Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmærksomhed, da man, efter et hastigt Morgenmaaltid, atter var paa Marschen. Man befandt sig jo efter Harris Opgivende i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af Quichna Sproget og betyder Slette, og han havde lært, at disse Sletter skulde have et ret trøsteløst Udseende; Sandørkner uden Træer eller Vandløb, men i Regntiden bevoksede med Kæmpe-Tidsler og andre tornede Planter, der kunde danne et ret uigennemtrængeligt Vildnis. Dog hvor forskelligt fra dette trøsteløse Billede var Landskabet, som de nu gennemvandrede. Skoven strakte sig i stadig samme rige og frodige Storhed foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han aldrig havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau omtale.

Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris.

"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser," svarede Føreren. "Jeg, der dog vidste Besked om denne mærkelige Skovstrækning lige ved Randen af Pampas-Sletten, blev selv overrasket over dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig fra hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjærgene."

"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjærgene," spurgte Dick bestyrtet.

"Nej, nej, vær bare rolig," svarede Harris med et Smil. "Det vilde dog være en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene, og for at naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der langsomt hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste."

"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"

"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant til at rejse, at jeg kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Træernes Vækst, Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig, jeg skal nok klare alle Skær."

Harris talte altid, naar Dick kom til ham med sine Ængstelser, saa frejdigt og beroligende, at den unge Mand, selv om han ikke ganske kunde overvinde sine bange Anelser, dog maatte indrømme, at disse syntes at være ret ubegrundede.

Ni Dage forløb uden at noget særligt hændte. Man tilbagelagde kun en otte—ni Mil daglig, sov godt og spiste rigeligt; og om man end begyndte at blive lidt trætte, var der dog ikke noget at udsætte paa Almenbefindendet hos Turens Deltagere. Kun lille Jack, der var kommet saa godt til Kræfter under Sørejsen, begyndte at hænge lidt med Hovedet. Han havde jo ogsaa haft sine Skuffelser undervejs. Først var det Gummitræerne man narrede ham for, senere Kolibrierne og nu — de dejlige Papegøjer. Hvor blev de nu af, de smaa grønne, Araerne med det nøgne Ansigt, de pragtfulde Farver og lange spidse Haler, og Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende Fugle, hvis Fødder aldrig berører Jorden, alle de vidunderlige, begavede Dyr, som man havde lovet at vise ham og som hørte hjemme netop i disse Skove. Hvor blev de af?

Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig forfulgte dem overalt.

Man var nu — den 16. April — naaet omtrent 100 Mil ind i Landet, og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve Mil borte. Inden endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de trætte Lemmer en højst fornøden Hvile.

Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt Væsen, og Dick Sand kunde ikke lade være med i sit stille Sind at forbande det Uheld der havde ladet dem strande netop paa et saa øde Sted af Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller Hytte i saa lang en Afstand.

Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte til Gengæld Skoven nu mere og mere at befolkes af alle Slags Firfødede. En Dag fik Dick saaledes pludselig Øje paa en lille Flok lette og nydelige, røde Gazeller, der i gratiøse Spring foer forbi, som en Ildsky igennem det høje Græs. Og senere, samme Dag, saa han en tre fire store Dyr, som ikke hundrede Alen borte foer fra en Aabning ind i Skovens Krat.

Dick kastede Geværet til Kinden.

"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det samme til Riflen saa Skuddet forfejlede sit Maal.

Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i Øjnene og sagde:

"Men det var jo Girafer!"

"Girafer?" udbrød Fru Weldon, "det er umuligt, Dick; der er ingen Girafer i Amerika."

"Nej, naturligvis," svarede Harris; "det var ikke Girafer — — det var Strudser, De saa."

"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i," svarede Dick. Hans Øjne mødte Fru Weldons med Spørgsmaalet, "hvad mener De?"

"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var store firbenede Dyr," bemærkede Fru Weldon.

Harris lo hjærteligt. "Det er en ganske pudsig Fejltagelse. Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at de to Slags Dyr virkelig har en Del Lighed med hinanden, de lange Halse, den korte puklede Krop; og i en hastig Forbifart kan man saamænd godt tage Fejl. At dette har været Tilfældet her, er jo utvivlsomt, da der, som sagt ikke findes Girafer her i Landet."

Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring, men Dick følte sig ikke rigtig overbevist.

Allerede den næste Dag vaktes en Tvivl hos ham, om ogsaa alt virkelig forholdt sig som Harris sagde. Da lille Jack havde haft lidt Feber om Natten, spurgte den omhyggelige unge Leder, Harris, om man ikke netop befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Træerne hører hjemme, de Træer, af hvis Bark der fremstilles feberstillende Piller. "Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem," sluttede han.

"Aah jo, — jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."

Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var trætte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen.

Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig.

"Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden paa hinanden.

"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Fætter Benedict. "Det er et Insekt!"

"Ikke andet," udbrød Harris, "saa mas det Insekt — en Moskito vel sagtens — og lad os have Ro!"

"Mase et Insekt!" svarede Fætter Benedict forarget. "Forresten er det ikke nogen Moskito, — det er — det er —."

Dick havde tændt den lille Lygte og lyste for den ivrige Naturforsker.

"Det er — du gode Gud! Det er en glimrende — Opdagelse."

Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.

"Det er — en Tetseflue! Det er storartet. Jeg er den første, som har haft den Lykke at finde den her i Amerika. Man har aldrig troet at den fandtes her."

Dick Sand turde ikke spørge Fætter Benedict hvor denne mærkværdige Flue da hørte hjemme.

Men han anede det. Og han lukkede ikke et Øje Resten af Natten.

Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag paa hvilken Rejsen skulde være tilendebragt.

Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse, og de tolv Nætter under aaben Himmel havde taget stærkt paa Fru Weldons Kræfter, og endnu værre stod det til med lille Jack, der saa syg og afkræftet ud.

De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens Strabadser, særlig syntes intet at bide paa Harris, der stadig var lige udholdende og ihærdig.

Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld og adspredt i de senere Dage alt som man kom nærmere til hans Broders Ejendom. Og det modsatte havde dog været naturligere. Dicks Mistanke voksede og han holdt et aarvaagent Øje fæstet paa deres Vejviser.

Denne havde vel en Følelse af, at han blev mistænkt, for han blev mere og mere tavs og tilbageholdende overfor sin "unge Ven".

De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at tilbagelægge, syntes aldrig at faa Ende, ialfald sporede man intet som helst, der kunde tyde paa Nærheden af en stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad, udforskende Skovens Tykning foran sig og til Siderne, bestemt og rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede Tanker, med en Frygt, der næsten var Vished, og saa frygtelig, at han ikke turde betro den til et Menneske.

Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en Genstand, der blinkede i Græsset, og bragte den til Dick. Det var en Kniv af en særegen Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte.

"Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick til Harris og viste ham Fundet.

"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..."

"Men? — — De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte Dick med et betydende Blik.

"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende, "men det kunde jo ske at jeg, ved at vælge denne Genvej igennem Skoven, kunde være kommet et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske bedst om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at finde — —."

"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrød Dick bestemt, "lad os ikke skilles!"

"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertræk. "Men i Mulm og Mørke kan jeg dog ikke føre Dem."

"Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par Timers Vej tilbage."

Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads, da gamle Tom pludselig standsede som fastnaglet under et mægtigt Træ, og udbrød:

"Se her, Hr. Dick, se her!"

"Hvad er det dog, Tom?"

"Der — der, se paa Træerne! de er oversprøjtede med Blod — — — — og der — der paa Jorden — afhuggede Hænder — — — og Lænker — —."

Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den gamle Neger om Armen. "Hys ikke et Ord," hviskede han, "ti for Guds Skyld stille!"

Der laa de paa Jorden; afhuggede Hænder, blodige og endnu forbundne med Lænker, nogle itubrudte Aag — —.

Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrækkelige Fund, men Harris havde bemærket den uhyggelige Scene, og hans Ansigt bar tydelige Spor deraf, ligblegt og vildt, som det var.

Dingo, der stadig luskede Dick i Hælene, gøede som rasende, medens den gamle Neger stod som forhekset ved Synet af disse Lænker og Aag. Hans Hænder knyttedes og hans Læber mumlede usammenhængende Ord:

"Lænker! Gafler — — husker det endnu — dengang — for længe siden — —." Det var som om gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og trængte sig frem i Ord — ubevidst, imod hans Vilje.

"Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for Fru Weldons Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave bort.

Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mørket faldt hurtigt paa. Himlen dækkedes af sorte, tætte Skyer, der nu og da splittedes af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tænkte paa at sove — de var jo fælles om en Hemmelighed, der i al sin Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.

Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt Raseri imod den Mand, der havde benyttet sig af deres hjælpeløse Stilling og ført dem længere og længere ind i dette forbandede Land.

Ude af Stand til at beherske sig længere greb Dick en Kniv og styrtede hen til Harris Leje.

Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.

Dick sank sammen. Forræderiet stod saa fortvivlende klart for ham. Det var ikke paa Amerikas Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset havde narret ham, og Stormen havde ført Skibet rundt om Kap Horn, og med den dobbelte Hastighed af den han havde regnet med drevet det imod — Afrika. De var altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i Atacamas Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber, Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.

Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være sammensvorne.

Og de var deres Ofre —.

Hjælpeløse, trætte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika; Menneskehandelens, Slavejagtens Land!

XIII.

En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem, der overlever Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og franske Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik og jager Transportskibene, men det er saa godt som ugørligt for dem at holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.

Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprørende Forretning i stor Stil paa vor Fortællings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger som, efter de forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under for Sygdom, slet Næring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde Sumpegne.

Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick gjorde sig den Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes, Menneskejagternes Land.

"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas Vestkyst; en Landstrækning som dengang kun var lidet kendt undtagen som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste Dick, men heller ikke mere. Han havde læst nogle Beretninger af Missionærer fra dette Rædslernes Land, og han kendte Livingstones Beskrivelse af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger, der blev begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.

Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig Dreng Anfører for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den første den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end hans til Fortvivlelse.

Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille, mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter. Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads, og de to Mænd var Harris og — Negoro.

"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand, længere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.

"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at faa ham ført saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans Mistanke til mig i lys Lue."

"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft dem endnu et hundrede Mil længere inde i Landet, saa — —. Men de skal ikke slippe fra os alligevel!"

"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer, forstaar du. Jeg kunde jo tydelig mærke paa min unge Ven, at han havde den inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved første Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje. Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."

"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemværende med Fyren."

"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren. "De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter — — — saa kunde jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse — den Dosis var næsten for stærk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig."

"Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro.

"Det var det! Og det havde været sikrere for dig om du havde holdt dig i lidt længere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at sætte særlig Pris paa dig, den snusede og den gøede og havde aabenbart Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den Hund at gøre?"

"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede Negoro, irriteret af Amerikanerens Spørgsmaal.

"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt, pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia. Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport, tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"

"Jo, jeg var ikke langt fra det."

"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"

"Nej, en Portugiser."

"Før du var blevet af med Ladningen?"

Negoro betænkte sig lidt før han svarede.

"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Før drev de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa nøjeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."

"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var det da hundrede Gange bedre at blive hængt."

"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg havde været en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland. Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde og en Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt Kvarter, foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret til Politiet i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals frelste jeg ogsaa."

"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.

"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar — — —."

Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.

"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget — — — der i Sivene?"

Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bøssen i Haanden, og de saa forskende rundt om sig, spændt lyttende efter enhver Lyd.

"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets Rislen, eller et eller andet Dyr — —. Du er bare afvant med Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig høre Resten af Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."

"Naa — ja, — jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slæbe som en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte Negoro.

"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde som en sølle, ærlig Daglejer."

"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' — det Skib, som jeg kom med, ved du — og da Kaptajnen netop manglede en Kok, meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt — naar jeg selv skal sige det."

"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand; men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"

"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."

"All right, lad os bare høre."

"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Søfolk om Bord."

"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød Harris.

"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa fem stærke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du, i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed; men et Tilfælde — og et meget behageligt ovenikøbet — var det jo at jeg traf dig her."

"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde hjælpe dig at faa disse brave Folk lidt nærmere til vor Station," svarede Harris. "Det er saamænd gaaet udmærket lige til nu, men nu ved de imidlertid, hvor de er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"

"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først, hvordan det gaar vor gamle Herre og Mester, Alvez?"

"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket," svarede Harris, "og han bliver nok glad over at se dig igen."

"Er han paa Markedet i Bihe?"

"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars Tid."

"Og hvordan gaar det med Forretningen?"

"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her paa Kysten. Der er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de spanske Kolonier, men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske Krydser-Fartøjer paa den anden — de generer Udførslen og gør det vel snart af med hele Forretningen her. Længere Syd paa, nede ved Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig heller ikke gøre; hverken Guvernørerne eller Underguvernørerne tør tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa i den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gør han jo gode Forretninger paa Øvre Ægypten og Mozambik, der forsyner hele Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.

"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.

"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"

"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal sælges, Bukkene — — —." Negoro endte ikke Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.

"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede Harris. "Den gamle Tom er ikke meget værd, men de andre raske arbejdsvante Karle vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"

"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede Negoro skødesløst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"

"Lige her i Nærheden — blot en halv Snes Mil borte træffer vi paa en Slavetransport, under Anførsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal jeg selv støde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at sende ud og fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke at vilde forsøge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult. Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge dens Løb ud til Havet. Det er hans eneste Udvej, — men heldigvis fører hans Vej ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi — — —."

Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede en Gang havde opskræmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump Gøen. En Hund sprang ud af Sivene.

"Dingo!" udbrød Harris.

"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bøsse, kastede den til Kinden og gav Ild i det Øjeblik, Dyret var i Spring imod ham. Et Smærtenshyl lød, og Hunden sank om i Sivene.

De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.

XIV.

Saa stod de altsaa nu — istedet for at være nær Hjemmet og dets kære — midt i Afrikas farligste Egn, omgivet af Rædsler, hundrede Gange værre end alt det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede Forhold; hans ukuelige Ungdomsmod, hans Følelse af Ansvar overfor dem, som havde betroet deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved at man uopholdelig brød op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig et muligt Angreb af Harris og hans Folk. Man maatte da søge at finde den Flod, som havde sit Udløb der hvor de var strandede, og følge den tilbage i Haab om, at træffe paa en eller anden portugisisk Handelsplads eller Plantage. Om ikke før, saa mente han sikkert at han, naar de var kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.

Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som han tidlig den næste Morgen meddelte Fru Weldon. Han fortav dog for hende, som for alle de andre med Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende Aftens Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde ikke, turde ikke se sin Velgørerindes Fortvivlelse, naar hun erfarede den hele frygtelige Sandhed. Han fortalte derfor kun ganske kort, at han havde opdaget, at Harris havde været en Forræder, der sandsynligvis i Forbindelse med Negoro havde ført dem ind i den vejløse Skov for der at overlade dem til deres Skæbne — uhyggelig som den let kunde være blevet, hvis han havde faaet ført dem længere bort fra Kysten.

Ved en Undersøgelse af den nærmeste Del af Skoven fandt Dick en lille Bæk med rødligt, jærnholdigt Vand, som sikkert maatte falde ud i den Flod, de søgte. Han bestemte sig da til at følge dens Løb, og efter nøje at have undersøgt Vaabnene og pakket Resten af Fødevarerne sammen, begav man sig straks afsted.

"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe, Herkules, "naar jeg ikke har noget at bære paa bliver jeg træt."

Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i Spidsen for den lille haardt prøvede Trop.

Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"

"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst: "Dingo, Dingo!"

Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.

"Dingo, Dingo."

Kun Tavshed til Svar.

"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.

"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede han, "og maaske ligger den død et eller andet Sted med en Kugle i Livet."

"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger det indtil den naar os," bemærkede Herkules.

"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen, "vi maa afsted."

Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige Plantevækst, særlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med Øksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag. Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.

"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick ind paa hende. "Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Kræfterne svigter Dem. Jack bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."

Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen førte de udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette, bevokset med Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se over dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe. Dick Sand kom med Ængstelse til at tænke paa, at han i Livingstones Bog havde læst, at den uforfærdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse forræderiske Sumpe.

"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prøv først Bunden inden I træder til."

Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa fugtig, da det dog ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at dømme, lader den næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.

"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules tager nok igen Jack paa Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr. Benedict — — De maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der — hvad gaar der dog af Dem?"

"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger. Og virkelig forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddør gav efter og lod ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik man ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød han, bedækket med seigt, stinkende Dynd.

Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifærd med at bryde løs; de Uvejr, som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder Pampaerne, og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger. Paa Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man søge Ly? Imod Nord aftegnede nogle lave Høje sig imod Himlens underste lysere Stribe, dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at være i Sikkerhed for Oversvømmelsen paa Højdernes Toppe.

"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi ovenpaa — bogstavelig talt."

Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere og dækkede snart hele Himlen med sit sorte Tæppe. Det blev snart bælgmørkt skønt Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn skar sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket, som et lysende Ildvæv under Himlens mørke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne træløse Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs i hele sin Vælde, og allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Høje, som var det foreløbige Maal.

"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød Dick forbavset, da han stod foran de formodede Jordhøje, "det er jo Huler eller Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."

"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter Benedict kort og fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne Bemærkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter hos alle de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict vendte sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:

"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opført disse Huse, tolv Fod høje i det mindste, og vidunderligt godt konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"

"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os," bemærkede Herkules tørt.

"De gør det af med os!" protesterede Benedict.

"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."

"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt, "hvis jeg ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, — de hører hjemme i Afrika."

"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa ham, bange for at Fru Weldon skulde lægge Mærke til hans Bemærkning; og højere tilføjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os, inden vi bliver helt gennemblødte."

Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte af en Slags rødligt Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin Økse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit sig.

Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke og flittige Dyr, som havde opført den solide og rummelige Hytte, og da Fætter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg — det højeste i Himalayakæden — saa gav man ham gladelig Ret.

Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at undersøge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tændt og ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod høj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne — de forskellige Lejligheder — var godt en Fod tykke.

Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan Tues Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udført, at end ikke de frygtelige og vedholdende Regnstrømme, som falder i Mellemafrika, formaar at opbløde den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre, ganske som en første Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.

Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick, der havde læst om disse Afrikas Syndfloder, følte sig alt andet end vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes, at Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme, der raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer og Huse. Og saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i saa Fald være sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og vilde Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?

Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de røde Myrer, og Tschunguerne, de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man erfarer, at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om Dagen.

Langt om længe blev den begejstrede Mand dog søvnig ved at høre paa sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa Dagens Anstrængelser.

Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Længden skulde kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte han pludselig en blød Haands lette Berøring, og en Stemme, mild og bevæget, hviskede i hans Øre:

"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud og ikke tabe Modet."

XV.

"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men der er den Ting at tage i Betragtning, at Vandet maaske staar højere udenfor end her inde. Ved at trænge ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo sammentrængt Luften herinde i Keglens øverste Del, og denne Luft forhindrer, at Vandet kan stige højere. Borer vi nu et Hul højere oppe, slipper den sammenpressede Luft ud derigennem, og Vandet stiger lige saa højt herinde, som det staar udenfor — forstaar De? Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."

Denne Sammenligning var ganske træffende, men i en Dykkerklokke fornyes Luften stadig ved Hjælp af en Pumpe, hvorimod Hyttens Beboere snart vilde faa de Ubehageligheder at føle, som følger med et længere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved Vandets Indtrængen allerede blevet formindsket med en Tredjedel, og det blev derfor paatrængende nødvendigt at faa en Aabning ud til den friske Luft.

"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet udenfor ikke allerede stod højere end hele Termitboligen," sagde Dick, "saa kunde man jo slaa Hul i Hyttens Top."

"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan det staar til der?" spurgte Bat.

"Ja, det var udmærket, hvis De vilde," svarede Dick. "Hvis Toppen af vort Hus endnu staar over Vandet, saa bank stærkt paa den med Øksen! hvis den er helt oversvømmet, saa maa vi andre se at slippe ud bag efter Dem."

Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning. Der forløb nogle Sekunder, saa viste han sig igen.

"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde Bat forpustet; "jeg følte mig for med Haanden, men der var intet Hul mere."

De var altsaa hermetisk indelukkede i denne Dykkerklokke.

Dick Sand rystede betænkeligt paa Hovedet.

Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse af Fru Weldon med Jack, Fætter Benedict og Nan, der havde søgt Tilflugt i det lille Rum øverst oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gøres.

Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet udenfor stod over Keglen, vilde det i et Nu strømme ind, og dette betød den visse Død for dem alle. Men hvis man paa den anden Side ventede ret meget længere, udsatte man sig for at omkomme paa en anden og endnu frygteligere Maade, Døden ved Kvælning.

"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et Par Fod højere oppe end Vandet naar herinde. Hvis der kommer frisk Luft ind derigennem, kan vi roligt hugge Hul i Toppen, hvis ikke, maa vi hurtigt tilstoppe Hullet og prøve højere oppe."

Dicks Ordre blev hurtigt udført, Herkules borede en Ladestok med Skruegænger i Spidsen igennem Leret, og snart hørte man en sugende Lyd. Da Herkules trak Stokken ud af Hullet strømmede Luften ud og i det samme steg Vandet i Hytten lige op til Hullet, og dette beviste, at man havde boret for lavt. En Klat Ler blev straks stoppet i Hullet, og Dick kommanderede koldblodigt: "Prøv igen, en Fod højere."

Eksperimentet blev gentaget under angstfuld Spænding, da man midt under den almindelige Tavshed hørte Fætter Benedicts Stemme:

"Nu har jeg det! Det er storartet!"

Herkules standsede sin Boring og Dick vendte Lygten imod Fætter Benedicts Ansigt. "Hvad er det dog?" spurgte han spændt.

"Nu ved jeg hvorfor Termitterne har forladt deres Boliger. De geniale Dyr har forudset — — ha ha — — de kunde mærke paa sig selv — at Oversvømmelsen var i Anmarch. Sikken et Instinkt — — de Satans Termitter! — — de har en fin Næse — —."

Ærgerlig vendte Dick sig bort fra den stadig lige uanfægtede Insektsamler, og Herkules fuldførte sin Boring.

Den samme hvislende Lyd — — Vandet steg endnu en Fod.

Situationen var forfærdelig. Alle var nær ved at kvæles i det snævre Rums fordærvede Luft, og Lyset brændte kun mat og rødligt. Vandet naaede nu næsten helt op til den øverste Etage.

Nu var der intet andet tilbage, man maatte forsøge at bore Hul i Keglens Top. Men det var den visse, øjeblikkelige Død hvis ogsaa dette Forsøg mislykkedes. Vandets Tryk udefra vilde i et Nu fylde hele Hulen.

"Skal jeg forsøge det, Fru Weldon?" spurgte Dick alvorlig.

"Gør det, Dick; der er jo ingen anden Udvej!"

I dette Øjeblik slukkedes Lygten, man befandt sig i fuldstændigt Mørke.

Dick Sand svang sig op paa Skuldrene af Herkules, der nu kun lige havde Hovedet over Vandet. En sælsom Blanding af Haab og Frygt gennemsitrede den modige Dreng, idet han hævede sin Haand for at danne den Aabning, som skulde føre ud til Luften og Livet — eller til Vandstrømmen og Døden.

Man ventede i aandeløs Spænding. Pludselig lød en skarp, høj Piben. Vandet steg — — en Fod — — saa standsede det. Den sammenpressede Luft slap ud og en Straale af Dagslys trængte ind igennem Hullet. Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til Keglens Top. — De var frelst.

Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels, haardt prøvede Menneskers Bryst.

Nu svang Dick Øksen imod Toppen og snart var Hullet saa stort, at han kunde krybe ud igennem det, op paa Keglens øverste Kant for derfra at overskue Landskabet.

Et Rædselsskrig undslap ham.

Den hvislende Lyd af Pileskud naaede hans Øre og en Pil strejfede hans højre Arm.

Ikke hundrede Skridt borte fik han Øje paa en Lejr, og kun tyve Alen fra Termithulen, paa den oversvømmede Slette, saa han flere lange Baade fuldt bemandede med Indfødte. Det var den forreste af disse Baade der havde modtaget Dick med en Regn af Pile, saa saare han viste sig ovenpaa Keglen.