Under Nordenvindens Svøbe

„Moder, kan du ikke mere af den Sang?“ spurgte Datteren.

„Nej, nu har jeg glemt den, men Sangens Indhold kan jeg fortælle jer:

I gamle Dage boede der her ved Ikamiut en Mand, Ordlêna, som havde en meget smuk Kone, Panôna. Skønt han holdt meget af hende, handlede han dog ilde mod hende, maaske af Skinsyge, fordi alle beundrede hendes Skønhed. Værst blev det, da han begyndte at pine hende. Han stak hende med sin Kajakkniv, saa Blodet flød. Men da han til sidst tog sin takkede Hvalkniv og jog den i hendes Krop, flygtede hun bort. Hun løb op ad „Syltinden“ her lige overfor. — Deres Huse laa ved Foden. — Men Manden satte efter. Hun var svanger og skulde snart føde, derfor gik det kun langsomt op ad det stejle Fjæld. Og Manden vandt ind paa hende. Han raabte hendes Navn og lovede, at han herefter altid vilde være god imod hende. Hun naaede Toppen, og før han kunde faa hende fat, tog hun Tilløb og styrtede sig ud over Afgrunden. Hun knustes, og hendes Blod randt ned ad Bjergets Side. „Syltinden“ kender I jo alle. Tindens Sten er røde; man siger, at Panôna's Blod farvede dem. Og det staar der jo ogsaa i Sangen.“ ....

Vi var allerede faldne i Søvn, da et Raab gennem Vinduet bød mig til kogt Helleflynder hos Evali's, inde i Huset ved Siden af. Det var blot nogle faa Spring fra Husgang til Husgang, saa var jeg derovre.

Deres Hus var større, det dryppede ikke fra Taget, og der var et vældig Blus paa deres Vægstenslampe. Paa Gulvet i et stort Lerfad stod Fisken og dampede. Saa langede vi til med Fingrene og naaede snart Fadets Bund. Vi var komne til Kaffen, da Evali's Kone giver et Skrig fra sig:

„Der er nogen ved Vinduet!“

Og halvnøgen farer hun gennem Husgangen. Et Øjeblik efter kommer hun ind med en ung Kvinde, jeg ikke før havde set. Stormen havde revet hendes Haartop løs, og det vaade Haar hang ned over hendes Ansigt. Hun havde bare Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. Men hun saa slet ikke forkommen ud og lo over hele Ansigtet, da hun fortalte, at hun hørte til en Konebaadsbesætning, der var taget ud fra en af Fjordene til Morgen, medens Vejret endnu var godt. Op ad Dagen var Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut.

Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags Rejse i Storm og Regn giver .....

Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle. Hen under Taget over mit Leje var med rørende Omhu fastbundet smaa Daaser for at beskytte mig mod Tagdryp.

Midt om Natten vaagnede jeg ved, at nogen puslede over mig. Det var gamle Alina, som ikke undte sig selv Nattero for at tømme Daaserne, naar Tagdryppet havde fyldt dem til Randen. Saa bøjede hun sig ned over mig for at se, om jeg sov, og krøb saa sammen i sin Krog, paa Hug med Hovedet mellem Benene. Jeg rejste mig op og forsikrede hende, at jeg ikke brød mig det mindste om Tagdryp, og bad hende om at lægge sig ordentligt til Ro. Hun rejste sig og lagde sig ved Siden af sin Mand. Men lidt efter, da hun troede, at jeg var falden i Søvn igen, saa jeg hende rejse sig og liste hen i sin Krog.

Gamle Alina vilde vaage, og hun ofrede den Hvile, hendes gamle Lemmer saa haardt trængte til, for at skærme sin Gæst mod Stænkene fra Taget .....

Kangâmiut d. 11. August 1902.

Endnu en Dag maatte jeg ligge over i Ikamiut. Vinden var taget af, men Regnen vedblev. Først i Nat Kl. 3 blev jeg vækket af mine Kajakmænd, der havde været til Fjælds og nu endelig meldte godt Vejr. Solen var ikke oppe endnu. Havet var stille, og Himlen klar.

Saa kogte Alina Kaffe, og Klokken halv fem sad jeg i min Kajak.

Den fattige Familie, jeg havde boet hos, tog en rørende Afsked med mig. Af de faa Madvarer, de ejede, gav de os det bedste med. Og ned i Kajakerne puttede de tørrede Lodder, Torsk og en tørret Alk.

Da jeg sagde Farvel, havde de to gamle Taarer i Øjnene.

„Jeg skal tænke paa dig og din Moder til Vinter, naar det bliver koldt og mørkt, og jeg skal bede til Gud, at du maa komme rask hjem til dem, du holder af,“ stammede gamle Alina.

„Mine Tanker kender du,“ sagde Vittoralak, „jeg behøver ikke at sige dig noget.“

Da vi var komne ud paa Fjorden, faldt der et Skud, hvis Ekko sprang ind over Fjældene.

Det var Vittoralak's Farvel, — og jeg vidste, det var hans sidste Knaldhætte.

EN MODERNE JOMFRU MARIA

Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, og vi kom ikke til at tale mere om den gamle, syge Jomfru Maria. Næste Morgen forlod jeg Bopladsen og rejste til Upernivik ...

Jeg havde ganske glemt den syge Kvinde, da jeg en Aften sad og talte med den gamle grønlandske Præst om alt det, der gennem mange Aar var hans brogede Oplevelser.

„Ja, men det mærkeligste af alt det, jeg har været med til, var dog den Gang for mange, mange Aar siden, da en Kvinde i min Menighed bildte sig ind, at hun havde født Frelseren til Verden.“

„Var det Jomfru Maria?“

„Ja netop! Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“

„Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og vilde saa gerne høre noget om hende.“

„Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige Sag, men jeg skal læse min gamle Dagbog for dig, hvis du vil høre det,“ sagde Præsten; og saa fik han et gammelt, gult Hefte frem og begyndte at læse af det.

Jeg fik senere en Udskrift baade af Dagbogen og af Kirkebogen, og jeg skal i det følgende gengive det, som den gamle Præst selv kalder „en uhyggelig Tildragelse“, med hans egne Ord, paa hans noget stive, højtidelige Dansk:

„I mit første Præsteaar 1875, omtrent midt i Januar Maaned, havde vi faaet Efterretninger Nord fra, der havde lydt forunderlige, nemlig, — at en ung Pige ved Udstedet Tasiusaq havde faaet Folk til at tro, at hun til Fjælds havde født et dødt Barn, der talede og kaldte sig selv Jesus; og disse uhyggelige Rygter stadfæstedes et Par Dage derefter, idet jeg havde modtaget to Skrivelser, skrevne af Læseren ved Tasiussaq efter Pigens Ønske og Diktat.

Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes:

„Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er udgaaet af Aanden, af Gud, sagde:

„Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“

Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men Jonasine Annine Amalie, født i 1852.

„Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud. Dersom Præsten ikke tror det, skal Danskernes Land forgaa. Præsten maa tro disse Penge, thi dem har Jesus lovet hende.““

I Skrivelsen havde hun videre sagt, at Barnet talte, da det blev undfanget i Moderens Liv, og dersom hun ikke fik sine Penge, skulde Himlen og Jorden forgaa, Gud skulde borttage Sæden paa Marken i Danskernes Land. Da Barnet blev født, svøbte Moderen det i en Klud, og det talte. Hun havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det, men det var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene:

„Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig paa Jorden; Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Nu forlader jeg dig, fordi du skammer dig ved din Sygdom (Fødsel), og fordi Faderen kalder mig.“

Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte hun en Røst, som sagde:

„Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed. Faderen velsigner dig til evig Tid.“

Moderen skulde efter Barnets Sigende bo ved Kolonien, naar Præsten tror hende, fordi Faderen har sagt det; og naar hun fik disse Penge af Præsten (hun havde bildt Folk ind, at jeg som Formand for Forstanderskabet vilde lade hende faa Penge af Kolonikassen), saa vilde Gud give de danske Sæd og Penge og Grønlænderne Sælhunde.

I en anden Skrivelse havde hun sagt:

„Naar Barnets Ord høres ved Upernivik, maa Præsten adlyde dem, saafremt han da kender de tre Trosartikler.

Barnet vil, at der skal skydes med Kanoner tre Gange.

Da alle nu ere døbte, skulle Menneskene ikke mere gøre onde Gerninger. Barnet har udgydt den Helligaand. Barnet vil ikke bryde sig om Menneskene, naar de gøre det onde; han frelste dem ved sin Lidelse paa det, at de ikke skulde fortabes. Naar de ere fortabte, støder han dem ud fra sig og lader dem komme til Pine i Djævelens Rige. Djævelen er en stor Slange, en Forfører; han kommer til Menneskene med sine Fristelser; hans Gerning er at fordærve. Han fristede ogsaa Jesus ved sin onde Tale; han er ikke Gud, men en ond Aand til evig Tid.

Jesus Kristus vil ikke, at Menneskene skulle adlyde Djævelen, fordi de som Guds Skabninger skulle tjene ham alene; han bespiser dem med sit sande Legem og Blod, fordi de ere kristne.

Da Jesus steg op af Vandet, blev hans Daab ogsaa Menneskenes; og han blev al Skabningen til Frelse. De skulle besjæles af den Helligaand, og naar de ikke følge deres onde Lyster og Begærligheder, skulle de faa det gode, Salighed. Barnet har sagt det. Og Barnet er kommet for at velsigne Menneskene. Den hellige vil komme til at lide alene.

Mange Kateketelever skulle tro Barnets Ord; de forføre sig selv, naar de følge deres egne Lyster og adlyde deres Præst.

Barnet vilde, at Ordene sluttes her.“

Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som ere oversatte ordret fra det grønlandske.

Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling, bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds, Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig. I dette Møde oplæstes de Skrivelser, som hun havde dikteret, og det blev, dels ved det Pigen underkastede Forhør, dels gennem de af de to tilstedeværende Mænd fra Tasiussaq afgivne Forklaringer, konstateret:

1) at Pigen, da hun var ene paa Fjældet, havde aborteret, nedgravet Fosteret under for faa Stene, saa det ikke senere kunde findes og maatte formodes at være spist af Hunde;

2) at hun ikke kunde antages at have lidt af nogen Sindssygdom, men at hun kun i interesserede Øjemed havde ladet sin løgnagtige og frække Karakter træde tydeligt frem;

3) at alle Grønlændere ved Tasiussaq havde troet paa hende, ikke alene paa, hvad hun gennem Skrivelserne havde spaaet, men paa meget andet; og at de i eet og alt havde adlydt hendes Befalinger, af hvilke navnlig skulde fremhæves den, at alle Kvinder uden Undtagelse skulde nedlægge deres Top og anlægge Fletninger for at tilintetgøre deres Daab.

Da Fruentimmeret selv sluttelig erkendte at have løjet for at undgaa Miskendelse over sin Frugtsommelighed, og da Afgørelsen af denne Sag laa over Forstanderskabets Kompetence, blev hun af Kolonibestyreren og mig foreløbig tilbageholdt her ved Upernivik, hvor hun var udelukket fra alle Handelens og Missionens Bygninger — Kirken alene undtagen — og afventede sin endelige Dom.

Men idet jeg maatte erklære, at der efter alt oplyst ikke forelaa noget egentligt Tilfælde af Barnefødsel i Dølgsmaal, men en slet og ret Abort, havde jeg i Forening med Kolonibestyreren ganske henstillet Sagen til Inspektørens Overvejelse og Afgørelse.

Foranstaaende er taget af min Dagbog, som den Gang blev sendt til Kirkeministeriet.

Da Inspektoratets Bestemmelse var modtaget, blev hun straffet med Slag og med at skære hendes Top af, ikke under hejset Flag, men inde i Værkstedet. Jeg havde kæmpet imod hendes Uvæsen og tilintetgjort det.

Hun levede siden efter den Tid skikkeligt og har været gift. Nu er hun Enke og har Børn, som avledes i Ægteskabet.“

Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor Jonasine Amalie boede.

Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg saa hende.

Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie, og hun rakte mig sin knoglede Haand.

„Tak! — Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven.

Men — men — bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!“ Og atter rakte hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun langsomt hviskede:

„Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden ...“

Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske.

MOSES

Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene hjem med deres Fangst, som flænses og koges. Efter Maden — og der spises i Reglen saa meget, at der kommer et sandt Mættelses-Velvære over hele Huset — klæder Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa Briksen. Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, og medens Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til næste Dag, fortælles der for at faa Aftenen til at gaa. Og det varer sjældent længe, før Fantasierne er vel ophidsede.

I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes i grønlandsk Hjemmehygge; og de fleste af mine ejendommeligste Indtryk skriver sig fra disse Fortælle-Aftner. Snart er det Sagn, — og Handlingen i disse Sagn er Udslag af den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der udfører mærkelige Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads sønder og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper og Menneskeædere. — Snart er det Selvoplevelser: Fangsthistorier, Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt og utroligt. Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi har de, og en Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, at Dødsstilhed følger efter.

Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn i Nordgrønland.

En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en lille Fyr — Moses tror jeg, han hed — fat i mine Slædeopstandere og beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før har været.

Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre vant. Han var uden Forældre og behandledes som et overflødigt Lem af alle sine Husfæller, der kun taalte ham iblandt sig, fordi han dog Dag imellem kunde fiske nogle Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men det viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være ham undt i denne Verden, ikke engang det at vokse.

Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord.

Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig, Hundene i Galopade-Humør. Moses bliver højtideligt stemt af Stilheden om os og de høje Fjælde med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes at hælde helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle.

„Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene her? Der skal bo et Uhyre deroppe. Man har fundet halvspiste Rensdyr i Nærheden, men ingen har vovet sig helt hen til Hulen. Man mener, det er en Kæmpe, der forstaar sig paa Trolddom.“

„Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?“

Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag.

Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at ingen af os taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi ham stadig ind paa, hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige sig med.

„Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!“

Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer med strakte Haler og lyttende Øren.

Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid Mand, der engang kom svømmende op ad den samme Sø, som vi kørte paa, medens nogle Bærplukkere opholdt sig ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned for at sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.

En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en anden Historie:

„Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto fortælle om ...“

Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til mig.

„Fortæl, Moses!“

„Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; du skal ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste bange, det er vist Usandhed alt sammen, hvad man fortæller. — — — Men sig mig bare, synes du ikke, at det er en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig, den rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?“

„Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du ser foran os, er en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det er os, som bevæger os?“

„Naa, ja, du har Ret! He — he! Ottos Kapkørsel, det er noget af det ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde ud at se til sine Sælgarn.

„Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der saa meget unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!“ siger Moderen.

„Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?“ siger Otto og kører ud.

Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa Hjemvejen, da det sker. Allerbedst som han kører, giver Hundene sig til at gø, stikker Halen mellem Benene, standser pludselig og er ikke til at drive af Stedet. Otto vender sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa Hundene af i vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler. Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den saaledes løs igen.

Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig — alt Djævelpak kommer altid fra venstre — og han vender sig om og ser en Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, og Hovedet var bøjet ned mod Brystet ....

Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. Særlig Støvlerne havde forbavset Otto. De var flettede af Straa med et meget smukt Mønster. Manden for af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke; det ene Ben holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han ganske lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen helt frem til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede da og pilede af.

Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den at komme helt ind over Manden, men det lykkedes aldrig. Først nede ved Angmalortoq — Bakken ganske nær ved Husene — var Otto igen alene.

„Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?“ spørger Moses mig hviskende.

„Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne har narret ham?“ foreslaar jeg.

„Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, de gøede saa voldsomt ad?“ spørger Moses indtrængende.

„Asukiaq!“ (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses maatte lade sig nøje med denne Gang; jeg var optagen af at styre Hundene.

Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om Snuden, viftede med Halerne og strakte ud i Galop. De var i det rette Farthumør, og det var en Fornøjelse at køre med dem.“

Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe.

Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er, som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af Sted for deres Fødder ....

KOGLERIER FRA GAMLE DAGE

Det var hen paa Efteraaret — under de korte Dage og det gode Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig Overflod og var glade. Den store Kødgryde havde staaet over Ilden hele Eftermiddagen og havde mættet mange Munde. Nu var det Aften. Gamle Beate havde lovet at fortælle, og det store Hus var fuldt af Gæster. Kaffekopperne havde lige været Omgangen rundt. Alle tav stille, da Beate begyndte at fortælle:

„I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som boede ved Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt til Oplandet ved Sarqaq paa Nugsuaqhalvøen.

Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et Dyr, og hans Moder blev saa glad over denne hans Første-Ren, at hun sønderskar Kødet og delte det ud, for at alle kunde smage det.

Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse glemte hun ganske at give en gammel Kælling noget.

Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange over Blod og Sælknogler. Saaledes skabte hun en „Ulykkes-Sæl“, som skulde ombringe Drengen, naar han en Dag var ude i Kajak.

Men nu hændte det, at Tryllesangen tog saa voldsomt paa Kællingen, at hun døde, samme Dag som hun fik sat sin Sæl ud i Havet. Sælen var lige ved at falde sammen, da hun døde, men den kom sig dog igen og forfulgte nu daglig Drengen.

Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde forstaa, hvad der gik af ham, bestemte man sig til at sende Bud efter en stor Aandemaner; og straks udsendte de to Kajaker, der skulde hente Uvinep, „det aabne Øje“, som var bekendt for at være en stor Troldmand.

Endelig hørte man dem komme — flere Konebaade i Følge kom de roende; Besætningerne sang Trommesange i Kor. Saa kom de frem, lagde til Land, gik op i Husene og ventede paa, at det skulde blive Aften.

Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene var døbte.

Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa Sidebriksen henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, saa de intet kunde se. Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden, hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne.

Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede.

„Det aabne Øje“ hængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet. Men ingen forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der talte.

„Solen — Solen!“ var det eneste, de forstod; og det blev han ved med at gentage.

Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke. Men Bedstemor talte hende til Rette og bad hende om endelig ikke at græde — og saa turde hun ikke andet end slubre Graaden i sig.

Min Onkel, som havde lagt sig paa Briksen mellem Bedstemors Ben, var derimod straks falden i Søvn; — det var Englene, som holdt deres Haand over ham, at han ikke skulde se de formastelige; thi ikke lang Tid efter at dette havde fundet Sted, blev han omvendt til Kristentroen.

Men min Bedstefader, Ugtokoq, der ikke troede paa Uvineq's Trolddomsmagt, havde sat sig nede ved Husgangen og haanede det, som gik for sig.

„Det aabne Øje“ besvor sine Hjælpeaander; det var, som om han var ved at omkomme af Kulde, saadan klaprede Tænderne i Munden paa ham.

Moder vendte nu tilfældigt Hovedet i Vejret, og se: Husets Tag løftede sig, og Himlen kom til Syne!

Men oppe fra Himlen dalede en underlig Skikkelse ned; Hænderne var som Sælluffer, vredne indefter, og Haandfladerne var dødbringende. Den, som de berørte, maatte dø!

Nu svævede Trolden om i Huset og begyndte at kredse hen over Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder ind under Brikseskindet og løftede alle Menneskene op!

Hu! — Hu! Hele Huset genlød af Skrig.

Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne i Munden paa hinanden, og Huset rystede.

Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at give Lyd fra sig; det var, som om man stak dem ned i frossen Sne og kørte dem rundt, saadan fløjtede de!

Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene.

Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op mod det Sted, hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig Stemme lod sig høre, og se: Et Genfærd viste sig i Døren. Det var „det aabne Øjes“ Oldemoder: Underkæben var falden ned, og det afskyelige Gab savlede.

„He — he — he! Hvor er den vantro?“ hvidskede hun; og saa strakte hun sine døde Fingre ud i Mørket.

Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord; saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn af Spyt over hans Ansigt.

Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han; han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet.

Saa forsvandt Genfærdet.

Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig. Og de kristne kunde igen komme frem fra deres Skjul. Ingen af dem havde set eller hørt noget.

Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud af sine Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den afdøde Kælling, der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen vilde en Tid sygne hen, men saa vilde der pludselig komme en Bedring i hans Tilstand, og han vilde blive rask.

Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for det, han havde gjort.

Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort, og alle Senerne laa blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia — ia — ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret.

Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der dannede sig nu friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker som Naalehoveder; saaledes voksede det ud. Dog blev Benet aldrig saa tykt som det raske, og Drengen blev halt ...

Ja — alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!“

— — — Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige, hypnotiserende Hvisken — og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede sig gennem alt — ned til det, vi andre ikke kunde se.

Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed.

„Min Bedstemoder hed Mamuaq.

Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende, opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt fra hende.

Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande; man kunde høre, hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom den tilbage igen.

Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange Aar tilbage.

Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabes det pludselig fra Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd.

Hu! — Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord.

Men Bedstemor rejste sig og gik ud.

Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De løb og løb — og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af Blod; det saa ud, som om det var Sælblod.

Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre; Bedstemor fulgte efter.

Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus.

De gik ind.

Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte øjeblikkelig sin Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de andre afdøde.

Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; Kroppen var vreden om paa hende, og saa manglede hun Fødder.

Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden i hendes Marv, og saa sagde hun:

— — — Alle Tæerne manglede.

Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne.

„Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end de andre.

„Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, og din Slægt paa Jorden begræder dig!“ raabte nu Tvillingesøsteren ind ad Vinduet. Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet.

Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen:

„Nu maa du gaa; du kan jo komme igen,“ sagde hun.

Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever, rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak.

„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren.

Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret.

Ej — eja — ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt. Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det hende at hviske:

„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“

Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.

„Nej, se — se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“ raabte de pludselig.

Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til Urinspanden.

Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab — for det, der kom, fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt, som om det lige var skaaret ud af en Sæl.

Aa — ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske“ ....

— — —

Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen.

De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik gennem vor Rygmarv.

Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, — hendes indfaldne Kinder var feberrøde.

Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en Aabenbaring ...

Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede paa den barmhjertige Død.

Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset ...

„STØVLEMANDEN“

Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“, fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.

Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os.

En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange Rævespor.

„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; og da han var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og byggede sig en Fælde af store Sten.

Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.

Der gik nogle Dage, — saa tog han ud for at se til sin Rævefælde, fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.

Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei — ej! Ha — ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!

„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte. Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden Side og kiggede ind. Men hva'? Der var jo ingen!

Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.

Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.

Saa roede han hjem med sin Fangst.

„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.

„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen; „de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“

„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.

Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede „Støvlemanden“ sig en Konebaad.

Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde længe gaaet og set paa hendes svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt, fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde „Støvlemanden“ længe været tavs.

Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig.

En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar.

„Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.

„Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd,“ svarede Moderen.

Den Aften gjorde „Støvlemanden“ sig rejseklar.

Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget. Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa „den stærke Mand“ var tagen ud, satte „Støvlemanden“ sin Konebaad i Vandet og bad sin Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte endnu en Aare ud, spurgte Moderen:

„Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro.“

Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde ind i „den stærke Mand“s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske, og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud, og da havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den ene Arm, ganske som om det kunde være en Bylt Skind. Pigen raabte og skreg. „Støvlemanden“ lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra Land og bad sin Moder om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i Bunden af Konebaaden og vrælede.

Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det kunde være nok, og sagde:

„Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“

Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin Aare og begyndte at ro.

De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde „Støvlemanden“ vel Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til næste Morgen. Moderen, som vidste, at „den stærke Mand“ vilde sætte efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde. Endelig kom hun ind og sagde:

„„Den stærke“ er i Sigte!“

Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen kom ind og sagde, at „den stærke Mand“ var lige inde under Land, rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille Tarmskinds Trøje paa og gik ud.

Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned, saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.

Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt magtesløs og brudt tilbage.

Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede hjem uden at have været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de vældige Kast ikke engang havde sat Mærker i „Støvlemandens“ Tarmskinds Skjorte.

Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar. Han satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny.

„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og roede bort.

Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse en Roerske.

Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til at lægge til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og mange kom og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra Hus til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som nu skulde hænde ham med de hvide Mænd.

Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker styrtede ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod ikke, hvad der gik for sig. Men med eet hørte han inde i Raabene Ordet: Skib! — — —

Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske alene paa et Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for hans Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov ...

Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig Ræveskindet og et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt paa Himlens Bue, at han ansaa et Besøg paa Skibet for passende, roede han ud. Han lagde sig ved Siden af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig.

Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og „Støvlemanden“ viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente „Støvlemanden“, at det var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de skulde blive hørte af Kaptainen.

Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem. Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne halede ham op i Kajaken.

Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og Master. Saadan noget havde han aldrig før set.

„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han ganske svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig ved et Vræl lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de kunde handle.

Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse over alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.

„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han faldt igen i Staver.

„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev staaende, gloende, midt paa Gulvet.

Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt og gestikuleret, men „Støvlemanden“ havde været saa optaget af alt det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser ned.

Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt det rart at blive baaren.

„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig“, tænkte han.

Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav sig til at hale i et Reb alle sammen.

Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne raabte, skreg, — men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de sig til at synge en Opsang: