Vildsomme Veje

Martha Grüner hed hun og var en lille spinkel ung Pige med to lange, gule Flætninger ned ad Nakken, et uregelmæssigt men ikke uskjønt Ansigt med et Par store, alvorlige, graa Øjne og en lille, udtryksfuld Mund. Hun saa i Reglen lidt sygelig, lidt nervøs ud, Farven kom og gik hurtig paa hendes Kinder, og Øjnene, der ofte kunde se underlig udtryksløse og stumme frem for sig, fik til Tider pludselig forbavsende Liv og Varme.

Saadan havde hun set ud som nykonfirmeret, akkurat saadan saa hun ud, da hun blev 21 Aar.

Hun var ikke nogen livsglad ung Kvinde, der var Folk, som endog troede, at hun led af Kærlighedssorg. Det gjorde hun ogsaa — paa en Maade, — det havde hun gjort i de sidste 7 Aar. Men Genstanden for hendes Kærlighed, Sværmeri, Tilbedelse, hvad man nu vil kalde det, var ingen Ungersvend, ingen erfaren Verdensmand, ikke en Gang en værdig, ældre Herre, den hørte nemlig slet ikke til Hankønnet, det var en — ung Dame, en Frøken Edith Gerner. Det var Marthas Ejendommelighed, ingen Mand havde nogensinde voldt hende den mindste Hjærtebanken, men som 14aarigt Pigebarn traf hun en Gang i et Selskab en overordentlig smuk ung Dame klædt i en hvid, klar Kjole med et enkelt Perlesmykke i det højt opsatte sorte Haar, og øjeblikkelig tabte Martha sit lille Hjærte, der hidtil kun havde banket i hurtigt Tempo for Personer i Ingemanns Romaner og Andersens Æventyr.

Hun stod fortryllet med vidtopspilede Øjne og stirrede paa den 19aarige Skønhed, Edith Gerner. Saadan maatte Dronning Agnes have set ud, Berengaria, Rigmor, eller snarere hendes kære Jomfru Ingefried i »Valdemar den Store og hans Mænd«, thi:

eller endnu bedre: Snedronningen! Der var en kølig, stolt Ynde over Edith, der ikke mindst bidrog til Marthas Forelskelse. Feen i »Paradisets Have«, Prinsessen i »Rejsekammeraten«, alle disse kjendte, beundrede Æventyrskikkelser maatte hun tænke paa, Edith lignede dem alle eller havde lidt af hvers Ejendommelighed.

Aa, hvor var hun dejlig!

Og Martha blev da præsenteret, de stod just lige ved et højt Pillespejl, og Martha saa sig selv, lille og ubetydelig, saa tarvelig i sin korte Skolepigekjole, kejtet, tøset, intetsigende, og Edith i sin blændende Skønhed og med hele en Verdensdames sikre Optræden.

Men langtfra misundelig fandt Martha netop en egen, hidtil ukendt Lykke i at føle sin egen Ringhed og helt gaa beundrende op i et andet Menneskes Fuldkommenhed.

Det morede Edith at møde disse straalende, henrykte Barneøjne, hvori hun læste en saa uskrømtet Hyldning af hendes Skønhed. Hun var vant til at blive beundret og gjort Væsen af, hun vidste, at hun var sjælden smuk, Herrernes beundrende Blikke og mer eller mindre aandrige Gøren Kur var ikke længer noget paafaldende og nyt for hende, men dette her var noget nyt og ret morsomt, og som en Kuriositet spændte Edith Gerner denne lille Pige med for sin Triumfvogn.

Hun indlod sig i Samtale med hende, var meget venlig, meget elskværdig, fik i Aftenens Løb mer end et Vidnesbyrd om, at Martha var aldeles »væk«.

Og Martha nød hvert af hendes Smil, hvert Ord, blev flammende rød, blot hendes Haand strejfede Ediths Kjole og følte alt Blodet strømme sig til Hjærtet, da Edith efter Bordet rakte hende Haanden og sagde: »Velbekomme«, følte alle Skinsygens Kvaler, naar andre talte med Edith, — og det maatte hun ofte være Vidne til, — hun var mest skinsyg paa Damerne og allermest paa de unge Piger, Ediths jævnaldrende, — da en saadan en Gang i Aftenens Løb lagde sin Arm om Ediths Liv, syntes Martha, at det vilde have været hende en Lindring at give vedkommende en Ørefigen.

Og da hun kom hjem, — ja Edith var ikke ude af hendes Drømme den Nat!

Og næste Dag i Skolen overmalede hun sin Kladebog med Vers til »Hende«, og alt imellem kunde hun lægge Haanden over sine Øjne for bedre at fastholde det smukke Billede og tænke med et lykkeligt Smil: »Aa, hvor jeg elsker hende.«

Hun havde ingen at betro sig til, Moderen havde hun aldrig kendt, hun boede ene med sin Fader, som var Professor i Zoologi og ikke interesserede sig for stort andet end sine Benrade og udstoppede Fugle og troede, at han havde opfyldt sine Pligter mod sin eneste Datter fuldtud, naar han lod hende gaa i Københavns saakaldte bedste Pigeskole, sørgede for, at hun gik godt klædt og ingen Nød led. Han var meget venlig imod hende, klappede hende paa Haaret, naar hun havde gode Karakterer og sagde, at »det var Ret« og forærede hende til Julen og hendes Fødselsdag et eller andet Værk i Pragtbind uden at tage Hensyn til, om hun var moden eller ej til at nyde det. Og Martha slugte alt, hvad hun fik Fingre i. I en Alder af 14 Aar havde hun i den fuldstændigste Sammenblanding læst: Goethe, Holberg, Oehlenschläger, Heine, Byron! Hun var henrykt over det altsammen, enten hun saa forstod det eller ej, men blev dog den Gang og senere, barnlig som hun var, Barndomsvennerne, Ingemann og Andersen, tro. En gammel Husholderske, der altid gik omkring med et ualmindeligt gnavent Ansigt og klagede over en evig Tandpine, skulde sørge for Marthas Fornødenheder, men til hende havde Barnet ingen Fortrolighed.

Veninder havde hun heller ingen af, hun stemmede ikke med sine Skolekammerater, hun brød sig ikke om at pjatte op om deres Baller og Skøjteløb, deres Skoledrenge, Skuespillere og Præstesværmerier, og de havde ikke læst saa meget som hun og kunde derfor ikke tale om Bøger, og det var i Grunden det eneste, hun brød sig om, inden hun lærte Edith at kende.

Men nu oprandt en anden Tid.

Thi kort at fortælle, Edith og hun traf oftere sammen, og der udvikledes et virkeligt Forhold imellem dem, et Slags Venskab, ja Veninder kaldte man dem til sidst, de blev Dus, de besøgte hinanden, Edith fandt virkelig Behag i Martha, hun var vel nok 5 Aar yngre, men et kløgtigt, lyst, lille Hoved, og det var saa morsomt med denne Tilbedelse, som langtfra at tage af ved nærmere Kendskab næsten for hver Dag blev stærkere og inderligere.

Martha paa sin Side var uendelig lykkelig over dette Venskab, hun havde ingen anden Tanke end Edith, ingen anden Drøm. Livets Lykke bestod for hende i at sidde og se ind i Ediths Øjne, et Par dejlige mørkebrune med fine, lige Bryn og et roligt, stolt Udtryk, og lytte til hendes klare, rene Stemme. Hun gav sig fuldtud hen i denne Kærlighed, der blev imellem disse to unge Piger saadan et Forhold, som en fransk Forfatter har skildret ved de kendte Ord: »l’une qui aime et l’autre qui se laisse aimer, l’une qui baise et l’autre qui tend la joue.« —

Og under alt dette var Martha fra en halvvoxen Skolepige bleven en ung voxen Dame, men hendes Væsen var ganske det samme, især over for Edith. Denne var nu en moden Skønhed paa 25 Aar egnet til at knuse Hjærter, hvad hun ogsaa gjorde, medens ingen hidtil havde formaaet at røre hendes eget. Hun gik kold og uberørt gjennem et sandt Ildhav af Beundring og Lidenskab.

Undertiden fik Martha vel den Tanke, at saadan vilde det ikke altid gaa, en Gang vilde Edith nok gifte sig, — men Martha tænkte aldrig videre, den blotte Forestilling var hende pinlig, og hun skød den hastig fra sig og nød Øjeblikket uden at tænke paa Fremtiden.

Hendes Lidenskab havde holdt sig aldeles usvækket i disse Aar, alt andet om sig skænkede hun kun flygtig Interesse, Edith var stedse Hovedtanken.

Et underligt, planløst, unaturligt Sværmeri!

Hun følte selv undertiden, at det var det og undrede sig over, at hun ikke som andre unge Piger havde et mandligt Ideal, men sandt at sige brød hun sig ikke en Smule om det andet Køn. Hun prøvede ofte paa at sværme for en eller anden Herre og skrue sig op til de Stemninger, hun havde læst om, at unge Piger gennemgaa i deres Forelskelsestid, men det blev aldrig til andet end Skaberi og saasnart hun saa Edith, faldt det hele sammen, saa blev hun varm i Kinderne, saa var de der strax, alle Kendetegnene paa, at hun dog alligevel elskede.

Martha blev, hvor hun kom, regnet for en meget rar, men ubetydelig lille En; det kom af, at hun for det meste var ordknap og tilbageholden imellem fremmede. De fleste mente, at hun helt gik op i sine Studier, hun læste nemlig efter Faderens Ønske til Artium. Hun hadede ogsaa Selskabelighed og følte sig som en fremmed, ensom Fugl mellem alle disse muntre Mennesker, der var hende saa uendelig ligegyldige.

Men naar hun var ene med Edith, da var hun ikke længere en tavs, ubetydelig Pige, da lukkede hun op for hele sin Sjæl, ingen uden Edith saa hendes skiftende Stemninger. Snart sladrede hun op om alt muligt, fortalte, hvad hun havde læst sidst og leverede sin Kritik derover, snart gjorde hun paa en rigtig barnagtig Maade Nar af sine Lærere eller af den gamle Husholderske med Tandpinen, var det ene Øjeblik ustyrlig lystig og kaad for i det næste at sætte sig ved Ediths Fødder, tage hendes Haand og se tavs op paa hende med straalende, undrende Øjne. Det kunde ogsaa hænde, at hun i et Udbrud af Heftighed slyngede Armene om hendes Hals og fortalte hende, at hun var »dejlig, dejlig, — den allerdejligste i hele Verden!« Men saa plejede Edith at give hende en Spand koldt Vand over Hovedet enten ved at slaa det hen i Spøg eller støde hende fra sig med en Bemærkning som: »Nu bare ingen Scener, Martha!« eller: »Nu synes jeg virkelig Du er for gammel til saadan noget!«

Og denne Kulde bidrog ikke lidt til at lægge Ved til Marthas Kærlighedsbaal, den omgav Edith som et helligt Tempel en Gudinde, og netop det, at hun blev holdt i tre Skridts Afstand, øgede hendes Sværmeri, det hævede Edith endnu højere op over andre dødelige, at man ikke kunde nærme sig til hende saa frit som til enhver anden.

Om Sommeren tog Edith og Martha tit ud til Skoven sammen. De vare raske Fodgængere begge to, og deres Ture hørte til Marthas dejligste Minder, især dette, at de vare ene, at hun ikke skulde dele Edith med andre, med hendes Kavalerer eller hendes Veninder, hvilke sidste vare Genstand for hendes særlige Skinsyge. De to unge Piger gik da aldrig ad de banede Veje, men brød ind imellem Træer og Buske for at finde Blomster. Naar de saa kom til et rigtigt smukt Sted, satte de sig i Græsset og hvilede.

»Her er dejligt, synes Du ikke Martha?« Edith kunde da lægge sig ned i Græsset og smile op imod den blaa, skyfri Luft og de tusende mørke og lysegrønne Trætoppe uden at tænke over, at hun selv var den smukkeste Figur i det lille Skovmaleri.

»Ja, dejligt, Edith! Og saa er det især saa mageløst at være langt borte fra andre Mennesker, — Du og jeg ganske ene, — jeg bilder mig ind, Du, at vi ere paa en øde Ø og aldrig mere vil faa andre menneskelige Væsener at se, — aa, det var et Liv! Ja, Du kunde ikke finde Dig deri, det ved jeg nok, — og det var ogsaa Synd for Dig — Du maa for at være i Dit rette Element have Dine Forældre og Sødskende og Balkavalerer, ikke sandt? Og saa —« Martha rynkede Panden — »Henriette Nielsen og Eva Kramer og — først og fremmest Anna Holm«, (det var Ediths Barndomsveninde og fortrolige) »men ser Du, jeg har nok i Dig, søde, søde Edith!«

Og Edith, der paa en smuk Sommerdag i Skoven sædvanligvis var mere følelsesfuldt og mildt stemt end ellers, kunde da række hende sin Haand og venlig og nedladende taale en 2-3 heftige Kys.

»Syng saa for mig, Martha!« Og Martha sang med sin kønne, bløde Sopran den ene Sang efter den anden, hun kunde et Utal af følelsesfulde Sange, og hun var saa lykkelig over at kunne more Edith. Og denne stemte en Gang imellem i med sin dybe, rene Alt, og der sad de ligesom gemte bort fra den øvrige, kedelige Verden. Jo, saadanne Dage var Livet værdt at leve, tænkte Martha.

Edith havde en Tid stor Lyst til at blive Skuespillerinde. For det ydres Skyld kunde der jo ikke være nogen Hindring, og en smuk, fuldtonende Stemme havde hun. I nogle Selskaber, hvor hun havde fremsagt et Par Smaadigte, havde man enstemmig erklæret, at Kunsten vilde gaa glip af et storslaaet Talent, hvis hun ikke gik til Theatret. Hun lærte da ogsaa for sin Fornøjelses Skyld flere Roller, og Martha maatte da give Elskerens Parti, hvad der ikke faldt hende vanskeligt.

De spillede saaledes en Gang nogle Scener af »Romeo og Julie«, og Martha var altsaa Romeo. Hun havde ikke noget imod paa denne Maade at faa sagt Edith en hel Mængde Ting, som hun ellers ikke turde sige.

Efter Scenen ved Julies Balcon sagde hun en Dag:

»Aa, Edith, jeg holder af Dig som Romeo holdt af Julie!«

»Det er nogen god Snak, Martha. Kan Du ikke indse, at der er Forskel?«

»Nej, det kan jeg ikke! Jeg føler det ligesom han. Jeg finder ogsaa, at ingen af Himlens Stjærner kan maale sig i Skjønhed med Dine Øjne, — og jeg synes, at Du overgaar alt, hvad jeg har set og vil faa at se af Dejlighed, — mod Dig er alle Nul, Edith!

Martha lagde sig paa Knæ for hende og saa kærlig op paa hende.

»Min egen søde, dejlige Edith, forstaar Du mig? — nej, det gjør Du naturligvis ikke!«

»Nej, Martha, det gjør jeg virkelig ikke, — jeg tvivler ikke om, at Du holder af mig, — det ved jeg nok, — men Du maa ikke være saa tosset at sammenligne Dine Følelser med Romeos overfor Julie. Det lyder næsten for latterligt! Der er jo en himmelvid Forskel. Han er en Mand, der elsker en Kvinde.«

Martha saa tankefuld og alvorlig ud. »Ja, jeg ved, det er det almindeligste, at Mand elsker Kvinde, og omvendt, — men har hvert Menneske mon ikke sin særegne Natur, som det er nødt til at følge? Jeg spurgte ikke, om Du var en Mand eller en Kvinde, Edith, da jeg første Gang saa Dig. Du blev mig strax kærest af alle; jeg vil aldrig kunne elske andre, enten det saa er naturligt eller unaturligt!«

Edith drog sin Haand ud af Marthas. »Naar Du er saa pjanket og skruet, vil jeg slet ikke tale med Dig.«

Marthas Øjne fyldtes med Taarer; naar Edith talte i denne isnende, overlegne Tone, følte hun sig altid saa ulykkelig, men Edith hadede den Slags Følsomhed, og med en Kraftanstrængelse holdt Martha Taarerne tilbage og deklamerede med en Blanding af komisk Højtidelighed og Skælmeri:

Edith lo. Marthas Himmel var atter klar og skyfri.

Edith kom imidlertid ikke til Theatret, hun tabte Lysten dertil, og det var Martha ikke ked af. Hun havde aldrig kunnet lide den Tanke, at hendes elskede Edith skulde optræde offentlig og lade sig overglo og kritisere af alle og enhver.

I Sommerferierne tog Ediths Familie gærne paa Landet, snart hist, snart her, men altid langt fra København. Saa var Martha ikke glad; hun selv tilbragte altid Ferien i Byen. Naar Edith kom og meddelte, at den og den Dag rejste de, var Martha aldeles barnagtig utrøstelig, især naar Familien skulde til et moderne Badested.

»For saa stifter Du saa mange ny Bekendtskaber, og — og — glemmer mig Edith!«

Edith mente med et roligt Smil, at fordi man lærte ny Mennesker at kende, glemte man ikke sine gamle Venner.

»Jeg maa da nok skrive til Dig, — maa jeg ikke, Edith?«

Naturligvis, det faldt af sig selv.

»Og Du vil svare mig? — det skal ikke være noget Baand, ingen Pligt, — men naar Du har Lyst og Tid, — kun et Par Ord, — aa, det vil Du nok en Gang imellem!«

Jo, det skulde Edith nok.

Saa tørrede Martha Øjnene.

Lange Breve skrev hun til »Veninden«, 4 tæt skrevne Sider i det allermindste, de begyndte meget pænt og fornuftigt, f. Ex.:

men allerede paa anden Side brød hun ud af den stive Tone og skrev om sin Længsel og sin Skinsyge over for alle dem, der vare Edith nær.

»Jeg kan se Dig for mig, Edith«, skrev hun saaledes en Gang. »Du gaar nede ved Stranden i et Selskab af unge Herrer og Damer, og Du lader Dig beundre og kurtisere; min sejersvante Edith, Du ler og smiler til dem alle med den glade Bevidsthed, at selv om Din ny Sommerhat klædte Dig mindre godt, end den gør, vilde Du dog være den smukkeste blandt dem alle. — Sig mig, er den Frøken Aagesen, Du skrev om, virkelig saa elskværdig? Det er jo dejligt, at Du har truffet en jævnaldrende! Hun er nok ikke saadan en lille Pjanke som undertegnede, hende kalder Du ikke »exalteret« og »unaturlig«, vel? Har hun kysset Dig nogensinde? Skal I nu komme sammen, naar I flytter ind til Byen igjen? Aa, Edith! — nej, bliv ikke vred, — jeg skal nok lade være med at give Scener paa Papiret, — Du maa ikke se stræng eller utaalmodig ud, — jeg skal være artig. — Hver Aften synger jeg for Fader. Ved Du, hvilken der er min Yndlingssang i Sommer? Det er den lille finske, Du kender:

men det andet Vers gjør mig forstemt:

Men de Sange, vi to synger sammen, Edith, dem synger jeg ikke nu, de venter og længes som jeg! — Min egen søde, søde Edith, glem mig ikke! Ingen holder af Dig som jeg, — ingen!«

Edith svarede med nogle Linjer, højst et Par Sider, fortalte om sine Udflugter, om den dejlige Natur og om de Folk, hun traf sammen med. Rolige og venlige faldt Ordene i hendes Breve, men paa Marthas lidenskabelige Henvendelser svarede hun ikke med en Stavelse.

Men Martha sad timevis med et saadant Brev, læste det atter og atter igennem, stirrede paa Underskriften: »Din hengivne Edith« og kyssede den med hede Læber, den var jo nedskreven af »hendes« Haand. Og saa græd hun af Længsel alene paa sit Værelse.

Hendes Sommerfornøjelse var foruden Ediths Breve at spasere alene ud til Skoven og opsøge de Steder, hvor hun havde været saa lykkelig selvanden, der kunde hun sidde længe tankefuld eller rettere uden at tænke og se paa Ediths Portræt, — eller hun gik ind i Ørsteds Park, en af Nornerne under Ørsteds Buste havde Træk, der mindede om Ediths.

Det kunde hænde, at hun prøvede paa at gjøre Edith skinsyg. Fortvivlede Forsøg! Hun kunde da i Selskab slutte sig til en hvilkensomhelst ung Pige, overvælde hende med Opmærksomhed, spille en fuldstændig Komedie med hende, le overdrevent højt og passiare med en nervøs Munterhed, naturligvis ene og alene for at hendrage Ediths Opmærksomhed paa sig. Men denne lod aldrig til at bryde sig derom, ikke det bitterste skinsyg kunde hun blive! Heller ikke opnaaede Martha noget, naar hun en anden Gang spillede kold og fornærmet, Edith smilede i uforstyrrelig Ro ad alle hendes »Barnagtigheder«, Martha pinte kun sig selv med saadanne Forsøg, rørte aldrig Edith, der vidste, at det ikke vilde vare mange Timer, før en blød Arm vilde liste sig om hendes Hals og en sagte, kærlig Stemme hviske:

»Hvor Du er grusom imod mig, Edith!«

»Grusom?« kunde Edith da sige, »jeg tænkte ikke en Gang paa Dig, — hvad mener Du med, at jeg er grusom?«

»Nej, Du tænkte ikke paa mig, — det er netop det!« og et forunderligt Udtryk som af en higende Længsel, en uforstaaet Sorg, kunde et Øjeblik faa Edith til at spørge sig selv, om der virkelig kunde existere saa mærkelige udrustede Kvinder, der kun formaa at fatte Kærlighed til en af deres eget Køn, — og i saa Fald — var Martha en af dem? Var dette mere end Sværmeri, mere end Barnestreger? — — —

Saa kom den Dag, der maatte komme, men som Martha ikke havde kunnet taale at forestille sig.

Edith havde været saa adspredt i den sidste Tid; naar de vare sammen, lyttede hun ikke som før med sit halv overlegne, halv velvillige Smil til Marthas Snak, hun havde siddet aandsfraværende, og Martha havde ikke sjælden set det Særsyn, at Ediths Kinder pludselig og uden tilsyneladende Grund var blevne blussende røde. Hun havde længe næret en ubestemt Angest for, hvad der mulig kunde ske, men hun vovede hverken at give denne Anelse Navn for sig selv eller spørge Edith.

En Aften var hun i dennes Hjem bleven præsenteret for en ny Gjæst, en ung Læge, Dr. Stein. Hun havde set ham staa fordybet i en lang Samtale med Edith, de to havde taget sig udmærket ud sammen. Han var meget høj, en elegant, harmonisk Skikkelse med stærkt blondt Haar og et Par kloge, mørkeblaa Øjne under tætte, sorte Bryn, Martha havde set paa Edith og ham, greben af en smertelig Formodning. Hvor beundrende dvælede hans Øjne paa Edith, »hendes egen Edith!« Og hun saa denne, der ellers var saa kølig og sikker, tage imod hans ærbødige Hyldest forlegen og sky som en lille nykonfirmeret Pige. —

Den Aften græd Martha, da hun kom hjem, hun følte, at Edith gled fra hende, — det var en Følelse, der gjorde saa ondt, saa ondt; for første Gang begyndte hun at tænke, men endnu kun dunkelt, at hun selv dog havde haft en sælsom Ungdom, at den Tid, hvor andre unge Piger drømme om Kærlighed og Mænd eller lægge Planer for en selvstændig Tilværelse, havde hun brugt til at drømme planløst, forvirret, uden Grund og Fornuft om en Kvinde. Og det havde været hendes Lykke, — det var det underligste, — intet i Verden kunde hun tænke sig bedre end disse svundne Aar, — hun vilde ikke undvære dem, — hvad var hun dog for en Pige? — Var hun unormal? Var det en Sygdom? Kunde det gaa over? Og hvis det gik over, hvad havde Livet at byde hende til Gengæld? Intet kunde fylde og forskønne hendes Drømmeverden som dette ufornuftige, meningsløse havde gjort. Edith gled fra hende, — aa, det var Snak. Edith havde jo aldrig været hendes, — hun havde altid været den ydende i deres Forhold, Edith bare modtog og lod, naar hun var i det Lune, sin Naades Smil lyse over Marthas ydmyge Tilbedelse. Saadan var det! Martha trykkede Hænderne mod de bankende, smertende Tindinger. Nej, hun taalte ikke at gruble for meget over den Sag. —

Saa kom Forlovelseskortet.

Hun sad med det i Haanden:

Edith Gerner,
Ernst Stein.

Hun gik hen til Edith for at lykønske.

»Blev Du forbavset, Martha?«

»Aa, nej, jeg havde jo en Anelse, lige fra jeg saa ham for første Gang hos jer!«

»Synes Du om ham?«

»Han ser godt ud, — og det, at Du har valgt ham, er jo den bedste Anbefaling.«

Martha lagde begge Arme om hendes Hals.

»Aa, Du tossede Barn med dit Skolepigesværmeri, men hør, Du har vist ikke ønsket mig rigtig til Lykke endnu!«

»Til Lykke, — til Lykke, Edith, — Du ved vist, at jeg ønsker Dig al mulig Lykke, — af hele mit Hjærte, Edith!«

»Græder Du? — Hør, Martha, vær nu ikke ... vær som andre! Tror Du, jeg bryder med mine Veninder, fordi jeg har faaet en Ven! — Hvor Du er en dum lille En! — Ved Du for Resten, at vi skal have Bryllup i næste Maaned? Jo, — den 22de! — Du skal komme tit til os, — og vi vil have det rigtig morsomt sammen, naturligvis, ganske som før kan det ikke blive, saa ofte kan vi jo ikke træffes, — men det ved Du jo nok, at som gift faar man saa mange Pligter! — Hører Du, hvad jeg siger, Martha! Du ser saa underligt paa mig!«

Martha havde kun rigtig forstaaet et: »ganske som før bliver det ikke.«

Edith, hendes alt, Solen og Lykken i hendes Liv, gled ind i en ny Sfære, hvor hun ikke kunde følge med, og lod hende blive tilbage i Mørke og Tomhed. At dette skulde være Naturens Gang! Og at denne Natur skulde være hende saa forfærdelig svær at fatte!

»Hvis han gjorde Dig ulykkelig, Edith, — aa, jeg kunde dræbe ham!«

»Men, Martha, hvad er det dog for stygge Tanker? — Du maa virkelig beherske Dig!«

»Ja, snart, Edith, — Du kan være vis paa, jeg skal, — lad mig bare for sidste Gang være mig selv imod Dig, Edith! Det er nu ligemeget, lad ham elske Dig saa højt, han vil, — det Du er — har været for mig, bliver Du aldrig for nogen anden, — saa kjær kan ingen have Dig. Og ser Du, han forlanger Din fulde Genkærlighed, den er hans Lykke. For mig, som gav alt, hvad jeg ejede af Kærlighed, var en Smule Venskab fra Dig nok, — men lidt maa jeg ogsaa have, — jeg maa have Dig, som Du har været i disse 7 Aar, — tager Du det fra mig, — føler jeg, at jeg fra at have været et Legetøj er blevet et intet for Dig, saa tager jeg Livet af mig, Edith, — for saa er der slet ikke noget mer, — slet intet!«

»Men hvad er det for tosset Snak? — Naa, heldigvis ved jeg, at Du ikke er slet saa ufornuftig som Dine Ord, Du lille! Man snakker saa let om at dø, Martha, men Du betænkte Dig nok i det afgørende Øjeblik. Saa nu taler vi ikke mer herom, — om lidt kommer Vennen min, Du bliver her naturligvis, — og saa skal Du være en sød, artig lille Pige, ikke nervøs, ikke hysterisk, ikke give Scener!«

Martha kyssede hende lidenskabeligt, saa blev hun pludselig rolig.

»Vær ikke vred, Edith,« hun tvang et muntert Smil frem »nu er jeg atter Wilhelm Tell.«

Hun blev den Aften hos Gerners, hun saa paa det unge Par, undrede sig stille over, at dette skulde være Menneskeslægtens Ideal af Lykke, og at hun stod saa fuldstændig uforstaaende og saa til, spurgte sig selv, hvorfor hun i Grunden var bleven til.

Da hun skulde gaa, sagde Stein til hende:

»Naa, Frøken Grüner, hvad siger De saa egenlig til, at jeg har taget Edith fra Dem?«

»Taget fra mig?« Marthas Stemme var let og spøgende, men det Blik, han mødte fra de store, graa Øjne, besynderlig sorgfuldt og modløst »jeg har aldrig haft nogen Ejendomsret over Edith og kan altsaa ikke en Gang overdrage Dem en saadan. Hvad Edith giver Dem, faar De, fordi det er Deres med Rette, hvad jeg fik, gav hun mig af Naade! Voila tout! Farvel!«

Stein saa efter hende.

»En mærkelig lille Tingest«, tænkte han.

Martha havde ingen Lyst til at gaa i Seng, da hun den Aften kom hjem; hun var nok træt, men sove kunde hun ikke. Hun følte ogsaa, at hun maatte gjøre sig mangt og meget klart, at hun maatte tænke Sagen igennem, saa roligt hun kunde, og ikke give efter for sin Tilbøjelighed til at skyde fra sig, hvad der kedede hende, — saa løste hun da sit lange, tunge Haar og blev siddende længe foran Toiletbordet med Hovedet gjemt i Hænderne.

Hun havde ført et aldeles betydningsløst Liv, naar alt kom til alt. Før hun lærte Edith at kende, altsaa som Barn, havde hun læst meget, maaske for meget, og naar hun om Aftenen laa i sin Seng, lavede hun selv i sit lille, fantasifulde Hovede baade Komedier og Romaner, Æventyr og Vers. Spurgte man hende, hvad hun vilde være, naar hun blev stor, var Svaret, »Digterinde!« Barnepjat naturligvis, men det var dog altid en Interesse, der maaske med Tiden kunde og burde udvikles.

Saa saa hun Edith Gerner, og uden at tænke klart mere, bare drømte hun sig ind i en underlig, fantastisk, uvirkelig Verden, hvor Edith i sin straalende Skønhed var Midtpunktet. Alt uden Edith blev hende omtrent ligegyldigt. Og nu var hun over 20 Aar, alle hendes jævnaldrende havde deres Fremtidsplan færdig eller næsten færdig, nogle vilde være Lærerinder, andre Studenter, nogle Kunstnerinder, de fleste drømte vel ogsaa om at blive lykkelige Hustruer og Mødre engang i Tiden. Hun alene styrede frem uden Maal og Med. Hun læste rigtignok til Artium og skulde op om faa Maaneder, men det var hende den ligegyldigste Sag af Verden, om hun bestod eller ej.

Hun havde besluttet sig til at læse, dels fordi det var Faderens Ønske, dels fordi Edith havde sagt, at hun syntes, hun burde. Aa, hun huskede godt den Dag, det blev afgjort. Hun havde været saa vred og sagt, at det gad hun virkelig ikke, det var altfor kedeligt, uh, denne tørre, uforstaaelige Mathematik!

»Nej, jeg gjør det ikke, — jeg vil ikke!«

Og hun havde stampet i Gulvet. Men en Rynke paa Ediths hvide Pande, et isnende Tonefald i hendes dejlige Stemme, da hun sagde:

»Din Fader ønsker det, Martha, jeg synes, Du bærer Dig meget uartigt ad, — Du læser naturligvis til Artium, — det vil jo være gavnligt for Dig baade nu og senere!« havde gjort Udslaget, og i en ydmyg, nedstemt Tone havde hun svaret: »Naturligvis, — naar Du raader mig til det, Edith.«

Og hendes Fader, ja, overfor ham havde hun jo ogsaa haft en Opgave: forsøde hans gamle Dage, tage sig af Huset og gøre det til et hyggeligt Hjem. Men de to levede i Steden derfor som fremmede. Faderen havde vænnet sig til kun at se Martha ved Maaltiderne. Han var meget nøjsom og krævede intet Hensyn taget til sig selv, men Martha følte nu, at det havde været hendes Pligt og burde have været hendes Glæde at være mere for ham, end hun havde været.

Hvilken enestaaende, sygelig Ungdom! Og dog havde hun kendt Lykken, naar Edith var venlig imod hende, naar de vare ene sammen, naar hun sad med hendes Haand i sin. Og det nyttede altsammen ikke noget, hun forestillede sig de tusende Ting, som hun kunde og burde have haft Interesse for eller ialt Fald nu prøve at vise Interesse for, — hun evnede det ikke! Forunderlig træt og mat og udygtig stod hun overfor alt andet end netop dette: at elske Edith.

Og hendes Tro, hvordan stod det med den? Før Konfirmationsalderen havde hun været en alvorlig, lille Barnekristen, bedt sin Morgen- og Aftenbøn, læst og elsket Fortællingerne i sin Bibelhistorie, været saa tillidsfuld vis paa, at hvor hun gik og stod, vogtede et Par aarvaagne og kærlige Øjne paa hende, — Vorherres Øjne! Og hun havde tit drømt, at hun var oppe i Himlen hos sin ukendte, tidlig mistede Moder imellem straalende, hvide Engleskikkelser.

Saa kom Edith paa hendes Vej, og hun glemte baade Bønnerne og Faderblikket, der vaagede over hende. Hun havde ikke en Gang som voxen rigtig prøvet og valgt til hvad Side hun vilde gaa. Hun vedblev vel nærmest at være kristen, men det var en lunken, sjælløs Tro, der manglede al Varme og Inderlighed. Hun havde dog nogle Gange bedt, — en Gang da Edith var syg. Aa, hun havde en hel Nat paakaldt Gud og bønfaldet, om hun maatte leve. Og da hun saa virkelig kom sig, havde hun knælet og takket. Jo, hun troede paa et højere Væsen, — men saa ussel og elendig var hun, at hun ikke en Gang følte Kraft til at stræbe efter en bedre og mere udviklet Tro. Og denne Gud, som dog nedlagde Evner og Kræfter i hvert Menneske, hvorfor havde han gjort hende saa sløv og svag, hvorfor lod han hende ikke heller dø nu, da hun havde lært at indse, at hun intet duede til, at hendes Liv var goldt og bare tog Pladsen op for et bedre og nyttigere?

Dø! Ja, det var det bedste! Hvad var der egentlig andet? Nu hun havde faaet Øjnene op for sin betydningsløse Tilværelse, blev hun greben af dyb Livslede. Hvem vilde sørge over hende? For Faderen var hun jo intet, han vilde sige: »Hun er gaaet til sin Moder!« folde Hænderne og bede en stille Bøn og saa lade hende hvile.

Og Edith? — Hun blev jo nu en lykkelig Hustru, for hende var hun jo bare en i Venindeflokken og tilmed en, hun saa tit havde kaldt sær, pjanket og forskruet. Hun vilde modtage Efterretningen om hendes Død med lidt Vemod, lægge en smuk Krans paa hendes Grav, sige med et Smil til sin Mand: »Du kan tro, hun var forelsket i mig, den lille!« og saa glemme hende.

Martha tog Hænderne fra Ansigtet, ja, hun vilde dø, hun var ikke bange. Var der ingen Gud til, o, saa maatte det jo være godt at synke hen i intet, — var der en Gud, maatte han jo bedst vide, at hun ingen Ting kunde og ingen Ting var, og tilgive hende. Hun vilde dø. — Men først vilde hun se Edith som Brud.

Bryllupsdagen kom. Martha havde i den forløbne Maaned ikke en eneste Gang været »exalteret« overfor Edith, de havde heller ikke været meget sammen, Edith var tidlig og silde ude at købe Udstyr og prøve en Mængde Dragter. Men saas de, var Martha munter og talte om Ediths ny Hjem og Stein og om den ny Kjole, hun selv skulde have til Brylluppet. Ikke en eneste Gang gav hun »Scener«. Edith tænkte, at det var rart, at lille Martha var bleven saa fornuftig.

Martha skulde give hende Brudekransen og Anna Holm, den »fortrolige«, Sløret. De to skulde ogsaa pynte Bruden.

Martha var under dette fuld af Spøg og Indfald, hun talte næsten uafbrudt, var overdreven elskværdig mod Frøken Anna, undgik at se paa Bruden og for rastløs omkring efter Haarnaale, Baand eller Kamme med to skinnende røde Pletter paa Kinderne og en tindrende Glans i Øjnene. Da hun fæstede Kransen i Ediths prægtige, mørke Haar, sang hun, saa det klang gjennem Lejligheden, Bjørnsons:

Straalende smuk saa Edith ogsaa ud, da hun i den hvide Atlaskeskjole, der sad ypperligt om hendes høje, slanke Figur, gik op ad Kirkegulvet ved sin Faders Arm. Martha kunde ikke faa Øjnene fra hende. Selv havde hun, der ellers ikke var en Smule forfængelig, pyntet sig med megen Omhu, hun vilde, at Edith skulde have et saa kønt Indtryk som muligt af hende sidste Gang, de vare sammen.

Hun saa virkelig ogsaa godt ud i blegrødt Silke med en Overkjole af hvidt Blondestof. Hun havde sat sig til Maal i det mindste at blive lige saa pæn som Anna Holm, — og det opnaaede hun ogsaa.

Beslutningen, hun havde taget, bidrog ikke lidt til det. Det var hendes sidste Dag, og derfor vilde hun nyde Øjeblikket, leve og elske paa sin egen Vis, det vil sige se paa Edith og fryde sig over hendes Dejlighed. Og hendes eneste Ønske, at fastholde Nuet saa længe som muligt, lagde en usædvanlig Straaleglans i hendes Øjne og en stærk Glød paa Kinden, saa at mange, som før kun havde fundet, at Martha Grüner var en ganske net, men ubetydelig lille Pige, i Dag syntes, at hun var ligefrem smuk.

Parret stod for Alteret.

Martha maatte smile ved nogle Ord, der forekom i Brudetalen:

»Thi Kærligheden, mine Venner, er den skønneste Gave fra Gud. Ingen jordisk Lykke er dog større end at have et andet Menneske ret inderlig kær.«

Og dog vidste hun, det var sandt, hun kendte den Følelse, der volder Angest og Hjærtebanken og dog er saa fuld af svimlende Lyksalighed, hun vidste hvorledes man kan glemme alt, naar man ser ind i et Par Menneskeøjne. Men Pastor Eriksen vilde formodentlig, hvis han havde kunnet se ind i hende, ikke have forstaaet og godkendt den Slags Kærlighed. Det skulde jo være en Mand og en Kvinde, saadan var baade de menneskelige og de guddommelige Love. Alt andet var Unatur, Vanvid. Meget rigtigt! Saadanne abnorme Væsener burde hurtigst mulig gøre Verden den Tjeneste at forsvinde.

Martha forbavsede denne Dag Selskabet ved at være straalende livlig og morsom, hun, der ellers sad stille lyttende eller drømmende og kun plejede at svare med Enstavelsesord og undselige Smil! Hun var aldeles overgiven, drak Dus med flere af de unge Piger, koketterede med nogle unge Herrer og gjorde sin Kavaler, en Fætter til Edith, helt forelsket i sig. Og dog tænkte hun ikke paa andet end Edith og paa, at det var sidste Gang! Den unge Brud var for optagen af sin Ven til at bemærke hendes forandrede Væsen. Hvad bryder en Brud paa en saadan Dag sig vel om Veninderne?

»Min Dames Skaal!«

Og hun lo straalende op til ham.

»Vi træffes nok oftere, — hos Edith!« han bøjede sig tæt hen imod hende, »fra nu af skal jeg dyrke hendes Bekendtskab, kan De tro!«

»Det var en pludselig Ømhed for Deres Kusine. Edith kan være lykkelig.«

»De ved vist for hvis Skyld jeg vil komme der. Jeg har jo først i Aften opdaget, at Edith har en Veninde, saa yndig, saa aldeles fortryllende! — De maa ikke være vred, Frøken Martha, jeg burde maaske ikke have sagt det, — men Champagnen og et Par dejlige, mørke Øjne —«

»Vred? — ser jeg vred ud?«

Hun svarede hen i Vejret, hun saa netop hvorledes Steins og Ediths Øjne mødtes i altforglemmende Lyksalighed, og hun lo højere, blev kaadere og vildere.

Den reglementerede Bryllupsskaal for »Kærlighed« blev drukken.

»For hvad vi elske!«

Martha tømte med hede Kinder sit Glas.

»Edith«, raabte hun lystig over Bordet, »skal vi drikke hver paa sin elskedes Vel?«

»Vi høre nok snart om en Forlovelse til«, spaaede et Par gamle Tanter, der havde iagttaget Fætteren og Martha.

Længere ud paa Aftenen kom Edith hen til Martha og lagde sin Haand paa hendes Skulder.

»Nu tager Stein og jeg hjem! — Følger Du os ud til Vognen? Men tag et Sjal paa!«

Det svimlede et Øjeblik for Martha, nu nærmede det sig altsaa. Om kort Tid skulde hun se hende for sidste Gang.

»Saa nu skal det være, Edith?« sagde hun imidlertid smilende.

Ude i Gangen vendte hun sig til Stein.

»Lad mig nu se, De er skikkelig imod hende!« sagde hun i en spøgende Tone, men med et næsten truende Blik, idet hun gav ham Haanden.

»Ja, saa Farvel, Martha, Du ser vel snart op til mig? Den Kjole klæder Dig udmærket«, (Martha glemte et Øjeblik alt for Lykke over disse Ord,) »og Du har nok moret Dig godt? Der bliver sagt, at Sofus er aldeles væk i Dig! Farvel, lille Du!«

Martha havde lagt begge Arme om hendes Hals.

»Farvel, — farvel —« hun kunde ikke sige mere.

»Du ser paa mig, som var det en Afsked for hele Livet«, lo Edith, »lille Nar, som Du er!«

»Søde, søde Edith!« hele sit Hjærte lagde hun i dette sidste Kys, det brændte paa Ediths Kind, et Øjeblik blev hun forskrækket over det sælsomme Udtryk i Marthas Øjne, men saa tog Moderen hende i sine Arme, og da hun havde sluppet hende, lagde Stein Armen let om hendes Liv.

»Kommer Du, min egen Edith!«

Martha, der krampagtig havde holdt fast ved hendes Haand, slap den, — ja, hun var hans Edith, selv havde hun ikke nogen Ret, — ingensomhelst Ret.

»Farvel, — aa, Edith!«

Vognen satte sig allerede i Bevægelse.

»Det var dog mig og ikke Anna Holm, der fulgte hende ud«, tænkte Martha med en glad Stolthed, selv midt i sine trøstesløse Dødstanker.

Fru Gerner og hun saa efter Vognen, til den var drejet om Hjørnet.

»Hjemmet bliver dog tomt uden hende«, sagde Moderen og tørrede Øjnene.

Martha saa forvirret paa hende.

Her var atter en, som havde mere Ret end hun selv til at elske og savne Edith. Fru Gerner havde Moderens Ret, Stein Brudgommens, alle vilde respektere deres Følelser, — men hendes —

»Saa, lad os nu gaa ind, De staar og fryser, lille Martha, og ser hel daarlig ud, De, som nylig var saa rødmusset og kvik!«

Martha fulgte hende som i Søvne. Hendes Tanker var med den bortrullende Vogn, der førte hendes Ungdom og Kærlighed med sig.

Men nu skulde der danses. Fætter Sofus styrede allerede hen imod hende, en lystig Valsemelodi klang, — og Martha kastede sig atter ind i Hvirvelen, der skulde døve hendes Smerte og faa Tankerne til at sove.

Hun kom hjem, da Klokken var omtrent to om Natten. Lydløst aabnede hun Døren til Faderens Soveværelse, det hun behøvede, laa i hans Servanteskuffe. Men den gamle Professor sov let, — han aabnede Øjnene, nikkede til hende og spurgte venligt, om hun havde moret sig.

»Dejligt! Dejligt, Far!«

»Hvad søger Du?«

»— Men maa jeg tage et Par Hostepastiller, — jeg stod i Træk og har faaet Hoste!«

»Vær endelig forsigtig, min lille Pige, — Hoste er noget slemt noget!«

»Du kan være ganske rolig, Far, i Morgen fejler jeg ikke det mindste. God Nat!«

Hun bøjede sig ned over hans graa Hoved og aandede et let Kys paa hans Pande, vred paa sig selv, fordi hun ikke en Gang i dette Øjeblik følte nogen barnlig Kærlighed eller Rørelse.

Saa forlod hun Værelset med Hostekagerne og — Barberkniven i Haanden.

Hun stod stille i Dagligstuen, hvor Maanen skinnede ind og kastede en lang Lysstribe hen ad Tæppet. Hun følte sig saa forfærdelig mat og træt efter al denne forcerede Lystighed, — saa tung og sløv. Hendes Hoved smertede, og Blodet bankede og prikkede i Haandleddene, — i Fingerspidserne, — i Tindingen — overalt! Aa, det vilde blive godt at komme helt til Ro, — saa godt! Hun vilde ikke klæde sig af, men paaklædt lægge sig paa Sengen og dø der. Edith havde sagt, den Kjole var smuk og klædte hende, — i den skulde hun derfor se hende, naar det i Morgen rygtedes, at hun havde taget Livet af sig. Aa, Edith vilde om end kun for et Øjeblik glemme sin egen Lykke og tænke paa, hvad Martha havde lidt, tænke paa, om det da virkelig var af Kærlighed til hende — —

»Jeg vil skrive til hende, — men kun et Par Ord, — Edith hader al Følsomhed, — og skrev jeg langt, kunde det nok ikke undgaas, — jeg vil bare skrive Farvel, — og at jeg holdt saa meget af hende.«

Og mens hendes ophidsede Fantasi forestillede hende dette, blev hun stadig staaende paa samme Plet i Maanelyset, ubevægelig, ligesom lammet af Dagens store Sindsrørelser, — dødtræt.

»Hvis jeg nu havde været en Mand, — havde det saa været bedre?« og hun gjentog disse Ord højt den ene Gang efter den anden, til sidst uden at vide, hvad hun sagde:

Barberkniven, som laa paa Gulvet og som efter Marthas Beregning skulde have gjort al Hjælp overflødig, lagde de ikke Mærke til før senere og vare da langt fra at ane Bestemmelsen med den. Professoren undrede sig vel over dens Tilstedeværelse paa et saadant Sted, men gav sin egen Distraction Skylden.

Martha var imidlertid i det mindste for Øjeblikket fri for al Uro og Smerte, hun laa hen uden Bevidsthed i det lykkelige »Intet«, hun havde længtes saa meget efter.

Men længe varede det ikke, saa begyndte Bevidstheden svagt, ganske svagt, at dæmre for hende, — og en Nat aabnede hun sine Øjne og saa sig om dog endnu uden klare Begreber og vaagen Erindring. Hun saa en lille Lampe brænde paa Bordet tæt ved Sengen, og et gammelt rynket Kvindeansigt med en Krydderpose saas i Værelsets Baggrund, — hun kendte det meget godt, — det var Jomfru Hansens — og hun laa i sit eget Kammer, i sin egen Seng, i sin egen Natkjole, der var ikke det mindste at undres over, og træt lukkede hun sine Øjne.

Men kort efter vaagnede hun igen ved en stærk Smerte i Ryggen, — hun vilde rejse sig, men kunde ikke. Nu mærkede hun, at hun havde Omslag paa Ryggen og paa Brystet, altsaa var hun syg. Hvornaar mon hun var bleven det? Hvad var der sket?

Hun fik en Fornemmelse af, at der var sket noget, som havde gjort hende ondt, og at dette noget, naar hun atter kom helt til sig selv, vilde være der og smerte hende, men hvad det var, vidste hun ikke, og det var jo godt, siden det var sørgeligt. Det kom tidsnok. Og Martha sank igen hen i en Døs, hvoraf hun kun til Tider vaagnede for at tage Medicin, drikke Mælk, lade sig pusle og hjælpe som et lille Barn.

Sommetider vaagnede hun ogsaa ved, at en stor blød Haand sagte strøg hen ad hendes Kinder og Haar, og hendes Faders Stemme saa underlig bevæget og kærlig, sagde, »Min lille Pige!«

Hun hørte ogsaa andre Stemmer, hun kendte: Dr. Thomsens gemytlige og Jomfru Hansens klynkende.

Og saa en Gang fyldtes Luften i hendes Værelse med en fin, pikant Parfume, som hun syntes, hun skulde huske. Jo, aldeles bestemt! Hun kendte den Duft. Der var noget om en slank Kvinde med mørkt Haar og fint mejslede Træk, og denne Kvinde læner sit Hoved tilbage mod Gyngestolen og ler og slaar med Lommetørklædet over imod en anden, — var det ikke hende selv? —, og siger: »Nej, hvor Du dog kan være barnagtig, Martha«, og den fine Duft strømmer underligt berusende imod hende, ligesom indhyller hende og tager hende til Fange. — Og nu er den her, — og hun ved, den er i Følge med en, hun holder af, men som har kostet hende mange Taarer, — mange tunge Øjeblikke, — som har voldt hende dette, hun ikke endnu ved bestemt, det, som det er tidsnok at spekulere paa, og hun vil ikke lukke Øjnene op, skønt hun ved, at det smukke Ansigt bøjer sig over hende netop nu. En klangfuld Stemme siger noget om »Nervøsitet«, »Foraarsluften« og »Sygdom«. Martha følger ikke Ordene, kun Stemmen, den gør godt, saa længe den lyder, men ondt bagefter, thi saa maa hun tænke paa haarde, grusomme Ord, den samme Stemme ved andre Lejligheder har talt. »Lad os nu ingen Scener faa«. »Hvor Du er hysterisk!« Og at tænke er det mest martrende af alt, ved Martha, — hun maa enten have læst denne Paastand eller — erfaret den.

Nu lægger en blød, kølig Haand sig paa hendes Pande.

»Hun sover, — den lille Stakkel!«

»Ja, Frue.«

Der gaar en let Skælven igennem Marthas Legeme ved disse Faderens Ord.

»Og Lægen siger, vi kan takke Gud, det er den Søvn, der lader hende slippe lettere over det, end vi fra først af turde haabe.«

»Hvem skulde have troet, at hun bar paa en Sygdom? Ved mit Bryllup var hun saa kvik, De skulde have set hvor munter! — Nu lægger jeg disse Roser her paa Sengen, — hun har vel ingen Skade af Duften? Hils hende saa, hvis hun da har sin Bevidsthed og kender mig!«

Martha slog Øjnene op og mødte det dybe, rolige »Norneblik«, hun havde elsket lige fra første Gang, hun saa det.

»Edith!« sagde hun bare, saa lukkede hun igjen træt sine Øjne.

»Hun kender mig, — hører De? Saa kommer hun sig nok snart. Naa, farvel, Hr. Professor, jeg hører snart herind igjen!«

»Farvel, og tak for Deres Venlighed, Fru Stein.«

Fru Stein? Men Martha kendte jo ingen Fru Stein! Var det da ikke Edith, hendes Veninde, hendes Ideal, Edith Gerner? — Men bi lidt, det var dog meget rigtigt, — meget rigtigt. — Martha saa for sig en oplyst, smykket Kirke, — mange Mennesker, — for Alteret stod to, — en Mand og en Kvinde, — hun var klædt i hvidt og dejlig som en ung, romersk Vestalinde, — og saa saa hun de lange, dækkede Borde, det brogede Selskab, — hun hørte en blandet Lyd af Mendelssohns Bryllupsmarch, klirrende Gafler, Glas, der stødte sammen, højrøstet Conversation, — Latterudbrud, — og en ung Pige raabte med blussende Kinder og idet hun løftede sit Champagneglas højt: »Leve Kærligheden!« og den unge Pige havde besluttet, at samme Aften vilde hun dø, — og den unge Pige var hende selv.

Hun hentede Vejret tungt, nu var den lange Bedøvelse forbi, Tankerne vendte tilbage.

Hun aabnede igen Øjnene.

Paa Tæppet foran hende laa en lille Buket Roser, Ediths Gave, hun tog den, holdt den op til sit Ansigt og indaandede i langsomme Drag dens Duft.

Jo, nu huskede hun det hele, — hun havde elsket Edith, — aa saa højt, — meget mer end man kan holde af en Moder og Søster, — ja, hvad vidste hun for Resten om Omfanget af de Følelser, — hun vidste, hun havde elsket Edith mer end alle andre, elsket udelukkende hende, — og saa havde hun set, hvor magtesløs og taabelig denne Kærlighed var, — og hun havde besluttet at dø, — og nu var Edith gift, — paa hendes Bryllupsdag var det, at hun vilde have sat sit Forsæt i Værk, — saa var hun bleven syg, — og nu laa hun her svag og mat efter Sygdommen, men med Følelsen af, at Kræfterne og Livsaanderne vaagnede paany.

Ja, om ikke lang Tid vilde hun være rask, saa skulde hun tage fat paa Livet igen, paa Examenslæsningen, — paa, — ja, hvad var der mere? Paa alle de vaagne Drømme om Edith, — Turene med hende, — dum Snak, Edith var jo gift: »Ganske som før kan det jo ikke blive, Martha!«

De Ord huskede hun godt.

Tage fat paa Livet! Ak Gud, hun følte hverken Lyst eller Mod til at »tage fat« paa nogetsomhelst. Men at dø ønskede hun heller ikke mere, i det hele taget ønskede hun intet, det kunde være det samme altsammen. Der var vel en Slags Styrelse, Forsyn, hvad det nu hed, siden hun var bleven standset i sit Forsæt den Aften og nu følte sin fysiske Styrke tage mere og mere til. Meningen var vel, at hun skulde leve. Ja, ja, saa vilde hun leve eller rettere lade Livet gaa sin Gang udenom hende, blot hun kunde faa Lov at sidde stille uden Tanker, uden Ønsker og se til og lade de andre agere. Hun var saa træt og mat, saa inderlig, »tilfreds hvilket.«

Og dog kyssede hun Roserne, som Edith havde bragt hende, men det var egenlig ikke, fordi hun tænkte paa Edith, det var snarere den gamle, indgroede Vane at vise alt, hvad der kom fra hende, Hyldest. Hun hviskede nok den ene Gang efter den anden: »Edith, — Edith!« men det var mere i Erindringen om sin Kærlighed til hende end i Erindringen om selve hendes Person.

Hun laa og nærede det ubevidste Ønske, at der ikke var noget til, der hed: at tænke, thi det havde voldt hende saa megen Pine, nej bare dovent vifte Grublerierne bort, — ikke føle noget, — kun sløvt fornemme, at man existerede.

Det var, naar alt kom til alt, det lykkeligste.

Lykke!

Aa, hvor havde hun en Gang forbundet storslaaet dejlige Ting og Begivenheder med det Navn. Som pur ung havde hun som alle unge Piger drømt om, at der et Steds ude i Livet ventede et eller andet straalende, jublende, overvældende lyksaligt paa hende. Det var der saa sikkert, og en Gang vilde hun naa det. Hvad det var, kunde hun ikke ret gøre sig noget Begreb om, men det maatte naturligvis paa en eller anden Maade staa i Forbindelse med Edith. Nu smilte hun ad disse Illusioner. Ja, der var vel dem, som kunde komme til at føle, om det saa kun var i Øjeblikke, den fulde, ublandede Lykke, men for Flertallet var visselig Tilfredshed det højst opnaaelige, — og at være tilfreds, var det ikke først og fremmest at opgive Troen paa Lykken og med den alle Længsler, alle Ønsker, alle Drømme? Aa, Gud, nu tænkte hun igen, nej, hun taalte det ikke. Bare der havde været en saadan Letheflod, som Grækerne troede paa, en Flod, der vilde tage alle pinefulde, plagende Tanker, og give den milde, tavse Glemsel i Stedet. Hun huskede ikke paa, lille Stakkel, at Lethe efter Grækernes Sagn fandtes i Underverdenen og altsaa var Sindbilledet paa, at først efter Døden glemmes alle menneskelige Lidelser. Her paa Jorden maa man være glad, hvis man kan døve Lidelserne ved Midler, der kan træde nogenlunde i Steden for hint uvurderlige Vand. —

»Ih se, lille Martha, nu kom vi saa vidt, — det gaar jo brillant, — brillant«, sagde gamle Doktor Thomsen, som netop kom ind ad Døren og blev glad overrasket ved at se Martha nikke genkendende og venligt til sig.

Det var en gammel graahaaret Herre, som havde kendt Martha fra hun blev født, en morsom oplivende Gæst at have ved en Sygeseng, om han just ikke kunde kaldes nogen særlig udmærket Læge. Han mente det usigelig godt med alle Mennesker og havde den største Medlidenhed med Folks Lidelser. Uden Hensyn til Patientens Alder og Køn klappede han dem paa Kinden og kaldte dem »lille Ven«, og enten Sygdommen var en let Forkølelse eller en farlig Feber, beroligede han dem i en lige fornøjelig og trøstende Tone med sit: »Det skal vi sgu nok faa klaret.«

Nu satte han sig ved Marthas Seng.

»Du er rigtignok en flink lille Pige, maa jeg sige Dig! Gaar det saadan fremad stadig, kan vi inden 14 Dage have Dig oppe. Hvad siger Du til det? Og sikke nogle fine Blomster, vi have faaet, — ja, man tør vel ikke spørge fra hvem de er?«

Han truede ad hende med en meget skælmsk Mine.

»Jo, de er fra en Frøken Ger ... en Fru Stein.«

Martha gemte Ansigtet bag Buketten. Saa træt og sløv hun end følte sig, maatte Blodet dog følge den gamle Vane at stige til Kinderne ved et vist Navn.

»Naa! — det var efter hendes Bryllup, at Du fik den Sygdom paa Halsen og forskrækkede Din Fader og Jomfru Hansen ved at ligge todt derinde paa Gulvet, ikke at tale om mig gamle Stakkel, som blev jaget op af min søde Søvn for at se til saadan en lille Tosse. Jo, det var rigtig nok en pæn Maade at opføre sig paa! Du har formodentlig danset for meget og staaet bagefter og hængt ud af et aabent Vindu eller drukket iskoldt Vand? Jo, vi kender de unge Damer!« han kneb hende i Kinden, »naa, dansede vi saa med ham?«

Martha smilte træt, hun kom til at huske paa Ediths Fætter, Sofus Bang, der havde sværmet om hende den Aften, og som hun havde koketteret med.

»Naa, Du vil ikke ud med Sproget? Ham, der har rendt Jomfru Hansen paa Dørene og spurgt til Dig og sendt, Gud ved hvor mange, Buketter, som jeg har været saa grusom at forvise til Dagligstuen!«

»Jeg ved slet ikke, hvem De mener. Har nogen sendt mig Buketter?«

»Ja, min Sandten har der saa, — er det ikke Fyrens Visitkort, her ligger? Sofus Bang. Hvadbehager? Bliver Du ikke saa meget som rød i Hovedet? Nej, se til den lille blaserede Satan, — saadan noget bryder hun sig slet ikke om!«

Martha rystede paa Hovedet. Hvad kom det hende ved, at Sofus Bang sendte Buketter. Han var altsaa forelsket i hende og havde ikke glemt den Aften, da hun for at bedøve sig havde spillet Bakkantinde og opægget ham til en Følelse, som hun mente kun vilde blive et flygtigt Sværmeri. Eller egentlig talt, hun havde slet ikke ment noget dermed, ikke ofret ham en Tanke! Og nu lod det til, at han virkelig havde brændt sig. Naa, det gik vel over. Han tænkte sig hende som det kaade, overgivne Pigebarn, hun kun havde været netop den ene Aften i sit Liv; naar han fik hende at se som den stille, tilbageholdende Skabning, hun var, vilde han nok komme sig. Gud ske Lov, den Tanke var da til at jage fra sig.

»Vil Du se Buketterne? De er nydelige!«

»Nej, tak, det kan være det samme. — Disse Roser her er mig mer end nok.«

Doktoren rejste sig nu og kaldte paa Professoren og Jomfru Hansen, der strax kom ilende til, den ene fra sit Studereværelse, den anden fra Køkkenet.

»Nu skal De se Løjer! Der er ikke længer saa megen Fare, som bag paa min Haand! Hun har ført en meget fornuftig Samtale med mig, kun vil hun ikke indrømme, hvor smigret hun føler sig ved en vis ung Herres Opmærksomhed!«

»Gud ske Lov, Du overstod det, lille Martha,« Professoren bukkede sig ned over det lyse Hovede og kyssede det ømt. Under Marthas Sygdom var det gaaet op for ham, at han, naar galt skulde være, hellere vilde miste sit udstoppede Bæltedyr, sin Samlings bedste Exemplar, end denne lille Pige, som var hans Kød og Blod.

»Ja, nu har jeg det godt, Fader,« sagde Martha mildt men med sit trætte Smil, »Du har altsaa været bange for mig?«

»Om jeg har været bange?« Stemmen skælvede af undertrykt Bevægelse, »min kære Almas lille Pige.«

Doktoren klappede ham paa Skulderen og sagde: »Naa, naa, lille Ven!«

Jomfru Hansen snøftede. Men Martha følte ingen særlig Rørelse, hun var nok bleven sig selv lig i den Henseende, ja, hun var næsten koldere nu, for det var hende saa ligegyldigt, aa saa ligegyldigt. Det eneste, hun kunde drive det til at føle ved Faderens Kærlighed, var en svag Taknemmelighed, en stille Undren over, at nogen kunde holde af hende, saadan som hun var.

Doktoren, der ikke rigtig kunde være med til noget, der nærmede sig det »højtravende«, gjorde nu en brat Ende paa Professorens rørte Stemning ved at sige:

»Naa, — ja, ja! Saa fra i Morgen af, Jomfru Hansen, begynder vi med at give hende et lille Dueben og en stor Kop Chocolade. Smaa Slag i Førstningen, — siden — — —«

Martha kom sig Dag for Dag, hun fik Kød paa Kroppen og lidt Farve i Kinderne, men der vilde ikke komme Glans i Øjnene. De saa stumme og alvorlige frem for sig, ikke synderlig bedrøvede, men heller aldrig synderlig glade. Den aandelige Mathed og Ligegyldighed, hun havde følt ved sin første Opvaagnen til fuld Bevidsthed, vilde ikke fortage sig. Hun var og blev træt og udygtig til at tænke paa Fortiden. Hun fik Lov at komme op og sidde inde i Dagligstuen, og hun fandt det godt og behageligt saadan at sidde stille uden at behøve at røre en Finger, lade sig opvarte og kun høre kærlige Ord. Ja, Livet var saamænd meget rart, naar man saadan kunde sidde altid med Hænderne i Skødet, uden at der fordredes andet af En end at smile taknemmeligt og lade sig forkæle.

Edith kom af og til med Blomster, Vindruer og Konfekt, klappede Martha paa Kinden og talte om, hvor det var godt, hun var bleven rask, nu skulde hun, saa snart hun fik Lov at komme ud, hen og se, hvilket yndigt Hjem hun havde. Det var tydeligt at se og høre, at Edith hørte til de faa dødelige, som har naaet Lykken. Hun lod ikke til at elske sin Ernst mindre end før. Hendes smukke Ansigt bar Præget af en rolig, inderlig Glæde og Sjælsligevægt. Ingen Sorg havde endnu formørket hendes Livshimmel.

»Det glæder mig, at Du har det saa godt og føler Dig helt lykkelig,« sagde Martha en saadan Dag, mens hun sad med halvtlukkede Øjne i sit Sofahjørne, omgiven af Hygge og Velvære, med en Del Blade og Romaner foran sig paa Bordet, sin Yndlingsparfume, og ved Siden af sig Edith, hvis Haand hun holdt i sin.

Hun kunde godt lide, at Edith kom og besøgte hende, rigtig nok for hun sammen, naar hendes godt kendte Ringen lød, men naar hun saa kom ind og satte sig, nød Martha med et halvt drømmende Behag hendes Stemmeklang, hendes dybe, melodiske Latter, hendes smukke, lysende Smil, hele den Skønhed, som hun en Gang havde elsket saa højt. Hun nød alt dette men uden længer at »elske« det. Paa den Maade var hun virkelig kureret, hun nærede ikke mere denne urimelige, unormale Kærlighed. Et af de bedste Vidnesbyrd herom var i al sin Ubetydelighed følgende: Paa et lille Bord foran Marthas Seng stod Ediths Billede i en Fløjelsramme. Dette Billede plejede Martha altid med en kærlig, barnlig Nøjagtighed at kysse til Godnat hver Aften. Efter sin Sygdom blev hun ogsaa ved dermed, saa stærk er Vanens Magt, og en Stræng, der en Gang er blevet stærkt og kraftigt anslaaet, lader dog, efter at Haanden har sluppet den, Tonen klinge endnu en Stund. Men længe varede det ikke, før Martha syntes, det var besværligt, naar hun var kommen i Seng, at skulle strække Haanden ud og tage Billedet og saa sætte det hen igen, og efter at hun i nogen Tid havde sendt Portrættet Fingerkys og melankolske Smil, svandt hele denne lille Akt hen i intet, ligesom Tonen, hvor stærk den end kan klinge efter, dog en Gang maa have klinget ud. Jo, Martha var bleven kølet og afdæmpet, men tillige berøvet sin Ejendommelighed. Uden denne Kærlighed, som var bleven hende en anden Natur, og som havde gjort hende til den besynderlige Skabning, hun før havde været, var hun nu en almindelig lille Reconvalescent, træt, lad og magelig, — og hun kunde godt mærke, at hun hele sit Liv vilde blive »Reconvalescent« efter sin »Sygdom«, som hun vel nu maatte kalde Forelskelsen i Edith.

Derfor savnede denne ogsaa noget hos sin lille Veninde. Hvor var det straalende, varme Blik, hvormed Martha før havde betragtet hende, hvor var de hæftige, umotiverede Kys, de smaa, naive, umiddelbare Kærlighedserklæringer, alt det, som Edith før havde skændt for? Ja, hun savnede det virkelig nu. Det havde dog været saa morsomt, saa originalt! Men paa den anden Side var hun glad paa Marthas Vegne over, at hun nu var bleven fornuftig og havde fulgt det Raad, hun tit nok havde præket for hende. Mens Edith vidste, at Martha elskede hende, havde hun tit, skønt hun virkelig nærede Interesse og venlige Følelser for hende, været halv gnaven og ked af denne idelige Beundring, denne idelige stirrende, hyldende Tilbedelse. Hun havde følt, som saa mange gøre det, at naar man bliver elsket, faar man et Ansvar over for den elskende Person, man ved, at vedkommende venter sig noget smukkere og bedre af en end af alle andre paa Jorden, man faar ogsaa ved at spille Hovedrollen i et Menneskes Hjærte en Del i dette Menneske, ligesom en Slags hellig Ret over den paagældende, en Ret, som man maa passe paa ikke at misbruge, og hele dette Ansvar, som er saa let at bære eller rettere slet intet Ansvar er, naar man gengælder Kærligheden, bliver føleligt, naar man selv staar kold overfor en saadan Lidenskab. Da derfor Edith mærkede, at Martha ikke var forelsket længer, rystede hun graciøst Ansvaret af sine smukke Skuldre, men dog som sagt ikke uden Savn, hun havde baaret den Byrde saalænge, at den var bleven en Vane.

»Hør, Martha,« spurgte Edith ovennævnte Dag, »hvordan gaar det nu med Studierne?«

»Jeg er bleven fri for at læse til Artium, Doktor Thomsen var saa elskværdig at forestille Fader, at det var »alt for meget« for mig lille, svage Stakkel,« svarede Martha muntert, dog uden Spor af sin tidligere barnagtige Henrykkelse, naar hun blev fri for noget, der kedede hende.

»Naa, tro mig, det var noget, Du kunde lide. — Du har aldrig sværmet for at studere!«

»Nej, for det er saa kedeligt! Hvorfor skal man trætte sig til ingen Nytte?«

»Nej, meget rigtigt, — naar man bedst egner sig til at sidde som en lille Prinsesse og lade sig forkæle af sin Papa og — maaske vente paa en ung Riddersmand, der en Gang i Tiden vil overtage samme rare Papas Pligter.«

Martha lo. Før vilde hun have følt sig sort ulykkelig over Ediths Ironi, nu tog hun det med gemytlig Ro.

»Tror Du virkelig, Edith? Mon der vil komme saadan en elskværdig Ridder?«

»Et Spøg, et andet Alvor, Du smaa! Min kære Fætter er meget nær ved at gaa ud af sit gode Skind af Forelskelse i og Ængstelse for en vis ung Dame. Enten maa Du lade ham forstaa, at Du ikke synes om ham, eller give ham Haab, for det ser virkelig noget foruroligende ud med ham, Stakkel!«

»Aa, — det er vel ikke saa slemt!«

»Synes Du ikke, at denne Hærskare af Buketter stadfæster mine Ord?«

»Han overvinder det nok. Man dør ikke af Kærlighed, forsikrer jeg Dig, selv om man er lige ved det,« sagde Martha i en spottende Tone, »Hr. Bang har nok været saa galant eller saa — taabelig at sende mig et Par forblommede Erklæringer, men jeg har naturligvis ikke svaret ham.«

»Men saa er Du da virkelig bleven en Kokette! Hvem skulde have troet det? Ved mit Bryllup, siger man, underholdt Du Dig og dansede næsten udelukkende med ham hele Aftenen. De spaaede alle, at I vilde blive et Par, thi det var saa iøjnefaldende! — Han er virkelig ogsaa en net ung Mand, fører sig upaaklageligt, er inderlig god, og Du, Lykkens Pamfilius, som et Par af mine Tanter sagde, da de igaar henne hos mig drøftede Eders mulige Forbindelse, — han er et brillant Parti, hans Gods, Kratholm heroppe i Nordsjælland er et sandt lille Slot!«

»Saa meget des bedre for den lykkelige, som bliver Slotsfrue der!«

»Man siger, han har svoret paa, det skal være Martha Grüner eller ingen.«

»Nej da!«

»Jo, tænk nu lidt paa det stakkels Menneske, liden Martha, — og bliv snart saa rask, at Du kan komme hen og se, hvor fortryllende jeg har det! Naar Du ser mit eget lille Kabinet, kan Du maaske faa Idéen til, hvordan Fru Godsejerindens paa Kratholm skal se ud.«

Martha trykkede Ediths Haand op til sin Kind, da de sagde hinanden Farvel; hun fandt nu som før en Nydelse i at holde denne smukke, bløde Haand i Erindringen om alt, hvad den havde været for hende. — —

»Farvel, Edith, Tak for Besøget! Gør det snart om igen!«

Hun fulgte hende med Øjnene. Aa, hvor hun dog havde været forelsket i denne Kvinde! Nu var hun i det højeste kun forelsket i denne sin døde Kærlighed til hende.

Saa tog hun fat paa en Bog. Saadan en Roman tog saa rart Tankerne fangen. Aa, det var dejligt at læse, dovne og døse! Naar bare det kunde blive ved altid? Men nu skulde hun paa Landet. Doktor Thomsen havde sagt, at hun maatte i det mindste 3 Maaneder af Sted. Og et Steds paa Falster havde hun en gammel Tante, en Præsteenke, hos hvem hun skulde sendes paa Græs. Naa, den Tid gik vel ogsaa.

Den unge Godsejer, Sofus Bang, Ediths Fætter, havde virkelig faaet sig en alvorlig Forelskelse paa Halsen. Han var et jævnt begavet, jævnt muntert, og jævnt net, ungt Menneske af den Slags, man træffer utallige af. Han havde hverken ført et slettere eller bedre Liv end saa mange af sine jævnaldrende og havde læst akkurat saa meget, at han ikke ligefrem gjorde Fiasco iblandt oplyste Mennesker. De Familier, han kendte, saa ham gærne, enten det nu var paa Grund af hans gode Hjærte og nette Optræden eller paa Grund af hans fyldte Pung. Han havde tidlig mistet sine Forældre, hvis eneste Barn han var, og var netop nu for kort Tid siden bleven myndig. Han havde trods sine ikke faa Forelskelser aldrig endnu truffen en Kvinde, som han kunde ønske sig til Hustru, før han ved sin Kusine, Edith Gerners Bryllup, fik Øjnene op for, hvor »sød« en Pige Martha Grüner egenlig var. Han havde jo nok set hende før, men knap vexlet ti Ord med hende. Hun var saa stille, saa undselig, holdt sig altid i Baggrunden og syntes at være helt optagen af sine egne Betragtninger, men ved Brylluppet viste hun sig pludselig fra den helt modsatte Side, hun saa udmærket godt ud, og der var et forunderligt Liv, en feberagtig Lystighed over hende. Han blev mere og mere indtaget i det lille nervøse, fine Ansigt, de blonde Flætninger, den lette og dog saa fastbyggede Jomfruskikkelse, han fandt hende aldeles yndig og kom hjem i en ør Tilstand, lykkelig over alle de mange Tegn paa, at han begyndte at føle en virkelig Kærlighed, ulykkelig over ikke at vide, om hun syntes om ham eller ej, om det havde været Leg og Flagren altsammen. Næste Dag hørte han, at hun var bleven farlig syg. Det bidrog ikke lidt til at sætte Toppe paa hans Følelser. Dette glade, smilende, lille Væsen i den rosenrøde Dragt, laa hun nu bleg og stille og stredes maaske med Døden? Tanken om, at han kun havde set hende for at hun skulde svinde som en Drøm, overvældede ham ganske og gjorde ham vis paa, at netop hun var den rette, den eneste, — og nu maaske blev hun ham berøvet. Han spurgte hver Dag til hendes Befindende, sendte de omtalte, talrige Buketter, løb op til Edith for at faa Trøst, skrev Vers til langt ud paa Natten om »Hænder smaa« og »Øjne graa« og »Sjæle, der en Gang vil hinanden forstaa«, spaserede i Store Kongensgade udenfor Professor Grüners Hus, gjorde sig kort sagt Skyld i alle de noksom kendte Latterligheder, som forelskede Sjæle en Gang har Eneret paa.