— Hvad kommer det mig ved ... knurrede Ingwersen.

Men uden at svare kravlede Sofie ind gennem Vinduet, og Tyrk sprang efter:

— Ih Du min Gud og Skaber! skreg Ingwersen, da hun saa dem.

Og medens hun sad modstandsløs af Forfærdelse, gav Frøkenen hende Hat og »Mantille« paa, skiftede Pampusserne om med Lædersko, rejste hende fra Stolen, stak sin Arm ind under hendes og sagde saa:

— Nu gaar vi!

— Vi vinder aldrig frem ... klynkede Ingwersen mellem Graad og Latter.

— Vel gør vi saa! sagde Frøkenen — Og hvis Ingwersen bliver træt, sætter vi hende op paa Tyrk. Kom saa!

Og Fod for Fod tridsede de frem over Gaardspladsen og ind i Parken ...

»Husbond« var straks fra Morgenstunden af redet af Gaarde.

— —

Nede paa Badeplænen var Chocoladebordet anbragt foran »Fruens Stade«. Kopperne og Kanderne skinnede i Sollyset. — De unge Damer havde været i Bad; og deres brogede Badedragter laa til Tørring paa Grønsværet strittende med Arme og Ben.

— Der kommer de! sagde Frederikke og pegede op mod Lindealléen, hvor Sofie og Ingwersen netop viste sig.

— Jeg vidste det, nikkede Lurvadt — Ingwersen vil bare gøres a'! Hendes Ben er ikke nær saa galne som mine!

Fru Line sad tavs og saa hen mod Jomfru Rottbøl, der puslede med sine Dukker henne omkring Badeteltet.

Jomfruen havde siden Jul endyderligere bekommet tre Børn og havde nu fire som i sin Ungdoms Vaar. Men hun holdt mest af Juledukken, Nikoline, der var den største, og som hun paastod, at hun havde faaet med Onkel Joachim fra Ravnsholt seks Dage efter hans Død. Han havde besøgt hende samme Nat, han blev begravet, fortalte hun; og Nikoline laa allerede fuld færdig og paaklædt hos hende i Sengen næste Morgen. — Gud er stor!

Rottbøl bar Børnene ud og ind af Teltet, spadserede med dem, kørte dem rundt i Frøken Sofies gamle Dukkevogn, nynnede for dem, naar de ikke vilde sove, tog dem op og lod dem forrette smaa paatrængende Ærinder inde bag Buskene, puttede dem til Vogns igen og kørte videre, medens hun af og til, højt og skingrende satte i med et Par Linjer af sin Yndlingssang om Drømmenes Land det lyse, som intet ondt eller fælt kunde naa ...

— Rottbøl! kaldte Fru Uldahl — nu skal vi ha' Chocoladen!

Og Jomfruen kom trillende med alle fire Unger sammenpakkede i Vognen, som hun stillede ved Siden af sig tæt ind til Bænken:

— De sover ... hviskede hun og hævede tyssende den sortprikkede »Syfinger« — Nu sover de ...!

Men pludselig faldt hun i en ynkelig Graad.

— Hvad er der dog, lille Rottbøl ... spurgte Fru Line.

Rottbøl pegede fortvivlet over mod Lurvadt:

— Hun har ... peb hun — hun har ... taget ... den Basse ... jeg ... jeg helst vilde ... ha' ...!

— Værsgod! sagde Lurvadt og rakte hende »Bassen«, som der kun var bidt én Mundfuld af — her er den. Og ti saa stille!

Og Rottbøl tav øjeblikkelig og kastede sig graadig over Chocoladen og Brødet.

— —

Da Maaltidet var nydt, gav Ane Kokkepige, Olga Stuepige og de fire Frøkener sig til at lege »To Mand frem for en Enke«. Men det blev de hurtig ked af, rimeligvis fordi der ingen »Mand« var, og begyndte saa at bombardere hverandre med de halvvaade Badedragter, som de byldtede sammen og kylede efter hinanden.

Og Klædningsstykkerne løste sig op paa deres Vej gennem Luften og lignede kluntede Ballonfigurer, der undertiden tørnede imod hinanden og dumpede til Jorden med et vaadt Klask, medens Pigebørnene fôr til for atter at gribe dem og tumlede rundt og sloges og faldt og lo (navnlig Ane Kokkepige), saa at Ekkoet hørtes inde mellem Træerne og langt ud over Vandet ...

— Vi bliver her, Ingwersen, sagde hun fortrøstningsfuldt — Naturligvis bliver vi her!

— —

Rottbøl var med sin Dukkevogn trippet tilbage til Teltet.

Hun stod og saa ud over Bugten, der spillede grønligt i Solen. Hendes Ansigt blev gladere og gladere, som tænkte hun paa noget sært fornøjeligt:

— Rodendendron ...! hviskede hun saa med et lyst Smil — Roden — loden — doden — dendron ... (Hun havde for et Par Dage siden hørt en af de unge Piger bruge Ordet.) ... Og saa gav hun sig travlt og ivrigt til at pille smaa, flade Sten op fra Strandkanten og slaa Smut.

Indtil hun pludselig standsede midt i Morskaben og gav sig bitterlig til at græde.

En Moder bør kun tænke paa sine Børn; og nu var det med Et faldet hende ind, at hun længe, længe, i hundrede Aar vist, ganske havde glemt sine!

Og hun skyndte sig hen til Badeteltet, halede Dukkerne en efter en frem af Vognen, kyssede dem heftigt, knappede sit Kjoleliv op og lagde dem til sit Bryst:

— Sut saa ...! sagde hun og smilede paa ny og var lykkelig ...

— —

— Lurvadt, hjælp mig op!

Lurvadt adlød ...

Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun dø, og at det var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet hende her ned!

Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.

— Hvad er det, Ingwersen? spurgte Frøken Frederikke.

— Hva' det er? vrissede den Gamle og ømmede sig — Det er mit Nyregrus, begribeligvis!

— Det hedder Myrekryb, Ingwersen, retledede Charlotte — Det er Myrekryb, Du har i Benene.

— Ja, det er Stikkegigt! sagde Lurvadt — Det har jeg fortalt hende mange Gange.

— Det er ligemeget, hva' det er! erklærede Ingwersen — Men jeg flytter mig ikke. Her vil jeg sidde og dø. I maa helst allesammen gaa Jeres Vej og lade mig krepere i Fred, for det holder jeg mest af.

— Naa, naa, lille Ingwersen ... trøstede Fru Line — Hvis Du ikke mener, at Du kan taale at gaa op, vil Ane Kokkepige vist gerne bære Dig; hun er saa stærk.

— Jeg ta'r hende som en Sveske! sagde Ane.

Ingwersen blev sprutrød:

— Bære ...! gentog hun — Bære mig! Ikke saa længe jeg lever! Hva' vilde ogsaa Sofie med mig hernede? Jeg sa'e det jo! Jeg gamle, værkbrudne Menneske, der aldrig skulde forlade sin Seng!

Frøken Sofie var yderst ulykkelig. Og de stod alle og saa hjælpeløse ud ...

Saa sagde pludselig Frøken Frederikke:

— Nu henter jeg en Vogn! og fløj af Sted op mod Gaarden.

Alle saa langt efter hende og tænkte:

— Hvad mon det er for en Vogn ...?

Og Frøken Sofie følte som et Stik i sit Hjerte ved Tanken om, at Nils Uldahl for rigtig at ærgre og drille sine Døtre havde ladet sin Drikkebroder Smeden faa baade »Mikkel« og det lille Køretøj, som han havde foræret Pigebørnene i Julegave. En Morgen, de var kommet ned i Stalden, var baade Hesten og Vognen borte. Og Pin'de-Jens havde fortalt, at Smeden var kørt væk med dem om Natten, da Husbond havde tabt begge Dele til ham i »Seksogtres«.

Og den lille Frøken følte igen dale ned over sig hele Tyngden af den knugende Misére, hvorunder Familien levede, og som hun for et Øjeblik halvvejs havde formaaet at glemme, medens hun og Søstrene tumlede rundt derude paa Plænen ...

Men saa brast hun pludselig sammen med Fru Line og de andre ud i en høj Latter ved at se Frederikke komme trækkende med den store, rødmalede Legevogn, som de havde brugt at køre hinanden i som Børn!

Ingwersen gjorde Vrøvl og daskede om sig med Armene. Men omsider blev hun dog anbragt i Vognen. Og Pigebørnene rullede af Sted med hende op igennem Parken.

Rottbøl havde set sit Snit til at stikke alle sine fire Tøse ned rundt om i Køretøjet:

— Saa fik de da den Fornøjelse med!

Saaledes gik Formiddagen hen ...

Men om Aftenen, da det var begyndt at skumre, kom Frøken Frederikke grædende og jamrende op paa Fru Lines Værelse, hvor hun kastede sig ned paa Gulvet foran Moderen og fortalte og fortalte afbrudt af Klagen og Hulken. Hendes Haar var i Uorden, hendes Klæder tilsmudsede og forrevne; og hele hendes Legeme skælvede af Graad og Ophidselse.

— Hvad er der dog hændet, lille Frederikke? spurgte Fru Line bestyrtet — hvad er der dog hændet? Saa, saa, saa, tal nu lidt roligere. Jeg kan ikke forstaa, hvad Du siger.

Og Frøken Frederikke gav sig lidt mere behersket til paa ny at fortælle:

— Det var Elev Jakobsen, der ... hun havde mødt ham nede ved Frøken Sofies Hus ... og saa havde de spadseret sammen ... og hun havde ikke tænkt paa noget ... og saa var de gaaet ind i Huset ... og pludselig havde Jakobsen grebet fat i hende og villet kysse hende ... men hun havde forsvaret sig ... og saa havde han væltet hende om paa Gulvet paa en af Hynderne ... og ... og stoppet hende sit Lommetørklæde i Munden, for at hun ikke skulde skrige ... og hun var næsten besvimet ... og saa havde han revet Klæderne af hende ... og voldtaget hende ... og ... og da hun igen var kommet til sig selv, var han borte ... men Lommetørklædet havde han glemt, og her var det ...

Fru Line sad bleg og tavs og hørte paa Datterens Fortælling. Hendes Haand, der til at begynde med havde strøget blidt og beroligende hen over Frederikkes Haar, standsede lidt efter lidt, som Beretningen skred frem; og nu laa den ubevægelig, gledet ned paa den unge Piges Skulder. Og hun fandt ikke Ord at svare paa sit Barns Klage ...

Frederikke saa hurtig op:

— Mor tror mig ikke? spurgte hun; og hendes Øjne var flakkende og upaalidelige som Faderens undertiden var det — Mor tror mig ikke ...? gentog hun.

Fru Uldahl tog sig sammen:

— Jo, jo! sagde hun hastig — vel tror jeg Dig, lille Frederikke, naturligvis tror jeg Dig! ... Men kom nu med ind til Dig selv og gaa i Seng. Saa taler vi videre om Sagen i Morgen. Du er altfor nervøs nu. Du kan let blive syg.

Frederikke rejste sig lydig:

— Her er hans Lommetørklæde, sagde hun saa med en underlig tør og ivrig Stemme og rakte Tørklædet frem — det maa Mor passe godt paa, for det er da et Bevis, hvis han vil nægte ...

Da Frøkenen var afklædt og bragt til Ro, tog Fru Line hendes Klæder og bar dem bort med sig.

De var iturevne og tilsmudsede som af grove og iltre Hænder.

Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...

— Jeg har ikke gjort det! sagde han — Jeg har ikke saameget som rørt ved Frøkenen ... jeg løb min Vej, førend det blev til noget ... jeg blev saa forskrækket for, hvad der kunde ske, at jeg rev Døren op og løb ud af Huset og lige ned paa mit Kammer ... Fruen kan sæl spørge Forvalter Larsen, for han sa'e netop: Har Du Ild i Rumpen, Jakobsen? nede i Ladegaarden, da jeg rendte ham forbi ... Men jeg sa'e ikke andet end: Hva' rager det Dem, Larsen! og rendte videre ... Fruen maa tro mig, saasandt der er en Gud til! Jeg har altid staaet imod, naar Frøkenen skabte sig kælen og gned sig op a' mig ... Det var hende, der i Aften fik mig med ind i Sofies Hus, da vi mødtes ... hun sa'e, at hun vilde vise mig noget derinde ... og saa la'e hun sig op af mig og vilde ha', jeg skulde kysse hende ... men saa var det, at jeg blev saa forskrækket, at jeg løb min Vej ... Fruen kan sæl spørge Sørine og de andre Piger nede i Ladegaarden, om jeg ikke altid har holdt mig til dem, naar det skulde være ... De vil allesammen ha' fat i mig, men det kan jeg da ikke gøre ved ... og naar jeg saa blev arrig paa dem, saa var det, at jeg gik med Frøkenen ... men rørt hende har jeg ikke ... det har jeg ikke ... Det er meget snarere noget med en af alle de Handelsrejsende, Frøkenen altid skriver til og faar Brev fra ... hun lyver mig paa, hvis hun siger, det er mig, der har bragt hende i Ulykke ... og jeg forstaar ikke, hvorfor hun vil gøre mig ondt ... saadan en fin Dame ... og saa mig, der ikke er andet end som en Tjenende ...

Taarerne styrtede Drengen ud af Øjnene, og han snøftede og stønnede og søgte samtidig rundt paa sig for at finde sin Lommeklud; men den var der ikke.

Fru Uldahl rakte uvilkaarlig det Tørklæde frem, som Frederikke havde givet hende:

— Værsgod, sagde hun, — Er det det, De søger?

— Tak ... sagde han; og uden i sin Tilintetgørelsestilstand at føle den mindste Forundring over, at Fruen havde hans Tørklæde, gav han sig øjeblikkelig til at snyde Næse og tørre Øjne. Hvorefter han vred Klædet rundt og rundt til en lille tør fortvivlet Klump, som han stod og holdt foran sig i de sammenknugede Hænder:

— Tror Fruen mig ikke ...? spurgte han saa, og hans troskyldige Øjne bønfaldt om Tiltro.

— Jo ... nikkede Fru Line — jeg tror Dem ...

— Kan jeg saa gaa ...?

— Ja ...

— Ja, saa god Nat da, Frue ... og Tak!

— Godnat ...

— —

Fru Uldahl havde straks, da Eleven traadte ind i Dagligstuen, set, at han var uskyldig i den Forbrydelse, hendes Datter havde beskyldt ham for.

Hun anede det allerede, medens hun endnu sad og lyttede til Frederikkes Klagemaal; det var saa skurrende fuldt af falske Toner. Men da hun senere saa hendes tilsmudsede og iturevne Linned, tvivlede hun paa ny og sendte Olga Stuepige ned i Ladegaarden for at bede Elev Jakobsen fremstille sig.

Dog næppe havde hun set ham Ansigt til Ansigt, førend Tvivlen igen forsvandt ...

Over for Datteren havde hun været usikker, som hun altid var det baade over for Børnene og Nils, fordi hun i dybeste Forstand ikke følte sig i Slægt med dem, ikke forstod dem, syntes, at de var finere og fornemmere end hun.

Men her, stillet lige over for en af sine egne, et Menneske, der var rundet af samme Rod som hun selv, en ærlig, usammensat, »ukultiveret« Sjæl, hvis Veje var retlinede, og hvis Væsen ikke kendte til Forstillelse, ... tog hun øjeblikkelig og instinktmæssig hans Parti.

Og hensynsfuldt og afdæmpet havde hun sagt ham, hvad han var beskyldt for, men at hun ikke troede det.

Og nu var Eleven altsaa gaaet, og Fru Line sad ene med sine vildsomme Tanker ...

Saa rejste hun sig besluttet, ryddede en Plads paa Bordtæppet under Hængelampen, tog sine Kort frem og lagde en »Stjerne« ...

Nils Uldahl var denne Gang borte fra Havslunde i fem Døgn, uden at nogen vidste, hvor han opholdt sig ... eller for den Sags Skyld brød sig om at vide det. Man følte bare som altid hans Fravær som en Lettelse ...

Saa endelig den sjette Dags Morgen kom der Telefonmeddelelse om, at han sent den foregaaende Nat var ankommen til Hvidgaard og agtede at blive der et Par Dage:

— Men, sagde Hofjægermesteren, der selv var i Telefonen (og Fru Line, som talte med ham, hørte hans dybe Latterkluk) — men, kære Frue, De kommer saagu hurtigst mulig til at skikke et Par Sæt Klæder og noget Linned herover, da Lovgiveren oprigtig talt er i en miserabel Forfatning! Kan De ikke sende Pigebørnene af Sted med det? Det er saa længe siden, vi har set dem ...

Men Pigebørnene sagde afgjort Nej.

Fru Uldahl maatte da, saa nødig hun end vilde, anmode Forvalter Larsen om at lade Lars Kusk tage derover.

Lars Kusk var optaget, sagde Forvalteren studs.

Siden Kreditforeningen havde indsat Larsen som Bestyrer af Gaarden, følte han sig nemlig som Enehersker. Og desuden var han ladet med Hævntørst og Galde, fordi han trods sin sleske Lumsken omkring Frøkenerne ikke havde kunnet faa Indpas i Hovedfløjen — Men han skulde Satanvælteham nok faa Ram paa en af de Mæfikker engang! svor han.

— Lars Kusk var optaget, svarede han altsaa Fruen — og havde andet at gøre end at ride Lystture!

Saa henvendte Fru Line sig til Fodermester Voldby, der øjeblikkelig, fornemmeligst for at »krepere« Larsen, sendte Elev Jakobsen af Sted paa den ene af Kørehestene. Den anden benyttede Nils selv ...

Angaaende Affæren i Frøken Sofies Hus blev der ikke oftere nævnet et Ord mellem Fruen og Eleven.

Og Frederikke havde paa sin Moders indtrængende Forestillinger taget sin Anklage imod ham tilbage. Men Sandheden vilde hun ikke frem med. Hun paastod, at hun havde været syg, og derfor hverken havde vidst, hvad hun gjorde eller sagde.

— —

En noget lignende Forklaring paa sit Tilfælde afgav ogsaa Nils Uldahl, da han i den omtalte sene Nattetime pludselig vækkede Hr. Palle og Fru Mona af deres sødeste Søvn ved med Snærten af sin Ridepisk at kviste løs paa deres Sovekammervindue.

Hofjægermesteren tumlede halvvaagen ud af Sengen og løftede Rullegardinet til Side:

— Hva' Satan ...! sagde han, og al Søvn forlod ham — Hvad i Helvede er dette her! ... Mona, kom skal Du se!

Fru Mona kom til:

— Det er Kommandantens Statue fra Don Juan! sagde hun og brast i Latter.

Vinduet, de stod ved, vendte mod Haven. Og udenfor paa den hvide Grusgang holdt midt i Maanelyset en Hest med sin Rytter. Rytteren sad stiv og strunk i Sadelen, og Ridepisken holdt han foran sig som en Kommandostav.

— Du Mona ... sagde Hofjægermesteren saa, og Latteren tog ogsaa ham — det er Minsalighed Folketinget fra Havslunde! Og han er stivdrukken! ... Hvor er dit Fotografiapparat?

Han rev Vinduet op:

— Er det Dig, Onkel Nils?

— Ja ... sagde Statuen hæst og rusten — Hvad er Klokken, Børn, i denne forbandede Nat?

Mona fik et nyt Latteranfald:

— Du maa gaa ud og faa ham ind, Palle!

— Ja ... ja ...!

Hofjægermesteren skyndte sig i Klæderne. Men han maatte gennem Gaarden for at komme om i Haven; saa det tog Tid.

— Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun ilfærdig iførte sig de nødvendigste Klædningsstykker.

Men Onkel Nils gav intet Svar ...

Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen:

— Mona ...? hviskede han — Mona ...?

— Ja ...

— Nu sover de, den Undegaleme!

— Hvem?

— Nils og Hesten!

— Nej da!

— Jo, se ...

Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var sunken sammen. Hestens Hoved var dalet ned mod dens Forben, og Tømmen hængte den løst om Halsen. Ogsaa Kommandanten havde bøjet Hovedet; hans Arme hang slappe, og Staven var gledet ham ud af Haanden ...

— Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde Fru Mona medfølende — Tag ham dog, Palle, inden han dumper ned!

Og Palle løftede leende Onkelen af Sadelen og bar ham ind.

Nils mumlede en hel Mængde om Vorherre og Egesborg, medens Hofjægermesteren slæbte af med ham — om Vorherre og Egesborg og Onkel Joachims Elfenbensstav ...

Det, der mest pinte Fru Mona i hendes »Trældomsstand«, som hun i bitre Stunder kaldte sit Ægteskab, var, at der intet »skete«. Hun begærede Begivenheder, og her randt Dagene den ene til Ende som den anden.

Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rørt og god satte sig paa Sengekanten og trøstede hende og spøgte og lo. Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om Nætterne suste bort med hinanden i Taifuner af Elskov, der efterpaa fik dem til at ligge som livløse ved hinandens Side ...

— Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre glide gennem hans Vildmandsskæg — Palledreng ... Du er stor i din Kærlighed, mægtig, overvældende ... men det er kun mit Legeme, Du elsker!

— Ja ... og Du mit ... mumlede Palle skakmat og sov ind ...

Men medens disse tropiske Nætter var al det Livskryderi, Palle forlangte — og han havde jo desuden i Mellemakterne sin Gaard og sit Landvæsen, der interesserede ham! — saa krævede Mona sine Dage fulde af »Optrin« og »Hændelser«. Og naar der intet »skete«, søgte hun selv at fremkalde Sensation og Spænding ved sine Ord og Handlinger:

— Palle, spurgte hun for Eksempel pludselig en Gang — véd Du, at jeg stjæler fra Dig?

— Ja, min Marv! lo Palle og kneb hende skælmsk i Øret.

— Nej, dine Penge! nikkede hun alvorlig.

— Saa—aa? Værsgod, stjæl væk! Det bliver jo i Familien.

— Ja, nu husker Du altsaa, at Du har givet mig Lov?

— Det skal jeg! ... Og hvad vil Du saa bruge de Penge til?

— Til at løbe bort for ... alene, da Du jo ikke vil med.

— Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvære mig! ... Men jeg havde for Resten netop tænkt paa, vedblev han — at vi snart skulde gøre en lille Rejse sammen.

Hun fôr ham om Halsen:

— Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor skal vi hen?

— Til Berlin.

— Palle ...! raabte hun henrykt — Og til Paris?

— Lad gaa, ja!

Nu brast hun i Graad af Glæde:

— Aa Palle, Palle, at jeg nogen Sinde kan være ond imod Dig!

Og de rejste bort paa en Maanedstid. Boede paa Hoteller, spiste ved table d'hote, gik i Butikker, Teatre, Varietéer. Og ingen Sky formørkede i disse frydefulde Uger Fru Monas »skæbnesvangre« Øjne. Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt være et helt Aar paa Hvidgaard uden at blive »ond« ...

Men næppe nærmede Toget sig igen den hjemlige Jærnbanestation, før hun blev bleg og tavs.

Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe, knyttede hun sine Hænder og hviskede hen for sig:

— Hvor jeg hader denne Gaard ...!

Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona umuligt ret længe ad Gangen at styre sit Sind ...

... En Dag, Palle som sædvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene løs paa Svanerne i Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede, Svanerne hvæsede, Bølgerne slog i Sprøjt op mod Bredden, og Vandet flød af Haar og Dun.

Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget:

— Paa dem! Paa dem! skreg hun — Hektor! Herkules! Sonja! Chasseur! Hæi, hopla, løs paa Uldahlerne, mine Dyr! (Hun faldt pludselig paa at kalde Svanerne ved dette Fællesnavn) ... Løs paa Uldahlerne! Kan I se den store, fede derhenne! Det er Palle! Løs paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os allesammen indespærrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha—a, ha, ha! (Hun klappede i Hænderne og kastede sig i Ekstase imod Broens Rækværk) ... Ha—a, ha, ha! skreg hun — Det var godt! Det var godt!

Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ...

Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest.

Og næste Dag spiste de i Samdrægtighed Svanesteg til Middag.

— —

Saa lod hun Hundene skyde.

En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde være som en Art Pønitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man ofre det kæreste, man ejede.

Og hun lod Gartneren anlægge en »Bods-Allé« langs Vejen, der førte fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rønnebærtræer. Og imellem disse maatte han opkaste Gravhøje over de døde Dyr, syv Høje paa hver Side. Paa Højene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne. Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen sørgeklædt og under Taarer og smykkede Gravene med Grønt og Blomster ...

Sidenhen fik Græs og Ukrudt Lov til at gro der, som det vilde.

— —

Palle Uldahl havde den Uskik at gaa rundt med sine Penge, Sølv som Guld og Sedler, løse i sine Lommer. Og han havde aldrig, thi det vilde ikke anstaa sig for en Mand i hans Stilling, Tal paa det Beløb, han i Øjeblikket bar hos sig. Det kunde undertiden udgøre Hundreder af Kroner. Blev der ham for mange, saa at de fyldte ham for meget, tømte han Lommerne ud i sin Skrivebordsskuffe, som han undertiden laasede, undertiden ikke.

Straks i deres Ægteskabs Begyndelse havde Fru Mona foreholdt ham det utilbørlige i dette Sløseri. Men han havde ikke villet lade sig sige. Han fandt nemlig selv Façonen særdeles grand-seigneur-agtig.

— Du gør dine Omgivelser til Forbrydere! sagde hun.

Men han lo hende ud.

Og som for at drille hende tømte han nu ogsaa stadig sine Lommer og anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til at læse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og glemte dem saa efter sig, naar han forlod Værelset ...

Da var det, at den Tanke en Dag opstod i hende at forsøge paa, om han virkelig ikke skulde kunne mærke, hvis nogle af Pengene forsvandt. Og hun gav sig til, saa ofte Lejlighed fandtes, at nappe en Krone hist og en Tokrone her. Til at begynde med var det hendes Agt at tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en større Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte Folkene i Huset for ved sin Galskab.

Men efterhaanden som Beløbet, hun tilvendte sig, øgedes, medens samtidig hendes Længsel efter det tidligere frie og ubundne Liv voksede sig større og større i hende, besluttede hun at gemme disse Penge hen til eget Brug ... til at »frigøre« sig for, kaldte hun det. Hun tog ingen Bestemmelse om, hvornaar denne Frigørelse skulde finde Sted, ejheller om, hvor stor Summen skulde være, forinden den iværksattes; hun bare stjal og stjal og samlede og samlede. Det blev som en Sport for hende. Og hun nøjedes ikke længere med de tilfældige Smaasummer, hun i Dagens Løb kunde komme over. Hun listede sig til om Natten at rane af sin Mands Lommer. Og da han engang imod Sædvane havde aflaaset sin Skrivebordsskuffe, prøvede hun, medens han var i Marken, alle sine Nøgler i Laasen, indtil hun fandt en, der passede.

Og hun blev ivrigere og ivrigere i sin Samlermani, saa at til sidst Spændingen ved disse Tyverier næsten blev hende »Sensation« nok. Kun i enkelte ubeskæftigede Øjeblikke kunde hun endnu hensynke i vage Drømmerier om den »Frihed«, hun engang skulde nyde ved Hjælp af disse — Sparepenge.

Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham. Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var hun dog i det mindste den nærmeste til at profitere deraf ...

Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klæder før henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl først viste sig, da Frokostgongongen lød.

— I er Minsalighed nogle Kraftka'le lo Palle Men hvorfor Fanden kom I ikke ogsaa til Hvidgaard efter mig?

Nils Uldahl stirrede hypnotisk frem for sig:

— Jeg tror ogsaa nok, vi var paa Vej ... sagde han — men saa tabte jeg de andre ...

— Ja, I Mandfolk lever da! lød det med et Suk fra Fru Mona.

— Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm? spurgte Hofjægermesteren.

Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede:

— Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen.

— Jamen den Handel er jo gaaet i Orden, Onkel!

— Det véd jeg nok! Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om Navnet!

Hofjægermesteren brast i Latter:

— Og Karen lystrede vel?

— Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup.

— Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.

Nils slog en Haand i Bordet:

— Fordi jeg ikke vil ha' det Bonderak til at rende her og spille Herrer paa vore Ejendomme!

— Ak, ak, lille Onkel, lo Palle — den Vej skal dog alle vore Gaarde engang! ... Og det burde Du jo for Resten være stolt af, tilføjede han drillende — Du som er Bondeven!

— Gud Fanden om jeg er!

— Ja, da er det da dem, der har valgt Dig ind i Tinget! ... Og Du smigrede da ogsaa tykt for dem i sin Tid.

— ... Da jeg havde Brug for dem som Stemmekvæg, ja! Men nu er de blevet mig for storsnudede ... Jeg har ogsaa nedlagt mit Mandat, Fanden skulde længere gaa de Bæsters Ærinder!

— De kan ogsaa nok klare sig selv ... desværre! sagde Palle og sukkede dertil — Saa Onkel har nedlagt sit Mandat? Men hvad bliver det saa til med Ministerværdigheden?

— Avissludder! vrissede Nils — Og tror Du, at jeg gad vise mig derinde i København nu, man har sat mig under Formynderskab!

Hofjægermesteren var paa Nippet til at spørge om, hvor Onkelens Formue i Grunden var blevet af, og om Historien om den kongelige Højhed var sand ... Men han greb sig i det og tav.

Der blev nu en lidt pinlig Pause; indtil Fru Mona spurgte:

— Har Onkel ikke Lyst til at se Palle og mig øve os nede i Ridehuset efter Frokost? Du kan tro, at vi er bleven dygtige!

— Jo! sagde Nils; og hans Øjne spillede ved Tanken.

Hvorefter man talte videre om Heste og Hestedressur ...

— Vil Onkel ikke selv ride en lille Omgang? spurgte Fru Mona, da de stod ovre i Ridehuset.

Men Nils opfattede intet af dette. Nu han var uden Publikum, faldt Trætheden efter de mange Dage og Nætters anstrengende Strabadser pludselig over ham. Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme:

... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret af en usynlig Ild ...

— Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.

— Nej, sagde han — jeg er træt og gammel! Jeg skal sove!

Og de lo haanligt op og forsvandt ...

Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets halvmørke Kroge. Og de kom denne Gang slæbende med store, tunge Bjælker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans Seng. De arbejdede og slæbte, og deres Legemer krummede sig i ond Iver, medens de stablede en svinglende og vaklende Pyramide af Bjælker op over ham, højere og højere, helt op under Taarnstuens hvælvede Loft ...

— Tag os ind til Dig, Nils Uldahl?

— Nej! sagde han.

Saa lo de paa ny vildt og truende:

— Han duer ikke mere! sagde de — Lad ham dø!

Og pludselig saa han Minka fra Mosen løse sig ud fra de andre og løbe frem over Gulvet. Og med begge sine smaa hvide Hænder stødte hun til den underste Bjælke, den, der bar den hele Bygning ... og i samme Øjeblik ramlede Pyramiden i et bragende og buldrende Kaos ned over ham ...

Og da vaagnede han, vækket ved Lyden af sin egen Snorken.

— —

— Onkel har nok faaet sig en lille Lur?

Nils Uldahl rejste sig forvirret:

— Ja ... Men nu er jeg igen lysvaagen! smilede han galant og bukkede for Fru Mona, der stod foran ham med Ridekjolens Slæb kastet over Armen og i Færd med at knappe sine Handsker.

— Nu skal jeg ...! vedblev han og greb ivrig hendes Haand for at hjælpe — Hvor ser De dog pragtfuld ud! sagde han, og hans Øjne skinnede — Palle kan sagtens være glad!

— Det er jeg ogsaa! nikkede Hofjægermesteren. Han stod skrævende midt paa Manegen i sine høje Lakstøvler og med Ridepisken stukket under Armen. De stramtsluttende Skindbenklæder fremviste ublufærdigt hans kraftige Ben med mere.

— Gu' er jeg glad for Damen! sagde han.

— Uff, I Mandfolk ...! lo Fru Mona og daskede Nils koket paa den ene Kind.

Tøsen i hende begyndte at vaagne, nu hun skulde til at »optræde«.

— Kan Onkel huske den første Aften, De saa mig? spurgte hun — Den Aften, da alle Uldahlerne sad rundt paa Bænkene i Circus og skar Tænder af hinanden?

— Om jeg kan! lo han tilbage — Storartet! Storartet saa De ud! ... Mona Lisa ...! sagde han saa, og hans Øjne aad hende — Og da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over Barriéren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter! Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat!

Hun slog ham atter paa Kinden:

— Men nu er jeg vel faldet i Pris?

— Nej, steget! steget! er De; ligesom den ædle Drue!

— Der er Hestene! meldte Hofjægermesteren tørt. Han havde i Bevidstheden om sin Sultansret smilende staaet og betragtet Nils, hvis Alder og Træthed ganske syntes forsvundet, og som trippende paa sine lidt stive Ben havde voltigeret omkring Fru Mona, en brunstig Hane lig, latterlig indtil Marven ...

Mona slap Slæbet ned fra Armen:

— Nu gælder det! sagde hun og blev paa én Gang alvorlig — Henrik, hjælp mig!

Rideknægten bøjede sig og strakte en Haand frem. Og hun anbragte sin Fod i den og svang sig i Sadelen.

— Skoleridt! sagde hun og lod Ridepisken kærtegnende glide ned langs Castors Hals.

— Well, Mylady! bukkede Palle, der nylig for fjerde Gang havde læst »De tre Musketterer«.

Og Opvisningen begyndte ...

Hestene dansede og veg uden om hinanden en til højre og en til venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tømmerne som en Mandolinens Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre »gav Tone« i Dyret under hende. Og saa fintmærkende var Castor blevet gennem hendes Dressur, at det saa ud, som lød den kun sit eget gratiøse Lune, naar den rytmisk vuggende sin tunge Krop ligesom legende gled hen over Manegens Bark.

Hofjægermesteren og hans Pollux fulgte kluntet efter. Til sidst trak de sig ganske ud af Spillet, og Palle red hen ved Siden af Nils Uldahl:

— Se, se! hviskede han betaget — Er hun ikke pompøs!

Mona havde lukket Øjnene, og der laa et vellystigt Smil om hendes Mund, medens hun langsomt og som i Drømme lod sit Legeme vugges frem og tilbage i Takt med Hestens Bevægelser.

Men pludselig udstødte hun sit Kampskrig fra Circus, sit skingrende: Hæi, hopla! og i det samme suste Pisken ned og op igen, ned og op igen tværs over Dyrets Bringe.

Castor syntes først ligesom at studse; saa virrede den protesterende med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i et Spring og fôr i vild og vanvittig Karriére Manegen rundt. Det saa ud, som havde Ryttersken mistet Herredømmet over sin Hest.

— Mona! Mona! skreg Hofjægermesteren i Angest.

Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af det.

Og Rideknægten sprang til som for at gribe det rasende Dyr....

Men Fru Mona slog afværgende ud med Haanden og lod atter Piskeslagene suse ned over Castors Hals:

— Hæ—i, hopla! Hæ—i hopla! Hæi— hopla! Hæ—i—i—i ...! raabte hun og kastede sig i Ekstase bag over mod Hestens Kryds ... Hatten faldt af hende, hendes Haar løstes op, Pisken smed hun fra sig:

— Hæ—i, hopla, Castor! Hæ—i! Hæ—i! Hæ—i! ... Hun troede sig i et menneskefyldt Circus ... Orkestret tav, og hun hørte Publikums forventningsfulde Stønnen, nu hun skulde udføre sit berømte Trick, det, der havde faaet Mona Lisas Navn til at lyse med tommehøje Bogstaver paa alle Plakatsøjler Europa over:

— Hæ—i, hopla! jublede hun og greb fastere i Tømmerne for at lette Hesten det sidste, stolte Spring over Barriéren, ud gennem Porten og bort i Stalden ... medens Bifaldet vilde knitre efter hende som et Hagelvejrs Rasen mod et Glastags Ruder ...

Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af Portens Stolper.

— —

Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind mod Stolpens Kant.

— —

Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og det fredløse Hjerte ...

Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...

— Det er Gorm den Gamle, forklarede Herredsfuldmægtigen — Og den anden der kommer er hans Kone, Thyra Dannebod.

— Ha, ha! ... Har alle Fiskene Navn?

— Nej, kun de største.

Jørgen havde stille rejst sig fra Høstakken og var listet hen ved Siden af Faderen:

— Maa jeg nu lidt ...? bad han.

Isidor overlod ham Brødskiven.

— Tak! sagde Drengen og smilede lyksalig.

Der var myldrende fuldt af store og smaa Karusser lige under Vandskorpen. De trængtes mellem hverandre og masede paa, snappede Brødsmulerne af hinandens Mund og stak til Bunds med Rovet.

Ogsaa Povl havde rejst sig og stod nu ved Siden af Broderen:

— Se, Bedstemor, sagde han og greb hendes Haand — der er »det blege Ansigt« ... og der er »Undervandsbaaden« ... og der er »Maria Magdalena«, kan Du se hvor from hun ser ud?

— Sikke dog Navne paa Karusser, lille Povl! sagde den gamle Frue uvillig.

— Det er ikke Karusser, det er Delfiner, sagde Drengen — Det si'er Far sæl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dér rene, pæne dér hedder »den ubesmittede Undfangelse«.

— Hva' gør 'en ...!

— Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle Seemann, der var faldet i Tanker.

Øjeblikkelig begyndte Fru Thoras Tommelfingre at snurre:

— Ak ja ...! sukkede hun — Døden ... Døden ...!

— Paa Torsdag, sagde Isidor.

— Du skal vel følge? spurgte den gamle Herre.

— Ja.

— Ja, jeg duer ikke mere til at være med til den Slags Narrestreger! brummede den gamle vredt bare ved Tanken om, at nogen muligvis kunde falde paa at opfordre ham dertil — Man staar der og samler Gigt!

— Nej, naturligvis skal Du blive hjemme, nikkede Herredsfuldmægtigen — Jeg skal nok bringe en Hilsen fra Dig.

— Men en Krans maa vi da sende, Far! mente Fru Thora.

— Ja, det maa vi vel ...

— Ja, det maa vi!

— Aa nej, Mor, se dog de to der, hvor er de søde!

Jørgen smed Resten af Brødet ud i Dammen og gav sig til at løbe efter et Par brogede Sommerfugle, der boltrende sig om hinanden fløj hen over Grønsværet. Men inden han naaede dem, stak de til Vejrs og forsvandt.

— Han fik dem ikke! noterede Povl med Tilfredshed.

Fru Thoras Tommelfingre var endnu i Bevægelse:

— Det var en forfærdelig Død, hun fik .... Mona! sagde hun — Jeg kan ikke falde i Søvn om Natten ved at tænke paa det.

— Hva' si'er Du, Mor?

— Jeg siger, at jeg kan ikke falde i Søvn for at tænke paa Monas Død!

Gamle Seemann skulede arrigt:

— Mor skal altid tænke!

— Ja, tænk, Rositta og Isidor, Far tænker aldrig!

— Næ, hva' skal de Narrestreger til!

— Jamen, naar man nu ikke kan lade være!

— Visvas, vel kan man saa! ... Hvem køber dit Hø, Isidor?

Herredsfuldmægtigen smilede:

— Havemanden faar det for at slaa det.

— Du er flot, maa jeg sige! Den Stak der er da nok sine fem Kroner værd.

— Og Børn er der ingen af ... vedblev Fru Thora, hun slap nødig et sørgeligt Emne. — Er Du ikke ked, lille Rositta, over at Du ikke fik Lov til at beholde den sidste?

Rositta lagde sin Haand oven paa Svigermoderens ... til Dels for at faa Tommelfingrene standsede:

— Aa, nej, Bedstemor, jeg har jo de andre ...

— Ja ... nikkede den gamle Frue — og man maa jo bøje sig for Guds Vilje ...

— Vil Far ikke ryge? spurgte Herredsfuldmægtigen.

— Jo Tak, min Dreng ... men Pibe!

— Ja, nu skal jeg hente en ...

Og Isidor gik op mod Huset ...

Povl og Jørgen var begyndt at lege Hest. Jørgen havde faaet et Tøjr om den ene Arm og vrinskede og stampede utaalmodig, medens Povl dybt alvorlig trak af med ham for at sætte ham paa Græs.

Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ...

Fru Rositta tog Plads paa Bænken imellem Svigerforældrene. Hun stak sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette:

— Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun — Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle?

— Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig? Hun ligner snart en ung Pi'e igen!

— Det gør hun! nikkede Rositta — Hun ser meget yngre ud end jeg.

Fru Thora daskede hende fornøjet over Haanden:

— Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet ikke!

— Jo, det gør jeg!

— Ja, det gør hun sgu! bedyrede den Gamle.

— Aa—r, I Sludrebøtter ...! lo Fru Thora smigret.

Ogsaa gamle Seemann lo. Han vidste nok, hvordan en Madpose skulde skæres, han, trods sine halvfjerdsindstyve Aar.

— Er det Købmand Bruns nye Villa, det Hus derovre? spurgte han saa.

— Ja.

— Det er meget pænt; men jeg kan ikke lide sorte Tage; de skal være røde.

— Ja, Du skal nu ha' alting rødt, Far!

Den gamle Herres Sypose-Øjne trak sig polisk sammen. Det var akkurat den Replik, han havde ventet paa:

— Det er, fordi det minder mig om dine Kinder, Mor!

— Næ, nu bli'r Du minsandten for slem med dine Komplimenter! sagde Fru Thora — Flyt Dig lidt, Rositta, at jeg kan komme til at knibe ham, det gamle Utyske, som sidder der og har mig til Bedste midt i mine aabne Øjne!

Og hun bøjede sig frem over Svigerdatteren og kneb sin Mand i det ene Ben.

— Au, au! skreg han — Nej, la' vær', la' vær', Mor! Det kildne er ikke gaaet af mig endnu!

— Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spøgelse?

— Ja, ja! jeg skal aldrig gøre det mere!

— Se, hvor han er køn, naar han ler! hviskede Fru Thora i Øret paa Rositta — Maa jeg sige, at det er Dig, der har sagt det, ellers tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham?

Og uden at afvente Svigerdatterens Svar sagde hun højt:

— Rositta siger, at Du er saa køn, naar Du ler, Far!

— Ja, Rositta har altid haft en god Smag! nikkede den Gamle.

— Det har jeg da ogsaa!

— Ja, derfor tog Du mig vel?

— Næ, hvor han er indbilsk, det gamle Uhyre! Jeg maa paa ham igen!

Og hun gav sig atter til at knibe løs.

— Naa, her gaar det nok lystigt til? smilede Herredsfuldmægtigen, som i det samme kom oppe fra Huset med Piben.

— Ja, det er Far, der er saa vigtig!

— Ja, utrolig! lagde Rositta til.

— Sludder Tøse! lo den Gamle — Lad mig faa Ild paa Skorstenen, Isidor, at jeg kan ryge dem ud!

Og da Piben var tændt, sendte han en mægtig Røgsky ind mellem Damerne; men de lo bare af ham og erklærede, at de var tilrøgede.

Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre.

Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede.

Og henne paa Plænen legede de andre Børn ...

— —

Anna Stuepige kom og meldte:

— Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen.

— Kender De hende?

— Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus.

— Lig-Johanne?

Stuepigen rødmede:

— Ja—e ... Men der kommer hun! Og jeg sagde endda, at hun skulde vente, til jeg kom tilbage.

— Aa—r! sagde Isidor ærgerlig — Se, at faa hende bort igen, Anna! Sig, at her er Gæster.

Men Lig-Johanne var ingen »Strø-for-Høns«. Hun stødte Stuepigen til Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede.

— Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krøb nærmere ind til sin Svigerdatter — Far, hun er drukken!

— Naa, er hun det, min Pige? nikkede gamle Seemann og ledte sine Briller frem.

Isidor havde rejst sig, og Børnene kom nysgerrige løbende.

— Hvad vil De her nu igen, Johanne? spurgte Herredsfuldmægtigen haardt — Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er ordnet.

Johanne var standset, da hun saa de mange Mennesker:

— Det var de Penge ... mumlede hun.

— Ja, jeg har endnu ikke faaet talt med Jens ... De skal nok faa Bud, saasnart Sagen er i Orden! gentog Isidor — Men gaa nu, jeg har ikke Tid til at tale med Dem i Dag!

— Det var de Penge ... De er li'saagodt mine ...

— Jovel, ja! Men gaa nu, hører De!

Lig-Johanne stod lidt og stirrede sløvt ud for sig. Saa gjorde hun pludselig omkring og dinglede bort.

Herredsfuldmægtigen gik atter hen og satte sig paa Bænken:

— Naa, i Dag var hun da temmelig medgørlig ... sagde han.

— Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle Seemann højlydt.

— Hyss, Bedstefar, Børnene ...! sagde Fru Rositta.

Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen var blevet saa underlig mat.

Fru Thoras Tommelfingre var atter begyndt at snurre:

— Den Nils, den Nils ...! sukkede hun — Hvor er Jorden dog fuld af sørgelige Ting!

— Saa, nu skal Mor til at tænke igen! vrissede gamle Seemann og sugede løs paa Piben, saa den skrattede.

Det var fra først af de andre Koner i Familiehuset, Spat-Marie og Maren Ørentvist, der havde sat i Johanne, at hun absolut burde forlange Halvdelen af de Penge udbetalt, som hendes Mand i sin Tid havde faaet af Nils Uldahl for at gifte sig med hende.

Sagen var nemlig den, at Jens paa sine gamle Dage, da Maven ikke kunde taale mere, var blevet fanatisk Afholdsmand. Han saa ikke den Vej længere, en Snaps stod. Hvad han kunde have drukket og horet bort i sin Ungdom, Gudbevares, det blev en Sag mellem ham og Vorherre. Nu taalte han ikke Lugten engang hverken af Spiritus eller Fruentimmer. Man blev da vel ældre for at forbedre sig!

Anderledes med Johanne. Alt som Aarene gik, drak hun tættere og tættere og holdt til med Sognets værste Didriker. Og var hun ædru en Dag, blev hun syg og laa hen med Opkastninger. Selv Spat-Marie tog Forargelse af hendes Levned og slog Kors for sig og Alexandra, naar hun hørte Johanne lamentere med sine Mandfolk ved Siden af.

Marie havde endogsaa engang sendt sin Mand ind for at paatale Spektaklet. Men da han forblev derinde, Snøbelen, og deltog i Opstandelsen, var hun en halv Timestid efter, da alt var blevet saa mærkelig roligt, selv listet hen foran et af Vinduerne for at sondere Valpladsen gennem et Hul, hun kendte i Forhængsstykket.

Og det Syn, der da havde aabenbaret sig for hende, skulde hun aldrig forgjette, om hun saa blev halvfems:

Gæsterne var borte og hendes egen Hertug med dem. Men midt paa Gulvet laa Lig-Johanne splitternøgen med en tømt Brændevinsflaske mellem Knæene. Prop var der ikke i Flasken, den var sat i hende ... »saa sandt der er en Gud til!« Og henne i et Hjørne af Stuen sad lille Juliane paa en Skammel og sov ...

Marie havde øjeblikkelig hentet Maren Ørentvist og en tre-fire andre Koner fra Nabolaget, at de kunde fryde sig ved Synet. Og efter at de tilsammen en Stund havde priset Gud Herren og lovtakket ham, at de ikke var som dette Kar, gik de ind og puttede Johanne i Seng og tog Juliane med sig ... »For En har jo da kristelige Fornimmelser!«

Hvorpaa Spat-Marie skyndsomst var fløjet hen paa Gaarden for at være Nummer ét til at berette Jens Pinedød Baduljen ...

Men Jens havde gudhengivent svaret:

— Hva' Satan rager det mig!

Han skikkede punktlig hver Lørdag Aften Halvdelen af sin Ugeløn hen til Konen og Barnet, saa ingen skulde komme her og spille Polka for ham i den Anledning!

— —

Men som Tiden gik, og Lig-Johanne ganske blev udygtig til regelmæssigt Arbejde, aad Tanken om Mandens femhundrede urørte Kroner sig dybere og dybere ind i hende. Hun blev besat af disse Penge. Hun drømte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun vilde have fat i dem og maatte have fat i dem! Hvortil hun egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere fandtes nogen Glæde for hende paa Jorden. Og maaske foresvævede der hende ogsaa i hendes omtaagede Tilstand noget som et fjernt Haab om, at Pengene paa en eller anden Maade skulde kunne »frelse« hende.

Hun havde engang i en Avis læst om et Drankerasyl, hvor man kunde helbredes og lære at forsværge Nydelsen af stærke Drikke og andre Uhumskheder. Og det blev hende da senere, hver Gang Deliriums-Angesten indfandt sig, hendes Livs store Maal at komme ind paa et saadant Asyl ... Men hun vilde betale for sig og ikke smides paa Fattigpleje! Hun, der var af saa fin og fornem en Familie ...!

— —

Med disse og mangehaande andre forvirrede Tanker tumlede Lig-Johannes Hjerne baade Dag og Nat. Og hun pinte og plagede Manden, snart med Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare ét Hundrede! Og da Jens stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham. Og hun gik rundt og lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke godvillig vilde rykke ud med.

... Han som dog vidste, for det havde hun under grædende Taarer sagt ham, at disse Penge kunde frelse hende og igen gøre hende til et skikkeligt og agtværdigt Menneske ...

Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i Hestestalden og sang dertil. Denne Syngen var i Aarenes Løb blevet ham en Vane. Men han anede ikke selv, at han gav Lyd fra sig: