I et Nu var Dick atter nede i Hulen og satte de andre ind i hvad der var hændt. Han greb et Gevær, og fulgt af Herkules, Aktæon og Bat krøb han atter op af Aabningen i Keglens Top, og alle tre gav Ild imod Angriberne i den nærmeste Baad. Tre af de Indfødte faldt, men straks efter blev der fra Baaden affyret Bøsseskud tilbage, og med et Angrebshyl roede den næste Kano frem.

Al Modstand var forgæves, Termitboligen omringedes af op imod et hundrede Indfødte, der i et Øjeblik havde hugget Keglens Sider ind. Der blev ikke levnet de rejsende Tid til at veksle et Ord eller et Haandtryk. Hver af dem slæbtes bort af to Indfødte, og som efter en forud givet Ordre delte man Fangerne i to Partier. I den første Baad anbragtes Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict, og Dick saa den forsvinde i Retning af Lejren. Han selv, Negrene og gamle Nan blev kastet i den næste Baad, der roedes i en anden Retning. Tyve af Angriberne fulgte med for at passe paa Fangerne, og bagefter fulgte fem andre bemandede Kanoer.

Faa Minutter efter var Lejren naaet. I samme nu som Baaden stødte imod det Plateau, hvorpaa Teltene var rejst, satte Herkules i Land med et vældigt Spring. To Indfødte løb efter ham, men Kæmpen svingede sin Bøsse og knuste med Kolben den enes Hjærneskal. Den anden sendte han med et kraftigt Spark ud i Vandet, og saa satte han afsted, fulgt af en Kugle og Pileregn, og et Hyl af Raseri fra de Indfødte, der saa ham forsvinde i Skoven.

Men de andre sorte og Dick Sand blev kastet til Jorden og lænkede som Slaver.

Det var den af Harris omtalte Karavane som havde slaaet Lejr paa et Plateau, der hævede sig op over den ellers oversvømmede Slette. Den store Transport af afrikanske Negre, som af Slavehandleren Alvez' Agenter var blevet bortslæbt fra deres Landsbyer, befandt sig nu paa Vej til Markedet i Kazonnde. Derfra skulde Slaverne saa senere sendes, alt eftersom Efterspørgslen var, enten til Øvreægypten eller Zanzibar.

Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de andre Fanger. To og to blev de lænkede sammen, den ene bag den anden, til en seks Fod lang Stang, spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem med en Jærnbøjle. Armene havde de fri for at de kunde bære Byrder, men om Livet fik de en tung Jærnlænke. Saaledes, ude af Stand til at bevæge sig til højre eller venstre, belæsset, og pint af Bøjler og Lænker skulde de nu gaa hundreder af trælsomme Mile, drevet frem af Opsynsmændenes Piskeslag. Hvor misundelsesværdig var ikke Herkules — selv om han havde Sult, vilde Dyr og alle det mørke Fastlands andre Rædsler at kæmpe imod —, hans Lod var dog tifold bedre end hans Kammeraters.

Dick Sand blev ikke lænket sammen med nogen af de sorte Slaver, saa megen Respekt for "den hvide Mand" havde Bandens Anførere, at de ligefrem ikke kunde behandle ham paa samme Vis som "de kulørte". Han blev afvæbnet og en Slavedriver holdt særlig Øje med ham. Forgæves spejdede han efter sine Fjender, Harris og Negoro, hvert Øjeblik ventede han, at de skulde vise sig for at nyde deres Hævn — men nej, de kom ikke tilsyne. Maaske var de i den anden Del af Lejren og holdt Øje med Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict. Hvad vilde de mon gøre ved disse deres andre Ofre?

Lejrene talte ikke færre end otte hundrede Mennesker, fem hundrede Slaver af begge Køn, to hundrede indfødte Soldater, og Resten var Slavefogeder og disses Overordnede, Agenter og Anførere.

Disse Slavedrivere og Agenter er som oftest af arabisk og portugisisk Oprindelse, Udskudet af disse Nationers laveste Lag. Det er næppe til at beskrive, hvor umenneskeligt de behandler deres Fanger. De pisker dem uophørligt, og naar de elendige Stakler synker sammen af Sygdom og Træthed eller paa anden Maade bliver til Besvær for Karavanen og usælgelige paa Markedet, bliver de ubarmhjærtigt hugget ned eller skudt. Ved denne Dyriskhed søger de at indjage Fangerne en saadan Frygt, at disse ikke skal vove at gøre Oprør; men Følgen af denne Fremgangsmaade er tillige at ofte Halvdelen af Transportens Slaver omkommer undervejs, og deres Skeletter betegner den uhyggelige Karavanes Vej fra det indre til Kysten.

Dick var som lammet af den rædselsfulde Ulykke der var hændet hans Venner og ham. Kun en eneste Tanke gentog sig med idiotiserende Uafvendelighed i hans Hjærne: Hvorfor har jeg dog ikke skudt begge de to Uslinger? — — jeg har dog kunnet gøre det — men gjorde det ikke. Hvorfor har jeg dog ikke skudt dem?

XVI.

Den samme Morgen Klokken 9 lød der Trommehvirvler og de gennemtrængende Toner af Covdov Hornene, Signalet til Opbrud. I en Fart kom alle Mand paa Benene. Fangerne blev atter belæssede med deres Byrder, hovedsageligt Elefanttænder, og delt i forskellige Kolonner under Anførsel af en Opsynsmand og et Par Soldater. Saa satte Toget sig i Bevægelse.

Dicks Kammerater var blevet anbragt forrest i Toget, medens han selv blev holdt tilbage til sidst. Bat var blevet sat i Gaffel sammen med sin gamle Fader, og Actæon og Austin var lænkede sammen, men da de ikke kunde dreje Hovedet og ikke veksle et Ord havde de ikke meget Glæde af at være hinanden saa nær. Opsynsmandens Pisk naaede dem lige saa godt som alle de andre Slaver, og særlig gik hans Brutalitet ud over gamle Tom, der tynget af Aaget og Lænkerne vanskeligt kunde holde Skridt med de andre. Nan havde sammen med en Del andre Kvinder faaet Plads midt i Toget, lænket til en ung Moder med to Børn, hvoraf det ene var ganske spædt og det andet tre Aar gammelt. Nan forbarmede sig over denne stakkels, lille Praas, der daarligt kunde humpe med, og tog Drengen paa Armen.

Karavanen drog lige imod Øst. Marchen begyndte hver Morgen ved Solopgang, og blev kun afbrudt af en Times Middagshvil. Føden bestod af Maniok i sparsomme Rationer, Kartofler og — naar der var Lejlighed til at plyndre en Landsby ved Vejen — lidt Faarekød.

De 250 Mil fra Coanza Floden til Kazonnde blev tilbagelagt i, hvad Førerne kaldte femogtyve "Marscher"; hver Marsch var en Dags Vandring, ti Mil.

Den triste Tur kan ikke beskrives bedre eller mere anskueligt end ved de Notitser, som Dick kradsede op undervejs.

25. April. Saa en Landsby, hegnet med Palisader af Bambusrør, otte—ni Fod høje. Marker beplantede med Majs og Bønner. To Indfødte blev fangede, femten dræbt, Resten flygtede.

26. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af Træstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled løs og to Kvinder, lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Færgen.

28. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch. Fik Øje paa stakkels Nan. Hun haltede og saa frygtelig medtaget ud. Natteleje under et stort Baobabtræ med hvide Blomster og fint lysegrønt Løv. Løver og Leoparder brøler hele Natten. En af Soldaterne skød en Panter. Hvordan mon det gaar Herkules? ...

30. April. Ende paa Regntiden. Østenvind. Fem Fanger styrtede af Sumpfeber. De vilde Dyr, der følger os i Hælene, gør en rig Høst hver Aften i denne Tid. De stakkels Ofre der segner, og kender den Skæbne der venter dem!

2. Maj. Stadig intet erfaret om Fru Weldon. Mon hun er med en anden Transport foran eller bag efter os? Vi vadede i Dag i Vand til midt paa Livet og Tusinder af Igler suger sig fast til den nøgne Hud. Intet Sted kan man slaa Lejr paa denne oversvømmede Slette. Maa marschere i Mørke hele Natten. Hvilken rædselsfuld Nat. Man hører forfærdelige Skrig, og Soldaterne hugger Grene af harpiksholdige Træer og tænder dem som Fakler. Det er Krokodiller, som i Mørket har sneget sig ind til Karavanen og revet flere Kvinder og Børn til sig. En Slave ved Siden af mig blev grebet af et af disse modbydelige Dyr. Hvor fortvivlet han skreg! Hvilken satanisk Nat.

10. Maj. Passeret to brændende Landsbyer. Nogle Fanger forsøgte at flygte, men blev atter indfangede og straffede paa den mest barbariske Maade.

Trods min Træthed og Udmattelse kunde jeg ikke sove. Det forekom mig at noget bevægede sig i det høje Græs ikke langt fra hvor jeg laa.

Jeg lyttede spændt. Skulde det være et vildt Dyr, som vovede sig lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg fortabt, ubevæbnet og hjælpeløs, som jeg er. Natten var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige foran mig saa jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om Hjælp. Dyret springer imod mig — —.

Skrækken lammer mig — —.

Dingo! Er det muligt?

Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser alle Tegn paa Glæde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kære Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven! Negoro har altsaa dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner den — — og ved Berøringen finder min Haand et Stump tyndt Rør, som er bundet til Hundens Halsbaand. Kan det være et Bud til mig? — — Jeg ryster paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger en Stump Papir inden i.

Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse, hvad der muligvis staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen. Dingo synes nu, da den har udført sit Ærinde, at blive utaalmodig efter at komme afsted igen.

Den slikker min Haand og forsvinder i lange Spring ind i det høje Græs.

Ved Dagens første Skær læste jeg Brevet:

11. Maj. Gudskelov at Fru Weldon og Jack er i Live, og at de bliver baaret i Hængekøje, det er dog en nogenlunde bekvem Maade at komme frem paa. Men hvad kan dog de to Slyngler, Harris og Negoro, have i Sinde med dem og mig?

24. Maj. Der mangler Levnedsmidler og Slavernes Ration mindskes yderligere. Dette til alt det andet! Idag blev tyve Fanger, som ikke kunde slæbe sig afsted længer, huggede ned af Opsynsmændene. Stakkels gamle Nan var imellem dem, der dræbtes i dette forfærdelige Slagteri. Det var den første af "Pilgrims" Rejsende, der gik til den evige Hvile — —. Hvordan mon det gaar med de andre?

Den 26. Maj naaede Karavanen Kazonnde.

Halvdelen af de Fanger, som var blevet afsendt fra det indre, laa døde paa Vejen og Resten var i en elendig Forfatning. Men dette Forhold var ingenlunde usædvanligt, og da Efterspørgslen efter Slaver var livlig og Priserne stigende, gjorde Slavehandleren sikkert alligevel glimrende Forretninger.

Kazonnde ligger tre hundrede Mil fra Coanzaflodens Munding, og er den vigtigste Markedsplads i den Provins. Paa en stor aaben Plads "Tchitokaen" bliver Slaverne udstillede og solgte. Som alle større Byer i Central-Afrika er ogsaa denne delt i to skarpt adskildte Dele; den ene beboes af Araberne, Portugiserne og de indfødte Købmænd, i den anden Del har Neger-Kongen opslaaet sin Residens. Denne sorte Potentat er en vild og fordrukken Kavaler, der lever af hvad han kan presse ud af de Indfødte, og af Bestikkelser fra Slavehandlerne. "Residensen" bestod af en Samling smudsige Hytter, spredt over et Areal af en Kvartmil og omgivet af et Hegn af buskadsagtige Figentræer. Kongen var en fed, afskyelig Neger ved Navn Moini. Hans Magt og Anseelse var ikke just overvældende, hans hele Militærstyrke var knap firetusinde Soldater, og han var ganske og aldeles i Lommen paa Slavehandlerne, og særligt da den gamle, hovedrige Alvez.

Det var ved Middagstid, at Karavanen holdt sit Indtog i Byen. Under Trommehvirvler og skrattende Hornsignaler blev Slave-Driften ført til Barakkerne i Alvez' Kvarter. Karavanens Soldater affyrede deres Geværer i Luften, og deres Kammerater i Slavehandlerens Residens besvarede deres Hilsen. Alle disse Banditter var glade ved at genses efter fire Maaneders Fraværelse; nu kunde de hvile ud og solde sammen, og tage Revanche for Turens Strabadser.

I Barakkerne var der i Forvejen en tolv—fjorten hundrede Slaver, som om kort Tid skulde sælges paa Markedet; saa der var jo ikke megen Plads i disse svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu befriet for Gaflerne, men Lænkerne maatte de beholde.

Hvilken Befrielse var det ikke for gamle Tom, hans Søn og dennes Venner, Actæon og Austin, at faa de tunge Halsbøjler fjærnet og efter fem Ugers Adskillelse atter at kunne trykke hinandens Hænder og tale sammen. Kraftige og arbejdsvante som de var, havde de unge Negre bedre end de fleste af deres Lidelsesfæller kunnet udholde Rejsens Strabadser, men gamle Tom var saa medtaget, at han næppe vilde have lang Tid tilbage at leve. De var alle fire blevet indelukket i en snæver Baas, hvor der blev udleveret dem en sparsom Ration Fødevarer. Dick Sand derimod blev holdt tilbage paa Torvet under en Slavefogeds Opsyn. Han længtes inderligt efter at kunne undersøge alle Hytterne, for at søge efter Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict, der efter hvad Herkules havde meddelt ham, skulde være ført hertil.

Og hvor var Harris og Negoro? Hvorfor viste de sig fremdeles ikke? Længtes den falske Kok da ikke efter at haane og triumfere over sin forhenværende Kaptajn? Han kom pludselig til at tænke paa, hvor dumt det havde været af ham, at han ikke dengang, da Dingo bragte ham Bud fra Herkules, sendte den tro Neger et Brev tilbage med Hunden. Nu vidste Herkules jo ikke engang, om Brevet var naaet i de rette Hænder, og om han var ilive endnu. Det var naturligvis Grunden til, at Dingo ikke senere var blevet sendt til ham.

Dick var fortvivlet, alt Haab syntes slukt for ham. I dette Øjeblik rev en frygtelig Hylen og Raaben ham ud af hans triste Betragtninger. Trompetfanfarer og Trommehvirvler bebudede den store Slavehandler, "Slavekongens" Ankomst.

"Alvez! — Alvez!" lød det fra alle Kanter af Pladsen.

En Kitanda — en tohjulet Vogn omgivet af en Kaleche af falmede, kulørte Gardiner — nærmede sig Pladsen. En fed, gammel, rødøjet Neger steg ud af den, hilst med støjende Hyldest af Følget. Det var den store "Handelsmand", José Antonio Alvez.

Ved Siden af ham saa man en snavset, halvgammel Fyr, med et gult Ansigt, mærket af alle mulige Laster og Udsvævelser, og iklædt en laset Bomuldsskjorte og en forreven Straahat. Det var Alvez' Fortrolige og onde Aand, Counbra.

Til stor Skuffelse for Dick saa han hverken Harris eller Negoro i Alvez' Følge.

Føreren for den lige ankomne Karavane, Araberen Ibu Hamis hilste nu paa sin høje Chef og aflagde Beretning om Transporten. Samtalen førtes imidlertid i et forfærdeligt Blandingssprog, som Dick ikke forstod et Ord af. Imidlertid hørte han, at Harris Navn blev nævnet, og derefter blev en Slavefoged sendt hen til den Barak, hvor Tom og hans Fæller var blevet indelukket.

De fire sorte Amerikanere blev ført frem for Alvez. Den gamle Kæltring lod sit Blik takserende hvile paa de tre unges kraftige Legemer.

Nu traadte Tom frem og sagde med høj Stemme:

"Vi er fri Mænd, fri Borgere fra de forenede Stater."

"Ja vel, ja vel," fnisede den gamle Slavehandler, "fri Mænd i Lænker; velkommen — —!"

"Velkommen," grinede Counbra, som et Ekko af den gamle, og traadte nærmere. Han befølte Austins Bryst og Arme, og vilde ogsaa til at kigge ham paa Tænderne, som man gør ved en Hest. Men et velrettet Næveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den ivrige Menneskepranger baglænds ti Skridt tilbage.

Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men Alvez kaldte dem tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld nok til at le himmelhøjt over sin Ven Counbras' lille Uheld. Han vinkede nu ad Dick Sand, som han betragtede med et bredt Smil. Han vidste aabenbart Besked angaaende den unge Kaptajn.

"Naa, lille Yankee, ær di dær!" sagde han paa daarligt Engelsk.

"Ja, jeg mærker at De ved hvem jeg er. Hvad vil De gøre med mine Kammerater og mig?" spurgte Dick.

"Yankee, lille Yankee!" drævede Alvez, som enten ikke forstod, eller ikke vilde forstaa Dicks Spørgsmaal. Derpaa vendte han sig til Ibn Hamis og talte ivrigt med ham om et eller andet, der aabenbart angik Dick og hans Ledsagere.

Dick benyttede Øjeblikket til, uden at se henimod de sorte, at mumle til dem: "Venner! Jeg har hørt fra Herkules. Han har fulgt efter Karavanen. Harris og Negoro har ført Fru Weldon med sig, blot ved jeg ikke hvorhen. Tab ikke Modet, maaske — — —."

En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt ironisk-venlig Stemme lød i hans Øre:

"Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det glæder mig at se Dem igen."

Dick foer sammen. Det var Harris.

"Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tæt hen til den falske Vejviser.

"Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med kunstlet Medfølelse.

"Hvad siger De! Er hun død?" stønnede Dick forfærdet. "Og hendes Barn, lille Jack?"

"Ok ja, den sølle Unge, som holdt saa meget af mig — — —," svarede Harris med et ondskabsfuldt Smil.

Døde, pint til døde af denne Bøddel. Dick grebes af en uimodstaaelig Harme, et opblussende Raseri, en Trang til Hævn, som han ikke kunde beherske.

Han sprang ind paa Harris, rev Dolken op af hans Bælte og stødte den dybt i hans Bryst.

— En Ed, en Forbandelse — — og Amerikaneren vaklede og faldt død til Jorden.

XVII.

Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og føre ned i en underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte Slavers sidste Opholdssted. Han tænkte end ikke paa, at naar Negoro havde udvirket, at han ikke blev hængt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en Død, der var hundrede Gange værre.

Næste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfødte indfandt sig, pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i Fedt og udstyret med en Strimmel broget Bomuldstøj og Masser af kulørte Glasperler. Paa Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Købs, og desuden indført Bomuldstøj, Smykker, — og Spiritus, herskede en frygtelig Trængsel og et øresønderrivende Spektakel.

"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af de Slaver, som han vilde skille sig af med. Da Efterspørgslen var saa stor, besluttede han i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne af de sidst ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem i den Maaned det varede, før der atter var Marked. Imellem disse sidste, som Opsynsmanden drev ind paa Markedspladsen, var ogsaa Tom og hans tre Kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den Skændsel, der skulde overgaa dem.

"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have set sig godt om.

"Den unge, kære Herre bliver vel slaaet ihjel," sagde den gamle Tom trist, "maaske har han udstridt allerede. Jeg havde nær sagt, bare det var mig. Men vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire bliver købt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive sammen."

"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.

Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Købmænd, Mestitzer og Slaveopkøbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte løbe og vise Tænder, ganske som Heste, og lod dem løfte tunge Sten for at vise, hvor kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skæbne med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning og udviklede Muskulatur blev de ligefrem et Stridens Æble imellem flere Opkøbere fra Madagaskar. Alvez var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne steg.

Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler fra Zanzibar købte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en Barak, han lejede i samme Anledning.

Hen paa Eftermiddagen hørte man en sig nærmende Lyd af Trommer, Cymbaler, Gammelanger og andre af de primitive Negerinstrumenter. Markedstumlen, der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om at blive af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede pludselig, som ved et Trylleslag. Al Handel blev afbrudt, hver Udraabers Stemme tav.

Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin Residens for at beære Markedet med sit Besøg. Han holdt sit Indtog baaret i en gammel Palankin og omgivet af sine højere "Embedsmænd" og Soldater. En fire fem Stykker af disse maatte hjælpe ham ud af Befordringen, da denne var naaet midt ud paa Torvet. Her modtog han naadigst Alvez og de andre større Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne Ærbødighed, en Følelse, som de var saare langt fra at nære. Majestæten var en Mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs. Hans kongelige Højtidsdragt bestod af et Læderskørt, pyntet med paasyede Glasperler, en Slags Krone smykket med rødmalede Leopardkløer og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe om Ankler og Haandled. I den ene Haand havde han en Fjervifte og i den anden en rødknappet Stok, og paa hans kongelige Næse sad — Fætter Benedicts Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da den ophøjede Idiot ikke havde Idé skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne Hersker ud, der efter sin egen — og sine fleste Undersaatters Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en alkoholiseret, legemligt som aandeligt ødelagt, gammel Neger, der mere lignede en ældet Urangutang end et Menneske.

Kongen ledsagedes af en Mængde let, men broget paaklædte Negerinder i alle Aldre — den gamles Harem — samt af sine Embedsmænd, Troldmænd, Generaler o. s. v. Man maatte straks lægge Mærke til den Ejendommelighed, at næsten alle disse høje Herrer var mer eller mindre defekte. Den ene manglede sit ene Øre, den anden et Øje, en tredie Næsen eller en Haand; og disse Tab skyldtes ikke Ulykkestilfælde, men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte nemlig kun to Straffe, Død eller Lemlæstelse, som bragtes til Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede sig eller vakte Kongens Mishag. Troldmændene, der særligt fungerede som Læger, som Besværgere og Aandemanere, maatte ofre deres kære Lemmer naar en Kur mislykkedes.

Dybt bukkende nærmede Alvez sig og overrakte Kongen en Kardus Tobak, og efter ham traadte de andre Slavehandlere frem og bragte deres Gaver under mange Ceremonier og Talemaader. De Indfødte kastede sig paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og viste saaledes deres uhyre Ydmyghed. Men Kongen saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og lod dem gaa videre og stavrede afsted, skrævende, rullende, vaklende i sin Drukkenskab.

Alvez holdt sig stadig i Majestætens Nærhed, eskorteret af Negoro.

"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.

"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?" spurgte Alvez.

"Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt.

"Hvad ønsker Majestæten?"

"Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal du faa — — —."

"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro, med et betydende Blik til Alvez.

"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har dræbt en af mine Agenter. Han maa straffes!"

"Kom med ham, jeg skal — hvid Mand —," grinede Kongen, "men først Ildvand, kom med det!"

"Det skal komme, brændende Ildvand; en hel Bolle!"

Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt; Brændevin havde han drukket i Strømme, men brændende Brændevin, Ildvand i Flammer — den Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans Glæde forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer var lige lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde.

Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest paabegyndte. En uhyre Kobberkedel blev opstillet midt paa Torvet, og deri lod Alvez hælde en Tønde Fusel-Brændevin, tilsat Kanel og spansk Peber og hvad der ellers kunde forhøje denne Punsch's Velsmag for de Vilde.

Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring Bollen. Som draget af Stanken fra dette Brændevins-Kar ravede Kongen hen og bøjede sig over Kanten af Bollen. Det saa næsten ud som han vilde gaa paa Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham tilbage.

Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil:

"Sæt Ild paa!"

Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i Spritten. Virkningen var storslaaet. Højt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende Flammer, blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær over den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de hoppede, de dansede, de hylede og sang — som sorte Djævle om et Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans Øjne veg ikke fra Ilden.

Nu fyldte Alvez med en stor Jærnske den flammende Spiritus i en Skaal og rakte denne til Neger-Kongen. Den gamle Dranker greb den ivrigt og førte den til Munden, for at tømme den i et Drag.

Straks efter lød et forfærdet mangestemmigt Skrig. Kongen brændte.

Den forhærdede Fyldebøtte, der i sin hele Levetid havde drukket ihærdigt og uopholdeligt, var blevet saa gennemsivet af Spiritus, at Ilden øjeblikkelig havde antændt ham, som en Fakkel. Det var ikke de Indfødte rigtig klart, om det var et Ulykkestilfælde, der skete for deres Øjne, eller om det var noget overjordisk. Om for Eksempel Majestæten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige Forfædre.

Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den brændende Monark, og følgelig lod de ganske være at stille noget op, og saa roligt paa dette forfærdelige Skuespil.

Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre. Selv om den synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding dog ikke være til at standse.

Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob.

XVIII.

Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel, hvor Dick, forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder havde tilbragt det sidste Døgn. Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage. Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske Tilstand.

"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min unge Kaptajn min Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa 'Pilgrim.'"

Dick saa end ikke paa sin Plageaand.

"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at tiltvinge sig Opmærksomheden, sparkede han til Fangen.

At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.

"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."

"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.

"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres — — —. Du skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig rasende Portugiser.

"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.

I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvæle ham med sine egne Hænder. Men i det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans Fjende. Nej, nej — i Aften, først i Aften.

Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.

Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de ulykkelige Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den Ære tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig. De skulde finde deres Død i de fremstormende Bølger.

Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at Herskerens Lig bliver iført sin fineste Stads og baaret i Procession før Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke helt at afvige fra den hævdvundne Tradition. Der blev i al Hast lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentræ, der skulde forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev iklædt de fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede Benedictske Briller blev anbragt paa dens Næse. Den frembød et baade komisk og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.

Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under Affyring af Geværskud, under Sang og Hylen, Sørgedanse og Troldmændenes højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbærere og svingede deres brændende Harpikspinde, der kastede sit flakkende Lys over den fantastiske Procession.

Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den afdødes Hustruer af lavere Rang, der skulde gøre ham Selskab over i Evigheden. Derefter fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne og endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var naaet den tømte Flodseng, hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen fra Graven, afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve af Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa at Bækkens Vande skulde lukke sig over dem. To af den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet og lagde sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje for den Trædukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der — lænket til en rødmalet Pæl — en hvid, der skulde bringes som et særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse.

Det var Dick Sand.

Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans.

Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte Vandet langsomt at sive ind i Graven. De første Bølger skyllede hen over de lænkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op til den kongelige Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.

Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende Anstrængelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Pælen; forgæves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til Kongen af Kazonndes Ære.

XIX.

De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage før Slavetransporten indtraf, og de var paa Rejsen blevet behandlet med en vis Omhu og saavidt muligt skaanet for Strabadser og Anstrængelser. Ogsaa efter Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsæde fik de en bedre Forplejning end de andre Fanger og Frihed til at bevæge sig i den til Barakken hørende Indhegning.

Foran Fru Weldon stod Negoro, brutal og fejgt nydende sin Magt over den værgeløse Kvinde.

"Min gode Kone," begyndte han i en tilstræbt ironisk Tone, "lad mig bringe Dem den triste Nyhed, at Deres sorte Venner, Tom og hans Kammerater, er blevet solgt paa Markedet forleden."

"Gud være med dem!" hviskede Fru Weldon.

"Nan, det gamle Liv, er død undervejs hertil og Dick Sand er dræbt."

Et Rædselsskrig undslap Fru Weldon.

"Ja, ærede Frue, han fik, hvad han fortjente; han skød Harris, og det maatte han bøde for. Og her er nu De tilbage, ene, og ganske i min Vold. Læg Mærke til det, ganske i min Vold."

Fru Weldon gyste ved at høre denne frygtelige Sandhed, men bevarede, ved en uhyre Anspændelse af sin Selvbeherskelse, sin ydre Ro.

"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for otte Dage siden, at jeg vilde renoncere paa al Hævn over Dem og kun tænke paa Forretning. Jeg vil sælge Dem til Deres Mand for en Bagatel af 100,000 Dollars, og endda give ham Drengen og det Fjols af en Insektfanger med i Købet. De skulde medgive mig et Brev til Deres Mand og deri forklare, hvorledes jeg, Deres tro Tjener, ilede til ham for at føre ham med hertil, og sammen med ham, og ved Hjælp af hans Løsepenge — befri Dem af de nedrige Indfødtes Vold. Ikke sandt, alt det husker De, og De har indset, at De ikke har andet at gøre, end at takke mig for mit ædelmodige Forslag og give mig det Brev, som jeg behøver?"

"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede Fru Weldon med Fasthed. "Den Sum De fordrer for vor Udlevering vil min Mand betale Dem, men jeg vil ikke søge at formaa ham til at gaa i Land her i denne forfærdelige Del af Afrika for at hente mig."

Efter nogen Modstand indvilligede Negoro — der var blevet bange for maaske ellers helt at gaa glip af den uhyre Løsesum — i at han skulde bringe Hr. Weldon et Brev fra hans Hustru, hvori hun opfordrede ham til at sejle til Mossamedes, en lille Havn paa Angolas Sydspids, som Negoro ofte havde besøgt med Slavetransporter. Dertil skulde saa en af Negoros Kammerater føre Fru Weldon, Jack og Benedict, og ved Skibets Ankomst sejle dette imøde, hvorpaa Udleveringen skulde finde Sted og Negoro forsvinde.

Ved denne Ordning forebyggede den betænksomme Fru Weldon, at hendes Mand kunde blive holdt tilbage, efter at han havde betalt Løsepengene, at hans Skib kunde blive erobret og hans Folk solgte som Slaver.

For Rejsen til Mossamedes frygtede hun ikke; det laa jo i Negoros egen Interesse at hun naaede dertil i god Behold. Negoro fik altsaa Brevet, hvori han fremstilledes om den Ven, der havde trodset alle Farer for at bringe sin Frue Hjælp og Befrielse. Næste Morgen drog han afsted i nordlig Retning, ledsaget af en halv Snes sorte, for at gaa om Bord i et af de Fartøjer, der fra Byerne ved Kongoflodens Munding gaar til Amerika.

Fætter Benedict havde, som det var at vente, med stoisk Ro taget Tingene som de var, og han trøstede sig med at udnytte den usædvanlige Lejlighed han saa uformodet fik, til at sikre sig Eksemplarer af de specifik afrikanske Insekter.

Nogle Dage efter at Negoro var draget afsted hørte han, just som hans Øjne var ved at lukke sig til en lille Eftermiddagslur, en lydelig Summen; den ham saa dyrebare Musik. Uvilkaarlig foer han op. Hvad var det for en mærkelig skarp og gennemtrængende Summen? Den maatte komme fra et Kæmpeinsekt. Han stirrede hjælpeløst omkring sig med sine nærsynede, brilleløse Øjne; han lyttede med tilbageholdt Aandedræt, angst og bange for at Dyret skulde tage Flugten.

Da skete det vidunderlige, at det ubetænksomme Insekt, der ikke anede, hvor farlig en Person Fætter Benedict var for det, slog sig til Ro paa selve sin Dødsfjendes Pande. Den lærde Mand blev som til Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at skræmme sit Bytte. "Vilde det nu bare spadsere lidt længere ned, helst lidt ud paa min Næse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor. Og se, hans Ønske syntes at være en Befaling for Insektet. Snart sad det paa hans spidse Næsetip, og Benedict skelede krampagtig hen imod denne fremspringende Pynt.

"Store Gud! — Den sjældne Manticora!" brast det ud af ham. Og i det samme maatte han nyse, kildret af det sjældne Dyrs Kravlen paa hans følsomme Næsetip. Han eksploderede og greb i det samme til Næsen for at sikre sig det skræmte Insekt, men ak — han fik kun sit eget spidse Lugteorgan fat; Manticora'en tog Flugten ud i det fri.

Fætter Benedict bandede.

Med en for ham usædvanlig Adræthed var han paa Benene og i fuld Firspring paa Jagt efter Skatten. Han saa næppe hvor han gik eller hvorhen han kom, han hørte kun den drillende Summen foran sig, og over Indhegning, Stok og Sten gik det til han kom ud i den store Skov, der stødte op til Slavehandlerens Baraklejr. Manticora'en hvilede sig et Øjeblik paa Jorden, og som en Indianer paa Krigsstien sneg Jægeren sig ind paa den, da vips — et Spring, og den var væk igen. Fætter Benedict sprang efter, forpustet, forreven, svedende og utrættelig.

"Nu har jeg den — nej — Pokkers ogsaa — nu maaske — bare forsigtig — — den skal ikke slippe fra mig, jeg maa have — —."

Vildere og vildere greb den anstrængende Jagts Spænding ham, længere og længere drev den ham ind i Skoven. Han løb med udbredte Arme, og slog med begge de aabne Hænder efter Insektet, saa at han paa en uindviet Iagttager maatte have gjort et komplet sindsforvirret Indtryk.

Da pludselig, som han i fuld Fart stormede forbi et højt Buskads, følte han et jærnfast Tag i sin Nakke og et andet tilsvarende i sin slunkne Bagdel. En kæmpemæssig Medskabning havde fanget ham omtrent paa samme Vis, som han vilde have grebet Insektet, og uden videre Vrøvl blev han ført bort igennem Skovtykningen. Og saaledes gik det til, at Fætter Benedict gik glip af den værdifulde Forøgelse af sin Insektsamling, den sjældne Manticora.

XX.

Uagtet Regntiden allerede var udløbet i Slutningen af April, begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne voldsomt og vedholdende. Dette var intet mindre end en Ulykke for Landets Beboere. Markerne, der allerede bar modent Korn, oversvømmedes og Høsten vilde blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i endnu nogle Dage.

Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine Ministre, og Hoffets højst anskrevne "Overtroldmænd" blev beordrede til at afværge den truende Ulykke. Men alt hvad de sang, og svang deres Bjælder og besvor, og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes Aander tog ikke mindste Notits deraf. Saa blev der endelig anbefalet den sorte, kvindelige Majestæt en berømt Troldmand, der boede i Angolas nordligste Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner endnu aldrig var blevet prøvet i Kazonnde. Der gik Ekspresbud efter ham, og den 25. om Morgenen anmeldtes hans Ankomst ved det højtideligste og rædselsfuldeste Musik-Spektakel.

Den berømte Mand saa prægtig ud; en ren Kraftkarl af en Neger, overmalet med allehaande sælsomme Figurer, pyntet med Halsbaand, Armbaand, Bælter, Ringe og Fjer i Overflod. Det saa næsten ud som om det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var ialfald mindre mørk, og Vinden var ved at vende sig til det Hjørne, hvor den skulde og burde befinde sig.

Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv, med et Aflukke i, og han aabnede, i Modsætning til alle sine Kolleger, slet ikke Munden. En stum Troldmand var en saadan Sjældenhed i Kazonnde, at han i de Indfødtes Øjne alene af den Grund maatte blive ufejlbarlig.

Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig Etmarsch og med mange sælsomme Bevægelser, og den halve By travede i Hælene paa ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud som en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen. Lige imod den kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen gik ham selv imøde. Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv og greb — o Frækhed — Dronningen ved Haanden og førte hende, under Mængdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr. Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde nærmere skubbede han Porten op, ved at sætte sine vældige Skuldre imod, og traadte ind. Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frække Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet og ærbødigt tilside.

Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine tavse Bevægelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte Hænder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring. Da det imidlertid ikke laa for disse at være tavst begejstrede, brød de snart ud i deres sædvanlige Syngen, Skrigen og Skraalen, samtidig med at de gjorde alle Mganga'ens forrykte Bevægelser efter.

Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af alt dette Spektakel. Tværtimod saa den tristere og tristere ud, og midt under hele Forestillingen faldt de første tunge, store Regndraaber med protesterende Smæld til Jorden.

Dette fremkaldte øjensynlig et stærkt Omslag i de Indfødtes Stemning overfor Troldmanden. De trængte sig sammen om ham og indtog en ligefrem truende Holdning. Men Kæmpekarlen viste sig selv da som Situationens Herre. Han pegede udover Mængdens Hoveder henimod en hvid Kvinde med et Barn paa Armen, der var traadt ud af en af Barakkerne for at se, hvad der var paa Færde.

Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var altsaa den forbandede hvide Slavinde med det blege Barn, der havde nedkaldt Regnstrømmenes Forbandelse over Landet; fra hende kom al Fortræd og Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte Mængde løs paa den ulykkelige Fru Weldon og lille Jack. Men Mganga'en kom dem i Forkøbet; med et Par vældige Armbevægelser fejede han de ivrigste tilside, og resolut og uden Nølen greb han den segnefærdige Kvinde og hendes Barn og løftede dem op paa sine stærke Skuldre. Den forbavsede Hob veg uvilkaarlig tilside for denne store Magiker, der havde fundet Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu ogsaa vilde forstaa at fjerne og tilintetgøre det paa rette Maade. Nysgerrig fulgte man efter ham, men han skridtede vældigt ud, igennem den lukkede Gaard og henimod Skoven, hvorfra han med en bydende Gestus forbød de faa udholdende at følge ham længer.

Ind i den tætte Skov gik Rejsen, uden Standsning og uden mindste Tøven, indtil Troldmanden naaede en Aa, der, klar og med stærk Strøm, gemte sig bag høje Siv og Slyngplanter. Der, under et Kæmpetræs lavt nedhængende Grene laa en Slags Kano med et Sejl over, og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte Byrde.

"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er jeg med Fru Weldon og lille Jack. Lad os saa komme afsted inden alle Kazonndes Fæhoveder kommer paa Benene for at søge efter deres Troldmand."

Med disse Ord greb Herkules — endnu iklædt sin fantastiske Forklædning — Aaren og stødte Baaden ud i Strømmen.

Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv, at hun rigtig begreb hvorledes det hele hængte sammen; at hun virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og kraftløs, der laa foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med Dingo for sine Fødder.

"Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"

"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt Armene om den unge Kaptajns Hals.

"Og Herkules!" udbrød Fru Weldon, "tænk at jeg ikke anede at det var Dem, som bar os afsted; jeg var rædselsfuld angst."

"Ja, køn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt smilende, "men jeg passede ellers godt til Rollen."

"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget Liv," udbrød Fruen rørt og rakte Kæmpen begge sine Hænder.

"Ogsaa mit!" sagde Dick.

"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen, endnu ikke forsonet ved Tanken paa den undslupne Sjældenhed.

Medens Baaden af Strømmen hurtigt førtes ned ad Aaen fortalte Herkules, i de færrest mulige Ord, hvorledes han uset havde fulgt Karavanen, som førte Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes han flere Gange forgæves havde forsøgt at befri dem fra Fangenskabet, indtil endelig en usædvanlig Lejlighed frembød sig. Den berømte Troldmand, som blev ventet med saa megen Længsel i Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle Udstyr og binde ham til et Træ, var en smal Sag for en Herkules, og de Indfødtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens anden Del lykkes for ham over al Forventning.

Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens Ligfærd?

"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg var virkelig mere død end levende, bundet til en Pæl og med Vandet strømmende mig over Hovedet. Men Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og Herkules stod bøjet over mig — — men hvordan det Mirakel er sket, det maa Gud og Herkules vide."

"Aah — det var ikke saa farligt," sagde Negeren, forlegen over den megen Hyldest, der blev ham til Del. "Det var saamænd ingen Hekseri at liste sig ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det indstrømmende Vand, at rykke Pælen op. Med en Smule Kræfter kunde enhver have gjort det samme. Saa var det bare at bære baade Pælen og Kaptajnen her ud — — det var det hele. Men nu maa vi vel tænke lidt paa, hvorhen Rejsen gælder," afledte Herkules beskedent.

Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro, og Dick bemærkede, at det gjaldt om at naa Kysten før Portugiseren kom til Mossamedes. Der kunde man finde Beskyttelse og Hjælp hos de portugisiske Autoriteter.

"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at hæve sine 100,000 Dollars, saa skal jeg nok betale ham med en anden Mønt," føjede Herkules til.

Den Baad, i hvilken de af Skæbnens Modgang saa haardt prøvede Rejsende lod sig føre ned ad Strømmen, var en af de Indfødtes sædvanlige lange, smalle Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til at sætte sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde tiltrække sig Opmærksomhed, havde den opfindsomme Neger dækket Baaden med et Tag af langt Græs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dække bragte Baaden til at se ud som en af de smaa flydende Øer, og afgav desuden et skærmende Ly imod Solens brændende Straaler. Proviant for Rejsen maatte de Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned fra Træernes Grene ved Hjælp af den Bøsse, som Herkules havde bjærget ved sin Flugt.

Selv om Strømmen vedblivende vilde føre det lette Fartøj afsted med den samme Hastighed, som ved Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i Timen eller ca. halvtreds Mil i Døgnet, var Dick dog klar over, at det blev en langvarig Tur før de naaede Kysten, og rig paa Farer vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages Sejlads udvidede Floden sig til en Bredde af omtrent 150 Fod, og man traf nu paa flere smaa, grønne Øer, der drev afsted med samme Fart som Kanoen. Intetsteds saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens Bredder. Plantevæksten var af en overvældende tropisk Rigdom og Skønhed; Sværdlilier, Alver, Balsamier, Clematis, Gladiolus, Kæmpebregner og tusinde andre Vækster dannede, med deres stærkt farvede Blomsters yppige Vælde, en vidunderlig skøn Indfatning om Flodens dybtblaa Vand.

Hist og her rykkede selve Skovens Kæmper helt ned til Bredden og strakte deres tørstige Rødder ud i Strømmens friskende Vand; Figentræer, Acasier, Mangotræer, Copal og Dadelpalmer sendte fra deres tætte, vidtspredende Kroner, Skygge og Kølighed ud over det glitrende Spejl. I over hundrede Fods Højde slyngede Lianer og Clematis deres graciøse Ranker fra Trætop til Trætop, og ad disse naturlige, blomstersmykkede Broer saa man Aberne svinge sig i behændig Tagfat.

Den eneste af Selskabet, der ikke nød hverken den genvundne Frihed eller Naturens Skønhed, var Fætter Benedict. Han havde mistet sin Insektsamling i Kazonnde, sine Briller og sin Loupe — for ham ejede Verden ikke flere Glæder. I det mindste ikke før en Dag, da Herkules, der respekterede Særlingens Samlermani og afleverede alle de Smaadyr han fik Fingre i, præsenterede ham et lille sort, uappetitligt udseende Insekt. Efter en hastig Undersøgelse af Fænomenet lige foran sine nærsynede Øjne udbrød Fætter Benedict i vild Henrykkelse.

"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du berøvede mig min Manticora, denne her er endnu bedre. Dick, Kusine, kom her skal I se — det er glimrende, storartet!"

"Hvad er det da for et Dyr?"

"Dyr, Dyr, — — det er en Sjældenhed af Rang. Den kan hverken henregnes til coleoptera neuroptera eller hymenoptera; hvis den havde haft otte Ben vilde jeg have klassificeret den i anden Gruppe af arachnida, men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske ny Opdagelse; den maa opkaldes efter mig. Dette Insekt vil komme til at hedde Hexapodes Benedictus."

Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og gratulerede ham godmodigt til hans Fund.

Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hævede sig op over Skovens høje Træer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden.

Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn Larm, en sugende Lyd, som af et arbejdende Pumpeværk. Det var en Flok paa hundreder af Elefanter, som skyllede Dagens tørre Kost ned med en forsvarlig Slurk af Strømmens klare Vand.

XXI.

I fjorten Dage fortsattes Sejladsen ned ad Floden uden at nogen nævneværdig Hændelse indtraf. Hver Aften søgte man mod Land for at Dick, med Bøssen i Haand, kunde sørge for at forsyne Aftensbordet. Ved disse Ekspeditioner maatte man gaa frem med den yderste Forsigtighed, da man aldrig kunde være sikker paa at Stedet ikke var beboet af vilde Indfødte, hvis Opmærksomhed man helst maatte undgaa at vække. Landet, de kom igennem, havde efterhaanden skiftet Udseende, det overdaadige, skønne Skovlandskab var blevet afløst af en ørkenagtig Slette, uden et Træ eller mindste Tegn paa Dyreliv. Dette sidste var en Omstændighed, som let kunde være blevet skæbnesvanger for de uforfærdede Rejsende; thi hvoraf skulde de vel leve, naar Dick ikke kunde skyde noget Vildt. Til alt Held fandt de i dette kritiske Øjeblik, i en Indskæring af Floden, en Græshoppesværm, som i tykke Lag dækkede Jorden og Vandet. De vidste, at de Indfødte betragtede disse ækle Dyr som lidt af en Delikatesse, og da de ikke havde noget Valg bestemte de sig til at gøre ligesaa.

Men Spændingen, Frygten for hvad den næste Dag vel vilde bringe af Savn og Farer, tog paa de stakkels Rejsende, og de længtes inderligt og utaalmodigt efter, at Farten dog skulde faa en Ende.

Da lød pludselig, den 14. Juli, fra Jacks barnlige Læber det forløsende Ord:

"Havet!"

"Hvad siger du, Jack," udbrød Dick aandeløst, "det er umuligt! Det kan ikke være Havet!"

Og Havet var det da heller ikke, men dog i det mindste den store Flod, maaske Kongo, der udmundede i Havet, og som de Rejsende saa længe havde længtes efter at naa. Ved dens Udløb vilde de sikkert finde en portugisisk Handelsplads, hvor de kunde søge Hjælp og Beskyttelse.

Ned ad den brede, klare Flod gik nu Sejladsen uforstyrret og i den forhaabningsfuldeste Stemning; endnu kun nogle Dages Rejse, og Trængslernes Tid vilde være endt.

Da, om Natten den 18. Juli, henimod Klokken 3, opskræmmedes de sovende af et Udraab fra Herkules, der havde Vagt:

"Havet!"

Alle lyttede spændt til den fjærne dumpe Brusen; ingen tænkte paa at sove mere.

Nattens dybe Mørke afløstes pludselig og næsten uden Overgang af Morgen-Lyset. De Rejsende saa nu, at der, omtrent en halv Mil forude, hang som en Taagesky over Floden, dog var det ingen almindelig graa Taage. Nu da Solen sendte sine første rødgyldne Straaler op over Horisonten, gennemstraaledes Skyen og kastede Lyset mangedobbelt tilbage som gennem tusinde, smaa Glasprismer.

"Hurtig! Hurtig! Til Land, Herkules. For Guds Skyld hurtigt!" skreg Dick i vild Rædsel. "Der er et Vandfald lige for os!"

Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det nedstyrtende Vand, der, sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den spinkle Baad i Afgrunden.

Baaden lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules' kraftige Arm bragte den paa tværs af Strømmen ind til den venstre Bred. Men hvad nu. Man maatte opgive den forholdsvis sikre Fart ad Floden, og begive sig igennem Landets tætte og mørke Skove Resten af Vejen. Og disse Skove kunne være beboede af Kongos vilde Kanibaler, man kunne maaske træffe en Slavetransport og alle Rædslerne vilde da begynde forfra. Dingo syntes ligesaa forknyt over det tilstødte Uheld, som dens tobenede Venner. Den hylede ynkeligt, og før Baaden endnu var ved Land sprang den i Vandet, svømmede ind til Bredden og forsvandt i det høje Græs.

Faa Minutter efter laa Baaden fortøjet ved en Trærod, og Dick og de andre gik i Land. Man kunde af det nedtraadte Græs se, at Dyr eller Mennesker nylig havde færdedes her. Dick gik foran med ladt Gevær, og Herkules fulgte efter med Øksen i Haanden, og de havde ikke gaaet ti Skridt før de naaede Dingo, der, med Snuden imod Jorden forfulgte et Spor. Forsigtig spejdende fulgte de Dyret indtil de pludselig stod foran en forfalden Hytte midt i den tætteste Skovtykning. Dingo stod ynkeligt hylende foran Indgangen til Bjælkehuset. Herkules sparkede Døren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere.

Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide Knogler.

Dingo kastede sig ned med en hjærteskærende Piben.

"Dyret har kendt det Menneske, der her er omkommet," sagde Fru Weldon. "Maaske var det dens Herre."

"Se der!" udbrød Dick og pegede paa en vældig, afbarket Stamme til hvilken Hytten støttede sig. To store Bogstaver var malede paa Træet med rød Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved.

"S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo bærer i sit Halsbaand, de samme — —."

Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod; han havde faaet Øje paa et lille Kobberskrin, grønt af Ir, som han aabnede. Det indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende Linier: