Evangelines Genvordigheder, by Elinor Glyn; an eBook from Project Gutenberg

Men hun var forfærdelig venlig imod mig og yndig, og hun har indbudt mig til at komme og besøge sig og meget andet, saa det er nok altsammen godt. Men da Lord Robert kom ind og kom hen til os, var det meget haardt, at jeg straks maatte rejse mig og gaa og lade, som om jeg vilde tale med Malcolm.

Jeg turde kun se op en Gang imellem, og jeg saá, at Lord Roberts Øjne var fæstede paa mig med et bebrejdende og bedende Udtryk, og den sidste Gang var der ogsaa Harme i dem.

Lady Verningham beholdt ham hos sig, indtil de alle rejste sig for at gaa i Seng.

Der var blevet musiceret og spillet Bridge og dyrket andre kedsommelige Adspredelser, men jeg sad stille. Og jeg véd ikke, hvad Malcolm havde talt om, jeg havde ikke hørt efter, skønt jeg blev ved med at mumle "Ja" og "Nej".

Han blev mere og mere empressé, indtil jeg pludselig, da vi rejste os, hørte ham sige:

"De har lovet det! Husk det nu; jeg forlanger, at De skal holde det — i Morgen!"

Og der var saadan et forelsket, vammelt, usikkert Udtryk i hans Øjne, at jeg fik ganske ondt. Det rædsomste ved det er, at jeg ikke mere véd, hvad jeg har lovet, end Manden i Maanen! Det kan godt være, at det er noget aldeles forfærdeligt! Hvis det er noget saa skrækkeligt som at kysse ham, saa maa jeg bryde mit Ord, — hvilket jeg ellers aldrig gør.

Aa, du store Himmel! Det er ikke altid saa let at le ad Livet, som jeg engang troede! Jeg vilde næsten ønske, at mit Liv var ordnet, og at jeg ikke behøvede at være Eventyrerske. Nogle Situationer er saa vanskelige! Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng.

Gud véd, om Lord Robert — nej, hvad kan det nytte at tænke paa ham; han kommer ikke længere mig ved.

LADY VERNINGHAM INDBYDER EVANGELINE TIL AT BESØGE SIG I LONDON.

Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid. To Sjæle, der er skabt for hinanden, vilde kunne naa Lykkens højeste Tinde og udrette store Ting paa Vejen; men Livet er som en strid Strøm, der raser af Sted, uden at man kan vælge, hvilke Lande den skal igennem, indtil den løber ud i det store Verdenshav, der ganske opsluger den. Hvis man kunde forudse — hvis man blot i Tide vidste — maaske man saa kunde forandre dens Løb — hvem véd.

Hans Dronning.

Jeg bryder mig ikke meget om at se tilbage paa Resten af mit Ophold paa Tryland. Det er et ubehageligt Minde.

Dagen efter, at jeg sidst skrev, øsregnede det, og de kom alle ned til Morgenmaaltidet og var i daarligt Humør. Hele Selskabet kom, og Maaltidet var lige saa stift og kedeligt som Middagen. Jeg havde tilfældigvis sat mig, da Lord Robert kom, og Malcolm sad ved Siden af mig. Lord Robert talte næsten ikke, han saá et Par Gange paa mig med optrukne Øjenbryn.

Jeg længtes efter at sige ham, at det var, fordi jeg havde lovet Lady Ver ikke at lege med ham, at jeg ikke talte med ham som Dagen før. Gud véd, om han gættede det. Aa, hvor jeg den Gang ønskede, og jeg har hundrede Gange senere ønsket det, at jeg slet ikke havde lovet det. Det vilde vel nok være klogest at undgaa ham, for hvorledes skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det ærgrede mig, lige saa meget som jeg kunde se, at det ærgrede Lady Katherine. Jeg fnyste ad ham og var saa ubehagelig som muligt.

Morgenteen er ikke straalende dèr, og Hr. Montgomerie nøder Folk til at spise Grød. "Det er udmærket til at begynde Dagen med," siger han, "Bur—r—r—r."

Lord Robert kunde ikke finde noget, som han vilde have, lod det til. De var allesammen gnavne. Lady Katherine har en egen Maade at ordne Folk paa ved alle Lejligheder; hun minder mig om en Høne med Kyllinger, som slaar sine Vinger ud og klukker og jager, indtil de alle er i en Krog. Hun har ogsaa den Skikkelse, saadan meget rund forpaa! Den kvindelige Yngel befandt sig snart i Morgenværelset, med Døren lukket, og den mandlige Del havde det vist lige saadan med deres Vært, i det mindste saá vi dem ikke mere, før vi fik Øje paa dem, da de gik forbi Vinduerne, iførte Regnfrakker og Gamascher, som et meget ynkeligt Selskab af Sportsmænd.

Det eneste heldige var, at Malcolm ikke havde haft Tid til at minde mig om mit Løfte, hvad det nu end var, og jeg følte mig sikrere.

Det var en rædselsfuld Formiddag, meget værre, end da vi var alene — de begyndte næsten allesammen — syv Damer foruden Familien — at beskæftige sig med Haandarbejde.

Een af dem, Lady Letitia Smith, broderede en Skrivemappe med Silke, jeg blev ganske galdesyg af at se paa hende, hun var meget nærsynet og havde den irriterende Vane at bede alle og enhver om at træde hendes Synaal for hende. De strikkede Slips og Strømper og hæklede Veste og Uldtørklæder og Huer til Nordsøfiskere; der var endogsaa én, der slog Orchis. Ganske saadant noget, som Stuepiger laver i deres Fritid til at pynte, Vorherre maa vide hvilket Klædningsstykke af ubleget Bomuldstøj med.

Jeg spurgte hende, hvad det skulde bruges til, og hun sagde, at det var til Børnenes Forklæder i hendes Forening. Hvis det ikke er Tidsspilde, Gud véd, hvad det saa er!

Fru Carruthers sagde, at det var meget nyttigere at lære at sidde stille og ikke være nervøs, end at fylde Verden med saadant noget Kram.

Mary Mackintosh førte Konversationen an. Hun og Lady Letitia Smith, der begge har smaa Børn, fortalte Ammestuehistorier, og naar der var noget, som vi, de unge Piger, ikke maatte høre, hviskede de. Vi opfangede alligevel lidt af det, og det lød rædsomt, hvad det saa end var om. Jeg gad nok vide, om jeg bliver saadan, naar jeg bliver gift.

Det er ikke underligt, at gifte Mænd er nødt til at sige smukke Ting til andre Damer, hvis deres Koner er saadan, naar de kommer hjem.

Jeg forsøgte paa at være elskværdig imod en Dame, som sad ved Siden af mig. Hun var Bibelkritiker og gik med Briller. Hun prøvede paa at omvende mig, men jeg var abnormt tykhovedet den Dag og maatte have alting forklaret om og om igen; saa opgav hun mig til sidst.

Endelig, da jeg følte, at jeg maatte gøre noget rent ravgalt, kom der en Tjener for at sige, at Lady Verningham ønskede at tale med mig i sit Værelse; jeg sprang straks op — men da jeg kom til Døren, saá jeg, at de begyndte at ryste paa Hovedet ad hende.

"Det er sørgeligt, at den kære Janthe har den uregelmæssige Vane at drikke Te paa sit Værelse — hun har slet ikke godt af det," etc., etc.; men Gud ske Lov, jeg var snart ude i Vestibulen, hvor hendes Pige stod og ventede paa mig.

Man skulde ikke have anet, at det store Værelse, som hun beboede, var et af Familien Montgomeries, saa forandret saá det ud! Hun havde Masser af Fotografier staaende omkring, de nydeligste Guld Toiletsager og en Mængde pibede Klædningsstykker og Blomster og Lugteflasker, og sine egne Puder bag Ryggen, de var alle af blaa Silke og smukt broderet Musselin, og hun saá saa sød og hyggelig ud imellem det altsammen. Hun havde sit mørke Haar i Krøller omkring Ansigtet, og en bedaarende Kniplingskappe over det. Hun røg en Cigaret og skrev Breve med en Guldpen. Det blaa Silketæppe var bedækket med Breve og Aviser og Telegrammer. Hendes Natkjole var naturligvis udskaaret i Halsen og af tyndt Tøj ligesom min. Jeg spekulerede paa, hvad Alexander vilde have sagt, hvis han kunde have set hende i Modsætning til Mary! Jeg véd nok, hvem jeg vilde vælge, hvis jeg var Mand!

"Naa, dèr er De," sagde hun og saá op under en Røgsky. "Sid paa Sengen, Slangepige. Jeg syntes, at jeg maatte frelse Dem fra den hellige Horde dernede, og saa vilde jeg se, hvorledes De saá ud ved Dagslys. Ja, De har et mærkeligt Haar og ægte Øjenvipper og Teint. De er en Heks, jeg kan se, at vi alle maa tage os i Agt for Dem!"

Jeg smilede, hun sagde det ikke uhøfligt, saa var jeg blevet overlegen. Hun er vidunderlig yndig.

"De taler heller ikke meget," vedblev hun. "Jeg føler, at De er farlig! Det er derfor, jeg er saa høflig imod Dem; jeg tror, det er det klogeste. I Reglen kan jeg ikke udstaa unge Piger!" Og hun lo med sin sølvklare Latter. "Sig nu, at De ikke vil gøre mig Fortræd!"

"Jeg vil ikke gøre nogen Fortræd, med mindre de gør mig Fortræd først — og jeg kan godt lide Dem, De er saa smuk."

"Saa er det godt. Saa er vi Kammerater. Jeg var bange for Robert i Aftes, fordi jeg holder saa meget af ham; men De var sød efter Middag, og nu bliver det nok godt altsammen; jeg fortalte ham, at De sandsynligvis skulde giftes med Malcolm Montgomerie, og at han ikke maatte blande sig i det."

"Nej, det kunde aldrig falde mig ind at gøre det!" udbrød jeg og gik bort fra Sengen. "Jeg vilde hellere dø end tilbringe Resten af mit Liv paa Tryland."

"Han bliver engang fabelagtig rig, véd De nok, og De kunde faa Fatter Montgomerie paa Deres Side i en Haandevending og vende op og ned paa hele Huset. De skulde dog hellere tænke over det."

"Jeg vil ikke," sagde jeg, og jeg følte, at mine Øjne funklede. Hun løftede sine Hænder som for at værge sig imod en ond Aand, og hun lo igen.

"Ja, ja da, saa skal De heller ikke! Men lad bare ikke de Smaragder lyne imod mig, jeg kommer til at ryste over hele Legemet!"

"Vilde De gerne giftes med Malcolm?" spurgte jeg og satte mig igen. "Tænk Dem at være saadan éns Ejendom! At skulle se ham hver Dag! Tænk Dem at leve sammen fra Morgen til Aften med et Menneske, som aldrig kan forstaa en Spøg. Uha!"

"Hvad det angaar" — hun udsendte en Røgsky — "er Ægtemænd en Race for sig — der gives Mænd, Kvinder og Ægtemænd; og naar de bare betaler Regninger og skyder stort Vildt i Afrika, er det alt, hvad man kan forlange af dem; at kunne forstaa Spøg, det er overflødigt. Min er meget generende, fordi han i Almindelighed tilbeder mig, og i bedste Tilfælde kun forlader mig for at tage paa en tre Ugers Baderejse til Homburg, eller nu og da en Uge til Paris; men Malcolm kunde man stadig sende til Klippebjergene og den Slags Steder; han er en hel Sportsmand."

"Fordi De er saa smidig; der er ikke en stiv Linie i Deres Bevægelser — De ser meget skadelig ud, men ogsaa tiltrækkende og uengelsk, og jeg kan ikke forstaa, hvorfor i Alverden Tante Katherine har indbudt Dem til at komme her sammen med de hæslige Pigebørn. Jeg vilde ikke have gjort det, hvis mine tre Engle var voksne og lignede dem." Saa viste hun mig Fotografiet af sine tre Engle — de er søde.

Men mit Udseende syntes at forurolige hende, for hun kom stadig tilbage til det Emne.

Jeg fortalte hende, at stakkels Mama nærmest havde været et Ulykkestilfælde og ikke havde været noget videre. "Man kan jo ikke vide, om der havde været én eller anden mærkværdig Skabning blandt hendes Forfædre — maaske er jeg blandet sammen med røde Indianere eller Negre."

"Nej, De er ikke, De er venetiansk — det er De — en Doges skønne, ryggesløse Veninde, der er kommet til Live igen."

"Jeg véd, at jeg er slet," sagde jeg. "Det er altid blevet sagt mig, men endnu har jeg ingenting gjort eller haft nogen Fornøjelse af det, og det vil jeg gerne."

"De maa komme med mig til London, naar jeg tager herfra paa Lørdag. Saa skal vi se, hvad vi kan gøre."

Det lød godt nok, og dog havde jeg en Følelse af, at jeg hellere vilde sige Nej, og hvis Tonen havde været Spor af beskyttende, havde jeg straks gjort det. Vi talte længe sammen, og hun fortalte mig mange interessante Ting. Hun forsikrede mig, at Verden var dejlig, naar man kunde undgaa kedsommelige Mennesker og havde en god Kok og et Par Venner. Lidt efter gik jeg, for hun fandt pludselig paa, at hun vilde komme ned til Lunch.

"Jeg tror ikke, at det er sikkert paa det nuværende Stadium at lade Dem være alene med Robert," sagde hun.

"Jo, véd De hvad, det tror jeg, Slangepige!" sagde hun og saá tankefuld ud, "men De er tyve Aar, og jeg er over tredive, og — han er en Mand! — saa man kan ikke være for forsigtig!" Saa lo hun og stak Fødderne i et Par blaa Silketøfler og ringede paa sin Pige.

Jeg tror ikke, at Alderen kan have meget at sige; hun er langt mere indtagende end nogen ung Pige, og hun behøver ikke at lade, som om hun var bange for mig. Men det, som slog mig, og som jeg har tænkt paa lige siden den Gang, er, at det ikke maa være behageligt for éns Selvagtelse at maatte gøre sig Umage for at holde paa en Mand. Det vilde jeg aldrig nogensinde gøre. Hvis han ikke vilde blive, fordi det var det i Verden, han helst vilde, saa kunde han gaa. Jeg vilde sige "Je m'en fiche!"

Lunch, til hvilken Jægerne kom ind, var ikke en morsom Picnic i et Skovhus, som paa Branches. Jeg sad forsætlig mellem to gamle Herrer og gjorde mit Bedste for at være ærbødig og intelligent. Den ene var en rigtig rar gammel Fyr, og han begyndte til sidst at sige mig Komplimenter. Han lo ad alt, hvad jeg sagde. Lige overfor mig sad Malcolm og Lord Robert, med Lady Ver imellem sig. De saá begge gnavne ud. Det varede længe, inden hun kunde faa dem muntre og elskværdige. Jeg morede mig ikke.

"Hvorfor er De saa lunefuld?" spurgte han. "Jeg vil ikke behandles paa den Maade, De véd godt, at jeg kun er kommet her for Deres Skyld. Vi er saa gode Venner — eller var det. Hvorfor?"

Aa, jeg vilde saa gerne sige, at jeg endnu var hans gode Ven, og at jeg gerne vilde tale med ham. Han var saa bedaarende køn, og saa velskabt, og der var det smukkeste Vredeslyn i hans blaa Øjne.

Jeg kunde let nok have holdt mit Løfte nøjagtigt og dog have brudt det i Aanden ved at lade ham underforstaa min Mening — men saa lavt kunde jeg naturligvis ikke handle, da jeg skulde være Lady Vers Gæst. Saa saá jeg ud ad Vinduet og svarede koldt, at jeg var meget venskabeligsindet imod ham, og at jeg ikke forstod ham, og saa vendte jeg mig straks om til min gamle Herre og gik med ham ind i Biblioteket. Jeg var saa kold, som jeg kunde være, uden at være rent ud grov, men jeg havde hele Tiden en flov, tung Følelse om Hjertet. Han saá saa vred og bebrejdende ud, og jeg vilde nødigt, at han skulde tro, at jeg var lunefuld.

Vi saá dem ikke igen før til Te, jeg mener Sportsmændene. Men Tetiden paa Tryland er ikke hyggelig. Den er lige saa stiv som de andre Maaltider. Lady Ver tillod ikke Lord Robert at forlade sig, og straks efter Te begyndte de, der var i Dagligstuen, at spille Bridge, og det blev de ved med, indtil Klokken ringede til Omklædning.

Man skulde have troet, at Lady Katherine misbilligede Kortspil, men jeg antager, at ethvert Menneske maa have én Modsigelse i sit Væsen, for hun elsker Bridge, og spiller om de laveste Indsatser, som en "fattig Eventyrer", som der staar i Bøgerne.

Jeg kan ikke skrive alle Enkeltheder fra Resten af Besøget. Jeg var ulykkelig, og det er Sandheden. Skæbnen syntes at modsætte sig, at Lord Robert talte til mig — selv naar han forsøgte paa det — og jeg følte, at jeg maatte være ekstra kold og afskyelig, fordi jeg — naa, jeg kan lige saa godt sige det — synes, at han er saa indtagende. Jeg saá ikke en eneste Gang paa ham gennem mine Øjenvipper, og efter den følgende Dag prøvede han ikke engang paa at faa en Forklaring.

Han saá undertiden forbitret paa mig — særligt naar Malcolm hang over mig — og Lady Ver sagde, at hans Humør var rædsomt.

Hun var saa sød imod mig, at det næsten saá ud, som om hun gerne vilde gøre godt igen, at hun ikke vilde lade mig lege med Lord Robert.

Jeg sad i mit Værelse fra Te til Middag. Jeg kunde ikke længere udholde Malcolm. Indtil da havde jeg undgaaet hans Tilnærmelser ganske godt; men det Løfte, jeg havde givet ham, hang stadig over Hovedet paa mig. Jeg afbrød ham, hver Gang han vilde forklare mig, hvad det var, og indtil dette Øjeblik véd jeg det ikke, men det afholdt ham ikke fra at sige kedelige, forelskede Ting, blandet med indbildske Raad. Jeg véd ikke, hvad der vilde være sket, hvis jeg ikke, da han lige efter Te blev saa rædsomt kærlig, var blevet rasende og havde udslynget denne Bombe:

"Jeg tror ikke et Ord af det, De siger — De interesserer Dem i Virkeligheden kun for Angela Grey."

Han var lige ved at besvime og holdt straks inde. Saa det er naturligvis ikke en Hest. Det var jeg ganske sikker paa. Det er sandsynligvis en af disse Damer, som Fru Carruthers sagde, at alle unge Mænd kendte. Hun kaldte dem deres Ungdoms Mæslinger og Skoldkopper.

Alle de gamle Herrer talte med mig, og det gjorde ogsaa de to andre unge Mænd, men i de sidste Dage havde jeg ikke mit sædvanlige gode Humør. Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord Robert hen til Lady Ver — hun havde stukket sin Haand ind under min Arm.

"Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en eller anden Dame med, ikke sandt?"

"Jeg skal prøve paa det," svarede Lady Ver, og hun saá ham lige ind i Øjnene; saa vendte hun sig om til mig. "Jeg synes, det er grusomt at lade Dem være alene, Evangeline," (hun kaldte mig næsten lige straks Evangeline, det vilde jeg aldrig gøre overfor en Fremmed) "men det kan vel ikke gaa an, at De gaar i Teatret endnu?"

Saa bestemte de, at de alle skulde spise til Middag hos hende, og da jeg altsaa vidste, at jeg skulde se Lord Robert igen, sagde jeg ikke engang Farvel til ham, han rejste med det første Tog.

Min Afsked med Lady Katherine var koldt høflig. Jeg takkede hende inderligt for den Venlighed, hun havde vist mig ved at indbyde mig. Hun fornyede ikke sin Indbydelse; hun syntes formodentlig, at en ung Pige som jeg, der skal sørge for sig selv, ikke var passende Selskab for hendes Alterdugs- og Sløjdarbejdersker.

Indtil nu — sagde hun til Lady Ver — havde Fru Carruthers naturligvis opdraget mig meget omhyggeligt og passet godt paa mig, men hun bifaldt ikke hendes Anskuelser. Og da hun nu havde gjort sit Bedste for mig ved denne Lejlighed, idet hun reddede mig fra at være alene med Hr. Carruthers, syntes hun, at det var alt, hvad man kunde forlange af hende. Hun antog, at min Stilling i Fremtiden vilde blive alt for lidt konventionel for deres Kreds! Lady Ver fortalte mig dette med stor Munterhed. Hun var overbevist om, at det vilde more mig — det morede hende selv saa meget — men det fik mig til at tænke paa Historien om Drengene og Frøerne!

Lady Ver strækker engang imellem en Klo frem, som kradser, medens hun klukker af Latter. Maaske mener hun det ikke.

Dette Hus er kønt og fuldt af nydelige Ting, saa vidt jeg har kunnet se. Vi kom lige tidsnok til at klæde os om til Middag i flyvende Fart. Jeg har et lille bitte Værelse paa fjerde Sal, ved Siden af de tre Engle. Jeg kom først ned, og Lord Robert og Hr. Campion var i Dagligstuen. Sir Charles Verningham er for Øjeblikket i Paris, saa jeg har endnu ikke set ham.

Lord Robert stod og klappede den ældste Engel paa Haaret, hun var endnu ikke gaaet i Seng. Hun er noget af det yndigste, og saa høflig og saa forskellig fra Mary Mackintosh' Børn.

Han forestillede Hr. Campion for mig, og vendte saa tilbage til Mildred — Engelen.

Pludselig fik jeg Lyst til at gøre Ulykker, det var Reaktionen efter de sidste kedelige Dage, saa saá jeg op paa Hr. Campion gennem mine Øjenvipper, og det havde den Virkning, som det altid har paa Folk, han blev straks interesseret. Jeg véd ikke, hvorfor det gør dem saa løjerlige. Jeg kan huske, at jeg første Gang lagde Mærke til det i Skolestuen paa Branches. Jeg var ved at skrive en frygtelig Stil om le participe passé og følte mig meget égarée, da en af de gamle Ambassadører kom ind for at tale med Mademoiselle. Jeg saa hurtigt op med Hovedet lidt bøjet, og han sagde paa Tysk til Mademoiselle, at jeg havde de mærkeligste Øjne, han nogensinde havde set, og at det Blik op under Øjenvipperne havde Fanden skabt!

Nu vidste jeg allerede den Gang, at hvad Fanden har skabt, er tiltrækkende, saa jeg har aldrig glemt det, skønt jeg den Gang kun var femten Aar. Jeg besluttede altid, at jeg vilde prøve det, naar jeg blev voksen og vilde sætte Sindet i Bevægelse hos nogen. Men naar undtages Hr. Carruthers og Lord Robert, har jeg ikke haft megen Chance for at forsøge det.

Hr. Campion satte sig ved Siden af mig i Sofaen og begyndte straks med at sige, at jeg burde gaa med dem i Teatret; jeg talte med min Fløjlsstemme og sagde, at jeg var i alt for dyb Sorg, og han bad næsten forvirret om Undskyldning.

Han ser ganske godt ud, fiks og velklædt som Lord Robert, men han har ikke den smukke Skikkelse. Vi talte sammen i omtrent ti Minutter. Jeg sagde meget lidt, men han tog ikke sine Øjne fra mit Ansigt. Jeg mærkede hele Tiden, at Lord Robert var nervøs og legede med en Porcelænsko, som stod paa Bordet, og lige før Tjeneren meldte Fru Fairfax, tabte han den paa Gulvet, og dens Hale knækkede af.

Fru Fairfax er ikke køn; hun har rødlig-gyldent Haar med brune Rødder og en meget mørk Hud, men det er nydeligt arrangeret — Haaret, mener jeg, og maaske ogsaa Huden, for fra Siden kan man se den røde Sminke paa den. Det maa være kedeligt at være nødt til at gøre alt det, men det er unægtelig bedre end at se ud som Mary Mackintosh. Der er ingen rigtig Ligevægt i hende, noget af hende er enten for langt eller for kort. Jeg kan godt lide at se alt paa sin rette Plads — som i Lord Roberts Skikkelse. Saa kom Lady Ver, og vi gik alle ned til Middag. Fru Fairfax gjorde sig meget behagelig for hende. Lady Ver kan ikke videre godt lide hende, fortalte hun mig i Toget, men hun var nødt til at telegrafere til hende om at komme, da hun ikke med saa kort Varsel kunde faa fat i en anden, som Hr. Campion kunde lide.

"Det er en af den Slags Damer, som alle kender, og som ikke har Spor af Stolthed," sagde hun.

Men ikke engang, naar jeg virkelig bliver en Eventyrerske, vil jeg være saadan.

Lady Ver er meget morsom, naar hun er borte fra sine stive Slægtninge. Hun siger alt, hvad der falder hende ind. Fru Fairfax blev vred, fordi Hr. Campion vilde tale med mig, men da jeg ikke syntes videre godt om hende, brød jeg mig ikke om det, men morede mig. Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende, rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud — det fik mig til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham. Da vi kom ud i Vestibulen, medens Lady Ver og Fru Fairfax tog deres Kaaber paa, kom Lord Robert tæt hen til mig og hviskede:

"Jeg kan ikke forstaa Dem. Der er en eller anden Grund, hvorfor De behandler mig saaledes, og jeg vil have den at vide. Hvorfor er De saa grusom, lille ondskabsfulde Tigerkat?" og han kneb mig i en af mine Fingre, saa jeg kunde have skreget.

"Hvor tør De røre ved mig!" sagde jeg. "Det er, fordi De véd, at jeg ingen har til at beskytte mig, at De tager Dem en saadan Frihed."

Jeg følte, at mine Øjne flammede imod ham, men jeg havde en Klump i Halsen; jeg vilde ikke være blevet fornærmet, hvis det havde været enhver anden — kun vred — men han havde været saa ærbødig og hensynsfuld imod mig paa Branches — og jeg havde saa godt kunnet lide ham. Derfor forekom det mig saa meget mere grusomt, naar han nu var uforskammet.

Han blev bleg, og al Vreden forsvandt fra hans Ansigt, og han saá saa inderlig ulykkelig ud.

"Aa! det maa De ikke sige!" sagde han med fortvivlet Stemme. "Jeg — aa, det er det eneste, som De véd ikke er sandt."

Hr. Campion kom i det samme med sin Pels paa, og han var galant og sagde, at han haabede, at vi maatte ses igen, men jeg sagde roligt Godnat og gik op ad Trappen uden at sige et Ord mere til Lord Robert.

"Godnat, Evangeline, Skat," sagde Lady Ver, da jeg mødte hende udenfor Dagligstuedøren. "Jeg véd, at det er skammeligt af mig at forlade Dem, men i Morgen vil jeg virkelig forsøge paa at more Dem. De ser bleg ud, Barn — Rejsen har vist trættet Dem."

"Ja, jeg er træt," forsøgte jeg paa at sige med naturlig Stemme; men det sidste Ord dirrede lidt, og Lord Robert var lige bagved mig, da han var løbet op ad Trappen efter mig, saa jeg er bange for, at han maa have hørt det.

"Frøken Travers — hør —" sagde han bønligt, men jeg gik videre op ad Trappen, og Lady Ver lagde sin Haand paa hans Arm og drog ham med sig ned, og da jeg kom op paa fjerde Sal, hørte jeg Gadedøren smække i.

Nu er de borte, og jeg er alene. Mit lille Værelse er hyggeligt, og Ilden brænder klart. Jeg har en stor Lænestol og Bøger samt min Dagbog, og det er altsammen meget rart — men jeg føler mig saa ulykkelig.

Naturligvis er det morsomt at være fri. Og jeg sørger ikke over Fru Carruthers Død — maaske er jeg kun ensom og vilde ønske, at jeg var med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke — jeg — aa — det jeg vilde ønske, er at — at — nej, jeg vil ikke engang skrive det.

Hvor det er dumt at ønske sig Maanen! Men det er øjensynligt det, der er i Vejen med mig. Her er jeg i et hyggeligt Hus, hos en elskværdig Værtinde, og uden øjeblikkelig Pengemangel, og dog er jeg rastløs, og sommetider ulykkelig.

I de fire Dage, siden jeg kom her, har Lady Ver været saa venlig imod mig og gjort sig al mulig Umage for at more mig og opmuntre mig. Vi har kørt omkring i Butiker i hendes elektriske Brougham, og her har hver Dag været elskværdige Mennesker til Lunch, og jeg har haft, hvad jeg formoder er en succés. Det siger de da i det mindste.

Jeg begynder at forstaa alting bedre, og det lader til, at man ingen virkelige Følelser maa have, hvis man vil nyde Livet. Netop saaledes, som Fru Carruthers sagde.

Lady Ver har været ude to Aftener, hun gik med mange Beklagelser over, at hun lod mig blive hjemme, og jeg har opdaget, at hun havde talt med Lord Robert, men han har ikke været her — og det er jeg glad over.

Jeg er blevet meget gode Venner med Englene, de er søde og meget velopdragne. Lady Ver forstaar sig øjensynlig meget bedre paa det end Mary Mackintosh, skønt hun ikke taler paa den Maade.

Jeg kan ikke tænke mig, hvad jeg skal gøre, naar jeg tager herfra. Jeg antager, at denne Driven for Vind og Vove snart vil forekomme mig ganske naturlig, men for Øjeblikket irriterer min nuværende Stilling mig af forskellige Grunde. Jeg hader at tænke paa, at Folk maaske kun er venlige imod mig af Medlidenhed. Hvor det dog er dumt af mig!

Lady Merrenden kommer til Lunch i Morgen. Jeg glæder mig til at se hende, fordi Lord Robert sagde, at hun var saa elskelig. Gud véd, hvad der er blevet af ham, siden han ikke har været her — Gud véd. Nej, jeg er alt for taabelig.

Lady Ver staar ikke op og drikker sin Morgente, saa jeg gaar ind til hende i hendes Værelse og faar min paa en anden lille Bakke, og vi taler sammen, og hun læser Brudstykker af sine Breve for mig.

Der synes at være en Mængde Mennesker, som er forelskede i hende — det maa være morsomt.

"Paa den Maade holder jeg bedre fast paa Charlie," sagde hun, "fordi han indser, at han ejer det, som de andre Mænd gerne vil have."

Hun siger ogsaa, at alle mandlige Væsener af Naturen er Kamphaner, de sætter ikke Pris paa det, de opnaar let, og som de ikke har Ulejlighed med at beholde. Man skal altid lade dem forstaa, at man er væk som en Sneppe, hvis de et eneste Øjeblik slapper deres Anstrengelser for at behage én.

Naturligvis gives der en Mængde ganske almindelige, dagligdags Ægteskaber, hvor Manden holder meget af sin Kone, men det faar ikke hans Hjerte til at banke, og Lady Ver siger, at hun ikke kunde holde det ud med en Mand, hvis Hjerte hun ikke kunde faa til at banke, naar hun vilde.

De spiller en hel Del Bridge om Eftermiddagen, og det morer mig lidt at tale med den Herre, som sidder over, og faa ham til ikke at have Lyst til at gaa tilbage til Spillebordet igen.

Hr. Carruthers kom og gjorde Visit i Eftermiddag. Han var det sidste Menneske, jeg ventede at se, da jeg gik ind i Dagligstuen efter Lunch for at vente paa Lady Ver. Jeg havde mit Overtøj paa, og en stor, sort Hat, som, det glæder mig at kunne sige det, er meget klædelig.

Han saá meget behersket og tilbageholdende ud, som om det aldeles ikke var hans Hensigt at lade sig forlede til at vise Spor af Interesse. Det vakte straks den Beslutning hos mig, at jeg vilde forandre alt det.

"Lady Verningham var saa venlig at indbyde mig til at tilbringe nogle Dage hos hende, da vi forlod Tryland," sagde jeg stille.

"Aa! saa bor De her! Jeg var ovre paa Tryland i Forgaars. Jeg fik en omhyggeligt udarbejdet Indbydelse fra Lady Katherine til at 'spise til Middag og sove roligt', der var ikke stort Selskab. Jeg tog kun imod den, fordi jeg troede, at jeg skulde træffe Dem."

"Hvor det var pænt af Dem," sagde jeg mildt. "Og fortalte de Dem ikke, at jeg var rejst med Lady Verningham?"

"Nej, slet ikke. De meddelte mig kun, at De var taget til London; saa antog jeg, at det var Deres oprindelige Plan med Claridges, og det var min Hensigt at gaa derhen ved Lejlighed for at træffe Dem."

"Men det maa De have — det er latterligt — De maa have taget en eller anden Bestemmelse om, hvor De vil bo!"

"Nej, det forsikrer jeg Dem, at jeg ikke har," sagde jeg roligt, "naar jeg tager herfra paa Lørdag, vil jeg stige ind i en Droske og tænke paa et eller andet Sted, hvor den kan køre mig hen, formodentlig naar vi drejer om ad Park Lane."

Han bevægede sig roligt, og jeg saá op paa ham under min Hat. Jeg véd ikke, hvorfor han ikke mere er saa tiltrækkende for mig som i Begyndelsen. Der er noget saa koldt og kynisk i hans Ansigt.

"Hør engang, Evangeline," sagde han endelig, "der maa tages en Bestemmelse for Dem — jeg kan ikke tillade Dem at drive saaledes af Sted for Vind og Vove. Jeg er jo mere eller mindre Deres Formynder — det maa De jo kunne forstaa."

"Ja, Lady Verningham siger, at jeg er en Heks og en Slange og alle Slags slemme, tiltrækkende Ting, og jeg vil gerne tage et eller andet Sted hen, hvor jeg kan vise disse Egenskaber! England er kedeligt — hvad mener De om Paris?"

Hvor det morede mig at udslynge disse Bemærkninger! De vilde aldrig være faldet mig ind overfor nogen anden!

"De maa ikke tage til Paris — alene. Hvor kan saadan noget falde Dem ind?" spurgte han.

"Deres Faders Familie er allesammen døde, siger De, og De véd intet om Deres Moders Slægtninge, men hvem var hun? Hvad hed hun? Maaske kunde vi finde nogle af Deres Paarørende."

"Jeg formoder, at det var hendes Navn. Jeg har aldrig hørt, at hun havde noget andet."

"Tomkins," sagde han, "Tomkins?" og han saá ransagende paa mig med samme Mine som en Munk fra Inkvisitionen.

Naar jeg vil, kan jeg være saa irriterende og ikke sige Folk det, de gerne vil vide, og det varede temmelig længe, før han fik fravristet mig de Kendsgerninger, som Fru Carruthers saa ofte havde slynget mig i Ansigtet, naar hun var vred, at stakkels Mamas Fader var Lord Brandreth og hendes Moder Vorherre maa vide hvem!

"De indser altsaa," sluttede jeg, "at jeg slet ingen Slægtninge har, ikke sandt?"

"Hvor De er komisk!" sagde jeg. "De, en klog Diplomat, kender saa lidt til Kvinder! Hvem i Alverden vil tage imod et saadant Tilbud!" og jeg lo.

"Ingenting!" Jeg lo endnu, og jeg saá paa ham med det Blik, som "Fanden har skabt". Han kom hen til mig og tog min Haand med Magt.

"Ja, De er en Heks," sagde han. "En Heks, som kaster Runer og kuldkaster Beslutninger og Principper. Jeg besluttede at glemme Dem og jage Dem ud af mit Liv — De passer slet ikke til mig, véd De nok, men saa snart jeg ser Dem, er jeg opfyldt af et eneste Ønske. Jeg maa have Dem for mig selv — jeg har Lyst til at kysse Dem — at røre ved Dem. Jeg vil forhindre alle andre Mænd i at se paa Dem — hører De, Evangeline?"

"Ja, jeg hører det," svarede jeg. "Men det har slet ingen Virkning paa mig. De vilde blive rædsom som Ægtemand. Jeg véd, hvordan de alle er!" og jeg saá op. "Jeg saá flere Slags paa Tryland, og Lady Verningham har fortalt mig om de øvrige; saa jeg véd, at De ikke vilde du til nogen Verdens Ting i den Rolle."

"Beskriv de forskellige Typer for mig, at jeg kan se, hvilken der vilde passe paa mig," sagde han med stor Alvor.

"Der er Mackintosh-Arten — ydmyg og vrøvlet, og en Slags Underbarnepige," sagde jeg.

"Naa — nej, men Lord Kestervin var Englænder, og han vimsede omkring og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne."

"Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner! Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og én proppede sig med Mad, og én aabnede sin Kones Breve, før hun kom ned!"

"Sig mig, hvorledes en fuldkommen Ægtemand skal være, saa kan jeg maaske lære det," sagde han.

"Og han maa ikke blande sig i éns Foretagender. Og man maa være i Stand til at faa hans Hjerte til at banke."

"Det kunde De gøre!" og han bøjede sig nærmere hen imod mig. Jeg trak mig tilbage.

"Og han skal gøre lange Rejser til Rocky Mountains i flere Maaneder ad Gangen med Venner."

"Dèr kan De selv se!" sagde jeg, "det allervigtigste vilde De ikke gaa ind paa. Det kan ikke nytte at tale mere om det."

"Jo, det kan! De har ikke sagt halvt nok. — Skal han ogsaa kunne faa Deres Hjerte til at banke?"

"Lady Ver sagde, at det kan ingen Ægtemand — den Kendsgerning, at han er det, holder éns Hjerte ganske roligt og faar ofte én til at gabe — men hun sagde, at det er ikke nødvendigt, saa længe man bare kan faa hans til det, saa han gør alt, hvad man forlanger."

"Jo, naturligvis banker de! Hvor De er naiv, af tredive Aar. De banker uophørligt for — aa — for Folk, som ikke er Ægtemænd."

"Det er altsaa Resultatet af Deres Iagttagelser? De har sandsynligvis Ret; og jeg er en Daare."

"I Gaar ved Lunch var der nogen, der sagde, at der var en smuk Dame i Paris, hvis Hjerte bankede for Dem," sagde jeg og saá igen paa ham.

Det gjorde Indtryk paa ham — kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen eller blev urolig — men jeg saá, at det ramte.

"Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nærmere til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?"

"Jeg vil — aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg; "med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til mig. Hvis De saa falder paa Knæ, vil jeg maaske række Dem mine Fingerspidser!" og jeg gik henimod Døren, idet jeg nejede dybt for ham.

"Evangeline," udbrød han, "jeg er i Reglen ikke voldsom, jeg er i Virkeligheden snarere rolig, men De kunde gøre én fuldstændig gal, det ender med, at en eller anden engang kvæler Dem — Heks!"

"Saa maa jeg hellere løbe min Vej for at redde min Hals," sagde jeg og lo over Skulderen, medens jeg aabnede Døren og løb op ad Trappen, og jeg kiggede paa ham over Rækværket, da han var kommet ud i Vestibulen.

"Farvel," raabte jeg, og uden at vente paa Lady Ver traskede han ned ad Trappen og ud paa Gaden.

"Evangeline, hvad har De bestilt?" spurgte hun, da jeg kom ind i hendes Værelse, hvor hendes Pige var ved at sætte hendes Slør fast foran Spejlet, medens hun rystede ved det — Lady Ver er undertiden gnaven imod hende, meget værre end jeg er imod Véronique.

"De har været oppe at skændes med Hr. Carruthers. Gaa Deres Vej, Welby! Dumme Kvinde, kan De ikke se, at Sløret tager fat i min Næse?"

Welby gik ydmygt sin Vej (naar Lady Ver har været vred, sender hun Welby i Teatret). Welby tilbeder hende.

"Evangeline, hvor tør De! Jeg ser det altsammen. Jeg hørte lidt om det af Robert. De har været oppe at skændes med den Mand, som De netop maa gifte Dem med!"

"Christopher er ogsaa indtagende! Han er et af 'de gifte Damers Kælebørn', som Ada Fairfax siger, og han har aldrig før talt til en ung Pige. De burde være taknemlig over, at vi har ladet ham se paa Dem — Vildkat! — i Stedet for at skændes med ham, som jeg kan se, De har!" Hun lo, medens hun lod, som om hun skændte paa mig.

"Jeg kan da nok tillade mig den uskyldige Adspredelse," sagde jeg, "jeg kan jo ikke gaa i Teatret!"

Men jeg har tidligere, i Fru Carruthers Tid, lært, at det er klogere at beholde sine egne Sager hos sig selv — saa forsvarede jeg mig lidt og lo, og endelig kørte vi ud, uden at hun var blevet klogere. Paa Vejen ind i Parken mødte vi en Afdeling af det tredie Livgarderegiment, som havde eskorteret Kongen et eller andet Sted hen, og dèr red Lord Robert i sin smukke Uniform og med vajende Fjer — han saá saa smuk ud — og mit Hjerte begyndte pludselig at banke; jeg kunde føle det, og jeg skammede mig, og det trøstede mig ikke at tænke paa, at den Sindsbevægelse, som en Uniform fremkalder, ikke indskrænker sig til Barnepiger alene.

Det maa naturligvis have været Uniformen og den sorte Hest — Lord Robert betyder intet for mig. Men jeg kan ikke lide at tro, at jeg, fordi Mamas Moder var af lav Herkomst, skulde have arvet disse plebejiske Instinkter.

Lady Merrenden er saa nydelig — hun har et af disse gode Ansigter, som en stram Frisure i et Net ikke ødelægger. Hun er høj og yndefuld, maaske over halvtreds, og hun har et Udtryk i Øjnene, som ligner Lord Roberts. Ved Lunchen var hun straks saa sød imod mig og saá ikke ud, som om hun mente, at jeg maatte være slet, blot fordi jeg har rødt Haar, saaledes som ældre Damer i Almindelighed plejer.

Jeg fik straks Lyst til at være god og elskværdig. Hun hentydede ikke til min forladte Stilling eller sagde noget taktløst, men hun indbød mig til Lunch, som om jeg kunde have været en Dronning og vilde gøre hende en Ære ved at modtage Indbydelsen. Jeg kunde se, at Lady Ver af en eller anden Grund ikke ønskede, at jeg skulde gaa dèr, og hun fandt paa alle mulige Undskyldninger og sagde, at hun gerne selv vilde beholde mig, men Lady Merrenden havde ogsaa af en eller anden Grund bestemt, at jeg skulde komme, og hun ordnede til sidst, at det skulde være paa Lørdag, naar Lady Ver tager ned til Northumberland til sin Fader, og jeg tager — hvorhen? Ak, det véd jeg ikke endnu!

Da hun var gaaet, sagde Lady Ver, at gamle Damer uden farvet Haar eller Tilbøjelighed for Bridge var kedelige, og hun røg tre Cigaretter, den ene efter den anden, saa hurtigt hun kunde. (Welby skal igen i Teatret i Aften.)

Jeg sagde, at jeg syntes, Lady Merrenden var yndig. Hun var for første Gang lige ved at bide Hovedet af mig, og saa tav hun, men lidt efter begyndte hun at tale og sætte sig i Sofaen paa den klædeligste Maade — vi var i hendes Dagligstue, der er meget køn, med blaa Silke og franske Møbler og mange smukke Ting. Hun sagde, at hun var forkølet og maatte blive hjemme. Hun havde straks skiftet Dragt — men jeg kunde ingen Hoste høre.

"Hvor det er rart for Dem," sagde jeg, "saa kan De faa hans Hjerte til at banke."

"Det er i Virkeligheden meget ubelejligt, og jeg vil gerne have, at De skal være elskværdig imod ham og more ham og drage hans Opmærksomhed bort fra mig som en sød Pige, Evangeline," kurrede hun. "Hvor Vejret dog er dejligt i Eftermiddag! Jeg vilde ønske, jeg kunde gaa en Tur i Parken," tilføjede hun.

Jeg indsaa, at det vilde være grusomt at drille hende mere, og saa meddelte jeg hende, at det var min Hensigt at gaa ud at spadsere med Englene.

"Ja, det vil De have godt af, kære Barn," sagde hun fornøjeligt, "saa vil jeg hvile mig her og pleje min Forkølelse."

"Kender De Torquilstones Historie?" spurgte hun, da jeg var lige ved at gaa ud af Døren.

"Roberts Broder — Halvbroder, mener jeg — Hertugen, er Krøbling, véd De nok, og han er ogsaa forrykt paa et Punkt — deres blaa Blod. Han vil aldrig gifte sig, og han kan næsten tage alt fra Robert, undtagen akkurat Titlen, hvis han gør ham imod."

"Torquilstones Moder var en af Familiens Stuepiger, den gamle Hertug giftede sig med hende, før han var enogtyve, og hun gik heldigvis til sine øllede Fædre omtrent et Aar efter, og saa, længe efter, giftede han sig med Roberts Moder, Lady Ethelrida Fitz Walter — der er seksten Aar imellem dem — Robert og Torquilstone, mener jeg."

"Hvorfor er han saa forrykt med Hensyn til det blaa Blod, naar han selv har saadan en Plet paa sig?" spurgte jeg.

"Det er netop Sagen. Han synes, det er en saadan Vanære, at han siger, at han, selv om han ikke var pukkelrygget, aldrig vilde gifte sig og overføre denne Skamplet til de fremtidige Torquilstoner — hvis Robert gifter sig med en Kvinde, der ikke har en Stamtavle, der er god nok til at tilfredsstille en østrigsk Prins, vil han gøre ham arveløs og efterlade hver sou til Velgørenheden."

"Ja, er det ikke kedeligt for ham? Saa han kan naturligvis ikke gifte sig, før hans Broder er død; der findes næsten ikke et eneste passende Parti for ham i England."

"Det er nu alligevel ikke saa sørgeligt," sagde jeg, "den meget behagelige Rolle som 'de gifte Damers Kælebarn' staar ham altid aaben, ikke sandt?" og jeg lo.

"Jeg har sagt Dem, at jeg kun kradser, naar man har kradset mig først," sagde jeg og gik ud af Stuen.

Englene var gaaet ud paa deres Tur, og Véronique maatte gaa med mig i Begyndelsen, indtil jeg havde fundet dem. Vi gik hurtigt ned ad Gaden, da vi kunde se deres blaa Fløjls Pelse paa Frastand; pludselig mødte vi Hr. Carruthers.

"Evangeline, jeg var saa vred paa Dem i Gaar," sagde han, "jeg var lige ved at rejse fra London og overlade Dem til Deres Skæbne, men nu, da jeg har set Dem igen —", han tav.

"Hvad har de fortalt Dem?" spurgte han strengt, men han følte sig ikke rigtig tilfreds.

"De har sagt, at det er en dejlig November, og at Børsen ikke er et Sted, hvor man kan spille, og at hvis de ikke havde Bridge, vilde de alle begaa Selvmord! Det er det, vi taler om i Park Street."

"Ikke andet, end at der er en henrivende fransk Dame, som tilbeder Dem, og som De holder forfærdelig meget af — og jeg sympatiserer med Dem — jeg kan godt lide franske Damer, de sætter deres Hatte saa nydeligt."

"Hvilken latterlig Sladder — jeg tror ikke, at Park Street er et godt Sted for Dem at bo. Jeg troede, De var for fornuftig til at høre efter den Slags Snak."

"Jeg retter mig efter det Selskab, jeg er i!" sagde jeg leende og ventede paa Véronique, som ærbødigt var blevet staaende bagved — hun kom tøvende. Hun misbilliger al engelsk Inkonveniens, men hun føler, at det er hendes Pligt at opmuntre Hr. Carruthers.

Skulde hun løbe hen og standse de unge Damer? foreslog hun og pegede paa Englene, der gik forude.

"Ja, gør det," sagde Hr. Carruthers, og før jeg kunde forhindre det, var hun væk.

Forræderske! Hun tænkte paa sin egen behagelige Stilling paa Branches, véd jeg nok.

Den skarpe, friske Luft steg mig til Hovedet. Jeg følte mig glad og sorgløs. Jeg sagde Masser af Ting til Hr. Carruthers, akkurat som jeg engang havde gjort til Malcolm, men dette var meget morsommere, fordi Hr. Carruthers ikke er en rødhaaret Skotte og ikke er tykhovedet.

Da vi var kommet ned til Enden af Gaden, mødte vi Lord Robert, der kom gaaende i Ro og Mag henimod os. Han saá saa trist ud som Natten, da han fik Øje paa os.

"Halløj, Bob!" sagde Hr. Carruthers venligt. "Det er Aarhundreder siden jeg har set dig — vil du komme og spise til Middag med mig i Aften? Jeg har en Loge i Operaen, og jeg er ved at forsøge paa at overtale Frøken Travers til at komme med. Hun siger, at Lady Verningham ikke er optaget i Aften, det véd hun, og saa kan vi spise til Middag i Stilhed og gaa derhen allesammen, synes du ikke ogsaa?"

Lord Robert sagde, at han vilde gerne, men han tilføjede: "Frøken Travers har aldrig før villet gaa med ud; hun sagde, at hun var i alt for dyb Sorg." Han syntes bedrøvet.

"Jeg vil sidde bag i Logen, dèr kan ingen se mig," sagde jeg, "og jeg holder saa meget af Musik."

"Saa er det bedst, at vi lader Lady Verningham det vide straks," sagde Hr. Carruthers.

Det vidste jeg! Det var ikke for ingenting, at hun havde den blaa Eftermiddagskjole paa med de lyserøde Roser, og Kniplingskappen, og den slemme Forkølelse. (Det vilde jeg ønske, at jeg ikke havde skrevet, det er ondskabsfuldt af mig, og i Reglen er jeg ikke ondskabsfuld. Det maa være Østenvinden.)

LADY VERNINGHAM INDBYDER EVANGELINE TIL AT BESØGE SIG I LONDON.

LORD ROBERT PAADRAGER SIG EN FARLIG FORKØLELSE.