SKAGENSFISKERE FØR OG NU.

Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den forbandede Sirene!

Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvæsen bag al denne ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem, Luften sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der foer deres velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et villigt Ekko.

Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa Havet, hele Døgn, naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skærgaard engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende, lamslaaede. Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud, forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand, alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en Varselsrøst. Vi forstod ikke Ordene, men Plaskene, som lød ind imellem, gav os Klarhed over, at en Baad nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper, var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans, som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne skælve og troede Baaden æventyrlig stor og endnu fjernt borte — indtil pludselig der faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i hvilken der sad nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor Hovmester ...

Men nu i denne Septembernat paa Skagen — der var ikke Lyd at høre uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; længe holdt Varselsraabene En vaagen, omsider sløvedes man dog og havde ikke friskt Begreb længer, tilsidst dyssedes man i Søvn.

Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og Astmatikere holdt sig inden Døre og smaaknystede uafladeligt. Og som Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede og ringede i ét Væk ... Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten? ... Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider, da ingen saadanne advarende Brøl lød fra Kysten. Gamle Fiskere, som fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste, mente de gamle Fiskere.

Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande, man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig døde bort i den stille strygende Dis.

»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«

Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med sine svære Lænder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin sorte Søndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt »redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse. Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik hans Næse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas. »Der er jo somme gode Mennesker til,« erklærede Ole tørt, »endda der er flere Lusangler!«

Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er Butikker med Ret til at »skænke«, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel Skik at drikke sig en Dram og en Taar Øl oven paa Tørnen; saa kan der tit staa en Snes Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer, Saltkasser og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen Fortæring, hvor mange Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold paa gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder dem. Derpaa, blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han véd, hvor Hætterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i Hætterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne fisker dog helst i Nærheden af Vragene, for »hvorhen' der er Vrag, dér er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde af Skaldyr. Og anden Slags Føde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskøjter og Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa var der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi kaldte »æ Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet med Byg; den trak Fisk til sig, maa De tro.«

Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk »paa en eller anden Facovn«, dernæst snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs Pilleri, bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden, og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger han atter Butikken en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. Da stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken eller paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter drøfte Fiskeriet fra den Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de fortæller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov« ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i saa mange Aar.

Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og spile Øjnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tænkte han.

»Naa, det er Dem,« sagde han genkendende til mig. »De har kanske ogsaa faaet Bjergeløn som de andre ferme Folk og kan gi' en lille Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.«

Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han mig Haand og trykkede den, saa det sved i alle Ledene. »De er den Mands Søn, der er takket,« sagde Ole. Det var nu hans Maade at være galant paa.

»En Cigarret!« foreslog jeg.

»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en bitte Bus — det var skjønnere.« Butiksdrengen, som kendte Oles Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og forsikret, »at han var den Mands Søn, der glædede sig gennem hele Kroppen«, blev han snakkevorn.

»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da kunde man fiske godt og drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og med to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... Jeg kunde komme hjem efter et halvt Døgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med Søstøvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa kunde der komme Bud fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere, »Rokkepinere« kalder vi dem, som var til Besvær. Og Wolle op og derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker mere end som ordentlig Snak:

Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem ud, de sølle Mennesker.

Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken bagefter. Jeg kunde bare kræve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra os, saa Gulvet flød os til Støvlevristen — men, se nu i Tiden er vi færdige at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv ved Siden af Butikken og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og staa op; saa kan man synke mere, det er sandt nok, men hvad nytter det, Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, fattige Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den Tid kommer maaske, at vi nok maa købe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i Vejret, om Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, Brorlil! Det er grimme Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! ...«

Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem til sin »bitte Pige« — saadan kalder han sin Kone, der er svagelig og altid til Sengs — og til sin røde Snaps, som er hans bedste Medicin baade mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden Tid til. Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag.

Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om dem taler han og de andre gamle »Stoddere«, som de kalder sig selv, med endnu mere respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke oplevet Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig til baade Øvrighed og Fiskere. Kancelliraaden var Byfoged paa Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man »tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i »Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige »Finder« sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en skønne Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brændte eller Vinen flød, gik han sporenstregs ind og krævede, hvad hans var, hvis han da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet af og bad Vorherre, at Gengældelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hændte det ogsaa nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og broderlig delte Rovet.

Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden. De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i Haanden og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene tilbage, saa forlod ogsaa de Kirken — og ilede til Stranden ...

Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool, der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt ødelagte Varer. Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand: hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede store Stykker Dowlas Lærred rent. Det var rart at have en Snes Alen til Lagener og Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af — men Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at de rapsede.

»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel vrælede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af, at han vilde vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik spist sin Grød:

Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker Lærred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling.

Se, det var Tider for fattige Fiskere!

Øvrigheden var flink og rimelig, den foer helst med Lempe.

Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød, at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af Stranden!«

Stranden var alles Ven og Tilflugt — ogsaa Kancelliraadens. En mørk Aften traf Kancelliraaden en tungt læsset Vogn, der kom kørende nede fra Stranden. Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa mistænkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens Øvrighed. Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Sække i den.

»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte Kancelliraaden i en rigtig venlig Tone men med nogen glubske Øjne lige ind i Jørgens forlegne Ansigt.

»Ja, hvem kan vide det,« sagde Jørgen og snappede efter Vejret.

Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, sagde han, stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt fejl Vej med Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været ned i Skoven til Kancelliraadens, det er bedst du kører derned med det samme, saa kan du jo lade en enkelt Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige om det? ... Saa maa du have Farvel saa længe ...«

Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus for Jørgen, men han maatte pænt gøre, som Kancelliraaden ønskede, ellers blev der ikke til at være for ham en Dag længere paa Skagen.

Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa han kunde blive snydt. Han havde en Fuldmægtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var strandet et Skib uden levende Folks Medfølge og lastet med mange rare Ting, som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til at rejse til København med Ladningen for at faa den godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han nede paa Kontoret.

»Naa« — tordnede Kancelliraaden — »endelig! Hvad har du saa faaet ud af Sagerne?«

»Det er gaaet lige op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af Befippelse.

Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han, hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en høj Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, dygtig er du!« raabte Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg kunde ikke selv ha' gjort det bedre — og det vil sige noget! ... Naa, bedre Held næste Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig paa det sidste.«

Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne, men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Præken havde Præsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og Hoerkarle — med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i ... Men efter Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: »Hvem følger bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa han erkendte sig en Synder for Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte Præst, jeg er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og jeg tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig« ...

Og med overbærende Mine forlod Kancelliraaden den skummende Præst.

Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit Embede, hvorledes han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid, han havde besøgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa Venskabet fra første Færd var bleven stiftet ... Med des større Glæde talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de høje Herskaber imøde iført stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnøren var den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprænge Skindbukserne paa et prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos Kancelliraaden, lønnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han skænkede ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft Levemaade! Og saa blev Sjette Frederik desuden med Følge en lille Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tømme nogle Ankere fortræffelig Vin — af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at ogsaa han havde Levemaade.

Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var en Foræring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i Øvrighedsgaarden inde i Plantagen.

Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han »skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem, des mere var der nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa sin Part — og fik Skyld for mere. Kaptajnen kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger — Havet havde i hvert Fald ikke taget ham, hvordan det saa end forholdt sig med Ladningen.

Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked. Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var betalt — og det kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen blev ved sit.

Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en levende Neger — men kloge Folk, som mener, at den amerikanske Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde.

En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nærmet sig den landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte Vædder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tænder bag blodrøde Læber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud; hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu — da vel aldrig selve Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt Stykke Strandingsgods.

Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det sorte Væsen kom dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt Brevskab i sin sorte Haand ... »Kan—cel—li—raa—den,« lød det ud af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig; Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk.

Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og til Morianen med maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker om Fænomenet.

Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nærmere end nogensinde før, da han brød Brevskabet og læste, at Negeren havde Lejdebrev som frikøbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord. Hans Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set i Skagen.

Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa blev han. Jan var hans Navn, og han viste sig at være en ferm Tjener.

Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget paa Kancelliraadens Enemærker — Tjenestepigernes Fløj i Byfogedgaarden — gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden, tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør, at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle Kancelliraadens Penge.

Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden.

Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin kære Neger. »Du er Død og min Salighed knippelfuld, Jan,« sagde Kancelliraaden og brast i Latter. »Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af Verden.

Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af sig selv under en svær Kolik, inden de fik Doktoren hentet.

Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og Trusler, lod Præsten sig ikke rokke.

Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads til Jan her i Plantagen. Han har været et pænt kønt Menneske imod mig og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i Jorden ... Dér henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Træer, der altid har mindet Jan om hans Fødeland, lad ham blive begravet under dem.«

Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans Grav ikke til at finde mér.

Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Død. Og han levede som ellers altid — af Stranden. »Han var et slemt Spøgelse i Pengesager,« siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa Opgørelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for deres Ærlighed; de Folk, der købte ved Auktionerne, var bedre stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde være det bekendt, lade være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«.

Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissionæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad.

Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om.

»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden fra Baaden. »Han har altid villet haft Munden fuld — nu behøver han ikke at gabe efter mér.« Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i Skagen — næst efter mig selv.«

Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten. Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som Øvrigheden paa Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet blevet saa mærkelig let at vægte paa.

Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt — nej, der fandtes dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens Fiskere bruger.

»Hvem er det sin Vante?« spurgte Kancelliraaden.

Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde jo ligne denne her.«

Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gøre med Erik i Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan da aldrig være din Vante, hvordan i al Verden skulde den være kommen i Chartollet. Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med Erik.

Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By — Retsforholdene nu er som andre Steder i Landet, maaske endda bedre, for Raadhusets tre Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til Kysten.

Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig alene fordi den ikke har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller Brolægning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent hundred Aar gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted var gjort Forsøg med Træplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden, der har skabt Skagens gamle Plantage — han lod uden videre Helmene rykke op af en Mængde Klitter og gravede dem ned til Gødsel for Plantagens Trær. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for Plantagen, hvor Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens Skagboer vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen i Bytte.

Og mærkelig er Skagen, fordi den ikke har Havn!

Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af Byens Familjefædre bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste, Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse, som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld grinagtige Fyre.

Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede Individer i alle tre Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre Etikette, som sætter Skel mellem værdifuldt og vrangt, men Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktér.

Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med Skagboerne: ude omkring Grenen paa Snurrevaadstræk og langt henne i Vesterhavet paa Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nær, at der er etableret et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er aabnet En Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, de store med de smaa. Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i Kancelliraadens Dage.

Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.

Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og dets Udøvere er mest kulturelt berørte. Faar Skagboerne Havn, vil ret snart alle Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der er Driftighed i disse Folk.

Det er fra Samværet ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine bedste Skagensminder.

I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord hos Kutterfolkene.

Fra en saadan Kuttertur mindes jeg — nej, lad mig fortælle hele Turen:

Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de største i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en Lystyacht og var fra Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strøg den forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end nogen af de andre.

Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning.

En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lære var Hedning.

»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde en af Folkene i en trøstende Tone.

Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min Nærværelse, bad jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller søge at bevæge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig dertil. Jeg var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede jeg, vi kunde tale om hvadsomhelst.

Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje paa Damdækket midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud.

Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler saadant Arbejde ikke. Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da hører man en Rødspætte sprælle i Dammen. Skuden har Ankeret ude, Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste Klarhed — en uforglemmelig koloristisk Nydelse.

Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.

Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning med Vaaddene energisk i Trit.

Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det er ikke de kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod Skibsplankerne og Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er stram — en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak. Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ...

Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles om Kaptajnen fra et stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han øjeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa Søsyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen. Man maa nemlig indrømme, at propre det er Skagboerne — af Fiskere at være. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen vante til hvidskuret Renlighed.

Det poetiske, malende Udtryk Fiskerhytter hører paa Skagen Fortiden til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres Hjem er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i enhver anden Købstad, især har Kutterfolkene smukke Hjem. Med et jævnt godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber, og ikke helt sjældent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld støde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid være belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de gode Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe Smørret, deres Kost er ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom — bart Brød, Kartofler, Fisk og Vand — der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes ikke saa mange Penge til Brændevin.

Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dækket og passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller han blunder let og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klæder sig af, springer paa Hovedet i Søen og svømmer agterud til en udkastet Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde. Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt Indhug paa de mange store Østers og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.

Og hvilke Morgener, de i Skagerrak!

Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst sig med Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervæg, der skrider som et Fjæld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler, der hæver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge.

Man sidder længe og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det hænde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den høje Himmel ned om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strække Armene mod Himlen bare i organisk Sundhedsfølelse, før han gaar til sit Dagværk.

Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten Aar og Skudens Kok. Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke været tilsøs, før han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer ham strængt om hans Gerning, hans Hænder er rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed. Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg, men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes tre Gange gennem Røghætten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par Døgnstid sidder Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte bedre end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende Smagsdommere, nyder i Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i sit Kald.

Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne Antal Mil vesten af Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal Fiskeriet gaa for sig, visse Mærker i Land er Kending for, at her er Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der tages fat, skal der »skaffes«.

Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa Bænkene under Køjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi duver for brede Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om ventende Storm.

Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Stærke, tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke synger, er glad over, at Folkene følger egen Trang og Skibets Skik uansét den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. Der er virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt og mætter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa Dækket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes Tone. De er saa venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et mærkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevægt og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse af megen stilfærdig Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hængehoveder, slet ikke ...

Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrøg gennem Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten er en fortrinlig Handelsvare, men den »gaar til« efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending. Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Følge vestover.

Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad besværlige Krogveje paa vor Tallerken. Vi har købt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen med Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén Formiddag langt ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten sit sidste Suk. Det er saamænd sært, at den har holdt Pinselen ud saa længe. Den kom i Trækkevognen ved Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Sælgekonen gjorde nogle Kroners Indkøb hos Fiskehandleren, hvis Jolle ligger ved Kajen. Derhen var den bleven ført i Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand; hver Gang et Kloakudløb passeredes, spilede den i Dødskvalme sine Gællelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet eller ude fra Lynethavnen yderst paa Refshaleøen. Dér ligger ugevis de frederikshavnske Kvaser, som har fragtet Fiskelast hjemme fra og ofte er flere Døgn undervejs til Hovedstaden med Fisken svømmende i den Dam, hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn har Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af Land. Gennem en saa omtumlet Tilværelse bringes Rødspætten levende til Forbrugeren, stærkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere skal tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin Næringsværdi ved Udsultning og mangfoldige Omladninger. Og dog vilde Københavnerne nødigt undvære den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, kunde heller ikke undvære den.

Men havde Skagboerne bare en Fiskerihavn, vilde de kunne komme nemmere til og fra Fangstpladsen og lægge sig efter flere Slags Fiskeri end den evindelige Skraben Rødspætter. Og Fisken vilde blive billigere for Forbrugeren. Og fem Hundrede Familjefædre vilde kunne drive deres eneste Erhverv ud fra egen Hjemstavn, hvor de har Hus og Hustru og Børn — al deres Længsel paa de lange drøje Ture.

Der gaar et slemt Slid af Kræfterne ude paa Fangstpladsen.

To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger opskudt i Bunden. De ror seks-syv Hundrede Favne tilsøs og stikker stadig ud paa det Tov, hvis ene Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende det 60 Favne lange Vaad er fæstet. Naar Vaaddet med den tætmaskede Pose er kastet ud og af Blysynket trukket ned til Havbunden, ror Folkene i en Bue til Kutteren med det andet Vaadtov slæbende efter Jollen. Saa er der altsaa Forbindelse mellem Kutteren og Vaaddet ved to Tovliner, dem slaar man om Spillet, som Petroleumsmotoren driver, og saa tages der fat paa Indhalingen. Langsomt trækkes Tovene ind og rinkes op i Ruller. Pludseligt raabes der Varsko, Vaaddet er ved den læ Skibsside, Spillet stanses, og seks Par kraftige Arme hiver de 60 Favne Vaad ind over Lønningen. Alle sære Slags farvestærke Havplanter følger med, en Vrimmel af Krabber, Eremitkrebs, Søstjerner, Sømus og Søpindsvin er viklede i Garnet, deres Farver flimrer i Sollyset. Endelig er Vaaddets Pose der. Nysgerrigt spændte kigger vi derned, om Fangsten er noget værd. Det hvidner gennem Vandet af Rødspætter. Folkene bøjer sig fremover i kraftigt Tag — en plastisk og malerisk Gruppe — og ud paa Dækket spræller Posens Indhold. Rødspætterne af brugelig Størrelse kastes i Dammen, bare tre-fire Snese var der, men al den mindre Fisk og alle Issinger og Rødtunger samler Søren i Spand til hurtig Slagtning og Rensning. Senere faar de Salt og vindtørres. Men de mange, fantastisk formede, hornede og piggede Dybvandsfisk som Rokker, Skader og Havkatte og dertil Fladfisken af rent Undermaal smides fraborde. Det er Sjov at se dem sluge Vand i fortumlet Undren over at være i deres Element igen. Saa med ét besinder de sig og smælder til Bunds i vildt berusede Slyng.

— — En skønne Nat, som man ligger krøllet sammen i sin Sejlkøje, vaagner man i vældig Slingerage. Kutteren hugger balstyrig til alle Sider. Det er kulet op altsaa: ja, Skipperen havde heller ingen god Tro til den grumsede Vesterhimmel, da vi Aftenen forud gik til Køjs. Det lysner allerede morgenrødt, derfor op! Men det har sin Vanskelighed at faa sig klædt paa, man tumler hid og did over Dørken, og rejse sig ret op kan man ikke i det lave Rum. Endelig vinder man paa Dækket. Jo-jo, Søen spytter flinkt, og mellem Bølgetoppene er der dybe Svælg.

Det bliver en drøj Arbejdsdag.

I Oljetøj drager Folkene tilsøs, men det er ikke til at ro i den stive Dragt. De maa smide den og lade sig bravt vaske. Jollen hives op og ned, man kan snart ikke mere følge den fra Kutterdækket, og længere end ellers varer det, inden den naar tilbage efter at have kastet Vaaddet.

Kulingen øger paa sig, og Vesterhimlen truer med mere ondt. Det er trist nok, for Fangsten begynder netop nu at blive god paa det nye Sted, vi var flyttede hen.

Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte af for den voldsomme Sø og Strøm, og trætte og forpustede af Roturen rækker de med Møje Kutteren.

— Sidste Dræt siger Skipperen op ad Dagen.

Jollen slynges vildt langs Baadsiden. I det tunge Oljetøj maa jeg vogte Øjeblikket nøje til at komme heldigt fra Dækket og i Spring ned i Jollen sammen med de to Fiskere, der har sidste Tørn. De ror udefter med haandfaste, rappe Tag. Vi løftes nu og da saa højt, at Kutterdækket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i Svælget, saa vi intet ser uden skraat stigende Sø. Som de dog fører deres Aarer, de Mænd, de presser paa, saa Sveden driver tæt. Og skønt Jollen er uden Ror, regerer de os behændigt af for Bølgebraaddet, bare et Par Gange bryder Sprøjtet over mig henne i Forstavnen. Men Vejret bliver værre og Trækket paa Aarerne drøjere. Vaaddet er lagt, og vi ror for hjemgaaende mod Strøm og Vind. To Hundrede Favne i Læ af Kutteren stopper Folkene op i Udaselse og griber en Bøje, som Kutteren har ladet drive mod os med lang Line. Ved den haler de os med Spillet tilborde over Bjerge og Dale af Søer, saa al Ting hopper inden i En.

Nu er Fiskeriet nødtvungent forbi for denne Gang. Der bærer strygende Medvind hjem til Revet. Lad os nytte den! Og af Sted jager Anna Fabricius med sin knebne Fiskelast. Men naar Skagens Rev er passeret, skal der krydses op til Havn. Laa der blot Havn ogsaa i Skagen By! Fisken slaar sig jo ihjel i Dammen under al denne Krydssejlads Aalbækbugten op til Frederikshavn.

»Nu har vi bedt om Havnen i tyve Aar«, siger Skipperen. »Vi bliver rent slidte op af den Fiskemetode, vi bruger nu. Der gaar Folk hjemme midt i Fyrrerne, som ikke duer paa en Kutter længer. En har Muskelsvind i sine Hænder, en anden Seneforstrækning i Haandledene, en tredje Lændegigt, en fjerde og flere til har faaet Brystsyge — altsammen af dette forfærdelige Slid med Aarerne, som vort nuværende Fiskeri kræver. Med en Havn ved Skagen kunde vi komme ind paa andre Fiskemaader«.

Saadan er den evige Klage ombord.

En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, sagde en af Folkene: »Det er den smittede Kutter!« ... Og han fortalte videre, hvorledes engang for faa Aar siden en Mand af Besætningen havde faaet Tuberkler og var kommen dødssyg i Land. Den Mand, der kom ombord i den døendes Sted og fik hans Køje, blev ogsaa smittet, blev bragt i Land og døde. En tredje var det gaaet paa samme Maade. Og nu i Sommer sejlede Skuden med en fjerde Mand, der havde ubedragelige Tegn paa Tæring.

»Vi ligger jo stadig i de samme Køjeklæder«, forklarede Fiskeren, »og faar aldrig Tid at lufte dem ud Sommeren igennem for al det Rakkeris Skyld til Frederikshavn. Er der først én, som faar et skidt Bryst af Sliddet, smitter han de andre«.

Og som vi talte, berettede Folkene om deres strænge Livsgerning, at den ogsaa førte dem saa langt som til Island, hvor der mangen Gang var et sjældent godt Fiskeri. Men Vejen var jo lang, og Provianteringen slugte meget af Fortjenesten. Det var desuden en farlig Sejlads for den lavtliggende, lille tomasters Kutter. Forleden Aar forsvandt en Frederikshavnerkutter med Mand og Mus nær Islands Kyst, den var kommen sejlende med flere i Følge, da en hastig voksende Kuling med Regnbyger skjulte den for de andre. De saa den aldrig mere ... Og nu i Sommer havde tre Kuttere med Skagboere lidt slemt Forlis under Island. De laa drejede op og holdt sig for paalands Storm men kunde ikke klare sig og maatte omsider ankre. Dér laa de længe og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig paa Dækket; tilsidst drev de for Ankrene uafværgeligt ind mod Kystens Skær, hvorover der steg et Himmelbraad. Der var ikke andet at gøre end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dækket og Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden, men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skærene — og kom de derind, vilde Folk og Skude blive sønderknuste. Men Stormen sakkede af i Tide, og Faren var overstaaet, dog var Skuderne helt molesterede og maatte bugseres herhjem af en Damper. Og Besætningerne mistede rent flere Maaneders Fiskeri.

Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte ligge og ride pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem Havn; de er nogle svære Sejlere, der kan magte meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man kan se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude i Skagerrak, en Snes Kuttere med mindsket Sejlføring. Det er et dejligt Syn — men drøje Døgn ombord, ikke Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet Skagbokuttere bort paa jydske Kyst. Men det hænder, at der slaas en Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger op mod Stormen og slynges uregérligt til alle Sider. Han er ikke til at bjerge. Og for et Par Aar siden gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom roende tilbage til Kutteren efter Vaadlægning. Søen var taarnhøj og løftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at holde den lige med Styrtet, men saa maa Folkene pludselig have mistet Herredømmet over Roret, fra Kutteren saa man Jollen højt paa en Sø, som en stor Svømmefugl, styrte fremad og nedad og med Stævnen dybt i Søen og forsvinde. Borte var og blev den og Folkene med; den er vel jaget lige til Bunds med dem — en skønne Dag tager et Kuttervaad maaske Hold i det lidet, der er tilbage af dem ...

Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet den solgt og nu laa den en Søndag Morgen øster ud for Skagen By opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge Hjemmet derinde blot et nok saa kort Besøg. Om Søndagen arbejder de hellige Fiskere ikke, det er ufravigelig Regel, selv om de ligger paa Fangstpladsen midt i et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med ikke-hellig Besætning, der drager det ene gode Dræt efter det andet.

Søndagen igennem maatte Anna Fabricius blive liggende dér og hugge et Par Hundrede Favne fra Land. Der manglede en Havn at ty til.

Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst blev læst op, og af en Andagtsbog oplæstes en Udlægning af Tekstens Ord. Derefter udviklede Folkene en Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da af Salmesang, hvad de hver især havde at føje til Udlægningen, eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden for den snævre Horisont, Teksten drog dem, skønnede de klogt. Deres Alvor syntes oprigtig, de gjorde Indtryk af en evig Stræben i konsekvent Efterfølgelse af hvert Bibelens Bud. De troede sig selv paa Fuldkommenhedens Vej og følte sig lykkelige.

Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige Underholdning og sang sig Resignation til i den Skæbne, der bandt deres Mænd til Kutteren de to Hundrede Favne borte ...

Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et Par Døgn, kommer der gerne en frisk Blæst og fejer den væk. Da smælder atter Søen mod den stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om Morgenen kan Vejret være løjet af. En uberegnelig Skiften mærkes paa Skagen mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, hvad man har i Vente og pirres til frugtbar Spænding. Man tror paa, at Vejret er stilnet til Hvile og at de klare Septemberdage atter vil tage fat.

Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken østerst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesterhimmel ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et Par Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene fra Vesterhavet høres, naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, der skal hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem ind i Folden — et omvendt Baadskrog — for at ikke Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er — som altid naar Børnene paa Skagen synger — en Salmemelodi, men han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav ...

Inden næste Morgen er der hvirvlende Storm over Skagen igen.

Da giver det En en mægtig Livslyst at kæmpe sig ud paa Grenen og staa dér vendt mod den stejle Hanekam af Skumsprøjt, hvori Kattegat og Skagerrak tørner sammen. Det bobler derude som i en Kæmpekedel, som i et Geysirbækken. Her er det farligere at redde skibbrudne Folk end andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk i Hundredtal — baade Søfolk og Fiskere.

En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen med mig og siger:

»Ja — nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November, der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret.«

Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os, han er ogsaa Kutterfisker, en høj Mand med mørkt Skæg og store, mørke Øjne. Det er ham, der afløste Lars Kruse som Fører.

»Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. »Man har endda nogle sære Minder herfra ... Engang strandede der en Skonnert fra Hobro med syv Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af Sydost, og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af Redningsmændene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i Fødderne, saadan frøs vi. Men det var endda ikke det værste — værre var det, at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at komme videre. Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene løbe fra Ruffet op ad Vantet i Læ. Men Riggen faldt og én for én gik de syv Mand væk for Øjnene af os, uden at vi kunde hjælpe dem; vi saa' bare en enkelt af dem siden, han kom drivende med Træskostøvlerne i Vejret, vi kunde ikke naa ham, det var alt det, vi kunde bjerge os selv ... Vi var endda noget beklemte, da vi roede hjem, ikke et Ord blev mælt, og det var knap at vi følte, hvor forfrosne vi var ...«

Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. Han har saadan faste Øjne.

»Ja« — gentager den anden Mand fra Redningsbaaden — »nu er Tiden her igen med Strandinger ... I gamle Dage var det int godt at strande her, og det kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da med Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det. Jeg har Mén endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet ... Og havde vi int haft Skipperen, Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt, inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er en sjælden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig været bedre erstattet ... Vi holder saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor vilde jeg egentlig foræret ham, saaent af Taksomhed, en Model af Redningsbaaden, som jeg har siddet en lang Tid Vinteraftener og snittet sammen hjemme, for jeg har saaent et godt Hjem at være i, — men saa blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og det var ærlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen kunde staa til ham til en anden Gang, han gør nok snart igen noget, som vi Redningsfolk maa takke ham for ... nu stunder de haarde Tider jo til ...«