VII.

Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsøgte at indlede en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.

Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro, styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket.

Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske var blevet knust ved Stødet.

Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb til for at se, hvad der var paa Færde.

Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var, han havde faaet fat i det Stykke Jærn, som han i sin Tid anbragte under Instrumentet, og ubemærket ladet det glide ud i Vandet. Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets Misvisning nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og dette var netop hvad Negoro havde villet.

"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte Dick.

Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af Frygt for, at det uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det havde da holdt og fejlede ingenting.

Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gøre paa denne Tid af Døgnet?"

"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.

"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."

"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken.

"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu. Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"

Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige Sløvhed, han foer op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.

Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bæltet og rettede den imod Kokken.

"Tag Dem i Agt, Negoro, — ét Skridt til, ét eneste Ord, og jeg skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."

Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde aabne Munden blev han tvunget i Dækket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.

"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke med ham, de er jo ikke saa kræsne."

"Endnu ikke," svarede Dick roligt.

Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et Sæt, og snærrede imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:

"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."

Dick var naturligvis kommet i det største Oprør ved denne uhyggelige Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast, vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet Sted. Istedet for at Strøm og Bølger skulde træffe Skibet lige agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa Amerika? Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den, men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.

Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil i Døgnet — men stadig saa man intet Land.

Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet, stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i Øst og Vest som før? Eller var det Kompasset, det var galt med?

Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen lød pludselig Raabet:

"Land, Land!"

Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et Punkt i Horisonten.

Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.

Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland.

"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge.

Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig Spænding til Rælingen, og brast i Graad.

Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.

Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.

"En Ø, — det var kun en Ø!"

"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon bestyrtet.

"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø det er, maa Kortet kunne sige os. Det maa være Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i dette Farvand."

"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, — hvorlangt har vi endnu tilbage?"

"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs Stemme; "saadan noget som 2500 Mil!"

"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon fortvivlet, "saa har 'Pilgrim' jo slet ikke bevæget sig, — eller den har sejlet frem og tilbage til samme Sted — eller — —. Nej, det er umuligt!"

"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som for at samle sine Tanker, — "jeg selv begriber heller ikke, hvad der er sket — — hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt — nej, det er dog ikke muligt!"

"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et Smil pludselig opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."

VIII.

"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste ovre for denne Gang. De har vist Dem som en Mand, min kære Ven, og selv om De ikke er en fuldt færdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj at føre."

Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede hende — mere hjærteligt end veltalende — for hendes Elskværdighed og Omhu for hans Fremtid.

"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at afværge yderligere Taksigelser.

"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst. Hvis Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi er kommet saa langt, kan vi følge Kysten til vi træffer paa en Havn; men — —"

"Men hvad, Dick?"

"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo værre ud for 'Pilgrim'."

"Hvad vil De da saa gøre?"

"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.

"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til at frygte, at det skal blive nødvendigt. Det er dog langt sandsynligere, at vi, saa nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."

Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nævneværdige Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at "Pilgrim" forlod Ny Zeeland.

Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det formentlige Land opløste sig i Taage og forsvandt.

Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet, viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde Raab lød ud over Skibet:

"Land! Land!"

Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa.

Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.

"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes hjem, og efter et Par Timers Forløb var man Landet saa nær, at man kunde skælne en Række Høje, bevoksede med Træer, og i Nordøst et temmelig højt Forbjærg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.

Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Bølgerne sydede og larmede; det kunde næppe være mere end en lille Mil borte.

Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haabløst at søge at forandre Skibets Kurs. Strøm og Brænding havde en saa uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets Skæbne.

Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der bredte sig foran ham.

I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig:

"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust, men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."

"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru Weldon.

"Umuligt!"

"Saa maa det da ske."

I største Hast traf nu den unge Kaptajn de nødvendige Forberedelser til den uundgaaelige Stranding. Alle fik Svømmebælter paa. Herkules fik Ordre til at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Fætter Benedict, med samt hans Insektsamling, paa deres Samvittighed. Og Negoro — ja, hans urokkelige Ro viste tydeligt, at al særlig Omsorg for ham vilde være overflødig.

Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et Dusin Tønder af Lastens Hvaltran bringe op, for at hælde Olien ud i det Øjeblik, Skibet nærmede sig Revet. Dette vilde for nogle Minutter dæmpe Brændingens Syden og gøre Havfladen rolig, hvorved Skibet maaske lettere vilde kunne komme ind over Revet og nærmere Land.

"Pilgrim" var nu næppe to Kabellængder fra Kysten; om dens Styrbordsside ophvirvledes allerede Brændingens hvide Skum. Hvert Øjeblik kunde man vente, at Kølen vilde skrabe imod Klippegrunden.

"Kast Trannen ud!"

Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt frem over de jævne, lange Søer.

Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var blevet løftet af en uhyre Bølge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det samme faldt Masterne. Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.

Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst. Ad Kystens udløbende mørke Klipperække naaede den snart Land.

Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa 74 Dage, strandet og uhjælpelig fortabt — et værdiløst Vrag. Men hvor nær det end gik Dick til Hjærtet, at han havde maattet ofre sin Velgørers Skib og Ladning, traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han følte ved at intet af de Liv, der var betroet til hans Omsorg, var gaaet tabt. Fra den Del af Perus Kyst hvor han sikkert antog, at man nu befandt sig, vilde man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed hjem.

IX.

Paa de udløbende Revler spankulerede nogle Pelikaner, travlt beskæftigede med at stoppe Smaafisk i deres Halsposer, og en Flok Havmaager kredsede skrigende om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste intet levende Væsen sig.

Dick Sand var højligen forbavset. Hverken i mod Nord eller Syd fandt man noget Tegn paa Menneskers Nærhed; ikke et Hus eller en Hytte, ikke et Fodspor i Sandet, ikke Røgen fra en Skorsten eller et Baal.

— Hvor er vi dog, tænkte han. Havde der været nogen Moders Sjæl vilde Dingo nok have sporet det, og meddelt sin Opdagelse med en lydelig Gøen.

Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med sænket Hale, uroligt søgende, men tavs.

"Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han støver om."

"Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro; det ser næsten ud som han var optaget af den samme Søgen, som Hunden. De bærer sig begge to lige mærkeligt ad. Men nu har vi heldigvis ikke mere med ham at gøre. Hans Tjeneste ophørte naturligvis med Skibets Forlis."

Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var der ingen, som tog Notits af ham eller spurgte ham ud. Han klatrede op ad Klipperne og saa sig om, kom ned igen og besteg en anden Højde, spejdede ud over Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag de fremspringende Højder. Ingen tænkte paa at følge efter ham, selv Dingo syntes at have glemt sin Fjende.

Man havde da ogsaa andet at tage vare. Først maatte man se at finde et midlertidigt Tilflugtssted og saa sørge for at finde et højst fornødent Maaltid.

Fødemidler var der heldigvis ingen Mangel paa. Brændingen havde skyllet en hel Del af Skibets Forraad op paa Forstranden, hvorfra Negrene, nu da Ebben var indtraadt, var ifærd med at bringe Kiks-Kasser, Daaser med Konserves, tørret Kød og lignende i Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille Flod i Nærheden.

Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle Tom, der var en passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker i Massevis.

Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende Rekognosering.

Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa denne Sorg blev slukket. Det var saamænd ingen anden end lille Jack, der her kom sine Venner til Hjælp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Bølgerne i deres evige Rullen imod Kysten havde dannet.

"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er en dejlig Hule."

"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde Fru Weldon, og kyssede sin Øjesten. "Du er jo en hel Robinson, Jack! Her kan vi faa det rigtig udmærket."

Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en tolv—fjorten Fod bred og lige saa dyb, og altsaa stor nok til at rumme den lille Flok. Medens man var ved at tilberede Maaltidet vendte Negoro tilbage, og stillede for at faa sin Portion med. Han spiste og drak tappert, men sad ellers tavs og hørte tilsyneladende uinteresseret efter de andres Samtale om, hvad der nu var at gøre.

Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres Navn, at takke den trofaste Dick for hans ihærdige og anstrængende Arbejde under den lange og farefulde Sejlads. "Men," tilføjede hun, "din Opgave er ikke endt endnu. Du maa være vor Leder i Land som du var vor Kaptajn om Bord. Vi har alle Tillid til dig, og hvad du anser for at være det fornuftigste og rigtigste, det vil vi gøre."

Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro syntes vakt af sin Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans Mening.

Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi nær ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet Egn, langt fra nogen Landsby. Men alligevel skulde jeg dog tro, at hvis et Par af os i Morgen begav sig en halv Snes Mil længere imod Nord, maatte vi træffe paa nogle Indfødte, der kunde give os Besked."

Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for Dicks Forslag, om at skille to ud fra de andre.

"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition," spurgte hun tøvende.

"Tom og jeg, for Eksempel."

"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"

"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Aktæon og Austin bliver jo hos Dem. Negoro foretrækker maaske ogsaa at blive her?" tilføjede Dick, vendt imod Kokken.

"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.

"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering," bemærkede Tom, "den kan blive os til god Nytte."

Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om, at den lille Flok, som saa længe havde delt ondt og godt sammen, nu skulde skilles, om end kun for kort Tid. Nølende gav hun sin Ængstelse Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at indfødte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset, vilde overfalde dem i Haab om at kunne gøre et rigt Bytte.

Dick søgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons Frygt. De Indfødte her var et fredsommeligt Folkefærd, der ikke kunde sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget Overfald behøvede man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse kunde være ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udsætte sig for ved at begive sig samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge en Havneby.

"Desuden vil vi være her tilbage senest om to Dage, enten vi saa finder Mennesker, der kan give os Besked, eller ej," sluttede Dick; "og Tom og jeg kan udrette meget paa to Dage."

"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning, "saa gør, som du synes, Dick."

"Hvad siger du til den Ting, Fætter Benedict?" tilføjede hun vendt imod Naturforskeren.

"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker, med et noget uforstaaende Udtryk i sit lærde Aasyn. "Aa jo, jeg er ganske af samme Mening, jeg synes det hele er udmærket. Jeg haaber sikkert at finde nogle gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud og søge efter dem med det samme?"

"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort," advarede Dick.

"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok —." Og med sin Kasse under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt.

Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden, hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.

Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over i Nans Skød, og fulgtes selv sammen med Dick og de andre ned til Stranden.

Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu fuldstændig tørt over Vandet, og Skibets Skrog, som nylig havde været aldeles skjult af Havet, laa synligt midt imellem Vragtømret. Denne paafaldende Forskel paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede Dick, der syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa skyldtes det den forrygende Storm og vældige Brænding.

Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad bjærges kunde af det, der kunde være til Nytte ved den forestaaende Ekspedition. Dick fandt fire udmærkede Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var lykkelig ved saaledes at kunne sætte den lille Trop i en Slags Forsvarstilstand. Dernæst medtog han en Lygte og nogle af de store Knive, som man brugte ved Parteringen af Hvalerne. Andet og mere vilde han ikke slæbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt om at have den mindst mulige Bagage.

Efter Fru Weldons Opfordring søgte Dick ogsaa efter en betydelig Pengesum, tilhørende Hr. Weldon, som skulde findes forvaret i Skibets Pengeskrin i Kaptajn Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han fandt i Kaptajnens Skibskiste et Beløb af omtrent 500 Dollars, opbevarede i en Læderportefeuille, mærket med den forulykkedes Navn, men Pengekassen, Rhederens Ejendom, var ikke til at finde.

Der var kun én Forklaring paa dette Mysterium. En eller anden var kommen dem i Forkøbet, havde ransaget Skibet og stjaalet Pengene.

Og hvem det maatte være var ikke svært at sige, da ingen andre end Negoro havde forladt Grotten. Dick vægrede sig vel uvilkaarligt ved at mistænke Kokken, men han maatte paa den anden Side indrømme, at denne skumle Fyrs hele Gøren og Laden nok kunde tyde paa, at han ikke vilde vige tilbage for et Tyveri, der med hans Kendskab til Skibets Lokaliteter havde været saa fristende let at udføre. Det blev derfor besluttet at krydsforhøre Negoro naar han kom tilbage, og i Nødsfald lade ham undersøge.

"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrød Fru Weldon fortvivlet.

Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemærkning var, havde hun sikkert været end mere ulykkelig.

X.

"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet mig døje Storm og Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder andet end Skorpioner, scolopendra og andre myriapoda. — Skandaløst!"

Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende Naturforsker beroliget, og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som endnu ikke var vendt tilbage.

Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekræftede Kokken deres Mistanke til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel ansaa det for risikabelt at vise sig mere.

Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den røvede Pengesum tilbage.

Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos Gøen.

Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var paa Færde. De saa Hunden i fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og snart var alle Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.

Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og Ødelæggelse.

Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen, hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.

"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat, "ham havde Dyret nok gjort kort Proces med."

"Men et Menneske maa det dog vistnok være," sagde Dick og gik tæt hen til Hunden.

I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik Øje paa de tre bevæbnede Fremmede, syntes han at blive højst overrasket, næsten forskrækket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit Gevær, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen traadte han beroliget nærmere.

Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt Pampas-Beboer han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde engelsk Herkomst; han var høj og kraftig, med rødligt, noget graanende Haar og Skæg og et rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en Jakke af garvet Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og bredskygget Hat.

"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.

"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjærteligt paa godt engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og nikkede kort til de Sorte.

"Englændere?" spurgte han.

"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.

"Nord eller Syd?" spurgte han videre.

"Nordamerikanere."

Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.

"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"

Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.

Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik ud over Havet.

"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.

"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig os hvor vi er?"

"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette Spørgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"

"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag — saadan aldeles bestemt, mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"

"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."

"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.

"Jo, — ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."

"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.

"Forbjærget — naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem," svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig været før."

Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke større, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen. Desuden passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre med hvad han havde lært om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i Peru.

Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men fandt intet i dennes Ydre eller Optræden, som kunne ængste hende.

"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være her fra Syden?"

"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."

"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.

"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har i de sidste tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tænke Dem, hvor glad jeg er ved at træffe Landsmænd," tilføjede han med et belevent Buk.

"Saa bor De altsaa her?"

"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af Chile. For Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."

"Atacama, er det ikke et øde Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i Nærheden af det?"

"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den. Denne Udørken strækker sig langt videre end de Bjærge, som De ser der i Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne i Sydamerika."

"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon forbavset.

"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første Gang, jeg gør den Tur. En af mine Brødre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice, omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i Forretningsanliggender."

Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede en pludselig Indskydelse, tilføjede han:

"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen, saa kan jeg love Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe Dem Befordring til nærmeste større By."

Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:

"Er de Negre Deres Slaver?"

"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset. "Slaver har vi heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i Sydstaterne."

"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal, Frue, jeg havde rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da jeg saa disse Folk i Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte være i Deres Tjeneste."

"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste," faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhører ingen. Jeg er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe siden faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater er fri Mænd, fødte af fri Forældre."

"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som skurrede slemt i Fru Weldons Øren, men hun afholdt sig dog fra flere Bemærkninger om dette Emne.

I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik Øje paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme.

"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.

"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde Mund til Godmorgen.

"Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille rejsende?"

Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole.

Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert overfor fremmede."

"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først kender hinanden lidt bedre."

Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.

"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved, og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."

Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.

"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der kommer til at profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig kun lige hvad jeg selv behøver."

"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.

"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os af sted med det samme."

"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort fra Kysten.

"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil vi traf paa en By med Søhavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"

"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et hundrede Mil længere til den nærmeste By end til min Broders Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."

"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et forbisejlende Fartøj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.

"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."

"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte Fruen den stadig lige spørgelystne unge Kaptajn.

"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San Francisko?"

"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at vi skal besørge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De saa faa alle de Oplysninger De ønsker."

Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke Hr. Harris og maaske saare Fru Weldons Finfølelse, hvis han kom med flere Ophævelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betænkeligheder, og spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.

"I Dag — med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.

XI.

Der førte ingen Veje igennem denne vildsomme Skov, men kun Dyrenes Stier, og det blev snart klart for dem, at mere end en fem, seks Mil kunde man ikke tilbagelægge ved en tolv Timers Marsch. Vejret var smukt nok. Solen stod nu omtrent midt paa Himlen, men dens lodrette Straaler, der vilde have gjort Vandringen ad Kystens aabne Slette uudholdelig, var slet ikke generende her under det tætte Løvtag.

De fleste af Skovens Træer var de Rejsende ganske ubekendte, men for en erfaren Botaniker vilde de have været af stor Interesse. Her voksede Side om Side bauhinia eller Bjærgefeuen, molompi eller pterocarpus, hvis Stamme udgyder Resinusolie og af hvis stærke, seje Træ de Indfødte laver deres Aarer; fustics og guaiacums, hvis Stammer kan blive over 7 Alen i Gennemsnit, og mange flere usædvanlige Træer og Buske.

Dick Sand forhørte sig hos Harris om hvad disse forskellige besynderlige Træer hed.

Men istedet for at besvare dette Spørgsmaal, spurgte Harris: "Har De aldrig været paa Sydamerikas Kyst?"

"Nej," svarede Dick, "aldrig før, og ingen af dem jeg har sejlet med har nogensinde været her og har saaledes heller ikke kunnet fortælle mig noget herfra. Det vil derfor interessere mig meget, hvis De vil give mig lidt Underretning."

"Men Fru Weldon," afbrød Harris den videbegærlige Yndling, og vendte sig imod Fruen, "De har dog sikkert før besøgt det sydlige Fastland, for Eksempel Culumbia, Chile eller Patagonien? Vi Amerikanere er jo et rejselystent Folkefærd."

"Nej, Hr. Harris; jeg har rejst en Gang til Ny-Zeeland med min Mand, men andre Steder har jeg ikke været."

"Saa vil De faa et interessant og forunderligt Land at se," sagde Harris. "Bolivia er i mangt og meget forskelligt fra de tilgrænsende Lande. Dets Dyre- og Planteverden er noget ganske for sig og forbavser alle Naturforskere."

Da det saaledes viste sig at ingen af Selskabet kendte noget til det Land, hvorigennem man mente at rejse, syntes det at være Harris en sand Fornøjelse at udpege for dem alle Skovens Vidundere. Han nævnede ved Navn hver enkelt af de talrige Plante- og Træarter, som man endnu ikke anede eksisterede i den ny Verdens Skove, og han beroligede Fru Weldon med at forsikre, at man ikke her vilde træffe nogen af de vilde Dyr, som hun og Dick havde ventet vilde forstyrre deres Nattesøvn.

Han gjorde dem opmærksom paa særlig smukke Ibenholttræer, større og med sortere og haardere Træ end de almindelige; viste dem Grupper af Mangotræer, bevoksede med hvidt Mos lige til Kronen. Til Trods for, at de Indfødte sætter megen Pris paa dette Træs velsmagende Frugt, vover de dog ikke at dyrke det, thi, som en udbredt Overtro siger: "den der planter en Mango, maa dø!"

Et Træ savnede man dog i denne Skov, Kautschuktræet, som man dog netop skulde antage maatte være almindeligt forekommende i denne Landsdel. Ingen af alle de forskellige Træer der udsveder Gummi, ficus prinoides, castilloa elastica, ceropia peltata og collophora utilis, og som er udbredte over det øvrige Sydamerika, saa man noget til her.

Dick havde netop fortalt lille Jack om disse Træer og lovet at vise ham dem. Den lille Fyr, der vel havde den Opfattelse, at Gummibolte og Dukker voksede paa Træerne, gav derfor højlydt sin Skuffelse Luft, da Dick stadig ikke kunde opfylde sit Løfte.

"Tab bare ikke Humøret, min lille Ven," svarede Harris leende. "Naar vi kommer i Nærheden af Gaarden, skal du nok faa Masser af Kautschuktræer at se, og saa kan du lave dig lige saa mange Bolte, som du har Lyst til."

Men den lille Fyr var ikke saa let at stille tilfreds, "Dick har ogsaa lovet mig nogle Kolibrier, hvorfor faar jeg heller ikke dem?"

"Du skal faa dem, du skal faa dem," svarede Harris lidt utaalmodig. "Men du maa vente lidt —."

Heller ikke dette Jacks andet Ønske var i og for sig urimeligt, for det var en kendt Sag, at der ligefrem vrimlede af disse vidunderlige Lilleputfugle i disse Egne. Sydamerikas Indianere pyntede i sin Tid deres Dragter med disse Fugleverdenens Juveler, som de elskede for de pragtfulde Farvers Skyld, og som de gav de mest poetiske Navne — et nyt for hver af de halvandethundrede Arter, der findes af disse straalende smaa Skønheder. Man var for nær ved Kysten endnu, mente Harris, Kolibrierne fandtes kun inde i Landet; ved Sanct Felice f. Eks. kunde man høre og se dem sværme om hele Dagen.

"Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et dybt Hjertesuk fra lille Jack, og dette Ønske tiltraadtes enstemmigt af alle de andre, og førte til den Beslutning, at man kun skulde unde sig den haardest nødige Hvile undervejs.

Efterhaanden som man trængte længere ind i Skoven, blev denne mindre tæt og mere vild. Ind imellem Træerne aabnede sig græsbevoksede Sletter, og hist og her skød pludselig en lille Klippe af rød Granit og Syenit, der straalede af lapis lazuli, op af Grunden. Pludselig nødtes man til at gøre en stor Omvej, idet Jordbunden foran dem var dækket af et haabløst tæt og indfiltret, uigennemtrængeligt Næt af Sarsaparilla Plantens kødfulde Rødder.

Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de havde tilbagelagt otte Mil i Dagens Løb. Det var jo et ganske pænt Resultat, og hvis hele Rejsen blot vilde forløbe lige saa let, farefrit og fornøjeligt, havde man ikke noget at beklage sig over. Men Anstrængelserne og Trætheden vilde vel nok melde sig de kommende Dage.

Man fandt et udmærket Nattekvarter under et kolossalt Mangotræ, hvis vidtspredende Løvværk dannede et Slags naturligt Lysthus, og om man foretrak det vilde man kunde finde det behageligste Natteleje blandt selve Træets Grene.

Men da de rejsende holdt deres Indtog under Træet modtoges de med en øredøvende Koncert. Det var en hel Koloni graa Papegøjer, de snakkesaligste, arrigste og mest kamplystne Asener man kunde tænke sig, som gav Selskabet denne hjertelige Velkomsthilsen.

"Skyd ikke paa dem," sagde Harris hastigt til Dick, der vilde jage Plageaanderne bort med et Skud. "Det er aldrig værd at give sin Nærværelse tilkende og maaske tilkalde omstrejfende Banditter. Jo mere stilfærdigt vi rejser, des sikrere!"

Da man havde spist til Aften af de medbragte Konserves, med nogle modne Manafrugter til Dessert, begyndte man at træffe Forberedelser for Natten.

"Er det ikke bedst at vi tænder et godt Baal?" spurgte Dick.

"Nej, paa ingen Maade," svarede Harris. "Nætterne er jo ikke kølige, farlige vilde Dyr er her ingen af, og det kan — som før bemærket — aldrig være til vor Gavn at vi tiltrækker os Opmærksomhed ved at tænde Ild."

"Ja, men selv om her ikke er Løver og Tigre i Amerika, saa er her dog Jaguarer og Pantere i Guds Velsignelse," faldt pludselig Fætter Benedict ind.

"Ja, og bare de ikke æder mig," sagde Jack, alvorligt bekymret.

"Æde dig!" lo Harris; "nej, din Ven Herkules vil nok tage sig af dem. Han kan saamænd let nok kværke en med hver Haand."

Herkules var forresten i Øjeblikket optaget af en anden besværlig Forretning, den nemlig, at indfange Fætter Benedict, der lige var deserteret for at gaa paa Jagt efter Ildfluer. Disse mærkelige Insekter, der udsender et stærkt, fosforagtig blaat Lys, som gennem to Lanterner paa hver Side af Kroppen, er ellers saare sjældne i Amerika, og det kostede derfor den kæmpemæssige Neger adskilligt Bryderi at faa den begejstrede Insekthelt ført med til Lejren. Men Herkules havde kun liden Respekt for Alverdens Insekter, og derimod en alvorlig Ansvarsfølelse overfor Fætter Benedicts Sikkerhed, og han indlod sig derfor ikke paa nogen Argumentation, men hjemførte den spinkle og rasende Naturforsker omtrent paa samme Maade, som denne vilde have behandlet en af de smukke lysende Fluer.

XII.

Ved den første Solstraale vaagner Familiernes ældste Medlemmer og opløfter et ynkeligt Bas-Hyl over at skulle staa op, senere stemmer de unge i med deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke en eneste Stemme Solens Komme. Aberne maatte have sovet over sig eller have tabt Stemmen, for Skoven var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans Følgesvende havde kendt Abernes Sædvaner, vilde denne Tavshed have forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede de, en efter en, styrkede, friske og ubekymrede.