-Ja, lød Stemmen blødt, og det er alt for meget—alt for meget …
Tak.
Hun hørte hans Trin fjærne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun havde faaet Taarer i Øjnene. Saa klædte hun sig af og gik i Seng, langsomt og stille.
Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det døde Hus.
Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting.
Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt …
Tine laa og smilte. Hun tænkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa
Skovrideren, som han havde siddet der ved Skorstenen.
Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for
Skovrideren.
… Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren.
Saa blev der ganske tyst i Huset.
* * * * *
Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Køkkenet paa bare Ben, som hun var.
Det første Horn havde hun hørt i Søvne og var faret op.
Jo—det var—det var Allarm….
Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede i Storm over Gaarden. Tine fandt intet Lys, fik Klæderne om sig, raabte ud i Gangen:
-Sofie, Sofie.
Skridt lød inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen:
-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tændt et Lys, som Trækken slukte.
I Gangen løb Officerer forbi i Mørket. Oppasserne foer gennem Stuerne med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Løvenhjelm; bleg og raadløs knappede han Uniformen til og knappede den op igen.
-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Køkkenet: Sæt Lys i Vinduerne.
Rask rask!
-Ja, ja, svarte Tine, ja….
-Bliver det? spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu.
-Maaske! Og han gik.
Signalerne lød bag Længet, allevegne. Hestene blev ført ud i Gaarden nu.
Tine tændte Lys paa Lys. Officerer og Soldater løb i Gaarden blege, forbi Skæret. Ovenpaa hørte man endnu Stemmer gennem de kladrende Døre—i Gaarden lød Majorens Kommando, som Blæsten tog.
Og Baronen skreg paa en Vogn.
Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage og klædte sig paa midt i
Stuen, trippede op og ned og gned Hænderne, mens han sagde:
-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.
-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.
-Ja, alle venter, at det skal gaa løs, blev Bladsjælen ved og kom ikke i Vesten for Trippen.
-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes
Haand, et Nu, saa fast.
Tine saá kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude.
Huset var tomt. Man hørte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad
Alléen….
Sofie kom ind med et Lys, i Nattrøje.
Hun sagde:
-At de skal lad' deres Liv—at de skal lad' deres Liv, og gik omkring og græd fra Gangen til Stuen.
Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde aldrig været saa angst. Hun foer i Mørket paa et Træ, ind i et Busket, men hun blev ved med at løbe—op paa Højen.
Kun som en stor Skygge saá hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi.
Hun stod længe; hun vilde skelne et Ansigt, men saá intet. Taus gik den lange, ukendte Skygge forbi—forbi og forbi, ud i Mørket, hvor Trinene døde.
Saa gik Tine ned og ind. Lysene brændte bag Ruderne endnu; Trækken stod ind gennem alle Døre. Foran de forladte og uredte Senge stod et Par flakkende Praase.
Ude i Køkkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i Borgestuen laa Maren paa Slagbænken, oppustet, sovende, saa lang hun var, ved Siden af sit Lys.
Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og vilde forsøge at skrive—paa Brevet til Fru Berg, som hun havde liggende.
Men hun skrev ikke; læste kun det Skrevne, bøjet under Lampen: Ja—det var om Skovrideren alt, hver Sætning—alt.
Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i Havestuen i Mørket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord og græd …
Dagen meldte sig med sit første Skær. Graa listede Morgenen sig frem over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.
Dørene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede.
Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag.
Ude hørte hun igen Horns Signaler, som Stormen sønderdelte, saa de lød som Fugles Skrig.
Saa pludselig smilte hun: hun tænkte paa hans "Farvel".
* * * * *
Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.
IV.
Roen var brudt.
Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft,
Time paa Time, mens Vejen genlød—bestandig—af Marcherendes Trin,
Ordonnantserne jog og foer paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst
Allarm i ét Døgn.
Alle Længer i Skovridergaarden sitrede nu og da—Gulv og Vægge—som var de febersyge Levende.
Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom og Tropper gik.
Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og hørte kun uden at kunne rive sig løs: hun maatte blive der, hun maatte høre.
Støj var der i Stuerne. Officererne talte højrøstet, næsten glad:
-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En.
Der var andre, som mente syv. Og paa Værkerne var der dog ikke gjort
Skade.
-Ikke for Krudtets Værdi, sagde en Adjudant.
Ved Kakkelovnen stod den største Flok. Der var en Kaptajn med
Napoleonsskæg og Pibe, som sagde:
-Sekondlieutenant Appel er saaret.
-Saa?—Han, den Nye?
-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen, lagde til:
-De véd, den tynde blonde.
Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mést helt unge Lieutenanter, som bed i smaa Overskæg og diskuterede Begivenhederne i særdeles fagmæssige Udtryk.
Tine gik dem forbi.
Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprængt. Tredive Mand var blevet som knust og mast af Bjælker og Splinter.
Tine stod hos og hørte længe.
-Hvor De er bleg, Jomfru Bølling, sagde muntert en Kaptajn, der vendte sig og løste sig ud af Gruppen.
-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at høre: Fyrretyve Døde, paastod En, at der var.
Tine levede kun i én Tanke.
-Og de skyder endnu—de skyder endnu….
Tilsidst rev hun sig løs og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer.
I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten—ved Blokhuset. Tine blev staaende og hørte ikke en Stavelse af hvad han sagde. Med ét sagde hun kun, dæmpet, og saá paa ham:
-Var det saa forfærdeligt?
Lieutenanten blev ved at fortælle—i Virkeligheden havde han ligget i
Nr. 10, hvor der i Døgnets Løb var faldet to Granater—:
-Hedt var'et, sagde han, men man vænner sig jo til Ilden.
Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han, som i Tanker, førte Tines slappe Haand ind mod sit Knæ.
-Saá De de Døde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.
Saa kom der nogen fra Gæsteværelset, og Lieutenanten stille bandte.
Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer redt; hun blev spurgt og gav Svar.
Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i
Krogene og jamrede.
Nu var hun krøbet ind til Tine i Kammeret.
-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under Kanonernes Støj. Det kommer over os all' … før vi véd'et … før vi véd'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden.
Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drøn blot voksede gennem Natten.
Sofie blev ved at tale i en grædende, bestandig stigende og atter synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der "ikke vidst' hvor hun vild' slæng' sig hen til hvert et Par Bukser".
-Næ hun véd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:
-Saa hun sér ejegod ud; hun saá op paa Fru Bergs Portræt, der hang over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.
-Der sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud … Og En véd ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vær' sket, og hvem der ka' ha' draget sit sidste Suk.
Sofie begyndte at græde højlydt:
-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner—just som hun gik og stod … herind' om Dagene.
Tine tog Billedet og betragtede det længe:
-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun Hænderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Øjne—for første Gang i disse Døgn.
Rundt i Huset brød Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa.
I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu.
Tine gik med Lygten rundt om alle Længer. Inde var der stille allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen, som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde".
Men han "bøjede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved
Lygten.
Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet brændte et flakkende Lys, som Maren nu igen var løbet fra.
Inde i Kammeret klædte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen, tænkte hun pludselig:
-Men Appel er jo saaret,—og havde glemt det igen.
Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da brølte de, dumpt, som mod Uvejr.
* * * * *
Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt tilbage.
I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede forbi, alle Regimenter var ude.
Baronen var faret tilvogns ved det første Gry.
Nu var der ikke en Gang Støj i det store, tomme Hus, og ingen Færden længer. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.
Der tog Madam Bølling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hænder. Tine tog i med—med opbundet Skørt.
-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bølling, der sæbede Karme med sine gamle Hænder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprækker—Smudset kommer ind over alle Dørtrin.
Madam Bølling saá ud paa Pladsens dybe Ælte:
-Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og tog fat paa
Afsæbningen igen.
-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,—saa haardt hun tog i med Dørkarmene —naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.
Ovre i Krodøren var Tinka kommen frem mellem Søjlerne:
-De ta'er nok det værste, raabte hun over Pladsen. Nej—og hun lo og slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa én Gang have travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle fire Verdens Kanter—vi la'er Skidtet gro!
Tinka satte i Løb ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende.
Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drøn. Saadan havde de endnu ikke raset før. Ruderne, Madam Bølling polérte, dirrede i hendes Hænder.
-Aa—Herregud for Jammer—aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens
Hænderne gik hen over de rystende Ruder.
Tine lod Karmene være, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol.
Ude ved Skorstenen skændtes Husmandskonerne uforstyrrede om det kogende Vand.
De var færdige, og Madam Bølling vilde følge Tine. Hun vilde sé, hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende Ælte. Madam Balling løftede Skørter og vidste ikke, hvor hun skulde sætte sine Bén.
-Tine, Tine, kaldte hun gennem Støjen og saá om efter Datteren, der hele Tiden blev tilbage.
Var det da ikke, som gik Tine rent i Søvne … og mager var hun bleven—rigtig mager blev hun:
-Aa—ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bølling og gik videre.
Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe
Snavset ind, sagde hun: Her er nok—her er nok.
Madam Bølling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Møblerne havde faaet Skub og Væggene Stød og ingenting saa stod det, hvor det skulde:
-Aa—Herregud—aa Herregud—klagede Madam Bølling ved al den Ødelæggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det før havde været:
Og—sé nu, og sé nu! Madam Bølling stansede og begyndte at græde.
-Der stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.
Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der skét i hver en Krog.
-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bølling lidt heftigt.
-Ja, Moer, ja, sagde Tine.
Hun saá det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting … Hun kunde jo ikke overkomme det.
Madam Bølling blev ved at gaa og halvskænde:
Noget kunde man gøre for at holde sammen paa Tingene.
-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun.
-Ja, Mo'er, ja.
-Men alting—og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som skulde hun hulke—er ogsaa ude af Gænge.
-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bølling sagte, og hun begyndte selv at græde igen, mens hun klappede Datterens Hænder.
… Madam Bølling var gaaet over Gaarden til Leddet.
Træt satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De andre talte og hun hørte ikke, de gik om hende og hun sansede dem ikke, for hun havde kun én Tanke, Nætter og Dage, blot én Tanke, der skar gennem tusinde:
-Naar de bringer ham blodig—saaret og blodig.
* * * * *
Da Madam Bølling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun vilde ud til Pér Erik's—det var saa meget kleint med ham paa det sidste; og ingen fik jo Stunder til at hæge om en syg Stakkel nu.
Men oppe paa Markhøjen saá hun pludselig Bølling, helt oppe paa
Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.
-Men at Bølling var klavret derop,—Madammen satte næsten i Løb op over Pløjelandet—: Var det et Sted—i Vind og Vejr—for den syge Mand, elendig som han var.
-Bølling, Bølling. raabte Madammen.
Men hun hørte ikke mér—ikke sin egen Røst. For hvert Sekund, mens hun løb op imod Bølling paa Bakken, steg Kanonernes Drøn. Nu naaede hun Toppen.
Som et uhyre Tæppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den væltende Røg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund, mægtige Søjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vældige Støtter op imod Himlen—Huse og Byer, der brændte til Grunden.
Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste og førte, som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Hænder op og ned.
Bølling havde sét hende. Men han rørte sig ikke.
Han tog kun sin Stok og førte den i sin rystende Haand pegende rundt fra Søjle til Søjle og talte med sit svære Mæle:
-Det er Ransgaarde.
-Det er Staugaarde.
-Det er Dybbøl
Madam Bølling kunde ikke tale. Heller ikke græd hun—blev kun ved at bevæge de foldede Hænder hjælpeløst op og ned.
-Det er Dybbøl, sagde Bølling igen.
-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bølling saa og rev ham med sig, løbende med den Syge ned over Pløjelandet, bærende ham halvt:
-Du maa ikke staa der.
Det var som Kanonernes Drøn sagtnede nu. Bølling gik mimrende, med det rokkende Hoved. Og støttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen Ord i sin forfærdede Hjærne og sagde kun som Tine før—to Gange:
-Ja, alting er ude af Gænge.
Oppe paa Højdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.
* * * * *
Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det gamle Sovekammer—der var Snavset værst.
Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; ørkesløs sad hun kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder.
Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Højærværdighedens
Stemmer.
De gik ind.
Baronen kom fra Sønderborg. Han var i Ekstase, i rén Ekstase over sine
Englændere.
-De løb frem. Deres Højærværdighed, foran Skanserne, midt i
Kugleregnen—de ligefrem søger Døden, sagde han.
Baronen var helt ude af sig selv.
Men Højærværdigheden interesserede sig mindre for Englænderne. Han talte kun om Sønderborg, om Bombardementet. Han var oprørt, indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:
-Det er en Krænkelse af Folkeretten—en aaben By—det er en
Forhaanelse af Aarhundredet.
Tine hørte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lød op med
Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret:
-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare—sagde han, og han maalte Gulvet—vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier … Vor Regering vil handle….
Han blev ved, talende højere og højere, udstødende sine Trusler mod alle Østersøens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde være Prise—maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres dumpe Drøn.
-Og Europa vil ikke sé derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben—det er
Draaben—Europa vil rejse sig—vær vis derpaa….
Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:
-Hvad si'er Deres Englændere?
Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to Skindklædtes Eder. Og Hans Højærværdighed nikkede stille, staaende midt i Stuen, séende ud for sig, som saá han allerede for sine Øjne alle disse Skarer, der brød frem fra alle Verdensdelens Hjørner:
-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes om os.
Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fægtende med sin ene Arm.
-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han—der skete intet Naar de ikke turde, burde vi lært dem Energi. Det var Offensiven, det gjaldt.
-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gør vi? hvad gør vi?—og Baronen udspilede som fem Spørgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja, vi staar der. Vi venter paa at lade os skyde—det er vor Krigsførelse—hvor det var Offensiven, det gjaldt.
Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie.
-Ja, sagde Højærværdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her fattes Energi; det er ikke i København, man mangler Mod. Men, tilføjede Højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet med en anden Hær….
Tine hørte Gangdøren slaa op og i, og Sofie løb gennem Gangen og raabte:
-De kommer, de kommer!
-Hvem? skreg Tine fra Trappen.
-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der løb frem og tilbage.
Aa Herre Gud, aa Herre Gud—det er de Saaret', der kommer.—Sikket
Tog—sikket Tog!
-Hvor? hvor? raabte Tine—hun var nede—og tog i hende.
-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var saaret, hvis Skovrideren var saaret—saa var Herluf (og hun tog en høj Klagetone) faderløs….
Tine hørte ikke mer. Hun løb ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende skreg Baronen i Gaarden.
Men Tine blev ved at løbe, henad Sønderborgvejen, forbi Ordonnantser,
Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hørte Vognenes tunge Slæb paa
Bakken—de Vognes—blev hun staaende, ved Anders Tækkemands Hus:
herude paa Vejen kunde hun ikke sé dem—her kunde hun ikke staa.
Hun vendte sig og gik ind.
-Det er de Saarede, sagde hun blot.
Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, de skal vel til Hørup Hav, sagde hun langsomt og fik Slagbænken vidsket af—til Sæde—med sit Forklæde.
-Ja, nu har de sat Førligheden til sagde Krøblingen, der sad ved
Ovnen bag Tine.
Tine vendte sig hastig mod Svogren og saá angst paa ham: hans Ansigt, der var underlig fortrukket som en Dværgs og de to Bénstumper, der hang ned fra Sædet som to Byldter.
-Aa-a, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned paa Bænken.
De hørte Vognene komme nærmere, som svære Fragtlæs lød det tæt i
Vejen. Krøblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet.
-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene—de gaar.
Tine løftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak den første Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun til Side. Hun syntes kun, hun saá nogle hvide Ansigter gennem et flimrende Rødt—hvide Ansigter … af Fremmede, endnu af Fremmede.
Sagte Jamren lød der. Nysgerrig var Krøblingen hoppet ud til sin Sten ved Vejen.
Tine blev ved at staa—med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den
Jamren, der lød. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi.
Ane kom frem bag hende med de to paa Armen:
-Ja, ja—aa, ja—de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih, nej, ih—nej, sé. Herre Gud, sé, saa Blodet dripper….
Tine saá dem—Vogn paa Vogn.
Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham køre med varmt
Øl nu—det var svært saa det gav at køre med varmt Øl nu.
-Og saa saa'n Krøvling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsætning da.
-Ih nej, ih nej—ih nej, Herregud—Ane løb hen til det andet
Vindue—det er de Haardtsaaret'—de er dækket te'….
Tine var der ikke mer. Hun stødte til Krøblingen paa Vejen, hun saá intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dækkede Vogn og hun sagde til Kusken: Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem bedre—blot for at løfte Kapperne og sé dem, et efter et, de graablege Ansigter.
-Det er vel mestendels nok ét og det samme, hvordan de ligger, sagde
Kusken sindig.
Tine slap sit Tag i Vognen—hun fulgte Toget uden Méd, mens Taarerne løb ned ad hendes Kinder.
Hun hørte de skrattende Englændere bag sig. Og hun fo'er sammen med et Gys, da de strøg hende forbi. De løb omkring og de stansede Vognene for at trykke de Saaredes Hænder og de kiggede de sagte Stønnende ind i Ansigtet og blev ved at sige:
-De tapre Folk, de tapre Gutter.
Som langt borte saá Tine paa Skovriderhavens Høj Højærværdigheden ved Siden af Baronen. Her stansede Toget helt—saadan parlamenterede Englænderne med den Enarmede—og en lang Stønnen lød fra Vogn til Vogn ved det pludselige Ryk; mens Højærværdigheden sagde, idet han løftede sin store Haand:
-Ja—de Tapre har givet deres Blod for Fædrelandet.
Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen raabte ned over Vejen:
-Jomfru Bølling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel …
Mr. Arboun har bragt det.
Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa førte hun Haanden hen over Øjnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig saá—saá de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrøgtede Dyr—og hun smilede.
Og hastigt—bestandig smilende—gik hun frem til den nærmeste Vogn: en
Haardtsaaret stønnede svagt, lænet til dens Fjæl; og, følgende med
Vognen, løftede hun ham op og gav ham, mildt, Støtte i sin Arm.
-Er det bedre? spurgte hun.
-Ja, hviskede han og smilte.
Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm.
-Men hvor jeg tørster, sagde den Syge.
-Vand er til at faa, sagde Tine—som talte hun til den gigtsyge Per
Eriks—og lagde ham varsomt ned. Hun løb langs Hegnet hen til Jens
Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus—hvor hun løb.
-Hjalp det? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen igen og tog med den anden Haand det tømte Krus.
-Ja—Tak.
Den Saarede slog de matte Øjne op: Men til de andre, sagde han ganske sagte.
-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Øjnene. Hun lagde ham ned igen og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skænkede hun og rakte dem Vand, én efter én. Hun løb helt frem forbi Vognene, op forbi Krolængen, og raabte højt ind mellem Søjlerne med sin klare Stemme:
-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!
Tinka løb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande øste de Vand i Glas og Kopper.
Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bølling kom ogsaa ned, med Saft og
Vand i et Par Skaaler.
Tinka og Pigerne maatte vende sig bort—nu og da—naar de Saarede takkende trykkede deres Hænder.
Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; lædskede for en Stund, sad og laa de Saarede roligt.
Madam Bølling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bølling i det aabne Vindu. De unge Liv—de unge Liv, sagde hun og fulgte med Øjnene den sidste Vogn, som langsomt bøjede bort.
Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saá hun
Forældrene—de to Gamle—staa deroppe i det samme Vindu.
Og hurtigt slap hun alting og gik ind.
Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme og være her en Aften igen og sove paa Sofaen—det var ingen Ulejlighed. Bølling sad med hendes Hænder i sine i den gamle Krog. Han var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse.
Det begyndte at mørkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa Bænken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var død hen og Alt var blevet tyst—stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante og hjemlige Hamren.
Saa hørte ogsaa den op; Drengen fik lukket og stængt, og Smeden kom hen over Pladsen med sin Hund.
-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine.
-Ja, svarte hun.
-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt.
-Godnat, Jomfru.
-Godnat, Knud Smed.
Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende.
Stille ragede Hegnenes Pil op i den mørknende Luft.
… De havde drukket The. Bølling var kommen til Ro i sin Stol og Madammen var ilag med at strikke Hæl. Tine sad nede paa Forhøjningen, med Hænderne i sit Skød.
Madam Bølling talte om "dem derovre"—Fruen og lille Herluf.
-Ja, hvad maa hun lide—at sidde der og vide ingenting—ja, hvad maa hun lide.
-Ja, sagde Tine langt og mildt.
Hun lænede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge—Sangen om "Lille Grete":
Ak, kæreste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn, min Grete rejser fra mig idag til Kjøbenhavn. Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig, at gøre mig en Guldring og skrive indeni.
Farvel, farvel, lille Grete!
Madam Bølling nynnede Omkvædet med over sin Hæl.
-Ja—saa hun sang den kønt, sagde hun, da Sangen var forbi.
Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Hænderne i sit Skød.
-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede sin Fader.
* * * * *
Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun gik og blev ved at hjælpe med det og med det.
-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bølling—hun havde saamæn ogsaa Huset fuldt—: Og her gaar det nok, her gaar det nok! … Hun vilde have Tine derned.
-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bølling—han var snavs igen.
-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg.
-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet—der var noget eget mildt og stille over Tine—: Farvel.
-Farvel da Mo'er, sagde hun i Køkkenet og løb.
Hun gik over Gærdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mødte hun i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:
-Aa Gud, at se Skovrideren igen—saa frisk og sund—den Glæd' at sé ham—Sofie glemte Maden af Rørelse—aa Gud, om Fruen kun' sé ham, saa frisk og sund han er.
-Er han? sagde Tine blot og smilte.
Sofie gik ud og ind og serverede; i Køkkenet snøftede hun: Saa
Skovrideren er køn—det er Herlufs Øjn'—det er Herlufs Øjn', blev hun
ved. Men Løvenhjelm—og hun smilte pludselig—han har li'egodt en flot
Figur.
-At tænk' sig, de kommer der fra Dødens Mark, just direkt' fra Dødens
Mark og er i god Behold—Sofie gik ind og kom ud—:
-Jo, Løvenhjelm, han har en flot Figur, erklærede hun igen. Sofie var i det Hele tilbøjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom lig' fra Død'ens Mark".
Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede til—til Maden, og naar Døren blev lukket op, hørte hun nu og da Bergs Stemme.
Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved Vinduet, da hun hørte Bergs Skridt i Haven med en anden—og saá ham, saa rank og stærk.
Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har De gemt Dem? (og selv havde han dog heller ikke søgt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod han lidt:
-Har det ikke sunget for Deres Øre? sagde han og blev ved at sé paa hende: Jeg har tænkt paa Dem.
Han tog ikke Øjnene fra hende. Paa hans Spørgsmaal svarede Tine ikke.
Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:
-At De er kommen hjem.
Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hørte knap de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at sé paa hende, som hun sad, stærk og sund og rén—saadan som han saá hende altid og altid nu—derude i Kulden og Natten og Dyndet—derude i Skansen.
-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.
-Ja.
Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rørte ved
Døren—hurtigt, som havde han siddet Tine alt for nær: Kom ind.
Det var blot Madam Bølling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, som hun vilde bringe herned"….
-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er fuldt og Bølling … og Bølling er snavs.—Og Tine gaar osse rundt og mister Humøret—jo, du gør Tine—hun gaar helt hjerteangst—man sér det ud af Øjnene—naar de Kanoner brøler.
-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bølling og saá op og ned ad
Berg med sine gode Øjne. Jeg si'er jo til Bølling: naar kun
Skovrideren er sund.
Hun blev ved at sé paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og gik.
Madam Bølling og Tine gik ud i Køkkenet; der stod Kringlen. Ude i
Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer.
-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bølling, der var ved
Vinduet og saá efter de gode, ranke Skikkelser.
Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke.
… Lidt efter fulgte hun Madam Bølling paa Vej.
Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, mens Aftenklokkerne begyndte at ringe.
V.
Paa Pladsen røg Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen.
Tine fik Bølling ned ad Trappen og støttede ham, mens han orkede ned forbi Længen.
-Nej, Bølling er snavs, sagde Madam Bølling, der stod og saá efter dem fra Krodøren—hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde Vejr.
Madammen stod og blev ved at sé efter Manden og Datteren; hun syntes ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Bølling og puslede om ham baade tidlig og silde.
-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bølling, og kært er 'et jo, rigtig saa kært … aa, hun er jo saa go'e … at hun hæger sin Fa'er, for ingen kan lægge Bølling en Pude til rette som Tine.
-Men "dernede" sagde Madam Bølling—hun hørte Skovriderens Stemme
over Pladsen, han kom saa tidt og besøgte Officererne i Skolen, nu, om
Eftermiddagene—; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle
Lofter sorte.
Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde sit Øre efter Gæstestuen, hvor Tinka lo og glanede.
-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bølling efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om her ikke … aa Gud hjælpe det … var Lasaret nok alle Vegne.
Madam Bølling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod:
-Som om hun behøvede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at passe, sagde hun. Men vi gaar alle om—alle om i dette her og blir helt sanseløse, sagde hun.
-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig havde Øret efter Tinka i Gæstestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skøre Potter.
-Og jeg si'er det, sagde Madam Bølling, hvis Tanker stadig gik ud og ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren kommer her, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede….
-Men Tine, sluttede Madam Bølling, er jo blevet saa taus, som var der slaaet en Laas for hendes Mund.
Begge Madammer stod tause og saa hen for sig—inde slog Tinka leende
Døren i for Næsen af et Par Lieutenanter.
Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle
Artillerister red deres Heste tilvands ved Kæret i snavsede Trøjer.
Madam Bølling gik hjem til sit.
Berg sad ved Vinduet nærmest Trappen—der kunde man se hele Længen, hvor Bølling, støttet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i den sidste Sol:
-Ja, der kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og fulgte Bergs Blik—: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol.
Berg gik ud, ned over Pladsen til Længen. Ja, her er Læ, Skovrider, her er Læ, sagde Bølling og tog hans Hænder i sine. Og Tine støtter mig—Tine hun har Kræfter.
De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bølling. Den Gamle lod ikke den svære Tunge stanse. Han talte og talte—om "den gamle Tid"
-Næ, næ—det husker De ikke—det var før Deres Tid—det var jo Aaret før Forstraadinden døde—Tine var ikke større end saa—det var det Aar, den nye Krolænge brændte, du husker, Tine—du havde de hvide Duer, de to hvide Duer, som fløj i Ilden—de spiste af Haanden, da du ikke var større end saa….
-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham—hendes runde Arm laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen.
Men Bølling blev ved—han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos Bølling om Eftermiddagene nu.
-Ja, Tine har Kræfter, sagde han—hun næsten løftede ham op ad
Skoletrappen—: hun har Kræfter.
-Hun er vel ikke køn, sagde han og stansede paa Trinet og saá paa hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund.
-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er.
-Og god, sagde Bølling og tog hende om Haaret.
Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at lyde. Gamle Bølling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine alene ved Siden af hinanden.
Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Hænderne under Klokkeklangen. Kun fra Kroen hørte man Tinka—hun var som i en evig "Tagfat".
Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at drive hjem.
-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig hastigt.
-Nej … jeg kommer vel ned….
Der var kommet som en hastig Rødme over begges Ansigter; det kom der let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og helst, naar Tredjemand var tilstede.
-Tak, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen.
Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik.
-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig.
-Krohold er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der lystigst.
-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i
Bryggersdøren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke
Værkerne … Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i
Sergeantstuen.
Tinka lo himmelhøjt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer.
-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der sad paa Skovriderens Knæ.
Men Tinka blev ikke længe i Ro—hun hørte, Løvenhjelm var inde hos
Tine i Spisekammeret. Den røgede Skinke skulde ned fra Loftet, og
Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Hælene.
Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dørene saa' hun
Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe.
En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel
Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys.
Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i
Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.
Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmæssig ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke længer:
-Det er det bløte Als, sagde han, det bløte Als—og gik ind til
Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet.
-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun endelig kom og gik ind med Maden.
Tinka satte sig med skrævende Bén paa Blokken og pustede:
De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltrænges en Undskyldning for hendes Tilstand.
Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Først blev han staaende i Døren, længe lænet til Karmen og rygende; indtil Tine sagde, med bøjet Hoved:
-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De dog siddende, sagde han.
Det var Tinka og ham, der talte—og mest ham. Han fortalte næsten altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev Lieutenant—om "de første Aar", "de glade Dage", sagde han.
-Da man følte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og gav sig selv et antageligt Rap til venstre.
Og Berg lo og blev ved at fortælle.
Tine taug og førte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og ind—lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende.
Hun rejste sig og hun bragte Mælkepunschen ind og tre Glas; og de drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Tæppe—mens Tinka og Berg blev ved at tale.
Hen gennem Huset hørte man Løvenhjelms Klaver og Majorens Stemme.
-At tænke sig, der er saa kort der ud, sagde Berg; der havde været en lille Stilhed:
-Hvor her er Fred, sagde han og saá rundt i det lille Kammer.
-Ja, her er rart, sagde Tinka og slog Hænderne mod sit Skørt.
Berg rejste sig igen, men blev atter staaende længe i Døren, før han gik.
-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De
Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid.
-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til
Sengetæppet, hvor Skovrideren havde siddet.
Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun læste dem saa urolig og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom fløj bare hen over hver anden Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun kunde læse dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at hun med ét tog dem op og læste dem højt.
Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Løvenhjelm at synge. Man hørte
Ordene hélt herud:
"Hej, Vægter! Hvor skal Slaget staa?"
"Oppe paa Hjørnet af Aabenraa!"—
"Ih Gud bevares, skal den Sorg
ramme det prægtige Pjaltenborg!"
Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa!
Brevet var mest Spørgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage med "Husker De?" og "Husker De?" igen.
Tinka sad og vuggede i Hofterne til Løvenhjelms Sang, mens Tine blev ved at læse det lange Brev—Side efter Side.
-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er længe siden.
-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Længesiden.
Nej—hun hørte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saá ikke hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjælp nu hos Minderne mer.
Inde i Dagligstuen sang Løvenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka kvædede med, mens hun lo:
Og hvem der nu i Sengen laa, naaede knap at faa Buxer paa, men hvem der stod og sov—Hurra! frelste sit Liv og sit Tøj endda. Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!
Sangen holdt op.
-Du, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: Han er dejlig.
Tine løftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste ikke, at hun læste og læste atter og atter de samme Ord deri:
"Hvorfor skriver Henrik saa sjældent, og naar han skriver, saa kort og hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i den sidste Tid."
-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.
… Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op.
Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu—det, han skrev og skrev paa og ikke fik afsted.
-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort.
Tine stod ved Lampen, blussende—og lykkelig lukkede hun Mappen.
… Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie følge hende.
-Nej Tak, min Pige, vi løber Storm i Mørke, raabte Tinka og løb.
Ude ved Havehøjen sprang Løvenhjelm over Gærdet for at følge.
… To Gange gik Berg—som i Tanker—rundt om sine Længer iaften. Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Drøn tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen.
* * * * *
Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Sværtede, blege, tyndede vendte Tropperne hjem med Sang.
Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glæden, mens det sagte rullede frem gennem Landet.
Men Sangen tog paa igen—højt i den foraarsfriske Luft—mens Folk og
Børn løb ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer:
Nu skal vi nok atter med Prøjseren slaas, han skal ikke finde os bange; vi har jo dog viist, vi tør byde ham Trods, skønt vi vare Faa mod saa Mange. Men heller en Kamp med et aabent Visir, end Rænker i Løn og en Kamp paa Papir. Lidt Torden og Lynild gør Himlen saa klar, den taagede Luft kun paa Kræfterne ta'r! Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt. Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.
Tine stod paa Markhøjen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbøl var afslaaet.
Huset genlød allerede af Tummel. I Gaarden løb Baronen rundt og trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig:
-Men hvad "følte" De? Hvad "følte" De, min Ven?—og lovede Punsch.
Sofie, der løb stundesløs hid og did og lo til alle, sagde:
-Ja, En maa gør' de Krigere en munter Aften—de har fortjent en munter
Aften.
Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt paaklædte og dødtrætte, mens de blev ved at tale—fra Stue til Stue, højt og glad Ude fra Vejen hørte man Afdelingerne, der sang.
Berg var gaaet ud i Tines Kammer. Der saá hun ham, da hun kom—han sad foran den lille Ovn.
Hendes skinnende Øjne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes
Hænder.
-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har været en lykkelig Dag.
Hun taug et Øjeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og sagte:
-Hvor Fruen vil blive glad
Berg stod lidt:
-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Hænder. Tine vidste ikke, at Taarerne løb ned ad hendes Kinder.
… Baronen var i Kroen for at købe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens
Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte
Suppe udenfor Længen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede.
Tinka og Gusta kom, i Køkkenet, med i Arbejde: Piskejern og Sløve gik rapt i alle Fade. Gennem Døren i Bryggerset saá man Maren midt i den tætteste Os.
Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved, lyste i Mørket nu:
Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat, og livet jeg ringe vil agte; lad Tyskeren gøre sig helt desperat; jeg skal ham dog mageligt magte. Og naar vi saa mødes engang i et Slag, jeg tager i Fyren et ordentligt Tag. Hurra! det vil blive en ypperlig Fest at kaste paa Porten den ubudne Gæst. Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.
-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med opsmøgede Ærmer, saa Piskejernet i Rørægsfadet klang, mens hun satte i med Løvenhjelms Vise:
Og hvem der nu i Sengen laa, naaede knap at faa Buxer paa, men hvem der stod og sov—Hurra! Frelste sit Liv og sit Tøj endda. Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!
Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede
Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter
Aften.
Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede hun uden at vide det Tinkas Vise med.
Baronen—der ogsaa ventede sine Englændere, som vilde rejse nu og
kørte omkring for at sige Farvel—begyndte at brygge Punschen, mens
Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i
Loen, hvor Lars Avlskarl havde hængt et Par Lygter op under Bjælkerne.
Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny
Forsyning.
Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik.
-Tøm bar' Bægern', sagde hun, saa En sér Bunden.
Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem—hver spillede i sin Takt, mens de andre blev ved at synge. Ingen hørte Ørenlyd; Harmonikaerne slog ind i en Trippedans, og Maren sang til.
Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i Loen—Fodtrampen hjalp paa Takten—saa Støvet stod op i det gamle Rum under de dinglende Lygter.
Officererne kom ned og saá til i Døren.
En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om
Halsen.
-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun næppe kunde staa og foer villig afsted med den næste. Harmonikaerne hylede og Soldaterne trampede Takt.
-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun fløj afsted igen.
Ude i Gaarden hørte man gennem et aabnet Vindue Løvenhjelms Klaver.
Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. Officererne var først nu som rigtig vaagnede; Dørene stod aabne mellem alle Stuer; Latter og Støj lød fra Rum til Rum.
Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre fra Loen hørte man Folkenes Lystighed.
-Jensen, en Polka, raabte Løvenhjelm og sprang op fra Klaveret.
Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Løvenhjelm var ude over Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind imod Væggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet—og Tine; de dansede tre Par.
Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres
Toddyglas frem i Døren til Havestuen. De talte igen om det attende
Regiment, der havde holdt sig saa bravt.
Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Støjen sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt paa sin Seng.
-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine.
Svimmel saa hun kun hans Ansigt.
-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse.
Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saá hun og hørte hun om sig som med hundrede Sanser—og saá dog kun ham, hvis Øjne hvilede paa hendes Ansigt, mens de dansede—længe.
Majoren fortalte Historier igen, og hun hørte de to Kaptajners
Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang.
Og Baronen foer ud og ind. Hans Englændere var komne i en Vogn.
Berg talte ikke; han saá kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens de blev ved at danse og ovre fra Loen de høje Hurraer lød igen.
Saa stansede Berg—et Nu beholdt han krampagtigt hendes Hænder i sine.
Englænderne var fra Gangen kommet frem i Døren og trykkede Alverden i
Haanden:
-Den troskyldige Glæde, den uskyldige Glæde, blev de ved at raabe.
Løvenhjelm svingede Gusta over Gulvet.
Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer.
… I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op og pustede, mens hun snakkede og spurgte.
Tine svarede med tankeløse "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka.
Saa sagde hun med ét og tog ikke Øjnene fra det brændende Lys:
-Tinka—kunde du—kunde du ikke nok sé til hernede?
-Hvor? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod Armene falde ned paa sine Bén.
-Her, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Øjne fra Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de trænger til Folk derhenne.
Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka;
-Ja—hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til at knappe sit Kjoleliv:
-Ja—saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske være sundere….
Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saá ind i Lyset.
-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir nærgaaende. Tinka slog
Sjalet om sig med en resolut Bevægelse, som om hun værgede sig.
-Godnat, da, sagde hun.
Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alléen. Alting var stille, og man hørte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik bort ad Vejen.
Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til
Længen:
-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde.
-Ja.
Det var, som tøvede de begge tæt ved hinanden, uimodstaaeligt,
Hundrededelen af et Øjeblik.
-Godnat, sagde saa Berg og gik videre.
-Godnat.
Tine gik ind. I Køkkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smørret i
Kanderne og samlede Brødet til "Tønden" og lagde Osten i Klæde.
For oppe maatte hun blive—oppe og gaa omkring.
Saa kom hun i Tanker om Tøjet, der skulde i Blød ved Daggry. Hun maatte vække Sofie og give hende endnu en Besked.
Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Døren til
Pigekamret.
Den store Dobbeltseng var tom.
Tine kastede sig pludselig paa Knæ ned paa Stengulvet, og, med Hovedet boret ned i den snavsede, forkrøllede, misbrugte Seng, hulkede hun fortvivlet.
Bryggersdørene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige
Hængsler.
* * * * *
Næste Dag kom der et Par Feltlæger til Skolen, Der maatte lægges Syge i Skolestuen. Tine maatte indrette alt.
De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. Lieutenant Appel var iblandt dem.
Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind, og Øjnene var mælkede som hos én, der har grædt baade Dage og Nætter. Han var truffen i Siden og Lungen var ødelagt.
De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber.
Nu og da hørte man deres Stønnen gennem Huset, og Saarenes kvalme
Stank stod ud i Gangen.
Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mér.
-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bølling, der gik ud og ind, fra Sovekammer til Køkken og talte til Bølling og til sig selv og til Husmandens Petra—for nu var da alting af Led, nu vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer.
-Derinde sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre har vi dem til at gi'e Aanden op—og Huset er fuldt, Huset er fuldt.—Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran Husmandens Petra med rystende Hoved.
Det var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om.
-Og Blod tørrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre igen.
Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som
Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen.
Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bølling—hun var helt forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bølling paa den anden Side af Sengen.
Saa tænkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han havde da "Magten over Tine"—ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod alting staa og gik—hun vilde strax derned.
Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik.
Hun blev ved at snakke med sig selv om Bølling og de Saarede og om
Vejen.
-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et
Øjeblik efter gentog hun paany:
-Og saa vil Tine rejse … som om det stod i Forbindelse med Vej og
Blod paa Trappen og alle Spørgsmaal under Solen.
Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bølling kom.
-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang.
Madam Bølling begyndte at gøre saa mange Undskyldninger, mens hun satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i Sit"….
-Men det er det, at Tine vil ta' bort, brød hun ud. Og hvad ska' vi gøre?
-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det hurtige Ord.
-Ja, til det Lasaret.
Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bølling ventede. Men Berg sagde kun i den samme hastige Tone og vendte sig:
-Ja—de trænger til Hjælp derude.
Madam Bølling saá op, som om hun ikke havde forstaaet ham:
-Trænger? trænger? sagde hun. Hvem? hvem?
-Var'et de Syge? Var'et de Syge?—var Bølling da ikke syg?
Og Madam Bølling begyndte pludselig at tale i en høj, skændende, fortvivlet og gennemtrængende Tone, som Berg aldrig havde hørt:
-Hvem skulde hjælpe, naar hun rejste? hvem? Var her da intet at hjælpe? her—baade her og der? hvem? Saá han da ikke sit eget Hus, sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Væg uden Plet—og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt øde….