Skovstrup-Folk: To Fortællinger

»Kom nu her med Flasken,« sagde den gamle. »Skal jeg ha en Dram, vil jeg ha hende, mens jeg faar Mad.«

»Der har du hele Flasken, Far,« sagde Sønnen og snurrede sig paa Hælen. »Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg véd knap, om der kan blive én til dig.«

»Det tror jeg,« raabte Lars og lo med Munden fuld. »Naar du staar dèr og drikker for to.«

»Hvor har du din, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjøbmanden.«

»Det var Ret,« raabte Lars. »I Dag er der Humøjr i Skomageren.«

Jens sprang hen til Hængeskabet og fik fat i en tom Trepægleflaske. »Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det,« sagde han, greb sin Hat og løb ud af Døren med Flasken under Armen.

»Det er da et Helvedes Jærn, den Skomager!« raabte Lars, mægtig oprømt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. »Jeg tykkes ellers ikke, han er haard ved den Slags.«

»Kom du her, Laves, og skjænk mig den Taar, du har lovet. Du har lejtere ved det.«

»Vi kan vel klemme hende saa møje,« sagde Lars og skjænkede for den gamle. »Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde Braalbe til Højst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos vos, desformedelst at det er møje billigere end i Kjøbenhavn med Præst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til føste Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjønt de kjøber nok èsen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vægge ligesom hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand Vand, da har de aldrig nødig at gaa til Posten, for det flyder af sig sjèl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane. Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.«

Skomageren kom tilbage i fuldt Løb igjen og satte den fyldte Trepægleflaske paa Bordet.

»Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart skal være Madam Ditlevsen. Egene løber jutte der' Vej.«

»Egene tøver nok,« sagde Lars og saâ begjærligt efter den grønne, langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strøm allerede flød ned i Glasset.

»Denne Gang skal du ha føst.«

»Sitte nøve Pjank,« brummede Niels. »Vi maa'tte donre fra Formiddagen. Nu gir du vos den Drøve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos »en lille sort,« og saa skal det være Stop med det her i min Støve.«

»Ha ha ha!« lo Lars Top. »Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver nøjdt til aa holde til Raade. Det er døv et rejnt Jærn, den Skomager.«

Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjænket. Lars Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Væver, Brødstumper, Smør og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev nok saa indbydende. Paa det rødmalede Bord foran Vinduespillen stod Flasken, en Kop med smaatbrækket, lyst Kandis og de tre hvide Spølkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjænker; han hældte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, før end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at nøjes med mindre, og Jens tog heller ikke stort af Brændevin i sin, Lars puttede et Stykke Sukker i Munden og stødte sin Spølkum mod de andres.

»Skaal, Nejels! Skaal, Jens!«

Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding, begyndte han at blive rød i Kinderne. Øjnene krøb ind, men bleve sælsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortælle Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Træpibe og begyndte at dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak han et Stykke Avispapir op af sin højre Buxelomme, udfoldede en stor Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tømte Kop op i Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejerværk, Skomageren rejste sig og gik ind paa sit Værksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa to Egetræer og ventede paa ham; han bød far vel og drog med faste, sindige Skridt op ad Langeløkken til.

Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Døren ind til den gamles Stue.

»Saa vej vi det da,« sagde han. »Det er nøve bedre end aa blive Skomagerkone i Skovstrup.«

»Ja du er et godt Fæj,« knurrede den gamle og stadfæstede sin Dom ved at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. »Saa gaar du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjæreste.«

»Kunde jeg forstaa andet,« sagde Skomageren og traadte helt ind. »Naar hun siger — —«

»Ja hvad siger hun? Hun siger, der er én, hun kan skammelig godt lide, og han hedder Ditlevsen. Kommer det dig nøve ved?«

Jens satte sig paa Stolen ved Kakkelovnen, hvor Lars Top havde siddet og malet Kaffebønner, og begrov Ansigtet i sine Hænder.

Niels Væver sad og knikkede med sine Tandhjul, de gamle Ure dikkede omkap fra Væggene.

»Lejt dig!« brummede han pludselig. »Der kommer Nejlsen.«

Jens var lige bleven rejst og havde faaet Ansigtet i de sædvanlige Folder, da den store Hestepranger traadte ind. Han var i Blankstøvler og holdt i Haanden en Spanskrørsstok med Elfenbens-Hundehoved.

»Hør, Skomager!« sagde Nielsen efter et flygtigt god Dag, »hvad er det for noget Blanksværte, du bruger? Kan vi ikke faa at vide, hvor du kjøber den?«

»He he, jeg lemper hende sjèl.«

»Det var som Faen! Kan du da ikke lempe noget til mine Kvindfolk? Jeg gjør altid Spektakel med dem, hver Gang jeg skal trække et Par Støvler paa, for jeg vil have, at de skal skinne som Sølv, og for det meste ser de ud, som om de var gneden ind med Vognsmørelse. Nu i Dag da jeg kommer og vil trække disse her paa, saa er de, som jeg vil have dem. Saadan skal det være, siger jeg. Men hvorfor kan I nu blanke dem i Dag og ikke ellers. Fordi at de lige er kommen fra Skomageren, siger de. Forhør du, hvad det er for en Blanksværte, han bruger, og skaf os den, saa skal dine Støvler nok blive dig til Pas. Har du noget?«

»Du kan godt faa en Æske fuld,« sagde Skomageren og gik ind i Værkstedet.

»Hvad koster den?«

»Ja det vej jeg saa knap. Jeg sælger hende jutte saadan.«

»Du maa da vide, enten du kan sælge den for samme Pris som anden Sværte, eller om den er dyrere at lempe.«

»Nej dyrere er hun datte. — — Væsgo!«

»Tak. Hvor meget bliver det saa? For jeg har ingen Forstand paa, hvad den Slags Pilleri koster.«

»Jeg vej itte, om du vil gi ti Øjre?«

»Er det det hele?«

»Ja jeg skal itte ha mejr.«

»Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og sælger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Sværte.«

»Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjøbe hende.«

»Det kavérer jeg for, saa snart de kun véd, at den er til at faa, og de bliver kjendt med den.«

»Det kunde nok ikke blive til nøve med saadan en Fabrik her i Skovstrup,« sagde Skomageren og fniste.

»Hvorfor ikke det? Lad mig faa en halv Snes Æsker med, naar jeg paa Mandag rejser til Kjøbenhavn. Jeg skal nok skaffe dig af med din Sværte.«

»Ja Tak. Det kunde være morsomt nok at prøve.«

»Naa, Niels!« sagde Hestehandleren i en noget højere Tone, idet han nedladende henvendte sig til den gamle, som uforstyrret vedblev sit Arbejde. »Kan du faa Ret af Mekanikken?«

»Det skal gaa med den, som det kan, Nejlsen!« svarede den gamle forekommende. »Jeg kan gemejnlig nok faa Klokkerne til aa gaa, men de gaar ligodt ikke alle, som de skulde.«

»Det er saa med Klokkerne lige som med Folk, kan jeg forstaa,« sagde Nielsen leende og bød far vel.

Jens stillede sig op ad Dørstolpen, da Hesteprangeren var gaaet og skød Øjenbrynene til Vejrs.

»Det kunde mejst lade paa Nejlsen,« sagde han, »som jeg døv itte vaa et Fæj til al Dejl. Kanske jeg forstaar mig bedre paa Blanksværte end paa Kvindfolk.«

»Du gjorde dig datte for kløv,« snærrede den gamle.

»Tror du, jeg vil gjøre ham Regnskab for, hvad jeg har i Sinde med min Sværte? Og helst saalænge hun ikke er færdig? Hun skal nok komme frem, naar Tid er. Nu vil jeg først prøve med den Selledunesavt og se, hvad Skjær hun gir — jeg skal ogsaa se, om jeg kan hitte paa et fejs Navn og faa en fejs Seddel paa Æskerne. Der er langt frem endnu, og desuden har jeg det heller ikke saadan med Penge, at jeg kan gjøre stort Spræl. Jeg maa komme smaat af Sted.«

Den gamle svarede ikke.

»Men en Snes Æsker kan han gjærne faa med til Kjøbenhavn; det er ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende.«

III.

»De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Søsteren har været inde for at foresnakke ham, at han skulde gjøre det forbi, men han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.«

»Det var rejdi nok net af Ditlevsen.«

»Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde holde mig for Nar. Jeg har ikke hængt mig paa.«

»Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa nøje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de sig lidt om.«

»Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hørte til den Slags Folk, før jeg sagde ja; jeg tænker heller ikke, han skal komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forsæt, at vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandværk, og han hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.«

»Ja det er saamænd det bedste ved det hejle.«

»Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har.«

»Ja du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line.«

»Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger Ditlevsen.«

»Gud Faderi!« udbrød Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketøj synke i Skjødet. »Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjøbe en lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtæxter.«

»Til næste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa alliérer han sig med en god Ven, han har, der er Tømrer, og saa kan de vælge et af to: enten kan de kjøbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at faa til rimelige Priser og bygge af nyt, — saadan bærer de fleste sig ad — eller ogsaa kan de kjøbe gamle Huse inde i Byen og pudse dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst, siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa mindst Risiko ved.«

Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort Tid.

Hun var i graa Kjole med sort Fløjel i Brystet og for Hænderne. Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et Sølv-Egeblad.

»Saa nu maa du nok af Sted, Line!« udbrød Moderen og saâ ud. »Der har vi hele Selskabet.«

Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende.

En af dem stak Hovedet ind ad Døren.

»Er du færdig, Line!«

Line havde rejst sig og rullet sit Hækletøj sammen. Hun tog nu Hat og Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand.

»Skal du være saa graa?« spurgte hun i Døren.

»Jeg danser ikke,« sagde Line.

»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjærestens Skyld? Han er jo langt væk.«

»Jeg har aldrig holdt videre af det.«

»Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasér.«

»Jeg venter mig heller ikke stor Plasér,« svarede Line med et Smil. »Far vel, Moder!« Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens Skulder. »Skal vi saa?«

»God Fornøjelse, Børnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt hejm!« Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved Laagen.

Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Beværtningstelt og to lange Borde udenfor Teltet med nedpælede Bænke. Ved Indgangen til Skoven vajede et Flag over en Æreport, hvis falmede Løvværk heldigvis ikke berøvede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet — Danselysten steg i Blodet. En Mængde Børn løb om ved Indgangen, hvor Mads Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmænd sad udenfor Teltet og røg paa deres korte Træpiber; Karle og Piger begyndte at samle sig om »Salunen«, og Egnens Løve, en ung Skrædder fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmændene kom to og tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste, hvor det lod sig gjøre for ikke at faa ham og hele den store Familie paa Sognet. Bag Teltet hævede en let, blaa Røg sig mod den grønne Baggrund — dèr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Børn, allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnæbbede, stod og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de rendte ikke omkap med de andre Børn — alligevel var denne aarlig tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imødesaas Maaneder forud med stille Spænding.

Mads Mogensen var i Perlehumør over det gode Vejr; for desto friere at kunne bevæge Armene havde han hængt sin Frakke op paa en Stump knækket Gren af en nærstaaende Bøg. Af Farve var den Frakke resédagrøn med stærkt gulnede Partier; i Frastand saâ det ud, som om én havde hængt sig; det saâ ud som en Protest imod Lystigheden, men var det ikke.

Niels Væver og hans Søn sad paa Bænken uden for Teltet tilligemed et Par andre Husmænd. Lars Top var der ogsaa.

»Skal vi ha vos en Bajer?« foreslog Lars.

»Skal jeg ha nøve, skal det være en Kaffepuns,« sagde Niels Væver.

»Du er døv et gammelt Krej!« raabte Lars venskabeligt. »Skal du ikke være mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!«

»Det Bajerskøl er saa bedsk,« sagde Niels; »men vi kan jo lade helt være.«

»Sitte nøve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen herud, maa vi da unde ham en Smule Søgning. — Hej, Mads! Har du Kaffen færdig?«

Mads kom springende ud af Teltet i Skjorteærmer med Lærredsforklæde og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv i de brune Øjne og alle Lemmer.

»Kaffen er færdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?«

»En, to, tre — — fem skal vi ha, og saa en Drøve Brændevin til at sole den med.«

Skovstrupperne bruge det gamle »suole« for »svale.«

Kaffen kom, og Brændevinen kom. Mads satte sig hos.

»Jeg tar mig en Drøve med det samme,« sagde han. »Siden hen, naar Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt eller tørt. Væsgo, mine Herrer!«

»Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads,« sagde en i Selskabet. »Saa var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.«

»Jeg havde det i Obselvation,« sagde Mads, »men jeg slog det af Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid til Politik og dette here med højre og venstre. Men se, nu er du Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skøv til, er Højremand, og jeg sjèl er Vært — jeg skal betjene Gjæsterne gelìk og rejælt, men det er ikke gjørligt at være alle til Pas, saa snart vi kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.«

»Du er rejdi nok, Mads,« raabte Lars Top. »Skaal, Nejels! Skaal, allesammen!«

»Jeg skal sige vos nøve, lille Folk,« vedblev Mads Mogensen. »En af mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg, Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortælle dem et og andet, de kunde have godt af at høre.

Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand.

Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og tilbage og fri Fortæring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trække igjennem, saa har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.«

»Kan det dog blive saa møje?« udbrød Lars Top.

Mads Mogensen saâ sig triumferende om. »Jeg vil sige jer, lille Folk, jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til Preresi —, til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at sætte en Favn Brænde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke lædére Manden; han kan være møje god i sin Klase; men han er Kjøbenhavner, han er studejret, han kjender val knap nok Ærter fra Vikker.«

»Der er nøve i det,« sagde Lars alvorsfuldt.

»Kanske I lejr ad mig,« vedblev Mads med stigende Mod, »for jeg er en simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplært, og jeg følger med i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om Jagten.«

»Det forslaar ikke, Mads,« sagde Jens Skomager og fniste med Øjnene i Bordet og opskudte Bryn.

»Forslaar! Véd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage hverken i Udvalg eller i Betænkeligheder. Og hvad Klæderne angaar, jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand — men der blev vel Raad til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.«

»Ja du skulde stille dig,« fniste Skomageren.

»Det skulde da være til Snapstinget,« mumlede Rasmus.

»Jeg stiller mig ikke,« erklærede Mads, »for jeg er hverken pengesbegjærlig eller ærekjær. Jeg er en fattig Mand, men jeg optøjler mine Børn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie Legemets Næring og Nødtørft ved mine Hænders Gjerning. Mangler I nøve, siger jeg til Trine. Skal Børnene ha ny Klæder, ny Sko? Skal du ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bøner? Skal jeg ikke gaa ud at kjøbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden — lige møje, siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ældste af mine Pigebørn, hun blev kjed af at tjene Bønder, hun vilde til Kjøbenhavn, for hun er godt lært og hun er skrap til al den Dejl, de sætter hende til. Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Væsgo. Men før dig anstændigt op, sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjøbenhavn. Og det Herskab, hun er hos — — det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa der inde. Ja det er en stor Fornøjelse for vi gamle, naar Børnene skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Børn er Fattigm — —«

»Mads!« lød en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet.

»Nu kommer jeg,« raabte Mads og sprang op. »Ja bliv kun I siddende, lille Folk, og lad mig se, I morer jer.«

»Du kommer val igjen inden alt for længe,« sagde Lars Top, »at vi kan faa gjort Relighed for Kaffen.«

»Jeg skal strax være hos jer,« svarede Mads og pilede afsted.

»Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen,« sagde Lars og lo. »Det blev èsen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne læse op om Klæder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjælpe de Stakler! De sejr vist itte manne Øjre af Fortjenesten.«

»Naa,« udbrød en Stemme bagved. »I er nok ved Thevandet, kan jeg se.«

Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Han var i modérne Straahat og lys Overfrakke.

Selskabet følte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar paa Tiltale. Han saâ frejdigt op og svarede:

»Nej vi var føst ved Kaffen, Nejlsen. Der er længe endnu til Thevandet.«

Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo højest af dem alle.

»Kom hid lidt, Skomager!« sagde Nielsen. »Jeg har noget at tale med dig om.«

»Ja vel,« svarede Skomageren militært og sprang op.

De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lysklædte Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte, undersætsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede Klædeskaskjet.

»Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Sværte,« sagde Nielsen, da de havde fjærnet sig tilstrækkelig langt fra Gruppen. »Jeg véd Faen ikke. De fleste vilde hverken høre eller se den; et Par, som jeg fik til at prøve den, sagde, at den var udmærket, den var meget bedre end den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som de ikke kunde bryde, og jeg véd ikke hvad — det fik et daarligt Udfald.«

»Det gjør ikke nøve, Nejlsen,« sagde Skomageren, trak Øjenbrynene op og gjorde mange Grimacer med Munden. »Det kommer nok. Al Dejl skal ha sin Tid.«

»Hør, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Sværte skal gaa. Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg fri Rejse.«

»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig inøv.«

»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det er bag efter.«

»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt, fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til at gaa med smaa Skridt.«

Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt; derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.

»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?«

»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at laane alle de Penge.«

»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.«

»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve, indtil de sejr, det gir Penge.«

I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende — to og to, Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den højeste.

Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til. Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange sælsomme Grimacer.

IV.

Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens Befordring, som var den fineste i Byen, kjørte for Brudeparret til Kirken — paa Forsædet sad Kusken og Skolelæreren. Bag efter kom Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjørte de øvrige Bryllupsgjæster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans Kone.

Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt, hvidt Slør. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjæde, sorte Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjæret stod alle Skolebørnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelæreren ikke paa én Gang kunde synge i Kirken og holde Skole.

Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke, Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flæske-, Ande- og Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brændevin, til Kagen blev der drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til Ære for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskøl.

Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for at kjøre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med Firetoget til deres nye Hjem i Kjøbenhavn.

Jens Skomager havde just den samme Dag været i Odense for at bestille Sedler til sine Sværteæsker i et derværende Stentrykkeri; han kom hjem med Firetoget og mødte saaledes Brudeparret paa Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde ligesom et let Rosenskjær af Lykke og lykkelig Forventning over sit blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige Øjne.

Jens blev rød i Kinderne af Undseelse. Han skød de store Øjenbryn op, bukkede forlegent og sagde smaafnisende:

»Jeg gratulerer.«

»Kommer du engang til Kjøbenhavn, Jens,« sagde Line, »maa du da ikke glemme at besøge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forældre.«

Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjævede hen til Ditlevsen, som stod tavs, højvoxen og mut ved Siden med en Vadsæk i Haanden.

De nygifte flyttede ind i en to Værelses Lejlighed i Saxogade, tredje Sal. Foruden de to Værelser var der naturligvis et lille Køkken og et Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i Øhlenschlägersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig, ædruelig og tjente gode Penge.

Line vilde ogsaa gjærne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag, hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de engang blev rige Folk, skulde være kjendt som simpel Arbejderske. Det eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hæklearbejde fra en stor Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve Øre om Dagen; det var ogsaa værd at tage med.

Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte hun have paa det rene — fast Grund under Fødderne. Hendes lille Dagligstue var som blæst. Paa Langvæggen stod en Sofa med brunt Damask-Betræk og rundt, poleret Nøddetræs-Bord foran. Desuden var der i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en Piedestal, en Rørstol og en Gyngestol — sort lakeret med forgyldte Snirkler paa Rygstødet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit lille Sybord og hæklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemværker, foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide, luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa Væggene og Plüsches Tæppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod Døren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetæppe.

De holdt deres Maaltider i Køkkenet for saa meget som muligt at skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besværligt at forlige sine tilkalkede Arbejdsklæder med de Hensyn, Line krævede taget til Stuen og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige, og han vænnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke blot at holde Storvask paa sig selv i Køkkenet, men ogsaa at klæde sig om og expedere Arbejdstøjet ind i det lille Hummer, der som ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer.

Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak røg han ikke. Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Løb havde set, hørt eller tænkt, ogsaa et og andet Træk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant frem og begyndte at gjøre Udkast og Overslag til et eller andet Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt Hækletøjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og følge med i hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og myndig af Væsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mærkede godt, at Line trak sig stødt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt, naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udføre alt, derfor maatte hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive Virkelighed, og da ogsaa blive stort.

De havde fundet hinanden, dragne af de fælles Egenskaber: det solide, arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jævnbyrdige Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Væxt og Værn; noget dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornøjelse at fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema.

De havde været gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line født en lille Datter til Verden. Barnet døde strax efter Fødselen, og Line havde skrantet den meste Sommer, først hen imod Høst begyndte hun at komme noget til Kræfter igjen. Ditlevsen havde i Følge sin Plan begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end før; Line følte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette døde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget blødt op i hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var, fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjød af hendes Kjød, maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trængte til Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at høre tale; hun begyndte at føle sig ene og at længes — hun vidste ikke efter hvad.

En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen var falden ned fra et Stillads og kjørt til Hospitalet.

Hun skyndte sig derud. Han havde knækket to Ribben og var bleven slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om.

Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til ham, det gik ogsaa efter Ønske fremad med Brud og Skrammer, men alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i Brystet, som førte Feber med sig og tog Kræfterne.

Vinteren nærmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa Rede paa deres Sager, hun trængte til lidt Skillinger. — Ja hun kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trængte til. Men Line havde ikke Lyst til at tære mere end højst nødvendigt paa dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde maatte snart tørre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der betalte sig bedre end Hækleriet.

Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik, drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var borte hele Dagen, et Løb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen. Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende!

Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Kræfterne lod meget tilbage at ønske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mælk som muligt og at spise Æg.

Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hørt fra. Efter sit Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde være med al Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserød.

Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom hans Søster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til at tage ind og forhøre, om han ikke trængte til et eller andet, om han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lægen, om han ikke havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det, han trængte mest til.

»Du véd vel nok, at jeg er gift,« sagde han.

»Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask igjen saa hurtigt som muligt.«

»Jeg venter hende hvert Øjeblik, saa kan vi tale om det.«

»Ja gjør I det,« sagde Søsteren og rejste sig. »Saa skal jeg komme igjen i Morgen tidlig og høre, hvad det bliver til.«

»Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?«

»Det kan være det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at du bestemmer dig.«

Line og hendes Svigerinde mødtes i Porten; men de kjendte naturligvis ikke hinanden.

Ditlevsen fortalte strax om Besøget og det Forslag, hans Søster var fremkommen med. »Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i Øjeblikket,« sagde han, »især ved det, at ogsaa Lægen raadede til, og nu fortryder jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har villet.«

»Du synes ikke om at tage derud?«

»Nej. Jeg har ikke nødig at tigge Mælk eller trygle om frisk Luft. Kræfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra — saa kan man da ogsaa tænke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den rene Ruin.«

»Det kan dog være, at Forslaget ikke er saa ilde,« sagde Line til hendes Mands Forundring. »Det er net af din Søster, at hun kommer herind; det er dog dem, der saa gjør det første Skridt, og du havde jo alligevel bedst af at komme lidt paa Græs,« tilføjede hun med et blegt lille Smil, »lige i den varmeste Tid.«

»Der var ingen, der bad dig med. Det stødte mig.«

»Det maa du ikke tænke paa,« sagde Line behersket. »Det kommer maaske næste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg véd ikke, om jeg kan tjene Opholdet til os begge, især al den Mælk og de dyre Æg. Vi sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.«

Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprømt og fik røde Pletter paa Kinderne. »Du kan tro, Line, at jeg skal spise Æg og drikke af Bøtten som nogen Mælkekalv. Og saa skal vi se noget længere hen, saa skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.«

»Det gjør jeg,« sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes Sommerstykke for længst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse til Sydsjælland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde sende hende Rejsepenge.

Hun havde heller ikke Grund til under de nuværende Forhold at vente et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tænke paa, med pludseligt udbrydende Hjærtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatræk, som Ditlevsen nu og da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt Billede af Krofolkene i Suserød.

Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjøre lige fra Hospitalet til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den følgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med at efterse hans Tøj. Nu var hun glad ved, at det var hendes Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans Vinterfrakke, som hun havde følt sig fristet til at ofre først, hvad der ogsaa havde været det naturligste. Hun var endnu samme Aften med en fuld pakket Vadsæk paa Hospitalet og lovede at møde ved Banegaarden næste Dag, naar Toget skulde afgaa.

Det var en raakold Blæstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit graa- og hvidtærnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe løs fra deres Stænger; Sand og Grus hvirvlede i tætte Skyer ned ad den brede Passage efter Klampenborg Station; Træerne ovre i Jærnbaneboulevarden bøjede deres Grene med det spæde, lyse Løv næsten til Jorden for de vældige Kast, der slog ned over Taganlægget paa National; Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Væk. De havde ondt ved at holde Øjnene oppe, og Fodgængerne havde saa travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter Vognene.

Line stod i den store, graa Forhal indsvøbt i sit Shawl, trykket op imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdøre. Hun iagttog nøje hver Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i lang Frastand paa Vadsækken, der stod hos Kusken. Først steg Søsteren ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen vendte sig for at hjælpe den syge. Det var, som om hun først nu kunde se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt kom til Syne i Droskedørens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke løb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud — hun havde lige som en Følelse af, at hun var retløs som evneløs.

De to Svigerinder hilste køligt paa hinanden og meget flygtigt, thi Ditlevsens Søster løb strax til Billetkontoret for at løse Billet til sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til højre inden for Døren.

»Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan høre, hvordan Turen er staaet af,« sagde Line.

Det lovede han.

»Hvordan har du det ellers i Dag?«

»Aa jo. Det kunde være værre.«

»Har du sovet godt i Nat?«

»Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.«

»Kom saa!« sagde Søsteren, vinkede og gik foran hen imod Døren til tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter.

Ditlevsen og Line fulgte efter.

»Har De Billet?« spurgte Betjenten Line.

»Nej,« svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke havde Penge til Perronbillet. »Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse! Gud give, du maa komme rask hjem!«

Folk trængte paa, Adgangen maatte være fri, Ditlevsen sansede ikke, hvorfor Line ikke gik med længer, sagde far vel til hende anstrængt, aandsfraværende og passede blot paa ikke at tabe Søsteren af Syne.

Det kom med ét over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han i Forening havde drømt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han forresten drømt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom Børnene, naar de leger, og Drengen kundgjør sin Søster: Nu er jeg Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. — Gud véd, om det var saa stor en Lykke at være rig? Jo det var det, men hun blev det vist aldrig.

Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik. Hvor grænseløs graat, forladt, glædesløst, ensomt!

Det var en Onsdag, han rejste. Om Søndagen fik hun et lille Brev fra ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget træt efter Turen.

Hele den følgende Uge ventede hun forgjæves. Hun begyndte at blive alvorlig urolig for ham, om det skulde være bleven daarligere. Endnu en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig Lungebetændelse havde dræbt ham. Den og den Dag skulde han begraves. Det var Søsteren, der havde skrevet.

Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den eneste Drøm, de havde havt fælles, var uigjenkaldelig bristet.

Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at græde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere en Følelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse, han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og Ungdomsdrømme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af disse femten Tusende om Aaret — aldrig mer eller mindre — og overladt hende ene de lange Dage ved Hækletøjet, for at hun uforstyrret kunde tænke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besøge sine Forældre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad førte Fruen i Huset til Bords — og Fruen i Huset var hende.

Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa Papirposer og et Tagkammer.

Begravelsen. Ja hvad havde hun dér at gjøre? Man jog hende vel ikke ud, hvis hun kom, men møde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige, blive maalt og vejet — hun som alt længst var funden for let! Hvor skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse?

Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle Hverdagsklæder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det tørre Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun hørte Malmen af en fjærn Kirkeklokke synge, og det var som om alt, langsomt og stille, døde i hende.

Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjøbte sig en Sovesofa i Stedet for Tospændersengen, fik afgjort sit Mellemværende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en Nødskilling.

Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere hen ordnet saaledes med Værten, at hun kom til at bo gratis imod at vaske Fortrappen og Køkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at sørge for.

V.

Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser. Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem foran Perronen.

Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede og nikkede.

Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen.

»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa.

»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil Brynene til Vejrs.

»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns, Jomfru?«

»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.

»Det gjør vi. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.«

»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste Skomageren.

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?«

»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.«

»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har du været ude at kjøbe Læder?«

»Nej, jeg har solgt.«

»Læder?«

»Nej mit Hus.«

»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?«

»Det er jitte bestemt paa inøv.«

»Hvad fik du for'et?«

»Penge.«

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske, der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?«

»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren.

»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.«

»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er det bedst vi ser at faa Hestene for.«

»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge ud.«

»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.«

»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal, Karle! Skaal, Jens Skomager!«

Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.«

»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens Kraterrand.

»Det kan mejst lade.«

»Og hans Værktøj og Bohave?«

»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og Stub.«

»Er det en Skomager?«

»Ja, en fra Frøbjerg.«

Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her — inde i denne Verden, som kan blive virkelig om saa og saa mange Aar!

Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set — der var alt solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden. Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten, søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud. Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.

Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han læste en Avis — ny eller gammel — naar han kigede ind ad et Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver.