The Project Gutenberg eBook of Udvalgte Digtninger
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: Udvalgte Digtninger
Author: J. L. Heiberg
Release date: January 28, 2011 [eBook #35102]
Language: Danish
Credits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK UDVALGTE DIGTNINGER ***
Afskriverens bemærkninger
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. En ordliste med rettelser er placeret sidst i bogen.
Johan Ludvig Heiberg
Udvalgte Digtninger
Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania
1905
Efter J. L. Heibergs Samlede Skrifter, Poetiske Skrifter, VIII—X Bd. (1862).
Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri
København
INDHOLD
Page
- "Nye Digte".
- Udvalgte Digte.
- I. Lyriske Digte:
- Foraar om Vinteren 129
- Til Lærken 131
- Aftenvandring 135
- Panisk Skræk 138
- Vaaren og Freden 143
- Efteraarsfølelse 145
- I et Exemplar af min Psyche 147
- Den 9de November 1811 149
- Hjemkomst 151
- Himmelsk Kjærlighed 154
- Hvad er Elskov 157
- II. Romancer og Viser:
- Uranienborg 163
- Tycho Brahes Farvel 166
- Fiskersang 168
- Liden Kirsten 169
- Fiskeren og Havfruen 170
- Eensomhed 172
- Serenade 173
- Barcarole 174
- Kjærligheds Drømme 175
- Konning Volmer 176
- Kong Valdemars Jagt 177
- Erotiske Sange 1—8 178
- Tordenveir 187
- Sommerregn 188
- III. Blandede Digte:
- Den hellige Anders. Legende 193
- Amor hos Bacchus 200
- Kunstreisen. Et Eventyr 204
- Sangfuglene. En Fabel 209
- Tjenstagtighed. En Fabel 213
- Maanen 216
- Cantate ved Universitetets Reformationsfest 221
- Lanterna-magica 228
- Til Lanterna-magica-Doublanten i Sorøe 238
- Danske Localiteter:
- Danmark 250
- Christiansborg 253
- Fredriksberg 255
- Amalienborg 256
- Rosenborg. En Monolog 257
- Frue Kirke 259
- Thorvaldsens Museum 260
- Børsen 263
- Skuespilhuset. En Dialog 266
- Nicolai Taarn 277
- Bredgaden 280
- Ryssensteens Bade 284
- Toldboden 287
- Charlottenlund. En Skovscene 288
- Sorgenfri 300
- Kronborg 303
- Fredriksborg. En Roman i to Capitler 306
- Roeskilde Domkirke 323
- Vallø, eller: En ung Piges Betænkeligheder 326
- Valdemars Taarn i Vordingborg 330
- Møens Klint 332
"NYE DIGTE"
I December 1840 udkom "Nye Digte af Johan Ludvig Heiberg" indeholdende: Gudstjeneste — En Sjæl efter Døden — De Nygifte — Protestantismen i Naturen.
EN SJÆL EFTER DØDEN
EN APOCALYPTISK COMEDIE
FØRSTE ACT
Chor af de Efterlevende.
En værdig Mand er død! I kraftig Alder
Han gik fra Børn og Hustru, Kjødets Gang.
Vor tunge Taare paa hans Aske falder,
Imens vi synger en fiirstemmig Sang.
En trofast Ægtemand, en kjærlig Fader,
En ærlig Ven, en Borger som kun Faa,
Er tabt for os og Landet; han forlader
Vor Tornesti, for til sin Fred at gaae.
Nu har han Himlens Salighed i Eie,
Det siger Præsten, og det er bekjendt.
Fred med hans Støv! Vi bringe skal tilveie
Ved Subscription et kostbart Monument.
Han gik fra Børn og Hustru, Kjødets Gang.
Vor tunge Taare paa hans Aske falder,
Imens vi synger en fiirstemmig Sang.
En trofast Ægtemand, en kjærlig Fader,
En ærlig Ven, en Borger som kun Faa,
Er tabt for os og Landet; han forlader
Vor Tornesti, for til sin Fred at gaae.
Nu har han Himlens Salighed i Eie,
Det siger Præsten, og det er bekjendt.
Fred med hans Støv! Vi bringe skal tilveie
Ved Subscription et kostbart Monument.
Sjælen.
Hvad plager dog mig Stakkel
For Lirumlarum! Fanden til Spektakel!
Hei, Kone, heida, Mille!
Siig Børnene, de smukt skal være stille;
Og er det Liremanden,
Saa bed ham om at spille
I Gaarden hos en Anden,
Der ei er syg og daarlig
Som jeg, og søvnbegjærlig og alvorlig. —
Men hillemænd! jeg seer, jeg ikke ligger
I min Mahogniseng, men som en Tigger
Paa Jorden, paa den bare!
Hvorledes kan min Kone Sligt forsvare? —
Lad see, om jeg kan reise mig ...... Med Møie
Det lykkedes! — Men hvad har jeg for Øie?
Af Undren fast forgaaer jeg!
Paa Kirkegaarden staaer jeg,
Og ved et pragtfuldt Monument ...... Bevares!
Paa denne Luxus kunde Meget spares.
Hvad staaer derpaa? Lad see! ... "Herunder hviler" ...
Men er det muligt? Jeg mit Navn jo læser!
Hvad er det for Fadaiser?
Mens Øiet op jeg spiler,
Jeg til den sikkre Mening har mig stavet,
At det er mig, som ligger her begravet! ...
Saa maa jeg være død! ... Hvad skal man sige!
Den Vei skal jeg og alle mine Lige.
Men jeg vil ikke mere,
Da Tingen ei kan ændres, raisonnere,
Men see at liste mig til Himmerige.
Jeg seer det alt derhenne,
Jeg feiler ikke, det er let at kjende;
Og som jeg seer og mærker,
Der staaer en Portner ved dets Udenværker;
Til ham jeg kan mig med et Spørgsmaal vende,
At ikke jeg forgjæves ind skal rende. —
Hei, Faer! vil Han mig sige,
Om ikke dette Slot er Himmerige.
For Lirumlarum! Fanden til Spektakel!
Hei, Kone, heida, Mille!
Siig Børnene, de smukt skal være stille;
Og er det Liremanden,
Saa bed ham om at spille
I Gaarden hos en Anden,
Der ei er syg og daarlig
Som jeg, og søvnbegjærlig og alvorlig. —
Men hillemænd! jeg seer, jeg ikke ligger
I min Mahogniseng, men som en Tigger
Paa Jorden, paa den bare!
Hvorledes kan min Kone Sligt forsvare? —
Lad see, om jeg kan reise mig ...... Med Møie
Det lykkedes! — Men hvad har jeg for Øie?
Af Undren fast forgaaer jeg!
Paa Kirkegaarden staaer jeg,
Og ved et pragtfuldt Monument ...... Bevares!
Paa denne Luxus kunde Meget spares.
Hvad staaer derpaa? Lad see! ... "Herunder hviler" ...
Men er det muligt? Jeg mit Navn jo læser!
Hvad er det for Fadaiser?
Mens Øiet op jeg spiler,
Jeg til den sikkre Mening har mig stavet,
At det er mig, som ligger her begravet! ...
Saa maa jeg være død! ... Hvad skal man sige!
Den Vei skal jeg og alle mine Lige.
Men jeg vil ikke mere,
Da Tingen ei kan ændres, raisonnere,
Men see at liste mig til Himmerige.
Jeg seer det alt derhenne,
Jeg feiler ikke, det er let at kjende;
Og som jeg seer og mærker,
Der staaer en Portner ved dets Udenværker;
Til ham jeg kan mig med et Spørgsmaal vende,
At ikke jeg forgjæves ind skal rende. —
Hei, Faer! vil Han mig sige,
Om ikke dette Slot er Himmerige.
Sanct Peder.
Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder.
Ak! ydmygst om Forladelse jeg beder;
For første Gang jeg er paa disse Steder;
jeg har mig hid begivet
Som Fremmed, var her aldrig før i Livet;
Og lettelig da hænder,
Man Stedets Mandskab ei saa nøie kjender.
Men at jeg traf paa jer, den Sag er vigtig,
Thi Veien, som jeg tog, var altsaa rigtig:
Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder,
Med Nøglen, som jeg seer, I har hos eder.
For første Gang jeg er paa disse Steder;
jeg har mig hid begivet
Som Fremmed, var her aldrig før i Livet;
Og lettelig da hænder,
Man Stedets Mandskab ei saa nøie kjender.
Men at jeg traf paa jer, den Sag er vigtig,
Thi Veien, som jeg tog, var altsaa rigtig:
Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder,
Med Nøglen, som jeg seer, I har hos eder.
Sanct Peder.
Først lad mig see Beviset
For, at du virkelig skal ind i Paradiset.
For, at du virkelig skal ind i Paradiset.
Sjælen.
Det er jo klart som Dagen:
Jeg er jo død.
Jeg er jo død.
Sanct Peder.
Det seer jeg nok, men Sagen
Ei dermed afgjort er.
Ei dermed afgjort er.
Sjælen.
Man er forvisset
Hos os, at Den, som døer, skal leve hisset.
Hos os, at Den, som døer, skal leve hisset.
Sanct Peder.
Vel sandt, men andre Steder
Der gives, end det Sted, du nu betræder.
Hvorledes kan du være da saa sikker
Paa, at det just er her?
Der gives, end det Sted, du nu betræder.
Hvorledes kan du være da saa sikker
Paa, at det just er her?
Sjælen.
Sanct Peder.
Har du det gjort?
Sjælen.
Jeg er, saavidt jeg skjønner,
Nok værdig til, at Herren mig belønner.
Jeg har mig ærlig næret,
Jeg aldrig har min Næstes Gods begjæret,
Gav Hvermand Sit, erhverved ufortrøden,
Har ingen Gjæld mig efterladt ved Døden,
Men tvertimod Formue,
Saaledes, at min Frue,
Naar hun vil leve tarvelig som Enke,
— og det jeg tiltroer Konen —
Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen
Til de forarmede Finanser skjænke.
Nok værdig til, at Herren mig belønner.
Jeg har mig ærlig næret,
Jeg aldrig har min Næstes Gods begjæret,
Gav Hvermand Sit, erhverved ufortrøden,
Har ingen Gjæld mig efterladt ved Døden,
Men tvertimod Formue,
Saaledes, at min Frue,
Naar hun vil leve tarvelig som Enke,
— og det jeg tiltroer Konen —
Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen
Til de forarmede Finanser skjænke.
Sanct Peder.
Alt saare godt! Dog Mere der behøves.
Sjælen.
Hvad da?
Sanct Peder.
Du først maa prøves.
Sjælen.
Ak Herregud! Skal jeg nu prøves mere?
Sanct Peder.
Vær uden Frygt! Det gaaer kun dig som Flere.
Sjælen.
Sanct Peder.
Man heri, som i Andet
Stor Fordom har, det har jeg ofte sandet.
Kun saare Faa kan lige
Fra Verdens Vei gaae ind i Himmerige;
De Allerfleste, før herind de drage,
Et Værk maae overtage,
Hvorved de sig i Fromhed kunne styrke
Og vise, hvilken Gud det er, de dyrke.
Den Ene faaer det ene,
Den Anden andet Hverv, alt som vi mene,
Han til at prøves trænger.
Altsaa, for ei at spilde Tiden længer,
Giv Agt, saa skal du høre,
Hvad Arbeid dig nu paalagt er at gjøre.
Du skal til Palæstina dig forføie;
(Den lange Vei dig koster liden Møie,
Thi lettet efter Døden
Dig Foden blev, gak derfor ufortrøden).
Fra Nazareth din Vandring skal begynde,
Hvor Englen monne Frelseren forkynde.
Derfra du dig til Bethlehem begiver,
Hans Fødeby, og følger nu med Iver
Hvert Spor, som, mens han leved
Blandt Mennesker, af ham betraadt er blevet,
Alt i den samme Orden,
Hvori han selv betraadte det paa Jorden,
Alt som til Herrens Glorie
Det skildres i den hellige Historie;
Og paa hvert Sted du nøie,
Hvad der sig tildrog, have maa for Øie.
Du med din Frelser til Egypten drage,
Du vende til Jerusalem tilbage,
Til Templet, hvor han offrer Turtelduer,
Og hvor du Simeon og Anna skuer.
Fra Nazareth, som du paany besøgte,
Du snart igjen ledsage
Til Templet ham tilbage,
Hvor han begynder alt sit Kald at røgte.
Til Jordan du ham følge,
Og tænke paa hans Daab i Flodens Bølge,
Til Ørknen du dig driste,
Hvor Djævlen ham forgjæves maatte friste;
Og naar saa i Capernaum han fæster
Sin Bo, du følger ham og der ham gjæster,
Ledsager ham i hele Galilæa,
Samaria, Judæa,
Paa Markens Veie, som paa Havets Vover,
Til Bjerget, hvor han præker, og henover
Den Sø Tiberias til Gergesener,
Saa og til Cana, Nain, Bethania,
Sichem, Genesareth og Cæsaria,
Hvor mig med Himlens Nøgler han forlener.
Paa Toget til Jerusalem du følge
Langs Jordans Bred. Du staaer ved Stadens Grændser,
Naar Jericho, naar Betfage sig dølger.
Træd ind i Templets Hal, som Herren renser,
Og gak hver Aften over Kedrons Bølger
Til Oliebjerget, hvor du overnatter.
Palladset, som af Caiphas beboedes,
Du søger, og forfølger Sporet atter,
Som leder til Pilatus fra Herodes.
Gak saa til Golgatha, betragt bedrøvet
Det store Gravsted, som har Gud dig røvet;
Men see ham saa tilbagevendt til Livet,
Naar du til Emaus dig har begivet.
Vend om igjen til Staden, for at høre
Hans Ord, naar han, tiltrods for lukte Døre,
Paany sig aabenbarer;
Og lad dig saa til Galilæa føre,
For ham at see, naar han til Himlen farer. —
Og dermed Nok! Har denne Vei du vandret,
Da er dit Sind i Meget vist forandret,
Da har du styrket dig i fromme Tanker.
Kom saa kun hid! Naar du paa Porten banker
Jeg kommer ud og venter,
At Intet meer vil hindre,
At jeg til Himmerigets Fryd dig henter.
Stor Fordom har, det har jeg ofte sandet.
Kun saare Faa kan lige
Fra Verdens Vei gaae ind i Himmerige;
De Allerfleste, før herind de drage,
Et Værk maae overtage,
Hvorved de sig i Fromhed kunne styrke
Og vise, hvilken Gud det er, de dyrke.
Den Ene faaer det ene,
Den Anden andet Hverv, alt som vi mene,
Han til at prøves trænger.
Altsaa, for ei at spilde Tiden længer,
Giv Agt, saa skal du høre,
Hvad Arbeid dig nu paalagt er at gjøre.
Du skal til Palæstina dig forføie;
(Den lange Vei dig koster liden Møie,
Thi lettet efter Døden
Dig Foden blev, gak derfor ufortrøden).
Fra Nazareth din Vandring skal begynde,
Hvor Englen monne Frelseren forkynde.
Derfra du dig til Bethlehem begiver,
Hans Fødeby, og følger nu med Iver
Hvert Spor, som, mens han leved
Blandt Mennesker, af ham betraadt er blevet,
Alt i den samme Orden,
Hvori han selv betraadte det paa Jorden,
Alt som til Herrens Glorie
Det skildres i den hellige Historie;
Og paa hvert Sted du nøie,
Hvad der sig tildrog, have maa for Øie.
Du med din Frelser til Egypten drage,
Du vende til Jerusalem tilbage,
Til Templet, hvor han offrer Turtelduer,
Og hvor du Simeon og Anna skuer.
Fra Nazareth, som du paany besøgte,
Du snart igjen ledsage
Til Templet ham tilbage,
Hvor han begynder alt sit Kald at røgte.
Til Jordan du ham følge,
Og tænke paa hans Daab i Flodens Bølge,
Til Ørknen du dig driste,
Hvor Djævlen ham forgjæves maatte friste;
Og naar saa i Capernaum han fæster
Sin Bo, du følger ham og der ham gjæster,
Ledsager ham i hele Galilæa,
Samaria, Judæa,
Paa Markens Veie, som paa Havets Vover,
Til Bjerget, hvor han præker, og henover
Den Sø Tiberias til Gergesener,
Saa og til Cana, Nain, Bethania,
Sichem, Genesareth og Cæsaria,
Hvor mig med Himlens Nøgler han forlener.
Paa Toget til Jerusalem du følge
Langs Jordans Bred. Du staaer ved Stadens Grændser,
Naar Jericho, naar Betfage sig dølger.
Træd ind i Templets Hal, som Herren renser,
Og gak hver Aften over Kedrons Bølger
Til Oliebjerget, hvor du overnatter.
Palladset, som af Caiphas beboedes,
Du søger, og forfølger Sporet atter,
Som leder til Pilatus fra Herodes.
Gak saa til Golgatha, betragt bedrøvet
Det store Gravsted, som har Gud dig røvet;
Men see ham saa tilbagevendt til Livet,
Naar du til Emaus dig har begivet.
Vend om igjen til Staden, for at høre
Hans Ord, naar han, tiltrods for lukte Døre,
Paany sig aabenbarer;
Og lad dig saa til Galilæa føre,
For ham at see, naar han til Himlen farer. —
Og dermed Nok! Har denne Vei du vandret,
Da er dit Sind i Meget vist forandret,
Da har du styrket dig i fromme Tanker.
Kom saa kun hid! Naar du paa Porten banker
Jeg kommer ud og venter,
At Intet meer vil hindre,
At jeg til Himmerigets Fryd dig henter.
Sjælen.
Ak! kan jeg ikke gjøre det med Mindre?
Sanct Peder.
Umuligt!
Sjælen.
Jeg er træt i Fod og Tanke,
Og glæded mig til Hvile,
Men skal nu atter ile,
Skal fra det Ene til det Andet vanke.
Dog, hvis det ei kan anderledes være,
Ifald jeg end skal reise for at lære,
— Og selv jeg Reiser ynder,
Ved dem sig ofte danner en Begynder —
Da send mig idetmindste til en Stjerne,
En anden Klode hisset i det Fjerne,
aa det jeg maa erfare,
Om hist og er af Mennesker en Skare.
Hvad heller, hvis jeg skal nødvendig blive
Paa samme Klode, hvor jeg var ilive,
Saa lad mig (o jeg beder!)
Helst reise til America, Herr Peder!
Jeg altid længtes efter
At see det Land, som har saa store Kræfter,
Det Land, hvor man paa Friheds Jordbund triner,
Og Alt udrette kan med Dampmaskiner.
Kort før jeg døde, havde jeg isinde
Tilsidst mig at forbinde
Med Stolemager Dessau, for at drage
Med ham derhen; dog blev jeg holdt tilbage
Fra dette Vovestykke,
Og sagtens til min Lykke.
Men nu — thi Reisen mig bestandig frister —
Nu, da jeg ingen Grund har til at frygte
For Skibets Læk og Plyndring af Carlister,
Nu var det godt, om Stedet jeg besøgte.
O lad derhen mig drage!
Jeg mere dannet komme skal tilbage,
Saa man mig vist i Himlen op vil tage.
Og glæded mig til Hvile,
Men skal nu atter ile,
Skal fra det Ene til det Andet vanke.
Dog, hvis det ei kan anderledes være,
Ifald jeg end skal reise for at lære,
— Og selv jeg Reiser ynder,
Ved dem sig ofte danner en Begynder —
Da send mig idetmindste til en Stjerne,
En anden Klode hisset i det Fjerne,
aa det jeg maa erfare,
Om hist og er af Mennesker en Skare.
Hvad heller, hvis jeg skal nødvendig blive
Paa samme Klode, hvor jeg var ilive,
Saa lad mig (o jeg beder!)
Helst reise til America, Herr Peder!
Jeg altid længtes efter
At see det Land, som har saa store Kræfter,
Det Land, hvor man paa Friheds Jordbund triner,
Og Alt udrette kan med Dampmaskiner.
Kort før jeg døde, havde jeg isinde
Tilsidst mig at forbinde
Med Stolemager Dessau, for at drage
Med ham derhen; dog blev jeg holdt tilbage
Fra dette Vovestykke,
Og sagtens til min Lykke.
Men nu — thi Reisen mig bestandig frister —
Nu, da jeg ingen Grund har til at frygte
For Skibets Læk og Plyndring af Carlister,
Nu var det godt, om Stedet jeg besøgte.
O lad derhen mig drage!
Jeg mere dannet komme skal tilbage,
Saa man mig vist i Himlen op vil tage.
Sanct Peder.
Jeg kan dig ikke føie,
Du maa dig efter Himlens Villie bøie,
Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie.
Du maa dig efter Himlens Villie bøie,
Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie.
Sjælen.
Men bliv ei vred, Herr Peder,
I nævnte mig en mægtig Hoben Steder;
Jeg neppe dem beholder
I min Erindring, hvilket let forvolder,
At Et og Andet glemmes,
Som ei saa rigtigt nemmes,
At Meget overspringes,
Og Intet ordentligt tilendebringes.
Hvor let kan det sig hænde,
At jeg begynder der, hvor jeg skal ende?
I nævnte mig en mægtig Hoben Steder;
Jeg neppe dem beholder
I min Erindring, hvilket let forvolder,
At Et og Andet glemmes,
Som ei saa rigtigt nemmes,
At Meget overspringes,
Og Intet ordentligt tilendebringes.
Hvor let kan det sig hænde,
At jeg begynder der, hvor jeg skal ende?
Sanct Peder.
Da veed jeg dog, at du den Vei maa kjende,
Hvis Gang jeg har beskrevet?
Hvis Gang jeg har beskrevet?
Sjælen.
Jeg kjender den, men ikke just saa nøie.
Sanct Peder.
Saa du har ei i Tanken gjennemlevet
Din Frelsers Liv, hans Vandring havt for Øie
I Rummet og i Tiden?
Din Frelsers Liv, hans Vandring havt for Øie
I Rummet og i Tiden?
Sjælen.
Det er saa længe siden
At jeg blev confirmeret,
Og jeg har ei min Lærdom repeteret
I moden Manddoms-Alder.
Desuden maa jeg sige: tyndt det falder
Hos os med Underviisning
I Christendom. Man aandelig Bespiisning
Nu faaer i det Reale,
Som os alene redder
Fra alt det meget Øvrige, Fatale.
Herr Peder! hør, jeg vædder,
Den bedste Confirmand kan ei fuldføre
Det Værk, som I forlanger, jeg skal gjøre.
At jeg blev confirmeret,
Og jeg har ei min Lærdom repeteret
I moden Manddoms-Alder.
Desuden maa jeg sige: tyndt det falder
Hos os med Underviisning
I Christendom. Man aandelig Bespiisning
Nu faaer i det Reale,
Som os alene redder
Fra alt det meget Øvrige, Fatale.
Herr Peder! hør, jeg vædder,
Den bedste Confirmand kan ei fuldføre
Det Værk, som I forlanger, jeg skal gjøre.
Sanct Peder.
Saa staaer det daarligt til, det kan jeg høre.
Men er det da saa vigtigt,
Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt?
Om hvert et Navn man mindes,
Og til en chronologisk Orden bindes?
Detaillen og det Mindre
— Saa synes mig — kan glemmes efterhaanden,
Naar blot man kan erindre
Det Større, mens man holder sig til Aanden.
Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt?
Om hvert et Navn man mindes,
Og til en chronologisk Orden bindes?
Detaillen og det Mindre
— Saa synes mig — kan glemmes efterhaanden,
Naar blot man kan erindre
Det Større, mens man holder sig til Aanden.
Sanct Peder.
Vel muligt, lad saa være!
Siig da, hvad Aanden er i Christi Lære.
Siig da, hvad Aanden er i Christi Lære.
Sjælen.
Det kan jeg just saa lige
Jer ei, Herr Peder, sige,
Thi Aanden lader ei i Ord sig fange.
Jer ei, Herr Peder, sige,
Thi Aanden lader ei i Ord sig fange.
Sanct Peder.
Og dog var Ordet Gud.
Sjælen.
Ak! tusind Gange
Jeg om Undskyldning beder;
Jeg husked ikke mine Bibelsteder.
Men sagtens allegorisk
Det Sted forklares maa. Det er notorisk,
At Aanden blot kan føles, men ei siges,
Thi Aand og Bogstav uophørlig kriges.
Jeg om Undskyldning beder;
Jeg husked ikke mine Bibelsteder.
Men sagtens allegorisk
Det Sted forklares maa. Det er notorisk,
At Aanden blot kan føles, men ei siges,
Thi Aand og Bogstav uophørlig kriges.
Sanct Peder.
Sjælen.
Det var da sært! Hvem kunde sligt vel gjætte?
Sanct Peder.
Imidlertid, for Sagen dig at lette:
Du veed dog Christi Bud til alle Sjæle?
Du veed dog Christi Bud til alle Sjæle?
Sjælen.
Jeg veed, Herr Peder, man bør ikke stjæle.
Sanct Peder.
Et Bud af Loven du paa Læben fører,
Men Evangeliet jeg ikke hører.
Men Evangeliet jeg ikke hører.
Sjælen.
Ih nu! jeg veed forresten,
Man Pligter har mod Gud, sig selv og Næsten.
Man Pligter har mod Gud, sig selv og Næsten.
Sanct Peder.
Men du tilsidesatte
Din Pligt mod Gud; du vil ham ikke fatte.
Din Pligt mod Gud; du vil ham ikke fatte.
Sjælen.
Han er ufattelig; saadan man lærer
Enhver, som Videnskab om ham begjærer.
Enhver, som Videnskab om ham begjærer.
Sanct Peder.
Hvad vil du da hos os? Siig, hvorfor sparer
Du dig da Veien ikke
Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer?
Du dig da Veien ikke
Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer?
Sjælen.
Sanct Peder.
Hvorfor ei i America, du Daare? —
Har end i Jordelivet
Du Keiseren, hvad der ham tilkom, givet,
Du har dog Gud formenet
Din Skat af Det, som han dig har forlenet.
Gak bort fra disse Steder!
En Sjæl, som du, ei Himmerig betræder.
Har end i Jordelivet
Du Keiseren, hvad der ham tilkom, givet,
Du har dog Gud formenet
Din Skat af Det, som han dig har forlenet.
Gak bort fra disse Steder!
En Sjæl, som du, ei Himmerig betræder.
Sjælen.
Og jeg, som troede, jeg bestod med Hæder,
Skal gaae reject?
Skal gaae reject?
Sanct Peder.
Vær rolig!
Dit Sind dig fører til en anden Bolig.
Dit Sind dig fører til en anden Bolig.
Sjælen.
Gud hjelpe mig for den!
Sanct Peder.
Du skal ei frygte.
Du finder hvad du søgte,
Naar denne Vei du følger,
Som fører til en Skov ved Strandens Bølger;
Der boe de Gode, som før Christi Tider
I Verden leved, Hedningskarer fromme;
Til dem du vist kan komme,
Saa tænker jeg, og faae en Plads omsider.
Vel finder du hos dem ei Saligheden,
Men dog et jordisk Eden,
Hvor kjølig Søluft gjennem Skoven vifter,
Hvor Sol og Maane sees bag Skyens Rifter,
Hvor Løvets Buegange
Gjenlyde høit af skjønne græske Sange,
Hvor man til glade Fester
Forsamler sig, mens for de muntre Gjæster,
Som sig med Viinløv krandse,
Ved Strængeleg de lette Piger dandse.
Du finder hvad du søgte,
Naar denne Vei du følger,
Som fører til en Skov ved Strandens Bølger;
Der boe de Gode, som før Christi Tider
I Verden leved, Hedningskarer fromme;
Til dem du vist kan komme,
Saa tænker jeg, og faae en Plads omsider.
Vel finder du hos dem ei Saligheden,
Men dog et jordisk Eden,
Hvor kjølig Søluft gjennem Skoven vifter,
Hvor Sol og Maane sees bag Skyens Rifter,
Hvor Løvets Buegange
Gjenlyde høit af skjønne græske Sange,
Hvor man til glade Fester
Forsamler sig, mens for de muntre Gjæster,
Som sig med Viinløv krandse,
Ved Strængeleg de lette Piger dandse.
Sjælen.
Fortræffeligt, Herr Peder!
For den Anviisning ret jeg takker eder.
Jeg har ei vidst, at her var slige Steder;
Jeg ellers ikke havde jer besværet,
Og ikke til Uleilighed jer været,
Thi bedre synes mig — det maa jeg sige —
Det Sted, som I beskrev, end Himmerige.
For den Anviisning ret jeg takker eder.
Jeg har ei vidst, at her var slige Steder;
Jeg ellers ikke havde jer besværet,
Og ikke til Uleilighed jer været,
Thi bedre synes mig — det maa jeg sige —
Det Sted, som I beskrev, end Himmerige.
Sanct Peder.
Hver taler, som han føler,
Forskjellig er jo Smagen.
Men skynd dig nu, thi Dagen
Alt helder, og det hjelper ei, du nøler.
Forskjellig er jo Smagen.
Men skynd dig nu, thi Dagen
Alt helder, og det hjelper ei, du nøler.
Sjælen.
Sanct Peder.
Farvel, min Ven! Gid Lykken dig ledsage!
ANDEN ACT
Aristophanes.
Det er lystigt nok at staae
Ved Elysium som Vægter,
Og besee de mange Slægter,
Som ad Landeveien gaae;
Mangen christelig Fornægter
Kommer hid og banker paa.
Hver af os har her sin Uge,
Hvori han maa gjøre Vagt;
Touren er til mig; min Magt
Jeg med Fynd og Klem skal bruge,
Skal nok tage mig iagt,
Før jeg aabner Lem og Luge.
Og idag en Rector alt
Har jeg havt den Fryd at drille;
Alle Philologer ville
Hid til os, og for Gevalt
Have Noget at bestille
Med at grave attisk Salt.
Men jeg skal dem expedere
Til et Sted, hvor de kan staae
Paa det Tørre, naar de maae
Mine Skyer commentere. —
Men der seer jeg En at gaae
Henad Veien og spadsere.
Hvis ei Synet mig bedrog,
Vistnok herhen styrer Manden.
Ja, der er han. Som den Anden
Er han sagtens Philolog. —
Heida, Landsmand!
Ved Elysium som Vægter,
Og besee de mange Slægter,
Som ad Landeveien gaae;
Mangen christelig Fornægter
Kommer hid og banker paa.
Hver af os har her sin Uge,
Hvori han maa gjøre Vagt;
Touren er til mig; min Magt
Jeg med Fynd og Klem skal bruge,
Skal nok tage mig iagt,
Før jeg aabner Lem og Luge.
Og idag en Rector alt
Har jeg havt den Fryd at drille;
Alle Philologer ville
Hid til os, og for Gevalt
Have Noget at bestille
Med at grave attisk Salt.
Men jeg skal dem expedere
Til et Sted, hvor de kan staae
Paa det Tørre, naar de maae
Mine Skyer commentere. —
Men der seer jeg En at gaae
Henad Veien og spadsere.
Hvis ei Synet mig bedrog,
Vistnok herhen styrer Manden.
Ja, der er han. Som den Anden
Er han sagtens Philolog. —
Heida, Landsmand!
Sjælen.
Saa for Fanden
Eders Brøl med Skræk betog
Mig paa disse tause Steder.
Eders Brøl med Skræk betog
Mig paa disse tause Steder.
Aristophanes.
Siig, hvad søger du?
Sjælen.
Min Ven!
Til en rolig Havn jeg hen
Mig begiver, og hos eder
Haaber jeg at finde den.
Hid jeg sendes af Sanct Peder;
Han har viist mig til et Sted,
Hvor de gode Hedningsjæle,
Som ei lyve, som ei stjæle,
Boe saa godt ved Søens Bred,
Og ved glade Fester dvæle,
Hvor man kan i salig Fred
Synge, drikke, sig bekrandse,
More sig saa godt man vil,
Mens til muntert Strængespil
Mange vakkre Piger dandse;
Kort, er Stedet bare til,
Har det, saavidt jeg kan sandse,
Megen Lighed med vor Jord,
Dog af Plager sagtens færre.
Til en rolig Havn jeg hen
Mig begiver, og hos eder
Haaber jeg at finde den.
Hid jeg sendes af Sanct Peder;
Han har viist mig til et Sted,
Hvor de gode Hedningsjæle,
Som ei lyve, som ei stjæle,
Boe saa godt ved Søens Bred,
Og ved glade Fester dvæle,
Hvor man kan i salig Fred
Synge, drikke, sig bekrandse,
More sig saa godt man vil,
Mens til muntert Strængespil
Mange vakkre Piger dandse;
Kort, er Stedet bare til,
Har det, saavidt jeg kan sandse,
Megen Lighed med vor Jord,
Dog af Plager sagtens færre.
Aristophanes.