"Jeg kan ikke, jeg pakker ind," kradsede jeg med Blyant paa Konvolutten og gav Charles, som stod i Vestibulen og ventede paa Svar, den med tilbage. Ti Minutter efter spadserede Lord Robert ind i Stuen, Tjeneren havde ladet Døren staa aaben.

"Jeg kommer for at hjælpe Dem," sagde han med denne Stemme, der lyder saa sikker paa et Velkommen, at man ikke kan bide ham af, "men hvor skal De hen?"

"Det véd jeg ikke," sagde jeg lidt fortabt, og saa bukkede jeg mig og samlede Fotografier sammen af alle Livsens Kræfter.

"Ja, men De kan ikke tage til London alene," sagde han. "Hør engang, jeg skal tage Dem med og bringe Dem til min Tante, Lady Merrenden. Hun er saa sød, og jeg er vis paa, at naar jeg fortæller hende Deres Historie, saa bliver hun henrykt over at kunne tage sig af Dem i nogle Dage, indtil De kan se Dem rigtig om."

Han saá saa ung ud, og hans Ansigt var saa rart, jeg blev rørt.

"Aa nej, Lord Robert! Det kan jeg ikke, men Tak skal De have. Jeg vil ikke staa i Taknemlighedsgæld til nogen," sagde jeg bestemt. "Hr. Carruthers foreslaar en Maade at komme ud over Vanskelighederne paa — og det er, at jeg skal gifte mig med ham og blive her. Jeg tror ikke, at han virkelig mener det; men han lader, som han gør det."

Han satte sig paa Kanten af et Bord, der allerede i Forvejen var belæsset med Bøger; de fleste af dem væltede og faldt med et Brag ned paa Gulvet.

"Naa, saa Christopher vil have, at De skal gifte Dem med ham, den gamle Ræv!" sagde han og glemte øjensynligt den Overlast, han havde tilføjet Litteraturen. "Men De gør det ikke, vel? For Resten har jeg ingen Grund til at sige det om Christopher. Han er en Pokkers god Ven!"

"De burde ikke bande saa meget, Lord Robert, det støder mig, saaledes som jeg er opdraget," sagde jeg med et Ansigt som en lille Engel.

"Bander jeg?" spurgte han forbavset. "Nej, det tror jeg ikke — i alt Fald har det ingenting at sige, det er kun et uskyldigt Krydderi paa Konversationen. Men jeg skal nok lade være, hvis De ikke vil have det."

Bagefter hjalp han mig med Bøgerne og var saa munter og elskværdig, at jeg snart blev glad igen, og ved Lunchtid var alting færdigt til at bringes bort. Véronique var ogsaa næsten færdig og stod stiv og maussade ved mit Toiletbord, da jeg kom ind. Hun talte ærbødigt paa Fransk og spurgte, om jeg nu havde lagt mine Planer; thi, forklarede hun mig, hendes Stilling syntes uheldig, men da hun havde været hos mig i fem Aar, følte hun, at hun ikke kunde forlade mig ved et saadant Vendepunkt. Paa samme Tid haabede hun, at Mademoiselle vilde tage en passende Bestemmelse, da hun frygtede (i al Ærbødighed), at det var "une si drôle de position pour une demoiselle du monde, alene med ces messieurs."

Jeg kunde ikke blive vred; det var meget sandt, hvad hun sagde.

"Jeg vil tage ind til Claridges i Eftermiddag, Véronique," sagde jeg beroligende, "med 5,15 Toget, antager jeg. Vi kan telegrafere efter Lunch."

Det lod til at trøste hende, men hun tilføjede, at det øjensynligt var Mademoiselles Skæbne at gøre et rigt Parti, og hun var sikker paa, at der ventede Mademoiselle megen Lykke og mange Juveler, hvis Mademoiselle bare kunde bestemme sig. Intet er helligt for éns Pige! Hun véd naturligvis det hele med Hr. Carruthers. Stakkels gamle Véronique — hun har en stor, varm Krog i mit Hjerte. — Sommetider behandler hun mig med kold Ærbødighed, som om jeg var en Dronning, og til andre Tider er jeg næsten hendes enfant, saa øm og moderlig er hun imod mig. Hun finder sig i alle mine Luner og forkæler mig som Barn, netop naar jeg er allerværst.

Lord Robert var tøvende gaaet sin Vej, da Gongongen lød.

"Har vi ikke haft det dejligt?" sagde han, idet han ansaa det for givet, at jeg følte det samme som han. Det er en meget behagelig Egenskab hos ham, og den gør, at man føler Sympati for ham, især naar han ser én ind i Ansigtet med sine søvnige blaa Øjne. Han har Øjenvipper saa lange og krøllede som et Zigøjnerbarns.

Hr. Carruthers var alene i Spisestuen, da jeg kom dèr ind; han stod og saá ud af Vinduet og vendte sig hurtigt om, da jeg kom ind i Stuen. Jeg er vis paa, at han vilde have haft Lyst til at dræbe Fluer paa Ruderne, hvis han havde været en Dreng! Hans Øjne var som Staal.

"Hvor har De været i al den Tid?" spurgte han, da han havde givet mig Haanden og sagt Godmorgen.

"Oppe i mit Værelse for at pakke ind," svarede jeg. "Lord Robert var saa god, han hjalp mig — vi har faaet alting færdig. Maa jeg saa bestille Vognen til 5,15 Toget?"

"Nej, det maa De rigtignok ikke. — Gid Pokker havde Lord Robert!" sagde Hr. Carruthers. "Hvad kommer det ham ved? De skal ikke rejse. Jeg vil ikke have det. Kære, taabelige lille Barn" — hans Stemme var ganske bevæget. "De kan umuligt gaa ud i Verden ganske alene. Evangeline, hvorfor vil De ikke gifte Dem med mig? Jeg — jeg skal sige Dem, jeg tror — at jeg kommer til at elske Dem."

"Jeg maatte være ganske sikker paa, at den Mand, jeg giftede mig med, elskede mig, Hr. Carruthers," sagde jeg alvorligt, "før jeg samtykkede i at slutte mit Liv paa den Maade."

Han fik ikke Tid til at svare, for Hr. Barton og Lord Robert kom ind i Stuen.

Ved Bordet var der en trykket Stemning med mange Pauser, og Lord Robert saá mere højtidelig ud end nogensinde. Hans Hænder har saadan en smuk Form — men det har Hr. Carruthers' ogsaa. De ser begge ud som Gentlemen.

Før vi var færdige, blev der bragt et Brev ind til mig. Det var fra Lady Katherine Montgomerie. Det gjorde hende alt for ondt, sagde hun, at høre om min ensomme Stilling, og hun skrev for at spørge mig, om jeg vilde komme og tilbringe fjorten Dage hos dem paa Tryland Court.

Det var ikke videre godt skrevet, og jeg havde aldrig brudt mig meget om Lady Katherine; men det var ret venligt og passede saa udmærket sammen med mine Planer.

Hun havde sandsynligvis hørt Tale om Hr. Carruthers Ankomst og fandt det højst upassende, at jeg var alene i Huset med ham.

Begge Herrerne havde deres Øjne fæstede paa mit Ansigt, da jeg saá op efter at have læst Brevet.

"Lady Katherine Montgomerie skriver for at indbyde mig til at komme til Tryland," sagde jeg, "saa hvis De vil undskylde mig, vil jeg svare og sige, at jeg kommer i Eftermiddag." Og jeg rejste mig.

Hr. Carruthers rejste sig ogsaa og fulgte efter mig ind i Biblioteket. Han lukkede Døren og kom hen til Skrivebordet, hvor jeg sad.

"Hvis jeg nu lader Dem tage af Sted, vil De saa sige til hende, at De er forlovet med mig, og at vi skal giftes saa snart som muligt."

"Nej, det vil jeg rigtignok ikke," svarede jeg bestemt. "Jeg vil hverken gifte mig med Dem eller med nogen som helst anden, Hr. Carruthers. Hvad tror De dog om mig —? At tænke sig, at jeg skulde komme her tilbage for bestandig og bo hos Dem — naar jeg slet ikke kender Dem en Smule — og maatte finde mig i, at De — maaske — kyssede mig, og, og — saadant noget! Det er aldeles forfærdeligt at tænke paa!"

Han lo, som om han ikke kunde lade være. "Men hvis jeg nu lovede ikke at kysse Dem —?"

"Selv da," sagde jeg, og jeg kunde ikke lade være med at bide i mit Penneskaft. "Det kunde hænde, at jeg maaske fik Lyst til at kysse en anden — og dèr har vi det! Naar man først er gift, saa er alt, hvad der er morsomt, galt!"

"Evangeline! Jeg lader Dem ikke tage bort — ud af mit Liv! — De forunderlige lille Heks, De har forstyrret min Sindsro, forvirret mig. Jeg kan intet foretage mig. Jeg synes at trænge saa meget til Dem."

"Pyt!" sagde jeg og saá surmulende paa ham. "De har alt, hvad der kan udfylde Deres Liv — Stilling, Rigdom, Venner — De trænger ikke til en Eventyrerske med grønne Øjne."

Jeg bøjede mig ned og skrev til Lady Katherine. Jeg vilde kunne være der omtrent Klokken seks, sagde jeg, og takkede hende i min allerbedste Stil.

"Hvis jeg lader Dem rejse, er det kun for Øjeblikket," sagde Hr. Carruthers, da jeg skrev mit Navn. "Jeg har i Sinde, at De skal gifte Dem med mig — hører De?"

"Qui vivra, verra!" sagde jeg igen. Saa lo jeg og rejste mig med Brevet i Haanden.

Lord Robert saá næsten ud, som om han var ved at græde, da jeg fortalte ham, at jeg tog bort om Eftermiddagen.

"Jeg skal nok faa Dem at se igen," sagde han. "Lady Katherine er i Familie med min Tantes Mand, Lord Merrenden. Men jeg kender hende ikke."

Jeg tror ham ikke — hvordan skulde han faa mig at se igen — unge Mænd siger saa meget Vrøvl.

"Jeg kommer derover paa Onsdag for at se, hvorledes De har det," sagde Hr. Carruthers. "Vil De saa ikke nok være hjemme?"

Det lovede jeg, at jeg vilde, og saa gik jeg ovenpaa.

Saa har mit Liv paa Branches altsaa Ende.

Jeg skal begynde paa en ny Tilværelse, Begyndelsen paa mit Liv som Eventyrerske!

Hvor fuldstændigt alle éns Begreber kan forandres paa nogle faa Dage! I Dag for tre Uger siden levede Fru Carruthers. I Dag for to Uger siden var jeg ikke længere en rig Arving — for kun tre Dage siden tænkte jeg ganske roligt paa den Mulighed at gifte mig med Hr. Carruthers — og nu — vilde jeg ikke for alt i Verden gifte mig med nogen! Nu skal jeg til at begynde et nyt Liv! Jeg vil se Verden og en Masse forskellige Mennesker. — Jeg vil vide, hvad det er, som faar Uret til at gaa rundt — Livets store Urværk. Jeg vil danse og synge og le, og jeg vil leve — og — ja — maaske engang kysse én, som jeg elsker —!

EVANGELINE REJSER UD I VERDEN.

Tryland Court, Headington.
Onsdag den 9. Novbr.

Gud forbarme sig! Jeg har været her i hele fire Dage, og jeg spørger stadig mig selv, hvordan jeg skal holde det ud Resten af de fjorten Dage. Før jeg tog fra Branches, begyndte jeg at miste Humøret. Det var en forfærdelig rørende Afsked med Husholdersken og Folkene, som jeg har kendt, fra jeg var Barn, og jeg hader den kvælende Følelse — især til sidst, da Hr. Carruthers kom ud i Vestibulen — medens jeg endnu havde Taarer i Øjnene — og han saá det, og det gjorde Lord Robert ogsaa!

Jeg blinkede og blinkede, men der var alligevel en Taare, der trillede ned ad min Næse, det var rædsom flovt.

Hr. Carruthers havde umaadelig travlt med at sørge for, at jeg skulde faa det bekvemt paa Turen; hans Tone var koldere end nogensinde, og han vilde endelig have, at jeg skulde drikke noget cherry brandy. Det ligner ham slet ikke at gøre saa mange Ophævelser, saa jeg antager, at han ogsaa syntes, at det var et kedeligt quart d'heure. Lord Robert skjulte ikke sin Deltagelse, han kom hen til mig og tog min Haand, medens Christopher talte med den Tjener, som skulde køre med mig.

"De er sød," sagde han, "og en Knop, og glem ikke, at jeg kommer og besøger Lady Katherine, inden De tager derfra; saa kommer De ikke til at føle, at De er helt imellem fremmede."

Jeg takkede ham, og han trykkede min Haand saa venligt — jeg kan godt lide Lord Robert.

Jeg var snart glad igen, og insouciante, og det sidste, de saá af mig, var, da jeg smilede til dem ud af Vinduet, medens jeg kørte bort i Tusmørket. De stod begge paa Trappen og vinkede til mig.

De var færdige med at drikke Te paa Tryland, da jeg kom; det var en lang, fugtig Køretur! Og jeg sagde til Lady Katherine, at det gjorde mig ondt, at jeg var kommet saa sent, og at hun endelig ikke maatte have Ulejlighed med at lade komme frisk Te til mig; men hun vilde endelig, og noget efter kom der en hel ny Ladning, lavet i en Fart af Vand, som ikke havde kogt, og jeg maatte sluge en ækel Kop Te — oven i Købet Ceylonte — jeg hader Ceylonte! Hr. Montgomerie varmede sig ved Ilden og skyggede helt for os andre, som sad og rystede af Kulde paa en Række højryggede Stole, der stod langt udenfor Kamintæppets Radius.

Han har en Maade at puste sine Kinder op paa og frembringe en Lyd omtrent som "Bur—r—r—r," — det lyder meget djærvt og hjerteligt, indtil man straks efter opdager, at han har sagt noget ondt om en eller anden.

Og medens rødt Haar ser meget godt ud paa mig, synes jeg, at en Mand med rødt Haar er det grimmeste i Verden. Hans Ansigt er rødt, og hans Næse og Kinder er næsten purpurrøde; han har ildrøde Bakkenbarter, der skinner, saa de kunde gøre en Kat bange paa en mørk Vej.

Han var en rig skotsk Fabrikant, og jeg antager, at den stakkels Lady Katherine skulde gifte sig med ham, skønt, da hun selv er skotsk, tænker jeg ikke, hun lægger Mærke til, at han er temmelig plump.

Der er to Sønner og seks Døtre, én gift, fire voksne og én, der gaar i Skole i Bryssel, og de har allesammen rødt Haar! — Men det er glat og groft, og de har hvide Øjenvipper og Fregner, saa det er virkelig meget venligt af Lady Katherine, at hun har indbudt mig til at komme her.

De er allesammen tilsyneladende saa gode som Guld, og en af dem udfører Brandmalerier, og en anden binder Bøger ind, den tredie broderer Alterduge og den fjerde strikker Slips — altsammen i veldædigt Øjemed, og de beder alle, saa snart de kommer ind i Huset, om at give til deres Velgørenhed. Hende med Slipsene og hende med Alterdugene sad og arbejdede flittigt i Dagligstuen — de hedder Kirstie og Jean — Jessie og Maggie, de to med Brandmaleri og Bogbinderi, har en Stue for sig selv, deres "Værksted" kalder de den. De var der endnu, antager jeg, for jeg saá dem ikke før til Middag.

I mange Aar plejede vi at se hinanden en Gang om Aaret, ved Fru Carruthers Juleselskaber, og jeg kan huske, at jeg hadede deres Raasilkelivbaand, og de havde for det meste Snue; et Aar smittede de os alle med Faaresyge, og saa blev de ikke indbudt næste Aar. Jean, hende med Alterdugen, er paa min Alder, de andre er ældre.

Det var virkelig meget vanskeligt at finde paa noget at sige, og jeg kan godt forstaa, at der er Folk, der bliver befippede, naar de bliver pint saadan. Jeg har ikke været befippet siden for otte Aar tilbage, da Fru Carruthers sidste Gang gav mig en paa Øret for det. Lige før jeg gik op for at klæde mig om, spurgte Hr. Montgomerie mig rent ud, om det var sandt, at Hr. Carruthers var kommet. Lady Katherine havde kredset omkring det Spørgsmaal i et helt Kvarter.

Jeg sagde kun Ja, men det var ikke nok; da han først var begyndt, gjorde han en hel Masse Spørgsmaal med "Bur—r—r—r" imellem hvert. Vilde Hr. Carruthers skyde Fasaner til November? Havde han besluttet sig til at beholde Kokken? Havde han opgivet den diplomatiske Løbebane? Jeg sagde, at jeg virkelig ikke vidste noget om alt det, jeg havde set saa lidt til ham.

Lady Katherine nikkede, medens hun maalte en Trøster, som hun var ved at strikke, for at se, om den var lang nok.

"Det maa sikkert have sat Dem i Forlegenhed, at han i det hele taget kom, det var ikke meget taktfuldt af ham, synes jeg, men jeg antager, at han gerne vilde se sin Arv saa snart som muligt," sagde hun.

Jeg var lige ved at le ved at tænke paa, hvad hun vilde sige, hvis hun vidste, hvilken Del af sin Arv han egentlig var kommet for at se. Jeg gad vide, om hun nogensinde har hørt, at Fru Carruthers mere eller mindre efterlod mig til ham i sit Testamente.

"Jeg haaber, at De i det mindste havde Deres gamle Guvernante hos Dem," sagde hun, medens vi gik op ad Trappen, "saa De kunde føle Dem mindre uhyggelig til Mode — det var sandelig en forfærdelig Situation for en ung Pige at være alene i Huset med en ugift Mand."

Jeg fortalte hende, at Hr. Barton ogsaa var der, men jeg havde ikke Mod til at sige noget om Lord Robert, jeg sagde kun, at der var en af Hr. Carruthers Venner, som var en stor Kunstkender, og at han var kommet for at se paa Malerierne.

"Aa, han skal vel vurdere dem. Jeg haaber ikke, at han sælger Corregioerne!" udbrød hun.

"Nej, det tror jeg ikke," sagde jeg og svarede slet ikke paa Spørgsmaalet om Vurderingen.

At Hr. Carruthers er ugift, det er det, der synes at volde hende mest Bekymring; hun begyndte igen, før vi naaede min Sovekammerdør:

"I Morges hørte jeg tilfældigvis et Rygte hos Frøken Sheriton (hun har en Uldgarnsfabrik i Headington, vor By)," sagde hun, "og saa skrev jeg straks til Dem. Jeg følte, hvor frygteligt det vilde være for et af mine egne kære Pigebørn at være alene med en ugift Mand paa den Maade — jeg kan næsten ikke forstaa, at De ikke blev oppe i Deres egne Værelser."

Jeg takkede hende for hendes venlige Tanker, og saa gik hun endelig.

Hvis hun bare vidste! De ugifte Mænd, som kom ned ad Korridoren for at tale med Mademoiselle, var ikke nær saa næsvise som de gamle Fyre, der havde en Kone et eller andet Sted. Lord Beutworth var gift, og han vilde have, at jeg skulde kysse ham; hvorimod gamle Oberst Grimston ikke havde nogen Kone, og han gjorde aldrig en Kat Fortræd! Og jeg gad nok vide, hvad hun troede, Hr. Carruthers vilde gøre mig, siden det vilde have været klogere at blive oppe i mine egne Værelser. Maaske tror hun, at Diplomater er et Slags vilde Dyr, fordi de har levet i fremmede Lande.

Mit Værelse er rædsomt efter mit nydelige rosenrøde Sirtses paa Branches. Afskyelige gule Træmøbler, og ingenting passer sammen, men der er Masser af Klædeskabe, saa Véronique er tilfreds.

De var alle i Dagligstuen, da jeg kom ned, og Malcolm, den ældste Søn, som er i et højlandsk Regiment, var kommet med Toget.

Jeg havde en skrækkelig Følelse af at være kommet for sent, og at Hr. Montgomerie havde Lyst til at bande ad mig, skønt Klokken kun var et Minut over tre Kvarter til otte.

Han sagde "Bur—r—r—r" flere Gange og fløj af Sted til Spisestuen med mig hængende ved sin Arm, og han mumlede, at man kunde ikke forlange noget af en Kok, naar man lod Maden vente! Saa jeg ventede noget vidunderligt i Retning af Mad; men den er ikke halvt saa god som den, vor Kok lavede paa Branches. Og Tjenerne er ikke alle lige høje, og deres Liberier sidder ikke saadan, som Fru Carruthers altid fordrede, at vore skulde.

Malcolm er en lille bitte Mand. Han er ikke saa høj som jeg, og tynd som en Bønnestage, og det ser ud, som om hans Knæ sad for nær ved hinanden. Han maa se skrækkelig ud med det skotske Skørt, og jeg er vis paa, at han gyser, naar det blæser; saadan ser han ud. Jeg kan ikke lide Skørter, undtagen naar Mændene er store, stærke og solbrændte og ikke skammer sig over deres nøgne Ben. Jeg saá nogle pragtfulde Eksemplarer marchere i Edinburgh, de svingede deres Skørter akkurat som de smukke Damer i Boulogneskoven, naar Mademoiselle og jeg gik ud ad den Allé, som Fru Carruthers sagde, at vi altid skulde gaa i.

Lady Katherine talte meget ved Bordet, om Politik og om sine Velgørenhedsarbejder, og de fire Pigebørn var saa ærbødige og interesserede, men Hr. Montgomerie sagde hende imod, naar han kunde. Jeg var glad, da vi gik ind i Dagligstuen.

Den første Aften var den værste af dem alle, fordi vi var saa fremmede for hinanden, med Tiden vænner man sig til, hvad det skal være.

Lady Katherine spurgte mig, om jeg ikke havde et eller andet Haandarbejde. Kirstie var begyndt paa sit Slips og Jean paa sin Alterdug.

"Lad Maggie løbe op paa Deres Værelse og hente det til Dem," sagde hun.

Jeg var nødt til at sige, at jeg slet intet havde. "Men jeg — jeg kan pynte Hatte," sagde jeg. Det var saa skrækkeligt slet ikke at kunne gøre noget af det, de kunde, saa jeg maatte sige dette som et Slags Forsvar for mig selv.

Men det lod til, at hun ikke syntes, at det var et Arbejde for en Dame.

"Hvor det er flinkt af Dem," udbrød Kirstie. "Det vilde jeg ønske, at jeg kunde; men De kan jo ikke altid pynte Hatte. Savner De ikke stadigt Arbejde?"

Jeg var nødt til at sige, at jeg endnu ikke havde savnet det, men jeg kunde ikke sige dem, at jeg holdt mest af at sidde ganske stille og ingenting bestille.

Jessie og Maggie lagde Kabaler ved to Borde, som var til at slaa sammen, og som de tog frem; man kunde se, at det var noget, de var vant til, og jeg vidste straks, at det var noget, de gjorde hver Aften, og at jeg skulde se de to Borde staa der paa de samme Steder paa Tæppet hver eneste Aften i den Tid, jeg var der. Jeg antager, at det er, fordi de ikke kan tage Brandmaleriet og Bogbinderiet med ind i Dagligstuen.

"Vil De ikke spille noget for os?" spurgte Lady Katherine i en klagende Tone. Det er øjensynligt ikke tilladt ingenting at bestille, jeg rejste mig og gik hen til Klaveret.

Heldigvis kan jeg en Mængde udenad, og jeg holder meget af at spille, og jeg vilde være blevet ved med at spille for at faa Tiden til at gaa, men de sagde alle i Kor "Tak" efter hvert Stykke, og det forstyrrede mig.

Det varede en Evighed, inden Hr. Montgomerie og Malcolm kom ind, og jeg kunde se, at Lady Katherine blev urolig. Ved Bordet kunde jeg et Par Gange mærke, at der ikke var det bedste Forhold mellem de to, og hun var maaske bange for, at de var kommet op at slaas i Spisestuen. Fru Carruthers sagde, at Skotterne har alle mulige raa Sædvaner, som andre Nationer har vænnet sig af med.

Endelig kom de, Hr. Montgomerie var purpurrød i Ansigtet og Malcolm var grønbleg, men han havde ingen blaa Pletter; man kunde bare se, at de havde været frygtelig oppe at skændes.

Der er nu alligevel noget ved Velopdragenhed, selv om man er fra et barbarisk Land. Lady Katherine opførte sig saa nydeligt, hun talte ud i en Køre om Velgørenhed og Politik, saa de fik ikke Tid til flere Sammenstød, skønt jeg tror, at jeg hørte nogle "for Satan'er" afvekslende med "Bur—r—r—r"; det var en rædsom Aften.

Onsdag den 9. Novbr. (fortsat).

Malcolm gik ved Siden af mig til Kirke Dagen efter. Han saá lidt mindre nedtrykt ud, og jeg forsøgte at opmuntre ham.

Han fortalte mig ikke, hvad der var i Vejen med ham, men Jean sagde noget om det, da hun kom ind i mit Værelse, medens jeg tog Tøjet paa. Det lader til, at han er kommet galt af Sted med en Hest, som hedder "Angela Grey". Det havde Jean faaet at vide af Lady Katherine; hun sagde, at hendes Fader var meget vred over det, da han havde brugt saa mange Penge for dens Skyld.

Jeg synes nu ikke, det lyder som et Hestenavn, og det sagde jeg til Jean; men hun blev aldeles rædselsslagen og sagde, at det maatte være en Hest, for de kendte ingen Angela Grey, de kendte ikke engang nogen, som hed Grey, saa det maatte være en Hest.

Det synes jeg nu var en latterlig Grund, for Fru Carruthers sagde, at alle unge Mænd kendte Folk, som man ikke brød sig om at kende — og at det var dumt at gøre Væsen af det — for de kunde ikke gøre for det — thi de vilde kede sig, hvis de var saa gode som Guld, ligesom Pigebørn.

Men jeg tror, at Lady Katherine tænker anderledes end Fru Carruthers, og Døtrene er lige saadan.

Naar jeg ser Lord Robert igen, vil jeg spørge ham, om det er en Hest eller ikke.

Malcolm er ikke tiltrækkende, og jeg var glad over, at Kirken ikke laa saa langt borte.

Vognene faar ikke Lov til at køre om Søndagen, saa vi maatte gaa, og da vi gik tilbage, begyndte det at regne, og vi kunde ikke gaa rundt i Staldene, hvad de vist gør hver Søndag.

Alt bliver gjort, fordi man er vant til det — ikke fordi man vil more sig.

"Naar det regner, og vi ikke kan gaa rundt i Staldene," sagde Kirstie, "saa ser vi paa de gamle 'Illustrated London News' og gaar der saa om Eftermiddagen paa Vejen fra Kirke."

Det havde jeg ikke særlig Lyst til, saa jeg blev paa mit Værelse, saa længe jeg kunde. Da jeg kom ned, sad de fire Pigebørn ved et Bord i Vestibulen, hver med sin Bog foran sig. De maa kunne hvert eneste Billede udenad, hvis de gør det hver Søndag, naar det regner — de bliver i England hele Vinteren!

Jean gjorde Plads til mig ved Siden af sig.

"Jeg er i Tresserne," sagde hun. "Jeg blev færdig med Halvtredserne sidste Paaske." Selv dette er øjensynligt sat i System.

Jeg spurgte hende, om der ikke var nogle ny Bøger, som de havde Lyst til at læse; men hun sagde, at Lady Katherine ikke holdt af, at de fik fat i Tidsskrifter eller Romaner, før hun selv havde læst dem igennem, og hun havde ikke Tid til at læse mange; derfor gemte de de faa, de havde, til at læse mellem Te og Middag om Søndagen.

Paa dette Tidspunkt følte jeg, at jeg maatte gøre noget galt, og hvis Gongongen ikke havde lydt til Lunch, véd jeg ikke, hvad der var sket.

Hr. Montgomerie sagde ligefrem smukke Ting til mig, da Osten og Portvinen kom paa Bordet, medens Pigebørnene saá forfærdede ud og Lady Katherines Blik blev stenhaardt. Jeg antager, at han er saaledes, fordi han er gift. Jeg gad vide, om unge gifte Mænd ogsaa er saadan; jeg har endnu aldrig truffet nogen.

Mandag Aften begyndte jeg at føle, at Verdens Ende var nær! Det er ti Gange værre end at maatte skjule alle sine Følelser og være nødt til at adlyde Fru Carruthers. Hun sagde dog undertiden kyniske, morsomme Ting, som man kunde le ad, til mig og sine Venner. Og man følte, at det kun var hende, som fik de Folk, der var afhængige af hende, til at gøre, hvad hun vilde, fordi hun selv var saa egenkærlig, og at den øvrige Verden var fri, naar man engang kom udenfor.

Men Lady Katherine og hele det Montgomeriske milieu gør det Indtryk, at alting og alle maa regeres efter Principper, og at ingen har Ret til at have en selvstændig Mening, hvad Samfundsklasse de end tilhører.

Man kan simpelthen ikke le. De lammer én. Jeg glæder mig til i Eftermiddag, naar Hr. Carruthers kommer. Jeg tænker ofte paa de Dage paa Branches, og paa, hvor morsomt det var med de to, og jeg ønsker, at jeg var der igen.

Jeg har gjort mig Umage for at være høflig og elskværdig imod dem allesammen, og dog synes de ikke at være helt tilfredse.

Malcolm ser paa mig med Faareøjne. De er vandblaa, med Familiens hvide Øjenvipper, (hvor forskellige fra Lord Roberts!). Han har det korrekteste Væsen, og han siger aldrig et Ord Slang, han burde have været Præst, og jeg kan ikke tænke mig, at han kan ødsle sine Penge paa nogen Angela Grey, enten hun saa er en Hest eller ikke.

Han taler til mig, naar han kan, og beder mig om at gaa Ture med sig omkring Golfbanen. De fire Pigebørn spiller i en Time og tre Kvarter hver Morgen. De synes aldrig at more sig over noget — hele Livet er en solid Pligt. Jeg sidder oppe i mit Værelse, og Véronique har været saa fornuftig at lægge tidligt i Kakkelovnen. Jeg antager, at Hr. Carruthers ikke kommer før omtrent Klokken fire, saa har jeg endnu en Time at slaa ihjel. Jeg har sagt, at jeg skulde skrive Breve, og paa den Maade er jeg sluppet for den sædvanlige Køretur.

Han er vel nok saa fornuftig at spørge efter mig, selv om Lady Katherine ikke er kommet hjem, naar han kommer.

I Morges var det saadan et dejligt Frostvejr, og der fo'r en Djævel i mig. Jeg har været saa skikkelig siden i Lørdags, saa da Malcolm med sin sædvanlige formelle, indbildske Stemme sagde: "Frøken Travers, maa jeg have den Fornøjelse at spadsere en lille Tur med Dem," sprang jeg straks op, uden at spørge Lady Katherine, og gik og tog mit Tøj paa, og saa vandrede vi af Sted.

Jeg havde en Følelse af, at de alle syntes, at jeg gjorde noget galt, og saa blev jeg naturligvis meget værre. Jeg sagde alle de naive Ting, jeg kunde finde paa, til Malcolm, for at forfærde ham, og jeg saá af og til paa ham gennem mine Øjenvipper. Da vi saa kom til en Stente, vilde han hjælpe mig, og hans Øjne var ganske svømmende! Han har en Slags Latter helt oppe i Diskanten, og den kommer ganske uventet, naar der ingenting er at le ad. Jeg antager, det er skotsk, det er, naar han lige har fattet Meningen af en tidligere Spøg. Det kunde ikke nytte at sige noget til ham, som til Lord Robert eller Hr. Carruthers; for man vilde være gaaet sin Vej, inden han forstod det, om han saa gjorde det.

Der var en gammel Sir Thomas Farguarson, som kom paa Branches, og han opfattede Fru Carruthers dunkleste Vittigheder, selv om de var saa dunkle, at ikke engang jeg forstod dem, og han var Skotte. Maaske er de kun saadan, naar de har rødt Haar.

Da jeg sad oppe paa Stenten, sagde Malcolm pludselig: "Jeg hører, at De vil tage til London, naar De rejser herfra. Jeg haaber, De vil lade mig komme og besøge Dem; men jeg vilde ønske, at De altid var her."

"Det vilde jeg ikke," sagde jeg, men saa huskede jeg paa, at det lød lidt uhøfligt, for de har jo egentlig været venlige imod mig. "I det mindste — De véd godt — jeg synes, der er lidt kedeligt paa Landet — synes De ikke ogsaa? — saadan for bestandig?"

"Jo," svarede han, "for Mænd — men dèr vilde jeg dog helst altid se den Kvinde, jeg havde Agtelse for."

"Er Byer saa slemme?" spurgte jeg med min lille Englestemme. "Fortæl mig om deres Faldgruber, saa jeg kan undgaa dem."

"Først og fremmest maa De ikke tro alt, hvad Folk siger til Dem," sagde han alvorligt. "Naar man er saa ung som De, er jeg bange for, at man finder lutter Fristelser paa sin Vej."

"Aa, fortæl mig om dem," bad jeg. "Jeg har altid ønsket at faa at vide, hvad Fristelser var. Aa, fortæl mig det! Hvis De kommer og besøger mig — er De saa en Fristelse, eller er en Fristelse en Ting og ikke en Person?" Jeg saá bønligt paa ham, og han saá ikke et Øjeblik Glimtet i mine Øjne.

Han hostede pompøst. "Jeg antager, at jeg vilde være det," sagde han bestemt. "Fristelsen er — er — er — Aa, De véd — saadan — jeg véd ikke, hvad jeg skal sige —"

"Hvor det er kedeligt!" sagde jeg beklagende. "Jeg haabede, at jeg kunde faa det at vide af Dem — særlig hvis De selv er en Fristelse — saa maa De jo vide det —"

Han saá tilfreds, men dog lidt forvirret ud.

"Ser De, naar De er alene i London, saa vil maaske en eller anden Mand gøre Kur til Dem."

"Aa, tror De virkelig det?" spurgte jeg bestyrtet. "Det vilde vist være frygteligt, hvis jeg var alene i Stuen! Vilde det ikke klare Sagen, hvis jeg lod Dagligstuedøren staa aaben, og lod Véronique være lige udenfor den."

Han saá stift paa mig, men han saá kun en ubeskyttet Engels Ansigt; det beroligede ham, og han sagde alvorligt:

"Jo, det kunde vist være lige saa godt."

"De forbavser mig med det, De siger om at gøre Kur," sagde jeg. "Jeg anede ikke, at Kærlighed var noget saa voldsomt. Jeg troede, at den begyndte med alvorlig Tilbedelse og Ærbødighed — og at Herren, efter i Aarevis at have ofret Blomster og ydmyge Komplimenter og Brød og Smør ved Teselskaber, faldt ned paa det ene Knæ og erklærede sig — 'Clara Maria, jeg tilbeder Dem, bliv min,' og saa rakte man ham en lilliehvid Haand og bad ham rejse sig — men det kan ikke være den Slags, som De mener, og De har endnu ikke forklaret mig, hvad Fristelser er?"

"Det er mere eller mindre at have Lyst til at gøre, hvad man ikke bør gøre."

"Aa!" sagde jeg. "Saa har jeg altid Fristelser, har De ikke? Jeg har for Eksempel Lyst til at rive Jeans Alterdug itu og trevle Kirsties Slips op og at skrive uartige Ord paa Jessies Bogbind og brænde Maggies Trææsker!"

Han saá frygtelig forfærdet ud — og fornærmet — saa jeg tilføjede straks:

"Naturligvis maa det være dejligt at kunne gøre den Slags Ting; de er fuldkomne unge Piger, og saa dygtige — det faar kun mig til at føle saaledes, fordi jeg vel er — anderledes."

Han saá kritisk paa mig. "Ja, De er anderledes, jeg vilde ønske, at De vilde forsøge paa at være mere som mine Søstre — saa vilde jeg ikke være saa nervøs, fordi De tager til London."

"Det er alt for pænt af Dem at bryde Dem om det," sagde jeg stille; "men jeg tror ikke, at De behøver det! Jeg har en stærk Mistanke om, at jeg véd, hvorledes jeg skal passe paa mig selv!" Og jeg bøjede mig ned og lo ham lige ind i Ansigtet og sprang saa ned paa den anden Side af Stenten.

Han saá ud som saadan en lille Pusling, da han klatrede over bagefter mig! Men det er lige meget, hvad Størrelse de har — Mænds Forfængelighed er altid ens. Jeg er vis paa, at han troede, at han bare behøvede at gøre Kur til mig, saa vilde jeg falde ned i Munden paa ham som en moden Fersken.

Jeg drillede ham paa hele Vejen hjem, indtil han, da vi gik ind til Lunch, ikke vidste, om han stod paa Hovedet eller paa Benene! Da vi kom til Døren, sagde han:

"Jeg troede, at Deres Navn var Evangeline — hvorfor sagde De, at det var Clara Maria?"

"Fordi — det ikke er det!" Jeg lo over min Skulder og løb ind i Huset.

Han stod paa Trappen, og hvis han havde været en af Staldkarlene, vilde han have kløet sig i Hovedet.

Nu maa jeg standse og klæde mig paa. Jeg vil tage en sort Eftermiddagskjole paa, som jeg har. Hr. Carruthers skal se, at de ikke har lært mig at være gammeldags.

Aften.

Jeg synes, at Mænd er de rædsomste Skabninger; man kan ikke tro, hvad de siger, eller stole paa dem i fem Minutter! Fru Carruthers havde Ret; hun sagde: "Evangeline, husk paa, at det kan være vanskeligt nok at stole paa sig selv, men stole paa en Mand. Nej!"

Hvilken Eftermiddag! Denne utaalelige Følelse af at vente paa noget, som ikke sker! For Hr. Carruthers kom slet ikke! Hvor jeg vilde ønske, at jeg ikke havde klædt mig om og ventet ham.

Han siger sandsynligvis til sig selv, at han er vel ude af den Historie — nu, da jeg er borte. Han mente formodentlig ikke et Ord af alt det, han sagde til mig. Naa, han behøver ikke at ærgre sig! Jeg har ikke haft i Sinde at falde i Armene paa ham — jeg vilde bare have været glad ved at se ham, fordi han er et Menneske, og ikke som de andre her.

Naturligvis er Lord Robert lige saadan, og jeg ser formodentlig ingen af dem mere. Hvordan skulde Lord Robert kunne komme her, naar han ikke kender Lady Katherine? Nej, han sagde det bare for at sige noget pænt, da jeg rejste, og han bærer sig naturligvis lige saa rædsomt ad som Hr. Carruthers.

Jeg er i det mindste glad over, at jeg ikke fortalte Lady Katherine det; jeg vilde have følt mig saa flov. Aa! Gud véd, hvad jeg nu skal gøre. Jeg véd slet ikke, hvad nogenting koster — maaske er man meget fattig med tre Hundrede Pund om Aaret. Jeg er vis paa, at mine bedste Kjoler har kostet fem eller seks Hundrede Francs Stykket, og Hotellerne, de kan nok faa Pengene til at gaa. Men for Øjeblikket er jeg rig, for Hr. Barton var saa god at give mig et Forskud. Nu vil jeg ud og se Livet! det er latterligt at være sørgmodig! Jeg vil gaa i Seng og glemme, hvor vred jeg er!

De skal have Jagt her i næste Uge — Fasaner. Gud véd, om her kommer en hel Masse gamle Mænd. Jeg har ikke hørt, hvem der kommer.

Lady Katherine sagde til mig i Aften efter Middag, at det maaske paa Grund af min dybe Sorg vilde være ubehageligt for mig, at de skulde have Selskab, og hvis jeg følte det ganske forfærdeligt, behøvede jeg ikke at tro, at de vilde finde det uhøfligt, hvis jeg foretrak at spise til Middag i mit eget Værelse!

Jeg har ikke Lyst til at spise til Middag i mit eget Værelse! Tænk hvor indelukket jeg vilde føle mig! og saa maaske høre Latter nedenunder!

Jeg kan altid more mig over at se paa Ansigter, om ogsaa de er kedelige. Jeg takkede hende og sagde, at det var slet ikke nødvendigt, da jeg jo maatte vænne mig til at se Mennesker; jeg kunde ikke gøre Regning paa at træffe Folk, der tænkte saa venligt som hun, jeg kunde lige saa godt straks forsøge paa at vænne mig til det.

Hun sagde Ja, men ikke videre venligt.

I Morgen kommer Fru Mackintosh, den ældste Datter, med sine fire Børn. Jeg kan huske hendes Bryllup for fem Aar siden. Jeg har ikke set hende senere.

Hun var meget høj og tynd, holdt sig skrækkelig foroverbøjet, og Fru Carruthers sagde, at Forsynet havde været meget venligt ved i det hele taget at give hende en Mand. Men da jeg saá Hr. Mackintosh trave ned ad Kirkegulvet med hende, syntes jeg det ikke.

En lillebitte lyshaaret Fyr, som naaede hende til Skulderen!

Aa, hvor jeg vilde hade at blive bundet til saadan én! Jeg synes ikke, det maatte være rart at blive bundet til nogen. Gud véd, hvor jeg nogensinde kunde tænke paa uden videre at gifte mig med Hr. Carruthers!

Nu føler jeg, at jeg aldrig vil gifte mig — før om mange Aar. Naturligvis kan man ikke være gammel Jomfru! Men jeg vil først se Livet i lang Tid.

Tryland, Torsdag den 10. Novbr.

Dette er, hvad jeg fik i Morges! Gris!

Nej, jeg skal nok lade være at være hjemme, hvis han kommer — jeg kan akkurat se ham tage sig sammen, naar Fristelsen (det faar mig til at tænke paa Malcolm) først er borte fra hans Vej; han synes sikkert, at han er sluppet heldigt, da jeg ikke er videre fornem.

Brevene kommer tidligt her, som alle Vegne, men i en Taske, som kun Hr. Montgomerie kan aabne, og han venter, til alle sidder ved Morgenteen, med at tage Nøglen frem og dele dem ud.

Hr. Carruthers Brev var det eneste, der var til mig; der stod "Branches" paa Konvolutten. Det vakte Hr. Montgomeries Opmærksomhed, og han begyndte at sige Bur—r—r—r, og han gav mig knap Tid til at læse det, før han begyndte at gøre Spørgsmaal à propos Stedet, for at faa mig til at sige, hvad Brevet var om. Han er meget nysgerrig.

"Carruthers er en brillant Fyr, har jeg hørt — du skulde hellere indbyde ham, inden alle Gæsterne kommer, Katherine, hvis han er ganske alene paa Branches" — han saá spørgende paa mig med det ene Øje.

Jeg sagde ikke et Ord.

"Maaske er han allerede taget af Sted til London?"

Jeg lod, som om jeg havde travlt med min Kaffe.

"Han har den bedste Fasanjagt i Grevskabet, men det har været en lukket Borg under det gamle régime, jeg haaber, han bliver en bedre Nabo — jeg antager, at han skyder dem før December."

Jeg smurte Smør paa mit ristede Brød.

Saa begyndte han igen med sit Bur—r—r—r! Gud véd, hvorfor han ikke kan sige noget, der simpelthen ender med Fanden, det vilde spare ham Tid!

"Jeg kunde ikke undgaa at se, at Deres Brev var fra Branches. Jeg haaber, at Carruthers fortæller Dem noget Nyt?"

Da han henvendte sig direkte til mig, var jeg nødt til at svare.

"Der er intet Nyt, det er kun et Forretningsbrev," og jeg spiste videre.

Han blev ved med at sige Bur—r—r—r og begyndte at aabne sine egne Breve.

"Hvad skal jeg gøre, Katherine?" sagde han lidt efter; "den forbistrede Fyr, Campion, kommer ikke i næste Uge, og han er min bedste Skytte; med saa kort Varsel er det umuligt at faa én, der skyder lige saa godt."

"Ja, min Ven," sagde Lady Katherine med en Stemme, som om hun ikke havde hørt Spørgsmaalet — hun var fordybet i sine egne Breve.

"Katherine!" brølede Hr. Montgomerie. "Vil du høre efter, naar jeg taler — Bur—r—r—r!" og han slog med knyttet Næve i Bordet.

Den stakkels Lady Katherine sprang næsten op, og Porcelænet klirrede.

"Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?"

"At Campion har narret mig," hvæsede Hr. Montgomerie.

"Saa har jeg maaske netop det, som du ønsker," sagde Lady Katherine og vendte tilbage til sine Breve. "Jeg har faaet Brev fra Sophia Merrenden, hun fortæller mig blandt andet om sin Nevø, Lord Robert Vavasour — du véd nok Torquilstones Halvbroder. Hun siger, at han er en meget elskværdig ung Mand og en udmærket Skytte — hun mener endogsaa, at vi kunde bruge ham, hvis vi manglede en Jæger."

"Det er Pokkers venligt af hende," brummede Hr. Montgomerie.

Jeg haaber, at de ikke saá det, men jeg blev saa glad, at jeg er vis paa, mine Kinder blev ganske røde. Jeg var frygtelig spændt, da jeg hørte det.

"Du véd nok, at Merrenden er den Mand, der i England forstaar sig bedst paa Jagt," vedblev Lady Katherine i en fornærmet Tone. "Sophia vilde neppe anbefale sin Nevø i saa høje Toner, hvis han ikke var god nok."

"Men du kender jo ikke den Hvalp, Katherine."

Jeg blev ganske bange.

"Det har ikke det mindste at sige — vi er næsten i Familie. Du glemmer nok, at Merrenden er min Fætter!"

Heldigvis lod det til, at Lady Katherine blev paastaaelig og fornærmet. Jeg drak noget mere Kaffe. Aa, hvor det var dejligt, hvis Lord Robert kom!

Hr. Montgomerie sagde først Bur—r—r—r en Masse Gange, men saa fik Lady Katherine ham overtalt, og før vi var færdige med at spise, blev det besluttet, at hun skulde skrive til Lord Robert og indbyde ham til Jagten. Medens vi alle stod og saá ud ad Vinduet paa den øsende Regn, hørte jeg, at hun sagde sagte:

"Vi maa virkelig en Gang imellem tænke paa Pigebørnene, Anderson. Torquilstone er decideret Pebersvend og Krøbling — Lord Robert bliver sikkert engang Hertug."

"Naa, saa fang ham, hvis du kan," sagde Hr. Montgomerie. Han er undertiden lidt raa!

Jeg vil ikke tænke for meget paa Lord Robert, det har Hr. Carruthers lært mig — men hvis han kommer — jeg gad vide, om Lady Katherine vil finde det underligt af mig, at jeg ikke sagde, at jeg kendte ham, da hun første Gang nævnede ham. Nu er det for sent, saa der er ikke noget at gøre ved det.

Familien Mackintosh kom i Eftermiddag. Ægteskabet maa have en meget forskellig Virkning paa Folk. Masser af de gifte Kvinder, jeg saá i London, var yndige, jeg hørte altid, at de var smukkere end de havde været før — men Mary Mackintosh er ganske rædsom. Hun kan ikke være mere end syvogtyve, men hun ser ud, som om hun var mindst fyrre, og hun er svær og strutter ud paa alle de gale Steder og er flad, hvor hun burde strutte ud. Og de fire Børn! De to ældste ser ud, som om de omtrent var lige gamle; den næste er lidt mindre, og saa er der et Pattebarn; de skraaler allesammen, og skønt de har en Bunke Barnepiger, maa den stakkels Hr. Mackintosh være en Slags Underbarnepige. Han henter og bringer dem alting og giver dem sit Lommetørklæde, naar de snøfter — men det er maaske, fordi han er stolt af, at han med sin Størrelse har faaet fire saadanne enorme Børn, næsten paa én Gang.

Det hele er ligefrem rædselsfuldt.

Teen var et sandt Helvede! De fire Tanter var overstrømmende kærlige imod Børnene og fodrede dem med Kager og talte Pattebarnssprog til dem. De kommer nok til at sige Bur—r—r—r, naar de bliver ældre. Jeg gad vide, om Børnene skal komme ned hver Eftermiddag i Jagttiden. Det vil more Gæsterne.

Da vi kom op, sagde jeg til Jean, at jeg syntes, det maatte være rædsomt at være gift — om hun ikke ogsaa syntes det? Men hun blev rædselsslagen og sagde Nej, Ægteskabet og Moderværdigheden var hellige Pligter, og hun misundte sin Søster!

Det er nu ikke min Idé om Lykke. To rigtig velopdragne Børn synes jeg maatte være dejligt, men fire skraalende Unger, der alle er lige gamle, det er bourgeois og passer sig ikke for en Dame.

Lord Roberts Svar kan vist ikke komme før paa Lørdag. Gud véd, hvorledes han har faaet det arrangeret? Det er flinkt gjort af ham. Lady Katherine sagde, at den Hr. Campion, som skulde være kommet her, er i samme Regiment, det tredie Livgarderegiment. Maaske — men det kan ikke nytte at tænke paa det — jeg føler mig meget bedre i Aften — mere munter, og det er ligesom jeg slet ikke bryder mig om, at jeg er meget fattig — jeg maatte drille Malcolm lidt efter Middag. Jeg vilde lægge Kabaler og hævede ikke mine Øjne fra Kortene!

Han vilde endelig overtale mig til at gaa hen til Klaveret, men jeg lod, som om jeg ikke hørte det. Der staar en Palme paa Hjørnet af en høj Chippendale Skrivepult, og Jessie havde tilfældigvis sat Bordet bagved den, saa alle de andre ikke kunde se, hvad der foregik. Malcolm sad til sidst ganske tæt ved mig og vilde hjælpe mig med Esserne — men jeg kan ikke udholde, at nogen sidder saa nær ved mig; saa jeg væltede Bordet, og han maatte pille alle Kortene op fra Gulvet. Kirstie spillede mærkværdig nok Klaver dengang — en cake walk — og der var noget i den, som gav mig Lyst til at bevæge mig — til at danse — jeg véd ikke hvad, og mine Skuldre bevægede sig lidt i Takt til Musiken. Malcolm trak Vejret, ganske som om han var forkølet, og han hviskede mig ind i Øret med en hæs Stemme: "De véd, at De er en Djævel — og jeg —"

Jeg standsede ham straks — jeg saá op for første Gang, aldeles forfærdet og forbavset.

"Jeg véd virkelig ikke, hvad De mener, Hr. Montgomerie," sagde jeg.

Han blev urolig.

"Jeg mener — jeg mener, at jeg forfærdelig gerne vilde kysse Dem."

"Men jeg har ikke en Smule Lyst til at kysse Dem," sagde jeg og saá paa ham med store Øjne.

Han saá ud som en ondskabsfuld Høne, og heldigvis kom Jessie i det Øjeblik tilbage til Kabalen, og saa kunde han ikke sige mere.

Lady Katherine og Fru Mackintosh gik med op i mit Værelse, da vi var paa Vejen op i Seng. Hun — Lady Katherine — vilde vise Mary, hvor smukt de havde faaet det lavet i Stand; det havde været hendes, før hun blev gift. De saá paa det vissengule Cretonne og alt det øvrige; til sidst kunde jeg se, at deres Øjne ofte strejfede min Natkjole og min Frisérkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen.

"Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserødt Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke haft Tid til at faa en hvid Frisérkaabe."

"Det er ikke det, kære Barn," sagde Lady Katherine i en alvorlig Pligttone. "Jeg — jeg — synes ikke, at en saadan Natkjole er passende for en ung Pige."

"Aa, men jeg er meget stærk, og jeg bliver aldrig forkølet."

Mary Mackintosh holdt den op med et strengt misbilligende Ansigt. Den har naturligvis korte Ærmer med rynkede Valenciennekniplinger og er af fint, smukt broderet Kammerdug. Fru Carruthers var altid meget fordringsfuld, og hun valgte dem selv hos Doucet. Hun sagde, at man aldrig kunde vide, naar der kunde blive Ildebrand.

"Kære Evangeline, De er meget ung, saa De kan sandsynligvis ikke forstaa det," sagde Mary, "men jeg synes ikke, at denne Natkjole paa nogen Maade er passende for en ung Pige — eller for Resten ikke for nogen god Kvinde. Moder, jeg haaber, at mine Søstre ikke har set den!!"

Jeg saá forvirret ud.

Hun undersøgte Stoffet, man kunde se Huden igennem det.

"Hvad vilde Alexander sige, hvis jeg tog saadan en Tingest paa."

Den Tanke syntes næsten at kvæle dem begge to, de saá ulykkelige og forfærdede ud.

"Den vilde naturligvis være for snæver til Dem," sagde jeg ydmygt, "men det er ellers et meget godt Mønster, og man sprænger den ikke, naar man strækker Armene i Vejret. Fru Carruthers gjorde saa mange Ophævelser hos Doucet, fordi mine sidste gik saa hurtig itu, og saa blev disse anderledes."

Da jeg nævnede min afdøde Adoptivmoder, rettede de sig begge.

"Vi véd nok, at Fru Carruthers havde nogle besynderlige Ideer," sagde Lady Katherine stift, "men jeg haaber, Evangeline, at De nu selv er fornuftig nok til at forstaa, at saadant et — et — Klædningsstykke slet ikke er sømmeligt."

"Men hvorfor dog, kære Lady Katherine?" sagde jeg, "De véd ikke, hvor den er klædelig."

"Klædelig," næsten skreg Mary Mackintosh. "Men ingen fintfølende Kvinde bryder sig da om, at noget skal være klædeligt i Sengen!"

Det lod til, at hele Sagen var dem saa pinlig, at jeg dækkede min fornærmelige Natkjole til med min Frisérkaabe og hostede. Det afbrød dem, og de gik deres Vej med et koldt Godnat.

Nu er jeg alene. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor det er galt at se køn ud i Sengen — siden oven i Købet ingen ser én.

Tryland Court,
Mandag, den 14. Novbr.

Jeg har slet ikke haft Lyst til at skrive, de sidste Dage har været saa utaalelige — saa fulde af Vrøvl! Snak om Børn i det uendelige! Om Opramsningsmetoder, Tandbrud, Barnepigers lumske Streger, Patentføde, Flasker, Hagesmække — og alt muligt af den Slags! Nok til, at man maa ønske aldrig at blive gift! Og dèr sidder Mary Mackintosh ganske uformelig og udbreder sig i Teorier, som aldrig kan faa praktiske Resultater, da der ikke kan tænkes mere uopdragne Børn end hendes!

Jeg kan se, at selv Lady Katherine ærgrer sig over dem, naar de to ældste, som hver Dag kommer ind, medens vi drikker Morgenkaffe, tager Syltetøjsskeen eller noget, der er lige saa galt, og smider det hele ud over Dugen. I Gaar stak de deres Hænder i Honningkrukken, medens Hr. Montgomerie var ved at tage af den, og da de saa havde smurt ham til, løb de rundt om Bordet for ikke at blive fangede og tog fat paa alle Stoleryggene og Dørlaasene, saa man ikke kunde røre ved noget uden at blive klæbrig.

"Kæreste Alexander," sagde Mary, "Alex maa tørres om Munden."

Den stakkels Hr. Mackintosh maatte rejse sig fra sin Kaffe, fange Ungerne og forgæves bruge sin Serviet.

"Bring dem ovenpaa, hører du — Bur—r—r—r," brølede den kærlige Bedstefader.

"Men Fader, de stakkels søde Børn er jo slet ikke uartige!" sagde Mary fornærmet. "Jeg vil gerne have, at de skal være saa meget som muligt sammen med os. Jeg troede, at I vilde være saa glade for dem."

Da Børnene hørte det, gav de sig begge til at brøle af fuld Hals, og Alex, Keruben paa halvfemte Aar, laa paa Gulvet og sparkede og skreg, til han var sort i Ansigtet.

Hr. Mackintosh er for lille til at styre to, saa en af Tjenerne maatte hjælpe ham med at bære dem op i Barnekammeret! Uha! Jeg vilde ikke være i hans Sted for alt i Verden.

Malcolm bliver saa komisk! Jeg antager, at han er indtaget i mig. Han gør en Slags Kur paa en lapset Maade, saa snart han kan faa Lejlighed til det; men det er ikke ofte, for Lady Katherine sørger for at sende en af Døtrene med paa alle vore Spadsereture; hvis vi er i Dagligstuen, kommer hun selv og sidder ved Siden af os. Det er jeg glad over, for det vilde være alt for kedeligt at høre paa for meget af det, han siger.

Men hvor det alligevel er dumt af hende! Hun maa ikke engang kende saa meget til Mænd som jeg — naturligvis gør det ham kun saa meget ivrigere.

Det er en god Lære for mig. Jeg skal selv være ganske umulig vanskelig, hvis jeg igen træffer Hr. Carruthers, da han ingen Moder har til at spille ham den Slags Puds.

Lord Roberts Svar kom Lørdag Eftermiddag. Det kom gennem Lady Merrenden.

Han vil være henrykt over at komme til Jagten paa Tirsdag — i Morgen. Jeg er saa glad, men Gud véd, om jeg kan faa ham til at forstaa, at han ikke maa sige, at han har set mig paa Branches, da jeg var dèr. Det er ganske ligegyldigt, men Lady Katherine er saa løjerlig og sær.

Selskabet skal ikke være stort, ni Jægere — jeg haaber, at nogle af dem er morsomme, skønt jeg er næsten bange!

Tirsdag Aften.

Det er sent, Klokken er næsten tolv, men jeg føler mig saa lysvaagen, at jeg maa skrive.

Jeg vil begynde ved Begyndelsen, da de allesammen kom.

De kom med to Tog, tidligt om Eftermiddagen, lige ved Tetid, og Lord Robert kom med det sidste.

De fleste er af samme Slags som Lady Katherine; de ser ud, som om de var saa gode som Guld; men der er én Dame, Lady Verningham, Lady Katherines Niece, hun er anderledes, og jeg kunde straks lide hende.

Hun har yndige Klæder og en vidunderlig Skikkelse, og hendes Hat sidder rigtigt. Hun har ogsaa et bedaarende Væsen, men man kan se, at hun er paa Pligtbesøg.

Selv dette store Selskab kunde ikke helt standse Mary Mackintosh i at fremsætte Love for huslige Sager og Børneopdragelse. Vi sad alle i den store Dagligstue, og mine Øjne mødte Lady Verninghams, og vi lo begge! Det er de første Øjne med Mening i, jeg har set, siden jeg forlod Branches.

De talte alle saa behageligt, med Pauser, og de morede sig slet ikke, da Jean og Kirstie begyndte at tale om deres Arbejde, forklarede det og forsøgte paa at faa Bestillinger, og saa kom Jessie og Maggie ogsaa, og de viste Prøver paa det altsammen og bestemte Priser. Jeg vilde hade at tigge, selv i velgørende Øjemed.

Jeg følte mig ganske flov paa deres Vegne, men de brød sig ikke en Smule om det, og deres Ofre var veldædige.

Vor Præst paa Branches blev altid saa rød og nervøs, naar han skulde bede om noget; man kunde se, at han var en Gentleman — men Damer er maaske anderledes.

Jeg længtes efter Te!

De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfære af Stivhed og Sømmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som om de mente, at "Guld maa prøves i Ilden, og Hjerter maa hærdes i Smerte".

De er overordentlig muntre, fordi Munterhed er en kristelig Dyd, ikke fordi de strømmer over af Glæde eller af den dejlige Følelse af at leve og ikke bryde sig videre om, hvad der sker, som er saa henrivende, og som jeg faar, naar Vejret er smukt.

Alt, hvad de gør, har en Grund eller indeholder en Moral. Dette Selskab er samlet, fordi der skal skydes Fasaner i November — og der er nogle Mennesker, som skal mores, og det er en Støtte for deres Velgørenhed. Hvis jeg havde et stort Hus og var rig, vilde jeg holde smukke Selskaber med mange elskværdige Mennesker, fordi jeg gerne vilde more baade dem og mig selv. Lady Verningham var ved at tale med mig, lige før Te, da den anden Togladning var kommet.

Jeg gjorde mig Umage for at være ganske ligegyldig; men jeg var frygtelig nervøs, da Lord Robert kom ind i Stuen. Han saá saa smuk ud, saa fiks og rank og smidig!

Lady Katherine var frygtelig stiv imod ham; det vilde have taget Modet fra de fleste Mennesker, men det er det dejlige ved Lord Robert, han er saa fuldstændig sans gêne.

Han saá mig naturligvis straks og kom hen til mig, saa snart han kunde.

"Goddag, Robert!" sagde Lady Verningham og saá meget forbavset ud ved at se ham, og hun rakte ham sine Fingre paa saadan en indtagende Maade. "Hvordan kommer De her? Og hvorfor er vor Campie her ikke? Jeg er vis paa, at der stikker noget under!"

"Ja vist saa!" sagde Lord Robert og holdt hendes Haand. Saa saá han paa mig med optrukne Øjenbryn. "Men vil De ikke forestille mig for Frøken Travers? Jeg ser til min store Sorg, at hun har glemt mig!"

Jeg lo, og Lady Verningham forestillede os for hinanden; han satte sig ved Siden af os, og de begyndte allesammen at drikke Te.

Lady Verningham havde et eget Udtryk i sine Øjne.

"Robert, sig mig, hvad er det!" sagde hun.

"Jeg hørte, at De havde fem Tusind Fasaner, som skulde myrdes," svarede Lord Robert og saá paa hende med sit uskyldige Smil.

"Robert, De lyver!" sagde hun og lo. Hun er saa smuk, naar hun ler, ikke meget ung, vist nok over tredive, men saa yndig! saa forskellig som vel muligt fra hele Familien Montgomerie.

Jeg talte næsten ikke, de blev ved med at drille hinanden, og Lord Robert spiste Størstedelen af en Tallerken Smørrebrød, som stod i Nærheden.

"Jeg er Pokkers sulten, Lady Ver!" sagde han. Hun smilede til ham, hun kan øjensynlig meget godt lide ham.

"Robert, De maa ikke bruge saadanne Ord her," sagde hun.

"Ja, bander han ikke alt for meget?" udbrød jeg, uden at tænke et Øjeblik over det — saa huskede jeg paa det. Hun syntes meget forundret.

"Naa, saa De har hørt det før! Jeg troede, at de lige havde truffet hinanden, ganske tilfældigt!" Hun sagde dette med saadant et komisk forstaaende Blik; men hun saá ikke helt fornøjet ud. Jeg blev ildrød i Hovedet, og det ærgrede mig, fordi man kunde se det saa meget paa min Hud. Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.

"Det er dejligt at skyde fem Tusind Fasaner, Robert," sagde hun.

"Ja, ikke sandt?" svarede Lord Robert; han var blevet færdig med at spise Smørrebrød.

Saa sagde han til hende, at hun var kær, og at han var glad over, at Hr. Campion havde faaet den Idé at ville more sig paa anden Maade i den Uge.

"De er en Fryd, Robert!" sagde hun. "Men De maa opføre Dem pænt her og ikke gøre gale Streger som paa Fotherring i Oktober, mit Barn. Saa sætter Tante Katherine Dem i Skammekrogen. Frøken Travers har været her en Uge, hun kan sige Dem, om det ikke er sandt."

"Jo, det er det virkelig!" sagde jeg.

"Men jeg maa have at vide, hvorledes De er kommet her," befalede hun.

Heldigvis kom Malcolm i samme Øjeblik; han havde lusket om i Nærheden og kom nu hen til os for at blande sig i vor Samtale; men hvis han havde været et Bord eller en Stol, kunde han ikke have været Lord Robert mere ligegyldig! Han er vidunderlig! Han er ikke en Smule uhøflig, men kun ganske ærlig og ligefrem; han faar altid det, han vil have, med et næsten bønligt Udtryk i sine blaa Øjne.

Et Par Minutter efter talte han og jeg sammen, og Malcolm og Lady Verningham stod nogle faa Alen fra os. Jeg var saa lykkelig. Det faar han mig til at være, jeg véd ikke hvorfor.

"Hvorfor saá De saa haardhjertet ligegyldig ud, da jeg kom hen til Dem," spurgte han. "Jeg var bange for, De var ked af, at jeg kom."

Saa fortalte jeg ham om Lady Katherine, og at jeg havde været saa dum ikke at sige, at jeg havde truffet ham paa Branches.

"Naa —! Saa boede jeg altsaa hos Christopher, efter at De var rejst — forstaar jeg nok," sagde han. "Havde jeg truffet Dem i London?"

"Vi vil ingen Historier lave om det. De kan tro, hvad de har Lyst til."

"Lad dem det!" Han lo. "Jeg kan se, at jeg maa manøvrere en hel Del for at komme til at tale roligt med Dem her; men De vil vel nok staa ved Siden af mig, naar vi er ude at skyde i Morgen?"

Jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi fik Lov til at være med, uden maaske til Lunch — hvortil han svarede, at han ikke kunde tro paa en saadan Grusomhed.

Saa spurgte han mig om en Masse Ting, om hvordan jeg havde haft det, og hvad jeg nu havde i Sinde at gøre. Han har det mest indtagende Væsen, og man synes straks, at man kender ham meget godt; af og til ser han én lige ind i Øjnene med en forbavsende Frejdighed. Jeg har aldrig set et Menneske, der var saa fuldstændig fri for Skaberi, og jeg tror aldrig, han tænker en Smule paa, hvad Folk synes om ham. For ham har intet nogensinde en dobbelt Betydning, som for Hr. Carruthers. Hvis han havde sagt, at jeg skulde blive og gifte mig med ham, er jeg vis paa, at han havde ment det, og jeg tror virkelig, at jeg var blevet!

"Kan De huske den Morgen, da vi pakkede ind?" sagde han med saadan en kærtegnende Stemme. "Jeg var saa lykkelig. Var De ikke ogsaa?"

Jeg sagde Jo.

"Og Christopher var gal paa os! Han var som en saaret Bjørn, da De var rejst; han paastod, at han skulde til Byen om Mandagen, bare én Dag; han var her om Tirsdagen, ikke?"

"Nej, han var ikke," var jeg nødt til at sige, og jeg ærgrede mig endnu over det, jeg véd ikke hvorfor.

"Han er et løjerligt Menneske," sagde Lord Robert, "og jeg er glad over, at De ikke har set ham — jeg vil ikke have, at han kommer i Vejen for mig. Jeg er et egenkærligt Bæst, skal jeg sige Dem."

Jeg sagde, at Fru Carruthers havde altid lært mig, at saadan var Mænd, saa det nedsatte ham ikke i mine Øjne.

Han lo. "De maa hjælpe mig til at komme til at sidde og tale med Dem igen efter Middag," sagde han. "Jeg kan se, at den rødhaarede Søn vil have Dem for sig selv, men det tillader jeg selvfølgelig ikke!"

Jeg blev overlegen.

"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad."

"Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert.

"Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser herfra; for han er bange for, at nogen skal gøre Kur til mig. Han synes, det vilde være sikrere, hvis jeg saá mere ud som hans Søstre. Jeg har lovet, at Véronique skal staa udenfor Døren, naar jeg har Besøg."

"Naa, saa det er han bange for. Det er meget rimeligt, at han vil faa Ret, siden jeg er i London," sagde Lord Robert.

"Men hvor véd De," begyndte jeg med en spørgende, alvorlig Mine, "hvor kan De vide, om jeg vil høre paa Dem? De kan ikke blive ved med at tale til døve Folk, vel?"

"Er De døv?" spurgte han. "Det tror jeg ikke, i alt Fald skulde jeg nok prøve paa at kurere Deres Døvhed." Han bøjede sig helt ned over mig og lod, som om han tog en Bog op.

Aa, hvor jeg morede mig.

Pludselig følte jeg, at jeg virkelig levede, Blodet brusede i mine Aarer, og jeg sagde alt, hvad der faldt mig ind. Vi var saa lykkelige!

Lord Robert har saadan en smuk Skikkelse. Jeg bliver altid saa begejstret over smukke, fuldkomne Linier. De andre Mænd ser tykke og kluntede ud ved Siden af ham, og han har smukke Klæder og Slips!

Vi blev ved med at tale sammen. Han begyndte at vise mig, hvor meget jeg interesserede ham. Hans blaa, udtryksfulde Øjne sagde endogsaa mere end hans Ord. Jeg kan godt lide at se ham se nedad; hans Øjenvipper er saa latterligt lange og krøllede, de er ikke sorte som mine og Hr. Carruthers, men mørkebrune og bløde og skyggede, og jeg véd ikke rigtig, hvorfor de er saa tiltrækkende. Naar man ser dem næsten ligge nede paa hans Kinder, faar man Lyst til at røre ved dem med Fingerspidserne. Jeg har aldrig tilbragt en saa dejlig Eftermiddag! Men ak! Den var alt for kort.

"Vi vil se at komme til at sidde sammen efter Middag," sagde han, da Gongongen lød og meldte, at vi skulde klæde os om til Middag. Lady Katherine kom og vimsede omkring og samlede dem allesammen sammen og mere eller mindre drev dem af Sted, og paa Vejen op ad Trappen sagde hun til mig, at jeg behøvede ikke at komme ned, hvis jeg hellere vilde lade være!

Jeg takkede hende igen, men holdt fast ved min Hensigt at vænne mig til at være sammen med Mennesker.

Jeg skulde blive i mit Værelse, naar Lord Robert var der til Middag — aldrig!

Men da jeg kom ned, var han omgivet af Montgomerier, og han gik stolt ind i Spisestuen med Lady Verningham — det maa hun have arrangeret.

Jeg havde saadan en kedsommelig Fyr! En ung Mackintosh, en Fætter til Marys Mand, og paa den anden Side Præsten. Den ene talte om Botanik i en hæs Hvisken med skotsk Akcent, og den anden slugte sin Mad og sagde gudelige Vittigheder mellem hver Mundfuld.

Da jeg havde holdt tappert ud lige til Isen, sagde jeg, at jeg hadede at vide, hvad Blomster bestod af, jeg brød mig kun om at plukke dem. Ynglingen stirrede paa mig og sagde ikke meget mere. For Præsten var det nok, naar jeg af og til sagde "Ja", og paa den Maade kom vi igennem Middagen.

Malcolm sad lige overfor mig, og han gloede næsten hele Tiden. Selv han vilde have været bedre end Botanikeren; men jeg tænker, at Lady Katherine mente, at de to kunde være en Slags Halvsorg for mig. Det var umuligt at være munter sammen med dem.

Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog. Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis staar denne lidt afsides, og skønt den ikke er bekvem, kunde vi dog tale sammen.

"De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?"

Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish.

"Det véd jeg nok," sagde hun; "men jeg kalder hele Slægten McTavish — det ligner det noget, og det ærgrer Mary saadan, hun retter mig hver Gang. Har De nu ikke faaet Lyst til at blive gift og blive akkurat som Mary?" Der var et Glimt i hendes Øjne.

Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde været vild efter det. Jeg vilde først ud og se Livet.

Men man kunde ikke se Livet, uden at man var gift, sagde hun.

"Ikke engang naar man er en Eventyrerske som jeg?" spurgte jeg.

"En hvad?"

"En Eventyrerske," svarede jeg. "Folk synes at blive saa forundrede, naar jeg siger det! Men jeg maa være det, kan De nok indse, fordi Fru Carruthers ikke efterlod sine Penge til mig, og i den Bog, hvori jeg læste om det, stod der, at man var det, naar man havde smukke Klæder, og — og — rødt Haar — og saadan noget og intet Hjem."

Hun brast i Latter.

"De lille Pus!" sagde hun. "Vi to vil være gode Venner. Men De maa ikke lege med Robert Vavasour. Han tilhører mig! Han er et af mine egne, særlige Kælebørn. Er det en Aftale?"

Nu vilde jeg ønske, at jeg den Gang havde haft Mod til at sige rent ud, at jeg godt kunde lide Lord Robert, og at jeg ikke vilde slutte nogen Overenskomst; men man er undertiden ubesindig, naar man bliver overrasket. Det er vel ved saadanne Lejligheder, at det skal vise sig, om éns Hoved er skruet fast paa; mit var det ikke i Aften. Men hun saá saa bedaarende ud, og jeg følte mig lidt overlegen, og maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget for Lord Robert, særligt hvis han tilhører hende, hvad det nu end vil sige, og saa sagde jeg, at det var en Aftale, og at jeg naturligvis aldrig havde tænkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at tænke paa, at det er et Løfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham gennem mine Øjenvipper. Og jeg véd ikke, hvorfor jeg i Aften føler mig helt lysvaagen og træt og temmelig dum, som om jeg havde Lyst til at give mig til at græde.