Støv og Stjærner

I.

Flæsk, hm. Manden blir tvivlrådig, hans forhjul slår volter, de små børn tar fingrene ud af mundene og flytter sig, idet de ældre griber efter de yngres ærmer. Alting er uhyre fredeligt. Støvet ligger fløjelsblødt og tykt ved siden af vejen — tanken om støv under fodsålen, op mellem tæerne, stemmer ham idyllisk. To børn har hvert en stor bunke, de leger med; deres ansigter er næsten ikke til at se, da de har samme farve som den blegede muld, men håret er hvidt. Landevejsstøv, der render mellem fingrene som vand, er en velbehag at gribe i, at lægge sine bare ben i, og hvad der ellers er nøgent.

Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her er så megen fred at se. Løvetandens dunhoder står som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret trækker frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter viser sin hvidgule bag inde på bygmarkens grønne dun, folk snakker sammen med bagdelen op mod en stolpe, en dreng prøver at bide nok et stykke af en endeskorpe, han skruer tænderne sammen, vrider nedad og opad, til sidst knækker den, og han planter næsen midt i fedtet; ud af et gammelt hus, hvis dør hænger skævt, kommer rokkende en gammel kone, indhyllet som en mumie, gul og fed som en ædderkop — hver pedalomdrejning bringer noget nyt, han kan dårlig overkomme det.

Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og smiler, idet han tænker ved sig selv: Så fik jeg da viklet den halve snes mil om mine sikkelhjul.

Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel halmstak, hvor han spiser sin mad. Derefter laver han et hul i halmen og sover ind med en arm om siklens styr.

Mens han ligger dær med øret op til jordens hjærte, hører han, hvordan det skriger i det nederste bælte, hvor menneskene bor:

Riv alle trådene ud! Vi er ikke dukker, vi vil ikke trækkes på snore og udføre de bevægelser, som andre har udtænkt. Store fugle er vi! Med livets blæst susende gennem vore vingefjær driver vi af sted, med vinden, når vi synes; imod alle storme, når det falder os ind. Vi følger med og går imod, ingen love kender os og holder os fast. Vi går ikke med i livets almindelige tog. Vi er ikke skinnevogne langs ad lige og langsomt krummede baner; den lige linje er skadelig; der skal ret mange steder være skønne og lystelige kruseduller på vor livsbane. Langs ad den lige vej dør fantasien.

Lad vore skibe drive af sted med mange sejl og uden ror, over ungdommens hoppende sø, hvor vinden kommer uberegnelig fra alle sider! Alting vugger; mange gribes af svimlen, der kommer op af det våde hul; vi ser ikke efter dem. Vi ænser ikke de forhåbninger, der falder i vandet; endnu mindre tænker vi på den flade, gule strandbred forude; dær skal vi forlise, men der er længe til. Det hele skal løbe ud i sandet, meget skal knuses i brændingen, før vi kommer i land, men til den tid kan vi tåle det; for så er der magsvær i sindet, blodets dønning har lagt sig. Så bygger vi med kolde, rynkede hænder vor lavloftede hytte nær ved kysten, hvor vi ser ud over det hav, som bortvaskede så mange af de forhåbninger, vi havde lastet vort skib med, ti overlastede sejlede vi ud, fulde til vandgangen af anelser og begæringer, og hvad kastede vi ikke over bord allerede i den første storm!

Vor sandskurede, stormrevne skude skal stå på grund uden for vor hytte; den har en gang været lastet med det meste af alverden.

— Mennesket kravlede ud fra halmstakken og stillede sig ret op mod himlen. Idet han fik hodet løftet, hørte han ikke længere den tusindfoldige attrå, der kogte op fra den underste region.

Over ham stod stjærnerne som ubegribelige orakler; een kan gå hen og tyde dem, en anden kan erklære det for løgn; derpå kommer det ikke an; hvad man har læst, beholder man.

Han så ned mod jorden, som for lidt siden gjorde ham urolig. Stjærnerne er skinnende, blottede grave, lysende sarkofager, der står tomme. En lykkelig sjæl kan nå derop og lægge sig til hvile i en af dem.

Det var nat og stille, da han siklede videre. Den vind, han selv frembragte, brummede godmodigt i hans øren og suste om hans kinder med en mild friskhed, der mindede om rinskvinens smag. Hver gang han foer gennem en landsby eller forbi en stor have, blev det helt stille, han indhylledes i en sød varme, men friskheden ventede på den anden side. Månen stod over vejen og flyttede sig fra trætop til trætop. De stævnede popler så ud, som om de steg op af grøften, og de kom svævende hen imod ham med en rytmeløs gang, som spøgelser. Første gang han så en poppels forvredne gengangerkrop med det uhyggeligt langbørstede hoved komme anstigende, blev han uvilkårlig bange, sveden prikkede ham langs ned ad næsen, men han besindede sig straks og blev klar over, at det var første gang, han så det syn. Inde fra den sorte græsmark hørtes nu og da en fredelig skærelyd fra en drøvtyggende ko.

Idet han således sad på en maskine, der adlød ethvert tryk sikrere end den ædleste araber, fik han en bred og grundig fornæmmelse af tilværelsens simpelhed. Han trak været og fløj af sted. Mere var ikke fornødent.

De primitive folkeslag har ret, der satte sjælen lig med åndedrættet. Det er lige så sandt, som at han næsten glemte at trække været, da han søgte efter sjæl i bøgerne. Han tænkte med uvilje på sine bøger, men snart tænkte han på slet ingenting, han var i ekstase, mens han vandt den ene mil efter den anden ud af sin lydige maskine. Han følte sit sjæleliv strakt ud i en ret linje. Nu da han kørte her, hvor han aldrig havde været før, havde han en mægtig, hemmelighedsfuld fornæmmelse af at drage ind i noget gammelkendt. Han sugede sjæl til sig fra de sorte marker og de lune trætoppe. De gav mere end bøgerne.

Han lænede sig forover og trådte til. Nu gik det studium i sønder, og hvad mon der er på den anden side af den bakke? Luften rejste sig imod ham, et hårdt insekt knaldede mod hans tænder og mindede ham om at lukke munden.

Der er øjeblikke, da et menneske kan synes, at han er hele verdens centrum, at han er faldet lige ned i midten af verden. Han står op fra sin søvn og går ud, fri for sorger og uden problemer. Han kommer ud i det fri med en sjæl, der er tom og følsom som en fotografisk plade, og indtrykkene strømmer ind på ham fra alle sider. Øjne og øren tar kun den mindre part, han har sanser over hele kroppen. Foran sig tar han verden ind med øjnene, men vældigt føler han tilværelsen bag sig; det risler ned ad hans ryg, og hans flanker sitrer som elektriske sugere. Han har den sjældne følelse, at verden virkelig er på alle sider af ham, den omgiver ham rundt om, men han kan ave den; der er ikke en smule for meget, han får det altsammen og kan bære det. Han er midt i verden, den graviterer om ham og kan ikke knuse ham. Kraft stråler til ham og fra ham, det hele er i orden; han har verden; den er ordnet ligeligt rundt om ham.

Mennesket glemte siklen, som han ikke længere så; det var en slags flugt; jorden skred så villigt under ham, den bandt ikke og stødte ikke imod som sædvanligt; den var begyndt at blive immateriel; ved et kraftigt afstød måtte han være i stand til at forlade den helt og holdent. Ned ad bakkerne — det var luft. En sten i vejen kaldte ham lejlighedsvis tilbage til jorden.

Hans sind, der idelig piskedes af indtryk, blev varmt og løftet. Så er det svært at gå roligt på jorden, men sikle, det kan gå an.

Det blev morgen. Solrøden havde forlængst været omme i nord, nu vandrede den øst på og var i tiltagende. Det lysnede, markerne var atter grønne, det hele fik et koldt, fornuftigt udseende. Mennesket på siklen så sig forundret om og var nær ved at gå i stå. Han var både træt og sulten, men det varede noget endnu, inden folk var oppe. Han satte sig på en grøftekant og følte sig hjemsøgt af en ubehagelig nøgternhed, mens solen stod op.

Men en times tid senere fandt han i en landsby en høker, der solgte ham skinke, surbrød, radiser og salt, og med en stor pakke på styret siklede han videre ned til en lille sø for at ta et bad før frokosten.

Det halve af trætheden faldt af ham tillige med klæderne, han løb omkring som et nyt menneske, vinden viftede ham køligt om skulderbladene. Flade bølger gled stift foran ham, han så solbilledet hoppe i dem med et pludseligt sæt, mens han vadede ud, hans ben blev grønlige under vandet, og så kastede han sig bagover. Der var en tynd hinde af varmt vand ovenpå, og det isnede op under ryggen, hver gang han tog et kraftigt tag. Han flød så stille som muligt og mindedes den tid, da han første gang lå på ryggen og så op i himlen, det var en svimmel fornæmmelse, himlen kom nærmere ned til ham — ja, det var den dag, han først havde begyndt at erobre rummet. Kort derefter var det, han lærte at stå på hodet, hvorved hans verdensanskuelse også havde fået en tilvækst, han var ikke klar over, hvilken, men siden han huskede det indtryk så godt, måtte det ha haft betydning for hans udvikling; vist var det, at den samme verden blev en anden, når man så den stående på hodet.

Nu lå han her og flød et sted på Sjælland i en lille sø, hvis navn og beliggenhed han ikke anede, og i sin store glæde sparkede han en masse koldt vand op under sig. Det rev i hans venstre næsebor, han rejste sig og vadede i land. Store, spraglede fluer satte sig på hans ryg og drak vand af ham.

Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han spiste sin frokost. Derovre et sted var der altså et menneske; lyden dannede en bro imellem dem, ellers var han afskåret fra al menneskelig forbindelse. Ringeren begyndte arbejdet med jævnt sind, men det holdt sig ikke; han blev hidsig, og han sløjede af, han blev træt, han spyttede i næverne og samlede friske kræfter, han faldt i tanker og ringede decrescendo, og han huskede sin pligt og la kræfterne i. Dær stod han gemt, troede han, og så sad der langt borte et menneske og kontrollerede hans inderste stemninger. Til sidst sluttede han af med et ordenligt drag, der lød ganske uærbødigt og kunde oversættes som: Har du så fået nok?

Så blev det igen stille om mennesket nede ved søen, der var ingen forbindelse med omverdenen, undtagen at en vædder lejlighedsvis brægede tykt og slimet gennem en gammel bronkitis. Også den tav stille engang, ingen flere begærede ordet, mennesket spiste sine sidste radiser og faldt i søvn.

Det var hen på eftermiddagen, da han kørte videre. Solen brændte stille, varmen lå om ham som en kappe. Bakkerne væltede sig bort under ham som uhyre tønder; han smed sig ned gennem hulningerne, bivejene svingede forbi ham som lange grå penduler; mellem stunder, ved et gammelt hus, eksploderede en lille lænkehund ud af sit hul, valsede rundt, slog knuder på sin børstede krop, og så var den langt væk. Jorden måtte i sandhed være rund, den rejste sig foran og dukkede sig bagved.

— Landsbyer stiger op, først viser en husgavl sit ansigt med taget ned i panden, som om den har kyse på, så kommer byen, og dær ender landevejen op mod et havegærde med en klynge sirenbuske, det ser ud, som om han ikke kan komme længere. Men han sætter al kraft på, og det hjælper, sirenbuskene hummer sig til siden, landevejen skubber sig og lægger sig til rette, som om den var levende, og se: nu gav den et spjæt; der gik hul på udsigten, en lang bane ligger udstrakt foran ham.

Det gør et symbolsk indtryk på ham; sådan åbnede tilværelsen sig pludseligt for ham, da han troede, at han var kommet til en grænse; noget gled til side, ny udsigt viste sig.

Alle bekymringer sparker han bagud med sine pedaler; de ligger i støvet og kan ikke vinde med. Måske, hvis han punkterer, så vil de rejse sig og komme over ham, men det foreligger ikke. På den tid, da himlen er blå, marken grøn og vejen gul, behøver han fra nu af kun sine to gummisirkler; oven på dem ryger han sønden om alle ærgrelser og stridhårede køtere og alt det onde, som gud fri os fra.

Videre altså.

Langs vejen står køerne og ryster fluerne af deres sider, engang imellem slænger de hodet bagud og lar tungen følge med, så det hele kan række længere, og halen pisker bagfra, det kan omtrent nå sammen. Fluerne må være slemme nu; alle køerne har et blankt, slimet sted på begge sider oppe ved ryggen.

Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke skolekridt stiger den ret op af det grønne, og et stykke kirkemur skinner hvidt som skjortestriben på en høstkarls ryg, mellem vesten og bukserne.

Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer en bakke frem, ujævn og hakket, en vorte midt på jordens mave. Han går i stå i anledning af dens underlige form, og siden han nu er nede, bestemmer han sig til at gå op på den.

Landet ligger broget og mangfoldigt omkring ham. Dær krummer sig et stykke mørkegrønt havre ned mod engen, med blade så brede som tagrørets; længere nede blir den gul og tynd, mosejorden stikker sine rustbrune knolde op imellem. Der er en vandgrøft, så tilgroet med kraftig dueurt, at den ser ud som et dige, og der er et vænge med kalve. Se, hvordan en tyrekalv pludselig kan få et anfald! Den sætter tværs over vænget med hals, ryg og hale ud i en ret linje, så stanser den ved indhegningen, løfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen, slikker sig tværs over mulen, først op i det ene næsebor, så op i det andet, ryster på hodet og forstår øjensynlig slet ikke, hvad der går af den.

Tuer af stridt græs stikker deres koste op mellem røde, stive vandflader, hjærtegræsset glimter silkeagtigt i solskinnet. På den anden side af mosen ligger to gamle huse med brudte ryglinjer og vinduer og lemme anbragte på bedste beskub. Husene er ikke lige invalide over det hele, de strammer sig op i den ende, hvor den pæne dør er, men bægge er de lamme i bagkroppen. Et nødtørftshus læner sig dånefærdigt over mod en skæv brændestak; det ser nok ud til, at de skal nå hinanden en gang.

Mennesket vender sig og går over til den anden side. Fårene nedenfor ser op med sænkede hoder, græsdusken står stille mellem deres kæber.

Firkantede og trekantede marker passer ind i hverandre, intet blir til overs; grøfterne knibes sammen, og der spares på vejenes bredde. En sandgrav, der er prikket af svalehuller, ligger midt i og er noget for sig; oven over den ser man en hulvej, der som en gul rem snærer sig ind i bakkens runde mave.

Her har jeg aldrig været før, tænker mennesket, og tanken gør et stærkt indtryk på ham, som om der var noget genialt ved den.

Her er ikke den gade, der har set mig komme uvillig hjem til mine studier; her er ikke den grøftekant, hvor jeg har siddet og været bange for at la min sjæl råde for alting; her er ikke den vej, der så mig vende om, ydmyg og uværdig.

Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra.

Han satte sig ned og lukkede øjnene.

Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af deres baner og tvinger dem til at styrte ind på sig, hvor de selv blir dele af solen. Mig har solen rykket ud af min bane, også min sjæl skal blive en del af solen.

Da han gik ned, kom han til at tænke på en drukken digter, der engang sad på en høj. Han tog det ikke som et varsel, men lo, idet han rejste siklen op.

— — Nu kommer jeg, og udviklingens kurve skal et sted slå et særlig bugt, der skyldes mig.

II.

Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for den kunstneriske omhu, der prægede hans bøger, han blev ikke træt af at lave om, han stred sig tappert gennem de mange døde stunder. Men det blev ikke i dag, at han kom igennem; menneskene vilde ikke lykkes for ham, de snakkede så langt og træt, de talte med hverandre om, hvordan intet vilde lykkes for dem — — ja det, de egenlig talte om, var deres forfatters bitre lede ved sin egen ævneløshed, men han var slet ikke klar over denne uhyggelige kendsgærning.

Når en kunstner er så vidt færdig med sin udvikling, at alle omslag og væsenlige ændringer er utænkelige, så lider han i sine stille arbejdstimer jævnlig af en regelmæssig susen, der betyder, at han har bunden rotasjon; hans ideer har deres faste omdrejninger, alt kommer igen, det uforudsete er udelukket, han er fuldt udviklet, fuldkommen og færdig. Der er ikke mere noget nyt under solen.

Uden for Kasbjergs vinduer sad en stær, der lige var kommet hjem til sin kasse på gavlen af villaen. Efter at den havde fodret ungerne, gav den en forestilling for sin egen fornøjelse. Den baskede med vingerne og trippede nervøst omkring, mens erindringsbilleder fra dens dags oplevelser strømmede i et broget tonemylr ud af dens næb. Den huskede vibens forpinte skrig og rovfuglenes skarpe stemmer, den gengav bogfinkens triller, den smældede hårde stenlyde af sig, som den havde hørt langs vejkanten, og den eftergjorde amboltens metalsang. Mellem det altsammen indførte den sine personlige stemninger, den forfattede den ene skildring efter den anden og fløjtede på sin egen vis, blandede objektivt med subjektivt — som en rigtig forfatter — og stansede ikke et øjeblik for at tænke sig om.

Men Kasbjerg hørte ikke, hvad den talentfulde lille kunstner improviserede. Han sad og skrev med tom sjæl og stive øjne.

Månen stod op, rød og tung, som et forsviret baronhoved, der med møje løfter sin røde globus op over sengens hvide horisont. Den blev gulere, mens den steg, og kom snart til at skinne på Kasbjergs skaldethed, der begyndte bredt og endte i en spids, ligesom Sydamerika.

Han havde en tom fornæmmelse om mellemgulvet, ligesom det kunde være sult. Måske trængte han til aftensmad. Han så på uret, dette var dagens tiende arbejdstime — den lyse tid gir kræfter. Men da han rejste sig op, fik han et anfald af svimmelhed, så han nær var faldet ind over bordet. Han rynkede panden og gik lidt omkring i det store arbejdsværelse. Det var ikke noget, men han kendte det ellers nok: når man efter timers ihærdigt arbejde løfter et udpresset hoved i været, er det, som om den øverste halvdel af ens legeme pludselig blir immaterielt.

Han så ud ad vinduet. Måske var det bedst at rejse ud i landet, til en eller anden provinsby. Ja; i morgen skulde der stå i bladet, hvor han var anmælder: Den bekendte forfatter, hr. Kasbjerg rejser i dag til provinsen for at gøre studier til sin næste bog.

Disse studierejser morede ham for resten ikke. Naturligvis havde han skitsebog med, og han anholdt også nogle fakta: græsset er grønt, køerne røde, støvet gulgråt, men det er endnu ikke litteratur. Og hvad var der ellers at opdage? Det danske land er uden karakter som dets beboere; vi er fortræffelige mennesker, men vi er ikke interessante. Han skrev rejsebreve til sit blad, hvori han mildt og modent ironiserede over landets og folkets mangel på ejendommelighed. Han kunde ikke se andet, han havde lavet for meget litteratur. Blæk blinder.

Han samlede sine ark og gjorde et overslag over udbyttet. Nej, det havde været en dårlig dag, omtrent 66 p.c. udstregninger. Forandring af sted var nødvendig.

Han tog sin hat og trykkede den ned over Sydamerika. Dog ragede Kap Horn frem forneden.

III.

Humøret holdt sig nogenlunde, mens han var på Vesterbro, men det faldt betydeligt, da han nåede ind i Frederiksberggades lune atmosfære. Han betragtede butikkerne og navnlig de spaserendes ansigter, de imponerede ham, han måtte tænke på, hvad han havde halvdrømt mellem Korsør og København. Nu stod han her, hvor han havde forpligtet sig til at blive til noget, denne by tog ham på ordet, den vilde gærne se, om han duede til det, han selv mente — og disse mennesker, det var altså dem, der skulde tvinges til at lægge mærke til ham. Det var eksamen om igen, men meget værre, han fik kvalme ligesom den gang og ønskede, han var igennem byen, som om alverden la mærke til ham.

Også husene generede ham, de var groet sammen i lange klumper, ikke enkelte individer som hjemme i hans egen by, hvor der var lige så stor forskel på huse som på mennesker; små huse og store huse, gamle og unge huse, pralende huse og fornuftige huse, velvoksne huse og krøblinger. Ikke at tale om, at der var faers hus, konsulens hus, fabrikantens hus — —

Jeg er måske en ret tarvelig fyr desværre, tænkte han, da han gik igennem Østergade. I sin egenskab af provinsbo måtte han kigge ind gennem et kafevindu, det kunde ligne ham! Dær så han gamle herrers hvide overskæg spjætte under tygningen, han kom til at tænke på får, der æder hø med en strid dusk sparkende ud af hver mundvig. En pegefinger beskrev en kurve på fem tommer, samtidig gennemløb en opvarter en dermed ligedannet kurve på femten alen. Det kendte han fra geometrien og gik forholdsvis opmuntret Kongens Nytorv rundt, ned til Nyhavn, der prikker ind i torvet som en våd, snavset pegefinger, hvis sorte neglerand er Bethelskibet.

En garderløjtnants stramme, blå bagdel fangede hans blik; ved hvert skridt skiftede den fysiognomi, en dyb fold vred sig som en skæv, grinende mund, snart opad til højre, snart opad til venstre. Det var et blåt klownansigt. Han søgte at få indtryk af ansigtet, i det øjeblik det var symmetrisk, uden grin, men det lykkedes ikke, mundvigene fløj som et lyn til højre og venstre, og han måtte følge bagefter, indtil manden stod stille, og ansigtet var borte.

Med optændt fantasi gik han smilende gennem Kristianshavn og nåede ud på landet, hvor han satte sig på en grøftekant, mens det blev aften.

Mørket faldt over byen, lygterne tændtes forneden, stjærnerne foroven, også månen kom frem, rød og osende i sammenligning med buelamperne nedenunder.

Hvad har lyset der foran at byde mig? tænkte han. Her sidder jeg med min fordring. Gamle mænd har advaret mig; de forlangte, at jeg skulde benytte deres skuffelser, som nu en gang er prøvede og befundne i overensstemmelse med livets love. Men jeg vil lave mig mine skuffelser selv, det er min menneskelige ret. Har lyset foran brug for en mand, der ikke ved, hvad han duer til, men som har i sinde at følge sit kald, selv om det viser sig, at han duer til ingenting.

Han følte, at der i det sorteblå mørke var noget, der vinkede ad ham, og hans sjæl rejste sig i ham, den forlængedes, stjærnerne sugede den til sig. Det var den første forbindelse mellem ham og hans skæbne — den rykkede i ham, men han sad endnu altfor fast i jorden.

En lille tør, hæslig lyd fik ham til at se ned. Det var en utydelig skrubtusse, som med besvær alkede sig frem ad landevejen. Hjulsporets kant forårsagede den uhyre møje, den kørte i luften med forbenene, krummede ryg og trådte efter med bagbenene; det gjorde et slimet, arbejdsomt indtryk, men den kom over kanten og stræbte videre langs ad hjulsporet med sin tørre skurelyd.

Ivar Holt gik ind mod byen igen, stjærnerne slap taget i ham, og der var en spænding, som tabte sig.

Han fulgte den samme vej, han var gået udad, men uden sjælelige reaksjoner. Nu skulde han bare til at være flittig, han med sin gode eksamen.

Allerede det blotte syn af rygge, der fjærner sig; maver, der nærmer sig; ben, der bevæger sig, alt det virker hæmmende og regulerende. Gamle tiders eneboere kendte denne magt og frygtede for den, de drog afsides og lod deres sjæle vokse vildt, og da der ingen mennesker var om dem, skød deres sjæl en uhyre stængel op mod himlen, mod poesiens blå rum, mod stjærnerne, mod Gud — hvad de nu kaldte det —; det blev høje sjæle uden bred menneskelighed, astrologer, religionsstiftere, digtere, gale. De, der blev længe nok i ensomheden og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var overmennesker, og de døde salige i den tro. Men der var nogle, som ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen. De døde som stakler, der afvekslende følte sig større end andre — hvad de dog aldrig turde tro på — og mindre end andre mennesker, hvilket egenlig var den tryggeste følelse, men også den mest ydmygende.

Ivar Holt var behagelig træt, da han nåede hjem til Saksogade. I morgen begyndte der en hel ny tilværelse. Ligesom han vilde gå op, så han, at der på kældertrappens øverste trin hang en gråladen tusse; med to ben arbejdede den i luften, to andre ben kartede hen ad trinet, så forsvandt den, og et modbydeligt, tørt bums hørtes nede i mørket. Ivar Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse ikke i løbet af en times tid kan nå fra Amager til Saksogade; skrækken kan være hurtigere end nogen fornuftig tanke; den besindige overvejelse kom et godt stykke bagefter.

Der er nok nogen, der er søvnig, tænkte han og smilede, da han gik op ad sin trappe, men hans nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med elektricitet.

Snart efter var Ivar Holt fuldstændig optaget af sit sprogstudium. Regelmæssig og ihærdig læsning virkede kanaliserende på hans stemninger; mange små bække forsvandt, uregelmæssige løb tørredes hen; det meste blev til een bred, snorlige strøm. I begyndelsen gik han endnu lange ture og søgte efter sine gamle stemninger; der mældte sig nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig blev hans spasereture kortere; ud på landet kom han meget sjældent. Inden han ret tænkte over det, var han blevet det mest afrettede kulturmenneske, han fik kammerater, hvad der var noget temmelig nyt for ham, men da han kun havde meget få penge at råde over, strakte hans omgang sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte eksistenser, som i længden ikke var ham til synderlig fornøjelse. I løbet af et år faldt det også helt bort igen.

Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornæmmelser var der ikke plads mere. Men det kunde hænde en sjælden gang, at han blev sig selv bevidst og tænkte: Her står jeg, Ivar Holt, på Vesterbrogades højre fortov, bestemt til Saksogade. Første gang, da dette kom aldeles uvilkårligt, var det en fornæmmelse af en uforklarlig forandring, af noget, der var tabt, af en mangel på ævne til at genkende sig selv; bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten af dagen og gik en lang tur ud på landet, hvorfra han vendte tilbage med en bitter følelse af at være revet op af jorden. Senere, når en lignende jeg-opvækkelse foregik, skete det ikke længere ganske uvilkårligt, virkningen blev svagere derved, at den var forudset og forudfølt, og snart holdt det helt op.

Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han så godt ind i, at det efter tre års forløb ikke interesserede ham længere, og det hjalp ikke, at han vendte sig udelukkende til fremmede litteraturer; al denne æstetik begyndte at gøre ham trist. Værst var det, når han om efterårsaftenerne kom hjem til sin hybel; så kunde han stå bøjet med næverne i bordet og se ud på lysene, mens det arbejdede mørkt og ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbøjede stilling gjorde han indtryk på sig selv af at være en gammel mand. Han mindedes afdøde stemninger, mere forvovne og fantastiske end det, han nu følte, men ikke det fjærneste bølgeslag fra den tid kom igen nu, og i grunden var det også bedst; den Ivar Holt, som nu levede, var mere værd, mere trist, men også mere klog.

Denne triste klogskab gik han og bar på en uges tid. Hvad skulde han bruge den til? Det gik heldigvis op for ham snart efter, en dag han sad og tænkte på J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille bog.

"Da så jeg poesiens engel træde trøstende hen til mit leje," hedder det hos de gamle, og ganske vist, den første, muligvis elendige, bog, man skriver med frygt og bæven — — der er slet ikke noget forhold mellem dens værdiløshed og den uhyre betydning, den har for ens egen udvikling.

Titlen på Ivar Holts bog var noget med "ung" i. For han var jo egenlig en ung mand. Den handlede om erotik. Forfatteren havde intet som helst praktisk kendskab til æmnet, men hvad andet skulde han skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes af flere kvinder, men ikke ævnede at holde fast på nogen; han var brystsvag, men slap for at dø i sidste kapitel.

Bogen kom ud, og anmælderne tog med varsom hånd på det lille, forknytte opus. På een virkede den som blå årer under hvid hud; en anden mindedes J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og skønt fortællingen ikke var nær så god som "Niels Lyhne", havde de dog det til fælles, at de bægge passende kunde betitles: En Pebersvends Formodninger om Forholdet mellem Mand og Kvinde.

Den lille bog blev pænt solgt, og som det hører sig til, var der et par anmældere, der spåede den unge forfatter en fremtid i den danske litteratur.

Det skete om efteråret. Ivar Holt levede hele vinteren igennem uden i mindste måde at lide tab på sin fornuft, han var uendelig lettet og mindre trist, og han havde endnu ikke taget den for mange forfattere skæbnesvangre beslutning, at der skulde komme en ny bog næste efterår og så fremdeles, så vidt ævner og publikums tålmodighed slog til. Han satte sine penge i sparekassen og studerede roligt videre.

Men så kom foråret.

En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. En siklist foer tæt forbi ham, strøg ham med albuen og susede lydløst videre. Med en svag smærtefornæmmelse så Ivar Holt ham forsvinde. Straks efter gjorde det så ondt, at han måtte stå stille. Manden på siklen var borte, men han havde taget noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede forbi; et stykke af Ivar Holts sjæl fløj rimeligvis ud ad Lampevejen i dette øjeblik, bundet til en anden mands maskine. Smærten gik ikke over igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, lad os nu bare ha et øjebliks tålmodighed, det er straks ovre igen. Han var og blev gået i stykker.

Lidt efter huskede han, at han jo også kunde sikle, i næste øjeblik vilde han leje en sikkel, og en halv time efter sad han på sin egen, nye maskine og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skæbnes mand.

Penge i morgen, kontant.

Ivar Holts sårede sjæl var igen blevet hel rask, da han fløj hen ad Lampevejen på den nye "Sleipner".

Rundt om siklisten blir alting levende, vejene snor sig virkelig, højene inde på markerne skrider, den til højre, den til venstre, de leger en stille tagfat; træstammer danser sindig vals og fletter ben med hinanden, gårde drejer sig om deres akse, landsbyer åbner sig og lukker sig, en ko ses spasere langs ad en hvid kirke; de træer, der er een nærmest, blir pludselig løbske og styrter hen imod een, men vender man hodet, ser man, hvordan de står stille bagude og ser efter een, mens de langsomt går baglæns. Vinden svulmer, og man kan få den, som man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur kan man regulere. Det hele går som på snore og blir uendelig simpelt.

Men musklerne fra knæet op ad låret, de har deres tid, da de varer ad, nu skal du hjem, og de står i ledtog med samvittigheden, der samtidig begynder at hviske om alt det, man nu er siklet fra, som ligger hjemme og ophobes.

Ivar Holt mærkede ikke noget til studierne, så længe han siklede, men da han sprang af, følte han straks, hvordan de sled i ham; desuden var han træt; hjem igen.

Når en forudbestemt alkoholist har haft sin første rus, så bestemmer han, at næste gang — — d. v. s. officielt beslutter han jo, at han vil aldrig drikke mere, men bag ved, inderst inde, tar han den bestemmelse, at han næste gang skal drikke sig en endnu større rus, og han vil ved senere gentagne forsøg stræbe at nå ud til fuldskabens yderste grænse.

I morgen, tænkte Ivar Holt, skal jeg se at nå Roskilde, senere går turen til Korsør, og engang tar jeg Fyen med, lige til Svendborg.

Han stod op næste morgen med højt humør — forelæsningerne fik være den dag — men han var træt, da han nåede Roskilde, og højst elendig, da han kom tilbage til København. Han sov nederdrægtigt om natten og drømte i et væk om stejle bakker, tabte pedaler, flåede ansigter og brækkede arme.

Nej, han skulde nok køre fornuftigt og passe sine studier.

Men så kom den tid, da det ikke længere gjorde ondt under knæskallen, og de store benmuskler var gennemhærdede. En dag kørte han lige til Sorø uden at tænke over det, han kunde helt hengive sig til den fornøjelse at se og at trække været. Støvet, der bulnede op om hestenes hove og strålede frem under hjulene; vejene, der delte sig under spidse vinkler og ligesom uhyre, gule sakse klippede ind i markernes grønne klæde, og den frie udsigt til alle sider og især solskinnet — alt det vakte en uhyre glæde hos ham. Sådan som solen skinnede ned i højt græs ved middagstid — — han mindedes dunkelt, at han som lille dreng havde haft det samme syn, og nu havde han fået sine øjne igen.

Da Ivar Holt kom hjem med en behagelig træthed, hvori ny kraft lå gemt, var han led ved at læse og havde ikke mere lyst til at skrive.

Der er insekter — lige så vel som der er mennesker —, som ynder at æde papir; når man får dem ud et øjeblik, og lyset falder på dem, så piler de travlt af sted — det gælder livet — længere ned for atter at æde papir.

Inden Ivar Holt sov ind den aften, var han klar over, at han ikke længere vilde være papiræder, og da han vågnede næste morgen — ti han faldt i søvn lige oven på beslutningen — så tænkte han nøjere over det.

Mine studier har hidtil kun budt mig papir, jeg har levet et papirliv. Altså er jeg kommet ind på en forkert bane. Jeg vil prøve en ny sikletur.

Græsset fik herefter en stor betydning for hans udvikling. Græs og papir — det var to betydningsfulde modsætninger. Også i litteraturen. Der var det, der groede af sig selv, og på den anden side: papirgræsset, papirblomsterne. Men det ærgrede ham for resten, at han i sine betragtninger måtte ta sit udgangspunkt i de foragtede bøger. De slap ham alligevel ikke så let.

Men nu vilde han ellers sikle fra det hele, og så kørte han en fjorten dages tur på lykke og fromme, Sjælland rundt, og da han en dag tilfældigvis faldt ind i Korsør, sejlede han over bæltet og tog Fyn med.

På denne tur var det, at gennembruddet skete. Ivar Holt vendte hjem som digter og var indtil videre glad og løftet.

Gennembrud er et relativt begreb. Når en stor mængde nærveceller har ophobet en ensartet kraftmængde, så opstår der et pres i een bestemt retning. Det kaldes Længsel, Attrå, Sturm und Drang o. s. v., og når det bryder frem inden for bevidsthedens grænse, så er gennembruddet sket. Een ligger på sofaen og grunder over et filosofisk system, klokkerne ringer, og pludselig bryder forståelsen igennem. Han skriver en masse ilde snak om kunst og religion, hvori tretallet er den store, forløsende hemmelighed. Der er ikke menneskelighed og natur i det hele, men gennembruddet er fuldbyrdet, et forholdsvis fornuftigt menneske blev den æstetisk forblindede nar, han var bestemt til at blive. En anden går en lang tur, sover uroligt om natten, sparker dynen af sig og vågner næste morgen som en stor digter. En blir stor, en blir gal, en blir en tosse, det kan altsammen foregå i et gennembrud.

Ved Ivar Holt var det nu det mærkelige, at han ikke havde nogen videre skrivelyst — lige efter et gennembrud kommer der ellers gærne en voldsom blæk-eksplosjon — og at han heller ikke erhvervede hin enkle, storslåede verdensopfattelse, som vi nok ved. Det var snarere, som om tilværelsen var gået i stykker for ham, men da hans helbred var godt, og hans humør antageligt, så led han ikke under sin mangel på bestemte anskuelser. Han nød solskinnet om sommeren og gjorde den opdagelse, at musikken er det, der bedst kan erstatte lyset i den mørke tid.

IV.

Hovedpine, tom susen for ørene, svimmelhed. Død blødhed under kraniet, senere fortsat ned gennem rygraden. Havde han vidst det! Men nu var han snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter noget som helst.

Begyndende sindsforvirring, mangel på orienteringsævne; nu måtte han være meget nær ved toppen. Når bare han fik vænnet sig til denne luft og temperatur! Bægge dele var afgjort ubehagelige.

Ha ha! Toppen! Først så han ned efter jorden; forfærdelig langt borte lå den grønne jord — ja, men den var slet ikke grøn, og havet så ud som ostevalle. Han la sig ned og lukkede øjnene, alt imens han bittert beklagede, at han var gået fra forstanden i dette vigtige øjeblik. Da han atter fik mod til at se sig om, opdagede han, at bjærget bestod af lutter bøger, det var ikke noget rigtigt bjærg. Denne opdagelse tog sådan på ham, at han dånede, under suset af et dusin lyriske englevinger, og straks derpå åbnedes bjærget under ham og slugte ham.

Han vågnede, levende begravet nede mellem bjærgets rødder. Der var mørkt, ikke en menneskelig lyd trængte ned til ham; det meste vær, han trak, var støv, og der lugtede nederdrægtigt; alle slags harske, mugne, visne uddunstninger trængte med vold ind gennem hans næsebor. Således gik der ubestemmelige tider; nu skulde han altså dø. Havde det endda været på åben mark! Han misundte den mand, der kan gå ud i den grønne skov og hænge sig, mens han kvaltes i en nedrig bogdød.

På ryggen havde han det ligesom mere behageligt; han masede en hånd ned og fik fat i jorden. Ah, jorden! Hvem der bare lå på maven med næsen i muldet! Han fik en håndfuld op og snusede til den. Vidunderlig kraft bredte sig ufortøvet gennem hele hans krop. Han snusede mange gange, livskraften vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde han ikke, men med uhyre besvær lettede han sig to tommer og skød et lag bøger ind under bagdelen. Laget fortsattes til op under hodet. Han tog en nævefuld jord i hver lomme for at ha noget med at styrke sig på. Så skubbede han et nyt lag under sig og var følgelig fire tommer højere oppe, og på den måde blev han ved. Det tog tid, rimeligvis år, men selv om han var en gammel mand, når han kom op, han vilde være glad, hvis han blot slap for at dø dernede. Det gik virkelig, muldet gav styrke, en skønne dag rejste han sig op gennem det øverste lag, de sidste volumina haglede ned om hans fødder, og uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han halvdød ned ad hele bjærget og vågnede længe efter med næsen i det grønneste græs, nogen har set — —

Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han så efter en, med hvem han kunde udveksle et forstående smil.

Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes utydeligt en lille forknyt bog, som han havde anbefalet yngre kollegaer i kritikken at ta lidt læmpeligt på. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. Men manden måtte ha forandret sig en del. Dette her var sikkert noget af hans virkelige jeg, og forknytheden et begynderstadium. Mærkeligt nok. Forknythed plejede ellers at være uhelbredeligt. Han måtte se noget mere af den unge mand, ja, og se ham selv. Måske var her tale om et gennembrud. Det skulde han snart afgøre. Han vilde sende et par ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, der sandsynligvis var ung, naiv og trængte til anerkendelse, kom nok næste formiddag, hvis hans stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og selvfølende. Alene det træk, at han, så snart han var kommet godt og vel ind i litteraturen, begyndte at nedslagte ældre kollegaer! Men hr. Kasbjerg skulde snart blive klog på ham, for når han ikke uheldigvis havde en pen i hånden, var han en særdeles duelig menneskekender.

Kasbjerg gættede straks, at den, der ringede, måtte være hr. Ivar Holt. Han var gået hjemmefra, straks han fik brevet. Den ansete forfatter drejede sig halvt om i sin skrivestol, så at den indtrædende fik en fornæmmelse af noget solidt, der med besvær tog notits af hans spinkle ringhed.

Det første, Kasbjerg bemærkede, var en forbavsende solbrændthed og et meget lyst hår; dertil kom et par alvorlige, usikre øjne og en lidt ubehersket gang; den unge mand var vant til at slentre omkring for sig selv.

"Nå, det er Dem, der har sendt mig dette — mærkelige bidrag."

"Ja," svarede den anden ivrigt, og så smilede han, som om der til det bidrag knyttede sig noget morsomt, han gærne vilde fortælle.

Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. "De har skrevet noget tidligere, ikke sandt?"

"Jo," sa Ivar Holt og så misfornøjet på Kasbjergs øjne. "Der kommer snart en bog af mig igen."

Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom nikkede op ad loftet til.

"Så vidt jeg husker, har vi ikke før haft bidrag af Dem."

Den unge mand trommede misfornøjet med alle fem fingre på sit ene knæ, hans mund fortrak sig, mens han så ned i gulvet og svarede affærdigende:

"Nej, men jeg må gøre noget for at blive kendt. Publikum ved ikke, at jeg eksisterer. Når de opdager det, vil jeg blive læst."

"Hm. Ja, Deres første bog kan jeg altså ikke — —"

"Min første bog duer ikke. Men den næste blir bedre, og især de næste."

Han så op med en svag antydning af hidsighed.

"Nå. Så venter vi os noget stort af Deres næste bog."

"Nej. Det vilde være for meget sagt. De, jeg ikke har skrevet endnu, blir de bedste."

Kasbjerg følte sig en smule påvirket. Mennesket talte øjensynlig med sig selv og var vant til det. Han overvejede sagerne i enrum og kom til uomstødelige resultater. Eneboere er sikre i deres trossager.

"Deres ideer kommer uden vanskelighed?" spurte Kasbjerg.

"Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer nu, er kun det foreløbige. Jeg har vished for, at der engang indfinder sig noget, som er — —" Han smilede hen for sig: ansigtet fik stærkere farve. "Nu, da jeg læser korrektur på min næste bog, ser jeg godt, at den ikke er den rigtige."

"Det må jo være trist."

"Det gør ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det er også meget heldigt, at det bedste ikke kommer endnu."

Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske overbevisning virkede sådan på ham, at han et øjeblik glemte sin overlegne kølighed og blev helt naturlig.

"Har De en god ide til den næste bog igen?"

"Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget om ideen, før jeg får skrevet den ud. Jeg begynder med ingenting, det hele kommer under vejs."

Hm ja. Han vilde gærne tro det. Selv om denne unge mands indfald ingenting var værd, de havde den fordel, at de kom let. Kasbjerg huskede sine allerførste bøger, de var ganske vist uden værdi, men så til gengæld fornøjelsen ved at kunne frembringe med denne vidunderlige lethed!

"Jeg har sendt bud til Dem," sa han højt og koldt, "for at foreslå Dem visse rettelser — ikke med hensyn til de navne, De gør løjer med — — desuden er det hele vel nærmest spøg, men — — jeg har sat nogle blå mærker, hvor jeg synes, der kunde tiltrænges ændringer. De har vist en del fantasi."

Ivar Holt tog sit papir. "Det har jeg vist. Blandt andet." Han stak papiret i lommen og rejste sig. Kasbjerg så på hans øjne, at han kom ikke igen. Han måtte ikke gå!

"Når jeg ser Deres næste bog," sa han med en velvilje, der gjorde hans ansigt mere ubehageligt, end han selv vidste, "så vil jeg bedre kunne bedømme Deres talent. Forhåbenlig kan vi til den tid drøfte Deres bog sammen, hvis det skulde interessere Dem, og — med hensyn til Deres bidrag, så er jeg naturligvis villig til at la det trykke, som det er, hvis De ikke mener, det kan formes anderledes."

Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at skjule sin tilfredshed.

"Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i stedet for det, De slår ned."

"Det kan jeg sikkert."

"Om det just allerede viste sig ved Deres første bog — —"

"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig; den tæller altså slet ikke."

Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igen. Han udleverer sig, han er let at studere. Jeg trænger til en levende model.

"Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når De en anden gang har noget på hjærte."

Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist kom han igen.

Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige arbejdsværelse. Hvor mange år var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrændthed i hans bøger — det havde han hørt så tit, og nu så han, at det var sandt, men her var netop et formløst, umiddelbart menneske, der kunde blive grundlaget for en ny type, en række nye typer i den Kasbjergske litteratur. Ja!

Dermed satte den udmærkede forfatter sig ved sit skrivebord og tog med fornyet iver fat på sin ufuldendte bog; nu havde han særlig grund til at haste med at få den færdig. Han længtes efter Ivar Holt; det var noget andet end at efterligne sig selv for tredje eller fjerde gang.

Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje, der havde frembragt adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. Selv følte han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer, professoren, både var lærd og radikalismen hengiven, og han selv ud af familiens fortræffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og bydende udseende, så blev han i en tidlig alder knyttet til et anset venstreblad.

Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand; der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige virkning på en talerstol. Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. Munden var stram og intetsigende, men det kunde også se ud, som om den gemte over en hel del; manden smilte uhyre sjældent og led ikke af meddelelsestrang, han havde fra forfædrene arvet et udtørret gemyt. Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, som nu grånede stærkt; hans ungdomsvenner huskede, hvor udtryksløs hans lille hageklump havde været, inden skægget kom. Men altså i det hele et imponerende hoved, der sad på en statelig krop. Stemmen var hård og klar; på en talerstol kunde den blive til en smældende komandorøst. Hele manden var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget i bladets redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale den afgørende dom i alle litterære spørsmål, så vel som i sager, der ikke helt og holdent tilhørte politik eller det praktiske liv. Han anmældte de betydeligste skønlitterære værker; i polemik optrådte han som afsluttende part, og så var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit; han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes officielle personligheder, han blev den ansete journalist, længe inden han var den udmærkede forfatter.

Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede han publikum betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed, og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner. Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt affekterede som en ældre ung piges kærestebreve. Der var megen erotik, og skønt der var en evig tale om hengivelser, så var der ingen videre sanselighed, men mange kønne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme; Kasbjerg kom ikke på listen over de usædelige forfattere.

Men der var mange, som undrede sig, og de så manden igennem endnu en gang. Ansigtet var meget godt, men så gik de om bag ved ham og opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte høje og hvælvede, men kraniet løb op i en kegle som et indianerhoved; bag panden var der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Næsen var heltemæssig, men den kan i det højeste kun opfattes som et symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var desværre udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op for, hvordan en silkehat i virkeligheden sad på hr. Kasbjergs hoved. Og øjenbrynene var altfor overdrevent buskede, øjnene var rå og kolde, næsen for bred og rimeligvis blød, den var langt mere et snorkehorn end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed.

Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken frem.

Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise, hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale et talentfuldt begynderværk — dog modificeres denne regel naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem forfatter og anmælder.

Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse; tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt senere tog han religiøse æmner op — en omvendelse og en skildring fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik — så vakte han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin. Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de skrev sig bort fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget sygt; kunsten stiger, men livet synker.