— — I den nærmest følgende Tid var Bøg ude det meste af Dagen. Naar han ikke var paa Fabrikken, arbejdede han paa et Laboratorium, hvor han havde faaet Lov at foretage sine Eksperimenter. Han tog sin Mad med: Hansen-Maagerup smurte den til ham. Og han kom aldrig hjem før ud paa Aftenen. Men selv da fik de to Venner ikke talt meget sammen, for Bøg sad endnu oppe i flere Timer, bøjet over Tal og Tegninger.

Hansen-Maagerup spurgte ikke. Men han forstod af sig selv Grunden til al denne anstrengte Flid — forstod, hvor dybt Bøgs Æresfølelse var bleven saaret ved den Latter, den usalige Artikel havde bragt over ham. Nu vilde han have Oprejsning. Han vilde gøre en Opfindelse.

Hansen-Maagerup følte sig i sin bestandig prikkende Anger greben af en uimodstaaelig Trang til at gøre Bod. Da han ikke kunde yde Bøg nogen Hjælp, vilde han i det mindste lide med ham. Og skønt han langtfra var nogen Aftenhelt, tvang han sig hver Aften til at blive siddende oppe, til hans Offer — som et saadant betragtede han ham — gik i Seng. Han tog en Bog for sig men læste ikke, sad blot med glippende Øjelaag og vaagede som over en Syg. Naar han da saa ham bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han Smerten og Selvanklagen bore i sin Sjæl — og fornam en vis blodig Vellyst derved.

Værst var det næsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier om Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved at briste.

Inde fra Værelset ved Siden af hørte han undertiden den fordrukne Mands Stemme. Hr. Jensen var til daglig from som et Lam, men naar han havde været ude og drikke sig fuld, blev han ond og raa, og saa gik det ud over Konen. Man kunde høre ham komme buldrende og trampende ind i Stuen, saa Møblerne raslede over ham.

En Dag var det særlig slemt. Han var kommen hjem op ad Formiddagen, og det lod til, at han var overstadig drukken.

"Svinebæst!" kunde Hansen-Maagerup høre ham raabe til Konen, "Svinebæst! Er det et Hjem, spør' jeg, er det et Hjem? Eller er 'et en Kvægstald? Hva'? Kan Du ikke svare? Er det ægteskabelig Lykke? Jeg gi'er Fa'en i saadan et Ægteskab!"

Fru Jensens Stemme hørtes, frygtsom og slæbende:

"Herregud, lille Jensen — Herregud, lille Jensen — tag nu dog inte saadan paa Vej. Vil Du int' ha'e Kaffe — hva' — en lille Slant Kaffe?"

Men Jensen vilde ikke have Kaffe.

"Hold Kæft!" brølte han op. "Hold Kæft! Hvem er det, der er inde i Sovekammeret? Hvem er det, der er inde i Sovekammeret, siger jeg!"

"Der er Ingen i Sovekammeret, lille Jensen — der er Ingen i Sovekammeret!"

"Det er Løgn! ... Jeg vil ikke ha'e Rodemesteren i Sovekammeret ... jeg vil ikke ... Han skal blive i Entréen ... Nu skal jeg ..."

Han larmede hen over Gulvet, og der hørtes Lyd af Porcelæn, som gik itu ... Derpaa Fru Jensens graadkvalte Stønnen:

"Aa Herregud da ... aa Herregud da ... aa Herre — Herregud da ..."

Hansen-Maagerup følte Blodet strømme sig til Hjertet. Her var dog muligvis en Opgave for ham: han maatte se at skaffe den stakkels Kone derinde Fred. Naar han optraadte med venlig og deltagende Bestemthed, vilde det dog maaske kunne lykkes ham at tale den ulykkelige Jensen til Rette.

Han bankede paa og traadte ind i Stuen. Jensen sad stolt, med en Mine som en Fyrste, midt i Sofaen. Hans Kone laa paa Gulvet og opsamlede Skaarene af en ituslaaet Blomsterskaal.

Jensen slog ud med Haanden.

"Goddag, min Herre," sagde han nedladende. "Her ser De Kvinden i sin Fornedrelsestilstand. Men træd kun nærmere ..." Og til sin Kone udslyngede han endnu et foragteligt: "Svinebæst!"

Hansen-Maagerup vilde begynde at tale godt for den fulde Mand. Men i det samme rejste Fru Jensen sig op i sin fulde Højde. Hendes Øjne var onde, og hun var ganske bleg.

Hvad han vilde? Om han ikke kunde lade dem være i Fred? Fordi de var nødt til at leje de to bedste Værelser af Lejligheden ud, havde de vel nok Lov til at være i deres eget Hjem! Og hvordan hendes Mand havde det og hvad han lavede — det kom vel Ingen ved. En anden En var vel ogsaa et Menneske — eller var man det ikke?

Hansen-Maagerup blev saa betuttet, at han følte sig ganske svimmel.

"Men lille Fru Jensen," mumlede han, "lille Fru Jensen dog ..."

Men Fru Jensen vilde intet høre. Hun blev mere og mere ubændig. Under Graad og tænderskærende Raseri lagde hun hele sit Livs Ulykke blot, slyngede med næsten kynisk Aabenhed dette fremmede Menneske i Ansigtet, hvor nedværdiget og ussel hendes Tilværelse var. Hun var lige glad, hvad der blev af hende — der var ikke andet til for hende end Ulykke. Men hun vilde ikke lade sig fornærme — og saa kunde han for Resten gøre og sige, hvad han vilde — og han kunde sige op og flytte lige paa Minuten — og om Værelset saa skulde staa tomt — det var hende lige kært. Men komme her og genere Folk — føj — føj!

Hun spyttede. Men henne i Sofaen sad Jensen og sang "Den tapre Landsoldat".

... Da Hansen-Maagerup igen sad inde hos sig selv, var han endnu længe efter ganske fortumlet.

Om Eftermiddagen holdt der en Hospitalsvogn udenfor Huset. Han saa fra Vinduet, at Jensen blev ført ned i den og kørte bort.

Hvor Livet dog var en uendelig Sorg — og hvor haabløst at kæmpe imod den! Og alligevel kunde han ikke forholde sig rolig, hvor der syntes ham at være noget godt at udrette.

Nogle Dage senere stod Hansen-Maagerup udenfor Fru Herdings Dør.

Med bankende Hjerte gik han op ad de kendte Trapper. Han tænkte paa, om der mon nu boede Nogen i hans gamle Værelse. Maaske stod det tomt — det var i Grunden højst sandsynligt. Hvor glad vilde han ikke have været, om han nu selv havde kunnet flytte ind i det — og om saa alt det, der var sket i Mellemtiden, kunde gøres usket. Ingen, ingen taabelige Ønsker om at vinde Anna for sig selv skulde da nogensinde plumre hans fredelige Venskab med hende.

... Der lyste Navnet Herding ham i Møde fra Dørpladen. Hans Ben kom til at ryste under ham. Det varede længe, inden han fik samlet sit Mod saa vidt, at han kunde strække Haanden ud og trykke svagt og frygtsomt paa det elektriske Ringeapparats Knap.

Lidt efter stod Anna foran ham.

"Nej, Hansen-Maagerup!" sagde hun og gav ham Haanden, "det var da morsomt, at De endelig en Gang vilde se op til os!"

Det forekom ham, at hun saa ned ad Trappen som for at se, om der ikke var Nogen med ham, og at hendes Tone var en Smule skuffet, da hun gentog:

"Nej, det var da morsomt!"

Han blev ført ind i Stuen. Der sad Fru Herding ved Vinduet, og i den amerikanske Gyngestol laa Klavs Kihler i Overtøj og med Hatten paa Hovedet, fægtende med Stokken i Luften.

Fru Herding rejste sig og hilste. I en lidt fornærmet Tone spurgte hun, hvorfor han saa længe ikke havde set op til dem.

Kihler derimod blev liggende.

"'Da, meget ærede," sagde han. "Undskyld, at jeg bibeholder min Stilling. Længe siden, vi har krydset hinandens Baner — ikke sandt? Jeg tror ikke, jeg har haft Æren siden den Dag, De ved — i Abehuset — da den gik af mellem min Nièce og Biblioteksraaden."

"Du ved jo godt, at det ikke var i Abehuset, Onkel," sagde Anna.

"Naa ja — det er sgu lige meget — saa var det hos Rovdyrene — eller Pelikanerne. Der var i al Fald hvad man kalder Forlovelsesstemning i Luften."

"Klavs!" Fru Herding søgte at spidde ham med sit Blik. Men Kihler saa lige ud i Luften og lod sig ikke anfægte.

"Ja hvad Fa'en," sagde han, "et Dyr kan sgu være ligesaa godt som et Menneske. De skaber sig bare ikke. Hvad siger De, Ærede?" — han vendte sig til Hansen-Maagerup — "De har nok ikke faaet Guld om Kloen endnu, hva'? De lever fremdeles i enlig Stand, forsaavidt det nu en Gang staar til et Mandfolk?"

Hansen-Maagerup sad højst ulykkelig paa Kanten af en Stol. Han var blussende rød og vidste ikke, hvad han skulde svare.

"Jeg troede sgu for Resten en Gang," blev Kihler ved, "at De gik paa Frierpoter her i Huset. De saa sgu saa brandfarlig ud, naar De her kom gaaende ind i Stuen om Aftenen med Hodet paa Siden og Konfirmationsbukserne paa. Men det var naturligvis ikke andet end Husvarme. Det kender vi jo nok, det er for Resten noget, man skal tage sig i Agt for."

"Nej hør nu, Onkel Kihler," sagde Anna med funklende Øjne. Hun rødmede om Kap med Hansen-Maagerup.

"Hvad Fanden — det behøver Du da ikke at tage Dig af, min Pige. Du kunde jo ikke gøre for det. Og nu, da Du er en forlovet Pige, kan Du vel nok taale, at man skæmter en lille Smule med Dig ... Vi havde det for Resten rart sammen den Dag hos Dyrene. Hvad var det nu, han hed, der var med — det lille Menneske?"

"Det er vist Viggo Bøg, Onkel mener," sagde Anna. Hendes Rødme vilde slet ikke fortage sig.

"Ja, det er rigtigt — saadan var det nok, han hed. Hvad var det, jeg saa om ham for nylig? Det var nok noget med en Opfindelse, han skulde have gjort. Men saa bagefter saa kom det for en Dag, at den var nok ikke af ham selv. Han havde li'saa stille hugget hele Kodillen et eller andet Sted, tror jeg ..."

"Der tager De aldeles fejl, Hr. Kihler," sagde Hansen-Maagerup med fast Stemme. "Bøg har aldeles ikke givet sig ud for at have gjort en Opfindelse, som ikke han i Virkeligheden har gjort — saadan noget kunde han aldrig gøre! Han er Hæderligheden og Retskaffenheden selv — det vil jeg bare lade Dem vide!"

"Hov — hov — bid mig ikke! Jeg siger jo ikke andet end som hvad jeg har læst om i Bladene. Man har jo da en Presse til det samme."

"Jamen noget af den Slags har der aldrig staaet i Bladene. Der stod ..."

"Ja mig er det sgu for saa vidt lige revnende, hvad der stod eller ikke stod. Jeg erindrer bare, at der var nogen Muggendom ved Historien."

"Jamen det var der slet ikke. Bøg har ingenting at bebrejde sig — ikke det mindste!"

Og nu fortalte han det hele saadan som det var gaaet til. Med Ord, der snublede over hverandre af Iver, skildrede han Bøgs Kamp for at naa frem, hans Dygtighed, hans Uplettethed, hans Beskedenhed — hans Harme over at være bleven dragen offentlig frem. Og tilsidst beskrev han, hvordan han hver Dag arbejdede for at den Opmærksomhed, der var bleven vakt om hans Navn, ikke for stedse skulde hvile paa ham som en uafrystelig Vægt, der vilde kunne trykke ham til Jorden — hvordan han nægtede sig al Adspredelse, bare stræbte og sled for det, der nu syntes ham at være en Æressag.

Han havde rejst sig op og understregede sine Ord med store, indtrængende Haandbevægelser. I flere Dage havde han gaaet og tænkt over, hvordan han skulde forme dette Forsvar for sin Ven, naar Lejlighed gaves. Derfor var det efterhaanden blevet til et helt sammenhængende Foredrag, og han afleverede det med et Fynd og en Varme, der ellers var hans forlegne og frygtsomme Natur fremmed.

Han kunde ogsaa godt mærke, at hans Ord gjorde stærkt Indtryk paa Anna. Hele Tiden havde hendes Blik hængt ved ham — han havde en Fornemmelse, som om hun rent fysisk sugede til sig alt, hvad han sagde. Men da han tav, sad hun og saa ud ad Vinduet. Og der var ganske stille i Stuen.

"Ja det var jo naturligvis en anden Sludder," sagde Kihler. "Fanden kan ogsaa hitte ud af alt det Avispjadderi. Disse Journalister gaar jo og lyver En Bukserne fulde hver eneste Dag — undskyld jeg siger det. — Naa, nu maa jeg for Resten stikke af. Venter vi Kæresten idag?"

"Vi ved ikke, om Flyge kommer," sagde Fru Herding. "Det er for Resten underligt af ham — han har slet ikke været her i den sidste Uge."

"Ja saadan gaar det," sagde Kihler. "Varmen den fordamper jo så småningom ... Har han ikke talt om Bryllup endnu?"

"Nej" — Fru Herdings Ansigt strammedes — "det har han ikke."

"Vi har jo da ogsaa Tiden for os endnu," sagde Anna. "Begge to." Tonen var næsten harmfuld.

Kihler gik. Hansen-Maagerup vilde tage Afsked med det samme. Men Fru Herding vilde paa ingen Maade tillade ham det. Nu da han endelig var der, maatte de have en Passiar sammen om de gamle Dage, de gamle Minder.

Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke om den sidste Tid, han havde boet hos Fru Herding — den var i dette Øjeblik ikke mere til for ham. Men om alle de Aftener da de havde siddet sammen og passiaret — kun de tre, som nu igen var her i hinandens Selskab. Det havde været Hjem — Hjem for ham, der aldrig selv vilde faa noget — Lunhed og blød, kærtegnende Hygge.

... Hvor han godt huskede den første Aften, han kom der — den Aften, da han flyttede ind. Frøken Anna var den Gang lige bleven konfirmeret. Den lange Kjole havde været hende saa ubekvem — det saa ud, som om hun hele Tiden vilde sparke den af sig. Da han kom ind i Stuen, havde hun siddet henne i en Krog af Værelset ved et lille Bord og spillet Skrabnæse med sig selv, og han var ganske uvilkaarlig kommen til at sige Du til hende. Men det varede jo ikke længe, før han opdagede, at hun var en voksen Pige ...

Der gik for Resten nogen Tid, inden de rigtig blev bekendt med hinanden. I Begyndelsen flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han viste sig derinde.

Saa kom de mange Aar, da han havde siddet og herset med Teologien, stønnet under en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Knæ. Det var saa lang og graa en Tid for ham, naar han nu tænkte tilbage derpaa — saa ensformig som Regn, der drypper og drypper. Men frem af alt det graa dukkede den ene Aften efter den anden — alle de Timer, da han havde siddet inde i denne Stue og mærket, at der dog var Nogen, der havde noget til overs for ham. For det var jo i Grunden slet ikke for at spille Kort, han var kommen derind. Det var for at være hos Mennesker. Og hver Søndag Aften syntes han, han havde saa meget at tale med dem om. Han vidste somme Tider slet ikke, hvordan han skulde faa det sagt altsammen.

Flyges Navn nævnede han slet ikke — talte ikke om de Aftener, da han havde været Fjerdemand ved Whistbordet. Men saa var det, Bøg var begyndt at komme der. Hvor han havde været ung, hvor han havde været glad! Han sprang altid op fra Stolen og gav sig til at gaa frem og tilbage, naar han blev ivrig — og ivrig det blev han i næsten enhver Samtale, han førte. Men der var ikke ærligere Menneske til end han, og han gik aldrig med forud fattede Meninger til noget. Ak ja! nu gik han jo der og halvvejs sled sig sin friske Ungdom ud af Sjælen. Og saa var han saa alene — for en gammel Vens Selskab kunde jo ikke være noget virkeligt for ham. Han var netop af den Slags, som skulde have Mennesker om sig — Mennesker, han kunde være god imod. Han havde saa varmt et Hjerte, saa rig en Kærlighedstrang!

Hele Tiden havde han rettet sine Ord til Fru Herding. Anna sad endnu henne ved Vinduet — tavs. Men han følte, at de ogsaa naaede til hende. Han havde en Fornemmelse, som om han talte fra en Prækestol.

Fru Herding vilde, at han skulde drikke en Kop Kaffe med dem. Og trods hans Indsigelser gik hun ud for at besørge det dertil fornødne. Saaledes blev han ene med Anna.

Da saa han hen paa hende. Hendes Udtryk var bedende, næsten angst. Pludselig skjulte hun sit Ansigt i sine Hænder. Og mellem hendes Øjenvipper piplede de blanke Taarer frem.

Han blev paa en Gang glad bevæget og ulykkelig forlegen. Han kunde ikke finde Ord, vilde ikke saare, kunde ikke trøste. Halvt uden at vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende og strøg hende med sin store Haand varsomt, varsomt over det bløde Haar.

Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere knugedes hun af Graad. Hun søgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bøjede det sammen som i Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun maatte græde, at det var bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig Medfølelse. Han var lige ved at græde selv.

Men da Moderens Skridt hørtes, rejste Anna sig og gik ind i Værelset ved Siden af, pludselig og uden et Ord.

"Hvor er Anna?" spurgte Fru Herding, da hun fandt Hansen-Maagerup ene i Stuen.

"Hun gik," svarede han, opreven og skælvende af daarlig Samvittighed. "Hun var bleven noget nervøs."

"Ja, det kommer jo saadan af og til. Men det gaar vel over med Tiden."

Og hun gav sig til at skænke Kaffe.

Fru Herding kunde ikke lade være at beklage sig saa smaat over Flyge.

Han var dog saadan stillet — det vidste hun — at han kunde stifte Hjem naarsomhelst. Ved Biblioteket kunde han ikke vente Forfremmelse de første Aar, saa i den Retning var der heller ikke noget at vente efter. Desuden maatte han være fuldkommen paa det rene med, at hans Svigermoder sad i smaa Kaar og at det faldt haardt for hende at forsørge den voksne Datter. Men hvorfor tøvede han saa? Straks da han var bleven forlovet, havde han erklæret, at han ikke holdt af lange Forlovelser. Nu syntes han fuldstændig at have forsonet sig dermed.

Det var virkelig saa kedeligt med ham. Nu var Udstyret næsten ganske færdigt — det laa og fyldte op i alle Gemmer. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulde stille op ...

Det var for Hansen-Maagerup, hun aabnede sit Hjerte. Han var efterhaanden atter bleven en hyppig Gæst i hendes Hjem. Ikke sjældent gik han derhen i Mørkningen for at faa sig en Passiar. Han havde vakt stor Deltagelse hos de to Damer for sit Arbejde for Velgørenheden, ja undertiden fulgte Anna med ham paa hans Undersøgelses-Ture. Fru Herding var glad derover: hun fandt det saa kvindeligt, at en ung Pige stillede sig Opgaver i Barmhjertighedens Tjeneste. Og naar han gik med hende ved sin Side, følte han sig gennemskinnet af en stille Glæde, som han aldrig før havde kendt.

Om Bøg talte de nu kun sjældent. Hansen-Maagerup havde selv en Fornemmelse af, at han en Gang for alle havde forsvaret hans Sag saa godt, han formaaede, og at alt, hvad han kunde føje til, snarest vilde svække det Indtryk, han havde fremkaldt. Og Anna nævnede aldrig af sig selv hans Navn.

Men for Fru Herding var det en stor Lise, at hun havde fundet En, til hvem hun kunde betro sine Bekymringer angaaende Flyge.

Han søgte i Begyndelsen at slaa dem hen og at trøste hende med, hvad han kunde finde paa. Men da han i nogen Tid havde tænkt over Sagen, kom han til det Resultat, at han gjorde Uret deri. Det var sikkert bedst baade for Anna og Flyge, om de blev drevne frem til et afgørende Valg. Kun derigennem vilde de faa fuld Klarhed over, hvordan de stod til hinanden. Naar det kom til Stykket, vilde de maaske begge vige tilbage for at binde sig til hinanden. Og Bruddet vilde være der.

Han opmuntrede da af al Kraft Fru Herding til at holde Flyge til Ilden. Og hun lovede ham, at om det blev nødvendigt, vilde hun rentud kræve, at han skulde give klar Besked.

Flyge selv traf han kun sjældent der i Huset. Og han havde paa Fornemmelsen, at han med Flid undgik at blive alene med ham.

Men en Aften kunde det ikke undgaas, at de kom til at følges ned ad Gaden, da de skulde hjem.

De var længe uden Ord. Flyge gik og nynnede. Hansen-Maagerup tænkte et Øjeblik paa, om han skulde gaa lige løs paa det, der dog laa dem begge paa Hjerte, og spørge ham, hvad i Grunden hans Mening var med Anna. Men han vovede det ikke. Det var ikke sagt, at Tiden var moden dertil.

Men omsider fandt han dog, at han burde gøre Begyndelsen til at bryde Tavsheden.

"Ja," sagde han, "det er længe siden, at vi to rigtig har faaet talt sammen, Flyge."

Han kunde ikke gøre for, at hans Stemme fik en egen bedrøvet, næsten bebrejdende Klang. Og Flyge standsede med et Ryk.

"Jeg vil sige Dig paa Forhaand: jeg afskyr Opgør," sagde han hæftigt. "Jeg har nok set, at Du har gaaet om og set engleligt forarget paa mig — Du og min Svigermo'er ..."

"Men kære Ven — kære Flyge ..."

"Jo — jeg ved det. Naa ja — jeg indrømmer ogsaa, at Du har nogen Grund til at udspy mig af Din teologiske Agtelse. Jeg optraadte som Din Ven — Du skænkede mig Din Fortrolighed — og samme Dag forlovede jeg mig med den Pige, Du holdt af. Men nu kan Du tro mig eller lade være, ligesom Du vil: i det Øjeblik, jeg talte med Dig, vidste jeg ikke, at jeg selv nogensinde kunde komme til at holde af Anna. Du ved jo, hvordan jeg tænker og føler: jeg tror, at alting her i Livet beror paa Tilfældigheder. Det var en Tilfældighed, at jeg blev forlovet med hende, Ingen af os havde før det Øjeblik tænkt paa noget saadant. Men naar først Afgørelsen er der, saa nær, at den kan gribes, saa viser man den ikke fra sig. I mange Tilfælde kan man det ikke."

"Du skal heller ikke bryde Dig det mindste om mig mere," sagde Hansen-Maagerup sagtmodigt. "Bare Du nu selv er rigtig lykkelig."

De gav sig igen til at gaa.

"Lykkelig," sagde Flyge roligere "— ja paa en Maade er jeg naturligvis lykkelig. Jeg har truffet et Valg — jeg nyder min egen mandige Beslutsomhed. Saa snart man bare gaar og venter paa noget, der skal ske, selv om det i Grunden slet ikke er noget, man ønsker, saa er Nerverne i Uro. Man føler sig revet ud af de daglige Fuger, af alle sine Vaner rent ud sagt. Naar saa Afgørelsen er truffen, ligegyldigt hvordan, saa faar man Fred. Det maa vel være det, man kalder Lykke."

"En fattig Lykke, synes jeg."

"Mon Livet har den rigere?"

"Ja men saa hun — Din Forlovede?"

"Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun længtes efter Lys og Luft, men hun turde ikke selv kæmpe sig frem til det. Saa kom jeg og tvang hende dertil. Nu har hun faaet Ro."

"Og hendes Kærlighed — den er Du sikker paa?"

"Sikker — nej. Jeg ved ikke, om hun føler noget af den Slags. Ikke en Gang, om hun overhovedet magter den Følelse."

"Men om der nu ..."

"Om der kom en Anden, hun holdt af, vilde Du sige. Men det gør der ikke. Du skal lægge Mærke til, at der er meget faa Mennesker, der har Evner til de saakaldte store Følelser. De elsker den Religion, det Land, de Forældre, Søskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de Digtere og det Væsen af det andet Køn, som man har vænnet dem til at dyrke. Andet falder dem slet ikke ind, med mindre da Maden er rent uspiselig og Digterne fuldkommen idiotiske og Væsenet af det andet Køn river Øjnene ud af Hovedet paa dem. Anna svigter ikke, og hun vilde ogsaa blot blive ulykkelig, hvis hun gjorde det."

"Jeg kan ikke lide saadan Tale, Flyge. Det vil jeg sige Dig, det kan jeg ikke. Jeg synes ligefrem, Livet ikke var værd at leve, hvis Du havde Ret."

"Hvem siger ogsaa, at det er det?"

"Og hvis Du nu tager fejl — hvis der nu alligevel havde været en anden Lykke for hende — hvordan vil Du saa kunne bære Ansvaret for, at Du har draget hende bort fra den?"

"Jeg faar jo i saa Fald min Straf. Jeg skal jo giftes med hende."

Hansen-Maagerup var lige ved at forsøge paa at udforske ham om hans Bryllupsplaner. Men han vovede det ikke. Han var bange for at give Anledning til, at Flyge skulde bryde overtvært og tage sin Beslutning. Og han følte sig ikke mere sikker paa, at dette vilde blive Signalet til, at den skæbnesvangre Forbindelse hævedes.

Det var med tungt Hjerte, at han lidt efter tog Afsked med ham.

Men Flyge drev ind ad Byen til. Skønt han overfor Hansen-Maagerup havde ladet ganske ubekymret, havde dog dennes Ord vakt en Række urolige Tanker hos ham, som i den sidste Tid havde forfulgt ham som onde Drømme. Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet sig til at døse alle Bekymringer ind i en doven Sorgløshed, der til Tider hartad imponerede ham selv. Men under denne havde en hel Skala af ubesvarede Spørgsmaal trængt paa. Voldelig holdt nede var de men ikke døde. Og der behøvedes blot det, at en Anden gav dem Ord, for at de skulde bryde de Fortøjninger, der holdt dem tilbage.

Uden at han havde gjort sig Grunden klar, var Brylluppet efterhaanden kommet til at staa som en Skræmsel for ham. Han havde søgt at bilde sig selv ind, at det, han frygtede, blot var de ydre Forberedelser. Det var Opgivelsen af Ungkarlehjemmet, Indretningen af en ny Lejlighed, Indkøbene af Møbler, alle Formaliteterne med gejstlige og verdslige Embedsmænd — tilsidst selve Bryllupsdagen med dens Udfoldelse af Familiefølelser, dens Opmærksomheder, for hvilke man skulde krumbugte sig og være taknemmelig, Visiterne og Vennernes Flovser og Hvedebrødsdagenes Sentimentalitet. Men nu gjorde han sig det mere og mere klart, at alt dette var Smaating i Sammenligning med det, at han vilde blive bunden til en fremmed Kvinde. Hun skulde trænge sig ind i alle hans Livs Timer. Aldrig vilde han kunne fordre at have noget for sig selv. En Umyndig vilde han blive, fik ikke mere Lov at vælge den Mad, han vilde spise, de Nydelser, hvori han vilde søge Hvile, de Tanker, han vilde tænke. Thi han vidste med sig selv, at han ikke ejede den Herskervillie, der faar alle sine Omgivelser til at tjene sig.

Han kunde ikke længere skjule det: han turde i Grunden ikke gifte sig med Anna.

Og alligevel holdt han af hende — saa meget, at han ikke kunde tænke sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende, og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om, at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.

Jo dybere han tænkte over det hele Forhold, des mere ophidset blev han. Saa dumt og ufint det var — dette at man for at være sikker paa at eje en Kvinde skulde have hende gaaende Dag ud og Dag ind i sin Stue. Talen var jo dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes at ville løbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke beholde sin Frihed og Uafhængighed, naar man vilde være tryg for, at hun ikke forlod En? Var det Forsørgelsesspørgsmaalet, der var det afgørende, saa skulde han gerne forpligte sig til at yde hende et passende Underhold. Hun skulde aldrig komme til at lide nogen Mangel.

Naar alt kom til alt, saa var det jo kun nogle af Ægteskabets saakaldte Fordele, han vilde give Afkald paa. Det var den daglige Gniden sig op ad hinanden, som man plejede at kalde Hjemmets Lykke. Hun skulde tilhøre ham og være ham tro — andet forlangte han ikke: sin Personlighed fik de begge to Lov til at beholde. Saaledes vilde de kunne bevare Forholdet finere og kyskere end de Fleste formaaede det.

Men det var umuligt at sætte noget saadant igennem — det var han ganske paa det rene med. Om han saa ti Gange kunde overbevise Anna om, at det var rettest saaledes, hun vilde dog aldrig vove det. Og dristede hun sig alligevel til at tænke derpaa, saa skulde Moderen nok vide at tage Modet fra hende.

... Han var uden at tænke derpaa kommen midt ind i Byen og gik nu ned ad Østergade. Der færdedes smaa Klynger af Folk, som kom fra Teatre og Selskaber. Nogle vandrede afsted i træt Familielykke, slæbende paa halvsovende Børn, hastende mod Hvile. For Andre begyndte nu først Aftenen. De strøg gennem Gaden som Rovfugle, der spejdende hviler paa de udspilede Vinger. Der var Kvinder med begærligt lurende Øjne, Mænd, der drev afsted paa maa og faa uden Maal og uden at kunne beslutte sig til at gaa hjem, smaa støjende Flokke, der valsede hen ad Fortovet, leende og snakkende, snart delende sig parvis, snart samlende sig til en fælles Raadslagning om, hvilke Glæder man skulde søge for Resten af Aftenen og Natten ...

Det var et saadant Selskab, Flyge pludselig saa sig omringet af. Og ud af Kresen skingrede imod ham en høj Kvindestemme.

"Hr. Flyge — halløj — godaften Hr. Flyge ..."

Han standsede og saa i Skæret af en elektrisk Gadelygte Fru Ellis Birgers Katteøjne flimre sig i Møde. Hun var i en højrød Aftenkaabe, og hendes Ansigt var blegt.

Det øvrige Selskab larmede op. Fru Ellis præsenterede. Der var en Maler, en Journalist og en Grosserer og endelig Hr. Birger. Men Sidstnævntes Genkendelsesevne var sløret af en Rus.

"Undskyld," sagde han og trykkede noget klamt Flyges Haand, "jeg kunde sgu ikke kende Dem."

"Gaar De med, Hr. Flyge?" sagde Fru Ellis. "Vi skal op et Sted og have os noget vaadt."

Og hun stak sin Arm ind under hans.

Flyge lod sig drage med. Han vilde i dette Øjeblik have fulgt med hvem det skulde være, blot han slap for at være alene. Men iøvrigt kunde han ikke nægte, at Gensynet med Fru Ellis voldte ham et eget Behag. Der var en saa velgørende Tomhed hos hende. Derfor kunde man være sammen med hende uden at blive træt.

Selskabet gik hele Strøget igennem. Fru Ellis næsten dansede hen ad Fliserne. Hun blev ved at holde Flyge under Armen og nødte ham undertiden til halvt om halvt at sætte i Løb.

Foran paa Vesterbro gik de ind paa en Restaurant. Det store Lokale var overfyldt. Som et Vand med talrige Svømmere laa det elektriske Lys, blaanende i Tobakstaagen. Hver eneste Plads var optagen — af Mennesker, der spiste og drak, Mennesker, der anstrengte sig for at komme i Stemning, Mennesker, der i Ensomhed søgte at slide Timerne. Og stedse kom der andre Mennesker ind ad Indgangsdøren, saa sig om efter et Bord, hvor de kunde slaa sig ned, og gik deres Vej, naar det viste sig, at intet saadant var ledigt.

Birger greb en Opvarter, der kom svirrende med nogle Fade, i Kraven, saa han standsede.

"Hansen," sagde han, "lad os faa et Bord for Satan!"

"Der er skam ikke i Øjeblikket, Hr. Birger," sagde Opvarteren. "Men det der ovre i Hjørnet bliver straks ledigt."

Og han forsvandt igen.

Men Selskabet gik hen til det Bord, hvortil det var blevet henvist, og stillede sig paa Vagt ved det, indtil de, der havde optaget det, rejste sig.

"Saa snupper vi det," sagde Fru Ellis. "Kom her, Drenge! Hvad skal vi nu ha'e? Skum? ... Næ — først maa vi ha'e noget at spise ... Hvad skal vi tage?"

"Jeg har spist," sagde Flyge.

"Sludder — man kan altid spise ... En lille Fugl — hva'? Skal vi tage en Fugl? ... De der! Opvartermand! Alvorsmand! Pip over det hele!"

Opvarteren nærmede sig med et velvillig-bekymret Ansigt.

"Vi vil ha'e Pip, forstaar De — Pipfugl ..."

"Vi har en udmærket Hjerpe."

"Ja — lad os bare tage Hjerpe — og hvad? Øl? ... Nej Vin ... De kan give os, hvad De vil — bare den bliver go' ... Og saa noget Smør og Ost — og Dessert — foreløbig ... Er Du gal — jeg tror min Sandten, Du sover!"

Birger havde sænket sit Hoved ned mod Bordet, lig en altfor safttung Blomst.

"Det gaar ikke," sagde hans Kone. "Saa maa Du gaa ud og faa noget Vand over Hovedet. Hører Du — ud med Dig!"

Birger rejste sig og gik med tunge, vaklende Skridt ud af Lokalet.

"Han kan heller aldrig taale noget," vrissede Fru Ellis. "Han er en kedelig En ... Kom her — jeg maa ha'e En ind i Sofaen til mig. Nej ikke Dem" — Grossereren vilde rykke ind ved Siden af hende — "det skal være Hr. Flyge — han skal være min Kavaller for i Aften."

Flyge satte sig i Sofaen, tæt op ad hende. Men han følte ikke mere nogen Glæde ved hendes Nærhed. Vel vilde han sidde ved hendes Side, men de to skulde være alene, og hendes Pludren skulde blot fylde Stilheden om ham. Nu sad hun der og larmede uskønt bakkantisk. Og rundt om hende disse Mænd, der gloede paa hende med paatrængende Fortrolighed og som ikke gjorde nogen Indsigelse mod, at en Fremmed trængte sig ind i Kresen, fordi de betragtede hende som en Art Fælleseje, som ingen Mand vilde tænke paa at hævde for sig alene.

Han saa ind i hendes spillende Øjne — Pupillerne var som svigefulde Svælg ned til Afgrunde, hvor der ikke var Fæste. Han fulgte hendes smidige Hænders Leg — de var som to graadige Væseler, der snoede sig efter Bytte. Hans Øje dvælede ved hendes fine, vævre Skikkelse — den syntes som skabt til at omslynges, men altid vilde den frigøre sig og synes lige uberørt og barnlig. Og han gjorde sig det klart, at hos hende var der kun usikre Eventyr at finde.

Men pludselig var det netop Eventyret og det usikre, der drog ham. Var det maaske ikke hans Livs store Fordærv, at han altid lod sig vugge i smult Vande? Han bevægede sig mellem lutter trygge Ankerpladser, og den ene syntes ham ligesaa god som den anden. Var det da ikke bedre, at der et Steds der ude — der hvor Søen taarnede sig mørkegrøn og skumkammet — fandtes en Ø med rankere Træer og rødere Blomster end dem, han hidtil havde kendt? Der vilde han gaa i Land, og han vilde for bestandig dvæle der, og uden Frygt skulde han se Bølgerne brydes rundt om sig ...

Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte sit Glas og hævede det mod Fru Ellis. Og hendes Øjne glimtede ham i Møde.

Omkring dem boblede Larmen op. Maleren sagde nærgaaende Vittigheder til Fru Ellis, Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten smilede beskyttende. Men Flyge havde ikke Øje for Nogen af dem. Han sad blot og saa paa Fru Ellis, og det syntes ham, at han tvang hendes Blik stadig mere og mere ind i sit.

Hr. Birger kom tilbage. Han bævede af undertrykt Beruselse og flød tavs ud paa en Stol. Ingen af de Andre ænsede ham. Og i Lokalet syntes man at anse hans Tilstand for en Selvfølgelighed. Der var indadvendt Fuldskab baade her og der.

Maden kom paa Bordet. Fru Ellis tog sit Glas og hævede det højt over sit Hoved. For Flyge var det, som om Vinens Rødme lagde et Solskær over hende.

"Skaal Allesammen!" sagde hun. "Skaal, mine Trofaste! Kan I se, hvor det skinner rødt! Det er ligesom jeg havde Ild i Haanden! Det har jeg ogsaa — jeg har Ild, og den skal rense, siger man. Nu vil vi glemme alt det, som vi gaar og grunder paa til daglig: vi har jo Allesammen vores. Jeg har ingen Roller, og Du, Maler, faar ikke noget solgt. Du arme Pressedjævel er ved at gaa i Hundene, Grossereren har Podraga, Birger er saa fuld som et Marsvin og Hr. Flyge er forlovet! Men det bryder vi os ikke om! Det blæser vi et Stykke! For i Aften vil vi være glade og tilbede Ilden! Kom her alle fem — frem med Ho'derne — nej kom her med dem — frem over Bordet — saa skal jeg indvie Jer ...!"

De bøjede Alle Hovederne frem. Fru Ellis dyppede Fingerspidserne i sit fyldte Glas og stænkede hver af Herrerne et Par Draaber i Hovedet. Saa kastede hun Glasset med Resten af dets Indhold mod Gulvet, saa det splintredes i mange Stumper.

"Hansen — et nyt!" raabte hun. "Skidt hvad det koster! Bagefter skal vi have Skum!"

Alle Herrerne lo. Grossereren klappede. Han havde runde, udstaaende Øjne, der helst dvælede ved Udskæringen i Fru Ellis' Kjole.

"Skal vi ikke ha'e Østers?" snøvlede han. "De er go'e for Tiden. Østers om Vinteren og Kærlighed om Sommeren ..."

"Nej, vi skal hverken ha'e Østers om Vinteren eller Kærlighed om Sommeren ... Pas paa Deres Øjne, Iversen, De spilder dem paa Dugen ... Birgermand, Du skal vist udenfor ..."

Birger stønnede saare. Og han rejste sig vaklende og gik ud.

Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. Hun udbragte Skaaler og uddelte smaa, behændige Naalestik til hver især. Men alt, hvad hun sagde, tjente kun til at hidse dem. De rykkede hende bestandig nærmere. Grossereren var halvt om halvt inde i Sofaen ved Siden af hende, de Andre bøjede sig idelig frem imod hende. Kun Birger syntes ganske sløv. Han var bleg og bevægede sig hyppigt ud og ind.

Men Flyge sad med en tydelig Fornemmelse af, at det hele var en Forestilling, som hun arrangerede for ham alene. Han saa disse Mænd bøje sig under hendes Dressur, og han syntes, at hun paakaldte hans Bifald. Undertiden trykkede hun hans Haand under Bordet, og hun blinkede til ham og drak ...

Da følte han det, som om den Ild, hun havde indviet ham med, glødede gennem alle hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde stemt sig imod hende, det slappedes og gled til Side. Han havde for et Par Timer siden fornægtet Lykken — nu blev han atter En af dens Troende. Kun var denne Lykke ikke noget, der maaltes ud i Alenvis, ikke en Sum af stille dvælende Tilfredshed, knap en smuk Drøm. Den var et Glimt, et Sus, et Jag af Ild. Men kun den kunde gribe den, der ikke kendte Frygt, ingen muldne Betænkeligheder, ingen klamme Skrupler ...

... Forlængst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kaféen. Dørene var lukkede: ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der nu sad, fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man følte ikke længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gæsterne med urokkelig Overbærenhed, som fodrede de Dyr.

Paa Bordet foran Fru Ellis og hendes Selskab var det ene Sæt Flasker efter det andet tonet frem. Champagnen havde bruset, Whiskyen havde bredt sin tøre Frækheds Aande. Saa havde man ladet sig hidse af Kaffe og inddovne af Likører. Og nu var Herrerne blevne trætte. Birger sov ganske aabenlyst, og de Andre døsede over Cigarerne, hvis hvide Aske fredeligt dryssede ned ad dem. Kun Fru Ellis og Flyge var fordybede i Samtale.

Og Fru Ellis syntes pludselig at være bleven en Anden end den, han før havde kendt. Hendes Øjne glimtede ikke som for lidt siden, de var blevne dybere og havde faaet en fugtig og varm Glans, og de lange, mørke Vipper skyggede for dem som en blid Sorg. Hendes Stemme var dæmpet og blød, og Ordene, som hun fandt, var fine og vemodige ... Hun fortalte ham om sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig Søgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan hun stedse søgte Mennesker og kun fandt Mandfolk — for Kvinderne dem var hun jo forlængst færdig med, saadan som hun var. Og Flyge sad og lyttede. Han greb hendes Haand og beholdt den, og han tænkte ikke over det. Og han saa hende ind i Øjnene og syntes, at han sank ned i saa stærk og dyb en Sjæl, hvor han kunde finde Hvile. Men det var ikke en tam Tilfredshed som den, han følte sammen med Anna — det var en Følelse, der helt omsluttede hans Væsen og som gennemglødede det med en Varme, han aldrig før havde fornummet.

... Langt om længe enedes man om Opbrud. Birger ruskedes vaagen, og Regningen forlangtes. Flyge og Grossereren delte Udgifterne. Det øvrige Selskab syntes ikke at skænke dette Spørgsmaal en Tanke.

Da man kom ud paa Gaden, havde en tæt Taage lagt sig over Byen. Husene paa den anden Side af Gaden skimtedes kun utydeligt som døde, sorte Masser. Og enkelte Lygter stirrede mat frem, ude af Stand til at gennemtrænge Skydampene, røde og afmægtige som betændte, halvblinde Øjne.

Man blev enig om at tage Droske. Birger blev anbragt paa Bagsædet i en af Vognene. Fru Ellis greb Flyges Arm og smuttede ind med ham. Hun smækkede Døren i, inden Grossereren, der med vaklende Skridt nærmede sig, var naaet hen til den.

Flyge raabte ud ad Vinduet Ægteparret Birgers Adresse til Kusken. Birger var allerede sunken ganske livløs sammen.

Og mens Vognen gled gennem Taagesøen, mærkede Flyge, at et Pur af Haar strøg sagte hen over hans Kind ...

Det Øjeblik stod for Døren, da Viggo Bøgs Opfindelse skulde prøves af de Sagkyndige. Gennem Modløshed og idelige Tvivl, gennem Fejltagelser og mislykkede Forsøg var han naaet frem til et Resultat, et Fremskridt i Brødfabrikationen, som han følte sig sikker paa.

"Meget bliver det maaske ikke," sagde han. "Det kan være, der er dem, som knap nok vil kunne mærke det. Men det er altid et Fremskridt. Og jeg synes dog, jeg har Lov til at være glad over det."

"Det har Du," sagde Hansen-Maagerup løftet, "og Du har fortjent alt, hvad Du kan faa ud af det."

"Ja ser Du, jeg har jo ikke selv Kapital, saa jeg kan udnytte Patentet. Men jeg vil tilbyde Opfindelsen til Fabrikken. Der vil naturligvis gaa ikke saa kort Tid, inden den faar sin Anlægskapital ind igen. Men jeg tror, Sagen er saa sikker, at der ikke er noget at betænke sig paa."

"Er det da Din Mening, at Fabrikken skal have hele Fordelen?"

Bøg smilte.

"Nej, det er det sandelig ikke," sagde han. "Naturligvis skal den have sine Udgifter dækkede. Og en Godtgørelse for Risikoen maa den ogsaa have. Men hvad der ellers kan spares ved Opfindelsen, skal komme Forbrugerne til gode. Det vil jeg betinge mig i Kontrakten."

"Og Du tror, Direktionen gaar ind paa det?"

"Ja naturligvis — hvorfor skulde den ikke det? Skaffe de Fattige billigere Brød — det er jo noget, som vi Allesammen gerne vil. Desuden bliver det Fabrikken, der faar hele Æren. Hvad jeg har gjort, er det mindste af det den er det, der skal føre hele Sagen frem i Livet."

"Har Du talt med Direktøren om det?"

"Nej, det har jeg ikke. Jeg kan jo ikke give mig til at forhandle, synes jeg, før Opfindelsen er prøvet og funden god. Men jeg er sikker i min Sag. Jeg har undersøgt alting saa nøje: jeg kan ikke have taget fejl. Det værste er, at min Metode maaske gør nogen Arbejdskraft overflødig. Men ogsaa den Side af Sagen har jeg tænkt paa. Tabet bliver mange Gange mindre end Fordelene. Og saa maa Offeret jo bringes. Desuden vil Opfindelsen trænge saa langsomt igennem, at Folk faar rigelig Tid til at træffe deres Forholdsregler."

... Bøg havde henvendt sig til en anset Videnskabsmand og bedet ham i Forening med Fabrikkens Direktør bedømme Opfindelsen. Han havde sendt ham sine Planer og Tegninger, fra ham skulde de gaa videre til Direktøren. Bøg gik nu og ventede paa at blive tilsagt til et Møde, hvor han saa vilde faa deres Mening at vide.

Selv var han overmaade rolig. Men Hansen-Maagerup var syg af Utaalmodighed. Hver Dag ventede han, at Svaret maatte komme. Naar det ringede paa Dørklokken, isnede Lyden igennem ham, og han styrtede febrilsk ud for at se, om det ikke skulde være Brev. Saa kunde det hænde, at det virkelig var Postbudet, der havde ringet, og han kom stormende ind med Brevet, sikker paa, at det maatte være det rette. Og naar det saa viste sig, at det var et andet, ligegyldigt, kunde han næsten harmes over Bøgs Ro.

Han kendte ham ikke igen: han, som ellers kunde være saa ilter ...

Men Tiden trak ud, og der kom ingen Besked. Bøg besørgede hver Dag sit vante Arbejde paa Fabrikken, men Direktøren var tavs. Og Bøg kunde ikke overvinde sig til at spørge.

Tilsidst blev Ventetiden ham dog for lang. Han mindede Direktøren om Sagen. Og Direktøren lovede at bringe den i den ansete Videnskabsmands Erindring.

Et Par Dage efter havde han Besked. Professoren havde endnu ikke haft Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen. Men nu lovede han, at den skulde blive fremmet saa hurtigt som muligt.

Saa ventede Bøg og Hansen-Maagerup paany.

Men omsider kom da Dagen, da det afgørende Møde skulde finde Sted.

Hansen-Maagerup stod i Brand fra om Morgenen, han glinsede og glødede, og han flakkede bestandig om i Værelset, satte sig hist, rejste sig atter op, drønede med tunge Skridt hen ad Gulvet, greb en Bog og slap den efter faa Minuters Forløb. Ind imellem fortabte han sig i alle de Muligheder, der vilde aabne sig, naar Opfindelsen nu var bleven godkendt og skulde gaa sin Gang gennem Verden. Hvordan Bøgs Navn vilde flyve rundt og blive nævnet med Ære — hvordan man vilde fejre ham paa Fabrikken — hvordan maaske en skønne Dag en højtstaaende Person vilde lade ham tilsige, fordi han var bleven greben af Beundring for hans Snille og ønskede at støtte ham paa hans fremtidige Løbebane ...

Men da Bøg var gaaet, grebes Hansen-Maagerup af Gru. Om der nu blot var en lille Fejl i de Beregninger, Opfindelsen hvilede paa, saa vilde den maaske helt styrte sammen. En saadan lille Fejl var det, han selv stadig havde bævet for, da han forberedte sig til Eksamen, og Skrækken sad ham endnu i Blodet.

Den lille Fejl — den lille Fejl! Oprindelig havde Muligheden derfor staaet for ham som et ubetydeligt Kryb, et lille ondt og giftigt Bestie kanske men alligevel et, som kunde overvindes og udryddes. Men i Tidens Løb havde den skudt Vækst. Den var bleven til et stort, klamt Uhyre med ubarmhjertige, forstenende Øjne — et mystisk Væsen, som virkede lammende paa den, der kom det nær. Den var intetsteds og allevegne, denne Fejl. Den kunde ligge saa lige for, og alligevel kunde det være umuligt at faa Øje paa den. Naar galt skulde være, kunde Bøg have begaaet en Fejl i den lille Tabel, og alle hans Beregninger kunde snuble derover.

Efterhaanden som Timerne gik, blev han mere og mere hjertegreben af Angst for, at noget saadant virkelig skulde være sket. Ja han følte sig næstendels sikker paa, at det maatte være Tilfældet. Han var i sit Liv saa vant til at møde Uheld, saa han næsten forudsatte, at det til Stadighed laa og lurede ikke blot paa ham selv men ogsaa paa de Mennesker, han holdt af.

Havde han blot tænkt paa alt det, inden Bøg gik: han vilde have tvunget ham til endnu en Gang at se sine Beregninger igennem. Et Øjeblik foer den Tanke ham gennem Hovedet, at der endnu var Tid. Han maatte sporenstregs se at faa sendt Bud hen paa Fabrikkens Kontor, hvor Samtalen skulde finde Sted. Under et hvilketsomhelst Paaskud maatte han se at faa Bøg til afbryde den straks og faa den videre Forhandling opsat til en anden Dag. Var der virkelig en Fejl, vilde han da have Tid til at rette den ...

Men en Smule Eftertanke sagde ham, at han intet vilde kunne udrette. Han vilde blot blive let ud og maaske volde Bøg en Ærgrelse.

Saa foldede han sine Hænder og bad til Gud, at Fejlen ikke maatte være der men at Velsignelse maatte gro op af det Menneskeværk, der idag skulde staa sin Prøve. Og da han havde gjort det, følte han sig roligere til Mode.

Nede fra Etagen nedenunder lød der Klaverspil op til ham. Der var Nogen, der øvede sig paa en Melodi. Naar den Spillende var naaet til et bestemt Sted, gik Melodien i Stykker ... Det var ganske interessant at følge med og se, hvor ofte det vilde gentage sig, inden Vanskelighederne var overvundne. Han indgik i Tankerne Væddemaal med sig selv og gav sig samvittighedsfuldt til at tælle.

Det adspredte ham for en Tid.

Siden kom Anfaldene af Angst af og til igen. Men han var utrættelig i at finde paa ørkesløse Sysler for at holde dem nede ...

Omsider kom da Bøg hjem. Der var et underlig slapt Smil om hans Mund, da han traadte ind ad Døren.

Hansen-Maagerup trippede om ham. Han havde en Fornemmelse, som malede en stor Kværn i hans Indre. Han formaaede ikke at tyde Udtrykket i sin Vens Ansigt, og han turde knap spørge.

"Naa?" sagde han da omsider.

"Ja," sagde Bøg i en træt Tone, "med Opfindelsen er der ikke noget i Vejen. Det vidste jeg ogsaa nok. Mine Beregninger var rigtige. Det kunde ikke slaa fejl."

"Jamen hvad sagde de da?"

"Professoren var meget venlig. Det var virkelig et betydningsfuldt Fremskridt, sagde han. Og Ideen tydede paa ualmindelige Evner ... Ja han sagde saamænd, at den vilde kaste Glans over dansk Videnskab ..."

Hansen-Maagerup bøjede Hovedet. Nu da den store Glæde var der, følte han sig næsten overvældet deraf. Han formaaede ikke ret at rumme den.

"Det var da en Glæde," sagde han kun.

"Direktøren var ogsaa meget anerkendende. Men han nævnede jo straks den store Anlægskapital."

"Han mente da ikke, at det kunde være nogen Hindring?"

"Nej — det gjorde han ikke. Han turde love mig, sagde han, at Selskabet nok skulde overtage Risikoen. Der er i Virkeligheden ingen, skønt der kræves straks Maskiner for over hundred Tusinde Kroner."

"Det var meget!"

"Ikke for meget. Gevinsten vil jeg anslaa til 60—70,000 om Aaret. Saa Du ser, det vil ikke vare saa farlig længe, før det er fuldstændig dækket."

"Bøg — jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg er glad."

"Aa — lad os nu først se, om der er Grund til det. For nu kommer det an paa, om jeg kan faa en Kontrakt med Selskabet som jeg vil have den."

"Det maa Du da sagtens kunne."

"Det skal Du ikke sige. Jeg bragte det jo straks paa Bane ..."

"Og hvad sagde han saa?"

"Han slog det hen. Han klappede mig paa Skulderen og sagde, at jeg var en stor Idealist, men jeg lærte vel at se mere praktisk paa Tingene. Han skulde nok sørge for, at jeg blev tilfreds."

"Havde han da noget andet at foreslaa?"

"Ja. Han nævnede, at Selskabet maaske vilde give mig en større Sum straks for Opfindelsen og saa en passende Tantième ..." "Men det tog Du da imod?"

"Tog imod? Jeg har jo sagt Dig, at jeg vil have, min Opfindelse skal komme Forbrugerne til gode. Jeg vil have mit Arbejde betalt, og Fabrikken skal have en rimelig Fortjeneste. Lad den beregne sig sin Anlægskapital og en halv Snes Procent, saa mener jeg, den kan staa sig ved Forretningen. Men hvorfor skulde disse Aktionærer høste saa at sige hele Fordelen? Eller jeg? Hvad er mit Arbejde i Grunden værd?"

"Jeg synes dog ..."

"Maagerup — Du maa ikke sige mig imod. Og jeg skal sige Dig en Ting: jeg synes ikke rigtig, jeg kunde faa Mod til at tage mod alle de Penge — nu, i min Alder. Det vilde ligesom blive saa tomt for mig, naar jeg ikke mere havde noget at arbejde hen til for mig selv — jeg er bange for, at Pengene vilde tage min Villie fra mig ... Nej, nu taler vi ikke mere om det. Nu kunde jeg godt lide, at vi gik ud sammen — det er saa længe siden ..."

Lidt efter sad de to Venner sammen paa en Restaurant. Maaltidet var ikke overdaadigt, men blot det ikke at søge til det sædvanlige Spisekvarter var dem en Fest. Hansen-Maagerup sad hensunken i en sagte snurrende Lyksalighed og drak bestandig paa sin Vens Velgaaende, mens denne udviklede sin Fremtids Planer. Hvordan det saa gik, maatte vel nu Fabrikken holde paa ham og maaske forbedre hans Stilling — og han kunde faa Tid at dyrke sine Studier — og gøre nye Opfindelser naturligvis ... Det kunde nu more ham at finde paa noget Djævelskab af en eller anden Slags, som blot skulde være til at more Folk. Allerede dæmrede der noget for ham om en ny Art Lysvirkninger, som særlig kunde anvendes ved Illuminationer og som havde den Fordel, at de var langt billigere end noget af, hvad man hidtil havde kendt. Det skulde tindre og gløde og skinne, saa Folk blev glade af det og lette i Sindet og holdt op med at gaa og tænke surt ... Men det vilde han have Penge for — ikke saa faa Penge endda ...

Men naar han talte om, hvad Livet endnu kunde tiltænke ham, var der Øjeblikke, hvor han blev tavs. Og Hansen-Maagerup saa forknyt og raadvildt paa ham — som en Hund, der føler, at dens Herre er forstemt og som saa inderlig gerne vilde hjælpe, naar blot den vidste sine levende Raad.

Og da Aftenen kom og de sad sammen i et Koncertlokale, hvor de havde søgt hen for at lade Lyden af Orkestermusikken og af mange Menneskers Summen stemme sig til Fest — da krævede Dagens Spænding sin Ret. Rundt om dem rørte Livet sig — men de havde en Følelse af selv at være udenfor, at sidde langt borte og se det hele gennem et Slør af Taage.

I en Maaneds Tid forhandlede Bøg næsten hver Dag med Fabrikken. Først var det med Direktøren alene, saa med Aktieselskabets Bestyrelse. Der blev holdt lange Møder, men man naaede ikke frem til Enighed. Aktieselskabet var villigt til at byde ham personligt saa gode Vilkaar som han kunde ønske sig det, men man vilde ikke gaa ind paa at lade sig foreskrive, hvor meget af den Fordel, Opfindelsen vilde kunne yde, der skulde komme Forbrugerne til gode. Og Bøg stod paa sit: han vilde ikke sælge sin Opfindelse paa andre Betingelser end dem, han først havde stillet.

Imidlertid var Rygtet om Opfindelsen kommet ud. I Pressen begyndte man med at omtale den med patriotisk Rørelse som en brav Sønnedaad til Landets Velfærd. Derpaa glemte man den igen. Indtil det en Dag kom frem, at Opfinderen havde vist sig utilbøjelig til at sælge den paa hæderlige Vilkaar. Saa lod man ham faderligt vide, at han vistnok vilde gøre bedst i at slaa ind paa en mindre balstyrig Gangart og at Hensynet til Almenvellet var vigtigere end hans private Nykker.

Mellem Fabrikkens Arbejdere vakte Sagen ganske naturligt særlig Opsigt. Og en Dag mærkede Bøg, at de var komne under Vejr med, at Opfindelsen betød Indskrænkning af Arbejdsstyrken. Der rejste sig som en kold Mur af Uvillie mellem ham og dem. Og naar han færdedes i de store, øde Arbejdsrum, følte han Stinget af deres mistroiske Blikke.

Saa indbød han alle Arbejdere i Faget til et Møde. Han vilde forklare dem, hvori hans Opfindelse bestod og hvad han haabede at udrette med den. Bagefter kunde de komme med deres Indvendinger, og han vilde give dem Svar derpaa, saa godt han formaaede.

... Salen, hvor Mødet skulde holdes, brugtes Aar ud og Aar ind til allehaande. En klam, uren Lugt af gammelt Snavs slog ud fra dens Gulv og Vægge. Gaskronen, der hang midt under Loftet, formaaede kun halvt at oplyse den. Paa hver Side af Talerstolen viftede Flammen af et Stearinlys.

Da Viggo Bøg stod deroppe, syntes han, at en fjendtlig Skummelhed slog ham i Møde. Han kendte mange af de nærmeste Ansigter: der var Arbejderne fra Fabrikken, og paa første Række lyste Hansen-Maagerups bekymrede Venskab. Men de, der sad bagerst i Salen, kunde kun utydeligt skælnes. Han saa Ansigterne tone blegt frem af Halvmørket, og det var som stirrede der Kulde og Spot ud af dem.

Der havde været livlig Samtale, da han traadte ind, og han havde hørt en Latter, som skraldede op fra en af Rækkerne. Nu, da han viste sig paa Talerstolen, blev der tysset paa de Højrøstede. Det lød, syntes han, som naar en vaad Svamp gaar hen over en Tavle.

Men saa blev der ganske stille.

Han begyndte at tale. Hans Stemme dirrede lidt — og dog var han ganske rolig. Saa rolig, at han kunde staa og beregne de rent ydre Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes Klang, som var det en fremmed.

Først og fremmest udviklede han sin Opfindelses rent tekniske Side. Hjemme havde han anvendt megen Omhu paa at forme det hele saa simpelt og tydeligt, at det maatte kunne nemmes af den mest knudrede Hjerne. Og han mærkede, at han blev forstaaet. Undertiden kom der endogsaa nede fra Salens nederste Ende en svag Bifaldsmumlen.

Og som han nu stod der og talte for disse Arbejdere, syntes han, at han paany gennemlevede hele sin Opfindelses Tilblivelse. Han følte, hvordan den første Tanke derom slog ned i ham og siden ikke vilde unde ham Ro. Han syslede med den i sine Tanker i alle de ledige Timer, han havde. Der var Øjeblikke, hvor han næsten fordømte den som Galmandsværk og følte Undseelse overfor sig selv, fordi han i Alvor havde givet sig af med den. Men saa kom den igen med større og større Styrke: den vilde ikke slippe ham, den aad sig ind i hans Liv. Vanskelighederne syntes mindre og mindre uoverstigelige, og den Dag kom, da han kunde begynde paa den praktiske Udformning i Laboratoriet. Dag efter Dag stred han, arbejdede, haabede, fortvivlede, følte Sejrsvisheden risle varmt igennem sig og Frygten for Nederlaget gribe sig om Hjertet med kold Haand. Men endelig var da alle Vanskeligheder overvundne. Sejren kunde ikke længere vristes fra ham — og nu stod han her, bød sin Gave frem, rede til at modtage sin Dom ...

Han var bleven varm. Store Sveddraaber stod paa hans Pande. Han syntes, at en Bølge af hed og tung Luft væltede sig op imod ham. Men han ænsede det knap. Han talte ikke mere alene til dem, der sad nede i Salen. Talen var bleven ham et Liv, som han maatte igennem.

Og han gik over til at forklare, hvad han nu haabede at kunne virke med sin Opfindelse. Brødet var Livet for Menneskene. Gennem det diede de daglig Moder Jord.

En Gang havde det været saadan, at de tog af Jorden, hvad de havde behov — tog det som det var og aad det. Men den Tid var kommen, da Moder Jord ikke af sig selv gav sine Børn, hvad de behøvede for at leve. De maatte vriste det fra hende, og de maatte kæmpe om det med Hverandre indbyrdes. Barneforholdet var blevet krænket.

Men Kærligheden til Jorden havde de ikke mistet, og de kunde ikke undvære det Brød, den skænkede dem. De havde taget Land, hver sit Stykke, for at dyrke det. Intet af, hvad Mennesker ejede, følte de sig saa inderligt knyttede til som til det. Deraf opstod Kærligheden til Fædrelandet, til Hjemmet, til den Ejendom, der var nedarvet gennem Slægterne ...

Og af denne Kærlighed var Kulturen født. Kulturen var Bestræbelserne for at give Menneskene igen, hvad de en Gang havde mistet: Sansen for det gode, det skønne og sande — og saa Brødet.

Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. Maaske betød den kun uendelig lidt, maaske vilde den om faa Aar være overfløjet af andre, vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for Kulturen, fordi den vilde gøre det en Smule lettere for Mennesker at faa Brød. Skulde det vise sig, at den ikke evnede det, da vilde den dø af sig selv.

Men om den havde den Betydning, som han saa sikkert troede, da havde intet Menneske Lov til at stritte imod den, og Enhver skulde være villig til at bringe Ofre for, at den kunde vinde frem. De, som handlede anderledes, de arbejdede imod Kulturen. Og det var Helligbrøde.

Han havde under de sidste Ord hørt nogle Udbrud af Misfornøjelse. Der var bleven slynget et ironisk Spørgsmaal op til ham, og man havde leet.

Men alt dette var ham ligegyldigt nu. Om han saa ikke vilde kunne overbevise en Eneste af dem, der sad og hørte paa ham: han maatte dog tale.

Og han gik over til at omtale, hvordan nu Opfindelsen vilde virke indenfor Fabrikken. Han forklarede det hele ganske tørt og nøgternt med Tal og uigendrivelige Kendsgerninger. Han vilde intet dølge: der vilde blive nogen Indskrænkning i Tallet af de Arbejdere, som herefter kunde anvendes. Men han vidste ogsaa, at Arbejderhæren følte sig som et Hele. Den var et uhyre Broderskab, som der knap havde været Mage til i Historien. Alle maatte de være villige til at ofre sig for det fælles Bedste. Og det vilde de ogsaa gøre nu. Arbejderne skulde nok selv sørge for, at Ingen blev brødløs, fordi Brødet blev billigere for dem alle.

Han havde søgt Kapitalens Hjælp til at føre sin Opfindelse ud i Livet. Om den vilde blive ham ydet, vidste han ikke. Det, han havde virket, det lagde han nu frem for Arbejdernes Dom. Og han var vis paa, at der ikke var en eneste, som vilde vise ham tilbage ...

Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene blev stedse hyppigere: man brød ud i ironiske Bifaldsraab, og man afbrød ham med allehaande Spørgsmaal. Men han hørte det næppe. Han fornam blot det hele som en ubestemt Larm. Om den betød Bifald eller Mishag, det gjorde han sig ikke klart.

Men nu, da han steg ned, brød der en forvirret Støj løs. Der var ikke Faa, der klappede, men Størstedelen af Forsamlingen blot larmede. Og han fornam, at Stemningens Vindretning bar imod ham.

Midt i Salen rejste en arbejdsklædt Mand sig op. Han gik med tunge Skridt gennem Sværmen op paa Talerstolen. Da han stod deroppe, forvandledes Larmen til udelt Bifald.

Han saa med et selvsikkert Smil ud over Forsamlingen og slog ud med Haanden. Saa blev alt stille.

Med en Stemme, der mest slæbte sig afsted men som undertiden dirrede af Lidenskab, begyndte han at advare mod Kapitalismen. Arbejderne havde lært at vare sig for den, naar den optraadte i sin sande, krasbørstige og brutale Skikkelse. Men langt farligere var den, naar den kom med de søde og fede Ord. Det var det, den havde gjort i dette Tilfælde. Her var Tale om et rent og skært Kapital-Foretagende, der efterhaanden vilde tage Brødet fra Tusinder af Arbejdere. Og nu vilde man give det Udseende af, at det skulde være i Arbejdernes Interesse. Men de var ikke saa dumme, at man kunde binde dem den Slags paa Ærmet. De var oplyste og selvstændige Mænd. Og de skulde vel vide at lyse enhver Art af Lumskerier hjem.

Da han tav, brød der Bifald løs fra alle Sider af Salen. Bøg vidste nu, at han havde tabt sit Slag. Han følte hverken Vrede eller Sorg derover, havde kun en slap og kold Fornemmelse af Tomhed.

Der kom flere Talere op imod ham. Nogle holdt vidtsvævende politiske Foredrag, Andre talte ud fra rent faglige Synspunkter. De kom med Tal, der beviste, hvordan de blev sultede. Og Stemningen i Forsamlingen steg stadig. Trangen til at udtale sig svulmede i de Fleste. Men de, som ikke havde Mod til at staa op paa Talerstolen, nøjedes med at sidde paa deres Plads og raabe deres Anskuelser op mod Talerne. Man ventede øjensynlig, at Bøg endnu en Gang vilde tage Ordet. Og da han tøvede dermed, søgte man at hidse ham dertil.

"Op med Opfindelsen!" lød det, "op med Mekanikken! Lad os faa Spilleværket at se! ... Han tør nok ikke! Han er bange for, at Urværket ikke vil gaa!"

Men pludselig tav disse Raab og afløstes af en nysgerrig Mumlen. Der var kommen en ny Taler op. Det var Hansen-Maagerup.

Hans store Ansigt var af Ophidselse endnu rødere end ellers. Og alle dets Muskler dirrede. Han stod et Øjeblik og bøjede sig frem over Talerstolens Rand. Hænderne havde han foldet.

"Det er en Præst!" var der saa En, der raabte. "Han skal kaste Jord paa." Nogle lo, men der blev straks igen stille. Man vidste jo ikke, om det var en Modstander eller en Meningsfælle, man havde for sig.

Han begyndte at tale. Han havde sin Nød med at faa Stemmen til at lystre, og Sætningsbygningen gik hvert Øjeblik itu for ham.

"Kære Arbejdere!" sagde han, "jeg tør sige, at den Sag — at Jeres Sag, den kan ogsaa jeg — ganske slutte mig til — eller føle Sympati for ... Jeg ved, hvor haardt det — hvor haardt det er at kæmpe for Udkommet — jeg har maaske set mere deraf end Nogen af dem, der er her til Stede. Men I maa være retfærdige — og det her i Aften — den Maade, I har stillet Jer paa — den er ukærlig — den er nederdrægtig ..."

Der brød en forbitret, glammende Larm løs nede i Salen. For hans Øjne glimtede det hadefuldt frem af et Par Hundrede Ansigter. Det saa ud, som om de fleste Mennesker dernede var Vilddyr, der kunde styrte frem og sønderrive ham. Men de raabte bare. "Ned med ham," "Vi vil ikke høre ham," "Smid ham ud" raabte de.

Men Hansen-Maagerup blev staaende. Han var slet ikke bange — tværtimod følte han nu, at al den Ængstelse, der før havde faaet hans Røst til at skælve, var forsvunden. Nu vilde han kunne sige Sandheden — ganske jævnt og ligefrem, saa de Alle vilde kunne forstaa ham. Han var ganske sikker paa, at naar han først kom til Orde, vilde han kunne overbevise dem. Og han vilde ikke vige. Taalmodigt vilde han blive staaende og vente, til der var kommet Ro i Sindene.

Men Støjen vilde ikke høre op. Den tog til i Styrke. De fleste havde nu rejst sig fra deres Pladser, og de strakte truende Hænderne op mod Talerstolen og raabte, at de ikke vilde høre noget mere.

Da stod den Mand, der først havde talt efter Bøg, op paa en Stol. Han slog paany ud med Haanden, og lidt efter lidt blev der stille.

"Jeg vil blot sige," sagde han, "at vi staar uden Magtmidler mod dem, der har lejet Salen. Der er ikke valgt nogen Ordstyrer, og derfor kan Ordet ikke fratages den Mand, der har haanet Arbejderne. Lad ham bare tale videre — der er jo alligevel Ingen af os, der tager Skade deraf. Men vi kan dog vise ham, at Arbejderne de ikke lader sig spytte i Ansigtet. Derfor foreslaar jeg, at alle vi Arbejdere efter den Fornærmelse, der er tilføjet os, øjeblikkelig forlader Salen. Saa kan han jo snakke for dem, der bliver tilbage."

Et Skrig af Jubel fulgte paa disse Ord: man lo, man raabte, man klappede. Et Øjeblik efter var hele Forsamlingen i Opbrud. Alle styrtede mod Udgangen, trængte paa, brød frem, som kunde man ikke hurtig nok komme ud. Men de, der var bagerst, blev ved at raabe Vittigheder op mod Bøg og Hansen-Maagerup.

Hansen-Maagerup stod fremdeles paa Talerstolen. Det var, som han stadig ventede, at man alligevel vilde betænke sig og vende tilbage for at høre, hvad han havde at sige. Men han var bleven ligbleg, og han kunde mærke, hvordan hans Ben rystede under ham.

Først da den sidste Arbejder var forsvunden og han og Bøg var ganske alene i Salen, gik han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord til hinanden fik de to Venner udleveret deres Overtøj i Garderoben og gik.

... Da de kom ud paa Gaden, var det Regnvejr. En skarp, kold Regn, som af en hidsig Blæst piskedes dem i Ansigtet. For dem begge var det en Lindring, at de maatte stride sig frem mod Vejret.

Men de vekslede kun faa Ord, og da var de næsten hjemme.

"Ja ja," sagde Bøg saa, "saa er altsaa det hele forbi."

Det gav et Sæt i Hansen-Maagerup. Vennens Stemme havde faaet saadan en uhyggelig Klang.

"Hvordan mener Du?" spurgte han.

"Jeg kan ikke blive paa Fabrikken. Jeg kan ikke mere arbejde sammen med de Mennesker."

Hansen-Maagerup bøjede tavs Hovedet. Han havde ikke tænkt paa det før, men han følte, at Bøg afgjort havde Ret.