Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne,
Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun.
Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof
Rhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene;
Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det.
Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil,
Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok,
Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne.
Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg,
Hvilket Thema man vil, frit varierer det;
"Petersilie grün" eller et Vægtervers
Formes under hans Haand villigt som Arien.
Skjalden prøver sig, og skaber som Virtuos
Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham.
Her besynger han ei Det, som vel Mængdens Blik
Først sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra,
Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer
Til et "Gid jeg var Hest" skinsyg at ønske sig.
Ei besynger han her Plagen med Pas-Control,
Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen.
Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal.
Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i,
Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig,
Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers
Først begyndende Kraft, siden Afmægtighed.
Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste?
Her sig strækker en Bro længer og længere,
Til Brasiliens Kyst eller til Indiens.
Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere,
Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund.
Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed,
Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf.
Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri,
Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal.
Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun.
Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof
Rhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene;
Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det.
Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil,
Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok,
Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne.
Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg,
Hvilket Thema man vil, frit varierer det;
"Petersilie grün" eller et Vægtervers
Formes under hans Haand villigt som Arien.
Skjalden prøver sig, og skaber som Virtuos
Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham.
Her besynger han ei Det, som vel Mængdens Blik
Først sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra,
Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer
Til et "Gid jeg var Hest" skinsyg at ønske sig.
Ei besynger han her Plagen med Pas-Control,
Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen.
Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal.
Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i,
Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig,
Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers
Først begyndende Kraft, siden Afmægtighed.
Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste?
Her sig strækker en Bro længer og længere,
Til Brasiliens Kyst eller til Indiens.
Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere,
Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund.
Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed,
Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf.
Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri,
Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal.
CHARLOTTENLUND
EN SKOVSCENE
Digteren.
Saa Dette kaldes i Skoven gaae?
Er slig en Promenade,
Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa,
Vel Andet end Østergade?
Er slig en Promenade,
Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa,
Vel Andet end Østergade?
Østergade nok saa nemt
Bliver paa Landet flyttet,
Intet af Inventariet glemt,
Alene Localet byttet.
Bliver paa Landet flyttet,
Intet af Inventariet glemt,
Alene Localet byttet.
Hver en Driver, som pleier hist
Daglig at paradere,
Sees igjen under grønne Qvist
Med Stokken at manoeuvrere.
Daglig at paradere,
Sees igjen under grønne Qvist
Med Stokken at manoeuvrere.
Hver en Dame, saa dukketam,
Som sees paa Gaden at trine,
Møder i Skoven dobbelt stram,
Og sukker sin Snørlivspine.
Som sees paa Gaden at trine,
Møder i Skoven dobbelt stram,
Og sukker sin Snørlivspine.
For en enkelt Time, maaskee for to,
Lad os betragte det sammen.
Det former sig dog til et smukt Tableau
For Enhver, som er udenfor Rammen.
Lad os betragte det sammen.
Det former sig dog til et smukt Tableau
For Enhver, som er udenfor Rammen.
Du siger, i Vrimlen man blande sig bør,
For at skue dens enkelte Dele;
Jeg troer, man bliver i Hovedet ør,
Naar man ei staaer over det Hele.
For at skue dens enkelte Dele;
Jeg troer, man bliver i Hovedet ør,
Naar man ei staaer over det Hele.
I Afstand bør Betragteren staae,
Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen;
Da vil han først Effecten forstaae
Af et Publicum, Skoven og Himlen.
Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen;
Da vil han først Effecten forstaae
Af et Publicum, Skoven og Himlen.
Men siden du vil, lad os nærmere gaae;
Den store Masse da sikkert
Løser sig op i Atomer smaa,
Som en Taageplet i en Kikkert,
Den store Masse da sikkert
Løser sig op i Atomer smaa,
Som en Taageplet i en Kikkert,
Smaa Fragmenter af den store Sum
Vil Synet forbi os føre,
Og enkelte Lyde af Massens Brum
Drage forbi vort Øre,
Vil Synet forbi os føre,
Og enkelte Lyde af Massens Brum
Drage forbi vort Øre,
Med det Samme synger dog Finken glad,
Lærken qviddrer foroven,
Luften suser i Bøgens Blad,
Gjøgen kukker i Skoven.
Lærken qviddrer foroven,
Luften suser i Bøgens Blad,
Gjøgen kukker i Skoven.
Det Hele danner en broget Contrast,
Danner det Pittoreske ...
Min Ven! du lægge mig ikke til Last,
At jeg taler for min Æske.
Danner det Pittoreske ...
Min Ven! du lægge mig ikke til Last,
At jeg taler for min Æske.
En Digter vænner sig gjerne til
Æsthetiske Categorier.
Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil,
Jeg Reflexionen fortier.
Æsthetiske Categorier.
Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil,
Jeg Reflexionen fortier.
En Herre.
Deres Dom jeg gjerne vide vil
Om det sidste nye Stykke.
Om det sidste nye Stykke.
En anden Herre.
Jeg suspenderer min Dom, indtil
Forfatteren lader det trykke.
Forfatteren lader det trykke.
Den første.
Saa siig om Tragedien Deres Dom,
Om den, som i Trykken er kommen.
Om den, som i Trykken er kommen.
Den anden.
Saalænge den ei paa Scenen kom,
Suspenderer jeg Dommen.
Suspenderer jeg Dommen.
En Dame.
En anden Dame.
Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae,
Kan høre, hvad du taler.
Kan høre, hvad du taler.
Den første.
Vi stakkels Piger skjule maae
Vor Sværmen for Idealer.
Vor Sværmen for Idealer.
En Herre.
Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand?
En anden Herre.
Fortræffeligt sidder din Kjole.
Den første.
Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan.
Den anden.
Og din Skrædder paa dig kan stole.
En Dame.
Som sagt, jeg finder det Stykke for frit.
En Herre.
Men De saae jo kun det danske.
Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit,
Hvis De saae det hos de Franske.
Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit,
Hvis De saae det hos de Franske.
Damen.
Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt,
Det Sprog er glat som en Salve,
Det Sprog er glat som en Salve,
Og det Værste selv er neppe slemt,
Naar man kun forstaaer det Halve.
Naar man kun forstaaer det Halve.
Vaffelbageren.
Kommer ind til mig! I min Boutik
Serveres varme Vafler;
Man dem spiser af Haanden, det er Skik,
Man sparer Kniv og Gafler.
Serveres varme Vafler;
Man dem spiser af Haanden, det er Skik,
Man sparer Kniv og Gafler.
Trop.
Saa giv mig nogle til mine Smaa,
Men varme maae de være.
Men varme maae de være.
Vaffelbageren.
O store Mand! nu skal De faae;
O hvilken udsøgt Ære!
O hvilken udsøgt Ære!
Trop.
Mine Børn ei finde dem fede nok,
De behøve desuden flere.
De behøve desuden flere.
Vaffelbageren.
Hvad de Smaa behøve, for enkelt Kok
Umuligt er at præstere.
Umuligt er at præstere.
Gjøgen.
Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal!
Er her Ingen, som vil erfare,
Hvor lang Tid end han leve skal?
Sandfærdigt vil jeg svare.
Er her Ingen, som vil erfare,
Hvor lang Tid end han leve skal?
Sandfærdigt vil jeg svare.
En Litteratus.
Nu vel, jeg Længden spørger dig om
Af mit Liv i Litteraturen.
Af mit Liv i Litteraturen.
Du dødfødt jo til Verden kom,
Dit Spørgsmaal er mod Naturen.
Dit Spørgsmaal er mod Naturen.
En Flok Skoledrenge.
Vi kom herud i Omnibus,
Mens vi fik Cigarernes Patte.
Afveien, Folk, for den vordende Rus!
I maae lære hans Værd at skatte.
Mens vi fik Cigarernes Patte.
Afveien, Folk, for den vordende Rus!
I maae lære hans Værd at skatte.
Vi danne den Stamme, som evig skal staae,
Besjælet af Guddomsflammen.
En Stamme kan ei afveien gaae,
Derfor afveien for Stammen!
Besjælet af Guddomsflammen.
En Stamme kan ei afveien gaae,
Derfor afveien for Stammen!
Er Artium endt, saa bliver et Blad
Af Stammen produceret.
Det er det Samme som Doctorgrad,
Saa er man habiliteret.
Af Stammen produceret.
Det er det Samme som Doctorgrad,
Saa er man habiliteret.
En Journalist.
O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab!
Hører du Klokkernes Klemten?
Fornemmer du hele Nationens Raab
I mit Nummer To hundred og femten?
Hører du Klokkernes Klemten?
Fornemmer du hele Nationens Raab
I mit Nummer To hundred og femten?
Lehmann har svigtet den gode Sag,
Og hjelper ei du til Seier,
Da kommer det snarlig for en Dag,
At jeg er den sidste Plebeier.
Og hjelper ei du til Seier,
Da kommer det snarlig for en Dag,
At jeg er den sidste Plebeier.
Betragt vort Land, det er fladt som faa,
Det mangler aldeles Bjerge;
Vor Natur ikke vil, her være maa
Forskjel paa Kjæmper og Dværge.
Det mangler aldeles Bjerge;
Vor Natur ikke vil, her være maa
Forskjel paa Kjæmper og Dværge.
Hver høiere Væxt til vanligt Maal
At forkortes vi strengt befale;
Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal,
Det gjælder for det Normale.
At forkortes vi strengt befale;
Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal,
Det gjælder for det Normale.
I Krogen bort dine Bøger kast!
Flokken.
O ja! det længes jeg efter.
Journalisten.
Saa nivellere vi Løst og Fast.
Flokken.
O ja! med forenede Kræfter.
Industrielle.
For Pokker! Jeg hører, Autoritet
Er Lehmann ikke mere.
Nu frygter jeg for, vi blive Beet
Med de Varer, vi fabrikere.
Er Lehmann ikke mere.
Nu frygter jeg for, vi blive Beet
Med de Varer, vi fabrikere.
Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til?
Hvordan med Lehmanns Kanaster?
Snart Kunden, som jeg dem byde vil,
Mig dem i Hovedet kaster.
Hvordan med Lehmanns Kanaster?
Snart Kunden, som jeg dem byde vil,
Mig dem i Hovedet kaster.
Saa nylig man spændte hans Heste fra,
Og lod ham paa Skilter male;
Hvor kunde jeg troe, der var Fare da
For det fuselfri Nationale?
Og lod ham paa Skilter male;
Hvor kunde jeg troe, der var Fare da
For det fuselfri Nationale?
En Bonde.
Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei!
Kommer hid og hører min Bue!
Politik i Skoven det passer ei,
Saa lidet monne det due.
Kommer hid og hører min Bue!
Politik i Skoven det passer ei,
Saa lidet monne det due.
Jeg spiller kun for den nærværende Stund,
Og vil man om Fremtiden spørge,
Kun det eneste Svar giver min Mund:
Jeg lader Fiolen sørge.
Og vil man om Fremtiden spørge,
Kun det eneste Svar giver min Mund:
Jeg lader Fiolen sørge.
See, det er min Politik, saa sandt
Som Solen og Maanen vandre;
Og spiller jeg og lidt falsk iblandt,
Saa gjør jeg kun som de Andre.
Som Solen og Maanen vandre;
Og spiller jeg og lidt falsk iblandt,
Saa gjør jeg kun som de Andre.
Fuglenes Chor.
Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat;
Og vil den for meget støie,
Da flygte vi til det stille Krat,
Og den stille Vandrer fornøie.
Og vil den for meget støie,
Da flygte vi til det stille Krat,
Og den stille Vandrer fornøie.
Og finder Hoben, vor Sang er slet,
Da synge vi den kun atter;
Tilsidst man finder den ganske net,
Naar man lytter og ikke pjatter.
Da synge vi den kun atter;
Tilsidst man finder den ganske net,
Naar man lytter og ikke pjatter.
En Oxe.
Nei hør til den uforskammede Flok,
Som pukker paa sine Sange!
Jeg staaer her tøiret, det veed den nok,
Ellers jeg vilde den stange.
Som pukker paa sine Sange!
Jeg staaer her tøiret, det veed den nok,
Ellers jeg vilde den stange.
En Landskabsmaler.
Hør, Oxen brøler! Slig landlig Lyd
Til Taarer Mangen rører;
Dog er det maaskee Maleriets Dyd,
At man seer den, men ikke den hører.
Til Taarer Mangen rører;
Dog er det maaskee Maleriets Dyd,
At man seer den, men ikke den hører.
En Herre.
Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa.
En Dame.
Min Herre! læs i mit Øie!
Herren.
I det ene jeg seer Chocolade staae,
I det andet ... jeg veed ikke nøie ...
I det andet ... jeg veed ikke nøie ...
Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer,
At min Stræben sig tør tillade ...
At min Stræben sig tør tillade ...
Damen.
Nei, Gud bevar os! I det andet staaer
En anden Kop Chocolade.
En anden Kop Chocolade.
En Sangerinde.
Enhver, som finder min Stemme raa,
Kan ved min Skjønhed fornøies,
Og finder han Skjønheden ligesaa,
Vil Stemmens Værdi forhøies.
Kan ved min Skjønhed fornøies,
Og finder han Skjønheden ligesaa,
Vil Stemmens Værdi forhøies.
I pene Herrer! paa flygtig Gang
I bør ikke forbi mig ile.
Kommer hid, kommer hid for at see min Sang,
Kommer hid for at høre mig smile!
I bør ikke forbi mig ile.
Kommer hid, kommer hid for at see min Sang,
Kommer hid for at høre mig smile!
Jeg finder mig i, hvordan det gaaer,
Og siger man, at jeg hverken
Har Skjønhed eller Talent, saa faaer
Jeg dog Noget paa min Tallerken.
Og siger man, at jeg hverken
Har Skjønhed eller Talent, saa faaer
Jeg dog Noget paa min Tallerken.
En Herre.
Musiken toner! Du Søde, kom,
O kom til Skovløberhuset!
Saa svinger jeg dig i Dandsen om,
Af min Kjærlighed vildt beruset.
O kom til Skovløberhuset!
Saa svinger jeg dig i Dandsen om,
Af min Kjærlighed vildt beruset.
Hans Kjæreste.
En Beruset falder i Dandsen omkuld,
Og strax en Klods man ham kalder.
Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld,
Og med dig jeg staaer eller falder.
Og strax en Klods man ham kalder.
Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld,
Og med dig jeg staaer eller falder.
Chor af Publicum.
O hvilken Nydelse! hvilken Dag!
Det kalder man sig fornøie!
Som reen Profit for mit Syn og min Smag,
Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.
Det kalder man sig fornøie!
Som reen Profit for mit Syn og min Smag,
Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.
Digteren.
Endnu er Tummelen ei forbi,
Der er længe, til Mængden sig fjerner.
Saa vandre vi nu til Sorgenfri
Ved Glimt af tidlige Stjerner.
Der er længe, til Mængden sig fjerner.
Saa vandre vi nu til Sorgenfri
Ved Glimt af tidlige Stjerner.
Jeg ruller mig om min faste Pol,
Og bliver stedse den samme.
I Vest nu synker den matte Sol,
Saa begynder i Øst min Flamme.
Og bliver stedse den samme.
I Vest nu synker den matte Sol,
Saa begynder i Øst min Flamme.
Endnu jeg selv kun glimter svagt,
Mine første Lys kun tindre
Som Forbud om den kommende Pragt,
Naar jeg tænder de talløse mindre.
Mine første Lys kun tindre
Som Forbud om den kommende Pragt,
Naar jeg tænder de talløse mindre.
Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,
Der er Ingen, som mig betragter;
Alt Andet gaaer man og gaber paa,
Men paa mig saa lidet man agter.
Der er Ingen, som mig betragter;
Alt Andet gaaer man og gaber paa,
Men paa mig saa lidet man agter.
Paa Maaneskinnet man giver Agt,
For Karretens Lygter at spare,
Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt
Lidet man tager vare.
For Karretens Lygter at spare,
Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt
Lidet man tager vare.
Naar Sværmen er draget i Staden ind,
Sit forskende Blik den sender
Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,
Hvor en Lampe bag Skiven brænder.
Sit forskende Blik den sender
Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,
Hvor en Lampe bag Skiven brænder.
Paa det evige Uhr den aldrig seer,
Som den evige Tid os tyder,
Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,
Men Aartusinders Klokke lyder.
Som den evige Tid os tyder,
Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,
Men Aartusinders Klokke lyder.
Mængden kravler i Blindhed om
Mellem lave, smaalige Sysler;
Min ustandsede Gang er Tidens Dom
Over Hver, som pusler og nysler.
Mellem lave, smaalige Sysler;
Min ustandsede Gang er Tidens Dom
Over Hver, som pusler og nysler.
Men du, som ønsker i Fred at boe,
Uforstyrret af planløs Iver,
Hæv dig til mig, og prøv den Ro,
Som min rolige Rhythmus giver.
Uforstyrret af planløs Iver,
Hæv dig til mig, og prøv den Ro,
Som min rolige Rhythmus giver.
Og er du døvet af Mængdens Raab,
Af de Stemmer, som huje, som skrige,
Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab
I det stille Hav i mit Rige.
Af de Stemmer, som huje, som skrige,
Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab
I det stille Hav i mit Rige.
Mine Stjerner tie paa deres Gang,
Ei høres Lyd eller Stemmer;
Kun Tanken sporer en stille Sang,
Som Øret ikke fornemmer.
Ei høres Lyd eller Stemmer;
Kun Tanken sporer en stille Sang,
Som Øret ikke fornemmer.
Hos mig du lever et Liv, som svandt,
Du lever med Guder og Helte,
Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt
Til mit brede, funklende Belte.
Du lever med Guder og Helte,
Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt
Til mit brede, funklende Belte.
Her Fablens Konger og Dronninger staae,
Med dens Udyr, Drager og Slanger,
Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa
Totusindaarige Sanger.
Med dens Udyr, Drager og Slanger,
Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa
Totusindaarige Sanger.
O Menneskebørn, som foragte min Skat!
Eders Amme jeg er, tør jeg mene:
Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,
Og I sove derved som Stene.
Eders Amme jeg er, tør jeg mene:
Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,
Og I sove derved som Stene.
SORGENFRI
Ogsaa her et Selskab promenerer,
Men med mindre Støi;
Hist ved Slottet Vagten musicerer
Ved dets ene Fløi.
O! men Skoven har og stille Skygger,
Hvor en taus Betragtning gjerne boer,
Hvor en blomstrende Natur betrygger
Mangt et eensomt Spor.
Men med mindre Støi;
Hist ved Slottet Vagten musicerer
Ved dets ene Fløi.
O! men Skoven har og stille Skygger,
Hvor en taus Betragtning gjerne boer,
Hvor en blomstrende Natur betrygger
Mangt et eensomt Spor.
Ubemærkt af Mængdens Forskerøie,
I sin Ungdomslund
Over disse Dale, disse Høie
Vandrer ofte Hun,
Som om Issen Dronningkronen bærer,
Men i Hjertet barnlig Ydmyghed;
Her sin fromme Kjærlighed hun nærer
I Naturens Fred.
I sin Ungdomslund
Over disse Dale, disse Høie
Vandrer ofte Hun,
Som om Issen Dronningkronen bærer,
Men i Hjertet barnlig Ydmyghed;
Her sin fromme Kjærlighed hun nærer
I Naturens Fred.
Ja, hvad denne Skov i Løndom taler:
Aftenvindens Vift,
Nattergalens Slag, naar Solen daler,
Skyens Purpurskrift,
Ordet, som i Aftenklokken lyder,
Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, —
Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder
Hver en dunkel Røst.
Aftenvindens Vift,
Nattergalens Slag, naar Solen daler,
Skyens Purpurskrift,
Ordet, som i Aftenklokken lyder,
Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, —
Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder
Hver en dunkel Røst.
Her hun ved Naturen har erfaret,
I den stille Qveld,
Kunstens Ideal, som aabenbaret
Blev for Rafael:
Tidt i Aftenrøden stod en Engel,
Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand,
Og med Fredens Bud, en Liljestengel,
I sin Liljehaand.
I den stille Qveld,
Kunstens Ideal, som aabenbaret
Blev for Rafael:
Tidt i Aftenrøden stod en Engel,
Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand,
Og med Fredens Bud, en Liljestengel,
I sin Liljehaand.
Og den Samme skuer hun herefter
I de mange Smaa,
Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter,
Som forladte gaae;
Og mod Klyngen Armene hun breder,
Dem, som skabtes til en Konges Favn:
"Kommer hid! En Moder jeg for eder
Er i Herrens Navn."
I de mange Smaa,
Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter,
Som forladte gaae;
Og mod Klyngen Armene hun breder,
Dem, som skabtes til en Konges Favn:
"Kommer hid! En Moder jeg for eder
Er i Herrens Navn."
Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer!
Eders Barnlighed
Aner ei Velsignelsen, der nærmer
Sig i hendes Fjed.
Først med Tiden, naar I blive store,
Vil I tænke: Gid vi vare smaa!
Gid os end den Stjerne kunde spore,
Som vor Barndom saae!
Eders Barnlighed
Aner ei Velsignelsen, der nærmer
Sig i hendes Fjed.
Først med Tiden, naar I blive store,
Vil I tænke: Gid vi vare smaa!
Gid os end den Stjerne kunde spore,
Som vor Barndom saae!
Men da staaer den, ak! saa høit paa Himlen;
Tiden er forbi,
Dengang ned den steg til jer i Vrimlen,
Og nu længes I.
Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender,
Mens den vandrer ad sin Bane hen,
Og forgjæves rækkes eders Hænder
Atter efter den.
Tiden er forbi,
Dengang ned den steg til jer i Vrimlen,
Og nu længes I.
Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender,
Mens den vandrer ad sin Bane hen,
Og forgjæves rækkes eders Hænder
Atter efter den.
Ja, hvis end som Børn I kunde blive,
Skulde Stjernen staae
Jer saa nær som før, og atter give
Lys i eders Vraa.
Men hiin Salige, fra Fabeltiden,
Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord,
Fandt sig fra sin Himmel udstødt siden
Paa den mørke Jord.
Skulde Stjernen staae
Jer saa nær som før, og atter give
Lys i eders Vraa.
Men hiin Salige, fra Fabeltiden,
Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord,
Fandt sig fra sin Himmel udstødt siden
Paa den mørke Jord.
Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen,
Som om Issen staaer,
Seer kun Skjønhed bære Herskerkrandsen
Paa sit gyldne Haar.
Dog, hvad ei den Spæde kunde sande,
Fattes vil af Den, som bliver stor:
At en Krone hørte til den Pande,
Hvorpaa Høihed boer.
Som om Issen staaer,
Seer kun Skjønhed bære Herskerkrandsen
Paa sit gyldne Haar.
Dog, hvad ei den Spæde kunde sande,
Fattes vil af Den, som bliver stor:
At en Krone hørte til den Pande,
Hvorpaa Høihed boer.
Stille Lund med dine dunkle Skygger!
Vindens Pust i Qveld!
Lille Sangfugl, som i Busken bygger!
Klare Kildevæld!
Vækker ofte med de milde Stemmer
Gjenklangstonen i et ædelt Bryst,
Naar Amalia hos jer fornemmer
Kjærlighedens Røst!
Vindens Pust i Qveld!
Lille Sangfugl, som i Busken bygger!
Klare Kildevæld!
Vækker ofte med de milde Stemmer
Gjenklangstonen i et ædelt Bryst,
Naar Amalia hos jer fornemmer
Kjærlighedens Røst!
KRONBORG
Kjøbenhavner! reis dig op
Af din Morgensøvn, den tunge,
Mens de første Svaler sjunge
Vækkersang fra Redens Top.
Gnid dit Øie, ryst din Krop,
Kast din Hue hen i Krogen,
For at vise, du er vaagen.
Speid igjennem klare Ruder,
Hvilket Veirlig dig bebuder
Solen under Morgentaagen.
Af din Morgensøvn, den tunge,
Mens de første Svaler sjunge
Vækkersang fra Redens Top.
Gnid dit Øie, ryst din Krop,
Kast din Hue hen i Krogen,
For at vise, du er vaagen.
Speid igjennem klare Ruder,
Hvilket Veirlig dig bebuder
Solen under Morgentaagen.
Tag saa Hat og Støvler paa,
Tag i Haanden Vandringsstaven.
Ikke dog til Dyrehaven,
Som sædvanlig, skal du gaae;
Hvad du forhen ikke saae,
Kun fordi din Tanke blunder,
Mangen Skjønhed, lig et Under
Voxet op af Øen her,
Vinker dig og er dig nær,
Mens dig Verden det misunder.
Tag i Haanden Vandringsstaven.
Ikke dog til Dyrehaven,
Som sædvanlig, skal du gaae;
Hvad du forhen ikke saae,
Kun fordi din Tanke blunder,
Mangen Skjønhed, lig et Under
Voxet op af Øen her,
Vinker dig og er dig nær,
Mens dig Verden det misunder.
Muligt er du slig en Nar,
At, hvad Andersen fortæller
Om de skjønne Dardaneller
I sin tyrkiske Bazar,
Du med Undren grebet har,
Mens du, tung af Inertie,
Gik vort eget Sund forbi,
Som ei mindre Blikket fryder,
Og hvor ingen Klage lyder
Fra det miskjendte Genie.
At, hvad Andersen fortæller
Om de skjønne Dardaneller
I sin tyrkiske Bazar,
Du med Undren grebet har,
Mens du, tung af Inertie,
Gik vort eget Sund forbi,
Som ei mindre Blikket fryder,
Og hvor ingen Klage lyder
Fra det miskjendte Genie.
Gak til Nordens Dardaneller,
Bedste Pryd for Herthas Ø!
Kattegat med Østersø
Her i samlet Bølge vælder.
Vidtbereiste Mand fortæller
Om det Syn, som her han saae:
Ei ved Mälarns Bølger smaa,
Lissabon, den wienske Prater,
Napolis Amphitheater
Han et bedre kunde faae.
Bedste Pryd for Herthas Ø!
Kattegat med Østersø
Her i samlet Bølge vælder.
Vidtbereiste Mand fortæller
Om det Syn, som her han saae:
Ei ved Mälarns Bølger smaa,
Lissabon, den wienske Prater,
Napolis Amphitheater
Han et bedre kunde faae.
See den stærke Nordenvind
Tusind Master frem at fyge;
See dem alle Flaget stryge
For den høie Borgetind,
Som med stolt, alvorligt Sind
Kneiser fra sin tunge Skandse,
Hvorom lette Bølger dandse;
Det er Sundets Dronning stor,
Om hvis Throne Nymphers Chor
Slynger hvide Blomsterkrandse.
Tusind Master frem at fyge;
See dem alle Flaget stryge
For den høie Borgetind,
Som med stolt, alvorligt Sind
Kneiser fra sin tunge Skandse,
Hvorom lette Bølger dandse;
Det er Sundets Dronning stor,
Om hvis Throne Nymphers Chor
Slynger hvide Blomsterkrandse.
Herfra seer du Hveens Land,
Af en trofast Himmel favnet,
Som endnu bevarer Navnet
Af den vidtberømte Mand,
Jaget fra sin Fødestrand.
Hist fra Rungsted Hilsen bringer
Aftnens Vind paa sagte Vinger,
Hvisker dig en Gjenlyd af
Sangen om sortladne Hav,
Som fra brustne Harpe klinger.
Af en trofast Himmel favnet,
Som endnu bevarer Navnet
Af den vidtberømte Mand,
Jaget fra sin Fødestrand.
Hist fra Rungsted Hilsen bringer
Aftnens Vind paa sagte Vinger,
Hvisker dig en Gjenlyd af
Sangen om sortladne Hav,
Som fra brustne Harpe klinger.
Ewalds Høi er sat i Syd,
Og mod Nord er Odins Høi;
Bragi mellem begge fløi,
Balder kom ved Strængens Lyd,
Hother fulgte med sit Spyd,
Græd med Nanna Jordens Fangers
Bittre Taare, Sorgs og Angers.
End i Qveld bestandig vanker
Balder mellem begge Banker,
Fra sin Faders til sin Sangers.
Og mod Nord er Odins Høi;
Bragi mellem begge fløi,
Balder kom ved Strængens Lyd,
Hother fulgte med sit Spyd,
Græd med Nanna Jordens Fangers
Bittre Taare, Sorgs og Angers.
End i Qveld bestandig vanker
Balder mellem begge Banker,
Fra sin Faders til sin Sangers.
Har i Vest sig Solen lagt,
Hør i Luften Stemmer surre,
Hør, i selsom Klang fra Gurre,
Valdemars den vilde Jagt.
Men om Dagen hvilken Pragt!
Helsingborg saa nær du skuer,
Kullen staaer saa mørk og truer
Ad vor Kyst, som ad en Dværg,
Men for Kronborg, Kunstens Bjerg,
Selv den ikke mindre gruer.
Hør i Luften Stemmer surre,
Hør, i selsom Klang fra Gurre,
Valdemars den vilde Jagt.
Men om Dagen hvilken Pragt!
Helsingborg saa nær du skuer,
Kullen staaer saa mørk og truer
Ad vor Kyst, som ad en Dværg,
Men for Kronborg, Kunstens Bjerg,
Selv den ikke mindre gruer.
Dog, med slige Tanker væk!
Over Øresundet glider
Venligt Blik fra begge Sider,
Lyner ei med Død og Skræk.
Det er Nutids bedste Træk:
Sundet blev en Flydebro,
Ved hvis Ender Brødre boe;
Snart, i Forbund mellem Riger,
Op af Bølgen Kronborg stiger
Som et Værn for begge to.
Over Øresundet glider
Venligt Blik fra begge Sider,
Lyner ei med Død og Skræk.
Det er Nutids bedste Træk:
Sundet blev en Flydebro,
Ved hvis Ender Brødre boe;
Snart, i Forbund mellem Riger,
Op af Bølgen Kronborg stiger
Som et Værn for begge to.
Kjøbenhavner! tro dog ikke,
Jeg har glemt din Heltestamme,
Men jeg mindes med det Samme,
At foruden Mad og Drikke
Kan en Helt sig aldrig skikke.
Gak til Helsingør i Qveld,
Lad hos Briggs dig styrkes vel
Ved hans Bord, hans Viin den blanke,
Og vær smigret ved den Tanke:
Danmark har et godt Hotel.
Jeg har glemt din Heltestamme,
Men jeg mindes med det Samme,
At foruden Mad og Drikke
Kan en Helt sig aldrig skikke.
Gak til Helsingør i Qveld,
Lad hos Briggs dig styrkes vel
Ved hans Bord, hans Viin den blanke,
Og vær smigret ved den Tanke:
Danmark har et godt Hotel.
FREDRIKSBORG
EN ROMAN I TO CAPITLER
Første Capitel.
"Det er dog grumme smukt, ved Gud!
"At du vil os befordre
"Paa denne lille Lysttour ud
"I Sjælland, i det nordre.
"Det er en Ynk, det er en Sorg,
"Saa Lidt af Verden seer man!
"Vi aldrig var paa Fredriksborg,
"Og derfor os beleer man." —
"At du vil os befordre
"Paa denne lille Lysttour ud
"I Sjælland, i det nordre.
"Det er en Ynk, det er en Sorg,
"Saa Lidt af Verden seer man!
"Vi aldrig var paa Fredriksborg,
"Og derfor os beleer man." —
Saa talte hun, den vakkre Glut,
Som mig paa Gaden mødte,
Hvor med sin Moder hun lidt mut
Saaes Foden langsomt at flytte.
Jeg med en Ven i sagte Skridt
Just drev og promeneerte,
Men ønsked her, jeg var ham qvit,
Thi her han mig geneerte.
Som mig paa Gaden mødte,
Hvor med sin Moder hun lidt mut
Saaes Foden langsomt at flytte.
Jeg med en Ven i sagte Skridt
Just drev og promeneerte,
Men ønsked her, jeg var ham qvit,
Thi her han mig geneerte.
Med stort Spectakel paa vor Vei
En Vogn forbi nu kjørte;
Da til den Smukke talte jeg,
I Haab, at Ingen hørte:
"Charlotte! du er ret en Strik!
"Som om du ikke vidste,
"Hvor kjært mig er hvert Øieblik,
"Som jeg hos dig tør friste.
En Vogn forbi nu kjørte;
Da til den Smukke talte jeg,
I Haab, at Ingen hørte:
"Charlotte! du er ret en Strik!
"Som om du ikke vidste,
"Hvor kjært mig er hvert Øieblik,
"Som jeg hos dig tør friste.
"Gid jeg imorgen faae det Held
"At sidde ved din Side!" ...
Hun afbrød mig: "O! derom vel
"Er ikke værdt at stride!
"Du bryder dig" ... Hun taug, — og jeg
Mit Svar ei kunde bringe,
Thi Vognen var et Stykke Vei
Forbi, og Larmen ringe.
"At sidde ved din Side!" ...
Hun afbrød mig: "O! derom vel
"Er ikke værdt at stride!
"Du bryder dig" ... Hun taug, — og jeg
Mit Svar ei kunde bringe,
Thi Vognen var et Stykke Vei
Forbi, og Larmen ringe.
Men uden Ophold til Mama
Jeg dristig vendte Talen:
"Imorgen tidlig henter da
"Jeg Dem og Hr. Gemalen.
"Jeg kun en Jagtvogn byder Dem,
"De tage maae tiltakke,
"Men let den ruller lige frem
"Og op og ned ad Bakke.
Jeg dristig vendte Talen:
"Imorgen tidlig henter da
"Jeg Dem og Hr. Gemalen.
"Jeg kun en Jagtvogn byder Dem,
"De tage maae tiltakke,
"Men let den ruller lige frem
"Og op og ned ad Bakke.
"Der er kun tvende Stole paa:
"Den bageste den bedste;
"Den foran, hvor jeg sidde maa,
"Som Kudsk for mine Heste,
"Den støder, den er ikke rar,
"Jeg tidt den bande maatte;
"Det gjør mig ondt, jeg ikke har
"En bedre til Charlotte." —
"Den bageste den bedste;
"Den foran, hvor jeg sidde maa,
"Som Kudsk for mine Heste,
"Den støder, den er ikke rar,
"Jeg tidt den bande maatte;
"Det gjør mig ondt, jeg ikke har
"En bedre til Charlotte." —
— "Det gjør aldeles ingen Ting!"
Udbrød med Smiil den Lille,
Idet en Rødme foer omkring
De fine Træk, de milde.
"Nei, ganske vist!" gjentog Mama:
"Er man i hendes Alder,
"Gjør Sligt ei til, ei heller fra,
"Man ta'er det, som det falder." —
Udbrød med Smiil den Lille,
Idet en Rødme foer omkring
De fine Træk, de milde.
"Nei, ganske vist!" gjentog Mama:
"Er man i hendes Alder,
"Gjør Sligt ei til, ei heller fra,
"Man ta'er det, som det falder." —
Vi skiltes ad; dog før vi gik,
For Hver til Sit at drage,
Forsømtes ei den danske Skik,
Hinandens Haand at tage.
Den unge Piges Haand jeg tog,
Som just var uden Handske,
Og tænkte: Der er Meget dog
At rose ved det Danske.
For Hver til Sit at drage,
Forsømtes ei den danske Skik,
Hinandens Haand at tage.
Den unge Piges Haand jeg tog,
Som just var uden Handske,
Og tænkte: Der er Meget dog
At rose ved det Danske.
Og mens den hvide Haand jeg greb,
Og fast i min den klemte,
Jeg lod, som om — det var et Kneb —
Jeg nylig Noget glemte,
Og talte nu, jeg veed ei hvad,
Erindred om Adskilligt,
Mens Haandens fine Lilieblad
I min sig hviilte villigt.
Og fast i min den klemte,
Jeg lod, som om — det var et Kneb —
Jeg nylig Noget glemte,
Og talte nu, jeg veed ei hvad,
Erindred om Adskilligt,
Mens Haandens fine Lilieblad
I min sig hviilte villigt.
Nu stod jeg ene med min Ven,
Som, mens han Øiet sendte
Mod Damerne, der vandred hen,
Idet Charlotte vendte
Sit Hoved om i flygtigt Nik,
Som jeg til Indtægt førte,
Mig sagde med ironisk Blik:
"Jeg saae, skjøndt just ei hørte!
Som, mens han Øiet sendte
Mod Damerne, der vandred hen,
Idet Charlotte vendte
Sit Hoved om i flygtigt Nik,
Som jeg til Indtægt førte,
Mig sagde med ironisk Blik:
"Jeg saae, skjøndt just ei hørte!
"Jo jo, min Ven! den Sag er klar,
"Jeg gjætter dine Tanker,
"Og hos den unge Pige har
"Dit Hjerte kastet Anker.
"Jeg dig fortænker ei deri,
"Jeg siger intet Mere;
"Naar Sjællandsreisen er forbi,
"Jeg vist kan gratulere." —
"Jeg gjætter dine Tanker,
"Og hos den unge Pige har
"Dit Hjerte kastet Anker.
"Jeg dig fortænker ei deri,
"Jeg siger intet Mere;
"Naar Sjællandsreisen er forbi,
"Jeg vist kan gratulere." —
— "Du tager feil," ham svarte jeg:
"Jeg kan mig ikke tænke,
"At jeg paa Ægtestandens Vei
"Saa snart mig lader lænke.
"Desuden er hun sexten Aar
"Og nylig confirmeret;
"Jeg hendes første Frier spaaer,
"Han bliver rejiceret.
"Jeg kan mig ikke tænke,
"At jeg paa Ægtestandens Vei
"Saa snart mig lader lænke.
"Desuden er hun sexten Aar
"Og nylig confirmeret;
"Jeg hendes første Frier spaaer,
"Han bliver rejiceret.
"Hun er — jeg veed ei ret, hvordan —
"I Slægt med mig og Mine;
"Hun er — jeg ikke huske kan —
"Hun er et Slags Cousine.
"Men hun er et velsignet Barn,
"Der har Forstand som Store;
"Hun har mig fanget i sit Garn,
"Det synes hende more.
"I Slægt med mig og Mine;
"Hun er — jeg ikke huske kan —
"Hun er et Slags Cousine.
"Men hun er et velsignet Barn,
"Der har Forstand som Store;
"Hun har mig fanget i sit Garn,
"Det synes hende more.
"Hvor er det sødt at gjøre Cour
"Til En, hvis unge Vinge
"Forsøger fra sin Barndoms Buur
"Sig første Gang at svinge!
"Den Tanke tryller hvert et Sind,
"At her man er den Første,
"Som plante tør den Lærdom ind,
"Hvorefter Alle tørste.
"Til En, hvis unge Vinge
"Forsøger fra sin Barndoms Buur
"Sig første Gang at svinge!
"Den Tanke tryller hvert et Sind,
"At her man er den Første,
"Som plante tør den Lærdom ind,
"Hvorefter Alle tørste.
"Og sligt et Barn har tidt Forstand,
"Der Voxnes gjør til Skamme;
"Ja, mangen Gang forbauses man
"Ved denne spæde Flamme.
"Hun Alting a priori veed,
"Og trænger ei til Andet
"End Stemplet af Erfarenhed
"Paa Det, hun alt har sandet.
"Der Voxnes gjør til Skamme;
"Ja, mangen Gang forbauses man
"Ved denne spæde Flamme.
"Hun Alting a priori veed,
"Og trænger ei til Andet
"End Stemplet af Erfarenhed
"Paa Det, hun alt har sandet.
"Hun lærer ikke noget Nyt,
"Men vil bekræftet høre
"Den Aabenbaring, som har lydt
"I hendes Jomfru-Øre.
"Hun fatter overmaade godt
"Enhver forelsket Retning,
"Og naar et Ord man nævner blot,
"Begriber hun en Sætning.
"Men vil bekræftet høre
"Den Aabenbaring, som har lydt
"I hendes Jomfru-Øre.
"Hun fatter overmaade godt
"Enhver forelsket Retning,
"Og naar et Ord man nævner blot,
"Begriber hun en Sætning.
"Men Eet, hvorpaa det kommer an,
"Maa man i Anslag bringe:
"Vist aldrig lykkes vil den Mand,
"Som ikke kan sig tvinge.
"Forsigtighed man øve maa,
"Maa Skaansomhed bebude,
"Thi ellers vil det ilde gaae,
"Og snart er Spillet ude.
"Maa man i Anslag bringe:
"Vist aldrig lykkes vil den Mand,
"Som ikke kan sig tvinge.
"Forsigtighed man øve maa,
"Maa Skaansomhed bebude,
"Thi ellers vil det ilde gaae,
"Og snart er Spillet ude.
"Den unge Pige har en Tact,
"Hvorved hun Meget gjætter:
"Hun af en Scene snart en Act
"I Tanken sammensætter;
"Og dertil er hun fiin og bly,
"Og ei saa let at gjække:
"Et Ord kan gjøre hende sky,
"En Mine hende skrække.
"Hvorved hun Meget gjætter:
"Hun af en Scene snart en Act
"I Tanken sammensætter;
"Og dertil er hun fiin og bly,
"Og ei saa let at gjække:
"Et Ord kan gjøre hende sky,
"En Mine hende skrække.
"Det gjælder da hvert Øieblik,
"At ikke Meer man prøver,
"End Det, man seer med Kjenderblik,
"At Hjertet just behøver.
"Ved hver en nok saa ringe Gunst,
"Om givet eller fundet,
"Man lade maa — det er en Kunst —
"Som var nu Maalet vundet.
"At ikke Meer man prøver,
"End Det, man seer med Kjenderblik,
"At Hjertet just behøver.
"Ved hver en nok saa ringe Gunst,
"Om givet eller fundet,
"Man lade maa — det er en Kunst —
"Som var nu Maalet vundet.
"Det gjælder just i dette Spil,
"At ingen Yttring dølger
"En anden, som den fører til,
"Som til de næste Følger.
"Det synes maa ved dette Spil,
"At Hjertets bly Veninde
"Kan ende Legen, naar hun vil,
"Som dens Beherskerinde.
"At ingen Yttring dølger
"En anden, som den fører til,
"Som til de næste Følger.
"Det synes maa ved dette Spil,
"At Hjertets bly Veninde
"Kan ende Legen, naar hun vil,
"Som dens Beherskerinde.
"Men ogsaa dristig, ogsaa fri
"Man være tør. Alene
"Maa sig et ømt Galanterie
"Med Dristighed forene.
"Tag hendes Haand og kys paa den,
"Maaskee hun saa vil skrige,
"Thi slig en Hyldest aldrig end
"Var budt den unge Pige.
"Man være tør. Alene
"Maa sig et ømt Galanterie
"Med Dristighed forene.
"Tag hendes Haand og kys paa den,
"Maaskee hun saa vil skrige,
"Thi slig en Hyldest aldrig end
"Var budt den unge Pige.
"Men snart, med Purpur paa sin Kind,
"Hun tænker: ""Hvad saa Mere?
""Det viser et ærbødigt Sind,
""Og det maa jo flattere.
""Ifald det Nogen havde seet,
""Da blev jeg vel til Latter,
""Men det er heldigviis ei skeet."" —
"Saaledes hun sig fatter.
"Hun tænker: ""Hvad saa Mere?
""Det viser et ærbødigt Sind,
""Og det maa jo flattere.
""Ifald det Nogen havde seet,
""Da blev jeg vel til Latter,
""Men det er heldigviis ei skeet."" —
"Saaledes hun sig fatter.
"Men tro nu ei, at strax du kan
"Et Kys paa Munden trykke;
"Nei, saadan gaaer det ikke an,
"Det spilder dig din Lykke.
"Den unge Pige fatter let,
"Et Kys betyder Mere,
"Og derfor vil hun ei ved det
"Saa rask sig engagere.
"Et Kys paa Munden trykke;
"Nei, saadan gaaer det ikke an,
"Det spilder dig din Lykke.
"Den unge Pige fatter let,
"Et Kys betyder Mere,
"Og derfor vil hun ei ved det
"Saa rask sig engagere.
"Det gjælder om, at Hjertets Leg
"Maa hende selv behage,
"Saa hver en Frygt af Barmen veg
"For Tanker, som kan plage.
"Du maa en god Samvittighed
"Til hendes Trøst bevare:
"I Følelsen af den hun veed,
"At det har ingen Fare.
"Maa hende selv behage,
"Saa hver en Frygt af Barmen veg
"For Tanker, som kan plage.
"Du maa en god Samvittighed
"Til hendes Trøst bevare:
"I Følelsen af den hun veed,
"At det har ingen Fare.
"Derfor Uskyldigheden maa
"Med hver en Stræben parres,
"Og Intet maa forsøges paa,
"Hvorved Forældre narres.
"Correspondance duer ei,
"Et Rendezvous maa frygtes,
"Men søg blot Leilighedens Vei,
"Som om den aldrig søgtes.
"Med hver en Stræben parres,
"Og Intet maa forsøges paa,
"Hvorved Forældre narres.
"Correspondance duer ei,
"Et Rendezvous maa frygtes,
"Men søg blot Leilighedens Vei,
"Som om den aldrig søgtes.
"Aftaler dog man gjerne gjør,
"Men kun utydelige,
"Saa hun sig altid sige tør,
"At ei hun veed af slige,
"Men at kun sympathetisk Tro
"Samt Hjertets Forsyn lader
"Dem ofte mødes à propos
"I Selskab og paa Gader.
"Men kun utydelige,
"Saa hun sig altid sige tør,
"At ei hun veed af slige,
"Men at kun sympathetisk Tro
"Samt Hjertets Forsyn lader
"Dem ofte mødes à propos
"I Selskab og paa Gader.
"Naar fri hun føler sig og let
"I dette Forholds Lænker,
"Da kan hun ei undvære det,
"Ihvad hun vil og tænker.
"Naar let hun føler sig og fri,
"Som i en Livs-Forklaring,
"Da snart hun vælger Slaveri,
"Til Frihedens Bevaring." —
"I dette Forholds Lænker,
"Da kan hun ei undvære det,
"Ihvad hun vil og tænker.
"Naar let hun føler sig og fri,
"Som i en Livs-Forklaring,
"Da snart hun vælger Slaveri,
"Til Frihedens Bevaring." —
Her slog min Ven en Latter op,
Da just jeg endte Talen;
Han saae paa mig, og sagde: "Stop!
"Det kneb nok med Moralen?
"En heel Ars amatoria
"Du dundrer i mit Øre.
"Og Resultatet bliver da:
"Du Pigen vil forføre." —
Da just jeg endte Talen;
Han saae paa mig, og sagde: "Stop!
"Det kneb nok med Moralen?
"En heel Ars amatoria
"Du dundrer i mit Øre.
"Og Resultatet bliver da:
"Du Pigen vil forføre." —
— "Forføre! Skam dig! hvilket Ord!
"Nei, hun er altfor yndig
"Til blot at nære mindste Spor
"Af Hensigt, som var syndig." —
— "Nu vel," han svarte, "men dog ei
"Herved stor Trøst erhverves,
"Thi hun kan let paa denne Vei
"I Bund og Grund fordærves." —
"Nei, hun er altfor yndig
"Til blot at nære mindste Spor
"Af Hensigt, som var syndig." —
— "Nu vel," han svarte, "men dog ei
"Herved stor Trøst erhverves,
"Thi hun kan let paa denne Vei
"I Bund og Grund fordærves." —
— "Vist ei! Galanterie, min Ven,
"Er just en Pigeskole,
"Og Aanden dannes først i den,
"Derpaa du trygt kan stole.
"Du glemmer nok, jeg er Poet,
"Og trænger til at sværme?
"Nu er Charlotte den Magnet,
"Sig mine Tanker nærme.
"Er just en Pigeskole,
"Og Aanden dannes først i den,
"Derpaa du trygt kan stole.
"Du glemmer nok, jeg er Poet,
"Og trænger til at sværme?
"Nu er Charlotte den Magnet,
"Sig mine Tanker nærme.
"O! hvis jeg ikke sværme maa,
"Da kan jeg ikke digte,
"Da vil Apollo mig forsmaae,
"Og Muserne mig svigte.
"Jeg aander kun ved denne Trang,
"Den i min Lyre klinger,
"Den bæver i min Digtersang,
"Den giver Verset Vinger.
"Da kan jeg ikke digte,
"Da vil Apollo mig forsmaae,
"Og Muserne mig svigte.
"Jeg aander kun ved denne Trang,
"Den i min Lyre klinger,
"Den bæver i min Digtersang,
"Den giver Verset Vinger.
"Thi der er Intet dog saa sødt,
"Som med en saadan Pige,
"Der end har Hjertet ungt og blødt,
"At gjæste Drømmes Rige!
"En Dødelig fordybes ei
"I Sværmeriets Grotter,
"Undtagen en Poet, som jeg,
"Med saadanne Charlotter.
"Som med en saadan Pige,
"Der end har Hjertet ungt og blødt,
"At gjæste Drømmes Rige!
"En Dødelig fordybes ei
"I Sværmeriets Grotter,
"Undtagen en Poet, som jeg,
"Med saadanne Charlotter.
"Forelsket Stræben Lønnens Fryd
"Her øieblikligt finder:
"Erkjendtlighed er just en Dyd
"Hos disse smaa Veninder.
"Sin første Lærer altid man
"Hans Møie prompt erstatter; ...
"Men ikke meer jeg tøve kan —
"Farvel! vi sees vel atter."
"Her øieblikligt finder:
"Erkjendtlighed er just en Dyd
"Hos disse smaa Veninder.
"Sin første Lærer altid man
"Hans Møie prompt erstatter; ...
"Men ikke meer jeg tøve kan —
"Farvel! vi sees vel atter."