saa du er født i Juli Maaned, da Himlen allerblidest blaaner, da Bølgen paa den danske Sø gaar klukkende fra Ø til Ø,— da Rug og Hvede Kjærne sætter, og gule Blomster Marken spætter, da Føl og Kalv paa Engen springer, og Leens Blad paa Toften klinger, da Sivet sig for Vinden krummer, mens Tordenregn paa Taget trommer, kort sagt: midt i den danske Sommer!

Nu er det først jeg rigtig fatter din friske, lyse Barnelatter, der altid mig om Sommer minded: saa har du Sommervejr i Sindet!

Naar nu om Lidt du Dame bliver og lange Skjørter indforskriver, og "Magasin du Nord" Korsettet faar hvert et Træk af Barm udslettet, og lagt dig i de samme Skruer som andre kjælne Modeduer— o, glem da ej for Selskabskjolen hin Fødselsskjænk fra Junisolen.

Hjørlunde 10/7 1891.

DET "LEVENDE" ORD.

Af levende Menneskers døde Tale lærte jeg intet; af døde Mænds levende Værker lærte jeg alt. Leve de døde!

19/9 1891.

DU BLEGE KVINDE—

Du blege Kvinde med det blonde Haar, som ud og ind i mine Tanker gaar og skaber i mit Sind den søde Hygge, du som jeg ej for Verdens Guld vil miste, og som engang vil græde ved min Kiste,— dig ønsker jeg af al min Sjæl: til Lykke!

De glider eet for eet, de Ungdomsaar, Minutter, Dage, Uger gaar og gaar, om lidt er du og jeg vel ogsaa gamle; saa staar en Dag ved Dødens Port et Par, krumbøjede, som stille hjælpes ad, svagsynede, frem til en Grav at famle——

O nej! De maa ej svinde altfor brat, man maa ej røve os vor sidste Skat, vi maa forenes, før det er for silde! Nu netop, mens vor Tanke Gnister slaar, og Elskovsstrømmen bredt i Aaren gaar, var Tid at ringe ind til Bryllupsgilde.

Jeg burde ta dig i min unge Arm, som her jeg sidder, elskovsglad og varm, med Aaren fyldt af al den Fryd du tændte, og skjænke Dig saa varm og blød en Stol, et Hjem med Roser og med Morgensol—— men, kjære elskte, du faar vente, vente!

Thi jeg er fattig. Jeg fik intet Guld; af Sten har Skjæbnen maalt mig Skjæppen fuld, men Brødet skifted den iblandt de andre. Og Venneflokken var som oftest tynd, men tykkere var Sladrens ækle Dynd, der slænges efter dem, som ene vandre.

Nej, jeg fik ingen Gaard med lange Agre, og ingen Køer, fede eller magre, det højeste, jeg naaede, var—Kredit! Men jeg fik Fantasi, og Haab i Strømme og smukke Tanker, fagre Elskovsdrømme, mod slige Skatte vejer Guld kun lidt.

Og jeg fik dig, du blide, blonde Pige, og endnu aldrig har jeg mødt din Lige, saa sand og elskelig og kvindefin; og det er mig den største Fryd af alle, naar lange Skygger over Vejen falde, at sidde med din varme Haand i min.

Da bliver mine Følelser saa blide, da ser jeg Guder gjennem Luften ride, da er jeg lutter Nerve og Musik; da viger Jordens Smuds, og Linden dufter, og milde Vindes Vift min Kind omlufter;— mens al Bekymring drukner i dit Blik.——

6/11 1891.

MIN VENINDES ØJNE.

Har du set min Venindes Øjne, de store skiftende brune, der snart er fyldte med Helvedeskval, snart straaler i Latter og Lune?

Hvor er det dog fat med de Øjne? De minder om Søer i Skove; de suger i sig min vaagne Ve, min Hvile, naar jeg vil sove.

De er som Fjorden i Stille med sejlende Skyer over, men dybe, dybe som Havet selv, og dunkle som rørte Vover.

Nu er de som Engenes Taage, og nu som spejlende Brønde; nu ligner de Damme i Maaneskin i deres bedaarende Ynde.

Der luner en Ild i de Øjne, en vild fortærende Lue; den dølges ej helt af de sænkede Laag og Brynenes bøjede Bue.

Det raser bag disse Vipper; der er Graad i Øjnenes Kroge; men brat kan der komme et Øjekast, der minder om tirrede Snoge.

—Jeg har stirret for dybt i de Øjne, der fristed som strømmende Vande, paa Bunden af hvilke vi tror at se Æventyr-Himle og -Lande.

En Dag vil min Sjæl fange Kræfter og vikle sig af sine Løgne og kaste sig i denne sugende Sø og synke til Bunds i de Øjne.

Kjbh. 3/2 1892.

FØRSTE GANG.

Aa, giv mig saa det ene Kys! Hvad kan vel det forvolde? Du loved mig det ganske nys, ens Løfter skal man holde. Du har jo nok alligevel, hvad skal da Karrigheden til?

Du ved, jeg trænger det saa haardt, jeg skal jo ud at fare, skal mange, mange Mile bort fra dig, min lille Klara. Kanske jeg kommer alt til Vaar, kanske om—mange, mange Aar.

Du vil! O, Glut, hvor er du sød,
hvor takker jeg dig, Klara.
Men hvorfor bliver du saa rød?
Der er jo ingen Fare.
Du skjælver, Klara, som et Rør?
Aa, du har aldrig kysset før!

Vær rolig, søde Klaralil, nej, græd dog ej, du kjære! Den Sag er ganske ligetil, det er saa let at lære. Nu bøjer du din fine Hals, saa bliver der et Kys tilfals.

Nu tog jeg det; ja se det, du, Begyndelsen var vakker; saa du vil kysse mer endnu; kys du kun væk; jeg takker! Du gjør det bedre selv end jeg, og, Klara, hvor det klæder dig!

—Nu kysser jeg dig Dag og Nat, saa længe det vil vare, og bliver hos min egen Skat; nu vil jeg ikke fare. Thi var det ikke Synd mod dig, om jeg fo'r ud og drukned mig!

Kjbh. 4/2 1892.

IFALD JEG KUNDE DANSE—

Ifald jeg kunde danse, jeg valgte den skjønneste ud af alle skjønne Piger og dansed mig hende til brud.

Med Armen om hendes Midje efter en Galopade midt paa Gulvet jeg standsed og raabte: Leve de glade!

Saa atter i Tonernes Malstrøm jeg kasted mig med hende og lo og sang, og dansed lige til Verdens Ende.

Men nu kan jeg ikke danse, end ikke en Galopade, og derfor er jeg brændt inde med denne Skaal for de glade.

Kjbh. 24/2 1892.

LAAN MIG TYVE DUKATER—

Laan mig tyve Dukater, da skriver jeg dig et Digt fuld af Sprogets Topaser, saa stemningsmættet og rigt.

Laan mig tyve Dukater, saa drikker jeg en Perial og glemmer al min Armod, og at jeg er bindegal.

Laan mig tyve Dukater, da alt imod intet jeg vædder, at jeg skal "højne Niveauet" og faa betalt min Skrædder.

Laan mig tyve Dukater, da gjør jeg saa stort et Gilde for undervurderte Talenter og for det sultende Snille.

Laan mig tyve Dukater, da holder jeg en Tale, mens Vinen mig stiger til Hodet, med Tro paa det Ideale.

Laan mig tyve Dukater, du faar dem med Renters Renter, naar salig jeg skuer de Glæder, som arme Poeter venter:

Hint demokratiske hinsides, hvor jeg faar de saligste Skinker, men Rigfolk skal strides og bides om "Lobskovs" og Hundekjødsfinker.

1/3 1892.

MINE HELTE.

Min Helt det er den stærke Lucifer, der svang fra Øst mod Mørkets Gud sit Spær, min Helt er du, Lysbringeren Prometheus, som klippespiddet endnu raabte: "Ve, Zeus!" Min Helt er Saul, hin Fyrste i Judæa, som stred, forladt af Gud, mod hele Filistæa. Min Helt er hver en vild, titanisk Kjætter, der bar en Fakkel gjennem Jordens Nætter!

1/3 1892.

FØDSELSDAG.

Gid du maa skjænke Verden endnu meget Smør og aldrig savne Kjøbere af Mel og Sukker; brænd ikke inde med din Hamp og Hør, hav altid Lænsere af dine Krukker!

Gid dine Kaffebønners søde Em maa længe Fryde hver en gammel Kjælling, din Sago finde Vej til hvert et Hjem, din Ris beaande Sallingboens Vælling!

O, gid den Mælk, som mistet har sit Fedt, maa længe kvæge Sallingboens Grise, ja gid at al din Ost maa blive ædt, hver Draabe Valle vorde Svinespise!

Lad sent Bicyklen ruste i din Stald og aldrig Kjedlen tabe af sin Spænding; noter dig nøje Konjunkturens Fald; sæt over Grøften i en snæver Vending.

Da vil du staa i Livets Cykleløb som Sejerherre, naar de andre styrte; thi den som holder ud og ej gir Kjøb, han faar Medaljens Guld og Hædrens Myrte.

2/3 1892.

LIDEN MAJA.

Og det var liden Maja, saa glad var hendes Sind, hun sang omkap med Lærken og løb som Søndenvind.

Og det var liden Maja, hun var kun femten Aar, en halvt-udfoldet Rose i den spirende Vaar.

Og det var liden Maja, hun lo med et Smil, som Solen, der skinner paa Skyer i April.

Og det var liden Maja med et Hjærte saa let, hun kjendte endnu ikke til Sorger og Korset.

Hun saa paa alt og alle med sit varmeste Blik, det eneste hun hadede, var "Sprog" og Grammatik.

Langt hell're, end hun dvæled, hos Skolens barske Møer, sprang hun over Marken med de bissende Køer.

Og talte hendes Tanter om "Mands-Tyranni", lo hun og fløjted en Dansemelodi.

Saa sød var liden Maja i sit femtende Aar, en halvt-udfoldet Rose i den spirende Vaar.

—Men snart er Maja voxen, og saa er alt forbi; saa maa hun tage paa sig det vante Liberi.

Den lange, lange Kjole, det snærende Korset, de struttende Blonder og den stivede Manchet.

Saa er der Staal og Fiskeben, hvor før der var Natur, og for utvungen Barnlighed der bydes paa—Figur.

Og saa skal ogsaa Maja, snik-snakke Kvindesag. Gud, lad din ringe Tjener ej opleve den Dag!

Kjbh. 6/5 1892.

FRA LANDSBYEN.

Hans Kinder de var fregnede, hans Næse den var blaa, hans Læber de var blegnede og farvede af Skraa.

Hans Haar stod om hans Hoved som pisket Skorstensrøg, hans Aandedræt var mættet af Brændevin og Løg.

Hans Ben var stokketynde, og Brystet smalt og fladt, i Krop og Væxt en Mynde, i Hovedform en Kat.

Men rig som bare Pokker var denne grimme Mand, og derfor tog den smukke Sofie ham til Mand.

Hun plejede og passed den ækle gamle Bjørn, blev krammet af hans Labber og Moder til hans Børn;

blev graa og grim og gammel, som det er Livets Hang at gjøre det, der ofte var ungt og smukt engang.

Men jeg har set Sofie gaa bag sin Husbonds Gaard, og naar hun kom tilbage, var Øjet rødt Graad.

Og jeg har set Sofie, med et gaa rent istaa, og jeg har længe gjættet, hvad saa hun tænkte paa.

Saa tænkte hun paa Søren, den stakkels kjønne Fyr, med hvem hun havde digtet saa mangt et Æventyr.

Han var saa smuk som fattig og elsked hende ømt, men siden er som skuffet til Amerika han rømt.

Hun tænker paa en Aften i et maanelyst Krat, hun tænker paa en anden og tredje Sommernat.

Hun tænker paa hans Kys, der var sødere end Vin, hun tænker paa hans Haand, hvor den var god og fin.

Hun tænker paa, hvorledes den gled i hendes Haar og vakte dunkle Ønsker, der løstes ud i Graad.

Hun tænker paa hans Ømhed, hans Ild, hans Elskovsbrand— og dernæst gaar Sofia ind til sin grimme Mand.

Sommer 1892.

DØDSRAMT.

Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspil't Mund fra Land.

Mod Dybet jager den i Ve og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande.

Dens Hale basker som en Dampskibsskrue, dens runde Øjne smaa i Smerte lue.

Tangskoven klyver den og Sildens Stime og drager efter sig en blodig Strime.

—Som Hvalen dødsramt kløv det brede Hav for i dets tavse Dyb at naa en Grav,

saa saa jeg alt det saarede og slagne, det lumpent svegne og det koldt bedragne

at ile rastløst imod Ørkners Øde, for uset der at græde og forbløde.

Aakjær 25/6 1892.

HYLDEST-TELEGRAM.

Af syv Studenter er de sex Poeter, blandt otte Præster er der ni Profeter, og alle Mejerister er Athleter, der rider—Himlen ved—hvormange tusend Meter, og altid faar Medaljer, aldrig Beter.

Jeg glæder mig pligtskyldigst ved hvad sket er, Gid I maa have endnu mange Tête-a-tête'r med Sportens Gud, før vi blandt Stjerner og Kometer skal samles foran Porten til St. Peter!

I Sejrherrer i den ædle Sport, rid dog for Guds Skyld aldrig længer bort, end jeg kan sende mit Lykønskningskort!

Den sidste store vovsomme Rekord den gjælder ovennævnte Peters Port; og der skal Esper, Jyllands første Rytter, i Haanden trykke Nimrod størst blandt Asiens Skytter!

1/7 1892.

JEG GIK TIL VINDVET—

Jeg gik til Vindvet og stirred ud, men Skyerne drev med Regn og Slud. "Saa bli'r hun hjemme, det er et Tegn; hun hader Regn".

Jeg gik bag Laden og saa mod Vest, men Stormen sadled den høje Hest. "Saa er hun ejheller i Dag min Gjæst, hun hader Blæst".

Jeg gik og glædtes den Dag saa lang, for Solen skinned, og Lærken sang. "I Dag hun kommer, min Sjæls Idol, hun elsker Sol!"

Hun kom mod Aften saa glad i Sind, med Sundhedsrødme paa Mund og Kind; med Latter ind i min Arm hun sprang. "Faldt Tiden lang!"

Vi sad ved Gavlen, mens Dagen svandt; af Toftens Blomster en Krans hun bandt; hun smiled op fra en blaa Viol: "Fik du nu Sol!"

Aakjær 4/8 1892.

TIL MARIE.

Saa sluttede en Aargang af dit Livs Billedtidende, som har bragt Sol ag Vaarsang og Frostnætter bidende,

og Elskovs søde Glæder, naar ingen tænkte paa det, og Graad paa øde Steder, naar ingen andre saa det.

De blide Sommernætter, saa lange og saa lyse, kan endnu varme Sindet, naar vi herinde fryse.

De blide Sommernætter, da Lysalfer spøgte omkring os i Skjæret fra Mars'es røde Lygte.

De blide Sommernætter, saa lyse og saa fagre, da Agerhønen klukked fra de duggede Agre, naar vi foer den forbi paa vor natlige Færden, saa saligt betagne, som ejed vi Verden.——

O, det var skjønne Timer, for Sorger kemisk Fri; nu sidder jeg og rimer om Ting, der er Forbi!

Saa sluttede en Aargang af dit Livs Billedtidende, og Sommersol og Vaarsang svandt uden dit Vidende.

Helt svandt de dog ikke, de ligger kun i Dvale til næste Sommer kommer med Sol over Dale.

Thi hvad vi engang leved kan aldrig rigtig svinde, og mindst af alt kan Elskov imellem Mand og Kvinde.

Den overlever Slægter, ja overlever Livet, til den alene bliver Udødelighed givet.

Den Tro har jeg faaet usvigelig i Eje i stille Gang med dig ad sidste Sommers Veje.

Om den vil jeg hygge, om den vil jeg frede, saa længe som en Lærke i Lyngen bygger Rede.

Om den vil jeg vaage, Om den vil jeg værne saalænge Juninatten oplives af en Stjerne!

Nu har vi set paa Aarets de mange Billedblade, de stygge og de tunge, de lyse og de glade.

Nu ordner du dem varligt, og bind saa Aaret ind med alle sine Minder i Guld og Fløjelsbind—

og sæt det op paa Hylden til de andre fir' og tyve, at det kan staa og straale mens Timerne flyve.

6/11 1892.

GRAVVERS.

Han var saa rig, som man kan blive i Fjandbo-Land, og derfor kaldtes han syd for Skive, "den rige Mand".

Hans Juleoffer var blandt de større til Præst og Degn, han sværmed for Kongen og "ott'ogfyrre" og stemt' paa Klein.

Han sværmed og for Postej og Skinker og Grød med Kanel, et Allerhelvedes Fad med Finker slog ham ihjel.

Han sad en Dag med det Fad i Haanden,
han svimlede.
Og ned i Fadet han opgav Aanden—
og himlede!

26/12 1892.

DER FLØJ EN LIDEN SOMMERFUGL.

Der fløj en liden Sommerfugl hen over Bondens Tag; den tænkte saamænd ikke paa den yderste Dag.

Den tænkte kun at nyde det Livets Sekund, som den havde kysset fra sin Mor, Naturens Mund.

Den gav sig hen til Flugten i Luftens varme Blaa; paa rene, hvide Vinger den fløj paa maa og faa.

Den nød sin egen Dejlighed og trodsed Tyngdens Lov, og ikke Spor den tænkte paa næste Dags Behov.

Var ikke Himlen havblaa, og Solen ret som Guld, og Livet lyst og herligt, og Verden frydefuld!

Bestandig fòr den op og ned som et stormjaget Løv, hvad heller som en Barnesjæl, nys skilt fra sit Støv.

Og som den fløj saa sjæleglad, en Bejler kom til. Gud, hvor han var oprigtig og fyrig og vild!

Han bad om Lov at følge, hun nikkede og lo; thi hvorfor flyve ene, naar man kan blive to!

De traadte Ætrens Elveslør foruden mange Ord, mens dybt dernede rulled den snavsede Jord.

Og mætte af Dansen i Junidages Sol, de daled gjennem Luften og fandt en dejlig Stol.

Midt i en hvidrød Æbleblomst— saa salig som en Gud— han vifted med sit Vingepar sin lille hvide Brud.

Der holdt de deres Bryllup foruden nogen Præst, for saaledes hued det de Sommerfugle bedst.

Og Grenen vugged op og ned i Sommerdagens Luft, og Æbleblomsten yded dem sin allerbedste Duft.

Og Grenen svajed, Skyen drev, og Dagens Lys blev slukt— Tak, elskte smaa! I lærte mig, hvordan man elsker smukt..

Kjbh. Juni 1893.

LYKØNSKNING.

Som et Tog Beduiner over Sandets øde Flader, saadan ride mine Ønsker frem i lange tavse Rader.

Som et Tog af Beduiner langs ad Ørknens vide Veje, vandre mine Ønskers Hære ind for Dem i Dag og neje.

Mere Guld end Ørknen rummer, mer end en Kamel kan bære, mer end Ørknens Søn kan røve Deres Part af Lykken være!

Friske Kinder, klare Øjne,
Latter, Sang og søde Drømme,
Solskinstanker, Hjærtensgodhed
ind i Deres Dage strømme!

Som et Tog af Beduiner i Damasker-Stadens Gader, saadan vælde mine Ønsker frem i lange, tavse Rader.

7/9 1893.

NAT.

Mens Jorden sover Rusen ud, og Nattens Time haster, da sidder den brave, gamle Gud deroppe og ryger sin Knaster.

Han skuer vemodig til vor Jord, og tidt hans Taarer trille: "I Mennesker, som dernede bor, hvor arter I jer ilde!

Ja sov I kun, saa har jeg Fred,
I er nogle slemme Fyre.
Det er ej let for mig gamle Gud
I Menneskebørn at styre".

Og Natten summer, og alt er tavs, kun hist et Skrig af en Vibe:— et Kornmodsglimt over Skyen gaar— det er Gud, der slaar Ild til sin Pibe.

Kjbh. 16/10 1893.

IFALD—

Ifald du skulde vaagne ved Klang som af en Gige, tro ikke straks som Jeppe, du er i Himmerige.

Tro hellere, hvad sandt er, du er en fattig Fanden, der ligger paa et Tagrum og lytter til Liremanden.

Januar 1894.

EN SYND.

Hun rakte frem sin Mund til Kys, men jeg var ung og dum og Fejg; hvor gjerne jeg end vilde det, jeg gjorde det dog ej.

Og denne fagre, friske Mund, der luede af sødt Begjær og svulmede med tusind Kys, den kom jeg ikke nær.

Da rødmed hun, som ind mod Høst en Valmublomst i Middagsglød, to klare Taarer tindred frem og sank i hendes Skjød.

Saa sprang hun op og tog sin Hat, og sa' Farvel med bortvendt Blik. Aa, Gud, hvor glad og frisk hun kom, hvor sønderknust hun gik!

Og naar jeg tænker paa, hvad Synd jeg har at angre før min Død, jeg tænker paa det Taarepar, der sank i hendes Skjød.

Kjbh. 14/1 1894.

SAA FAGER FOR HUN—

Saa fager fòr hun gjennem Havens Gange en Raa kan ikke flytte Foden bedre, det var et Syn, som Løb hun Frem paa Fjedre, og hun var Fuld af Skjælmeri og Sange.

Hun søgte mig, der sad bag Hyldens Grene
og slugte hendes Dejlighed med Øjet,
Nu stod hun for mig straalende fornøjet:
"Men kjære, sidder du da her alene!"

O, tænk jer hende, varm og duftombruset, at hvile paa mit Knæ i Aftenrøden og hviske, at hun elsker mig til Døden, —kan ikke mindre gjør et Hoved kruset?

Og denne Mund, de sorte Øjenvipper, og disse Hænder, skjælvende og myge, der uafbrudt om mine Kinder stryge, de gjør det af med alle ens Principper.

Og Maanen danser over Lindetoppe og strør sit Guld paa tvendes Elskovsleje. Og naar to Sjæle slig hinanden eje, da ler du, alvorsfulde Gud, deroppe.

Kjbh. 27/4 1894.

VAAR.

Nu løves alle Bøge, nu summer Bi i Hækken, nu lufter Vinden sydfra, og Gjedden slaar i Bækken.

Nu bues Verdenshvælvet med Himle over Himle; vi stirrer i det Blaadyb, til alle Sanser svimle.

Nu løftes alle Barme af stor og mægtig Længsel; men Fangen fælder Taarer bag Jærnet i sit Fængsel.

Kjbh. 4/5 1894.

DU KJENDER IKKE ENGEN—

Du kjender ikke Engen bag ved min Faders Lade, hvor tusind friske Blomster i Morgendug sig bade,

og ej den Vellugtsbølge, der stiger fra Violen og fra dens tusind Søstre, naar de faar Kys af Solen.

—Jeg tror, i alle Blomster, som sig paa Engen fjæle, der dølge sig fordægtigt smaa fine Kvindesjæle,

som snart i Længsel skjælve og snart i Fryd inddysses, men saligt gjennembæves, naar de af Solen kysses.

Se derfor er vi alle ved Blomsterne saa glade, og bøje os til Jorden og kysse deres Blade,—

og derfor er det bedste, der siges om en Kvinde, at hun er skjøn som Rosen og bly som en Kjærminde.

—De er en lille Maj-Blomst, der ler mod Morgensolen, og De har vakre Søstre i Liljen og Violen.—

Thi friskere end Rosen, end Engens Kabbeleje og alle Vaarens Blomster, er lille Frøken Maja.

6/5 1894.

SALMETONE.

Den sidste Sang af Dagen, det første Skrig af Nat nu mødes under Himlens Buetage, nu standser Dagens Fugle den glade Tagfat, men Uglen udflyver for at jage.

Jeg er saa ræd i Natten, jeg er saa glad ved Dag, min Jubel nærer sig ved Lysets Strømme, men hejser Natherolden sit sorgsorte Flag, da fyldes min Sjæl af Vemods-Drømme.

Da græder hvert et Minde, der før mod Himlen sang, jeg gjæstes da af Bud fra Dødens Rige, og alt, hvad jeg har syndet og fejlet engang, som Skygger sig om mit Leje snige.

—O Dag bag dine Bjærge, vi venter paa vor Drot, stræk ud dit Scepter over Jordens Flige! thi er der ikke skrevet: at Lyset er godt? Vær lovet, o Sol, jeg ser dig stige!

Jebjærg 13/6 1894.

BREV AFBRUDT.

Nu trykker Søvnen mine Øjenlaage, tilgiv, min Skat, jeg kan ej længer vaage!

Et Blik endnu ud af den aabne Rude, før Hovedet jeg sænker mod dets Pude:

Dér vandrer Maanen over Østerhimlen, en Kronprinsesse iblandt hele Vrimlen.

I hendes Nærhed fire blanke Stjerner omkredser hende som en Flok af Terner.

Vist tusend Funker gjennem Natten flimrer, mens nordom Dagens Fakkel halvtændt skimrer.

Og dybt i Syd, i stor og ensom Pragt, der holder Sirius paa Himlen Vagt.

Derinde under Nattens største Stjerne der sover du, min Hustru, i det fjærne.

Og mens mit Blik det vide Rum udmaaler, jeg sender tusind Kys ad Stjerners Straaler,

der lig en Regn af Stjerneskudsraketter skal gjennemstribe dine Drømmenætter.

Aakjær 29/7 1894.

STRØMMEN DREV—

Strømmen drev og tog Baaden med gjennem grønne Enge; blandt gule Iris vi drev afsted; Folk var i Senge.

De gule Iris du brak og strøde paa Baadens Bund, og trykked vildt dine Læber røde imod min Mund.

Og paa det gule, duftende Lagen du knæled ned; med strakte Arme saa hvide som Dagen du drog mig med.

Dit Shawl du kasted omkring os begge mod Nattens Duggen; jeg hørte ikkun dit Hjærte pikke og Aaens Klukken.

Da glemte vi dem, der laa derinde ved Væggetøjet, hver Mand med Ryggen imod sin Kvinde, i Søvnen bøjet.

Mens Lygtemanden med Blus paa Lampen paa Kjæret spøgte, og Mosentrolden med megen Dampen sin Pibe røgte—

Mens Elverpiger med sære Fagter drev Leg i Sivet, vi gav os hen til de høje Magter, der styrer Livet.

Aakjær 22/8 1894.

POLEMISK.

Det mindste Tryk paa et raadent Æg, og Skallen brister i Stykker; da sprøjter det op i dit Syn og Skjæg og lugter som alle Ulykker.

Jeg trykked engang paa en saadan Fyr.
Paa hvem? Dit Spørgsmaal kan spares.
Min Dristighed faldt mig forøvrigt dyr,
thi Lugten—Gud Fader bevars!

Kjbh. Novbr. 1894.

FORPAGTER LARS.

Forpagter Lars med den store Vom, der døde igaar, og som var saa from, ifald man kan lide paa "Vennernes" Dom, skal han til Himmels—I Engle smaa, da faar I noget at slæbe paa!

1894.

JEG KYSSER DINE KINDER—

Jeg kysser dine Kinder, jeg kysser dine Læber, jeg ildnes af de Druer, jeg plukker paa din Mund; jeg hidses af den Tanke: hvor ærligt end jeg stræber, saa kan jeg aldrig tømme det Bæger til dets Bund.

Ja, som en tørstig Vandrer mod Kvæld ved Kilden knæler og øser under Skjælven dens aftensvale Drik, saa knæler jeg og skjælver, imens jeg henrykt stjæler din røde Munds Berusning, dit vege Drømme-Blik.

1895.

DA MAN SKØD TROFAST.

Saa er du død, min laadne Ven, skudt ned paa maa og faa; dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd det svarer aldrig mer igjen mod Hjemmets Mure graa.

Naar jeg fra Staden vendte hjem den lange, lange Vej, og jeg fik Døren lidt paa Klem, fik hilst paa Mor, fik Skjæmten frem, jeg spurgte efter dig.

Og sprang du over Tærsklen ind med Glædeshyl og -Hop, og klapped jeg dit gule Skind, da først kom i mit rørte Sind den rette Stemning op.

Da saa jeg, Hjemmet var som før, i Mindet ingen Mist, fra Klinken i den brune Dør indtil dit laadne Skinds Kulør var alting just som sidst.

Men nu er det en anden Sag, for nu er du jo skudt; nu har du haft din Dommedag, din Pande har man sprængt i Kvag med Rævehagl og Krudt.

Ak, at jeg ej kan hjælpe dig, at tavs er nu din Mund! Du logrer aldrig mer for mig, din Dom den appelleres ej, du var jo kun en Hund.

Men jeg vil sukke næste Aar og mærke Mindets Brist, naar jeg paa Hjemmets Tærskel staar og sér, at i den gamle Gaard er alt ej helt som sidst.

Kjbh. 17/9 1895.

DEN GUD JEG BEDER TIL.

Den Gud, jeg beder til i Løn —som ej i Himle bor— han elsker mer een tænkende end tusinde, som tror.

Han hader Lugt af Bukkefedt og svedent Lammekjød og trænger ej til Styrkedrik af Nektar eller Mjød.

Hvor Offerflammens fede Røg fra Stenen lang og ru besudler Himlens klare Blaa, der fly'r han fra med Gru.

Hvor Præstehaanden ringbesat slaar ned i Prækestol, jeg fandt ham ej, men, o saa tit i Aftnens milde Sol.

Naar Dagens sidste Fakkelblink belyste Fjord og Vig, bag kobberrøde Skyers Rand jeg saa hans Kjortelflig.

Og dette milde, varme Pust, jeg følte mod min Kind, se det var Gudens Aandedrag, og ikke Nattens Vind.

Og saa jeg fra den høje Bro dybt i den dunkle Aa, jeg saa hans Aasyns milde Træk blandt Bundens Stene staa.

Og gik jeg i den tavse Skov omkring i Maanens Skjær, jeg følte i den mindste Ting, at Guden var mig nær.

Hans Stemme lød i Bækkens Sang, i Agerhønens Kluk, i Musens Pip paa Grøftekant, i Andetrækkets Suk.

Og dette brede Himmelhvælv saavel som mindste Dam, den tavse Skov, det vide Hav, alt er det fyldt af ham.

Hans Kirke spænder ud sit Telt med Stjærner Himlen rundt; den brede Jord er Nadverbord, og Havet Døbefont.

Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham tæt ind ved Havets Bred og be'r af alt mit unge Mod her midt i Nattens Fred.

Og styrket styrer jeg min Vej og følger Kaldets Bud i aldrig rokket Tro paa dig, Naturens stærke Gud.

Kjbh. Novbr. 1895.

I MØRKE.

Jeg ser mod Himlen. Ej een Stjærne blinker, i Rummet hænger der kun tunge Taager. Hvor er "det Øje, som i Natten vaager", mens Havet brøler under sine Brinker?

Jet ser mod Jorden. Sorte Popler luder langs Vejen, hvor jeg gaar i Sjap og Ælte; tolv Skingre Slag fra Taarnet Midnat meldte mens Lyset sluktes trindt i alle Ruder.

Eet Lys bevarer dog sin fulde Styrke.
Derude, hvor dets lille Flamme strider,
en fattig Sjæl de sidste Kvaler lider.—
Kan du nu finde Gud i dette Mørke?

1895.

BONDESTUDENT.

Saa tror du, Studenter er tør som en Pind,— da skulde du rigtignok vide, hvor Blodet kan jage med Il mod hans Kind, naar Tjørnene klæder sig hvide, da rejser han Ho'det og ter sig saa sky og lister sig ud af den larmende By.

Han vandrer da ud i den grønnende Vaar, hvor Lammene leger paa Høje, den springende Hare, den snigende Maar, —han følger det alt med sit Øje,— han aabner sin Favn for at kryste den Jord, hvor Mennesket vandrer, og Blomsterne gror.

Med Ryg mod en Stamme og Haand over Bryn han spejder saa vidt over Lande; hans Sjæl suger Fred af det herlige Syn, mens Vaarvinden kysser hans Pande; hans Hue er falmet, hans Jakke er slidt, men Armod og Laser han ænser nu lidt.

Thi nu er tilende den Vinter saa ful med Madvig og Kakkelovnsrøgen, med Rykkeres Mængde til "Kjørmis" og Jul og sejg og evindelig "Søgen", med Skoser fra Hjemmet og "Hjælpernes" Trop, naar Mønten gik fløjten, og Sulet slap op.

Thi her hersker Gjøgen, ham skylder du ej, han kukker som du for sin Føde og elsker som du den fortryllende Maj med knoppende Valmuer røde; og ligesom du sover Gjøgen paa Kvist, er ikke des mindre en stor Optimist.

Saa løft da din Hat for den evige Vaar, for Droslen og Viben og Gjøgen, for Hjorten, der fri gjennem Skovene gaar, for Duen, der kurrer i Bøgen; —og saa gaar du hjem til den larmende By og drejer din knirkende Kværnsten paany.

Kjbh. 1/5 1896.