Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrønne Plydsesmøbler laa hvide hæklede Stykker. I Vinduskarmene stod velplejede Blomster. Et lille Rosentræs lyserøde Knopper udsendte en fin Duft ...

Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...

Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset:

— Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.

Fru Uldahl rejste sig og fulgte.

Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.

I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af mange Puder. Hans dybtliggende, mørktrandede Øjne var lukkede; hans Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og Skæg var ligesom visnet bort, faldet af i store nøgne Pletter.

Men hvad der næsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den sirligt ombøjede Skjortekrave var bundet dette døende Menneske et skrigende, højrødt Slips.

Oline, der saa Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede ligesom undskyldende:

— Ja, han vilde jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gøre ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og lagde sin Haand paa Mandens Arm.

Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik, der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af Træthed og Lede:

— Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt — Det er mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ... og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.

Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget:

— Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og bøjede sig frem imod ham.

Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste Øjne lyste et Glimt frem:

— Det er Vreden ...! sagde han.

— Og hvem er De da saa vred paa?

Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig:

— Paa alle Jer, der er raske og varme!

— Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde — stem Dig nu ikke op igen ...

Men han ænsede hende ikke og fortsatte:

— Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han — og paa Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu knoppes derude!

— Jens Oluf ... Jens Oluf ...

— ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev han — Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser!

Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han løftede sine magre knoglede Hænder frem som til Besværgelse:

— Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette? vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog — Hvad har jeg forbrudt? Hvad er min Synd? Kan jeg for, at min Mo-der har avlet mig i uren Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at jeg dog kan gøre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom ... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar! ... Solguld og blaa Himmel og grønne Skove viste man mig og sagde: Se dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knælede ned og vilde gribe til og fylde mine Hænder med al Verdens Herlighed, saa var det kun Støv og Jord og Aske og Løgn ...!

Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne.

— Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs.

Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans rødblonde Haar flammede i Solen.

Degnen fôr over Ende med et Ryk:

— Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen — Judas! Judas!

Og Fru Line og hans Kone maatte kæmpe med ham for at holde ham tilbage.

— —

Da Degnen igen var faldet til Ro, forsøgte Fru Line at faa ham i Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende Ord om sin egen rolige Maade at bære Livet og dets Tilskikkelser paa.

Indtil han pludselig træt og haabløst løftede sine Øjne op mod hende og sagde som i et Skrig:

— Dét nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene bôr for langt fra hverandre!

Lørdagen den fjerde Maj døde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fødtes i Villa Seemann det ventede Barn ...

— Er det dødfødt?

— Nej ... desværre! havde jeg nær sagt. Men nu kan Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes saadanne Børn i Verden!

— —

I samme Øjeblik Isidor saa den nyfødte, sagde han til sig selv:

— Det Barn maa ikke leve!

Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel.

Han havde engang i Anledning af Spat-Maries Alexandra talt med Fru Rositta om, at saadanne ulykkelige Skabninger straks ved Fødselen burde udslettes af de Levendes Tal; og de havde været fuldstændig enige.

Nu skulde han altsaa føre sin Teori ud i Praksis.

Men han maatte selvfølgelig handle alene. Han kunde ingen Medvider have.

Atter saa han ned mod Barnet, der laa i sin Kurveseng foran ham. Og atter fôr der en Gysen igennem ham:

Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang, blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre til Øre.

Og oven over denne Flænge, over et Par store, triste Øjne, hvælvede sig en høj frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme allerede før Fødselen havde siddet inde med al Slægtens bitre Viden ...

Isidor rettede sig. Hans Beslutning var uigenkaldelig:

— Ikke en Dag til Ende skulde dette arme mishandlede Væsen faa Lov til at leve!

Og han gav sig rolig og uden Vaklen til at overtænke Sagen:

— Stuepigen skulde vaage hos Drengen om Natten. Selv vilde Isidor opholde sig i Dagligstuen. Og før Pigen gik til Ro, vilde han paa en eller anden Maade skaffe sig Lejlighed til at give Barnet en kraftig Dosis af de Opiumsdraaber, som han havde staaende i sit Skrivebord ...

— —

Bag de nedrullede Gardiner i Soveværelset laa Fru Rositta bleg og udmattet.

Men da Isidor kom for at spørge til hendes Befindende, nikkede hun ham smilende i Møde og rakte en Haand frem imod ham:

— Saa blev da det overstaaet, lille Isidor! sagde hun paa sin stille, lune Maade — Har Du set »Bummerten«?

Herredsfuldmægtigen smilede igen og satte sig paa Sengekanten:

— Ja, jeg har, sagde han — Han ser noget svagelig ud.

— Gør han det, det lille Pus? Det var maaske derfor, at Fru Nærup løb med ham, inden jeg fik ham at se?

— Naa—e, næi, det tror jeg ikke ... Hun mente vel blot, at Du trængte til Ro.

— Ja, jeg er ogsaa træt ... Er han pæn at se paa, Drengen?

— Meget pæn, ja ... Og hvordan har Du det? Var det strengt?

— Nu er det jo overstaaet ... gentog Fru Rositta og lukkede Øjnene ved Tanken.

Herredsfuldmægtigen tog hendes Haand og kyssede den:

— Tapre lille Kone ...! sagde han — Men sov nu og lad være med at tænke! Lad, som om det hele slet ikke vedkommer Dig!

— Ja ... Sig mig bare, hvem I har sat til at passe Drengen?

— Foreløbig har altsaa Fru Nærup ham. Men Elise skal være hos ham i Nat. Jeg lægger mig ind i Dagligstuen paa Sofaen. Povl og Jørgen bliver henne hos Seemannerne, hvor Du har sendt dem hen imorges, samtidig med at Du jog mig paa Kontoret ... Farvel ... Og vil Du saa være saa henrivende elskværdig at holde din Mund!

— —

Da Jordemoderen henimod Klokken ni Aften havde puslet Moderen og Barnet for Natten og var gaaet hjem, kaldte Isidor paa Stuepigen og bad hende bringe et Brev ind paa Posthuset. Og medens hun nu var borte, gik han selv op til Barnet og gav det Opiumet.

Og da Pigen kom tilbage, sagde han til hende:

— De bliver altsaa hos Drengen i Nat, Elise. Skulde han vise sig særlig urolig, saa kom ned og kald paa mig. Men De skal ikke komme herind; bank bare stille paa Døren, at vi ikke skal vække Fruen.

Og da han havde sagt Godnat til Rositta, lagde han sig fuldt paaklædt paa Sofaen. Døren ind til Soveværelset lod han staa paa Klem. I Dagligstuen brændte en Natlampe.

Men han kunde ikke falde i Søvn; laa og stirrede med vidtaabne Øjne ud i Rummet:

— Nu havde han altsaa for første Gang i sit Liv udført en virkelig »Bedrift«. Han var ligefrem stolt deraf og følte sig halvvejs som en Banebryder; tænkte endogsaa et Øjeblik paa at notere Begivenheden ned og gemme Papiret hen, saa at Efterverdenen kunde faa at vide, at han, Isidor Seemann af Slægten Uldahl, trods alt, havde været forud for sine Samtidige. Thi det stod ham nemlig klart, at de Dage vilde komme, da det simpelthen vilde blive paabudt ved Lov, det, han nu i Dag havde maattet snige sig til.

— Isidor ... lød det inde fra Soveværelset.

Herredsfuldmægtigen var med et Sæt oppe af Sofaen og inde hos sin Kone:

— Hvad er der, lille Ven? spurgte han hurtig og mærkede, at han var mere nervøs, end han havde troet.

— Aa vil Du ikke give mig lidt at drikke ...

Han rakte hende Vandglasset, og hun drak begærlig.

— Tak ... sagde hun — Det var næsten Synd af mig at vække Dig; men jeg var saa tørstig ... Sov Du?

— Ja ... sagde han hurtig — Du har da ikke Feber?

— Nej, slet ikke ... Véd Du, om Drengen sover?

— Det gør han vist; der er ganske roligt deroppe.

— Du vil vel ikke liste Dig op ved Døren og lytte ...? Elise er jo ikke vant til at passe Børn.

— Jo, det skal jeg nok ... Men læg Du Dig nu ned igen og bryd Dig om ingenting andet end at sove.

— Du er saa god, Isidor ...

— Det er jeg! Jeg er et af de bedste Mennesker siden Syndfloden!

Da Rositta igen var faldet i Søvn, listede han tilbage til Dagligstuen og trak Døren til efter sig.

Han følte sig mere og mere nervøs, syntes, at Tiden trak unødig længe ud, laa og lyttede anspændt efter, om ikke Pigen skulde komme ned ad Trappen og kalde paa ham.... Men alt i Huset forblev roligt.

Saa faldt han lidt efter lidt hen i en Døs og sov ind. Indtil han paa én Gang saa Soveværelsets Dør langsomt glide op, og den nyfødte stikke sit frygtelige Ansigt ind og stirre hen imod ham med store anklagende Øjne. Og samtidig lød der en stille Banken som af spæde Fingre mod en Rude ...

Isidor fôr over Ende og saa sig forvildet om. Saa gentog Bankningen sig; og han vaagnede helt og skyndte sig hen til Entrédøren og aabnede.

Udenfor stod Stuepigen bleg og rystende.

— Hvad er der, Elise?

— Drengen er syg ... han kan næsten ikke faa Vejret ...

Isidor stod et Øjeblik tvivlraadig. Men saa tog han sin Beslutning:

— Løb straks til Byen efter Doktoren, befalede han — og bed ham komme med det samme. Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden ... Men gaa ud gennem Køkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at Fruen ikke hører noget!

— —

Oppe i Gæsteværelset laa Barnet. Herredsfuldmægtigen stod bøjet over ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med Døden. Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig knyttede. Men han aandede endnu; svagt og med en underlig pibende Lyd trak han Vejret. Det hørtes som Klynket fra en sølle, lille dødsramt Fugl, som Livet ikke vilde slippe ...

Og saa denne gabende, blodrøde Flænge!

Isidor blev mere og mere ophidset, alt som Minutterne gik, og Drengen vedblev at leve:

— Sæt nu Lægen kom og begyndte paa sine Oplivningsforsøg, og sine Bade, saa at hele Huset kom i Oprør, og Rositta vaagnede og vilde have Grunden til Uroen at vide ...!

Der lagde sig som en Taage for Herredsfuldmægtigens Øjne. Han greb famlende for sig frem i Luften.

Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en Pude af den nærmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Søns Ansigt.

— —

Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lægen.

Han gik straks hen til Drengens Leje og bøjede sig undersøgende ned over ham:

— Er han død, Doktor? spurgte Isidor fuldstændig rolig.

— Ja, sagde Doktoren — og godt det samme!

Derpaa vendte han sig om mod Herredsfuldmægtigen og fortsatte indtrængende og alvorlig, som var det en Sag, han længe og nøje havde tænkt igennem:

— Og efter min Mening burde der ligefrem være en Lov, som paabød, at saadanne smaa, ulykkelige Skabninger ikke maatte leve! ... Men den Anskuelse kan De som Jurist og Øvrighedsperson naturligvis ikke dele, Hr. Herredsfuldmægtig?

— Nej ...! sagde Isidor.

— —

Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have.

Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde bort, flygte, han vidste ikke for hvad.

Da lyder der pludselig frem bag en Busk en stille, fornøjet Latter, en underlig spæd næsten vellystig lille Fnisen, der faar ham til at skudre sig i Ubehag. Han vil helst liste væk igen, ikke se, hvad der gemmer sig bag Busken, helst leve Livet til Ende i Uvidenhed.

Men han kan ikke flygte, han drives fremad og hen til Stedet.

Og da han bøjer Grenene til Side, ser han sin nyfødte Søn og Spat-Maries forfærdelige Alexandra ligge der paa Grønsværet foran sig i den hedeste Omfavnelse ...

Hurtig trækker han sin Skitsebog frem og giver sig til at tegne.

— Det er raat, Isidor! Det er raat! lyder det mod ham fra alle Sider.

Men han svarer:

— Det er ikke mere raat end selve Livet!

Og rolig tegner han videre...

Nils Uldahl var igen paa Havslunde ...

Og Pigebarnet havde Ret. Nils Uldahl vovede ikke at vise sig paa Havslunde, saalænge Mathilde Helmer endnu færdedes der. Hun havde Vinteren igennem bombarderet ham med Breve, der afvekslende truede og klagede, fordi hun i dobbelt Forstand var blevet »sagt op«.

Men Nils havde anvendt sin gode, gamle Fremgangsmaade og ladet enhver Henvendelse ubesvaret.

— —

Saa den første Maj drog Jomfruen bort. Og en ti-tolv Dage senere vendte Nils Uldahl tilbage.

Han blev hentet paa Stationen af Lars Kusk og gik direkte ind i sit Taarnværelse uden at hilse hverken paa Kone eller Børn.

Klokken var da to.

Klokken fem kom Olga Stuepige og bankede frygtsomt paa hans Dør:

— Der er rettet an til Middag, Husbond ... meldte hun.

Intet Svar.

Hun forsøgte igen; men med samme Resultat ...

Og ejheller ved Aftensbordet viste han sig.

Men da Fruen og Døtrene senere sad inde i Dagligstuen omkring Lampen, hørte de ham komme ud i Entréen, tage sit Overtøj paa og forlade Huset.

Og senere, da alle var gaaet til Ro, og han var vendt tilbage fra sin Udflugt, begyndte han at vandre rundt i Værelserne nedenunder, aabne og lukke Døre, gaa ud i Køkkenet og ned i Kælderen og tilbage igen, saa at Tyrk oppe i Sovekammerkorridoren hvert Øjeblik fôr hen til Trappen og gøede rasende.

Denne Rummesteren gentog sig nu Nat efter Nat. Men efterhaanden vænnede man sig til det, som man i Aarenes Løb havde lært at vænne sig til Husherrens mange andre Besynderligheder. Og om det saa var Tyrk, lod han sig ikke længere forstyrre ...

Men Nils undgik omhyggelig ethvert Samkvem med sin Familie. Sine Maaltider fik han serveret paa en Bakke, der blev sat ud i Entréen paa et Bord foran hans Dør. Og undertiden spiste han deraf, undertiden ikke. Der kunde gaa hele Dage hen, hvor han ikke tog Føde til sig. Og da sov han rimeligvis tungt og dyrisk den Rus ud, som han igen var begyndt at søge Hvile i. I det mindste kunde man stundum høre hans Snorken langt ud i Gaarden.

— Hvad mon der er gaaet Far imod? spurgte Fru Line.

— Aa, han har vel spillet nogle Penge væk! sagde Frøken Charlotte.

Men ellers lod Damerne ham leve, som han vilde, nogenlunde tilfredse, saalænge han blot holdt sig i Ro hos sig selv.

Thi værre var det for dem, naar han pludselig fandt paa at stige frem af sit Hi og agere Husfader.

Dette skete fornemmeligst, naar der var Gæster. Døren fra Entréen kunde da med ét gaa op, og »Manden« træde ind i Dagligstuen smilende og spøgende, som havde han for et Øjeblik siden forladt sin kære Familie og nu kom tilbage.

— —

Ved en saadan Lejlighed var det, at han for første Gang traf sammen med Minka fra Mosen. Hun havde paa alle Maader vidst at undgaa ham, bævende i sit Hjerte af Skræk ved de Historier, Frøken Charlotte havde berettet om ham.

Men da Nils nu resolut gik hen til hende og elskværdig og indtagende, som han kunde være imod fremmede, bevidnede hende sin Glæde over, at en saa smuk og frisk ung Pige vilde holde hans Døtre med Selskab, følte hun sig ikke alene i højeste Grad smigret, men slog øjeblikkelig om og blev ganske betaget af den fine gamle Herre.

Og om Aftenen oppe paa deres fælles Soveværelse sagde hun indigneret til Frøken Charlotte:

— Det er jo slet ikke sandt, alt hvad I har gaaet og fortalt mig om Jeres Far! Han er jo den sødeste gamle Mand, man kan tænke sig. Og det er virkelig en Skam, saadan I behandler ham!

— Synes Du? spurgte Charlotte tørt.

— Ja ... Og det er din Mors og Jer Pigebørns Skyld, at Forholdet her paa Havslunde er, som det er!

Charlotte smilede overbærende, som man smiler af et kært Barn, der »snakker med«; strakte Armene frem imod hende og sagde:

— Du er henrivende fra Top til Taa! Kys mig!

Men Minka undveg hende vrippent:

— Lad mig være!

Hvorpaa de klædte sig af i surmulende Tavshed.

— —

Sagen var den, at Minka var bleven led ved sit intime Venskabsforhold til Frøken Uldahl. Der var nemlig, rimeligvis fremkaldt og næret af dette Forhold, begyndt at vaagne i hende en egen nyfigen Interesse for det andet Køn; en Interesse, der bevirkede, at naar hun kom sammen med Mænd, var det hende umuligt at beherske sig. Der kom en Uro og Nervøsitet over hele hendes lille buttede Person, som gjorde hende endnu mere tiltrækkende. Og det morede hende at se Mændenes Begær glimte utvetydigt frem i deres Øjne.

Atter og atter havde der i den Anledning fundet Scener Sted imellem de to Pigebørn med alle et regulært Kærlighedsforholds Taarer, Bebrejdelser og Opsigelser.

Men hidtil var dog disse Skærmydsler stedse endt med Fred og Forsoning.

— —

Straks næste Formiddag efter sit første Møde med Mose-Minka havde Nils Uldahl indfundet sig ved Frokostbordet. Og trods Fru Lines og Døtrenes afvisende Holdning og mutte Miner, havde han ved sin muntre Snak og forlibte Øjekast faaet den lille Minka til at le saa hjerteligt og te sig saa overstadigt, at Frøken Charlotte bleg af Harme og Skinsyge pludselig havde grebet hende i Armen og sagt:

— Hvordan er det, Du skaber Dig! Kom her, jeg vil tale med Dig!

Men Nils havde spøgende bemægtiget sig Minkas anden Arm og var trukket af med hende:

— Nej, kom De hellere med mig, lille Frøken! sagde han.

Og saa var han og hun højt leende løbet ud i Entréen og ind i Taarnværelset, hvor de havde drejet Døren i Laas efter sig ...

Men et Kvarterstid efter var Mosepigen atter kommen farende ud rød i Kammen og med Haaret i Uorden.

Nils havde bag den aflaasede Dør villet forgribe sig paa hende.

Sommeren var inde. Parken stod grøn. Og paa den store Plæne foran Havesalen blomstrede Roserne ...

— Ja, Frantz, ja, ... nikkede Ole, der rolig havde givet sig til at lede Gaardens Postsager frem af sin Taske — han stod og var ved at gaa til Sengs, og saa skvat han om og var død med det samme ... Her er tre Breve til Herren og et til Frederikke og saa Aviserne.

— Hvem har Ole hørt det af? spurgte Fru Line.

— De sa'e det inde i Byen ... Er der Post med tilbage?

— Nej ...

— Ja saa, Farvel!

— Skal Ole ikke ind og have sin Kaffe?

— Nej, jeg har ikke Stunder ...

Og bort stavrede den Gamle fornærmet. Posttasken daskede vredt imod hans Hofte.

Fru Line gik op til Huset og ind i Entréen. Hun lagde Aviserne og Godsejerens Breve fra sig paa Bordet foran Taarndøren og vilde gaa igen. Men saa vendte hun sig resolut og bankede paa:

— Nils ...?

Intet Svar.

— Nils ... din Broder paa Kragholm er død ...

Men da der fremdeles intet Svar kom, gik hun atter ned i Gaarden, hvor Frøken Sofie stod og ventede.

— Han lukkede naturligvis ikke op for Mor?

— Nej ...

Den unge Piges Øjne lynede:

— Bare det var ham, der var død! sagde hun.

— Men Sofie ...

— Ja, det siger jeg! Saa kunde vi andre da leve i Fred!

Forvalter Larsen kom gaaende nede fra Ladegaarden. Da Frøkenen saa' ham, gjorde hun brat omkring og gik over mod Asylet:

— Jeg gaar over til de Gamle ...

Fru Uldahl vinkede af Forvalteren:

— Er Husbond hjemme, Larsen?

— Nej, Godsejeren red til Kragholm straks i Morges tidlig begrundet paa en Telefonmeddelelse, han fik.

Fru Line tøvede: Skulde hun fortælle om Dødsfaldet eller ikke? Ogsaa hun følte et sært Ubehag i Forvalterens Nærværelse; men i sin Hjælpeløshed sagde hun:

— Det er min Svoger, der pludselig er død ...

— Naa, Herregud, er han det ... Ja, Enken kommer jo ikke til at lide Nød ...

— Nej ...

— —

Fru Line gik om forbi Gavlen og ned i Parken, hvor Pigebørnene opholdt sig.

I en Hængekøje laa Frøken Anna og døsede.

— Onkel Frantz er død i Aftes, lille Anna ...

— Saa—aa? Hvad er han død af?

— Det var vist et Hjerteslag ...

— Naa; ja han var jo ogsaa blevet saa tyk ...

Frøken Charlotte, Frøken Frederikke og Minka fra Mosen gik henne paa Plænen og spillede Kroket.

— Her er igen et Brev til Dig, lille Frederikke ...

Frederikke snappede hurtig Brevet og puttede det i Lommen. Charlotte fløjtede:

— Hu-it! sagde hun.

— Pas Dig selv, Tøs! blæste Frederikke.

— Onkel Frantz er død i Aftes, lille Frederikke ... sagde Fru Line saa.

— Er Onkel Frantz ...! Saa er Tante Karen da henrykt!

— Hvad siger Mor? spurgte Charlotte, der igen var optaget af Spillet — Det er Dig, der skal slaa, Minka!

Og Minka slog til sin Kugle, saa at Fru Uldahl maatte hoppe for ikke at faa den over Fødderne.

Pigebørnene brast i Latter. Og endnu leende gentog Charlotte Spørgsmaalet:

— Hvad var det, Mor fortalte om Onkel Frantz?

— Han er pludselig død i Aftes Klokken elleve ...

— Men bevares vel dog! ... Véd den gamle Svend det?

— Ja, han er redet derover ...

— Gudskelov, saa er vi da fri for ham i Dag! ... Nu er det din Tur, Frederikke!

Og Frederikke stillede sig op til omhyggelig Sigte og fik sin Kugle flot gennem Midterbuen ...

— —

Saaledes blev Budskabet om Frantz Uldahls Død modtaget paa Havslundegaard.

Kun Jomfru Ingwersen sagde ovre i Asylet til Frøken Sofie:

— Gud ta' ham i naadig Varetægt, lille Sofie! Frantz har altid været den bedste af Børnene fra Egesborg ...

Paa Kragholm. Samme Dag. Middag ...

— Det lader sgu til det! sagde hun — Nu er det li'som Fniset sku' briste ud af ham.

Den anden jog pietetsfuld en Flue væk, der summede omkring Ligets Næsebor:

— Hvem er det, der er inde hos Fruen?

— Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hofjægeren fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmægtigen inde fra Byen ... han hører jo osse paa en Maade til Familien.

— Mon der bli'er noget for dem at hole?

— Næi, hun har sgu nok sørget for at faa sig tilskrevet det hele, kender jeg den Gnietaske ret!

Den firkantede Kone lagde Dækket tilbage over den Dødes Ansigt, medens den lange fortsatte:

— Véd Du, hvad jeg tror, at han ligger og griner af, Jensine?

— Nej ...? spurgte denne anden nyfigen.

— Jeg tror, at han har snydt Fruen i det legemlige.

— Tror Du ...?

— Ja ... han har vel haft sig et Par Bislaafersker, som nu melder sig og laver Fest.

— Ja—e, nikkede den firkantede — de Uldahlsfolk har jo altid vaaren fortærende efter Hunkønnet ... De siger, at det skriver sig fra Etatsraaden, han ha'de nok tre Stene, siger de. Men det er vel Løgn.

— Nej, det er sgu rigtig nok! bedyrede den lange — for Maren Smeds har sæl fortalt mig det, og hun var med paa Egesborg aa vadske ham! ... Naamen lad vos nu se at liste hjem efter aa faa lavet den Skefuld Middag til Tiden!

Og Konerne gik. Og der blev Tavshed hos den Døde ...

En Solstraale smuttede ind mellem Gardinerne og faldt spillende hen over Sengens Dække, der et Øjeblik syntes at bevæge sig, som om Frantz Uldahl nu i sin Ensomhed slap Latteren løs.

Men ingen fik nogen Sinde Forklaring paa, hvorfor denne sære Mand sit hele paatvungne Ægteskab igennem havde gaaet rundt og moret sig saa kongeligt.

Thi Fru Karen paastod haardnakket, at det var Løgn og ondskabsfuld Klaffer, hvad der senere fortaltes om et Par digre Brevskaber, hun skulde have modtaget kort efter Gemalens Jordfæstelse.

Det ene Brevskab, sagde man, var fra Værten i Byens Hotel, der hvor »Landmandsmøderne« holdtes; og det andet var fra Madam Christoffersen i Harritslev Kro, hvor Palle havde overrumplet Onkelen i at nyde Kaffe med Wienerbrød.

Og begge Skrivelser indeholdt, paastodes der, favnelange specificerede Regninger paa nogle fede Ekstramaaltider, Frantz Uldahl paa Grund af sin Kones økonomiske Sans havde set sig nødsaget til at indtage næsten hele sit Ægteskab igennem.

Hotellets Krav lød paa 8773 Kroner og 66 Øre; og Kroens paa 3455 Kroner og 15 Øre.

Hvilket tilsammenlagt udgør 12228 Kroner og 81 Øre ...

— —

Men Fru Karen lod paa sin Mands Grav prente i Guld:

Hvorefter hun averterede Kragholm til Salg og beredte sig paa at flytte til Hovedstaden for at fly Sorgen og Minderne.

Sommeren var altsaa inde, Høet stod i Stakke. Deherrer Lovgivere raslede af Sted fra Kro til Kro og talte løfterigt til deres Vælgere. Der stod en Flom af Løgn og Bavl ud over Landet ...

Men indadtil, hjemme paa sin Gaard ... Ja, det syntes aldeles ikke at have nogen som helst Indflydelse paa Hr. Uldahl-Eges Privatliv, at han om kortere eller længere Tid maaske vilde stige til en af Landets højeste Værdigheder. Hans Huseren paa Havslunde var tværtimod denne Sommer endmere — uforbeholden end nogen Sinde. Efter et nyt forgæves Attentat paa den lille Mose-Minka, der havde haft til Følge, at hun maatte ty hjem til sine Forældre, havde han indladt sig i Forbindelse med en af Gaardens Mejeripiger. Og sammen med hende og en kæmpemæssig Smed nede fra Landsbyen fejrede han vilde, natlige Orgier i sin Fæstning i Herskabsfløjen eller i Dullens Jomfrubur (som hun delte med seks andre) i Økonomibygningen.

Og om Dagen sov han saa Sviren ud, døv for enhver Tilnærmelse fra sine Omgivelser ...

Gang paa Gang havde hans Stillere sendt ham forgæves Opfordringer til i Lighed med de øvrige Folketingsmænd at drage ud paa de reglementerede Vælgermøder.

Og da Deherrer omsider mødte frem i Deputation for at tale ham til Rette, anvendte han sin gamle Taktik med at lade dem staa ubønhørte udenfor sin aflaasede Taarndør.

Og Fru Line maatte omsider gribe ind og forklare dem, at Godsejeren var syg; medens hun samtidig snildelig bød dem ind i Spisestuen paa en Bid Brød og et Glas Øl.

Hvad de selvfølgelig ikke kastede Vrag paa.

Men da de senere efter endt Fodring drog bort, opløftede den ældste Bondemand iblandt dem sin Røst og sagde:

— Næste Gang stemmer vi paa en af vore egne! Er vi enige om det, Folkens?

De andre Bondemænd nikkede hertil et samdrægtigt: Ja!

Og hermed var Nils Uldahls politiske Dødsdom fældet.

En Formiddag i Begyndelsen af Juli rullede en Charabanc op foran Havslundegaards Portal. I Vognen sad to civilklædte Herrer og to Herrer prydet med Uniformshuer.

Det var Herredsfuldmægtig Seemann, en Politibetjent og et Par Befuldmægtigede fra Kreditforeningen.

Fru Line gik dem bleg om Kind i Møde i Entréen. I Døren til Dagligstuen saas Pigebørnenes blege Ansigter. Nils viste sig ikke.

— Men Isidor, stammede Fru Uldahl — hvad betyder dog dette?

Herredsfuldmægtigen greb medfølende hendes fremstrakte Haand og beholdt den i sin:

— Vær bare ikke ængstelig, sagde han — det hele ordner sig nok, naar vi faar talt med Onkel Nils ... Er han hjemme?

— Ja, men Du véd jo ...

— Vi maa og skal tale med ham, Tante; det er aldeles nødvendigt!

— Ja — ja ... sagde Fru Line forvirret — nu skal jeg forsøge ...

Men førend hun endnu var naaet hen til Taarndøren, skød Frøken Sofie Søstrene til Side og kom frem fra Dagligstuen:

— Nej, lad mig! sagde hun ophidset — Gaa Mor hellere ind i Stuen til de andre. Mor kan ikke taale den Slags Sindsbevægelser — og hun lagde en Arm om Fru Uldahl og førte hende tilbage til Dagligstuen og lukkede Døren.

Derpaa vendte hun sig om imod Herredsfuldmægtigen. Hendes Læber dirrede, og hendes Øjne flammede:

— Hvad vil I her? spurgte hun.

Isidor stod forvirret:

— Vi ... ja ...

— Ja, hvad skal jeg sige til Far, at I vil ham?

— Sig, at det er Folk fra Kreditforeningen, saa véd han Besked.

Frøkenen gik hen til Taarndøren og bankede paa:

— Far, her er Bud fra Kreditforeningen, som skal tale med Dig!

Men hun fik intet Svar.

— Saa bankede hun igen og haardere:

— Far, hører Du ikke! Du maa lukke op! ... Han er drukken! sagde hun saa — Det er han hver Dag nu! Og han hører det ikke! Han lukker ikke op!

Og idet hun igen vendte sig om imod Fætteren, spurgte hun, og hendes Ansigt var hvidt og koldt:

— Skal vi nu til at gaa Fallit, ligesom alle de andre, der har ejet Havslunde? ... Og det er Du med til?

— Nej, nej, lille Sofie! Det ordner sig nok, — naar vi først faar talt med Godsejeren.

Men hun overhørte hans Ord, saa ophidset var hun. Hun gik tæt hen til ham, saa tæt, at han uvilkaarlig rykkede et Skridt tilbage:

— Hvor er din Skitsebog, lille Ven? spurgte hun og lo haanlig — Jeg ser ikke noget til din Skitsebog! Skal Du ikke tegne dette her? Det maatte da være morsomt.

— Næmen, kære, lille Barn dog, Du er jo ...

— Ja, hvad vil Du her da?

— Jeg har jo sagt Dig, at vi kommer fra Kreditforeningen ... Din Far har ikke betalt sine Renter for de to sidste Terminer ... Og han svarer ikke paa de Breve, der bliver sendt ...

Frøken Sofie afbrød ham:

— Og det skulde netop Du ud at fortælle os! sagde hun — Det skulde netop være Dig, der jog os fra Havslunde, i Stedet for at gøre alt, hvad der stod i din Magt for at hindre det! ... Aa, Isidor, Isidor, hvem i den hele, vide Verden skal jeg nu tro paa ...?

Og idet hun slog Hænderne for Ansigtet, brast hun ud i en krampagtig Graad, som hun forgæves søgte at dæmpe og flygtede tilbage ind i Dagligstuen. Døren blev staaende aaben efter hende.

Herredsfuldmægtigen saa sig hjælpeløs og forpint omkring. De andre Herrer havde diskret trukket sig ud paa Stentrappen foran Huset. Gennem den aabne Dør til Dagligstuen hørte Isidor Frøken Sofies Hulken og Fru Lines Tyssen:

— Saa, saa, lille Sofie, saa, saa ... vær nu en rolig og fornuftig lille Pige ...!

— Jamen, hvis de nu jager os fra Havslunde, Mor ... hvis de nu jager os fra Havslunde ...!

— Nej, nej, vist gør de ikke nej ... Far har jo Penge nok ... Far er jo en rig Mand, siger alle Mennesker ...

Isidor stod et Øjeblik ubeslutsom. Det var som lammedes hele hans Væsen af Sorg og Medfølelse ikke blot med disse hans Slægtninge her, men med den hele store Jordens Hob af Mennesker ...

Saa rev han sig pludselig med Vold løs af sine Tanker, og gik hen til Taarndøren og bankede paa:

— Onkel Nils, kaldte han — Det er mig, Isidor Seemann ... Du maa lukke op; jeg skal tale med Dig angaaende de Penge til Kreditforeningen ... Alting kan jo ordnes endnu.

Og da han syntes at høre en svag Puslen inde bag Døren, en stille Skuren, som om en Slaa blev skudt fra, gentog han sin Banken højere og kraftigere og nævnede paa ny sit Navn og sit Ærinde.

I det samme blev Døren hastig aabnet, og han saa som i et Syn Nils Uldahls forsvirede Ansigt indrammet af det hvide Haar og Skæg:

— Snak med min Kone! Dette her kommer ikke mig ved!

— Jamen, Onkel Nils, din Kone er jo slet ikke inde i disse ...

Men førend Isidor fik talt ud, blev Døren atter slaaet i, og Slaaen skudt for ...

Det viste sig ved Kreditforeningens indgaaende Undersøgelse, at Nils Uldahl var en saa godt som ruineret Mand.

Og endvidere paastodes det, at en yngre, letlevende Skuespillerinde i Hovedstaden ved ekstraordinære Lejligheder bar paa sin befærdede Barm et svimlende kostbart Smykke, som Herren til Havslunde skulde have overrakt hende i Morgengave efter en ligesaa svimlende Nat ...

Disse og talrige lignende vare Rygterne.

Men Nils Uldahl selv fremkom ikke med nogensomhelst Art af Oplysning. Han stængede sin Taarndør og lod Fru Line og Isidor Seemann klare Vanskelighederne.

— —

Den Dag Forretningerne med Kreditforeningen var saa vidt i Orden, at man kunde overskue Situationen, sagde Herredsfuldmægtigen til Fru Uldahl:

— Maa jeg give Dig et Raad, Tante Line?

— Ja, gerne, min Ven ...

Fuldmægtigen tøvede et Øjeblik ligesom uvis. Saa sagde han:

— Du skulde lade Onkel Nils erklære umyndig, Tante; der er Grunde nok til det.

Men uden saa meget som et Sekunds Betænkning svarede Fru Uldahl et afgjort:

— Nej! ... Pengene er Uldahls, sagde hun — og Gaarden er Uldahls. Og han har Lov til at handle med sine Sager, som han vil.

— Gaarden er ikke længere hans, men Kreditforeningens, indvendte Isidor — saa den har han altsaa ingen Raadighed over ... Men hvem borger Dig for, at han nu ikke ogsaa ødsler de Penge bort, der bliver til Rest?

Fru Line blev haardnakket ved sit:

— Pengene er hans! gentog hun — Ene hans! Jeg bragte ham ingenting. Og Pigebørnene har jo nu i Fremtiden Arven efter Onkel Joachim, saa de lider ingen Nød.

— Jamen sæt, Tante, at han opfører sig saaledes, at Kreditforeningen ser sig nødsaget til at bede Jer forlade Havslunde? Nu sidder I her; og med en fornuftig Økonomi kunde I maaske blive siddende her for bestandig. Gaarden er i god Drift og kan rimeligvis ad Aare igen gaa over til Familien. Men jeg mener rigtignok absolut, at det maa tilraades, at Du ...

— Nej, lille Isidor, nej; jeg gør det ikke! Jeg vil ikke ogsaa bringe den Skam over hans Hoved. Og selv om han nu blev gjort umyndig, som Du siger; det nyttede ikke noget. Naar han kom og bad mig om Penge, vilde jeg alligevel give ham dem. For de er og bliver dog hans, hvordan man saa end vender og drejer det.

— Jamen Tante, fortsatte Herredsfuldmægtigen indtrængende — om Du nu ogsaa selv er saa stærk, at Du vil kunde bære, hvad der end sker, saa bør Du dog tænke paa, hvilken Sorg det vilde være for dine Børn at skulle forlade Stedet her, som de elsker saa højt.

— Deres Fader maatte forlade Egesborg før dem! sagde Fru Line — Og der er jo ikke Tale om, har Du selv sagt, at vi behøver at tage bort fra Havslunde.

— Nej, ganske vist ikke foreløbig ... Men det kan komme saa vidt ... Og hvad tror Du, at der vilde blive af Sofie, om hun skulde bort fra Stedet her? Tænk Dig hende tvunget til at leve i en Bylejlighed, eller bare ethvert andet Steds end netop Havslunde! Jeg er bange for, Tante, at hun ikke stod det igennem med det underlige Sind, hun har.

Fru Uldahl tøvede en Stund, inden hun svarede. Derpaa sagde hun stille og varmt, som fødtes Ordene dybt i hendes enfoldige Hjerte ... og hun tog en af Herredsfuldmægtigens Hænder og klappede den, medens hun talte:

Tak lille Isidor, sagde hun — fordi Du tænker saa kærligt paa Børnene og mig ... Men det er Nils, der trænger til Hensynsfuldhed nu, da alt er styrtet sammen om ham. Og jeg kan ikke være med til yderligere at ydmyge den Mand, der engang har været baade kærlig og fintfølende overfor mig ... jo han har, min Ven! Husk paa alt det, han i sin Tid maatte døje af sin rige og ansete Familie, fordi han ikke vilde slippe mig! Og nu skulde jeg lønne ham med at saare ham dybere end nogen anden formaar det. Nej, lille Isidor, jeg siger absolut Nej! Pigebørnene og jeg klarer os nok, hvordan det saa end gaar; nu bør der tænkes paa ham! han lider allerede tilstrækkelig ved det, der er hændt. Jeg kender ham. Han er paa sin Maade stolt og ærekær ... Og god og kærlig er han ogsaa ... jo han er! ... eller maaske snarere var! ... Du skulde blot læse hans Breve til mig fra de første Aar, medens vi endnu boede paa Thorsminde! Den, der som jeg har oplevet de Tider sammen med Nils, kan ikke nu være med til at støde til den hældende Vogn ... Lad der saa end ske, hvad der vil!

Isidor trak smilende paa Skuldrene ... men bøjede sig uvilkaarlig samtidig ned og kyssede Fru Lines Haand ...

Forholdene paa Havslunde var foreløbig blevet ordnet saaledes, at Kreditforeningen skulde administrere Gaarden med Forvalter Larsen som Bestyrer; medens Familien Uldahl skulde blive boende i Hovedfløjen og have udbetalt en mindre aarlig Appanage ...

Men Fru Uldahl lod, som om hun ikke hørte det og forlod Stuen.

— Usch! sagde Frøken Charlotte foragtelig og lod sine Hænder glide ned over sine slanke Hofter — at Mor kan nedværdige sig i den Grad!

— Skal vi gaa op til os selv? foreslog Frederikke.

— Nej ...! sagde Sofie afgjort — saa bliver Mor jo alene med ham.

Frøken Anna, den ældste, sagde ingenting. Hun laa med Nakken bøjet tilbage mod Stoleryggen og stirrede ud i Luften.

— Jeg synes, det er det laveste, jeg endnu har oplevet, begyndte Frederikke igen — at laase sig inde og lade Mor, der ikke har Begreb om den Slags Forretninger, være ene om det hele!

— Det ligner de tapre Mandfolk! sagde Charlotte kort — Underligt, at han ikke ligefrem er rejst bort.

— Han har vel ingen Penge haft ... mente Frederikke.

Og Sofie, der lille og bleg krøb sammen i sin Stol, spurgte:

— Er vi nu fattige?

Men Anna sagde stadig intet. Det var, som kom Sagen aldeles ikke hende ved. Hun havde lukket Øjnene og vuggede langsomt Hovedet frem og tilbage over Stoleryggen.

— Anna ...?

— Ja ...

— Sover Du?

— Næi ...

— Hørte Du, at Mor gik over for at hente den gamle Svend?

— Ja—e ... (Hovedet vuggede stadig, og Øjnene forblev lukkede) ... det hørte jeg godt.

Det var Frederikke, der havde spurgt. Og nu sagde Charlotte som Svar paa Sofies Spørgsmaal:

— Næi, fattige er vi ikke. Vi har jo Onkel Joachims Penge; og dem kan Far ikke røre, siger din himmelske Isidor.

Frøken Sofie krøb længere ned i Stolen og sendte Søsteren et sygt Blik: Hvor kunde hun dog nænne at være saa ond!

Men Frøken Frederikke, der ikke havde hørt, hvad de to andre talte om, lo stille hen for sig og sagde:

— »Jeres Far, den Vindbeutel!« ... Kan I huske, at det kaldte Onkel Joachim ham, sidste Gang vi var paa Ravnsholt?

— Ja, han var en klog Mand! nikkede Frøken Charlotte — Aa, Anna, udbrød hun saa irriteret — kan Du ikke sidde stille med det Hoved! Jeg bliver ganske søsyg af at se paa Dig!

Anna rettede sig. Men kun for et Øjeblik. Saa støttede hun Albuerne mod Bordpladen og lod Hovedet synke ned i Hænderne.

— Hun er fuld! sagde Charlotte haardt og ufølsomt — Nu drikker hun Kogesprit!

— Hvad er det, Du siger, Tøs ...! mumlede Anna; men uden at flytte paa sig.

Frøken Sofie saa op med et næsten forvildet Blik. Taarerne stod hende i Øjnene, og hun vilde helst være flygtet til Jordens Rand og ladet sig glide ud og bort fra det altsammen ...

Der blev nu en længere Pause; indtil Frøken Frederikke spurgte, og med det uskyldigste Ansigt af Verden:

— Har Du hørt, Charlotte, at Mose-Minka skal giftes med Hans Henriksen fra Ravnsholt?

Blodet fôr Charlotte til Kinderne som ved et Stempelslag:

— Hvem siger det?

— Pigerne ...

— Naa, jeg troede, det var Elev Jakobsen ... eller en af dine Handelsrejsende, Du havde det fra.

Nu var det Frederikkes Tur at rødme ...

— Jeg fryser ... sagde Frøken Sofie og skudrede sig — Jeg synes, her er koldt ...

Frøken Anna var atter begyndt at vugge sit Hoved frem og tilbage.

Ingen talte mere ...

Saaledes sad de fire Søstre og ventede paa deres Forældre.

Tyrk løftede lyttende sit store tungsindige Ansigt og knurrede.

Sofie rejste sig:

— Kom Tyrk ...!

Og Hunden næsten krøb ud gennem Døren ...

— —

Nils Uldahl var bleven staaende midt paa Gulvet. Han saá saa inderlig brødebetynget og ynkværdig ud. Al hans fordums Storhed og Fripostighed syntes at have forladt ham, nu han for første Gang var stillet Ansigt til Ansigt med dem, han saa skammelig havde forraadt. Han famlede med Hænderne og drejede paa Kroppen, som vidste han hverken, hvad han skulde sige, eller hvad han skulde foretage sig. Og saa havde han klædt sig saa vanvittig friskfyragtig paa til Situationen: lyse Benklæder, broget Vest og brun, stumprumpet Fløjelsjakke.

Hans Hjælpeløshed virkede smittende paa Fru Line, der saa bedende rundt til sine Døtre, om de dog ikke vilde have Forbarmelse med ham.

Men Charlotte og Frederikke sad tavse og utilgængelige paa deres Stole. Og Frøken Anna havde ikke engang løftet Hovedet fra Hænderne ved Forældrenes Komme.

Herfra var ingen Redning at hente ...

Da derfor Frøken Sofie traadte ind i Stuen igen efter at have lukket Tyrk ud i Gaarden, gjorde Nils i sin Kvide et forfjamsket-fortvivlet Forsøg paa at komme over det døde Punkt. Han gik rask hen imod hende, lagde en Arm om hendes Liv og spurgte flot og frejdigt:

— Naa, lille Pige, fik hun saa det fæle Dyr sat paa Porten?

— Ja ... hviskede Sofie og trak sig bort for at undgaa hans Berøring.

Men da han i det samme smilende bøjede sig over hende som for at trykke et faderligt Kys paa hendes Pande, og hun saa hans røde, posede Ansigt og lugtede hans stinkende Spiritusaande, blev hun grebet af en saadan Rædsel og Væmmelse, at Gulvet ligesom gled bort under hendes Fødder; og hun vilde være styrtet om, hvis ikke Fru Line og Frøken Frederikke var ilet til og havde grebet hende og bragt hende bort.

— —

Da Døren havde lukket sig efter dem, rejste ogsaa Frøken Charlotte sig og forlod Værelset ...

Og nu var altsaa Nils Uldahl ladet ene tilbage med Frøken Anna, der paa ny havde lagt sig bagover mod Stoleryggen og langsomt og uden Ophør vuggede sit Hoved frem og tilbage, og frem og tilbage ...

Det forholdt sig rigtigt, som Frøken Frederikke havde sagt: Minka fra Mosen skulde giftes med Hans fra Ravnsholt.

Og endnu samme Aften førend han drog hjem, havde de fejret en glødende Bryllupsfest nede i det duftende, nyslaaede Hø paa Engen, medens Elvertaagerne dansede, og Frøerne sang ...

— Charlotte, Charlotte! skrev Minka Dagen derefter i et Brev til sin fordums Veninde — Charlotte, Charlotte! Tag Dig en Mand, Pigebarn! Prøv det! Ved Gud i Himmelen, Du vil ikke fortryde det!

Din lille oppe over alle Skyer
Veninde
Minka Thorsen.

— —

Da Mose-Minka var eneste Barn, og Jægermester Thorsen ansaas for meget velhavende, mødte Partiet kun Tilslutning hos Madam Henriksen — skønt Pigebarnet var godt og vel femogtyve Aar yngre end sin Fæstemand.

En Dag efter Middag lod Madammen derfor spænde for og kørte paa Visit hos sine nye Slægtninge. Hans maatte blive hjemme. Pompadour saa bedst, naar hun var alene ...

Og som en Dronning tronede Madam Henriksen en Timestid senere i Mosegaardens fornemste Sofa hyldet og komplimenteret af Jægermesteren og Frue.

— —

Efter Velkomstkaffen blev hun vist rundt ude og inde. Hendes kyndige Øjne vurderede Inventar og Besætning paa en Ottendedel Øre; og hun fandt alt saare godt. Mosegaarden lagt til Ravnsholt, kalkulerede hun, vilde engang i Tiden gøre hendes ældste Søn til en af Egnens anseeligste Mænd.

Og pludselig sagde hun:

— Véd I, at Hans igaar er bleven valgt til Sogneraadsformand?

Nej, det vidste Svigerforældrene ikke.

Jo, det var han. Med fem Stemmer mod to — og de to havde endda kun stemt paa hinanden!

— Ha, ha, ha! lo Jægermesteren og slog sig paa Laarene.

Thorsen var en stor, tykblodet og larmende Bondemand, der havde annammet sin Titel, fordi hans Kone var en Halvkusine til Landbrugsministeren.

— —

Under hele Madam Henriksens Besøg havde Minka omsnoet sin Svigermoder som en Kattekilling. Men Madammen havde holdt sig stiv og stram i sin sorte Merinoskjole og vurderet hende. Begge havde de ved første Øjekast indset, at de aldrig vilde komme til at stemme sammen. Pompadour fandt »Tøsen« for »fin«; og »Tøsen« fandt Pompadour for grov. Det maatte ende med Kamp. Men begge slog sig foreløbig til Taals med, at de jo havde Hans paa deres Side ...

— —

— Ja De véd vel, Thorsen, at min Søn Jeppe er ved at købe Kragholm af Frantzes Enke? spurgte Pompadour pludselig, bedst som man sad ved Afskedsteen og talte om Kvægpriserne.

— Ja, jeg hørte det forleden ude i Byen ... Nu mangler De snart bare Havslunde, ha, ha!

Madam Henriksen rettede sig i Merinoen:

— Kommer Tid, kommer Lejlighed! sagde hun — Nils derovre er da godt paa Vej nedad! ... Hans Tøser og han kan prise dem lykkelige for de Hundredeogtyvetusind, de fik efter Joachim!

— Ja og dem kan Nils vel ikke røre?

— Nej, det er der sørget for. De staar i Overformynderiet til 4½. Han prøvede jo i sin Galskab over, at vi fik Gaarden, at forbyde Døtrene at ta' imod Arven ... men nu maa han være glad til!

— Hvor er det dog sørgeligt med saadanne Forhold ... sukkede Fru Thorsen, en lang, mager og trist Dame, der havde været Privatlærerinde, da Thorsen i sin Manddom plukkede hende ... en fin og sart Blomst. Nu var hun knækket; men altsaa Jægermesterinde — Hvor er det dog sørgeligt! .... sagde hun — Vor Minka var jo inviteret derover i nogen Tid i Vinter, men ... Aa, lille Minka, tag og gaa ind i Kabinettet; det er ikke alt, hvad vi ældre siger, at en ung og uskyldig Pige har godt af at høre ...

— Aa—rr ...! vrissede Minka og blev, hvor hun var.

Men da ramtes hun af et Blik fra sin Svigermoder, der uvilkaarlig fik hende til at rejse sig og liste af.

Pompadours tynde, graasprængte Haar var skilt i Midten og kæmmet glat ned bag Ørene, hvor det samledes til en lille, karakterfast Knold. Og noget mildnende Hovedsæt bar hun ikke. Kraniet saas i alle dets respektindgydende Linjer ...

Da Minka var gaaet, begyndte Fru Thorsen paa sin triste Maade at udbrede sig om Nils Uldahls Attentater paa hendes Datter ...

Men Jægermesteren brast ud i en larmende Latter:

— Ha, ha, ha! lo han — Ja, hva' Fa'en ..!

— Ja, Du ler, Thorsen ...! sagde Fruen og fortsatte derpaa sit Sørgekvad om Forholdene paa Havslundegaard, der var den ganske Omegn en stadig Kilde til Forargelse ...

Men nu huggede Madam Henriksen ind:

— Hvorfor sendte De saa Deres Datter derover? spurgte hun hvast — De vidste jo det altsammen i Forvejen!

Fru Thorsen brød hastig af, Samtalen tog en anden Vending.

— —

Lidt efter tog man Afsked, og Pompadour steg til Vogns ...

Da Minka udenfor paa Stentrappen rakte sin Svigermoder sin lille, hvide Haand til Farvel og bad hende hilse Hans, besvarede den Gamle ikke hendes Hilsen, men stirrede et Par Sekunder tavs paa den unge Piges Haand og sagde saa:

— En Landmandskones Hænder skal være røde! sagde hun og ligesom slængte Haanden fra sig — Men det gi'r sig vel!

Og saa kørte hun.

— Uopdragne Kælling! sagde Minka og spyttede efter Vognen.

Jomfru Ingwersen havde plat ud nægtet at forlade Asylstuen. Det var hendes Astma, det i flere Maaneder havde været galt med. Nu var denne Sygdom ganske vist i Bedring i den rare, lune Sommerluft; men saa havde hun faaet Nyregrus i Benene, sagde hun. Og naar Rottbøl og Lurvadt gik ned i Parken for at sole sig, blev Ingwersen stadig siddende paa sin Stol og gav i lange Enetaler ondt af sig.

— Ingwersen, sagde Frøkenen — der trakteres med Chocolade nede paa Badeplænen!