Tine

… Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene.

Madam Bølling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra
Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet
Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjørnet, og saá efter
Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene.

Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer. Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa sin Bag". Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers.

Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer lød ud i Aftenen.

Madam Bølling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun
havde været inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds
Skændsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en
Levkøj ved Korset i det mindste.

Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte paa Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran deres Døre og strikkede tause.

Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kølig og fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd blev hørt—hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kæredes.

Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte
Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.

-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt.

Og Vognen kørte videre, til Lyden døde.

En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa
Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.

-Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen.

-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte tørre sine Øjne.

-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra.

-Godnat, Madam Bølling.

Og Dørene blev lukket rundt omkring….

* * * * *

Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede til, og Vintre gik og Somre.

Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens—de fra København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde—man skulde altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, saa lang Ferien var, sit Hoved i Blød med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle de Mennesker at spise."

-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Købstadbarn, sagde hun.

Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var
Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte
Døren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:

-Er det Tine, hviskede hun.

-Ja.

Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, som skulde lægges:

-Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid—og Fru Berg slog hjælpeløs i Tæpperne—mislykkes for mig … (der var mer end Vandkringler, som "altid mislykkedes" for Fru Berg).

-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.

-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i
Sengen.

-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun puttede sig under Tæppet.

Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen over Sengen.

Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden og stansede foran Køkkenvinduet.

-Men hvor har De været gemt saa længe, Tine, sagde han og blev staaende lidt og saá paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med sine runde Arme.

-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig være ganske køn—om Morgnerne….

Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i
Stadsstuen, Bølling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.

-Tine, Tine, raabte Madam Bølling til Datteren, der voksede Traad—: de fra Rønhave….

Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af
Fremmede.

-Nu har de vist Snésen, sagde Madam Bølling. Hvor de faar Plads, du … hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel kunde "lægge dem".

Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.

-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling saa til Slut og strikkede igen.

De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle deres paa en
Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til
Vinduerne:

-Til Storeskoven—til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang hen ad Vejen.

Det Land endnu er skønt, thi blaa sig Søen bælter, og Løvet staar saa grønt, og ædle Kvinder, skønne Møer og Mænd og raske Svende bebo de danske Øer.

-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bølling.

-Ja … Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod
Sytøjet ligge i sit Skød.

Saa kom Bispens—med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam Bølling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhøjningen. Og Stens kørte med deres Studenter; Hele Øen havde Fremmede nu.

Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, maatte over og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren; For man blir anskudt. Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun.

-Aa—der var Studenterne hos Sténs og ham, den sortsmudskede, hun vidste ikke, hvad han var—fra Rønhave….

-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, saa hun stod som en Hankekrukke.

Madam Bølling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre.

-Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn … Det endte
Madam Bølling altid med, hvormange Mandfolk der saa var paa Tale.

Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran
Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven—bare et Trip.

-Saa de farter, sagde Madam Bølling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov, ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.

-Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte stadig kun paa Skovriderens.

-Du skulde gaa et Løb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist baade ét og et andet … Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa mange liggende Personer.

Tine gik ned og "saá lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i
Storskoven.

Om Aftenen sad Tine længe paa Bænken paa Trappen. En efter en kørte
Vognene hjem med deres søvnige Gæster.

-God Aften, hilste Kusken dæmpet.

-God Aften, svarte Tine.

Og Gæsterne nikkede—halvt i Søvne, mens de rullede forbi.

Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng.

Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede forbi:

Danmark, dejligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa, hvor de tapre danske Drenge kan i Leding gaa….

-Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke at vække Bølling, der sov: Hører du?

-Ja, Mo'er.

-Det var Skovriderens.

-Ja, Mo'er.

Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:

… mod de Tysker, Slaver, Vender, hvor man dem paa Tog hensender— en Ting mangler for den Have, Leddet er af Lave.

-Nu var de ved Skovridergaarden—nu drejede de ind.

Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med
Hestene op om Krobakken—i den stille Nat.

… Naar Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de
sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens.
Saa—nu er de afsted, sagde hun og pustede.—Og Gud ské Lov, lo hun.
Gud ské Lov for det.

Kaffen kom paa Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern til de varme Vafler.

* * * * *

Saa kom Efteraaret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning.

Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru
Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i
Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg
fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge.

Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet, saa det klang;

Pølse, Vin og Kærlighed, det er Livets Herlighed!

Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saá ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes.

-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'væsen, sagde Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mést og saá til, med Hænderne under sit Forklæde.

Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en
Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i
Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste
Sølvtøj.

Lyset stod paa den nedslaaede Sekretærklap, mens de søgte.

Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind—de fandt ikke
Vanillen. Der var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve …
Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo:

-Det var Bergs Breve fra det første Aar, de var forlovede … Hun løste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte—alt.

Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler foran Tællelyset: "Du godeste Gud—ja—det var den Gang," sagde Fru Berg og holdt pludselig op at læse.

-Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Haand ned mod Brevpakken, mens hun lo.

De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var
Fedtegreverne paa, og der stod én Damp over Skorstenen.

Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bænken ved
Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft
Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens.

-Se god Aften, god Aften—ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg.

-Tine, nu henter vi Peberne.

De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til hver.

-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste
Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands:

-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til
Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds
Klæder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen".

-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det med Helsen … nyd det med Helsen.

-Nu faar I Greverne i Spandene.

De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand:

-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt som en Kat ved Ild.

-Ja—ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af
Fryd og Fornøjelse.

Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted.

-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser—hun gik som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en Byldt.

Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade paa Fru Bergs Stol midt under Lampen:

-Ja—jeg har hørt om 'et før—sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før —og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af Begærlighed efter at høre det en Gang til.

Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos
Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa én Gang, midt i
Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj.

… Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren følge hende. Men hun løb alene—det var jo maaneklart og ganske lyst.

-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun løb, kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, hun kunde dem jo udenad—Sætning paa Sætning.

* * * * *

Julen blev nær. I den sidste Tid maatte Tine hjælpe Fru Berg med hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet.

-Aa—hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar.

Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, saa koldt som det var.

Og Julen kom og den gik.

Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet det sidste Dagslys.

-Saa de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine….

-Ja, sagde Tine langt og saá ind paa Favnebrændet. Men hvad er den da? spurgte hun.

Fru Berg lo højt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:

-At være to sammen, tror jeg—og være glade, sagde hun sagtere. Og de sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet.

Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys brændte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rént galt, nu efter Nytaar. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i Stalden.

Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhøjt, hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saá paa Træet.

Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op paa Lysene.

-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at sé det—og alle de andre ogsaa: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Døren i en Klump paa deres blaa Sokker.

Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte flakkende Lys endnu.

Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh—nu er Julen ude….

-Pyh—nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han almægtigst Julen paa Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre saá opmærksomt efter Lys paa Lys.

-Det sidste, raabte Fru Berg. Det sidste.

Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause gik de alle ud af Stuen.

De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.

Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og Tine gled—Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted saa fejende og bred som en Fregat, der sættes paa Vandet.

Saa gik de stille igen, mens Snéen knirkede under deres Fødder. Langt borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte.

-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine.

Paa Pladsen var der lyst—med Sne over Muren og paa alle Kirkens
Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.

-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.

De var stansede alle tre og stod nu tause tæt ved det islagte Kær.

-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over.

-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.

Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.

Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide
Marker under den stjernehøje Himmel.

Det var sidste Jul.

* * * * *

Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd hun og græd hun.

En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var
Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen.

Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.

II.

Der var Fremmede hos den énarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt
efter Middag allerede—Folk holdt af at være sammen i de
Dannevirkedage—og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i
Dagligstuen, hvor der stod én Røg af Piber.

Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i Smaaklynger og blev ved at tale, højt, om Bustrup og Værkerne og Mysunde og om den sidste Krig.

Over alle Stemmerne hørte man Kapellan Graa, der stod foran Stén fra
Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om
Slaget ved Isted og den kære Drot, hvormed han mente den afdøde Kong
Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrøm, hvorunder meget
Spyt var fløjet ud paa Sténs Vest, og han sagde som et Slags Résumé:

-Ja, da sejrede Danmarks Hjertemagt.

Kapellanen blev staaende—borte i et stort Troens Smil. Han var
Grundtvigianer og kvækkede som en Frø.

Ovre i Hjørnet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring
Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved
Frederits—da havde han været med: Det var Storm paa Skandser og
Brand af Værker og Gaaen paa med Bajonetten under glade
Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken
spille, og naar de stormede, sang de.

Som Høstfolk havde de klædt sig ud og nappet Prøjserne i en Kornager.

Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til
Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stén fra
Gammelgaard havde ogsaa været med, han havde kæmpet under Helgesen.

-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Røverkaptejn.

De blev ved at tale om Ryes Ord: "den skal tages og nu frem—"; om
Schleppegrel; og om de Méza, der skiftede Handsker midt under
Kugleregnen. Hver fortalte højlydt sit—undtagen Kammerherren,
Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om
Regeringen, der kendte sit Ansvar.

Ellers var det én Vise om Lystighed og de spiddede Prøjsere, saa Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig Spøg og glade Signaler—indtil Frederik Klint, en Student, der var her i Besøg og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han havde faaet skudt af ved Skydeøvelse i en Skytteforening, greb sit Glas og raabte, hed af Krig og Punsch:

-Ja, lad dem komme, lad dem komme—vi ta'er imod dem.

De raabte alle med, med skinnende Øjne, og paa én Gang sang de, "den tapre Landsoldat", med høje, larmende Røster, alle—undtagen Provsten, der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide Skjortebryst frem og smilte.

Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde han—med den Sætning plejede han at fortsætte sit Livsværk efter hver Skraber—, og han begyndte at nynne med dem, der sang—højere og højere (Studenten oppe paa en Stol) sættende i paa hvert et "Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Næver for deres Fod.

Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang endnu, og de holdt alle op som med et Ryk:

-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter
Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu.

-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og søgte sin Avis i
Bunken.

-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko.

-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni
Fingre.

De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde læse: Lad Provsten læse, sagde Stén.

-Ja, vil Højærværdigheden læse, bad de alle, mens de satte sig rundt om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i "Bladet"—den kunde han læse;

-Ja, læs, læs, raabte de alle.

Hans Højærværdighed holdt det løvemankede graa Hoved rankt, og med sin myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blødt, læste han bredt og klart Korrespondancens Ord, som oplæste han en Proklamation; mens de andre sad med Blikket fæstet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par med foldede Hænder—og han blev ved at læse.

Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun græd.

Korrespondenten skrev om Vogne med "prægtigt Kød" og en Mængde Brød og Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han over til at tale om "Stillingen", og Højærværdigheden læste uvilkaarlig med højere Røst, dvælende og endnu bredere som en Digter, der, kælende, oplæser sit eget Værk;

"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold, det gamle kære Dannevirke, som vi i et Aartusind have kæmpet om, og som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen støttes ved Oversvømmelser. Og mere behøve de ikke at vide: Mere er det ikke værdt at fortælle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er en stejl Fæstning, fra hvis Ildsvælg Død og Fordærvelse ville spredes i Fjendens Rækker,—at se derfra ud over Terrænet og at tænke sig vor Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme. Modtagelsen vil blive varm"….

Stén havde lagt sin Næve over i Forpagterens fra Vollerup, som
trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr.
Graa sad og slog sine smaa runde Hænder, knyttede, ud i den tomme
Luft.

Provsten blev ved at læse:

"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Øre ved at høre den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne til Kampen. Vejene vare glatte, de pløjede Marker, over hvilke jeg red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvær ved at arbejde sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje, hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt. Det vil blive besværligt for ham at storme løs"….

-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Tænder.

-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over Jordklumperne, medens vore Kugler gør lyst imellem ham og hans Blod farver de hvide Marker røde…."

Provsten holdt inde. Men der hørtes ikke en Lyd; det var som de alle med deres skinnende Øjne saa baade Marker og Blod.

"Mangen kraftig Mand"—læste han igen—"vil lægge sine Bén her i den fremmede Jord; mangt et ømt Moderhjerte vil faa det Budskab, der er tungest af alle. Men det maa være vor Trøst, at Ulykken vil ramme vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid Modet maa blive lønnet, og gid mit næste Budskab maa lyde: Sejr. Jeg haaber det, vi haabe det alle; men Afgørelsen ligger i Guds Haand".

Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knæ, men Kapellanen sagde med vidtopspilede Øjne:

-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.

Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Øjeblik sit Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brød han ud og lagde sin Haand myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har læst, spejler Nationens Haab. Det er vor Fortrøstning og vort Haab—og han rettede sig rank, saa det hvide Bryst stod frem som et Pantser—at Dannevirkedagen, den vil vække vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi næsten fik ventet os i Søvn. Bøjet os har vi—og Provstens Stemme sank, den havde saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber—til vi blev næsten en duknakket Flok….

-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa.

-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sørgeligt gik Indrømmelsernes Spøgelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets bedste Mænd forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den Stund, som disse Mænd har villet. Ja—og Præsten løftede Røsten, mens det gav ligesom et pludseligt Sæt gennem alle de Mænd, der lyttede. Skulder ved Skulder—vi har deres Ord derfor, som de "med velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag—de vidste det—den maatte fægtes ud. Nu kunde der—forstod de—ikke krybes længer som Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af ubodelig Eje og—Selvagtelsen skulde glemmes i dette Land….

De raabte alle Bravo og "Hør" og hede Ord, som ingen forstod, mens de saá paa ham med aabnede Munde.

-Ja, raabte han og løftede Haanden halvt, mens han selv aandede svært, den har de villet redde ad den lige Vej: Danmarks Selvagtelse er det, som værnes i denne Stund.

Han taug.

De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Stén og Forpagteren fra Vollerup pludselig løftede Armene, som svingede de et Par voldsomme Vægte i deres Hænder. Saa løstes de i Grupper paany, og talte igen—om "Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, hørte man Graa sige over dem alle: Gud vil skærme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod tæt ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der var svagt snøvlende:

-Min Go'e—det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.

De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret til. Den tætte Røg i Stuen løste sig i Trækken til store og viftende Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder.

I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe højt, i Klynge om Værten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op paa en Stol:

-Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse,—skreg han—der styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element—

-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Stén, der sad midt i Stuen og uafladelig førte sin knyttede Haand ned mod sit store Knæ, blev ved at sige:

-Ja, vi skal slaa dem ned—ja, vi skal slaa dem ned.

Kun Kammerherren og Provsten hørte mer; de andre gik op og ned, rødblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa hverandre, om tusind Ting, Hæren, Generalerne, Tysken; og—pludselig skældte de Kongen, Kong Kristian.

-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.

Det var Postmesteren, der skreg det først, og der blev et Raab.

Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strøm af Ord ud over de forvirrede Hoveder—om Krigen og den danske Kvindes Jens, der vilde Afgørelsen ad den rette Vej; mens det tomme Ærme, som Trækken tog, daskede svagt mod Højærværdighedens Ansigt.

Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strømmede sammen, saa Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud til Husmænd og Kuske, Glas efter Glas: de skulde vel ogsaa drikke for deres Brødre ved Dannevirke.

Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saá de som Skygger Husmænd og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte. Men, paa én Gang, havde de derude løftet og tømt deres Glas, og der lød ni lange, dæmpede Hurraer fast ud fra Mørket gennem Stormen imod dem—som en Ed.

Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevægede af deres egne Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Mørket:

-Hr. Kammerherre, det er Mændene fra Isted.

Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer væk fra
Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren:

-Det er dem, som skal dø, du.

De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Sæt, paa en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte han—usammenhængende, krammende om den røgfyldte Luft med sin lemlæstede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saá—og de blev staaende og hørte ham:

-Om Førerne er der talt—mér raabte end talte han—ja, de, som har ført de ældre—men os, os de Unge, os, der skal kæmpe nu, os har andre ført: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye Tider … Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har ført nordisk Ungdom til berømmeligt Samtogt—hans Syn har ført os til denne Dag….

-Ja, og sig nu ikke—og utaalmodig bevægede han sin Haand gennem Luften—at det er Syner, som er bristet—de kan vel blive Sandhed endnu … Men selv, mine Herrer, om det var Illusioner, de Illusioner har mættet os og de har været vort Brød … Og naar der nu—han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, men hørte hans unge Stemme og saá Skinnet paa hans Ansigt, løftede sig i Hænderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende Øjne—staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som sér med tindrende Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmænd—saa er det ham og hans, som har næret deres Haab og har ført dem herhen: hans er Ansvaret og Æren—leve da han og hans.

Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over Engen frem over Vænget—igen og igen.

Karlene hørte ikke og vendte sig knap for at se efter Bølling, der løb dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden:

-Hvor er Tine? hvor er Tine? og løb op ad Trappen med den samme skingrende Raaben:

-Tine? Tine? Hvor er Tine?

Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men virrede kun maalløs med sit hvidgraa Ansigt:

-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Fær' i Degn'gaarden, hva' er der paa
Fær' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at løbe forvirret rundt
om sig selv med "Tørklædet" i Haanden, som hun tog af sig i
Forskrækkelsen.

-Fa'er, Fa'er—Tine kom løbende med et Lys og bøjede sig ned over ham—: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er—er det no'et med Mo'er?

Men Bølling svarede ikke; før han med ét tog hendes Hoved og førte det ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage mod Væggen og løftede sine Hænder, som sank igen.

Bølling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa
Døren—Dagligstuedøren.

Tine gik ned og fik Døren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mér.

Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen.

-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede—og vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd—:

-De siger, de siger, at de—er gaaet fra Dannevirke.

-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saá kun ham, hans Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte—men hun kunde ikke svare mér, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, paa Trappen ved det forladte Lys.

-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bøllings Skuldre: Er De gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad si'er De, Mand—saa forklar!

Men Degnen hørte ikke; han vidste kun én Sætning, som han lallede, to
Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfælde, eller som en Idiot.

-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han søgte at løfte
Haanden med et Brev, han holdt—et Telegram, som Provsten tog og læste
og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive
Hænder, over alle de andre, som var stimlede ud.

Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Stén støttede ham. De vidste det alle nu, men ingen talte—maaske et halvt Minut talte ingen. Saa løb Forpagteren fra Vollerup, skælvende som et Løv, hen og slog sine knyttede Næver ind imod Væggen og hulkede som en Gal.

Og man hørte dem paa én Gang hulke, blege og magtløse og forbitrede; og Postmesteren fra Augustenborg løb frem og tilbage og sagde ivrigt Men det er umuligt—det er umuligt—Hæren—Hæren, bestandig gentagende dette ene Ord: Hæren, og demonstrerende med sine krumme Fingre.

Udenfor hørte man Pigerne græde og Karlene, der gik stille tilbage til deres Køretøjer.

Stén, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Hænder ned paa hans Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om han ikke kunde bære det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stød gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem:

-Inat har man forraadt Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok.

Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Afløb for al deres raadløse Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strøm af Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter—Ordet: Forræderi. Og pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, ført som en Kugle af hans lemlæstede Haand, tæt forbi Højærværdighedens Hoved, lige mod Kong Kristians Billede, der knustes.

Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned fra sit Søm—Dannebrogsflagene over den afdøde Konge løsnede sig ved Stødet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne—; men de begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel—mens Provsten, der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han støttede sig til Bordet med en stor Gestus:

-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag.

Ingen havde hørt Døren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vækkedes:

-Aa, her er Selskab!

Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide
Skæg; han saá et Nu hen over Borde og Glas og de væltede Stole: Stort
Selskab, sagde han og saá hen ligesom gennem sin Provst, der endnu
hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.

De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestætens Billede—men slap det: Bispen havde set.

-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig.

Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Bén, som han skyldte sin Charge—"Louise vil sé de Ben i stramme Bukser", havde den afdøde Folkedrot sagt ham ved Udnævnelsen, og det joviale Kongeord blev ofte gentaget i Jurisdiktionen—og Biskop Dahl saá et Øjeblik ned paa disse urolige Bén.

Saa sagde han i en hélt anden Tone, mildt og meget indtrængende:

-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgaa for os alle.

Han taug igen.

Det var iøvrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skælvede pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men følg dog først Deres Gæster ud.

De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Døren klaprede i Stormen, i Gaarden var der intet Lys—Lygterne var blæst ud—og de gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem Vognene. Man hørte rundt om Kuskenes Raab; Stén stod og græd igen, lænet op til sine brune Heste.

De første var kommet i Vognene og de begyndte at køre, Skridt for
Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad
Alléen gennem Mørket, besværligt og langsomt.

Tine sad med sin Fader i Køkkenet, ved Siden af Skorstenen, der havde hun bragt ham ind.

-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og klappet ham igen—han var som livløs, gamle Bølling—indtil han brast i Graad, lænet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, længe.

Nu tog Tine Hænderne bort, hvormed hun havde støttet sit Hoved, og som om den nye Stilhed vækkede hende, sagde hun:

-Saa kommer Skovrideren hjem.

Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig med store Øjne.

Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i
Ærmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa
Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt
paa Trappen:

-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske—vil
De staa op! Og han ruskede i ham.

Men det var, som om den lille Kapellan ikke mærkede det. Med sit Dværgeansigt, der saá ud som forvaaget, hélt op til Fangels, sagde han kun:

-Men—hvad vil da Gud med sit Danmark?

Og gamle Fangel følte selv sine Øjne svide, da han efter at have besørget Kapellanen kom i sin Vogn.

Bispen var endnu alene. Længe stod han og saa' ud over denne hærgede Stue, hvor Gardinerne løsnede sig for Vejret, med de forladte Glas og Bollen og Piberne rundt omkring—Levningerne som af umyndige Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede op og ned i Trækken. Biskoppen tog det op og læste et Øjeblik deri, og mens den gamle "Reaktionæres" Ansigt fortrak sig til Spot eller Smerte, blev han ved med at lægge det sammen og sammen ligesom til en lang Svøbe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tømte Glas.

Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. Ærbødig tog han Kongens Billede op. Nænsomt, mens Lampens Lys faldt paa hans Ansigt, løsnede han de splintrede Glasstykker ud, ét efter ét, og hængte Kongebilledet hen.

De smaa Flag stak han op derover.

Saa løftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede.

Længe betragtede Biskoppen den højsalige Majestæt—med et besynderligt, med et respektstridigt Smil.

Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen hørte man, langt borte. Vognenes tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.

III.

Det var efter Middag, og rundt i Porte og Døre til Lader og til Stalde laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Bæsterne frem og fik lagt dem i Tøjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt Øjnene efter ham, hvor han gik—til han var ude og Gaarden var tom igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.

Sofie kom frem i Bryggersdøren med en Spand og skulde til Brønds. Hun var næsten altid uden "Tørklædet" nu og havde et Par Tilløb til Alexandralokker bag Ørene, udenfor Nettet:

-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun havde faaet en egen smidskende og koket Manér at tale paa, som om hun altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser "Skørtet" over Gaarden.

Ogsaa ved Brønden hængte et Par Soldater, som begyndte at hjælpe hende med Spanden.

-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til
Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk.

Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.

-Naa—én Gang brænder det vel løs, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i Sofaen og strakte de lange Bén utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte vel for tusinde Gang om "dem" derovre og om Uvirksomheden.

-Ja, det gør vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdæk.

Ellers hørte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved
Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med
Kaffen:

-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par
Lieutenantsbén at komme forbi i Dørene, naar man skulde ud eller ind.

Der blev en høj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til
Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevær. "Wrangel" var et
Slags Fugleskræmsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle
Stave med en Hat paa og et gammelt Tæppe; en Kost havde været
Geværet—nu havde Blæsten revet det løs og slaaet det ned.

Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne—til de igen vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt, begyndte paany.

Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Bén eller paa sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plænen, stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hænderne i Lommen—om og om Plænen. Nu havde de vandret der en Time.

De to Kaptejner blev vækkede op af Tine—Officererne havde altid et Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog sig til, baade ude og inde—de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var saadan et Dusin Lieutenantsøjne, der ligesom altid hang ved dem: Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod dem ganske gavmildt kysse sig væk bag Dørene.

-Ja, idag skal det være, Jomfru Bølling, sagde den ene Kaptejn og fik rejst sig af Sengen.

-Ja—Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med ét, som hun stod.

Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han. Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev lavere; og han stod et Øjeblik, seende frem i Stuen som saá han for sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten—kun ventende, uden knap at løsne et Skud.

-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra sig.

Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde den anden Kaptejn.

-Ja, sagde Tine og fór lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem—Kl. 6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saá ud i Luften.

Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende paa en Kasse; de plejede at fange Tine der til en lille Passiar, naar hun gik ud og ind. Men idag løb hun dem forbi.

-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en Arm—hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor hun stod.

Lidt efter kom hun over Gaarden med et Tørklæde om sig, som Blæsten
tog i. Da hun naaede Enden af Alléen, sprang Lieutenant Appel over
Havegærdet ud til hende: Maa jeg følge med Dem? spurgte han med en høj
Stemme næsten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.

Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hæren, saa han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt Officererne talte han aldrig, men sad kun, genért eller drømmende, hen og smilte saa undertiden med et Par store Øjne, som saá han et pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med ét og uden Anledning ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var énsomt—rundt om Dammen.

Der traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gærdet, og med hende begyndte han at tale—halvfrygtsomt eller kun nølende—om det, som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.

-Om Vejen langs "Søen"—det er saadan en dejlig Sø, sagde han, med et
Smil, som saá han den pludselig for sig fuld af Sol—hvor "de unge
Piger" kom, om Eftermiddagene og om Søndagen efter Kirke, to og
to—"for de gaar saadan i Viborg," sagde han….

Saa taug han lidt, bestandig smilende:

-Aa—de unge Piger er saa kønne i Viborg, sluttede han saa langsomt og taug igen.

Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mørkningen; hun sad i Skovriderens Stue—der var dog lidt Fred—og havde forsøgt at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens Tine blev siddende med Hænderne i Skødet og stille tænkte paa Brevet endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om alting….

Appel sad og fortalte:

-Det var i Julen; de havde været til Bal; om Natten var det
stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne—Herrer og
Damer—allesammen i én Flok—for saadan er de i Viborg—hjem til
Appels Forældre at drikke Vin, allesammen … Og de blev samlet til
Morgen….

-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, hun og De kommer nok overens,
Lieutenant.

Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage, længer henne i Mørket, med ét paany greben af Tanken, han ikke turde tale om—ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom:

-Naar mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved at gaa.

Han satte sig paany, men længere fra hende og han sagde igen:

-For det maa dog bryde løs! Og de taug begge, i Skumringen.

… Idag gik de tause henad Vejen—Tine saa rask, at hun næsten løb.

-Saa skal vi ud, sagde Appel med ét som i et Ryk.

-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.

-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saá mod Jorden.

Tine hørte vist ikke rigtig—der var altid saa mange Ting, som skulde huskes lige i de sidste Timer før Skovrideren han kom, og Afdelingerne drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa længe sagt, at nu kunde de ventes—:

-Hvor skal De ud? spurgte hun kun.

-I Nr. 2, sagde han hastig, og en stærk Rødme slog pludselig op i hans
Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saá ud i
Luften—to Gange:

-Saa er man der paa én Gang—saa er man der paa én Gang.

Tine løb op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. Han vilde ikke være sammen med nogen—han maatte være alene; han var ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse—frem og tilbage, som skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun tænkte én Tanke: nu er det der, nu kommer det—Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.

Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden. Inde i Stadsestuen, hvortil Døren stod aaben, laa et Par Kaptejner med opknappede Uniformer paa Sengene.

Madam Bølling var ved Opvaskningen i Køkkenet Hun saá saa inderlig træt ud, med mange smaa Rynker om Øjnene. Hun førte en endeløs Kamp med "alt det Smuds" i sit Hus—det kom jo ind baade paa Gulve af Støvler og paa Vægge af Kapper og paa Borde af Piber—i alle Kroge.

-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted for sig selv … Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.

Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om det, hun "havde" til Skovrideren:

-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem….

Det var det, Tine var kommen for. Madam Bølling plejede at lave lidt Extra de Dage, Skovrideren kom hjem—nede i Skovridergaarden fik man jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering der var.

Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet?

-Og Bølling, og Bølling—Madammen sagde nu alting to Gange, det var en Slags Træthed i Hjernen—ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til ham.

Gamle Bølling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet forvinde den Nat den sjette—det var, som trak han tungt paa det højre Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det højre Øje.

Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skødet: Naa, hvordan gaar det dernede? sagde han; ogsaa Mælet var blevet lidt besværligt.

Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tæppet bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa holde det om dig.

Og hun fortalte.

Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Støj i hele Huset, oppe og nede.

-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Øjne.

Men Bølling der ikke hørte efter mere, sagde kun med sin svære Tunge: Ja—hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede paa Tine med et Par tomme Øjne.

Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo blive godt endnu—man maa jo haabe.

Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af
Soldater, der købslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt.

Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne lød, kaldende, højt, ud over Markerne.

Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige—Blæsten bølgede den stærke grønne Rug paa Lodden, mens Karlene drøftede dens Kvalitet.

-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt.

-Ja-a, svarte en Anden langt.

-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje til.

-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den grønne Sæd, støttede til deres Geværer.

-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen.

-Farvel og hils ham, svarte Madam Bølling, som løb ud i Døren.

Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel—hun kendte jo de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lød Geværernes Raslen og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab.

Skovridergaarden var allerede øde. Tine gik rundt og slog Vinduer op i de tilrøgede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener lægges paa Skovriderens Seng. Ude fra hørte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at synge.

Saa kom Appel løbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast og bleg, og løb hen, hvor hun stod:

-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde næppe tale, medens han tog hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det—de kan ventes.

Og han stod kun et Øjeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes Haand krampagtig i sin, før han løb igen, ud gennem Gaarden med flagrende Kappe—han havde blot maattet se ét Menneske og sige det, før han skulde derud.

Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden.
Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man sé
Regimenterne, naar de kom hjem.

Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som
Øjet gik over det vide Land, saá hun paa Bakker og paa Veje og bag
Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al
Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin
tabte sig bag Højderne som Drøn.

Dér var Appel—midt paa Vejen svingede han sin Sabel.

Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte hørte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud—i kortere Stød.

Tine vidste ikke, at hun selv sang med, højt, fra Toppen af sin Banke. Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren og Sang, mens Solen gik ned.

Saa saá hun Skovriderens Folk—dér—paa den næste Bakke—jo, jo, det var dem. Hvor de sang!

Og Tine løb ned og hjem.

* * * * *

Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og
Tallerkenklirren og Latter og Tale lød gennem Huset, naar Sofie gik ud
og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af
Maren; og ude i Gaarden løb glade Soldater højrøstet frem og tilbage.

Berg sad, med skrævende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine, der stod og spejlede Æg. Det var næsten blevet hans bedste Plads, naar han kom hjem—her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at spørge om og faa nøje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred.

-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saá ud, som
Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole.

Men Tine lo og blev ved at fortælle.

I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt
Flæsk med Æbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Døren.

-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med tømte Fade.

-Der, der, sagde Tine og gav hende de nye Æg paa et Fad. Berg læste ved Tællelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store Bogstaver.

De talte om Fru Berg—længe, med halvdæmpede Stemmer. De talte jo næsten altid om hende.

-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.

-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.

-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have saamegen Sol.

Inde i Dagligstuen var Officererne færdige med at spise. Der blev spillet paa Klavér og ved Kakkelovnen slog man paa Brændestykker til. Ude i Borgestuen hørte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt af Madlugt og munter Støj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til. De røg ved Leddet en sindig Pibe, før de i Laden skulde lægge sig.

Berg blev siddende paa sin Blok—Baronen var jo Vært—, der gav han sig ilag med Madam Bøllings Frikassé.

-Den Mad gør Underværker, sagde Sofie, som bevægede sig gennem Køkkenet ud i Borgestuen. Dér havde hun sit Hovedkvartér. Hun begyndte hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende:

-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hænderne under Forklædet, trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hønsefugle før Parringen.

-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var færdig med Madammens Høne.

-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.

Berg lænede Hovedet tilbage og saá efter Tine, der havde Toddyvandet paa Ilden nu og satte Glas frem:

-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blødt og langsomt.

Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog—der ved Ilden.

Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Røgskyer fra deres Piber, saa mætte og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mér, sad kun og nød stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine gik rundt imellem dem i sit hvide Forklæde, sund og stærk, og bød Toddyvand om. Officererne bøjede sig frem og hviskede paa hendes Vej til hende, mens Lieutenant Løvenhjelm blev ufortrøden ved at hamre "El Ole" paa sit Klavér.

Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra
København—en jødisk udseende Person, der skulde berøve Berg hans gode
Seng inat for at faa Lejlighed til "at sé et landligt Kvartér"—om
Fægtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig
godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nøjere kendte Rapporten.

-Tre Døde, Hr. Kaptajn, sagde Løvenhjelm og holdt et Øjeblik op at spille.

Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og beklagede sig for Berg: hans to Døtre vilde nu ogsaa herover—til Ambulancen.

-Ok hvat skal Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer hier? blev Majoren bekymret ved—da de pludselig gennem hele Stuen hørte Tine sige med sin høje, glade Stemme nede ved Klaveret til Løvenhjelm et:

-Nej Tak, Hr. Lieutenant—saa de alle lo himmelhøjt, Tine ogsaa;
Majoren gik bort fra Themaet "sine Døtre" og lagde Haanden over paa
Bergs Knæ, der sad ved hans Side:

-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Øjnene Tine i det skinnende Forklæde—ligesom Berg, der ikke tog Øjnene fra hende.

Majoren brød op, og de andre fulgte. Der blev et Løb paa Trappen og en Støj oppe i Gæsteværelserne. Støvler blev slaaet haardt af i hele Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglæde de flade Hænder mod Væggene, til Signaler—det var som alle Livsaander slap løs først nu, de kom af Klæderne igen og i de gode Senge, hvor de laa i rene Skjorter mellem Lærredslagener. Glad Staahej var der i alle Stuer, og i Seng krøb de i hver en Krog.

-Hva', det gør godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i
Væggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.

Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa til Underlag paa sin Sofa.

Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne—i Stuen sad kun den énarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham om sine Englændere. Den Enarmedes Englændere var to skindklædte og gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Øen og i Skanserne, med Tungen ud af Halsen—ivrig som en Foreviser.

-Ja—kære Ven, sagde han, er det ikke rørende … de siger: vore
Tropper—de taler om: vore Saarede, som var det deres egne, kære
Ven, deres egne Landsmænd—ja—det er rørende … Baronen taug et
Øjeblik og Korrespondenten sagde:

-Ja, de Herrer føler for vor Sag.

-Og De kan rolig nævne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig nævne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som var det en kongelig Indrømmelse af de Skindklædte, at de maatte nævnes i en Avis.

Korrespondenten noterede deres Navne, før han lagde sig i Skovriderens
Seng.

Tine var færdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i
Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og røg de endnu siddende op i
Sengene. En Lieutenant, der hørte lidt Støj i Dagligstuen og aabnede
Døren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem der? ind i
Dagligstuen.

-Mig, raabte Tine højt og løb léende sin Vej; hun var saa vant til Kantonnementslivet nu.

I Gangdøren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om sine Lader.

De stod et Øjeblik sammen paa Trappen. Natten var mørk, saa de kun som
Skygger saá Gaardens Længer, og alting var stille; kun et Kreatur
skrabede i sin Baas. Saa lød der ligesom en Puslen henne ved
Bryggersets Dør.

-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.

-Aa, det er vel Borgestuedøren, svarte Tine og blev med ét—for et
Øjeblik—forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa
Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.

De stod et Øjeblik endnu tause i det dybe Mørke.

-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand.

-Godnat.

Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rørte ved hendes Dør.

-Tine, det var Skovriderens Stemme—nu har De taget Deres Madrats igen og lagt ind til mig …

Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej!