Udvalgte Digtninger

Hvad ligner, o Sorø, din critiske Glæde,
Naar Posten er kommen fra kongelig Stad?
Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde
Du bærer dig ganske forunderligt ad.
Du skriver og skriver og skriver og skriver,
Du skriver, vil skrive, har skrevet og skrev;
Men Skriftet i poste restante forbliver,
Og Publicum har der et uindløst Brev.
Lalala, lalala etc.

Dit Auxiliair-Corps du lader marchere
Med to Generaler og een Adjudant.
Mens Hine paa Prosa kun polemisere,
Flankerer mig Denne paa Riim saa galant,
Blandt Muserne hverver han syv militaire,
Og dog har han ikke syv niende Deel,
Thi selv han et Minus til Summen maa bære,
Og følgelig mangler der Stort i en Heel.
Lalala, lalala etc.

Niende Billede.

Vil du troe,
Disse to
Har han end skrevet til,
Jeg neppe begribe det kan,
O nei!
Men især
Dette her
Jeg dog læse dig vil;
See, Titelen er: Don Juan.
"Kjære Ven! jeg er Satan i Sjæl og i Krop,
"Intet Menneske fører sig saaledes op.
"Jeg er gal,
"Er fatal,
"Som en Djævel saa dum;
"O gid jeg tillige var stum?"

Tiende Billede.

Dannevang med grønne Bred,
Siig, hvad gaaer der a' dig?
Synker du i Dybet ned?
Gaaer Balancen fra dig?
Ha! det knager! hvilket Stød!
Det var vist Cometen,
Som, bebudende din Død,
Slog dig paa Planeten.

Flade Kyster uden Hegn,
Som i Blæsten snoe jer!
Skove, som i evig Regn
Uophørlig toe jer!
Vil I drive Narrespil?
Kan man ikke troe jer?
Fik I Jordskjælvs-Vanen til,
Maatte Fanden boe her.

Vor Natur er Poesie,
Deri Knuden stikker:
Den er ei for Luner fri,
Men forresten sikker:
Selv i Lidenskabens Ruus
Regelret den prater,
Og i Jordskjælvs Suus og Duus
Gjør den ei Hiater.

Ellevte Billede.

Gud skee Lov, min Mand var død!
Selv Konens Død maa mig glæde.
Nu kan jeg lave min Iis saa sød
I Peder-Hvidtfelds-Stræde.
:,: Tingen sagtens var bleven slem,
Havde der end været Liv i dem. :,:

Hvis de vare min Eiendom,
Jeg solgte dem til Theatret.
Hvo veed? maaskee der en Digter kom,
Som før har Døde kalfatret.
:,: Med en Helt har man ingen Nød,
Som, før Stykket begynder, er død. :,:

Et Forslag gjorde jeg nok dertil,
Hvorom vist Mange bade:
De godt kan bruges, ifald man vil,
Til Store Carl og Fastrade.
:,: Saa vil Stykket faae bedre Held,
Intet kan slaae de Døde ihjel. :,:

Tolvte Billede.

Herligt, en Sommernat
Drage til Elverkrat,
Hvile ved Kilden, den svale!
Bedre ved Vintertid
Vandre paa Sneen hvid
Derhen, hvor Muserne tale.

Her concerterer man,
Her declamerer man;
Hør kun, hvor Moscheles spiller!
Hør dog, hør efter nu!
Hør kun, hvor smukt Guillou
Slaaer sine Nattergals-Triller!

Her Madam Milder staaer,
Hun just ei Triller slaaer.
Ellers har Stemmen Courage.
Her vil jeg, med Forlov,
Vise jer Fürstenau;
Hør, hvilken deilig Passage!

Ak! men for Øiet jeg
Maler, for Øret ei;
Synlig jer Kunsten maa røre;
Vist mange Hjerter den
Drog til Concerter hen,
Meer for at see end at høre.

Epilog.

Nu skal De ha' saa mange Tak!
Bliv dog ei vred for Dette!
Lad denne hensigtsløse Snak
Ei give Stof til Trætte!
I hver Lanterna magica
Sees Folk med store Næser,
Ja selv de største Tragica
Sees der som smaa Fadaiser.

TIL
LANTERNA-MAGICA-DOUBLANTEN I SORØE [20]

Fætter! hvad skal Enden blive,
Farer du saaledes fort?
Vil du flere Viser skrive?
Sidste Gang kom du tilkort.

Dog, det Intet vil betyde,
Skriv kun flere, Sligt er Skjers,
Jeg vil gjerne Landser bryde
Med en Mand som skriver Vers.

Om han stikler, om han høvler,
Gjør han mig dog mere glad,
End saa mangen Prosa-Vrøvler
I det kjøbenhavnske Blad.

Sligt jeg som en Fest betragter,
Som et ædelt Ridderspil,
Jeg, mod hvem saa mangen Slagter
Bare Næver bruge vil.

Sagtens kunde jeg ham spørge,
Hvor han fik Doubletter fra,
Thi jeg selv kan godt besørge
Min Lanterna magica.

Hvis og Uheld mon cassere
Mig et Billed eller to,
For dem selv at reparere
Er jeg Mester, kan du troe.

Høres ei fra tusind Kanter
(Og jeg troer, at man har Ret),
At et Stykke med Doublanter
Gaaer gemeenlig noget slet?

Ligemeget! lad saa være!
Brug kun min Lanternes Lys;
Den skal tjene dig, min Kjære,
Som mig selv den tjente nys.

Himlen veed, at min Lanterne
Kun er svag og lidt bevendt,
Mens dens ringe Lys vil gjerne
Gjøre dig lidt meer bekjendt.

Derfor styr til mig kun Kaasen,
Jeg har Plads vel for en Snees;
Kom du kun, og nærm dig Praasen,
For at ogsaa du kan sees.

Faaer jeg Vittighed at høre,
O! saa har du vundet Spil,
Og da kan du ved mig gjøre
Næsten Alt hvad kun du vil.

Som du seer, min kjære Fætter,
Jeg er ei saa grov som du;
Thi jeg haaber, at du gjætter
Hvad jeg vil dig sige nu.

Jeg vil ikke debitere,
Dine Vers er uden Salt,
(Skjøndt ifald de havde mere,
Var det ikke just saa galt).

Tvertimod, hav Tak for Føden!
Thi mig var din Takforsidst
Manna midt i Hungersnøden
Hos den evige Copist.

Du kan dog det Danske skrive,
Saa en Dansk kan det forstaae;
Du kan dog en Skose give,
Som er værd at svare paa.

Du har dog et Glimt af Tanke,
Og af Vittighed et Sving.
Sligt ei pleier der at vanke;
Himmel! det er store Ting.

Hvo har gjort et saadant Under?
Svar oprigtig hvem du troer? —
Min er Æren! O misunder
Mig den ei! den er ei stor.

Sorae tenebris demersus,[21]
Nød du tynd Celebritet;
Facit indignatio versus,[22]
Jeg har gjort dig til Poet.

Hvis din Barm en Gnist kun gjemmer
Af Erkjendtlighedens Blus,
Hvad du skylder mig, du glemmer
Aldrig paa din Pegasus.

Husk, at paa Academiet
Var der fordum Kiv og Tvist;
Jeg har det fra Splid befriet,
Gav jer Fredens Olieqvist.

Først i Faren vil man skatte
Brodersind og Enighed;
Mellem Hunde selv og Katte
Sluttes fordeelagtig Fred.

Thi lig Bruti tynde Grene,
Hver af jer kan knækkes let;
Men naar Alle sig forene
Til et Riis, da holder det.

Altsaa, da jeg har Meriter
Af dit Compagnie, som dig,
Tillad, at lidt nær jeg titter
Paa de Vers, du skjænkte mig.

Just fordi det mangler ikke
Dem paa Vid — det Hvermand seer —
Lad mig vise dine Blikke,
Hvor der kunde findes meer.

Isabella du citerer
Som et Plagium fra Spansk;
Husk, at selv du plagierer
Denne Sludder fra en Dansk.

Hvoraf mon "Poëta"[23] komme?
Af ποιεῖν,[24] saavidt jeg veed;
Derfor har en Digters Domme
Productiv Selvstændighed.

Døm som Digter da i Tvisten,
Siig, om det er Plagiat;
Gjør dog ikke, som Copisten,
Dig til litterær Castrat.

Naar du siger i din Tale,
At om jeg ved Elverhøi
Hviler mig, saa kommer Dvale
Ned til Folket, — vist du løi.

Thi jeg veed nok, at jeg Stakkel
Ikke Chinas Keiser er;
Han kan gjøre sligt Mirakel,
Men man saae det aldrig her.

Hvergang han har Øiet lukket,
Saa er ogsaa Folket træt;
Og naar han har spiist og drukket,
Saa er ogsaa Folket mæt.

Væn dig af, at sammenjaske
Halve Tanker, for Gevalt;
Siig ei: naar du mig vil vaske,
Spilder Humle du og Malt.

Thi hvis Ondskab hos jer finder
Knap af Geist et Fingerbøl,
Slutter den, at Sorøes Qvinder
Vaske deres Mænd i Øl.

Bedst i Sæbevand man tvætter;
Selv som indre Medicin
Giv ei Musen Øl, min Fætter,
Heller lidt Champagneviin.

Dog det er kun Bagateller,
Ting som kun har liden Vægt,
Og man fordrer vist ei heller,
At Du være skal correct.

I Begeistring og i Vrede
Sættes let en Nonsens-Beet;
Sligt, jeg troer, hos jer dernede
Kaldes Genialitet.

Bedre dog, om du herefter
Ikke gjør for mangen Buk,
Øver bedre dine Kræfter,
Træffer bedre med dit Hug.

Det er ikke mig det Samme,
Om at fægte du forstaaer,
Thi af Udfald, der ei ramme,
Selv jeg ingen Ære faaer.

Men en anden Ting resterer,
Som har mere Klem og Fynd:
Du mit Sindelag tracterer
Noget haardt, og det er Synd.

Hvorfor siger du, at Avind
Til Satire mig formaaer?
Ha! der tabte du dit Glavind,
Og med plumpe Næver slaaer.

Hold dig smukt til Facta, Kjære!
Lad Motiverne gaae frie!
Du bør ikke Plathed lære
I de Andres Compagnie.

Siig mig, kjære Fætter, svoer du
Ikke til Apollos Pen?
Eller, idetmindste, troer du
Ikke nok, du svor til den?

Du, det lille Sorøes Irisk,
Sanger af saa mangen Sang,
Er du ikke selv satirisk,
Eller troer det mangen Gang?

Naar saa er, jeg spørger atter:
Er Satiren dig saa ny,
At du ei dens Frihed fatter?
Skam dig, Digter! skam dig! fy!

Hvis jeg før mit sjette Billed
Havde sagt: "O Publicum!
"I hvad her er forestillet
"See en Spøg, og vær ei dum!

"Dybt mit danske Hjerte skjønner
"Paa det ærefulde Kald,
"At og Sveas Laurbær lønner
"Nordens Guders høie Skjald:

"Hædrer man hans Digt og Sange,
"Faaer vor fælleds Bane Glands;
"Selv jeg har alt mange Gange
"Flettet Laurbær i hans Krands:

"Men da sagtens Alt i Livet
"Og en comisk Side har,
"Og det mig især blev givet,
"Den i Alt at blive vaer;

"Da man og for den Lanterne,
"Som har Navnet af Magie,
"Ikke maler just saa gjerne
"Raphaelisk Maleri;

"Og da nu den tørre Karpe
"Om en Kikkert og en Ven
"Efter den tegnérske Harpe
"Tonede saa fattigt hen:

"Thi da han i Nabolandet
"Var vor Digtekunsts Gesandt,
"Kunde han dog talt om Andet
"End sig selv og Fjas og Tant;

"Da nu Dette, som og Mere,
"Dygtig Vand i Blodet slog,
"Lidt med Tingen at raillere
"Jeg mig ydmygst Frihed tog:

"Og fra Arilds Tid forresten
"(Dette mærk, o Publicum!)
"Overalt Satiren næsten
"Har et Privilegium:

"Du har vist lidt Lærdom pillet,
"Du har sagtens læst etsteds,
"At selv Socrates blev drillet
"Slemt af Aristophanes:

"Er der langt fra mine Streger
"Til Aristophan's Format,
"Er dog vistnok Oehlenschläger
"Endnu længer fra Socrat;" —

Hvis jeg havde talt saalunde,
Vilde hver en Digter svart:
"Hvad du sagde der, det kunde
"Du dig gjerne have spart;

"Muligt at det Hoben øver,
"Thi den fatter vanskeligt;
"Men hvo Digter er, behøver
"Sagtens ei at lære Sligt." —

Altsaa, Fætter, hør nu atter:
Mon du rigtig Digter er,
Naar du ei forstaaer, ei fatter,
Ei begriber Dette her?

Du, som taler om at "skaane",
Føler du i Sandhed Kald
Til dit svage Værn at laane
Ham, du kalder Dannerskjald?

Dig jeg skaane vil, min Kjære!
Og jeg troer, du mærker det;
Han kan vel et Angreb bære,
Thi han rokkes ei saa let.

Selv jeg har saa stærke Volde
Bygget om hans faste Plads,
At jeg tænker, de skal holde;
Dine springe vil, som Glas.

Hver en Skjald erobrer bare
Nyt Terrain bag eget Skjold;
Men for Grændsen at forsvare
Byggedes Critikens Vold.

Hvis engang Vandalers Flokke,
Uden Kundskab, uden Smag,
Vil den store Digter rokke,
— Og det hændes vist en Dag;

Skal man raabe til dem: "Frække!
"Veed I, hvad I prøve paa?
"Her til Grændsen kan I række:
"Længer kan I ikke gaae."

O men du, som dreier Liren,
Fætter! kjender du Critik,
Du som ei engang Satiren
Skuet har med Digterblik?

Troer du, at den døde Regel
Er Philosophiens Bæk?
Siig, hvad kjender du til Hegel,
Skjøndt du nævner ham saa kjæk?

Siden du vil Sværdet føre,
Maa du virke noget Stort.
Kom da hid, og lad os høre:
Hvad har Du for Skjalden gjort?

Har du gjort ham mere sikker
Ved dit Gedebukkespring?
Var du meer end Spytteslikker
Af hans jammerligste Ting?

Du har panegyriseret
Hans utrolige Roman,
Og har Qvalmerne formeret
Med bestandig Marsepan.

Dog, hvad nytte disse Trætter?
Hver beholde maa sin Tro.
Saa farvel da, kjære Fætter!
Verden rummer nok os To.

Hvis paany vi træffe sammen
Paa de danske Musers Kyst,
Skal det være Fryd og Gammen
At forsøge nok en Dyst.

Lad os stærkt hinanden klemme,
Fast i Sadlen, rank til Hest,
Men for Alting ikke glemme,
Vor Turnering er en Fest!

DANSKE LOKALITETER [25]

INDHOLD:

1. Danmark. — 2. Christiansborg. — 3. Fredriksberg. — 4. Amalienborg. — 5. Rosenborg. En Monolog. — 6. Frue Kirke. — 7. Thorvaldsens Museum. — 8. Børsen. — 9. Skuespilhuset. En Dialog. — 10. Nicolai Taarn. — 11. Bredgaden. — 12. Ryssensteens Bade. — 13. Toldboden. — 14. Charlottenlund. En Skovscene. — 15. Sorgenfri. — 16. Kronborg. — 17. Fredriksborg. En Roman i to Capitler. — 18. Roeskilde Domkirke. — 19. Vallø, eller: En ung Piges Betænkeligheder. — 20. Valdemars Taarn i Vordingborg. — 21. Møens Klint.

DANMARK

Hvor Bøgeskoven svæver
I Favn af salten Sø;
Hvor som Bouquet sig hæver
Af Havet Ø ved Ø;
Hvor intet Bjerg os hindrer
At sende Blikket ud
Mod fjerne Lys, der tindrer
Herned som Himmelbud:

Der er den Jord, vi kalde
Vort Hjem, vort Fædreland,
Besjungen høit af Skjalde
Alt for sin Skov og Strand,
Sit Folk, det roligt snilde,
Saa langt fra Harm og Had,
Sit Sprog, det kraftigt milde,
Hvori saa skjønne Qvad.

Af Danmark har Naturen
Selv dannet med sin Haand
Den Mark, hvis Rug i Furen
Skal nære Nordens Aand.
Lad Sverrig og lad Norge
Kun Styrkens haarde Bark
Og Kraftens Jern os borge,
Mod Pant fra danske Mark.

Mens vor Natur os glæder
Med Øieblikkets Lyst,
Tiltale hundred Steder
Os end med Fortids Røst;
Thi blandt Naturens Værker,
I Ly af Græs og Green,
Staae Kunstens Mindesmærker,
En Aarbog lig af Steen.

Om Fædrenes Bedrifter
Snart melder Kæmpehøi,
Snart Skyen, i hvis Rifter
Sees Kongeborgens Fløi.
Om Frode Drot fortæller
Et Sagn os Værebro;
Hvor Roars Kilde vælder,
De tusind Minder boe.

Fra Saxo Klerks Annaler
Staae Skygger frem i Soer;
Hist Gaasetaarnet taler
Om Atterdag i Nord;
I Ringsted Dagmar gjemmes,
Hiin tabte Lilievaand;
Paa Fredriksborg fornemmes
End Fjerde Christians Aand.

Jeg nævner Sjælland ene
Thi der jeg fæsted Rod,
Og Sjælland kan forlene
Mig Træk i Overflod;
Men hver af Rigets Dele
Har samme Skjønheds Art,
Og i det skjønne Hele
Har hver en lige Part.

Og Axelstad, hiin gamle,
Saa venlig, skjøndt saa stor,
Hvor Danmarks Aander samle
Sig i et udsøgt Chor,
Har gamle Mindesmærker,
Som tale Sagas Røst,
Har nye, stolte Værker,
Som kneise til dens Lyst.

Paa Kysten herligt grundet,
Den aabner Øiet Flugt
I Udsigt over Sundet
Og over Kjøgebugt;
Mod Norden grønne Skove,
Som huse Hjort og Hind,
Og Duft og Kjøling love
Det længselfulde Sind.

Hvo har ei kjære Minder
Fra Land saavelsom Stad?
Dog fastere dem binder
Et svagt Erindringsblad.
Her Kunsten Eder giver
En Krands fra Dannevang;
Hvert Blad i Krandsen bliver
Et Billed og en Sang.

CHRISTIANSBORG

Phønix, du, som nys begravet
I din Aske laae,
Og nu frem af Flammehavet
Stiger mod det Blaa!
Ei ved Elementers Vrede
Oftere du døe!
Kneis kun fra din høie Rede
Over Land og Sø!

Borg, der selv er uden Mage
Mellem Borges Chor,
Sku de lykkeligste Dage
Hilse Danmarks Jord!
Fra din Tinde, nær ved Himlen,
See langs Codans Flig
Fredelige Masters Vrimlen,
Birman-Skoven lig.

Og naar ei dit Blik sig hæver
Over salten Flod,
Men mod Jorden nedad svæver
Til din Kæmpefod:
See paa Pladser og i Gader
Livlig Virksomhed,
Og endog paa lave Stader
Lykke, Fryd og Fred.

Og du selv skal i dit Indre,
I din Høisal stor,
See det snevre Rum, det mindre,
Hvori Lykken boer.
Lykken alt med Kjærligheden
Flyttet er derind,
Den har fæstet Svalereden
Til din høie Tind.

Her paa lykkelige Dage
Kongeparret skal,
Med sit Folk forenet, drage
Til din høie Hal,
Medens Tusinder af Kjerter
Straale Lyset ud,
Medens Tusinder af Hjerter
Følge Glædens Bud.

FREDRIKSBERG

Den er forbi, den Tid, hvorpaa
Din Himmel,
O Fredriksberg! med Smilen saae
En Vrimmel,
Hvori sig flokked Lav og Stor
I Haven,
Omkring den Konge, som nu boer
I Graven.

Da klang Musiken ofte fra
Terrassen,
Af Uniformer myldred da
Paa Pladsen.
Ei flagre nu de røde Fjer
Paa Hatten;
Hver Dag den samme Tomhed seer,
Som Natten.

End Svanen langs Canalens Rand
Dog seiler;
End Træet i det stille Vand
Sig speiler;
End Maanen over Sletten gaaer
Saa stille,
Mens Nattergal i Busken slaaer
Sin Trille.

Naturen gaaer ad vante Vei
Sin Vandring;
Den trofast er, den elsker ei
Forandring.
Den smiilte til den glade Borg,
Nu smiler
Den til det Sted, hvor Savn og Sorg
Sig hviler.

Ak! her er intet Sorgenfri!
Dog træder
Den simple Borger ei forbi
De Steder,
Hvor svundne Syner for hans Blik
Fremstode
Ved Mindet om Kong Frederik
Den Gode.

AMALIENBORG

Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier,
Her er Kongens Palais, atter Amalias Borg.
Saae du alle de Bønner, Forhaabninger, Ønsker og Klager,
Som omcirkle det Sted, neppe da Stedet du saae;
Snart som flagrende Sylfer, og snart som klavrende Nisser,
Snart som sværmende Myg, vilde de skjule dets Muur.
Glæd dig, at ikke du seer den hele forvirrede Skare,
At, som din Fod, saa dit Blik rækker til Kongens Palais.
O! men Kongen dem seer, de tidt forjage ham Søvnen,
Naar for hans Øie de staae, staae for hans prøvende Sjæl.
Men ved Stjernernes Lys i Kongernes søvnløse Nætter
Spirer, som Natviol, Folkenes drømmende Tak.

ROSENBORG
EN MONOLOG

Slottet taler.

Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid,
Og skued gjennem Secler snart Himlen mørk, snart blid.
Hvor mangen sær Omskiftning var jeg dog Vidne til!
Meget kan jeg fortælle, naar man mig spørge vil.

Med Stolthed jeg min Ungdom for Tanken seer at staae,
Hver Dag jeg skued Fester, bar Lys i hver en Vraa.
Hvad nu mig vil belyse, — ja, nok maa jeg mig skamme —
Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske Flamme.

Orangetræer foran min sydvestlige Façade
Tilforn mig sendte Duften fra sine Blomsterblade;
Til Exerceerplads blev min Orangelund changeert,
Drivhuset til et Huus, hvor der bliver exerceert.

For hver en Blomst, som fryded mit kongelige Sind,
Da fik jeg til Erstatning et garvet Kalveskind,
Og ved dets Øredøven jeg skued ofte nok
En frifødt Mand at garves med Sabel eller Stok.

Ugjerne seer jeg Pladsen, hvor Stok og Sabel brak,
Hvor Roat gik til Spiret og Vovehalsen knak.
Med Afsky tidt mit Øie sig vendte fra Sydvest,
Men i sydøstlig Retning der huer det mig bedst.

Der seer jeg rig Erstatning for hvad mig ærgred hist:
Jeg seer de gamle Lindetræer med unge Løv paa Qvist;
Vi have fælleds Fader, den danske Patriark,
Hvis Navnetræk usynligt er præget i deres Bark.

Hos mig det stander synligt, i Stenen hugget ind,
Men Træerne det hviske hørligt i Aftnens Vind!
Vor fælleds Fader drog sit sidste Suk i min Favn,
Mine Brødre hviske gjerne hans elskelige Navn.

I Skyggen af de Stammer, som ere Fortids Tolk,
Seer jeg ret med Velbehag de fordringsløse Folk,
Som efter Dagens Arbeid i revne Gange gaae,
Glade, naar Blomsten dufter, og Himlen kun er blaa.

Velsignelsen jeg skjænker til den beskedne Lyst,
Velsignelsen til hvert et blottet Moderbryst,
Velsignelsen til hver af de diende Smaa,
Og til hver en hyret Amme, som trolig passer paa.

Og som jeg gjerne skuer, hvad gjerne skues vil,
Lukker jeg for Adskilligt Øiet villig til.
Du forelskede Par, som til dunkle Skygge flyer,
Jeg seer ei og røber ikke dit Elskovs-Eventyr.

Ved Dryaders Fortrolighed kan Meget passere;
Jeg tænker da: Lad gaae! hvad er det saa Mere?
Desuden er det godt, at under Green og Blad
Hjerter kunne mødes, der i Stuen skilles ad.

Du stakkels Borgerpige, som sidder i din Krog
Ved Rokken, og maa skjule gesvindt din Morskabsbog,
Naar Moder eller Grandmama i Kamret træder ind,
For at mærke sig, hvor vidt du er kommen med dit Spind;

Og du, som til Brodering anvender al din Tid,
Og tjener tyve Skilling ved otte Dages Flid:
Naar Skumringen er indtraadt, og du har syet dig blind,
Kom hid: mit Grønne qvæger dit Øie som dit Sind.

Og ved Dryaders Bistand kan Meget passere;
Men jeg tænker: Lad gaae! hvad er det saa Mere?
Din Ven, som maa dig undflye, hvor du med Andre boer,
Dig møder under Løvet, og Armen om dig snoer.

Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid,
Og skued gjennem Secler Menneskenes Id.
Meget, som Ingen aner, var jeg Vidne til,
Jeg fortælle kan om Meget, om Meget jeg tie vil.

FRUE KIRKE

Hvilken Bygning er her? Er Det en christelig Kirke?
Naar Portalen man seer, finder man Stilen antik;
Sidefaçader og Taarn, man veed ei, hvad de bebude,
Helligt eller Profant; Korset det siger tilsidst,
Hvis Frontispicen det ei forkynder; men Øine som Lossens
Og en Hals som en Hjorts fordres, naar den man vil see.
Træd i Hallen dog ind. Colossal, men abstract i sin Storhed!
Langs med Siderne staae hvide Figurer i Rad.
Hvilken uhyggelig Bo, hvor Aanden selv er forstenet!
Kan, hvor den er af Steen, Ordet da vorde til Brød?
Frygten føler jeg vel, men Kjærligheden er borte,
Ingen romantisk Aand hvisker sit mystiske Suk,
Solen bryder sig ei gjennem farvede Ruder, og intet
Malet Kunstværk man seer, Alt er saa hvidt og saa tomt.
Træd dog nærmere; see! til Altret Frelseren kalder,
Og hans Apostle forbi du til det Helligste gaaer,
Og i hans aabnede Favn, mens Sjælen holder sit Indtog,
Holder foroven sit Tog Han, for at frelse din Sjæl.
Viid, Paradiset er her, dog ei i sin spillende Farve,
Ei i Bevægelsens Kraft, kun i sin salige Ro.
Viid, Antiken sig kjæk med Romancias Ynde formælte,
Formen er græsk, men dybt præget med christelig Aand.
Viid, en Genius har — og det gjør en Genius altid —
Til Ideens Triumf her det Umulige gjort.

About This Book