Skovstrup-Folk: To Fortællinger

Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting.

»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken.

»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke kommer mig ved.«

»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes. Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at se — — men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg, tykkes mig.«

»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.«

Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse, som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme.

Søsteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det værste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom hun noget senere af Sted, end hun havde tænkt; Svogeren fulgte hende Halvvejen.

Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrædders Hus, var det næsten mørkt. Hun mødte Per Skrædders Kone, som kom inde fra Skoven med sin Bindehose i Haanden.

»Ja du er vel ikke ræd for at gaa igjennem Skoven,« sagde hun, »for ellers kan jeg da følge dig.«

Maren vilde ikke, var hun end nok saa ræd, tage mod Følgeskab af Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det mindste et venligt Afslag.

»Du har vel været ovre i Pilegaardene for at se til din Søster!«

Saa maatte Maren fortælle lidt om Søsterens Sygdom.

»Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjøre over den uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrænde ved Stationen i Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en ræle Vej, vi har her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller mørkeste Sted.«

»Hvorfor faar I datte gjort nøve ved Vejen?«

»Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke. Og de andre, som skulde gjøre det, kommer der kun sjalent med Vøvn, saa de kerer dem lidt om det.«

»Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne, end jeg vilde riskere at brække Halsen engang.«

»Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamænd nok om den Vej, men jeg kan jutte gjøre nøve.«

Maren bød far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjørespor igjennem den; det var al den Vej, der var til Per Skrædders Sted. Den løb Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke Bøgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsøjler i Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa et sidt Sted, hvor igjennem der løb et rindende Vand. Der stod Ellekrat paa Siderne, saa der var mørkt og skummelt. Vejen var ogsaa sølet dèr, trods den tørre Aarstid. Maren fik Lyst til at se Stenkisten nøjere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se, var der Bund Hul i det ene Spor, og dèr sad den flade Sten, Per Skrædders Kone havde talt om. Den var tør og saas hel grandt i det sorte Morads. Maren satte sin Træsko paa den for at prøve, om den laa fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en Ulykke uundgaaelig, især i dette Mørke. Men hun vilde da haabe, at Rasmus var saa fornuftig at staa af og støtte ved Vognen, til de kom over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke mere; at kjøre til Siden kunde der heller ikke være Tale om.

Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde været i Odense! De havde maaske været ude at bestille Ringe. Mon hun nogen Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrædders Sidsel? Aldrig. Før skulde hun — — hun satte paa ny Træskoen mod den lyse Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjøre det. Hun kunde lade den forhadte Tøs knække Halsen, hun kunde endnu redde sin kjære, smukke, store Plan, og var det nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skæbne? Havde hun ikke allerede gjort mere end én ulykkelig, og hvad ventede der Lindenberg med hende?

Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun løftede Foden, hendes Hjærte stod stille, Blodet susede hende for Ørene. Hun trak Vejret stakaandet og saâ sig sky til Siderne. Ingen hverken at høre eller se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide — hun vilde ikke engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke, hvis »Ulykken« skete, vilde være sket alligevel.

Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tænderne klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved Tanken om, hvad hun kunde have gjort.

Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift, vulkanske Lidenskaber — —?

Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes til Side. Ikke i Skovstrup.

VI.

Der var et Par Bønderkarle, som røg Tobak, talte højt og spyttede i et væk, en Landhøker, der bredte sig i et Hjørne med et Utal af Pakker og Pakkenilliker over og under sig, et Par tavse, sortklædte Koner med store Tørklæder over Hovederne og længst borte endnu et Par Kvindeskikkelser.

Den ene af dem var Sidsel. Deres Øjne mødtes. Lindenberg blev først saa overrasket, dernæst saa forlegen, at han strax igjen tog sine Øjne og glemte at hilse.

Han sad og saâ ud af det modsatte Vindue og ærgrede sig i sit stille Sind over sin Kejtethed. Nu kunde han ikke.

Det var et Godstog, der ikke havde noget som helst Hastværk.

Tungt pustende drog det sig fremad, raslende, rystende, hamrende. Ruderne klirrede, Lampen under Loftet dirrede og spejlede sin røde, osende Flamme i de sorte Vinduer og i Vognens egemalede Vægge.

Endelig fløjtede Lokomotivet, Farten sagtnede; det var en lille Mellemstation.

»Holme — Holme — Holme — —!«

Dørene bleve slaaede op, Konduktørens Raab tabte sig langs Vognrækken. Den lille Holdeplads laa trist og øde; et Par Lygter stirrede usikkert ned paa den tomme Perron, hvor Stationsforvalteren vankede ene frem og tilbage med Hænderne i Lommen. Bønderkarlene, som sad i Kupé med Lindenberg, steg ud, Konerne med de store Tørklæder ligeledes — — Landhøkeren, Skolelæreren og Sidsel bleve ene tilbage.

Landhøkeren trak Hatten ned over Øjnene og forsøgte at sove.

Lindenbergs Øjne mødte Sidsels igjen. Han løftede paa Hatten, rejste sig og tog Plads i Hjørnet lige over for hende.

»Saa De har ogsaa været i Odense?« sagde han.

»Ja hele to Dage. Jeg havde saa mange Ærender og har mange Bekjendte.«

»De skal vel ikke gaâ til Skovstrup i Aften saa sent.«

»Nej heldigvis. Min Broder er der med Vogn. — Har De Befordring?«

»Apostlenes.«

»Saa kan De da kjøre den meste Vej med os, hvis jeg tør byde Dem an paa en simpel Fjællevogn. For andet er det nok ikke. Rasmus skulde til Stationen med Brænde.«

»Den er mer end god nok til mig. Jeg siger Tak.«

»Bøj Dem frem! Der gaar en gammel Stabejs og snuser til alle Dørene for at komme ind et Sted.«

Dette sagde hun lavere og rykkede sig frem paa Bænken. Lindenberg gjorde det samme, saa de fyldte Døraabningen.

»Er der Plads?« spurgte den gamle og forsøgte at kige ind.

»Ikke her,« sagde Sidsel, tog i Remmen og trak Døren til.

Lindenberg lo. »De er ikke videre gjæstfri, opdager jeg.«

»Ikke naar jeg kjører paa Jærnbane. Dem, der er udenfor, betragter jeg som mine Fjender. Hvad skulde vi med den gamle Fyr i vor Kupé?«

»Kom der nogen ind her?« spurgte Konduktøren.

»Nej.«

Lindenberg og Sidsel trak sig lidt tilbage. Døren smældede i.

»Det er forfærdeligt, hvor de slaar med de Døre,« sagde Sidsel. »Man skulde tro, de var fornærmede over, at vi er med.«

»Man kan heller aldrig vide. Folk kan blive fornærmede over det, som er mindre.«

Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet og sad og saâ ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et efter andet fôr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmættede Græsmarker, hvor Køerne som mørke Smaahobe laa i Række, tabende sig under Krat og Skove.

»Hør Nattergalen!«

Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud.

»Kan De høre?«

I det samme skingrede Damppiben.

»Er det den?« spurgte han og lo med Ansigtet mod hende.

»Skam Dem noget!« svarede hun og mødte hans Blik. »De kjender dog Nattergalen!«

»Daarligt nok. Det er i al Fald ikke længe siden, at jeg hørte den for første Gang. I Jylland har vi ingen Nattergale.«

»Har De ikke!« udbrød hun med oprigtig Forbavselse. »Aa det er saa dejligt! Jeg kan ligge i min Seng hver Aften og høre den slaa ude i Skoven, i Hasselkrattet.«

»Virkelig?«

»Og altid tier alle andre Fugle imens. Det er saa højtideligt.«

Samtalen gik snart efter i staa. De sad og saâ ud af samme Vindue, ud i den bløde, disede Nat, som blev mørkere og mørkere. Saâ uden at se. Deres Aande duggede samme Rude.

Og Ruderne klirrede, Toget raslede, rystede og hamrede; — Fligen af hendes Overstykke gled hen paa hans Knæ, strejfede hans Haandled.

Det røde, sitrende Lys i Kupeen, den jævne, taktmaalte Larm af Hjulene, Skinnerne, Kjæderne, den tavse Skumring udenfor, hver ufrivillig Berørelse øvede en dragende, dyssende Virkning, der ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bøjede Stilling. Naar Toget passerede mørke Gjennemskæringer, hvor Jordskrænten langs Sporet lukkede for Udsigten, spejlede deres Ansigter sig i Ruden, og han saâ hendes fine Oval, hendes glansbrune Pandelok og Straahatten i det fælles Spejl.

Hun havde trukket sine Handsker af og lod dem glide gjennem Hænderne i sit Skjød. Bevægelsen fik ham til at se stjaalent ned engang. Maaske hun mærkede det, thi hun slap Handskerne og blev stille med sine Hænder.

Gjennem Mørket lyste disse smalle, ørkesløse Hænder — og de vare hans saa nær.

Begge vedblev de at stirre ud gjennem Vinduet, tavse, bundne. Lindenberg følte Blodets stigende Hede, følte Attraaen kæmpe med sin Blyhed — han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder.

Der var en stærk Kurve paa Banen. Toget hældede. Han gav halvt ubevidst efter og lod sig tynge over imod hende. Bagen af hendes Haand kom til at røre hans.

Han havde én Gang før taget denne Haand i hendes Skjød, og længe efter følt det som en vidunderlig stor Oplevelse, der ikke var af hans Tanker Dag eller Nat. Men da havde han danset og drukket Punsch.

Hun flyttede ikke sin Haand. Hans Blod blev som Ild. Stjælende varsomt greb han den; hans Hjærte bankede, som det skulde sprænges, over denne Dristighed.

Hun vedblev at sidde stille og se ud af Vinduet. Han maatte næsten tro, at hun ikke vidste, hvad han havde gjort.

Han samlede sine Fingre lidt fastere om hendes Haand og trykkede den let. Hun gjengjældte Trykket.

Saa vovede han at drage den lidt nærmere til sig, at se ned.

Hun vendte Ansigtet fra Ruden; Øjnene mødte hans; de vare fulde af Higen og Hengivelse.

Han løftede hendes Haand op, Lysskjæret faldt blændende paa den stramme Hud; han førte den end lidt højere og trykkede sine Læber mod den.

»Sid over hos mig!« hviskede hun.

I det samme hvinede Dampfløjten, Landhøkeren strakte sig gabende.

»Hvor langt er vi nu? — Ogsaa Satan til Tid!« brummede han og rejste sig.

Just som Lindenberg slap Sidsels Haand for at komme over til hende, skinnede Lygterne ind ad deres Rude. Landhøkeren kilede sit brede Korpus ind imellem dem for at se ud.

Toget holdt. Paa Perronen stod Sidsels Broder.

Lindenberg hilste paa ham og spurgte, om han havde Plads til en overkomplet.

Jo, naar han vilde tage til Takke med Lejligheden. Der var nemlig en Kone et eller andet Sted fra, som han ogsaa havde lovet Plads.

Lindenberg fulgte med Rasmus over i Kjøbmandsgaarden, hvor Vognen holdt forspændt. Konen, der skulde kjøre med, var mødt. Et Øjeblik efter kom Sidsel.

Lindenberg maatte tage til Takke med Siddefjælen ved Siden af Rasmus. Da han stod af i Skovstrup uden for Skolen og bød hver enkelt Haanden til Farvel, fik han et fast lille Haandtryk hos Sidsel, men der blev ikke Lejlighed til at aftale noget.

»Lige meget,« jublede det i den unge Skolelærer, da han var kommen ind i sin ensomme, tobaksrøgede Stue. »Hun er min! I Morgen skal vi sige hinanden desto mere.«

Han gik i Seng, men blev længe holdt vaagen af den Fryd, der sang i hans Indre. Han omfavnede Hovedpuden, knugede sin Kind mod den og tilhviskede den alle de glødende Ord, der vare bestemte for Sidsel, al sin Elskov, al sin Besidderstolthed, al sin Attraa.

VII.

Det var kjedeligt nok, at Familien ikke havde bedre Rygte, og Broderen saâ temmelig ordinær ud; men man giftede sig jo ikke med Familien. Hun var naturligvis ogsaa Dus med hele Byen, men de behøvede ikke at blive i Skovstrup al deres Levetid. Kunde der blive noget engang i Aarhusegnen — der var Bakkerne saa store, Aaerne saa brede, Engene saa bløde — han havde altid elsket Aarhusegnen.

Han kunde saa tydelig se hendes Haand med den skjære, svagt lysende Hud og den let tegnede Aare. Han havde løftet den op til sit Ansigt, trykket sit Kys paa den, og saa havde hun hvisket:

»Sid her over!«

Disse Ord blev ved at klinge for ham. De havde vexlet saa faa ellers.

Det var ikke ganske, som han havde tænkt sig det, ikke som han havde læst hos Ingemann, Carl Bernhard og Emilie Carlén. Det gjorde ham næsten en Smule ondt dette Brud paa Ordenen.

Han skulde have sunket ned foran hende, grebet begge hendes Hænder og have spurgt med Ansigtet op imod hende: »Vil du være min, du elskede?« Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have bøjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et »Evig og altid« forbi hans Øre. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals talløse Gange.

Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende, der havde hvisket: »Sid her over!«

Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt af hende, at hun sad ham saa nær ved Ruden og ikke en eneste Gang drog sig tilbage, end ikke da han rørte hendes Haand første Gang.

Mon hun selv skulde være et Brud paa Ordenen?

Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjærester. Men det var da egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hørt det, og hun syntes nu engang at være den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung og smuk og ikke klæder sig i Sæk og Aske, har Klafferen altid travlt. Maren Anders Jepsens havde angrebet hende én Gang til, det var et Par Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Spørgsmaal indsvøbt i et sødligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet det, som om Maren havde følt sig stødt over, at han havde danset med Sidsel før med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren truet ad ham med Fingeren og sagt spøgende: »Pas paa, at hun ikke fanger Dem.«

Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til Favn; hvis han ikke var den første, hun havde delt Rude med; hvis dette Møde med hele sin tavse Spænding kun havde været hende en Leg?

Eller om der havde været nogen Beregning med i Spillet? Det var maaske ikke et uværdigt Maal for hendes Ærgjerrighed at blive Skolelærerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra Skoven?

Aa, det var forfærdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor kunde de komme mylrende saa mandstærke, saa skarpe — og skære i hans unge, friske, rene Lykke?

Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjældte hans Haandtryk og langsomt flyttede sine Øjne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at hver en Tvivl var Dødssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve.

Havde han blot forhørt sig lidt om hende andre Steder! For at hun havde været forlovet med Hanne Mørkens Johannes, var en Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv forstyrret i Hovedet, var det ogsaa.

Men hvordan det nærmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv gjøre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjærtes Røst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte.

Hun var Sypige eller Modehandlerinde — havde været flere Aar i Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud véd, hvad det var for Bekjendte?

Om hun blev hans Kone, og de skulde følges ad i Butiker der ude, hvor hun maaske havde fjaset med disse Kræmmersvende, maaske taget med en og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de store Glasdøre!

Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald, havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: »Du kan trøste dig med, Moder, at du véd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg kjender Sidsel bedre end de fleste.«

Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, søde, lette Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham!

Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skærende Nag at vugge op og ned i hans Sjæl med den navnløseste Elskovsfryd, og jo mere Tiden nærmede sig, at han kunde ile derud, desto mere uvis blev han, om han skulde. Havde han blot faaet talt med hende! Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret, saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjæl. Hvor dybt bundede det?

Om Eftermiddagen saâ Lindenberg fra Skolen Per Skrædder kjøre forbi — ud efter — med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren.

»Er der nogen syge hos Per Skrædders?« spurgte han Børnene og blev gjennemrislet af en frygtelig Anelse.

»De væltede, da de kjørte hejm fra Stasjunen i Avdes,« sagde Mads Mogensens Lavra. »Sidsel blev slaaet saa møje dejt.«

Den unge Skolelærer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og knugede sine Hænder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen sneg sig gjennem Brystet. Han vidste næppe, hvor han skulde holde det ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu maatte han derud. O Gud, hvis hun døde! Hvis hun døde, før han kom!

Han passede paa, da han kunde vente Per Skrædder tilbage med Vognen. Saa vilde han faa det nærmere at høre.

Det var just, som han havde givet Børnene fri. Han gik ud imod Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an.

»Er der Fare?« udbrød han. »Hvordan staar det til?«

»Ja det er sælle,« svarede Per og glippede med Øjnene. »Doktoren lover ikke noget godt.«

»Aa Gud, Per!« udbrød Lindenberg i Angest. »Hvorledes gik det dog til?«

»Ja det er en underlig Gjerning,« sagde Per grublende. »Prr! vil hun staa, den Kamél! Stenkisten, som skulde være det eneste Sted, der ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa ræd for, kom de godt nok over, og saa vælter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til nærmer. Der sidder saadan en hæslig Balk. Rasmus slap endda taaleligt; men Sidsel fik en slem Tøraf mod en stor Bøg. Hun fløj helt ud af Vøvni.«

»Aa Gud, det er græsseligt,« næsten jamrede Lindenberg. »Hvad sagde han da Doktoren.«

»Ja de Ka'le er jutte saadan at blive kløve paa, men han virrede dejt med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede èsen, at Rasmus havde faaet det værste Stød, for der flød Blod, og det kunde vi se; men i Morges var Sidsel den vøveste, og op ad Dagen maatte jeg af Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud,« sagde Per og bød far vel.

Det kunde han, og det vilde han i alle Tilfælde. I det lille Skovdistrikt, hvor Kirke og Præst var henved en Mil borte, betragtede man Skolelæreren halvt som Sjælesørger. Han hjemmedøbte Børnene, han læste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de døende. Sjælesorgen kunde være tarvelig nok, men den var bedre end slet ingen, — Skolelæreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig.

VIII.

»Jeg hører, at Sidsel er kommen til Skade,« sagde Lindenberg. »Jeg talte med Per, da han kom fra Doktoren.«

»Ja det er dog grueligt, hvad der kan ske,« svarede Konen og førte Forklædefligen til Næsen. »Ja, ija! sikken en Ulykke!«

Hun slog Omhænget til Side og sagde stille:

»Her er Skolæreren for at se til dig, Sidsel.«

Der laa hun, bleg, med lukkede Øjne. Ved Moderens Ord saâ hun op, og der jog en fin Rødme over Ansigtet. Øjnene fik Glans, og hun rettede dem mod den unge Skolelærer med et Udtryk, som han aldrig glemte.

Han gav hende Haand. Hendes var klam og brændende. Han vovede ikke at trykke den, eller var saa betagen af hendes forandrede Udseende, at han lod Øjeblikket uænset.

»Sid ned,« sagde Moderen og satte en Stol hen foran Sengen. Derpaa gav hun sig til at tørre Bordet af og fortalte imens: om Stenkisten, om Vejen, om Ulykken, og om hvordan hun havde faaet dem ind.

Lindenberg og Sidsel havde ikke Øjnene fra hinanden, mens hun talte. Da hun forlod Stuen for at lave den uundgaaelige Kaffe, rejste han sig og greb igjen den brændende Haand.

»Jeg har jo ikke taget fejl,« sagde han. »Det var i fuldt Alvor og ikke Leg, ikke Tidsfordriv. Sidsel, vil du være min?«

Hun saâ paa ham med et usigelig elskeligt Smil og trykkede hans Haand.

»Vi fik ingen Ting talt sammen, men vi forstod hinanden nok. Jeg vil blive hos dig, jeg vil sidde ved din Seng Dag og Nat, til du bliver rask igjen. Det maa jeg jo nok. Jeg vil strax sige din Moder det hele.«

»Nej, nej,« hviskede hun. »Vi vil have det imellem os. Ingen skal vide det.«

Hun trykkede igjen hans Haand.

»Hvorfor, du kjære? Vi have intet at skamme os over, og jeg vil ikke forlade dig. Jeg kan ikke, nu jeg véd, du er min.«

»De skal ikke vide det. Lov mig det!« Et Øjeblik efter tilføjede hun: »Det bliver min eneste Bøn.«

Det fôr igjennem ham med stingende Smerte. »Sig ikke det, du kjære! Du skal blive rask, du skal blive min egen lille Hustru! O Sidsel, hvor vi skal blive lykkelige! Hvor vi skulle elske hinanden!«

For hvert Pulsslag, medens han talte, fik hendes Kinder mere Glød, Øjnene mere Livsmod, Smilet mere Glans.

»Jeg tør ikke tænke derpaa, men det er saa godt at høre det. Aa, hvor det er godt,« hviskede hun, løftede sig paa den venstre Albu og lagde den højre Arm om hans Hals.

Han glemte den lurende Død, sluttede hendes vege Legeme i sin Favn og kyssede hende, som var hendes Leje en Brudeseng og ikke en Sotteseng.

»Nu var det godt at dø,« aandede hun med lukkede Øjne midt under Kyssene.

Skjælvende af Angest slap han hende. Hun sank udmattet tilbage. Der stod en Smule Blod i Mundvigene.

»Sidsel! Sidsel! Vilde du lade mig ene tilbage? Vil du ogsaa svigte mig?« fløj det tankeløst over hans Læber. Hvor angrede det ham, hvor brændte hans egne Ord ham, da de ikke lod sig tage tilbage igjen.

Men Sidsel saâ saa stille, klart paa ham og sagde med Anstrængelse:

»Dig bliver jeg tro. Aa, det er vist allerbedst, som det er. Derfor skal det ogsaa blive mellem os.«

»Nej, nej, Sidsel! Sig ikke det, du kjære, gode! Tilgiv mig! jeg mente ikke det, jeg sagde. Jeg tror paa dig, jeg er vis paa, at du vil være min, aa, men du maa ikke forlade mig.«

»Sæt dig stille ned — Moder kommer. Jeg er saa træt — — saa lykkelig.«

Moderen kom med Kaffen. En fin Kop med Roser og forgyldte Snirkler. »Jeg gratulerer!« stod der paa Overkoppen. Fløden var kommen i, en lille, blaa Glasskaal med nogle blege Kandisstykker stod ved Siden.

»Værsgod!« sagde hun. »Vi har det smaat med Finbrød for Tiden.«

Sidsel havde lukket Øjnene. Lindenberg fik med Møje Kaffen drukket. Da han gik, sov hans Kjæreste. Moderen bad ham komme snart igjen. Sidsel vilde saa gjærne, at Moderen skulde læse lidt for hende, men hun saâ saa daarligt.

Skovbunden dansede for den unge Skolelærers Øjne, da han gik hjem. Mon han skulde se hende oftere? Jo én Gang til i det mindste, naar han skulde staa ved hendes aabne Kiste og synge Salmen, inden de bar hende ud. O, hvor værkede den Tanke i hans Sjæl! Alle de følgende Dage gruede han for det Øjeblik.

Efter hvilken Naturlov ligge de hinanden ofte dog saa nær disse Livets Poler: gribe og gjækkes, favne og savne?

Han fortrød nu saa bittert alle de onde Tanker, han havde lukket ind den Dag. Det var ikke med urette, han havde frygtet for at miste hende, men saaledes havde han ikke tænkt.

Var det da værre at miste hende saaledes? Selv naar Døden kommer brattest, løser den Baandene mildere, varsommere, end naar Menneskene selv rykker dem over. Men det var alligevel saa frygtelig svært. Alle disse unge, leende Elskovsengle, som vedblev at mylre frem, fødte af hans døgngamle Kjærlighed, skulde han en efter anden kvæle og kaste i Graven.

O hvor bad han brændende til Gud, den hele Aften, den hele Nat, at hun dog maatte leve!

Om Morgenen stod han tidlig op; han vilde derud før Skoletid. Det var det samme, hvad Folk sagde.

Da han kom uden for paa Gaden, mødte han Smedden.

»Nu er saa Per Skrædders Sidsel død,« sagde han lavt. »Det var fage, der kom Bud efter hende.«

Lindenberg mælede intet Ord til Svar. Han følte, at om han aabnede Munden, maatte han briste i Graad.

Smedden repeterede hele Historien med Væltningen, som endnu var ny for ham og ukjendt, som han troede, for Skolelæreren.

»Naar døde hun?« spurgte Lindenberg.

»I Morges Klokken fire. Hendes Broder Rasmus var nys henne i Smed'en.«

Lindenberg gik ind og lagde sig igjen paa Sengen, som var varm endnu. Han faldt efter en kort Hulken hen i en stille, bitter Graad, under hvilken hans Tab voxte op, saa det fyldte hans hele Fremtid med Fortvivlelse og Mørke.

Endelig randt Begravelsesdagen op. Han forekom sig at være mange Aar ældre, da han atter traadte ind i Stuen hos Per Skrædders. Han kastede et stjaalent Blik til Sengen, hvor hun havde ligget; nu sad der foran den paa en Bænk en Række sørgeklædte Koner. I hele Stuens Længde var der langs Vinduerne dækket Bord med Flæskesteg, haardkogte, overskaarne Æg, Frikadeller, toppede Brød- og Kagetallerkener, Kirsebærvin og Brændevin, Rødbeder og Sennop. Stemningen var allerede løftet. Lindenberg maatte til Bords, hvor nødig han vilde.

»Er Ditte val?« spurgte en af Mændene. »De ser vøvt ud.«

Nej, han var ikke rigtig rask.

»Saa skal De have Dem et Par Dramme til en Bid Flæskesteg,« sagde Per Skrædder oprømt. »Det skal nok hjælpe.«

Den unge Skolelærer følte Modbydelighed alene ved Tanken om de Varer. Han tog tavs et Stykke Kage fra nærmeste Tallerken.

Bagfra bankede én ham sagte paa Skulderen.

»God Dag, Hr. Skolærer!«

Det var den lille Mads Mogensen.

»Hvordan gaar det? Er Børnene skikkelige?«

»Aa jo.«

»Ja for èsen skal De ha Tæsk. Desenplin skal der til, èsen er det ikke godt at være Lærer.«

»Det er et Taalmolighedsarbe,« bemærkede en af de sorte Koner filosofisk.

»Gir du en Dram i Dag, Per Skrædder?« spurgte Mads Mogensen. »Jeg har èsen faaet, hvad der tilkommer mig, men jeg kunde nok have Lyst til at klinke med vor Skolærer.«

»Jeg drikker ikke Brændevin,« svarede Lindenberg mut.

»Kanske Skolæreren holder mere af Vin,« gjættede Mads Mogensen; »men hun er mig for sød. — Hvad siger du, Jens Nyrup? Skal vi to gamle Skovkokke ta vos en extra?«

»Det er skutte føste Gang,« svarede Jens og grinte. Han sad ovre bag Bordet med Ryggen mod et Vindue og sendte stinkende, blaa Skyer ud fra en lille sort, kroget Træpibe.

»Maa jeg skjænke et Glas Vin,« sagde Per Skrædder og skød et Glas hen foran Lindenberg.

»Nej Tak.«

»Kom med Kaffen til Skolæreren!« raabte Per ud af Køkkendøren.

Kvindfolkene skulde, alt som de kom, op og se Liget og lægge deres Kranse. Hver Gang Døren gik op til Øverstestuen, saâ Lindenberg det røde Skjær fra Stearinlysene og fik et Pust af Liglugt. Han var saa syg tilsidst, at han næppe kunde rejse sig fra Bordet.

Endelig var Maaltidet forbi; Per Skrædder og Lindenberg gik i Spidsen for Gildesfolkene op i Storstuen, hvor Liget laa paa Parade. Der var hængt Lagener for Vinduerne for at dæmpe det stærke Dagslys, det voxklare, hvide Ligtøj laa hen ad Gulvet, paa et lille Bord ved Hovedenden af Kisten stod to tændte Lys i sværtede Træstager.

Lindenberg vilde undgaa at se Sidsel, men det var, som om en usynlig Magt drog ham, saa han endnu engang maatte kaste et eneste, et sidste Blik paa hendes Ansigt. Nej, hvor var hun forandret! Var det de Læber, han for faa Dage siden havde kysset! Det Aasyn, der havde straalet ham saa henrivende i Møde!

Han var næppe kommen halvt igjennem Salmens første Strofe, før Stemmen svigtede ham; men i det samme fik han en uventet Bistand. Uden at han havde lagt Mærke dertil, havde Mads Mogensen stillet sig op ved hans Side, og da han fandt Stedet i Salmebogen, stemte han i af Hjærtens Grund for at vise, hvilken Bærer af Kirkesangen han i sin Tid havde været. Mads Mogensen reddede Situationen uden at vide det. Lindenberg tog sig sammen og holdt Stand de fire Vers til Ende.

Siden gik han den lange Vej til Kirken bag efter Kisten, bag efter den samme Vogn, paa hvilken han og Sidsel havde siddet fra Stationen. Det var lige i Middagsstunden og varm Sommerdag.

Man tilbød ham Plads paa en af Vognene, men han foretrak at gaa, sagde han. En halv Snes Stykker foruden ham gik; Kvinderne kjørte.

Mændene trak deres tunge, frejdige Daglejermarsch bag efter Kisten, røg paa deres Piber, svedte i deres sorte Vadmelsfrakker og snakkede om Dagens smaa Begivenheder. Per Skrædder selv kjørte Ligvognen for at bevise sin Datter »den sidste Ære.«

Ude omtrent ved Møllen mødte man et Par Griseprangere fra Langerup.

»Vil du saa ha den Gris, Per Skrædder?« raabte den ene.

»Prrr!« sagde Per og holdt med Liget. Hele Toget standsede.

»Ja faar jeg ham for halvfemte?«

»Nej, du er danseme for kneben Pejer! Vi kan ikke la ham gaa en Øre under de fem, som jeg sagde i Løverdes. Og det er fejse Grise, som du sjèl saâ.«

»Men det er aa fejse Penge,« sagde Per. »Jeg vil ligodt betænke mig. — I Dag har vi desuden andet at gjøre end handle med Grise.«

Per satte Hestene i Gang paa ny; Fod for Fod listede det sorte Tog sig videre frem ad den bakkede, solhede Vej, medens en dorsk Støvsky længe hang over Hegnene efter det.

IX.

Han havde aldrig før bundet en Krans, i al Fald ikke siden han var Dreng. Da kunde han mindes, at han engang havde flettet én af Smørblomster og Gaaseurter, ogsaa til en Grav. Han og hans Broder havde fundet en død Stillids. Deres Søster blev saa betagen ved Synet af det røde Vingespejl og de brustne Øjne, at hun sagde: »Den skal have en smuk Begravelse«, og det fik den. Gjæstgiverens Søn der i Landsbyen overlod dem for en Pris af tre gule Vesteknapper og en stor, vaabenprydet »Metalknap« en gammel Cigarkasse, og Hjørnet af et Persillebed nede i Haven lige under Busken med de store, laadne Stikkelsbær blev udsét til Begravelsesplads. Medens Drengene gravede Grav, smykkede Søsteren Liget og lagde det i Kiste. Lindenberg huskede ogsaa, hvorledes de alle tre senere sad nede i Engen bag Haven og bandt hver sin Krans; det var enten Kransen eller Cigarkassen, der vakte hin Erindring fra Barneaarene til Live paa ny.

Arbejdet gik ikke just let fra Haanden, og Resultatet tilfredsstillede ham heller ikke ganske. Det blev en lille, skjæv Krans, tyk somme Steder, tynd somme Steder. Han rettede paa den, saa meget og saa godt det lod sig gjøre og lagde den i den flade, kvadratiske Cigarkasse, hvor den akkurat kunde faa Plads. Da det blev Aften, tog han sin Overfrakke paa, og for at ingen skulde ane det egentlige Maal for hans Vandring, gik han ad en lang Omvej og kom til Herninge og til Kirkegaarden hen imod Midnat.

Graven var let at finde. Med sine voxblanke Papirkranse lyste den ham i Møde helt ude fra Hovedgangen. Han tog sin Krans frem, lagde den varsomt ovenpaa de andre, stod en Stund rank og stum med sammenpressede Læber og taareblændet Blik og stirrede ned paa Graven, som om han tværs igjennem Muld og Kistelaag skuede en fin lille Oval med brune Pandelokker og skjælmske, mørke Øjne.

Kirkegaardslaagens Klinke blev slaaet op, hørte han. Der løb en alfar Sti over Kirkegaarden ud til Stationen, saa der var jævnlig Færdsel. Lindenberg gik hurtig bort, hjemad til sin ensomme Skole.

Han saâ ikke den høje, alvorlige Skikkelse, der fra modsat Side kom ind paa Kirkegaarden. Ogsaa den tog efter en kort Søgen Vejen hen imod Sidsels Grav. Ogsaa den stod der med bøjet Hoved og sammenpressede Læber. Det var Johannes.

»Saa er du nu alt gjemt der nede!« mumlede han med sammenknugede Hænder. »Det er kun, hvad der daglig sker om os, men som vi aldrig kunne tro paa, aldrig lære:

at alt Kjød er Hø, at det, vi tænkte at binde vort Livshaab til, det vi vilde arbejde for, leve for, er idel Forfængelighed. Se hvilken stakket Lykke, om hun var bleven mig tro!

Herre, tilregn hende ikke, hvad hun i Ungdoms Letsind forbrød! O, maatte du have smeltet hendes Hjærte, før hun gik bort! Du har nok havt dine gode Hensigter med at tage hende herfra saa fage. Du har ikke til hendes Fordærvelse forkortet hendes Prøvestand. O Gud, naar du engang efter din Forjættelse vil gjøre mig salig, lad mig møde hende! Jeg kan ikke undvære hende blandt dine Engle.

Du har sagt, at en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig. Herre, jeg er retfærdig formedelst Jesu Blod. Min Bøn er alvorlig, min Sjæl ligger paa min Tunge. Herre, gjør hende salig, lad os mødes, lad os samles, lad os favnes igjen! Amen i vor Herres Jesu Navn!«

Han tog frem af sin Overfrakkes Inderlomme et lille, sort Trækors, knælede ned og plantede det paa Graven. Hans Blik faldt paa Lindenbergs lille, hvide Krans.

»Vort Evighedshaab, Herre, er til dit Kors!« hviskede han, tog Kransen og hang den paa Korsets Arme. Derpaa rejste han sig og gik bort.

Kirkegaardslaagen smækker i; enlige Fodtrin tabe sig i Sommernatten. Alt er saa stille. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv, ovre i de Skovstrup Skove, hvor Per Skrædders Hus ligger trygt i Krathjørnet, kan man høre Nattergalen slaa — — —

Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet.

FRA KVIST TIL KJÆLDER.

I.

Maaske er det saa med alle afsides Egne, at der rører sig en stærk Trang til at komme ud og se noget af den øvrige Verden, i det mindste finder der en stærk Udvandring Sted fra Skovstrup. Unge Husmændsdøtre tage Tjeneste i Kjøbenhavn, Husmændssønner komme i Krambodlære i Horsens, nedsætte sig som Haandværkere i Saxkjøbing og Sønderborg, drive Træhandel mellem Ringkjøbing og Varde. Gud véd, hvor de kjender de Navne fra? Gamle Skolelærer Bloch bærer ikke Skylden, for i hans Tid lærte de ingen Geografi.

Der er naturligvis mange Folk i Skovstrup, som fødes, ældes og dø uden at have set Stranden. Odense, som er nærmeste Kjøbstad, er mindst halvtredje Mil borte; men naâr man saa vidt, er man hvad Strand angaar lige nær; Odense har en Aa og en Kanal, men ikke Spor af Strand; alligevel er der to eller tre Haandværkerfamilier i Skovstrup, hvis Sønner ere Sømænd; det er maaske det mest mærkværdige.

Vi nævne Husmændene og Haandværkerne. Gaardmændene have ikke kjendt slige Drifter. De ere Sønner af skovstrupske Gaardmænd, have som smaa Drenge fulgt deres Fader bag Ploven, Fure op og Fure ned — fra Gaden til Skoven, fra Skoven til Gaden; Føden og Klæderne ere som de selv voxede op mellem Skoven og Gaden, deres Længsler og Drømme ere spirede paa den samme Grund, indtil der kom en Dag, da Tømmerne gled den gamle af Hænderne, da de selv tog Ploven i Haand og skrev deres Navn under paa et Dokument, som kaldtes Skjøde. De have ikke nødig at være opfindsomme som Husmændssønnerne, de behøve hverken at gaa til Søs eller til Saxkjøbing, og deres Sønner, som komme efter dem, behøve det heller ikke.

Skovstrup Gade er lang; derfor falder Byen i flere Smaalav, hvert paa en eller to Gaarde og en lille Klump Huse der omkring, saa et Stykke Gade uden Beboelser, krumt, snevert, lukket. Midtpunktet i den vestlige Del af Byen danner Jakob Mikkelsens store, fornemme Gaard; i det yderste Hus bor Niels Væver.

Jakob Mikkelsens Humlehave laa lige ud til Gaden i Læ af den noget tilbagerykkede Portlænge. Lars Top, som var hele Egnens Humlemester, var i Færd med at stænge Humle, da gamle Niels Væver stampede forbi, hjem efter.

»Hej du, Nejels!« raabte Lars Top inden for Gærdet. »Go Dav!«

»Tak!« Den gamle standsede. »Du er i Lag med Humlen, Lars.«

»Det er jo Aarsens Tid,« svarede Lars og satte sig i Positur til en Samtale med begge Hænder i Siderne — et Par brede, flade, jordgraa Hænder. »Du véd nok ikke af, at du har faaet fremmede.«

»Naa da,« sagde den gamle og lettede paa sig. »Hvem er det?«

»Line.«

»Hvad?«

»Vor Line. Hun gik her op ad for et lille Korn siden. Hun vilde indenfor at se til Mette Marie, og saa var det hendes Agt at kigge ind til dig med det samme, hun var saa nær. Du er jo paa en Maade hendes Gudfader.«

»He he he. Det nøve som er. Er hun kommen hejm fra Kjøbenhavn, Line? Saa maa jeg nok stræve.«

»Giv du dig barestens Tid,« sagde Lars og traadte hen til Gærdet. »Vi er nødt til at spare lidt paa Raden, hvis vi vil at den skal holde ud. Det er en vøv Fordel at slide sig op før Tiden eller rende Livet af sig. Jo hun kom med Halvéttoget i Gaar Mìdes.«

»Det var Ret. Bliver hun her saa med det samme?«

»Nej, min Sæl gjør hun ej. Hun rejser igjen i Overmorgen, det er barestens en lille Permission. Hun er Støvepige hos en voldsom rig Akentekt der inde, og det er saadan urimelig flinke Folk. Fruen gav hende ti Kroner til Rejsepenge, saa hun kan mest gjøre hele Turen gratis.«

»He he he. Ja det er Folk, der har Sølvtøj, de Kjøbenhavnere.«

»Det maa du val sige. Du skulde høre Line fortælle om de Guldbutikker og Kjøretøjer og Postelinsfigurer der er, og saa for alle de Slotte, de bygger, — hele ny Gader med sex Etages Huse og Taarne og Spire. Hendes Moder siger ogsaa: Jeg vil da haabe, det er Løgn det halve, min Pige. Saa mange Penge er der jutte til i hele Verden.«

»He he he. Ja jeg og du, Laves, vi har nu ikke været vidt omkring, men de unge har ingen Ro paa sig. Min Søn, Jens, snakker ogsaa engang imellem om, at han vil til Kjøbenhavn, for det er kun smaat med Skomageriet her, siger han. Men han bliver nok, hvor han er, den Karl.«

»Hun er en sæjr Tøs, vor Line. I Avdes var Anders Jepsens Karl inde; han har ligget ved Trajnafdelingen paa Kristianshavn. Han spurgte hende ud om Tivoli og Komejdien; men det vidste hun aller det bitterste Beskej om. Det Narreværk kerer hun sig itte om.«

»Da er der vist nok, der gjør'et,« svarede den gamle. »Men nu vil jeg da ligodt se til at rokke hejm etter, at hun ikke skal vente paa mig alt for længe. Jens er der nok, men han siger ikke stort, især til Kvindfolk.«

Gamle Niels Væver stampede videre, og Lars Top tog igjen fat paa sine Humlestænger. Med en tung, mejseldannet Jærnstang blev der først drevet et Hul i Jorden ved hver af de unge Humleplanter; derefter blev den lange Elleraft tilspidset ved Hjælp af en Øxe og med al den drivende Kraft, et Par Daglejerarme formaar at opbyde, rammet dybt og fast ned i Hullet. Lars Top havde med Sindighed expederet fire, da hans aarvaagne Øren opfangede Lyden af en Vogn, som fjerlet kom rullende hen ad den hvide, krumme Kjørebane uden for Hegnet.

»Hej, du, Nejlsen!« raabte Lars og luntede paa ny hen til Gærdet. »Go Dav, sku jeg da sige føst.«

Enspænderen holdt — en blanksort, vel fodret Hoppe mellem Skaglerne og en i blanksort Regnkappe vel fodret Hestehandler i Agestolen.

P. Nielsen ejede en af de mindste Skovstrupgaarde, men Gaarden var for ham en Biting. Han opholdt sig mest i Kjøbenhavn eller paa Rejser og havde tjent sig en Formue ved Handelen.

Han var bondefødt, men det saas ikke af Klæderne, heller ikke Trækkene havde det for Bondestanden typiske. Mellem Hatteskyggen og Frakkekraven laa en Krans af blondt, krøllet Haar, Næsen var fin og buet, Øjnene smaa og skarpe; et rødligt, kortklippet Helskjæg stubbede over det store, runde Underansigt og slog en myndig Bue over Munden.

»Død og Pine! Er det nu ved de Tider,« raabte Nielsen, da han hørte og saâ Humlemesteren. »Ja jeg har andet i Hovedet end at tænke paa Humlen; men du plejer jo at komme af dig selv.«

»Det er nøve, som er,« svarede Lars Top og satte Næverne i Siden paa ny. »Din Humle skal jeg val passe lisom èsen; men hør mig stille!« vedblev han og sænkede Stemmen til en Art hæs, hemmelighedsfuld Hvisken. »Kjører du paa Handelen i Dav med Forlov?«

»Ja hvad saa?«

»Jeg tænkte nok, det var Mejningen. Ja Gu om jeg ikke tænkte det, lisaa snart jeg saâ dig.«

»Naa, ja det gjør jeg jo hver Dag geménlig.«

»Kommer du til Øjste?«

»Det kan være.«

»Saa skal du høre ind hos Per Villig,« sagde Lars Top og hvæste det ud over Gærdet som en betroet Hemmelighed.

»Ja nu faar vi se.«

»Der er et halvt Hundrede Daler at tjene.«

»Hm!«

»Det er mine Ord.«

»Vil han af med den mørke?«

»Jeg har ingen Fuldmagt, Nejlsen, til aa sige nøve. Du skal, lisom du vil. Men la barestens ingen forstaa, at du har talt med mig!«

»Det er godt, Lars Top. Nu skal vi se. Far vel!« Enspænderen satte i Gang, Lars blev staaende en Stund og saâ efter den. Just som han omsider besluttede sig til at vende tilbage til sit Arbejde igjen, kom Line, Datteren, gaaende.

Hun var i lang, graa Havelock, Hat med sort Fjer og Stenkulsperler; under Halvsløret skimtede man det hvidgule Pandehaar og de graa, alvorlige Øjne. Af Væxt var hun høj og slank; Ansigtet var langt, men Næsen kort og lige, Munden veldannet.

»Traf du gamle Nejels?« spurgte Faderen.

»Nej, han var ikke hjemme.«

»Nej for han er lige gaaet her forbi, hejm etter. Du møjdte ham val?«

»Nej, jeg kommer inde fra Mette Maries. Men Jens var hjemme. Vi talte da lidt sammen.«

»Han siger èsen itte saa møje dejt, den Karl. Hvad kunde han fortælle?«

»Jo han tænker nok paa at gifte sig, lod det til.«

»Nej val. Det har vi aller hørt nøve om.«

»Der var da en, han kunde godt lide,« sagde han, og Line lod i et Smil skimte sine tætte, hvide Fortænder. »Jeg vilde naturligvis ikke staa tilbage, og noget skulde vi jo tale om; saa sagde jeg, at der var ogsaa en, jeg godt kunde lide; men det blev Fyren helt forfjamsket ved — jeg tror, han skammede sig paa mine Vegne over en saa aabenlys Erklæring.«

»Han har val troet, du vilde ha ham.«

»Gud fri os! det vil jeg ikke haabe.«

»Han kunde da ogsaa se, at du gik med Ring.«

»Gjennem Handskerne?« spurgte Line en Smule overlegent.

»Sad du med dem paa inde i Støven, Line?«

»Du er god, Fader! Gaa du hen til dine skruppede Humlestager! Far vel!«

Niels Vævers Hus laa ud til Vejen, blot med en høj Ligusterhæk og en smal Forhave imellem. Fra den grønmalede Laage hen til Gangdøren var der Stenbro; Døren var grøn ligesom Laagen, Vinduerne skinnende kornblaa.

Forstuen var en lille Firkant med Dør til venstre, som førte ind til den gamles Stue, og en til højre, som førte ind til Sønnens Værksted. Den sidste stod aaben, saa Niels Væver saâ strax, da han traadte ind, at Trebenen var tom og Jens ikke paa Værkstedet.

Niels havde intet som helst med Væveriet at gjøre; han var Urmager, saadan som det forstaas paa Landet. Han gik omkring i Gaardene og fedtede de gamle Bornholmere og pillede lidt ved Hjulene, naar Viserne gik i Staa. Da Kuren sjælden hjalp højere end fjorten Dage, var der fuldt op af Arbejde. Stundom betroede ogsaa en Tjenestedreng ham sit to Kasses Lommeur; Lommeurene var den gamles Ærgjerrighed; for det meste gik han med et i hver Vestelomme.

»Naa her er du!« sagde Niels Væver og lukkede Døren op til sin egen Stue. Sønnen gik op og ned ad Gulvet med Hænderne i Lommerne. Der var noget af Dansesving i Bevægelserne, et uroligt, overgivent Smil flakkede lydløst omkring Munden, Øjenbrynene drog sig heftigt op og ned.

Sønnen var i Skjorteærmer, ganske den samme lavstammede, blokkede Figur som Faderen. Han havde et stort Hoved med svær, mørk Haarvæxt og unaturlig store Øjenbryn, men glat raget Ansigt.

»Hvad gaar du her og vankensérer etter?« spurgte den gamle og gik hen til Bordet, hvor han begyndte at løse op for et broget Klæde, i hvilket han med stor Forsigtighed havde baaret et Urværk.

Sønnen svarede ikke, men fortsatte sin Triumfmarsch paa de højhovede Træsko.

»Har Lars Tops Line ikke været her?« spurgte den gamle.

»Jo,« svarede Skomageren knapt og jog med Haanden over Ansigtet som for at samle sig. »Jo! Line har været her. Hun vilde hilse paa dig, sagde hun.«

Han satte sig ned paa en rødmalet Kasse, der stod ved Fodenden af Sengen, støttede Hovedet i Hænderne og saâ lige ned i Gulvet.

»Det var da en Veder, at jeg ikke var hejme,« sagde Niels og fik med rystende Hænder et stort Blylod op af Frakkens ene Sidelomme. »Det kunde være morsomt at have hilst paa hende.«

»Ja! Ja!« svarede Sønnen hurtigt, fraværende og stedse med Blikket i Gulvet. »Det var morsomt. Far! Skal jeg sige dig nøve?«

»Naa.«

Den gamle lagde varsomt Blyloddet op i Vinduet og holdt Haanden afventende over det, om det skulde faa i Sinde at trille. Jens tøvede med det, han vilde sige, men Pavsen udfyldtes af en fire, fem Stueure og et Par Lommeure, der rundt omkring fra Væggene skyndte paa, hver i sit Tempo.

»Jeg gifter mig, Far.«

»Naa. Ja det skal du om,« svarede den gamle. »Hvem med?« spurgte han og vendte sig mod Sønnen.

»Den eneste, jeg bryder mig om, den eneste jeg i al min Tid har holdt af, men som jeg troede nu saâ langt over mig.«

»Ja hvem er det saa?«

»Ja det er nøve saa sæjrt, nu hun er kommen til Kjøbenhavn, nu hun saadan har skivtet Maal og er bleven Damme — — hun som i lange Tider ikke har set til den Side — —«

»Er det Line?«

»Ja.«

»Har du friet?«

»Nej.«

»Har hun da?«

»Nej.«

»Ja, hvordan véd du saa — —!«

»Jo jeg sad saadan og tossede, som jeg plejer vun, naar der er Kvindfolk, jeg skal snakke med, og med hende var det nu saa møje galt. Jeg sad og blev baade rød og bleg og vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv; men jeg tænkte ligodt: sker det ikke nu, saa sker det aldrig. Og i det samme skød det op i mig: Gud véd, om det ikke er for din Skyld ligodt, hun er kommen; vi holdt dog dejt sammen, da vi gik i Skole; nu har hun set, at Far er gaaet op i Byen, og saa skal det lade, som om det er ham, hun vil hilse paa.«

»Sitte nøve Pjank!« udbrød den gamle halv stødt. »Jeg talte selv med hendes Far, og han sagde — —«

»Ja ti kun du. Saadan tænkte jeg nøv, og saa sagde jeg: Højr, Line! Jeg har tænkt paa at jivte mig. Der er en, som jeg holder saa skammelig møje av. — Det var jo da til at forstaa, skulde vi tro.«

»Naa.«

»Vej du saa, hvad hun sagde?«

»Hun sagde val, at det ragede ikke hende,« brummede den gamle.

»Nej hun sagde: Der er ossensaa én, jeg holder saa møje dejt av, og saa saâ hun mig lige ind i mine Øjne. Kunde jeg faa noget bedre Svar?«

»Nej, det Svar var godt nok.«

»Tror du ikke, det var mig hun mente? Du har jo været gift, Far, og kjender Kvindfolkene.«

»Ja hvad sagde du mejr?«

»Det vej jitte, for je blev mejst halvtøvle af Glæje; je havde jutte ventet, at det kunde gaa saa gelìk, og at hun vilde hjælpe mig saadan med det. Men det fløj da ud af mig: Nej siger du det, Line! Men du vil val helst blive i Kjøbenhavn, det er jo en rask By. — Hvem siger heller vi skal fra Kjøbenhavn, der er Folk da ogsaa gift, sagde hun og blev glorøj. Men inden jeg rejdi vidste, hvordan vi var vendt i det, sagde hun far vel og smuttede væk, saa jeg vej mejst itte, hvad det blev til.«

»Du er en god Taask, Jens.«

»Ja je vej itte, je var helt snurren, mejst ligesom jeg var rusejes. Da hun var kommen ud paa Vejen, spengelejrede jeg paa at løbe etter hende, men det fik jeg ligodt ikke Mod til. Det er ikke godt at blive kløv paa de Kvindfolk, tykkes mig.«

»Du er et Kyhoved, Jens.«

»Det kan val hjælpe, du staar der og skjælder mig ud; det bliver jitte visere av. Men nu vil jeg tage en Frakke paa og gaa mig en lille Omgang. Jeg har ingen Lyst til at sidde paa Værkstedet. Og kanske jeg kunde træffe hende her ned ad Gaden.«

II.

I Jakob Mikkelsens »Langeløkke,« som paa den anden Side Gaden laa lige over for Niels Vævers Hus, havde der hidtil staaet to store, enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige Bierhverv, havde kjøbt dem paa Roden, derefter fældet dem og var nu i Færd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vævers Hus se de nedlagte Kæmper strække de afbarkede, krumme Grene i Vejret som uhyre, nøgne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort Lærredsforklæde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege tilbage efter en bestemt Rækkefølge. Om Foraaret passede han Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i Gaardene. Senere — omkring ved Fastelavn — kølnede han Malt og røgede Flæsk, ved hvilken Idræt han fik god Anvendelse for sine mange grønne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tømmer, forsømte ugjærne nogen Løsøre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det tætte, jævne Slid, det stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt følger med at tærske, skære Tørv og grave Grøfter; for den Slags Dagværk var Lars Top saa bange som Fanden for det hellige Kors.

Det var et Par Maaneder efter Lines Besøg. Dørene mellem Niels Vævers Stue og Sønnens Værksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et aldrende Ottedagsværk, med store Messingbriller ridende langt ude paa Næsen; Jens hamrede paa en Støvlehæl og fløjtede en lystig Melodi inde fra sin Forhøjning.

»Huld op med den Musik!« raabte den gamle. »Vi kan jo aldrig snakke et Ord sammen. Jeg har tit tænkt paa at spørge dig om, hvad det saa blev til med Line i sin Tid?«

»Ja hun glej jo til Kjøbenhavn igjen, uden at jeg saâ nøve mejr til hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er sluttet fuld Avkord.«

»Jeg er ligodt ræd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror allersnarest, at hun har en Kjæreste inde i Kjøbenhavn, og at det var ham, hun snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.«

Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham. Lidt efter sagde han dæmpet, hurtigt: »Der kommer Lars Top. Han styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nøve vaklevorn i det.«

Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklæde til Side, grebet sin rødmalede Madæske og kom med lange, sindige Skridt tværs over Marken. Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vævers; der brød han igjennem og styrede lige mod den grønne Laage.

Jens lukkede sin Dør, som han netop kunde naa fra Værkstolen. Lars Top traadte ind ad Gangdøren.

»Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?«

»Itte i Dav,« svarede den gamle med en Urstift mellem Tænderne og Ansigtet halvt inde bag Skiven.

»Saa kan vi tage ham i Fællesskab. Det blæjs saa galt ude i Langeløkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brændevinen.«

»Lad aa det gaa!« svarede den gamle, skød den sønderlemmede Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen.

»Jens!« raabte han.

»Holloj!« Døren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig.

»Kan du koge vos nøve Kaffe,« sagde den gamle og tog Brød og Smør frem af Skuffen. »Lars Top gir en Dram i Dag.«

»Det skal jeg,« svarede Jens. Han kastede sit Skjødskind, rødmede, da han hilste paa Lars, trak Øjenbrynene højt op og begyndte at hale Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen.

»Kom her med Møllen!« sagde Lars, der alt havde sat sig, »saa skal jeg male.«

»Godt,« sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed.

Han kom brændte Bønner af et Kræmmerhus i Messingtragten og gav Lars Kaffemøllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over.

Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjørte rundt med Haandtaget. Niels Væver smurte Rundtenommer til sig og Sønnen og skar Ost paa.

»Der har du Flasken,« sagde Lars og stak den fyldte Pægleflaske over til den gamle. »Nu kan du være Forvalter, for der bliver jutte saa møje manne til hver.«

»Det er bedre Jens er Skjænker,« svarede Niels. »Jeg rister paa Næverne.«

»Nu kan I val vente et Korn,« sagde Jens ved Kakkelovnen.

»Hvad Pris er Barken i?« spurgte Niels Væver.

»Jeg har itte højrt naare Pris,« svarede Lars; »men de siger, han er dyr.«

»Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Træer, Laves. Du fik dem for godt Kjøb.«

»Det er paa den Vis, vi skal bjærge Livet,« svarede Lars. »Gaa og slide sig op i Dagleje, det er Svælteri.«

»Det er nøve som er,« sagde Niels Væver.

»Men der skal hænges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72 Kroner af mit Malteværk.«

»Det er bedre end Skomageriet,« sagde Jens og bød Lars den første Snaps.

»Nej, væsgo og drik vos til!« sagde Lars høfligt.

»Til Lykke med Egene,« sagde Jens og tømte Glasset.

»Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal nøve til aa ernære en Familie. Der skal spengelejres.«

»Du har et godt Hoved, Laves,« sagde den gamle henne ved Bordet og skar Tærninger ud af sin Rundtenom.

»Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og vi kommer nok til aa jøre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.«

»Skal Line ha Braalbe?« sagde gamle Niels og saâ langsomt fra Lars hen paa Sønnen.

Denne havde lige skjænket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv.

»Hvad Rakkeren!« raabte Lars og sænkede slukøret Haanden. »Du er en god Skjænker! Du drikker nok sjèl det hejle.«

»Det var paa Lines Velgaaende, Laves!« sagde Jens, fniste og skød Øjenbrynene heftigt op og ned. »Hvem skal hun ha?«

»Ja jeg har aller sejt Fyren for mine Øjne. Han er Mursvend derinde og skal være saa møje gefærlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen kalder hun ham, hvad han èsen hedder, vej jitte. — Nej holdt! Nu vil jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjænker. Èsen narrer han vos, Nejels.«

»Det er nok saa nøve rejdi fint,« sagde Jens og blev ved at fnise og gjøre Grimacer.

»Det kan lade,« svarede Lars og tømte Glasset. »Forresten er han da bondefødt. Forældrene er Krofolk éjsteds ovre paa Sjælland.«

»Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa,« sagde Niels Væver tørt.

»Han smager aller Sperentus,« svarede Lars højtideligt. »Det siger Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.«