Støv og Stjærner

V.

Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i enkeltheder.

"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl — eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig, ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok — skønt hvor ved jeg det fra? — at først når det ikke går i den grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun tilstande, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste."

"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er ubetinget sundt at tale ud — bortset fra, i dette tilfælde, at det interesserer mig overordenligt."

"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også. Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over tømmermændene efter denne her talesvir."

Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men en sigar, jo tak, og så ud ad landet til.

Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et forekommende knæk i ryggen.

Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte han forkert på alting.

De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd havde meget at rose sig af i den henseende.

"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.

"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De ganske vist selv. De sidder hjemme og optænker åndrigheder, så man kan mærke, hvordan de lugter af sved — men der er ikke et grønt græsstrå i det hele. Sådan går det ganske vist de fleste, især alle dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, så man kan se limen og sammenføjningerne, men der vokser ikke noget af sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive naturbilleder; det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet rundt, eller gå til fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner, brændestakke, børn, fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje bakker, beskriv landskabets linjer og hestepærernes udseende, lige fra de rødgule til de halmgrå (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke skulde blive ti ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det kan godt være, den er brugbar."

Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede hans ansigt sit fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han sårede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig selv, end for at ramme en anden. Han følte vel uvilje mod hr. Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde være utåleligt at ha fornærmet ham; allerhelst vilde han være fri for ham, så at han kunde foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hørte på ham og lokkede, alene ved sin opmærksomme interesse, tanker ud af ham.

Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der egenlig er udgangspunktet for Deres nye værk."

"Udgangspunkt — næ. Hvad mener De eksempelvis om en høstak? Skal vi lægge os ned for resten? Se, hvor skyerne ligger lavt og fast i dag; verden er ikke ret stor, den er ikke større, end jeg godt kunde agere Vorherre over den smule, man kan se. Så vilde jeg sidde på kanten af den sorteblå sky derovre, der er skubbet ud på himlen som en hylde, sidde i en høstak deroppe og dingle med benene ned ad jorden til. Da måtte menneskene ta sig i agt, skønt jeg er ikke ondskabsfuld, men jeg vil nok ha dingleplads. Bagefter vil jeg ophøjes — når jeg har trådt hjærnetaget ind på en skok mennesker —, jeg vil være gud over en stjærnetåge. En spiralring, der består af sten i størrelse fra Jupiter til almindeligt nyregrus. Alle stenene sidder på deres sted og følger smukt med i rotasjonen, for der er ingen vind, der støder til dem, luften har endnu ikke frigjort sig af den hele masse. Jeg selv sidder på en middelstor sten. Jeg ser mig sidde midt inde i tågen, der er forstenet af ligevægt. Omkring mig hænger sten og støv, som om de var indkapslede i luften, som ikke er der. Over mit hoved hænger en klods på størrelse med Peterskirken. Hvis den gik nedad, måtte den knuse mig, men den er fængslet til sit sted. Under min venstre albu flyver en splint, der ligner obelisken fra Luksor; den kunde ta mig midt over — og der var straks et geni mindre —, hvis den fik et skub, men skubbet er der ikke. Der er kun inerti, alle kræfter vogter på hinanden og holder hinanden i tømme; jeg kan ikke se noget røre sig; vi farer vore tusende mile i sekundet og lader som ingenting. Men der er eet brud på loven: mig. Ingen inerti binder mig. Jeg vil lave noget. Jeg tar obelisken om livet og gir den en bevægelse fremad. Den adlyder uden vrangvilje og borer sig syv og fyrretyve alen ind i det tomme rum, men den kommer tilbage, naturkræfterne trækkes om den, den ene kan ikke unde den anden denne sten. Derefter får Peterskirken et spark og hummer sig uden betænkning, og så daler den igen som en damphammer, så jeg er nød til at springe over og ride på obelisken for ikke også at blive lavet til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser de små imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhånden kommer det hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der ikke kender mig, de glor op til mig og tænker: Hvad pokker går der af spiraltågen? Mægtige enøjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på den køligste blok og ler ad alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i søvn, mens mine naturkræfter arbejder videre på egen hånd."

Kasbjergs bifald kaldte ham ned på jorden, han satte sig op, rynkede brynene og søgte at fiksere det menneske, der, mærkværdigt nok, sad ved siden af ham, men blikket kunde ikke holde ham fast.

"Det vilde være et meget passende sted at falde i søvn," bemærkede Ivar Holt, idet han lukkede øjnene.

"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg og rejste sig.

"Nej."

"Nå. Farvel da, hr. Holt, og på gensyn."

"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede øjne.

Mens Kasbjerg gik bort, tænkte han: Hvordan mon det menneske er i erotisk henseende?

"Væmmelig," tænkte Ivar Holt, da den anden var gået, "hæslig som de insekter, man træder itu, mens man ser til den anden side." Nu kunde han lukke øjnene op igen.

Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens han lå på bunden af et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte — — som ikke behøvede at ende noget bestemt sted.

Han følte, hvordan lyset skinnede helt igennem ham og opløste ham. Han blev til en lys tågestøtte, der skred halvbevidst fremad uden at kaste nogen videre skygge, en søjle, der efterhånden klarnedes helt i lyset, så at den ligesom slet ikke var til; ingen mennesker kunde forurolige den ved at pege på den og sige: Dette skulde egenlig ha været et menneske, men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for sin egen fornøjelses skyld.

Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en døddrukken mand, der ingenting kan sige og ligger ned og griner til sig selv af ikke noget.

VI.

Løftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta sit bedste tøj på. Han la vejen om ad Vesterbrogade. Nu skulde det være slut med studierne. Han havde ikke rigtig været klar over, hvor vidt han studerede længere eller ikke, for han hørte stadig nogle forelæsninger, men fra i dag!

Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje ned ad Saksogade! Han gik videre til Valdemars, hvor træerne kiggede ud på fortovet med deres nysgærrige kroner. Her vilde han også bo nu.

Der blev foretaget en reparasjon på Matthæuskirkens spir. To arbejdsmænd stod deroppe og manøvrerede med en bjælke; de lignede myrer, der er i færd med at slæbe et halmstrå ind ad et hul. Hvis han skulde stå derude med et reb om sig, så vilde digteren nok forgå i ham, og han vilde blive vanvittig af skræk, mens han i virkeligheden burde blive endnu større digter, han, som var sådan en linedanser på mælkevejen.

Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, som om en anden havde tænkt den for ham. Han skyndte sig hjem og klædte sig om. Han skulde til selskab hos Kasbjerg.

Der lå en stemning af idyllisk magelighed over det villakvarter, hvor den ansete forfatter boede. Husene behøvede dær ikke at trykke sig flade og magre op ad hinanden, de havde ikke nødig at rende op som bønner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, ikke menneskekager med mange celler, de var enkeltvæsner. De stod ikke, men de lå, henslængte mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, de kunde brede sig, strække deres udhuse mageligt fra sig, skyde karnapper frem, som de syntes, uden at gnave nogen nabo i ryggen, de kunde la deres trappegange og verandaer vokse frit ud; der var ingen fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere med deres medskabningers.

Kulasken på gangstien knasede under Ivar Holts sko, solen stod ham lige i ansigtet. Bagved lå byen med sin lysebrune atmosfære over sig som en tronhimmel. Fra en fabriksskorsten stod en vældig røgsøjle op, vinden tog den og bøjede den forsigtigt, for at den ikke skulde gå itu, den strakte sig elastisk og blev ved at krybe hen over tagene, til sidst omspændte den hele byen som en uhyre slange og viste menneskene sin sorte bug.

Han gik op og ringede på. Husholderskens højre øje sås i en forsigtig dørspalte, der straks efter antog en mere gæstfri bredde.

Det var ikke noget udsøgt selskab, der ventede på ham. Kasbjerg havde i den sidste tid lagt sig efter mindre fin omgang. Litteraturen blev mere og mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig over at skrabe samfundets bund. Publikum ønskede det, og hr. Kasbjerg bøjede sig for ønsket; han vilde anlægge sin gentlemans-metode på de forkomne eksistenser.

Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gæster, pianisten Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. Tornberg spillede i en natkafe, han var en bleg ung mand med en ansigtsfarve som marsipan; på overlæben havde han en smule mørkt skæg, der lignede tørvesmul. Drewes var en ældre mand og en ærlig mand med rigtig kone og mange børn. Han var desuden faer til adskillige af de studiehoder af skønne mænd og kvinder, som har glædet mangen ærlig abonnent på illustrerede blade; det var også ham, der opfandt konfirmanden i sorte handsker og rund hat (i hånden) og skytsengel bagved med skuldret palmegren. Den skal han ha tjent betydeligt på; samme år fik han to ægte børn. Nu havde han også måttet lægge sig efter sultne børn, pjaltede mødre og fulde fædre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandør. Katinka endelig var simpelthen Katinka, hendes væsen var ret dameagtigt; hun var kendt med Kasbjerg og havde dagen før fået ti kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller andet, for hun vidste nok, at ti kroner ikke kommer flagrende alene, de efterfølges af noget, eller de har en omstændighed foran sig, de er et led af noget.

Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, tidligere stud. theol. og skolekammerat til Ivar Holt. Han havde opgivet teologien for journalistikken og var nu boganmælder ved et kristeligt farvet blad. Æren for denne omlægning af løbebane tilskrev han den gode veninde, der kom i følgeskab med ham, en varietesangerinde, hvis plakatnavn var Miss Irene Whiteflower, men som i en snævrere vennekres bar det navn, Lynggren havde givet hende, næmlig Teologine.

Teologine var ung og fint skabt, havde gode tænder, store, uskyldige øjne og en lav pande, hvorover lyseblondt hårskum stænkede ned i rigelig mængde. Hun havde gode engagementer og sang ikke med benene alene. Hun var ikke uden alvor; i ensomme timer havde hun rørende drømme om honnet kærlighed; desuden var hun en stor beundrer af Sherlock Holmes, men satte ikke pris på den øvrige moderne litteratur.

Der præsenteredes. Ivar Holt begyndte på et høfligt buk, men Lynggren samlede ham og Teologine i sin favn.

"Så, børn," sa han med salvelse, "nu er I to mødtes ved mit bryst; derved har I et grundlag at elske videre på."

Forlegenheden var overstået. Kasbjerg dunkede Teologine i ryggen for at stemme instrumentet; hun lo ham op i næsen og rykkede ham i skægget, og det var netop kammertonen. Tornberg smilede og gned tørvesmullet. Drewes så mørk og mat ud; dog bordet var dækket, han overkom et smil.

Bøf, spejlæg, kold kylling, sildesalat, hummer, sardiner — jævne retter uden udskejelser. Kasbjerg vidste, at det var ikke retternes udsøgthed, der vakte stemningen hos hans fornæmste forsøgsobjekt.

"Drikker damerne bajer?" spurte værten og drejede heltenæsen.

"Ja," sa Teologine, "og dram!"

Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med den ene hånd.

Katinka derimod afslog drammen: hun vilde endnu holde sig på dannet grund.

Der hævedes glas og nikkedes over dem; Teologines blottede hals gik bagover, og straks efter beskrev hendes glas en meget stor bue ned på bordet.

Stemningen var middels. Lynggren snakkede, Teologine lo, Katinka smilede. Ivar Holt, der var anledning til hele selskabet, ytrede sig ikke; han så ikke, hvordan Teologine sled i ham med øjnene; værten var misstemt, han greb til den fortvivlede udvej at tale om litteratur, hvorover digteren blev aldeles tungsindig, og da ingen fandt noget at bemærke, tilfaldt ordet igen Lynggren.

"Nej, som sagt, kære menighed, teologi er en farlig medicin, der gør de bedre til fanatikere eller bespottere og de slappe — hvis de blir præster — til folk, der hemmeligt skammer sig, — lad mig nu se, du snøfter pænt, Teologine. Disse mennesker er inderligt og modbydeligt forargede over sig selv, og så bedøver de sig med store indtægter, store middage og mange børn — græd, Teologine! — de har det såmænd ikke så godt. Men imidlertid — tør her din tåre af, kære Teologine! — da så til sidst embede, kone, børn, vrøvl og den bekendte menneskelige dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at ta pippet fra os — ikke sandt, hr. børnehjemsejer? — tvivlens og spottens pip, tænkningens pip — mener hr. vært ikke også? — da alt det gør sin virkning, så vender det hele sig dog omsider en gang til den bedste, salige ende. Amen. Modtager dernæst herrens velsignede salat, som han gerne vil ha sendt om."

"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg havde tænkt."

"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min forkyndelse dog i det mindste har vakt een sjæl. Men lad os nu hellige damerne vor opmærksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland. Spil, slave, du er betalt."

Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med Teologine, måltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise.

Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte i sig en vis trang til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen det var en susen i højstammede træer; i denne rå larm forekom det ham, at han ikke var andet end høje, klare toner, der har lydt, mens gøglet brølede rundt om; ingen har hørt dem.

Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den næste time; men da han igen kom til sig selv, bemærkede han, at Lynggren var kendelig påvirket.

"Nu vil vi sidde blødt og dybt," sa han. "Kom her hen, Teologine, Katinka med, jeg trænger til at elskes. I anbringer jer på hver side af mig, så jeg delvis forsvinder under jere skørter og albuer. Det har altid været mit ideal at sidde i et blødt hul, garneret rundt om med kvinder, belæsset på knæer, bryst, ryg og skuldre med kælne hænder, hofter samt hager med smilehul. Skål, slaver, og modtag min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har østerlandske tilbøjligheder. Katinka: læg kun nogle flere punds vægt på, kvindelig tyngde gir frugtbarhedsfornæmmelser. Jeg har overdådige aspirasjoner efter elskov og røgelse, det har jeg lært af den åbenbarede religion. Du skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, hans kæreste sidder på regnbuen og dingler med sin tøffel ned i en tordensky; han deler leje med himlens små stjærner, men aldrig med dig, du er ham for kødelig anlagt. Hvis han avler et barn, så blir det med en af de højeste lammeskyer, sådan en kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen, Ivar Holt, og lad dig småelske på skuldre og knæer. Se på os og opdag, hvad du selv mangler."

Ivar Holt rykkede sin lænestol hen til de andre. Teologine faldt ligesom af sig selv over på hans skød.

"Hvad skal vi nu være enige om at drømme?" mumlede hun op til ham.

"Jeg vil være kong Salomon," erklærede Lynggren. "Jeg sidder halv slumrende med min pibe på en trone, der er udpolstret med kvinder."

"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham på mellemgulvet med hodet.

"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine fem hundrede hustruer. De kvindeløse tre mandfolk i baggrunden er mine øverste eunukker."

Teologine så op til Ivar Holt med sit jomfruåsyn, der var fuldt af lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, hvordan De egenlig er," sa hun og ruskede i ham.

Han gad også selv vide det, og i det samme faldt det ham ind, at han kunde kysse den pige, der lå på hans skød; det gjorde han. En lille gnist gled fra hendes læber ned i hans krop og fulgte med blodet, han kunde hele tiden føle i sig, hvor den var.

"Drøm så noget," bad Teologine, "om kærlighed."

Hendes hår kildrede ham på halsen og krøb ned under hans flip. Det var straks en omstændighed, tænkte han.

"Kærlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok eje en villa, og i min have går min kæreste i hvidt, halvlange ærmer, bar hals. Livet skulde gå hen som et stille smil. Hvis jeg var rig — ja; jeg kunde tænke mig tilværelsen som et venligt pigeansigt under en bred, hvid hat — —"

"Ja, men opgiv så at være digter," afbrød Lynggren, "sælg din samvittighed til et blad og tjen penge; ellers kommer villaen ikke. Jeg er selv en Schuft og står mig ved det. Når jeg er fuld, har jeg samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i kvindens favn, som gør, at jeg forsoner mig med den måde, jeg tjener penge på."

Teologine syntes at vente på noget; værten gned hænder på den anden side af bordet, hans bryn klaredes. Måske den levende model vilde ytre sig erotisk.

Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. Han blev pludselig vild. "Nej, ånd!" udbrød han, "hellig ånd! Skal vi gå op og ruske den hellige ånd løs af treenigheden! For det er den, vi har brug for. Inden den helt rådner op ved sin sammenvoksning med faderen, der er færdig med verden, og sønnen, hvis død hver dag blir mere utvivlsom. Det er ånden, vi har fornøden, krop har vi selv, Skabelsen er overstået, opholdelsen går af sig selv, og døden dør vi selv med så megen væmmelse, at det er afskyeligt, at en anden oven i købet skulde gøre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrægtig godt nok selv. Men hellig ånd, skal vi prøve at hente ham!"

Da Ivar Holt så de andres øjne, kom han til sig selv, sa farvel og gik. Så snart han kom ud i den friske luft, så han, at hans sjæl var ligesom oversået med store, ildelugtende menneskepletter; der skulde mange sikleture og megen blæst til at få dem af igen.

VII.

"Hvor De er sorgløs," sa hun lidt utålmodig.

"Om aftenen finder vi et bjærg, der ikke er for højt, og kryber op på det for at se ud over Middelhavet. Det ligger dær som en blå stålklinge, der på et sted er rødglødende; det er månen, der står op."

"Blir de dær hele natten?"

"Nej — de går hjem."

"Og ser til deres lille pige."

"Mon de har sådan en?"

"Ja. Så har konen noget at bestille, mens manden har glemt, at hun eksisterer."

"Jeg tror også," bemærkede han efter lang overvejelse, "at det er godt at ha en lille pige. Undertiden savner jeg en vis fornæmmelse af menneskelighed. Ingen rod i jorden; jeg er som en afskåret blomst, der er sat i vand."

"De trænger til at blive gift," mente hun.

"Ja. Hvis det er det. Jeg — —" han så fortabt på hende og rystede på hodet; "det er mærkværdigt; måske er jeg slet ikke noget menneske."

Hun havde lært at dæmpe sin lidt robuste natur, siden han var blevet hendes ideal af mandig finhed. Hun forstod også at undgå at komme for plumpt med sine praktiske bemærkninger, og når han talte på sin betagne, åndsfraværende måde, kunde hun få det indtryk af sig selv, at hun var en plebej, men det var vist ikke så meget, at det stødte ham; hun vilde også se at hjælpe på det og lære noget af ham. Godt var det, at hun var den mest praktiske; lærde folk trænger til praktiske koner, og det skulde ikke undre hende, om han, der var så stille og flittig, en gang endte som professor. Men det var egenlig mærkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt sammen en eneste gang, når han dog tog alting så alvorligt.

Han gik og så op på det fine, hvidlige slør, der lå over den blå himmel. Det vakte et dybt velbehag hos ham som noget beslægtet.

"Hvordan må der ikke være nede i syden, dær hvor de har opfundet Elysion, Paradiset! Å ja, hvis jeg havde meget mere af denne sommer, så skulde jeg også nok opfinde noget saligt, som menneskene kunde blive mere lykkelige ved at tro på."

"Jeg kan godt forstå, De får den slags indfald, nu mens De går og har ferie."

"Ja —" sa han noget efter, da han havde glemt hendes bemærkning, "der er noget fremmed inde i mig siden min lange sikletur. Det er, ligesom hele verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles dær. Jeg forstår ikke, hvad der falder mig ind — jeg har slugt verdenssjæl — — hvad det nu vil sige."

"Mon det er heldigt for Deres studier?" spurte hun.

Det gav et ryk i ham. Spørsmålet påtrængte sig alvorligt, nu da det blev stillet af en anden. Gør man virkelig sådan noget? Kaster man sin sikre fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske med ansvarsfølelse?

Han så op og mødte hendes alvorlige blik. De øjne — det var familiens øjne, alle fornuftige folks øjne, der ser undrende på ham, som render fra sine studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen?

Heldigvis var der endnu to måneders ferie igen, han kunde tænke over det.

"Lad os gå ud i Damhuskroen og drikke kaffe," sa han.

Tidligt på aftenen fulgte han hende tilbage til byen og drev så selv om i gaderne, til det blev sengetid.

Det var hel mørkt, da han kom hjem. I værelset bag ved var frelsermændenes aftenbøn i fuld gang. Den ene ekstemporerede med forbløffende virtuositet en grædefærdig anråbelse, mens de andre faldt ind med hjærteskærende nødskrig: Jaaa, Herre! Å hvad, Jæsus! — — Det tog dem et godt kvarter at forrette deres fromme nødtørft.

Det er åbenbart, tænkte Ivar Holt — lige så uanfægtet af frelsermændenes råb som rimeligvis Vorherre selv —, at hun holder en del af mig. Mon hun egner sig til at være appelsinkælling i Marseille? Solen vilde gøre hende bedre, hendes øjne er endnu noget for kolde.

VIII.

Forfatteren, cand. phil. Ivar Holt udgav en bog, der foregik midt i universet. Verden var gået i stykker, eller rettere sagt, den var samlet i een stor kugle af urtåge, grå, halv gennemsigtig, og inden i den gemtes hele resultatet af verdens hidtidige udvikling; mennesker og menneskelig kultur hvirvledes rundt deri og sønderdeltes; sjæle frigjordes og maledes ud i den hele masse. Geniale ideer omslyngedes side om side med jævne betragtninger over spegepølse og hakkebøf. Shakespearske tankelyn sås at slå igennem tågen, lidenskabelige, Michelangeloske hvirvler tegnede sig glødende midt i det grå, og brudstykker af Beethovenske akkorder fik rotasjonens larm til at tie stille og undre sig. Men også masser af skidenhed maledes rundt i verdensmøllen; glimt af lave pander og hæslige næver skabtes og udslettedes. Stank slog ud, banditsjæle opløstes i det store krematorium; Meyerbeers slubbertmusik kvalmede ud ved siden af hæse øl-eder.

Verden malede videre, modstridige elementer pressedes sammen og indgik nødtvungent forbindelse; Lionardos lysende ånd svejtsedes sammen med en eskimokællings trannede sjæl trods hæftig kemisk frastødning. Beethovens fjortende kvartet kom i nærheden af "Der Prophet", og opløsningens vidunderlige magt loddede dem sammen under gyselige disharmonier. Menneskenes røde og brandgule drifter fortæredes med umenneskelige brøl til fin aske og tav derpå stille. Rotasjonen tog fart, heden voksede. Som tyve tusende mile lange protuberanser flammede de halv opløste geniers sjæle ud af verdenskuglen, men centripetalkraften sugede dem ind igen, udjævningen fuldbyrdedes. Da alt var udbrændt, begyndte en ny verden at danne sig.

Digteren sad i Guds ene øjenkrog og stirrede ud gennem det sorte verdensrum; dær så han en utydelig kugle, hvis gråhed lyste i det sorte, og idet tiden fløj forbi — tusende år som een dag — opdagede han, hvordan kuglens overflade begyndte at bæve uendelig svagt, den trak sig sammen og strammedes og blev mere klar i omridset. Men medens den grå bug arbejdede, fødte den rødsort ud af sig, det blev til rødt og til gult, og det gule fortættedes til hvid ild. Den hvide kugle ynglede og udsendte andre hvide kugler, der gik baglæns i udviklingen, blev røde og til sidst grå. En af disse valgte digteren sig til beskuelse. Skinnende dampskyer bulnede ud og blev sugede ind igen for atter at hvæse ud et andet sted i snehvide eksplosjoner. Men det hørte op, kuglen hang med grå og blå pletter for digterens øje. Han så, hvordan der kastedes grønt skum i land fra havet, det krøb op over landet, jorden blev grøn. Senere kom et blegt slimdyr og begyndte en udvikling, i hvis anden ende der sad digteren selv.

Stort længere kom de ihærdigste læsere ikke.

På samme tid som bogen udkom, blev husmandsloven forelagt i Folketinget, et par ministre gjorde deres historisk bekendte skandaler, højremænd mældte sig fra, aviserne havde travlt, der var ikke megen plads til litteratur. Verden gik ganske vist skævt, men alligevel i grunden hel godt; hvad skulde man med en digter, der havde set verden gå i stykker?

Der blev ikke gjort meget grin med Ivar Holt. Man fandt latterlighed nok i landet uden at behøve at søge efter den hos en gal digter. Masser af politisk dumhed lå klart for dagen; en forrykt poet kunde ikke længere opfattes som god komik. Derfor tav alle ordenlige anmældere stille; de kendte desuden ikke den herre; i politisk bevægede tider må man vide, hvor en mand har sin gang, før man indlader sig med ham, hvad enten han er ligtornespecialist, embedssøgende skolelærer eller poet. De øvrige anmældere præsterede et skuldertræk og en erklæring om, at de ikke havde forstået og ganske vist heller ikke havde gjort sig ulejlighed for at forstå; et par særlig reaksjonære blade, der mente, at intet uden venstresind kunde fostre slig litteratur, gjorde sig virkelig den ulejlighed at skælde ud. I provinsen så det langt bedre ud, for dær havde aviserne ikke så meget at underholde læserne med, og de gjorde forfatteren til grin efter al deres ringe ævne. Ivar Holt nød den ære at blive citeret og begrint ved kaffeselskaber; i en enkelt by købte man endog selve bogen. I den by, hvor han selv var fra, nød hans forældre, der var hæderlige folk, stiltiende, men hjærtelige beviser på agtelse og medfølelse.

— "Nå, hr. Kasbjerg," spurte det mægtige blads redaktør en dag, "hvad mener De om den nye mand, Ivar Holt? Har han noget talent?"

"Å, det kan man vist ikke afgøre endnu."

"Men er han ikke nogen brugbar kraft for os? Kan det ikke tænkes, han har en fremtid for sig?"

"Jeg ved skam ikke. Noget af det første, han sa til mig, da vi en dag talte om litteratur, det var: Ja, De har jo ikke selv noget talent."

Redaktørens overskæg bevægede sig svagt.

"De kan nok forstå, at en mand, der siger det, mangler opdragelse."

"Men ikke overbevisning," smilede redaktøren.

"Hm. Jeg har nu ingen overbevisning kunnet mærke hos ham. Han er både forlegen og aggressiv. De ved, hvordan generte mennesker undertiden kan blive ubeherskede og sige de groveste ting, uden at de rigtig ved af det. Jeg stoler ikke på ham. Sæt, vi en dag slipper ham herind — vi beskytter jo de nye talenter, der kommer frem, så skal De se: en dag falder han os i ryggen."

"Ja, men går det unge menneskes overbevisninger da ikke i nogen bestemt retning?"

"Det tror jeg ikke. For resten er han over fem og tyve år. Han har svært travlt med at få sine meninger frem. I løbet af fem minutter kan han nedsable hele Schandorph og det meste af J. P. Jacobsen og Bjørnson. Og jeg vil ikke sige, han gør det særlig uvittigt."

"Heller ikke da han nedsablede Dem selv?"

"Hensynsløshed er overhodet et betegnende træk hos ham," fortsatte hr. Kasbjerg. "Og dog siger han sine — — flotheder med en vis naiv blidhed. Han mener næmlig ikke noget ondt med det; jeg tror slet ikke, der er noget ondt i ham. Også af den grund synes jeg dårligt, vi kan bruge ham."

"Det var da mærkeligt. Jeg talte i går med dr. Rønnow, og han lod til at være temmelig interesseret af den bog."

"Dr. Rønnow anmælder den ikke."

"Nej, det ved jeg. Han mente, det var bedst at vente. Skal vi anmælde den?"

"Det synes jeg absolut ikke. Han er så glubsk, han må først disciplineres noget. De skal få mit eksemplar, jeg har indstreget en del steder, læs dem, de er temmelig agressive."

"Virkelig! Jeg har ellers forstået, at bogen handlede om urtåger og — —"

"Ganske vist. Men den handler også en del om ham selv og hans private meninger. I et kapittel gør han det af med hele romantikken, nå, det er ganske vist lige meget, men — —"

"De er måske også selv med?"

"Det skal jeg ikke kunne sige. Nej, la ham afklares, lad os se, om han finder et sted at stå på, så kan vi altid snakke med ham; at ha ham gående her — —"

"Bag kulisserne, nej, det er klart. Men derfor kunde vi måske nok optage et eller andet lille stykke ved lejlighed."

"Ja — og lægge vort navn til som garanti for hans talent."

"Å hvad, det er just ikke store digtere alle de, vi har i vore spalter — — men naturligvis, det litterære overlader jeg som sædvanligt til Dem."

"Ja, og jeg kan jo altid ved lejlighed skaffe nogle skitser af ham ind andre steder, for selvfølgelig bør han ha adgang til at ytre sig."

"Nå, De har altså dog en vis interesse for ham."

"Jeg nægter ikke, at han til en vis grad interesserer mig."

"Hm. Ja, det er jo meget uegennyttigt af Dem."

Der sad en spørgende tvivl begravet i redaktørens overskæg, idet de to erfarne mænd vekslede et blik.

Men i ethvert tilfælde, hvad hr. Kasbjerg gjorde, skete til bladets gavn og formodenlig ikke altid til hans egen skade.

Samme eftermiddag fik hr. Kasbjerg besøg af Ivar Holt. Han var både nedslået og stor på det.

"Hvordan er De tilfreds med virkningen af Deres bog?" spurte den ansete forfatter.

"Pressens køtere har unægtelig brændt røgelse for mig," svarede den ubekendte forfatter, "men det er jo kedeligt, den ikke lugter noget bedre."

Hr. Kasbjerg kneb det højre øje sammen, som om han søgte efter noget, der var faldet ham ud af hukommelsen. Så skubbede han en sigarkasse til side og halede en anden ud, der stod bagved, lod langfingeren løbe hen over sigarerne, indtil han fandt en, han gad tænde, skar spidsen af den og stak den i munden, idet han løftede øjenbrynene, som en, der kommer til at tænke på noget, der for resten er ganske ligegyldigt, og i det samme fik han tilfældigvis øje på Ivar Holt.

"Å, undskyld, må jeg byde Dem en sigar?"

Ivar Holt var blevet så medtaget, at det tog nogen tid, inden han fik samlet sig og sagt nej tak.

"Har De ikke søgt at få nogle timer her i København? De er jo cand. mag., ikke sandt?"

"Nej."

"Nå ikke. Der skal jo dog noget til — for at leve. Det at skrive bøger er jo ikke sådan nogen levevej."

"Nej, det betaler sig vist bedre at skælde ud over dem," svarede Ivar Holt og søgte at se lidt større ud. "Men man kunde jo gå til et skandaleblad."

Hr. Kasbjerg overvejede ved sig selv, at den unge mand kunde blive ganske brugbar til at lave skandaløse portrætter af bekendte mænd til et toøresblad. Men der udkrævedes megen demoralisasjon, før han selv opdagede den ævne og fik mod til at bruge den.

"Jeg tror ikke, det er indbringende at samle ulykkestilfælde til småblade, og andet vilde De ikke blive brugt til."

Ivar Holt så ned for sig og rynkede brynene. Der var noget i den bevægelse, som var betegnende for ham, tænkte hr. Kasbjerg.

"De har endnu ikke anmældt min bog."

"Nej. Jeg er så stærkt optaget i denne tid. Desuden er det jo ikke alle bøger, vi anmælder."

"Nej, men De beskytter alt, hvad der kommer frem, som er nyt og originalt. Det er almindelig bekendt. Og da nu hele højrepressen har rakket mig ned, så synes jeg, der er så meget mere grund — —"

Hr. Kasbjergs sigar trak dårligt, trods det at det var en Yurak-Bat. Der måtte skæres lidt mere spids af. Hr. Kasbjerg var for resten ilde til mode. Det blir en gammel litterær synder undertiden, når han under fire øjne får sin pligt at vide af en naiv ung mand, især når det er en pligt, han selv officielt og alvorsfuldt har vedkendt sig.

"Hvordan havde De egenlig ventet, at Deres bog skulde blive anmældt?"

"Sådan," svarede Ivar Holt og trak noget papir frem. "Jeg har i går gjort et forsøg på at sætte mig ind i en jævn dumrians tankegang. Nu skal De høre: Vi tror ikke, at forfatteren er egenlig gal, og vi vil ikke påstå, at han simulerer sindsforvirring, men vi forstår ham bare ikke. Vi tvivler ikke om, at hans bevidsthed er løftet ud af de almindelige menneskelige fuger og stablet op i luften; vi tror, han er kommet op på et stillads, hvorfra han ser andre ting, end vi ser her nede. Men vi vil ikke med ham derop; der er jo unægtelig mennesker, der heller går på jævn alfarvej end på en tynd line hundrede alen over jorden, og vi hører til de mennesker. Vi ønsker ikke at ramle sammen, som forfatteren rimeligvis vil gøre en dag, og som vi sikkert vilde gøre, hvis vi havde en stige op til forfatterens verden. Og hvad er det, vi ser inde i den urtåge, der drejer rundt? Et sted ser vi en knyttet næve, men den sidder ikke på nogen arm; et andet sted er der en pegefinger, men hvor den peger hen, kan ikke ses, da den er revet af hånden. Vi opdager et stykke tænkende hjærne med kunstige vindinger, som kunde ha været interessant, hvis vi havde haft hele det menneske, som oprindelig var ejermanden dertil. Hvad stirrer dette udrevne øje efter, og hvorhen skal disse herreløse brøl, der flakker om fra ekko til ekko? Næ — vi kan nok lige kigge op til forfatteren, alt imens vi holder på vort hoved, men idet vi går bort med vor rygmarv elektrisk af gysen, ønsker vi på det inderligste, at forfatteren må beholde sin verden for sig selv. Vi ser ingen grund til at læse flere af den slags bøger, og vi vil ikke anbefale dem til nogen. At forfatteren byder os sådan noget, er os ubegribeligt, da dog enhver fornuftig mand skriver bøger, for at publikum skal læse dem, og ikke for sin egen private fornøjelse. Om forfatterens talent ønsker vi ikke at udtale os, da vi ikke fra pålidelig kilde veed noget om det himmelstrøg, hvor han hører hjemme. Det er måske skildret med en vis energi, men det kan meget godt være den gloende galskab, vi kender det ikke. Hvis der en gang skulde fødes flere mennesker, der har det på samme måde som forfatteren, så er det at håbe, at de vil sige os, hvorvidt han efter deres bedste skøn er gal eller genial. Vi fordrister os ikke til nogen afgørelse. — Se sådan," sa Ivar Holt, "bør en fornuftig kritiker, der ikke har begreb om tingen, udtale sig om min bog. I stedet for dømmer de rask væk om sjælstilstande, de ikke har anelse om. I teorien forlanger de altid noget nyt, i praksis tillader de kun, at man serverer det samme på en anden måde. Mennesker, hvis mening for mig ikke betyder mere end det stykke hestepære, jeg kan få på min støvlesnude ved at gå igennem Købmagergade, de erklærer min bog for mislykket, endskønt de ikke ved, hvordan en vellykket bog om samme æmne skulde se ud. Men publikum stiller sig altid på hestepærens side. Jeg ser, hvordan vore kritiske tosser falder i to afdelinger: de, der indrømmer, at de ikke forstår, og derfor gør nar — og de, som forstår så udmærket, og derfor gør nar."

Ivar Holt havde rejst sig op. Han var nu et stykke højere end hr. Kasbjerg.

"Men vil De ha denne anmældelse? De kan jo optage den i Deres blad under et eller andet mærke. Måske tror så nogen, den er af Dem selv."

"Hm ja. Redaktøren mener, vi bør indtage en afventende holdning. Som De selv så udmærket forstår det, kan vi slet ikke bedømme Deres talent endnu. Med Deres næste bog håber vi, at der kommer klarhed i det spørsmål."

"Derfor kan De godt optage min kritik. De kan jo sætte mit eget navn under."

"Det vilde unægtelig være temmelig barokt," smilede hr. Kasbjerg. "Men på den anden side er vi jo et alvorligt blad — —"

"Da mangler De ellers ikke humorister."

"Nej på den måde. Men De er jo selv en alvorlig mand. Derimod vil jeg med fornøjelse optage en eller anden ting af Dem i vort tidsskrift. Dær er jeg jo på en måde mere enerådende."

Ivar Holt gik lige hjem og la sig på sin hårde sofa. Den passede bedst til de overvejelser, der nu forestod.

Det er ubehageligt at blive erklæret for ikke eksisterende. Det, jeg har skrevet, er mig selv og må altså være virkelighed, da jeg vel selv er et virkeligt menneske. Men ingen har erkendt noget fælles menneskeligt i, hvad jeg har skrevet. Jeg er hverken dum eller forrykt, hverken genial eller talentløs — ingen af disse fire menneskelige egenskaber tør jeg tillægge mig. Tosserne rækker mig ingen broderhånd, og de gale siger: Hvad er du for en? De store opdager mig slet ikke, og de små ryster på hodet ad mig. Jeg er altså ikke ubetinget og uden videre et menneske. Undertiden forekommer det mig virkelig, at jeg ikke er det. Er der noget tredje foruden galskab og fornuft? Jeg forstår dog den gales vanvid og den normales forstand. Jeg indser Kasbjergs manglende talent og føler vægten af mit eget pund. Hvad er der så i vejen med min menneskelighed? Intet svar.

Men det er ikke vinter endnu. Skal vi køre ud og la solen skinne på os? Skal vi samle solhonning til den lange, morderiske vinter?

IX.

"Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dårligt humør? Jeg vilde ønske, jeg var en gammel krage med en stor familie, så vilde jeg skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en kedelig brakmark."

"Hvad mener De så om den plads?"

"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?"

Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød virker råt ved siden af solbeskinnet bøgeløv!

"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier! Jeg forstår ikke, nogen kan være så ligegyldig med sin fremtid."

"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg ikke nok for den?"

"Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen virkning."

"Den gjorde den virkning, at min næste bog blir bedre."

"Og imens har De ingenting at leve af."

"Jeg føler mig meget levende."

"Jeg kan ikke forstå, De har meget imod at få en ordenlig, sikker indtægt. De kan vist godt få den plads; min onkel holder umådelig meget af mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres bøger, så kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i det?"

"Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor skulde jeg gøre det?"

"Jeg forstår Dem virkelig ikke," sa hun næsten grædefærdig, og derefter tilføjede hun med et koldt, klart blik: "Og så blev De da til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at bestille end at tænke Dem som nattergal."

Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han så sig pludselig afklædt alle digterdrømme, han stod dær foran hende som en afsløret, æstetisk tosse. Det var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig. Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle mennesker har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev kold lige ned til mellemgulvet, og han fik næsten vand i øjnene, ikke tårer, men vand, af noget, der river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, luftig kærlighed, uden henblik på dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den fuldstændig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer indbragte?

Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme virkelighed i næsen på en rigtig poet: han vil påstå, at det er salmiakspiritus.

"Hvad mener De så?" spurte hun endelig.

"Jeg ved ikke — —"

Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, der er gået i stå midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for stridige viljers vinde.

"Nu er denne dag ødelagt for mig," sa han og stivede sig af.

"Var det det hele?" udbrød hun.

Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag.

"Nu vil jeg hjem," erklærede han, og dermed gik han.

Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før hun turde spørge:

"Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?"

"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. Men hvis jeg opdager, at jeg virkelig er en pjalt, så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem taknæmlig for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed."

Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind ad København til, kom han til at gå bag efter to herrer, der talte meget højt og ivrigt.

"Det hele anfægter mig aldeles ikke," sa den ene. "Så længe jeg er direktør, skal vort selskab være første klasses, og mit personale første klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at blive ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, vi har at bestille, kan overkommes, når der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde antage flere folk, så der blev mindre at bestille, det ved jeg nok, men jeg ved også, at et personale er bedst, når det arbejder med fuld kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket. Selvfølgelig antager jeg ikke tuberkuløse, og en mand med mavekatar er eo ipso diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg har selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet — — så længe jeg kan få mine folk på mine betingelser, så får jeg dem. Vil selskabet indføre et andet princip, så kan det jo ta en anden direktør. Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?"

Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han måtte se den mægtige mand, der talte sådan.

Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fået lov til at stå og se et tog køre forbi. Da havde han fået en forestilling om livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han indtil da havde set. Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den ubekendte direktørs ansigt gjorde endnu stærkere indtryk på ham. Han fik en knusende forestilling om, hvad det vil sige at være noget og at udrette noget. Det praktiske liv var en buldrende, hårdt malende jærnmaskine, som brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blæstes omkuld og i sønder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den mægtige direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev nok så stor en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han være brugelig; alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var nu en gang forbandet til at være digter i et tomt rum.

I samme øjeblik som han opdagede det, fik han en uhyre længsel efter den virkelige, håndgribelige tilværelse, og denne længsel ledsagedes af forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var larmet forbi. Han kom ikke med.

Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det var bedst at dø. Verden har set nok af livstrætte mennesker, der hænger sig. Burde den ikke for en gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel på liv?

Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den sidste menneskealder. I gamle dage var det anderledes, skønt digterne også den gang var lukkede uden for virkeligheden. Dær sad Ingemann på det slot i Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige tanker i sin filosofiske luftballon — — men deres lod var udelt, de anede vel en anden verden, men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig op af deres digterkæfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet andet end et skyggebillede af den poetiske, dær har en digter altså intet at gøre. Det mente også manden for det hele, Johan Ludvig Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf den ene findes på jorden, så at digteren står med et ben i himlen og et på jorden; men det er meget ulykkeligt at være i verden og dog ikke være der, det er en stilling, der aldrig kan gøre sin mand tilfreds. Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene ben på jorden, da denne omsider er blevet godkendt — efter at den i en forholdsvis kort periode, dansk åndslivs fornedrelsestid, har været mistænkeliggjort — og angsten for at komme uden for verden er slem og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige så frygtelig som selve dødsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende på bægge ben, det er en digters ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes ringeagt stundom over det ben af ham, der står på jorden, de synes, det står usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nød han dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan han kontrolleres på det ene ben.

Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. Hans skygge lå halet ud hen over kløvermarken, og langt borte, på en ledstolpe, så han sit hoved opslået med rødt om. Han fik noget smørrebrød op af lommen og spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig ud i landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hårdfingret hånd i hele verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal forsørges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! — det er unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig ikke stærkt, men er der ikke så meget grøftekant, at den kan ernære en mand eller to? Så meget mere som den menneskerace er i færd med at uddø.

Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade manden på grøftekanten, han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker på et andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste hjærneskaller. Men det kan gærne være, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at den, der aldrig har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand ned i landevejen, selv skal dø af en tom mave.

X.

Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern, og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik: Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå. Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det gabende svælg.

Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde han ikke tåle at tænke ordet poesi. Hans sjæl stod sig nok bedst ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de senere danske poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, som om han havde opdaget det jævne. — "Gik der en smule digter tabt, et menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt sig selv i forklædning med ordet digter, hvilket var det eneste ord, der svarede til hans foragt.

Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op i overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han træffer ikke selve jordens overflade.

Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed, selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den havde aldrig været så udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at foretage noget som helst, men når humøret var kommet igen, så skulde han til at tænke på fremtiden.

Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft; nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig, den kunde hæve sig mere.