Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha «talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv.
Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en «epilog». En historiens historie. Denne:
Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det eneste som betyr noget i den vide, vide verden.
Men ak, allerede paa baaten nedover traf jeg en mand. En skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X — som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten».
Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du, efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit eget ved siden av dit og i forhold til hans, des mere anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for en — idiot! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham litt den dag i dag.
Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten, frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til mig i min paatagelighet og uomtvistelighet, men til min rolle, en omstridt digters uvirkelige fantasifoster!
Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem fulde døgn. For der visste jeg jo du elsket mig og vilde mig det godt, der elsket jeg pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ...
Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og drømte om Run Bates og Meninsky. Da var det videre paa samme dag jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge, gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis som tidligere, ønsket pludselig X i den og — placerte Meninsky der. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os, utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam, forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og fortsatte drømmen om Run Bates — mit fremtidsselv efter dit mønster.
Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke!
For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser, min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli!
Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig blev til bobler paany, et helt skum!
Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det materiale du har anbefalt mig — snak. Jeg antar du er snakket godt ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og fordømmelig.
Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus, interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte: Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig.
Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting, men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.
Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium, X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.
For jeg vil ikke virkeligheten!