To verdener

KAPITEL 9

Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige, usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som et æg, der er ruget på i fire og tyve timer — gennemtrukket af tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det bedste".

Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen.

Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden, sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi, kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den, der skynder sig at tro.

Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished havde gennemtrængt ham.

Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de skulde forstå hinanden — så stærkt hang han endnu ved det gamle, at han mente, det var fuldkommenheden — og han begyndte at fortælle hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling, hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin, skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans; dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed. Hans liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve, og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat.

Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom, mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens — men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden.

Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle. Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr. phil.s værdighed.

Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder; nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og oprigtighed.

Han havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld. Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han havde også været vred — hvad der ikke skulde gentage sig — men han havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort?

Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind, og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren, kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab; ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var hans pligt at forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri.

Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at løse. Han brugte omtrent et år til at forstå hende så vidt, men han fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han, hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var nær eller langt borte. Han var ikke manden, ikke forholdets herre. Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede — den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen — havde hun med en magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl, en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som før, og Helga var der — altsammen kaldte det på ham, og han forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været, han tænkte med mange tons vægt — — —. Helga, som han elskede, gik og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit, forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage. Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde lykkes?

Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg ikke. — Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet, og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse, der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig.

Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der ikke er tjenlig.

Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.

Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og male — var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun gærne vilde være en flink dilettant.

Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun overhodet kunde forlange.

KAPITEL 10

Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også Søndag; hun og Niels Grandlev plejede at gå morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør, hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte være alene om det. Men det var jo Søndag.

Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin frisertrøje på og la sig i vinduet.

De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer, der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige grønhed vinkede en hed sjæl til hvile!

Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.

Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok sorte får.

Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring, rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af sig igen, hver gang der kom en smule blæst.

Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte skikkelse fra vindueskarmen.

Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv, for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen — når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør end efter nogen anden anledning.

Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der nu kom en hindring i vejen — —. Hun blev ikke god på den, som hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs.

Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af det.

Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over fjordens rolige ansigt.

Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være nogen — sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi, i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen, de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere. Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt; mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild.

Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt. Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg fandt dette? tænker han.

Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!

Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt; hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget, der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med.

Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved.

Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.

Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i øjnene.

Nu kommer du vel herud for at hente mig?

Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven.

Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op.

Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for det som en undskyldning, mener jeg.

Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!

Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op.

Å ja, du har jo altid ret.

Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er bedre; er det ikke sandt?

Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i skoven, men den var ikke som før.

Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun kom til at se dårlig ud.

Å, du — det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig.

Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.

Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden — enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd, så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem.

De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted, og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage?

Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis sjæl består af sådanne ulykkelige huller.

Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt.

Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge tavshed.

Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun.

Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere fornøjelse af det.

Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det.

Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er.

Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik.

Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede dig.

Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i.

Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting at sige, ingen fortrolighed at skænke mig.

Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed.

Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt fald, at du skjuler noget for mig.

Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes hende vigtigt:

Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok.

Det andet — det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved siden af.

Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en ydmygelse.

Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt.

Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem — —. Det ene er formodenlig mig, og det andet — —?

Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så være mere? Hvorfor er jeg — — en hel masse, som jeg ikke ved hvad er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, det er pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det?

Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig om det.

Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det — —

Er det da ikke idealet af samvær?

Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand?

Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord.

Det gir jeg dig ret i.

En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga, om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand; jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke, mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så hjem?

Ja.

De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.

Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til kærlighed og lyst til — — den anden ting. Hvis jeg nu var en af de stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses mere, men når du bliver oplagt til mig, så — —

Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting, der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse — —? Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.

Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.

Jeg ved ikke. — Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber — de altid lidt blege læber — var veltalende, idet de skiltes ad!

Farvel.

Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om ånden, som ene siges at vare evindeligt?

KAPITEL 11

En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan?

Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser. Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det er meget uklogt, men det er så interessant!

Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange ting — selv om den er blandet med en smule regn —; den braser på som en vædder og flår som en gal kat, men den renser for sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind.

Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen; halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte, hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt. Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde ganske være gået tabt i en andens selskab.

For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede levende i hende, som hun ønskede at se.

Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme, ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår og et lille ondt, rødt øje — hele det vældige tyrehoved bar et udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge menneskene mange alen bort.

Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende noget om bunden ondskab, som enkelte mennesker eller hele samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt.

De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem, hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje.

Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at ødelægge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til virkelighed i et kunstværk.

Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde, og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale om, hvordan hun smudsede sig til. — Den dårligste kokkepige blir altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. — Jeg tror, jeg har elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren.

— Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte moeren en dag.

Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun med en vis kraftanstrængelse.

Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget — — eller du kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage.

Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over hende ved moerens ord.

Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går tiden.

Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude.

I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en symaskine?

Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?

Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes?

Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig — sådan.

Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds med mig nu. Men det skal nok komme. Først så — —. Hendes øjne søgte ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke.

Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt, hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere ivrig med den tegnen.

Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid her inde.

Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det da blive til noget, tror du?

Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift, kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer — og mandfolk med, hvis det skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne godt end at kunne brodere.

Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt at ta sig til?

Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå tiden med?

Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.

Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden måde.

Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev?

Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.

Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham.

Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket; rødglødende ører. Ja.

Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at det skulde blive værre.

Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det kunde føre til et slags resultat.

Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende og drejede skrivebordsstolen om imod den.

Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går straks igen. — Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske, hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt! Hun satte sig på en anden, op ad en reol.

Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til en, der er tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det hele. Jeg har ingenting gjort!

Han rejste sig og gik hen til hende. — Vor Helga er i et forpint humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu ikke er ganske overflødig.

Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste.

Han gik tilbage til sin plads.

Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde, hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde.

Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde hende, hvis hun så ikke knuselsker ham.

Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed. Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse nogle brudstykker — —.

Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt.

Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne, skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne, sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige.

Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går vi og venter på noget, der kaldes lidenskab.

Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til det brug, hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige anliggender?

Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og mig holder du foredrag for.

Er du ond, Helga?

Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke bedre. Du kan ikke holde af mig i længden.

Det gør jeg stadig, i grunden.

I grunden, det vil sige imod din vilje.

Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.

Jeg siger dig jo også, at jeg er ond.

Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg længe kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig — jeg så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur — men det har kun gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du kom, men nu kan du tænke over det. Dine uklædelige, agressive erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi mig et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg vil ikke høre det. Godnat, Helga.

Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne. Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det.

Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse — — —.

Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen — —.

Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste, hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det. Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede hid og did som et geled invalider — —.

Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne blev fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten uden at trække været — —.

Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun havde vished for udfaldet.

Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult.

KAPITEL 12

Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i spejlet.

— Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de havde at forhandle, var ikke lutter fryd.

Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een, kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt.

Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.

Godmorgen, Helga.

Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han kendte den nok, Helgas hånd.

Hvordan har vi det? spurte hun.

Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis hånd i sin. Videnskabens fallit!

Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred på mig ret længe ad gangen.

Det er altså opdaget, tænkte han. — Hvis det er et fortrin ved nogen af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han.

Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart hver til sit.

Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så ubetinget.

Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os, som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre end at vente.

Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.

Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt kan få det ud.

Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre ned ad gaden. Du er et monument — i pelshue og astrakans kåbe — og forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen statue med hvirvlende draperier.

Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.

Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse?

Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen, min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet meget vigtigere for mig, efter at det er blevet så usikkert, mens andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men lykken er det vigtigste.

Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og ventede med sydende utålmodighed.

Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til orde. — Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere, end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?

Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt.

Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der rullede sig nøgen i sine penge.

Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke?

Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget mere lys ind end jeg.

Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.

Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud af dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig til at blive gift, det er det hele.

Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal blive til?

Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele masse blir til en hel masse børn.

Uha, hvis jeg havde det nu — —. Jeg kom dem i en kurv og gik omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om; du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det.

Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså kommet — —.

Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor, sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for.

Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro; men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm og en unge surret fast på ryggen.

Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af.

Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd.

Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner, og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding.

Ja, ikke sandt, hvis!

Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være en udmærket medicinmand, der skaffede stammen regnvær og alle djævles venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og bylder og faldende syge.

Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste stykker. Men du vilde ende som en vel præserveret mumie i en stensat grav.

Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så rendte jeg ud i den vide verden — — — nu lyder det så dumt.

Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg. Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig?

Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du mig ikke resignasjon?

Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget værd.

Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig. Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.

Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over mig, der gør det. Den er ikke altid helt god.

De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa indtrængende:

Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere sige, at det vilde være dig en let sag.

Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg forsøger.

Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om.

Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde lovene for de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro, at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse, og først når man under studiet af det regner med alt, hvad menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi, der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden af andre kan levere noget af værdi.

Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke?

Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig.

Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg har været — hvad skal vi kalde det?

Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning; selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig.

Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg — — ikke blir ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine stemninger?

Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand, der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer?

Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro: