"Det kunde heller aldrig falde mig ind."

"Naa — men hvad vil De mig saa? Nu skal jeg hjem — hører De det."

"Allerede?"

"Ja. Hvad vil De saa? Vil De se min Have?"

"Jeg takker."

"Ikke noget at takke for. Den ligner en Mødding. Men De skal faa Lov alligevel. Naar det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse i Maaneskin."

Med et Sæt var hun paa Benene og entrede op ad Stensætningen. Han fulgte efter. Og sammen gik de ind ad Havelaagen.

Haven var ret stor og gik lige ud til Søen. Men den var yderlig forsømt. Der groede Nelder og Tidsler i frodig Samdrægtighed med Blomsterne i Bedene, og Plænens grønne Græstæppe spættedes af hvid Tusindfryd og af gul Løvetand.

I den halvt tilgroede Gang laa en lille Purk paa Jorden og legede. Han var iført en brun Fløjls Dragt og Lakstøvler, men Tøjet var forrevet og smudsigt og hans Ansigt og Hænder tilklæbede med Snavs.

"Nej, ligger Truttemand der?" sagde Fru Ellis og bøjede sig ned over ham. "Sikken en Svend, sikke han kan svine sig til! Er Marie gaaet bort med Kæresten, hva' — og har ladet Truttemand ligge? Det skal Truttemand ikke bryde sig om — naar han bliver stor, skal han ogsaa faa en Kæreste — han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej, Mama vil ikke nysse ham — Mama kan ikke li'e Kys, der smager af Snavs — rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..."

Hun vendte sig til Flyge:

"Ja, her kan De se vores Have. Den er ganske sød — ikke? Men der gror saa meget Ukrudt i den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det."

"De skulde luge det bort."

"Jamen Gud — det kan man da ikke selv gøre. Min Mand er i Byen hele Dagen, det Skind. Og Fiskerne er saa tvære. Der gaar En her med en stor Lap paa — bagpaa. Han har ikke andet end at passe en Gris. Ham har jeg budt en Krone for det; men tror De, han svarede? Han gryntede bare — ligesom Grisen. Men det er jo noget Svineri, dette her — det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet ikke have vist Dem det."

"Aa ..."

"Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke være det bekendt i Grunden. De faar heller ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er ikke pænt. Det er ogsaa uheldigt med den Pige, vi har. Den forrige løb fra os til den første — nu har vi faaet en ny her ude, men hun er lige bleven forlovet med En af Opvarterne nede paa Strandhotellet. Saa hun holder Hvedebrødsdage — naturligvis."

"Ja ja — naar De ikke vil have mig ind, saa ..."

"En anden Gang maaske — naar Birger er hjemme — han er saa rar — han er hos en Sagfører ... Vil De ikke ha'e noget — vil De ikke ha'e Øl?"

"Nej Tak."

"Vi har heller ikke noget ... Det er skrækkeligt her paa Landet — man skal gaa saa langt efter alting. Og saa synes jeg, her er endnu varmere end inde i Byen. Der er ikke andet at gøre end at drikke Øl. Og det kan man ikke faa."

"Man kan jo gaa i Vandet."

"I Vandet? Gaar De i Vandet? Er det godt?"

"Ja naturligvis er det godt. De gaar altsaa ikke?"

"Nej. Jeg har ingen Badedragt. Og man kan vel ikke gaa uden? Tror De?"

"Kære Frue — det Spørgsmaal har jeg virkelig ikke sat mig ind i."

"Nu tænker De paa noget uartigt. Fy Dem an, jeg vil ikke se Dem for mine Øjne mere."

"Aldrig mere?"

"Nej aldrig mere. Nu kan De gaa hjem til Deres lille Kæreste. Det er saadan en lille blond En — ikke? — jeg har set hende, naar jeg er gaaet forbi ... Hun er for Resten sød — hun er altfor god til Dem ..."

Flyge gik. Da han kom udenfor Laagen, hørte han hende synge for Drengen:

Flyge stod og lyttede. Saa frimodig lød hendes Stemme, saa barnligt uskyldig, at han for Alvor spurgte sig selv, om ikke hele hendes Væsen skulde være Naivitet.

Men pludselig rev han sig løs og gik hjem.

Han slog ind paa den smale Smøge mellem Fiskerhusene. Naar han gik denne Vej, kunde man ikke fra hans egen Have se, hvor han kom fra. Og ganske uvilkaarligt valgte han da denne Vej fremfor at skraa over den aabne Plads mellem Haven og Stranden.

Hele Aftenen igennem var han livlig. Det faldt ham ikke ind at søge Hvile paa sin sædvanlige Plads ude paa Molen. Han bad Anna gaa en Tur med ham ned gennem Fiskerlejet. Og villig som altid fulgte hun.

Maanen stod blank og rund paa Himlen. Fiskerne kom ud fra Husene og stillede sig med Ryggen op ad Baadeskurene og med Hænderne dybt begravne i Lommerne og udsendte fra de korte Snadder tunge Røgskyer, der lugtede som Baal af visne Blade. Og der kom unge Folk vandrende ned ad Landevejen, og de tog hverandre i Hænderne og gik syngende frem, mens en Harmonika ledsagede dem med slæbende og sørgmodige Toner.

Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han følte hendes Hoved mod sin Skulder. Og han syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en styrkende og sødt dyssende Drik, fuld af god Glemsel.

Han vilde ikke leve det anderledes. Vilde ikke lokkes ud i æggende og urolige Eventyr.

Men alligevel klang stadig i hans Øre en Stemme, enkel og spæd men sitrende af en undertrykt, kaad Latter ...

En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen med Fru Herding og Anna, traadte Fru Ellis ind ad Laagen.

"Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," blev hun ved. "Vi ligger nu blot paa Landet, fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde vi ikke Raad: vi maa jo leve meget økonomisk ... Hvad er det, De syer der, Frøken?" Hun bøjede sig ned over Annas Haandarbejde. "Hedebosyning — hvad? Hvem der bare kunde det! Men det er ikke saa let, naar man er saa uheldig at være ved Teatret — og man saa oven i Købet har en lille Dreng, som trænger til Ens hele Omhu."

Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende Blik. Hun havde iført sig en tarvelig, mørkeblaa Vaskekjole og en hvid Blondekrave. Haaret var skilt i Midten og strøget glat og puritansk til Siderne.

"Har De Børn?" sagde Fru Herding næsten bebrejdende. "De er jo næsten selv et Barn. — Hvor gammel kan han være?"

"Han bliver saamænd tre Aar til Efteraaret."

"Det er da ikke muligt! Hvor kan De have været gift saa længe?"

"Ork, vi har været gift i tre Aar nu — nej tre og et halvt er det da — næsten fire." Hun slog Øjnene ned og syntes fuld af sød Forvirring.

Men da hun atter hævede Blikket, var det for at bede Fru Herding laane hende noget Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun havde glemt at faa Penge af sin Mand, før han tog til Byen. Og her ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit.

Hun fik Smørret og gik.

"Det var da en sød lille Dame," sagde Fru Herding. "Saadan Nogen som dem, der er ved Teatret, dem er der ellers ikke noget ved — mange Gange. Det er jo ogsaa et Liv, de fører! Man maa jo takke til, at ikke En af Ens Egne er gaaet den Vej. Men naar de har den rette Aand, saa kan de jo gaa det igennem. Og hende kunde man da straks se paa, at hun er anderledes end de fleste de er."

"Hun spiller ogsaa i Ingenufaget," sagde Flyge.

"Jeg troede i Grunden snarere, det var Operetten."

"Operette-Ingenuer — det kan gerne være."

Anna forholdt sig tavs. Men det syntes Flyge, at hun saa forskende paa ham og at der i hendes Blik var et lille Stænk af Ironi.

... Et Par Dage senere kom Fru Ellis igen. Denne Gang var det Søndag, og som Følge af Butikslukningen var hun kommen i en stærk Forlegenhed for Øl. Der var netop kommet Fremmede fra Byen — ganske uventet. Fru Herding var henrykt over at kunne hjælpe hende.

Næste Gang, hun kom, var Manden med. Hr. Birger var høj, mager og sortsmudset forsoren, klædt i en flunkende, lys Sommerdragt, der gjorde et færdigkøbt Indtryk, og bar Turistsko og Gamascher. Fruen var denne Gang i mørkegrønt Fløjl.

De vilde hilse paa Familien, da de jo nu en Gang var blevne dens Naboer — og saa takke for de smaa udviste Tjenester.

"Rørt paa Konens Vegne," sagde Hr. Birger og slog Hælene sammen. "Hun er vel ikke for slem ved Dem?"

"Det er jo aldeles ikke noget at tale om," sagde Fru Herding.

"Nej — ikke hvis De fik igen, hvad hun saa hæderligt laaner af Dem."

"Jamen det haster da aldeles ikke."

"De faar det heller ikke. Det bruger hun ikke. Det vilde forfærde mig, hvis hun pludselig en Dag fandt paa det."

"Aa Du!" Fru Ellis tjattede ham koket over Fingrene. "De skal slet ikke tro, hvad han siger. Han er altid saa nederdrægtig imod mig."

"Hun er nemlig," blev Hr. Birger uanfægtet ved, "ligesaa fingernem til at have med Penge at gøre som en Vaskebjørn til Sukker. Jeg tror, de virker paa hendes Portemonnæ som Kløpulver. Derfor maa hun af med dem. Der har faktisk ikke været et Tikrusdyr i hendes agtede Besiddelse i den historiske Tid. Det finder jeg det retsindigt at sige forud."

"Aa, De hører da ikke paa hans Snak," sagde Fru Ellis.

"Nej, det var da ikke godt," svarede Fru Herding.

Birger opsøgte efter denne Dag af og til Flyge. Lidt efter lidt begyndte han endogsaa at skænke ham en vis Fortrolighed.

"Ellis er en god lille Pige," sagde han. "Men hun er for kilden i Fantasikirtlerne."

"Hvordan forstaar jeg det?"

"Jo — hun er urolig. Man kan ikke dirigere hende."

"Saa det kan De ikke?"

"Nej det kan man ikke. Hun elsker mig — det ved Gud hun gør, det lille Lam. Men hun kan ikke fatte, at jeg vil have, en Kvinde skal være sagtmodig. Hun tror, hun skal more mig — jeg siger: lad os bare være fri. Vil hun more sig selv — det er noget andet. Men maa jeg saa bede om, hun gør det, naar jeg ikke er til Stede."

"De er meget liberal."

"Det er jeg. Men man gifter sig jo ikke for at faa sine Nerver ødelagt. Gør mig den Tjeneste at holde hende lidt med Munterhed. Jeg kan sgu ikke."

Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjælp. Men naar Birger var i Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med Fru Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi. Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet fik Lov til at rode i Jorden.

I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind. Der var slet ikke pænt, blev hun ved at sige.

Men en Dag, da hun ikke var i Haven, betraadte han uden videre de forbudne Enemærker.

Iført en Frisertrøje laa hun paa en Chaiselongue og læste i en gammel Roman med fedtet Bind. Paa Chaiselongens Hovedgærde flød hendes opløste, havannabrune Haar. Rundt om paa Borde og Stole svømmede det med Bøger, Papirer og Rollehæfter, og midt paa Gulvet sad Drengen og forsøgte at synge "O Dagmar", mens han fægtede i Luften med et gammelt ituslaaet Barometer.

Hun foer op med et lille Skrig.

"Gud, er det Dem! Hvad vil De her! Har jeg ikke sagt Dem, at jeg ikke vilde ha'e det?"

"Jo, det har De. De har Deres Ryg fri. Men Herregud, hvorfor maa jeg ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor skal man saa skamme sig over det?"

"Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Røverrede — skulde jeg være som den?"

"Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprørske Tanker. Et klædeligt Negligée. Læsning flydende om i broget Uorden ... er det maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, meget ærede Frue."

"Men det klæder mig, vilde De sige. Ikke?"

"Jo netop. Og hvorfor skulde det ikke det? Jeg ved i Grunden ikke, hvorfor en Kvinde skal være ordentlig. Det er dog ellers Manden, der i Tilværelsen betyder Reglen, Loven. Kvinden det er Kærligheden. Men Kærlighed er aldrig regelmæssig, aldrig efter en Snor, end sige pedantisk. Kærlighed er lunefuld, vilkaarlig, op og ned — skal være det. — Frue, dersom De vidste ..."

"Jo Tak, jeg ved det saamænd storartet. Men nu maa De tillade mig at tage en Smule ordentligt Tøj paa."

"Værs'god."

"Jamen — naa for Resten: har De set det ene, kan De jo ligesaa godt se det andet med."

Hun tog Frisertrøjen af og iførte sig meget koldblodigt sit Kjoleliv.

"Nu kan Truttemand gaa ud i Haven og lege," sagde hun. Hun tog Drengen om Livet og satte ham udenfor, skønt han brølte i vilden Sky af Arrigskab og sprællede i Luften med sine korte, tykke Ben.

Fru Ellis knappede sit Kjoleliv. Derpaa satte hun Haaret op i en løs Knude og stænkede sig med Parfume.

"Se saa," sagde hun, da hun var færdig, "er jeg nu smuk?"

Hun havde nærmet sit Ansigt tæt ind til hans. Og halvt uden at gøre sig Rede derfor trykkede han et let Kys paa hendes Kind.

"Fy, hvor De er uartig," sagde hun og slog efter ham. "Hvad tror De, min Birgermand vilde sige om det, hvis han havde været hjemme? Jo, De er sandelig en net Herre!"

Flyge sagde intet. Han gentog med kold og klar Bevidsthed i sit stille Sind de Ord: "Det var dumt, det var dumt!" Og imens dirrede hans Nerver som en Fortøjning, naar der kastes los.

Men Fru Ellis gik med smaa vævre Trin hen imod Døren. Han fulgte langsomt efter. I den snævre Entré stillede hun sig i Vejen for ham, saa han maatte smyge sig tæt op ad hende for at naa ud i det fri.

Saa gik de sammen ud paa Molen ...

Men næste Dag kom Hr. Birger over til Flyge. Hans Ærind var at søge en Vennehaand i et pinligt Øjeblik. Nogle Penge, som han havde gjort aldeles sikker Regning paa, var ved et uforklarligt Uheld udeblevne. Og nu stod han der og skulde absolut bruge halvhundrede Kroner, skulde det for al sin timelige og evige Velfærds Skyld. Og da han her ude paa Landet jo ikke kendte Andre end Hr. Flyge, saa maatte han henvende sig til ham trods det, at Bekendtskabet kun var saa løst. Pengene skulde — her svor han dyre Eder — blive betalt tilbage med den mest nøjeregnende Punktlighed.

Og saa skulde han for Resten hilse fra sin Kone ...

Han fik Pengene. Om Aftenen fik Flyge at vide, at Ægteparret Birger var kørt til Byen i lejet Landauer.

Den næste Formiddag gik han og drev ene om nede ved Stranden.

Birgers var øjensynlig ikke kommen hjem endnu. Der var rullet ned hos dem, skønt det var højt op ad Formiddagen. Altsaa maatte de være blevne i Byen om Natten.

I Grunden kom det jo ikke ham ved. Men det kunde dog have adspredt ham en Smule at passiare med Fru Ellis.

... Det var en mild, blaahimlet Sommerdag. Der strøg kun en sagte Luftning let og lindt hen over det slumrende, solstænkede Vand. Men om Natten havde det regnet. Og den rene, friske Luft var krydret af al Aromaen fra Havens Blomster og de viftende Træer.

Flyge følte sig til overs og ene. Han havde Ingen at tale med. Thi i den sidste Tid havde han kun søgt Annas Selskab et Par Timer om Eftermiddagen. Og saa regelmæssig var denne Sædvane bleven ham, at det nu næsten vilde være paafaldende, om han gik ind og satte sig ved Siden af hende paa Bænken i Lysthuset, hvor hun sad og syede.

Han fandt Sæde paa en landtrukken Baad og gav sig til at betragte hende. Over hendes Skød laa bredt et skinnende hvidt Stykke Linned, og han saa hendes Haand føre Naalen frem og tilbage igennem det — frem og tilbage.

Det var Brudeudstyret, hun syede paa — hendes og hans ...

Og pludselig blev han greben af en stærk Higen imod hende, som hun sad der, halvt skjult af dette bølgende hvide Lin, med de blaa, alvorlige Øjne sænkede mod Arbejdet. At dvæle hos hende vilde være som at sidde ved Bredden af en dyb og sivkranset Sø, under hvis spejlblanke Overflade rene og læskende Kilder altid fornyede Vandet.

Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede frem fra hans Sjæls Dyb. Hans Hustru — Kvinden, der skulde føde hans Børn — hun, hvis bløde, varsomme Hænder skulde lægge sig dulmende paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende Tanker!

Han gik hen imod hende og bredte Armene ud. Han vilde sidde hos hende — sidde der hver Dag — ikke vide af nogen Anden end hende, var det end nok saa flygtigt!

Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, lod han atter sine Arme synke. Og med en ligegyldig Bemærkning gik han ud ad Laagen, ned til Stranden.

Der blev han ved at gaa frem og tilbage. Den Ro, han en Gang havde fundet der nede, var vegen fra ham.

"Fru Birger er her for at spørge, om vi ikke kunde have Lyst til at se Atletkampen imorgen. Hendes Mand har Billetter."

"Ja forlovede Herrer kan det nok ikke nytte at komme til ... Min Svigersøn er ogsaa saa forfærdelig optagen af sin Kæreste," henvendte hun sig paany til Fru Ellis.

"Det er Ungdommen, Fru Herding. Vi to gamle Koner er nok færdige med at gøre vores Lykke. Men det maa vi tilgive ham."

"Ja, vi maa nok saa. Vi to holder sammen, lille Fru Ellis ..."

Flyge fik pludselig Interesse for noget, han havde for ude i Haven.

Men Indbydelsen var altsaa modtagen.

— — Udenfor Sportspladsen, hvor Atletkampen skulde foregaa, var der den næste Dag et Mylder af Mennesker. Der kom rullende Vogn paa Vogn, prunkende Landauere, slanke Sulkyer, tungt raslende Charabancer, Drosker, der luntede frem som en jævn Passiar. Tidt maatte de holde stille i lange Rækker, og der var Folk, som rejste sig op fra Sæderne, ubændige af Utaalmodighed, og lod det skylle med Anklager mod Kuskene, der indbyrdes skændtes og som lod Piskene smælde over Hovederne paa de snøftende og stampende Heste. Ind imellem Vognene snoede sig Cyklister som Aal mellem Sildestimer, klemtende, spejdende med vagtsomme Øjne, snart hastende frem foran et skummende Hestepar, snart holdende sig varsomt tilbage.

Med korte Mellemrum kom der nede fra Jernbanestationen en hel Karavane af Mennesker. Undertiden satte de i Løb for at komme ind og erobre sig de bedste Pladser — uordnet, væltende sig frem som skræmte Faar. Og Træerne udenfor Indhegningen var tæt behængte med Drenge, der var klatrede op for fra dette høje Stade at kunne se over Plankeværket ind paa Sportspladsen.

Herinde saa det endnu mere broget ud. Det skvulpede med Mennesker i Tusindvis, der snart trængtes frem og tilbage og snart blev klemt fast i en tæt Masse af andre Mennesker, saa man knap kunde røre sig. Men over alt dette mørke skinnede de lyse Sommerhatte og Damernes Parasoller som brogede Blomster i alle Farver, og under dem tonede atter Menneskeansigter frem, harmfulde, sløve, taalmodig ligeglade eller begejstrede — et Liv af Ansigter, der spillede i Tusinder af Afskygninger. Uafbrudt summede og surrede Latter og Tale, stemmede sig op til en brusende Larm, brast og begyndte igen som en uhyre, mangestemmet Hvisken, der steg og sank. Undertiden blev der næsten helt stille: nede ved Indgangen arbejdede nogle Efternølere sig igennem Mængden. Man troede, det var Atleterne, som skulde optræde, trængte sig frem for bedre at kunne se og tav af Forventning. Naar man saa opdagede, at man havde taget fejl, tog Larmen af Stemmerne fat med fornyet Styrke.

Fru Ellis kedede sig.

"Her er virkelig ikke rart," sagde hun. "Skal vi ikke hellere gaa hen og faa os noget Øl?"

"Saa faar vi ikke noget at se," sagde hendes Mand. "Du er ogsaa saa Satans lidenskabelig. Du skal altid ha'e noget, enten af den ene eller af den anden Slags."

"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa med. Har Du Lyst til at blive her og omkomme af Tørst og Varme, saa værs'god. Det er mig saa raslende ligegyldigt."

Flyge sagde intet, skønt hun øjensynligt ventede, at han skulde tilbyde hende Ledsagelse. Han havde taget Anna under Armen. Og skønt det voldte dem Besvær at komme frem i Mængden saaledes, blev han ved at holde hende fast. Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst for at slippe hende.

"Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru Ellis spydigt og med en noget tvungen Latter. "Det er ordentlig rørende — man skulde tro, Kærligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal vi to ikke ogsaa give de Elskende med Hank?"

"Smaa Piger maa være artige, naar de er ude at spasere med fremmede Folk," sagde Birger tørt.

Anna havde intet hørt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var hendes Opmærksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet.

"Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke — jo — er det ikke Bøg?"

"Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, det tror jeg ikke."

"Jo — jo vist er det saa — kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte til ham — saa maaske han faar Øje paa os."

Og hun gav sig til at vifte. Først med Parasollen, saa, da det ikke hjalp, med Lommetørklædet.

"Jo — nu har han faaet Øje paa os — nu vifter han igen ... Nu kommer han hen til os — bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med — kan Du se — Hansen-Maagerup ..."

Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg sig Vej i Stimmelen — med Hansen-Maagerup i sit Kølvand. Han brød hensynsløst paa, skød til Side, vilde bare frem. Hans graa Sommerdragt ætsede sig gennem Menneskemassen. Og i det tomme Rum, der dannedes bag ham, gled Hansen-Maagerup efter, blank af Sved, sortklædt, med en skyggestærk Straahat skærmende over sig som et mægtigt Tag.

"Frøken Herding!" sagde Bøg, da han var naaet helt hen til hende, "Frøken Herding! Nej, at jeg virkelig skulde træffe Dem her!"

Han greb hendes Haand og trykkede den. Først saa besindede han sig paa, at der var Andre til Stede, og hilste paa Flyge. Hansen-Maagerup gav dem Haanden, tavst, med bøjet Hoved, som vilde han bevidne dem sin Deltagelse i en eller anden sørgelig Anledning.

Flyge forestillede de to Nyankomne for Birgers. Fru Ellis smilede, da Bøg trykkede hendes Haand.

"Det kan man da kalde et Haandtryk," sagde hun.

"Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for haardt?"

"Nej tværtimod. Jeg kan netop ikke lide at faa fat i en sjasket Pote. Det er ligesom man fik en Klump Fars i Haanden."

"Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde Birger.

"Det just ikke. Men Idrætsmand er jeg rigtignok."

"Ja, det kan man jo næsten se paa Dem," sagde Fru Ellis. "De holder af Muskler."

"Nej, det var da en forfærdelig Opfattelse af Idræt, Frue. Ja undskyld, men Idræt er jo slet ikke Muskler. Det er bare Villie. Det kan ikke nytte, at man har aldrig saa mange Kræfter, naar man ikke er fuldkommen Herre over dem."

"Om Forladelse, Hr. Idrætsmand." Fru Ellis gjorde et lille Kniks. "Om Forladelse."

Oppe paa Tilskuertribunen begyndte man at trampe i Gulvet. Man raabte højt Atleternes Navne. Det var trukket ud over den Tid, da Forestillingen skulde begynde. Og man krævede, at de skulde møde frem.

Der var de — man bøjede sig frem over hverandres Skuldre for bedre at se — der — der — nej, det var alligevel ikke dem — jo der — der ...

Nu kom de. Der blev en smal Rende i Menneskemængden. Et Par ubedækkede Hoveder bevægede sig frem gennem Stimmelen. De svømmede som Korkpropper paa Vandene. Og nu gik der to Mænd op ad Trappen til Forhøjningen, hvor de skulde optræde.

Der stod de i deres lyse, forskelligt farvede Trikot med nøgne, senesvulmende Arme og kraftige, solbrændte Nakker. Jubelen fra Publikum bruste op imod dem.

"Det er sgu Mørbrad," sagde Birger.

Bryderne gav hinanden Haanden. Saa stillede de sig Ansigt til Ansigt som to Tyre, der fælder Hornene til Angreb. Deres Blik borede sig i hinanden. Og mens de snart vigende snart gaaende rundt om hinanden hver især vogtede paa den mindste Blottelse fra Modpartens Side, søgte de af og til at faa fat paa hinanden.

Undertiden krummede de sig sammen, syntes at samle al deres Styrke til et Angreb. Men atter gled de til Side, og Lemmerne slappedes, mens Øjnene beholdt deres spejdende, gennemtrængende Udtryk.

Paa en Gang tørnede de to store Legemer sammen. Den ene af Bryderne slyngede sine Arme om Modpartens Liv. Han søgte at løfte ham op fra Jorden og saaledes kaste ham omkuld. Benene strammedes og spændtes, som skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to store Hænder greb krampagtigt i Modstanderens Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. De svajede et Øjeblik frem og tilbage — saa laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og sitrende Muskler og strittende Ben ...

Fru Ellis tindrede af Optagethed. Hun klappede og raabte.

"Nej se dog, se dog! Bravo, Bravo — nu falder han — han er underst — han er underst — nej ..."

Kæmperne var igen komne paa Benene og trak i en sekundlang Pavse Vejret, mens Øjnene stirrede fjendsk ud af de røde, svedglinsende Ansigter.

"Synes De om det, Frøken Anna?" sagde Bøg.

"Nej — jeg synes, de ser saa onde ud."

"Det gør de ogsaa. Det er fordi der er Penge under det. Penge gør altid Folk onde og smaa. De skulde blot have set, om der ikke var noget af den Slags. Saa vilde de have haft et ganske andet Udtryk."

"Hvor kan De nu sige det?" Fru Ellis vendte sig om mod ham. "Penge — det er jo netop storartet. Alt det andet er bare dumt. De kan maaske lide Gymnastik og den Slags — hvor man ser nogle fjottede Fyre springe om i Jerseyliv og Underpermissioner — hva'?"

"Ja, det kan jeg netop."

"Det er sgu ogsaa morsomt! Anstrenge sig uden at faa noget for det — det vil jeg nok sige! Nej dette her — det er noget. De ser saa yndig ædende, gloende gale ud — og sikke nogle Muskler, sikke nogle Mandfolk!"

"Ja det er jo noget for — for dem, der ikke forstaar sig paa Idræt," sagde Bøg. "Men det er nu alligevel at tage Sporten forfængelig."

Fru Ellis lo.

"Man skulde tro, De var Præst."

"Det vilde jeg ogsaa ønske, jeg var, selv om jeg ikke vilde være af dem med Pibekrave. Men man kan jo præke paa mange forskellige Maader. Jeg vilde nu bare præke om, at man skal ville noget. Og det skal ikke bare være saadan noget som at tjene Penge eller blive berømt eller at faa den, man holder af. Det skal ligge helt udenfor alt det. Det er derfor, jeg holder af Idræt, for den vænner Folk til at ville. Jeg har selv træneret til Kaproning — jeg kan forsikre Dem for, jeg tænkte ikke paa Præmierne — og jeg fik for Resten heller ingen — jeg tænkte bare paa at ville, ville ... Og saa føle, at alt det, som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber sammen — til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det — De er jo ved Teatret, Frue — er De ikke?"

"Haha — nej han er sød — han spørger, om Ellis Birger er ved Teatret — det skulde De ha'e et Kys for ... Ja gu' er Ellis Birger ved Teatret — og det er godt for Teatret, det samme — i disse sløje Tider ..."

"Naa ja — saa maa De vel have følt det samme — paa en anden Maade. For Kunst forlanger jo ogsaa, at man vil — uden at man tænker paa noget andet — paa Pengene eller Æren — naar det da er god Kunst ..."

"Ja, De er fremdeles sød ... De burde udstilles. — Burde han ikke, Flyge?"

Flyge havde ladet, som om han ikke hørte Samtalen. Men i Smug havde han set, hvordan Anna var helt optagen af Bøgs Ord. Hun lyttede til hvad han sagde, som om det var hendes Sag, han forsvarede. Og nu, da man appellerede direkte til hendes Forlovede, rettede hun sit Blik fuldt af Forventning mod ham.

Han vilde have svaret undvigende. Men det opirrede ham, at Anna næsten bydende syntes at ville lægge Beslag paa hans Mening. Og derfor slog han sig paa Fru Ellis' Parti.

"Ja," sagde han, "Hr. Bøg er jo unægtelig lidt for god til denne Verden. Hvis der overhovedet er Tale om at ville nogetsomhelst, saa har Villien i al Fald ingen Værdi i sig selv. Det eneste, det kommer an paa, er hvad man vil. Jeg gad vide, hvordan det skulde være anderledes. For ellers vil man jo ikke andet end at ville. Og naar man i Forvejen vil, behøver man ikke at ville ville, for saa kan man det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse at ville styrke sin Villie. Man kunde snarere sætte sit Maal i at se at blive af med den. Jo mindre Villie man har, des færre Fornødenheder har man ogsaa."

... Mens han talte, saa han Skuffelsen som en Maske glide ned for Annas Ansigt og gøre det fremmed. Han havde en ubehagelig Fornemmelse af, at hun ligesom stivnede imod ham. Men det var ham ikke muligt at modstaa Fristelsen til at forfølge sin Tankegang.

Og han blev ved at udvikle sit Evangelium om Villiens Svækkelse som det højeste Gode. Blot se at tæmme dette rebelske Dyr, der arbejdede indeni En og som ikke gjorde anden Nytte end at sætte Menneskenes Tilfredshed med Livet paa Spil.

Viggo Bøg vilde svare. Men i det samme rejste der sig i Mængden en uhyre Larm. Fra alle Kanter slyngedes der høje Raab mod Brydertribunen. Tusinder af glødende, ophidsede Ansigter var vendt mod de to Mænd deroppe. Og rundt omkring Forhøjningen opstod der en stærk Bølgegang. Man trængtes, man skubbedes — Kvinder skreg og Mænd bandede og skældte — det saa ud, som vilde man løbe Storm. Og et Par guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem Bryderne.

"Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige ved Siden af Hansen-Maagerup. "Føj for Satan! sikken en Sjover! Sikken en Løjser! Han kværker ham — kan De se, min Herre" — han greb ildfuldt Hansen-Maagerup i Armen — "han kværker ham, den nederdrægtige Møghund! Føj da, føj da, føj da for Satan!"

Og han raabte af al sin Evne op mod Bryderne:

"Slip ham, slip ham, Din Bandittermikkel! Slip ham for Sat'n i hede Helvede! ... Raav med, min Herre, vi maa raave allesammel — ellers sla'r han ham gustraffeme' ihjel!"

Hansen-Maagerup søgte lempelig at gøre sig fri. Men da det ikke lykkedes, raabte ogsaa han et spagfærdigt "Fy, fy!"

Oppe paa Tribunen havde den ene af Bryderne lagt sig fladt paa Maven med Lemmerne strakt fra sig som en død Tudse. Den, der var øverst, havde plantet sin flade Næve over hans Næse og Mund og søgte paa samme Tid at bryde Modstanden i hans Nakke. Dens Sener svulmede, saa de traadte frem som spændte Tove. Mandens Ansigt var blevet blaarødt, og Øjnene syntes at skulle træde ud af deres Huler.

Fru Ellis klappede.

"Kvæl ham bare! kvæl ham bare!" raabte hun. "Hvor det er dejligt at se paa! Se, hvor han gi'er sig — klem til, klem til!"

Men nu skred Kampdommeren og de Guldtressede oppe paa Tribunen ind. Og begge Bryderne rejste sig.

"Jeg vil sige den lille Dame," sagde den tykke Mand og vendte sig til Fru Ellis, "at den Slags Ting skulde den Dame ikke sige. Det kunde være, at Vorherre han tog den Dame paa Ordet og gjorde hende selv ulykkelig for det en Gang i Tiden."

Mandens Stemme bævede, og han aandede dybt af Ophidselse. Fru Ellis lo. Men hun veg alligevel nogle Skridt tilbage.

Lidt efter var Brydekampen forbi. Den ene af Kæmperne havde trykket sin Modstanders Skuldre ned mod Madrassen, og nu rejste de sig begge og gav hinanden Haanden. Saa traadte Sejrherren frem for at modtage sin Hyldest. Den skyllede op imod ham i et Brøl af Stemmer, et rasende Skrig af Begejstring, af udløst Spænding, af brutal Glæde over Styrken. Og Lommetørklæder og Hatte svingedes, mens Manden deroppe, forpustet og udmattet, blev ved at smile og bukke ...

Saa strømmede Alle mod Udgangen. Fod for Fod naaede man frem under Puf og bidske Ord.

Da man langt om længe var naaet ud i Skoven, vilde Bøg og Hansen-Maagerup straks tage Afsked. Men Anna søgte at holde dem tilbage.

"Gaar De ikke med os hjem?" sagde hun. "Mo'er vilde blive saa glad ved at se Dem."

"Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg ligefremt. "Men jeg tænker, vi mødes en anden Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke være anderledes."

Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige og fugtige Øjne og saa paa Anna.

Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bøg sig om og svingede med Hatten. Anna stod og saa efter dem, til Træerne havde skjult dem for hende.

Saa gik hun langsomt efter de Andre.

"Sikke to sære Fyre," sagde Fru Ellis til Flyge. "Den ene var nok Præst og den anden Degn."

Og Flyge istemmede hendes Latter.

Ægteparret Birger havde pludselig en Dag forladt Fiskerlejet. En Morgen var Huset, de havde lejet, tomt. Og næsten alle de stedlige Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde Birgers faaet Kredit. Der var endogsaa Tale om, at man vilde sammenkalde et Møde for at forhandle om en mulig fælles Optræden mod de Bortdragne.

Men Flyge gik om i en Kedsomhedens Døs. Han savnede oprigtigt Fru Ellis. Hendes sorgløse Kynisme havde nu i et Par Maaneder strøget blødt hen over hans Væsen. Nu hun var borte, syntes han pludselig, at en Mængde Indtryk, som han hidtil havde holdt borte, trængte sig ind paa ham med en fordringsfuld og brutal Virkelighed. Aldrig havde han som nu haft Øje for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand, denne evige Tanglugt, disse tvære Fiskere, der drev om med Hænderne i Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne — aldrig havde Stuerne forekommet ham saa trange og saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen, hvis Toner lød som Graad af smaa Børn, og spillede, spillede — spillede hans Nerver sønder ...

Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen begyndte at drysse, fin og tæt som et ensformigt, graat Slør. Naar han om Eftermiddagen kom fra Byen, var han halvvaad. Og hele Resten af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og lavloftede Stue — sidde og spejde ud i det trøstesløse graa — efter en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de ikke, og mest var det om Vejret.

Og efterhaanden som Sommeren led, viste det sig, at Anna mod Forventning ikke havde godt af Landluften. Hun blev atter tavs, som hun havde været det før sin Forlovelse, og som oftest saa hun ud, som om hun frøs. Hendes Øjne blev paany forskræmte og forknytte. Og det lod til, at hendes Iver for at sy paa Udstyr havde tabt sig.

Fru Herding var utrættelig i at forsikre Flyge, at alt, hvad der fejlede hende, var en Smule Blegsot.

"Hun er jo i saadan en vrippe-værkelig Alder," sagde hun. "Det er Blodet, det er galt med — hun skyder for stærkt i Vejret, saa vil det ikke rigtig. Man skal bare ikke tage sig noget af det."

Men da man var naaet ind i August uden at Forholdene forandrede sig, foreslog Flyge sin Svigermoder og Kæreste, at de skulde opgive deres Sommerlejlighed og flytte ind til Byen. Damerne gik med Glæde ind derpaa. Og faa Dage efter var Beslutningen sat i Værk.

Sjældnere end før kom Flyge efter den Tid i sin Svigermoders Hjem. Han genoptog det Kaféliv, han tidligere havde dyrket. Mest holdt han af at komme paa Kaféen hen imod Aften, naar der var færrest Folk i Lokalet. Saa fik han hele Bunken af Aviser lagt foran sig og læste dem alle. Han gennemgik dem med stor Omhu, men det var uden Lidenskab, at han lod deres Meddelelser og Betragtninger togte gennem sine Tanker.

En Dag, da han som saa ofte sad hen uden at kunne overvinde sig til at rejse sig og gaa, kom der en ung Mand hen til ham.

Flyge kendte ham: han var Medarbejder ved et udbredt folkeligt Blad. Hans journalistiske Særomraade var Beundring. Han hyldede store Mænd og opdagede unge, frembrydende Talenter. Af og til udgød han ogsaa selv en lille fugtig Digtsamling, som hans Blad priste i svømmende Henrykkelse. Han havde vandblaa Øjne og Lokkehaar og gik om i en stadig forbavset Løftelse.

"Undskyld," sagde han, "er det ikke Hr. cand. mag. Flyge?"

"Jo." Flyge saa træt paa ham.

"Ja undskyld, Hr. Flyge," sagde han, "det er en Sag af nogen Vigtighed, jeg vilde tale med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand, Hr. Bøg — Viggo Bøg — jeg saa Dem sammen med ham for nogen Tid siden ved en Brydekamp ..."

"Ja, jeg kender ham kun meget lidt."

"Det gør heller ikke noget — vi vilde gerne have saa upartiske Oplysninger om ham som muligt ... De ved maaske, han har gjort en Opfindelse?"

"Nej. Som sagt: jeg kender ham kun meget lidt."

"Jo" — Journalisten tog Plads ved Flyges Bord — "det skal oven i Købet være en meget opsigtsvækkende Opfindelse. Den gaar ud paa at fremstille Brød af Straa — eller Græs ... men De maa endelig ikke tale om det, før vi har haft det i Bladet."

"Jeg skal holde tæt."

"Ja for De forstaar, hvor mægtigt det er — man kan knap fatte det, synes jeg."

"Det er jo heller ikke saa lidt."

"Nej, det er det sandelig ikke ... Og nu var det, jeg vilde bede Dem, Hr. Flyge: vil De give mig lidt om den unge Opfinder — lidt Biografi, nogle Træk af hans Liv? Vi skulde jo ogsaa have hans Portræt ..."

Flyge begyndte at more sig over hans Iver.

"Ja, hvis jeg kan saa ... Men oprigtig talt: han er et ganske almindeligt ungt Menneske. Han gør nærmest et lidt ubetydeligt Indtryk."

"Det gør aldeles ingenting — jeg havde netop tænkt mig ham saadan ... Han er ikke nogen lærd Mand — vel?"

"Nej jeg tror ikke Lærdommen trykker ham. Han har vist knap nok taget sin Eksamen."

"Det er udmærket — jeg kan næsten sige, jeg havde ønsket mig ham saadan. Havde han levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og Digler — saa vilde det blive noget helt andet: et Sprængstof — eller et nyt Belysningsmiddel ... Den, der giver Brød, han maa have gjort sin Opfindelse ude under aaben Himmel — paa en Solskinsdag, tænker jeg mig. Der er han gaaet, og han har følt sig saadan til Mode, at han kunde omfavne alle dem, han mødte. Men allevegne, hvor han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker, som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i ham, at ude paa Markerne der var der Guld — ja mere end Guld: der var det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til dem, der sulter ..."

"Det er smukt."

Journalistens Øjne lyste:

"Ja er det ikke? Jeg gaar altid og siger til dem, jeg træffer, og jeg kan ikke lade være at sige det til Dem: jeg er saa stolt af at leve netop nu, netop nu i vor Tid. Jeg kan ikke forstaa, at der er Folk, som har saa mange politiske Bekymringer — Herregud, Frisindet maa da sejre en Gang, og saa synes jeg ikke, det er saa magtpaaliggende, om det sker nu eller vi skal vente nogle Aar. Men se, det at Mennesket nu endelig er bleven Herre over Jorden, bliver det i højere Grad for hver Dag, der gaar — det er det store. At leve nu — det er jo som at være med i en Hær, der rykker frem ustandseligt, ubetvingeligt, og erobrer den ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, Hr. Flyge, endnu inden vi dør, vil vi se en lykkelig Slægt vokse op om os. Det ene af Fortidens Spøgelser efter det andet forsvinder jo — de, der er døde, de døde Profeter og døde Idealer — dem frygter vi allerede ikke mere. Men nu kommer Turen ogsaa til de levende Spøgelser: de store sociale Onder: Prostitutionen, Drikfældigheden, Fattigdommen ..."

"Og det skal Hr. Bøg bidrage til?"

"Ja — De tror det kanske ikke, og det lyder jo ogsaa sælsomt, sælsomt. Men De skal se alligevel — min Kilde er tilsyneladende ganske paalidelig ... Sig mig nu bare: hvordan er han? Kender De hans Forhold?"

Flyge begyndte at fortælle, hvad han vidste om Bøg, hans Familieforhold, hans Alder og Fødested, hans Ydre og Sædvaner. Journalisten noterede. Men pludselig afbrød han ham:

"Jamen hans Anskuelser, hans Anskuelser, Hr. Flyge? Forstaar De: det er saa nødvendigt for mig at lære den Sjæl at kende, som hans store Opfindelse er groet frem af. Hvordan tror De, han selv maa se paa den — i Sammenhæng med hele Udviklingen, med Religionen, det sociale Spørgsmaal, den politiske Situation? Hvis Talen var om en Sportsmand, saa vilde Folk have at vide, hvordan hans Legeme var beskaffent. Nu er han Videnskabsmand — saa er det Sjælen, de ønsker at se."

Flyge lo:

"Hans Sjæl — jeg har paa Ære ikke noget nærmere Bekendtskab til den. Jeg skal ikke en Gang kunne sige, om han overhovedet har nogen."

"Hvordan mener De? Om han har nogen? Det er da indlysende!"

"Han skjuler den i hvert Fald for det meste. Han er overhovedet ikke en Mand af mange Ord."

"Det stille Vand! Det stille Vand!" Journalisten virrede begejstret med Hovedet. "Har De ikke lagt Mærke til, at Flertallet af dansk Ungdom nu om Stunder er et stille Vand? Men De kan tro, den ejer Kræfter. Det vil vise sig en skønne Dag. Der kan endnu i vor Levetid ske Omvæltninger, som Verden aldrig har set Mage til. Da skal De se det stille Vand røre sig. Jeg spørger Dem: hvor tror De da, man vil finde Viggo Bøg? Mellem de Unge naturligvis — mellem dem, der stormer frem! Ikke sandt — det tror De da?"

"Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig mellem de ubeskrevne Blade!"

"Ja ikke sandt — det maa jeg have Lov til at skrive. Jeg er selv — jeg kan godt sige revolutionær — ja paa ingen Maade intolerant — jeg har Agtelse for enhver Overbevisning — selvfølgelig ... Men han maa være med i Fremskridtet — ikke sandt — det er han ... De har maaske endogsaa hørt ham udtale det?"

"I hvert Fald har han Anskuelser, som han er temmelig ene om."

"Virkelig? Det er meget interessant. Saa har jeg ham — fuldstændig. Jeg har netop i Sinde at skrive en Serie Artikler med Fællestitlen 'Det stille Vand'. Det skal være om alt det, som gror op fra neden, fra de Unge — i disse Aar, da det kunde se ud, som om der var saa stille her hjemme. Det skal være om Arbejde først og fremmest — og om Tanker — om en ny Sædelighed og et nyt Samfund — forstaar De: i dette stille Vand skal Fremtiden spejle sig som en ny By — et nyt Jerusalem kan man kalde det — med Taarn og Tind. Nu har De givet mig Stof, for Viggo Bøg skal naturligvis være den første, der omtales deri, fordi Brødet er det første af al Ting ... Bare jeg nu kan faa Lov at skrive meget, rigtig meget — to Spalter, det er det mindste ... Maa jeg takke Dem for Deres værdifulde Oplysninger og for den store Elskværdighed, hvormed De har givet mig dem ..."

"Aa, jeg be'er ..."

Journalisten rejste sig. Men da han var ved at gaa, sagde Flyge:

"Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til Hr. Bøg selv om disse Oplysninger?"

"Jeg har været der. Men han vilde ingenting sige. Han vilde gøre det hele til slet ingenting. Det er hans uhyre Beskedenhed.

Men saadan maatte han jo være. Ellers vilde han ikke være det stille Vand."

Han var ude af Døren. Paa Bordet foran Flyge laa hans Optegnelser, som han havde glemt.

Fra den Dag, da Anna Herdings Forlovelse med Flyge var bleven bekendt, havde Viggo Bøg og Hansen-Maagerup sluttet sig stedse nærmere sammen.

Hansen-Maagerup skænkede Bøg hele sin Fortrolighed. Han forklarede ham, hvordan han var kørt fast i sit Studium, saa han ikke mere øjnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse af ham, at han nogensinde havde tænkt paa at blive Præst, for han vidste saa inderlig godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var sagtens ogsaa derfor, at Vorherre ikke mente at have nogen Brug for ham. Men lige fra han var lille havde den Gerning staaet for ham som den eneste, der nogensinde vilde kunne mætte hans Sjæls Behov. Og hjemme i Landsbyen havde han fra sin tidligste Barndom hørt, at han da nok en Gang blev Præst, saa meget som han hang over Bøgerne ...

Han huskede saa tydelig den første Gang, han hørte en Forelæsning i det teologiske Fakultet. Det havde sunget i hans Sjæl, og i et Øjebliks Svimmelhed havde det grebet ham, at han var kaldet til at være En af Ordets store Forkyndere, En af dem, der skulde være med at bygge Kirken op paany i en vantro Slægt. Men skaanselløst havde Livet plukket Bladene et for et af hans Forhaabningers grønne Træ, til der nu næsten ikke var flere tilbage. Nu — ak nu vilde det mindste og mest ubemærkede Hedekald synes ham en overvældende Lykke ...

Bøg havde søgt at genrejse hans Selvtillid. Den maatte jo dog være til at tage, denne Eksamen. Der var saa Mange, der kom igennem den, og sandelig langtfra altid af de mest Evnerige. Saa blot han tog det hele ganske roligt og skødesløst og var lige glad, om ogsaa et eller andet Fag gik i Skuddermudder, saa vilde og maatte det gaa ...

Han fik da ogsaa Hansen-Maagerup saa vidt, at han indmeldte sig og gik op til den skriftlige Prøve. Men straks under det første Fag flygtede han — ligefrem reddede sig bort fra Valpladsen over Hals og Hoved. Der var kommet en uimodstaaelig Rædsel over ham, mens han sad og stirrede sig ør paa Opgaven. Og pludselig havde han rejst sig — og var undveget som en Forbryder ...

Saa indsaa Bøg, at ethvert yderligere Forsøg paa at spore ham gennem Eksamens-Ilden vilde være ørkesløst. Men fra nu af blev han ikke træt af at indskærpe ham, at han maatte kaste sit Studium helt over Bord. Saa længe han blev ved at holde fast paa det, var der intet Haab for ham. Teologien vilde stadig ligge som en overmægtig Byrde over ham — han maatte en Gang se den Sandhed lige i Øjnene. Men Livet maatte da ogsaa sagtens have en anden Plads til overs for ham. Endnu var han ung, og der var nok at tage fat paa. Blot maatte han handle, ikke grave sig ned i Selvopgivelse og umandig Forsagthed.

Og Hansen-Maagerup havde tilsidst med blødende Hjerte givet efter for hans Grunde. I et Hjørne af sit Værelse havde han en stor Kuffert. I den havde Bøg gemt hans teologiske Bøger og taget Nøglen til sig. Og højtidelig lovede han, at han ikke vilde udlevere den igen, før Vennen en Gang var falden til Ro i en praktisk Livsstilling.

Langt om længe var en saadan ogsaa bleven funden. Hansen-Maagerup var bleven Lærer ved en Skole for forsømte Børn. Her krævedes ikke store Kundskaber, kun en høj Grad af Taalmodighed. Netop en saadan besad han. Han anvendte kun nødig Straf, og da pinte det ham altid saadan, at han i flere Dage derefter kunde være greben af den dybeste Modløshed. Derimod kunde han blive ved atter og atter at indskærpe de samme Grundsætninger, at paavise Velsignelsen ved at gøre det gode og Betydningen af, at man tilegnede sig Kundskaber.

Han følte sig i denne Stilling fuldkommen lykkelig. Hvad gjorde det, at Lønnen kun var liden? De Tilskud, han fik fra Hjemmet, satte ham jo fuldtud i Stand til at tilfredsstille de beskedne Fordringer, han stillede til Livet.

En ny Lykke var det for ham, da han gennem det godgørende Selskab, som havde oprettet Skolen, kom ind i det københavnske Velgørenhedsarbejde. Dag for Dag gik han rundt i Fattiggader og op ad Bagtrapper. Han lempede sig ind i de Fattiges Fortrolighed, hørte med ubrydeligt Taalmod paa deres Klager, deres sørgmodige eller indsmigrende, bitre eller sleske Ord. Kunde han saa give en Familie Udsigt til Hjælp, saa stormede han glad som et Barn op paa Kontoret.

Men det hændte jo ogsaa, at det ikke var muligt at faa Familiens Forhold til at stemme med, hvad Selskabet satte som Betingelse for Hjælpen. I saadanne Tilfælde følte han en dyb personlig Skuffelse. Han kunde sidde i Timevis og forklare den uheldige Ansøger, hvorfor Selskabet umuligt kunde imødekomme ham. Han udviklede omhyggeligt alle Synspunkter, baade de moralske og de sociale — han vilde saa inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade nogen Bitterhed. Alligevel hørte han ofte onde Ord. Han tog imod dem med lysende Øjne.

Undertiden gled jo ogsaa ved saadanne Lejligheder et Par Kroner af hans egen Lomme ned i den hjælpsøgende Haand. Bagefter følte han gerne Samvittighedsnag. For det var jo paa en Maade at modarbejde Foreningens Grundsætninger — og det bag dens Ryg.

I saadanne Tilfælde kunde han faa Tilbagefald til sin tidligere Modløshed og synes sig selv ganske unyttig. Men ellers følte han sig som efter et langvarigt Sygeleje — fornam Glæden ved atter at færdes mellem Mennesker og at kunne leve Livet paa lige Fod med dem. Ogsaa i hans Ydre prægede sig den ny Retning, hans Tilværelse havde taget. Han klædte sig ikke mere saa ufravigelig i sort som før men holdt af at boltre sig i en graa Dragt af ungdommeligere Snit.

Overfor Viggo Bøg nærede han en ubegrænset Taknemmelighed. Det gjorde ham saa bitterlig ondt at se, at han vistnok ikke var ganske lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne være noget for ham. Men han vovede ikke at spørge ham om, hvad der tyngede hans Sind.

En Dag kom imidlertid Bøg til ham og foreslog, at de skulde leje et Par Værelser i Forening. Det var ham en stor Glæde. Naar de saadan kom til at leve sammen Dag ud Dag ind, maatte vel før eller senere Tilbageholdenheden briste.

De fik da to Værelser i en af Sidegaderne paa Nørrebro. Her slog de sig ned med egen Husholdning, spiste til Middag sammen paa et Spisekvarter og holdt sig selv med Tørkost, som Hansen-Maagerup besørgede købt og anrettet.

Familien, de boede hos, havde ialt fire Værelser. De to til Gaden lejede den ud, mens den selv var sammentrængt i to smaa, mørke Gaardværelser. Manden havde en lille Kontorplads, og saa drak han desværre. Konen havde en Gang tjent i større Herskabshuse. Hun var altid saa optagen af Rengøring i Huset, at hun ikke havde Stunder at renholde sig selv. I de to Logerendes Værelser skinnede det af Properhed. Paa alle Møblerne lyste renvaskede hvide Haandarbejder, og den Messing Spyttebakke, der hver Dag blev forsynet med nyt Sand, luede som en Sol.

Længe gik de to Venner udenom alt, hvad der kunde dreje Samtalen hen paa Fru Herding og Anna. Men alligevel laa Emnet Gang paa Gang paa Bunden af deres Samtaler — det sitrede i deres Ord og gav dem en Betydning, som de ellers ikke vilde have. En skønne Dag lod det sig ikke længere holde nede. Og da Annas Navn først var nævnt imellem dem, fandt de begge to en smerteblandet Glæde i hyppigere og hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om en Afdød, de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne og ligesom tilslørede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede sine egne Følelser for hende.

Men den Dag, da de tilfældig havde truffet hende ved Brydekampen, fik hendes Person nyt Liv for dem. Det var dem ikke mere muligt at lade hende hvile i en Skygge af halv Glemsel. Og paa en Gang forstod de, at de maatte betro sig helt til hinanden.

De var blevne enige om at gaa hjem ad Strandvejen. Og der, mens Livet susede dem forbi, mens der rundt om dem støvedes og larmedes og hujedes af den søndagsglade Hob, mens Vogne og Cykler strøg forbi i et evindeligt Tog, gik de to unge Mænd og talte om den Lykke, Ingen af dem nogensinde skulde naa.

Hansen-Maagerup fortalte om sin langsomt fremgroede Tilbøjelighed.

Kanske var Sædekornet til den blevet nedlagt den Dag, han var kommen til at bo hos Fru Herding. Men han havde længe standhaftig kæmpet imod den. Han vidste jo godt, at han kun var lidet egnet til at paavirke en ung Kvindes Fantasi, og selv om Anna alligevel kunde holde af ham, saa vilde det være uforsvarligt af ham at knytte hende til sig, saa længe han ikke havde nogen Udsigt til en ordentlig Livsstilling.

Det havde imidlertid været forgæves, alt det han strittede imod. Naar han om Aftenen sad ved sine Bøger, kunde han ikke lade være at lytte til Klangen af hendes Stemme inde fra Værelset ved Siden af. Den kunde lægge sig saa varmt om hans Hjerte, at han ikke kunde beskrive det, og han kunde blive siddende helt fortabt i det og glemme, at han havde andre Ting for. Aldrig kunde han nogen Aften bekvemme sig til at gaa i Seng, før han havde hørt Lyden af hendes smaa hastige Skridt i Entréen, naar hun gik ud for at sætte Sikkerhedskæden for, inden hun søgte Hvile.

Han skulde gerne bekende sin Svaghed: tidt og ofte havde han været lige ved at sige hende, hvor usigelig meget han holdt af hende. Men naar det kom til Stykket, havde han ikke dristet sig dertil. Thi han frygtede for, at et saadant Skridt for bestandig skulde berøve ham den Lykke at være i hendes Nærhed.

... For Viggo Bøg derimod havde Anna været sammenlevet med Drengeaarenes forsorne Ridderlighedstrang, med den pure Ungdoms vage, sølvglinsende Drømme, med Tyveaarenes fordringsfulde Lykkekrav. I Konfirmationsalderen havde han skrevet lyriske Vers til hende, og han var vokset op i en halvt ubevidst Tillid til, at hun en Gang vilde blive hans. Hans Følelse for hende havde skudt sin stille Vækst Aarene igennem, havde suget Næring af alt det Liv, han levede — groet i Skygge fra den Dag, hun efter Faderens Død rejste bort fra den lille By, og atter følt Solens Blus, modnende og vækkende, da han paany traf hende i København ... Han havde dvælet i denne Følelse uden nogen hidsig Længsel efter at faa en fuld Afgørelse, fordi han havde ment at kunne vente og føle sig tryg ...

Og nu, da hun kaldte sig en Andens, kunde han ikke slaa sig til Taals dermed. Han strittede imod Tanken derom med al den Energi, hvormed den, der føler sig sund, vægrer sig ved at dø. Han maatte sige sig selv, at hun havde valgt frit — han havde ingen Ret til at bebrejde hende noget, ingen Kendsgerninger at støtte sine Forhaabninger paa. Og alligevel — alligevel levede de, fyldte ham, bestemte hele hans Liv. Han kunde ikke frigøre sig for Troen paa, at hun dog en Gang maatte blive hans ...

Han havde forklaret Hansen-Maagerup alt dette hæftigt, indtrængende, næsten fanatisk, som den gør det, der søger at hverve Tilhængere for at styrke sin egen Overbevisning. Men paa en Gang tog han sig i det. Han var kommen i Tanker om, at den, han talte til, jo selv holdt af Anna. I sin Iver havde han glemt, at hvis det nogensinde skulde times ham at vinde hende tilbage fra Flyge, vilde ogsaa alt Haab for Hansen-Maagerups ydmyge og beskedne Tilbøjelighed være slukt.

Han blev et Øjeblik helt ulykkelig over sin Mangel paa Finfølelse.

Men Hansen-Maagerup bøjede sit Hoved og erklærede, at han havde forlængst opgivet Tanken om nogen Besiddelses-Lykke. Han indsaa, at den Slags Tanker vilde være Daarskab fra hans Side. Kun følte han sig ganske overtydet om, at Anna havde skuffet sig selv, da hun troede at holde af Flyge. Og Gud vilde nok en Dag lade det gaa op for hende, at det var et uværdigt Forhold, hun var kommen ind i ...

Han var bleven ganske højrød i Hovedet, da han sagde det, og som sædvanlig glinsede hans Næse. Det følte han selv, og han var glad ved, at det var begyndt at skumre, saa Bøg maaske ikke havde opdaget det. Det var ogsaa en Ulykke for ham, at han aldrig kunde beherske sit Ansigt ...

... Længe gik de to Venner tavse — ind gennem Byens Gader, mellem Flokke af hjemvendende Skovgæster, som hastede hjem med store grønne Grene i Hænderne, øre af den friske Luft, der var dem uvant. Og efterat de var komne hjem, blev de siddende oppe, til det blev sent. De talte sammen om Anna, og de talte sammen om Livet — dette sælsomme Liv, der var saa let at komme igennem for den, der ejede Nøglen til dets Hemmelighed, men som lagde tusinde Hindringer i Vejen, naar blot en enkelt lille Del af dets Maskineri var kommen i Uorden. De følte Trang til at lade deres Ord svæve saa højt over Jordens Runding som muligt, og de lod gyldne Drømme taarne sig, højere og højere, til de halvvejs glemte sig bort fra den Virkelighed, der krævede Kamp.

Da Bøg var gaaet til Ro, blev Hansen-Maagerup endnu i nogen Tid siddende ved det aabne Vindue. Der boblede Latter og Tale op til ham fra sene Aftenvandrere. Og det var ham, som om Sommeren drog forbi dernede og lod sin Hilsen stige op til ham ...

I den Tid, der fulgte efter, talte de hver Dag sammen om Anna. Det var stiltiende slaaet fast imellem dem, at Bøg maatte og skulde vinde hende. Hansen-Maagerup levede sig saa stærkt ind i den Tanke, at den ogsaa for ham syntes at rumme fuld, personlig Lykke ... ja, han længtes i higende Uro efter den Dag, da den skulde blive Virkelighed.

Og i Fællesskab dyrkede de da Minderne om den Tid, de begge havde kendt Anna. De viede hende en sværmerisk, from Tilbedelse — som lyste hendes Skikkelse stedse gloriekranset over deres Liv langt, langt borte fra. Det eneste synlige Minde, de havde om hende, var et Askebæger, som hun en Gang havde foræret Hansen-Maagerup. Det blev nu ophøjet til Blomstervase og stillet paa Bøgs Skrivebord.

Og Hansen-Maagerup sørgede for, at det hver Dag var fyldt med friske Blomster ...

En Dag kom der til Bøg et Blad i Korsbaand. Han aabnede det — lidt forbavset. Hans eget Billede stirrede ham i Møde fra dets Spalter.

"Naturligvis er det Opfindelsen — men jeg har jo slet ikke gjort nogen Opfindelse. Jeg eksperimenterer ganske vist hver Dag — det ved Du nok — og jeg tror, jeg er inde paa et ganske godt Spor — men saadan noget som det, de her beskylder mig for, det vilde jo være nok til at faa mig paa en Daarekiste! Han har hørt lidt om, at det er Brødfabrikationen, jeg bakser med — og saa har han lavet hele Resten selv! Det er dog en skabet Knægt!"

Hansen-Maagerup bøjede sig dybt ned over Bladet.

"Jamen," sagde han, "det kan da egentlig ikke genere Dig, selv om nu ogsaa det er noget overdrevent. For det kan jo kun gøre saa meget, at Du bliver bekendt ved det. Og Du ved aldrig, hvem der kan faa dette her Referat eller hvad det er at læse — og hvad Slags Tanker det kan vække ..."

"Ja, og hvad saa? Naar saa de opdager, at det hele er Løgn og Humbug, saa bliver jeg jo simpelthen til Grin ... Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tør knap give Møde paa Fabrikken idag — der vil jo staa en Latter om mig — og naturligvis tror de allesammen, at det er mig selv, der har sørget for at faa det dumme Vrøvl i Bladet ... Der er kun en Ting, jeg ikke kan begribe. Det er, hvordan de Asener har faaet fat i mit Portræt. Det er jo det sidste, der blev taget af mig — det har jeg ellers ikke givet til Andre end Dig og saa ..."

Hansen-Maagerup saa bedende paa ham.

"Bøg, Du maa ikke være vred, det er mig, der ..."

"Har Du givet ham det?"

"Ja — jeg — han kom jo her op, da Du ikke var hjemme — han bad mig saa meget om det — det vilde være saa nyttigt for Dig, sagde han, om Bladet skrev lidt om Dig. For Du var En af vore dygtigste unge Kemikere — og saa tænkte jeg ..."

"Hvad tænkte Du?"

"Ja, jeg tænkte som sagt, at det kunde da ikke andet end gavne Dig. Og der var især En, jeg tænkte paa — som muligvis kunde faa det at læse ..."

"Anna?"

Hansen-Maagerup nikkede. Han havde Taarer i Øjnene. Men Bøg sagde kort:

"Ja, Du har naturligvis gjort det i den bedste Mening. Men fjollet er det alligevel."

Han greb atter Bladet.

"Men hvad er saa dette her om mine Anskuelser? Jeg er en Tilhænger af den stille Revolution, staar der. Hvad vil det sige? Det griner jo Folk ogsaa af!"

Hansen-Maagerup aandede atter op.

"Ja — det har jeg ikke haft noget med at gøre. Men han mener vel, at Du bare vil det, som godt er."

"Jamen 'den stille Revolution' — hvad er det for noget? Vil det bare sige, at jeg gaar om og har set mig gal paa det hele men at jeg aldrig vilde vove min Trøje for at faa det forandret? At jeg er af dem, der gaar og skvaldrer op og som alligevel ikke vil røre en Finger, hvor det gælder om at handle ...? Ja, jeg ser jo tydelig, hvad jeg har at gøre. Jeg maa straks op paa Fabrikken."

"Hvad vil Du der?"

"Jeg maa have talt med Direktøren. Jeg maa da forklare ham, at jeg ikke har Spor af Lod eller Del i dette her. Hvad maa han ellers tro! Det kan jo skade min Stilling i allerhøjeste Grad!"

Han gik. Hansen-Maagerup sad tilbage, dybt nedbøjet. Han saa tydelig for sig den Ulykkes-Aften, da Journalisten havde været der for at laane Billedet. Han havde været saa begejstret, havde talt saa varmt og smukt om Viggo Bøg, at man kunde blive helt bevæget derved. Selv forstod Hansen-Maagerup sig jo ikke paa sin Vens Forsøg, og han havde aldrig anet, at de var af en saa uhyre Betydning. Men Journalisten havde gjort saa redeligt et Indtryk, at det var umuligt at nære nogen Mistillid til hans Ord.

Siden den Dag havde han gaaet om og glædet sig som et Barn til den Overraskelse, der ventede Bøg ...

Og nu — nu forekom det ham, at han kun var sat i Verden for at gøre Fortræd mod dem, han undte det bedst. Selv havde han aldrig opnaaet noget, men han havde fundet Trøst i, at han dog muligvis kunde være noget for Andre. Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin bedste Vens Vel kun havde gjort Skade. Han maatte være født med en eller anden Naturfejl, saadan en Slags aandelig Vanførhed, der gjorde, at han altid kom trillende og stavrende ind i Forhold, hvor han blot traadte ned og ødelagde.

Var han blot død! Hvorfor maatte man ikke have Lov at gøre Ende paa et Liv, hvoraf der kun spirede Sorg?

... Om Eftermiddagen kom Bøg hjem. Han var forstemt og vred. Som han havde tænkt sig det havde han været til Latter paa Fabrikken. Og det havde kostet ham store Anstrengelser at faa Direktøren bort fra, at det var ham selv, der havde fremkaldt Artiklen for at gøre Reklame. I al Fald maatte han være fremkommen med Udtalelser, der kunde have givet Anledning dertil, havde man sagt. Ogsaa fandt man det mærkeligt, at der kunde tillægges ham revolutionære Anskuelser ... han maatte dog i det mindste være fremkommen med uforsigtige Ytringer ... den Slags Ting fandt et Blad vanskeligt paa af sig selv ... Og man havde meget bestemt ladet ham vide, at for Revolution var der ingen Brug paa Fabrikken ...

Hansen-Maagerup turde slet ikke tale til ham mere. Han havde aldrig før set saa harmfuldt og bekymret et Udtryk i hans Ansigt.

I Løbet af Dagen kom der flere Journalister fra andre Blade, der ønskede Oplysninger om den store Opfindelse. Bøg svarede dem alle, at han slet ingen Opfindelse havde gjort. Dagen efter blev der i de forskellige Blade spaset lystigt med Sagen.