Frøken Sofie kom fra Foderloen som sædvanlig fulgt i Hælene af Tyrk.

Hun standsede paa Tærskelen og lyttede smilende til Sangen.

Jenses Stemme knirkede og hvinede om Kap med Trillebøren, han skød foran sig:

Og han skreg dette Omkvæd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk bjæffede derved, og Frøken Sofie brast i Latter.

— Ih, men Gud, staar hun der, bitte Sofie? sagde Jens saa og stirrede forbavset hen mod hende og Hunden — Jeg ha'de smen slet ikke fornummet hendes Komme. Som de smaa Tær dog kan liste!

— Jens er nok glad i Dag?

— Glad? Næ, jeg er Fa'eme ikke glad! De Tider er forbi.

— Jamen Jens gik da og sang, saa det kunde høres helt ud i Loen.

— Sang? Jeg? Nej, det er Pin'de ikke Tider til at synge i. Det har vaaren Trillebøren; hun trænger til Smørelse.

— Hidialla, hidia ... begyndte Frøkenen at nynne for at friskne paa den Gamles Hukommelse ...

Men i det samme blev Døren ud til Møddingen revet op, og Lig-Johanne ravede halvdrukken ind:

— Jeg skal ha' no'en Penge, Jens! sagde hun uden Hilsen og Indledning.

Jens løftede Skovlen, han stod med, ligesom til Forsvar:

— Har jeg ikke sagt Dig, at jeg ikke vil ha' dit Rend her paa Gaarden! ... Og Du fik jo de Penge, Du skulde ha', i Lørdags.

— Dem har jeg sgu brugt, he—he! grinede hun.

— Til at drikke op, ja!

— Ja—e ... Men nu vil jeg ha' en Snaps til, for i Dag er det min Fødselsdag!

Jens lod Skovlen synke:

— Er det din Fødselsdag, Johanne ...? spurgte han næsten mildt.

— Ja ... Og jeg skal ha' fremmede, skal jeg ... (Hun nejede dybt:) Har man ikke ogsaa den Fornøjelse at se Dig, he—he?

— Nejnej, nejnej! sagde han forfærdet.

— Det er sgu ogsaa ligemejet! lo hun op — Naar bare jeg faar de Penge. Frem med dem!

— Jeg har ingen før Lørdag ...

Hun gik ham truende ind paa Livet. Og da han igen gjorde Mine til at løfte Skovlen imod hende, greb hun den fat med begge Hænder om Skaftet.

Saaledes stod de hadefuldt Ansigt til Ansigt:

— Du hører jo, at det er i Dag, jeg har Fødselsdag! sagde hun — Hva' Satan kan det saa nytte, at Du præker op om Lørdag?

— Jeg har ingen ... gentog han stædig.

— Saa Du har ingen? vrængede hun — Du ligger jo da og roder med alle de femhundrede, Du fik af Bror Nils for at ta' mig. Hvor er de?

Jens kastede et forskrækket Blik hen mod Foderloen. Men Frøkenen var borte. Døren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af Sted.

— Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfærdig at tysse paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes Øjne. Og hun var jo ogsaa saameget yngre og stærkere end han. De Gange, de havde taget Livtag, havde han altid faaet de værste Klø — Saasaa, sagde han — saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresøre, kan der vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag ... Men mere har jeg Pin'de heller ikke at undvære!

Johanne sendte ham et ransagende Blik. De stod endnu begge og holdt paa Skovlen:

— Jaja, sagde hun — saa lad mig faa dem. Men lidt villigt; for jeg har travlt!

— Nu skal jeg hente dem ... De ligger inde i min Kiste i Kammeret. Men Du behøver ikke at gaa med!

Han slap sit Greb i Skovlskaftet og gik hurtig hen mod Døren til sit Lukaf.

Lig-Johanne blev staaende med Skovlen i Hænderne og kiggede sig taaget omkring i Stalden:

Alle Hestene var ude. Kun henne i den store Herskabsbaas stod Kørehestene. De havde nysgerrigt drejet Hovederne og stirrede hen mod hende.

— Hva' Fanden glor I efter! sagde hun arrigt — Ka' I mon passe Jer sæl?

Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af Skræk.

— He—he! grinede hun fornøjet.

Saa vendte hun sig utaalmodig:

— Jens, hvor bli'er Du af?

Og da Manden hverken svarede eller viste sig, vaklede hun paa Taaspidserne hen til Kammersdøren og tittede ind:

Jens laa paa Knæ paa Stengulvet derinde og rodede i sin Klædekiste. Han havde for otte Dage siden endelig bekvemmet sig til at undvære Synet af de femhundrede, kontante Kroner og sat dem i Sparekassen; der stod de sikrere, nu Johanne var begyndt at lumske saa begærlig om efter dem. Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen paa Bunden af Kisten.

Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve Øre, han vilde spise hende af med:

— Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen — Den nærige Satan!

Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet halvt om og raabte ud mod hende:

— Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen.

Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr ind. Og førend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med begge Hænder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned mod Kistens Kant:

— Saa det er de sidste, Du har? hvæsede hun — Ja, jeg skal lære Dig! Jeg skal lære Dig!

Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod Kistekanten:

— Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du fik for at ta' mig! skreg hun — Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du puttede væk i Bogen før? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kæften paa Gled? Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, før Du har sagt det!

Og hun blev ved med at hamre løs ...

Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke svarede hende, løsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri:

— Kan Du nu faa Munden op kanske! sagde hun.

Men han sank sammen slap og livløs paa Gulvet foran hendes Fødder.

Hun ænsede det ikke. Hurtig snappede hun Skindpungen, der var faldet fra ham, og puttede den i Lommen:

— Nu er det min! sagde hun — Og nu ta'r jeg ogsaa Bankebogen, he—he! saa det bli'r vist herefter Dig, der kommer til at tigge en anden En!

Og hun fandt Sparekassebogen frem og stoppede den ind bag Kjolelivet:

— Naa, kan Du se at faa lettet Dig!

Hun sparkede til ham med Foden. Men Jens sank bare yderligere sammen.

Da gik der paa én Gang et iskoldt Stød igennem hende, og hendes Hjerne blev som fejet for Taage:

— Var han død? Ha'de hun slaaet ham ihjel? Det ha'de da ellers ikke været Meningen!

Hun bøjede sig hurtig ned over ham, greb ham i Skulderen og vendte hans Ansigt opad: Det var sorteblaat og blodigt, og hans Øjne var traadt halvt ud af deres Huler.

Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte.

Men i næste Øjeblik blev hun paa ny staaende:

— Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst?

Hun lindede paa Døren og kiggede:

— Nej, den var stadig tom ...

Saa bøjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun løftede ham op paa sine Arme, næsten løb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af alle sine Kræfter slyngede ham ind mellem Kørehestene ...

Saa flygtede hun.

Men førend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten:

— Nu, han var død, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis ... Og det andet kunde føre til Opdagelse!

Kun en Tokrone stak hun til sig.

Det var jo hendes Fødselsdag.

Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden. Festen varede i tre Dage; og den tredje Dags Aften drog Brudeparret til Ravnsholt.

Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store, svære Legeme rystede:

— Minka ... stammede han — lille Minka ...

Og han sank paa Knæ foran hende med Hænderne foldede om Piskeskaftet.

Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet:

— Aa Mor, bad hun — lad os være lidt alene ...

Fru Thorsen forsvandt som en Vind.

Mosepigen gik nu stille hen og tog Hatten af sin Mands Hoved og Pisken af hans Hænder. Og stadig lo hun; hun havde arvet en god Del af sin Faders Latterevne:

— Saa Hans, rejs Dig nu, klukkede hun — at vi kan tale fornuftig sammen. Du ser rent vanvittig komisk ud, som Du ligger der!

Hans skrumlede op og stillede sig klejnmodig foran hende som en Dreng, der trygler om Tilgivelse.

— Det er vist ogsaa bedst, hi — hi! sagde hun — det er vist ogsaa bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig omfavne mig.

Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig paa Gulvet:

— Maa jeg ...? Maa jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...?

— Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!

Hans havde løftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til sig og kyssede hendes Øjne, hendes Kinder og hendes Mund atter og atter, som vilde han aldrig ophøre dermed:

— Minka, Minka, Minka, Du véd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!

Taarerne stormede ham ud af Øjnene, og han hulkede og klagede som et Menneske, der er blevet frelst fra en overhængende Ulykke, men endnu ikke ret er kommet til sig selv efter Skrækken.

Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Kærtegns Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen og igen ...

— Minka, Minka ... Du er saa fin og blød!

Hun slog Armene om hans Hals og hviskede:

— Du maa blive her i Nat ...

Forvirret løftede han Hovedet og stirrede ned paa hende:

— Ta'r Du da ikke med til Ravnsholt ...?

— Nej ... Men slip mig! Der kommer nogen!

Det var Jægermesteren, der vendte tilbage fra et Besøg paa en Nabogaard. Hans Kone havde ikke hørt ham komme, saa han traadte ubekymret ind i Stuen:

— Naa, her staar I og elsker! lo han buldrende op — Og Hestene udenfor la'r I skøtte sig selv! I er et Par skjønne Papegøjer!

— Vi bliver her i Nat ...! sagde Minka hurtig. Saa var den Sag klaret.

— I skal være velkommen, Børn! ... Men det er da ingen Grund til at lade Hestene staa udenfor, ha, ha!

— Nej ... smilede Minka og spillede den blysomme — vi ... æ ... vi ... Aa, Hans, gaa Du ud og faa spændt fra! afbrød hun saa leende sig selv — Og tag dit Overtøj med.

Hans samlede Tøjet sammen og tumlede ud.

— I har det nok stadig med Varme, hva'? lo Jægermesteren og saa efter ham — Ak ja, hvem der endnu aad friskbagt Hvedebrød, ha, ha! En anden Ens Kage er blevet noget tør!

Fru Minka gik hen og stillede sig ret op og ned foran Faderen og saa ham besluttet ind i Øjnene:

— Jeg er rendt min Vej fra Ravnsholt! sagde hun rolig og uden at blinke — Og Hans er kommet herover for at hente mig tilbage; det var derfor, Vognen holdt derude ... Men jeg sætter ikke mine Fødder der paa Gaarden mere! Er Du med paa den?

Jægermesterens Arme faldt slapt ned, og hans fede Ansigt fik et maabende Udtryk:

— Men Pige dog ... hvad er det Du siger?

— Ja, det sa'e jeg!

— Véd din Mor det?

— Ja.

— Jamen i den Alstyrendes Almægtiges højtlovede Navn, bruste han endelig ud — hvorfor er Du rendt Pigebarn? I elsker jo hverandre meget værre end som to almindelige Turtelduer; det saa jeg jo li'e nu!

Minka var paa et hængende Haar igen bristet i Latter. Hvor var de Mandfolk dog bundgrinagtige baade i deres Vrede og deres Glæde ...! Men hun betvang sin Munterhed og sagde med en velkonstrueret Antydning af Graad i Stemmen:

— Har Du ... opdraget din Datter ... til at være Tjenestepige?

— Nej, Fandenfløjteme har jeg da ej nej!

— Jamen det er det, de vil gøre mig til ovre paa Ravnsholt.

— Hvem?

— Pompadour!

— Og hvad siger din Mand?

— Han er en Nathue ...

— Jamen Du elsker ham jo, Tøs!

— Jeg elsker ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i Forpagtning ...!

Nu var det Jægermesterens Tur til at le, og han holdt ikke igen:

— Ha, ha, ha! brast han ud og slog sig paa Laarene, saa det klaskede — Saa skulde din Mor og jeg kanske flytte til Pompadouren?

Men Minka kastede sig nu ind til ham og slap for Alvor Graaden løs; Tidspunktet var inde.

Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe op om, at hvis hendes Forældre tvang hende til at tage tilbage til Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, førend de skulde sørge hendes Død, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte!

Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i Gæstekammeret.

Derinde kom hun igen til sig selv og forlangte nu med høj Røst og flagrende Arme, at Forældrene skulde gaa deres Vej, hun kunde ikke taale at have andre om sig end sin Mand.

Og da de to Gamle resigneret var listet af, sprang hun ud af Sengen, løb hen og laasede Døren, fôr om Halsen paa Hans, græd, lo og skreg og puttede sig ind til ham fuldstændig ude af sig selv ...

Men lidt efter blev alt stille.

— —

— Nu sover hun ... hviskede Jægermesterinden, der sammen med sin Mand stod uden for Døren og lyttede.

— Javel ...! mumlede Jægermesteren og gemte Ansigtet bort.

— Ler Du i et saadant Øjeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget.

— Nej, Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de Unge ha' Ro!

Og han trak hende forsigtig bort med sig ...

Da Hans Henriksen tidlig næste Morgen rullede ind paa Ravnsholt, stod hans Moder paa Trappen foran Hoveddøren streng og uafviselig som en Skæbne.

— Kan der snart gaa Hul paa Dig! fôr Hans paa én Gang op, saa nervøs blev han af at sidde der og vente paa, hvad der skulde komme.

Pompadour lod, som om hun ikke mærkede hans Ophidselse:

— Her var nogle Mænd i Aftes, da Du var kørt bort, begyndte hun sindigt — de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde træffe Dig før en Gang i Formiddag.

Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu det for noget? Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?

— Hvad vilde de mig? spurgte han.

— Det faar Du vel at vide, naar de nu indfinder sig.

— Hvem var det?

— Det var Sognefogden og Mølleren og et Par andre af Nils Havslundes Stillere.

— Ja, han har jo nedlagt sit Mandat ...

— Det har han nok, ja ...

Ny Pause, i hvilken de begge stirrede tomt ud for sig.

— Lagde de ikke deres Ærinde ud for Dig? spurgte Hans saa.

— Jo—e ... men jeg kerer mig ikke om at blande mig i andres Affærer.

— Nej, det plejer Du jo ikke! lød det skarpt — Hva' drejede det sig saa om?

— Ja, nu kommer de vel snart, saa faar Du jo sæl Besked.

Hans rejste sig brat:

— Ja, saa gaar jeg ud og ser til Folkene ... De er vel sat i Arbejde?

— Ja, det har da nok jeg og Anders besørget for et Par Timer siden, smilede Pompadour ondt — Ingen vidste jo, naar det passede Dig at komme tilbage.

Hans slog en Næve i Bordet. Nu var de endelig, hvor de skulde:

— Minka er min Kone! sagde han — Og naar Du jager hende af Gaarde, saa maa jeg vel ...

Men Moderen afbrød ham stadig lige rolig:

— De vilde ellers, Sognefogden og Mølleren og de andre, begyndte hun, som om hun slet ikke havde hørt hans vrede Ord — de vilde da ellers forhøre, om Du var villig til at stille Dig nu ved Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af vore egne ind nu, sagde de. Og de mente, at der kunde garanteres for dit Valg, da Du nyder saa stor en Anseelse paa Egnen, sagde de, og var dygtig.

Hans havde igen sat sig. Han var blevet ganske bleg af Overraskelse:

— Det kan jeg ikke paatage mig ... mumlede han — det har jeg ingen Kyndighed i ...

— Det maa de andre vel da synes, siden de kommer til Dig! mente Pompadour.

— Ja—e, det maa de vel ... Og hvad synes Du, Mor?

Hun sendte ham et hvast Sideblik:

— Hæ ...! bryder Du Dig om at vide det ...?

— Det har jeg jo altid gjort!

— Aa ja, vel saa ... Ja, saa synes jeg, at Du skal ta' imod Tilbudet og sige Tak til. Det er dog en Slags Ærens Vej at komme ind paa og en Hæder baade for Dig og vos andre ... Et Menneske kan udrette meget, bare det sætter sig det for. Nu ser vi, hvor tykt Du klarer Dig som Sogneraadsformand; og det mente Du heller ikke, Du kunde paatage Dig. Tror Du, vi ha'de siddet her, hvor vi nu sidder, om jeg ha'de været kranksindet af mig?

Før Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Sønnerne, hurtig ind fra Entréen:

— Naa, der er I! sagde han — Sognefogden og Mølleren og de andre er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans.

— Nu skal jeg hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af Stolen.

Og idet hun gik forbi Hans, tilføjede hun:

— Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!

Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede derved:

— Fandt Du saa Minka?

Hans saa vredt til ham:

— Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers være!

Anders' Øjne lyste af Glæde:

— Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han — Jeg vilde ha' været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.

— Hva' skulde det ogsaa ha' været godt for! ... mumlede Hans og vendte ham Ryggen ...

Nu kom Madam Henriksen med Mændene.

Og straks efter forlod hun og Anders Stuen ... Hans saa langt efter hende, da Døren lukkedes.

— —

Men da Deputationen igen forlod Ravnsholt, havde Hans Henriksen afgivet sit Løfte om ved det forestaaende Suppleringsvalg at stille sig som Folketingsmand i Nils Uldahls Sted.

Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu altsaa at holde Vælgermøder. Det gik lidt akavet for ham i Begyndelsen; men snart lærte han Taget og Fraserne og kunde slynge Parolen ud med den fornødne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet Mand, og Tilhørerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehør iblandt dem. Og allerede ved fjerde Møde kunde Sejren anses for givet....

Hvad havde ikke denne rolige og besindige Kvinde formaaet at sætte igennem! ... Som fattig Enke med tre uforsørgede Børn var hun draget ind paa Ravnsholt som blot og bart Tyende. Og nu sad hun ikke alene dér som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit; men ogsaa Børnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes ældste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den velhavende Jægermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den næstældste, havde hun faaet anbragt paa Kragholm. Og man forsikrede Mand og Mand imellem, at hun allerede havde Kig paa Havslundegaard til sin yngste Søn, Anders, naar nu Nils Uldahl om ikke længe maatte takke af.

Tre Sønner og en Herregaard til hver. Det var som at høre om de stærke Ridderfruer i Middelalderen!

Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt:

— He, he! Saaledes vilde alle »Godsejerne« Landet over lidt efter lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sæder, og »vi sæl« vilde klyve derop i Stedet! ... Længe leve vor nye Folketingskandidat! raabte de — Manden af vor egen Midte!

Og en Dag foreslog saa Sognefogden ligefrem, at man skulde give Madam Henriksen et Hurra med:

— ... Idet jeg, motiverede han Forslaget — ligesom i denne ene Kvinde, der trods det, at hun ved sin egen Dygtighed og Klogskab har forskaffet sig Ret til at bære et fint og fornemt Navn, alligevel har foretrukket i Lighed med vos andre at bibeholde sit eget simple Bondenavn ... og det er det, man i højeste Forstand kan kalde Bondekultur, det, ikke at skamme sig ved sit enfoldige Navn! ... altsaa, det var det, jeg vilde sige: idet jeg altsaa ligesom i hende vil sammenslutte alle den frie og fremskredne Bondestands stærke og dygtige Kvinder, vil jeg bede Forsamlingen med mig at udbringe et Leve for vores Folketingskandidats Moder, Madam Henriksen, Gaardejerinde til Ravnsholt og Kragholm ... og vi kan saagu' godt ta' Havslunde med, saa vidt jeg har ladet mig fortælle! ... Hun leve!

Og Hurraraabene drønede op omkring Pompadour, hvis Ansigt maaske blev en Kende blegere, men som ellers modtog Folkets Hyldest uden at fortrække en Mine.

Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig. Enten det nu var for at bevise ham en Ære, eller for at de Tilstedeværende bedre skulde kunne se hende ...

Saa ofte det i disse travle Tider lod sig gøre, tog Hans Henriksen til Mosegaarden og blev Natten over hos sin Kone.

Intet kunde nemlig bringe den lille Fru Minka fra sin én Gang fattede Beslutning om ingen Sinde mere at sætte sine Fødder paa Ravnsholt.

Og hvad Madam Henriksen angik, saa syntes hun ganske at have strøget Svigerdatteren ud af sin Bevidsthed. Det var, som havde Sønnens Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet haardnakket.

Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt Værelset ...

Saa lærte omsider ogsaa Hans sig til Tavshed paa dette Punkt. Og nu var det paa Ravnsholt, som havde de Dage aldrig været, da to Kvindeviljer dér kæmpede en uvejrslummer Kamp paa Liv og Død.

De Privatværelser, der var blevet sat i Stand til Ægtefolkene, stod aflaasede hen.

Minka fra Mosen var slettet ud. Ingen nævnede mere hendes Navn.

Undtagen Anders, den yngste.

Han kunde undertiden spørge, medens Blodet jog ham til Kinderne:

— Hvordan har Minka det?

— Godt! sagde Hans kort og gav sig til at tale om noget andet.

— —

Saa kom Valgdagen; og Hans Henriksen sejrede, som forudsat var, med stor Majoritet.

NAT.

— Særdeles nette! bekræftede han — har vi ikke bekommet sunde, glade og smukke Børn! ... Skaal!

— Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stødte imod hans.

— Menneskene burde kun leve om Natten! sagde Isidor saa og saá hen mod Vinduet — Og dertil burde det altid være Maaneskin!

— Ja! nikkede hun — Skal vi gaa en Tur i Haven?

— Gerne, min Elskede!

— Vil Du virkelig?

— Gerne, min Reseda! Alt hvad Du vil, vil ogsaa jeg ... paa denne Tid af Døgnet.

— Jamen husk, at Du er »Øvrighedsperson«!

— Ikke om Natten ...!

Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun stak Fødderne i sine Tøfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun var kommen.

Isidor iførte sig Morgensko og lang, lys Støvfrakke.

— Jeg maa først over at se til Børnene ... sagde Rositta saa.

Men han svarede:

— Børnene hviler i Abrahams Skød, min Reseda; lad dem hvile der ... Natten er Forældrenes Tid!

Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entréen og ud i Haven ...

Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser.

Isidor og Rositta gik ned imod Dammen:

— Nu skulde vi have haft noget Brød til Fiskene ...! sagde hun.

— Det har vi! Se her! ... han viste hende et Stykke Brød, som han tog op af Lommen paa sin Frakke — Jeg gaar sommetider herned alene, naar jeg ikke kan falde i Søvn.

Nede foran Dammen smuldrede de Brødet og kastede det ud. Og Fiskene skød op gennem det sorte Vand og lyste som Sølvglimt i Maaneskinnet.

— Hvor det er smukt! sagde Rositta.

— Ja, nikkede han — man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere, lille Reseda ... og saa lade Vorherre husere med Resten ...!

Saaledes talede i den skønne Midsommernat Hr. candidatus juris Isidor Severin Seemann, Herredsfuldmægtig for Havslunde og Søby Herreder ...

Paa Havslundegaard.

Ejheller den lille Sofie Uldahl kunde sove. Længe havde hun ligget og stirret hen mod det maanelyse Gardin og lyttet til Faderens og Smedens Rummesteren i det nattestille Hus. Og naar hun af og til overvældet af Træthed lukkede Øjnene, saa hun de frygteligste Syner ...

Pludselig sprang hun ud af Sengen, trak Benklæder og Strømper paa, tændte Lampen og satte sig til at skrive i sin Dagbog, som hun fandt frem af en aflaaset Kommodeskuffe:

Kære, lille, gode Isidor (skrev hun), det er saa længe siden, jeg har talt med Dig, og nu er det Nat, og Du ligger rimeligvis i din Seng og sover trygt og godt som alle gode og retskafne Mennesker. Men jeg kan ikke sove, thi jeg har saameget forfærdeligt at tænke paa. En frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet sørgelige med Fader, Moder og Søstrene. Men nu kan jeg ikke længere bære den alene. Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg fortalte Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg skrive det, for naar jeg skriver til Dig, Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af mig og hører paa mig: Det er Johanne, Du véd, hende de kalder Lig-Johanne, og som de siger er Faders Søster og alligevel har et Barn med ham. Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel, Isidor! Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har kastet ham derind! Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa det hele! Hun kom bærende med ham paa Armene inde fra hans Kammer; hvad de havde bestilt derinde, véd jeg ikke; jeg hørte bare, at hun bad ham om nogle Penge, som han ikke vilde give hende, og saa raabte hun højt, og saa blev alting stille; men da hun kom bærende med ham inde fra Kammeret, saa han allerede ud, som om han var død, maaske har hun kvalt ham; og saa bar hun ham hen bagved Kørehestene og kastede ham ind under dem! Og saa løb hun sin Vej, og jeg ogsaa. Det var ligesom, der faldt noget ned inde i mit Hoved, og jeg løb ned gennem Kostalden og Svinestien og ned i Laden, hvor jeg gemte mig inde i Halmen og laa og skreg og sang og græd og slet ikke vidste af mig selv, førend Forvalter Larsen pludselig sad ved Siden af mig og trøstede mig og spurgte, hvad der var i Vejen og vilde kysse mig; men jeg slog ham lige midt i Ansigtet og slap fra ham og ud af Laden; jeg véd slet ikke, hvor Tyrk var bleven af; og ved Gud, Isidor, da var jeg lige ved at løbe min Vej langt ud i Verden, eller ned til Bugten ved Badeplænen og kaste mig i Vandet og dø bort fra alt det forfærdelige, der findes paa Jorden; for lille, lille Isidor, Du véd ikke, hvad jeg, der dog er saa ung, allerede har maattet gennemgaa! Ved Gud, jeg vilde ønske, at jeg snart maatte dø, eller blive rigtig syg og faa høj Feber, saa at jeg ingenting vidste af mig selv, for nu kommer det allerværste, Isidor, nu kommer det allerværste! Først var det kun om Natten i Søvne, jeg saa det; men nu er det ogsaa om Dagen, bedst som jeg sidder eller gaar og tænker paa ingenting. Det er noget med en stor Skikkelse, en Kæmpe, eller en Gud, der viser sig for mig; han griber med sine lange Arme en hel Flok Mennesker paa én Gang og kaster dem ind under et Kobbel vældige Heste, der sparker dem og tramper paa dem, og jeg hører dem mase Hovene ned i Kødet, og Knoglerne knaser, og der lyder Skrig og Bønner, og jeg lukker Øjnene og véd godt, at det bare er noget, jeg bilder mig ind, men jeg kan alligevel se det saa tydeligt og høre det, og jeg stopper Fingrene i Ørene og skriger med, men det hjælper ikke; og om Natten har jeg lavet mig to smaa Kugler af Moders Syvoks, som jeg putter i Ørene, og som jeg har ridset tre smaa Kors paa hver for Fader, Søn og Helligaand ...

— —

Der lød et Drøn gennem Huset af Gangdøren, der blev slaaet i. Frøken Sofie rejste sig hurtig og løb hen til Vinduet.

Og hun saa i Maaneskæret sin Fader og hans Hjerteven Smeden Arm i Arm dingle ned gennem Borggaarden barhovedede og i Skjorteærmer ...

Smeden og Nils Uldahl havde siddet ved deres Drik og Prat lige siden Klokken ni. De drak helst den klare Brændevin nu, det andet bed ikke.

Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han havde haft, og af alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede det Punkt af Rusen, græd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa Fædrenegaarden. Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var det, han havde faaet Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget Staven med sig i Graven. Pompadour havde faaet Ordre til at putte den i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had:

— Fandenlyneme! Og véd Du hvorfor, Smed ... he, he! véd Du, hvorfor?

Smeden rystede sløvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han havde snart hørt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede Gange.

— Fordi jeg engang tog en dejlig Tøs fra ham, he! fortsatte Nils — Joachim kunde ikke gøre noget rigtig ved hende; og saa kom hun til mig! For i den Retning, he! saa havde jeg sgu den krabateste Elfenbensstav!

Smeden pladskede ud i en brølende Latter. Den Historie havde han ikke hørt før!

Men han holdt ligesaa pludselig inde igen med Latteren og spurgte:

— Skal vi saa ha' det Slag Kort, Godsejer?

Nils sagde Ja. Og Kortene kom frem. Parret trak i Skjorteærmer og spillede Seksogtres en Timestid. Lo og bandede og slog i Bordet, saa det hørtes viden om Gaard. Nils tabte som sædvanlig; og det blev han til sidst ked af:

— Hvor Fanden bliver Rikke af i Aften? spurgte han pludselig og kastede Kortene fra sig.

— Lad vos gaa ned og hitte hende? foreslog Smeden medgørlig og stoppede Gevinsten i Lommen.

Nils ravede op af Stolen:

— Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne!

Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned gennem Gaarden ...

Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit Soveværelse stod Frøken Sofie og saa efter dem....

Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig, slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjælens Dyb:

— Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring!

— Ja—e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme evige Stjerner — men vi maa jo vide at bøje vos for Guds Vilje, Godsejer ...

Ovre i Mejeripigernes store Fælles-Kammer bag Bryggerset var der lyst som om Dagen: Maanen hængte tyk og rund lige udenfor de gardinløse Vinduer ...

Omkring fra de seks Bræddesenge, der var tømret op langs Væggene, hørtes Snorken og Pusten og stille Hvisken.

Varmen og Osen i Rummet var kvælende ...

Der lød snublende Trin og brummende Tale i Bryggersgangen udenfor. Døren blev stødt op, og Nils og Smeden tumlede ind:

— Go'aften Pi'er! lød Smedens Stemme — Mon I har Brug for et Par paalidelige Folk?

— Du rører ikke Rikke, Smed! hvæsede Nils pludselig ophidset og greb Vennen i Brystet.

— Nej, nej ...! sagde Smeden betuttet og rystede ham af sig — Rolig, rolig! ... Hva' for en Seng ligger hun i?

— I den yderste til højre ...

— Saa ta'r jeg simpelthen en af dem til venstre, Godsejer!

Der havde hidtil været musestille rundt i Sengene. Al Snorken og Pusten var død hen. Man hørte kun hist og her et lille forskræmt Skrig, eller en møjsommelig undertrykt Fnisen.

Men da Smeden begyndte at rode rundt i den nærmeste Seng til venstre, voksede der pludselig et stort nøgent Mandfolk op af den:

— Hva' Saten vil Du her, din Smedetamp! tordnede han — Ka' Du holde dine beskidte Fingre hos Dig sæl!

I samme Øjeblik rejste der sig en Karl over Ende i hver Seng, og i somme af dem to:

— Ud med Jer! brølede én.

— Hyss, Husbond er med! hviskede en forskræmt Pigerøst.

— Jeg vil blæse ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine egne! ... Han er ikke mere Husbond, end som vi! lød det rundt omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem.

Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.

Under alt dette, havde der hele Tiden fra den nærmeste Seng tilhøjre lydt en spæd, halvkvalt Klynken.

Nils Uldahl bøjede sig ned over Sengen:

— Rikke ... hviskede han og søgte rundt imellem Dynerne — skynd Dig lidt at komme i Klæderne, Rikke ... saa gaar vi op til mig!

Paa én Gang fik han fat i en lille, skælvende Haand, der søgte at rive sig løs igen.

— Hvem er det? spurgte Nils.

— Det er mig ... græd Stemmen.

— Hvad for en mig?

— Lisbeth ... den nye Gaasepige ...

— Hvor er Rikke?

— Jeg ... véd ... ikke ... hulkede Barnet.

— Hun ligger ovre ved Forvalter Larsen! raabte saa en raa Mandfolkerøst i Sengen ved Siden af.

— Der render hun over hver Nat, naar hun ikke er ovre hos Dig! sagde en anden.

— Gaa Du dér over og hent hende, Nils Fallit! grinede en tredje.

— Se, I kan faa Røven med Jer og det lidt hurtig! skreg en fjerde og begyndte at kravle tværs over sin Dame — ellers skal vi illeminere den for Jer!

Der stod et Drøn af Latter rundt fra alle Sengene, rungende Mandslatter og skingrende Kvindehvin.

— Kom, Godsejer ... hviskede Smeden midt i Larmen — her er ikke Bid for vos i Aften.

Men Nils hørte ham ikke. Han stod og tænkte paa at krybe ned til Gaasepigen. Hun var saa lind og varm at føle paa ...

Da greb Vennen ham fat i Armen og rev ham med sig.

Og Latteren stod ud af Døren efter dem.

Oppe i Borggaarden fik Smeden Kig paa en Lampe, der brændte bag det hvide Forhængsstykke i et af »Asylets« Vinduer.

Jomfru Ingwersen havde i de sidste otte Dage været temmelig daarlig, haft Feber og Aandenød; derfor havde Fru Line paabudt, at Lampen skulde være tændt om Natten.

Smeden standsede og pegede mod Vinduet:

— Skal vi vesitte de Gamle, Godsejer?

— Hvad Glæde kan vi ha' af det? brummede Nils, der endnu gik og tænkte paa Gaasepigens intacte Former.

— Bare obselvere deres Forskrækkelse! mente Smeden lystig — De har vist ikke set Mandfolk ved Nattetid i de sidste hundrede Aar!

— He, he! grinede Nils, der begyndte at faa Smag for Spasen.

— Vi fortrædiger dem begribeligvis ikke, vedblev Smeden at lokke — Vi lister bare ind og gaar rundt paa Gulvet uden at mæle et Ord.

— Lad os ta' Støvlerne af ... hviskede Nils, da de var kommet ind i Gangen. Han var nu ligesaa ivrig som den anden ...

Inde i Asylstuen sov Rottbøl og Lurvadt sødelig. Men Ingwersen laa med vidtaabne Øjne og stirrede frem for sig. Hun havde nylig haft et fælt Anfald, og Feberen krøb rundt i hendes Hjerne. Hun lyttede vredt til de to andres velsignede Prusten og anklagede Gud ...

Men paa én Gang ser hun Døren ud til Gangen gaa op og to Gespenster glide ind. De var sorte forneden og hvide foroven og havde Menneskehoveder ...

Ingwersen greb sig til Hjertet og vilde raabe, men kunde ikke ...

Gespensterne gav sig til at svæve rundt og rundt paa Gulvet. Sommetider var de kun to, syntes Ingwersen, men sommetider voksede de og gik midt over og blev til fire, seks, otte, hele Stuen fuld: Det var alle Havslundegaards tidligere Ejere, alle dem, der havde hængt og druknet og skudt sig ...! Ingwersens Seng begyndte at vugge frem og tilbage ... Loftet drejede sig, Væggene sank, og Lampen henne paa Kommoden blev til et vældigt flammende Baal:

— Lurvadt!

Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde bøjet sig ned over hende.

— Lurvadt!

Lurvadt rejste sig halvt op i Puderne:

— Hva' er 'et? spurgte hun gnavent, (og hun syntes i sin halvvaagne Tilstand at se to Skikkelser forsvinde ud af Døren; men glemte det øjeblikkelig igen, da alt i Stuen ellers var, som det skulde være) — Hva' er 'et, Ingwersen? spurgte hun — Vil De mig no'et?

Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt straks i Søvn ...

Ingwersen kunde ikke svare. Hun hørte Lurvadts Spørgsmaal, og saa Gespensterne svæve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over sine Læber. Hun kæmpede og kæmpede og anspændte alle sine Kræfter for bare at kunne faa et eneste hørligt Ord frem ... hendes Ansigt blev ganske blaat af Anstrengelse ... der væltede store, sorte Skyer op foran hendes Øjne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Værelset ... og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges:

— Jesus, vær mig arme Synder naadig!

Saa lød der paa én Gang et hvinende, skærende Skrig, der hug ind mod hendes Trommehinder, saa de sprængtes ... Og alt blev tavst for evig.

— Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!

Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjælpeløs rokkende foran den Syges Seng:

— Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør! gentog hun og famlede i Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det væltede, og Vandet flød ned over hendes nøgne Fødder:

— Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør! blev hun ved at raabe.

Rottbøl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden. Nattørklædets Knuder sad hende som to smaa Horn i Panden:

— Er det galt med Nikoline? spurgte hun, da hun hørte Vandets Rislen, og halede Juledukken frem, som altid laa afklædt i Sengen ved Siden af hende — Nu skal Mor hjælpe ...

Og hun holdt med begge Hænder Dukken ud over Sengekanten, idet hun satte sin Tunge ind mod Tænderne og frembragte en hvislende Lyd:

— Tssss ...! sagde hun — Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pænt igen ...!

Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes stormfri Lande ...

Hos gamle Seemanns.

— Sover Du, Far?

— Øff ...! Hva' er 'et, Mor?

— Sover Du?

— Næi ...

— Skal Du ikke op?

— Jeg har været oppe ...

— Det har jeg ikke hørt ...

— Jeg har været oppe alligevel!

— Nu véd jeg, hvad Du skal gi' mig til min Fødselsdag.

— Hum ...?

— Du skal gi' mig seks nye Særker.

— Du holder junde af at faa nyttige Ting ellers ... til Højtiderne.

— Nej ... Og saa en Flaske Spridevaldemar.

— Hum ...

— Og en Æske fint Brevpapir.

— Er der ellers ikke andre Smoting! ... Og skal vi saa sove?

— Ja, Du kan sagtens! Bare Du lægger Dig, falder Du i Søvn!

— Du kan jo lade være med at tænke! ... Godnat!

De gamle Seemanns Soveværelse vendte imod Nord, saa Maanen saa de ikke noget til. Men der brændte hos dem en lille Natlampe.

Sengene stod ikke længere Side om Side som i Ungdommens saftrige Tider, men var begge anbragt langs samme Væg og med en massiv Dragkiste imellem.

Paa Dragkisten stod Lampen, og i dens vage Lys saa man paa den hvide Hovedpude i Sengen til højre Fru Thoras lille, fine Ansigt indrammet af en blondeprydet Natkappe ... og i Sengen til venstre Bedstefader Seemanns høje Skaldepande og buskede Skæg.

Taffeluret paa Spejlkonsollen inde i Dagligstuen slog.

Den gamle Frue talte Slagene:

— Tolv! sagde hun klagende — Nu er Klokken tolv, Far; og jeg har endnu ikke lukket et Øje!

— Øff ...! lød det fra den anden Hovedpude — Da si'er Du da sæl, at Du ikke hørte, at jeg var oppe før!

Fru Thora tav fornærmet. Men lidt efter tog hun fat igen:

— Den Hvidkaalssuppe ha'de Marie rigtig haft Held med sig i i Middags! sagde hun.

— Hum ...! Kartoflerne var raa!

— Vist var de ej; det er bare no'en nye, vi har faaet, der godt kunde ha' taalt og kogt lidt længere.

— Ja, det er jo det, jeg si'er!

— Nej, Du sa'e, at de var raa; og det er Synd for Marie, der ellers er saa flink ... Du kom sent hjem fra Klubben i Dag; Isidor sad og ventede for at hilse paa Dig.

— Vi kunde ikke blive færdig med den Domino ... Lassen er saa langsom.

— Hvem vandt?

— Jeg naturligvis ... syv Partier.

— Ja, Du banker dem snart allesammen derhenne ... (Fru Thora gabede højlydt) ... Nu synes jeg, jeg begynder at føle mig søvnig ... Godnat, Far! ... Hvor er det dog no'en søde Børn, Isidors ... saa opmærksomme mod os Gamle.

— Ja, de er meget søde ... Godnat ... og sov vel!

— Tak i lige Maade ... Ja, nu tror jeg, jeg kan, Gudskelov! (Fruen gabede igen) ... Man har det bedst i sin Seng! sagde hun — Frederiksen var her da i Formiddags med Gasregningen.

— Hum ... Hvor mejet?

— Elve Kroner.

— Var det ikke mejet?

— Nej, vi har strøget to Gange.

— Betalte Du?

— Ja ... Husk nu, Du skylder mig ... Og hal'treds Øre for den Lap paa Galochen ... (Hun gabede for tredie Gang) Ak, ja, ja, ja! sagde hun — Véd Du, hvad der saa tidt gør mig ondt, Far ... at jeg ikke kan faa Dig til at bede Aftenbøn med mig.

— Jeg er for gammel til den Slags Narrestreger! brummede han og vendte sig demonstrativt — Godnat!

Midt paa Fru Thoras Dyne viste der sig nogle svage underjordiske Bølgebevægelser. Det var hendes Tommelfingre, der begyndte at snurre.

Men Bevægelsen døde dog hen uden at have kulmineret. Søvnen tog hende ...

I Familiehuset.

Lige indtil Klokken godt to havde der været stille inde hos Lig-Johanne.

Men saa vaagnede den lille Juliane, der delte Seng med Moderen, ved at denne pludselig greb hende i Brystet og sagde:

— Der er de! og i samme Nu stod midt ude paa Gulvet.

Juliane, som vidste Besked med Anfaldene, sprang ogsaa ud af Sengen og løb hen og greb Moderens Haand.

— Der er de! Kan Du høre? De kommer nærmere! — stødte Johanne frem i sin Angest.

Men den lille klappede beroligende hendes Haand:

— Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig — Kom, saa gaar vi lidt; det plejer jo at hjælpe.

Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Værelset.

— Luk Øjnene, Mor; jeg skal nok lede Dig.

Lig-Johanne klemte Øjnene fast i. Og Juliane førte hende varsomt frem og tilbage over Gulvet.

— Hurtigere! Hurtigere!

— Jamen her er jo ikke Plads, Mor ...

Gennem de lave, smaarudede Vinduer saa man ud over Markerne, der laa hvide af Maanetaage. Hist og her ragede et Træ frem og Taget af et Hus.

— Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ellers kan jeg høre dem!

— Ja, ja ... sagde den lille og fremskyndede Farten, saa godt det lod sig gøre i den snævre Stue ...

Da Sagerne efter Pin'de-Jenses Død var ordnede, havde Johanne faaet udleveret hans kontante Penge, hans Sparekassebog og Kisten med hans Ejendele.

Der havde været Forslag oppe om at tage Bogen under Forvaring og kun udbetale hende en mindre Sum ad Gangen. Men Johanne havde i den Anledning raset og skabt sig gal; og man var derfor nøjedes med at dele de femhundrede Kroner, hvoraf den ene Halvdel blev sat fast for Juliane, medens Resten blev overgivet Moderen. Og hun havde ikke været ædru siden.

Tanken om at komme ind paa et Drankerasyl og blive gjort til Menneske, var forlængst dunstet bort og glemt. Lig-Johanne tænkte ikke paa andet end at fylde sig med døvende Drikke. Saasnart hun havde sovet en Rus ud, begyndte hun paa en frisk; hun taalte ikke at tænke paa Jens og hans Endeligt, skønt ingen havde fattet Mistanke til hende ...

— Hurtigere! Hurtigere, Juliane!

— Ja, ja ... Vil Mor ikke, at vi skal tage vores Træsko paa, som vi plejer, saa hører Du ikke saa godt?

— Jo! Hvor er de?

Barnet fandt sine egne og Moderens Træsko frem. Og nu begyndte de begge at larme op og ned ad Gulvet, saa at Støjen gav Genlyd i hele Huset, Johannes Stue laa i Midten ...

— Nu er det galt med hende derinde igen! mumlede Spat-Marie, der boede i den nordre Stue — Aldrig ka' En faa sin Nattero i Fred!

Og Maren Ørentvist i den søndre Stue trak Dynen bedre op over Hovedet og bandede i Søvne.

Men inde hos Lig-Johanne vedblev de at trave ...

— Hør! Hør! Juliane! Nu er de lige her udenfor!

— Tramp, Mor, tramp! sagde den lille og satte selv Fødderne i Gulvet, saa at det værkede i hendes magre Knæ. Hun havde forlængst opdaget, at det ikke nyttede at ville tale Moderen til Fornuft; man maatte gaa ind paa hendes Idéer for nogenlunde at beholde Magten over hende:

— Tramp, tramp! gentog Juliane.

Og de trampede nu begge løs, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre i Væggen.

Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige:

— Hør! hviskede hun stiv af Angest.

— Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ...

Og de travede videre ...

Den Dag Lig-Johanne havde kastet sin Mand ind under Hestene og var flygtet bort gennem Døren til Møddingen, havde Svinepasseren, Rasmus Repsholt, netop lukket alle Smaagrisene, vel et halvt hundrede Stykker, ud. Johanne var faret midt op imellem dem, og var faldet omkuld, havde rejst sig fortumlet og var faldet igen, medens Grisene i deres Forskrækkelse hvinende og skrigende var løbet hen over hende og havde traadt hende paa Kroppen og i Ansigtet.

Dog, det havde mindre at sige, da hun var sluppet uset bort.

Men Natten efter Mandens Begravelse, da hun havde drukket sig en kraftig Rus for at kunne sove, var hun pludselig vaagnet midt om Natten ved at Stuen havde været stuvende fuld af Smaagrise. De sad paa deres Haler Side om Side, saa mange Gulvet kunde rumme, og gloede paa hende med deres smaa onde, rødkantede Øjne, indtil hun havde faaet Juliane til at kravle ud af Sengen og jage dem væk med Kosten.

Men hele Natten til hen paa den lyse Morgen havde Johanne kunnet høre Dyrenes Skraben og Grynten rundt omkring Huset ...

Og det var denne Grynten og Skraben, Lig-Johanne nu altid troede at høre, naar Anfaldene meldte sig.

Ind i Stuen vovede Bæsterne sig ikke oftere, da der sov et uskyldigt Barn derinde. Men nu pønskede de paa at vælte Huset; Jens skulde hævnes. Og Johanne hørte dem komme anstigende i tusindvis og grave og rode i Jorden med deres Tryner. Hver eneste Nat hørte hun dem. Der kom flere og flere til. Nu var der vist snart over en Million! Og i Nat vilde det ske! I Nat vilde de komme og vælte Huset ned over hendes syndige Hovede ...!

— Der er de! Der er de, Juliane! Hør, hør!

— Nej, nej, Mor, det er bare en Vogn, der kører forbi ...

Men Johanne rev sin Haand ud af Datterens og fôr hen til Vinduet:

— Se, se! hviskede hun, og Rædselen fik Haarene paa hendes Hoved til at fryse; thi hun saa ude i Maanelyset en uhyre Halvcirkel af sorte, hvide og brogede Svin rykke frem. De rodede Jorden op Tryne ved Tryne, deres smaa, onde Øjne lyste som Ild, og deres Grynten fyldte Luften med en ond Lyd som af et stort Hjuls brummende Svingen ... Nu vilde det ske! Nu var Øjeblikket inde! Om et Minut vilde de have omringet Huset og væltet Grundvolden; Murene vilde styrte sammen, og Dyrene trampe hen over hendes Ansigt og Lemmer med deres stinkende Fødder ligesom hin Dag paa Havslundegaards Mødding ...!

— Luk Øjnene, Mor! Luk Øjnene!

Men førend Datteren kunde forhindre det, fôr Lig-Johanne hen til Døren, rev den op og løb ud. Træskoene slængte hun af sig. Og idet hun trak Særken sammen om de nøgne Ben, krummede hun sig forover for at samle al sin Styrke og satte i et langt Spring tværs over Svinene og bort i Maanetaagen ...

Paa Hvidgaard.

Klokken var fem. Solen havde været fremme en Time ...

Karlene kom ludende af Søvn smaaluntende nede fra Ladegaarden for at æde Davre i Borgestuen ... Svanerne pladskede allerede rundt i Voldgraven. Og omkring Fontænen i Borggaarden gik Paafuglene og slog Hjul og skreg deres ildelydende Skrig ...

— Hold Kæft! sagde en morgengnaven Karl, da han gik forbi, og sparkede arrigt en Sten midt ind imellem dem ...

— —

Paa sit ensomme Leje i det store Soveværelse mod Haven laa Hofjægermester Palle og sov.

Solskæret paa Ruderne havde ikke formaaet at vække ham og ejheller Støjen fra den vaagnende Gaard. Sent var han nemlig gaaet til Ro, og Time efter Time havde Savn og Længsel holdt ham vaagen.

Først ud paa Morgenstunden havde Søvnen forbarmet sig over ham — som det hedder.

Men da drømte han ...

Igen og igen drømte han den samme bittersøde Drøm om sin Hustru Mona:

Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og hendes Legeme brændte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede beskæmmet og var ensom som før ...

Saaledes gled hans Enkemands-Nætter hen.

— —

Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekøn paa et Par og tyve Aar ...

Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende Betagelse af sin Husbonds mandige Skønhed. Hun kunde standse op midt i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham lam af Ærefrygt. Han var hende en Aabenbaring, en Guddom, for hvem hun følte en sitrende Trang til at ydmyge sig. I den dybeste Underdanighed vilde hun have ladet sig føre til hans Leje for efter endt Højtidsoffer knælende at have sat hans Fod paa sin Nakke og takket ham for, hvad han havde ydet ... Thi hun var Kvinden i Renkultur, Hønen af Guds Naade, der i grænseløs Underkastelsestrang nejer sig mod Jord, naar hun møder paa sin Vej ham den eneste ene: Manden, Elskeren, Hanen!

— —

Saalænge Fru Mona levede, havde Palle Uldahl ikke haft Tanke for andre Kvinder. De kunde være lokkende og æggende i deres modne Skønhed, som i sin Tid Fru Line paa Havslundegaard var det ... eller de kunde være spillende, sansehidsende unge som den lille Minka fra Mosegaarden ... Palle saa vel paa dem med Behag; men han begærede dem ikke. Han vidste, at ingen Kvinde kunde skænke ham en frydefuldere og mangfoldigere Rus end den, han nød i Mona Lisas Arme ...

Men saa en Dag var Eventyret altsaa ude, og han var ladet ene tilbage.

Og da var det, at Angeren greb ham, Angeren over et forspildt Liv, og drev ham hvileløs rundt i Hvidgaards tomme Stuer:

— Han havde syndet tungt baade mod sig selv og Mona! Hendes Død havde klaret hans Blik, og han saa nu grant, at det i Grunden slet ikke var Monas Legeme, der fornemmeligst havde bundet ham til hende: det var hendes Sjæl! Hendes rige, mangfoldige Sjæl, var det, der havde fyldt hans Dage med en April-Maaneds rigtskiftende Taarer og Sol! .... Ak, hvorfor kom man aldrig til Sandhedens gyldne Erkendelse, førend det var for silde ...!

Og han besluttede at benytte hele Resten af sit Liv til at sone denne Synd. Han vilde gøre Mona Lisa et Tempel i sit Bryst; en Helligdom, hvori hendes forklarede Træk skulde evigt lyse ham i Møde; et Altar vilde han oprejse hende, foran hvilket han kunde ofre til hendes velsignede Minde!

Som hun havde været hans første egentlige Kærlighed, skulde hun blive hans sidste. Aldrig skulde nogen anden Kvinde fortrænge Mona Lisas Billede af hans Hjerte og hans Arme!

Saaledes svor han.

Og det var, som om hans Længsel efter den store Hedenfarne Dag for Dag ligesom lutredes derved, blev renere, sartere, mere aandig ...

— —

Klokken slog syv. Det bankede stille paa Døren, og Alvilda Stuepige traadte ind med en Bakke, hvorpaa stod Hofjægermesterens Morgenmad: seks Spejlæg, fire Stykker afskaaret Skinke, Brød, Smør og Kaffe, som hun anbragte paa Bordet foran hans Seng.

Palle fôr over Ende hed af Søvn og Drømme:

— Mona ...! stammede han og bredte henrykt Armene ud ...

Og først ni Maaneder senere blev han klar over Fejltagelsen.