Vildsomme Veje

»Hvor gaar Du hen, Valborg?«

»Op paa mit Værelse, Faster, jeg skulde skrive et Brev.«

»Til Kæresten formodentlig!«

»Ja, Faster, — til min Forlovede.«

»Naa, det er i sin Orden. Hils ham mange Gange!«

Frøken Valborg sad to Minutter efter oppe i det lille Gæstekammer. Hun havde trukket sit Bord med Skrivemappe og Tilbehør hen til Vinduet. Langsomt aabnede hun Mappen, valgte sig et zirligt Ark Papir, dyppede Pennen og skrev med sin omhyggeligste Skønskrift:

Saa standsede hun, lod Pennen synke og saa ud i Haven. Det var dog grueligt svært at skrive Brev saadan en varm, straalende Sommerdag, i det hele taget et møjsommeligt Arbejde at skrive Breve i Ferien, det mindede om Pligt og Baand, som man paa den Tid af Aaret er tilbøjelig til helt at glemme. Hvad i Alverden skulde hun skrive om? Egenlig var der vel meget, den smukke Egn, Onkel og Tantes Venlighed og Gæstfrihed, de fornøjelige Køreture og Sejlture paa Fjorden og ikke mindst Spasereturene, naar Hr. Lundsten og hun tidlig om Morgenen, forsynede med Fødevarer for en hel Dag, travede ud paa maa og faa uden at vide, hvor de vilde hen, og først vendte hjem sent om Aftenen, trætte men i glimrende Humør. Ja, der var nok at skrive om, men alt dette, saa behageligt det end var, gad hun ikke fortælle Rudolf; han var for det første ingen Ven af Naturbeskrivelser, endnu mindre af Fodture, og saa kendte han knap hendes Familie her og slet ikke Hr. Herredsfuldmægtig Johan Lundsten. Hun havde selv truffet ham første Gang i denne Sommerferie, skønt hun fra Barn af havde gæstet Vikkebjærg hvert Aar paa denne Tid. Lundsten var en Søstersøn af Pastor Mogensen, han var ikke helt ung, kunde vel være i Nærheden af de Fyrre.

Valborg havde troet, at hun skulde være eneste Gæst i den stille Præstegaard, hun brød sig ikke meget om at være imellem mange Mennesker paa Landet og blev halv gnaven, da Onkel Harald otte Dage efter hendes Ankomst meldte sin Søstersøns Besøg.

»Han er paa Rundrejse«, hørte Valborg sin Onkel sige til sin Kone en Aften, de gik op og ned i Nøddegangen, medens hun selv sad inde i Lysthuset, »han bliver her vist kun en otte Dages Tid, maaske ikke en Gang saa længe. Vort stille Liv kan jo umulig i Længden være noget for ham. Vi maa imidlertid køre ud med ham og søge at adsprede ham efter bedste Evne. Det er godt, at Valborg er her, det er da altid Ungdom, skønt hun er noget stille af sig. Og Ungdom maa han have, han bliver jo altid sig selv lig«. Valborg hørte sin Onkel le sagte som i Erindringen om noget meget morsomt.

»Ja, — det vil sige: unge Damer, Harald! Godt, at Valborg er en forlovet Pige og saa sat og sindig, ellers vilde jeg sandt at sige ikke være videre glad over Hr. Lundstens Besøg. Jeg kan ikke forstaa, at Du altid undskylder ham, er det fordi han er Din Nevø? Han er langt fra af den Slags Mænd, jeg holder af. Han har da heller ikke noget godt Ord paa sig. Kan Du huske —«.

Mere hørte Valborg ikke, da de spaserende fjærnede sig fra Lysthuset, men saa meget skønnede hun, at den ventede Herre var en saadan, som hun hidindtil kun havde kendt fra Romanerne, en let Sommerfuglenatur, som holdt af Kvinder. Det kunde i Grunden være ganske morsomt at se saadan en, og, som Faster Helene havde sagt, der var jo ingen Fare for hende selv.

Saa var han da kommen Dagen efter. Han var ikke smuk, Valborg blev ved første Øjekast skuffet, hun havde forestillet sig en daarende skøn Don Juanskikkelse, og Hr. Lundsten lod til at være en meget almindelig Herre. Hans rødlig blonde Haar havde allerede saa smaat begyndt at graane og dannede en temmelig tynd Krans paa Issen, hans Træk var hverken sjælden fine eller ædle, Læberne tynde, Øjnene af ubestemmelig Farve, — blaa eller graa mente Valborg — Figuren af Middelhøjde, Bevægelserne og Gangen den fuldendte Verdensmands.

De blev forestillede for hinanden, og Valborg viste ham om i Haven. De kom snart i en ret livlig Passiar og snakkede løs om Vejr og Vind, alt og ingen Ting, da hun med et i Talens Løb kom til at se lige op i hans Ansigt og møde hans Blik.

Fra det Øjeblik af syntes hun ikke længer, han var almindelig. Hans Øjne vare da de mærkeligste, hun havde set. De vare hverken store eller glansfulde i sig selv, men alt som han saa paa hende, bleve de ligesom mørkere og mørkere, større og større, og der tændtes en underlig smilende Glød i dem. Aldrig havde hun set noget lignende! Da hun endelig tog Blikket til sig, følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog længtes hun efter en Lejlighed til atter at se op paa ham.

Han var meget livlig og underholdende, fik ordnet Køre- og Sejlture og fik Valborg til at interessere sig for Botanik, hvori han selv var en Mester. De besluttede at foretage et Par Fodture i Omegnen for at finde Planter, og han tilbød velvilligt at hjælpe hende tilrette med Ordningen af en Blomstersamling, som hun pludselig fik stor Lyst til at skaffe sig.

Ja, han var virkelig rar, og hun morede sig udmærket den Sommerferie, havde aldrig moret sig bedre.

Han vilde have rejst efter otte Dages Forløb, men havde uden altfor stor Vanskelighed ladet sig overtale til at blive længer, og nu havde han været der i elleve Dage.

For Øjeblikket var han nede i Landsbyen at hente Posten. Derfor vilde hun benytte hans Fraværelse til at skrive til sin Forlovede.

Men hvad skulde hun skrive?

Der var i Virkeligheden saa meget, og dog var det, ligesom der til ham slet intet var at meddele, — men noget maatte der jo males op, og nu maatte det gøres. I Eftermiddag skulde Lundsten og hun en lang Tur til »Fuglebakken«, et smukt Udsigtspunkt en halv Mils Vej fra Vikkebjærg, saa blev der ingen Tid til at skrive.

Altsaa:

Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun lagde Brevet i Konvolut og skrev udenpaa:

»Saa, nu er det besørget!«

Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende at gøre Toilet til Middagsbordet. Hun tog en let, hvid Musselinskjole paa, den klædte hende rigtig godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen til at se frisk og — ja virkelig godt ud — her paa Landet! Og som hun morede sig! Og endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt og fast overtydet om at komme til at kede sig rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven, Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi nu efter sin Forlovelse havde hun jo begyndt at komme saa meget ud og nyde Hovedstadens Fornøjelser, som hun før kun havde kendt gennem Venindernes Skildringer.

Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik Lyst til at lade den lange blankbrune Fletning hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde se, hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte sig dog, det lignede jo ikke noget, at en forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun var ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar.

Men underligt var det nu, hun havde aldrig vidst af, at hun var forfængelig, før herude paa Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit Ydre. Ikke en Gang den Aften, hun ventede Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig.

Men nu var det noget helt andet, hun havde gjort de tusinde Opdagelser med Hensyn til sig selv.

Hun havde før haft sit Haar strøget glat op fra Tindingerne, men nu havde hun faaet Øjnene op for, at det var uskønt og nonneagtigt og havde klippet sig Pandekrøller, der gjorde en meget heldig Virkning. Dernæst var hun kommen paa det rene med sig selv om, at lyse Farver klædte hende bedst, og at hendes Holdning og Gang var rædsom og trængte til at forbedres ved stadig Opmærksomhed og Umage.

Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, stadig nynnende, en stor mørkerød Nellike i sit Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig og eftertænksom med Blikket fæstet paa sin Ring.

Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, men havde haft Friplads i en af Byens bedste Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende Folks Børn. Hun havde ofte gæstet sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at ogsaa hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt og sorgfrit. Men det var der ingen Udsigt til. Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler skulde være af det allerbilligste Stof, Fornøjelser var noget, der ikke kunde skaffes Raad til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom og Ungdom. I sin Fritid maatte hun som den ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde (de holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre Brødre paa samme Tid, som hun lærte sine egne.

Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i Musik af en gammel, musikalsk Onkel, der spillede gratis med hende, hun blev meget flink, og som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at give Timer selv.

I Førstningen var det noget nyt og oplivende at kunne ernære sig selv, i det mindste hvad Ophold og Klæder angik, men Valborg var intet Arbejdsmenneske, og hun endte med at finde sin Stilling som Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. Hun længtes brændende imod en lys, let Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden Spor af Livsglæde og Munterhed, og svigtede aldrig. Kun spurgte hun ofte sig selv, naar hun efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, hvorfor nogle skulde have nok af alt og kunde gjøre sig Livet behageligt paa alle Omraader, medens andre maatte anstrænge sig og slide for hver Bid, de puttede i Munden.

Flere af hendes Skoleveninder kendte hende endnu og vekslede Hilsen med hende, naar de i deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi paa Routen, medens hun selv næsten løb for at komme tidsnok til en Time til 35 Øre. Da hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger mellem deres moderne, kostbare Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som mindst var tre Aar gammel.

Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning af, hvad hun kaldte »en fri, lykkelig, sorgfri Tilværelse«, hun lovede sig selv, at skulde hun nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en velstaaende Mand, thi ved sit eget Arbejde kunde hun dog aldrig drive det til noget videre, hun var nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, jævn musikalsk Begavelse.

Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa skænkede hun dog aldrig Kærligheden en Tanke. »Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for sit Vedkommende, at der findes en stor Livsmagt, der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været forelsket.

Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der gør almindelig Lykke. Hun havde, skønt hun langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at kalde: Herretække.

Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg saamænd aldrig blev gift. Hun passede ogsaa glimrende, sagde de, til at være Lærerinde hele sit Liv.

Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille Sind, at det skulde blive Usandhed.

Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt Herrernes Øjne til sig, hun skulde opdages tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer Harten.

Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor hun gav Undervisning. Han blev paa sin rolige, forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, han fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig Pige, saa fri for alt Pjat og Koketteri, og efter i et Aarstid vejende og prøvende at have set paa hende i Afstand og ikke ladet sig mærke med noget, rykkede han frem og sendte hende et nysseligt og korrekt Frierbrev.

Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, skønt det kom uventet, kun kom hun i Bevægelse ved Bevidstheden om, at nu lod hendes Drøm til at skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren var om end ikke hovedrig saa dog velhavende, og dertil var han opmærksom og hensynsfuld og saa godt ud, en stor, fastbygget, stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et Par venlige Øjne og en dyb, blød Stemme.

»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun.

»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære Barn!«

Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne uventede Udsigt til Forbedring i deres Kaar.

Valborg betænkte sig.

Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, været udelukkende optaget af det staaende Spørgsmaal, hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt eller intet om Børnenes indre Liv.

Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som hun aldrig havde haft Fortrolighed til og som hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var halvt fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa »Kærlighed«, men ansaa Tillid, Højagtelse og Venskab for det største, der kunde gives og modtages her paa Jorden?

Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde kun give Stødet til lange Forklaringer, Misforstaaelser — Kedsommeligheder!

Altsaa svarede hun med et roligt Smil:

»Ja, Moder, jeg holder af ham!«

Og saa kom Grossereren. Han var glad over at have vundet Valborg, han saa hende allerede som sin Hustru, det vilde være noget andet end den triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin og ung, saa hyggelig og elskværdig, hun vilde være i Stand til at gøre ethvert Hus til et tiltalende Hjem.

Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, der hænger over deres udkaarne ved enhver Lejlighed med Kys og Kæleord, det vilde Valborg have fundet afskyeligt. Han kyssede hende, naar han kom og gik, paa en lidenskabsløs og forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og fornøjeligt ved sig.

Hun syntes udmærket godt om at komme meget ud og være fri for alle sine Undervisningstimer. Hun var henrykt over hans Foræringer. Jo, hun var som skabt til at have gode Dage.

Og hun vilde ikke have været en ung Pige, om hun ikke ogsaa en Gang imellem havde ladet sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra dog ikke Ret, hun skulde ikke gaa hele sit Liv som Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet ud. Og samme Fanny og Petra vare endnu ikke forlovede, skønt de langtfra vare Fjender af det stærke Køn.

Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, hvor han indførte hende, syntes Folk om hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var en tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og passede udmærket for ham.

Der var gensidig Tilfredshed.

Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de vare blevne forlovede om Foraaret.

I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig være hos sin Onkel paa Østkysten af Jylland. Og her var hun nu. —

Valborg stod længe i Tanker, — alt havde været saa godt og saa rart, hun havde set Fremtiden i Møde med saa megen Tryghed og stille Tilfredshed. Harten og hun havde saa tidt talt om, hvorledes deres Hjem skulde indrettes, og hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun skulde træde ind i det første Gang.

Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var rigtig glad mere, hun var just ikke ked af noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt paavise noget, der havde gjort hende utilfreds, kunde hun ikke.

Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten var kommen, skænket sin Fremtid en Tanke, og denne Tanke gjorde hende ikke, som den plejede, fornøjet, — det forekom hende paa en Gang, at der i hendes hyggelige, lille Fremtidsmaleri manglede noget!

Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! Og hun troede endda, at hun var kommen ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge Alder til. Og hun var 24 Aar.

Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet end Varmen. Puh, saa lummert det var. Der var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det slog hun fast.

»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en kraftig, klar Mandsstemme nede ved Foden af Loftstrappen.

Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, skrænt Blik i Spejlet, rettede nervøst paa Nelliken, — og raabte saa: »Nu kommer jeg, — nu kommer jeg!« idet hun løb ned ad Trappen.

»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille Valborg?« spurgte Onkel Harald, medens de sad omkring Middagsbordet.

»Ja, Onkel!«

Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet »Kæreste« havde faaet en underlig, irriterende Klang for hende, det lød saa følsomt, det forudsatte med saadan en flot Sikkerhed, at han var hende »kær«.

Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, det Udtryk holdt sig da ved Jorden og indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at man kunde svare til dem.

Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at Harten og hun gik omkring og spillede Klister og Malle! Uh!

Hun var kommen i Vane med altid at svare paa Spørgsmaal vedrørende hendes »Kæreste« med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min Forlovede —«.

En Gang havde hun efter et saadant Svar mødt Lundstens Blik. Han havde let saa smaat, øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller andet. —

»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte han, inden de rejste sig fra Bordet. »Vejen gaar Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem Krat og Brombærranker, — forskrækker det Dem slet ikke?«

»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende Øjne, »det bliver netop dejligt!«

Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den Tur, aldrig havde hun troet, man kunde glæde sig saadan til noget. —

»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en fornuftig Pige, som hun er, vilde jeg ikke tillade, at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de to »Botanikere« vandre ud af Porten.

»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!«

»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke opførte sig passende overfor hende, vilde hun selv gøre en Ende paa deres Ture!«

»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg er jo desuden garderet. Lad dem dog more sig, lille Helene!«

Og de to morede sig.

Han syntes virkelig godt om hende, og saadan ganske varsomt at bane sig et lille Stykke Vej ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han altid havde haft Talent til i rette Øjeblik at gøre Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange Aars Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at Valborg var stærkt paa Veje til at synes om ham, men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. Herre Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid har man Lov at slaa sig løs, at flagre lidt, bagefter, ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret!

Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at gøre sig klart Rede for, hvad hun følte. Hun vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, og talt med ham og med korte Mellemrum set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, men saa smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde en Mand set saadan paa hende!

De gik langs med Fjorden. Blank og stille laa den i Eftermiddagssolen, et enkelt hvidt eller rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par Maager kredsede langt ude med deres lange, hvide Vinger. Til den anden Side laa høje, skovgroede Skrænter. Her var saa smukt overalt, hvorhen man saa. Valborg fik Lyst til at give sig til af fuldt Bryst at istemme saadan noget som: »Dejlig er Jorden!«

Hun syntes, hun trængte til at give sin overstrømmende Livsglæde Luft paa en eller anden Maade, enten ved at synge, — eller danse hen ad Vejen, — eller — græde! For her var saa smukt, — saa smukt, — hun havde aldrig troet, man kunde blive saa greben af Naturens Skønhed. Det var første Gang, hun ret følte, at hun var ung og ejede en Rigdom af frodige Livskræfter.

»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi bedre i Trit?«

Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog hun imod den fremrakte Arm med et lykkeligt Smil og rødmende Kinder.

De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og Damer, et Selskab fra den nærliggende Herregaard.

Valborg kendte et Par af dem og hilste.

»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« sagde Lundsten, da de gik videre, »hendes, der sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, et komplet Clownkostume, der manglede kun Bjælderne! Jeg forstaar ikke, hvor en ung Pige kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, selv om Moden kræver det ti Gange!«

Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede intet bedre end saadan et let, tyndt Stof som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — især naar man havde saa fyldig og hvid en Arm som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, men han sværmede nu en Gang for den Slags gennemsigtige Tøjer.

Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt ikke noget at sige, ønskede kun, at han vilde sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa dejligt, at han syntes, hun klædte sig med Smag!

De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. Det var ikke dybe og interessante Emner, de drøftede. Lundsten lod kun til at være i sit Element i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt Mærke til, at han altid behændig vidste at sno sig bort, naar Onkelen vilde have ham ind paa alvorligere Ting.

Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været lykkeligere ved en Samtale!

Fra Tid til anden bukkede han sig ned og plukkede en Blomst, som han rakte hende, og opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone til at undersøge den og bestemme dens Klasse og Familie.

Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost.

»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn før, at de alle saa saadan paa os? De tænkte vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm i Arm!«

Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun for sig selv: »Og hvis de nu havde haft Ret, — hvis han og jeg var forlovede, — han og jeg? — —«

Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte at stige op. Valborgs klare Kjole fik den ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det? Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de mest ufremkommelige Steder en Haand, ja somme Tider to. Han havde valgt denne Vej i Stedet for den banede Sti, fordi han paastod, her var flest vilde Blomster.

»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved Maalet!«

Han selv var naaet til Toppen og stod nu og rakte begge Hænder ned til hende; medens hun stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun grebet uimodstaaelig stærkt af en Tanke:

»Hvis det var ham, jeg til Efteraaret skulde have Bryllup med!«

Og denne Tanke voldte hende den hæftigste Hjærtebanken. Hvis det var ham!

Med Lynfart gik det igennem hende, at der var noget, — noget ved Lundsten, det kunde ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand ejede dette noget uden han.

Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart ved hans Side.

»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her ikke smukt?«

Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre Kommando, den dejlige Udsigt blev kun som en Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, hendes Indbildning dannede sig.

Hun var hans Hustru, — han havde sagt, at han holdt af hende, — han havde kysset hende, — og under brusende Orgelspil havde de vandret ned gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu stod de i deres eget Hjem, — aa, det gjorde ligemeget, om det var rigt eller fattigt, — og han bøjede sig ned til hende, — og hans Øjne vare saa tæt ved hendes, de brændte hende lige ind i Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han sagde saa blødt og inderligt: »Valborg, min egen Hustru!«

Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte vist være syg, — hun, den rolige, beregnende Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest prosaiske af alle prosaiske Ægteskaber? Hvad var der dog i Vejen med hende?

Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten og vendte sig om til ham, ligesom for at søge Svaret.

Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, saa var det bleven hende klart, at hun elskede ham.

Hendes første Følelse var jublende Lykke ved at give hele sit Hjærte og hele sin Sjæl til en anden, — det var som noget bølgende, varmt og mildt tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor var det dejligt at være ung og føle sit Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i næste Nu stod Virkeligheden, den før saa trygge, venlige Virkelighed, mørk og isnende for hende.

»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten muntert. »Se, De har tabt alle Deres Blomster!« Han rakte hende dem. »Der kan De se, jeg havde Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for Dem! — Skal vi saa sætte os her paa Bænken og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes dejlige Stikkelsbærkager?«

Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som vilde hun kaste alle Bekymringer og Spørgsmaal fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give sig hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter kunde der saa komme, hvad der vilde! Det var jo Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det gjaldt da kun om at holde paa denne dejlige Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu tære paa i hele den lange, rolige Eftersommer, som vilde komme. Hun elskede Lundsten, han maatte gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han vilde til hende, hun vilde tage det altsammen med aabent, taknemmeligt Hjærte, saa længe hun havde Lov.

»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« sagde hun livligt, »jeg har aldrig været saa lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget at drømme om, naar man til Vinter sidder i sin Kakkelovnskrog.«

»Og drikker The sammen med sin Grosserer! — De vil tage Dem ypperlig ud som Frue, Frøken Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er netop Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste Ægteskaber!«

»Hvor ved De dog ...?«

»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er saamænd ikke den, der laster Dem derfor; et Fornuftgiftermaal er virkeligt — fornuftigt. Jeg har maaske selv i Sinde at indlade mig i et lignende. Min Familie snakker saa meget for mig om at gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det under Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille Pige, — nej, for Resten Pokker ikke lille, — en rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline hedder hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i hende end i saa mange andre, — men hun siges at være det i mig, — eller tror at være det, — men som sagt, det er endnu ins blaue hinein.«

Valborg lyttede ubevægelig.

Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham kun, hvad vel Snese af unge Piger havde været og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, havde han sagt til alle de andre, — og set paa dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, nu i Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de lette, ligesom tilfældige Berøringer hende og hende alene.

»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! Og her har Deres mageløse Faster saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, — og et Glas uden Fod, — det er nok, hvad man kalder et Skovglas, — ikke sandt? Jeg synes, De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte Kage? — Aa, hvor De dog har en nydelig Haand! Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog hendes Haand, klappede den blødt og sagte og skød den blanke Guldring op og ned paa Fingeren. »Ja, rigtig en nydelig formet lille Haand, — med Smilehuller!«

»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om Opskriften paa de Kager«, sagde Valborg; hun indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to varme, smilende Øjne paa sig i Længden kunde blive for meget af det gode. »Jeg maa jo nemlig vænne mig til Huslighed nu!«

»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, hvordan Deres Hjem skal indrettes! Det interesserer mig altid at høre saadanne unge vordende Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede Fremtid!«

Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt sig med »vordende« Fruer. Havde han ogsaa taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene, sagt, han syntes om deres Dragt?

Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle om, hvor de skulde have Lejlighed, at hun altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, — hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — den skulde blive saa hyggelig, — mange Blomster, Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — nogle rigtig magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano.

»Bliver der ikke yndigt?«

»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der og besøge Dem, som De indbød mig til forleden Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke sandt? — og tale om Sommeren, — der svandt — —.«

Han havde lagt Armen om hendes Liv, — og hun ønskede bare at lukke Øjnene og knuge sig op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, at han havde lært hende, hvad hun aldrig før havde drømt om, at han ikke skulde bryde sig om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, men kysse hende og holde af hende en kort Stund, om det saa kun var en Dag, — saa kunde han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, — og gifte sig med den smukke, høje, blonde — aa, men blot holde af hende en kort, kort Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret saa han et Udtryk af stille, men lidenskabelig Nyden om hendes Læber.

Han følte, at hun droges ind imod ham, hun som de andre! Godt, at hun giftede sig! Hendes Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig Pige.

»Valborg!« sagde han mildt.

Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt ved sin Kind.

»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme denne Dag, — vi vil tale om den, naar vi igen ses — i Deres Hjem.«

Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte Haanden op til Panden, som om hun vaagnede af en forvirret Drøm.

»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar jeg ... nej, det er bedst, De ikke kommer!«

Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de sad længe stille uden at veksle et Ord. — —.

De valgte den banede Sti hjemad, ganske langsomt gik de ned ad Bakken. Hans Arm blev ved at ligge om hendes Liv.

De talte ikke meget paa Hjemvejen.

* * *

Da de endelig nærmede sig Landsbyen og allerede saa Kirkespiret lyse i Aftensolen, gjorde han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt.

»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster der?«

»Jeg tror det, — men de er næsten visne.«

»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa er de friske til i Morgen og kan da presses, — naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?«

»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, ikke?«

Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale om Botanik i Gang, saa de ikke saa altfor højtidelige ud, da de naaede Præstegaarden.

Valborg sagde, at hun var lidt træt og vilde gaa til Ro straks. —

Længe stod hun ved Vinduet i sit Værelse og saa ud uden at se noget, hun gennemgik i Stilhed, hvad hun havde fortalt Lundsten om sit fremtidige Hjem. Nu var der kommet en Forestilling til, som ikke lod sig afvise: »Hvis nu jeg havde elsket den Mand, jeg skulde dele et saadant Hjem med, — hvis det havde været ham!«

Hun følte sig glødende varm over hele Legemet ved denne Tanke, Pulsene slog, og hun gled hen i en ubeskrivelig mattende men lyksalig Tilstand, idet hun hengav sig til denne Følelse.

Men kun faa Minutter, — saa lukkede hun Vinduet, — Sommeraftenens Duftstrømme var nok ved at stige hende til Hovedet.

»Jeg maatte helst rejse i Morgen«, tænkte hun, »eller gid han vilde! — og alligevel, — saa længe som mulig, — saa længe som mulig vil jeg være i Nærheden af ham. Saa ses vi jo ikke oftere. Et nyt Liv ligger rede til at optage mig, — jeg vil overvinde dette, — det er Feriefornøjelse, — intet andet! Jeg er jo ung, — maa som alle andre have min Kærlighedsrus, — men min vil blive kort, — min skal blive kort.«

Og hun trykkede Hænderne fast mod Brystet, bed Tænderne sammen, — hun vilde ikke være ulykkelig — aldrig!

Mens hun klædte sig af, bankede det paa Døren, det var Stuepigen Ane, som spurgte, om der var noget, Frøkenen ønskede.

Det var et snaksomt lille Pigebarn, som ikke var let at blive af med. Da hun havde bragt Valborg et Glas koldt Vand, blev hun staaende og underholdt hende velvilligt med alt, hvad der var passeret i Landsbyen og hvilke fremmede, der var paa Herregaarden.

»Og Frøkenen har vel moret sig, saa det kan blive til noget?« spurgte hun, da hendes Nyhedsforraad var sluppet op.

»Ja, det var en rigtig rar Tur.«

»Ja, den Hr. Lundsten! Han er en farlig en til at sige pæne Ting, ikke? Sidst han var her, rendte han ogsaa efter mig, — men i Aar har han bare Øjne for Frøkenen. En Gang kom han bag paa mig dernede i Jordbærrene, som jeg laa og plukkede, — og han kyssede mig saamænd paa begge Kinder. Naa, men en anden Gang havde jeg skam min Nød med ham. Det var en Aften, jeg lyste ham op paa hans Værelse, — saa tager han min Sandten og lukker Døren i Laas! — Jeg maatte gøre mig ordenlig vred!«

Valborg sad bleg foran Spejlet og løste sit Haar, hun blev ikke forbavset over Anes Historier, — hun vidste jo meget godt, at han syntes om alle unge Kvinder i Almindelighed, og kun nu for Tiden om hende i Særdeleshed, — hun vidste det saa godt, — han lagde jo intet Skjul derpaa — og som det nu var, kunde det jo ogsaa være det samme, — akkurat det samme.

»Jeg er noget søvnig, Ane!« sagde hun. »De maa hellere fortælle mig mere en anden Gang.«

»Naa, God Nat da, Frøken, og drøm om Kæresten!«

Om den, der var hende kærest? —

Næste Dag ved Frokostbordet kom der et Brev til Valborg.

Det var fra Harten.

»Tænk, Rudolf kommer herover og henter mig, Faster, — vi kan vente ham i Eftermiddag!«

Hun saa paa Lundsten med et tungt, spørgende Blik.

»Skulde det vidunderligste være muligt, — skulde Du holde af mig, blot halv saa meget som jeg af Dig, saa sig det og tag mig med Dig, — tag selv den Ring af, som Du legede med, jeg vil, hvis Du vil!«

Men hun vidste jo i Forvejen Svaret.

»Det er kedeligt nok, jeg vilde gærne have hilst paa Frøken Wohns lykkelige udkaarne, — men jeg maa og skal rejse i Dag med Ettoget, — jeg husker ikke, om jeg i Gaar sagde Dig, Onkel Harald, at jeg er indbudt til Sølvbryllup i Aarhus, — og det er allerede i Morgen.«

Almindelig Beklagelse. Kun Valborg tav og saa ned paa sin Tallerken. De malede Blomster og Fugle dansede for hendes Blik.

Da man rejste sig fra Bordet, tyede hun ud i Haven, langt hen i dens mørkeste Gange. Her gik hun op og ned og søgte at berede sig paa at tage Afsked med sin korte Drøm om Lykke. At skulle sige Farvel til sin Ungdom og Livsglæde, netop, som man havde følt den første Gang!

Han kom ned.

»Nu slaar Afskedens Time, Frøken Valborg,« sagde han muntert, idet han lod, som han ikke lagde Mærke til hendes blege, bedrøvede Udseende.

Ja, nu slog Afskedens Time.

»Farvel, min Due!«

Først nu forstod Valborg dette Ofelias Klageskrig.

Glæden har Vinger, det er mod dens Natur at dvæle længe paa et Sted, — og hun havde mindst af alle Magt til at holde den fast.

Altsaa et Farvel for altid!

Han tog hendes Arm og lagde den i sin ligesom i Gaar.

»Jeg ønsker Dem oprigtig alt godt i Fremtiden«, sagde han, »glem ikke, at Blomsterne skal sættes fast med fine Strimler Frimærkepapir i Deres Samling.«

Han ønskede frem for alt at give Situationen et Anstrøg af Lethed og Munterhed, — han havde lidt ondt af hendes store, smukke, taarefyldte Øjne.

Jo, hun skulde nok huske, hvad han havde sagt hende.

Han tog en stor, mørk, fløjelsagtig Stedmoderblomst, som hun havde sat i sit Bælte om Morgenen.

»Til Erindring!« sagde han venligt, »den ligner Dem, Valborg!«

Og han gemte den i sin Tegnebog.

Gennem Aarenes Løb havde han erhvervet sig en Øvelse i ved slige Lejligheder at røve eller modtage Blomster. Den samme Tegnebog indeholdt en hel Samling, hvori hver enkelt Blomst gemte Mindet om smukke, tindrende eller sørgmodigt bebrejdende Kvindeøjne.

Valborg følte midt i sin Smerte en uendelig Bitterhed.

»Og hvad Nummer mon min Blomst saa faar i Samlingen? — Formodentlig 1001«, tænkte hun.

»Naa, skal jeg naa Toget Kl. 1, maa jeg nok af Sted, — lev saa vel, — og Tak for disse Dage!«

Hun vilde tale, men kæmpede forgæves med Graaden, — hun kunde ikke faa et Ord frem.

Han bukkede sig ned, strøg hendes vide Blondeærme op og kyssede hende paa Armen, den smukke, runde, hvide Arm, han havde beundret i Gaar. Et langt, ømt Kys!

Saa et sidste Blik, et Haandtryk, og han gik.

Men han vendte tilbage, kom atter hen til hende og hviskede i en beroligende, kælende Tone, som til et Barn:

»Saa, — saa! De er jo en fornuftig lille Pige, — er De ikke?«

Og saa var det Alvor. Han var borte.

I første Øjeblik syntes Valborg, at hun maatte synke helt sammen, at hun aldrig kunde blive sig selv mere, — at nu var alt intet, bedøvet af Smerte satte hun sig ned i Græsset og gav den længe tilbageholdte Graad frit Løb.

Men kun faa Minutter. Saa rejste hun sig, tørrede Øjnene, glattede sit Haar og sin Dragt. Hele hendes Udtryk blev som forvandlet, saa optagen var hun af sit ny Forsæt.

Han, den fremmede, som han trods alt var, skulde ikke rejse bort og tage denne Afsked som det sidste Indtryk af hende med sig. Det var for meget for hendes Stolthed, for ydmygende!

Han havde sagt, at hun jo var en fornuftig Pige. Ja, det vilde hun være. Og hun løb op paa Højen i Hjørnet af Haven, hvorfra man kunde se ud over den Vej, han maatte gaa ad til Stationen.

Her blev hun staaende og ventede paa ham.

Et Blik i Lommespejlet havde overbevist hende om, at hun saa fuldkommen rolig og behersket ud. Han skulde ikke rejse i den Tro, at han efterlod et knust Hjærte. —

Der kom han forbi med Præsten, som vilde følge sin Nevø paa Vej.

»Hr. Lundsten!« raabte en klar, munter Stemme, og forbavset saa han Valborg, som han havde forladt fortvivlet, med den mest uskrømtede Kærlighedssorg udtrykt i Blik og Stemme, nu rolig, smilende og venlig, som om intet var hændet.

Sollyset faldt stærkt paa hendes Skikkelse.

Hun tog sig godt ud.

Han blev nødsaget til i Steden for Billedet af den sørgende unge Pige i Nøddegangen, hende, hvis Taarer han var Skyld i, at tage med sig Mindet om en frisk, livfuld Kvinde, der med en flatterende Solstraale spillende paa sit brune Haar og sine hvide Hænder, hvor Guldringen lynede, stod og smilede og viftede til ham. Hun saa ikke ud til nylig at have levet sit tungeste Øjeblik.

Halvt beroliget over altsaa ikke at have noget at bebrejde sig, halv gnaven i sin saarede Forfængelighed, følte han, at hun vilde være i Stand til at glemme næsten lige saa let som han, og at hun allerede nu vilde vise ham, at hun vilde betragte det hele som Feriesværmeri.

»Din Niece er en — usædvanlig, — en udmærket ung Pige!« kunde han ikke afholde sig fra at sige til Præsten med et Udtryk midt imellem Beundring og Misfornøjelse.

Og Valborg blev ved at vifte med sit Lommetørklæde, nikke og smile, ligesom hun havde gjort for tolv Dage siden, da Lundsten gjorde sin Indtrædelse i Præstegaarden.

Det var, som alt det mellemliggende aldrig havde været.

Men da hun ikke længer kunde se de to Herrer, satte hun sig ned paa Bænken og gennemgik saa rolig og sindig som mulig det, der var foregaaet mellem Lundsten og hende.

Hvad havde det været?

Nu hun ikke længer havde hans farlige Øjne paa sig, kunde hun tænke klarere derover.

Det var intet fra hans Side, kun Kurmageri, Leg, Sommeradspredelse, — fra hendes Side saa meget, at hun følte, hun nu ogsaa havde lagt sin Skærv paa Kærlighedens Alter, det hun aldrig havde troet muligt.

Nu vidste ogsaa hun, hvorledes det er at være forelsket.

Og nu var det forbi.

Han brød sig ikke om hende, — og Tiden, den dygtigste af alle Læger, vilde vel ligesaa godt have Raad for hendes lille Sygdom som for saa utallige andres.

Det sværeste var egentlig kun at tænke sig Fremtiden saa nøgtern og tom paa Kærlighed, nu hun havde faaet et Glimt af, hvad denne Følelse vil sige.

Men det gik nok, — det vilde altsammen rette sig, — bare give Tid, — bare resignere.

Hun havde siddet der og grundet et Par Timers Tid, uden at hun vidste af det. Nu saa hun paa sit Uhr.

»Men Rudolf maa jo snart være her!«

Hun vilde ind og klæde sig om, — hun maatte se pæn ud, det satte han megen Pris paa.

»Kun ikke den hvide, klare«, tænkte hun et Øjeblik. Den vilde hun gemme og aldrig, aldrig bære mere. Men saa forkastede hun denne romantiske Plan, hvorved hun jo kun vilde opnaa, at der for stedse vilde knytte sig Minder til denne Dragt. Nej, det vilde være at kæle for sin Sorg, bedre, meget bedre var det netop at gaa med den og slide den samtidig med Erindringen, saa vilde de maaske begge tabe deres Glans paa en Gang.

Da hun gik ind i Alléen, hvor hun nylig havde sagt Farvel til Lundsten, hørte hun Stemmer, Faster Helenes og en Herrestemme. Var det ikke Rudolfs?

Hun standsede og lyttede.

»Der kommer hun, Hr. Harten«, sagde Faster Helene, »se Valborg, hvad jeg har her til Dig!«

Og paa det samme Sted, hvor hun havde taget Afsked med sin Kærlighed, gik Valborg nu sin tilkommende Mand i Møde med sin sædvanlige sikre, milde Ro.

Hun havde drømt, luftigt, skønt, uden Fornuft og Beregning, — her stod hun Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, — den solide.