Støv og Stjærner

XX.

Imidlertid — det kan jo ske, at mennesket med fløjten er af pæn familie. Hans faer er en gammel mand med agtværdige grå hår, hans moer er en hæderlig kvinde. Der skaffes ham en plads på et kontor, 900 kroner, han er reddet. Retsindige folk glæder sig, skønt de ryster på hodet. Det kan jo gærne være — — men han har rigtignok ikke fortjent det.

Ved nytårstid rejste kontorist Ivar Holt ned til sin nye plads. Det var endnu lyst, da han tog fra København, men det blev mørkt, inden han nåede sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfældets venskabelige symbolik og søgte at genkende de landskaber, han kørte igennem, det var så længe siden, han var blevet befordret med jærnbane. Det regnede stort og tungt, ruderne var dækkede med de perlesnore og køller, som regnen dannede, idet den faldt. Markerne rejste sig udenfor som sorte mure, vejene var gule floder. Han sank hen i en døs og havde det hel godt; endnu var der varmt forinden, og livet var til at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; når han fik rullet sig solidt sammen, kunde de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags ondt havde adgang. Et øjeblik faldt den sandsynlighed ham ind, at nu kom han ikke til Italien. Farvel, fløjelsbukser og solskin. Men det gjorde ham ikke noget, han sad usårlig i sin krog, tiden gik umærkeligt, som noget tungt, der flyver tavst gennem mørket; ingen aner noget, før der kommer et dumpt stød — —

Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var det hans eneste ønske, at han kunde få lov til at blive siddende, han vilde ha afstået en stor del af sin løn for at kunne køre videre, så længe den salige døs varede — aldrig havde han haft det så godt; denne overgang var endnu værre end at stå op en vintermorgen for mange år siden. Så stod han ud.

Blæsten bredte sig over perronen, regnen slog i en bue ind under taget. Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor han uforvarende blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind. I aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok være en vis fremgang i det.

Han vilde først se toget gå; den fornøjelse havde han fortjent. En mand gik baglæns med en fløjte i munden, hvinede og spyttede fløjten ud. Lokomotivet udstødte et hyl og begyndte at hoste store klumper hvid damp op gennem skorstenen, de første sad godt fast. Ivar Holt gik ud på skinnerne og så en mørk firkant, der blev mindre og snart viskedes ud i regntågen.

Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud på en bred plads. De sorte, lysplettede klatter på den anden side det var vel så byen. Ude over markerne krøb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt af sted; men en lille hund forstyrrede ham i nydelsen af synet: Væv-væv-væv! Han belønnede dens iver ved at svinge håndkufferten efter den. Dette gjorde den så overhånds arrig, at den gøede væv-væv med voksende hastighed, indtil al rytme faldt bort, og det blev til et langt, sammensmæltet æ — —.

Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede sig over pløret. Dybden overtraf vel ikke hans forventninger, men det bandt skoene langt stærkere, end almindelig vejvælling gør. Han stod stille under en lygte, løftede den ene fod og undersøgte belægningen med en pegefinger. Det var vist kalk, der var i.

Bladløse træer og en hæk dannede grå, uredelige bunker på den anden side af vejen, men et sted var der et sort hul, og en svagt skinnende stribe pløre viste vej ind i mørket, dær gik sandsynligvis en smøge op i byen. Men først skulde han over pløret, overgangen antydedes af en smal stribe sten; han samlede al sin følesans i støvlesnuderne og vovede overgangen. Der var fortov; på den ene side en hæk, på den anden — han prøvede med en fod og fik den til sig igen, det slap med et lille, velbehageligt smask —: pløre. Det blev snart mørkt igen, han lod kufferten gå i hækken, så faldt han ikke ned til den anden side. Hov, dær var nok en krumning, og se: langt fremme, i den anden ende stod der en lygte og ventede på ham. Han hug øjnene fast i lyset, og hans gang blev sikker.

Se se. Her vadede han nu i mørke lige op til øjnene, kun en lille rødlig lysplet holdt ham oppe. Der var ikke meget igen af ham nu, det var næsten drukning. Han stod stille i mørket, han og lygten så på hinanden. Når han skelede, kunde han også se sin næse, nedefter så han slet ingenting. Mørk — obscur. En anmælder havde kaldt ham obscur, rimeligvis på grund af hans frækhed mod sine kollegaer. Nå, men videre. Lygten stod åbenbart på den anden side af vejen, for nu fik han tendens til at gå ned i pløret. Der måtte altså beregnes en vis afvigelse. En mand gik forbi i mørket, lige i hælene på ham fulgte stank af en shagpibe. Ivar Holt fik lyst til at høre sig selv tale midt i alt dette mørke. Vidste han, hvor skomager Andersen boede?

Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, som han gentog flere gange. Ivar Holt sa mange tak og fik til gengæld beliggenheden indskærpet nok en gang. Tak, godnat. Godnat. — — Og det er det eneste hus med frontspids, råbte manden efter ham. Tak. Så havde han fire kendetegn på sit hus og kunde ikke gå fejl.

Fjerde hus fra apoteket, tredje fra næste tværgade, bager Svendsen skrås overfor, frontispice. Nu kunde han ikke rende fra det med nogen rimelig undskyldning.

Foran indgangen lå en sump, midt i sumpen en buet træbro. På første sal boede familien selv; to fag vinduer, hvis gamle, solbrændte gardiner lyste gulligt som tørveaske. Ja, så —. Han tog tilløb og sprang midt op på broen. Fra gaden faldt der lys ind i gangen, han så en trappe, der vred sig op i mørket. Den knagede forurettet, da han gik op ad den. Bag en dør snakkedes der; grov, hjærtelig latter væltede gennem de mange utætheder ud til den fremmede, der allerede havde lavet knoen til.

Her står jeg, Ivar Holt, en vældig nar for Herren, slået, fordi jeg ikke slog; jeg tålmodige ryg, der skal komme til at erkende albuerne på dem, som maser sig frem over mig. — Men nu har du imidlertid fået et levebrød, bank så på, og hold op med at mane dig selv frem.

Han bankede; værtinden kom ud, en ældre kone med hatteknage i underkæben.

"Mit navn er Ivar Holt," sa han, skønt han i øjeblikket næsten havde tabt al mulig fornæmmelse af sin egen identitet.

Nå ja. Værelset var i stand, nu skulde hun vise ham det. Straks efter kom hun med en lampe.

"Jeg har hældt betrolium på for i aften," og derefter gik hun med overbevisningen om at ha fået en pæn logerende.

Han stod midt i værelset og så sig om.

Fire nøgne, sømhullede vægge, en gulmalet træseng, klædeskab og en skeletagtig servante med en jærnring om livet. Midt på gulvet, over et rødbroget gulvtæppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt udtryk ved det, at klapperne var slået ned. Det syntes at ha kendt bedre dage, men nu havde det opgivet alting og hang med ørene.

Ivar Holt satte sig på bordet og følte sig gennemstrømmet af et hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. Men fy hvor det sorte vindushul gabede efter ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gøre gardinsnoren løs; en to alens ledstolpe skramlede ned og halede et kugleblåt rektangel efter sig.

Så var der ikke mere at gøre. Han satte sig igen op på bordet og lod de fire vægges nøgne råhed skinne på sig uden at reagere. Det var nu altså kommet til håndgribeligheder mellem ham og tilværelsen, og han kunde i øjeblikket ikke finde på noget, som det vilde være hensigtsmæssigt at gøre.

Med den bevidsthed sad han ubevægelig en times tid. Lige straks havde han krusningsfornæmmelser af kulde, men det faldt bort, efterhånden som den kaloriske ligevægt kom i stand. Desuden rørte han sig ikke, og så er kulden ufølelig. Man kan fryse ihjel på den behageligste måde, når man kun afholder sig fra enhver bevægelse.

Men det er svært at sidde stille i længden. For der er et sted i den menneskelige organisme, som står i særlig forbindelse med dødsangsten, det er vist omkring mellemgulvet. Benene kan blive kolde, hodet tomt, det hindrer ikke; man er på vejen nedad, men så kommer der et svagt ryk nede under hjærtet, man springer op og griber efter livet. Kulden kan arbejde sig nok så forsigtigt ind i ens legeme: der kommer et øjeblik, da den røber sit slægtskab med døden, og man slår fra sig.

Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, indtil han fik al sin varme igen, og så gik han i seng. Han glædede sig altid inderligt til at falde i søvn. Så snart han var kommet under dynen og havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, så var alle bekymringer forbi. Hvad der lå uden for dynen, var fra da af ganske ligegyldigt, og han sov altid godt.

Men i aften narrede søvnen ham. Sengen var klam, og han svedte ubehageligt. Han lå sig træt på ryggen og på bægge sider, søvnløsheden blev en tung byrde, som han ikke kunde kaste fra sig.

Udenfor rumsterede den våde blæst. Den kogte langt borte som en uhyre gryde, den kastede sig med rabalder over husets gavl og knaldede nede i gården som våde lagener: den kunde puste længe og jævnt som et sundt åndedræt, og den kunde futte af i dumpe eksplosjoner i de snævre smøger mellem husene. Den smældede regnen ind på ruderne som et læs kosteris, den peb og brummede, spillede både fløjte og kontrabas og alle stemmerne der imellem. Den udstødte hyl, der fik de lykkelige, sovende mennesker til at vende sig på den anden side og sove videre, mens de øvrige, der ikke længere havde nogen hvilestilling, de kunde indtage, vred sig i deres træthed og følte det blæse koldt under hjærtet. Stormen og regnen forberedte lukkede og mørke sind til morgendagen, meget arbejde gjort og liden glæde derved. Nødvendigheden af, hvad der må gøres, gik som en kold vind over det våde land; klam, muggen besindighed dryssede ned fra den usynlige himmel. Det blev ikke mange, der stod op med halleluja! næste morgen.

Ivar Holt lå i dvale. Han var lige træt på alle leder og flyttede sig derfor ikke mere.

I Firenze, tænkte han, dær drejer måske i dette øjeblik et lykkeligt menneske om hjørnet af — — lad os kalde det Rue des Oranges, da vi ikke kan italiensk. Han knejser og har hænderne på ryggen, aftenluften viger blødt og silkekøligt til side for ham, idet han går. Han står åben for alverdens lykke, han er ikke krummet af nogen bekymring. Han er så lykkelig, at han står stille og ikke kan mere. Han er så overhånds glad, at han knytter hænderne, tæerne krummer sig ned i støvlesålen. Inde i skyggen, hvor ingen kan se det, brister han i vild latter og vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og går ud mellem de andre mennesker. Det kan godt være, at der går sådan et menneske nede i Firenze på hjørnet af Rue des Oranges. Hvis han har haft det ilde (og det har han, siden han er så lykkelig), da tænker han sig, at et sted, i et sort værelse, belejret af våd, døsig storm, ligger et menneske, der ikke har det som han. Der kan meget vel gå et saligt menneske i Firenze og tænke på mig. Det gør kun et lille skår i hans lykke.

Han er over, hvor jeg nu er under. En står på toppen og har den halve himmel over sig, en anden ligger langs sin egen ryg på bunden og ser en rund skive himmel på størrelse med en femøre.

Manden nede i Firenze har som bestilling — foruden den at indehave et betroet mål af lykke —, at han afbalancerer mig. Sådan indretter verdensvisdommen det. Den gang Teologine løb fra mig i rædsel, var der i Central Afrika en neger, der slæbte af sted med sin nykøbte kone, hjem til sin hytte. Sligt må afpasses. Vi kan ikke ha for meget af den ene slags på eet sted uden modvægt, jorden fik ellers en rystelse, den slog en kolbøtte, men de vise grækere havde ret: kuglen er det fuldkomneste legeme, til ethvert opad må der svare et nedad.

Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Han gik ned ad Rue des Oranges: foran ham krøb hans sorte skygge på maven, han og skyggen havde fødderne fælles. Det viste sig, at Rue des Oranges førte ham ned til havnen, dær satte han sig på en fortøjningspæl, strakte sine fløjels bukser mageligt fra sig og strøg sig ned ad brystets stribede flonel. Med sine nøgne fødder gravede han sand op mellem brostenene og tesede det med stortåen og dens sidekammerat, ti af lang vane med at gå barbenet var hans tæer blevet yderst bevægelige, ligesom de også havde genvundet deres velskabthed fra drengeårene. Han rullede en sigaret på det venstre lår, hvor der i tidens løb havde slidt sig et blankt sted, for man må erindre, at det var på andet år, han gik med de fløjels bukser; om et par måneder vilde det blive nødvendigt at foretage rulningen på højre lår. Længere inde på havnepladsen sad hans kæreste, der handlede med appelsiner. Hendes hår, der skummede luftigt ned over panden, var lysere end hendes ansigt. De havde nylig spist frokost, appelsiner fra hendes vogn og desuden brød, som de købte hos deres gamle veninde, madam — — signora Carlotta. — — Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis til at bestille så meget, at han kunde tjene sin ene fornødne — — lira.

Det var varmt. Nakken var kold og klam at føle på, som den skulde være. Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå langt nede i den sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tænke på. Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, men heldigvis var hans stilling sådan, at han uden ubekvemhed kunde ha bukserne hængende på tre knapper.

Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket tæt sammen, himlen var klappet ovenpå, og øverst i klokken stod solen og holdt ved lige. Når han rørte benene, svalede det helt op over knæerne, det kom af den kølige luft, som de lyse fløjels bukser gemte i deres rummelige beholdere. Der lå en ringe fugtighed over hans hud, det var sådan indrettet, for at han ikke skulde få solstik; og i hans sjæl var der svalt og stille, der var grønt og gyldent. Nu var det nået; han skulde ikke tiere op i stjærnetågernes forrygende hvirvler, for han havde fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, han havde sin kæreste, sin egen tid og sit solskin, hans ven solen vågede altid varmt over ham.

Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske farver i flodens vand: blodskum, blodskorpe og helt ned til ådselbrunt, og der var sygelige byldefarver, gult og et rødt, der ikke er til at sige, men intet af det forstyrrede hans sjæls gyldne fred.

Tværs over floden lå en fabriksskorsten, stiv og ubevægelig. Men så kom der en båd, skorstenen blev elastisk; fortykninger løb ned ad dens krop, som var det en slange, der i umådelig fart slugte en kalv. Båden kom nærmere, skorstenen forlængedes og forkortedes, den fjedrede voldsomt og gik i stykker, den blev til en række tykke, teglstensrøde orme, der parredes og foer fra hinanden, og så gik båden over og smadrede den fuldstændigt. Men endnu længe efter lå skorstenen hen over floden og vred sig med nervøse jag gennem hele legemet, førend den faldt til ro.

Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra Susåen; på en af sine lykkelige dage — de stod optegnede og nummererede i hans kalender — havde han set dette billede i Susåens vand.

Det var så mørkt inde hos ham, at han ikke formåede at samle indtrykket af sin egen personlighed, han smæltede hen i mørket som flydende sjæl. Han vidste ikke, om hans hoved eller hans fødder vendte imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og rullede gardinet op. Blæsten pulsede koldt ind gennem vinduet, sveden på hans krop blev ligesom til isslag.

XXI.

Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha sin sædvanlige mosjon før aftensmaden, var regnen holdt op, og vinden havde lagt sig noget. Han styrede ud ad skoven til. De våde stier lyste i aftensolen, landevejene lå blanke hen mellem markerne. Det hørtes langt bort, når hjulene skar i det våde grus.

Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. Man kunde komme til at fryse ved at se på træernes kolde stammer, man vadede i forkølelse, luften var drivende fuld af snue; der hang næsedryp på enden af alle kviste. Han bredte en hånd fladt ud på brystet og rømmede sig. Oppe i halsen havde en bronkitis begyndt at sætte sig fast, han forstod godt, at det var kulden, der begyndte at erobre ham, den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste sommernætter kværkede kulden ham, der var ingen pardon. De første år var han kun forkølet om vinteren, nu var han det både vinter og sommer; i dette forår havde det begyndt at stikke længere nede i brystet, erobringen skred frem. Han vænnede sig til den, og for resten kunde det godt helbredes endnu; når han en gang blev velhavende, vilde han gøre noget alvorligt. Navnlig rejse syd på, for der måtte jo være den varme, der kunde få kulden til at slippe sit bid. Her hjemme fandtes den ikke.

Men det tænkte han ikke så meget på nu. Tiden efter at kontoret var blevet lukket og indtil aftensmaden var den bedste på hele dagen; han følte da friheden så stærkt, at han ikke behøvede at tænke på noget, selve det at drive omkring var beskæftigelse nok; tiden gik af sig selv. Om ikke andet havde han dog den fornøjelse at mærke, hvordan appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde den undertiden komme lige på en gang, den slog sig på knæerne, han blev ganske svedt og måtte gå langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmåltidet tog gærne en time. Der blev leet og talt meget, de var så mange, at han næmt kunde forsvinde i det hele, for han sa ikke noget, han holdt mest af at høre stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der blev sagt, og når han tillige så ansigter og hænder, der bevægede sig, — det betød for ham ikke andet end forskellige pletter og striber, der passerede hen over hans næthinde — så kunde han lettere falde hen i sin dvaletilstand; den var altid så tryg, når der var en del mennesker til stede. Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv — det var som at stå overfor en kreditor, der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han tiden ud om aftenen, og hvis der blev nogen tilbage for at samtale efter bordet, så gik han heller ikke hjem, ti nu var der en ubehagelig overgang, der ventede på ham, men når han kunde, så snød han den og udeblev så længe som muligt.

Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik hjem. Det vil sige, han kunde endnu vinde en kort frist ved at gå sig en tur, hvad der nok kunde behøves, da han led meget af en grødet fornæmmelse i hodet, men han var så træt efter aftensmaden, han tænkte ikke på andet, mens han gik, end at vælge sig et hus, et træ eller et andet mærke, hvor han havde lov at vende om. Når dette fandtes, havde det lille drama nået sin kulminasjon, handlingen gled jævnt hen mod sin slutning: at komme hjem til ingenting.

Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt boede i. Aldrig så snart havde han sat foden på det første trin, før en alderssvækket jamren opstod i det brøstfældige træværk. Det klagede sig foroven, når han trådte forneden, og i det øjeblik, han nåede sin egen dør, knirkede det endnu bebrejdende op til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og klage.

Han stod inde i sit værelse og støttede bægge hænder i bordpladen. Hvad så? Lige i tiden så han ud ad vinduet, men om lidt, hvad så?

Det går med fortvivlelse som med så mange andre superlative begreber, man kender nok navnet, men man ved ikke noget nærmere om dem. Ivar Holt, der dog ikke var så meget digter, at han vilde tilsnyde sig hævd på ualmindelige sjælslidelser, måtte indrømme, at han ikke vidste, hvad fortvivlelse er. Det kunde nok ske, når han om aftenen kom hjem gennem mørke og regn og havde fundet tændstikkerne og vidste, at han i næste øjeblik skulde se de tomme, snavsede vægge stille sig op omkring ham i en snæver firkant, så kunde han sige til sig selv: Dette her er forbandet. Vil der ikke komme noget forfærdeligt, et sværd, der går igennem min sjæl? Sker det ikke nu, om lidt?

Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom aldrig. Han havde en gang set en kraftig, ung pige græde på en perron, fuldstændig desperat, så det var en skandale, tårerne løb, ansigtet var fortrukket, der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse — — sådan noget vilde aldrig hænde ham. Men han var også en fattig karl. Andre mistede kone, børn, penge — altsammen rigtige, materielle ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han havde aldeles ingen respekt for dem og agtede dem ikke værdige til det smukke, alvorsfulde ord: sorger.

Mens han tændte lampen og søgte at holde styr på den lange tunge, der altid vilde slikke glasset sort på den ene eller den anden side, så meddelte han sig selv, at han ubestridelig var værre stillet end de fleste mennesker, hvorefter han løftede øjenbrynene og trommede på bordet, som om han havde en tilskuer til sin overlegenhed.

Hans tilfredshed var i virkeligheden også tålelig. Den betryggelse, som der ligger i 900 kr. årlig, der med tiden kan stige til 1000 og måske til 1100 kroner, befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig så dybt ned i panik som før, og reaksjonen bar ham heller ikke mere så højt til værs. Og kontorarbejdet regulerede hans sind. Han var skabt til at være en nogenlunde fredelig sværmer — han var hverken oprevet eller neurasteniker, som anmældere havde forsikret — og mens han førte den samme tilværelse dag efter dag, faldt der aske på hans brændende sjæl.

I den første tid havde han haft mange voldsomme opsving, de kom altid hæftigst om formiddagen, men så var han ved kontorarbejdet, og det skulde passes. Da forekom han sig selv som en forbryder, der frækt og dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, men han bøjede sig også for den indsigt, at netop deri består en betydelig del af et menneskes liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han smukke skriftsteder om dådløse drømmere, udelukkende til sin private afbenyttelse, og samtidig gjorde han sig klart, at han egenlig ikke var digter, ti en retskaffen digter render fra det hele, ud på de vilde marker, eller på hodet i blækhuset, hvis han er af den produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, han passede sin gærning som en jævn og bramfri mand, og samtidig havde han en fornæmmelse af, at det tjente ham bedst at afkøles og falde til ro. Det var også det, der skete, og det gjorde, at han følte sig stærkere og mere samlet. På den måde skulde der gå nogle år, og så — —!

Årene gik også, men det, der skulde komme efter, lod vente på sig, og han vænnede sig efterhånden til slet ikke at tænke på det. Det mærkedes, at formiddagen var taget fra ham, den bedste del af hans tilværelse skåret helt bort. Imod dette tab betød fritiden fra klokken fem kun lidt; da var dagens mon allerede så udpint, at der ikke kunde gro noget op, inden han skulde i seng. Men så kom det undertiden til gengæld midt om natten og holdt ham vågen og slap ham ikke, før han stod op og lettede sit sind ved hjælp af pen og blæk, men det var der ingen glæde ved, mange gange fandt han sig hellere i søvnløsheden.

Senere, da hans nætter mere blev optaget af hoste og dårlige nærver, blev de påtrængende ideer borte, og han kunde med frelst samvittighed blive liggende.

For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine ævner, troede heller slet ikke på det; så snart han blev fri, kom alt det gamle nok igen, under fastere former, men værre var det, at han stadig stod så fjærn fra andre mennesker: deres ligegyldighed graviterede om ham som en kold atmosfære, hvorigennem der ingen færdsel kunde finde sted, hverken til ham eller fra ham.

Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men der var glas om ham.

XXII.

Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race. De er høje og bomstærke, men går ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar sig små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt. Det kan gærne falde dem ind at gi en lidt sentimental sang, med mange vers, til bedste i en jærnbanekupé, hvis der da ikke er altfor kritisk udseende mandfolk til stede, og når de har sunget deres vise til ende, er de ikke utilbøjelige til selv at le over den. Hvis de har været på højskole, hvad de som regel har, så bringer de gærne et lille harmonium med, første gang de drager ud i verden. Deres øjne er blide som deres stemme, og allerede før deres tyvende år har de et udpræget moderligt udseende. Deres kinder danner store, svagt rundede flader, de er ikke så tykkindede som deres frænker på øerne. Deres navne vidner om forældrenes gammeldags troskyldighed, de hedder med forkærlighed Karen, Kirstine, Maren og Signe. Det er stilfærdigt glade piger, som man gærne træffer i landets højskolehjem. Når de får plads i en by, mælder de sig straks ind i en sangforening samt begynder at gå i kirke, bægge dele for at få anvendelse for den smukke stemme, der gærne vil bruges. De er i reglen mere andægtige under salmesangen end under prækenen.

Signe Kristjansen, datter af gårdejer Kristjansen fra Vejlekanten, ankom første Maj med kufferter, komode og harmonium til den lille by, hvor Ivar Holt virkede som kontorist; hun skulde være frøkenpige på højskolehjemmet. Det varede ikke mange timer, før hun var klar over, at det var et godt sted at være. Manden i huset hed fru Schmidt, hun var gift med herr Schmidt, som røg tobak. Signe fik en forfærdelig pæn velkomst af fru Schmidt, og herr Schmidt, der kom nummer to som den mindst veltalende, forsøgte også nogle venligheder, der var bedre ment end udtrykt.

Efter aftensmaden spurte Signe, hvem den tavse herre med det lyse, spidse skæg var. Det var en herr Holt. Fru Schmidt vilde gærne opmuntre ham lidt, når bare hun vidste, hvordan hun skulde bære sig ad, men han var ikke syg og heller ikke misfornøjet med at spise der, så der var vel ikke noget at gøre ved ham. Signe syntes, han så rar ud. Ja, han var i det hele taget et umådelig pænt menneske. Han havde udgivet nogle bøger en gang. Schmidts havde købt den sidste af dem. Når man kendte ham, så var det nu en meget god bog; der var rigtig kønne naturskildringer i. Signe vilde gærne låne den bog, for hun kunde allerede godt lide hr. Holt. Ja — han var da heller ikke forlovet, men det var rigtignok en lille løn, han fik, for et menneske i den alder.

Om aftenen foredrog Signe ikke så sjældent en salme eller en sang, der ikke gik for hurtigt, på sit harmonium, og så samledes der gærne et lille damekor om instrumentet. Det var så hyggeligt, syntes fru Schmidt, og Schmidt ledsagede musikken med sin tobaksrygning i den anden ende af stuen.

Ivar Holt sad også gærne og hørte til. Han fik det indtryk af sig selv, at han var blevet gammel, siden det interesserede ham at lytte til salmesang. Han kom virkelig i stemning ved det, og han vidste heller ikke, hvorfor han skulde nægte sig den luksus at blive sentimental over en flok unge piger, der sang. Nej. En sådan stolthed passede sig ikke for ham. Han var jo ikke en mand, der repræsenterede noget, han behøvede altså ikke at prætendere nogen som helst slags overlegenhed. Han var en slagen mand mellem tredve og fyrre.

Synet af den naive, glade ungdom gjorde ham bitter. Den fortalte ham om det tabte og uopnåede. Bagefter kunde han gå hjem i sin rå stue og med et strøg af en tændstik tvinge sine fire vægge til at vise sig.

En aften spurte Signe, om ikke han kunde spille. Han rejste sig overrasket og kom hurtigt hen til harmoniet. De unge piger skiltes ad i to grupper med rigelig plads i midten. Jo, han havde en gang kunnet spille klaver, for mange år siden. Nå, ja for Signe havde nogle andre stykker for harmonium, som skulde være så kønne, vidste hun, men de var for svære til hende. Hun vilde gærne hente dem.

Og hun skyndte sig at løbe, idet hun nynnede under vejs. Ivar Holt stod midt imellem de to grupper unge piger, der ikke vidste, hvad de skulde gøre, nu Signe var borte. De, der stod nærmest ved ham, skubbede til de andre og fniste genert. Ivar Holt var også genert, han følte stillingens urimelighed, så længe Signe ikke var der. Men hun kom snart igen, nynnende, og bragte et harmoniumalbum med. Det kendte han naturligvis altsammen. Han bladede det igennem og mente, han vilde forsøge at spille "Åses død" af Grieg. Pigeflokken gled sammen i en klump, så såre han anbragte sig ved harmoniet.

"Det var kønt," sa Signe, da han var færdig.

Ja, han havde kunnet spille lidt en gang, men det var snart glemt, så længe det var siden.

"Det er da en skam," sa Signe og vendte sit lyse, hæderlige ansigt imod ham og smilede.

"Å — når man aldrig har kunnet noget, så — —"

De andre unge piger trak sig lidt tilbage, de kom vist ikke til at snakke med alligevel, men de vilde nok høre, hvad det blev til, så havde de i alt fald noget at drille Signe med.

"Nu vilde jeg ønske, jeg kunde huske begyndelsen af 'Lohengrin', så skulde De høre —"

Signe vilde forfærdelig gærne høre bare lidt, og det viste sig virkelig, at han kunde huske en del af det.

"Det var dejligt!" Signe stirrede på ham i plakat henrykkelse. Det blev sommer i hans sind, da denne varme strømmede ind på ham. Han mindedes den lysende spalte, som solen undertiden tvinger frem mellem skyerne, idet den står op.

Nu tar jeg varsel af dig, Signe. Dit ansigt skal fælde en gudsdom over mig. Lyver det — blir det løgn, som jeg nu tænker, så — —

"Undskyld," sa han meget behersket, "jeg må hjem. Hvis De gærne vil ha det, skal jeg spille noget for Dem en anden gang. Godnat."

Signe blev forskrækket midt i sin henrykkelse og fik lige tid til et smil. Godnat.

Han gik ud ad landet til. Det var meget mildt, vindstødene kom over ham som runde baller bomuld, svøbte ham ind og spredtes så rundt om. Himlen var synlig, og mod vest lyste horisonten endnu svagt; husene lå langs med den som mørke, tunge klodstørv, i hver af dem skinnede der en rød gnist. Ved alle gårde, han kom forbi, stod der halmstakke og sydede i den smule blæst. Inde på en bivej kom langsomt en siklist, der skubbede en bævrende lysvifte foran sig.

Det var en stille, hyggelig aften. Himlen hang nær over jorden, og intet sted hørte man noget til svære lyde; tilmed var det så lunt. Stormen, der gør verden bred og vild, var faldet til en undertrykt blæsen, og ingen regn malede hele verdensrummet sammen til en uendelig blå røg. Verden var til at overkomme, menneskene kunde beherske den med øjne og øren. Det var en behagelig aften.

Men der er mennesker, som reagerer, når verden synes at skrumpe sammen om dem. De blir selv klemt sammen, og der opstår et hæftigt modtryk inde i dem. De får trang til at sprænge snæverheden uden om.

Ivar Holt havde udvidelsesfornæmmelser, der tog til i styrke, jo længere han kom ud ad landevejen. Nu var verden samlet om ham igen, men han kunde bære den, han lod sig ikke knuse.

Da han var blevet varm, kunde han gå mere stille og tænke over det. Når han kom hjem, skulde han huske at sætte et rødt krys og et nummer ved denne dato. Mon det ikke var nr. 46, han var nået til, nu i sit syv og tredfte år? Det var så længe siden, han havde haft nogen lykkelig dag at optegne.

Ja — og så var der Signe. Han stod stille og smilede op i mørket. Hvorfor skulde han nu ikke tilstå den ting for sig selv? Hvad havde han at bestille med stolthed og selvfølelse eller bare med almindelig fornuft? Nej, et menneske som han, der ubestrideligt omgikkes med ene fakta og var hærdet i kendsgærninger, ham sømmede det sig ikke at borteskamotere en indset sag. Altså: han var forelsket i Signe. Eller — ja vel, han var ikke forelsket, men så blev han det i løbet af ugen.

Han blev så ivrig, at han en gang imellem snakkede højt og lo.

O, Signes lykkelige, idylliske ansigt! Så skabt til at beskinnes af solen som nogen kornmark. Der er danske pigers ansigter, som har drukket sol, og solskinnet i disse ansigter slukkes ikke igen.

Snart mærkede han ikke mere til, at det var mørkt; solskin, opbevaret fra forrige tider, slog ud af hans sjæl, han kom hjem i fuld skærsommer.

Klokken var ni. Han tændte lys og spaserede en stund omkring i værelset, langs sine fire vægge. Så bankede det pludseligt.

"Godaften. Jeg så, De havde tændt lys, jeg troede næsten ikke, jeg skulde træffe Dem, for jeg har allerede været her en gang."

Det var en ung mand, som før havde været på slagteriet sammen med Ivar Holt, nu var han kommet til København og havde det godt, hvad hans fine tøj, særlig hans ny vinterfrakke, også nok tydede på.

Ivar Holt stod stille i et hjørne af værelset og betragtede ham uvillig. Dette er et menneske, tænkte han, og alle de varme fantasier var borte med det samme.

"Værsgo og sæt Dem ned."

Disse vægge var for resten ikke en passende baggrund til en mand der havde sådan en flot overfrakke. Den fremmede følte det også selv, han satte sig på et hjørne af stolesædet. Og for at afryste det uhyggelige indtryk, som han slet ikke havde været belavet på, begyndte han at tale om sin stilling. Den var meget ordenlig, nu var han allerede nået over de tre tusende kroner om året, men det kunde blive mere endnu, måske gik han til udlandet, forholdene her hjemme var alligevel så snævre.

"Her nede går det vel ellers ved det gode gamle?"

Ivar Holt var forlængst faldet ned fra sin højde; han havde fundet de ydmyge steder, som det undertiden anbefales at søge.

Han gik her og blev til ingenting, sa han, og fik ingenting for det, men indså godt, at der var en vis logik i det forhold. Han vidste ikke, hvad øjeblik det gik i stykker: bestyreren havde meget beklaget, at han ikke kunde gå op til de 1200, men det var gået tilbage, og ikke frem, som han havde ventet. Han måtte formodenlig være glad, hvis han i det hele taget fik lov at beholde pladsen.

Mens han talte, følte han for alvor, hvordan stillingen var; fattigdommen lå over ham som en lammelse; han var sig bevidst, at hans stemme lød klagende.

Den anden rejste sig i samme øjeblik. Ivar Holt var færdig. Han knappede sin overfrakke om sin diplomat og børstede sin hat med hånden. Han måtte se at komme af sted; dette her var uhyggeligt. Da han kom, havde han ikke tænkt sig, at han besøgte en vordende proletar. Det var nok bedst, han så at slippe væk. Han skrabede i al hast nogle talemåder sammen: Der var jo ingen fare, slagteriet gik jo fremad, havde han hørt, og så måtte lønnen jo også stige. Ellers kunde han jo søge til København — og — farvel — han havde for resten travlt.

Han trykkede Ivar Holts hånd, hjærteligt og med bortvendt ansigt, som om han frygtede for en anmodning om pengelån. Så skyndte han sig ned ad trappen, han vilde se at komme med nattoget, den andens elendighed havde set så ægte ud, det var nok ikke værd at tøve. For resten vilde han gærne ha lånt ham halvtredsindstyve kroner en gang for alle.

Imens sad Ivar Holt deroppe og forstod den velstillede mands hastværk. Det var en hel ynk at se ham få travlt med at slippe af sted; i det øjeblik var han næsten den mest beklagelsesværdige af de to.

Ivar Holt følte sig som en stakkel. I det øjeblik, det duelige menneske ser sig trykket under og ikke kan komme op, så gør han noget galt, han øver vold mod det, der uden hans skyld knuger ham ned, eller mod noget andet, der ikke kan gøre for det. Den duelige mand hader aktivt, han lar det gå ud over nogen. Staklen skammer sig og går under.

Han kunde ha lyst til at rende efter den anden og slå ham ned. Nu rejser han bort med evig, uigenkaldelig ret til at ynkes over mig, og jeg finder mig i det. Den, der har noget, knapper sin ny overfrakke mod den, der ingenting har. Jeg kender det, for mig er der knappet til. Nu venter jeg blot på den dag, da en tilfældig, intet vidende hæl træder mig ned. Jeg er en nøgen snegl på alfar vej.

Han stod midt i værelset og stirrede, men pludselig blev det ligesom sort omkring ham, og inde i mørket nikkede det, usynligt og uhyggeligt, som et varsel fra den ubøjelige gud, den mellemting mellem skæbne og tilfælde, der regerer livet.

Han tørrede sveden af panden og tændte sin pibe for at kunne tænke mere koldblodigt.

Tilværelsens ligegyldighed er utvivlsomt gavnlig for de fleste. De brændende sjæle isoleres, de føles som frastødende og naturstridige, menneskenes flertal vender sig bort fra dem, de er usunde, kunde afstedkomme eksplosjoner. De er heller ikke praktisk anvendelige og stødes derfor ud i samfundets kroge. Manden med det brændende sind kan gå hen i en krog, vende ryggen til og gløde ind mod væggen. Samfundet regulerer sig selv: de, der er for varme, drives så langt ud i kulden, at de afkøles, indtil de blir brugbare mennesker, eller indtil de fryser ihjel. Hvis verden var indrettet som et drivhus efter nogle enkeltes behov, så forkulledes flertallet og smuldrede hen.

Lav kunst ud af din varme, eller bliv afkølet til et almindeligt menneske, eller frys ihjel. Menneskehedens temperatur kan ikke ændres, livets kulde er uforanderlig og nødvendig.

Ivar Holt gik en omgang rundt i værelset, satte sig derefter på sit bord og lukkede øjnene. Hans sind, der i flere år havde været tomt og koldt, blev følsomt og levende. Han fik igen en gang det fulde udsyn over sig selv, og han anskuede det menneske, han kunde være blevet.

Der er mange, der ved, hvordan de helst vil ha det, og der er nogle, som ved, hvordan de helst vil være. De har haft en stærk og hel stemning, hvor deres personlighed brød igennem, og i et nu har de følt sig som den, de i allerbedste fald kunde udvikle sig til. Senere forhold har måske hæmmet denne udvikling, men alligevel kan de til tider få besøg af deres jeg-mulighed.

Ivar Holt huskede et forår, han huskede et menneske, hvis lykke var en stille og uforstyrret flamme. Samtidig så han den lykkelige mand i Firenze, hans skæbnes mand, der en gang var siklet tæt forbi ham og havde revet ham ud af sin bane — — nu drejede han om ad en gade i Firenze, hvor solen skinnede ned i al sin fylde — —.

Ivar Holt sprang ned fra bordet og sa halv højt: Men jeg gifter mig alligevel med Signe.

Hvorefter han gik i seng og sov — fraregnet hosten — som et lykkeligt menneske.

XXIII.

Gårdejer Kristiansen blev ikke henrykt over forlovelsen; han henvendte sig først til sin ven, Signes forrige lærer, højskoleforstander Thorkildsen, der undersøgte sagen nærmere. Til en begyndelse læste han Ivar Holts bøger. Hm ja — de kunde rigtignok ha været værre, og manden passede jo sin bestilling; han vilde tale med Signe. Signe var overbevisende, Thorkildsen blev grebet, her var knyttet et hjærtebånd, han hilste på manden og læste bøgerne en gang til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, men nu kunde han dog godt se naturskildringernes betydelige skønhed, og forfatterens sædelige alvor var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl, desværre var hans talent blevet aldeles miskendt. Thorkildsen skrev til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og litteraturkender Børgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe? Dette lovede Børgesen. Det vilde heller ikke være vanskeligt at skaffe Ivar Holt — med de sprogkundskaber — en bedre plads. Forlovelsen blev deklareret.

— Den mand, som en vinternat er faldet igennem en våge og har slået sine håndled til trævler på den bristende is, indtil han slæber sig derfra med døde ben, han har gennem rædslen lært noget af livets dybde at kende. Den, der har set sine kære dø, han ved noget om liv og død; selv den, der har kæmpet sig frem mellem gæld og spiritus og er beladt med verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den stille, hæderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, som passede sig selv, vogtede på sin sjæl og skuede op til stjærnerne — han, som tosser og kvinder kalder indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har han at meddele?

Sådan tænkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af sin slægts historie. Det var folk, der havde set noget af verden, Signe havde meget at meddele om dem, og foruden den fælles fremtid vidste hun ikke noget bedre at tale med sin kæreste om. Hun fortalte godt, og han hørte til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, der intet havde at berette. Signe mindede ham om en anden ung kvinde, der også syntes at ha haft en missjon med ham; nu påtog Signe sig missjonen, efter at ti år var spildt. Han trykkede sin hånd mod siden og hostede — — nej, ikke spildt. Brøstfældighed spilder ikke tiden, undergang benytter hver time; døden arbejder, om så alt andet driver de kostbare år hen.

Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortæl mere, elsk mig mere, se om du kan gøre en usselig digter til et menneske. Ti år er spildt. Vær rask, Signe.

Det blev forår. Ivar Holt kom sig; han rettede sig betydeligt og blev et bedre menneske; han genfandt selvfølelse fra forrige dage. Hans helbred bedredes, han opdagede, at lykke er sund. Signe var strålende, skønt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte ham og var for ham, men så kunde han også sige: Signe! som ingen anden mand i hele landet.

Han blev igen nævnt som forfatter. Der var blade, som anmodede om bidrag. Vilde han ikke skrive mere? spurte Signe. Han rystede på hodet og kyssede hende.

Det var forår hele Maj måned, lys og varme tog til, og derefter blev det sommer; Juni fortsatte i samme spor. Ivar Holt ventede snart at kunne sætte et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men den var endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes almindelige geled.

Den kom en Søndag eftermiddag, da han sad på en sten nede ved fjorden. Solen stod svidende over ham. Men han var ikke glad; han tænkte på, at om han nu havde haft Signe hos sig, så havde han været aldeles lykkelig. Det kunde han nøjes med nu, men før havde verden været større. Snart fik han vel en bedre stilling, en god kone, børn måske, og så skulde han altså til at blive et menneske som andre. Men nu da solen skinnede sådan, vidste han godt, hvad han var, og hvad der aldrig lod sig ændre. Han tilhørte en art mennesker, der har den opgave at uddø, han var måske den allersidste af en udslukt stamme, og i dette øjeblik kunde han dø uden at mærke det, hans sjæl var lys og tom, den fungerede næsten ikke mere.

Når jeg søger at begribe mine medmennesker, tænkte han, da slår min begriben tilbage, jeg kommer til at spekulere over mig selv. Jeg tænker forhistorisk og får aldrig fat i noget fælles menneskeligt, fordi jeg er uden for alt fællesskab. I Amerika findes min art ikke mere, i Europa er den under udryddelse. Men måske vil mine fossile knokler en gang få stor værdi; et af Europas store museer kan gærne ende med at blive min fremtidige sarkofag, og der vil blive udgivet illustrerede værker om aftrykkene af mine hjærnevindinger.

Jeg kan finde mig i at dø ud, men måtte det dog bare forundes mig, digteren, den lykkelige stakkel, at sidde under solen, for resten af mit liv, på en sten ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens økonomi ikke bære det krafttab, at jeg sidder her og intet udretter?

Han huskede en mand, der var ringere og klogere end han, og som havde sat ham i en bog for at vise ham, hvordan han burde være, hvis han skulde reddes for livet. Han indså bogens store sandhed. Nu sad han her og solede sig: han havde ikke fulgt anvisningen, var ikke blevet fordærvet eller skamløs, skønt det kunde ha reddet ham menneskeligt, og så havde han aldrig haft nødig at skyde sig som manden i bogen. Uhæderlighed var blevet ham tilbudt, han kunde ha solgt sin samvittighed, men han gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslået under resignasjon.

Han målte den vej, han var sunket, og hans sind blev vildt. Mange års tryk havde holdt ham nede, deres mange hverdage havde drysset aske på ilden, og ved forsigtig, jævn anvendelse af trøstesløs ensformighed kan et menneskesind knuges uhyre dybt ned, uden at det kvæles eller reagerer, men kommer der pludselig noget lykkeligt til fra en anden side, da må der ske en eksplosjon.

Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom forstod hinanden. Dengang fattede han alverden. Liv og død, der kæmpede; kraft, som styrtede, og kraft, som steg op — alt det foregik i ham, hans sjæl var verden. De frembrydende spirer og de vilde lyster, døden, som henter kraft fra foråret, livet, der søger den samme sted, — alt det husedes i ham. Dette tilbud gjorde naturen ham: Vælg! Alt er dit. Og han lod sig skræmme bort fra det altsammen. Han, der bedre end nogen anden måtte forstå sommerens kald, han havde svigtet. Han skrev en bog om dette kald; den havde måske gjort nogle mennesker gale, han selv blev from og bange efter den. Det begyndte med et øjebliks panik, senere dryssede asken ned over ham og søgte at slukke.

Men endnu en gang øste solen sin ild ned på ham, om han ellers kunde forstå det, og fra dette lys så han ind i de mørke år, ligesom den lille dreng står ved den yderste lygtepæl og ser med angst ud over det mørke land, som han er kommet fra; han forstår ikke, at han har haft mod til at gå igennem det mørke, og for ingen pris gjorde han vejen tilbage.

Heller ikke jeg går igen ind i mørket. Signe, du har opnået det modsatte af, hvad du vilde. Du har givet mit sind ny kraft, og dermed forlader jeg dig!

Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre skridt. Han samlede tingene ned fra sine fattige vægge og fra sine hylder og pakkede sin kuffert, og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel til nogen.

XXIV.

Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde bjærgtoppe og ser solen hejse sig op gennem det uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en brænding mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de saliges fødder, og snart sidder de helt oversvømmede af sollyset. Solen går sin gang, skønt ingen ser den flytte sig, det blir aften, og gennem verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, mens skumringens mørke vover skvulper om de saliges knæ og bestænker deres hoder. Da mindes de deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund, under månen, de svøber sig i grå erindringers flor og sidder stille natten over, mens de tænker på, hvordan det står til nede på bunden af mørkets grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af deres bjærge.

De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner under deres fødder; urtåger hvisler op om deres skinneben, mens de går. De drager ud om morgenen og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes og omhvirvles som krumme møllevinger af rummets kræfter; de salige vader hen gennem svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de læmpeligt en komethale til side, og med højre hånd skyggende over brynet ser de tåger spindes som på en rok, føde ild og skabe varme, hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, mens det er aften, de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig, og igen spyr dem gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million mil for at komme uden om erupsjonerne.

Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og prøver at mindes væsner, der kaldte dem — de salige — dårer. De ser sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og opdager sjæle siddende på fjærne skyer, og langt nede skimter de længselsfulde mennesker, der ser op — endnu er der dårer til; mange skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag sig, gale, uduelige, lykkelige.

Derefter vender rummets vandringsmænd sig og går videre mellem faldende verdener og fejende kometer, indtil de nåer mælkevejens yderste brink. Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet til lys — som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.

XXV.

Signe græd, mens hun læste brevet; denne skuffelse var værre end noget andet. Hvor var begejstringen, hvor var det store pust, der havde drevet ham bort, og hvis fjærnere virkning hun også havde mærket? Og hvor var det, hun inderligst ventede at høre: at det var kærligheden til hende, der havde givet ham kraft til at rive sig løs efter så mange spildte år? Ti det skulde være sandt; så måtte alt andet i verden gærne være løgn. Han skulde blive stor, og hun skulde ha haft sin lille del deri. Og så rejste hun ned til ham.

Højskoleforstander Thorkildsen havde grund til at sige, at Signe var den af hans elever, han ventede sig mest af.

Ivar Holt blev underlig til mode, straks han så Signe, men da hun spurte, hvordan det gik med hans bronkitis, så svarede han, at det gik godt, og var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig dag sammen, men han talte ikke ret meget, hans fantasi var foreløbig træt, og han følte sig så frisk ved at gå med en tom sjæl. Det kom ikke til anden forklaring mellem dem, end at han nu vilde slå sig på journalistikken, og at det var dumt, han ikke havde gjort det for længe siden. Signe tav og ventede med fuldt hjærte, men der kom ikke mere. Han lignede et menneske, der har glemt meget.

De passede ikke sammen den dag. Han havde fået sin lyksalighed så fuldt, at han var bragt til et plantelivs-stade, hvor ikke engang kærligheden var nødvendig. Han kunde sidde ved en å og ryge sigarer og lade den glødende aske falde ned i vandet; mere tiltrængtes ikke. Han havde det som sjælene ved mælkevejens yderste skrænt, han havde set og nydt alt og var færdig til opløsning. Men hun havde kun skimtet livets herlighed; det forekom hende, at hun havde fået løfte om hans storhed ved hendes elskov. Hun trængte til alt, som den, der endnu er på jorden og har haft en åbenbaring om dens gode gaver. De forstod ikke hinanden, hun prøvede ikke på at tale om noget, men lod ham holde hendes hånd.

Samme aften rejste hun; han skulde få lov at være alene. Mens hun sad i toget, søgte hun at forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin storhed? Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun kom til at huske på et foredrag om store mænd og store mennesker. De store kan tit synes så små, de kan være forfængelige, latterlige, ofte meget lastefulde, og ikke sjældent kan de gøre et ganske ubetydeligt og intetsigende indtryk, men man skal tro på dem. Ja. Signe troede også på Ivar Holt, men det begreb hun dog uden vaklen, at sådan er forskellen på det himmelske og det jordiske, at overfor det himmelske må man begynde med troen, men overfor det jordiske dær kan man kræve noget håndgribeligt; det kan umuligt være min pligt blot at tro på et menneske; jeg må daglig se beviser for, at han er den, jeg tror.

Hun huskede, at han en dag klagede over sine små indtægter; hvordan skulde det gå i fremtiden? Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok til os bægge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; det er det bedste, der kan ske.

Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod hende ikke. Heller ikke havde han givet kærligheden æren for den indsigt, han nu endelig var kommet til, og kunde han vel ha undladt at sige det til hende, om det havde været tilfældet? Vilde han forsømme en så herlig anledning til at binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde?

Denne gang tog Signe ingen på råd, og før somren var forbi, rejste hun over til en familie, hun kendte, i Idaho, U. S. A.

XXVI.

Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, når han så langt ud over landet. Han mærkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer steg op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem bevidstheden. Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev nede, med tiden måtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu så længe efter, det kom af den megen frihed; hans sjæl søgte atter at udvide sig; uden om bevidstheden lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det nu igen blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette fantasiens dæmrings-bælte, der ligger uden om den klare erkendelse; dær var han så tit tyet ud og havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede, at der var sket en stor forandring; der var gået en sælsom vildskab i anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev til klarhed, ingen stor anskuelse brød pludselig ind på hans bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningsløse ord og hele sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på markerne og talte med sig selv for ikke at gå fra forstanden.

Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg vil sammenligne den med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast kærne, og uden om svæver en verdenssky af meteorer — det er anelser, der skal trækkes til og gøre kloden større. Jeg har ret til disse anelser — mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge dem ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, der mærker, hvordan en uhyre genstand lydløst glider ham forbi og fjærner sig igen. Jeg kan ikke undvære disse anelser, de udgør den bedste del af mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden var kun det foreløbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har jeg fordømmelige menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne? Før har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet ved min magt, nu er denne verden ved at opløses og flygte. Her står jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; jeg kan gå rundt og fortælle, at de har været store, ingen behøver at tro mig. De, der ikke har andet at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker ihjel, kunde jeg måske opnå at blive sykologisk udgransket af en tre øres journalist. Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling at stå ude på den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjæl til alle sider.

Han hørte den sorte storm puste rundt om sig, da han gik hjem. Udover det mærkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham.

Der kom en tid, hvor det var koldt.

I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frøs dygtigt om vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det; han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han på kulden og holdt den fra sig, og han blev en del år ældre. Men nu en dag kom han igen til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller dødede benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad kulden udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at værge sig imod. Det er forfærdeligt og simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde kold under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper udefra.

For spøgs skyld havde han liggende på sit bord nogle stykker rødt, blåt og grønt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han iførte sig — efter en digters eksempel — diplomat og nærmede sig papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige ryk, der får hele verden til at synke rundt om en, så man sidder højt oppe på en ny jord?

En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den kom på en fredeligt uhyggelig måde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfældigvis i en uædel situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mærkeligt øjeblik at indfinde sig i. Men sådan er det altså. Een begriber tilværelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tænder; en anden bestemmer sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, og der kunde nævnes plattere eksempler på, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke altid ledsages af ydre højtidelighed.

Men nu var han altså færdig, han var eks-mennesket, som jorden længes efter; han bøjede sit hoved og følte grønsværen lukke sig over ham.

Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage og måneder. Han led ikke mere af anelser, den grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans bevidsthed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, når pælene rykkes op.

Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag, hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes og splittes i mange farver — — men er det en gang borte, så falder den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl.

Alligevel, når han så tilbage over sit livs fallit, da måtte han sige til sig selv, at den kunde gærne ha været større. Om han nu havde været gift og mistet kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt.

Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig. Der er mennesker, som er rige på ulykker. Men jeg har tabt selve tabet.

I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand som et får, der har snoet rebet om pælen og står med mulen i jorden og venter.