Skovstrup-Folk: To Fortællinger

Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor Maalestok.

Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede, var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.

En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op — traadte et Skridt tilbage og slog forbavset Hænderne sammen.

»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun.

Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne.

»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?«

»Godt nok. Hvordan har du det?«

»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.«

»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.«

Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par Timers Tid.

»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,« sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den paa Sengen om Morgenen.«

De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.

»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine, »han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.«

»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line.

»Sitte nøve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden barestens det, at du er bleven noget drøjere oven om. Ja vel er det da, at du ikke ser ud til at lide Nød, Line, og hvad det angaar med at slide: det er noget vi maa alle sammen.«

»Jeg kan ikke være bekjendt at gaa ind nogen Steder,« sagde Line, »saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!«

»Ja hvordan ser jeg ud? Det behøver du da heller ikke at bryde dig om over for Nielsen.«

Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens Maren Kirstine skjænkede Kaffen — strøg de opsmøgede Ærmer ned og tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdøren op.

Nielsens skjæggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre, søvndrukne Øjne glippede mod Lyset, et Par stærke, hvidskjortede Arme satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte den mest levende Forbavselse.

»Hvad er det? Drømmer jeg — — er det? det er jo Line — — Madam Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hænger det sammen?«

Gamle Maren Kirstine stod i Døren og lo, som hun skulde briste. Mage til Fornøjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet.

Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrød, der fulgte med, men hans Øjne veg ikke fra Line under hele den vidtløftige Forklaring, Maren Kirstine gav til bedste. Line selv følte som en Duft af Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne; hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og saâ med sine klare Øjne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen.

Da den gamle var færdig, spurgte Nielsen deltagende:

»Kan De ellers komme ud af det, Line?«

Der jog en Skygge hen over hendes Træk, saa Smilet forsvandt. »Jo Tak, saa længe man har Helbredet gaar det jo.«

»Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu véd De da, hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der er et eller andet, jeg kan hjælpe Dem med, saa sig kun De til, Line!«

Line tænkte et Øjeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig, han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede instinktmæssig for alt for stor Fortrolighed, og tav.

»Er det ikke for strængt Arbejde saadan at gaa ud og vaske?« spurgte Nielsen.

»Jeg har heller ikke været ved det saa længe. Jeg har ellers havt Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage imod, hvad der tilbyder sig for det første.«

»Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg har mange Bekjendte, og jeg véd, jeg tør anbefale Dem, Line.«

»Det skal De have saa mange Tak for9 svarede Line. »Ja vi skal vel ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.«

»Hun er ligefrem bleven kjøn, siden jeg saâ hende sidst,« mumlede den forhenværende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse gjennem Døren, indtil Maren Kirstine lukkede.

VI.

Mellem Vesterbrogade og Kalvebodstrand voxer et nyt Arbejderkvarter op under de stolt klingende Navne: Absalonsgade, Danebrogsgade, Saxogade og Øhlenschlægersgade, korsskaarne af Matthæusgaden og Istedgaden. Sommer og Vinter bygges her, Aar for Aar krybe de lange, snorlige Gader endnu et Stykke længer ud mod den gamle Jærnbanevold og Kysten med taarnhøje Huse paa en i Hast opfyldt Sumpgrund. Naar man en tidlig, stille Sommermorgen staar der ude med Ryggen mod den voxende By, hviler der noget usigelig ensomt og blidt over dette Kystlandskab. Foran os ligger Kalvebodstrand, der vilde flyde i ét med den blege Luft, om ikke Amager som en Blyantstegning laa og zitrede paa Grænsen i Sollyset. Fiskerbaade, nogle med røde, andre med hvide Sejl, glide lydløst ind imod Langebro, hvor Frederiks og Frelsers Kirker hæver sig over Kristianshavns lave Volde, og høje Dampskorstene tage Maal af det gamle Sneglespir. Vender man sig saa fra Solen og den stille Kyst, møder Modsætningen os i al sin Skarphed. Paa et oprodet Terrain med dybe Grøfter, udstukne Gader, gamle Pilehegn og uhyre Affaldsdynger taarne sig de ufærdige Nybygninger med deres blinde Bagsider paa Kryds og tværs; det er som saâ man ind mellem en Mængde endestillede Kæmpeæsker, Vrangsiden af et Theaters vældige Sætstykker. Det er disse Huse, af hvilke nogle siges at skulle indeholde Beboelsesrum for et hundrede og tredsindstyve Familier. Og fra denne Forgrund trække de ligeløbende Gader sig perspektivisk ind, stedse mere graa, mere snevre og mylrende, tabende sig i en rødgraa, uigjennemtrængelig Kultaage. Paa hvert Hjørne af disse Gader bor en Værtshusholder — han er den første, som flytter ind i det nye Hus, — endnu medens Tømrere, Murere, Malere og Snedkere rumstere i det Indre, endnu før der er Lofter, Vinduer, Trapper har han indrettet sig i sin Hjørnekjælder, er Økonom paa Pladsen, og naar Kvarteret efter faa Aars Forløb er færdigt, naar Larmen af de tunge Mørtelvogne, de gjaldende Hammerslag, Arbejdernes høje Varskoraab er dragen længere bort, har Værtshusholderen tjent sig en Formue; — han har solgt Bajere til otte Øre og Smørrebrød til sex.

Nu og da lagde P. Nielsen sin Morgentur om ad Kvægtorvet — Livet der ude vakte gamle Minder, jævnlig var ogsaa der Bekjendte at træffe. Saaledes en Formiddag kort efter Mødet med Lars Tops Line. Fra Kvægtorvet fulgte han Jærnbanevolden til Saxogade; derfra skraanede han gjennem det nye Kvarter op efter Vesterbrogade. I disse Egne traf han uventet en af sine gamle Hestepassere, og denne viste en saa rørende Hjærtensglæde over at se sin fordums Husbond, at denne ikke godt kunde undlade at traktere ham med en halv Øl paa det nærmeste Kjælderhjørne. Beværtningen bar det velklingende Navn »Café Kalveboderne.«

I den forreste Stue sad en Del Mursvende i Arbejdstøj ved deres Frokost. Nogle af dem havde deres egne Madpapirer, andre lode Kaféen servere Frokosten. Den bestod da hyppigt af et stort Stykke stegt, dryppende Flæsk og en Rundtenom tørt Rugbrød. Brændevin og Bajerskøl var der i Overflødighed.

Værten stod bag Disken og tørrede Glas af i et miserabelt Viskestykke. Han var endnu ung og spinkel med et tyndt, gult Overskjæg, var iført en graa, strikket Trøje med brun Bort og havde nedfaldende otte Dages Flip med en gul Knap som Centrum i Stedet for Sløjfe.

»To Tuborger!« sagde Nielsen uden at rokke sin Hat og sendte Værtshusholderen et overlegent Blik i Forbigaaende.

»Meget gjærne,« svarede den tynde i Uldtrøjen, slog lynsnart sit Viskestykke over Skulderen og røg foran Nielsen ind i en bagvedliggende Skumring, hvor han gav sig til at overfare et lille gult Bord med fornævnte Viskestykke, saa Bordet smaadansede paa alle fire.

»Værsartig, mine Herrer! Tag Plads! Det var to Tuborg — skal ske!«

I det samme hævede Mursvendene Taflet og forlod Lokalet. Værten kom med Øllet. Hestepasseren, en lille, tyk Mandsling, begyndte at gjøre Rede for de sidste Aars vexlende Skæbner.

Nielsen sad saaledes, at han gjennem den aabenstaaende Dør kunde se ind i den forreste Stue med et Hjørne af Murernes Bord til venstre i Forgrunden, og i Baggrunden over det Buffeten, bag hvilken Værten atter var i Færd med sine Glas. En høj, mørkhaaret Pige kom ind paa et Raab af Værten og begyndte at aftørre Bordene og rydde op efter Svendene. Da det var gjort, vendte hun sig mod Værten med et Spørgsmaal; hun stod lige op og ned og støttede den højre Haand mod Murernes Bord, saaledes at hun vendte Ryggen til Bagstuen.

Hestepasseren havde lagt Armene paa Bordet, sad fremadbøjet med sit Ølkrus lige under Næsen og lod Munden ustandseligt løbe. Nielsen havde Øjnene ved den kjønne, ranke Tjenestepige med de brede Hofter, den brune Nakke og den blottede Arm med dens lille, røde Albugrube.

»Var han inde her til Frokost?« spurgte hun Værten.

»Nej.«

»Og der blev inte talt om ham?«

»Ikke det jeg hørte.«

»Han har naturligvis været i Skoven med hende igaar. Den er da tydelig nok.«

Idet samme blev Yderdøren slaaet op, og en garderhøj, ung Mand med solbrændt Hud, regelmæssige Træk og sort lille Kindskjæg traadte ind. Overfrakke, lyse Benklæder, Hatten i Nakken og støvede Støvler.

»Nej, der er han!« udbrød Pigen med en glad Latter og vendte sig mod Døren, saa Nielsen fik Profilen af hendes Ansigt.

»Hvor kommer De fra, Jensen?« spurgte hun kjækt, endnu før han havde faaet lukket efter sig.

»Hvor jeg kommer fra! Jeg kommer fra de grønne Græsgange og fra mangfoldige Steder, mit Lam,« svarede Mandspersonen og blev staaende et Par Skridt indenfor Døren med Hovedet en Smule paa Skraa, som om han angrede det.

»Det vil jeg tro. De ser ud til, at De har været med. Hvor har De været?«

»Et Sted véd jeg, hvor jeg ikke har været.«

»De vil kanske bilde mig ind, at De ikke har været i Skoven?«

»Nej, min Snut, i Skoven var jeg.«

»Hvor er det saa, De ikke har været?«

»I Seng, natyrlig.«

Han brød ud i en hæs Latter, slingrede hen imod Disken, idet han gav Hatten et Skub, og sagde til Værten:

»En Bitter og en Vand.«

Derpaa slog han atter et Slag tilbage, stak Hænderne i Lommen og stod en Stund og saâ ud af Dørens Gitterrude, medens Værten skjænkede en tjærerød Bitter og satte den tillige med Sodavandsflasken frem paa en Bakke af galvaniseret Jærn.

»Savnede De mig noget igaar, Lavra!« spurgte han og vendte sig.

»Jaj!« udbrød hun foragteligt. »Hvor falder det Dem ind?«

»De var vel paa Træk med lille Schenck?«

»Naa da!« udbrød Lavra og slog med Nakken.

»Jeg savnede Dem enormt, ganske enormt.«

»Det gore De vist. De var mutters alene derude, kan jeg tænke.«

»Ja ser De, hvad Ensomhed anbelanger — —«

»Jeg véd det, Jensen. De tog bare ud i Skoven for at grublisere. De gik hele Daen lige fra om Morningen og kigede efter en Gren, De kunde hænge Dem i. Man kan jo se det paa Dem, saa medtaget De ser ud.«

»Hold inde med Chargeringen, Lavra!«

»Tilstaar De, at Dora var med?«

»Hold inde, ber jeg. Nævn ikke det Navn. Hun er et grusommeligt Pigebarn.«

»Naar er det gaaet op for Dem?« spurgte Lavra spydigt.

»De martrer mig, Lavra. De er ubarmhjærtig.«

»Og De er — —. Jeg er vis paa, at Dora var med Dem i Skoven igaar. Jeg vil dø paa, at hun var med Dem.«

»Det har jeg heller inte benægtet, mit Lam. Er det ikke netop derfor, jeg er fortvivlet, sort, afkjørt. Ikke blot hele Daen, men hele Natten. Det var umuligt at slippe hende. Tænk Dem, et helt Døgn med det balstyrige Pigebarn. Hun vilde sejle og danse og ryge og drikke og sove — alt paa én Gang. Hun er noget af det mere anstrængende; men nu har jeg ogsaa sagt hende, at det er uigjenkaldelig den sidste Forestilling. Det er forbi.«

»De er væmmelig.«

»Fordi jeg gjør det forbi med Dora. Véd De hvad, Lavra! Det mener dinte.«

»Inte?«

»Véd De, hvad det er i Morgen?«

»Naa?«

»Det er den syv og tyvende.«

»De er utaalelig.«

»Den 27de Maj holder Foreningen »Bravo« Fødselsdag. Og jeg er Medlem.«

»Hvad rager det mig?«

»Der skal være stor Gala. Varm Forret, glimrende Orsjester, glimrende bal paré, som er det allerfineste, der existerer. Vil De være min Dame?«

»Til venstre Haand? Nej Tak.«

»Til højre, aller eneste! til højre, elskede Lovra.«

»Med Dora ved den venstre kanske, for en Afvexlings Skyld? Nej Tak som sagt.«

»Ved min Murske! Jeg sværger, at Dora er død og borte for mig i al Evighed — jeg lod hende tage ene hjem i Morges — — det vil sige, jeg bad Villumsen følge hende og se til, at hun kom lykkelig og vel op ad sin Hønsestige, samt være lidt ridderlig imod hende: tænde hendes Lampe og trække hendes Støvler af — —«

»De er væmmelig, Jensen.«

»Jeg tager forresten en Droske, og hvis saa er, at De vil med, saa holder jeg her og lader Dem hoppe ind.«

»Hvad Tid?«

»Tyve Minutter i otte.«

Han drak sin Bitter og lod Sodavandsproppen springe.

»Ge maj en Segar, Eriksen! — — af den flade.«

»En Segar — skal ske. Værsartig.«

»Saa skal Dora vel med Villumsen?« spurgte Lavra og drejede en Tændstikkeæske mellem Fingrene.

»Gaa væk! Villumsen! Tror De Villumsen er Medlem af »Bravo«. Saa kjender dinte vor Forening, Lavra. Og Dora! Tror De Dora kan komme i det Selskab? Naa, det gjør mig ondt for Pigebarnet, men hun er umulig, rent umulig blandt dannede Mennesker. Ge maj Dikkerne, Lovra!«

Hun strøg en Tændstikke og rakte ham. Da han havde tændt sin Cigar, drak han Resten af sin »Vand« og gav Hatten endnu et Tryk.

»Nu skal det gjøre godt at komme i Seng og snue en fem, sex Timers Tid. Far vel, min Sukkerstang! Jeg skal nok se herind i Aften, saa tales vi nærmere ved.«

Lavra løb ud i Køkkenet. Nielsen kaldte paa Værten og smed klingrende et Kronestykke hen ad Bordet.

»To Cigarer af bedste Sort!«

»To Cigarer — meget gjærne.« Han kom tilbage med den flade Kasse. »Værsartig! Sexten og tolv gjør otte og tyve. Tredive, fyrre, hundrede — — værsartig.«

»Hvor har De faaet fat i den Krafttøs?« spurgte Nielsen og tændte.

»Hun har været sidst i en Kjælder paa Vesterbrogade. Hun er ellers, saa vidt jeg véd, ovre fra Fyn!«

»Mente jeg ikke nok, jeg havde set Ansigtet før. Vi er jo Bysbørn, naar vi ser os til. Mads Mogensens Lavra. Er der noget ved hende?«

Værten løftede paa Skuldrene. »Hija — hun som de andre! Denne Murer er hun helt rundtosset efter.«

»Hvad var det for en Dora? Det er vel ikke en, der for et Par Aar siden sang i »Kisten«?«

»Jo akkurat. Hun saâ forresten meget godt ud og var ligefrem i Vælten en Gang. Her er jo en Masse ulykkelige Djævle — Kontorister og Handelsbetjente, som gaar og drysser om og ikke véd, hvor de skal gjøre af dem selv i den Smule Fritid, de har. Og saa natyrligvis trækker de omkring efter, hvor der er nogen Ballade og Gemytlighed og kommer paa Steder, der just inte altid er af den bedste Sort. Og hvad det værste er, disse pur unge Mennesker, der kommer her ind fra Provinsen, bliver begribeligvis trukken med og kort sagt, det endte med, at hun fik en sølle Dreng paa en atten, nitten Aar, der stod i Kræmmerlære inde paa Gastorvet, i sine Garn; han gav Junkeren, og da hans egen Pottemonix natyrligvis snart var færdig, gik han i Skuffen. Den blev jo snart opdaget, og hvordan det nu gik eller ikke: Dora maatte en Tur paa Vand og Brød. Nu bor hun her omme paa Badevej og holder den gaaende igjen, og hun og Lavra slaas for Tiden om Mureren. Forgangen var Lavra med ham i Figaro, Dora var ogsaa mødt, og alt gik vel til en Tid. Men da de fik noget at drikke, kom det Lavra for, som om Mureren og Dora blev lidt for intime, og nok sagt: Lavra, der har Lemmer som en Smed, ryger løs paa den anden, bukker begge Ender sammen paa hende og verfer hende paa Hovedet ned ad Galleritrappen, saa hun nær havde slaaet sig ihjel paa Stedet. Det syntes Mureren var lidt for grovt, og en Tid lang saâ han ikke til den Side, Lavra var. Men nu er der nok vendt Blad, lader det til; i den sidste Uges Tid er han kommen her hver Aften.«

Just som Nielsen havde rejst sig og vilde til at forlade Kjælderen fulgt af sin Adjutant, kom Lavra igjen ind fra Køkkenet. Nielsen gik lige imod hende, saâ nærgaaende paa hende og gav hende Haand.

»God Dag, Lavra! Hvordan lever De?«

»Jo mange Tak,« svarede Lavra med al den Dannelse, hun kunde opdrive og uden at røbe nogen synderlig Overraskelse. »Og De, Hr. Nielsen? Ja De bor jo nu her i Hovedstaden.«

»Ja, paa Gamle Kongevej. Har De hørt fra Skovstrup for nylig?«

»Ikke for ganske nylig. Far og Mor er ikke store Skribentere, og de fleste af mine Søskende gaar endnu i Skole; men jeg haaber, at alt staar ved det gamle.«

»Ser De noget til Lars Tops Line?«

»Naj! Men hun har det nok smaat, siden Manden døde, har jeg hørt.«

— — Paa næste Gadehjørne skiltes Nielsen fra sin gamle Hestepasser. Han fik Lyst til, med det samme han var i Nærheden, at opsøge Lines Tagkammer.

Han fandt Husnummeret og begyndte at stige op ad. De vare ikke hyggelige, disse snævre, umalede Trapper med deres knasende Kulbrokker og smaa Mælkepytter paa Trinene, og saa et Par Børn, man skulde passere ved hver Omdrejning. Endelig var han da, saa højt han kunde komme. Til begge Sider aabnede sig en mørk Gang; han famlede sig frem til højre, fandt en Dør og bankede paa; thi heroppe var der intet Ringeapparat. Døren blev lukket op. Line var hjemme.

Hun præsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der klædte hendes høje, fyldige Legeme godt. Hun saâ glad, en Smule smigret ud ved Besøget og bad den store Mand træde ind i hendes ringe Lejlighed.

Hun havde lige faaet Stuen i Orden, det vil sige faaet Dyne og Lagener ned i Sovesofaens Skuffe, faaet Bordet tørret af og givet Gulvet et Par Strøg med en vaad Klud. Foran Sofaen stod et firkantet, nøddetræsmalet Bord med Tæppe og Lampe, et Par Stole derom og paa Væggen modsat hendes Kommode. Der var lysblomstrede Kapper for Kvistvinduet og et Par Blomster i Karmen, paa Kommoden var der sort Voxdugsbetræk, hvorpaa stod et Petroleums Kogeapparat og et Par Kopper, af hvilke hun havde drukket sin Morgenkaffe — den øverste Skuffe tjente som Spisekammer. Hun var glad ved, at hun kunde tage saa pænt mod Nielsen, at hun kunde byde ham ind i sin Stue uden at skamme sig eller gjøre Undskyldning for dens Udseende.

Nielsen selv var synlig overrasket, næsten forlegen. Endelig drejede han en Stol fra Bordet, satte sig sideværts med sin Stok mellem Knæene og lagde Hatten paa Bordet.

»De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besøge Dem. De maa ikke tage mig ilde op, at jeg — —. Ja nu er det jo sket, og saa er jeg vel nødt til at komme frem med mit Ærende.«

Line indskrænkede sig til at smile forekommende uden at ane, hvor den Indledning førte hen.

»Oprigtigt talt var jeg bange for, at De maaske ikke — — at De maaske manglede et eller andet Stykke, og da vi nu er Bysbørn, og jeg jo har begge mine Pigebørn forsørgede, saa vilde jeg spørge lige frem om det eller ogsaa selv se mig det til, og saa skulde De have det, enten De vilde eller ej.«

»Jeg siger Dem saa mange Tak,« sagde Line hjærteligt. »Saa længe jeg har Helbredet, trænger jeg, Gud ske Lov, ikke til noget. Og jeg har da ogsaa en lille Skilling i en Baghaand til at tage det første Stød af, hvis noget skulde ramme.«

»Det glæder mig at høre,« svarede Nielsen og rømmede sig kraftigt. »Jeg har forresten søgt efter Plads til Dem flere Steder hos mine Bekjendte, det vil sige paa de gode Steder; men hidtil er det ikke lykkedes mig. Det skal jo ske saadan lejlighedsvis.«

Line satte sig med et Haandarbejde for den modsatte Bordende, og de talte sammen om forskjellige Ting. Nielsen berørte ogsaa sit Møde med Lavra, og hvad han vidste om hendes Forhold, dog under en særdeles modereret Form.

»Hendes Ulykke er nu den, at hun kaster sig hen til en Gast, der er lige saa ilde faren, lige saa redningsløst fortabt som hun selv. Hvor kan det heller gaa godt?« udbrød Nielsen indigneret.

»Nej, naturligvis — skjønt — — hvad er sikkert i denne Verden?« sagde Line tungt og tænkte paa sin Murer. Han hørte dog til de solide.

»Jo véd De hvad,« sagde Nielsen med selvbevidst Hentydning. »Jeg vil ikke nægte, at der er meget løst, uholdbart; selv af det der glimrer mest, er der alt, altfor meget forlorent — Gud bevares! men der er da ogsaa det som er sikkert, og de Folk, som man helt ud kan stole paa. Ellers var det ikke godt.«

Hun forstod ikke rigtig Forbindelsen mellem denne sidste Bemærkning og Æmnet, men hendes egne Tanker vare nu i det Spor, de saa ofte tog, naar hun var ene. Derfor sagde hun:

»Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjærtighed, der ydes af Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt og slæbt sit hele Liv og stridt og stræbt for at holde Nøden ude, at Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere.«

»Ja hvad skal man sige — det er nu engang Naturens Orden og bliver aldrig anderledes. Der vil altid være Folk, der har mere end andre.«

»Naturligvis. Det er heller ikke det. Men jeg kan huske fra min Lærebog, at der stod, at enhver Stand er Gud velbehagelig og af hannem velsignet; naar Kristendommen lærer det, hvor kan der saa i et kristeligt Land være den Forskjel, at nogle faar, hvad de kan leve af, lige til deres Død, og andre kommer paa Fattigvæsenet? Jeg kan nu for Exempel huske gamle Skolelærer Bloch i Skovstrup. Da han ikke kunde holde Skole mer, saa fik han sin Pensjon; da den gamle Sulesnedker, som de kaldte ham, blev lam i Hænderne, kom han paa Sognet og maatte gaa fra Dør til Dør med sin Madspand og Mælkespand. Mon han da ikke havde været lige saa tro og flittig i sin Næringsvej som Bloch, og var hans Stand ikke Gud lige saa vel behagelig?«

»Ja se hvad det angaar — — men forresten vil jeg dog sige Dem, Line, at Regeringen i denne Tid netop arbejder paa et Lovforslag om billige Alderdomsforsørgelser, og Meningen med dem er netop, at enhver Arbejder ved at afse lidt af sin Fortjeneste i de yngre Aar kan erhverve sig Ret til en anstændig Forsørgelse i sin Alderdom, altsaa en ligefrem Pension.«

»Saa?« spurgte Line vantro.

»Jo, men jeg vil indrømme, Lovforslaget har liden Udsigt til at gaa igjennem under de nuværende Forhold. De véd nok, at Rigsdagen og Regeringen er paa Kant med hinanden.«

»Jeg tænkte det. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa, naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.«

»Her tror jeg nok, De gjør de store Uret, Line, thi saa vidt jeg véd, er det netop dem, der vil have Loven sat igjennem; men jeg har ikke fulgt synderlig med i Politiken, saa det er Sager, jeg staar udenfor. Jeg hører kun, hvad der siges, og det gaar mig saadan, at naar det er en Højremand, der snakker op, synes jeg, han har Ret, og naar det er en Venstremand, der begynder at præke løs, synes jeg ogsaa dét er billigt; nej, men vi har jo flere Fabriker her i Byen, hvor det er indrettet saadan, at der ugentlig tilbageholdes nogle Øre af Lønnen, saaledes at der omsider bliver en Alderdomsforsørgelse ud af det. Jeg skal have det i Tankerne. Det var ikke umuligt, jeg kunde skaffe Dem Indpas saadan et Sted, og skulde det engang imellem knibe med Bidraget, saa — — saa længe jeg lever — —«

»Ja mange Tak. De er altfor god mod mig, Nielsen.«

»Hør, Line,« sagde Nielsen og rejste sig, »nu skal De give mig Lov til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig komme hen og se til Maren Kirstine. Hun føler sig noget ene her i Kjøbenhavn, og jeg er jo sjældent hjemme om Aftenen. Lad mig se, De gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem.«

Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind over hendes ensomme Kvistkammer.

VII.

»Aa jo, aa jo!« svarede Jens og smaapikkede i Stenbroen med sin Stok. »Saa du kommer hos Nielsens, kan jeg forstaa. Han er en flink Mand, vakker Mand — meget vakker.«

»Ja jeg har ingen Grund til at sige andet. Han har bevist mig meget godt i Sommer. Han har lovet at skaffe mig Arbejde paa en Fabrik, naar der tilbyder sig en Plads, der er værd at tage mod; jeg kommer der altid, naar de skal vaske, og han betaler mig hver Gang to Kroner. Det er hans Taxt, siger han.«

»Vist saa, vist saa«, bekræftede Jens, »meget vakker Mand, Nielsen. Jeg kan forresten godt gaa lidt med her ind ad, saa kan vi følges ad. Det var helt morsomt, at vi skulde mødes.«

»Og du laver Blanksværte?« spurgte Line.

»Jeg laver Blanksværte. Jeg bestiller ikke andet.«

»Og det gaar godt?«

»Meget godt. Aa jo, meget godt. Men det er altsammen i sin Begyndelse.«

»Du har da nok ellers været her et Par Aars Tid nu, har du ikke?«

»Jo vist saa, vist saa. Jeg har været her i et Par Aar, men et Par Aar er ikke saa meget. Du skal forstaa, jeg havde det smaat med Penge, og der skal meget til at sætte saadan noget i Gang. Nielsen var forresten den Mand, der tilbød mig fem Hundrede Kroner til at begynde med, endnu mens jeg var i Skovstrup; han vil gjærne hjælpe Folk; han er af den Slags, som fortjener at have Penge mellem Hænder; men jeg mente, at det var bedre at staa paa egne Ben. Det gaar langsommere, men saa staar man for det hele selv og faar det, som man vil have det. Jeg sagde nej Tak. Nu kunde jeg faa to Tusend Kroner, dér og adskillige andre Steder, men jeg hutler mig igjennem med det, som jeg bedst kan; jeg lirker mig frem og passer det hele selv, saa bliver det gode Varer, og saa lærer ingen mig Kunsten af.«

»Hvem har du hos dig?«

»Jeg er ene, aller mutters alene.«

»Men er det dog ikke trist?«

»Aa jo, somme Tider. Den gamle døde jo«, forklarede Jens og trak Øjenbrynene til Vejrs. »Han var et Brumlehoved, men vi var saa igaaet med hinanden. Jeg savnede ham svært i Førstningen, men jeg har altid travlt og altid fuldt op at tænke paa, og saa gaar Tiden, uden at jeg mest véd, hvor den bliver af. Jeg kjender heller ingen, det vil sige, som jeg saadan bryder mig videre om. Her er Folk nok i Kjøbenhavn, men hver har geménlig nok i sit. Nu gaar jeg i denne Tid og brygger paa en ny Slags, en flydende Sværte, som skal sættes paa Flasker. Hun bliver god, tænker jeg, naar jeg først faar den færdig; men det er den ikke endnu.«

Line havde naaet »sit Sted«, og de skiltes; men hele Dagen tænkte hun paa Jens Skomager. Det var saa underligt, saa ubegribeligt, at den firskaarne, kejtede Svend gik her inde i nobret Overfrakke med lavpullet Filthat, Spadserestok og Blankstøvler, han som hun regnede for saa lidt, den Sommer hun syede paa Udstyr, — han som tog sig saa uanseelig ud hin Eftermiddag paa Perronen ved Siden af hendes store, smukke Murer, der skulde blive Bygherre med femten Tusend i Indtægt om Aaret, hvis han havde levet. Det var ogsaa underligt, at Nielsen havde tilbudt ham saa mange Penge, og at han havde afslaaet dem uden videre, fordi han vilde staa paa egne Ben og klare sig selv. Hun kunde ikke lade være at tænke paa, hvordan Ditlevsen og hans Kompagnon, den Sommer de byggede for egen Regning, maatte søge Prokurator og maatte optage Laan paa stemplede Papirer og finde paa hundrede Udveje for at faa deres Arbejde til at gaa. Hun havde lige havt paa Munden at fortælle ham, at Nielsen i Eftersommeren havde foræret hende til en ny Kjole — Maren Kirstine fik én samme Gang — og betalt Syløn og alt Tillægget; det var dog godt, at hun tav stille, naar han var saa finfølende. Ja det var underligt, at hun tog mod Almisse af Nielsen, han afslog blot et Laan. Hun følte en voxende Agtelse for denne løjerlige lille Knort med samt hans Sværte, baade den faste og den flydende.

Hos Jens havde Mødet med Line vakt gamle og glemte Fornemmelser til Live igjen, saa han først kom rigtig til sig selv, da hun var borte. Derfor glemte han ogsaa blandt meget andet at spørge hende om, hvor hun boede, skjønt — —; det passede sig vel ikke engang for ham at besøge hende.

Men var det ikke tidligere ret gaaet op for ham, at han var ene, saa gjorde det nu, da han kom hjem til sin Kjælder. Det alvorlige, det stille og solide, der lige fra Barn af havde været hos Line, tiltrak ham som noget beslægtet; han havde en uvilkaarlig Følelse af, at denne Natur kunde smelte sammen, blive ét med hans, at han kunde stole paa hende, betro hende alle sine Planer, alle sine Ønsker og Tanker, og at de vilde finde en Sangbund hos hende. Og fra den Dag af tænkte han oftere paa sin Fader end i lang Tid, følte Trangen større til at meddele sig; fra den Dag af blev Ensomheden ham mangen Gang tung.

Allermest den Dag, da det efter de Hundrede af mer eller mindre mislykkede Forsøg endelig var lykkedes ham at fremstille sin flydende Sværte saaledes, at den tilfredsstillede alle berettigede Krav. Han følte da en saa stor Trang til at tale med nogen om sin nye »Opfindelse«, at Ensomheden ligefrem blev uudholdelig. Men hvem skulde han meddele sig til? Til Line naturligvis, til hende og ingen anden.

Han vidste jo, hvor »hendes Sted« var, og hvad Tid hun mødte der om Morgenen; han vilde dog forsøge, om han ikke kunde træffe hende der igjen. Men der var længe til Morgen, hele den lange Nat og et Par Timer endda, thi Klokken var først ni. Det var for tidligt at gaa i Seng, naa! han havde ikke været ude den hele Dag; han kunde jo gaa sig en Aftentur, gaa en Vending ud forbi Tivoli; han vilde derefter sove desto bedre.

Da han var kommen forbi Tivoli, vilde han dog med det samme forlænge Turen hen til Vesterbros Torv; det var der i Nærheden, Line havde sit Sted; han havde ikke lagt Mærke til Numeret, men kunde godt huske, hvorledes Bygningen saâ ud; det kunde være morsomt nok at se, om han ogsaa ved Aften kunde finde det. Og hvis nu Line havde været der i Dag og hjulpet til ved en større Rengjøring eller noget saadant — — og nu gik han og anstrængte sig for at finde en eller anden rimelig Grund til, at Line paa denne Tid af Døgnet atter lod sig møde, og medens hans Indbildningskraft skabte Tilfælde paa Tilfælde, og hans sunde Fornuft lige saa hurtigt atter slog dem ihjel, naaede han Torvet og fulgte Fliserækken ud over den temmelig mørke Plads.

Pludselig strøg en Kaabe ham paa Ærmet. Han fôr op af sine Drømme og hørte sig tiltalt af en spæd Kvindestemme.

»Skole vi to inte »flisére« lidt?«

»Vabeha?« sagde Jens forbløffet, stod stille og tog til Hatten for to dameklædte Skikkelser, der havde hinanden under Armen og nu ligeledes standsede. De lo dæmpet begge.

»Er Herren Enkemand?« spurgte hun igjen, som først havde talt. Hun var lille; over Muffen og Pelskraven lyste et spidst, guligt Ansigt; hun naaede kun sin Ledsagerske til Skulderen.

I det samme begreb Jens Situationen; han blev rød af Undseelse og lod et næsten forbitret Øjekast fare hen over dem begge, idet han vendte sig for i Tavshed at fortsætte sin Gang. Men idet hans Blik strejfede den højes Ansigt, studsede han.

»God Aften, Lavra! Naa saadan! se se!« udbrød han med en særegen Betoning og lod Øjenbrynene gaa usædvanlig højt til Vejrs.

»God Aften, Jens!« svarede hun spagfærdigt, »Guj, er det — — Dem? saa De kjendte mig værkelig inte. Jo jaj ku strax kjende Dem paa Gangen, og saa sagde jaj til min Veninde, om vinte sku ha ledt Grin, faa de va en af mine Bekjendtere.«

»Ja vel«, udbrød den lille, »og jeg viger for denne ældre Flamme. God Nat, Børnlille!«

Dermed forsvandt hun i Strømmen ind efter Byen. Jens og Lavra stod begge en Del forlegne over for hinanden. Jens skammede sig paa Lavras Vegne, og hun ikke mindre, fordi hun af Jenses Grimace strax havde set, at han tog hendes Forklaring for det, den var.

»Det er ellers ikke værd, at vi er fornemme,« sagde Jens og borede med sin Stok mellem to Fliser. »Vi maa da nok helst sige du til hinanden lige som altid. — Hvordan gaar den ellers?«

»Som du ser,« svarede hun i en dump Tone, der intet skjulte.

»Det var nok heller ikke noget godt Selskab, du der var kommen i,« sagde Jens igjen og følte stor Ynk med hende.

»Vi kan ikke være lige fromme alle sammen.«

»Det kommer meget an paa, hvad vi selv vil. Du skulde ligodt holde dig fra den Slags, Lavra,« sagde Jens, voxende i Sikkerhed.

»Tror du?«

»Ja for det ender i Usselhed.«

Hun begyndte langsomt at gaa — Jens fulgte hende.

»Du er dog et stort og stærkt Fruentimmer og forstaar vel nok at tage fat. Naar du vil, maa du vist paa en skikkelig Maade kunne tjene til dit Underhold, uden at du saadan har behov at kaste dig hen. Naar man har kun sig selv at sørge for, saa kan man, enten man er Karl eller Pige — —«

»Véd du, hvad jeg har?« spurgte hun og fôr med Lommetørklædet til Øjnene.

»Har du — — er du gift da?«

»Nej desværre, men jeg har da været forlovet ligesom andre ordentlige Folk.«

»Slog han op?«

»Ja — til alle Sider og paa alle Maader, og det gjør han den Dag i Dag. Snart har han én, snart en anden, men mig fik han tøjret godt nok først, og tror du, han betaler saa meget som en Øre til Barnet, eller at jeg kan komme nogen Vegne med ham?«

»Det er rigtignok en beklagelig Relighed,« sagde Jens og rystede paa Hovedet.

»Det er nu to Aar siden. Jeg fik Barnet ud, for det kunde jeg jo ikke sætte mig hen med her, saadan som de gjør paa Landet. Jeg tog Tjeneste igjen; sidst var jeg i en Beværtning derude efter »Belvedére«, hvor de byggede i Sommer. Og jeg fattede Haab paa ny; det saâ endnu engang ud til, at det kunde blive godt alt sammen. Der var en Murer, en stor og kjøn Karl og en dygtig Arbejder, om endskjønt muligvis nok noget vidtløftig; men der er jo ingen fuldkommen. Han vaklede mellem mig og en anden, og vi to Fruentimre førte Krig paa Liv og Død om ham. Men en skjønne Dag snød han os begge og rejste til Amerika med en Naalemagerenke, og saa opgav jeg det hele. Det andet Fruentimmer og jeg sluttede Forlig; det var hende, jeg fulgtes med før, og nu bor vi sammen. For naar man skal give næsten hele sin Maanedsløn til Kostpenge for saadan en stakkels Unge, og man gjærne vil følge en Smule med Tiden i Klæder, og hvad der hører til moralsk Dannelse, saa kan den aldrig balancere. Det hele er indrettet saadan for mig, at enten skal jeg krepere eller ogsaa — —« hun brød ud i en fortvivlet, undertrykt Hulken. »Aa Gud, ja det er Elendighed og Usselhed, hvordan vi vender det. Far vel, Jens! Gaa nu din Vej, og Tak, fordi du vilde kjendes ved mig!«

»Dersom du ikke vil forsmaa en ringe Hjælp —« sagde Jens og tog sin Portemonnæ frem. Han rakte hende en Tokroner. »Værsgod, Lavra! men se for alting at komme ud af det slemme Selskab, ellers gaar det dog rent galt.«

Han skyndte sig hjem ad. Han havde næsten helt glemt, hvad han var kommen ud paa Vesterbro for, saaledes havde det rystet ham, dette Møde. Nej, da var Line af en anden Slags Tømmer. Han var vis paa, at ihvad der end timedes hende, kunde hun aldrig komme ind paa den Vej.

Stakkels, stakkels Lavra! Stakkels varmblodige, legemsvakre Piger, som med tusende lykkelige Forventninger kaste eder ind i det brogede, hvirvlende Liv og høste Skyld, Nød og Usselhed, hvor I have saaet Ungdom, Livsstyrke og vaarlyst Haab.

Stakkels mange Lavraer!

Jens syntes ret at skulle faa sin Gang paa Vesterbro, men det gik da forresten hans Sværte ligesaa, thi det var den Del af Byen, hvor den havde størst Afsætning. Tidlig den næste Morgen var han altsaa paa Vej igjen; rigtignok kunde Line have skiftet Sted mange Gange, siden han saâ hende sidst, og det var jo ogsaa i høj Grad tvivlsomt, om den Tid, han sidst traf hende, var hendes sædvanlige Mødetid. Jo længer Jens kom ud, desto mere haabløs syntes ham hans Gang.

Han kunde naturligvis gaa hen paa Gamle Kongevej og faa hendes Adresse hos Maren Kirstine; men dels var han bange for, at et saadant Skridt skulde tydes forkert, dels brød han sig heller ikke om at knytte nærmere Forbindelse med Nielsen paa ny — nu fik Lykken raade.

Og Lykken var ham god — — der kom hun.

»God Morgen,« sagde han og vendte strax om. »Skal vi følges ad?«

Der gik et lyst Smil over hendes Ansigt.

»Du er jo alt for fin til at følges med mig,« sagde hun.

Han smaafniste og trak Øjenbrynene op.

»Nu har jeg den »flydende«.«

»Nej vel! Saa gratulerer jeg.«

»Tak. Den skal bare smøres paa med en blød Pensel. Og véd du, hvad der er Dyden ved den?«

»Naa?«

»Der er ikke Spor af Lak eller Fernis i den. Den gjør Læderet blødt og holdbart og har en udmærket Glans.«

»Hvordan finder du dog paa alt det, Jens?«

Jens gjorde alskens sælsomme Grimacer til det Spørgsmaal og besvarede det ikke ellers. Derimod vedblev han:

»Jeg kunde ikke lade være — jeg mente, jeg skulde ud at fortælle dig det. Men det er sandt, hvor bor du, Line? Det var dog morsomt nok at vide det.«

Hun sagde ham sin Adresse.

»Gik du herud for det samme? Det er jeg glad ved, Jens.«

»Er du? Aa jeg gaar saa alene med alt mit, skal jeg sige os. Jeg vidste jo ikke, om det kunde interessere dig synderligt, men du har det paa en Maade lige som jeg. Du er ogsaa temmelig ene, og saa véd jeg ikke — det kom saadan over mig.«

»Jeg skal aldrig være gladere,« sagde hun rørt, »end naar du vil fortælle mig alt, hvad du trænger til at fortælle. Og det skal heller ikke komme videre end mellem os. Gud ske Lov, at det gaar saa godt fremad for dig, Jens!«

Saa skiltes de. Hun kunde, da hun gik op ad Trapperne, ikke lade være at smile ad en saa enkel Livsgjerning som den at lave Blanksværte, men hun maatte alligevel, enten hun vilde eller ej, skjænke denne Sværte sin udelte Sympathi.

VIII.

»Nej, nej!« sagde hun næsten forskrækket og veg et Skridt tilbage. Hendes Ansigt blev alvorligt og Tonen lidt heftig. »Det passer sig ikke for mig. Den kan jeg ikke tage imod.«

»Det kan De vel,« svarede han utaalmodig og kastede sin Hat hen i Sofaen. »Se paa den i det mindste!«

»Hvad tænker De paa?« sagde hun og holdt den ud foran sig. »Ja den er nydelig, naturligvis; men den vil jeg ikke tage imod, den er altfor kostbar — en Vaskerkone, en simpel Arbejderske.«

»Nu er vi lige ved Julen, og saa tænkte jeg, at naar De gik i Kirke og lidt ud ellers, havde De ikke noget imod at have saadan én paa. Hvad De er eller ikke er, kommer ingen ved. De kommer ærligt til den og skylder ingen Regnskab for Deres Paaklædning.«

»Det gjør jeg naturligvis ikke,« sagde hun og lagde Kaaben varsomt over Stoleryggen, den Stol, hun selv havde rejst sig fra. »Men hvad ville Folkene her i Huset tænke — nej, nej! det kunde let komme til at gaa ud over mit Rygte; det tør jeg ikke, der skal være Maade med al Ting.«

Hun vedblev alligevel at se beundrende paa den, bøjede sig ned og pillede en hvid Traad bort, der hørte hjemme i Butiken.

»De vil da ikke have, at jeg skal gaa med min Bylt igjen. Kaaben er kjøbt og betalt, og jeg tænker, den skal klæde Dem. De véd, at jeg engang imellem føler Trang til at gjøre en Foræring, helst paa Steder, hvor jeg tør vente mig lidt Fornøjelse deraf. Siden min Kone døde, og mine Piger ere komne i Vej, har jeg ingen rigtig at pynte paa — gamle Maren Kirstine forlanger ikke meget af den Slags Ting, saa det er Dem, der gjør mig en Tjeneste ved at modtage den.«

Han rejste sig og tog Kaaben.

»Lad os nu se, hvordan den sidder. Den er kjøbt paa de Vilkaar, at den kan byttes, hvis den ikke passer.«

Hun vilde endnu gjøre Indvendinger, men da det kostbare Klædningsstykke i Armene paa Nielsen aabnede sin Favn imod hende, udøvede det alligevel sin ejendommelige Tiltrækningskraft. Plüsch og Pelsværk. Hendes høje, fyldige Skikkelse, hendes lyse, ovale Ansigt med den smilende Kant af Tandrækken — for smilede gjorde hun alligevel, da alt det tykke, bløde, varme slog sammen om hende — —! Hun var skjøn som en Fyrstinde.

Nielsen lagde i ren Ubændighed Armen om hendes Liv, inden hun kunde tænke paa at afværge det, saâ hende ind i Ansigtet og svor paa, at hun var det dejligste af alt, hvad han endnu havde set.

Hun snoede sig fra ham og blev purpurrød; i et Nu gik det op for hende, at Nielsen var forelsket i hende.

»Hvad skal jeg have for Kaaben?« spurgte han og nærmede sig paa ny, medens Attraaen drev voxende op i ham.

Hun mærkede det, hun smittedes — —

»Jeg har ikke Raad til at betale den,« sagde hun, leende som en ung Pige; Tænderne glimtede bredere, de graa Øjne bleve varme, Mine og Holdning paa en Gang sky og kaldende, idet hun veg længer fra ham.

»De skal slippe med et Kys,« sagde han.

»Jeg har ingen,« raabte hun med en klinger, kaad, trillende Latter og holdt sine Hænder værgende ud.

»Kan jeg have mindre?« Han greb lidenskabeligt begge hendes Hænder.

»Og hvad følger saa?« udbrød hun blussende, ude af sig selv. Alle Ungdommens Rigdomsdrømme, Lykkedrømme lynede hende paa ny i Møde.

»Alt hvad du vil. — Endelig begynder vi at forstaa hinanden.«

»De fortryder det i Morgen. Gaa! Gaa til i Morgen!«

»Jeg fortryde! Nej hverken du eller jeg, det sværger jeg dig til.«

Han drog stærkt i hende, men hun stod imod og blev ved at gjentage »til i Morgen.«

Men han vilde sejre nu, vilde sejre ved fysiske Midler. Alt som hun maatte opbyde større Modstandskraft, blev Sindet koldere; Farven paa hendes Kinder tabte sig, Smilet svandt; nu vilde hun som hun vilde, og hun var mere legemsstærk end han.

»Hvad Tid maa jeg komme i Morgen da?« spurgte han opgivende Kampen.

»Ved samme Tid som i Aften, hvis De ikke forinden har fortrudt det.«

»Og saa faar jeg, hvad jeg har til Gode?« sagde han og greb sin Hat.

»Jeg vil betænke mig. Jeg lover ingen Ting.«

Han tilkastede hende et forliebt Fingerkys og forlod Stuen.

Hun drejede Nøglen om efter ham og blev staaende midt paa Gulvet og lyttede til hans Trin ned ad Trappen.

Hun var overvældet, fortumlet — en angestfuld Hede kom stille vældende over hende, medens hun søgte at erindre sig, hvad hun havde sagt og gjort og lovet, og i det samme jog der gjennem denne Hede en Orkan af Glæde over at have naaet det Maal, hun for evigt syntes stænget ude fra. Aa, hvor det sydede og flammede i hende som et Krater af Guld og Sølv med Raketter af funklende Stene. Hun var rig — nu kom det paa én Gang altsammen: Landsted, Middage, Landauer, Ære, sorgløse Dage, kom uden Anstrængelse, uden Slid og Savn, kom, saa der blev en hel Levetid at nyde i, i Stedet for nogle faa skrøbelige Matroneaar.

Hun gik frem og tilbage i en svimmel Henrykkelsesrus. Nu var det forbi med Vaskebaljen, med Trappeskuringen, med Madam Ditlevsen og det falmede Shawl. Hun begyndte at se med Foragt ned paa »sit Sted« — hendes Sted var herefter de store, lyse Stuer paa Gamle Kongevej.

Og Nielsen saâ jo godt ud endnu. Han var vel heller ikke meget over de halvtreds, en fem, sex Aar maaske. Tænke sig, at det var saadan fat med ham! Denne faderlige Rolle blot et Skalkeskjul! Hele dette Ildhav bag den barske Mine! At denne gamle Støder — — at hun skulde blive Fru Nielsen — —! Hun skar Ansigt ad Kakkelovnen og fægtede med begge Arme i Luften. Hvad vilde Folk i Skovstrup sige — og — — Jens Skomager?

Da Billedet af den brave, firskaarne Karl viste sig midt i det blændende Rigdoms-Fyrværkeri, blegnede Glansen noget, der lagde sig ligesom en Dæmper paa Jubelen, hun blev alvorlig og eftertænksom. Langsomt trak hun Kaaben af sig, langsomt lagde hun den sammen og hang den paa ny over Stoleryggen.

Det, syntes hun især, var saa rørende, at han var gaaet den lange Vej ud til Vesterbro for at fortælle hende om sin Sværte, at han ikke havde andre fortrolige at ty til end saadan en stakkels hjælpeløs Enke, at det tilfredsstillede ham at meddele sig til hende, hver Gang han, løftet ved eget Snille, egen Udholdenhed og Energi, tog et nyt Trin frem ad. Ham havde Nielsen ogsaa villet gjøre stor i et Øjeblik, ligesom han nu vilde gjøre hende det; men han sagde nej Tak. Han vilde heller komme saa smaat frem, føle sig paa egen Grund hele Tiden, for saa vidste han bedst, hvor han var, sagde han, og hvordan han stod i det. Hvordan mon hun kom til at staa i det, dersom hun blev Fru Nielsen? Hvad vidste hun fra tidligere Tid om denne Mand?

Hun begyndte at samle sammen paa, hvad hun kunde mindes om ham fra Barneaarene, da han var hjemme. Han kunde nok tit være noget brøsig mod Tjenestekarlene og stundom lidt for venlig mod Tjenestepigerne. Hun havde ogsaa hørt om ham, at han kunde faa Taarer i Øjnene, naar der var Tale om stor Nød, og at han aldrig holdt tilbage, hvor han kunde række en hjælpsom Haand. Han havde et godt Hjærte, og saa var han rig. Det var dette sidste, der dog var det vigtigste, det, det egentlig kom an paa. Fattigdom skabte Slid og Savn og Sorg — Rigdom skabte Lykke, Frihed, Anseelse, Velvære.

Hun fik ikke meget Søvn i sine Øjne den Nat. Men det forunderlige var, at jo nærmere hun kom dette Lyksalighedens Land, jo vissere hun blev paa at kunne afkaste det, hun havde følt sig saa knuget af: den uvisse Fremtid, Sygdommens Hjælpeløshed, Alderdommens Nød og Forladthed, alt det pinende ved at være tilsidesat, overset, agtet ringe — — desto flere Tvivl kom der op i hende, om Rigdommen, Rigdommen i og for sig, nu ogsaa virkelig bragte Bod for alle Livets Tyngsler. Tidligere havde Maalet staaet saa fjærnt, og det kunde kun vindes gjennem et helt Livs Bedrift. Da laa der intet andet bagved end at nyde den fortjente Hvile og den Anseelse og Tryghed, Rigdommen giver. Nu kom det anderledes, og hvad vilde det næste Maal blive? Det var ikke disse ydre Goder: Landsted, Middage, Landauer hun i og for sig satte saa overdrevent højt, de vare jo blot den synlige Form, bag hvilken skjulte sig den egentlige Kjærne: »Forraadet for de mange Aar«, Trygheden, Anseelsen. Og medens hun forgjæves spejdede efter dette næste Maal og ikke saâ andet end Hvile, Tryghed, Anseelse, Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en forstenende Ensomhed, der endnu var værre end Fattigdommen.

Og saa var der denne Kjælder, som hun aldrig havde set. Og Stuerne paa Gamle Kongevej og Kjælderen i Store Kongensgade kjørte tilsidst saa vanvittig rundt i hendes stakkels Hjærne, at da det omsider blev Morgen, ønskede hun for fuldt Alvor, at det var Kjælderen, hun skulde flytte til, og at hun aldrig skulde se for sine Øjne disse lyse, smukke Stuer paa Gamle Kongevej.

Og ved Middagstid da hun var kommen fra sit Sted, skete saa det mærkværdige, det fortvivlet vanvittige, at denne fattige Enke, der vel ikke hidtil havde savnet dagligt Brød, men som dog havde sukket dybt og smerteligt under Tyngden af den Nød, som engang kunde komme og derfor al sin Tid higet efter Rigdom, som det eneste og største, der var værd at eftertragte, at hun sagde nej, at hun skød den fra sig med begge Hænder, da den blev hende tilbudt redeligt og hæderligt.

Hun pakkede Kaaben ind i det blankbrune Papir, slog Snoren om og skrev et Brev af følgende Indhold: