Tine

VIII.

Det var næste Formiddag:

Tine gik bort fra Vinduet, da hun saá sin Moder komme gennem Gaarden.

Hun vilde gaa—bort—blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke været hjemme.

Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede Moderens Stemme i
Køkkenet, og hun aabnede Døren.

-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lød utaalmodig eller vred.

-Aa, Tine, saa længe vi ikke har sét dig, sagde Madam Bølling, der kom ind. Og din Fader har været saa syg—og din Fader har været saa syg … saa længe, saa længe … Aa—det har været slemt—det har været meget slemt.

Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den ældede Moder—hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag—under dette Overmaal af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt:

-Tror du, her har været bedre?

-Nej—aa, nej, sagde Madam Bølling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt ind i Tines Tone, skændende eller hidsig, sagde hun:

-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot sé dig.

Tine svarede og de blev ved at tale—hidsigt, om et Intet, der faldt for, højt, saa man hørte de skændende Stemmer ud gennem Døren.

Madam Bølling brød op.

Paa Tærskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var forresten Lieutenanten, der gærne vilde sé hende.

Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun følte, da hun var gaaet, kun som ét stumpt Ubehag mér. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var hændet en Fremmed, et andet Menneske eller for længe siden….

Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i Gaarden—de kom fra Stillingen bedøvede og tilintetgjorte af Støjen blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren.

Officererne samledes i Klynger, og paa én Gang—ingen vidste, hvorfra Rygterne kom—hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, ét, to, havde vægret sig ved at gaa over Broerne.

Kanonernes Døn holdt ikke inde ét Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, og fra Majorens Stue hørtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge ventede, raadvilde og tause.

Hans Højærværdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og søgte Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne gjorde deres Dont uden at sé og uden at tænke.

Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Døren til Majorens Stue gik op, og Højærværdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrøm af, og de vendte tilbage til deres Heste. De følte ikke mer Dyrene under sig og ikke deres egne Lemmer, og deres Øjne brændte som hos en Lods, der strider med Mørket.

Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde spørge. Fra Majorens Stuer hørte de Højærværdighedens Stemme høj og ophidset. Han havde hørt, fra Hovedkvarteret hørt, at Skanserne, at Stillingen skulde rømmes.

Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tænkes:
Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang.

Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun
med Blikket fæstet paa Vinduet: i Alléen gik de stilfærdige, ludende
Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i
Solen.

Hans Højærværdighed saá intet. Han gik kun ophidset op og ned med store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte højere og højere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.

-Men Regeringen vil kende sin Pligt—den viger ikke tilbage—den vil ikke taale et nyt Dannevirke—den vil give sine Befalinger.

-Den har netop givet dem, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog Øjnene bort fra de Døendes Tog, som førtes hjem i Solen.

Begge Herrer taug og Hans Højærværdighed brød, lidt forvirret, op: han vilde køre om ad Hovedkvarteret.

Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, hvor han mødte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans Højærværdighed—det var, som ingen mer turde tale rigtig højt næsten: kun hans Tribun-Røst lod lige fyldigt op med Kanonerne.

Døren til Køkkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og Maren i samme Række—de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer og slog Affaldet ud.

Højærværdigheden talte til Tine og spurgte til Bølling.

Hun løftede kun sit Ansigt og saá paa ham som forstod hun ikke, med et
Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse.

Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Øjnene glide hen over
Sofies og Marens forasede Figurer:

-Ja—ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden.

Hans Højærværdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen kørte med: man maatte dog have Efterretninger.

-Ja, sagde Hans Højærværdighed, da de bøjede ud af Alléen: Om blot
Hæren stod ret paa Højde med vor Regerings Energi.

Berg hørte ikke den bortrullende Vogn—han saá kun Tines Ansigt, da hun løftede det mod Provsten. Forgæves gik han to Gange frem over den lyse Gaard, hun saá ham ikke og rørte sig ikke. Han taalte ikke, han udholdt ikke at sé paa denne Stilling og dette Ansigt.

Og han slog paa Ruden:

-Kom, sagde han, vi gaar op paa Højen.

Hun løftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet og tog sit Sjal.

Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; heller ikke hans Stemme naaede hende længer. Hendes forvildede Tanker tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én Smerte: Gyset fra inat.

Fuglene sang over Engen; alle Buskes klæbrige Knopper lyste—i
Udspring—i Solen.

Lidt efter lidt var Berg træt holdt op med at tale; han fik jo intet
Svar. Og mens han gik bag ved hende—hun gik saa tungt, med halvbøjet
Hoved—spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde
kunnet attraa dette Menneske.

De naaede Højens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Døn. Saa saá de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af hinanden.

De grønne Agre var nedtrampede og Flokke af herreløst Kvæg løb hen over Markerne. Vejene laa som mørke Sumpe og de afbrændte Huses sværtede Mure gabede op imod dem.

Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebaal, der naaede
Himlen.

Signalerne begyndte at lyde og de klang magtløse mod Kanonernes Brag. Skanserne kastede Røgen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det i Nat.

Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saá han ud over den skændede
Ø og sagde sagte:

-Hvor Marie dog elskede denne Plet.

Tine hørte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse følte hun ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde hendes Øjne ondt.

Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, der paa den dønende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden af tusinde vældige Malmklokker.

Tine var gaaet ned ad Højens Kam.

-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede.

-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.

Hun gik bort fra Højen.

Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en næsten ulidelig Smerte saá han alt, hvad han havde gjort.

Hundrede Billeder—og hvert stikkende som en borende Naal—kom op i det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bølling, af hendes Øjne, hendes Øjne, der ikke mer kunde græde, og af hende, af Tine, saa livløs, som var Sjælen død i hendes Krop.

Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som
tilhørte ham og hans—saá han Plet for Plet; og han saá deres
Ansigter, de gode Ansigter; og han hørte deres Stemmer, de gamle
Stemmer.

-Det var ham, ham de havde elsket som en Søn….

Det var, som hans Sjæl var saaret. Kanonernes Døn lød som et fjernt og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saá ud som noget kravlende Smaat.

-Ham havde de elsket som en Søn.

En Officer stødte til hans Arm:

-Kanonaden stiger, sagde han.

Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:

-Synes De? sagde han.

Og han gik bort fra Højen.

Officeren saá efter ham—Berg næsten vaklede, mens han gik.

-Naa, ogsaa han, sagde Officeren til sig selv og saá efter sin
Vaabenbroder.

Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens tændte Lys.

Saa vendte han hjem.

Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa
Side, ømme, brændende Ord til sin Hustru.

… Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem
Alléen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saá.

Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.

Det var Naturalforplejningen, Kød og Mel og Brød, der transporteredes forbi paa mange Vogne. Tines Øjne faldt paa de Heste, der gik hende nærmest. De sled sig, laadne og vanrøgtede, duvende frem, med matte og udslukte Øjne, mens de træge Kuske lod Piskene jævnt falde ned over deres Ryg.

Men Dyrene gik kun som før i samme trætte Skridt—som om Slagene ikke kunde smerte dem mere.

Tine blev staaende og hun fulgte med Øjnene Spand efter Spand.

Langt fremme paa Vejen hørte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de lod Piskene falde sløvt over Dyrenes Rygge.

Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Øjne.

* * * * *

Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.

Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Høvlspaaner mellem den nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjæl sammen og bestrøg dem med Sort.

Tine gik op ad Trappen og hun løftede Klinken til Skolen, hvor Luften var tung og sødlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Søn.

Timevis havde hun ikke rørt sig, fra hun kom, ikke spist og ikke drukket: hun sad kun stum og saá paa Sønnens Ansigt, der var blevet saa lille som da han var Barn, og paa hans Hænder, hans urolige Hænder.

Madam Bølling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjælpe.

Men Fru Appel blev kun siddende ubevægelig, og Madam Bølling stod raadvild—med Koppen med Suppe—til hun gik igen.

Kun én Gang havde Fru Appel løftet Hovedet og, mens Taarerne brød ud af hendes Øjne, havde hun sagt:

-Han er jo saa ung.

… Tine havde sat sig—hun vidste ikke, om Fru Appel havde hørt hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men saa sagde hun:

-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.

Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, maatte kalde dem frem.

Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og stirrede paa det blege Ansigt.

Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at ringe—man hørte dem knap gennem Kanonernes Larm.

Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lægge sig over Rummet.

Fru Appel sad kun som før—foran sin slumrende Søn.

Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske. Men hun sagde dog til
Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme:

-Du kommer dog ind? du kommer dog ind?

Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!

-Aa—ja, aa—ja, sagde Madam Bølling, her er Elendighed nok til os alle.

Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man de Saaredes sagte Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, her, hvor et Menneske døde—og Livet var forbi.

-Han vaagner, sagde Fru Appel.

Halvt i Søvne begyndte han at klage.

Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte sig igen.

Den Døende slog Øjnene op, men han saá ikke mer—de store Øjne var brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.

Moderen laa ned ved hans Seng:

-Ja, Max, ja—gør det saa ondt? gør det saa ondt? hviskede hun.

-Ja, Max, Ja—gør det saa ondt?

Døren gik. Det var Madam Bølling igen. Hun vilde kun se efter
Tine—saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.

Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mørket og saá paa sin
Datter, til hun stille vendte tilbage.

Den Døende rallede højere:

-Ja, Max, ja, gør det saa ondt? gør det saa ondt?

Han blundede igen og atter vaagnede han.

Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der dog som forunderlig stille.

-Løft ham, løft ham, hviskede Moderen—selv holdt hun hans Hænder.

Hvor hans Aande blev svag og hans Hænder stive.

-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.

-Ja, Max, ja.

De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svært, saa tungt; Moderen havde rejst sig—saa kastede han sig tilbage.

-Læg ham—læg ham.

De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han løfte Hovedet og han søgte om Ord:

-Annie—Mo'er—Annie—hører I Fuglene?

Og idet han strakte de stivnende Hænder frem og smilte, sagde han:

-Ja, hvor Livet skal blive smukt.

Munden lukkede sig med et Suk—det unge Hoved faldt helt tilbage.

Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livløse Søn. Tine trykkede hans Øjne til.

Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hænder, der var stive, og hans Ansigt, der var koldt—længe. Time paa Time.

Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: hun vidste ingen Trøst.

Madam Bølling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Køkkenstolen bag
Døren. Der kunde hun høre, naar Tine gik.

-Der var hun—nej—hun kom ikke ind.

Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor
Tine allerede var ved Døren.

-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun.

-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun.

Madam Bølling gik hen til hende.

-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og være vrede paa hinanden, sagde hun, skal vi nu ogsaa være vrede paa hinanden….

-Nej, Mo'er, nej—Tine rev sig løs—men nu er det jo silde … Godnat.

Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen og Døren slog til. Hun var borte.

Madam Bølling vendte tilbage. Hun kom ikke længer end til Stolen ved
Døren. Der faldt hun hen—en stum og uvis Angst holdt det
stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hørtes de Søvnløses Skridt over
Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer.

Uden at vide det begyndte Madam Bølling at vandre som de—en rokkende Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, hun vidste ikke Rede.

Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede
Skolen i sin Grund.

Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin døde Søn.

* * * * *

I Skovridergaarden var der stille.

Tine hørte kun nogle rastløse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun gik gennem Huset.

Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, hvorfor hun gjorde alt det—og lod alting ligge uden Tanke.

Hun aabnede Døren til Dagligstuen og hastig vég hun tilbage.

Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev.

Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik hun tilbage til sit Kammer.

Gaaende op og ned—og undertiden pludselig stansende som vilde hun besinde sig eller blot fange en eneste Tanke—samlede hun alting sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.

Kort efter Daggry gik hun hjem.

-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bølling, der var i Køkkenet, og slog sine Hænder om den tause Datter.

-Ja jeg er just staaet op, ja, jeg er just staaet op, sagde hun; hun vilde ikke fortælle, at hun ikke havde været i Seng, det vilde jo bare gøre Tine urolig.

Tine gik ind til sin Fader.

Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebøger var blevet taget frem—dem med Løve-og Tigerjagterne paa Bindet.

Dem sad han og læste i—Time efter Time.

Tine sad ved hans Fødder—hun stirrede paa de store Barnebogstaver.

"Du skal ikke have andre Guder for mig"—stod der i Linje efter Linje.

Bølling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet:

"Du skal ære din Fader og Moder"—"Du skal ære din Fader og din
Moder", læste den Gamle Gang paa Gang, med sin svære Stemme.

-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saá over paa Madam
Bølling.

-Ja, Bølling, ja, du har jo lært hende det, svarte Madammen.

-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han læste igen.

IX

Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.

Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud.

Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var dem, som fik Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gaaet med, mens de fik Munderingen i Orden—det gik lidt langsomt fra Haanden—og en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter "Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle.

Den Krøblede jog rundt—men idag var hans Øl for tyndt: saa raabte han paa Pladsen og saa raabte han i Gyden, uden Rist.

Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst der, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar.

Fire Lolliker raabte højest—de spillede Kort—liggende plat paa
Maven.

Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og saa blev der svært tyst igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget stærkt.

En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens
Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde én af
Soldaterne, fast og stille:

-Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi skal derud.

Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officéren gik.

… I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det igen. De var i Stuerne og ude.

For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen.

Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der skete i
Skolen.

Hun var ikke kommen.

-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke:

-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun hænger ellers trofast nok ved dette Hus.

-Ja, sagde Berg.

-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den første Dag, sagde Sofie.

-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.

Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som led han ikke nok.

-Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre.

-Indtil den sidste Dag, sluttede hun.

-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen.

Han rejste sig og gik ud.

Et Kvartér forløb—han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.

Men der var intet.

Saa gik han.

Han vilde se dem, han vilde derhen.

Men atter flakkede han rundt—han var paa Paradisvejen, i Gyden, til han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen.

Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke.

-Tine, Tine, raabte Madam Bølling, og hendes Stemme blev helt høj og lys af Glæden, det er Skovrideren—det er Skovrideren.

-Nej—at vi sér Dem igen, nej, at vi sér Dem, blev hun ved.

-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.

Tine kom ud. Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt.

-Det gør ham dog ondt, tænkte hun.

Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at faa
Læberne fra hinanden:

-Bølling er jo saa syg.

-Aa ja, Bølling, aa ja, Bølling—det bliver værre og værre….

Det var, som Berg undgik at sé ind i Stuen, hvor Bølling sad—hans
Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Køkkenet.

-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam
Bølling, som førte den ene Haand rastløst over den anden i sin
Bevægelse. Det var saa længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde
sét her indenfor.

-Ja, jeg maa dog sé til ham, sagde Berg som før.

Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.

Berg saá Bølling—lille og affældig sad han ved Sengen; han vilde ikke have kendt ham igen.

-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil sé til dig.

-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.

-Aa, Herre Gud,—aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam
Bølling og blev ganske rørt paany.

Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte holde den i sin—et Nu.

-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.

Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og pintes: Øjnene, der saá det kendte Rum, Ørene, der hørte deres Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.

-Men Tine—sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind—skovrideren skal da vel ha'e en Bid…. De skal vel ikke saadan gaa?

Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte lægge Dug paa og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og vidste selv ikke hvilke; han saá kun Tine, der gik hid og did og dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste.

-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde—Madam Bølling kom ikke frem mellem Bordet og Sengen—: Og hvad kan man lave? hvad har man Tid til at lave?—Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, som i gamle Dage.

Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.

-Det var dog Deres Livret—det var dog Deres Livret, sagde Madam
Bølling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen
ved Kommoden—det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, og hun talte om
Herluf og Fruen.

-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en
Plads.

Tine blev ved at gaa omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens
Berg sad—med hver Bid usvælgelig i sin Mund—og maatte spise foran
Madam Bøllings Øjne.

-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i sin Iver.

Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og han tog paany.

-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den anden Side af Sengen.

-Ja, Bølling, ja.

-Ja—Herre Gud,—aa Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger … Bølling har jo lært hende det … han har jo selv lært hende det … og Tine har altid haft rigtig en køn Skrift … det har hun … Og nu sidder han jo og sér i de gamle Bøger—han er jo ikke til mere—han er ikke til mere, Skovrider.

Madam Bølling blev ved at byde:

-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,—hun smager ikke Mad,
Skovrider, hun smager ikke Mad.

Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor han vilde, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling.

-At man en Gang er samlet—at man er samlet, sagde hun, men pludselig saá hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun satte sig:

-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for os alle….

I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde de høre op at aande.

Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og kom ud—Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig endnu en Gang.

Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det opdækkede Bord. Hun saá ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.

Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa
Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.

Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen—hver enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.

Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene … af dem, der drog bort.

Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind.

-Aa Gud—aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; at de skal derud og dø.

Tine hørte kun Skridtene—de blev svagere, svagere.

Han var borte nu.

Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar derned. Sofie gør ingenting.

Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden—hvor hastigt den jog, hendes ilende Skygge—ned over Marken. Dér mødte hun Tinka.

-Hvor skal du hen? spurgte Tinka.

-Derned.

Tine stansede ikke, men løb kun.

Længe stod Tinka og saá efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet, ved Dammen.

Hun løb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte sé dem igen. Hun vilde være der.

-Og saa drog de da bort!—det var Sofie, som flæbende løb hende i
Hælene, varierende samme Ord uafladelig.

Tine slog sig ned paa hans Plads ved Skrivebordet med Lampen.

-Nu er de derud', græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus, nu er de derud'….

Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April.

-Og hvem véd, hvem der om en Tim' drages med Døden, sagde Sofie.

Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at læse: Det Brev kendte hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve —dem, Fru Berg havde læst saa tidt. Her havde hver Sætning samme Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne—til Fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned mod Skovriderens Bord.

Han havde kun taget hende—taget hende for ét Nu.

… Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog.

Kanonerne lød med Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene brølte det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som paa en Sommermark, hvor Lyn slaar ned i Hjorden.

Tine laa ned paa Knæ—med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa Tæppet.

De slikkede hendes Haand.

* * * * *

Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen.
Han vilde blot sé til gamle Bølling.

Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og vilde igen staa op i sin Kaleche, da en højtstaaende Stabsofficér red med et Par Ledsagere over Pladsen.

Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik de ind paa Kirkegaarden—han og Bispen.

Fra Højen over Paradisvejen saá de over mod Vest.

-Skal der rømmes? spurgte Bispen.

-Nej, vi bliver.—Man vil, vi skal blive.

Officerens Stemme var sært tydelig og han saá frem for sig, mod
Skanserne.

Bispen taug lidt; hans Mund skælvede en Smule. Saa sagde han;

-Ja, de Mænd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.

Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.

Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.

Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officéren slap ikke hans Haand Saa mumlede Bispen et "Lev vel" og kørte bort.

Paa Pladsen drog en Time efter de Næste ind. En Stund var Kroen belejret. Soldaterne havde megen Tørst Saa blev der hurtig stille.

Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gæstestuen, gennem Døren mellem Søjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hørte hendes Raab ude i Gaarden.

… Kanonerne lød uforstyrrelig gennem Natten.

Det bankede paa Skolens Dør, der allerede var i Laas.

-Det er mig, sagde Tine.

Madam Bølling lukkede op. Hun saá kun sin Datter som en Skygge imod
Mørket.

* * * * *

Natten gik, og Dagen lysnede.

Det var nær ved Middag næsten, før man paa Pladsen vidste, at nu stormedes Dybbøl.

X

… Til ud paa sidste Nat havde de hørt de Saaredes Jammer, der slæbtes forbi til Hørup Hav—nu hørte man hver Stønnen saa langt gennem Stilheden.

Og saa var alt blevet tyst.

Dagen kom. Det var, som var Pladsen død. Smedjen stod tom, og Smeden kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dør.

Madam Bølling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bølling sig og, raadløs, gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen—som et sygt Dyr.

-Vil du ikke spise? sagde hun.

-Nej Tak.

Atter satte Madam Bølling sig. Bølling vaagnede. Ordene blev kun til utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine tog den og læste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke hørte.

Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bølling sig og gik medløs rundt, i sin Krog.

-Vil du ikke gaa derned? sagde hun.

-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonløse Stemme.

Og de sad, i deres Krog, igen.

Saadan var Dagen gaaet—som vogtede de et Lig.

Nu var det snart henimod Aften.

Tine gik ud.

I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv.
Fjælene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den
nedtrampede Rug. Kun de herreløse Køer brølede uroligt paa de fremmede
Marker.

Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun én Tanke: Hun vilde sé ham, der var død. Han var ikke kommen tilbage—saa var han død.

Alting var stille.

Selv Fuglene taug. Og den opblødte Jord, hvor ingen traadte mer, var størknet som et dødt Tæppe.

Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gærde og fulgte Tine; hun mærkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saá dem ikke. Hun vilde kun til Ulkebøl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.

Men i Ulkebøl var alt forladt, og Præstegaarden stod øde som et tomt
Værtshus. Gaardhunden gøede ikke, da hun kom og gik.

Foran Kirkegaardsporten brølede noget forvildet Kvæg. I Taarnet begyndte Klokkerne at ringe.

Tine gik ind; hun saá den store Kirkedør stod aaben. I Koret laa der Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Døde saá hun ind i Ansigtet og gik ham forbi.

Ved Alteret stødte hun mod en fremmed Mand, hun saá ham næppe.

-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog—hun hørte det ikke.

Hun saá den næste Række—én efter én; Hundene slikkede tøvende Ligenes nøgne Fødder.

Hun gik ud igen; den fremmede løste bag Kirken sin Hest og saá efter hende, saa længe hun øjnedes.

Hun gik kun videre—ud af Byen:

-Saa maatte Staben være i Augustenborg—Staben vidste Besked.

Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem Hegnene begyndte det at mørknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes lukkede Døre.

Saa halsede Ajax og saa Hektor. De løb frem ad Vejen. De fulgte et
Spor og løb atter tilbage—ind over Marken mod den nærmeste
Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og gøede.

Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knæ som en Haltende to Gange, mens hun gik.

I Gaardsrummet var der ingen; stille løftede hun Dørklinken. I Stuen blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte Tine, og hun begyndte at græde.

-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.

Konen græd blot og Hundene blev ved at gø.

-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.

Den Gamle aabnede Mellemstuedøren og Tine fornam den kvalme Lugt af
Blod: Dér—i Alkoven laa han.

Tine saá kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stødte hun bort og tog
Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rødt af hans Blod.

-Har han talt? spurgte hun.

Gaardkonen græd.

-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen—paa Sønnen og paa Fruen—de to, de er i hans Tanker—aa Gud, for Sorg—aa Gud, for Sorg.

Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen—ubevægelig stirrede hun paa hans
Ansigt.

-Han vaagner, sagde hun.

Hendes Liv var kun ét Haab: at han vilde kende hende igen.

Men den Døende slog blot Øjnene op og saá paa hende som paa den tomme
Væg.

-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden—han græder—han græder …

Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og klagede sagte.

-Sé de Umælende, sé de Umælende, græd Gaardkonen.

Det var, som om den Døende mærkede sine Hunde og vilde dreje det saarede Hoved: han smilede halvt.

Tine rørte sig ikke.

En Time sad hun. Hun ventede, han skulde nævne hendes Navn—blot i en
Forbandelse, der aabenbarede hendes Skændsel.

Men han huskede hende ikke mer.

Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjælp.

Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.

Natten var mørk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens
Milestén og hun rejste sig igen.

Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme
Plet.

-Hvor længe du blev, Barn, sagde hun.

-Jeg har ingenting hørt, sagde Tine og lagde Sjalet.

Moderen skænkede Kaffe og rakte hende den.

-Tak, svarte Tine og drak begærligt.

-Hvor du er bleg, sagde Moderen.

Hun begyndte at tage Sengklæder frem og lægge dem paa Sofaen—til
Seng for Tine.

-Nej, Moer, sagde Tine—bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam
Bølling saa bange—jeg sover oppe.

Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tændte det; og pludselig var det, som hun vaagnede: hun saá alt om sig, og hun vidste, at alt var sket.

Hun saá Stuen og de gamle kendte Møbler som for første Gang i lange
Tider—og sin Fader og Moderen, dem, hun nu skulde forlade.

-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bølling og tog hende mildt om
Haaret: hvor du sukker.

Tine holdt Moderens Hænder saa fast over sit Haar som til et langt
Kærtegn:

-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften.

Længe stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevægelser gjorde hun lange og dvælende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv.

Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tøvede endnu et Øjeblik—saa gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet—for den spredte Halms Skyld—og hun var inde.

Hun saá paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa
Gulvet, der var slidt af de mange Fødder, og sin Seng, hvor fremmede
Mænd havde ligget.

Her havde hun levet hele sit Liv.

Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det brændende
Lys. Nede hørte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til
Ro.

-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vække Bølling.

-Ja! svarede Tine.

-Saa Godnat, Barn.

-Godnat, Mo'er.

Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun hørte kun de to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.

* * * * *

Det første graa Dagsskær faldt ind i Kamret, og Lyset var næsten brændt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og aabnede varsomt Døren. Hun saá Kroen og Kirken og Smedens Hus og vendte sig mod Skolen—en sidste Gang:

Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.

Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Højen steg hun over Gærdet ind i Skovridergaardens Have, hvor Træerne og Buskene og Roserne, som var indvundne i Maatter, stod som Spøgelser i Skumringen.

Tine gik op ad Havetrappen, og hun saá ind gennem Døren. Hun kendte hver en Plet, og hver en Plet var lagt øde.

Tanker havde hun ikke—de var vel allerede døde. Hun bad heller ingen om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det være forbi.

Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saá længe ind.

Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Tørklæder om sig, ene, i den store Seng.

Hun hørte Kvæget blive uroligt i Stalden og Hanen galede højlydt; og hastigt gik hun ned imod Dammen.

I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun elskede, talte til hende paa én Gang. Hun tænkte paa Herluf og paa Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over Gærdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske lille; og paa Appel, der var død og paa Faderen og Moderen, som nu skulde sidde alene.

En Gru greb hende og rejste alle Nerver—her skulde hun dø—dø.

Nej, hun kunde ikke, hun maatte leve—kunde ikke—tusinde Udveje, tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét Nu….

Men saa skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under hendes Hjertes trætte Smerte.

Hænderne havde hun foldet. Læberne bed hun sammen. Med Blikket mod det lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.

… Nu var Dammen rolig.

Dagen kom.

* * * * *

Madam Bølling var vaagnet; Bølling havde sovet saa roligt og laa saa godt endnu.

Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bølling hvilte selv et
Kvartérstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vække
Tine.

Men der blev ikke svaret

Madam Bølling stod op. Tine kunde nok trænge til Søvnen. Det var intet Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den op, naar hun vækkede hende—saa kunde hun drikke den paa Sengen.

Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt længe.

Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men saa vaagnede Bølling, og han maatte have sin Morgendrikke først.

-Aa, Herregud, aa Herregud—saa snavs det er—Madam Bølling talte med sig selv—saa snavs det er—man maa snart made ham nu—som et Barn—naa, Bølling, naa …

Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting.

Tilsidst kom Bølling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa
Bakken og gik op over Loftet.

Hun saá den tomme, urørte Seng, og et Øjeblik stod hun forvirret uden at forstaa, før hendes Ben begyndte at vakle og hun løb hen over Loftet og raabte, meningsløst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:

-Tine, Tine!

Saa taug hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det.

Hun søgte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke:

-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de
Syge.

Hun gik ned, hendes Bén vilde ikke bære hende. Hun aabnede Døren, og hun saá, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun ventede ikke paa Svaret.

Hun sagde Gang paa Gang:

-Hvor det er Uret af Tine at gøre mig saa forskrækket. Og greben af ny
Angst sagde hun:

-Men hvor er hun da? hvor er hun da?

Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at løbe gennem Huset, som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa én Gang forlod hun alting og hun løb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.

-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?—som om Tinka vidste
Besked.

Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun hjælpeløs, med rokkende Hoved.

-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka.

-Tine—hvor er Tine?—Tine er der ikke … Og pludselig begyndte Madam
Bølling at græde.

-Hvor er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. Hvor ikke?

-Ja—hvor? hvor? gentog Madam Bølling forvirret og hun fortalte, tonløst, gentagende samme Ord, i Sætninger uden Mening:

-At hun var der ikke—at hun var gaaet op—iaftes—og var der ikke—hun vilde sove deroppe—iaftes—og nu var hun der ikke—nu var hun der ikke …

-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun rystede over hele Kroppen.

Madam Bølling stod et Nu—og gav sig saa til at lé gennem
Kuldegysningerne.

-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun … At man ikke tænkte paa det strax.—Hun har villet ha'e Efterretning—hun har jo villet ha'e Efterretning—om Skovrideren—om Skovrideren—

Hun begyndte at gaa, følgende efter Tinka, det løb hen ad Vejen, gentagende de samme Ord, mens hun løb: Skovrideren, Skovrideren, Skovrideren …

Men med ét stansede hun, og hun førte Hænderne som til Slag ind mod det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.

Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saá hun hende ind i Ansigtet, som vilde hun tale, spørge: Sandheden gennemborede hende som et pludseligt Sværd.

-Kom, kom, bad Tinka angst.

Men Madam Bølling rev sig løs—med en stille Klynken som et fældet
Dyrs, der synker—og hun løb.

Hun havde forstaaet.

-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet sammen.

-Det var Skovrideren—det var ham, som havde taget hendes Barn.

Hun løb ind over Gaarden. op ad Trappen, Døren slog hun op.

Han havde taget hendes Barn.

Hun faldt ned i en Stol og hun sad i de øde Stuer. Hun mimrede Ord, hun ikke vidste selv; saa forbandede hun dem; saa jamrede hun over hende; saa bad hun "Fruen" om Tilgivelse—løftende de rystende Hænder.

-Aa, Gud, aa Gud, for min Skyld—hun har vel ikke vidst, hvad hun gjorde—Gud, aa Gud, for min Skyld … hun har ikke vidst, hvad hun gjorde.

Hun blandede "Fruen" og Gud i ét og hun bad til dem begge med samme
Ord:

-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har født hende, jeg, som har født hende—be'er—jeg be'er.

Og Ordenes evige Gentagelse løste Taarestrømmene, saa hun hulkede med
Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.

* * * * *

Tinka havde kaldt paa Lars. De søgte—Husmanden ogsaa—i Huset, i
Haven. Sofie løb bagefter, jamrende, med begge Tørklæder i Haanden.

Det var hende, der fandt Tines Sko i Græsset.

Lars stagede fra Bredden med Stænger i det tætte Mudder. Husmanden hjalp til, da de fik Liget trukket op.

Tinka lagde sig hulkende ned paa det grønne Græs og glattede Haaret bort fra det skæmmede Ansigt: Kom og løft hende, sagde hun, og de lagde den Døde op paa et hentet Sejl. Tinka løste sit Hovedklæde og bredte det over Venindens Ansigt.

De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.

Sofie løb—hun turde ikke røre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i
Kammeret om den Døde: hun laa med foldede Hænder paa sin Seng under
Fruens Billede.

Tinka gik ind til Madam Bølling. Det var, som Madam Bølling var blevet affældig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen kendtes ikke igen.

Hun saá kun op paa Tinka og rejste sig.

-Hvor er hun, spurgte hun.

Tinka kunde ikke svare.

Moderen saá Vandpyttene i Gangen og hun spurgte:

-Er hun i Kammeret?

-Ja, hviskede Tinka.

De gik begge derind. Madam Bølling løftede Lagenet fra sin Datters
Ansigt.

-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer løb ned ad hendes
Kinder, og, som vilde hun trøste hende, sagde hun, mens hun lod
Haanden glide ned over hendes Haar:

-Det har jo været ham—det har jo været ham …

Og hun havde tilgivet alt.

Under sagte Klager, der ikke var Ord, græd hun med Hovedet ind mod sin
Datters Seng.

Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Søvne, sagde hun:

-Nu skal hun hjem.

Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker.

* * * * *

Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hørte man hvert
Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fæstede de hvide Lagener.

Sofie listede ind i Køkkenet, hvor Husmandskonen syslede, ræd for hver
Støj.

-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtøj? hviskede Sofie, som var hun angst for sin egen Stemme. Det var da en Dødsens Synd, om hun ikke skulde i ordenlig Ligtøj.

-De gaar jo og klæ'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.

-Herregud, gaar de og klæ'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrøvelsen. Hun fik Skoene af, mens Bøllings lange Lallen lød gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen og aabnede Salsdøren uden Lyd.

Tinka og Gusta gik blege om i det sære Lys fra de mange Lagener.

-Maa En sé hende, hviskede Sofie skræmt og sky.

Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide
Baare.

Sofie græd en Tid, mens hun løftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa gik hun rundt om Sengen og eftersaá længe "Klædningen".

-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.

Men de svarede hende ikke.

Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slør.

Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende og sagde, at "Tine i Skolen" var død til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt, som hørte hun ikke og uden at vente paa Svaret—som om der ikke fandtes andre Døde end hendes Søn.

Sofie vendte tilbage til Køkkenet.

-Ja—nu har de klæ'et hende, sagde hun grædende og fik Skoene paa igen: Hun ligger forresten rigtig kønt—i lutter hvide Tæpper.

Hun tørrede sine Øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:

-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?—En taver rent sin Fatning under all' de
Sorgens Tildragelser.

Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af
Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud.

Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og klappede hans famlende urolige Hænder. Helst havde hun begravet sig—langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle de Folk, der nu kom sammen, og Præsterne, der vilde komme—nu skulde de alle "dømme over hendes Tine".

Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krøbet frem fra Husene for første Gang efter Dybbøldagen og hørte nu om Ulykken. De listede stille omkring, som om de ikke turde træde paa Fødderne, og hviskede med sky og skræmte Stemmer foran de tre lagendækkede Vinduer.

Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og græd rundt fra Klynge til
Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snøften.

-Saa sér jeg jo hendes Sko at staa der paa Græsset—og saa begyndte jeg jo strax at skrig' … Aa—Gud, for Syn—Gud, for Syn….

De tre Gaardkoner, der om Søndagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang, gravitetiske og tause. De græd ikke, men saá kun ud, som maalte de Væggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte sig i Rad. De havde ikke bevæget en Mine.

Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude.

Ude paa Pladsen hørte man Æreskompagniet, der rykkede op, og de første
Præsters Vogne, som holdt ved Skolen.

Tinka tog imod dem; men Madam Bølling var allerede ude i Køkkenet —ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e Kaffe—alle Pastorerne.

Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange for hver eneste.

Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande … ja, den store Kande … aa, gør De det … Og Søndagskopperne … ja, gør De det.

Madam Bølling var saa angst for Præsterne.

-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saá paa hende med sine smaa Øjne, der snart ikke var Øjne mér:

-Hvad har de talt? spurgte hun saa angst og skræmt.

Præsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede dem lidt og de nød Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed.

Gamle Pastor Gøtsche sagde til Tinka i en Krog:

-Hun ligger vel derinde? Lad mig sé hende.

Og han gik derind med Tinka. Den gamle Præst saá paa de hvide Træk.

-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja—ingen Spurv falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.

Han pudsede Næsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hænder.

Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i Skarevis ovre fra Østsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen, hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed:

-Ja—Gud véd, hvorfor hun har søgt til de sorte Vande.

Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dør. Hun saá ud, som havde hun meget stor Lyst til at hugge i Sofie.

-Ja—hun var det grønne Træ, sagde hun og saá ufravendt over paa Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, før Madam Henrichsen tog sin Tilflugt til Bibelord.

Der blev en større Bevægelse, da Højærværdighedens Vogn kørte frem.
Provsten havde tænkt, der kom vel en Del Embedsbrødre sammen og var
saa ogsaa taget herhen. Øjeblikket var vigtigt og det var godt at have
Rede paa Stemningen—for at retlede efter Evne.

Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.

Hans Højærværdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis.
Men saa gik han ind, hvor alle Præster modtog ham i Taushed.

-Det er jo en Sorg, jeg hører om, sagde han og hilste paa den Nærmeste
… Ja—Sindsforvirring kan vel falde paa de Svage.—Og ogsaa for
Kvinderne har Gud haft en Prøvelsens Tid … en møjsom Tid, sluttede
Provsten.

Præsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe igen.

Provsten og flere Præster gik ind i Salen, hvis Dør blev staaende aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det opmærksomt frem gennem begge Stuer.

Hans Højærværdighed mumlede et Skriftsted, og Præsterne havde foldet
Hænderne.

Saa vendte Højærværdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, omgiven af Embedsbrødrene, om Hærens Bevægelser og Konferencen i London. Han talte halv højt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede sit Cæsar-hoved frem og tilbage.

-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmægtige fandt den rette Tone, sagde han. Hvad det nu frem for alt gælder, er, ikke at opgive Nationens Værdighed.

Han blev ved at tale—højere, henover det stille Hoved, der laa, som det lyttede paa sin Pude.

-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.—Og hver Plet af denne Jord vil koste Blod.

Ude paa Pladsen var der næsten blevet Trængsel. Den Krøblede var kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Øl mellem Klyngerne.

-Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Nærheden af Skoletrappen: Hys—der er de.

Provsten og alle Præsterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Øjeblik ikke havde rørt sig fra deres Plads.

Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende tilbage til Køkkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en Kop Kaffe—nu igen.

Solen skinnede ind i Køkkenet og Sofie fik Vinduet op.

-Maaske ka' En hør' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligprækener, lagde hun til i en Slags Parentes.

-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede hun.

Hun fik Kaffen.

Madam Bølling havde fra Sovekamret hørt, at nu var der blevet roligt.
Skræmt aabnede hun Døren: Nej—nu var der ingen.

Det var, som hun aandede op … Og endelig gik hun ind til sin Datter og lukkede.

Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bølling.

De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne —det var, som den stærke Sang vilde fylde det tause Hus.

Hvo véd, hvor nær mig er min Ende? Sé, Tiden meget hastig gaar, hvor let og snart kan det sig hænde at jeg mit Vandrebudskab faar. Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro i Afskedstimen Trøst og Ro.

Gamle Bøllings famlende Hænder faldt lidt til Ro, og det syntes næsten, som han lyttede.

Madam Bølling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne med hastige, rystende Hænder som en Tyvs: den fremmede Sang turde hun da lukke ind over sin Datter.

Hjælp mig i Tide at bevare mit Hjerte fra Letsindighed, at, naar du kalder, jeg kan svare; Ja, Herre, sé, jeg er bered. Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro I Afskedstimen Trøst og Ro.

Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for at se, hvem det var, der kom saa silde.