Han fik Lyst til at drille ham en Smule.

"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker paa Deres nye Stilling?" sagde han.

"Nervøs — nej! Hvad skulde der være at være nervøs for? Selv ved jeg jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg det vel ogsaa nok."

"Jo — men Ansvaret ved det hele — det var det, jeg tænkte paa ... Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler — ikke sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kødet som Næringsmiddel ..."

"Jamen det gør det vist ikke."

"Maaske ikke — men De ved det dog ikke — det kunde i al Fald udvikle sig derhen. Vi sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken Revolution De der vilde være med til? Tusinder af Mennesker brødløse — jagede ud i Fortvivlelse ... Men Deres Fabrik stor og kvabset af Ubarmhjertighed — skovlende Guldet ind ..."

"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, saa Alle kunde nyde godt af den."

"De skal jo give Deres Ord."

"Man kan ikke binde sig til noget, som er skændigt. En Opfindelse bliver jo da gjort for at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke det, saa vil den aldrig kunne gaa — nej, den vil aldrig kunne gaa!"

"Maaske. Men selv om den gør godt, saa forlanger den ogsaa Ofre. Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De kan sidde paa Deres Fabrik og føle Virksomheden vokse under Dem. Og i Aviserne vil De kunne læse mange smukke Ting om, hvor stor en Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden overhovedet lykkeligere af Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det bestaaende gik ganske i Stykker ..."

"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget bedre. I al Fald kan vel det ene være ligesaa godt som det andet."

"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bøg."

"Jeg — haha — nej, det mener De nok ikke ... Men nu kommer jeg skam til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen. Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid. Gaar De med, Frøken Anna ..."

"Ja — se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame ..."

"Jo — ja undskyld — men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene. Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig — saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frøken Anna?"

"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel ..."

"Jeg skal paa Biblioteket — ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn til."

Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne. Hun var dog Kvinde — vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af Skinsyge ...

Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten løb ved Siden af ham.

Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst — en munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om dem og nappede dem i Klæderne ...

... en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ...

Flyge gik op i Biblioteket.

Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved Ryg i uendelige Rækker. Tanker, der forlængst var blegede og visne, Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.

Og denne Hær med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en tilfældig samlet Flok, der en skønne Dag kunde møde sin Overmand og hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.

Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede Meninger. De ytrede sig, naar man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.

Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Læsning til det bizarre. Han læste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. Helst søgte han til de Værker, som ingen Andre læste, de glemte og forsmaaede, og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde føle sig ene om deres Selskab.

Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed tage for sig en indbunden Aargang af en eller anden gammel Avis. Han lod Øjet glide hen over det gulnede Papir og den blegede Tryksværte. Spalte op og Spalte ned kunde han læse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse, perfide og ørkesløse.

Hvor de havde sprættet, alle disse Sjæle, som havde undfanget dem, hvor de havde spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, hvor de havde pirret op i Myretuen! Og nu stod Resultaterne der, kendt døde og magtesløse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe sig i en saadan gammel afmægtig Artikel: hvor var nu den Blæst henne, som den havde rejst? Glemt, glemt altsammen, mens andre Aviser, lige optagne af sig selv, lige spjættende af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes rundt som Sneflokke og faldt til Jorden ...

Selv en daarlig Avisartikel fik dog undertiden her i Verden sin Straf: den at blive læst flere Aar efter, at den var skreven ...

Men det var ikke blot Bøgerne, der optog ham. Ogsaa de Mennesker, der søgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser.

Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved Døren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de ventede. Der var unge Studenter imellem, der var gamle, underlig jordslaaede Autodidakter, og der var unge Piger, der vilde laane Billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Naar man saa paa dem med et eget lærd, dødt misbilligende Blik, kunde deres Forlegenhed stige til en selvudslettende Højde.

Men der var ogsaa dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet Fripostighed. De trampede i Gulvet og stillede med høj Røst Forlangender om de Bøger, de ønskede. Og naar de havde gjort det, satte de sig ned, stak Hænderne i Lommerne og strakte med en frygtløs Gaben Benene fra sig. De var til himlende Forargelse for Bibliotekets gamle Bud, der stiv i Nakken og barket af mange Aars Ensformighed hentede Folianterne fra Reolerne.

Og endelig Læsestuens Stamgæster, der hver Dag til nøjagtig samme Tid kom ind, fik deres Bog udleveret og satte sig til at gøre Optegnelser. Nogle af dem var Videnskabsmænd og Studerende — for andre var Læsestuen kun et lunt Opholdssted, der var blevet dem en Vane og hvor de søgte en Afbrydelse i Dagenes Træghed ...

I Biblioteket følte Flyge sig i Ligevægt. Naar han sad deroppe bag sin Pult, blev han greben af en mild og styrkende Kedsomhed, der kvalte alle Længsler og forjog alle usunde Drømme.

Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. Han saa for sig Anna og Bøg, som de sammen gik ned ad Gaden fra Kaféen. Denne Bøg — han ærgrede sig i stigende Grad over ham, — saa ugenert selvskreven han havde teet sig, han med sine store, daskende Hænder.

Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit Hoved rankt frem. Da han gik der med Annas lille spæde og faste Skikkelse trippende ved Siden af sig, saa han saa urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig at være hendes Værn og Forsyn mod alt, hvad der kunde møde hende af ondt. Højst sandsynligt, at han virkelig kunde paatage sig det. Thi han syntes at eje den blanke Uvidenheds Naadegave, den medfødte Ubetydeligheds Sikkerhed og Herskeevne.

Muligvis var det den inderligste Daarskab at misunde ham det. Hvad vedkom overhovedet denne lille Frøken Herding ham, Biblioteksassistent Preben Flyge? Saadan en lille Mo'ers Skødeunge, der gik og pippede nysgerrigt om det Liv, hun ikke kendte ...

Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori døde Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevægeligt bøjede over Bøgerne — var det Liv, de førte? Gjaldt det ikke om de fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog Aande, fordi den Død, der ejede dem, ikke havde fundet det Umagen værd at standse disse udvortes Rørelser? Skygger, Skygger ...

Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt paa lit de parade? Dag for Dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne trængte sig tættere og tættere sammen om ham, saa han ikke kunde røre sig. De filtrede ham ind i et Net af døde Tanker, et Mylr af Traade, der alle lovede at føre ham ud til Liv. Men naar han greb en enkelt og vilde følge den, saa han alle de andre for sig, og han blev greben af Angst for, at den, han holdt i sin Haand, ikke skulde være den rette. Længe kunde han staa tvivlraadig og stirre paa Nettets indviklede Slyngninger, til det alt var ved at løbe i et for hans Blik. Saa greb han ganske vilkaarlig en ny Traad, den første, der faldt ham i Hænde — og atter tøvede han, atter greb han en ny — atter døde der et Stykke af ham ...

Med et bittert Smil indtog han sin Plads bag Pulten, hvorfra han skulde lede Udlaanet.

"Her sidder man nu," tænkte han, "og formodentlig vil jeg alle mine Dage blive ved at komme her hver Dag, sætte mig ned og være rede til at staa paa Pinde for Oplysningsidioterne. De vil komme til mig og bede mig om at række dem Giftbægeret. Jeg vil gøre det med et beredvilligt Sind, for de fortjener ikke bedre. Og alle Tænkernes svimle og farlige Tanker, alle Digternes syge og hede Længsler, alle de lærde Penneskafters ligegyldige Reporter-Kendsgerninger vil klumpes sammen i deres smaa og fattige Hjerner. Og de vil glemme, at de selv er til, og af hundrede gamle Bøgers Forvirring vil de sammenskrive hundrede nye. Saa vil de nye Bøger hoppe op paa de lange Reoler og være rede til at gyde deres Indmad i andre Hjerner og atter blive til nye Bøger ...

Og disse Bøger vil blive sendt ud til Folket for ogsaa at udmarve det. Smaa, uldne Bøger vil lægge sig som Filt over Villierne. Og der vil blive gjort endnu flere Bøger. Folket selv vil skrive dem: Skomagere og Skræddere, Husmænd og Inderster, Vaagekoner og Jordemødre. Og deres Sjæle vil blive som stegte Gæs, af hvilke Lever og Lunge og Hjerte og Indvolde er tagne ud og erstattede med Æbler og Svesker. Herrejemini! hvor de vil kro sig, hvor de vil føle paa deres Maver og skændes om, hvis der er stoppet mest ..."

... Der kom en gammel Mand for at laane en Bog. Han var høj og tynd, havde hvidt Fuldskæg og Briller og var klædt i en luslidt sort Frakke, af hvis Ærmer et Par lange, stilkede Arme stak frem. Naar han kom skridtende hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa det ud, som om de knap kunde bære ham.

Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret Præst. For tyve Aar siden havde han taget Afsked: han havde da set ud nøjagtig ligesaa gammel som nu, og hans Ydre vakte en Forestilling om, at han heller aldrig kunde blive ældre. Livets Safter var forlængst tørrede ind i hans magre og kantede, næsten gennemsigtige Krop. Derfor syntes der nu heller ikke mere at være noget tilbage hos ham, som Tiden kunde tære paa.

I de Aar, Flyge havde været ansat i Biblioteket, havde denne Mand hver Dag givet Møde. Og stedse havde han laant Værker, der angik et og det samme Emne: Tiendepligtens Oprindelse i Danmark. Men Ingen vidste, hvad han tilstræbte med disse Studier.

Da han nu kom hen til Flyge, saa denne skarpt paa ham. Under Armen havde han et Par gamle Kvartbind i fuldt Læder, dem ønskede han at faa byttet.

Flyge lod hente, hvad han ønskede, og rakte ham Bøgerne.

"De interesserer Dem for Tiendeforhold, Pastor Briksen," sagde han venskabeligt.

"Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt med Hovedet, "— det er jo — det er jo et temmelig stort Emne."

"De vil formodentlig udgive et Værk derom?"

Den gamle Mand rødmede som en ung Pige, der ser sin første jomfruelige Tilbøjelighed afsløret.

"Ja — hm — det kommer jo an paa ..."

"Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det — men jeg interesserer mig selv en Smule for disse Spørgsmaal."

"Gør De? Gør De virkelig?" — Han saa mistænksomt paa ham.

"Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig vove at give mig videnskabelig af med dem."

"Aa, hvorfor ikke det? Det gælder jo blot om at have en Smule Taalmodighed."

Flyge bøjede sig med et pludseligt Sæt frem imod ham.

"Jamen sæt nu — sæt nu, jeg gav mig til at skrive et Værk om det — og jeg saa aldrig fik Værket færdigt!"

"Ja — man vil jo naturligvis gerne have lidt Udbytte af det. Jo, det vil man. Ungdommen især. Det kan jeg saa godt forstaa."

"Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad man gerne vil. For mig staar det saadan, at man maa have det, maa absolut. Tænk at se tilbage paa alle de mange Dage, man har anvendt til det — og saa maaske maatte indrømme, at man har stjaalet dem alle til Hobe ..."

"Stjaalet dem? Hvordan skulde det gaa til? Hvordan skulde man kunne stjæle Dagene?"

"Man stjæler alle de Dage, da man intet udretter. Man tager dem fra Livet — det, som det var Ens Pligt at leve. Og naar man saa lægger dem sammen, Dag til Dag, saa de tilsidst bliver til Aar — er det saa ikke, som om man havde udslettet sig selv af Tilværelsen for hele den lange Tid? Er det ikke en Slags Selvmord? Vi ser det jo heroppe, vi Biblioteksmænd. Vi ser Folk saadan gaa om og lade sig selv gaa til Spilde."

"Da maa jeg sandelig tilstaa — denne Betragtningsmaade forekommer mig dog ellers ..."

"Ja, Dem kan den jo aldrig berøre pinligt, Pastor Briksen. De, som virkelig arbejder paa et stort Værk og som efter al menneskelig Beregning ogsaa naaer at faa det fuldført. De er maaske allerede færdig — ha ha — De mangler maaske bare at faa det trykt ... Men har De ikke somme Tider her oppe lagt Mærke til saa den Ene og saa den Anden, som kommer herop Dag efter Dag og som bare gaar her og bliver hængende? ... De bider sig fast i et eller andet Spørgsmaal, som de aldrig slipper fra igen. Det er saadan noget lignende som at samle paa tomme Sneglehuse."

"Naa — naa ..." Den gamle Præst var bleven højrød i Hovedet.

"Jo — for Kundskaberne har for dem fuldstændig mistet deres Omsætningsværdi som Kundskaber. De bliver bare dyngede op. Det er en Sport, det hele. Hvad mener De om at opdage Nordpolen?"

"Ja — — det er jo — — det er jo i og for sig ganske interesseløst."

"Synes De? Aa — jeg ved dog ikke. Jeg mener dog, de lever, de, som prøver det. De ofrer sig naturligvis ikke for nogen Sag — for der er ingen Sag — men de lever, saa længe det staar paa, i højere og rigere Stræben end vi Andre. Det har alligevel Folk ondt af der kommer de snadrende og skal regne ud, om Nordpolen nu ogsaa kan give Valuta for Pengene og Menneskelivene. Og saa aner de ikke, at her oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og øder Aar paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol — som i de fleste Tilfælde er opdaget for længe siden — af Andre."

"Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke." Præsten vendte ham vredt Ryggen og gik.

Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.

"Der nappede jeg ham dog i Sjælen," tænkte han.

Og han blev ved at sidde med dette Smil om Munden, mens Folk blev ved at komme og gaa, bringende Bøger, krævende Bøger — og mens Støvet af hundredaarige Bøger hvirvledes op i smaa, krusede Skyer og dalede ned, læggende sig paa andre Bøger, dækkende Tanke-Sarkofagerne i stedse tættere og tættere Lag.

Mere end Flyge ret vilde være ved det flakkede hans Tanker om Viggo Bøg.

En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke gøre sig fri for ... Han kunde da i Grunden ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da paa en Gang svigte ham?

Til sit Besøg valgte han en Søndag Formiddag. Det var ikke sandsynligt, at der paa den Tid af Dagen var Gæster.

... Hansen-Maagerup selv var den, der lukkede op for ham, da han havde ringet paa. Han var lige kommen hjem fra Kirke og var ganske sortklædt. Hans Næse skinnede endnu mere glødende og blank end sædvanlig — i Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet satte ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup havde den tragiske Skæbne, at hans Nedtrykthed altid øvede sin Indflydelse paa Næsen. Den kunde tindre med Fyrtaarnsglans, saa at han gjorde Indtryk af at være illumineret af Glæde, naar hans stakkels Hjerte netop var mest sorgfuldt.

Han førte Flyge ind i sit Værelse. Der stod en halvtømt Kop Kaffe, og ved Siden af laa en Bog opslaaet. Det var et Bind af H. C. Andersens Eventyr, det eneste ikke-teologiske Værk, som Hansen-Maagerup ejede. Naar han blev greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede han gerne hertil.

"Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup og trykkede Flyges Haand. "Jeg trængte saa meget til at komme til at tale med et Menneske."

Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes ham, at der lød Stemmer inde fra Dagligstuen.

"Her er nok Fremmede?" sagde han.

"Aa, det er bare Fruens Bro'er og saa ham Kemikeren eller hvad han er for En — det er En, der hedder Bøg, han kommer her saa meget i den sidste Tid. De skal nok en Tur ud paa Frederiksberg og drikke Kaffe. Mig vilde de ogsaa have haft med, men jeg er ikke ligefrem i Humør til den Slags Pjankeri."

"Er der gaaet Dig noget imod?"

"Nej, det kan jeg ikke sige, for det er der ikke. Men naar man sidder saadan hen for sig selv, saa kommer man mange Gange i Tanker om saa meget. Der er jo baade det ene og det andet, som er kommet anderledes end man havde tænkt sig det."

Hans runde, blaa Øjne fik fugtig Glans. Og hans troskyldigt plumpe Hænder famlede nervøst som efter et Holdepunkt, de ikke kunde finde.

"Det er jo det," sagde han næsten hæftigt, "at jeg gaar her og bliver til ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det: her gaar den ene Dag som den anden og det ene Aar som det andet — det gaar ogsaa — og jeg kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden ikke, Flyge, at jeg er et meget svagt begavet Menneske?"

"Aa — kære Ven — Du har vel Forstand som de Fleste. Man har jo saa mange Slags Begavelse."

"Ja, saa mange Slags — men naar man nu ikke har nogen af dem ... Jeg har aldrig tænkt mig, det kunde gaa mig saa ringe, jeg har altid haft Lyst til at studere, og jeg har jo ogsaa gaaet baade til Forelæsninger og til Manuduktør. Men det hjælper mig jo aldrig det mindste: jeg kan virkelig saa usselt lidt. Der er ingenting, der vil blive i Hovedet paa mig. Jeg kan ligge og drømme om Natten, at jeg er oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa noget, som jeg har vidst bare et Par Dage forinden. Naar saa jeg vaagner op og skal til at forsøge, om nu jeg ved det, saa skal det sjælden slaa fejl, at det ogsaa i Virkeligheden er gaaet fra mig. Det er lige alt det, at jeg tør gaa i min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig faar den Eksamen ..."

Hans Stemme svigtede. Men han betvang sin Sindsbevægelse og vedblev:

"Man synes dog, man er saa underlig tilpas, naar man skal gaa og lade sig underholde fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal jeg gøre? Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig paa, for min Haandskrift den er jo saadan, at Folk de gaar langt væk, bare de ser den. Undervisning det har jeg ogsaa tænkt paa; men der har aldrig været Nogen, der har meldt sig, naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting til, jeg er jo ingenting til! Jeg synes, jeg gaar og bliver saa ringe for mig selv, Flyge — og for andre med naturligvis."

Flyge saa paa ham — forskende som en Læge, der undersøger en Patient.

"Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. "Ja, det er mit Alvor. Ægteskabet er godt for Nerverne: det vilde give Dig Ro, saa Du kunde samle Dig. Det er det, Du trænger til for at faa Eksamen."

Men Hansen-Maagerup rystede bedrøvet paa Hovedet.

"Hvor skulde Nogen ville have mig? Jeg har jo været forlovet en Gang — men det gik da saa uheldigt som det kunde gaa."

"Har Du det? Det har jeg aldrig før hørt."

"Jo — det var lige ved den Tid, da jeg første Gang skulde op til Eksamen — ja Herregud, nu er det jo allerede snart syv Aar siden ... Vi vilde ikke have noget ud om det, saa længe jeg ikke var noget. Men det blev jo ikke til noget med Eksamen den Gang — og heller ikke senere — og da saa der var gaaet tre Aar, saa gjorde hun det forbi med mig. Jeg siger ikke noget til hende for det — hun var fire Aar ældre end jeg, saa hun kunde daarlig vente — og nu er hun gift med en Dyrlæge ..."

Han gik hen til Vinduet og gav sig til at se ned paa Gaden. Der gik Folk, pyntede og tilfredse — Ægtefæller omgivne af deres Børneflok, Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have glemt hele den øvrige Verden — — eller unge Kvinder og Mænd, der svælgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden Bærme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden. Han alene stod her, forgræmt, upaaagtet og unyttig og saa de Andre gaa forbi, som han nu havde gjort det i saa mange Aar og som han altid vilde blive ved at gøre det.

Disse Søndage var ogsaa de værste for ham at komme over, især naar Vejret som idag var højt og soltindrende. Han følte sig saa alene, saa knugende alene. Alle hans Studenterkammerater var forlængst borte fra Byen: som Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede Flere af dem rundt om i Landet. Og naar han nu mødte til Forelæsninger paa Universitetet, følte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede Lattermildhed boblede om ham. Af Slægtninge havde han kun en Onkel, der sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans lille Kapital. Men det var flere Aar siden han havde været derovre. Han vilde ikke høre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans Studier endnu ikke havde baaret nogen Frugt trods alle de mange gode Penge, der var stukket i dem, ikke møde de halvt skadefro halvt medlidende Blikke fra sine Jævnaldrende i Sognet, dem han havde villet hæve sig over ved at studere til Præst. Ingen, Ingen i Verden havde han at holde sig til — Ingen uden den Gud i Himlen, hvis ringeste Tjener det var hans Livs Maal at blive men som syntes at agte ham uværdig dertil.

Flyge kunde fra Siden se, at et Par store Taarer faldt fra hans Øjne. Med en hurtig Haandbevægelse viskede han dem bort — men der kom en til og en til — hede og tunge piblede de frem — og hans stakkels røde Næse tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ...

Inde fra Fru Herdings Dagligstue hørte man Latter. Først en stærk og klar Mandslatter. Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt nede i Svælget og som efterhaanden arbejdede sig frem til et Brøl. Og tilsidst en spæd og lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa nervøse Ryk ...

"De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup snøftede ganske ubehersket.

Flyge gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.

"Du skulde se at blive gift med Frøken Herding," sagde han. "I vilde passe godt sammen."

Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det. Men han ønskede virkelig i Øjeblikket, at noget saadant kunde lade sig gøre. Selv vilde han ogsaa føle en Art Lettelse derved.

Men Hansen-Maagerup vendte sig om og saa bedende paa ham.

"Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. "Jeg kan ikke taale det."

Der var nogle Øjeblikkes Stilhed i Værelset. Inde fra Dagligstuen hørte man paany Latter og højrøstet Tale.

"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgløs Klang, "jeg skulde vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?"

"Jeg vil helst være fri."

"Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. — Bare ikke give fortabt!"

"Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo være, jeg kommer senere ..."

Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene derind.

Ved Bordet sad begge Damerne. Paa Sofaens Armlæn vippede Hr. Klavs Kihler med Hat paa Hovedet og svingende ud i Luften med sin Stok. Og midt paa Gulvet stod Viggo Bøg. I den ene Arm holdt han en Stol, som han havde grebet i et af Benene og som han nu var i Færd med at hæve over sit Hoved.

"Fem — seks — syv — otte," talte Hr. Kihler, efterhaanden som Bøg blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind.

"Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. Og Bøg blev ved, til han dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa Panden af ham.

"Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De burde uddanne Dem."

"Uddanne mig?" sagde Bøg, der imidlertid havde hilst paa Flyge. "Hvad skulde jeg uddanne mig til? Jeg er jo Medlem af en Gymnastikforening."

"Det er ikke tilstrækkeligt. De burde drive Sporten forretningsmæssigt — sætte Rekorder förstås — komme i Bladene med Medaille og Tilbehør ... Det er altid en Reklame for Deres private Business ... Gentleman!" — han rejste sig og bukkede for Flyge — "habe die Ehre ..."

"Hvorfor har vi ikke set Dem saa længe, Hr. Flyge?" sagde Fru Herding og fæstede sine kuglerunde Øjne paa ham.

"Fordi man undertiden har godt af at bekæmpe sit Hjertes Trang, Frue," sagde han og bukkede. Og i det samme lod han glimte et Sideblik hen paa Anna. Det forekom ham, at hun slog Øjnene ned.

"Aarr" — Fruen slog koket ud efter ham med Haanden — "sikke noget, De staar og siger!"

"Hr. Kontorchefen er galant," smiskede Kihler. "Galant mod Damerne! Bedaarende Vejr idag, ikke sandt, Hr., ganske storartet! Man er lige ved og kan gaa uden noget paa. Finder Hr. Kontorchefen ikke?"

"Jeg er ikke Kontorchef," sagde Flyge tørt. "Jeg er Biblioteksassistent."

"Pardon — jo — skal ikke glemme det. De finder Branchen tilfredsstillende?"

"Det kommer an paa ..."

"Jo — jeg fatter Dem fuldkomment. Den er — selvfølgelig — i og for sig særdeles reel — men man er ikke fulgt med Tiden deroppe. Der mangler lidt Bekvemmeligheder for Publikum — lidt W. C. og saadan — moderne Udstyr i det hele taget."

"De har vist ganske Ret, Hr. Kihler."

"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort noget, saa kunde der saamænd godt tages en lille Entré — for Bøger det er jo alligevel — dannende — og det er ogsaa noget, man ikke saadan holder hjemme ... Nu snakker de jo saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne — jeg siger: naar Staten den drev sine forskellige Bikser som nu Biblioteket med lidt mere Smartneshed, saa blev der magelig Penge til noget af den Slags — og til mere med ..."

"Det tror jeg ogsaa."

"Glæder mig — glæder mig at finde en saa fordomsfri Personlighed, Hr. ... Tillad mig at spørge: De er en jævnlig Gæst hos Hr. Kandidat Hansen-Maagerup — kommer der undertiden — jo ...?"

"Somme Tider."

"Ja — jeg ved ikke — vi skulde en lille Tur paa Frederiksberg idag — Sommerlyst — eller Alleenberg — det morer mig at komme der en sjælden Gang. Det er jo i den lidt ældre — Stilart — De ved, gamle Fre'rik med Sekstallet — skønt nu er jo det hele snart fuldstændig omforandret derude ..."

"Ja, de skal jo immer rive ned og bygge op igen," faldt Fru Herding ind.

"Netop ... Men for at komme til Sagens Kærne: jeg tillod mig før at anmode Deres ærede Ven, Hr. Kandidaten, om at deltage i vor lille Ekskursion. Men Kandidaten ønskede ikke at entrere. Humøret er nok lidt sort i Kanten idag, saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo imidlertid Hr. Biblioteksassistenten kommen — og hvis nu De maaske vilde gøre os den Ære, saa maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere Kulør paa Leveren ..."

"Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min Part."

Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup for at gøre endnu et Forsøg paa at faa ham med. Men hun kom tilbage med den Besked, at han helst vilde være fri.

"All right," sagde Kihler og slog ud med Haanden, "naar ikke han vil, det staar vi magtesløse overfor. Vi kan vel starte med det samme?"

... Efteraaret havde allerede næsten fuldendt sit Hærværk. Fra Træernes graagrønne Grene flagrede det tynde gule Løvværk som Tøjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem Kugleregn. Og mod den matblaa Høsthimmel tegnede sig skarpt Husenes spirprydede Silhouetter.

Man var kørt i Sporvogn til Raadhuspladsen og spaserede nu ad Alleen. Flyge og Kihler var kommen til at gaa sammen bagved de Andre. Bøg gik ved Siden af Anna, Fru Herding lidt i Forvejen.

"Ungdom!" sagde Kihler med Hentydning til Anna og Bøg, "Ungdom, Højstærede! De klæ'r hinanden, de der — hva' — gør de ikke?"

"Det gør de vist."

"Ja — han er jo ogsaa en Knopsak — ham dette lille Stykke Kemikerskidt ... Jo — man forstaar jo at iagttage den Slags. Han skal ogsaa være kommen morderligt efter det paa Fabrikken — det er jo med Opfindelser, saa der er Sjans, forstaar De ... Det er skam glædeligt for min Søster — i hendes Stilling — som ubemidlet Enke — det er jo noget, hun ligefrem kunde takke Vorherre for, om det nu kunde blive ..."

"Jeg vidste ikke, at han var forlovet med Deres Søsterdatter," sagde Flyge. Hans Stemme var ganske rolig. Men ved Kihlers Ord havde det alligevel givet et lille Sæt i ham.

Han ærgrede sig derover. Havde hun endelig saa stærk en Appetit paa dette store lodne Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have hende? Ham kunde det jo aldrig vedkomme.

"Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for meget sagt. Han er jo saadan lidt ude fra Landet a' — det gaar ikke saa gesvindt med ham ... Men naar først de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo arrangeret denne lille Selskabstur — man vil jo gerne gøre, hvad man formaar. For ved De hvad: saa længe de skal sidde og række Tunge ad hinanden paa en Førstesal til Gaarden og med Udsigt til rent ud sagt Nødtørftspalæerne, saa kommer der sgu ingen rigtig Kanel i Pærekompotten."

Den lille Mand blev ved at tale. Men Flyge hørte ikke mere synderligt af, hvad han sagde. Han kunde ikke faa sine Øjne bort fra det unge Par der forude.

Saa gik man altsaa her og bryggede ganske koldblodigt en lille hyggelig Forlovelse sammen. Hjalp frem, pirrede til, pudsede Parterne paa hinanden. Man gik forsigtigt og besindigt frem: ingen paafaldende Iver, intet snublende Hastværk, ingen Uro. Bare lade de to unge Sind uddunste deres naturlige Varme — det var alt, hvad man ansaa for nødvendigt. Og saa for Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa den Dag, da Frugten var moden ...

Selv gik han nu her for i paakommende Tilfælde at kunne være Skærmbrædt. Sandsynligvis var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at Kihler kunde sætte ham ind i Sagerne. Hans Nærværelse var egnet til at dæmpe enhver Mistanke, der muligvis kunde opstaa hos Bøg om, at hele Turen var planlagt som en Fælde for ham. Og paa den anden Side var intet naturligere end, at han slog sig sammen med Fru Herding og hendes Broder, der saa smukt havde sat det hele Foretagende i Scene, mens man lod de to Unge sværme paa egen Haand. Hvem kunde vide — maaske kunde Forlovelsen gaa i Orden endnu idag og han være med til at lyse Velsignelse derover!

Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle! Sandelig — det kunde more ham at eksperimentere en Smule! Naturligvis vilde han ikke for Alvor gøre de to Unge Fortræd, ikke rive noget itu af, hvad der var ved at gro op imellem dem — blot bore en lille uskadelig Sonde ned i deres Hjerter for at se, hvordan det i Grunden var fat med dem. Det vilde kunne stille hans Videlyst tilfreds og ikke genere dem det allermindste. For ham kunde de overhovedet forlove sig ligesaa galt de vilde.

Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det øvrige Selskab. Kihler maatte halvvejs sætte i Løb for at vinde med.

... Man bestemte sig til at drikke Kaffe paa Sommerlyst. Naar man sad i Glas-Verandaen, var det næsten ligesaa godt som at være i fri Luft. Og dog var man under Tag og havde en stor buldrende Kakkelovn i Ryggen.

Der var kun faa Folk, og de frøs højtideligt i Søndagspynten. Kun et Par unge Mennesker havde drukket sig røde i Kammen i Whisky, der i stadig nye, sodavandsperlende Strømme skinnede gyldent i Glassene foran dem. Gennem Tobakstaagen, som de pustede fra sig i tætte og tunge Flager, sendte de idelig svømmende Øjekast til Anna.

"Se, hvor de sidder og glor herhen," sagde Bøg. "Det er da en underlig Maner. Man kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige det til dem."

"Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror De, vi vil have Værtshusspektakler her? Dette er ingen Snask."

"Det var heller ikke saadan ment. Men det er dog en sær Maner, mange Mennesker har her i København. De gør lige hvad der lyster dem. Damerne kan jo daarlig nok gaa alene paa Gaden om Aftenen, bare fordi der kommer Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. Det skulde vi lige prøve paa hjemme hos os. Man kunde da ikke nære sig i Byen, naar man en Gang havde forsøgt paa de Kunster."

Hans Blik dvælede, mens han talte, ved Anna. Men den unge Pige var tavs. Hun sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen.

Flyge saa det. Han mærkede ogsaa, at Bøg befandt sig ilde ved hendes Tavshed og søgte at fange hende ind i Samtalen. Der maatte have været en Kurre paa Traaden, som han nu stræbte efter at faa udjævnet.

Ogsaa Kihler syntes at have faaet en Fornemmelse deraf. Og han søgte da at skylle Misstemningen bort ved at udfolde en ganske overdaadig Veltalenhed.

"Det er sgu ganske sjov at komme herud en Gang imellem," sagde han. "Man har jo diverse Ungdoms-Souvenirer herude fra. Her gik man og hørte Tyrolere før i Tiden. — Kan Du erindre det, Karoline?" henvendte han sig til Søsteren.

"Du ved, Klavs, at jeg aldrig er kommet saadanne Steder."

"Nej, det er Du nok ikke. Du har jo ikke været saadan videre med paa Trallaen i Dine yngre Epoker — det har Du ikke ... Nej men — her havde jeg sgu for Resten en Historie. Der optraadte en Tyrolerpige derinde — hun hed Sessi — det var saadan en lille gevaldig En. Hun var ligesaa bred over Enden som det Bord her — ja, jeg overdriver ikke, naar jeg siger det ..."

"Det var da ikke kønt."

"Ikke kønt? Hvad vil det sige, at det ikke var kønt? Du kan sige om den Hund, der gaar der ude i Haven, at den ikke er køn, fordi at Hovedet det ikke passer til Kroppen og den i det hele taget mere ligner et Pindsvin end en Hund — men tag Du og se paa denne lille Venus fra Milo — af Thorvaldsen eller hvem hun er af — saa skal Du se, at hun er ligesaa bred over Enden som Sessi, undtagen at hun jo ikke har Skørter. Dette her med smale Steder over det hele — det kommer bare af Korsettet. Det har jeg læst om i en Lægebog ... Jo Sessi var sgu netop køn — hun var saadan — landskabelig — ja der var Partier af hende, som ligefrem ikke var til at staa for. Og saa havde hun en Stemme — den var, saa det bævrede indeni En, naar hun rigtig lagde Kraft i og tog til at jodle. Jeg var jo et lille ungt Skvat den Gang — jeg havde ikke noget videre at koste paa hende ..."

"Klavs," afbrød Fru Herding strengt, "mon det er værd, at Du fortæller den Historie?"

"Aa skidt — den kan sgu et treaars Barn høre paa. Nej men man var jo en Svend fra Fad i de Dage: der var ikke noget, man gik af Vejen for. Saa hvad jeg havde at gøre: jeg inviterede hende paa Banko. Jeg sendte et Kort op, om hun vilde have den brungen op paa Tribunen — saa kunde vi kanske mødes bagefter og slaa en lille Sludder ... Se, jeg havde det jo lige, saa jeg kunde udrede Betalingen, men jeg haabede saa smaat, at hun ikke vilde have noget. Men hun var altfor meget Forretningsmand til at lade noget gaa fra sig a' — saa jeg maatte nok saa grangivelig op med en halv Caloric ..."

"Og saa?" sagde Flyge, "saa bagefter?"

"Hun brændte mig sgu af, den Kæltring. Jeg stod og ventede en halv Time, men der kom ingen Sessi. Hvad er den af? tænkte jeg, nu skal Du se, at hun er stukken ud ad en anden Vej. For saadan gjorde hun ved saa mange — hun lod dem ganske rolig give ud paa sig, og naar saa de kom og vilde have noget med hende at gøre, saa færdig, Kære — saa kunde de staa og kigge de smaa Stjerner og fryse om Tæerne ... Men ved De, hvad det kom sig af, at hun gjorde det?"

"Nej?"

"Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. Det er sandt som jeg siger: hun blev senere Værtshusholder. Saa var hun jo gaaet lige forbi mig i sit daglige Tøj naturligvis, og det var der Ingen, der kunde tænke sig. Men Bankoen den drak hun, det Øg."

Flyge saa paa ham med et ironisk Blik.

"De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," sagde han. "De tager Livet, som det er. Vi Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke gider røre ved det. Vi gaar saa forsigtigt frem, holder ikke af at gøre et Skridt, naar vi ikke kan se, hvor vi træder ... Men De gaar lige paa — De har ingen Skrupler, ingen moralsk Kvalme. De lader Verden være ligesaa akavet, den være vil — De kommer dog til Rette med den."

"Jaha, det gør jeg sgu" — han lo højt og tilfreds og strakte Benene fra sig, saa hans Mave rundede sig opefter — "jeg er saa tilfreds, saa tilfreds. Jeg kan gøre og lade ligesom jeg vil ..."

"Og De fortryder aldrig noget bagefter?"

"Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der smager godt det er godt, siger jeg altid. Hvad mener De?" — han vendte sig til Bøg.

"Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve."

Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem Annas Øjenbryn.

"Ja, det er rigtigt — det kan sgu i al Fald være det, naar man har Raad til det. — Skal vi tage en Bajer?"

Der var imidlertid Ingen, der vilde have Øl.

"Ja, saa kan vi vel starte videre. Vi skulde jo lidt ind i zoologisk Have."

De rejste sig og gik. Bøg gjorde Mine til atter at ville gaa ved Siden af Anna, men hun undgik hans Følgeskab og gik om paa den anden Side af Fru Herding. Saa fik Kihler fat i Bøg og gav sig til at udvikle sine Leveregler videre for ham.

... Solen skinnede blegt og sygt ind mellem de graagrønne Træstammer i Frederiksberg Have, og i Alleerne havde de visne Blade lagt sig som et tungt, fast Kludetæppe. Man maatte gaa hurtigt for at blive varm.

Mellem Flyge og de to Damer faldt der ikke mange Ord. Misstemningen mellem Anna og Bøg havde ægget Flyges Nyfigenhed, og han gik og grundede over, hvordan han skulde komme under Vejr med dens Aarsag.

Da de kom til Indgangen til zoologisk Have, blev Fru Herding staaende for at vente paa Kihler og Bøg. Men Anna og Flyge gik videre.

Der var kun faa Folk i Haven. De gik om mellem Dyrene, tavse som gik de mellem Grave.

Ogsaa Anna tav. Hun gik med sænket Hoved, men hendes Skridt var hurtige. Flyge havde paa Fornemmelsen, at hun vilde bort fra de Andre. Han bøjede om ad en Sidegang, og hun fulgte med uden at gøre nogen Bemærkning derom.

Han gik og iagttog hende. Det var bedst at lade hende være i Fred nogle Minuter. Hun var øjensynlig gal i Hovedet. Og Vreden burde have Tid til at trække til.

"De er saa forstemt idag, Frøken Herding," sagde han omsider.

"Jeg skammer mig." Hendes Stemme lød haard.

"Skammer Dem? Over hvad?"

"Over Onkel Kihler. Over — det hele."

"Man vælger jo ikke sine Onkler selv."

"Det er heller ikke ham alene. Der er ogsaa andet."

Han fandt det hensigtsmæssigt igen at give hende et lille Pusterum. Trængte han for hurtigt paa, udsatte han sig for, at hun blev skræmt ind i sig selv.

"Frøken Herding," brød han saa igen Tavsheden, "jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forklare mig for Dem ... Det gør mig meget ondt, at jeg er kommen til at berøre noget, som er Dem pinligt, men — ja, det er naturligvis noget, De selv bedst ved — tror De ikke, De kunde have godt af, at vi talte lidt om det, som er i Vejen? De skal slet ikke sige ja, hvis De ikke mener det — men jeg synes, vi har talt saa godt sammen før ..."

"Hvorfor skulde De plages med mine Sorger?"

"Naar jeg nu selv saa gerne vil ..."

"Det er det" — hun ligesom huggede Ordene frem — "det er det, at jeg ikke kan lide Onkel Kihler. Han er saa underlig imod mig. I Formiddags, da Bøg kom — og saa tidt i den sidste Tid, især naar Bøg er hos os — jeg ved ikke, hvordan det er, han ser paa mig. Og Mo'er hun holder med ham. Det er, som om de havde noget sammen, som jeg ikke maatte vide af."

"Det har de maaske ogsaa. Men Herregud — det kan jo være noget, som bare er til Deres Bedste."

"Hvor ved de, hvad der er til mit Bedste? Men selv bliver jeg holdt udenfor alting. Saa snart der kommer Nogen til os, saa sidder Mo'er og taler med dem, som om jeg ikke var til Stede. Men mest er det Onkel Kihler. Saadan han ser paa mig — jeg kan blive helt syg af det."

"Har De — har De talt med Hr. Bøg om dette?"

Der kom — syntes han — et hurtigt Blink af Mistænksomhed i hendes Øjne.

"Hvorfor spørger De mig om det?"

"Det faldt mig ind. Han er jo Deres Barndomsven."

Hun betænkte sig lidt.

"Ja," sagde hun saa, "jeg har talt til ham om det. Nu for lidt siden, da vi gik sammen. Vi har jo kendt hinanden saa længe — saa jeg troede, han kunde gaa ind paa, hvad jeg tænker. Men" — hendes Stemme dirrede — "han er ikke anderledes end de Andre. Han kan sidde der og le ad, hvad Onkel Kihler siger, skønt han ser, at det gør mig saa bitterlig ondt. Onkel Kihler kan gøre og sige, hvad han vil — men hvad jeg tænker, det er der Ingen, der bryder sig om."

"Hm ..."

Mere sagde han ikke. Han kunde mærke, hvordan Annas Forventning næsten bankede ham i Møde.

De kom imidlertid til en Bænk, og han opfordrede hende til at tage Plads.

"Lad os nu tale lidt om Tingene," sagde han. "Jeg tror ikke, det hele er saa galt, som De mener. Eller man kan ogsaa sige, at det er endnu værre. Det er ganske som man tager det ...

Vi vil Dem jo Allesammen vel — ogsaa Deres Onkel — men vi har ikke været rigtig heldige med at vise det. Menneskene er tidt værst mod dem, de helst vil glæde. De kan nemlig aldrig forstaa, at Enhver bliver salig i sit Himmerig. Derfor gaar de nu Allesammen og spænder hver sit blaa Lykketelt ud over Dem i Stedet for at lade Dem selv om, hvordan det skal være. For Deres Mo'er er det Lykken at sidde hen bag lukkede Vinduer og lade Livets Safter langsomt tørre ind i sig. For Deres Onkel er der ikke andet end at gramse til sig, hvad Dagen byder. Og Bøg — han gaar med Øjnene oppe i Skyerne og synes, at Jorden er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan den i Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle tre have, at De skal se med deres Øjne."

"Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist saadan."

"Jeg er ganske vis paa det. Men De — De staar i et helt andet Forhold til Livet. De ser det hver Dag skylle imod Dem — De kan mærke, hvordan det vil suge Dem til sig. De maa igennem det — De kan ikke blive siddende inden Døre — og De maa leve her paa Jorden. Er der en Himmel for Dem, saa er den ikke som den, Deres Ven Bøg lever i. Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved — den ligger saa langt, langt ude, hinsides Sol og Maane. Man maa stride sig til den — det er det eneste visse. Men det er netop den Strid, der er Livet. Og at leve det er Lykken."

Han kunde se, hvordan hendes Øjne lyste imod ham.

"Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men naar jeg nu er saa helt alene — naar de Andre nu ikke gør andet end at holde mig tilbage ..."

Hun rejste sig hæftigt op.

"Jeg forstaar Dem saa godt, Frøken Anna," blev han ved. "De maa jo have Nogen at holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres Mo'er — slet ingen Andre. Deres Mo'er med hele Ritualet. De tør ikke rokke ved en lille Tøddel deraf, for saa er De bange for, at De skal blive drevet helt ud i det klare Oprør mod det hele. — Er det ikke saadan omtrent, De tænker?"

"Jo, det er vist det."

"Jamen har De nu ikke tænkt paa, at hvis De bliver ved med at underkaste Dem, saa vil De en skønne Dag slet ikke mere være i Stand til at sætte Dem imod det. Deres Evne dertil vil slappes. Og der vil komme det Øjeblik, da De ikke mere holder af Deres Mo'er — ikke kan holde af hende."

"Ja," sagde hun hæftigt, "saa er der ingenting mere for mig at gøre. Jeg kan ikke være anderledes end jeg er. Jeg kan ikke gøre mig fri."

"Nej, De kan det vel ikke," sagde han langsomt. "Ikke uden at De havde Nogen at holde Dem til udenfor — Nogen, som De — holdt af."

"Ja men det ..."

Hun standsede. Hun var kommen til at se paa ham, og det gav et næsten umærkeligt Ryk i hende. Hans Ansigt var ganske roligt. Men som han stod der foran hende, saa han ud som en pludselig hærdet Beslutning.

"Ja," sagde han langsomt, "En, De holdt af" — og blev ved at se paa hende.

Og mens han gjorde det, mærkede han, hvordan hun bøjede sig ind under hans Villie, som pludselig overvældet af en Magt, hvis Nærhed hun for sent blev var. Han syntes, at hun i et Nu faldt sammen for hans Fod. Og han blev greben af en varm og stærk Higen efter helt at befæste sit Herredømme over hende. I et Nu fløj gennem hans Hjerne en Flok af Fornuftgrunde, der vilde holde ham tilbage, Grunde, som med klare, logiske Omrids tegnede sig for hans Bevidsthed. Han gav sig ikke Tid til at veje og dømme dem — skød dem blot hensynsløst til Side — alle uden Forskel. Han fornam, hvordan lange Tiders tilbageholdt Villiestyrke brød paa og gjorde sig mægtig over et andet Menneskes Sind. Og Følelsen heraf greb ham som en Galskab og lod sig ikke afvise.

Den unge Piges Blik hang ved ham. Men Skikkelsen var saa hjælpeløs som sunken i Knæ.

Han bøjede sig frem mod hende og lagde sin Arm om hendes Liv. Hun laa slapt hen i den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, og hendes Læber aabnedes halvt — som et Bæger, der byder sin Vin til den Tørstende. Men idet han nærmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun Øjnene — som gav hun sig hen i noget, der var uundgaaeligt men som hun dog ikke havde Mod til at møde.

Saa kyssede han hende — længe. Hendes Læber næsten klamrede sig til hans, men de var uden Varme.

"Anna," sagde han blot, "lille kære Anna ..."

Og langsomt gik de ved hinandens Side frem i Haven ...

Bøg var den første, de traf. Han var gaaet ud for at søge dem. Men Anna undgik at se paa ham.

Og baade Fru Herding og Kihler kom med Bemærkninger om, saa bleg hun var, saa daarlig hun saa ud ...

Vinteren igennem havde Flyge været forlovet med Anna Herding.

Fru Herding perlede i denne Tid af Iver og Optagethed. Der var Snese af Etikettespørgsmaal, der satte hende i Bevægelse, og saa var det jo ogsaa ligesaa godt at begynde at tænke paa Udstyr med det samme. Hun gav sig til at stifte Bekendtskaber blot for at have Nogen at drøfte Forlovelsens mange Udenomsspørgsmaal med. Bestandig fløj Næseklemmeren paa og af, mens hun selv føg som en aldrig hvilende Hvirvelvind om de Nyforlovede.

Det rørte hende under disse Forhold kun lidt, at Hansen-Maagerup sagde sit Værelse op. Allersnarest var det hende en Lettelse. Den skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven ganske underlig i sit Væsen. Det lod til, at han slet ikke læste mere. Naar han var inde paa sit Værelse, kunde man i Timevis høre den tunge Lyd af hans Skridt hen over Gulvet, uden Hvile, som en fangen Bjørns. Det hændte ogsaa, at han gik ud ved Sengetid og ikke kom hjem igen før sent paa Natten. Aldrig var sligt sket før. Ja, en enkelt Gang kom han slet ikke hjem før den lyse Morgen — jo, Fru Herding var rigtig bleven saa forskrækket ved den Lejlighed. Hun forsøgte at faa ham til at sidde inde i Stuen, men der sad han bare og hang i Gyngestolen og rokkede saa hjælpeløst frem og tilbage med Overkroppen, saa man kunde blive helt søsyg af at se paa det ...

Før Jul var han flyttet. Og Bøgs Besøg blev efterhaanden sjældnere og sjældnere.

"Jeg troede sgu for Resten, det skulde have været Dem," sagde Kihler til ham en Dag, da de talte om Forlovelsen. "Men De har nok haft Lyst til at slaa nogle skæve paa fri Haand endnu, inden De skulde i Seletøjet. Der kan De saamænd ogsaa tidsnok komme. Man skal tage den Fornøjelse, man kan faa, saa længe man er ung, og der er sgu Piger nok, naar en Gang De synes, at nu kan det være nok."

Efter den Tid kom Bøg ikke mere der i Huset.

Men Flyge førte Anna rundt i sin Omgangskres, og hun kom i Selskaber og Teatre. Det flimrede om hende med nye Ansigter og fremmede Indtryk. Tanker, der havde ligget i Svøb hos hende, naar hun gik om hjemme, ene med Moderen — Tanker om Livet, som det vel maatte leves — de foldede sig nu ud i fuld Styrke. Og hver Dag hørte og læste hun Ting, der kom til hende som Svar paa lønlige Spørgsmaal.

Flyge syntes, at hun stedse blev smukkere. Det var, som gennemfarvedes hendes hele Væsen af friske, dunkle Blodstrømme, der sugede deres Styrke fra alt det nye Liv, hun nu gennemlevede. Hun blev sikrere og frejdigere i sin Optræden, ogsaa overfor Moderen. Nu vovede hun at modsige hende, og hun gjorde det med en næsten fornøjet Selvfølgelighed, der ligesom skød al Tvang til Side.

Og Fru Herding begyndte at tale om Ungdommen — Tidens oprørske Ungdom. Men hun passede paa at ytre sig i stor Almindelighed, saadan at hun ikke æggede til Modsigelse. Thi hun vidste godt, at bagved Anna der stod Flyge.

Overfor sin Forlovede var Anna fuld af fornøjet Sikkerhed. Hun kærtegnede ham villigt, og hun fulgte ham, naar han ønskede det. Det var, som havde hun altid været vant dertil og aldrig tænkt sig, at det kunde være anderledes.

Men det hændte ikke, at hun selv søgte hans Ømhed. Og aldrig fornam han sit Herredømme over hendes Villie saadan som den første Dag.

Elskede hun ham? Han stillede aldrig det Spørgsmaal aabent til sig selv. I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans Sind som en sagte bankende Uro. Siden tænkte han ikke en Gang paa, at det en skønne Dag kunde stilles ...

... Da det var blevet Foraar, kom Flyge en Dag og indbød Anna og hendes Moder til et Landophold, saasnart der kom Varme i Luften. Ude ved Kysten skulde det være — der fandt de vel et Sted en Lejlighed, hvor de alle tre kunde bo. Om Fru Herding saa vilde holde Hus og bare sige ham, hvad der skulde til? Han fandt det heldigt, at Anna og han i nogen Tid kunde være uforstyrrede af Fremmede og saaledes lære hinandens inderste Væsen at kende.

Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. Det var maaske ikke just saa ganske passende, mente hun, at to unge forlovede Mennesker boede under Tag sammen en hel Sommer. Men naturligvis kunde Anna, der havde lidt Blegsot, have godt af Landluften ... Og efterat Flyge stærkt havde støttet dette sidste Hensyn, gav hun efter.

De kom til at bo i et lille gulmalet Hus lige nede ved Stranden. Der var to Værelser i Stuen til Damerne, og Flyge rykkede ind i Kvistværelset ovenpaa. Fiskerfamilien, hvem Huset tilhørte, havde sammenstuvet sig i et trangt og ildelugtende Rum lige op ad Køkkenet.

Til Huset hørte der en Have, og i den var der et Lysthus, sammentømret af halvraadne, skrøbelige Brædder. Ellers overskyggedes det meste af Urtegaarden af en Syrenbusk, og midt i var der et Bed med en kødfuld Bonderose, omgiven af Tusindfryd. Men op ad Muren paa Huset klatrede en tungsindig og spæd Rosenbusk, der aldrig kom i Blomst.

I denne Have kunde man sidde og se ud over Søen, der ved Fiskerlejet skar sig ind i en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt ud, og naar det var stille Vejr, laa alskens Affald og vuggedes blidt af de kraftløse Bølger, saa en stærk, raadden Duft nu og da bares ind i Haven.

Paa Pladsen mellem Huset og Stranden tumlede sig Dagen igennem Børnene fra Fiskerlejet, Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af det vaade Sand i Strandkanten byggede de stolte Fæstninger, eller de trak Strømper og Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave Vand. Men paa varme Dage forslog det ikke. Saa gik Drengene ud paa Molen, der skød sin graa Stenryg langt ud i Vandet. Der klædte de sig af, og under høje Raab plaskede den ene blegrøde Krop efter den anden ud i Bølgerne. Hele og halve Timer ad Gangen kunde de tumle sig, snart i Vandet, snart oppe igen for endnu en Gang at springe ud, føle Legemet suse gennem Luften og Skvættet af Vandet, der lukkede sig over Hovedet. Indtil de blegblaa og dirrende af Kulde maatte op og gav sig til at løbe med den stumpede Skjorte flagrende om sig, frem og tilbage paa Molen for at faa en Kende Varme i Kroppen.

Men inde i Nabohusets Have sad det meste af Dagen en lille bleg Dreng. Han gik ikke i Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres Lege. Han sad bare og blæste paa Mundharmonika, øvede sig taalmodigt atter og atter, til han af det simple og tungsindige Instrument fik frempint en Melodi, hvis tomme Lystighed hans Spil syntes at forvandle til Jammer ...

Ofte spillede han til sent paa Aftenen. Da lød Mundharmonikaens dirrende Toner næsten som en Graad. Den lod sig ikke overdøve af den højrøstede Passiar i Villahaverne, af de unge Fiskeres Latter, naar de holdt deres Fyraften sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen — ikke af Larmen fra de hjemvendende Skovgæster eller af de hæse Brøl fra Sunddamperne, der som svømmende Sagndyr med røde og grønne Ildøjne skød sig frem gennem Sundet ...

Om Dagen gik Anna og Flyge jævnlig op i Skoven sammen.

De første Dage havde Fru Herding gjort dem Følgeskab. Men længe varede det ikke, før hun opgav det, for hun døjede ikke Varme. Den mindste Anstrengelse bevirkede, at hun flød, erklærede hun, og ved saadanne Lejligheder varslede hun altid Torden i Luften. Hun blev da hjemme, satte sig gerne med sit Haandarbejde i Lysthuset og gav sig til at smaasove.

Saa gik de to Forlovede ene. De havde fundet et Sted, hvor der kun sjældent kom Skovgæster men hvor der i Skyggen af fuldtløvede Bøge var en jævn Skraaning med blødt Græs. Der strakte de sig saa, og de kunde ligge og sige ganske ligegyldige Ord til hinanden — Ord, der jog Tankerne bort snarere end at vække dem. Indtil de ogsaa blev trætte af det og nøjedes med at lytte til det evige Sus af Vinden i det store Træs sagte gyngende Grene.

I saadanne Timer dalede der ned over Flyges Sjæl en stille og mæt Tilfredshed. Han syntes, at en saadan mild og sval Forlovelse uden Attraa var Kærlighedens eneste gyldige Maade. Den var som en sagtmodig Plantevækst under en blaa Himmel. Dagene kunde glide hen over den med Sol og Regn — den vilde blive ved at gro saa grønt, suge sin Næring og skyde sine Skud, sunde og uden overflødige Længsler som den selv var.

Naar de skulde hjem, kunde han da fuld af Taknemmelighed lægge sin Arm om Livet paa den unge Kvinde, der skænkede ham denne trygge Lykke. Saadan gik de sammen henad Vejen, der mellem modnende Kornmarker førte til de lave Hjem under Straa og under Tegl, til Vigen med det grundede Vand, til Stranden, hvor Børnene legede Dagen lang ...

Da Preben Flyge havde boet i Fiskerhuset en Maaneds Tid, var han ganske gleden ind i Forlovelsens Smulvande. Endnu Vinteren igennem havde af og til en Iling af Attraa, et Sus af hede Ønsker kunnet jage gennem hans Sjæl, naar han var sammen med Anna. Nu var alt sligt forbi. Her ude var han helt i Ligevægt og uden Længsler af nogensomhelst Art.

"Der er," havde han en Dag sagt til Anna, "ikke noget lykkeligere Ord i Sproget end det ikke at gide. Den, der ikke gider, han kommer ikke i Fortræd og han gør ikke Fortræd. Det er anstrengende at være ond, og det tager paa Kræfterne at være ulykkelig. Naar man ikke gider, saa svæver man over Vandene, og man bliver et godt Menneske."

Og Anna havde smilet til ham, som om hun ganske delte hans Tanker. I det hele taget gik hun i den sidste Tid smilende om og med store, lykkelige Øjne. Hun saa ud, som om hun bestandig var til Fest.

Og Flyge øvede sig hver Dag i ikke at gide. Han holdt med Flid alle Tanker nede, hvoraf der kunde spire en Attraa eller blot et Ønske frem.

Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre om at gøre at have Anna ved sin Side. Det var ham nok, at hun var i hans Nærhed, at han kunde søge hendes Selskab naar han vilde. Ja, hun kunde for den Sags Skyld godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, saa længe han blot følte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed.

Sjældnere end før gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, søgte han nu ofte ud paa Molen. Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde, kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod Bolværket nedenfor Molen. Og en uhyre, vellystig Døsighed krøb igennem hele hans Legeme.

... Det var en Dag, da han havde fri fra Biblioteket og saaledes kunde nyde sin Hvile i endnu flere Timer end ellers. Det var gnistrende solvarmt, og Himmel og Sø svømmede i en Overflod af lyseblaa Lyksalighed.

Han havde netop indrettet sit Leje og skulde nu til at strække sig paa det. Men først sad han lidt over Ende og saa sig om. Hans Blik strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten Røgen stod lige til Vejrs som en strittende Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes mellem grønne Buske, de optrukne Baade, hvis uvirksomme Skrog gennembagtes af Solen ... Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa Land, og Verden var for ham et gulmalet Hus og en Have med Lysthus. Var den tillige Lykke? Vist saa: i al Lykke var der Dovenskab. Kanske vilde han en Gang naa saa vidt, at han heller ikke behøvede disse Ting for at være tilfreds — ja at overhovedet intet i den vide Verden var uundværligt til hans Lykke. Da vilde han sejle som en smuk Luftballon gennem den rene, saliggørende Lediggangs Æter, stolt, fri, hævet over Jorderig ...

Men pludselig var der en Stemme, der tæt ved Siden af ham sagde "Sov vel". En Kvindestemme var det, og den lød, som sitrede der en undertrykt Latter gennem den.

Han rørte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget, overvandt han sin Magelighed og væltede sig paa Siden hen til Randen af Molens Stensætning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolværk nedenunder.

Der sad en Dame dernede. Men det meste af hendes Person skjultes for hans Blik af en uhyre Havehat med en stor rød Sløjfe. Hendes Fødder var nøgne, og hun sad og dinglede med dem i Vandet. De lignede to smaa hvide Kaniner, der kom frem fra Kjolens Skjul, saa sig nysgerrigt om og løb tilbage igen.

"Goddag," sagde han og lo ned til hende.

"Goddag, goddag." Hun nikkede op.

"Maa jeg komme ned til Dem?"

"Nej, De maa ikke. De maa ikke saa meget som se paa mig."

Et Øjeblik efter sad han ved Siden af hende nede paa Bolværket.

"Jeg sagde jo, De maatte ikke."

"Nej, jeg hørte det," svarede han tørt.

Hun havde trukket Fødderne op under Kjolen og sad og skottede hen til ham med et Blik, der halvt var udfordrende, halvt duggedes af en vaneagtig Blyhed. Hendes Øjne var mørkeblaa og spillede i et lille kækt, næsten fripostigt Ansigt. Hele Skikkelsen var spinkel som et halvvoksent Barns. Men hendes Holdning røbede, at hun var vant til Beskuelse og gerne udsatte sig derfor.

"Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da hun havde set lidt paa ham.

"Af hvad?"

"Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare ikke, min Herre."

"Det gør jeg heller ikke. Vi er jo paa Landet."

De sad lidt og saa paa hinanden.

"De tillader maaske, at jeg trækker mine Strømper paa?"

"Værs'god."

"Jamen saa maa De vende Ryggen til."

"Hvorfor maa jeg det?"

"Det kan De da nok begribe. — Naa, hvad bliver det saa til?"

Han gjorde, som hun bad ham. Men mens hun iførte sig Strømper og Sko, forsøgte han et Par Gange at vende sig om. Hver Gang udstødte hun et lille Hvin.

"Nu er man Dame til Fingerspidserne — forstaar De."

"Skal vi sige til Taaspidserne?"

"De er vist en væmmelig En."

"Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?"

"Ja. Fru Ellis Birger — det er mit Navn."

"Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben Flyge."

"Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?"

"Ja."

"Keder De Dem ikke morderlig her ude?"

"Jo — Gudskelov. Det er derfor, jeg er her."

"Det var en rar Fornøjelse. Jeg keder mig, saa Vandet løber mig ned ad Kinderne."

"Saa kan vi jo kede os sammen."

"Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone vil sige til det?"

"Jeg har skam ingen Kone."

"Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! Jeg troede for Resten, at den lille Dame, De boer sammen med oppe i Huset ..."

"Det er min Kæreste!"

"Av! det var næsten endnu værre. Saa er det nok bedst, vi dyer os lidt."

"Aa — det er en fornuftig Pige, min Kæreste."

"Der er ingen fornuftige Piger til. De maa da endelig ikke opfatte mig som en fornuftig Pige."