Udvalgte Digtninger

Det er bekjendt, at Sangens Gud,
Apollo, gik i gamle Dage,
Høist misfornøiet fra Olympen ud,
Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage,
Og at han derfor ned til Jorden kom,
Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om,
Med Fløiten i sin Haand, hvis ømme Klage
Opfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom.
Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange som
Forsikkre, han endnu ei kommen er tilbage.

Det være som det vil! Paa denne Tid
Han vilde prøve Menneskenes Øre.
"De stolte Guder vil mig ikke høre?
"Velan, min Fløite, ton da blid
"Til Jordens Sønners travle Flid!
"En menneskelig Barm er let at røre."
Saa tænkte han; men paa sin hele Gang
Han Bonden saae med Sved sin Plov at kjøre,
Despoter som en blodig Svøbe svang,
Og Slaver, som misundte deres Rang.
Kort: overalt, for Øieblikkets Trang,
(Hvis Ledebaand endnu maa hele Slægten føre),
Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang.

Til Fuglene han vendte da sin Hu,
Og kaldte dem i Skoven sammen:
"I have Tid dertil endnu;
"I synge nemlig selv med Lyst og Gammen.
"I ere lykkelige, frie,
"Thi eders Arbeid er jo kun at bygge Rede,
"Og under lystig Melodie
"Om et Par Korn paa Marken lede.
"Velan jeg stifter et Academie,
"Conservatorium for Sang og Poesie;
"I ere Medlemmer deri,
"Jeg selv er eders Præsident hernede.
"Og for at Tingen komme maa i Gang,
"Jeg vil en Priis-Opgave strax bestemme:
"Jeg krone skal den bedste Sang
"Til Vaaren, som idag sig lader just fornemme.
"Jeg kunde sætte jer en lang Termin,
"Et Aar, halvandet, eller mere;
"Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min;
"Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere;
"Lad Sangen sprudle frem som ædel Viin;
"Lad Hver frit og naturligt synge sin;
"Thi hvis I have lang Betænkning nødig,
"Da, synes mig, er Prøven overflødig."

Knap havde Guden talt sit Ord,
Før hver en Fuglestrube slog og bæved,
Og tusind Triller op til Himlen svæved,
Og hele Skoven gjenlød af et Chor,
Som Vaarens Priis mod Solens Bane hæved.

Men da Concerten var forbi,
Stod Guden frem og sagde: "Saare deiligt!
"Hver sunget har sin bedste Melodie!
"At dømme her, mig kommer ubeleiligt.
"Først lyttede jeg helst til Nattergalens Klage;
"Den lignede min egen Fløites Klang,
"Og smeltede mit Hjerte mangen Gang
"Med Minder fra de svundne Dage.
"Men Lærken som mod Skyen steg,
"Og lod i Flugten selv sin Trille høre,
"Og Droslen i den gamle Eg,
"Bogfinken hist paa gule Neg,
"Alt Dette maa mig tvivlsom gjøre.
"Selv Turtelduen mig behager,
"Ja, Gjøgen tier ei endnu,
"Dens Vise simpel er, men den gjentager
"Et melancholsk, et sværmerisk Kuku.
"Jeg ikke bedre veed,
"For ud at rede mig af min Forlegenhed,
"End at udsætte Prisfordelingstiden,
"Saameget meer
"Som Svalen, om jeg ellers rigtig seer,
"Var ikke med i Væddestriden."

Et gammelt Fængsel nær ved Skoven laae;
Der mangen Fange sukked i sin Lænke:
Han Skovens Pragt fra Vindves-Gittret saae,
Og maatte paa sin tabte Frihed tænke.
Han skjelned neppe mellem Vaar og Høst:
Thi Nattergalens, Lærkens, Droslens Stemme,
Og Gjøgens, Finkens, Turtelduens Røst
Sig aldrig nærmed til det skumle Gjemme.
Den gamle Fangevogter gik just nu,
Med Nøgleknippet ved sin Side,
I dybe Tanker, mod i Hu,
Ind under grønne Lide,
Og hørte Fuglene for Prisen stride.
Men da han havde hørt Apollos Bud,
Fremtreen han for den høie Dommer,
Og sagde: "Viid, o Sangens Gud;
"At til din Væddekamp ei Svalen kommer!
"Den har sin Rede bygget paa mit Fængsel;
"O kald den ikke til dig hen!
"Hvis mine stakkels Fanger savned den,
"Saa døde de forvist af Længsel."

Ved disse Ord sig Gudens Kinder malte,
Hans Øie flammed, og hans Hjerte slog,
Han Fløiten i sin Haand som Scepter tog,
Og traadte majestætisk frem og talte:

"Jeg kjender ikke Svalens Røst,
"Men den har Prisen vundet fremfor Alle.
"Faaer Jorden Digtere til Livets Trøst,
"Man denne Fugl skal deres Mønster kalde:
"Thi Mennesket er stedse her i Fængsel;
"Men Den, som flagrer over Fangens Buur,
"Som vækker ham til hellig Længsel,
"Til Haabet om en fri Natur,
"Han synger som han bør for Jordens Fanger,
"Og ham jeg kalde vil den bedste Sanger."

TJENSTAGTIGHED
EN FABEL

Fremsagt af Hr. Winsløw jun. den 19de Februar 1832.

Tjenstagtighed det er en herlig Dyd;
Ei sandt, Enhver er af den Mening? —
At offre sin for Andres Fryd,
Til Hjelp at komme ved den mindste Lyd,
Forhindre Splid og virke til Forening, —
Den Dyd, hos Qvinde, som hos Mand,
Vist aldrig nok berømmes kan.

Men her det gaaer dog som med andre Dyder:
Hos Den, som ei har Indsigt eller Smag,
De vorde meget let til Lyder,
Og Andre kun til lidt Behag.
Det er ei nok, at Dyden øves;
Paa Maaden kommer Meget an,
Og til Tjenstagtighed behøves,
At Villien er parret med Forstand.
Ved Tjenester, en uopdragen Herre
Beviser os, vi komme let tilkort;
De ligne Curen, som er stundom værre
End Sygen, der skal jages bort.
En Anecdot maaskee bevise kunde
Den Sætning mere klart, end alle Grunde.

I Sverrig var en rig Magnat,
Som levede paa Landet, indgetogen;
Han brød sig ei om Hof og Stat,
Og ingen Omgang havde han med Nogen.
Han ugift var, og ergo uden Børn.
Thi tog han i sit Huus en Bjørn,
(Maaskee af Lyst, til Næsten at begave,
Maaskee fordi han vilde Selskab have),
Kort sagt: en laplandsk Bjørn, som under trange Kaar
Var gaaet lidt Syd paa, for at søge Næring,
Men fandt den samme knappe Tæring,
Og lod af Sult sig fanges ved hans Gaard.
Han opdrog den med Flid og Møie,
Han spared Intet paa en god Dressur;
Den havde selv en ypperlig Natur,
Som lod sig efter Mandens Ønske bøie.
Med den han deelte nu sin Velstands Goder,
Den blev hans Omgang, blev hans Ven,
Den blev hans Søn, den blev hans Broder;
Og Bjørnen, som var god, gjengjældte det igjen.
Den blev ei indbildsk over al den Ære,
Den holdt sig ei for fornem eller stor
Til, som nu Leiligheden kunde være,
At varte op ved Herrens Bord,
At bære Vand, at hente Brænde,
At trække Støvler af og paa,
At stoppe Piber, Fidibus at tænde,
Og bag paa Herrens Vogn at staae;
Thi Bjørnen fandt, ved Lyset af Forstanden:
Den ene Villighed er værd den anden.

Engang — det var en deilig Sommerdag —
Fik Herren Lyst til at spadsere;
Den gode Bjørn gik efter ham i Mag,
Og bar hans Kappe, Paraply, med mere.
Omsider, paa en yndig, græsklædt Plet
Tog Manden, som af Vandringen var træt,
Et landligt Leie, hviilte, som han kunde,
Og lukked Øinene, som for at blunde,
Mens den paapasselige Bjørn fik Lov,
At vaage ved hans Side, mens han sov.
Tjenstagtig var den; saadan her man seer 'en,
Det hører ganske med til Characteren.

Om lidt var Manden sovet ind.
Da hørte Bjørnen Noget summe;
Det var en lille Myg i Aftnens Vind.
Den gode Bjørn begyndte stærkt at brumme;
Men Myggen satte sig paa Mandens Kind,
Og uforstyrret af det barske Væsen,
Den fløi fra Kinden lige hen paa Næsen.
Da tænkte Bjørnen i sit stille Sind:
"Du vil dig ikke pakke med det Gode?
"Nu vel, saa skal jeg slaae dig ned for Fode.
"Hvad jeg min Herre skylder, vel jeg veed;
"Nu skal han Prøve faae paa min Tjenstagtighed."

Som tænkt, saa gjort. — Sin Pote høit den hæved,
Og slog et Slag, hvorved selv Jorden bæved,
Og traf — ja, Myggen var i samme Stund
Til sine Fædre gaaet; — men Manden? —
O vee! Hans Øine, Næse, Mund,
Ja Hagen selv og Panden,
Var ikke til at skjelne fra hinanden.

Den gode Mening, adskilt fra Forstand,
Vist aldrig kommer i sit rette Hjørne.
Moral: Saafremt du det undvære kan,
Tag aldrig imod Tjenester — af Bjørne!

MAANEN

(Fremsagt af Fru Heiberg den 9de Februar 1834.)

Ved Himmalayas Fod, ved Ganges Kilder
En Hytte stod, hvori en viis Bramin,
Som havde Verdens Tummel Ryggen vendt,
Nu søgte Sjælefreden,
Fortrolig med sig selv og Eensomheden.
Og ikke sjelden kom et Verdensbarn,
Hvis Drøm om Lykke Livet havde skuffet,
Hvis Væsen Skjæbnen havde splittet ad,
Og søgte hos den Gamle
Ved Viisdoms Tale det paany at samle.

En Aftenstund det banked paa hans Dør;
Han aabned den, og for hans Øine stod
En Mand i fremmed Dragt,
Ei længer ung, dog gammel heller ikke,
Med Sværd og Spyd bevæbnet, som til Jagt,
Men med Fortvivlelsen i sine Blikke.

Hvad Sorg den Fremmede paa Hjertet tynged,
Man veed ei ret; men for Braminen skrifted
Han hemmeligt et skuffet Haab, en Længsel,
Som Verden og dens Løb ei havde stillet.
Den Gamle saae paa ham med Alvors Mine,
Og grunded dybt, og talte derpaa saa:
Hør efter, og jeg skal fortælle dig
Hvad selv jeg har oplevet i min Ungdom.
Dog ei blot med dit Øre,
Med Tanken maa du min Fortælling høre.

Som Yngling alt i Bramas Tjeneste,
Jeg saae kun sjelden mine Fædres Arne;
Men naar det hændte sig, at jeg besøgte
Den fjerne Hytte, hvor de Gamle boede,
Da bragte jeg sædvanlig sjeldne Gaver,
Ei ene til Forældrene, men ogsaa
Til mine Søskende, hvoraf den Yngste
Var let nok at fornøie:
Det var en tre Aars Dreng med muntert Øie.

Engang paa Veien til min Faders Hytte,
Kom nogle Røvere, som plyndred mig,
Og mig berøvede de skjønne Gaver,
Hvormed jeg vilde glædet mine Kjære.
Tomhændet kom jeg hjem, fortalte Tingen,
Og Alle maatte finde sig deri,
At denne Gang jeg Intet kunde bringe.
Den lille Dreng alene blev urolig,
Og fordrede med hæftig Graad og Skrig,
At jeg en Gave skulde skjænke ham,
Saaledes som jeg pleied, naar jeg kom.
Forgjæves at berolige den Spæde
Jeg søgte, dog jeg fik ei Ro, ei Rist;
Han vedblev med at skjænde, med at græde,
Og Støien blev utaalelig tilsidst.

Det var just Aften, og den fulde Maane
Paa Himlen stod. Da slynged jeg min Arm
Om Drengen, og ham satte paa mit Knæ,
Og sagde: "Græd ei længer, vær nu artig!
Det var kun Spøg; jeg har en Gave til dig;
See Maanen hist! hvor deilig, blank og klar,
Af pure Guld! den vil jeg dig forære." —
"Hvorledes!" raabte Drengen: "er det Alvor!"
Og strakte sine Hænder alt mod Himlen,
Som om han vilde tage mig paa Ordet.
"Ja," svared jeg, "herefter er den din,
Men du kan ikke faae den ned i Stuen,
Den pletter let, saasnart man rører ved den;
Men du kan see paa den, saa tidt du vil,
Og tænke ved dig selv, at den er din,
Og selv for Andre prale med din Skat.
Men lad dig ei forføre!
Husk paa mit Ord: Nok see, men ikke røre!" —

Forskrækket trak han Armene tilbage,
Til Tegn paa Lydighed. Nu var han glad,
Og raabte: "Broder har forært mig Maanen!
Og jeg skal aldrig røre ved den, bare
Jeg maa betragte den, saa tidt jeg vil,
Og naar kun Ingen vil den fra mig tage,
Og heller ei den laane,
Men huske paa, det er min egen Maane." —

Nu var det godt. Den næste Dag forlod jeg
Min Fædrebolig. Da jeg kom igjen
Om nogen Tid, kom Drengen mig imøde
Bedrøvet og med misfornøiet Mine,
Og sagde: "Broder! tænk engang! den Røver,
Som tog forleden dine skjønne Gaver,
Har daglig filet i min Maane, skaaret
Bestandig Meer og Mere fra; omsider
Han tog den sidste Stump, som var tilovers." —
"Jeg veed det," svared jeg: "men har du seet,
At jeg har ladet gjøre dig en ny?
Den var just ikke strax paa Timen færdig;
Min Guldsmed har arbeidet længe paa den,
Lidt efter lidt han fik den dog istand." —
"Ja," sagde Drengen, "det er ganske sandt;
Men da den nu var færdig, klar og blank,
Maa Nogen have rørt den, trods dit Forbud,
Thi den blev svinet til, saa det var Skam." —
"Jeg veed det nok mit Barn: det var en Aften,
Da Maanen var formørket, som det kaldes;
Men saae du ikke strax, hvorledes jeg
Lod den polere, saa den blev igjen
Saa blank og straalende som nogensinde?" —
"Ak jo! men saa kom Røveren igjen,
Og filede paany!" — "Ja vist, men trøst dig!
Thi nu har jeg igjen bestilt en anden;
Om nogle Dage skal du bare see den!" —
"Ja," svared Drengen, "det er ganske godt;
Men siden man saa let kan den polere,
Ja, selv naar den er stjaalen, faae en ny,
Saa har jeg Lyst til selv at røre ved den,
Og klappe den, og kysse den paa Munden,
Thi jeg har seet, der er et Ansigt i den.
Tidt seer den ned paa mig med milde Blikke,
Som om den vilde sige: jeg er din.
Men det forslaaer dog ikke!
Hvad kan det hjelpe mig, at den er min?
At see paa den, mig trøster ikke længer;
Nu til at favne den, mit Hjerte trænger." —

Den Lille Dag for Dag blev meer urolig,
Og da jeg nu en Aften vandred med ham
Langs Flodens Bred, mens Maanen stod fornyet
I fulde Glands paa den azurblaae Himmel,
Da fordred han paany med Graad og Skrig,
Jeg skulde Maanen drage ned fra Himlen.
Jeg sagde: "Tag den selv! jeg dig tillader
At røre den." — "Jeg kan ei!" skreg han vildt:
"Jeg har det tidt forsøgt, det lykkes aldrig." —
Da slog han Øiet ned igjen, fortvivlet;
Men i det Samme standsede hans Blik
Paa Flodens Bølger, i hvis klare Speil
Fordobblet ham hans Længsels Gjenstand vinkte.
"O!" raabte han, "nu har jeg ingen Nød!
Jeg har ei Vinger, kan ei opad flyve,
Men ned i Dybets Rige
Formaaer jeg til mit Ønskes Maal at stige." —

Som sagt, saa gjort! Han styrted sig i Floden.
Men piilsnar sprang jeg efter, greb ham, svømmed
Til Bredden med ham — han var halv bedøvet —
Og bragte ham til Hytten, hvor jeg hurtig
Hans vaade Klæder skiftede med tørre.
Nu stod han da forundret ved min Side,
Af Kulde skjælvende, og med en Mine,
Som om han vilde samle sine Tanker.
"Nu?" spurgte jeg: "fik du da Maanen fat?" —
"Nei!" sukked han: "den mellem mine Hænder
I tusind Stykker gik, og borte blev;
Og jeg blev kold, min Attraa var forsvunden;
Den Ild, mit Hjerte følte,
Den stærke Flod med sine Bølger kjølte." —

"See," svared jeg, og pegede mod Himlen:
"End sidder Maanen lige heel og skjøn,
Og minder dig ved Synet af sin Glands,
At du tør vel besidde den i Tanken,
Naar den sit Lys dig sender,
Men ei du gribe tør den Himmelske med Hænder." —

Braminen taug; den Fremmede forstod ham;
Men om han fulgte Raadet, veed man ikke.
Et er, at fatte Talen,
Et Andet, at tilegne sig Moralen.

CANTATE
VED
UNIVERSITETETS AARLIGE FEST I ANLEDNING AF REFORMATIONENS INDFØRELSE SAMT RECTORSKIFTET

Musiken af Weyse.

I

Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,
Som har i trende Secler funklet,
Som aldrig vorde skal fordunklet,
Men sprede Klarhed, Liv og Held!
Du strømmed ind i Verdens Øie,
Og Tanken for sig selv blev klar,
Og Gud for Tanken aabenbar;
De monne sig til Eenhed føie,
Lig Bækken med sit Udsprings Elv,
Thi Tanken opsteg til det Høie,
Dengang den nedsteg i sig selv.

Stjernen stod paa Nattens Himmel,
Og fordunkled alle dem,
Som til Krands om Bethlehem
Slynged sig i talløs Vrimmel.
Vise Mænd ved Stjernens Magt
Droges hen ad fjerne Veie,
Knælte ved det ringe Leie,
Hvorpaa Frelseren var lagt.

Stjernen svandt; paany den glimter
Efter femten hundred Aar;
Dog paa Himlen ei den staaer,
Mennesket i sig den skimter;
Og den leder vise Mænd
Did, hvor over alle Throner
End den himmelske Forsoner
Sees i Lysningen af den.

Men hiin hellige Stjerne,
Som nu flammer i Menneskets Bryst,
Skal den ei i det Ydre, det Fjerne
Lyse til Menneskets Trøst?

Jo! det Lys, der flammer i det Indre,
Skal med ydre stærke Straaler tindre.
See, det blusser, tændt af Luthers Hænder!
Lyset har forvandlet sig til Ild;
Baalet flammer, Pavens Bulle brænder,
Røgen slaaer mod Himlen vred og vild.
Det er Tegnet, som til Kamp er givet,
Tegn til Kamp for Troen og for Livet.

Ras kun, Flamme! Graadig du dig slynge
Om det Aag, som tør paa Kirken tynge!
Vredens Element, som ei betænker,
Hvad du griber med dit røde Blus,
Viis, du kan fortære Troens Lænker,
Du, som har fortæret Johan Huss!
See! din Straale slynges af en Svane;
Romas Ørn dig tabte paa sin Bane.

Det Helliges Forkynder skal ei længer
Sig sondre fra den Verden Gud har kjær;
Man Klostrets Døre sprænger,
Og Munk med Nonne sig til Altret trænger,
At knytte Pagten, som for Gud har Værd.

Som første Par, der Troskabs-Eden bringer,
Gaaer Martin selv ved Catharinas Haand,
Og Kirkeklokken ringer,
Og Præsten vier dem, og Sangen klinger,
Og Pagten signet er af Herrens Aand.

Og Stat og Kirke sig foreente finde
Ved Kjærlighedens elskelige Bud.
Det Baand, som Hjerter binde,
Den frie Pagt imellem Mand og Qvinde,
Familien er helliget for Gud.

Men hiin hellige Stjerne,
Som nu flammer i Menneskets Bryst,
Skal den ei til det Ydre, det Fjerne
Tale med flammende Røst?

Jo, Lyset vorde skal til Ord,
Som Ordet forhen Lys er blevet;
Man læse skal paa viden Jord,
Hvad Aanden har med Flammer skrevet.
Og lyste Stjernen fordum hen
Til Evangeliet i Vugge,
Saa skal den lyse nu igjen
For Dem, som efter Ordet sukke.

I Saxernes Land en mægtig,
Skovgroet Klippe staaer,
Derpaa en fordum prægtig,
Stor og fyrstelig Gaard.
Som ringe Fuglerede
Den hænger i Klippens Favn;
Wartburg monne den hedde,
Wartburg er Slottets Navn.

Fra liden Celle derinde,
Vendt mod en Afgrund brat,
Saae man et Lys at skinne
Gjennem den mørke Nat.
Der sad den Troens Opliver,
Med Lampen paa sit Bord,
Og tolked med hellig Iver
Herrens hellige Ord.

Saa vidt i Dalene trænger
Lyset fra Vinduets Baal,
Men Ordet flyver dog længer,
Baaret af Folkets Maal.
Det lyder for hvert et Øre,
Det toner i hvert et Bryst,
Det lader sin Fylde høre
Med fyldig, levende Røst.

For Evangeliets Fugle,
Wartburg, en Rede du var,
Hvori du mod Ravn og Ugle
De Fjerløse vogtet har.
Da voxte den spæde Vinge
Den folded sig ud paa Stand,
Da monne sig Fuglene svinge
Over det ganske Land.

Ha! men Kampens Torden ruller,
Vaabenbulder
Ryster Kirkens faste Grund.
Ikke Nok, at Pen og Mund
Vundne Frihed vil forsvare;
Friheds Fare
Samler Verdens Folk i blodig Stund.

Hil Dem, som kæmped, som med Ord og Vaaben
Iilte til Strid!
Freden er vunden, Himlen er nu aaben,
Luften er blid.
Stjernen paany i stille, klare Nætter
Kaster paa Kirken uformørket Glands.
Menigheden fletter
Frihedens Krands.

Fædreland, hil dig! Stjernen dine Strande
Hilste med Lyst,
Speilte sit Billed i de sølvblaae Vande
Trindt om din Kyst.
Sletternes Kirke Spiret mod den vendte,
Snart som en Sol den funkled over Strand;
Sandhed du erkjendte,
Fædreneland!

Lyset i Sjælen voved ud at stræbe,
Skranken blev sprængt,
Ordet nu toned paa den danske Læbe,
Længe fortrængt.
Tanken med egen Frihed sig forkyndte,
Mægtig den voxer paa den danske Vang.
Morgenen begyndte,
Dagen er lang.

Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,
Som har i trende Secler funklet,
Som aldrig vorde skal fordunklet,
Men sprede Klarhed, Liv og Held!
Din stærke Straale gjennembryder
Hver Skal om Livets Lyst og Sorg.
Og i din rige Glands det lyder:
"Vor Gud han er saa fast en Borg."

II

Videnskabens Tempel! I din Hal
Takkesangen høit sig hæve skal,
Mindet dvæle ved den gode Stund,
Da Friheds ædle Ceder
Blev plantet dybt i Kirkens Grund,
Hvori den voxte til en Lund,
Som nu om Skolen freder.

Hæv dit ranke Spiir mod høien Sky,
Lad dit indre Liv sig frit fornye
Fra den Slægt som gik, til den som kom,
Og ført paa Troens Vinge,
Din Viden vorde dyb og from,
At Tanken fra din Helligdom
Sig kan mod Himlen svinge.

III

Hellige Flamme,
Styrk i din Glands
Alle, som kæmpe for Musernes Krands!
Kundskab, din Stamme
Blomstrende staae,
Evig, mens Tiderne vexlende gaae!

LANTERNA-MAGICA [19]

Den Første fordrer Sceptret af den Anden;
Han er forknyt, og siger tvungen Ja;
Men siden græder uophørligt Manden;
:,: Gud veed, hvor al den Vædske kommer fra. :,: