Andrea Margrethe bøjede sig ned over sit Sytøj og syede saa ivrig, at det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Præsten udbrød: „Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han først kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.“

„Nei“, raabte Corpus Juris, „Plagiat er det sandelig ikke; Formen var maaskee den samme, men Indholdet var nyt, og det er ikke Formen, men Indholdet, som det kommer an paa.“

„Hu ha, jeg tier, jeg tier“, sagde Præsten, „før mig bare ikke en Proces paa Halsen, saa jeg bliver nødt til at gaae fra Hus og Hjem. Deres Vers ere ganske splinternye, og det er mine, som er Plagiat efter Deres: er De saa fornøiet med den Erklæring?“

„Men Du har været altfor stræng mod Nicolai“, sagde Præstekonen, „det Vers maa Du lave om.“

„Nei saamænd gjør jeg ej“, svarede Præsten, „Nicolai er et skændigt Menneske, der burde afmales med endnu sortere Farver. Saadan en attenaars Don Juan — det er jo græsseligt! — — Men hvem fortsætter?{„}“{-}

„Nu maa De komme med Noget“, sagde Corpus Juris, idet han bøjede sig over mod Præstekonen.

„Ja lad nu Mo'er ogsaa komme frem“, sagde Præsten, „hendes bliver bestemt det Bedste af det Altsammen, — saa faae vi saadan en smuk Slutning.“

Præstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at trænge ind paa hende, begyndte hun først lidt frygtsomt, men senere mere roligt:

Her afbrød Præsten hende pludselig:

Alle Præstekonens Indsigelser hjalp ikke, Præsten paastod, understøttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive staaende, og vilde tage Brevet til sig for næste Dag at sende det afsted. „Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive fornøiet, naar han faaer slige Nyheder at høre“, sagde Præsten.

Jeg beholdt imidlertid Brevet, idet jeg paastod, at der skulde tages en Afskrift, thi det nærværende Exemplar var skrevet altfor utydelig, til at det kunde bortsendes, og under dette Paaskud gjemte jeg Brevet i min Tegnebog med den stille Beslutning, at det skulde aldrig komme videre — men maaskee nok et lignende af samme Indhold, dog i en anden Form.

Den Aften blev vi ikke siddende længe oppe for ikke at forstyrre Præstens Nattero, kun en ganske kort Tid bleve vi endnu sammen, efterat Præsten var gaaet bort fra os, og derpaa skiltes vi fra hverandre. Corpus Juris havde endnu Noget at sige Andrea Margrethe, hvorfor jeg skyndte mig i Forveien op paa hans Værelse for at see efter, om Hanen endnu var der — jo der sad den oppe lunt og godt og sov, uden at Nogen kunde mærke dens Tilstedeværelse: men imorgen tidlig — sikken et Spektakel, der vil blive, naar Hanen begynder at gale og Corpus Juris at skænde!

Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg atter vaagnede; mit Blod var i stærk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tænke paa det Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om Præsten talte Spøg eller Alvor, thi hans Ansigt var sædvanlig aldeles uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette Brev end en blot Spøg? Kunde det dog ikke være som et hemmeligt Vink om, at jeg skulde blot ikke være bange; naar jeg kun dristigt gik frem, turde jeg nok være vis paa Sejr. Jeg gjennemgik i Erindringen Alt, hvad Præsten havde sagt den Aften, og des mere blev jeg bestyrket i denne min Overbevisning. Jeg vilde vente fire eller fem Aar, til jeg havde faaet min Embedsexamen: saaledes havde jeg tænkt den foregaaende Aften — men hvorfor vilde jeg vente saalænge? Fordi Gamle havde sagt det — men var da Gamle ufeilbar i sine Meninger og Domme? Der var jo mange Mennesker, der havde forlovet sig i samme Alder som den, hvori jeg var, og som dog vare blevne meget lykkelige Ægtemænd. Kan man overhovedet bestemme nogen Alder for et Menneske, hvori han skal forlove sig? — — — Fire eller fem Aar: det er en lang Tid — hvem veed, hvad der kan skee imidlertid? Kunde ikke en Anden komme mig i Forkjøbet? Ja denne Anden kunde jo komme inden et halvt Aar, inden en Maaned, og saa kunde jeg hele mit Liv igjennem angre min Uforsigtighed, at jeg nu havde forsømt det gunstige Øjeblik og ikke talt, medens det endnu var Tid. Thi at det nu netop var den rette Tid til at tale, det var klart af Alt: havde ikke Andrea Margrethe selv sagt til mig, at jeg skulde vogte mig, at det ikke gik mig som den arme Peter. Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster — hvad kunde hun vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden, at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den arme Peter. — — Men jeg gjorde maaskee dog bedst i at vente lidt endnu, at betænke mig ret, at jeg om fornødent endnu i Tide kunde trække mig tilbage — — nei, nei, en rigtig Elsker tænker aldrig paa at trække sig tilbage, han kaster enhver Bro af bagved sig og iler kun fremad, indtil han finder enten Sejr eller Undergang.

Jeg kunde ikke blive liggende rolig, jeg sprang op af Sengen, gik hen og aabnede et Vindue. Jeg saae op mod den stille, klare Stjernehimmel; men atter vendte mine gamle Tvivl tilbage. Gamle havde sagt, at det var den største Taabelighed at forlove sig som Student, tidligere havde jeg altid fulgt Gamles Raad og befundet mig vel derved, hvorfor vilde jeg da ikke gjøre det nu? — — I det Samme faldt et stort og prægtigt Stjerneskud: „nei, nei“, sagde jeg til mig selv, „Du skal ikke tvivle og ikke frygte, der seer Du Tegnet paa dine Ønskers Opfyldelse, gaa kun freidig frem og stol dristig paa din Lykke!“

Disse sidste Ord maa jeg formodentlig have sagt høit, thi Corpus Juris raabte ind til mig: „Hvad er der paa Færde, Nicolai? Snakker Du i Søvne?“ — og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne Vindue, gav han sig til at skænde og heftig bebreide mig min Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at røre sig. „Nicolai, Nicolai, hvad har Du for?“ og da han saae mig i det aabne Vindue: „men er Du gaaet fra Forstanden? I aabent Vindue midt om Natten ved Juletider uden at være paaklædt — — vil Du paa Øjeblikket gaae i Seng igjen. Du kan forkjøle Dig og blive syg, faae Brystsyge og Tæring deraf“ — — „og Koldfeber og Typhus“, tilføiede Corpus Juris, „og smitte hele Huset; vil Du nu strax gaae i Seng.“ Saa maatte jeg lukke Vinduet og gaae i Seng; lidt efter kunde jeg atter høre Gamles og Corpus Juris' dybe Aandedrag, der tilkjendegav mig, at de begge vare faldne i en sød Slummer. „Og saadanne Menneskers Raad vil Du følge?“ sagde jeg til mig selv, „Mennesker, der kun tænke paa at forkjøle sig og blive syge; hvad forstaaer de dem paa at forlove sig? Men det er Følgen af at gaae og blive en gammel Pebersvend: saa tænker man kun paa Brystsyge og Tæring og Typhus og Koldfeber — — saadanne to Ærkephilistre!“ og i dette Øjeblik følte jeg mig optændt af saa heftig Vrede mod Gamle og Corpus Juris, at jeg næsten kunde have Lyst til at paadrage mig en Typhus eller Koldfeber bare for at have den Fornøielse at smitte dem. Ved en meget naturlig Tankeforbindelse kom jeg til at tænke paa Hanen, som jeg havde anbragt inde hos Corpus Juris, thi denne vilde dog vist blive ærgerlig derover, og selv Gamle var istand til at blive gnaven. Denne Tanke virkede saa beroligende paa mig, at jeg atter faldt i Søvn. Efter nogle Timers Forløb vaagnede jeg med den samme Tanke, hvormed jeg var slumret ind: Hanen. Men det undrede mig, at jeg slet ikke havde hørt Noget til den endnu: det maatte dog bestemt snart være Morgen. Jeg tog mit Uhr ned og følte paa Viserne, Klokken maatte være henved sex. Men hvad er det dog for en Syvsover af en Hane, der ikke havde galet endnu? Eller skulde den have galet, medens jeg sov, uden at jeg havde hørt det? nei det var umuligt. Eller skulde den endelig være spadseret bort af sig selv — nei det kunde den jo heller ikke, thi Udgangsdøren var lukket. Jeg maatte op at see, hvordan det kunde hænge sammen. Jeg stod atter op og listede mig ganske sagte over Gulvet ind til Corpus Juris og stak Haanden op over det store Skab — jo ganske rigtig, Hanen sad deroppe endnu. Jeg gav et lille Puf til den for at vække den, men i det Samme begyndte Corpus Juris at strække sig i sin Seng, og jeg skyndte mig hurtig tilbage af Frygt for, at han skulde vaagne og see mig. Saa laa jeg ganske stille og ventede paa, at Hanen skulde begynde at gale, men der var ikke mindste Tegn til, at det vilde skee. Man kunde næsten fristes til at troe, at Hanen havde været til Julesvir i de sidste Nætter og nu var i Færd med at sove Rusen ud. Medens jeg laa og speculerede over, hvor vidt der kunde være nogen Sandsynlighed herfor, eller hvad anden Grund der vel kunde findes til denne mærkværdige Taushed, faldt jeg paa Ny i Søvn.

Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse — Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation. Det var dog altfor mærkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. „Dit uforskammede Dyr“, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, „hvor tør Du vove at — —“ forskrækket standsede jeg: Vinger og Hoved hang slappe ned — — den var død. Forgæves rystede jeg den, forgæves vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev død. Nu faldt det mig pludselig ind, at jeg den foregaaende Aften havde maattet anbringe et lille Tryk paa dens Hoved for at faae Plads til den, at dette Tryk muligvis havde været for stærkt, og at den saaledes var bleven qvalt. Jeg lod den falde ned paa Gulvet og hengav mig til Betragtninger, der vare af en mindre glædelig Art. Allerede det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med, at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil? Og paa hvad Maade skulde jeg bedst fortælle, hvad der var skeet — thi det er dog yderst ubehageligt, naar man vil optræde som Elsker og som Frier, da at skulle bede om Forladelse som en kaad Skoledreng, der har gjort dumme Streger. Et Øjeblik tænkte jeg paa, om det maaskee ikke var bedst at afgjøre det Hele paa en flot Maade — f. Ex. naar Præsten spurgte om, hvor Hanen dog kunde være bleven af, da at sige i en let henkastet Tone: „den har jeg saamænd slaaet ihjel“ — men denne Plan opgav jeg igjen, thi jeg følte, at den var umulig for mig at gjennemføre, navnlig naar Emmy eller Andrea Margrethe var tilstede. Imidlertid blev jeg ikke klogere af at staae her; jeg skød derfor Hanen til Side og gik ned i Haab om, at der vilde aabne sig en eller anden Udvei for mig.

Da jeg kom ned i Dagligstuen, fandt jeg den tom, der var Ingen tilstede. Themaskinen stod paa Bordet og snurrede, den var ifærd med at gaae af Kog; jeg kunde see, at Alle havde drukket The og vare formodentlig gaaede ud at spadsere ovenpaa. Saa skænkede jeg mig selv en Kop The og satte mig hen i Sophaen. I det samme gik Døren op, og Andrea Margrethe traadte ind med blussende Kinder og straalende Øjne; frisk og livsalig saae hun ud som den unge Morgen.

„Godmorgen Nicolai“, sagde hun, „men det var dog forskrækkeligt, saa længe De har sovet idag.“

„Aa ja“, svarede jeg kort, idet jeg rørte om med Theskeen i min Kop.

„Frederik og jeg har spadseret en mageløs Morgentour sammen“, vedblev Andrea Margrethe. Men denne Efterretning var just ikke skikket til at sætte mig i bedre Humør, og jeg svarede derfor ganske kort: „Saa?“

„„Aa ja“ — og „saa“, hvad skal det sige?“ spurgte Andrea Margrethe. „De er i daarligt Humør; er der gaaet Dem noget imod?“

Disse Ord bleve sagte i en saa hjertelig Tone, at jeg samlede Alt mit Mod og fortalte, hvad der var skeet.

„Ja det var rigtignok meget slemt, meget slemt“, sagde Andrea Margrethe, idet hun rystede paa Hovedet, „det vilde jeg ønske, De ikke havde gjort.“

„Troer De, at Deres Fader vil blive vred derover?“

„Vred bliver han vel ikke, men han vil komme i daarligt Humør, og det er saa kjedeligt for os Andre.“

„Det var maaskee bedst, om jeg strax fortalte ham Alt“, sagde jeg.

„Nei gjør bare ikke det“, sagde Andrea Margrethe, „saa bliver han jo strax i daarligt Humør. Nei lad os hellere vente, saa finde vi maaskee paa een eller anden Udvei.“ Og hun lagde Fingeren paa Hagen og saae heel eftertænksom ud. „Der falder mig Noget ind“, sagde hun lidt efter, „Naboens har en Hane, der ligner vor, kun er den noget mindre: den kunde vi maaskee laane.“

„Ja hvad kan det hjælpe? Det er jo kun Galgenfrist.“

„Det kan hjælpe meget, for Fader er noget kortsynet og vil ikke lægge Mærke dertil, saa kan vi altid vente, til De er reist til Kjøbenhavn, og saa først fortælle ham Sagens rette Sammenhæng.“

„Men saa bliver han jo alligevel i daarligt Humør“, indvendte jeg.

„O det gjør ikke Noget, for saa ere vi alene med ham; jeg skal desuden nok snakke godt for ham igjen.“ Og dermed gik Andrea Margrethe ud for at laane Naboens Hane. Lidt efter kom hun atter tilbage med den; vi fik den sat ud i Gaarden, hvor den nok saa strunk spankulerede op og ned, slog med Vingerne og galede, akkurat, som det kunde have været den gamle Hane.

Nu kom Præsten ind, fulgt af Præstekonen og Corpus Juris, lidt efter kom Gamle og Emmy. Jeg blev slet ikke glad ved at see hele Selskabet samlet, thi jeg frygtede for, at mit Uheld skulde opdages nu, da Alle vare tilstede, og jeg saaledes komme til at staae offentlig Skrifte; i saa Fald kunde jeg da vente en lang Straffeprædiken af Gamle, og at Corpus Juris vilde lee mig dygtig ud.

„Godmorgen Syvsover!“ raabte Præsten, idet han kastede sin med Rimfrost dækkede Hue hen i Ansigtet paa mig, „den Kunst at sove forstaaer De udmærket; De kan da blive Professor deri, hvad Øjeblik det skal være.“

„Ja jeg har sovet udmærket“, svarede jeg, idet jeg behagelig strakte mig tilbage i Sophaen.

„Har sovet“, sagde Præsten, „jeg troer næsten, at De kunde med ligesaa god Grund bruge Præsensformen. — Nu, hvad for Ulykker har De betænkt at anrette idag?“

„Jeg kunde nok have Lyst til at ryge lidt Tobak“, svarede jeg hurtig, thi jeg begyndte at frygte for, at Andrea Margrethes Plan dog ikke vilde lykkes, og jeg foretrak derfor at faae Præsten over i hans Studereværelse, for der at fortælle ham Alt i Enrum, fremfor at staae aabenlyst Skrifte i Dagligstuen.

„Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig“, og med disse Ord gik Præsten henimod Døren, medens jeg hurtig sprang op for at følge ham. Men idet Præsten lagde Haanden paa Laasen, standsede han pludselig og saae opmærksomt udaf Vinduet.

„Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven mindre end igaar.“

„Det er, fordi den gaaer saa langt borte, den er jo ovre i den anden Ende af Gaarden, derfor seer den saa lille ud“, skyndte Andrea Margrethe sig at sige, men jeg kunde see paa hendes Ansigt, at hun kæmpede en haard Kamp med sig selv for ikke at briste i Latter.

„Aa hvad er det for en Snak“, svarede Præsten; „kom Mo'er og see: er den Hane nu ikke bleven mindre end igaar? — Hør Nicolai“, vedblev han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, „De har bestemt spist Lidt af den igaar, da de var inde i Hønsehuset.“

Nu kunde Andrea Margrethe ikke tvinge sig længer, men brast i Latter.

„Hvad skal det betyde?“ spurgte Præsten, og nu var der ikke Andet for mig at gjøre end at gaae til Bekjendelse.

„De er et forskrækkeligt Menneske, Nicolai“, sagde Præsten, da jeg havde endt min Beretning, „De holder jo ikke Fred, før De har slaaet baade Mennesker og Dyr ihjel i Præstegaarden. Det er bedst, De strax kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al Fald saa længe ikke anretter Ulykker.“

Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjøb, men det Værste stod endnu tilbage. Thi for det Første maatte jeg siden, hvad jeg nok havde frygtet, høre en lang Straffeprædiken af Gamle, hvori han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene. Disse kjendte jeg rigtignok meget vel, og tilmed havde jeg jo ikke dræbt Hanen med Forsæt, men jeg holdt det dog for rigtigst at tie stille, thi ellers vilde Gamle blot have vedblevet endnu længer. Men langt utaaleligere opførte Corpus Juris sig. Han overdængede mig med en Mængde Spottegloser og Stiklerier om at slaae Haner ihjel, om at ville vække andre Folk og selv sove over sig o. s. v. o. s. v. Navnlig hver Gang jeg nærmede mig Andrea Margrethe og vilde begynde en Samtale med hende, var han utrættelig i at angribe mig med den Slags Vittigheder. Tilsidst blev jeg kjed af at høre herpaa, tog Kaskjet og Vinterfrakke og gik ud paa Marken. Efterat have vandret noget omkring der ude, faldt der mig en ny Hævnplan ind mod Corpus Juris. Jeg gik atter tilbage, listede mig op paa hans Værelse, tog de underste Sengebrædder ud af hans Seng og gjemte dem i Skabet og stillede derpaa Matrasser og Dyner saa kunstig sammen igjen, at det var umuligt at see, at der fattedes Noget. Naar da Corpus Juris om Aftenen forføjede sig til Sengs, vilde han ufeilbarlig falde paa Gulvet. Efterat have fuldført denne Bedrift gik jeg atter ned til de Andre og taalte nu rolig alle Corpus Juris' Drillerier, idet jeg trøstede mig med, at i Aften kom Touren til mig til at lee, og den som leer sidst, han leer bedst.

Alligevel var jeg ikke ganske vel tilmode den Dag. De Planer, som jeg havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at jeg ret havde Mod til at gjennemføre dem. Jeg var adspredt og gav forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; der havde jeg Ro nok til at tænke efter. Og dertil kunde jeg trænge, for det var store Sager, jeg havde at tænke over. Mine Tanker vare ligesom det oprørte Hav, hvor det ene Bølgeslag følger efter det andet, det ene større end det andet, og det sidste er det allerstørste. Hvergang jeg havde gjennemtænkt een Tankerække og meente, at nu var jeg færdig med den og kunde rolig lægge den til Side, saa dukkede pludselig en ny op, som var endnu vanskeligere at behandle. Saaledes meente jeg tilstrækkelig at have godtgjort, at det var paa Tide, at jeg forlovede mig, men pludselig opstod det Spørgsmaal hos mig, om det nu ogsaa var afgjort, at jeg skulde forlove mig med Andrea Margrethe. Over denne Tvivl blev jeg i høi Grad forbauset, thi jeg var netop gaaet ud fra den Tanke, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, og først derfra var jeg kommen til det Resultat, at det netop nu var paa Tide, at jeg forlovede mig. Men nu omstyrtede jeg atter Præmisserne, og saa maatte Slutningen nødvendigvis ogsaa falde bort, og dermed var da al min hidtidige Eftertænken spildt Arbeide. Imidlertid tog jeg dog atter fat paa det sidst opkastede Spørgsmaal, om jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, men hvorledes kunde jeg finde noget afgjørende Bevis for Rigtigheden heraf? Jeg tænkte og tænkte, men jo mere jeg tænkte, desmindre kom der ud af min Tænken, og tilsidst vidste jeg hverken ud eller ind.

Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist sørgeligt og mørkt Anstrøg. „Solen har maaskee ogsaa Noget at tænke paa“, sagde jeg til mig selv, „derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som mine Tanker. Men det var, som om Solen kunde have gjættet denne Formodning og nu vilde retfærdiggjøre sig, thi pludselig brød den frem i al sin Glands gjennem Skyerne og kastede sine klare Straaler henover den hvide Kirkemur. I det samme Øjeblik var det mig, som om mine egne Tanker brøde frem af de Tvivlens Taager, hvori de havde været hyllede, thi nu erindrede jeg mig paa een Gang følgende Ord fra min philosophiske Propædeutik: „Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøjelighed som være begrundet i et Fornufthensyn.“ Der havde jeg jo det Bevis, som jeg søgte, og som soleklart godtgjorde, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe. Thi denne Forbindelse fremgik af Tilbøjelighed, eftersom jeg virkelig var forelsket i Andrea Margrethe, og tillige var den begrundet i et Fornufthensyn, thi at Andrea Margrethe engang vilde blive en udmærket Præstekone, derom vidnede hendes Bestyrelse af Huset, som jeg allerede i min første Samtale med hende havde overtydet mig om. Altsaa: her var baade Tilbøjelighed og et Fornufthensyn, følgelig burde jeg forlove mig med Andrea Margrethe, og burde jeg forlove mig med Andrea Margrethe, saa burde jeg forlove mig strax: qvod erat demonstrandum. Det var, som om en tung Steen var falden fra mit Hjerte, jeg følte mig saa fri og let som en Fugl i Luften, og idet jeg atter gik gjennem Haven tilbage til Præstegaarden, sang jeg af fuld Hals: „Hive langsomt fra Land — de bergenske Møer snart vi møde kan — ohi ohøi!“

Ved min Indtrædelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhørere. Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse. Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det burde og kunde være, men i at forklare Aarsagen til dette Phænomen vare de højst uenige. Gamle meente nemlig, at den maatte søges deri, at Studenterne nuomstunder gave sig altfor meget af med Politik, Corpus Juris søgte den derimod deri, at Studenterne gave sig altfor lidet af med Politik. Gamle godtgjorde Sandheden af sin Paastand ved at henvise til hine lykkelige Tider, da man efter endt Dagværk samledes som trofaste Brødre uden Partistrid og Partihad og i et ubundent Ungdomslune slog sig løs fra alle Trivialitetens Sorger og Bekymringer. Corpus Juris meente, at det var en svunden Tid, som ikke mere lod sig tilbagekalde, nu var Folket vaagnet til Frihed, og det var Studenternes Sag at klare og udvikle denne Bevidsthed, det var deres Sag at gaae fremmest i Kampen og ikke fejgt og dorsk at trække sig tilbage i et gemytligt Philisteri med Nathuen ned over begge Øren. Striden var her nærved at gaae over til Personligheder, om ikke Andrea Margrethe havde givet den en anden Vending ved at spørge mig om min Mening.

„Jeg“, svarede jeg, „jeg mener, at Livet mellem Studenterne er i enhver Henseende, hvad det bør og skal være og aldeles upaaklageligt. Jeg kommer aldrig op i Studenterforeningen, uden at jeg træffer gode Venner og Bekjendte og morer mig udmærket.“

„Der mærker man da strax, at det er Russen, der taler“, sagde Corpus Juris med en vis haanlig Betoning, „han seer Alt i et rosenrødt Skær.“

„Saa gid alle Studenter vilde vedblive at være Russer“, raabte jeg, „men naar man gaaer hen og bliver en gammel vranten“ — Pebersvend, vilde jeg have sagt, men blev afbrudt af Andrea Margrethe, der sagde, at det glædede hende, at jeg befandt mig saa vel blandt Studenterne, men om jeg ogsaa virkelig var vis paa, at Alt var saa fortræffeligt?

„Jo det er jeg vis paa“, svarede jeg med stor Iver, thi jeg begyndte at komme i Hede, „i Studenterne boer Ungdomslivet og Ungdomsfriskheden, og fra dem skal det udbrede sig over hele Folket — — de danske Studenter, de kan, hvad de vil“, tilføjede jeg med stærkt Eftertryk, idet jeg tænkte paa det Forsæt, som jeg havde fattet ude paa Kirkegaarden, og hvori jeg nu var urokkelig. Striden var imidlertid bleven ført bort fra sin egentlige Gjenstand, og Samtalen vendte sig til andre Æmner.

Muligvis kunde En og Anden forarge sig over de hyppige Disputer, der fandt Sted mellem os tre Brødre, og mene, at Broderkjærligheden just ikke kan være saameget stor mellem os. Men jeg maa hertil svare, at vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle Forfædre, der først maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne Disputeresyge fremtraadte langt stærkere i hine Dage, vi tilbragte i Nøddebo Præstegaard, end den ellers plejer. Man skulde have ventet det Modsatte, nemlig at den Fredens og Kjærlighedens Aand, som herskede her, ogsaa havde meddeelt sig til os. Dette skete imidlertid ikke. Meest Brøde, troer jeg, paahvilede Corpus Juris; han var i hine Dage højst pirrelig, han var, om det maa være mig tilladt at bruge en uskjøn, men meget træffende Talemaade, ligervis som et raaddent Æg. Man kunde sige, hvad man vilde: strax fandt Corpus Juris det fornødent at opponere. Overfor Gamle var dette vel sjeldnere Tilfældet, thi for denne havde han en vis Respect, men desto hyppigere gik det ud over mig, som jeg alt har anført flere Exempler paa. — Efter denne lille Apologi vender jeg atter tilbage til min Fortælling.

Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle, Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Præsten ind og indbød mig til et Parti Schach.

Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det Spørgsmaal, hvorfor Præsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt Corpus Juris til at spille Schach. Andrea Margrethe bragte Schachbrættet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde Spillet.

Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved Schachspillet, og Følgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter den anden.

„De troer nok, at vi spille „Først af Brættet““, sagde Præsten — „Mat!“

For dog at lade, som om jeg havde fulgt Spillet med nogen Interesse, maatte jeg forlange Revanche. Men det gik mig ikke bedre anden Gang, og tilmed kom jeg uforvarende, idet Præsten sagde mig Mat, til at støde min Dronning ned paa Gulvet, saa hun gik midt over.

„Saa“, sagde Præsten, „begynder De nu at gaae løs paa mine stakkels Schachbrikker. Nej med Dem er der intet Udkomme, det er jo et fuldstændigt Ødelæggelsesprincip, der har taget Bolig i Dem. Christopher og Frederik, kom De og lad os faae en fornuftig Schach en quatre; jeg skal spille med den blinde Mand.“

„Aa lad mig være med som den fjerde Mand“, bad Andrea Margrethe.

„Du?“ sagde Præsten, „see Du at faa et Slag Hanrej eller Sortepeer med Nicolai, det er Noget for Jer To.“

Andrea Margrethe vedblev imidlertid sin Begjæring og blev saa kraftig understøttet af Corpus Juris, der bestemt fordrede hende til Makker istedenfor Gamle, saa Præsten tilsidst maatte give efter: han og Gamle bleve Makkere, og Corpus Juris og Andrea Margrethe dannede Modpartiet. De havde netop indtaget deres Pladser, da vi hørte en Vogn rumle ind ad Porten.

„Hvem er det?“ spurgte Præsten, idet han lagde Haanden bag Øret for at opfatte de Kommendes Stemmer (thi vi havde alt tændt Lys og rullet Gardinerne ned).

Andrea Margrethe løb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet. „O vee, o vee, o vee!“ raabte hun, „det er Forpagter Kjeldborg med hele sin Familie!“

„Er det saadanne græsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange Vee?“ spurgte jeg.

„De ere saa græsselig kjedsommelige, saa der er ingen Ende derpaa“, sagde Andrea Margrethe. „Faderen og Sønnen har kun tre Æmner til Samtale; det første er Heste, og det andet er Heste, og det tredie er ogsaa Heste, og Moderen og de to Døttre har slet ikke Noget, de kan tale om!“

„Ja kunde De nu finde paa en eller anden lille Ulykke at more os med i Aften, Nicolai“, sagde Præsten, „saa skulde jeg endda tilgive Dem al den øvrige Fortræd, De har voldet mig.“

Vi gik ud i Forstuen, jeg ikke lidet spændt paa, hvordan disse græsselig kjedsommelige Mennesker kunde see ud, idet jeg ved mig selv tænkte, at det skulde dog være sært, om jeg ikke formaaede at sætte Liv i dem og derved vise, hvad de danske Studenter ere istand til.

Da vi kom ud, kunde jeg ved den urolig flammende Lampes Skind i Begyndelsen ikke see Andet end lutter Peltsfrakker, uldne Tørklæder, Kaaber og Schawler, men lidt efter lidt udviklede menneskelige Skikkelser sig af disse uformelige Masser. Men disse uformelige Masser havde noget Kæmpemæssigt ved sig, saa at jeg næsten kunde fristes til at antage dem for henhørende til en anden Menneskerace end vi selv. Selv Præsten, der var af en ganske anseelig Højde, kom til at see lille ud ved Siden af den svære Forpagter, thi jeg vil nu slet ikke tale om Gamle og Corpus Juris, der saae ud som et Par nette Smaadrenge ved Siden af Forpagterens Søn, Hr. Hans, som han almindelig blev kaldet.

„Goddag og Velkommen“, sagde Præsten, idet han rakte Forpagteren Haanden: „det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her træffer De tre Kjøbenhavnere, hvoraf den ene er Theolog og kan lære Dem, hvad De bør gjøre, den anden er Jurist og kan lære Dem, hvad De skal gjøre, den tredie hedder Nicolai og kan lære Dem, hvad De hverken bør eller skal gjøre.“

„Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke“, sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme. Men der var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange, inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre endnu.

Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes Forpagteren og Hr. Hans hver en Pibe, og ved kraftig Understøttelse af Præsten og mig var Stuen snart indhyllet i tætte Røgskyer, men, som Præsten hviskede til mig, det var saadant et godt Præservativ mod at falde i Søvn.

„Er Kjørselen gaaet godt og vel?“ spurgte Præsten.

„Jo Tak, vel nok“, lød Svaret, „skjøndt den Nærmer gjorde mig det broget nok. Det er et Pokkers stridigt Sind, der stikker i hende. Altid vil hun gjøre det Modsatte af, hvad man vil have hende til. Igaar vilde jeg have, at hun skulde gaae lidt langsomt, for Pigebørnene skulde kjøre hende, men saa foer hun afsted, som om Jorden brændte under hende. Idag vilde jeg derimod gjerne lidt rask afsted, for idag kjørte jeg hende selv, og jeg kan nok magte hende, men saa var hun knap til at faae af Stedet. Men jeg tænker nok, jeg skal faae kureret hende, naar jeg har havt hende et halvt Aars Tid endnu. Det er forresten curiøst nok, for det er accurat ligesom Pastorens Røde.“

„Ja“, svarede Præsten. Jeg kunde see paa ham, at han alt for længe siden havde tabt Traaden, og at hans Tanker vare andensteds henne.

„Ja den Røde blev Pastoren da trukken godt til Vands med. Men det var Deres egen Skyld, hvorfor vilde De ikke tage mig paa Raad med? Jeg havde netop dengang en prægtig Fux, som jeg vilde af med; den skulde De have faaet for halv Pris, men nu blev den solgt til Morten Jensen.“

„Saa?“ sagde Præsten og gabede, saa jeg kom ogsaa til at gabe, hvorfor jeg besluttede at søge lidt Afvexling i Underholdningen. Jeg saae, at Hr. Hans var ifærd med at underholde Corpus Juris paa det Ivrigste, og at denne lyttede til med tilsyneladende spændt Opmærksomhed. Saa gik jeg da hen til dem i Haab om her at finde lidt Aandrigheds Føde, men blev høilig skuffet i min Forventning, idet jeg nemlig fandt Hr. Hans ifærd med meget omstændelig at beskrive alle de fortræffelige Egenskaber, som bemældte Fux, der var bleven solgt til Morten Jensen, havde besiddet. Efter nogen Tid at have hørt herpaa, paakom der mig atter en heftig Trang til at gabe, og jeg saae mig om, hvor jeg kunde finde en ny Adspredelse, medens Corpus Juris med en sand Procuratorudholdenhed vedblev at følge Hr. Hans' Foredrag.

Gamle havde taget det fornuftigste Parti; med sin sædvanlige Ugeneerthed havde han opsøgt sig en stille Krog, hvor han sad og læste. Men dette forekom mig dog at stride altfor meget mod de selskabelige Pligter: saa satte jeg mig hen til Damerne, idet jeg haabede der at kunne faae mere Leilighed til at udfolde mit Conversationstalent.

Andrea Margrethe var her i Færd med at holde Samtalen i Gang, hvilket ingenlunde var nogen let Sag. Idet jeg satte mig ved Siden af hende, kastede hun et skjælmsk Blik til mig, som om hun vilde sige: „lad os nu see, hvad de danske Studenter ere istand til.“

Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte: „Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjøbenhavn og har vakt almindelig Beundring?“

Et bredt „Næh“ var Svaret.

„De har maaskee ikke været i Kjøbenhavn i Vinter?“

„Næh.“

„De kommer maaskee overhovedet ikke ofte til Kjøbenhavn?“

„Næh.“

„Det gaaer jo udmærket“, hviskede Andrea Margrethe til mig, „det er jo Vaudevillen „Nei“, De spiller for os — den har jeg saa længe ønsket at see.“

„Noch ist Polen nicht verloren“, hviskede jeg til hende, og begyndte derpaa atter: „De lever altsaa bestandig paa Landet?“

„Ja.“

„Og De holder meget af Landlivet?“

„Ja.“

„Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?“

„Ja.“

„Saa det er i Grunden vanskeligt at sige, hvad der er det Bedste.“

„Ja.“

Jeg begyndte at længes tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv. Jeg rømmede mig, taug et Par Øjeblikke stille og rejste mig derpaa fra min Stol.

„Der kom nok finis Poloniæ“, hviskede Andrea Margrethe. Jeg taug og trøstede mig med den gode Bevidsthed, at jeg havde gjort, hvad jeg kunde.

Samtalen mellem Hr. Hans og Corpus Juris var endnu paa samme Standpunkt. Jeg maatte skjænke Corpus Juris min fulde Beundring: ved at see ham staae uforandret i samme Stilling med Præget af den meest spændte Opmærksomhed i sit Ansigt, kom jeg til at tænke paa hin romerske Skildvagt ved Pompeji, der under Vesuvs Udbrud, medens Taarne og Mure styrtede ned rundt omkring ham, og Himmel og Jord syntes at ville forgaae, dog blev staaende paa sin Post, fordi der var Ingen kommen til Afløsning endnu. Saaledes stod Corpus Juris og hørte med ufravendt Opmærksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til Afløsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hørt fortælle om Morten Jensens Fux, før min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen op. Jeg saae paa mit Uhr: Klokken var Sex — „Herrejeh“, tænkte jeg, „hvordan i al Verden skal Du dog faae denne Aften lykkelig og vel bragt til Ende!“ Allerede tænkte jeg paa den sidste Udvej, nemlig at følge Gamles Exempel, der med den roligste Mine af Verden sad og læste i sin Krog, som om Fuxer og Skimler og Morten Jensen og Forpagter Kjeldborgs aldrig havde været til — da jeg fik et let Slag paa Skulderen og ved at vende mig om saae Andrea Margrethe staae bagved mig.

„Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet“, sagde hun, „har De Lyst at følge med?“

Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.

„Jeg maatte forbarme mig over Dem“, sagde Andrea Margrethe, da vi havde lukket Døren i efter os, „De saae saa elendig ud.“

„Puh ha“, svarede jeg stønnende, „hvordan skal vi dog faae denne Aften til at gaae?“

„Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede tabe Modet? Fy skamme Dem!“

„Ja“, svarede jeg, „men jeg havde heller aldrig troet, at noget Menneske kunde være saa kjedsommelig — der er jo ingen Ende derpaa.“

„Der kan De see, hvad jeg sagde. Men forresten maa De huske paa, at jo større Arbeidet og Anstrængelsen er, des større er ogsaa Æren, naar man naaer Maalet.“

„Ja, ja“, sagde jeg, „Aftenen er jo heller ikke gaaet endnu. Hvem veed, maaskee kan jeg faae en eller anden lykkelig Idee, der pludselig kan sætte Liv i hele Selskabet.“

„Ja gid De kunde faae saadan en lykkelig Idee, det vilde være højligt at ønske“, sagde Andrea Margrethe, idet vi traadte ind i Fadeburet. „Nu skal jeg skænke Dem et Glas Mjød, det kan maaskee inspirere Dem; og der har De Jødekager, at De kan styrke Dem efter de havte Anstrængelser.“

Saa trak vi to Træstole frem og satte os ned i al Ro og Mag og drak Mjød og spiste Jødekager, idet vi lode de Andre derovre skjøtte sig selv og slaae Tiden ihjel, som de bedst kunde.

„Forresten“, sagde Andrea Margrethe, idet hun atter fyldte mit Glas, som jeg havde tømt, „kunde De have godt af at tage Exempel af Frederik; se hvor opmærksomt han stod og hørte paa Hr. Hans' Fortællinger, skjøndt de har vist neppe været til at lee sig ihjel af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.“

„Det kan Frederik have godt af“, meente jeg, „han har gaaet og drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfærdig Straf, der kommer over ham.“

„Men De er ogsaa altfor ømfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale Spøg.“

„Den Slags Spøg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem Noget: Frederik er meget drillesyg.“

„Nei, der gjør De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa Jorden“ — og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus Juris, der var et fuldstændigt Sidestykke til den, som jeg igaar havde hørt af Emmy over Gamle.

„Hillemænd“, tænkte jeg ved mig selv, „er Gamle og Corpus Juris saa godt anskrevne her, hvad maa de da saa ikke synes om Dig?“ Og det faldt mig ind, om det ikke var bedst nu, da vi sadde alene sammen i Fadeburet og under fortrolig Samtale spiste Jødekager og drak Mjød, om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket og betroe Andrea Margrethe, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg skulde begynde — om jeg pludselig skulde slaae ind paa en alvorlig høitidelig Tone, der kunde passe til den Sags Vigtighed, som jeg havde for — eller om jeg skulde fortsætte den lette, spøgefulde Samtale og da pludselig ved en aandrig Vending udtale mine Ønsker.

„De seer saa eftertænksom ud, Nicolai“, bemærkede Andrea Margrethe, „begynder den store Idee maaskee at komme, den, som skal sætte Liv i hele Selskabet?“

„Ja“, tænkte jeg ved mig selv, „det kunde rigtignok være en stor Idee, der kunde sætte Liv i hele Selskabet, om jeg nu kom over og fortalte, at jeg havde forlovet mig med Andrea Margrethe.“

I det Samme hørte jeg Fodtrin udenfor, og Corpus Juris traadte ilfærdig ind.

„Nei det gaaer paa ingen Maade an“, sagde han, „Christopher sidder hele Tiden og læser, og nu er De og Nicolai løbet her ud; hvad maa Kjeldborgs dog tænke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med mig.“

„Vil De ikke have et godt Glas Mjød, Frederik“, spurgte Andrea Margrethe, „vi sad just og talte om Dem, saa der kunde man da rigtignok sige, at naar man taler om Solen, saa skinner den.“

„Tak skal De have“, sagde Corpus Juris, idet han tog mod Glasset og i Mangel af en Stol satte sig op paa Bordet, „saa De talte om mig? Hvad var det da, om jeg maa være saa fri at spørge?“

„Nicolai klagede over Dem og sagde, at De var saa drillesyg.“

„Saa?“ sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og ikke syntes at ville forhaste sig. „Har jeg været saa slem til at drille Dig i Dag, Nicolai?“

„Det synes jeg ikke, Du behøver at spørge om — jeg har jo ikke kunnet gaae et Øjeblik i Fred for Dig.“

„Nu, nu, jeg meente det ikke saa ilde.“

„Det kan gjerne være, Du ikke meente det saa ilde, men for mig har det været meget ubehageligt.“

„Ja det er ikke værd at tale mere om den Sag“, sagde Andrea Margrethe, „skeet er skeet og lader sig ikke ændre. Men nu bør De smukt drikke paa Forlig og Broderskab.“

„Nu som De vil“, sagde Corpus Juris: „paa Forlig og Broderskab — fra imorgen af“, føiede han til, idet han stødte sit Glas imod mit.

„Fra imorgen af“, gjentog jeg med stærk Betoning, thi i det Samme faldt det mig ind, hvad jeg havde gjort ved Corpus Juris' Seng, og den Spas vilde jeg dog nødig lade gaae fra mig.

Her bleve vi afbrudte ved Emmy, der traadte ind, fulgt af Gamle.

„Sidder De Allesammen her?“ spurgte Emmy, „men det gaaer ikke an saaledes at lade vore Fremmede blive alene. Andrea Margrethe, Du maa i det Mindste gaae ind igjen — hvad maa dog Kjeldborgs tænke om os?“

„De er saa græsselig kjedsommelige“, sagde Andrea Margrethe med et Suk.

„Ja det kan gjerne være, men nu ere de engang vore Gjæster, og saa bør vi ogsaa udøve Gjæstfrihedens Pligter mod dem.“

„Christopher, vil De ikke behage at tage Plads“, sagde Andrea Margrethe, idet hun trak en tom Smørfjerding frem, hvorpaa Gamle tog Sæde med ligesaa megen Alvor og Værdighed, som om det havde været en Fløiels Lænestol med forgyldte Arme, der var bleven sat frem til ham.

Emmy skyndede paa os, at vi skulde gaae. „Nei, Christopher maa virkelig først have et Glas Mjød“, sagde Andrea Margrethe: og saavel Gamle som Corpus Juris og jeg befandt os saa vel, at vi bleve siddende trods alle Emmys Paamindelser, saa at denne tilsidst ogsaa slog sig til Ro.

„Ja Du har det godt, Christopher“, sagde Corpus Juris, „Du sidder nok saa magelig og læser og overlader til os Andre at underholde Kjeldborgs.“

„Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornøielse“, svarede Gamle, „saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig selv.“

„Ja det har De sandelig Ret i“, udbrød Andrea Margrethe, „gid Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.“

„Saadant Noget maa Du ikke sige“, bemærkede Emmy; „der er meget godt ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.“

„Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?“

Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy vedblev: „Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at hjælpe de Fattige, som netop Kjeldborgs. Naar der er en eller anden Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer tomhændet bort fra dem.“

„Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere. Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde sig indenfor deres egne Vægge eller i al Fald kun besøge os, naar vi ere alene.“

„Og saa skulde Du betænke den Interesse, de nære for os“, indvendte Emmy, „og den Deeltagelse, hvormed de følge os i Sorg og i Glæde. Har Du glemt, hvorledes ifjor Vinter, da Du var syg, der ikke hengik nogen Dag, uden at de lode spørge til dit Befindende? Overhovedet troer jeg neppe, at Du skal finde Mange med saamegen Hjertelighed og varm Medfølelse for Andre som Kjeldborgs.“

Jeg tænkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at kunne føle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den Beslutning at gjøre alt mit for at opmuntre Selskabet.

Nu kom Præstekonen: „Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I Allesammen herude? Og Emmy — og Andrea Margrethe — jo det er smukt: nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.“

„Nu komme vi, nu komme vi“, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi afsted.

Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande. Begge sadde de ganske tause og skød de lange Røgskyer fra sig, medens Frøkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i Æventyret om det fortryllede Slot.

„Naa er I endelig der!“ raabte Præsten os i Møde: „hvor kommer I fra? Har I maaskee igjen været i Høn—“

„Jeg var ude at besørge Noget i Kjøkkenet“, afbrød Andrea Margrethe ham hurtig. Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjænket The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode Forsætter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udførelse, og jeg sad og ærgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede? Men det vilde ikke lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig. For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg ikke lystigere.

En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind.

„Hvad vil Du?“ spurgte Præsten.

„Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast og givet ham sine Prygl.“

„Hvad for Prygl?“ spurgte Præsten forundret.

„Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi han havde været i Hønsehuset.“

Andrea Margrethe udbrød i høje Beklagelser over den ulykkelige Trofast, der maatte lide saa uskyldig, men Niels trøstede hende med, at havde Trofast denne Gang faaet Prygl uden at have været i Hønsehuset, saa havde han nok tidligere været i Hønsehuset, uden at faae Prygl, saa det kunde akkurat gaae lige op.

„Det kommer nu over dit og Nicolais Hoved“, sagde Præsten.

„Ja ja“, svarede Andrea Margrethe, „saa skal jeg give Trofast en dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.“

Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en Historie.

„Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes. Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe —“

„Aa Fa'er, det er aldrig værd at fortælle“, udbrød den Sidste ivrig.

„Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg“, sagde Præsten.

„Hvad for Noget?“ udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, „ja jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for Ingenting.“

„Tys, tys, jeg har Ingenting sagt“, sagde Præsten. „Ti bare stille, ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.“

For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet. Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke tye til. Andrea Margrethe fik den ene Frøken Kjeldborg anbragt ved Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mærkeligt med den Evne, som kjedsommelige Folk have til at gjøre alt muligt kjedeligt: ved at høre Frøken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den allerlængste. Det var en Række af Løb, Triller og Trimulanter, som syntes aldrig at ville faae Ende. Tilsidst reiste jeg mig fra min Stol, for at gaae hen til Corpus Juris og fortælle ham, at jeg var lige paa Nippet til at falde i Søvn; men han kom mig imøde paa Halvveien for at gjøre mig den samme Meddelelse med Hensyn til sig selv. Saa stillede jeg mig op ad Døren og kneb mig selv af og til i Armen for at holde mig vaagen.

Andrea Margrethe kom hen til mig: „De er vist meget søvnig, Nicolai?“

„Ja det er kun med Nød og Neppe, at jeg kan holde mine Øjne aabne.“

„Nu skal jeg lære Dem noget Nyt: vi vil spjælke vore Øjne — det er saadant et ypperligt Middel til at holde sig vaagen.“

„Hvad er det at spjælke sine Øjne?“ spurgte jeg forundret.

„Ja giv nu lidt Tid, saa skal De faae at see —“ og hun gik hen til Brændekurven og kom tilbage med en lille Pind i Haanden. „Seer De: nu skære vi en ganske fin lille Pind heraf og sætter op i Øjelaaget — saaledes — see nu sidder den og stikker, og saa kan man ikke falde i Søvn.“

„Ja det er ypperligt“, udbrød jeg, „lad mig ogsaa spjælke mine Øjne.“

Men desværre blev der ikke Noget deraf, thi Præstekonen, der havde seet, hvad vi havde for, kom og skændte paa os, for det lignede ikke Noget at spjælke sine Øjne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig at være ligesaa lang som Kong Xerxes' Hær, der brugte syv Dage og syv Nætter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Præg af Søvnighed og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Præsten, han saae ud, som om han havde vaaget i de tre sidste Nætter; jeg saae hen paa Corpus Juris, han stod og bed sig i Underlæben, hvilket sandsynligvis var et Surrogat for at spjælke sine Øjne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr. Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi andre og nød deres Aftensmad. Det var næsten, som vi feirede et Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres Skærv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter Heste i det Uendelige og først tiet stille, da der ikke længer var Nogen, som vilde høre paa dem. Mon Præsten og hans Familie da var Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet, hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til almindelig Kjedsomhed og Søvnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrøden Opmærksomhed havde hørt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel forført de Andre til at gjøre ligervis, og derved vare Forpagteren og Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu — nu sad jeg, jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig — kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære Vidnesbyrd om, at en af de „Herrer i Aandernes Rige“ var tilstede? Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der som et sprudlende Væld var strømmet fra begeistrede Læber, naar vi en Lørdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de tilrøgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke død endnu?

Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte — men om det var Tanken, der var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed, at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget. Den Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa hverandre og Præstekonen løb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte det at sortne for mine Øjne, og Enden vilde formodentlig være bleven, at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnærværelse nok til at give mig et vel anbragt Stød i Ryggen, der havde til Følge, at Kartoflen fløj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte sig paa Døren ligeoverfor.

Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store Forskrækkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste, der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han taget en Tøjrepæl og drevet ned i Halsen paa den og flækket Kartoflen og derved frelst Dyret.

„Det var Skade, at De ikke sagde det før“, bemærkede Præsten, „saa kunde vi have forsøgt den samme Cur paa Nicolai.“

Og hvad blev nu Følgen af denne Begivenhed? den blev, at den store Opgave, paa hvis Løsning jeg forgæves havde arbeidet, nu var løst paa en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa, hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften og Livsfølelsen mit forrige gode Humør vendte tilbage, men det Samme var Tilfældet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den tidligere Skræk sig til en næsten overstadig Lystighed. Folk ere aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordærvelse. Enhver har Noget at fortælle, Enhver har Noget at sige, og det sees ret, hvorledes Glæden løsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den Skræk, hvori Alle havde været for min Skyld, havde tilveiebragt den hidtil savnede Spænstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa længe havde ventet paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optræde og hævde de danske Studenters Ære, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel.

Borde og Stole bleve flyttede til Side, og saa begyndte vi. Det Værste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun være fire paa hvert Parti (thi Præsten og Præstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone vilde kun være Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humør, at vi meente, vi kunde gjøre, hvad det skulde være. Saa blev det overdraget til Corpus Juris og mig at vælge hver sit Parti, hvorfor jeg skyndte mig at vælge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede Corpus Juris, idet han paastod, at han som den Ældre havde Ret til at vælge først, og at han vilde vælge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det være mig plat umuligt at gjøre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der gjerne være opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig, om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at hun skulde høre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det ene til det andet skiftevis og saaledes hjælpe begge. Hermed vare vi tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig. Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg nøjes med een, for jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme. Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der kun havde een Mand, og han græd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udførte han paa en fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig kun maadelig fra. Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges, hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang i en Pantomime udnævnt til at være Troldmanden, der ved et Trylleslag forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham til, indtil det endelig ved en reen Hændelse blev overdraget ham at være Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det kunde Hr. Hans ogsaa gjøre. Han blev ogsaa belønnet med stormende Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. — Med hans Søster var jeg derimod endnu værre faren, for hun kunde jo ikke engang bruges til at være Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød — hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der „komme Fremmede“, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa Bordet og raabte „Kom ind!“ og løb hen og lukkede Døren op, saa var Frøken Kjeldborg nødt til at komme. Og naar Frøken Kjeldborg glemte, hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige. Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde gjætte, hvad det skulde betyde, som vi havde udført.

Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mængde Panter samlede vi ind, især fra Hr. Hans, der næsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han først kommen derud, saa kom han næsten aldrig ind igjen, for han vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Præsten fortalte ham, at slig „stum Tilbedelse“ var ikke tilladt. — Da nu Panterne skulde indløses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke havde holdt Pantet skjult med tilstrækkelig Omhu, kunde jeg see, at det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende, faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse. Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv havde sagt, at hun kunde see Spøgelser og nu ogsaa maatte vise, at hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemærket bort og løb hurtig gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et usikkert Dæmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og ventede og frøs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke givet mig Tid til at tage Overtøi paa. Ogsaa følte jeg mig noget uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjøgle mig alle Slags Billeder af Dødningeknokler og Beenrade, som beredte sig til at opføre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rørte sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort bevæge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det vel være? Rigtignok var Klokken først henved Ni, og der var altsaa endnu længe til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav nøie Agt: i et Par Øjeblikke bemærkede jeg Intet, men saa hørte jeg et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes Blodet stivnede i mig; jeg strøg mig med Haanden over Panden for ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var ligesaa kold som en Dødningehaand. Atter hørte jeg et dybt Suk, og nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i det Samme havde hørt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nærme sig. Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En, der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette Øjeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, første Gang med en noget skjælvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig og sikker Stemme: „Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea Margrethe!“ Men neppe havde hun fuldført det sidste Raab, før en dump Stemme svarede „her!“ og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende, og — — saae ikke noget huløjet Spøgelse, som jeg havde ventet, ifærd med at bortføre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i egen høie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjældte sig selv for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fængsel og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde gjenvundet sit gamle Mod, søgte at berolige ham ved at sige, at det Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see mig.

„Hvor kommer Du fra, Nicolai?“ spurgte han.

„Jeg kommer henne fra Busken der; men hvor kommer Du fra?“

„Jeg — jeg —“ svarede Corpus Juris stammende, „jeg kommer — ja det kan være det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken der?“

Jeg tøvede noget med Svaret. „Jeg vilde“, sagde jeg endelig, „jeg vilde see —“

„Du vilde see, hvor forskrækket Andrea Margrethe blev, og derfor var det, Du havde udklækket hele den Plan. Men det er uforsvarligt“, vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det Uveir, hvormed han før havde raset mod sig selv, bryde løs over mit Hoved, „det er skammeligt, at Du har kunnet være saa letsindig ikke at betænke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme Spøg.“

„Men hvorfor kom De da herud, Frederik?“ afbrød Andrea Margrethe ham med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar. „Og saa har De ovenikjøbet“, fortsatte Andrea Margrethe, „glemt, at De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De bærer Dem rigtignok smukt ad!“

„Nu ja“, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, „jeg blev maaskee lidt for hidsig — men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea Margrethe. — Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi være Brødre og Venner.“

„Ja, fra imorgen af“, gjentog jeg med Eftertryk ligesom tidligere.

Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe bestormet med Spørgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet Corpus Juris og mig. Nu vendte Spørgsmaalene sig til os To, hvad vi havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede, at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklæring.

Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tænke paa Hjemfarten, men med ligesaa stor Glæde vi vilde have modtaget dette Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjært var det os nu, da Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklærede Forpagteren, at det hørte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra hverandre før efter en Dands.

„Da har det aldrig før været Skik og Brug i Nøddebo Præstegaard“, bemærkede Forpagteren.

„Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug herefter“, sagde Præsten, „men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om Nicolai, at han kan lære Dem, hvad De hverken skal eller bør gjøre.“

Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne, idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand Mester.

Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden, saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen. Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro. Endnu kunde vi høre Ordet „Heste“, hvilket Forpagteren tilraabte os, men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans Levevisdom.