To verdener

— — Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke vejede noget.

Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende i møde.

Hvor har du været, Helga?

Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav retningen.

Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til?

Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske — ja måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun sig og gik rask ind ad mødestedet til.

Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.

Tillader du, jeg følges med dig?

Helga så forbavset på hende.

Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at blive påhørt med taknæmlighed. — Jeg vil bare gøre dig opmærksom på det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt påfaldende, folk taler om det.

Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.

Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til; men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.

Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en besynderlig og flov virkning.

Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel, selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den ene efter den anden — —.

Grandlev rejste sig fra et af de små borde.

Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt ulykkelig ud.

Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.

Der er ingenting, sa hun og så op på ham.

Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte ansigt.

Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr. Grandlev?

Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.

KAPITEL 5

Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var bittert, og som sved.

Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det anstrænger Dem at benytte en høflig tone — hvad det vistnok gør for tiden —, så svar, som det er Dem bekvemmest.

Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.

Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.

De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det med det sind, De skal gå ud i verden og — nå et eller andet mål? For nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.

Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde være, dersom hun blot vidste — — men måske ønskede han bare at ydmyge hende.

Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os; vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.

Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse. Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke hende i håret.

Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken — og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte; ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det ringede, og hun måtte af sted.

Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.

Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.

Jeg forstår godt — — —. Hun forsøgte at rynke panden, men den glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.

Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.

Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så yderst primitiv.

Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.

I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde, til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på den store eng hjemme ved gården.

Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som derefter ser på tingene med andre øjne.

Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri, måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.

Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så kunde der væres ulykkelig bag efter.

Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt, hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun. Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.

Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham.

Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt, endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist.

Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget? Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i grunden så sørgeligt.

Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om. Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med, at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om. Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt. Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt blive på den vej, hvor hun var.

Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun hørte hans trin bag ved sig.

Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.

Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem.

Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre; hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele sig til.

Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.

Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende — — —

Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen; øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt lejlighed.

Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede med sit atlas over knæene.

Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok, hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene — —. Hun lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par raske streger — — nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet — —. Øjet blev færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var fyldige og sad passende tæt ind til hodet.

Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.

Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.

Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde, hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når det andet var sket.

Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil: Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret.

Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun ingen tvivl længere. Alt var helt godt.

Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun.

Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god. Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag igen.

Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage.

Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom, hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik? Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt. Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.

Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse.

De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende; hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde, derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se, hvordan han slap for det.

Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet, da han spurte:

Hvordan går det så med humøret i dag?

Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha givet et eller andet livstræt svar. Hun var også livstræt, da hun gik foran ham ind i klassen.

Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt, fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget efter. Hun havde fået sin del, som der står.

Lykkelige Dagmar!

Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at hun måtte undre sig og blev vågen igen.

Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste, hvad det betød.

Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi, der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde det billede hænge på hendes væg.

Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var det tetid. Alle tre forsøg blev brændt.

Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove, skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod væggen, så der gik hul.

Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget nøjagtig, men den duede ikke.

Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den foreløbig.

Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt sind, lige til hun faldt i søvn.

KAPITEL 6

Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed, som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk, som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så — —

Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham, og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog vidste han i grunden nok, hvad han vilde — eller hvad han blev nød til.

Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers vilde være ved det. Det var det eneste visse.

Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.

Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som jeg ved?

Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen, og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det.

Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af indre lystighed.

Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at få det undersøgt?

Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende rigdom.

Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans overvejelser.

Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun blev ved at le; det tog magten over hende.

Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende.

Ja, pinte hun frem. Jo. — Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har gjort det før.

Brudelys, sa hun og rejste sig.

Ja, kom så, sa han.

Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham.

Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting.

Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede tiden.

Hold lige dær. — Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned efter blomsterne.

Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den virkelige. Den forjættede hånd.

Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to hænder.

Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør, rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række ham en hånd som denne her — —

Næ — sa han og trak været dybt.

Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. — Nå, ikke det? sa hun. Slip så da.

Hvad er der? spurte han forundret. — Hendes hånd faldt ned som en død ting.

De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.

Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?

Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind, en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.

Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte, De kunde ikke holde det ud.

Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen tankegang, og han følte det med liden glæde.

Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig.

Det er jeg også, sa han.

Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun.

Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget af at drikke.

Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid.

Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig.

Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet. Han tog hendes hånd.

Lad os sætte os ned, sa han.

Hun så fra hånden op til ham. — Ja, lad os det, sa hun med barnlig, forknyt stemme.

Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand falde ned på hendes hånd.

Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og til sidst vil den komme i kog, forklarede han.

Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk forsøg.

Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre endnu.

Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd.

Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst.

Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget.

Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt ind under strålen.

Den skal blive kold, ikke? sa hun.

Jo. — Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så følte han på den, og de så på hinanden.

Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan ikke. — Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med til legen. — Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.

Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende som et lille barn.

Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen.

Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd. Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu.

Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? — Hun lo igen ligesom før.

Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun vilde.

Denne dag er Helgas, tænkte han.

Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var hendes daglige liv.

To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag, da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende med sine kys, helt.

Fler!

Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage til; han kendte den straks og smilede.

Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.

Kys hende, inden vi putter hende ned.

Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så han tænkte ikke over, hvad han selv var.

Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.

Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige inden — —

Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil dette så blive begyndelsen til?

Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset, opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans følelser luft:

Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge, blondladne kvindehår!

KAPITEL 7

Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer; Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist.

Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske sprog; så indfandt ideen sig vel nok.

Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn. Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i provinsen, hvor han blev ansat.

Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham.

Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed. Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent. Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil., der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.

Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik frem for alle andre hensyn, så vilde han — en mand, der elskede love — ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende.

Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang, og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre. Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel, erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester; senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder, forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen; lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven — desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen — — —

Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til; man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig formodning.

Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men lov, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed være deres overmand, der blev foretrukket for ham.

På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde ønsket.

Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt, at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur har frembragt.

Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans resignasjon er nok så grundig — med mindre han resignerer ved hjælp af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev slog sig på bøgerne.

Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske, men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed, der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter indskydelse.

Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen. Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så frembringes der tanker af varmen i hans hjærne.

Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?

Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde denne tilsyneladende urimelighed.

KAPITEL 8

Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede indfald.

Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til skrivebordet, så hun havde ham i profil.

Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se.

Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes venstre øjenbryn.

Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg ikke. Og drej hodet igen.

Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde, som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.

Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.

Ja — — godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.

Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu, nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand.

Se her; er det ikke meget godt?

Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. — Jo, du har jo — —. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold. Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget, der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for at gøre hende en fornøjelse.

Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.

Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor kunstnerinde — eller blir det.

Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde læst i.

Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes.

Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset.

Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i selskab. — Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.

Det havde han; hun måtte gærne se dem.

Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun.

Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker.

Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.

Det ynder du formodentlig ikke?

Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din?

Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.

Fornuftigt, nå. — Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende. Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun.

Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han fandt ikke noget at sige hende.

Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig? Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den grad minder om små børn.

Kunde du ha lyst til at tegne den også?

Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt bitter lystighed:

Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle bedre hunde end dem, du har hængende på din væg.

Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem?

Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.

Hvor langt ligger den — guldalder tilbage i tiden?

Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se.

Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med lange børster — —

Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig. Vi havde en hjemme — —. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så han kom til at le. — Den var en gang efter mig; det var første gang, den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen. Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den.

Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt.

Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget snak?

Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! — jeg tror næsten, jeg har kendt en lignende — men når du en gang har måttet opgive det meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var gavnligt for dig, at du kunde overkomme.

Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg ta nogle af dine kunstnerbiografier med?

Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem.

Ja, men det kunde være, jeg også kom i tanker om noget, når jeg så på dem alene.

Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. — Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på.

Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk bekymret ansigt.

Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det.

Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan fra dig. Farvel, store mand.

Farvel, Helga.

Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig som den lille?

Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før aftensmaden. — Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd til det. —

Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind; den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den eneste form for kærtegn, han kendte.

Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det gamle og det ny. Hun vilde synes bedst om det gamle, det havde hun bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået; hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.

En tåre faldt på papiret under hendes hænder.

Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt.

Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede nøglen om med et harmfuldt vrid.