Solen var gaaet ned, og Mørket faldt paa. Et Par af Karlene havde lavet Begfakler, som de tændte og jog af Sted med henover Isen.

— Jakobsen ...? hviskede Sørine Kokkepige, da Eleven kom op for at hente de kulørte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde:

— Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...?

Men Eleven hørte hende ikke.

Han gik og fløjtede ...

I Villa Seemann var man ikke glade ved det Barn, der skulde komme. »Bummerten« havde man døbt det med et Forsøg paa at tage Sagen humoristisk. Og Isidor havde lavet en Tegning af det, hvorpaa det stod paa et Katheder, lille, gammelklogt og med Briller paa Næsen, og bebrejdede sine sønderknuste Forældre, at det var blevet til ...

De sad paa deres »Mindeplads« i Hjørnesofaen; Fru Seemanns Hage sitrede nervøst, og hendes Øjne var duggede af Taarer.

— Men hvad er der dog i Vejen, lille Thora? spurgte Isidor og tog hendes Haand — Sig mig det dog nu?

Og saa kom det under stærk Hulken:

— Det er Far ...!

— Og hvad gør saa han da?

— Han lader mig sidde saameget alene ...

— Jamen, det vilde da være svært upassende, om Thora gik med ham hen i Klubben, det er jo kun for Mandfolk.

— Ja, det véd jeg nok ... Og der er saamænd ingen, der er gladere end jeg over, at det gamle Skind har mældt sig ind i den.

— Naa, jamen ...

— ... Men jeg kan ikke taale at sidde alene, det véd han godt ... og det sagde Fru Willemoes ogsaa, da hun var her igaar, at det var en stor Skam af ham ... og saa sagde jeg det til ham, da han kom hjem, at hun havde sagt det ... og saa sagde han, at han vilde smide hende paa Hovedet ned ad Trappen, næste Gang hun kom; for hun skulde ikke gaa og sætte ondt mellem Ægtefolk, sagde han.

— Og tror Thora, at han gør det?

Fru Seemann blev rød og hidsig:

— Nej, min Dreng, nikkede hun — saa kender Du kun din Fader daarlig! Han er virkelig altfor nobel og fin en Karakter til at kunne finde paa saadan noget!

Isidor myrdede et Smil:

— Naamen, saa er det jo ikke noget at tage sig saa nær, lille Kone.

— Nej, sukkede hun, da hun mærkede, at hun var slaaet — nej, det er heller ikke saameget det ...

Ogsaa Isidor sukkede:

— Hvad er det da ...?

Den gamle Dame stirrede fortabt hen for sig; hendes Hænder laa nu i hendes Skød, og Tommelfingrene boltrede sig i nervøs og rasende Fart omkring hinanden:

— Det er mit Salighedshaab ... brast det ud af hende.

— Men Herregud, lille Mor, lo Herredsfuldmægtigen og klappede hende paa Kinden — Du kan da begribe, at St. Peder vil blive henrykt ved at se Dig! ... Næ, er det Dig, Thora Seemann! vil han sige og brede Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bære Dig lige ind for Vorherres Throne!

Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu løb hende ned over Kinderne:

— Ja, var det Dig, der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg nok ingen Nød ...

— Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.

— Fy, saadan noget spøger man ikke med!

— Nej, det er virkelig ogsaa mit ramme Alvor! Du, der er saa sød og elskelig, skulde Du ikke komme glat i Himlen, saa kom der slet ingen!

Fru Thora rystede stille paa Hovedet:

— Nej, sagde hun — jeg er tit ond og urimelig baade mod Far og Jer andre ... Men det er heller ikke det, føjede hun trøstesløs til — for det kan jo afbedes ...

Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende støttede sin Pande mod Sønnens Skulder, sagde hun hulkende:

— Jeg kan ikke tro paa Jesu ubesmittede Fødsel, lille Isidor ... og ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen!

Herredsfuldmægtigen maatte bide sig haardt i Læben for ikke at komme til at le:

— Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at sætte ham ordentlig til Vægs!

Og han følte den dybeste Beundring for hendes Snedighed ... samtidig med at han havde den inderligste Medlidenhed med hende, thi hun led jo ved al dette Tænkeri.

Og saa smilede han igen:

Saalangt han kunde huske tilbage, var der nemlig blevet ført denne stille Kamp imellem dem om hvem af dem, der kunde faa Overtaget.

Saasnart Fru Thora havde fundet en ny Grund til at sørge og udgyde Taarer, havde Isidor straks søgt at paavise hende, at det ingen Grund var; og hun havde tilsyneladende ladet sig trøste.

Men inderst inde havde hun følt sig irriteret over, at han altid skulde gaa af med Sejren.

Og hun udtænkte subtilere og subtilere Aarsager til Bedrøvelse. Hun maatte græde, ellers var der ingen Fornøjelse ved Livet. Men hun forlangte paa den anden Side ogsaa at blive trøstet!

Naar Isidor gik op ad Trappen til Forældrenes Lejlighed, tænkte han altid med en vis Beklemmelse: Gud véd, hvad den lille Thora nu har hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt haft Held med sig til at bevise hende over. Hvad der ogsaa i Øjeblikket kunde bevirke, at hun følte sig lysere og lettere til Mode.

Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod hans Dialektik og pønskede og pønskede for dog endelig og uafviselig engang at kunne sætte Sønnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke evnede at stikke.

Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende:

Den »ubesmittede Undfangelse« kunde han ikke give igen paa.

Allermindst med sin Rosittas nuværende Tilstand in mente!

Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed:

— Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende igen paa Kinden — naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa sagtens kunnet lave et lille Barn!

Men den gamle Dame vilde ikke saaledes lade ham slippe udenom, nu hun endelig havde faaet ham i Saksen:

— Hvor er Livet dog frygteligt! klynkede hun — Ingen har man at tale med, og ingen, der kan hjælpe En!

— Men lille Mor dog ...

— Jamen saa trøst mig da Dreng! sagde hun pludselig haardt og arrigt — Du plejer jo ellers altid at prale af, at Du kan trøste mig!

— Næmen Kone dog ...! udbrød Herredsfuldmægtigen overrasket — nu bliver hun jo uartig!

Og i samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham, gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:

— Ja, ja, ja ... jeg er ond, det véd jeg nok ... men det er fordi, jeg er syg af at sidde saameget alene ...!

Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ...

Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:

— Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg hører til den frygtelige Familie ...

— Mener Du din Mands?

— Nej! sagde hun hidsig — jeg mener Uldahlerne, naturligvis!

(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf Blaaskæg.)

— Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.

— Ja, jeg skal love for det med den Nils!

— Vilde Thora maaske hellere være født Sørensen?

— Nej, saagu da om jeg vilde!

— Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har faaet mig!

Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil:

— Ja, Gud velsigne Etatsraaden for det! sagde hun — Du mit Solskinsbarn!

I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i Forstuen.

Fru Seemann tørrede hurtig Øjnene og pudsede Næse:

— Der er Far! sagde hun — Han maa ikke se, at jeg har grædt; det er Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op — Nu skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om igaar ...!

Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papæske fuld af gamle Fotografier, som hun med nervøs Hast gav sig til at brede ud paa Bordet foran Sofaen:

— Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun — Vi si'er ikke no'et til Far!

Gamle Seemann traadte ind:

— Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-Øjne lo fornøjet — Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar ude i Entréen til Jer?

Døren gled stille op, og Herredsfuldmægtigens Smaadrenge, Povl og Jørgen, viste sig:

— Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi skulde ...! undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa hen paa Faderen.

— Men det er jo Børnene! sagde Fruen og løb til og kyssede og omfavnede dem — Det var rigtignok en Overraskelse!

Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint, blegt Ansigt og store, »tænkende«, blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.

Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond Samvittighed, fordi han lod hende være alene — men han elskede sin Klub.

— Hvordan gaar det, Mor?

— Godt, Far!

— Ja, det kan jeg omtrent tænke, naar Isidor er hos Dig ... smilede han lettet.

Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i sin Stol ved Vinduet og gav sig til at læse.

Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets Bagside med Redaktør og Bogtrykker.

Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet hvor Faderen og Bedstemoderen sad og gennemsaa de gamle Fotografier.

— Kan I se, hvem det er? spurgte Herredsfuldmægtigen og rakte et Billede frem.

— Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.

— Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jørgen.

— Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev fotograferet, min Dreng ... Men her er jo to Billeder af samme Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?

— Ja, værsaagod, lille Isidor ... Er der to? Det vidste jeg saamænd ikke.

Herredsfuldmægtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...

Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl selvfølgeligt; Jørgen med mere Overvindelse.

— Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.

— Godt! sagde Povl.

— Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen.

— Har hun det? lo Fruen.

— Ja, med en lille Bror inden i.

Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede:

— Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende.

— Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.

— Vil I have hver en Appelsin, Drenge?

Børnene saa over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde de:

— Ja, Tak ...

— Det er dog de to sødeste Unger, man kan tænke sig! smilede den gamle Frue — Willemoeses Børn var her igaar, de var saa næsvise og uartige, at det var en Gru.

— Ja—e ... sagde Herredsfuldmægtigen — Og saa faar Willemoes rimeligvis engang i Tiden meget større Glæde af dem, end jeg af mine!

— Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jørgen.

— Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til Bedstefar.

Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa eller hørte Børnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da Faderen kom ind i Dagligstuen:

— Har I sagt Farvel?

— Bedstefar læser, sagde Povl.

— Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jørgen ...

Han havde følt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger igennem Avisen og sige Bøh—h!

Men han havde lært at beherske sig.

— —

Da Herredsfuldmægtigen kom hjem og tog Portrættet frem, han havde faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle skønne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og nedprentet.

Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede følgende Brev, som han lod Povl løbe hen med til Bedstemoderen:

— —

Der den gamle Dame havde læst dette til Ende, græd hun længe og med heftigt snurrende Tommelfingre.

Men denne Gang af Glæde ...

Præcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmægtig Seemann bragt sin Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.

Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de læste, røg og tav stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretæren henne i Hjørnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ...

Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt. Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Barnetøj til »Bummerten«.

Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler og gamle Kobberstik.

Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte Rummet med sin Vaarduft.

Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...

Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet. Døre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.

I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad undertiden hændte ...

Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over Kinden; og hun saa op fra sit Sytøj og nikkede.

Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog en Bog og gav sig til at læse.

Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ...

Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen.

— Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen.

— Ja—e ... smilede Fruen næsten undskyldende.

Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...

Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat, sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:

— Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg tror Du, at vi endnu har tilbage?

— Mange! sagde han — Uhyre mange!

— Det var kedeligt ...

— Ja—e, men der er jo ikke noget at gøre ved det! Og saa har vi det da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.

— Ja—e ...

— Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min Whisky?

— Nej Tak ... endnu ikke!

— Naa—e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!

Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen.

— Kan Du huske, spurgte hun — da Du vænnede mig af med at drikke?

— Ja.

— Og nu vil Du vænne mig til det igen?

— Ja—e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er det eneste saliggørende!

Hun standsede og saa ham smilende op i Ansigtet:

— Vi er i Grunden et Par stolte — Kavalerer, ha'de jeg nær sagt!

— Ja, vi er gode at faa Forstand af!

Hun begyndte igen at gaa:

— Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor!

— Tror Du, lille?

— Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.

Herredsfuldmægtigen rystede paa Hovedet:

— Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han — Jeg tror, at Menneskeslægten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste Mand, vi saa nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare Lede; og da han havde spillet alting væk, gik han hen og hængte sig i en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er Sol og Varme!

Hun smilede igen:

— Hvor godt vi to dog altid forstaar at trøste hinanden, Isidor!

— Vi hører jo ogsaa begge to til den livsglade Slægt, Uldahl-Ege, lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!

— Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen at vandre op og ned.

— Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han blev klædt af? spurgte hun.

— Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter Dig! ... Naa, hvad sagde han saa?

— Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og jeg flyve op med den »li'saa højt«, vi kunde komme; og naar vi saa ikke kunde komme højere, sagde han, »skulde vi slaa Hul paa Verden og flyve udenfor«!

— Gud Fader i Pæretræet, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!

— Og da jeg saa spurgte ham, hvad dér var, sagde han: Der ligger alle de Julegaver, jeg skal have til næste Aar! ... Og Du skulde set hans Øjne, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Børn skal blive voksne!

— Ja, de burde kvæles paa Konfirmationsdagen; det har jeg altid holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?

— Nej ... lød det sagtmodig.

— Og Pigebørnene paa Havslunde ... tror Du, at de har været videre henrykte ved deres Barndom?

— Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid være god imod Børn!

— Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle kategoriske Imperativer! ... Men nu vil jeg Fanden gale mig i Seng! Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde jeg ikke taget Dig!

— Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun — Godnat!

— Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?

— Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i Søvn!

Og hun tog hans Glas og næsten tømte det ...

Om »Bummerten« talte de ikke.

Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af Frøken Natalias og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne Portrætter i Havslundegaards Havesal ...

Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afklædningen. Af og til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans hyggeligste Time. Han følte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt med selve Livet og hinsides al »Kultur« og konventionelle Hensyn.

... Herredsfuldmægtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen Møje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.

Især havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at der stod en agtværdig Mand ved hans Pult og forhandlede »alvorlige« Sager med ham:

— Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-da-da-a ...! begyndte det da at tralle og bølge inden i Isidor; og han følte den mest kriblende Lyst til at gribe den agtværdige om Livet og polkere rundt med ham — Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilværelse saa højtidelig!

Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.

Og den agtværdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste Herredsfuldmægtigen for andre agtværdige og kaldte ham en sjælden rolig, besindig og alvorlig Mand ...

— Ha, ha, ha, hi-i-i ...!

Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Værelset, medens han sang højlydt til en selvlavet Melodi:

— Ak, hvor Livet dog er rigt — plum, plum! (slog han paa Linealen) — og skønt — plum-plum! — og dybt — plum, plum! — Og ak, hvor paa Jorden færdes vel min Fader Jakobæus, at jeg kan takke ham, fordi jeg blev til! — Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der avlede mig paa et Klubbal — plum, plum! — midt imellem Lancieren og Françaisen — avlede mig med den stolte Frøken Natalia fra Havslunde, der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af Kræft — plum, plum! — i Leveren i sit Palæ paa Champs Elysées ...? — Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal frygte din Gud og elske dit — plum, plum! — Fædreneland!

Han kastede »Guitaren« fra sig, tog en Spilledaase frem af Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en March, gav han sig til at strunke rundt mellem Møblerne med martialske Skridt og værdig Holdning, kun iført blaastribede Silkeunderbenklæder og en højrød Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkær Kristen og over hendes gæstfri Seng hang den lidende Frelser ...

Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:

— O Miranda, Du — plum, plum! — uforglemmelige! — Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk, og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en — plum, plum! — Kvinde kan det! — O Miranda, med de brune Lemmer og det hede Skød! — O, Miranda Madonna, med den røde Mund, der stank af Hvidløg! — Hvor er Livet dog rigt — plum, plum! — og skønt — plum, plum! — og guddommelig meningsløst! — Og nu har jeg gjort en Bummert paa min Kone, skønt Gud skal vide, at der er — plum, plum! — Uldahler nok i Verden i Forvejen!

Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:

— Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portræt — Skaal, Madam Jakobæussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i Øjnene! Livet er en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand ... Præsterne kalder ham Gud!

Skaal!

Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hældte nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Søvn ...

— —

Men næste Formiddag præcis Klokken ti sad Herredsfuldmægtig Seemann paa sin Kontorstol og indgød sine Medborgere Agtelse.

Povl og Jørgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele Haven.

Isidor saa ned imod ham og nænnede ikke at sige nej:

— Ja Du maa.

Drengen bukkede, som man kan tænke sig en Huggeblok vilde bukke:

— Tak!

— Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!

— Nej!

— Og Du maa ikke holde mig i Haanden.

— Nej!

— Skal Du ikke have en Overfrakke paa?

— Næ—j! sagde Drengen foragteligt — Det er kun gamle Mænd!

Og de gik sammen ned igennem Haven.

Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind i Faderens Haand.

— Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?

— Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig — det glemte jeg nok ... altsaa!

Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene korslagte over Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.

— Hvad bestiller Du? spurgte Isidor.

Drengen saa ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:

— Jeg er Napoleon den første, der staar paa Alperne og ser ud over Middelhavet! sagde han.

Isidor tog til Hatten:

— Tillader Deres Majestæt, at jeg fodrer Kar... Delfinerne?

Povl slog naadigt ud med Haanden:

— Værsaaartig, min Herre! sagde han.

— —

Da Herredsfuldmægtigen og Jørgen var færdig med Fodringen af Fiskene, gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens »Anlæg«. Herinde skød Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og Østenvinden bed ...

— Fryser Du ikke, Jørgen?

— Nej, det er jo Sommer!

Jørgen havde for længst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.

Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin venstre Haand og stødte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:

— Vil Du tro, Far, at jeg kan tæve Carl Petersen?

Herredsfuldmægtigen fôr sammen ved Forstyrrelsen:

— Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han saa.

— Ja ...! nikkede Drengen — Men hvis Du var saadan indeni, li'som jeg, saa kunde Du vist heller ikke tie stille ret længe!

De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik ned mod det skidengraa Vand:

— Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.

Isidor svarede ikke.

Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste:

— Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han.

Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham længere, spurgte imødekommende:

— Hvad hedder hun?

— Hun hedder Fru Mathiesen ... Maa jeg mere?

Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa Drengen i den Timestid, Turen varede ...

— —

Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:

— Stands, eller I er Dødsens!

Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer, Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.

Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning.

— Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst — Carl Petersen er min Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min Fader Ligæderen til at støde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!

— Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmægtigen i Angest.

— De ni Vande!

— De ni Vande! gentog begge de overrumplede hurtig.

— De ni Vande, passér! sagde Povl og lod Lansen synke.

Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspændt:

— Hyss! sagde han — Hører I den skarpe Fløjten! Irokeserne er rykket frem hinsides den store Sø! Hurtig, dæk Jer!

Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med sig.

— De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevægelse — Hører I den lette Raslen i Sivene? Hvis Urokse anfører dem, er vi fortabte!

— Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset — den hvide Mand rejser sig!

Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmægtigen, der var bleven træt i Knæene:

— Rør Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han.

Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:

— Naade ...? bad han — Naade for en ældre Herre? Kan I ikke bruge den unge Mand her? Jeg skænker Jer ham.

— Aa, jo, hva' Povl? bad Jørgen rystende af Kampiver.

Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin Vaabendrager.

— Radamaly suopis sek! sagde han — Vi har Brug for en Blodhund.

Jørgen stak øjeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.

— Af Sted! kommanderede Langtryne — Min Fader Ligæderen vil møde os i Sumpene nord for de store Søer!

Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene.

Snart hørte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...

— —

Grøngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmægtigen ene op imod Huset.

Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gænge, som medens Joachim Uldahl levede. Pompadour, der havde ført Overkommandoen under Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Sønner adlød hende uden at kny.

Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han havde ogsaa, for til Gavns at ærgre sin Familie, ved Testamente indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt for Pigebørnene paa Havslunde.

Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre. Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens Drift og øvrige Forretninger.

Ogsaa de to yngre Brødre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet efter, men fordi han nu engang var den ældste. Og desuden var de tre Brødre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves, skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom Hans. De kunde dog alligevel ikke i Længden gaa her paa Ravnsholt alle tre og falde over hverandre ...

Men foreløbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.

Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole, og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihærdigt stræbt efter at indhente det forsømte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde under Hængelampen paa Kontoret og læste og skrev og regnede og retledede hinanden og hjalp hinanden.

Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ...

Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.

— —

Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og »syede« hjemme hos sine Forældre. Hans havde altid været til Sinds at ville gifte hende, men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:

— Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun — det kan aldrig vare saa farlig længe; og saa bli'r der nok et Par Skilling efter ham; og saa er Du din egen Mand.

Og Hans indsaa det rigtige i Ræsonnementet og biede ...

Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophøjelse.

Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende megen Respekt og Deltagelse, tog hun Sønnen afsides og sagde:

— Har Du snakket noget afgørende med Marie Sejfert?

Hans saa ned for sig:

— ... Næi ...

— Er Du opsat paa hende endnu?

— ... Næi ...

— Ja, Sagen har jo ogsaa ændret sig.

— ... Ja—e ...

— Og Du behøver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.

— ... Næi ...

— Hvordan vil Du befri Dig?

Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:

— ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Træskohandel ovre i Rynkeby ...

Madam Henriksen sendte sin kloge Søn et beundrende Blik:

— Naa, sagde hun — ja, det kan der vel nok blive Udvej for ... Hvormeget skal han sætte i den?

— Syvhundrede Kroner ...

— Ja—e, det er jo Penge ...

— Ja—e ... Men Jeppe og Anders behøver jo ikke at faa Næsen imellem ...

— Næi ... sagde Pompadour — naturligvis!

Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt Gaard og Gods ...

— —

Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig fornummet en saadan Følelse før. Han var ganske syg af Begær efter hende.

Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som »Nattens Dronning«. Og bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik eller Ord for. Men hans begærlige Øjne havde fulgt hende overalt. Og med Næverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mørk Nat og voldtage hende!

— —

Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel Tjenestekarl.

Men saasnart Hans var blevet Godsejersøn, spændte han en Dag for sin Vogn og kørte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr, der stod averteret til Salg.

Han blev særdeles ærbødigt modtaget af Jægermesteren og Frue. Men Minka saa han ikke noget til; og spørge efter hende vilde han ikke. Saa tog han Forkøbsret paa Tyren og kørte hjem igen.

Næste Gang, han kørte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns Søndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.

Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forældrene med megen Stolthed, at Frøken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde afhentet Minka til et længere Besøg.

Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trække Tyrehandelen længere ud, og den blev derfor afsluttet.

— —

Men Begæret efter Minka sad ham stadig som en Kræft i Brystet og aad og gnavede og lod ham ingen Fred.

Han spændte derfor efter en Ugestids Forløb igen for sin Vogn. Men kørte denne Gang til Havslunde.

Hans havde været Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny Forvalter. Og som Paaskud for Besøget angav han, at han kom for at se paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe sig Magen til....

De sad inde paa Forvalterens Værelse og snakkede sammen.

Larsen var en høj, knoglestærk Person, sortsmudset og gullig af Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufærdige, gulbrune Øjne af dem, der gør Fruentimmerne løse i Knæene. Han var Præstesøn, men »uægte« født, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Næsgaardene og Utterslev, og en Lærerinde ved Navn Ingeborg Larsen.

Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans teologiske Afstamning ...

Det var første Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes ved:

— Ja, nu har Du sgu skudt Papegøjen, Henriksen! sagde Forvalteren — Satans osse, at Ens Mor var Lærerinde og ikke Husholderske, ha, ha!

Jomfru Helmer kom ind med en Flaske Øl og en Bid Brød. Hun blev afventende staaende foran Bordet.

Larsen saa haanligt op og ned ad hende:

— Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende — spise kan vi selv! ... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede havde forladt Værelset — Godt, at hun skal væk til Majdag, saa at man slipper for hendes Paahæng! ... Du kan tænke Dig, grinede han op — at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar i Søvne! ... Ha, ha, men det kan jo nok være, at jeg fik vækket hende lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al det Sul; mine skal kunne sno sig, forstaar Du!

— Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.

— Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ... At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg aldrig kunnet forstaa! vedblev Forvalteren — Herregud, man kan jo gaa hen med 'et til et andet! ... Gud véd for Resten, hvad de to Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!

— Er han ikke gode Venner med hende mere?

— Næi ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal være Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Kærester har man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den Saamaskine? ...

Da de skraaede over Ladegaarden, mødte de Frøken Sofie, der kom med en Salonbøsse i Haanden og Tyrk efter sig.

Det gav et Stød i hende af Ubehag, da hun saa Forvalteren. Og Tyrk viste Tænder og knurrede.

— Goddag, Hans Henriksen, sagde Frøkenen venligt og standsede foran ham — Hvordan lever De?

Hans rødmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden Joachims Død.

— Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle Øjne, der spillede om hende.

— Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev begravet.

— Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans Henriksen?

— Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa det?

— Man kan aldrig vide det! lo hun.

Forvalteren trængte sig frem:

— Har Frøkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bøssen.

Sofie lod, som om hun ikke hørte ham:

— I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans — Far fabler bestandig om den i sine Breve.

— Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i Kisten.

Sofie lo:

— Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils Deres Mor! ...

— Storsnudet Kram! sagde Forvalter Larsen og saa forbitret efter Frøkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemærket hans Nærværelse.

— Jeg synes mere, hun ser trist ud ..... mente Hans.

— Hæ, ja! grinede Nataniel — hun trænger til lidt ... (Her gjorde han en obskøn Gebærde) ... Du skulde sgu lægge Dig efter hende, nu Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han — Jeg saa hendes Ben her forleden Dag, hun faldt over en Bjælke nede i Laden ... Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lægs, hvabeha'er!

— Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen kort.

— Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om Dig, hi, hi!

— —

Da de var færdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt forspændt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom ud af Kostalden:

— Kender Du den Irisk? spurgte han.

— Nej ...

— Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!

— Saa—e ...

— Ja ... Om det saa er vores Frøken Frederikke, saa er hun gal efter ham. Men han ser knap ad hendes Vej til længere, siden denne hersens Mose-Minka er kommet paa Besøg her.

Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tømmerne, saa at Hestene dansede:

— Hoa — hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.

— Men hun er ogsaa en lækker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren og smaskede — Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en Loppe! ... Kender Du hende?

— Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet — Gør Du?

— Næi ...!

— Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg.

— Naa—e, Fa'en! haanede den anden — Naar hun kan rende her og spille Knupveninde med vores Frøken Charlotte, saa er hun sgu ikke bedre værd!

— Knupveninde ...?

— Ja, Gu' er de Knupveninder! De sover sammen, og de kører ud sammen, og de gaar i Bad sammen ... den er jo tydelig nok! Men det er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne ha' lidt af dette søde, søde, søde Hva'beha'er! han vred vellystig sin lange, magre Krop — Ha—ha! Hva'?

Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han kunde næppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule Fjæs med Skaftet af sin Pisk:

— Farvel! gentog han og løftede idetsamme Pisken som til Hilsen.

— Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden — Hva' Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren Dig?

Hans gav Hestene Tøjlen uden at svare.

Men bag sin Ryg hørte han Nataniels onde Grinen ...

— —

En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke Pasgænger.

— Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den unge Mand.

Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa løb Hjertet af med ham.

3/4.

Det er jo det forfærdelige, Isidor, at jeg aldrig kan tale, om det, der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg kunde ikke faa det over mine Læber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg skrive det, saa faar Du det engang at læse, og saa vil Du tænke paa din lille Veninde, naar hun engang er død. Det er den nye Forvalter, der gør mig saa bange, Isidor! og det var mest om ham, jeg vilde have talt med Dig. Bare jeg ser ham, kommer jeg til at ryste; det er hans Øjne! Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; men det er ligesom, man stod ganske nøgen, naar han ser paa En! Han kan være nok saa høflig og venlig, men man er alligevel lige ved at skrige, »lad være at se paa mig med de Øjne!« Og saa har han samtidig saadan et væmmeligt snavset Smil. Baade Søstrene og Pigerne her siger det samme, men de bliver bare arrige paa ham og ikke bange, saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men jeg har mest Lyst til at løbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er det frygtelige og det nedværdigende for mig, jeg føler ogsaa Trang til at kaste mig om Halsen paa ham og skrige i vilden Sky, »her er jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!« Og vil Du tro, at jeg flere Gange har været lige ved at gøre det! Men hvis jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa? Ja, saa maa jeg dræbe mig selv bagefter, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og en af Familien skal jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare høre; jeg faldt forleden Dag, da jeg løb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bøjet over mig og rørte ved mig for at hjælpe mig, og hans Øjne, aa Du skulde have set hans Øjne! jeg var lige ved at besvime, da jeg følte hans Hænder paa min Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham væk, véd jeg ikke, hvad der vilde være sket, for, Isidor, Isidor, det er forfærdelig, det jeg nu siger Dig, men det er sandt! jeg laa og ønskede, at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til sig! Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det Menneske har faaet saadan en hemmelig Magt over mig, at jeg slet ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I tænke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og tænker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for Frederikke løber rundt og holder Stævnemøder med Elev Jakobsen, og Charlotte og Minka fra Mosen er »Kærester« siger Olga Stuepige; og Anna, ja det er næsten værst med Anna, og det er forfærdeligt at sige det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over, at Moder er kommet ind i saadan en gammel ødelagt Familie, hun som kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun kommer fra; men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal være, og naar hun er færdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. Jeg er den eneste, der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke længere tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjælpe mig, ellers véd jeg ikke, hvad det skal blive til!

Din til Døden
S.

Isidor, naar Du kommer her næste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du skal ikke spørge om det i Forvejen, — for saa siger jeg bare nej.

Din
S.

Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Løb stadig var tiltaget i Fylde og Omfang.

— Hvad ligger Du dog der og ler af, Frantz! Det er en væmmelig Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!

— Ler? Jeg ler sgu ikke!

— Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?

— Det maa være min Asthma, brummede han — den er altid værst, naar jeg kommer i Seng.

Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandenød, paastod han, og han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for at faa frisk Luft og Bevægelse.

Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om Ugen, Onsdag og Lørdag, kørte han til Byen til noget, han kaldte »Landmandsmøder«, hvorfra han først vendte hjem sent paa Natten. Og Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans eneste Form for Udskejelser nu.

I de sidste ti Aar havde han ikke været uden for Herredet; naar undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu skulde de altsaa snart have Sølvbryllup.

— —

Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.

Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt og bredt berømt for sin fortræffelige Mad ...

En Eftermiddag Hofjægermester Palle og hans Mona kom ridende der forbi, syntes Hofjægermesteren, at han saa et Glimt af Frantz's lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.

— Mona! sagde han og holdt Hesten an — Saa' Du Kragholmeren? Det er Fanden gale mig Madam Christoffersen, der feder ham op, skal Du se! Vi maa derind!

Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.

Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!

Men han sad stilfærdig ved det skurede Fyrretræsbord og nød en Kop Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrød til.

Men det skal jo ikke lægge nævneværdig Talg paa sin Mand.

— —

Sølvbryllupsdagen nærmede sig.

Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepæl paa en Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde ført i disse — ak, altfor hurtig henrundne — femogtyve Aar ...

Ti Dage før Højtideligheden tog Brudeparret til København for at gøre Indkøb. Intet skulde spares. Karen ligefrem øste Penge ud. Den ene store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm efter den anden. Og da alt var besørget, satte Mand og Kone sig fortrøstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.

Men saa skete det, at da Fru Karen under Samsø vilde tale med sin Frantz, var han intet Steds at finde. Hun søgte hele Skibet rundt og spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i Damekahytten.

Men fra det Øjeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...

Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.

Da udgød Fru Karen, vel for første Gang i sit Liv, sande Taarer. Og siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig.

Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne Gud være lovet var taget paa Aarsregning.

— —

Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.

Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden Tyrks bedrøvede indtil Døden.

— Hvor kunde Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede Hustru.

— Møv, møv ... grumlede Frantz og krøb længere ned under Dynen — Lad mig være i Fred!

Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun dog samtidig havde den Glæde at konstatere, at han ikke mere gav efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette Sølvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at han nu for stedse var helbredet ...

Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Følgerne af sin Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter lidt sin fordums Fylde ...

Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og fnisede underfundigere end nogen Sinde.

Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang.

Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm, var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at glæde og lindre.

Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun var jo tossegod!

— Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til Anrettergangen.

Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.

Men førend Fruen endnu kunde faa sagt et Trøstens Ord, blev Døren til Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af Frøken Charlotte. Begge lo og støjede de, saa det klang i Køkkenet:

— Hjælp! Hjælp! raabte Minka og vilde søge Beskyttelse hos Fru Line.

— Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i Veninden.

Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede forlegne.

Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget over, at den »Bondetøs« sprang rundt her og spillede hjemme.

— Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til Pigebørnene.

Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen:

— Sikken en Lykke for Jens, sagde hun — sikken en Lykke for Jens!

Og saa gik de.

Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen begyndte paa deres Leg.

— —

Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod dem:

— Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk — Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i Skolestuen.

Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik saas bag et Vindue i Sovekammeret.

Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og nysaaede Bede.

Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var stukket i Graad:

— Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet — saa, saa, nu er vi her jo!

Men Tøsen græd og snakkede og lod sig ikke trøste:

— Jeg skulde jo være ved ham, berettede hun snøftende — medens Madammen løb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen ... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og tæve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa ræd, saa ræd ...

— Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...

— Nej! sagde Pigen rædselslagen — ikke for aldrig det! Nu løber jeg hjem!

Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...

Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at vente.