To verdener

Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud af den. Du har gjort dit.

Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis frihed.

Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.

Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret, når man ser det syn helt ude fra mørket.

De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det?

Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god.

Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre?

Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort værk.

Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende, men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han vilde have spurt om.

Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige forhold.

Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det rette forhold, at jeg vokser under din skygge.

Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre.

Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt, som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning, fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken — og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en bevæget dag.

Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun efter en pause.

Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men du har det vist anderledes?

Nej. — Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget af dig.

Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig? Det blir nok anderledes, jomfru Helga.

— Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.

Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel, erklærede hun.

Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i gelænderet.

Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle, der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre tromme, mens stormen spillede hen over den.

Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog igennem!

Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam, så mat hun var!

Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede sig frisk ind i mørket på den anden side.

Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen, ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end måske noget andet.

Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der; stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke længere noget hus.

Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart skulde giftes.

Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham.

Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge.

Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble sort og rasende under sig!

Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud. Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned. Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter.

Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru. Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et par gange for sig selv.

Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på sin tilfældige vej.

Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende foreløbig, til der blev brug for det.

Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden kærligheden ikke var nogen lidenskab.

Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i virkeligheden at løbe fra ham?

Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen. Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af.

Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse. Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.

Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart.

Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire løbeture.

KAPITEL 13

Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer stormende med alle mine stemninger — —. Uha, hvor jeg er smittet af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden.

Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra sig, da han så hendes ansigt.

Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud.

Han satte sig.

Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som om jeg var et landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske.

Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det.

Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt at ta ud et års tid.

For at lære husholdning?

Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg blir gift.

I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig.

Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset, end nogen ved, du med.

Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig. Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk.

Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare sindsligevægten.

Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du trængte til stærkere — stemninger, end de kan — opdrives her. Dit andet mandsideal — — —.

Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god nok som sådan — — —.

Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar over.

Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke: Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr.

Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere til.

Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange pibe, I er tre mandfolk — — jeg har nok at gøre med at klare mig mod den ene af jer.

Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk, som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk — i stedet for det, der måske ikke blev til noget.

Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage — —.

Hvor meget af dig kommer der tilbage?

Meget mer, end der rejste ud.

Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.

Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige dig noget. — Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så længe.

Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind bag hendes øre. — Der gærer nok mange mærkelige ting i dette kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid, da vi kan begynde at være helt lykkelige — det, der så er igen af os.

KAPITEL 14

Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet en hel del, meldte sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise.

Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende, indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning.

Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang. Hun tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den, bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder, foregik al hendes tænkning.

Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen. Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse, begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget, enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom.

Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det tar sig ud i den daglige omgang. Det føles afvekslende varmt eller koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse og ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige.

Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.

Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om æmnet.

Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet uden ungdom og friskhed — det er kulturen og barbariet, der tørner sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men kulturmennesket — in casu: jeg — er ikke så værdiløs, som handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater, selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker over alt. Handling og beskuelse — det er de to stadier; jeg tilhører det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen nærmest. Handling og beskuelse — kraft og visdom, disse to ting udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.

Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg forstår alt, hvad der er hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab; jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald. Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå anderledes, end det er gået.

Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti mit hjærte er delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om, at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget det, hun havde brug for?

Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu mindre udsigt til at få min barbar hjem igen?

KAPITEL 15

Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se, hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har hun vel snarest været til mode som et insekt, der lammes med et stik af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu aldeles uangribelig.

Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.

Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler? Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden just at se hen efter hende.

Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt.

Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen og ser på det?

Jeg vilde ikke gøre kalven bange.

Det var pænt af dig. Kom så.

Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig forklaring end blot at sige: Kom så.

Nå, ja. — Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja, nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det er.

Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det gør hverken fra eller til.

Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om, at hun havde talent.

Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget, der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til det tidligere.

Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget, at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone. Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? — Det er mit svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle, stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til tyrekalven, og når det blir efterår, så — — —. Men jeg tror virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne?

Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne "han" er ikke mig.

Han er min lærer; det er noget andet.

Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være.

Men kæreste — — — er du skinsyg?

Har jeg grund til det?

Nej.

Så er jeg det ikke.

Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle henseender?

Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo ligegyldigt.

Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op.

Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne til din udvikling.

Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og fremmed — måske har jeg taget fejl. — Og altid når jeg kom lidt ind på det spørgsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden. Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den grund, at du ikke behøvede at tro på mit talent. Og man finder jo mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med.

Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for mig, og dette her er slutningen på det.

Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed.

Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første billede, og det skal det også!

Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv; i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære kærligheden; det er tjenligst at beholde mig — en stund endnu. Og hvor kommer jeg fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min kæreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er borte.

Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej. Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra, hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende vismands-tanker.

Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved at græde, men så rettede hun sig og sa:

Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så begavet som du, kunde jeg næmt resikere at forstå dig og mene det samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er gammel.

Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel. Det er mig utåleligt at være færdig med min udvikling, mens du lever her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den.

Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun — — fornyer sig ikke, og hun har heller ikke glemt dig endnu.

Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør det derfor ikke.

Men sig så i det mindste: Farvel, Helga.

Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem os er — fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste.

Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at sige mig farvel og gå.

Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.

Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg skal sige dig noget — som du ikke fortjener at høre: Nu kan du plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig får pillet mig af.

Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig — —

Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med det samme!

Men din kunst, Helga?

Å, den — — ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?

Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet, ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast?

KAPITEL 16

Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre mellem hans reoler og hans hustru.

En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile; den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag mand, syntes det.

Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være, der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun havde befrugtet hans tankeliv.

Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne. Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne? Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han havde ikke mere brug for sin.

Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og attrå mod det, barbaren har frem for ham.

Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes — ligesom ukrudt.

Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget sin natur — som det siges, at man skal, — han havde overvundet sig selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som Darwinisterne har fået så store resultater ud af.

Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham — til ingen nytte — om det, han kunde være blevet, dersom — —.

Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen ved siden af.

Farvel, reoler!

KAPITEL 17

Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse; skoven var ikke god som den gang; efteråret havde ikke den værdi for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt hende, svandt derefter helt og holdent — — —.

Men nu var forandringen kommet.

Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning. Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det.

Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom for at vise, at det nu var hendes herre, og at hun var den svage, der skulde ofre alt, hvad det krævede. Men en nat kom der en stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.

Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for?

Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved middagsbordet.

Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.

Er det vort barn, lille Helga?

Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning.

Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.

Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.

Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at gå ud.

Vil du nu ud og male?

Jeg skal nok pakke mig godt ind.

Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen.

Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa hun. Når først — —. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske, men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel, Niels; jeg skal ikke blive forkølet.

Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at læse.

Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han hende komme; han gik igen ind og satte sig.

Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold af at sidde og lytte og gætte.

Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren.

Kunde du se at male så længe?

Intet svar.

Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt.

Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind i spisestuen med tændstikkerne.

Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for at appellere til dine — — følelser, men kan du huske noget sådant nu?

Ja.

Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og magtesløs; ser det ikke således ud?

Jo — —.

Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget — — —. Men en omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker — — om ikke for andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en vigtig tankegang.

Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.

Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine hende med sine lumpne åndrigheder.

Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder. Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.

Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand.

Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.

Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?

Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød:

Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers — — —.

Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!

Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige kulde.

Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af hinanden, at vi glemmer det? Kan du — — —. Hvad vil du gøre ved mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det — —. Jeg mærker det allerede —. Nej, det er gruligt!

Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt. Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod halsen og de velkendte læber — —. Hans fingre blev seende, mens de berørte dem.

Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved.

Kære Helga, sa han — og han vidste i det samme, at det var ikke det, han helst vilde sige —: Du begriber da nok, at man ikke så pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort barn kommer, og så er du igen som før.

Hun rejste sig. — Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er andet. Naturligvis kommer det igen. — Hun gik frem og tilbage og strøg sit hår op. — Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret. Når det er overstået — —.

Så har vi et lille barn, Helga.

Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen — — for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig, Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig altid. Tak for det.

Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund.

Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham.

KAPITEL 18

Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden — ti han måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed — la hun sin hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og være god en lille tid, inden den slap helt. — Tror du ikke, hånd, at jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde.

Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje. Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro.

Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret, og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i skoven.

Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar stemme. — Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det skulde ha været en dejlig dag for os to — — os tre, Niels. Lad os sætte os lidt.

Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han — — —

Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er mig, der er skyld i, at vort barn er dødt.

Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig — — —

Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig, da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i barnet. Bag efter — ja det ved du ikke noget om — da tegnede jeg lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde det.

Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige — —.

Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet.

Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen — — —.

Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende, som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt, hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes noget. Og ved du hvad — —. Hun blev bleg, mens hun talte. — En dag jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels.

Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.

Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket, og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.

Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig, end den i en vis tid har gjort — dersom jeg kunde gå hen over den med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke — det var ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et fantastisk øjeblik overdraget dig dette — hverv. Nu har jeg kun en forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den rigeste.

Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve; det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt livsstof.

Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side, som jeg ikke forstår.

Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer, og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske slet ikke er til.

Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til, stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig — — jeg er to halve mennesker. Jeg er en dårlig kone — nu. Og der er noget endnu, som du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu: Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke — min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme, mens jeg gik sådan.

Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt, og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse.

Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad så, Niels?

Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig, og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.

Hvad er det for et?

Sig det kun selv, Helga.

Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre andet end rejse?

Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme.

Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?

Er du selv i tvivl?

Når jeg ser på dig — — —.

Se ikke på mig. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær din hele lykke, der beror hos mig.

Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det før. Men det kunde ha været sådan, at — — —. Sæt nu, at min lyst til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok — —.

I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i dig og lar sig ikke udrydde.

Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor, men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du holde det ud med studierne alene, et år for eksempel?

Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes noget nyt, der lod sig studere.

Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig, som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før, når jeg har været borte en tid for det andets skyld.

Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til at ha nok i mig — — å, jeg mener ikke noget, du har nødig at protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik, jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen, større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render hun ikke fra mig? — Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage, at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem — din store og besynderlige kærlighed til mig — for længst blevet til intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder, hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig — af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere ved, at du blir hos mig.

Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så talte han igen:

Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder: at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret adgang?

Jo, Niels. Kender du det?

Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem, og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det andet.

Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert, selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for — — —. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde holde af for hele livet, og at jeg havde talent — —.

Han så spørgende på hende.

Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere — jeg er ikke —. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i seng, det var efter, at du havde set på mig. Næste morgen da jeg vågnede, vidste jeg altså — — to ting. Jeg mente, det skulde blive så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde bestemt til det.

Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.

Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.

Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter. For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte. Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed — livet i al sin fylde, der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin: Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. — Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort; jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.

Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted. Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så vidt muligt at se på hende.

Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling; deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første; de havde jo talt ud.