Slægten, by Gustav Wied; an eBook from Project Gutenberg

— Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle Naade ikke er her! sagde en ældre, tænksom Madame med et spædt Barn paa Armen.

— Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne.

— Ja-a, det ka' vel saaden Folk osse bli'e? bemærkede en tredje Kone filosofisk.

Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skraal og Tramp og klaskende Haandklap, der gav Genlyd under de gamle Hvælvinger ......

Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til Bords.

Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig, medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul.

— Hun var slet ikke sulten! Og hun brød sig ikke Spor om Mad! Og det var noget godt Tosseri at slæbe hende op ad alle de Trapper! Hun vilde meget hellere blive ved at danse! De andre kunde godt spise uden hende! Og hun skulde pænt vise dem, at hun ikke vilde røre en Mundfuld!

— Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe i Galleriet.

Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved. Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den gemytlige Dansesal!

— Naa, er I der, Børn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. — Det holdt nok haardt at rive sig løs?

Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mørke, truende Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og kvalte deres Stemmer, naar de vilde vove sig over Tændernes Gærde. Hendes Naade sad vel rank og ulastelig nok paa sin Stol og søgte at indbilde sig selv og Bordfæller, at Tilstanden var, som den burde være ved en højadelig Diné. Men hendes Kinder var blege under Sminken; og om hendes Øjne laa dybe, blaasorte Ringe, der fortalte højlydt om pinefulde Dage og fredløse Nætter. Og naar hun under Maaltidet skulde give Tjenerne et Vink med Hensyn til Anretningen, skælvede hendes Haand, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for ikke at fanges af Gemalens haarde, mistroiske Øjne, der lurede paa enhver af hendes Bevægelser. Niels og Gutten Julius listede rundt, stive og afmaalte som Træfigurer. Og kom de undertiden til at rasle med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i Knæene og spilede rædselsslagne Øjnene op, som om de ventede, at nu brød det løs! — Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et usynligt Lig, der ved den mindste utilbørlige Larm vilde aabenbare sig og sætte i med et Skrig, som maatte fryse Blodet til Is i alle Aarer.

Den sølle Frøken Kanin turde næsten ikke løfte Spiseredskaberne op til Munden. Og saa tungt hvilede Trykket og Uhyggen paa hendes stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor Iver søgte at formaa et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde fast paa den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, naar dette Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbørlighed, Døden nær.

Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen Karen. Trods sin gentagne Paastand paa ikke at have Spor af Appetit, lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspændt til Musikken og med lydløst dinglende Ben søgte at følge de løsrevne Takter, som fjernt og dæmpet klang frem gennem Hvælvingerne i Balsalen nedenunder.

— Naar vi har drukket Kaffe, gaar vi ned til Folkene og danser et Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over paa sin Kone. — Det plejer vi!

Niels og Julius hastede hen og aabnede Fløjdørene. Og Familien forlod Spisesalen i kronologisk Orden .....

Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende hinanden opmærksomme paa «Naadens» Toilette. De dansende ude paa Gulvet rettede Ryggene og søgte at lægge et vist købstadsmæssigt Sving over deres Bevægelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog genert Øjnene ned. Men «de fines» Tilstedeværelse hindrede hende dog ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske Glæder. Hun var en udmærket Dansøse, og Kavalererne kappedes om at byde hende op.

Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde ærbødig Plads for Parret.

Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Naade, rakte den højre Haand frem og spjættede bagud med det venstre Ben, hvilket betød høfligst Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin behandskede Haand i hans.

Forvalteren for af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille Karen ....

Efter at Husjomfruen havde faaet sine tilbørlige Omgange, satte Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for Æren. Et Øjeblik efter kørte han ud med Mejersken; og derpaa med Kammerjomfruen. Men skønt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og Grundighed, veg dog ikke hans Øjne fra Baronessen; ikke et Sekund tabte han hende af Syne.

— Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! raabte den glædestraalende Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ældre Husmands Arm.

Baronen førte Skovfogedens Kone, som var baade rød og bleg af undselig Stolthed.

Baronessen havde taget Plads paa en af Bænkene i Nærheden af Døren. Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til hinanden og nikkede.

Baronens Øjne gnistrede, da han saa Vilde gaa sin Vej uden først at have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans første Indskydelse var at trække sig ud af Dansen og ile efter hende for med Magt at føre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til ikke at ville vække unødig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre, lystre! skreg det i ham. — Om jeg saa skal tærske hende flad, skal hun lystre! — Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulde finde paa at straffe hende med i Aften, naar de blev ene oppe i Soveværelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne. Og paa een Gang stod Hævnen klart for ham i det ene Ord: Kyskhedsbæltet! Hun skulde straffes, som hans Forfædre før ham havde straffet deres oprørske Hustruer! Han havde tidligere truet hende dermed. I Aften skulde Truselen udføres! ... Saa kunde hun gerne rende til Greven!!

Og han næsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide.

Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette sølle Menneske, som af Naturen var Skikkeligheden og Medgørligheden selv, bragt ud af sine Fuger, at der var Øjeblikke, hvor han uden Vaklen kunde have dræbt sin Hustru med et Slag af sin Næve!

Og paa den anden Side: havde hun blot en skønne Dag kastet sig om hans Hals og lovet Bod og Bedring — han vilde have væltet hele Skylden paa sig, knælet ned for hendes Fødder og tryglet om Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende.

Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kød, af hendes hele Legems Dejlighed ....

Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at samtale med nogle af de omkringstaaende Gæster, klappede dem nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hænge i med at more sig, Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne.

Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte .....

Der kunde vel være gaaet det meste af en Time, siden Herskabet havde trukket sig tilbage.

Jørgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin foran Mette Malkepige, som han havde faaet maset op i et Hjørne mellem Væggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Ekscesser, saa Taarerne trillede ned ad hendes cinnoberrøde Kinder.

— Aa nej, aa nej, Jørren, hvor du dow teer dig! gispede hun og trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm — Jæ sprækker! sagde hun.

Musikken fra Balsalen klang højt gennem de aabne Døre. Og Snakken og Støjen hørtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og Ajax, nu det var blevet mørkt, og deres Vægterinstinkter var begyndt at røre paa sig, rasede i et formeligt Delirium af Gøen henne foran deres Villaer under Lindetræerne.

sang Gamlejørgen og gjorde en pludselig Attake paa Pigen for at hugge et Kys fra hende. Men Mette gav ham et saa kraftigt Stød lige midt paa Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud, ned paa en Bænk.

— Av for Satan! sagde Damen, hun havde slaaet Fingrene paa Hæderstegnet. Og saa for hun forbi den gamle, ind i Salen og forsvandt mellem de dansende.

Jørgen sad tilbage en Stund og vippede med Øjenlaagene som en Ugle, der grunder over Livets Fænomener.

Derpaa fik han sig møjsommelig stavlet paa Benene og listede af Sted samme Vej som Pigen.

Ude i Forstuen foran «Salen» stødte han paa Niels Tjener, der kom fra Køkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Haandfladerne og Kopper dinglende ved deres Hanke paa alle sine ti udspilede Fingre.

— Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen under Næsen paa Medaljemanden.

— Jørren, Jørren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans Frakkeskøder — du vælter jo Punchen!

— Jæ sku' ka'ske heller vælte dig, Svup-Marie? spurgte den gamle og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne.

Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet, klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme Nat ....

Paa een Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen: Man raabte og skreg og stimlede sammen om Vinduerne, der vendte ud mod Haven.

— Det er Straahytten! raabte Karen pludselig. Hun var en af de ivrigste ved Vinduerne.

Musikken standsede øjeblikkelig og kravlede ned ad Forhøjningen. Og de Gæster, som endnu intet havde hørt om Sagen, stimlede sammen i ængstelig Forvirring. Nogle Kvinder hvinede op og vilde hjem; og et Barn gav sig til at græde.

sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde stillet fra sig paa Bordet. Jørgen bekymrede sig i saadanne Stunder ikke om Bagateller.

— Er der Ild? mumlede Medaljemanden rolig. — Den har jæ vaaren med paa mange Gange!

Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at underrette Herskabet.

Baronen sad henne ved Skrivebordet bøjet over en Regnskabsbog. Han syntes saa stærkt optaget af Arbejdet, at han ikke hørte Forvalterens Melding.

Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevægede sig; men der kom ikke en Lyd over hans Læber.

— Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med en underlig tyk og grødet Stemme — Hvor Fanden falder det Dem ind?

— Aa, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til næste Aar holder vi Høstgilde ovre i Vognporten; husk det! ... Hva' vil De mig?

— Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det nytte, at De kommer herop?

— Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et Mandskab! — Fanden med Hytten, den er vel leveret! Men sørg for, at Træerne ikke brænder! ... Lad den store Vandvogn fylde ved Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten. Vi kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok!

Forvalteren vendte sig mod Døren for at ile af Sted og parere Ordrer, da der i det samme lød hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret.

— Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han aandeløst — vi hørte dem skri'e .... jæ aa Anders aa Jakob ... di skreg saa grusomt ... men vi kunde ikke komme til ... det brænder over det hele ... aa Gu', aa Gu' ...!

— Kom med, Rasmus! raabte han — Rend ned og hent Brandhagerne! Ta' et Par Mænd med dig! Og rend saa ned og prøv paa at faa dem ud dernede! Vi kommer efter med Sprøjten! ... Hvem Satan i hede Helvede kan osse finde paa aa gantes med Svovlstikker dernede! ....

Helmuth blev staaende midt paa Gulvet og stirrede et Øjeblik sløvt efter de to Mænd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hørte Forvalteren raabe op nede i Gaarden og give Befalinger. Klapren af hastige Fodtrin lød hen over Stenbroen. En Port hvinede paa sine Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem Haven.

Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele det svære Legeme sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende Arme og udspilede Ben. Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et idelig gentaget:

Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt. Alle Gæsterne, baade gamle og unge, voksne og Børn, havde forladt Salen og var ilet af Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Saa længe man mente, at det slet og bart var ene Hytten, der brændte, tog man det, efter det første Øjebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder og spøgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat paa en frisk. Men da der saa kom Melding om, at der var Mennesker inde i Straahytten, og at man havde hørt dem skrige og jamre og raabe om Hjælp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og Bøgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at løbe efter. Og det var med den største Vanskelighed, at Forvalteren kunde faa samlet Mandskab nok til at trække af med Sprøjten og Vandvognen; saa forhippet havde man været paa at komme betids ned til Straahytten og faa hørt sin Part af Skrigene.

Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige naaede Hytten, var den allerede styrtet sammen og laa nu kun som en ulmende og rygende Askehob, der lyste matrødt frem mellem de grønne Buske. Ogsaa Ilden i de omkringstaaende Træer var slukket, døet ud af sig selv, fordi Branden ikke havde været kraftig og langvarig nok til at udtørre Grenene.

Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nærhed. Og bagfra pressede Folk paa for at komme til at se og høre.

— La' vær' aa mas saaden paa, for Satan! skreg man i de forreste Rækker — I myre vos jo op i Ilden!

Der opstod en myldrende Trængsel i den smalle Allé. Og paa Stien, som førte ind til Hytten, næsten sloges man.

Og saa var det tilmed saa mørkt her under Træerne, at man ikke kunde se en Haand for sig.

— Plads! Plads! Va'sko! lød det saa fra Folkene, der kom slæbende med Vandvognen og Sprøjten.

— Gaa hjem, Fruentimmer! I fylde bare op! raabte Forvalteren — Eller gaa ned ad Skoven til, mens vi svinger ind!

Og han gik frem foran Vandvognen med en tændt Lygte i Haanden og mejede Mængden til Side med Armene.

— Nej! svaredes der tilbage — La' bare Sprøjten bli'e; og kom med Vognen og Spandene!

Og hele Mandskabet tog saa fat paa Vandvognen og fik den slæbt frem ad Stien op paa Siden af Brandstedet.

Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet pøsedes ud over de glødende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hørtes, og en Sky af Aske og halvbrændt Straa hvirvledes de nærmeste i Næse og Øjne.

— Gu' har der saa! sagde Rasmus — Vi hørte dem skri'e li'saa riveli'! Hva' Anders?

— Ellers skulde da osse Fanden staa i Jer, at lave vos al den Postyr! ... Mer Vand paa, Folkens! ... Og prøv saa med Brandhagerne! ... Flyt Jer, at vi kan komme til! ... Aa, Jens Kusk, gen dem væk!

Forvalteren stod med Lygten højt hævet over sit Hoved. Thi efterhaanden som Vandet flød ud over Brandtomten og slukkede de glødende Emmer, var der blevet mørkere og mørkere; og nu gik man i Gang med Brandhagerne.

Pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfærdet Mumlen blandt Mændene.

Midt i Askehoben havde et Øjeblik vist sig de mørke Konturer af et Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde faaet fat i Skulderen paa det og rejst det over Ende; men Taget var straks glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen.

Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mænd blev sendt af Sted op paa Gaarden.

— Der er Baronen! Der er Baronen! lød det; og Folk veg til Side og gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod Brandstedet. Hans Ansigt var endnu paafaldende blegt, og hans Øjne flakkende og urolige. Men ellers var der intet usædvanligt hos ham at spore.

— Er der saa nogen? spurgte han hurtigt, da han var naaet hen til Forvalteren.

Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik et Par Skridt frem.

Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje paa. De stod allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede Øjne fulde af Spænding og angestfuld Forventning.

— Hva' staar I her efter! gentog Baronen — Gaa op med Jer! I har ikke no'et her at gøre! ... Tag Karen med Dem, Frøken Jansen, og gaa op!

— Sludder Tøs! afbrød Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham til Hovedet — Jeg vil ingen Vrøvl høre! ... Er Kammerjomfruen hernede? spurgte han saa.

To sorte, tilsværtede og af Ilden halvtopædte Lig fandt man under Straahyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Fætter.

— Vorherre ska' nok vidde aa ramme! sagde Stine Napoleon til Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad Næsgaardene til. — Og det er di Store! tilføjede hun haanligt — som ska' gi' vos Essempel!

— Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden — Det er sgu fra den Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi dit Ben!

Jerslev
pr. Rødsten.

Aa, Moder, Moder, Du maa lade mig komme hjem, hører Du, jeg vil ikke være her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget saa forfærdeligt!

Vi havde jo Høstgilde i Gaar paa Næsset, og saa allerbedst som vi dansede, kommer der en Mand løbende op fra Haven og siger, at det lille Straahus brænder, Du ved, nede ved Bøgealleen. Og der bliver sendt Sprøjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der ogsaa. Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og raabe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede. Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng. Jeg sov naturligvis næsten ikke, for min Hoste var bleven saa slem, fordi jeg havde staaet dernede i min klare Kjole uden Overtøj paa, og i Dag gør det saa ondt i mit Bryst. Men saa i Morges var der nogen, der bankede paa min Dør, da jeg sov over mig. Og saa er det Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og græder, saa jeg næsten ikke kan forstaa hende. Aa, lille, lille Moder, og ved Du saa, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes Naade, de havde hørt skrige saa forfærdeligt. De fandt hende liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de ogsaa; de laa begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er gaaet til, er der ingen der ved. De har vel siddet og talt sammen derinde og røget Cigaret, og saa har de været uforsigtige, ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De ulykkelige Mennesker dog, det maa have været forfærdelige Øjeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er løbet ud, da de opdagede Ilden. Og hvor maa det dog være forfærdeligt for Baronen, der holdt saa meget af sin Kone; nu fortryder han da vist sit daarlige Humør i den sidste Tid; men for sent!

Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og græder og græder; men nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg ved ikke, hvor længe vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme straks. Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa, for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det blevet meget værre.

Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her. Bliv nu ikke bedrøvet over, at jeg taler saadan; jeg skal være saa god, saa god imod Dig, naar jeg kommer hjem!

Grev Scheele var slet ikke med til Høstgildet, saa vi kan ikke begribe, hvorledes han pludselig er kommen ned i Straahytten. Der er saa mange her, der taler ondt om ham, men det tror jeg ikke, for baade Karen og jeg kunde saa godt lide ham. Hvad skal der dog nu blive af Karen? Hverken Fader eller Moder har hun mere. Saa maa jeg da være saa taknemmelig, at min egen lille, søde Moder lever! Og det er jeg jo ogsaa, men mit Hoved er saa fortumlet, at jeg slet ikke kan tænke. Jeg har bare et eneste Ønske, og det er, at jeg maa komme hjem med næste Skib; maa jeg ikke nok?

Naar Du skriver straks, kan Brevet være her paa Onsdag, og jeg kan rejse paa Lørdag. Søde, lille Moder, Du maa ikke sige nej, for saa tror jeg, at jeg dør.

Skriv nu straks, hører Du.

Din hengivne
Kanin.

Jeg synes ikke, at Du skal fortælle Børnene noget om denne forfærdelige Begivenhed; Du kan jo bare sige, at jeg er syg. Og det er jeg jo ogsaa, og jeg bliver vist aldrig rask mere.

Enkebaronessen var da saa igen rykket ind paa Næsset. Huset i Jerslev stod tomt, Møblerne var flyttede, og Rigmor og Pagtens Ark var solgt. Men Stasia var fulgt med sit Herskab, og de to Kvinder havde paa ny taget det grønne Gæsteværelse i Slottets vestre Fløj i Besiddelse.

Der var intet Tegn paa, at Straahyttens Brand og de to ulykkelige Slægtninges sørgelige Endeligt havde gjort noget større Indtryk paa Hendes gamle Naade. Hun bar sit Hoved højt som forhen, og den døvstumme maatte hver Aften præcis ti sætte Papillotterne i de graa Raadsherrekrøller.

Og hun kunde sandelig ogsaa, den gamle Hædersfrue, i disse svære Tider have al sin baade ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen efter Branden rullede ind paa Slottet, havde hun fundet alt i den vildeste Forvirring ....

Jens Kusk, som efter Forvalterens Ordre var kørt til Jerslev efter Naaden, havde jo maattet berette hende Begivenheden, saa godt han formaaede. Og Damen havde lyttet alvorlig og uden Hysteri til hans Forklaringer og spurgt og nikket.

— Jo, baade Forvalteren og Tjeneren har vaaren ved Døren; men han svarer dem ikke. Og saa var 'et, at Forvalteren skikkede mig af Sted.

I Vestibulen ved Foden af Taarntrappen stod Kammerjomfruen og Husjomfruen og modtog den gamle Frue med Suk og Hændervriden.

— Stille! sagde Enkebaronessen, da de begge begyndte at skrige op under Jammer og Graad — Gaa til Jert Arbejde og opfør Jer som voksne Mennesker! ... Har min Søn vist sig?

Baronessen skyndte sig op ad Taarntrappen og gennem Salonerne hen til Døren ind til Kontoret. Hun gav sig ikke engang Tid til at tage Overtøjet af.

Da hun stod foran Døren, lyttede hun først med tilbageholdt Aandedræt. Derpaa bankede hun paa:

— Helmuth! ... Er Døren til Kontortrappen ogsaa laaset? spurgte hun Niels Tjener, der var fulgt efter hende.

Fru Juliane bøjede sig ned for at kigge gennem Nøglehullet. Men Nøglen sad i, og hun kunde intet se.

— Helmuth! raabte hun og ruskede i Laasen Hører du ikke! Luk op! Det er mig, din Mor! ... Har han været i Seng i Nat?

Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig paa Tærskelen.

— Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkaarlig og greb Sønnens Haand — Det er da godt, at du har været fornuftig!

— Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle — Hvordan er dog alt dette gaaet til!

— Jeg vil ikke ha' ham her paa Gaarden! Lad ham straks blive kørt over til Holgersminde!

— Ja; Forvalteren er kørt ud efter ham. Jeg tænker, her skal holdes et Slags Forhør.

— Næi, det skal du vel ikke ... Men Herredsfogeden maa vist ha' noget at vide om de nærmere Omstændigheder.

— Det kan de andre sige ham! De ved meget bedre Besked ... Jeg kan ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og horer sammen!

— Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens Berøring.

— Du maa ta' dig af Sagen, sagde han — Spørger From efter mig, saa sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne forstaa!

— Hum! sagde Baronen utaalmodig — Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en Vogn. Det er vist dem.

— Jeg lukker af igen! sagde han — Og jeg lukker ikke op for nogen som helst!

— Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok sørge for, at du faar Lov at være heroppe i Fred! ... Men jeg har tænkt paa, Helmuth, om det ikke er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen over til Jerslev foreløbig! Hvad mener du? De kan jo faa Mad hos Postmesterens?

Da Forvalteren en Timestid senere kom kørende med Herredsfogeden og Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog Enkebaronessen dem ude i Galleriet.

De to Herrer følte sig, som naturligt var, dybt rystede over Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Naade repræsenterede ved denne Lejlighed som altid, naar hun optraadte, Ligevægten og Overlegenheden.

— Og Deres ulykkelige Søn? spurgte Doktoren næsten med Taarer i Øjnene — Hvordan bær' han Slaget?

— Ja—a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk — han har jo lukket sig inde og vil ingen se! ... De forstaar, min bedste, henvendte hun sig til Herredsfogeden — at under disse Omstændigheder maa man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos Deherrer; han ...

— Og han ønskede jo gerne, vedblev Fru Juliane — at ... Grevens Lig fjernedes saa hurtigt som muligt her fra Næsset. Det er ham ubehageligt at ...

— Ja, ja! nikkede Herredsfogeden — Selvfølgelig! ... Men Deres Naade forstaar, der er jo visse Formaliteter ....

— Ja, nu ska' jeg ringe paa Tjeneren! ... Skal Brandforhøret afholdes her paa Stedet?

— Jeg deltog aldeles ikke i Lystigheden i Gaar, min bedste! sagde den gamle Frue og rystede Krøllerne — Jeg kukkelurede i Jerslev! Min Svigerdatter og jeg satte ikke større Pris paa hinandens Selskab, ved De! ... Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen til Stede — vil du ledsage Deherrer over ... over ... Hun fuldendte ikke Sætningen, men slog med Haanden ud mod Fløjdørene til Riddersalen nede for Enden af Galleriet.

— Og saa er det bedst, du lader Julius hente Forvalteren op. Doktoren og Herredsfogeden ønsker at gøre Jer nogle Spørgsmaal! ... Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?

Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen, hvis Dør Niels aabnede og lukkede.

— Ja næsten uhyggelig! mente Herredsfoged From — Det var jo dog hendes Søns Kone!

Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al Sandsynlighed maatte være opstaaet ved Uforsigtighed, udvist af de to ulykkelig omkomne.

Men et uoplyst og uforstaaeligt Punkt var der i Affæren: Hvorfor havde Greven og Baronessen ikke forladt Straahytten, da de opdagede Ilden?

De behøvede jo blot at have stødt Døren op for straks at have været uden for al Fare!

Derom kunde ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Møller, Jakob Hansen, Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der først af alle havde været til Stede ved Brandstedet, var bleven saaledes bragt ud af Fatning ved at høre Skrigene og Nødraabene inde bag Flammerne, at de øjeblikkelig var løbet tilbage til Slottet for at gøre Allarm.

Men det var ikke rimeligt, at Døren havde været stænget udefra. Thi hvem skulde have gjort det om end blot for Løjer og Spøgs Skyld? Alle var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste noget om, at de tvende afbrændte havde søgt Tilflugt i omtalte Hytte. —

Var den afdøde Baronesses Fraværelse fra Slottet bleven bemærket, før Ulykken konstateredes?

Her vilde det have været ønskeligt, om Baron Helmuth havde været nærværende for at give Svar. Men Hans Højvelbaarenheds fortvivlede og nedbøjede Tilstand var traadt hindrende i Vejen.

Hvorpaa Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde truffet Hans Højvelbaarenhed siddende oppe i Kontoret, beskæftiget med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn hurtigst skulde køres ned til Brandstedet, og derpaa selv et Øjeblik efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen, skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op paa sit Kontor, hvor han havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflaasede Døre og uden at ville tilstede andre end Hendes Naade, sin Moder, Adgang. —

Og efter at der endnu var blevet afhørt en Del Vidner, hvis Udsagn alle gik ud paa det samme, nemlig at de først var ankommen til Ulykkesstedet, efter at Branden saa godt som var forbi, afsluttedes Forhøret og Vidnerne dimitteredes.

De afbrændte anses for frivillig at have søgt Døden; medens Skrigene og Nødraabene menes at maatte tilskrives Dødskampen. —

Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne paa Slottet faldt noget til Ro.

Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Baad, som fandtes fortøjet ved Badehusflaaden nede bag ved Klitterne.

Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat. Højtideligheden skulde foregaa i al Stilhed. Der skulde ingen Gæstereren finde Sted, og intet Følge indbydes. — Det var Hendes gamle Naade, som traf disse Bestemmelser.

Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Sønnen for at spørge om hans Mening, men stadig havde faaet det samme Svar: Gør som du vil; det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet foreløbig at handle efter egen Konduite.

Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Ogsaa disse Afgørelser havde Enkebaronessen været ene om at træffe. Efter hendes Diktat havde Forvalteren maattet skrive til den gamle Grevinde i København. (Det havde været umuligt at formaa Helmuth dertil. Og sin egen Haandskrift vilde Fru Juliane ikke udsætte for denne «gamle Tætkams» Kritik!) Og der var pr. Omgaaende kommet som Svar en ligefrem Rekvisition fra Grevindens Sagfører, der, efter nogle almindelige og vel turnerede Vendinger i Anledning af «den sørgelige og i høj Grad beklagelsesværdige Ulykkeshændelse», forlangte Barnet udleveret; «da det formodedes, at Hans Højvelbaarenhed, Hr. Baron v. Leunbach under de forhaandenværende irregulære Omstændigheder ikke ønskede at gøre noget Krav paa den unge Pige gældende. Ligesom det ej heller formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et saadant Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophørte med at staa i noget som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den paatænkte Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet.»

«Hvad den unge Piges Arvefordringer efter sin afdøde Moder angaar, skal jeg tillade mig i en senere Skrivelse at komme tilbage dertil .....»

Hun havde kastet sig om Enkebaronessens Hals og tryglet og besvoret hende om at maatte blive! Hun brød sig slet ikke om at komme tilbage til sin Grandma: Jeg holder meget mere af dig, Bedstemor, meget, meget mere af dig! Aa, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal være saa sød og god og rar! Og du skal nok faa Fornøjelse af mig! Lille, lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive!

Men hun maatte jo af Sted, Pigebarnet. Dog, den Dag Enkebaronessen havde fulgt de to unge Damer om Bord paa Damperen, havde der været et sentimentalt Minut, hvor hendes gamle Raadsherrehjerte stod paa Nippet til at tage Magten fra hendes ellers saa sobre og retlinede Hjerne! Den lille Karen havde klamret sig til hende og var ikke veget fra hende i det Kvarter, Fru Juliane befandt sig paa Skibet. Og da Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rørende indtrængende om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Taarerne stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt rive sig løs og bede de omstaaende «om at binde den tossede Tøs», indtil Skibet vel var kommet i Gang ....

Og imidlertid stod Kaninen, lille og bleg og med Hænderne i Traadhandskerne trykket haardt ind mod Brystet, hjælpeløs og raadvild, og overværede denne Scene, forglemt og upaaagtet, skønt hendes smaa, gode Øjne dog ogsaa var fulde til Randen.

Baronesse Alvilda blev stedet til Jorden i Leunbachernes rummelige Gravsted paa Næsgaardenes Kirkegaard.

Følget bestod kun af Hendes gamle Naade og Godsets Funktionærer, samt Doktor Larsen og Herredsfoged From.

Præsten fra Syvbakke, der midlertidigt fungerede i afgangne Mascanis Sted, holdt en Tale, der vakte almindelig Beundring paa Egnen ved Indholdets fine Hensynstagen og Ordvalgets noble Diskretion.

Efter Jordpaakastelsen og Slutningssalmen trykkede man tavst Enkebaronessens Haand og drog hver til sit.

Men da Fru Juliane allerede sad i Karossen, som skulde køre hende tilbage til Næsset, kom Pastoren og lagde sine Hænder mildt foldede i hinanden paa Vogndørens Kant.

— Deres Naade mener altsaa fremdeles ikke, at jeg bør søge en Samtale med Deres Hr. Søn?

— Ja, aa ja! ... Og Gud skænke ham den fornødne Styrke! ... Vil Deres Naade bevidne Hans Højvelbaarenhed min hjerteligste Deltagelse!