Skum

Det var først bare noe lys. Et regnbuefarvet, urolig flimmer som efterhvert tok form, blev cirkelrundt og roterte om en akse, blev kloderundt og dreiet sig om sig selv.

Men saa hørtes der en surren som av en gramofon og en stemme lød metallisk som gjennem en tragt:

— Tak for laanet!

Og pludselig flagget et langt, smalt guldbaand ut i luften for en sterk træk, i dens ene ende blev der fort en hat — en elegant liten parisermodel — og under hatten aabenbaredes saa litt efter litt, detalj for detalj, den metalliske stemmes eierinde: et bittelitet gult ansigt med stor mund og skjæve øine, en utrolig spinkel skikkelse i en vid hermelinskaape, etpar nervøse smaapikeben i høihælede Richelieusko.

Mysende som mot et sterkt lys og med munden fra øre til øre rakte hun en bok frem og sa:

— Den er deres, ikke sandt? Den laa i min stol da jeg kom op, jeg tok den og har studert den helt siden!

Og nu var endelig miliøet der. Et dampskibsdæk i skumring. Det sterke lys var en mand, en ung, blond, reiseantrukken herre. Han stirret høflig ned i det blændende ansigt foran sig og tok bukkende imot den fremrakte bok, et litet hefte med kolorert forsidebillede.

Var det saa interessant lektyre? sa han og hans stemme var ganske almindelig, saa nu blev hendes cantabile dobbelt iørefaldende:

— Ja! Det er jo verdens merkeligste kuranstalt vi skal til, du gode gud for et kulørt sted!

Og hun pekte, mens hun sang, leende ned paa heftet i hans haand. Han kastet et blik paa hendes behanskede pekefinger. Ja, sa han og saa saa han bedre efter indunder hendes hat. Saa De skal ogsaa til Capranola? Der er ingen bagage sat ned ved siden av min, jeg trodde jeg var den ene passager dit.

— Jeg har ingen bagage, sa hun og saa væk et øieblik. Jeg er ute paa rene maafaa. Men efter at ha studert dette heftet telegraferte jeg netop efter mine kufferter, jeg følger Dem iland paa Capranola!

Alt hun sa var utrop, hun stod en smule sjøbent og hendes kaapelommer var meget dype. Hun var ikke til hverken at overhøre eller forbise.

— Ja, sa han, der ser ut til at være en vakker natur.

— Natur! ropte hun. Kalder De dette natur? Og hun tok heftet fra ham og pekte, se, hvor øen steiler jordbærrød og kubistisk forrevet op av det merkeligste sortoghvite vand, se disse marineblaa poplene groende op av flekker graa fløil — blaaklokkene maa da være gule og rosene blaa paa den øen, det er den værste ekspressionisme jeg har set, det er en uforskammethet uten like, det er en trusel om mysticisme, et optisk bedrag som jeg vil avsløre, jeg gaar iland paa Capranola fordi naturen der maa være ekstra naturlig naar den kan inspirere en unatur som denne! — ja for, sa hun og dæmpet sig lidt da hun merket hans døvede mine, jeg hater unatur. Aa, jeg har netop idag hat et slagsmaal med min pike, nynnet hun med hænderne stemt godt ind mot mellemgulvet som en sangerinde, hun vilde paa liv og død forskjønne mig, overfaldt mig voldelig med et monstrum av en pudderkvast, jeg maatte faktisk forsvare mig med neglene! Hvorfor i alverden skal jeg ikke være saa styg som jeg er? Her, sa hun og bladde etpar blad indover i heftet, disse kaffedrikkende damene i Palazzo Garneses berømte gaard, staar der ikke en veritabel Rogergallet-Colgate-Pinaudstank fra dem her paa papiret, uh, marzipan er det værste jeg vet, men heldigvis er det blomster og palmer og springvand og paafugler og alt mulig inde i den gaarden, Mensch ärgre dich nicht, vil jeg befale mig selv ...

Han hadde mens hun snakket fundet frem sit cigaretetui, nu tændte han en cigaret med adskillig møie i den sterke træk og hun saa paa og taug. Men hun vilde straks gaa videre. Konversationen var utvilsomt hendes element, hun var ilive for at snakke og snakket for at være ilive, hele hendes egenart laa hende ytterst paa hendes store, løse mund.

— De har anlæg for det? spurte han og hadde endelig frisk fyr.

— At befale mig selv ja?

— Nei at ærgre Dem?

— Nei! sa hun med et saa braatt og metallisk fortissimo at han uvilkaarlig værget for sig ut i luften med den ene albue. Jeg ærgrer mig aldrig! Jeg forbyr mig selv det og jeg har en voldsom respekt for mine egne paabud. Jeg er altid gla, det er udelukkende en viljesak, jeg tar av princip alt ondt let og laver dacaponumre av alt godt, det eneste i verden som irriterer og anstrenger mig er som sagt unaturen, uvirkeligheten, men mot den har jeg i tidens løp skaffet mig et bolverk, nemlig mine sofaputer, jeg trækker dem med mig overalt, de kommer ogsaa til Capranola.

Han stod fortapt i det flagrende guldbaandet.

— De forstaar, gik hun videre, jeg har en berømt sofaputesamling, jeg forfølges altid av sofaputeeksperter som vil stjæle eller kjøpe mine ideer, men de vogtes som en helligdom og er ikke tilsalgs. For mig er nemlig mine puter noget ganske andet end en original og artistisk sammensætning av stoffe, mønstre og farver, ser De, de er mig selve indbegrepet av natur, av virkelighet! Derfor at de er mine egne sorger og glæder, mine egne drømme og oplevelser, mit eget silkerne hjernespind og materialiserte temperament, de er kortsagt selve Run Bates, det virkeligste, utvilsomste i verden!

— Ja, sa hun og rakte pludselig haanden frem, mit navn er altsaa Run Bates. Og Deres har jeg den fornøielse at kjende, herr Paviere, jeg saa Dem nemlig dirigere i Paris igaar!

Hele tiden hadde hun staat der like ind paa ham med sin konstante store glæde i de sjøsyke, herjede træk, men da han nu grep hendes haand og sa: Jeg beklager, men mit navn er Meninsky og jeg har aldrig dirigert i Paris, da rykket hun ham tre lange skridt fra livet, tok sig til hjertet og fik pludselig øine. Forbløffende store, runde og barnligblaa stirret de livløst av forfærdelse paa ham. Og mens hun stirret var det som om han forsvandt for hendes blik, som om han skrumpet sammen og koncentrerte sig i sin slipsnaal og som om slipsnaalen, en stor lysende perle, gik til himmels. Han saa hendes øine følge opstigningen et langt stykke, de kom rent til at skjele ved det. Saa skedde der noget deroppe, hun blunket blændet etpar gange og sænket saa blikket søkende mot jorden.

Der, paa den brede, tørre dæksplanke laa der en mikroskopisk flek væte, litt sjøskvæt eller et dugstænk. Og hun bøiet sig med et skingrende rop av glæde ned over den, pekte og sa:

— Se, der ligger den jo, draapen efter boblen! Se, hvor der fremdeles er meget glycerin i den, se hvor den runder sig og bævrer og vrir farvene, den kan der saamen bli flere bobler av! Men nei draape, sa hun med løftet, truende pekefinger, ligg i fred! Tørk! Det er meningen med dig ser du og det er en udmerket mening!