Slægten, by Gustav Wied; an eBook from Project Gutenberg

da Døren til Herskabsstolen sagte blev aabnet, og Herskabet fra Næsset, Karen og Kaninen iberegnet, traadte stille ind. Enkebaronessen sad der allerede. Hendes dybe Røst klang højt og fuldttonende hen under Hvælvingerne; og hun nøjedes med at hilse de kommende med et afmaalt og højtideligt Nik og sang videre. Menigheden skævede op fra Salmebøgerne for at se, hvem af Gaardens Folk der gav Møde. Og da den saa, at man fremstillede sig fuldtalligt, gled ogsaa den som beroliget ind i Salmesangen igen.

Herskabsstolen var anbragt lige over for og i samme Højde som Prædikestolen. Den var som en Slags Balkon, der sprang frem over Gulvets Bænkerader. Og man kom op i den ad en privat Indgang ude fra Kirkegaarden. Kirken hørte jo under Næsset; og Stolen skrev sig fra de Tider, da v. Leunbacherne betragtedes og følte sig som Egnens Konger. De gode Tider og forstandige Tider, da der endnu var Forskel paa Mennesker og Bønder.

Vend om til Gud, saa vil han sig
Med Naade til dig vende .....

Pastoren, som under Salmesangen havde staaet oppe ved Alteret med Ryggen mod Menigheden, rank og med højt hævet Hoved, vendte sig nu og gik langsomt frem gennem Koret og op ad den smalle, knirkende Trætrappe, der førte op til Prædikestolen.

Fru Mascani stirrede fuld af Angest hen mod sin Mand. Og hjælpeløst greb hun Claras Haand og hviskede:

Men Clara tyssede paa hende og lod, som hun selv var rolig og uforsagt, skønt hendes Hjerte hamrede nervøst, og hendes Stemme rystede. Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvælende Rædsel. Og da hun nu saa hans Øjne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans frem af det voksgule Ansigt, kunde hun have rejst sig og skreget ud i Kirken, at man skulde gribe Præsten og føre ham bort, hjem til Præstegaarden og lukke ham inde og hindre ham i at tale!

Ogsaa oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda havde bøjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmærksom paa Præstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Naade var pludselig ophørt med at synge. Da Mascani havde vendt Ansigtet om mod Menigheden og med sit Blik havde omfattet alle disse krummede Rygge og bøjede Nakker, havde hun set et skadefro Glimt spille i hans Øjne, og hans Læber havde trukket sig nedad som i usigelig Foragt. Han havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker, forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde Tilhørerne med Rædsel og Gru. — Og hun var bleven halvt angest og halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen.

Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket. Hans Øjenlaag sænkede sig ned over hans Øjne, Musklerne om hans Mund bævede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Læsepultens Guldfryndser ...

Men i det samme aabnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen:

Sæt dig kun for af ganske Hu,
At du vil aldrig mere nu
Din Lyst i Synden søge.

Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et Vindpusts Leg med vissent Løv. Det var Menigheden, som bladede om i Salmebøgerne for at finde Dagens Evangelium, der nu skulde forkyndes. Og alle Ansigter vendte sig opad mod Hyrden, som stod deroppe, højt hævet over sine Faar, hvis Øjne og Øren aabnede sig for at lytte til de Trøstens og Husvalelsens Ord, han havde at medgive dem som nærende Manna paa den kommende Uges møjsommelige Ørkenvandring gennem Slid og Slæb, Arbejde og Forsagelse.

Men Præsten stod tavs med korslagte Arme og saa ud over Forsamlingen. Der tegnede sig et bittert Smil omkring hans Mund, og hans Øjne lyste med en stikkende, skadefro Glans. Saa fugtede han Læberne med Spidsen af Tungen og aandede dybt ud.

— Ene vandrer et Menneske frem gennem Livet! begyndte han, og hans Stemme klang hult og truende tilbage fra de nøgne Mure — Ene kom du til Verden. Ene skal du fare herfra. Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være forbandet!

Der var dødsstille i Rummet. Kun Præstens tunge Aandedræt lød som en dæmpet Stønnen hen under Hvælvingerne. Men da en Fugl i det samme fløj haardt ind mod en af de smaa Ruder i Vinduet i Koret, gik der en angestfuld Gysen som et Stød igennem Menigheden.

Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han støttede begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som for at blive set af alle.

— Her staar jeg, sagde han — en Synder for Gud og Mennesker. Men jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads? Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at bære? I Lænker skulde jeg være lagt. I Celle skulde jeg være sat. I Forvaring skulde jeg være bragt. Med Svøbe skulde jeg være pisket. Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har øvet Alverdens Synd! — Og I har set mig i min Fornedrelse. I har taalt mig midt iblandt Eder. I er kommen til mig om Raad og Hjælp, skønt I vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af Forraadnelse. Derfor vælter jeg Ansvaret over paa Eder! — Jeg har drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og Døtre. I har vidst det. I har taalt det. Skorpioner skulde I ha' taget og pisket mig bort fra Eders Aasyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trælle, fordi jeg stod paa den Plads, jeg staar. I skriger paa Frihed og Lighed, I! der kryber som Orme og Tudser paa Eders Bug og slikker Støvet under de mægtiges Fødder! — Dag og Nat, i Maaneder og Aar har jeg ventet paa, at en iblandt Eder skulde staa op og slynge mig min Brøde i mit Aasyn og tilraabe mig et Stop, der skulde lyde som en buldrende Torden over Landet. Men I tav og taalte. Og kom det højt, sendte I Eders Kvinder til mig, at de skulde indkræve Skat for deres Gunst. — Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg søgte Grunden til Eders Trældomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! Paa Halm og Silke fandt jeg Mænd og Kvinder stønnende af Begær efter, hvad Næstens var. Om Dagen saa jeg blide Miner og tugtige Øjne. Om Natten uren Brunst og stakaandet Brynde! ... Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med Eders Raab, thi nu er Timen kommen, da Eders Øjne skal oplades; og Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium, som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: Der er ingen Gud! Hører I, jeg raaber det ud med Domsbasunens Lyd: Der er, er, er ingen Gud! — Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Støvet for Ham, vi i vor Barndom lærte sad hist oppe paa den evige Trone og styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en dødspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brændende Trang til Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød. Aldrig har han hørt mig! Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet mig et Tegn! — Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit Ansigt mod den nøgne Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgæves! Forgæves! Ilden har fortæret mig, Lysterne hjemsøgt mig, og med sitrende Hænder og Blod for mine Øjne har jeg sneget mig efter de Kvinder, der optændte mit Begær! — Allerede som Barn følte jeg mig hendraget til Kvinder. I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud! — I min Ungdom købte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra min Fader. Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar han sov, og skaffede mig de Penge, jeg trængte til for at stille den Attraa, der luede i mig som Helvedes evige Ild! — Men hvem har saaet dette Frø? Hvem har nedlagt denne Spire? Han, I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi saa vist som I tror og lærer, at uden Hans Vilje falder ikke en Spurv til Jorden. Og saa vist som I ved, at et Menneske kan komme til Verden med en dødelig Sygdom, for hvilken han forgæves søger Helbredelse. Saa vist staar ogsaa jeg uden Skyld! — Som en Anklager staar jeg ... som en Anklager! ... Jeg har levet som en Horkarl med min Hustru ... Jeg har luret bag Døre for at fange et Glimt af min egen Datters Nøgenhed ... Jeg har ... Stille! Hvorfor raaber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i hvilket I færdes? ... Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I mig! Læg ikke Haand paa mig! Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring ....

De sidste Sætninger havde Præsten skreget ud med hæs og forbitret Røst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og søgte at værge sig mod de Hænder, der straktes ud efter ham for at gribe ham og føre ham bort.

Den ganske Forsamling var i et bølgende Oprør. Der lød Raab og Skrig og Hulken. Mændene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i Midtergangen, hvor de stod raadvilde og uvisse: Vi maa ha' ham ned! sagde de — Sindssygen har ta'et ham! Han maa bindes! Han gør en Ulykke paa sig sæl og vos! ... Men ingen turde gøre Begyndelsen; ingen turde være den første til at gaa op paa Prædikestolen og lægge Haand paa Manden deroppe, thi han var jo deres Øvrighed, deres Præst!

— Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for sig og sin Søn op mod Koret.

Deroppe laa Fru Mascani dødbleg og besvimet i Præstegaardsstolen, og Clara sad grædende paa Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes Skød.

— I maa gaa ud af Kirken! raabte den gamle Frue til Mængden, der tavs og maabende stod og saa til — I maa gaa ud! I har ikke noget at gøre herinde mere!

— Gaa op og faa ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod Præsten — Saa skal jeg ta' mig af Konen!

Men Helmuth stod bleg og uvis. Ogsaa han følte sig under Paavirkning af Helligdommen, han opholdt sig i, og Manden, han skulde skride ind imod. Havde det været en drukken Tjenestekarl i en Borgestue, vilde Baronen ikke have tøvet et Sekund med at kaste sig over ham og svinebinde ham, han vilde endogsaa have gjort det med en vis Vellystfølelse ved at føle sine Kræfter, men her i Kirken, og mod Præsten ...

Da havde den gamle, hvidhaarede Degn grebet hans Haand og sagt med tryglende, graadfyldt Stemme:

— Aa Hr. Baron, Hr. Baron, De maa gaa op til ham ... Mig har han ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Kræfter ... Men Dem ... Og naar Hr. Baronen først begynder, saa kommer der nok andre efter ....

Saa var Helmuth resolut gaaet op gennem Koret og hen mod Trappen til Prædikestolen. Og Degnen havde vinket af et Par Mænd, at de skulde følge ham.

Og nu stod Højvelbaarenheden deroppe ved Siden af Præsten. Og bag ham, paa det øverste Trappetrin, ventede to haandfaste Bønder for at komme ham til Hjælp, om det gjordes nødig.

— Rør ikke ved mig! Læg ikke Haand paa mig! gentog Mascani i Raseri og huggede ud efter Baronen med sin knyttede Højre.

Men Helmuth greb ham om Haandledet og tvang hans Arm ned. Han var bleg af Sindsbevægelse, og han stammede, da han talte.

— Hr. Pastor, sagde han — De er syg ... De ... De er voldsom syg! De maa gaa hjem. De ... De maa gaa over i Præstegaarden. Jeg skal nok følge Dem. Det ... det var en forfærdelig Tale, De holdt ... her i Kirken! Men kom nu godvillig med. Der er ingen, der vil gøre Dem noget. Jeg ....

Mascani havde staaet tavs med bøjet Hoved tilsyneladende sløv og besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han viljeløs vilde give sig i sine Modstanderes Vold.

Men saa pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i eet Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans Strube.

En Time senere kørte en lukket Vogn bort fra Præstegaarden. Lænet tilbage mod Vognens ene Hjørne laa Præsten bleg og sammensunken med bøjet Hoved og lukkede Øjne. Og paa Sædet ligeoverfor sad Helmuth og gamle Doktor Larsen. De kørte ud til Sygehuset i Købstaden, hvor den ulykkelige skulde indlægges, indtil han kunde blive anbragt paa en Sindssygeanstalt ....

Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpaa drejede af til venstre ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over «det inddæmmede» og Engene med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.

En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over Landskabet.

Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa paa Ryggen hen ad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød.

De havde længe været tavse. Karen laa med lukkede Øjne; og Frøken Jansen stirrede drømmende ud over Engene, hvor Aftentaagen allerede begyndte at hæve sig i bløde, bølgende Puder.

Fra den modsatte Fjordbred lød af og til Stemmer og Latter tydeligt frem over Vandet. En Ko brølede. Hanken paa en Spand faldt klirrende ind mod Spandens Side. Og man hørte Slagene af en Trækølle, der langsomt og sindigt rammede Kvægets Tøjrpæle ned i den bløde, vigende Engjord.

En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hævet op over Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store, sølvglinsende Fisk. Og Kølvandet glitrede og glimtede bag den i en lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mørkere og mørkere og til sidst forsvandt.

— Er det din Onkels Gaard, man kan se derovre mellem de to spidse Bakker? spurgte Kaninen.

— Ja, sagde Karen uden at aabne Øjnene. — Det har jeg jo fortalt dig saa tit!

— Det ved jeg ikke. Mama si'er, at det er Høsten. Men Pigerne si'er, at han er Uvenner med Fa'er.

— Snak, Baby! smilede Frøkenen sygt og gav Barnet et let Slag paa Kinden med de graa Traadhandsker, som hun sirligt sad med i Haanden.

— Jo-o, du er, Frøken Jansen! for du sukker altid saa forfærdeligt, naar du taler om ham.

— Rejs dig op! sagde hun. — Der sejler saadan en nydelig Baad ude paa Søen!

— Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette. — Jeg ligger saa godt!

Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende glide hen over Babys Haar.

Og Frøkenen adlød godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin lille, trohjertede Stemme:

Der sidder en Konge i Vesterled,
hannem tjener saa mangen god Svend.
Og alle haver de Guld om Arm,
og alle haver de Sølv over Barm
og dertil Sværd ved Lænd, —
Men i Haugen vokser en Gifturt grim mellem Roser!

Den Dronning vandrer paa Højenloftssal —
Gud styrke den usselig Kvind!
Nu haver hun ....

— Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen haardt om Armen — Der kommer nogen!

Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere og nærmere.

I samme Øjeblik det opdagede Pigebørnene paa Bænken, standsede det og blev staaende overrasket og uvis med knejsende Hoved og agtpaagivende, stirrende Øjne. Ikke en Muskel rørte sig; kun Næseborene og de lange, spidse Øren sitrede nervøst. Kiddene holdt sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af «Fjenden» foran dem.

Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre Gange som til Hilsen.

Og Dyrene gjorde omkring og for ind i Skoven. Man saa et Øjeblik deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det høje Græs. Kviste knækkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.

— Hvor var de dog søde! sagde Karen og lænede sig betaget tilbage paa Bænken. — Hva' Frøken Jansen, ikke?

— Jo, nikkede Frøkenen — yndige! ... Hvad var det for Dyr, Baby? spurgte hun smilende.

— Og hvad Dyreklasse hører de til? vedblev hun og fik et pædagogisk Træk om Munden.

— Pyt! lo Karen haanligt og gav sig til at dingle overlegent med Benene. — Hjortene naturligvis!

Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som i et Spejl Luftens gyldenrøde Farver. Af og til drev en lille, løsreven Taagepude ganske langsomt bort over Kærene derude, blev et Øjeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Graapil, vuggede en Stund hjælpeløst frem og tilbage, slap saa fri igen og drev videre. Der lød en Susen hen gennem Luften; det var en Flok Stære, der sank og steg i lange, bølgende Sæt ind over Skoven lig et stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.

— Jeg ved det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de tre Personer i Treenigheden.

— Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand! repeterede den lille højtideligt. — Tror du ikke ogsaa, Frøken Jansen, at det er for de ni Muser? spurgte hun saa pludselig.

Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lænet sig tilbage paa Bænken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af Rygstødet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over hendes Knæ, og der skinnede et Stykke af hendes nøgne, gullighvide Ben frem oppe mellem Strømpen og den nederste Del af de blondebesatte Mamelukker.

— Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten.

Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud. Selv var hun ogsaa «forfærdelig» betaget af den smukke Grev Scheele. Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte!

Hun bøjede sig frem og forsøgte at trække Karens Kjole ned over hendes Knæ. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var vokset fra den. Saa tog hun sit Lommetørklæde op og bredte det stille ud over Pigebarnets Ben. Det stødte hendes Blufærdighed at se disse Par Tommer uautoriseret Nøgenhed. Og hun rødmede ved Tanken om, at der muligvis kunde komme «en Herre» forbi.

— Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prøvede paa at sparke Tørklædet af sig. — Jeg fryser ikke!

— Du er dog saa god og rar og sød, Frøken Jansen! sagde hun. — Jeg holder næsten mest af dig af alle, alle Mennesker!

Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende paa Kinden ....

Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse. Og Raager og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende ind fra Markerne og søgte under hæse Skrig til deres Reder i Skovens Udkant.

Paa een Gang faldt der et Skud ude Øst paa i Retning af Klitterne og Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede frem over Kærene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovklædte Skrænter.

En Ræv, der havde været ude paa Aftenjagt, kom strygende med Lunten fejende hen ad Jorden tæt forbi Bænken, hvor Pigebørnene sad.

— Det var en Ræv! sagde Karen og trak uvilkaarlig Benene op under sig. Men straks efter lyste der en Skælm op i hendes Øjne, og hun fortsatte: — Den hører til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Nødsfald ogsaa til Takke med Insekter og Orme!

Kaninen vilde tvinge sig til at være fornærmet-alvorlig; men kunde ikke og brast i Latter.

— Trold! skændte hun og kneb Baby i Armen. — Gør du Nar af din Lærerinde!

— Kan du huske, da vi skød til Skive efter en Flaske nede i Præstegaarden, Frøken Jansen?

— Ja, sagde Frøkenen. (Hun havde ikke vovet at røre Skyderen med en Finger!)

— Nej, naturligvis! vrængede Barnet — hun skal bare smøre Mel i Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama!

— Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev den lille paastaaelig.

— Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen. — Nu skal vi vist ogsaa hjem.

— Jeg kan ikke lide, at du hoster! sagde Karen og lagde kærligt sin Arm om Frøkenens Liv. — Bind dit Lommetørklæde om Halsen!

Kaninen bandt lydig Tørklædet om. Og de to Pigebørn forlod Udsigtsbænken, drejede om Hjørnet ved Haven og gik op gennem den lange Allé.

Der var ganske mørkt derinde mellem de tætte Bøgehække. Kun tittede et Stykke blegblaa Himmel af og til frem højt oppe over Træerne; og nede for Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et lille, enligt Lys.

— Tør du gaa derind og raabe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da man kom forbi Stien, der førte til Straahytten.

— Jeg kan ikke gøre for det ... Og jeg ved godt, at det er naragtigt af mig; men .... nu tør jeg næsten ikke gaa forbi Monumentet!

— Kom lad os gaa stærkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind under Lærerindens ...

Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en Runddel, i hvis Centrum det frygtede «Monument» stod: en henved tre Alen høj, raat tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori Aarstallet 1735 var indhugget.

Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Kælder under Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet Selvmord og var bleven nedgravet i Haven.

Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang.

Efterhaanden som de to unge Piger nærmede sig Runddelen, sagtnede de deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nær paa en halv Snes Alen, standsede de og strakte Hals.

Og virkelig saa man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om Træ blev brækket i Stykker.

Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd var ophørt.

Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære Lærerinde.

Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod af Sted helt oppe paa Taaspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at Lyden af deres Skridt skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham op paa Jordens Overflade.

Kaninen udstødte et Suk, der vilde have været i Stand til at sætte syv Vindmøller i Gang.

— 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebørnene, der øjeblikkelig afleverede et Par grandiose Vræl.

— Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er! smiskede den uhyggelige Maren Forlis og gled nærmere. — Di smaa Damer har nok vaaren ude aa spadsere? Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et gammelt Skrog i Fortræd.

Marens smaa, lurende Øjne spillede rundt fra den ene til den anden; og hun søgte, saa godt det lod sig gøre, med sin Kjole at dække et Knippe Risbrænde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig sammen og netop var i Færd med at transportere hjem til sin Hytte og sin Kaffekedel.

— Næi, vi skal ikke sige noget; nikkede Baby, der havde faaet sit Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske for sig. — Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren er nede i Skoven!

— Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. — Er han det? Ja saa faar en nok se aa himstre a'!

— Aa nej, hi! sagde hun og kneb et Øje sammen. — Det er vist en højere Pe'son, der lusker om og skyder Nytaar ind!

— Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over Hovedet paa dem satte i med et skærende Skrig. — Hvad var det?

— Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen paa ny skreg op og derpaa udstødte nogle underlige, gurglende Strubelyde. — Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'saa klog som et Par Mennesker!

— Hi, hi! grinte den gamle — er der no'en, der si'er det, bitte Frøjken? Jaja, ka'ske det aa har sin Rimelighed da!

— Vi kommer ned til dig en af Dagene, og saa skal du spaa os! raabte Karen, medens Frøkenen trak af Sted med hende op ad Gaarden til.

— Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og begyndte at bakse med Brændeknippet for at faa det paa Ryggen. — Kom kun I! mumlede hun og skulede ondt efter Pigebørnene, fordi de forlod hende saa brat og uhøfligt. — Jeg ska' sgu spaa Jer Særken fra Røven, ska' jeg!

— Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og søgte at efterligne Maren Forlis's Stemme.

Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Haanden og satte i langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet.

I een uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset paa Næsset siden Klokken tre om Eftermiddagen.

Man havde jo kun Høstgilde een Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres bedste for at benytte Lejligheden.

Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit. Vel kunde der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele, mente Skumlere. Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronen og Baronessens Hænder paa det kraftigste, da de høje Herskaber naadigt indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad.

Man spiste i «Havestuen», et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen. Sit Navn havde Lokalet rimeligvis faaet, fordi dets Vinduer vendte ud mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gaarden. Begge Saloner laa i Slottets nederste Stokværk og havde høje, krydshvælvede Lofter og nøgne, hvidkalkede Vægge, der i Anledning af Festen var smykket med Dannebrogsflag, Georginer og afskaaren Aspargestop.

Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannedes til Dansesal, vandrede Gæsterne rundt i Skov eller Have, Kostald eller Svinesti «for at stampe Føden ned». Eller man skyndte sig hjem for at hente Børnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde været iført deres vildeste Stads og været nær ved at fortvivle af Utaalmodighed, fordi det varede saa længe, inden der kom Bud efter dem. Selv Puslinger, hvis eneste Føde endnu bestod af den moderlige Mælk, blev hentede. Ligesom højtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver hellere vilde risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals end give Nabokonen Lejlighed til næste Dag at prale af al den Mad og Drikke og alle de Svingommer, hun havde svælget i ved Festen. Og Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt Publikum. Enhver Konelille vilde have handlet som hun: Man ska'tte la' no'et gaa fra sig! —

Karen havde den udslagne Dag sværmet rundt som en Sommerfugl. Hun var iført sin hvide, broderede Kjole med de korte Ærmer og det brede, højrøde Livbaand og saa fortryllende ud. Hendes Øjne skinnede som nyslaaede Tiører; og hun gik ikke, hun hoppede og dansede af Sted, saa at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn kunde være saa let paa Taa.

Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bære Maden rundt; og alle vilde helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels Tjener til sidst havde overladt hende Brændevinsflasken og Glasset, og hun var gaaet omkring ved Bordene og havde skænket Snaps baade for Mændene og Konerne, da var hendes Skaal bleven udbragt under stor Jubel.

Men saa var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes Mama vilde tale med hende.

Baronessen sad inde paa Chaiselonguen i Toiletværelset, da Karen temmelig misfornøjet traadte ind.

— Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. — Men er du syg? udbrød hun saa og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals. — Du er saa bleg!

— Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille paa Panden. — Hvor er Frøken Jansen?

— Hun sidder nede i Skolestuen og læser et Brev, som hun lige har faaet fra sin Mo'er.

Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med Hænderne slapt hvilende i Skødet.

Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og kærtegnede den. Af og til saa hun sørgmodigt og hjælpeløst op paa Moderen.

— Det ved jeg ikke. Hun har jo ikke læst det endnu .... Hvor længe tror du, jeg maa blive oppe i Aften?

— Saa længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens Haand. — Kommer du ogsaa ned og danser?

— Ja, det gør han vist .... Vilde du ikke gerne over til Grandma igen ovre i København?

— Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa igen forundret op paa Moderen.

I det samme lød der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Døren til Toiletværelset blev aabnet unødigt larmende.

— Folkene er færdig med at spise! sagde Helmuth og blev staaende paa Tærskelen. — Vi maa ned!

— Det varer kun et Øjeblik! sagde Baronen haardt. Hans Ansigt var stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. — Kom saa med! Det er noget, vi bruger!

Alvilda rejste sig; men hun støttede en Haand imod Chaiselonguen, som om hun var svimmel.

— Det gaar nok over! sagde han kort. — Vi gaar ned ad Kontortrappen! Skynd Jer saa!

— Nej, det er bedst, vi gaar. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde Baronessen og tog en af Pigebarnets smaa Hænder og kyssede den.

Men førend de forlod Værelset, gik dog Hendes Naade hen foran det store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster for at live lidt op paa Teinten.

Præcis da Taarnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig, op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store Plæne og myldrede derpaa ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op i Dansesalen.

I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en Klarinet. Derpaa fulgte tre Karle med Høstleer, som de hvæssede, saa godt det lod sig gøre, i Takt til «Den tapre Landsoldat», der spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og saa kom den lange Hale af smilende, forventningsfulde Gæster, Mænd, Koner, Piger og Børn, to og to med hinanden under Armen eller i Haanden, som det nu bedst kunde falde sig.

Forrest skred af Sted gamle Hingstejørgen, Gaardens Patriark og Veteran fra vor berømmelige Treaarskrig. Han blev ved alle slige Lejligheder holdt højt i Ære. Og han vidste det: Krigsmedaljen tronede paa hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrøden. Under Armen førte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa Niels Tjener med Mejerske Jørgensen. Saa Julius Tjenerdreng med den bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. — Som en Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede Forvalteren og holdt Rækkerne i tilbørlig Ave. Og paa Taget af hver sit Hus sad Lænkehundene storøjede og stumme af Beundring og betragtede den hele Herlighed.

Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetræer, der dannede Grænsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der aabnet nogle Vinduer oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mængden, der raabte Hurra og svingede med Tørklæder og Huer. Karen nappede Kasketten af Julius og raabte: Goddag Mama! Og Gamlejørgen smilede bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin Yndlingssang: