Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa
Gulvtæppet, der sledes bort, paa Bordene, som var støvede—skældende
foran den blege Berg, som førte de knyttede Hænder op og ned foran sit
Bryst uden at kunne tale—til hun pludselig brast i Graad:
-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede hun, mens hun græd.
-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at faa dette Menneske til at holde op, der græd, faa stanset den Graad, den ulidelige Graad.
-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart.
Han gik op og ned, op og ned.
-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst.
Det var, som Berg selv følte en pludselig Ro, efter mange Timers stumme Hidselse, ved sine egne Ord.
-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt … Ogsaa Madam Bølling blev paa én Gang roligere og begyndte at tørre sine Øjne; og, ligesom undskyldende sig paany, sagde hun:
-Aa—ja—sé, man gør jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider….
Men, hvem har sine Sanser—hvem har sine rigtige Sanser?
-I disse Tider, sagde hun.
Madam Bølling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med
Tine.
Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften:
-Nej, vi kan ikke undvære hende, havde han sagt.
-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bølling svaret.
Og saa var hun rokket hjemad.
Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom—hun saá, hvor bleg han var:
-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De trænger til
Luft.
-Er Vejret smukt, spurgte Appel.
-Ja, svarede Berg og tænkte: Hvor hun har lidt.
-Skinner Solen?
-Ja.
-Saa gaa dog—saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.
De gik ud og de bøjede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne støjede, ned langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed—uden at tale.
Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at tale—løsrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede den Lidenskab, han ikke nævnte; han forfulgte den med sine Ord lige til dens Fødsel i sine Tanker—han forsvarede sig med alt, skældende Nætterne, Værkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der ikke havde Arbejde, Nætterne, der ikke kendte Søvn.
Han gik igen hurtig, saa hun næppe kunde følge; stille forstod hun alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han ikke behøvede, sagde hun blødt og næsten bebrejdende:
-Hvorfor vil De dog sige mig alt det?
Berg stansede—to Gange mumlede han hendes Navn.
-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg har talt med Deres Mo'er.
-Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden.
-Nej, hviskede Tine og løftede Hovedet.
De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var
mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der nærmer sig Foraar.
Kanonerne taug. Kun et enkelt Drøn bares hen i den klare Luft med en
Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem.
De gik ned over Engen og steg ind over Gærdet. De saá Dammen og Lysthuset med de hvide Søjler, hvor Rosernes Ranker hang nøgne ned—og de tænkte det samme.
Gennem Laagen i Buxbomhækken kom de ud til Længen.
Fra Dagligstuen lød Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den halvaabne Vaskehusdør, rykkede væk fra sin Sergeant. Men Maren blev staaende ubekymret, højt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre ved Leddet—de fulde Spande havde hun stillet fra sig.
-Kom afsted med Deres Spande, raabte Berg som i en pludselig Forbitrelse. Og Maren satte ind efter—uden en Lyd—saa Skørterne fløj om hendes Lægge og Mælken skvulpede; Officererne, der drev paa Gaardstrappen, skoggerlo, da hun løb.
Berg og Tine skiltes.
Hun vendte ad Alléen hjem til Skolen. Den sødligt kvalme Luft fra de
Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne
Kort.
Madam Bølling var i Køkkenet—hun kogte Hønsekødsuppe til "dem derovre".
-Det er smaat—det er smaat med dem derovre, sagde hun.
-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.
-Aa, saa Gud ské Lov, aa, saa Gud ské Lov, sagde Madam Bølling og satte sig af Bevægelse.
-Og her er jo ogsaa nok at gøre her, sagde Tine som før.
-Aa ja—er det ikke sandt?—Aa—saa Gud ske Lov … Bølling, Bølling, raabte Madammen ind højt og glad, vi beholder hende—aa, jeg vidste det, aa, jeg vidste det, naar han lovede det.
-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bølling tyssende. Tine havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals.
* * * * *
… Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng.
Rundtom var de Syge ved at falde til Ro.
Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bøjet ned ved et Tællelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kæreste, siddende halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at tænke og med at skrive.
Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede
Øjne.
Henne fra Vinduet hørte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle
Bogstaverne, ligesom om han stavede.
Appel slog Blikket op:
-Aa—De véd ikke, hvor hun har kønne Øjne, sagde han og saá op mod
Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte.
Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.
Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Hæk brød en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat.
I Mørket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Krøblingens Vogn med Øllet—han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tønde:
-Jo, den gik godt nok—om man saa'n ku' hold' 'en gaaende—Ane forstod' et at bland' det tynde øl….
Den Krøblede blev ved at snakke.
Tine gik fra ham: Han havde været til Kros.
* * * * *
To Nætter efter blev Tine hentet hjem.
Det var Madam Bølling selv, som kom og slog paa hendes Rude.
Det var rent forskrækkeligt med Bølling. Mælet havde han ligesom faaet helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var ikke til at holde i Sengen.
Lægen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen.
Tine maatte blive derhjemme.
VI.
Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.
Han talte uafbrudt og bad og vilde høre læse—Psalmer og Skriften.
Tine læste og læste.
Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Søvne rokkede og rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.
Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde faaet en Dyne ud paa Køkkengulvet for at finde lidt Hvile.
-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!
-Ja, Mo'er, ja—men sov nu, sov nu….
Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Døn hen over det rystende Hus. Blæsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lød som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra Sønderborg—paa fireogtyvende Time.
-Hør, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bølling i sit
Køkken.
-Ja—men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.
Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur.
Rundtom sov alle—Officerer og Soldater og Syge—den samme Søvn, hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet.
Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin
Plads.
-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lød.
-Ja, Barn, gaa—gaa, sagde Madam Bølling, der tog fat paa det daglige og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og slider.
-Og det ta'er kun til—det ta'er kun til, sagde hun.
Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.
Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de tumlede videre.
Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes
Brøl.
Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke staaet. Fra alle Veje lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Søvn eller Ro. Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.
I Gaarden holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i
Regnen. Tre Mænd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte
Kapper, og et Par vildfarne Børn var faldet i Søvn paa Loftstrappen,
indsvøbte i et Sjal.
Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede Vejfarne, var størknet paa alle Tærskler. I Dagligstuekakkelovnen tændte to Fremmede Ild.
Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor de var, og de søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne det mod Væggen, der skælvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hørte man en skinger Kvindestemme, der blev ved at sige—mens den Talende uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit Skød—:
-Alt, hvad vi ejer og har—aa, alt, hvad vi ejer og har!
Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen
skøttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne
Døre, som vilde den slynge dem løs fra de sitrende Karme under
Kanonernes Larm.
Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst—i Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved viklet i et Lamasjal.
-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over
Sengen: aa, den treenige Gud—aa, den treenige Gud!
Tine gik og kaldte igen:
-Maren, Maren!
Ingen svarede.
Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, frem over Gaarden, som stod alle Længer i Brand, ud, hvor Lars Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var løbet bort. De stod paa Markhøjen—forfærdede foran det brændende Land.
Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gaarde brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften saás Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et Dyr, der stønner.
Rundtom paa alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.
-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag—blev Sofie uafladelig ved; hun fulgte i Hælene paa Tine hvor hun gik og stod, mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Mælk og Brød (der var ikke anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste Børnene at spise.
-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'—Sofie jamrede højt—det er det bedst' af alle Billeder—det ligner bedst af alle Billeder—der var han ind' at si' Farvel—da han drog ud….
-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som
Sofie skulde bære rundt.
-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte høre igen om "al den Elendighed".
-Og—det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.
Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev
Kanonernes Bulder hen over Huset.
En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke paa Dørene. Baronen lod dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en Skildring af Bombardementets Rædsler.
Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til
Sæde.
-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klæder.
En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsæk og løb omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den barsler, bad om blot et Brædt til at lægge over sine Knæ, saa han kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor allerede to Børn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i Vindueskarmen.
Der kom bestandig fler; gennemblødte, overdængede med Smuds stod de i Gangen foran de overfyldte Stuer og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Øjeblik, en halv Time—og de satte sig, med Børn i deres Arme, paa Loftstrappen, i Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de satte sig.
Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev lagt i Pigernes Seng.
Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "tø op" og de vaagnede til Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grædende for deres Hjem—uden at høre paa hinanden, hver kun optagen af sit—krammende ud med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og fortvivlet som en bedragen Jøde paa en Markedsplads, tællende Værdipapirerne, han har reddet—og pludselig stansende, uden at kunne tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden; deres Hus, der var styrtet sammen, deres By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned.
Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille.
De trængte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals—mens Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om "nye Detailler", udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen hørte:
-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke hyggeligt.
Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet at ligge.
-Over hans Seng—lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:
-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.
Et Par Købmænd talte om Assurancen—det var Held for dem, som havde godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme Ord—uafladelig, som en Sindssyg—ligesom et Refræn.
Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke mer; her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmed Jammer.
Tine gik Baronen forbi, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham raabe:
-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det gælder … Jeg har sagt det, jeg har sagt det … Pas paa Retræten, har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder … Og der falder en Granatregn nu over Broerne….
I Gaarden stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi og ind i Stalden—hun vilde kalde paa Lars eller Maren—: med fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange Øjne, mens Tøjret raslede svagt.
En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den
Blissede, Herlufs gamle Ko.
Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at slikke hendes Hænder.
Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme, som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig Angst og trykker sig op imod Jægeren.
I Alléen kom der atter Flygtninge imod hende—Kørende og Gaaende.
-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig—en Hjord uden Vilje.
Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben red ind paa Marken for dog at komme videre.
Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte:
-Hvor ligger tredje Regiment?
-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.
Tine blev staaende—de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu:
-Han laa ved Broerne.
Hun hørte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst.
-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.
Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hørte
Klokkerne og vilde ud af Sengen.
Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han raabte:
-Bed, bed, lad os staa op at bede.
-Ja—ja, hun holdt ham i Sengen.
-Lad de Ugudelige bede….
-Ja, ja!—Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog Præstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør og hun hørte dem ikke:
-Han laa ved Broerne.
-Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen paa sin Dyne.
Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Døn. Ude i Køkkenet hulkede Madam
Bølling højt.
-Der, der, skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs, —hører du—læs … lad os alle bede.
Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran hendes Øjne, og hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste:
-"Herre vær os naadig, vi have biet efter dig, vær aarle vor Arm, vor
Frelse i Nødens Tid".
-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er almægtig.
-"Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban".
-Gud er almægtig. Gud er almægtig—
Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hørte hun ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Øren kun tomme Lyd:
-Han laa ved Broerne.
Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten som med Triumf—alle Esaias' Rædsler.
-"Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og
Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i
Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land…."
Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og talte sagtere:
-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige evindelig. Det skal være øde fra Slægt og til Slægt, fra Evighed til Evighed skal ingen gaa igennem det".
Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille.
Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang:
Vor egen Magt, den er kun svag, let kan os Fjenden fælde; men En antager sig vor Sag, omgjordet med Guds Vælde: Det er den Herre Krist, og Sejer faar Han vist! Der er ej anden Gud, Han drager med os ud. Han Marken skal beholde.
Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke: hvor stærkt de dog sang derinde—de, som skulde dø.
Og myldred Djævle frem paa Jord og os opsluge vilde, vi frygte dog ej Fare stor, de deres Trusler spilde. Lad rase Mørkets Drot med Løgn og Mord og Spot. Han har dog faaet sin Dom, da Krist til Jorden kom: Et Ord ham nu kan fælde. De, som kunde dø—dø og faa Fred!
… Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten var allerede kommen tilbage og tog Præstekjolen af paa den anden Side Sengen.
Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne.
-Aa, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?
Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik paa den sovende Syge.
-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han og pegede ud mod Kirken.
-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.
Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunde ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhøje Mudder og Hestene stansede skælvende og blindede. Familjevis kæmpede Menneskene sig frem. Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, der piskede deres Ansigter, følesløse—naar de blot kom frem, kun frem.
De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr, forbi Saarede, der jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved Vejkanten, og de saá dem ikke, fordi de ikke var deres.
Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled, rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeraad uden Værd, gamle Kvinder holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der strømmede, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum.
Gennem alt, Storm og Kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte man som Knive de Saaredes Skrig—naar i Stimlen de nøgne Vogne stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor Elendighed, havde kastet dem uden Medfølelse.
Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og solgte ud fra sin Vogn, geskæftig udskrigende sine Aagerpriser, mens hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.
Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne tørnede mod hinanden.
Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun skulde i Forretning.
Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens de blev ved at lé. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for at følge i Kølvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de Flygtende.
Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slæbte Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Saarede.
Det var en Vogn med haardt Kvæstede. Der maatte skaffes Plads. De kunde ikke bringes videre. De Nærmeste stansede ved Skrigene, da de Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.
En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne Kvæstede stønnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lærred og der var ikke Charpi.
Tine løb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa der, paa udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn græd rundt om Skorstenen paa Stengulvet.
Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede
Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utaalmodig, med de
Kvæstedes Stønnen i sit Øre.
Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa—midt i Jamren lod hun Munden løbe:
-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?—De er ikke til at holde ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene….
Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skældte hun paany sine
Piger—den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes
Raseri—:
-Om de laa ene i Nætter som disse? Taget faldt over dem og de flød med
Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø … Tøjter, Tøjter, raabte
Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side.
Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed, syntes hun, hun saá—et Nu—Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde hun:
-Han er død.
Hun gik op. Hun gav Lægen Charpi og Lærred. Han var i Arbejde: en af de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder.
-Aa, aa, rør mig ikke, be'er jeg—rør mig ikke, be'er jeg, be'er jeg….
Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos—kun bleg var hun—og hjalp.
-De taaler at se Blod, sagde Lægen, der gik til den næste.
-Ja, svarte Tine blot og fulgte.
Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han rallede.
-Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi.
Sygepasseren slog Kappen over den Døende.
… Lægens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen. Bølling var vaagen nu igen og saa urolig:
-Og naar der er en Doktor i Huset—og naar der er en Doktor i Huset, sagde hun; hun saá hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun paa Bølling, med hvem det var saa rent forkért.
Lægen gik ind og lod Tine blive.
Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere aabnedes Døren: de flygtende
Stakler bad om Nattely kun—forgæves.
-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.
-Ja.
Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid hjemme, i Viborg, ved Søen—med "de unge Piger".
Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende
Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.
-Annie, Annie, kaldte halvhøjt Appel i Feberen Tak—at du kom.
-Om lidt blir her køligt—hans Stemme lød saa mildt—saa gaar Solen ned … her er saa smukt, naar Solen gaar ned … og vi er sammen….
Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:
-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden—du er saa god … hvor du er god….
Sygepasseren vendte Hovedet:
Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. Der laa nu osse hun paa langs henad Sengen—som en Klud.
Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.
-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men føj ham blot; det kan dog ikke skade—desværre.
-Og gaa saa derind.
* * * * *
… Bølling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bølling kunde ikke faa
Strømperne paa ham:
-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hænder.
-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.
-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal alle ud, blev han ved, hans Tunge gik uafladelig.
-Ja, Fa'er, ja.
Han havde ti Mands Kraft, han løste alt igen; hun kæmpede med ham af alle Kræfter.
-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!—Tine famlede med ham, Klæderne fik han forkert paa.
-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i
Taarnet.
Han tog Tine om begge Haandled.
-For det er Jorden, der brænder, sagde han og begyndte selv at skælve: Forstaar I, det er Jorden, der brænder …
-Ja, Fa'er, ja!
-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og aandeløs: Der er Ild i Jorden—hører I—hører I … der er Ild i Jorden.
Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs,—mens Madam Bølling skreg—byldtende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, raabende, ustanselig, skrigende paa Lygten:
-Lygten, Lygten—skal vi ikke sé, hvordan Jorden brænder? Og han begyndte at lé.
-Jo, Fa'er, jo.
-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling.
-Hent Tinka, sagde Tine aandeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind, ud og ind.
-Ja, aa ja,—Madam Bølling løb uden Sans.
-Lygten, Lygten, skreg den Syge.
-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tændt.
Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold dig til mig, hold dig til mig og pas paa.
Den Syge lo højt og længe gennem Larmen.
-Vi vil se, hvordan Jorden brænder … Gud har sat Ild på jorden, sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.
Han gik ud Han vilde ikke støttes. Han løftede, staaende paa Trappen, den svinglende Lygte højt, saa Lyset faldt over de Flygtendes Ansigter.
-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.
Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm.
Bølling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den løftede Lygte, paa det øverste Trin—Hatten tog han af, som om den strammede hans Hoved.
-Fa'er, kom.
De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De foer imod Kirkegaardens Hækker og snublede over Stene.
-Hører I, hører I, raabte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn.
Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben.
Stormen stod mod Kirketaarnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.
Døren slog i for de hylende Hunde.
-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.
Madam Bølling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun tog den.
Stigen stod for dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje—mellem dem laa Natten, som vilde den sluge dem.
-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.
De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod alle Luger.
-Tinka, pas paa, pas paa.
Bølling vaklede i Mørket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe og de ogsaa—paa det faste Loft.
-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!—Bølling rev i Lugerne, og
Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og
Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til
Brand.
Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de aabnede
Luger.
De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt—som Randen af et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros—Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin—naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
-Det er Øen, der brænder, hviskede hun.
Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte alle Vande over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som onde Dværge.
Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dør. Hundene foer jublende ind dernede.
Tine havde vendt sig. Lygten greb hun—hun troede, hendes Hjerte skulde stanse.
-Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige
Gange.
Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen—hun lyste for Berg, der kom op:
-Det var ham, det var ham.
Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til
Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Hænder.
De andre vendte sig knap.
Han stod hende ganske nær, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg. tog han hende, dækkende hende med Kys.
Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte dem med Jubel.
Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bølling Sovemiddel.
-Men De trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var blanke og vidtopspærrede, som saá hun et Syn.
-Ja, hun gaar med mig, sagde Berg.
De gik.
Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine løb gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.
Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær.
* * * * *
Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt opløste Seng.
Hun satte sig op og mumlede:
-Det er en Bespottels' af Gud.
Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten.
* * * * *
Regnen var stanset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet.
VII.
Nu var det glemt—altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks
Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem.
Tine løb hen til Lars Husmands; der vilde hun staa, naar han kom.
Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblødte Vej. De vendte Hovederne og saá efter Tine, der løb dem forbi—hendes Ansigt var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Sløjfe fæstet i sit Haar under Sjalet.
Ved Stien ned til Huset holdt den Krøblede med sin Vogn. Han havde to
"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Øl over hele Øen.
Han talte med sin kvækkende Stemme—Tine saá op i den lyse Himmel,
Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede—:
-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin høje, klare
Stemme, og hun løb ind til Ane.
Ane sad, mens de to Børn kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede mange Kobberskillinger i Kræmmerhuse.
-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten?
-Ja, sagde Ane, Gud ské Tak—det er Øllet.
Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Mønter.
-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden:
-Men Luft maa her ind.
Hun stødte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men det var spigret.
-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sømmene bort med et Par rappe Hænder. Saa!
Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende ved Vinduet—Signalerne lød saa grant og kækt under den lyse Himmel.
-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte.
Ane hørte ikke.
Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine
Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjælp under
Regningen.
En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den og brølede, da Ane tog den.
-Kom, sagde Tine og tog Knægten op; hun løb gennem Stuen med ham i de løftede Arme:
Og det var Ridder Ro
og det var Ridder Rap
Tip-Tap.
Og det var Ridder Snip
og det var Ridder Snap
Tip-Tap.
Knægten lo, mens hun sang og løftede ham højt:
-Og skal du med Preusserne slaaes, og skal du med Preusserne slaaes, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten.
Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med
Drengen paa sit Skød.
Ane blev ved at tælle sine Tutter.
-Hvor er Himlen dog høj, sagde Tine, der ufravendt saá ud i den blanke
Luft.
De Bortdragendes Signaler var døet hen, og Solen var ved at gaa ned.
Tine satte Drengen bort med et Sæt.
-Der er de, sagde hun og stod op.
Ane havde intet hørt. Men der lød Skridt bag Bakken af en kommende
Trup.
-Nu naaer de Bakken, hører du?
-Ja, nu kommer de, sagde Ane trægt.
Tine lyttede, mens de kom nærmere med tunge og trætte Trin—ned ad
Bakken nu.
-De synger ikke, sagde hun sagtere, og hun bøjede Hovedet lidt ned bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende.
-Jo, det er dem, sagde Ane og saá op fra sine Skillinger.
De første Rækker kom forbi—tyndede og sørgmodige. Officererne gik ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Række fulgte paa Række—tunge og tause, ingen hilste det vante Kvartér.
-Saa stille de bli'er, sagde Ane.
Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne—nu stod hun op igen:
-Der var han—der saá hun ham—saa bleg og saa stille som de andre … nej, han drejede ikke Hovedet; han saá hende ikke, at hun var der; gik kun saa træt som de andre—forbi som de andre.
De var alle forbi, og man hørte kun den Krøbledes skingrende Stemme og et Par pludselige Kanondrøn over Landet, der syntes at hilse Solens Nedgang.
-Farvel, sagde Tine, der stod ved Døren; og hun gik hen over Markerne. Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende, sagde hun:
-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glæde: hun skulde trøste ham, pleje og trøste ham.
Hun løb stærkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken.
Hun mærkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skønt den var fuld af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dødt og uden Støj.
Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og græd, sagte, uden Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de grønne Bukkar og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen.
Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og dækkede, og hun saá til hans Livret, som hun havde lavet—iaftes silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han skulde drikke.
Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med ingenting; hun tænkte ikke paa, at han tøvede—lykkelig ved kun at sysle her, hvor de skulde være sammen.
Saa hørte hun hans Trin, og hun gik hen mod Døren.
Hun rakte Hænderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke igen—han saá dem ikke; og Ordene, hun havde længtes efter at sige, hun fik dem paa én Gang ikke frem; hun stod kun maalløs, ventende, i uforstaaende Angst foran hans aandsfraværende Øjne, der ikke saá hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.
Hun gjorde kun én Bevægelse—pludselig, maaske uden at vide det: hun gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte det, mens han træt satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig.
Tine blev staaende—gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brød (vel ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og frygtsom, mens hun næppe berørte hans Skulder med sin Haand, sagde hun sagte:
-Var det saa forfærdeligt?
Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme.
-Forfærdeligt, sagde han kun.
Og ligesom om han overhovedet først nu huskede "det", holdt han hendes
Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine
trykkede Ansigtet ind mod hans Kind—Taarerne brød frem af hendes
Øjne.
Saa bøjede han sig—og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed—kyssede han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Læber.
Tine stod stille op og hun begyndte at tale som én, der fryser—frygtsomt om Nætterne, om Skanserne der ude, om de Faldne.
Han svarede kort, i en Tone uden Liv.
Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det næste Spørgsmaal endnu mere tonløst.
Hun tænkte kun paa ét: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.
Over dem hørtes Officerernes trætte Skridt; deres træge Tale var gaaet helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod sit Bryst.
Tine løsnede hans Haand fra sit Hoved og stod op:
-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden
Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun hængte ved denne ene Tanke.
-Jo—det er vel Tid, sagde Berg og han gik.
Tine fulgte. Hun gjorde i Køkkenet alt i Stand. Officererne kom tause ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste, graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Øjne.
Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe den ind.
"Skovriderens Ret" bar Tine selv.
Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, mens Sofie bød om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevægelig.
En og anden talte nu og da med et Udtryk, som hørte han ikke sine egne Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig samme Udtryk i alle Øjne som en stirrende, bestandig Grunden.
Tine bød "Retten" om og kom til Berg. Han saá op paa hende, men hun var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme.
-Aa—det har Deres Moder bragt, sagde Berg.
Der gik blot en hastig Skælven hen over Tines Ansigt og hun forsøgte at smile som til et Ja.
Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamælte, satte de sig rundtom og fulgte med Øjnene Røgen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre, mekanisk, som En, der forfølger en eneste, fix Tanke—og satte sig igen paa den Plads, som han lige havde forladt.
Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik eller maaske blot for at høre hans Stemme og være, hvor han dog var.
Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge—faa Stemmer og altfor skingert.
En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund:
-Der er de Nye, sagde han tungt til Berg.
Sangen blev ved derude—fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der stod op:
-Naa, Lieutenant, har De glemt at synge? Svar Folkene med en Vise.
Løvenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig stiv—som en Automat—mens han sang:
Har I læst den Berlingske Avis— eller har I hørt'et, at en fornem Hertug i Paris har sin Kone mørdet? Hun var lige gaaet i sin Seng, drømte om sin Manne,— han hed Hertug Choiseul Praslin, hun hed li'esaadanne.
Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Følge—en Englænder og
den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens
Løvenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede
Munde, lænede Hovedet mod Væggen, stirrende ud i Luften:
… Ind kom Kammerpigen trippendes galant, spurgte: "Hvad behaver?" Men ved nøjere Eftersyn hun fandt Fruen rent Kadaver. Hertugen den Tyverad vaskede sig i et Fad, aad en Ret forgiftet Mad, brændte saa sin Slobrok. Tralala, lalala, tralala.
Sangen var holdt op, uden at nogen mærkede det—knap nok de, der sang.
Og i den pludselig stille Stue hørte man Englænderens Stemme, der sagde:
-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol.
Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom hørte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til hinanden.
I Dagligstuen sad kun den københavnske Korrespondent, der holdt fast paa en enlig Kaptajn og endte alle Sætninger med at sige:
-Nej—jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne.
-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet hørte—i hans Øren lød kun bestandig Skansernes fortumlende Støj.
-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over
Broerne.
Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Køkkenet, langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa.
Hun hørte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Døren—men han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.
Hun tænkte ikke mer paa at afdække det lille Bord og ikke paa at tage Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng—hun saá det ikke mér: hendes Liv hang kun i magtløs at vente.
Det slog et Par Dask paa Døren. Det var Tinka, der kom bralrende ind.
-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog sé, om Huset stod endnu—jeg kommer fra Pér Eriks'.
Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt.
-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der løsnede sit Sjal.
Ja—li'saadan hos os … Men—hvor er Skovrideren? spurgte hun.
-Vel derinde, sagde Tine uden at røre sig.
Nu saá først Tinka paa hende—ved Lyden af den ligesom døde Stemme—og pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen havde spist, og Væggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som var hun uden Liv og Blod.
-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany.
Det var som Tine først rigtig hørte nu, da hendes Navn blev nævnt; men hastig vendte hun atter Øret mod Vinduet.
-Nu gik han forbi.
Tinka var begyndt at ryste—taus gik hun hen mod Veninden og hun tog hendes Hænder, der var kolde og stive, som var de livløse. Hun fandt ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, glatte og glatte det.
-Tine, Tine, sagde hun.
Tine løftede blot sit tunge Hoved og et Øjeblik saá hun paa Tinka med
Øjne som en Hinds, der døer—uden at fatte Døden.
Tinka lod sine Hænder synke, og endnu en Gang saá hun rundt i
Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet.
-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde.
Hun tog Tines Hænder, der ikke gengældte hendes Tryk; og stille gik hun ud.
Da hun kom frem ved Længen, mødte hun Berg.
-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?
-Fra Tine, svarede Tinka haardt.
-Godnat.
Tinka løb ned ad Alléen—og, mens hun tænkte paa Løvenhjelm og paa ham
den anden, den Fremmede, der havde været der i Kroen kun den eneste
Nat, løftede hun pludselig sine Hænder som til en Trudsel eller kun i
Fortvivlelse.
Berg gik videre; i Længerne var der stille, alt var til Ro.
Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dødtræthed ikke en Gang kunde sove.
-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne.
-Ja, haard, sagde Berg.
Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Mørke, saa det gav dumpe Genlyd i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod.
-Og heller ikke Søvnen er kvægende, sagde han langsomt.
Berg svarede ikke. Men de tænkte begge paa den tunge Dvale, der faldt over de Dødtrætte, mens Dagens Raab: "Dæk Dybbøl—Dæk Avnbjerg—Ragebøl dæk" blev ved at skræmme de lammede Sovende.
-Nej, sagde Berg, man kan knap sove mer.
De gik ind og de skiltes med et Haandtryk—de var blevet saa faste,
Haandtrykkene Kammerater imellem.
Berg aabnede Døren til Dagligstuen, og i Kammeret hørte Tine hans
Skridt, der døde bort.
Hun bevægede sig ikke, stille sad hun og skælvede kun som af Kulde:
-De var endnu ikke til Ro—Huset var endnu ikke stille—han venter, til det bliver stille.
Man hørte Kanonernes stigende Drøn og en enkelt Søvnløs' Fodtrin frem og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.
Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine hørte
Korrespondenternes Stemme paa Trappen:
-Nej—ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den
Sortsmudskede.
Og Baronen svarede:
-Som sagt—som sagt—nu maa man vente de store Begivenheder.
Døren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin døde hen over Loftet.
Kun den Søvnløse gik og gik.
Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen—"for om han dog kom".
… Hun foer sammen—det var hans Trin.
Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret—hun smilede til ham, da han kom.
Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Lænder smertede:
Hun smilede og sagde:
-De kom dog.
-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bøjede sig over hende.
… Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dødt. Ord fandt han ikke, men kun Kærtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm—uden Liv.
Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om Tilgivelse—hun, der havde givet alt og hvem alt var berøvet:
-Er De vred? hviskede hun ganske svagt.
-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Spørgsmaal.
Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begær—mens
Kanonerne sang.
* * * * *
Det var over Daggry.
Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt løste Klæder foran den store Seng. Dér var hun falden hen og sad og nikkede.
Maren vækkede hende.
Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse:
-En véd virkelig ikke, hva' du tænker—det er den lyse Morgen….
-De tør jo ikke mer ligge ene, sagde Maren kun med halv Foragt og smed sig i alle Klæder, yderst paa Sengestedet.
Maren kom ikke af Tøjet mer.