Under disse forhold var det, at det tidligere nævnte store speditionsfirma Russell, Majors & Waddell besluttet at bringe California i nærmere forbindelse med Øst-Amerika ved hjælp av en post-ekspresrute. Med beundringsværdig energi blev denne plan ført ut i livet. Paa den 2000 miles lange strækning gjennem ørkenen blev der med 15 miles mellemrum oprettet stationer. 500 av de hurtigste og mest utholdende hester blev anskaffet, og 80 erfarne mænd hvervet som ekspresryttere, desuten 200 mand til at vogte stationene.

Ponyekspressen, som den kaldtes, førte bare breve, og disse breve var skrevet paa det tyndeste papir, da ekspresrytterens postsæk maatte veie høist tyve pund. Rytteren selv var klædt saa let som mulig og som oftest bevæbnet bare med kniv og pistol. Rutens to endepunkter var St. Joseph i Missouri og Sacramento i California, og den fulgte næsten hele veien det gamle vognspor over prærien. Enkelte av stationene fandtes i byene og ved fortene, men de fleste laa paa prærien, i ørkenene og i fjeldene.

Den tredje april 1860 startet ponyekspressen. Tusener av nysgjerrige tilskuere var tilstede, da den første postsæk blev kastet op paa den ventende hest. Ekspresrytteren sprang i sadelen og galoperte avsted til station nummer 1 alt hvad remmer og tøi kunde holde. Her ventet ham en frisk hest, og uten et minuts ophold svinget han sig med sin postsæk over paa den og tilbakela i samme halsbrækkende fart de næste 15 miles. Saa atter en frisk hest og videre i strak galop til den tredje station. Han hadde nu redet 45 miles og blev avløst av en ny ekspresrytter. Hver rytter brukte tre hester og tilbakela samme distance, ingen stanset mere end de faa sekunder det tok at skifte hest og flytte postsækken fra den ene sadel til den anden.

Saaledes gik ekspresposten fra station til station det ene hundrede miles efter det andet, over fjeld og dal, gjennem prærie og ørken, elver og skoger, altid i galop, nat som dag, bare en stans nogen faa av de mørkeste timer. Den første post naadde frem til California paa ti dager, mindre end halvparten av den vanlige tid, men der blev snart sat nye og bedre rekorder. Præsident Buchanans budskap til kongressen i december 1860 tok det bare otte dager at befordre til California, og præsident Lincolns tiltrædelsestale i mars 1861 blev bragt de 2000 miles fra St. Joseph til Sacramento paa 7 dager og 17 timer.

Blandt de første ekspresryttere, som blev antat, var Bill Cody. Han gik endnu bare i sit femtende aar, men han hadde allerede vundet ry som en utholdende rytter og en uforfærdet indianerkriger. Ekspresrytternes løn var god, fra 100 til 125 dollars om maaneden, og en dollar var i 1860 mange ganger saa meget værd som nu. Inden længe blev det ordnet slik, at jo længere strækning en mand red, desto større blev lønnen hans. Bill blev efter en tids forløp overdraget ruten fra Red Buttes ved Nord Platte-floden til Three Crossings ved Sweetwater-floden, en distance paa 76 miles.

Han oplevet her mange eventyr og blev ofte overfaldt av indianere og de fredløse hvite som holdt til paa prærien. Flere ganger fik han en kule gjennem sin hjorteskinds dragt uten selv at bli truffet, to ganger gjennem sin sadel, og en gang blev hans hest alvorlig saaret. Men en særlig lykkestjerne syntes at hvile over gutten, og han slap altid heldig fra sine sammenstøt. En gang, da han blev stanset av to fredløse, som med hævede geværer forlangte hans postsæk, som de trodde indeholdt værdisaker, splintret han armen paa den ene med en pistolkule og red den anden ned. En anden gang, da han blev overfaldt av en flok indianere, dræpte han høvdingen deres og red fra de andre, som mente at ha fanget ham i et bjergpas.

Unge Cody var en dristig og utrættelig rytter og blev snart viden kjendt under navnet Pony-ekspres-Bill. En dag, da han efter sit vanlige 76 miles ridt ankom til Three Crossings, fik han vite, at den, som skulde løse ham av, var blit myrdet, og han maatte nu overta ogsaa hans tur, som var paa 85 miles. Han gav sig saa vidt tid til at skifte pony og fortsatte til næste station Rocky Ridge, som han naadde til det fastsatte klokkeslæt. Men for at kunne være tilbake paa sin utgangsstation i rette tid, maatte han ufortøvet vende om igjen, og efter et hastig maaltid begav han sig paa tilbakeveien til Red Buttes. Paa hele turen frem og tilbake, ialt 328 miles, brukte han, efter hvad Ekspres-selskapets bøker viser, 21 timer. Avstanden er saa lang som fra Kristiania til Kjøbenhavn, delvis over vanskelig terræng og gjennem flere opsvulmede vandløp med en rivende strøm. Intet under at dette ridt blev anset for en bedrift selv blandt præriens haardføre og utholdende ryttere.

Mens Bill var ekspresrytter skjøt han sin første bøffelokse eller buffalo under meget dramatiske omstændigheter. En eftermiddag, da han kom galoperende ind til en avløsningsstation, fandt han ikke som vanlig en opsadlet pony ventende paa sig. Derimot hørte han støi og rop fra pladsen bak stationen, og da han red frem dit, fik han øie paa en kjæmpestor buffalookse, som var i færd med at bane sig vei gjennem en flok kvæg. En fire-fem mand skjøt løs paa oksen med geværer og pistoler, men uten anden virkning end at hidse oksen yderligere op. Bill kunde ikke dy sig og lo høit av det komiske syn, men pludselig blev komedien forvandlet til tragedie.

En liten pike ved navn Mamie Perkins hadde været nede ved elven for at hente vand og kom nu like i veien for den fremstormende bøffel. Lamslaat av skræk formaadde hun ikke at flytte en fot, og det saa ut, som om hun i næste øieblik skulde ligge knust under det rasende dyrs klover. Men Bill hadde geværet sit parat, og trods den overhængende fare glemte han ikke, hvad mere erfarne jægere hadde indprentet ham, at man for at dræpe en buffalo maa ramme den paa et ganske bestemt sted. Han sigtet og fyrte. Buffalooksens ben foldet sig likesom sammen under den, og den styrtet stendød til jorden bare en halv snes skridt fra det skrækslagne barn. Det værste kom imidlertid baketter. For lille Mamies mor vilde til tak absolut kysse Bill, og gutten holdt paa at synke i jorden av skam!

Indianerne overfaldt stadig ekspresstationene, dræpte rytterne og røvet hestene. Tilslut blev de saa nærgaaende, at ruten maatte indstilles i 6 uker, mens der blev tat skarpe forholdsregler imot dem. En ekspedition paa ca. 40 ekspresryttere, cowboys og vogntogskusker blev dannet i Sweetwater-Bridge under kommando av en kjendt speider ved navn «Vilde-Bill» Hickock, som senere vandt berømmelse ved under en kamp med seks røvere i Rock Creek at dræpe de fem og saare den sjette.

Bill Cody var med i ekspeditionen, som efter en tids forløp fandt en bande indianere med stjaalne hester i en leir ved Clear Creek. Der var mindst tre ganger saa mange rødhuder som hvite, men «Vilde-Bill» Hickock, som ikke kjendte til frygt, ventet til mørket faldt paa og lot saa sine mænd under heftig skytning storme løs paa leiren. Indianerne, som trodde, at de befandt sig overfor et helt regiment, flygtet uten at sætte sig til motverge, og Hickock og hans mænd vendte tilbake til Sweetwater Bridge med over 100 erobrede hester, for størsteparten ponyekspressens egne hester, som indianerne hadde røvet. Ruten kom snart i gang igjen, og flere av ekspresrytterne, deriblandt Bill Cody, fik sin løn forhøiet til 150 dollars maaneden.

De mange fredløse, som holdt til ute paa prærien, var ogsaa en stadig trusel for ponyekspressen. Det var dels professionelle forbrydere fra andre kanter av landet, som her fandt et fristed, hvor lovens arm ikke kunde naa dem, dels tidligere ekspresryttere, vogntogsførere, pelsjægere o.s.v., som i drukkenskap eller av rovlyst hadde begaat mord og derpaa erklæret hele samfundet krig. De levet av rov og tyveri og var i regelen forvovne og desperate karer, som hverken gav eller krævet pardon. Bill Cody benyttet ofte fridagene sine til at gaa paa jagt efter det storvildt, som fandtes i Klippebergenes utløpere. En dag, da han forgjæves hadde søkt at komme en bjørn paa skud, og han bare hadde faat et par præriehøns, slog han om kvelden leir ved en liten elv for at tilbringe natten her og prøve lykken igjen næste dag. Hesten hans vrinsket, da han steg av, og til hans forundring blev denne vrinsken besvart av en anden hest et stykke borte. Bill gik efter lyden og fandt en flok paa tyve hester skjult i en liten kløft. Han skimtet et par hundrede fot op i fjeldsiden en hytte, hvorfra der straalet lys ut, og i den tro at det var et selskap pelsjægere, som her holdt rast, gik han op.

Lyden av mange stemmer naadde ham, da han nærmet sig hytten, men i samme øieblik han banket paa døren, blev alt stille. Han hørte et halvt dusin skarpe knæk, som naar hanen blir spændt paa geværer og pistoler, men det var nu for sent at trække sig tilbake.

— Hvem der? spurte en stemme inde fra hytten.

— En ven og en hvit mand, svarte Bill.

Døren blev aapnet, og en svær fyr med et ondskapsfuldt ansigt traadte ut, idet han sa:

— Kom ind!

Der var ikke andet at gjøre end ta imot indbydelsen, men Bill forstod straks, at han var faldt mellem røvere, mordere og hestetyver. En værre samling av raa og skurkagtige fjæs end de, som sat paa de otte mænd i hytten, kunde neppe tænkes. Bill kjendte igjen to av dem, et par avskedigede vognkusker, som hadde myrdet og plyndret en ranchmand og var forsvundet med hestene hans.

Bandens anfører spurte i en truende tone:

— Hvor skal du hen, unge mand, og hvem har du med dig?

For at overbevise banden om, at han ikke var kommet for at utspionere dem, forklarte Bill utførlig, hvorledes han efter den mislykkede bjørnejagten skulde til at slaa leir ved bækken, da han hadde hørt hestene vrinske og fundet hytten deres. Paa spørsmaalet om hvor hesten hans var, svarte han, at den stod nede ved bækken, og et par av mændene foreslog straks, at de skulde gaa ned og hente den. Bill skjønte, at hvis banden først fik fat i hesten, vilde det bli umulig for ham at flygte, og han bemerket i en likegyldig tone:

— Jeg kan la geværet mit ligge her og selv gaa ned efter hesten. Kanske dere kan gi mig husly inat?

En av mændene svarte:

— Jim og jeg gaar med dig ned efter hesten; men du kan godt la geværet dit ligge her; for du vil ikke faa nogen bruk for det.

De to karene fulgte med Bill ned til bækken. Den ene av dem tok hesten hans i tøilen og begyndte at gaa opover til hytten igjen. Bill, som hadde sin Colt-revolver i beltet, fattet en desperat beslutning. Han gik med de to præriehønsene i haanden, og idet han slap den ene av dem ned, bad han fyren, som gik bakerst, om at ta den op, og da manden bøiet sig ned, rev Bill revolveren sin frem og slog til ham av al kraft i hodet, saa han styrtet bevisstløs til jorden. Hans kamerat, som gik iforveien med hesten, vendte sig om; men før han kunde faa trukket sin revolver, skjøt Bill ham ned. I næste øieblik sat gutten paa ryggen av sin hest og galoperte nedover skraaningen.

Mændene i hytten hadde hørt skuddet og satte straks efter ham. Da terrænget var bakket og stenet, tok de ikke hestene til hjælp, men forfulgte ham tilfots. De vandt hurtig ind paa ham, og Bill forstod, at det vilde være ute med ham, hvis han ikke fandt en ny utvei. Han hoppet ned av hesten, gav den et slag med revolveren og begyndte selv at kravle opover fjeldsiden, mens hesten galoperte videre ned gjennem dalen.

Et øieblik efter saa Bill forfølgerne komme forbi og forsvinde i samme retning som hesten. Han fortsatte opover fjeldsiden, og efter en stunds forløp hørte han mændene skyte efter hesten, naturligvis i den troen, at han fremdeles sat paa hesteryggen. Han var nu utenfor fare, og begav sig paa vei til den nærmeste station, Horseshoe, som laa 25 miles mot nordvest.

Træt, utmattet og sulten naadde han stationen like før daggry; men da man straks gik igang med at ruste ut en ekspedition for at lete efter banden, sprang han atter i sadelen og fulgte med. Man naadde frem til hytten utover formiddagen; men fuglene var forlængst fløiet, og der Var intet spor, som kunde følges. Det eneste minde, som de hadde latt efter sig, var en nykastet grav, hvori de hadde lagt kameraten, som var faldt for Bills velrettede revolverkule.

Speider i borgerkrigen.

Sommeren 1861 vendte Bill Cody tilbake til Leavenworth. Borgerkrigen mellem Nord- og Sydstaterne var netop brutt ut, og Kansas, som laa paa grænsen mellem Nord og Syd, var skuepladsen for nogen av de tidligste kampene.

Bill, hvis far hadde været en av slavetilhængernes første ofre, brændte av iver efter at komme med paa Nordstaternes side. Men da han var familiens eneste forsørger og hans mor efterhaanden var blit svakelig, tok hun det løftet av ham, at han ikke skulde gaa i krigen, saalænge hun levet. Dette løftet holdt han; men da der i Kansas blev dannet et lokalt kompani, som fik navnet «de rødbenede speidere», og som skulde ha til opgave at forsvare staten mot røverske overfald, gik han ind i dette.

For at føre kampen ind i grænsestaterne hadde sydstatsmændene rustet ut en hel del guerillabander, hvorav enkelte som Quantrells bande tællet flere hundrede mand, mens andre som de berygtede James-brødres bande bare bestod av en snes desperate banditer. Disse bander gjorde indfald paa ubevogtede steder, plyndret banker, brændte landsbyer, røvet og myrdet uten ringeste hensyn til krigsreglene. Quantrells bande overfaldt saaledes engang byen Lawrence, dræpte 150 av dens borgere og forsvandt med et stort og rikt bytte, før nordstatssoldatene kunde komme til hjælp.

«De rødbenede speidere» blev dannet for at avverge den slags overfald og hadde mange kampe med guerillabandene. Vaaren 1863 traadte Bill Cody imidlertid ut av kompaniet for at tjene under regjeringen som fører og speider for Niende Kansas kavaleriregiment. Kiowa og Comanche-indianerne var paa krigsstien i Vest Kansas, og niende regiment blev sendt ut for at lære dem respekt for «den store hvite høvding» i Washington. Efter en haard kampagne, som hadde varet hele sommeren, kom Bill før jul tilbake til Leavenworth, og hans mor døde her juleaften.

Bill var nu løst fra sit løfte, og allerede i januar 1864 meldte han sig som frivillig til syvende Kansas regiment, kjendt under navnet «Jennisons høkejægere». Dette regiment blev sendt til Tennessee og indlemmet i general A. J. Smiths hær, som hadde til opgave at stanse sydstatsgeneralen Forrest, som med sine tropper var paa marsj nordover fra Mississippi. Chefen for syvende regiment oberst Herrick, som hadde hørt om Codys bedrifter ute paa prærien, anbefalte general Smith at opta Bill i det korps av utvalgte mænd, som gjorde tjeneste som speidere, spioner og depecheryttere.

General Smith lot Bill kalde ind i sit telt og forklarte ham, at det var av yderste vigtighet for nordstatshæren at faa vite, hvor mange tropper Forrest raadet over, hvilke stillinger de indtok, og hvordan de var bevæbnet. Han sluttet med at spørre Bill, om han i passende forklædning turde vaage sig ind i Forrests leir og skaffe de fornødne oplysninger. Bill visste, at hvis han blev fanget i sydstatshærens leir, vilde han øieblikkelig bli hængt som spion; men han visste ogsaa, at han ikke kunde yde sit land nogen større tjeneste end at skaffe disse oplysninger. Han paatok sig derfor det farlige hverv.

Mens han endnu opholdt sig i generalens telt, blev en sydstatsspion, som netop var grepet, bragt ind for at underkastes forhør. Bill gjenkjendte i spionen en mand fra Kansas, som han i guttedagene ofte hadde set. En tanke løp ham gjennem hodet. Saasnart spionen var blit undersøkt og ført bort til militærfængslet, pekte Bill paa de karter og dokumenter, som man hadde fundet paa manden, og sa:

— Hvis De vil forandre disse papirene, hr. general, saa de blir værdiløse, kan jeg kanske vinde general Forrests gunst, naar jeg overleverer ham dem.

General Smith syntes, at planen var udmerket, og forklædt som bondegut begav Bill sig paa vei til sydstatshærens leir. Da han efter mange oplevelser naadde frem i nærheten av leiren, blev han stanset av forpostene. Han forklarte, at han hadde hemmelige meddelelser til general Forrest, og blev under bevogtning ført frem for den berømte kavalerigeneral.

Forrest, som var søn av fattige forældre og aldrig hadde lært at skrive endog bare nogenlunde korrekt, hadde ved sin enestaaende dygtighet og dristighet svunget sig op til at bli en av Sydstaternes største ledere. Han var en mand, som hadde gaat livets haarde skole, og han var ikke let at narre. Hans ørneblik syntes at gjennembore den unge bondegutten, og Bill forstod, at han ikke kunde vente nogen medlidenhet, hvis hans planer blev gjennemskuet.

Men Bill skjøt hjertet op i livet og rakte general Forrest de forfalskede dokumenter. Han avleverte samtidig en historie om, at spionen fra Kansas var en barndomsven av ham og hadde betrodd ham det hverv at bringe disse karter og papirer til Forrest, da der endnu var forskjellige oplysninger, som han maatte skaffe angaaende general Smiths hær, og som spionen senere selv vilde overbringe. General Forrest saa skarpt paa Bill og sa:

— Hvorfor gik du ind paa at bringe mig disse papirene?

Bill slog undselig blikket ned og stammet: Jeg tænkte, hr. general, at hvis jeg gjorde Dem denne tjenesten, kunde de kanske finde bruk for mig i speiderkorpset Deres.

Dette naive svar avledet tildels general Forrests mistanke, men han krydsforhørte endnu en tid Bill og spurte ham ut om alt mulig. Tilsist syntes han dog overbevist om den unge mands ærlighet og sendte ham over til speidernes kvarter, idet han lovet at gjøre bruk av ham, saa snart der bød sig en leilighet.

Det var netop dette Bill ønsket. I de følgende dager drev han omkring i leiren og brukte sine øine og ører. Han fandt tilslut ut, hvor mange tropper Forrest raadet over, hvordan de var utrustet og hvor de skulde hen. Men da der var gaat en tre-fire dager, begyndte han at bli urolig. Han hadde nu faat alle oplysninger, han ønsket og længtet bare efter, at Forrest skulde sende ham ut som spion, saa han kunde komme tilbake til nordstatshæren og avlægge rapport til general Smith.

Forrest hadde imidlertid ingen hast med at prøve evnene hans. Kanske den kloke ryttergeneral endnu ikke var helt overbevist om, at det forholdt sig rigtig med den naive bondegutten, som vilde være speider. Bill overveiet, om han skulde snike sig ut av leiren i al hemmelighet, men dette var lettere tænkt end gjort. Forrest holdt streng orden og disciplin blandt sine tropper, og leiren var omhyggelig bevogtet.

Men pludselig hændte der noget, som gjorde en ende paa Bills ubeslutsomhet. En morgen, da han drev omkring i leiren, saa han en mand gaa ind i general Forrests telt. Idet manden løftet op teltdøren, kjendte Bill ham igjen. Det var spionen fra Kansas, som paa en eller anden maate maatte ha sluppet væk fra general Smith og nu var kommet for at avgi beretning til Forrest. Bill visste, at i løpet av fem minuter vilde han være opdaget; hvis han ikke kunde slippe væk straks, var galgen ham viss.

Han fik i en fart hesten sin sadlet og red hen mot forpostene. I den ene haand holdt han et brev, som han uavbrutt stirret paa, som om han ikke var ganske sikker paa adressen. Denne list lykkedes. Forpostene trodde, at det var en depecherytter, og han blev ikke stanset, før han naadde den ytterste vedetlinje.

Da hørtes pludselig trampende lyd av fremstormende hester bak ham, et rop og et skud. Bill var opdaget, men han var ikke fanget. Paa indianervis kastet han sig langs siden av sin hest med bare den ene foten i stigbøilen, og forposten, som i det samme fyrte paa ham, opnaadde bare at streife ham i skulderen. En regn av kuler kom susende efter ham. Bills hat blev skutt av hodet paa ham, en anden kule klippet hans ene stigbøile over, og hesten blev let saaret.

En sydstatsspeider, som vendte tilbake fra en rekognoscering, kom tilsyne paa veien like foran ham. Begge fyrte samtidig. Sydstatsmandens hest steilet og faldt, mens Bill galoperte videre.

Endnu en tid fortsattes det vilde ridt, men Bill holdt sine forfølgere stangen. Endelig støtte han paa et kompani blænkere av nordstatshæren og var nu i sikkerhet. Da han naadde leiren og meldte sin ankomst, kjendte generalen ham ikke igjen i hans forklædning. Men da Bill gav sig tilkjende og avla sin rapport, høstet han stor ros av generalen, hans dristige færd blev snart kjendt av hele hæren, og han blev gjenstand for stor beundring.

I slaget ved Tulepo en tid efter fik general Smith imidlertid et indtryk av Bill Cody, som tildels slettet ut hans beundring for den unge speider. Nordstatshæren hadde besat et høidedrag og avventet her Forrests angrep. General Smith, i hvis følge Bill befandt sig, red frem og tilbake langs de utstrakte brystvern, som beskyttet hans tropper og formanet dem til ikke at fyre, før de kunde være sikre paa, at hver kule vilde finde sin mand. Da angriperne endelig kom tilstrækkelig nær, og kulene begyndte at suse, red Bill bak et eketræ. Under kampene med indianerne hadde han lært at det gjaldt at søke den bedste dækning mot fiendens ild, og han mente, at den samme regel maatte gjælde her.

Men general Smith, som hadde set Bill forsvinde bak træet i farens stund, opfattet det som et tegn paa feighet. Da Forrests angrep var slaat tilbake, fik Bill ordre til at melde sig i generalens telt.

— Unge mand, sa general Smith. De blev mig anbefalt, fordi De hadde tat del i mange kampe mot indianerne. Hvad bestilte De bak det træet?

— Det er den maaten, som vi kjæmper med indianerne paa, svarte Bill. Vi maa søke dækning, hvor vi kan finde den.

Men general Smith, som ikke hadde noget kjendskap til den særlige taktik, som benyttedes i indianerkampene, fæstet ikke helt lit til ham. Det varte hele tolv aar, inden han blev overbevist om, hvor uretfærdig hans mistanke mot den unge speider hadde været.

Efter slaget ved Tulepo blev Smiths kavaleri sendt til Missouri, senere til Kansas og Arkansas, hvor Bill tok del i mange kampe, og som speider og depecherytter for generalene McNeil, Blunt og Pleasanton ydet nordstatstroppene uvurderlige tjenester.

se titel

Slagscene fra borgerkrigen.

General Smith saa Bill først igjen i 1876, da han i spidsen for syvende kavaleriregiment blev sendt ut mot Kiowa- og Comancheindianerne. Bill deltok i ekspeditionen som speider, men Smith kjendte ham ikke igjen.

En dag, da hovedkolonnen hadde gjort holdt for at vande hestene, blev fortroppen, hvortil general Smith og hans stab hadde sluttet sig, overfaldt av en indianerstyrke, som tællet opimot 400 mand. Skjønt fortroppen befandt sig like i nærheten av en stor kløft, gav general Smith ordre til retræt for at naa tilbake til hovedkolonnen. Bill, som forstod, at den lille rytteravdeling under en kamp i aapen mark vilde bli oprevet og tilintetgjort, red bort til generalen og sa:

— Hr. general, gi Deres mænd ordre til at sitte av og søke dækning i kløften. Saa kan De slaa indianerne tilbake. Men hvis De forsøker at trække Dem tilbake til kolonnen, vil De og alle Deres mænd bli skutt ned, før dere har retirert en mil.

General Smith indsaa det fornuftige i denne plan og beordret sine mænd ind i kløften, hvis høie vægger tjente dem som brystvern. Her slog de indianernes angrep tilbake, indtil hovedkolonnen, som hadde hørt skytningen, kom dem til hjælp og drev rødhudene paa flugt. Om kvelden blev Bill kaldt ind i general Smiths telt, og generalen sa:

— Det var en udmerket idé, den som De gav mig. Den taktikken, som anvendes i indianerkampene, er ny for mig. Jeg skjønner, at hvis min første ordre var blit utført, vilde ingen av os ha naadd levende tilbake til hovedkolonnen.

— Hr. general, svarte Bill, husker De slaget ved Tulepo?

— Om jeg husker det! svarte general Smith med selvfølelse i stemmen; jeg førte overkommandoen i det slaget.

— Husker De, fortsatte Bill, den unge gutten, som søkte dækning bak et træ, og som De senere sendte bud efter for at høre, hvorfor han gjorde det?

— Er De virkelig den gutten, som utspeidet Forrests hær for mig? spurte general Smith forbauset. Jeg har ofte undret mig over, hvor De var blit av. Hvad har De bestilt siden krigen?

Bill fortalte, hvorledes han i 1865 var draget vestover som speider for general Sherman og uavbrutt hadde gjort speidertjeneste siden. General Smith var glad over at ha faat ham tilbake og gjorde ham til chef for sit speiderkorps, saa længe felttoget varte.

Fredspipe og tomahawk.

I de 25 aarene fra borgerkrigens slutning til kampen ved Wounded Knee, da indianernes sidste motstand blev slaat ned, deltok Bill Cody i en lang række av felttog mot rødhudene. Indimellem hadde han mange ting at vareta; han var bøffeljæger, hoteleier, postkjører, landspekulant o.s.v. Men hver gang indianerne gik paa krigsstien, lot Bill alt andet ligge og stillet sine evner som fører og speider til regjeringens raadighet.

Høsten 1865 blev general Sherman sendt til grænsestatene i vest for at forhandle med indianerne og om mulig avslutte varige fredstraktater med dem. Sherman var en av borgerkrigens mest berømte generaler og hadde gjennem sin «marsj til havet» bidraget paa avgjørende maate til Nordstaternes seier. Han var ledsaget av en større stab officerer og civile embedsmænd og eskortertes av en eskadron kavaleri og av tredve speidere og depecheryttere. Blandt de sidste var Bill Cody.

se titel

Comanche-indianere slaar telt.

De første stammer, som general Sherman ønsket at forhandle med, var Kiowa- og Comanche-indianerne i den sydvestlige del av Kansas. De holdt dengang til i Council Springs, 65 mil fra fort Zarrah ved Arkansas-floden, hvortil general Sherman ankom utpaa høsten. For at kunne tilbakelægge veien til Council Springs, som gik gjennem den flate og øde prærie, paa én dag, gav generalen ordre til, at marsjen skulde paabegyndes klokken 2 om natten.

Speidernes leder Dick Curtis hadde beregnet, at turen skulde ta tolv timer. Men klokken blev 2 om eftermiddagen, og endnu saa man ikke noget til Council Springs eller til indianerne. En ung officer kom tilfældigvis til at ride ved siden av Bill Cody og spurte ham i samtalens løp, naar de vel kunde vente at være i Council Springs.

— Hvis vi vedblir at ride i denne retningen, kommer vi aldrig dit, svarte Bill.

— Hvorfor har De ikke underrettet generalen om det? spurte officeren.

Bill forklarte, at Curtis og ikke han selv var ekspeditionens fører; men officeren red bort til Sherman og meddelte ham, at de hadde slaat ind i en feilagtig retning. Generalen kommanderte straks holdt og kaldte alle speiderne til sig. Han spurte Curtis, om han kunde vise ham paa kartet, hvor de nu befandt sig; men Curtis svarte aapenhjertig, at kartet var forældet, og at prærien i den grad var blottet for landemerker, at han hadde vanskelig for at orientere sig. Generalen saa paa Bill og sa:

— Er der nogen anden her, som kjender veien?

— Ja, hr. general, svarte Bill. Jeg vet, hvor Council Springs ligger.

— Hvor langt er det dit og i hvilken retning ligger det?

— Omtrent 12 mil ret syd, lød svaret.

Bill fik nu ordre til at ride ved siden av general Sherman, og efter etpar timers ridt kom indianernes store leir isigte. Da rødhudene opdaget de hvite, blev der stort røre i leiren. Talrike krigere sprang op paa hestene sine og galoperte gjestene imøte. Tilslut var der mindst 1000 beredne indianere foran den lille hvite trop. Sherman begyndte at bli betænkelig, men Bill sa:

— De har git fredstegnet; de kommer uten vaaben.

Generalen og hans følge red langsomt frem mot rødhudene og blev mottat av høvdingene Satanta, Enslig-Ulv, Sparkende-Fugl og andre. Dick Curtis, som behersket de forskjellige stammers sprog til fuldkommenhet, fungerte som tolk og præsenterte de hvite og røde høvdingene for hverandre.

Indianerne, som iforveien var underrettet om besøket, hadde forberedt en stor fest for sine gjester. En slags tronhimmel var blit reist av garvede bøffelhuder over teltpæler, og under tronhimmelen hadde de av skind laget bløte sæter for generalen og hans stab. Over et baal i nærheten blev der stekt kjøt av bøfler, antiloper og andet vildt, og indianerne hadde endog anskaffet tintallerkener, hvorpaa kjøttet skulde serveres, og tinkopper til kaffen. Desværre var indianerkonene gaat saa vidt i sin renslighet, at de hadde latt efter sig store stykker sæpe i koppenes kanter og hjørner; men gjestene var gode diplomater og lot sig ikke merke med noget.

Det var et broget og paa sit vis storslaat skue, som foldet sig ut for general Sherman og hans følge. Den store leiren med telt ved telt, saa langt øiet kunde se; ildstedene, hvor kvindene tilberedte maten, lekende barn, halvvilde hunder og hundreder av kobberrøde krigere, som tumlet sig paa sine usadlede hester. Under tronhimmelen de gamle høvdingene med sit ørneblik og sin næsten kongelige værdighet, sittende tause ved siden av sine hvite gjester, mens unge indianerpiker i festlige dragter av fint, bløtt hjorteskind, utbrodert med mangefarvede pindsvinpigger, bar maten om.

Da maaltidet var slut, gik fredspipen rundt, og Satanta reiste sig og holdt en tale til gjestene. Indianerne har altid været kjendt for sin store veltalenhet, og Satanta begyndte sin tale med disse maleriske ord:

— Mine store hvite brødre! Jeg byr eder velkommen i min leir og blandt mit folk. I kan hvile eder i sikkerhet uten tanke paa frygt; ti vore hjerter er nu gode imot eder, fordi vi haaber, at de ord I har at si os, vil vække vor glæde over, at I er kommet. Vi vet, at I er kommet en lang vei for at besøke os, og jeg føler, at I bringer gaver med til os, som vil fryde mit folks hjerter. Jeg vet, at I maa være meget trætte, og da jeg ser, at eders telter nu er reist, vil det glæde os at følge eder over til eders leir, hvor I kan hvile og sove ut. Jeg har til eders telter sendt det mest utsøkte kjøt av unge bøfler, hjorter og antiloper, og hvis der er andet i min leir, som vil gjøre eders hjerter glade, vil det glæde mig at sende eder det . . .

General Sherman trykket Satantas haand, da den gamle høvdingen hadde endt sin tale, og svarte:

— Min røde bror! Eders vakre og romantiske mottagelse har rørt mit og mine venners hjerter paa det dypeste. Vi takker eder paa det hjerteligste derfor. Naar vi har hvilt og sovet ut i eders vilde prærieby, er det vort ønske at samles til raadslagning med de her fremmøtte høvdinger og krigere . . .

Raadslagningen tok sin begyndelse næste formiddag og varte i tre dager. Der blev sluttet en høitidelig overenskomst med Satanta, som mot visse ydelser lovet ikke at angripe de hvite, og Sherman drog videre til Bent Fort i Colorado, hvor han efter to dagers raadslagning sluttet en lignende avtale med indianerne der. Han fortsatte sin fredsmission til Wyoming og Nebraska, og Bill Cody var hans fører paa hele turen.

Da general Sherman kom tilbake til Leavenworth i Kansas, tok han avsked med Bill og takket ham for de tjenester, han hadde ydet ham. Han meddelte samtidig, at Bill for den tiden, han hadde tjent som fører, vilde faa utbetalt 150 dollars pr. maaned og en ekstrabelønning paa 2000 dollars. Han lovet desuten, at han skulde anbefale Bill til general Sheridan, som vilde faa overkommandoen paa vestgrænsen under de kampene, som tiltrods for de netop avsluttede fredstraktater kunde ventes med indianerne.

Det varte imidlertid flere aar, før Bill traadte i general Sheridans tjeneste. Han giftet sig med en smuk pike fra St. Louis, og hun tok det løftet av ham, at han skulde opgi det farlige liv paa prærien. Bill var nu en kort tid hoteleier i Leavenworth, blev senere bøffeljæger og var ogsaa med paa at anlægge en by paa prærien, som fik det straalende navn: Rom. Bill var saa sikker paa denne byens fremtid, at han skrev til sin kone, at han i løpet av ganske kort tid vilde bli millionær. Men heller ikke det nye Rom blev bygget paa én dag — der blev idetheletat ikke bygget svært meget, før det altsammen blev revet ned igjen, og Bill maatte atter søke tilbake til sin gamle haandtering som fører og speider.

Merkelig nok blev det Kiowa- og Comanche-indianerne, som Bill fik sit første alvorlige sammenstøt med, efterat han paany hadde traadt i regjeringens tjeneste. Han var dengang speider i fort Larned, hvor der laa en mindre troppeavdeling paa to kompanier infanteri og en eskadron kavaleri. I nærheten av fortet hadde Satanta, Enslig-Ulv, Sittamore, Sparkende-Fugl og andre høvdinger slaat sig ned med et stort antal krigere. De befandt sig endnu ikke paa krigsstien, men optraadte uforskammet og utæskende overfor de hvite og ventet bare paa en anledning til at begynde fiendtlighetene.

En dag i august maaned 1868, da Bill hadde eskortert general Hazen fra fort Larned til fort Zarrah og befandt sig paa hjemveien, blev han stanset av halvhundrede indianere ved Paronce Rock. De kom galoperende mot ham; idet de strakte hænderne frem og ropte: How! Bill saa, at de hadde krigsmalingen paa; men da de syntes at være saa ivrige efter at faa si pent goddag, rakte han ogsaa haanden frem. I det samme grep en av de røde krigerne ham om haandleddet og rev ham med et ryk ned av sadlen. Revolveren og geværet blev tat fra ham, og en av rødhudene tilføiet ham med sin tomahawk et slag i hodet, saa Bill holdt paa at stupe til jorden.

Indianerne gjorde det imidlertid ikke av med ham paa stedet; men førte ham under piskeslag og alle slags forhaanelser til leiren, hvor han straks blev ført frem for Satanta. Da Bill sidst hadde staat overfor den gamle høvdingen, var det som en hædret gjest i general Shermans følge. Nu stod han der som fange og ventet hvert øieblik at se signalet bli git til den smertefulde tortur, som skulde gaa forut for døden.

Men gamle, kloke Satanta vilde først ha nogen oplysninger av sin fange, før han sendte ham til de lykkelige jagtmarker. Raadsnar som altid fattet Bill haab paany. Da Satanta spurte ham, hvor han hadde været, erindret han pludselig, at rødhudene hadde faat løfte paa en kvægdrift, som imidlertid ikke var blit sendt dem. Han svarte derfor, at han hadde været ute og lett efter denne driften, og at general Hazen hadde sendt ham iforveien for at meddele Satanta, at kvæget nu var paa vei til leiren hans. Indianerne hadde i lang tid været uten ferskt kjøt, og de blev derfor behagelig overrasket. Satanta spurte om der var soldater med driften, og fik et bekræftende svar.

Da Bill skjønte, at indianerne fæstet lit til historiene hans, blev han dristigere. Han spurte i en krænket tone, hvorfor de unge krigerne hadde behandlet ham saa brutalt. Satanta, der som diplomat ikke stod tilbake for nogen, svarte, at det hele var en spøk, og at hans unge krigere bare hadde villet stille Bills mod paa prøve. Han gav ordre til at den hvite mand skulde faa vaabnene sine tilbake, og efterat ha raadført sig med de andre høvdingene spurte han, om Bill vilde hente kvæget til dem. Bill erklærte, at det var netop det, som general Hazen hadde git ham ordre til, og et øieblik efter red han som en fri mand ut av leiren.

Nogen av indianerne var imidlertid blit mistænksomme og fulgte efter ham. Bill red først i den retningen, hvorfra kvæget kunde ventes; men da han var kommet ned en høi bakke, som skjulte ham for rødhudene, satte han kursen mot fort Larned. Han hadde faat et godt forsprang, før indianerne atter fik øie paa ham; men da de forstod, at han virkelig hadde ført dem bak lyset, og at kvæget, han hadde lovet dem, bare eksisterte i hans egen indbildning, begyndte de en skarp forfølgelse og vandt hurtig ind paa ham.

De forreste av indianerne var bare et kort stykke bak Bill, da han red over Pawnee-floden; men paa den andre siden av vadestedet støtte han til alt held paa en avdeling soldater fra fortet. De la sig nu i bakhold, og da rødhudene kom sprængende, blev de mottat av en kuleregn, som dræpte et par stykker av dem og saaret nogen flere. Efter at ha skalpert de dræpte indianerne — for de hvite var dengang likesaa ivrige efter at ta skalper som de røde — begav Bill og soldatene sig til fortet, hvor alle troppene var blit kaldt under vaaben i paavente av et almindelig angrep.

se titel

Bill forfølges av indianerne.

General Sheridan, som under borgerkrigen hadde vundet ry som Amerikas dristigste og dygtigste ryttergeneral, opholdt sig dengang i fort Hayes. Da han førte overbefalingen paa vestgrænsen, var det av største vigtighet, at der blev bragt ham efterretning om Satantas fiendtlige hensigter; men ingen av speiderne i fort Larned hadde lyst til at gjøre den 65 miles lange turen midt om natten og gjennem et distrikt, hvor det vrimlet av fiendtlige indianere. Skjønt Bill netop var kommet tilbake fra et ridt paa 140 miles og var dygtig træt av baade strabadsene og den brutale behandling, som han hadde været gjenstand for fra indianernes side, tilbød han sig dog som frivillig.

Klokken ti om kvelden red han fra fort Larned, og ved daggry næste morgen var han fremme. Han var underveis blit kastet av hesten, da den snublet i et præriehund-hul, og senere kom han i mørket ind i en flok indianere; men han slap heldig fra begge disse eventyrene og overgav general Sheridan depechene i god behold. Sheridan vilde gjerne ha sendt bud om indianerurolighetene til fort Dodge, 95 miles syd for fort Hayes. Men da flere kurerer i den sidste tid var blit dræpt paa denne ruten, var det ham umulig at faa nogen av sine egne speidere til at paata sig hvervet.

Bill tilbød sig atter som frivillig og efter nogen faa timers rast fortsatte han sit ridt til fort Dodge. Med bare en times ophold underveis, da han skiftet hest, naadde han sit bestemmelsessted. Kommandanten i fort Dodge befandt sig i samme forlegenhet som general Sheridan, idet han nemlig gjerne vilde faa sendt depecher til fort Larned, men ikke kunde faa nogen til at gjøre turen. Fort Larned var Bills hjemstation, og for tredje gang tilbød han sig som frivillig. Kommandanten hadde ingen hest at overlate ham, men laante ham et muldyr. Turen gik godt de første 30 milene; men da Bill skulde vande muldyret i Coon Creek, rendte det fra ham, og han maatte vandre tilfots resten av veien, 35 miles omtrent.

Endnu var imidlertid ikke Bills kurerridt tilende. Da han kom til fort Larned, var general Hazen netop vendt tilbake fra fort Harker og hadde vigtige efterretninger med sig til general Sheridan. Bill hadde nu redet saa længe, at han gjerne vilde sætte en ny rekord, og han anmodet derfor om at maatte bli sendt avsted med depechene til Sheridan. General Hazen gav beredvillig sin tilladelse, og samme kvelden begav Bill sig atter paa vei til fort Hayes.

Da han næste morgen naadde fortet, mottok Sheridan ham med den største forbauselse. I virkeligheten var det — som Sheridan ogsaa fremhæver i sine erindringer — en ganske enestaaende præstation, som unge Cody hadde utført. Han hadde i løpet av 58 timer redet og gaat 365 miles, for størsteparten om natten og gjennem et vanskelig og farlig terræng, hvor han bestandig maatte være paa utkik efter indianerne.

General Sheridan var saa tilfreds med Bills tjeneste, at han beholdt ham, indtil det berømte femte kavaleriregiment kom til fort Hayes, da Bill blev utnævnt til chef for dette regiments speidere. Efter forskjellige ekspeditioner mot indianerne mellem Republican- og Canadianflodene, blev Bill forfremmet til chef for alle speiderne i departementet Platte. Han utførte i denne egenskap utallige bedrifter; vi skal i et følgende kapitel fortælle om et par av de mest berømte.

Bøffeljagt paa prærien.

Det var som bøffeljæger i Union Pacific-banens tjeneste, at Bill Cody erhvervet sig det navn, under hvilket han senere blev verdensberømt — Buffalo Bill.

I borgerkrigens sidste aar var trangen til en hurtigere og sikrere forbindelse mellem østens og vestens Amerika endelig blit saa stor, at man hadde tat fat paa det vældige projekt at bygge en jernbane tvers gjennem det øde og ubebodde land fra Missourifloden til Stillehavskysten. Arbeidet blev oprindelig paabegyndt fra California; men Union Pacific-banen, som hadde sit utgangspunkt i Omaha, Nebraska, var det, som utførte den langt overveiende del av arbeidet.

I 1867 var U.P.-banen, som den i almindelighet kaldtes, naadd ut i hjertet av de store præriene. Her beitet endnu bøflene i umaadelige drifter — general Sherman beregnet i 1865 deres antal fra Missourifloden til Klippebergene til 9 millioner — fra anden side er tallet blit sat saa høit som til 12 millioner. Med bøffeldriftene fulgte indianerne, og jernbanearbeiderne maatte altid ha geværet parat, da det hørte til dagens orden, at snart den ene og snart den anden avdeling blev overfaldt av rødhudene.

Skjønt det vrimlet av vildt paa prærien, satte indianerne en stopper for al jagt undtagen i jernbanens umiddelbare nærhet. Arbeiderne maatte derfor ofte leve av tørket kjøt, og derover hersket der almindelig utilfredshet. Bill Cody, som var speider i fort Hayes, hadde allerede dengang vundet ry som en dristig og erfaren bøffeljæger. U.P.-banens entreprenører tilbød ham en meget fordelagtig stilling som jæger for selskapet, og da det ikke mindst var av vigtighet for regjeringen at faa jernbanen bygget hurtigst mulig, fik han lov til for en tid at træ ut av hæren.

Bill fik den betragtelige løn av 500 dollars om maaneden, og hans eneste arbeide bestod i at skyte bøfler. Men det var et farlig arbeide. Han maatte altid være paa post mot indianerne og hadde utallige kampe at bestaa med dem. Troppene, som bevogtet jernbanelinjen, hadde ordre til at ile ham tilhjælp, saasnart de saa røksignaler stige op i den retning, hvori han var redet ut. Men de kom ofte for sent, og ikke mindre end fem av hans mænd blev dræpt i den tiden, da han var jæger for U.P.-banen. Selv slap han som vanlig uskadt fra de mest haarreisende eventyr.

Ingen kunde maale sig med Bill som bøffeljæger. Han var en av de beste skytter paa prærien, en to-børse-mand, som kunde haandtere en revolver i hver haand med dødelig sikkerhet, og han var en mester med geværet. Han hadde git riflen sin det merkelige navn «Lucretia Borgia», og hesten hans het Brigham efter mormonpresten. Det var et temmelig uanselig dyr, en rødskimlet pony, som han hadde kjøpt av en Ute-indianer; men den var hurtig som et lyn og utholdende som et muldyr.

Naar Bill red ut paa sin daglige jagt, søkte han sig først ut en bøffeldrift med mange unge kalver og fete kjør. Han sprængte saa løs paa driften, dræpte med nogen faa skud de store oksene, som ledet den, og red derpaa i rasende galop løs paa flokkens fortrop, indtil han fik den til at løpe i ring. Hans hest var saa vel dressert til dette arbeidet, at han næsten ikke behøvde at styre den. Bill kunde saa av driften vælge sig ut de feteste og fineste eksemplarene og skyte dem ned i ro og mak, mens de stormet forbi ham i sin ringgalop. Naar han hadde dræpt saa mange, han ønsket, kanske bare nogen faa, undertiden op til et halvt hundrede, holdt han op med at skyte og gav resten leilighet til at flygte.

se titel

Bøffelhjorden angripes.

Folkene hans, som hadde holdt sig i bakgrunden, indfandt sig nu og begyndte at partere bøflene. Bare en liten del av kjøttet blev benyttet, mørbraden, bogene, tungen og de mest utsøkte stykker forøvrig. Alt dette blev saa læsset paa en vogn og kjørt tilbake til jernbanelinjen, mens resten blev liggende paa prærien til føde for ulver og coyoter.

I det halvandet aar, da Bill var jæger for Union Pacific-banen, blev der holdt regnskap med det antal bøfler, som han efterhaanden dræpte. Det endelige tal var 4280 — d.v.s. han hadde gjennemsnitlig nedlagt 8 bøfler om dagen. Og jagten var ingenlunde farefri. Bøffelkjørne forsvarte kalvene sine til det yderste, og oksene var ofte kjæmpestore, ondskapsfulde dyr, som styrtet løs paa jægeren i blindt raseri, saasnart de fik øie paa ham. Bare en god hest, et sikkert øie og en haand, som aldrig rystet, kunde i slike øieblik frelse den, som blev angrepet.

I begyndelsen glædet jernbanearbeiderne sig meget over det ferske kjøttet, de fik, og naar Bill kom ridende tilbake med vognen, sa de:— Aa der kommer Bill med en hel del deilig bøffelkjøt!

Men da der var gaat en tid, blev de ogsaa leie av den kosten, og naar Bill nu kom med vognen, sa de grættent:— Der kommer Bill med nogen flere gamle buffaloer! Litt efter litt blev Bill og bøffelkjøttet kjædet slik sammen i deres bevissthet, at de gav ham navnet Buffalo Bill, og det var i deres mund ikke netop noget kjælenavn.

Men Bill Codys ry som bøffeljæger bredte sig stadig videre, og Buffalo Bill blev snart en ærestitel. En anden Bill, kjendt speider, fører og jæger ved navn Billy Comstock, var dengang chef for speiderne i fort Wallace. Officerene her ansaa ham for den bedste bøffeljæger i landet og mente, at navnet Buffalo Bill med størst ret maatte tilkomme ham. For at faa saken avgjort blev der anordnet en konkurranse mellem de to jægere, og der blev sat ut en præmie paa 500 dollars for den, som fra hesteryggen kunde dræpe det største antal bøfler fra kl. 8 om morgenen til kl. 4 om eftermiddagen.

Konkurransen fandt sted i nærheten av Sheridan i Kansas og hadde vakt saa stor opmerksomhet, at der selv saa langt borte fra som St. Louis, Missouri, kom ekstratog med over 100 tilskuere, deriblandt mange damer. Der var fuldt op av bøfler, og avtalen blev, at begge samtidig skulde ride ind i samme driften og dræpe saa mange bøfler som mulig. Hver jæger ledsagedes av en bereden dommer, som noterte, hvor mange bøfler han fældte.

Tilskuerne holdt sig paa avstand, men rykket nærmere, saasnart signalet blev git, og de to jægere galoperte ind i den første buffalodriften. Bøflerne skilte sig i to flokker, hvorav Cody tok den tilhøire, Comstock den tilvenstre. Bill fulgte sin vanlige taktik. Han sprængte frem foran driften, dræpte dens ledere og tvang resten til stadig at bøie av tilvenstre, indtil de begyndte at løpe rundt i ring. I løpet av kort tid hadde han skudt 38, som allesammen laa paa et ganske litet areal.

Comstock brukte en anden metode. Han begyndte at skyte paa de bakerste av flokken og dræpte alle, som han kunde naa, mens han jaget dem foran sig. Det lykkedes ham paa denne maaten at fælde 23 bøfler; men de laa spredt over en strækning paa tre miles. Efter en kort hviletid, hvorunder selskapet fra St. Louis trakterte med champagne, fik man øie paa en mindre flok bøfler, hovedsagelig kjør og kalver. De var langt hurtigere i sine bevægelser end den første flokken; men Bill dræpte allikevel 18, mens Comstock maatte nøie sig med 14.

Man spiste nu frokost og drak champagne paany, hvorefter jægerne atter red ut, fulgt av sine dommere. Efter en tids forløp fik de øie paa en ny bøffeldrift. Bill hadde allerede skutt en snes flere bøfler end sin motstander og mente, at han nu hadde raad til at gi en ekstra opvisning. Han tok sadel og tøiler av hesten og lovet, at han skulde lægge den sidste bøffel ned for damernes føtter.

Ridende paa usadlet hest — som indianerne pleiet — dræpte han 13 bøfler. Den sidste drev han foran sig i rasende galop, og damerne skrek høit av angst oppe i sine vogner, da de saa kjæmpedyret med de smaa, ondskapsfulde øinene komme styrtende like imot sig. Men halvandethundre fot fra den første vognen knaldet Bills gevær, og bøffelen rullet død om paa jorden.

Comstock hadde av den sidste flokken dræpt 9 og saaledes ialt fældet 46 bøfler. Men Bill hadde skutt 69, halvanden gang saa mange som sin motstander. Han var saaledes blit seierherre med glans og vandt ikke bare de 500 dollars, men fastslog ogsaa for bestandig sin ret til navnet Buffalo Bill og titelen præriens mesterjæger.

Det var da ogsaa Bill, som fik til opgave at arrangere den berømte bøffeljagt for storfyrst Alexis av Rusland, da han i 1862 besøkte Amerika med et stort følge av officerer og hofmænd. Rusland var den eneste av de europæiske stormagter, som under borgerkrigen hadde stillet sig velvillig overfor de Forenede Stater, og den amerikanske regjering vilde derfor gjerne vise den høie gjest al mulig opmerksomhet. Storfyrsten var en ivrig jæger og hadde uttalt ønske om at faa leilighet til at delta i en bøffeljagt. Regjeringen i Washington gav general Sheridan i opdrag at ordne det fornødne, og Sheridan lot ordren gaa videre til Buffalo Bill.

Bill fandt en udmerket leirplads ved Red Willow, 60 miles nord for North Platte i Nebraska, og her blev der reist halvhundrede telter, som blev utstyrt med enhver tænkelig luksus og bekvemmelighet for gjestene. Foruten den vanlige kavalerieskorte blev der sendt to kompanier beredent infanteri til leiren for at sikre den mot overfald av omstreifende indianerstammer. De amerikanske officerer vilde desuten gjerne faa hundrede fredelige rødhuder til leiren, saa storfyrsten kunde faa et indtryk av indianernes sport og liv paa prærien, deres fester, krigsdanser og ferdighet som jægere.

Den engang saa frygtede Siouxhøvding, Plettet-Hale, var dengang traadt i venskabelig forhold til de hvite, og Buffalo Bill fik det hverv at avlægge et besøk i hans leir og om mulig overtale ham til at delta i storfyrstens jagt. Det var to dagsreiser dit op, og da Bill endelig naadde leiren, maatte han paa indianervis snike sig rundt med ansigtet skjult i sit teppe, indtil han fandt Plettet-Hales telt. For høvdingen var nok venligsindet mot de hvite, mens hans unge krigere hadde mangt et regnskap at gjøre op med Buffalo Bill og vilde ikke betænke sig paa at sende ham en kule eller stikke en kniv i ham, om de fandt anledning dertil.

Da Bill befandt sig i sikkerhet i Plettet-Hales telt, fremførte han sit erende. Han forklarte, at en mægtig høvding fra den anden side av det store havet var kommet paa besøk og var ivrig efter at faa hilse paa indianernes største høvding. Plettet-Hale svarte, at det skulde være ham en glæde at komme, og lovet, at han allerede næste dag skulde vælge ut hundrede av sine bedste jægere til at ledsage sig. Han holdt ogsaa ord og møtte op med sine krigere i fuld festdragt, da det russiske selskap kom til North Platte.