— Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.

Jomfru Helmer havde faaet forærende af Forvalter Anders Jensen-Homo en Stol, en Mahognitræs »Flugtstol« betrukket med græsgrønt Plyds og med en broderet Rosenguirlande ned ad Midten.

— Hæ, ja! han hentede Smeden og lod Døren dirke op.

— Det Fæ! sagde Jomfruen — Mon han aldrig vil faa sin Forstand! ... Er der ellers sket noget?

— Næi.

— Fruen har ikke været hernede og snuse?

— Næi.

— Og Tøserne?

— Næi ...

Sørine var begyndt at gaa rundt om sit Herskab og se beundrende op og ned ad hende, og nu slap det ud:

— Hvor er Jomfruen dog skjøn i det Tøj!

— Ja ... Og nu skal man til at sjove igen.

Sørine snusede Luften til sig:

— Og som Jomfruen dog lugter!

— Ja ... Men gaa nu ud til dit Arbejde; jeg kommer, naar jeg har skiftet.

Sørine gik. Klokken var seks. Det var snart Nadvertid ...

Jomfru Helmer gav sig til at afføre sig Rejsestadsen. Hun tog langsomt ligesom modstræbende Stykke for Stykke af sin Krop, indtil hun stod fuldstændig nøgen — stor, pragtfuld og blændende hvid. Hun snusede ud i Luften ligesom Sørine før:

— Al den Parfume, han altid gik og hældte over hende ... Og nu skulde man til at gaa rundt her og stinke af sur Valle og Tørverøg!

Hun lagde Sagerne omhyggelig sammen og gemte dem hen. Saa tog hun en grov Hørlærreds Særk frem og de andre Dagligklæder ... Saa bankede det med ét haardt paa Døren.

— Her kommer ingen ind! sagde hun; men forskrækket blev hun ikke.

Døren aabnedes, og Forvalteren viste sig, høj, bredskuldret og sortskægget.

— Hva' vil Du? Vent udenfor til jeg har faaet nogle Klæder paa!

Men han traadte helt ind, og Nøglen vred han om i Laasen efter sig.

— Hæ! lo hun haanlig og gav sig rolig til at trække Særken paa.

Der blev en Pause. De saa paa hinanden som to Kattedyr; om det saa var Tænderne, saa saas de — og Forvalterens store, røde Næver krummede sig.

Saa gik han tæt hen til hende. Hun stod nu i Strømpefødder og Underskørt.

— Vil Du slaa? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde løftet sig.

Han lod Armen synke:

— Næi ...

— Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva' skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gør vos begge to til Grin for hele Egnen. Jeg er jo ikke din Kærrest længere; det blev vi jo enige om, straks jeg begyndte med den anden; saa det kan jo være Dig ligemeget, hva' jeg foretager mig, ikke? Det er jo Aftalen, ikke?

— Men at Du saadan rejste væk med ham lige for Næsen af mig uden at sige noget.

— Hva' rager det Dig, hva' jeg gør? Har jeg ikke Lov til at gøre, hva' jeg vil? Ha'de jeg sagt noget, ha'de Du bare skabt Dig taavelig.

Han stod myg og fortrykt foran hende:

— Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han — Hele Gaarden grinede, da jeg kom hjem.

Hun lo højt ved Tanken:

— Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Kærrester længer.

— Det er der ingen, der tror ....

— Det er saa sgu din Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalænge og stop Munden paa dem.

— Det mener Du ikke, Mathilde ...

Hun lo og kastede sig pludselig tungt ind til ham:

— Nej, naturligvis mener jeg det ikke, sagde hun og strøg en Haand ned over hans Krop — Men hvorfor kan Du saa ikke opføre Dig fornuftig? Herregud, den Splejs til Godsejer, lo hun raat — han kan sgu ingen Skade gøre! Og det er jo altid Dig, jeg tænker paa ... Og nu han er borte, saa kan Du jo komme, saa tit Du vil, véd Du.

Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra Gulvet.

Men hun gjorde sig fri:

— Gaa saa! sagde hun — Og kom igen i Aften ...

Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen:

— Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin Portemonnæ — se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i Banken til de andre.

Hun trak en Kommodeskuffe ud og tog en Bankbog frem.

Forvalteren havde hurtig snappet Pengesedlerne. Der kom et underlig glubsk Udtryk i hans Ansigt:

— Nu er det lige fire Tusind og fem hundrede! sagde han.

— Ja; og naar han nu kommer hjem til Julen, saa siger jeg op til Majdag; det plejer at hjælpe.

Han blev igen urolig:

— Skal vi ikke nøjes med dem, vi har, Mathilde ...?

— Snak! Vi skal da op til de fem Tusind idetmindste.

Han svarede ikke, men stod og arbejdede nervøst med Laasen, som han ikke kunde faa op.

— Du har nok glemt, at den er drejet om, drillede hun — Vilde Du myrde mig?

Han mumlede noget uforstaaeligt og gik.

— Stolen! raabte hun efter ham — Husk, at ta' Stolen med!

— Ja ... lød det udenfor.

— Hvor har Du den? ... Naa!

— Oppe paa Høstænget ...

Hun lo, saa det sang i Ruderne:

— At Du dog ikke kan bevare din Forstand, Anders!

Fru Karen Uldahl, gift med Nils Uldahls yngre Broder, Frantz, var det eneste Medlem af Slægten, hvis Hjerte stedse forblev lukket for Fru Line ...

— Gifter Du Dig med Karen Heinemann, skal jeg endnu engang tilgive Dig, sagde Etatsraaden til ham — Gifter Du Dig ikke med hende, maa Du Fandenfløjtemig sejle din egen Sø!

Og Frantz, der sad stor og fed og udslukt paa en Stol inde paa Kontoret paa Egesborg, nikkede sløvt til alt, hvad den Gamle sagde; og skrev derpaa efter Diktat et saapas glødende Frierbrev til Damen.

Og en Maaned efter var de Ægtefolk og erholdt i Brudegave Skøde paa Gaarden Kragholm.

— Nu maa Du tage Dig af Frantz! sagde Etatsraaden til Bruden — Jeg har saagu nok at skaffe med de andre!

Og Fru Karen viste sig i det lange Løb delvis denne sin Mission voksen.

— —

Med Frantz Uldahls sære og berømmelige Excesser forholdt det sig saaledes:

Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning. Men saa en skønne Dag fôr Dævelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Køn og kom saa først en Maaned eller to senere skulkende tilbage næsten uden Klæder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskæftigelse. — Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en Grøftekant i Nærheden af Gaarden, eller liggende halvdød nede mellem Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forløb atter var saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendørs. — I Mellemtiden flød der ind til Egesborg en Strøm af ubetalte Regninger fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de første Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten, Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han svor sin Yndlingsed og sagde: Vil han ud, saa skal han, Hans sorte Majestæt fløjtemig ogsaa komme ud! Hvorpaa han sendte Sønnen med en Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.

Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fædrenegaarden fuld af Hjemvé og nøgen til Bæltestedet.

Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede fra nu af kun paa at vælte Ansvaret fra sig og faa Sønnen energisk gift.

Hvilket altsaa omsider lykkedes.

— — —

Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig først og fornemmeligst fra, at det var lykkedes hende at fængsle og binde Nils saaledes til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv maatte nøjes med at residere paa en Anneksgaard.

Og dertil kom end yderligere, at næppe var Fru Line bleven præsenteret for Svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og fortrængte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem.

Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en Art væbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes Kreoler-Jalousi. (Hun var født i spansk Amerika.)

De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør ...

I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru Karen, saasnart hun fik fast Fod paa Egesborg, tvært imod set sin Fordel i at ophidse disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og kattevenlig, som hun kunde være, forstod hun at gaa dem under Øjne; dadlede ham, naar hun talte med hende, og omvendt. Og hun fik det til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at høre hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paanøde Foræringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige Handlemaade.

Men saa kom Fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende Transaktioner for hende.

Hun anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat Fremgangsmaade over for Svigerforældrene, idet hun mildt og sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem dem.

Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunde indtage Maaltider sammen uden at slynge hinanden Æggeskaller og Sildeben i Hovedet ...

Men ét Overtag havde Fru Karen over Fru Line: Hun forblev barnløs og kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og være borte fra Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde dø, kunde hun derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000 Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres Ejendom ...

Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener, førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ...

Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem paa egne og Børns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen stod Luften i Brand omkring Sørgeskaren. Nils vilde som den ældste Søn sætte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke før Du har udbetalt os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres Vej ud af hver sin Dør og ned i Haven, hvor de mødtes og talte meget fredelig sammen.

Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i Lommen.

Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var nogle hundrede Tønder Land større. Gaarden var en saakaldet »Fallitgaard«. De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel paa Subsistensmidler.

Men Nils havde jo Penge nok og lod sætte et Taarn paa Hovedfløjen — saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen.

Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine Børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at hans Omgivelser nogen Sinde nævnede Ordet Egesborg — saameget mere som Gaarden var bleven købt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved Navn Søren Knudsen.

— —

Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmærket Nils og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde Tillid, stak han af. Han havde i sit Ægteskab allerede foretaget en seks syv Lyn-Tournéer, og det ikke blot rundt i sit Fædreland, men ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede, naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet Abe, som tilskyndet af sine Urlængsler, var brudt ud af sit Bur, men uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fængselet, Lænkerne — og Føden.

Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmæssigheder paa den eneste rette Maade. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men klædte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklærede, at hendes Livs fornemste Opgave skulde være at lette den tunge Prøvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. — Og lidt efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes, at hun mildt og kærligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue og paa sparsomme Lommepenge.

— —

Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line.

Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med duggede Øjne, at denne Ulykke var hende langt smerteligere at bære end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde været hende som en Stjerne i Livets Ørken.

Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at trøste.

Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.

— Herskabet er sygt ... havde Jørgen Tjener sagt.

Og denne Sygdom havde end yderligere befæstet Venskabet mellem Svigerinderne ...

12/11.

Uf, jeg er saa arrig i Dag, kære Isidor, at jeg baade har Hovedpine og Kvalme. Og véd Du hvorfor? Fordi Fader igen har sendt Moder et Brev, hvori han baade kalder hende »Højtærede Fru Line Uldahl« og siger »De« til hende og »vil Fruen være af den Godhed!« Han er en rigtig gammel Abekat, er han; og jeg tror aldeles ikke, at Du har Ret i, hvad Du paastod i Torsdags, da vi havde vor yndige Samtale inde i Kabinettet, at han er et ulykkeligt Menneske. Han er ond, er han, og vigtig og skabagtig, og var jeg i Moders Sted, saa sendte jeg ham hans Breve uaabnede tilbage! Men vil Du tænke Dig, hun smiler bare af dem og siger »Aa, Herregud, kan det more ham!« Og Søstrene ler med; men jeg er altid lige ved at lave Fontæne, som Du kalder det, af bare Arrigskab, for jeg synes, at det ligefrem er uværdigt for en Kvinde at lade sig behandle saaledes. Véd Du, hvad jeg havde den største Lyst til, Fætter Isidor? Jeg havde den største Lyst til at rejse til København og gaa op i Folketinget og holde en lang Tale om Fader; men maaske er de allesammen saadan nogle Lumskeriker deroppe, og saa nyttede det jo ikke. Du har jo nok set i Bladene, hvor han bliver rost og hævet til Skyerne derinde? Og ved Gud i Himmelen vil Du tro mig, at Moder gaar hver Gang rundt her og er stolt af det, ved Gud! Det er nu sandt, at der er noget lavt og hundeagtigt ved os Kvinder; bare fordi det nu er hendes Mand, saa synes hun straks, at det er storartet, skønt hun godt véd, at han ikke mener et Ord af det, som han staar og brækker af sig om Bønderne; han ligefrem hader dem, det har jeg jo hørt saa tit. Du har jo selv hørt, naar han bralrer op herhjemme til Middagsselskaberne; jeg er lige ved at brække mig! Men jeg er jo ogsaa bare en fejg Kvinde; i Stedet for at rejse mig og fortælle alle Gæsterne, hvor ussel og nedrig han er; og vil Du tro mig, at Moder vilde blive mest vred, hvis jeg gjorde det, saadan er vi usselige svage Kvinder, og jeg kan godt forstaa, at Du og andre rigtige Mænd mange Gange maa foragte os dybt. Aa, hvor vilde jeg dog ønske, at jeg var saadan en Kvinde som Charlotte Corday eller Jomfruen fra Orleans, for saa skulde jeg vise Jer noget andet! Og vil Du tro mig, Fætter Isidor, naar jeg siger Dig, at jeg er saadan en indvendig, men naar jeg saa skal handle, saa bliver jeg bare kold over hele Kroppen og sveder og kan ikke; men jeg har mange, mange Gange drømt, at jeg var saadan en stolt Kvinde, ikke naar jeg sover, forstaar Du, men naar jeg gaar Tur med Tyrk, eller sidder nede i mit Hus, eller ligger ude i Skoven! Og saa siger jeg Fader ordentlig Besked, og han fortryder hele sin slette Opførsel og jager Jomfru Helmer og alle de andre grimme Fruentimmer bort og fortryder det hele og bliver gode Venner med Moder igen; og vi kommer allesammen til at holde saameget af ham, saa at det bliver en stor Lykke for os at leve her paa Havslundegaard, den dejligste Gaard i Verden! Aa, lille, gode, søde, rare Fætter Isidor, bare man kunde drømme altid, for man bliver saa forfærdelig bedrøvet, naar man vaagner og kommer til at huske paa, hvordan det er i Virkeligheden! Jeg vilde næsten ønske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbøl! Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget om mig selv.

Din til Døden
S.

Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud, som om den havde Bukser paa. Den er forfærdelig sød! Pigebørnene er henrykte og har allerede kaldt den »Mikkel«. Men jeg rører den ikke, naturligvis, jeg tager ikke imod Bestikkelser! For véd Du, hvorfor han sender den? Naturligvis bare fordi han nu snart kommer hjem til Jul. Jeg kender ham!

Isidor Seemann var altsaa (conf. »Asylernes« Aftensamtale) en Søn af Natalia Uldahl og Tegne- og Gymnastik-Lærer Hans Jakobæussen ved Latinskolen i Nabobyen. Forbindelsen knyttedes ved et Borgerforeningsbal. Men da Resultatet blev synligt, gik den gamle Etatsraad ind paa Skolen og gennempryglede for Elevernes Aasyn Hr. Jakobæussen med sin Stok. Og Skandalen endte med, at den flinke Gymnastiker maatte pakke sine Kufferter og forsvinde, medens Etatsraaden ifaldt en Bøde.

Da denne var betalt, gik samme energiske Olding til Frøkenens daværende officielle Forlovede, Godsejer Ole Brandt til Svendstrup, og formaaede ham quand même til, under Løfte om øjeblikkelig Skilsmisse, at lade sig vie til Pigen. Hvorpaa Ole og Natalia ægtede hinanden i Havslundegaards Spisestue og umiddelbart derefter separeredes paa Kontoret.

Fire Maaneder derpaa bragte Fru Brandt en ung Jakobæus til Verden. Og efter at Etatsraaden havde foræret Drengen til en barnløs Halvkusine af sig, der var gift med en Proprietær Seemann til Maglegaard ved Faaborg, rejste han selv med Frue og Døtre paa en to Maaneders Rekreationstur til Rivieraen ...

Her paa denne eventyrlige Kyst blev Frøken Natalia gift med en jødisk Bankier fra Paris. Og Frøken Bettina hjemførtes sammesteds fra af en polsk Greve.

Efter hvilke Succéser Etatsraadens lettede vendte hjem.

Natalie døde et Par Aar senere Straadøden i sit Palæ paa Champs Elysées efterladende sig en ægtefødt Søn, medens Bettina efter at have bragt Datteren, Rositta, til Verden, faldt, som Ingwersen alt har fortalt, ned af en Udsigt i Schweiz, hvor hun var paa Lystrejse med sin Mands Kammertjener, og brækkede Halsen.

Og nu havde Etatsraaden altsaa kun sine to Sønner tilbage.

Hvilket maaske ogsaa kunde være tilstrækkeligt ...

— —

Den lille Isidor var under alle disse Begivenheder bleven adopteret af Seemann og voksede op paa den stille og fredelige fynske Gaard.

Da han blev Student og skulde læse videre i Hovedstaden, solgte Plejeforældrene Gaarden og fulgte med ham; saa uundværlig var han bleven dem.

Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik Ansættelse som Fuldmægtig paa Havslunde- og Søby- Herreders Kontor, drog de ogsaa med ham her over ...

Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besøg paa Havslundegaard traf sin polske Kusine, Rositta. De to Slægtninge fandt straks stort Behag i hinanden; særlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde Mund sammen og alligevel føle dyb Glæde ved hinandens Selskab. De besluttede derfor efter et Par tavse Møder ikke mere at skilles, giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig, at de fik hver sin Lejlighed med kun fælles Spisestue. — Og nu havde de været gift i ni Aar med et Udbytte af to Sønner paa henholdsvis otte og seks Aar ...

Til at begynde med var gamle Fru Seemann meget ilde til Mode ved Sønnens Forlovelse og Giftermaal. Hun mente, at han vilde glemme sine Forældre, og at hans Kone ikke var ham værdig; i hvilken Anledning hun fældede mange Sorgens Taarer.

Men da hun lidt efter lidt lærte Fru Rositta at kende nøjere og opdagede, hvilken elskelig og fornuftig lille Kvinde hun var, frydede hun sig i sit Hjerte og indesluttede taknemmelig Svigerdatteren i sine aftenlige Bønner: Tak, kære Vorherre, sagde hun, at Du nu har givet os to barnløse gamle Mennesker to Børn; og undskyld, at jeg er gaaet i Rette med Dig! ... Og da hun saa senere paa samme nemme Façon endogsaa blev Bedstemoder, græd hun bitterlig af Glæde.

— Ja, Du har nu altid haft let til Vandet, Mor! sagde gamle Seemann — Men det er nu din Fornøjelse.

Og Fruen lo og greb ham om begge Skuldre og rystede eftertrykkeligt til:

— Du er en rigtig Træpind, Far!

— Hvad siger Du, Mor?

Hr. Seemann nød foruden sit ligelige Gemyt ogsaa Lykken af med Aarene at være bleven betydelig tunghør.

— Jeg siger, at Du er en rigtig Træpind!

— Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo nogen, der skal være ...

De Gamle havde stadig Sønnens Ungkarleværelse staaende i urørt Stand. Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar »Fuldmægtigen« gik fra sit Kontor, besøgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en Hjørnesofa inde i »Værelset« og »talte gammelt«. Fader Seemann derimod deltog sjælden i Samtalerne. Han opholdt sig i Dagligstuen ved Siden af med sine Aviser.

Men hvert Øjeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og spørge, naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i. Hun skreg da ind i hans »gode« Øre:

— Hør, Far, var det Niels Hansen, der købte vores Wienervogn, Du véd ... eller var det Rasmus Poulsen?

Den Gamle tittede da skælmsk frem over Brillerne med sine smaa Syposeøjne:

— Snakker I nu om Wienervognen, Mor? sagde han — Ja, I har travlt! ... Det var Rasmus Poulsen, der købte den ... I Fruentimmer kan da heller aldrig huske!

Saa dukkede han paa ny ned i Aviserne; og Fruen gik tilbage til Sofaen ...

Saaledes bevaredes i Familien Seemann Livets Kontinuitet. Og Isidor havde hjemme i sine Mapper mangen en munter Illustration til disse Repetitionskurser.

Onkel Joachim var syg.

— Mor er dejlig! sagde Frøken Sofie og saa forelsket paa Fru Line — Mor ligner en Enkedronning!

— Med Dobbelthage! supplerede Frederikke og trak sig uden for Skudvidde ...

Men sandt var det, at der i de sidste Aar var kommet noget bredt og matroneagtigt over Fru Uldahl. Hendes længe bevarede ungpigeagtige Slankhed var forsvundet. Men skøn var hun som altid med sit askeblonde Haar under den sorte Fløjelshue. Og hun førte sit Legeme med en Holdning og en rolig Anstand, der fik alle andre Kvinder, naar de kom i hendes Nærhed, til at synes smaa og ubetydelige.

— Tager Mor saa ikke med?

— Nej, lille Sofie ... Og der er heller ikke Plads.

— Jo, jeg kan sidde paa Bukken.

— Nej, der skal Tyrk være, ellers gaar han rundt her og græder hele Eftermiddagen. — Saa telefonerer jeg altsaa til Ravnsholt og spørger, om Onkel vil ha' Jer ...

Og det gjorde hun. Og Joachim svarede personlig fra sin Seng, at han glædede sig til at se »Firkløveret«.

Saa rent dødsens var han da ikke; om end hans Stemme havde lydt lidt mindre buldrende end ellers.

— —

Køreturen til Ravnsholt foregik i den lille Charabanc. Siden Jomfru Helmers Københavnsrejse benyttede ingen af Gaardens Damer godvillig Landaueren. Og den gamle lukkede Karosse, Flueskabet kaldet, fra Etatsraadens Tid, var for tung for Vejene.

Frøkenerne sad bag i Vognen hyllet i Sjaler og Pelsværk, thi det var blæst op til en halv Storm.

Og foran paa Bukken sad Tyrk, der stor og mægtig ragede frem højt over Hovedet af Kusken.

Der blev ikke talt meget under Køreturen; man havde nok at gøre med at holde sammen paa Sjalerne. Kun af og til, naar Blæsten blev særlig ondartet, vendte Lars sig om fra Forsædet og raabte:

— Frysser I, Frøkner?

Hvortil regelmæssig en af de unge Piger hylede:

— Nej—i ...!

— —

Uden for »Familiehuset« stod Spat-Marie og Maren Ørentvist og fløj i Blæsten:

— Der er di fra Gaarden! sagde Marie — Se Tyrken!

Hun og Maren havde baaret Pigen Alexandra om i Læ af Gavlen. Skiftingen skulde gerne ud et Par Gange om Dagen, hvordan Vejret saa var, havde Doktoren sagt. Og nu sad hun i sin Stol indbyldtet i Dyner og Klæder. Man saa ikke andet af hende end hendes frygtelige Underansigt, hvis forlængede Kæbeparti lignede Trynen paa et Svin.

— Da—a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men straks derpaa tilføjede Spat-Marie lavmælt:

— En op, en anden ned! Der ager di, og der sidder hun!

Frøkenerne nikkede venlig til Genhilsen. Men da Vognen var naaet et Stykke bort fra Huset, lød det pludselig fra Frederikke:

— Hvem af os synes I, hun mest ligner?

De brast alle fire ud i en underlig anstrengt Latter; og Frøken Sofie sagde hurtig:

— Vi taler ikke til Mor om, at vi har set hende!

Og saa forsvandt Huset bag Møllebanken.

— —

Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig pludselig om:

— Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner!

Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af Køretøjet, der ligeledes standsede.

Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard og Frue. Han var en lyshaaret Kæmpe med et vældigt Fuldskæg, der naaede ham langt ned paa Brystet. Hun var høj, slank, næsten mager, med gnistrende sort Haar og smaa, gyldenlakbrune, længselsfulde Øjne. Dertil var hun stærkt sminket; og hendes Læber var smalle og blodrøde. Frøken Sofie havde engang sagt om hende, at hun saa »skæbnesvanger« ud.

— Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte Hofjægermesteren.

— Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen.

Frøkenerne kom frem af Sjalerne:

— Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam!

— Goddag, Goddag, Unger! Hofjægermesteren slog ud med Haanden — Skal I til Ravnsholt? ... Vil Du staa! tordnede han i det samme til Hesten og strammede Tøjlerne, saa Dyret stejlede — Hele Familien er nok paa Tæerne i Dag! lo han derpaa. — Vi mødte Kragholmer-Kareten før med Fru Karen; hun kørte, som der var Ild i Enden paa hende.

— Er Tante Karen ogsaa ...?

— Ja—h! Alle Testamentejægerne er paa Krigsstien. Men den Gamle vil ikke se os for sine Øjne ... Det er dog Satan til Blæst! ... Men saa hold dog Kæft, Hunde! ... han har lukket Døren for sig, har Fatter Joachim, og sat Madam Pompadour født Henriksen udenfor paa Vagt. Vi slap da ikke ind; og I andre gør det saagu' heller ikke!

— Jo, Onkel har selv ... begyndte Frøken Anna.

Men før hun fik talt ud, foretog Hofjægermesteren et pludselig Chock imod Hundene, der fôr gøende og glammende rundt omkring Vognen, hvor Tyrk fra Bukken sekunderede dem med sin Tøndebas — Fanden skal staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene, saa at de hylende spredtes til alle Sider — Det er jo ikke til at høre Ørenlyd! ... Kom saa, Mona! Skægget flyver af mig! raabte han videre, da et Vindstød i det samme gav sig til at flaa i ham — Her er ikke til at være! ... Farvel, Pigebørn! Og god Lykke! Ja, vi ser Jer vel ikke paa Hvidgaard, før vi skal dø? Men der bliver ikke noget at hole, for vi æder det op! ... Kom saa, Mona!

Det havde været Hofjægermesterinden umuligt at faa sin Hest til at staa rolig. Stormen og Hundene gjorde den nervøs. Den havde danset og stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaat med hvide Skumflager. — Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende Meute:

— Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line!

Frøken Sofie kiggede efter hende:

— Tante Mona er nu storartet! sagde hun afgjort — Saa kan I andre sige, hvad I vil!

— Jamen Gud, Pigebarn, lo Frederikke — vi har jo ikke sagt et Muk!

Der kom et brølende Vindstød; og Frøkenerne forsvandt bag Sjalerne ...

Lidt efter tittede Frøken Sofie igen frem:

— Der ligger Egesborg! sagde hun og pegede ud over Markerne mod en stor, hvid, firkantet Bygning, op til hvilken der førte en Allé af gamle, vejrbidte og halvt udgaaede Egetrær.

— Ja, sagde Anna, som havde besøgt Gaarden i Bedsteforældrenes Tid — der var dejligt! Sikke Stuer! Og sikken Udsigt fra Selskabsværelserne paa første Sal!

— Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte.

— Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken Frederikke.

Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ...

— —

Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn forbi for udgaaende:

— Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken — Jeg saa Fruen indvendig.

Madam Henriksen (af Hofjægermesteren døbt: Pompadour) hed den store, tavse Bondekone, der havde været Onkel Joachims Husbestyrerinde i henved tredive Aar. Hun var kommen til Gaarden, da hun var en fem-seksogtyve, havde styret Huset for ham til hans fulde Tilfredshed og engang imellem faaet et Barn med ham, ialt fire. Men de var alle døde kort efter Fødselen, og to af dem havde været ligesaa fæle og uhyggelige Misfostre, som Nils Uldahls og Spat-Maries Alexandra. Men selv havde Madam Henriksen fra sit Giftermaals Tid tre velvoksne Sønner, tre tavse, paalidelige og arbejdsomme Mennesker ligesom Moderen. De tjente alle paa Ravnsholt nu i forskellige Stillinger, spiste og sov sammen med de andre Karle og stod med Hatten i Haanden, naar de talte til Godsejeren. Men han kunde godt lide dem og udmærkede dem paa mange Maader baade for deres egen og for deres Moders Skyld.

Da Vognen med Tyrk og de unge Damer gjorde Holdt foran Hovedtrappen, kom Madam Henriksen frem i Døren:

— Men Gud Fader, se Hunden! sagde hun og glemte helt at hilse paa Damerne — har han sat der hele Vejen i det Vejr?

— Ja, han har saamænd!

— Det er Synd a' Jer ...

— Aa, han er jo godt klædt paa!

— Hvordan gaar det med Onkel?

— Jo—e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen!

— Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke.

— Naa—e, Menneskene klarer sig nok!

Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde.

— Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind.

— Maa vi andre ogsaa komme med?

— Ja, værsgod ...

Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret. — Det var et stort nøgent Rum med sandstrøet Gulv, simple Træmøbler og en lille, fedtet Voksdugssofa. Henne i et Hjørne buldrede en Jærnkakkelovn. Der var kun et Kappegardin for Vinduet.

— Hvordan har Onkel det? spurgte Frøken Anna.

— Jo—e ...

— Maa vi komme ind til ham?

— Ja, Frøknerne er jo bestilt ... Men nu skal jeg hente Kaffen. Og Hunden kan faa et Fad Mælk.

— Han vil hellere ha' Kaffe, Madam Henriksen.

Madammens Øjne voksede:

— Drikker han Kaffe?

— Ja—e ... lo Sofie.

— Og saa skulde jeg hilse fra Godsejeren, at der stod Cigarer henne paa Hylden.

— Tak ...

Pludselig rundedes Konens Øjne af en ny sindsforvirrende Tanke:

— Ryger han kanske ogsaa, Hunden?

Pigebørnene brast i Latter:

— Nej, nej, nej!

— Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gør det! ... Men det ender skidt med den Rygen, tilføjede hun — Tobak er for Mandfolk!

— Fars Søstre røg jo ogsaa ... mente Frederikke.

— Jamen, hvor røg de ikke ogsaa hen! sagde Pompadour — Men nu gaar jeg ud efter Kaffen.

— —

Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem i Gaasegang ad smalle »Løbere«.

Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte:

— Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam Henriksen?

— Fordi Godsejeren ikke vilde se dem, lød det kort — Og Frøknerne maa heller ikke gerne blive der ret længe; Godsejeren kan ikke taale det.

Fra Dagligstuerne naaede man gennem Spisestuen ud i en lang, skummel Korridor med mange Døre. Paa en Bastmaatte udenfor én af dem laa Rinaldo, Onkel Joachims gamle Hønsehund. Den var saa gammel, at det ikke længere gav nogen Lyd, naar den gøede.

— Her skal vi ind, sagde Henriksen og strøg Hunden kærtegnende over Ryggen, før hun aabnede Døren. — Men Frøknerne maa skræve over ham, for han kan ikke flytte sig.

Rinaldo løftede Hovedet, da han sansede de Fremmede, og markerede en Gøen ved at aabne og lukke Gabet et Par Gange; saa sank han sammen igen; og Damerne slap over ham ...

Inde i sit Soveværelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng støttet af mange Puder. Hans svære Krop var frygtelig afmagret og stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og det hvide Haar og Skæg pjusket og uredt.

De fire Søstre blev forskræmt staaende tæt inden for Døren, medens de uvilkaarlig famlede efter hinandens Hænder.

Joachim saa missende hen imod dem; hans Øjne var ligesom falmede:

— Er det Firkløveret ...? spurgte han.

— Ja ...

— Ho, ho! lo han hult — det betyder Lykke! ... Kom nærmere Tøse! Hans Stemme havde endnu bevaret en Del af sin gamle Klang.

Pigebørnene nærmede sig, men dog stadig i Klump.

— Er I der allesammen? Jeg ser saa daarligt ...

— Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte — Hvordan har Onkel det?

— Sæl Tak! Skidt! sagde den Gamle — Kom helt herhen!

De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og fik fat i en af dem:

— Hvem er det?

— Sofie ...

— Jeg synes, Du tuder, Tøs? Ser jeg ud, som jeg skal dø?

— Ja ... sagde Sofie og brast i høj Hulken.

Han slængte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til at ringe.

— Henriksen! sagde han buldrende — spørg, hvad det er!

Pompadour, der havde puslet lydløst om i Værelset, satte Tragten for Øret:

— Jovel, ja ... jo ... Nu skal jeg spørge Godsejeren! — Det er Købmand Nielsen, der forhører, om vi kan hente de Oliekager i Morgen ...?

— Nej, sagde den Gamle — i Morgen skal vi køre Roer hjem.

— Godsejeren vilde bevise ham en Tjeneste, sa'e han ...

— Saa—e? Sig, at vi skal komme paa Fredag ... Og ring af!

— Jo ...

— Hvem er saa det? spurgte han og greb fat i et af de andre Pigebørn.

— Frederikke ...

— Tuder Du ogsaa?

— Næi ... Onkel bliver nok rask igen.

— Sludder! Gu' gør jeg ej! ... Kys mig!

Frederikke bøjede sig ned og kyssede ham.

— Det bliver nok det sidste Smask i denne Konges Tid! mumlede han.

— Nu skal Frøknerne gaa ... sagde Madam Henriksen rolig, men bestemt — Doktoren har sagt, at Godsejeren maa ikke snakke for meget.

Pigebørnene trak sig hen imod Døren:

— Farvel, Onkel Joachim ... Og god Bedring ...

— Farvel, Tøse! I faar hver tredive Tusind Kroner efter mig ... det var vel det, I vilde ha' at vide? ... Men I giver ikke Jeres Vindbøjtel af en Far en Øre af dem, naar han nu snart gaar fallit! Hører I?

— Ja ...! sagde Anna forskrækket.

— Og hør saa lidt her ... vedblev den Gamle, og der lagde sig et ondt og hoverende Smil om hans Mund — Sig til ham fra mig, at det kan ikke nytte, at han snuser efter Elfenbensstokken, for jeg ta'r den med mig i Kisten, hæ!

— —

Da de unge Damer igen sad bænket og indpakket paa Charabancen, spurgte Frøken Charlotte:

— Hvad er det egentlig, Onkel fejler, Madam Henriksen?

— De kalder det Kræft i Leveren.

— Mener Doktoren, at det er farligt?

— Det gør han vel ...

Og idet hun kastede et Blik op mod Tyrk, der igen tronede paa Bukken, tilføjede Madammen — Det var da rart, at Vinden har dovet sig lidt ... for Hundens Skyld.

Hofjægermester Palle Uldahl var en Brodersønnesøn af Etatsraadens Fader. Familien havde i to Generationer tjent sig en betydelig Formue som Plantageriejere paa St. Croix i den gode Tid. Palle var bleven opdraget hos sin Moders Slægt i Danmark; og da han var atten-tyve Aar, solgte Faderen, Jakob Reinhold, der imidlertid var bleven Enkemand, sine vestindiske Besiddelser, drog tilbage til Fædrelandet og købte efter Nils Uldahls Anvisning Herregaarden Hvidgaard, beliggende et Par Mil norden for Havslunde. Det var rart, at Familien blev samlet, mente Nils; det styrkede den og stivede den af mod det overhaandtagende Bondevælde. Men et Aars Tid senere ragede han og Jakob Reinhold uklar i Anledning af en fed Dame paa Byens Marked og blev Uvenner for Livstid.

Palle, der imidlertid havde lært Landvæsenet, kom nu hjem til Hvidgaard som en Slags Overinspektør. Det gik udmærket i en Aarrække, thi Fader og Søn holdt meget af hinanden og var altid kommet fortræffeligt ud af det sammen. Men saa arriverede der engang et Beriderselskab til Købstaden. Alle Egnens Uldahler mødte op til Premiéren, ogsaa Fader og Søn fra Hvidgaard. Men fra den Aftenstund at regne var Freden ogsaa for stedse forbi imellem dem.

— —

Mona Lisa hed hun paa Programmet. Og hun var en Djævel af en Jokeyrytterske, slank og kattesmidig i sit kødfarvede Trikot; gnistrende sorthaaret og med gulbrune Salamanderøjne. Og særlig kunde hun, naar Hesten som Sortie satte over Barriéren med hende liggende henad Ryggen udstøde et Skrig, der fik de mandlige Tilskuere til at spjætte med Benene, som vilde de sætte efter hende ...

Ogsaa de to Uldahler fra Hvidgaard spjættede. Men de beherskede sig, idet de saa sky til hinanden uden at tale. — Men den næste Aften var de igen i Circus. Og den næste igen, saalænge Selskabet gav Forestillinger i Byen. Dog sad de ikke oftere som første Aften ved Siden af hinanden. Og de kørte ikke længere frem og hjem sammen. De undgik hinanden og skulede ondt til hinanden.

Og saa skete det efter Ingwersens Beretning, at da Beriderne havde afsluttet deres Optræden og indskibet sig for at drage videre til andre Egne, dukkede Palle Uldahl, da Skibet var naaet et Stykke ud i Fjorden, pludselig op af Kahytten og gik lige hen til Mona Lisa og bad hende om at blive hans Kone. Og førend hun endnu havde faaet svaret, saa de gamle Jakob Reinhold staa ude i Agterstavnen og stirre paa dem, kridende hvid i sit Ansigt ... og rundt omkring paa Dækket stak frem bag hver sit Skjul Nils fra Havslunde, Frantz fra Kragholm og gamle Joachim fra Ravnsholt ... Da brast Mona i en bragende Latter og faldt Palle om Halsen. —

Et halvt Aars Tid efter døde Jakob Reinhold, og de to Unge flyttede ind paa Hvidgaard ...

Men Børn fik de ingen af: Thi paa alfar Vej gror intet Græs! siger gamle Jomfru Ingwersen.

Hvidgaard var en Idyl ...: en firelænget, énetages Bygning, hvidkalket med rødt Tegltag og omflydt af Grave med hvide Broer og hvide Svaner. Paa den gruslagte Gaardsplads en hvidkalket Sandstens-Fontæne og spraglede Paafugle, der slog Halerne i Hjul ... Og baade Gaard, Have og Park lunt gemt imellem høje, skovklædte Bakker. Vinden kunde hyle og brumme i Skovene oppe langs Bakkekammene, nede i Havens Gange og Gaardens Stuer var den stilleste Ro ...

Hun føg nemlig som et Uvejr gennem Huset. Vægge blev revet ned, Døre og Vinduer blev flyttet, Lofter blev hævet, og Gulve blev sænket. Og da hun havde raset færdig indendørs, gik hun løs paa Haven og Parken. Hun vilde ha' Vuer! sagde hun. Og hun lod de stolteste Træer fælde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skære igennem, saa at Østenstormen nu strøg livsaligt ned gennem Haven, afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge. Men hun beordrede Roserne gravet op og Skorstenene forlængede, hvorved hun ødelagde baade Havens og Bygningens Skønhed:

— Blæse med det, sagde hun — bare vi faar Luft!

Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa én Gang at huse fjorten, alle af forskellig Race. En grand danois stor som et Føl og videre ned til en Bologneser ikke større end en god Rotte.

— —

Fru Monas Vugge havde staaet paa en fjerde Bagsal i København; og hun var døbt Elise Mortensen.

Men nu hed hun altsaa Hofjægermesterinde Uldahl og regerede uindskrænket over sin Kæmpe af en Mand, der aldrig havde tænkt sig Muligheden af at kunne nyde de Glæder hos en Kvinde, som hun bød paa. — Hendes Legeme var som levende Ild, naar han søgte det. Hun slog sammen om ham som Flammer. Og han lod sig frydefuld fortære.

— Hvis jeg nu var bleven gift med din Far ...? sagde hun til ham engang midt under en saadan Ildsvaade.

Og uden Tøven svarede han:

— Saa var jeg bleven din Elsker!

Hvorpaa han atter forsvandt i Luerne.

Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der førte ind til Lejligheden.

Men saa fik han et Hosteanfald og sank sammenknuget og foroverbøjet ned paa en Bænk. Konen løb til og støttede hans Hoved med sine Hænder. Inde i Skolestuen larmede Børnene.

— Jens, Jens, dette kan jo ikke blive ved ... hun tænkte kun paa den frygtelige Opdagelse, hun havde gjort; Børnenes Tummel hørte hun ikke ...

Hosteanfaldet var overstaaet. Den Syge lukkede Øjnene og lænede sig kraftløs tilbage mod Væggen. Store, tunge Sveddraaber gled ham ned over Ansigtet.

Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af:

— Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs?

— Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe; og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt, ydmygt, forpint og forjaget:

— Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...

— Jamen, hvor ku' Du dog gøre det?

— Jeg ku' gøre det, der var meget værre, naar det kommer over mig ...

— Hvad for nogen Mellemmader er det, Du har spyttet paa?

— Det er vel de tre, der staar aabne ...

— Saa ta'r jeg dem med mig ... Du kan jo saa sige til Børnene, at de kan komme ud i Køkkenet og faa noget andet ... Jeg siger saa til dem, at det er Hunden, der er rendt med dem.

— Ja ...

Konen rejste sig og gik hen til Vindueskarmen, hvor der laa mange Stabler smaa Frokostpakker. Hun tog de tre øverste, hvis Papir var løsnet. Saa vendte hun sig. Den Syge var igen sunket tilbage mod Væggen. I Skolestuen var Larmen vokset: Børnene raabte, skreg, lo og trampede.

— Skal jeg ikke hellere kvitte dem for i Dag, Jens, at Du kan faa lidt Ro?

— Nej ...! sagde Degnen pirrelig, rejste sig med et Ryk og gik ind til Børnene.

I samme Nu, han viste sig i Døren, forstummede al Lyd derinde.

— —

Jens Oluf Rasmussen var, ligesom Lig-Johanne, et Vildskud paa den Uldahlske Stamme.

Men Jens var en Søn af Nils.

Overleveringen fortæller, at denne en Dag i sine bedste Aar kom ridende fra Thorsminde ind paa Rasmus Olufsens Gaard, Lillegaarden, et Fæste under Egesborg Gods.

— Er din Kone hjemme? spurgte han.

— Jo, sagde Rasmus Olufsen med Huen i Haanden — hun er oppe i Stuen.

— Vil Du holde ved Hesten saalænge ... jeg skal tale med hende.

— Jo, sagde Rasmus Olufsen.

Tyve Minutter senere red Hr. Nils atter bort. Og ni Maaneder efter blev Jens født.

Han blev Rasmus Olufsen og Hustrus første og eneste Barn. Og han blev et sygeligt Barn, underlig nervøs og forknyt; men skrap til Bogen, hvorfor han senere kom paa et Seminarium, hvor han klarede sig vel. Og efter et Par Hjælpelærerpladser rundt i Omegnen fik han paa Sogneboernes Opfordring Ansættelse her ved Havslunde Skole.

Nu var han kommen til Kræfter, og smuk og statelig saa han ud med sin ranke Skikkelse og sit store Fuldskæg. Og da han var af et mildt og kærligt Sindelag, blev han vel lidt af Børn og Voksne. I Kirken klang hans kønne Røst højt over alle andres. Pigerne saa mildt til ham. Og omsider blev han gift med en velhavende Gaardmandsdatter fra Nabosognet ... Men et halvt Aar efter brød saa Sygdommen ud.

Det var »Brystsygen«. Han hostede hult og tæredes hen. Det var, som prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt blev lille og gulblegt bag Skægget. Og hans Øjne blev onde. Thi han, der før havde været blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var. Han var kun syvogtyve Aar gammel, men følte sig, alt som Sygdommen skred frem, bitter og mistrøstig som en Olding, der ikke taaler at se Ungdommen gro og glædes omkring sig. I Skolen, hvor han før havde været elsket og forgudet af Børnene for sin forstaaende Munterheds Skyld, sad han nu tavs og haard og vogtede agtpaagivende paa en Overtrædelse for med Skadefryd at slaa ned over Synderen. Og det var helst de rødmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre:

— Er Du en stor Dreng? kunde han spørge, og Smilet om hans smalle Mund blev lystent og rovdyragtigt — Nej, nu skal jeg vise Dig, hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og løftede ham i Vejret:

— Voks, voks! sagde han og løftede højere og højere, indtil den arme Synder balancerede heltoppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede Tæer:

— Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han — Saadan er det at blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glæde Dig!

Og han sendte Fyren bort med et Spark, saa han trimlede ...

— —

Saaledes var Jens Oluf Rasmussen blevet.

Og i Dag havde altsaa hans Kone opdaget, at han i sit syge Had til Liv og Sundhed stjal sig til at spytte sine Sygdomsspirer ud paa Skolebørnenes medbragte Mad.

Ogsaa for Herskabet paa Havslundegaard blev det en krank Julefest ...

Voldby baksede med Liget for at faa det op paa Armene:

— Ja, han har ... og han er allerede kold ... Vil Du ta' imod ham.

— Nej!

— Sludder! Stil Dig nu op lige under Nedkastet, saa la'r jeg ham saa gelinde glide ... Naa bli'r det til noget!

Den Dødes strittende Ben viste sig allerede i Aabningen.

Jakobsen var bleven hvid som et Lagen og skjalv over hele Kroppen:

— Jeg tør ikke, Voldby ...

— Sludder! Ta' nu fat! ... Har Du fat?

— Ja ...

— Ja, saa kommer han!

Forvalterens svære Krop gled langsomt frem gennem Hullet stiv som en Bjælke.

— Jeg tør ikke, jeg tør ikke ...! stønnede Eleven.

— Er Du gal, Dreng! Vil Du holde fast! Jeg har jo sluppet!

Liget begyndte pludselig at tage Fart ud over det glatte Hø. Og idet det faldt tungt ned i Favnen paa Drengen, der ikke kunde magte det, trængte der sig en Lyd af indeklemt Luft frem af dets Hals: Bæ—uv! ræbede det lige ind i Ansigtet paa ham.

Men da slap Eleven vild af Rædsel sit Tag i den Døde og fôr tudende som en maanesyg Hund ud af Stalden:

— Jeg forvinder 'et aldrig! skreg han — Jeg forvinder 'et aldrig! Det skulde Voldby ikke ha' faaet mig til! Jeg forvinder 'et aldrig!

Og medens han flygtede hen over Gaardspladsen og ud over Markerne, svingede han sindssygt Armene rundt og rundt over sit Hoved som to Møllevinger ...

— —

Allerede flere Dage førend Godsejeren vendte hjem fra Rigsdagen for at holde Juleferie, var der kommet en sær Uro over Forvalter Jensen. Han luskede og lurede omkring Jomfru Helmer, og hun havde ikke Fred for ham. Et Par Gange havde han endogsaa lagt Haand paa hende; og hun havde maattet tilkalde Hjælp for at faa ham vist ud af sit Værelse.

— Jeg gør en Ulykke paa en af vos! truede han uden for Vinduet — hvis Du la'r ham røre ved Dig!

Men hun lo imod ham:

— Du hytter Dig vel, tænker jeg!

— —

Saa kom Juleaften.

Nils Uldahl havde villet tvinge igennem, at Jomfru Helmer skulde inviteres over i Herskabsbygningen og spise med Familien. Men Fru Line havde paa sin rolige, ligevægtige Maade, der afskar enhver Diskussion, sagt, at i saa Tilfælde maatte han og Damen indtage Nadveren alene, for hun og Pigebørnene vilde da spise paa deres Værelser.

Herover var Nils blevet saa forbitret, at han slet ikke havde vist sig den ganske Dag. Og da der Klokken syv blev kaldt til Bords, tog han demonstrativt sit Overtøj paa og gik ned i Økonomibygningen, hvor han tilbragte den hele Aften — og Natten med.

Men om Morgenen havde Forvalteren passet ham op i Ladegaarden og truet ham paa Livet med en Todtenslæger. Og var det rasende Menneske ikke blevet overmandet af Gaardens Karle, havde han vel ogsaa udført sit Forsæt. Nu slog de ham i Stenbroen og slæbte ham over paa hans Kammer og laasede Døren.

Men op ad Formiddagen var han saa brudt ud. Og nu laa han fredelig og stille under et Hestedækken ovre i Foderloen ...

Samme Dags Aften ...

Pludselig skød Fru Line lidt utaalmodig sine Kort sammen:

— Nu skal vi i Seng, Børn!

— Hvad er Klokken? spurgte Sofie uden at røre paa sig.

— Et Kvarter i ti.

— Hvordan tror Mor, at hun vil ha' det i Nat?

Ved hun forstod man mellem Damerne i Herskabsbygningen altid Jomfru Helmer.

— Aa, hun er vist ligeglad! mente Charlotte med Ansigtet ned over Skakspillet.

— Træk! sagde Frederikke ivrig — Det er Dig, der skal trække!

Saa blev der en Pause. Man hørte en Dør blive slaaet haardt i et Steds fjernt i Huset. Det var Nils Uldahl, der gik i Kælderen efter Vin. Han var igen begyndt kraftig at drikke, naar han var hjemme.

— Tror Mor, at Far er ulykkelig? spurgte Frøken Sofie pludselig.

— Ulykkelig ... lille Sofie?

— Ja, jeg mener, om han saadan altid gaar rundt og er bedrøvet?

— Næi ... hvorfor mener Du det?

— Aa, ikke for noget ...

Fru Line rejste sig og gik hen til sin ældste Datter:

— Nu skal vi i Seng, lille Anna.

— Ja ... sagde Anna uden at løfte Øjnene fra Bogen.

— Véd Mor, om Elev Jakobsen er kommen hjem? spurgte Sofie.

— Nej ... men det er han vel nok ... Nu lukker jeg et Vindue op, Pigebørn, for Tobaksrøgen.

Frøken Sofie, der ligeledes havde rejst sig, gik hen og stillede sig ved Siden af Moderen foran det aabne Vindue ... det var det samme Vindue, hvorfra Søstrene havde set Faderen køre bort med sin Elskerinde ... Maanen og Stjernerne skinnede ned over den hvide Gaardsplads, hvor Sneen laa i sammenskovlede Hobe. Nede fra Stalden lød Stampen af en Hest; og langt borte i Parken tudede en Ugle.

Frøken Sofie fôr gysende sammen. Fru Line lagde en Arm om hende.

— Fryser Du? Skal vi lukke?

— Nej ... Se, hvor smuk Gaarden ser ud!

— Ja ...

— Hvad tænker Mor paa ... lige nu?

Fru Line smilede:

— Paa at komme i Seng og sove.

— Og véd Mor, hvad jeg tænker paa?

— Nej ...?

— Jeg tænker paa, at hvis der nu med det samme kom gaaende en helt fremmed Mand dernede i Gaarden, saa vidste han ikke noget af, at Forvalter Jensen laa nede i Laden og havde hængt sig ...

— Skak! lød det i det samme triumferende fra Frederikke — Og mat! ... Du er ogsaa mat!

— Vigtigper! sagde Charlotte og fôr op og satte sig paa Skødet af Søsteren — Lille Vigtigper! sagde hun og gav sig til at kæle for hende.

Og saa trak de Kageskaalen hen til sig og begyndte at spise af Pebernødderne, idet de gensidig puttede dem i Munden paa hinanden og lukkede efter med et Kys.

— Usch! mumlede Frøken Anna — det er væmmeligt at se paa Jer to ...!

Ovre i Asylet stak de tre Gamle forlængst under Dynerne. Deres Julegaver havde de anbragt paa Stolene foran Sengene. Kun Jomfru Rottbøl laa trofast med den fornemste af sine i Armen. Det var en stor, smukt paaklædt Dukke, som hun havde faaet af Frøkenerne, og som hun havde døbt Nikoline efter sin for femogtyve Aar siden afdøde yngste Datter ...