Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving, og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive — derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.

„Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt“, sagde Præsten, idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.

„Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt“, bemærkede Præstekonen.

„Ypperligt!“ gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor.

„Og hvis er nu Skylden?“ spurgte Præsten, „hvem kan vi takke herfor? — See her, her staaer Manden“, vedblev han, idet han lod sin Haand falde ned paa min Skulder, „her staaer Ridderen uden Frygt og Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. — Men hvor er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med forgyldte Bogstaver: Nicolaus fecit. Ja Nicolai, at De har slaaet min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en corona civica burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme Nicolai! — — Godnat!“

Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. „Ja Nicolai“, udbrød hun, „i Aften har De viist os, hvad de danske Studenter due til!“

Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt: „Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!“

„Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!“ svarede jeg ivrigt, thi skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte hvorledes de Andre roste mig.

„Ja det kan I skjændes om i Morgen“, sagde Gamle, „nu vil vi gaae i Seng, for det er jo snart Midnat.“

Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for. Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.

„Hør Nicolai“, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, „om Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?“

„Det kan vi gjerne“, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage, idet han sagde: „Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os hurtig af, og — een, to, tre, springe vi rask i Seng!“

„Ja det er fortræffeligt!“ sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham.

Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre sit Saltomortale.

„Hvorfor tøver Du?“ spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, „er Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?“

„Nei paa ingen Maade“, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og — een, to — fore vi over Gulvet og: tre — forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.

„I er to store Børn begge To“, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os.

Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To, thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky, der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og lovede fra nu af at være Venner og Brødre.

Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og bleve levende igjen.

Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: „idag vil Du forlove Dig, Nicolai!“ Jeg sprang ud af min Seng for at see, hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv, thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder. Det var jo den 31te December, Sylvesterdag — ja saa var det dog aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme.

Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften, saa lang som Dagen er.

Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: „God Morgen Nicolai! — men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?“

„Nei det er mig selv“, svarede jeg, idet jeg rakte Præsten min Haand.

„Kjød og Blod har De idetmindste — men saa er Miraklernes Tid jo begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af Dagen. — Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?“

„Ja, det har jeg nok.“

„Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her“, og han trak en Cigar op af Lommen, „den fandt jeg igaar hændelsesvis i min Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse bør paaskjønnes. — — Gaaer De med, Christopher?“

„Nei jeg vil heller blive her“, svarede denne, idet han saae hen paa Emmy.

„Ja, ja da“, sagde Præsten til Gamle, „nu skal De faae Lov at gjøre, hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. — Kom nu, Nicolai!“

„De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem“, raabte Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren.

„Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars“, sagde Præsten, „først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang, thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min Prædiken til i Morgen.“

Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden.

„See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for“, sagde Præsten, „hvad har De nu gaaet og tænkt paa?“

„Aa paa forskjellige Ting!“ svarede jeg.

„Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. — Gaa De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!“ og dermed gik han over til sit Værelse.

I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste Dag, da vi skulde have „Dandsebod“, som Præsten kaldte det.

„Er Frederik ikke kommen op endnu?“ spurgte jeg.

„Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe“, svarede Gamle.

„Saa vil jeg ud at hjælpe med.“

„Een kan vist være nok“, sagde Gamle tørt.

„Ja jeg vil dog derud“, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.

„Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik“, sagde jeg.

„Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det Første.“

Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an.

„Nei, De maa ikke spille i Dag“, sagde Andrea Margrethe.

„Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?“

„Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i Præstegaarden, veed De nok.“

„Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire eller fem lukkede Værelser imellem os.“

„Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.“

„Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes. — Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke engang maa spille?“

„Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os“, sagde Andrea Margrethe.

„Men De har saa travlt“, sagde jeg undskyldende, „De skal jo være hele Dagen i Kjøkkenet.“

„Saa slemt er det dog heller ikke — nu skal jeg f. Ex. kjøre til Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa kan De komme til at kjøre i Slæde.“

„Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane — og jeg maa kjøre med Dem?“

„Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.“

Hvem der var glad, det var mig — det var jo den allerønskeligste Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil — alene sammen med Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!

Jeg saae ud af Vinduet: „hvad er det for et gammelt Skrumpelskud, Niels der trækker frem?“

„Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den“, sagde Andrea Margrethe leende.

„Ja saa“, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi vare alene.

„Men De har rigtignok Ret“, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk, det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.“

„Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?“ spurgte Corpus Juris.

„Fy Frederik!“ sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren, „begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre med.“

„Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?“ spurgte jeg forskrækket.

„Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?“

„Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?“

„Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham“.

„Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt“, sagde Gamle.

Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra, men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.

„Der er Niels med Slæden“, sagde Andrea Margrethe, „saa maa vi skynde os at blive færdig.“ Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.

„Skal Niels være Kudsk?“ spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden.

„Nei Frederik vil selv kjøre“, svarede Andrea Margrethe.

„Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?“

„Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham Veien.“

„Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?“

„Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee et eller andet Uheld.“

Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.

Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: „Hvad er det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?“

„Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.“

„Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. — kjender De den Vise? — — Skal De være Kudsk?“

„Ja“, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med Pidsken.

„Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal Niels komme ud for at samle Dem op igjen.“

„Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen“, sagde Corpus Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted, at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.

„Lad heller mig kjøre, Frederik“, sagde jeg, „jeg forstaaer det bedre.“

„Nei vist ikke nei“, svarede han, „det var kun en Begyndelse: nu gaaer det bedre.“

Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.

„Ja bi Du min Bro'er“, tænkte jeg ved mig selv, „det er sidste Gang, vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig, der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at sidde bag i Slæden og synge „der arme Peter!“

Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man snart begynder at fryse — Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var „den Røde“, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde nogetsomhelst Interessant ved „den Røde“, i mine Tanker saae den ud som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden Hest, det var „Gamle“, thi den syntes mig at svare ganske til sit Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.

„Ja bare Gamle vilde tale“, tænkte jeg, „saa skulde Corpus Juris faae en Prædiken, som han længe vilde mindes.“

Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom den vilde sige: „han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.“ Og Gamle gik ganske langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.

„Kjør dog lidt til, Frederik“, raabte jeg, thi det syntes mig, som om den Slædetour aldrig fik Ende; „vi kjøre saa langsomt, som om vi fulgte Lig.“

„Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges“, var Svaret.

„Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see, hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.“

„Det forfrisker“, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.

Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop. Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien, hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket Tømmerne til den anden Side.

„Der vare vi nær væltede, Frederik“, sagde hun leende. Jeg vilde sige hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme Bemærkning.

Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort „Saa?“ eller „Nei virkelig?“ til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi — og der havde Corpus Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og atter kunde berede os til Hjemreisen.

Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad, og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.

Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg havde Sneen lige i Ansigtet. „Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi sandelig komme hjem i en Fart“, sagde jeg til mig selv, og jeg svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge Sider.

„Hvordan er det, Du kjører?“ raabte Frederik til mig, „bliver du ved paa den Maade, saa vælte vi.“

„Jeg kjører, som jeg skal kjøre“, svarede jeg, „pas Du blot Dig selv“, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den ulykkelige Gamle.

„Nicolai, De er jo ond mod Dyrene“, sagde Andrea Margrethe til mig.

Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig omkring.

„Ja hvad er det?“ udbrød hun, „vi er jo aldeles paa feil Vei; de to Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt“, vedblev hun og saae op mod Himlen. „Hvor er Solen nu henne — den er ganske dækket af Skyer — jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.“

„Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig Veien“, sagde jeg.

„Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød“, meente Andrea Margrethe. „Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem, hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs boer — De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? — ja nu kjender jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei fra Strømbygaard.“

„Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?“ spurgte jeg forbauset.

„Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De gjorde før. — Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei tilbage.“

„Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.“

„Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder — foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.“

Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: „Kan De see den store Kampesten derhenne — der sidder tre Krager paa den — ja nu fløi de bort — men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.“

Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg see Kirketaarnet lige for mig. „Men nu maa De kjøre lidt forsigtig“, sagde Andrea Margrethe til mig, „for Veien er ujævn og fuld af Steen.“

„Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være fornødent“, bad jeg atter.

„De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.“

Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert Øjeblik truedes med at kastes omkuld.

„Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt“, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet hun greb mig i Armen — jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag — og vi laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.

I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. „Ja sagde jeg det ikke nok“, udbrød han, da han saae os krybe frem af Snedriven og ryste Sneen af os, „men det er Jeres egen Skyld! hvorfor vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!“

Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere blive skjult.

„Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik“, sagde Præsten, „De var saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.“

„Men det var ikke mig, der kjørte“, tog Frederik til Gjenmæle, „det var Nicolai.“

„Nicolai!“ udbrød Præsten, „den meget opfindsomme Nicolai! var det — —“

„Aa det var den dumme Slæde!“ sagde jeg med ilde dulgt Harme.

„Ja De har Ret“, sagde Præsten, „det er nederdrægtigt, hvor disse Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er formelig en raffineret Grusomhed.“

„Jeg kan ikke begribe det“, tog jeg atter til Orde; „vi har kjørt saa udmærket hele Tiden.“

„Ja da kan jeg godt begribe det“, sagde Andrea Margrethe, „for vil De blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.“

„Og det er netop den Steen“, udbrød Corpus Juris, „for hvilken Du i Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.“

Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre. Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.

Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen havde sagt til mig selv: „Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!“ var nu borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var det jo Lørdag — Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag, hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen — jo det var meget bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden — saa kunde det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig op og udbragte: „De Nyforlovedes Skaal!“

I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig tilbords, da jeg kom.

„Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?“ spurgte Præsten.

Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse Noget.

„Hvad har De da læst?“

„Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.“

„De troer: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai, hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere alle Trykfeilene i Dem.“

Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.

„Er der gaaet Dem Noget imod?“ spurgte Præsten atter, „jeg synes, De er saa taus.“

„Nei“, svarede jeg kort.

„Det er ikke rigtig fat med Dem“, vedblev Præsten, „De har bestemt havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al Fortrolighed“, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske sagte til mig: „der har da vel ikke været Noget i Veien med Kjæresten?“

„Aa Fa'er“, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, „jeg vilde virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.“

„Ja tænkte jeg det ikke“, raabte Præsten, „jeg syntes nok, Nicolai saae saa melancholsk ud.“

„Aa vist ikke nei“, vedblev Andrea Margrethe, „men det er virkelig ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare her — hvad maa de ikke tænke om os?“

„Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.“

Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.

„Stakkels Nicolai!“ begyndte Præsten atter, — „nu forstaaer jeg, hvorfor De væltede Slæden — det var en Slags Desperation; De vilde absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok: philosophia est consolatio omnis doloris. Ja Nicolai, nu kan De sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:

Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde Visen faae en anden Lyd.

Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa det Hele.

Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa, hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.

„Det er et kjedeligt Veir idag“, sagde jeg derfor, idet jeg lagde Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.

„Det passer godt til Dagen“, svarede Emmy, „Sylvesterdag maa ligesom Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.“

„Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa kjedeligt som det Andet.“

„Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?“ spurgte Emmy forundret.

„Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle Aar.“

„Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?“

„Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov at længes efter noget Nyt.“

„Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem“, sagde Emmy, idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle sine Kræfter til at gaae imod mig. „Det gamle Aar forekommer mig altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?“

„Nei“, svarede jeg, „skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget, vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.“

Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun rystede paa Hovedet: „Det mener De vist ikke, Nicolai.“ Et Øjeblik taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og begyndte derpaa atter: „Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt — men naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.“

Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at sige hende imod. „Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag“, sagde jeg, „men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette og foretage i det.“

Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide Maade: „Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai — De gjør Dem selv værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.“

Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt om alle Andre. — Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy — Andrea Margrethe — Andrea Margrethe — Emmy. Der var saa stille i Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik — tak, tik — tak. Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde. Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.

Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at see ham.

„Bringer Du godt Budskab, Christopher?“ spurgte jeg, „Du seer saa glad ud.“

„Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig“, svarede Gamle, „Du som har været her, hvor der altid er godt at være.“

„Blev De færdig med Fattigregnskabet?“ spurgte Emmy.

„Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.“

„Idag har De ogsaa været flittig“, sagde Emmy, „De har jo næsten uafbrudt været sysselsat dermed.“

„Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. — Og som Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.“

„Ja det vil jeg gjerne“, svarede Emmy, idet hun reiste sig: „De gaaer vel med, Nicolai?“

Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.

„Hvad har Du der?“ spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir, hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.

„Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.“

„Ja saa“, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk, idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy — Emmy — Emmy, medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden Retning end den, de hidtil havde fulgt?

Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre lovede.

Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog, som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi jeg havde lært Emmy at kjende.

Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen, det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.

„Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?“ spurgte jeg tilsidst.

„Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.“

„Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den anden?“ spurgte jeg Emmy, „Jeg synes, at de seer allesammen eens ud, guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.“

„Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende“, svarede Emmy.

„Men saadan en Mængde“, sagde jeg, „og det er jo ikke alene Børnene, men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle! der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik Madsen — det er jo umuligt at finde Rede i.“

„Jo seer De“, sagde Emmy, „jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her“ — og hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side — „ham har jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn — — og Dig skulde jeg have glemt?“ og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet — „men Du maa give mig den høire Haand og ikke den venstre — saaledes.“

I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: „Seer De der“, sagde Emmy, „der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa Armen. — Ikke sandt, Peer Olsen“, sagde hun, idet hun gik hen til ham, „I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?“

„Jo vel saa, jo vel saa“, sagde den Gamle, „men den Gang var jeg raskere end nu.“

„Hvordan gaaer det med Helbreden?“ spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa Lyst til at gjøre mig populær.

„Otte og halvfjerdsindstyve Aar“, var Svaret.

„De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv“, sagde Emmy.

„Men jeg taler jo ligesaa høit som De.“

„Mig kjender han“, svarede Emmy, „derfor kan han omtrent see paa min Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke forstaae Dem.“ Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: „Se det er to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.“

„Ja saa, ja saa — kjøn Fyr“, mumlede Peer Olsen, „saadan en Mand skulde Jomfruen have.“ Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.

„Det haster ikke“, meente Emmy, „jeg er ung endnu. — Se imorgen skal Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.“

„Ak ja, ak ja“, sukkede Peer Olsen, „gid Vorherre snart vilde løse op for mig!“

„Det maa Peer Olsen ikke sige“, irettesatte Emmy ham.

„Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?“ klagede den Gamle.

„Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen altid til Nytte.“

„Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord“, sagde Peer Olsen og kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.

„Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?“ spurgte Emmy mig.

„Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.“

„Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu har De lært en af de Gamle at kjende — nu skal De ogsaa lære en af de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader for sin Kone.“

„Hvorledes det?“

„Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance, Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog tilsidst Datteren.“

„Men det er jo en heel lille Roman“, udbrød jeg forbauset.

„Dem har vi mange af“, svarede Emmy, „men desværre ere de ikke altid saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi, som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte fast ved os — og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.“

Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og kaldte Hunden til sig.

Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom løbende mod os. „Goddag, lille Bodil“, sagde Emmy, idet hun bøiede sig ned og kjærtegnede Barnet, „er Fa'er og Mo'er hjemme?“

Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen, hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os, reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i.

„Guds Fred og Velkommen“, sagde han, idet han gav os hver især et djærvt Haandtryk, „saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage Plads!“

Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.

„Nu ja, ja“, sagde Manden, „denne Stue er da ogsaa meget pæn“, og han kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode opstillede langs Væggen. „Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen istand til Dem.“

Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det andet — det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort. Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. „Er det nu ikke en mageløs Kone, jeg har“, hviskede han til Gamle, „hendes Lige finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.“

Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk til Afsked.

„Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide“, sagde jeg til Emmy.

„Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?“

„Ja det tror jeg nok.“

„Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres Navne ligesaa godt som jeg selv.“

Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig, Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne. Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand — stærkt og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.

„Det var for sidste Gang i det gamle Aar“, sagde Emmy, idet hun foldede sine Hænder, „Gud være lovet og takket for alt Godt, som han har givet os.“

En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny: „Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.“

„Og Mere begjærer De ikke?“ spurgte jeg.

„Nei.“

„De har virkelig slet ikke Mere at ønske?“

„Nu, det forstaaer sig“, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, „Ønsker og Begjæringer have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de fæste blivende Bo derinde.“

Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.

„Nu er her jo ikke Meget at see“, sagde Emmy, „men om Sommeren, naar Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa er her velsignet.“

„Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har her tæt ved Præstegaarden“, indvendte jeg.

„Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai, jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.“

„Det er et sandt Ord“, bemærkede Gamle, „derfor siger ogsaa Apostelen Paulus, „at det er godt at nøies med det, man haver“, og: „Tragter ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.“ Det er to gode Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.“

„Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler“, indvendte jeg, „og hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa, ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse — „har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt“ — se det er at leve paa den rette Maade.“

„Ja det mene jo de Fleste“, svarede Gamle, „og derfor klage de ogsaa over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: „Forgangen Nat Vor gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat“ o. s. v.“

Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! — — Anders Sørensen sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang, men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod — — ak ja, hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen!

Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren laaset af. „De kan ikke komme ind“, raabte Andrea Margrethe indenfor, „De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.“

„Hvad skal der gaae for sig?“ spurgte jeg Emmy.

„Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.“

Ovre hos Præsten fandt vi Præstekonen og Corpus Juris.

„Det var godt, at De kom, Nicolai“, raabte Præsten mig i Møde, „jeg har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.“

„Hvad er det?“ spurgte jeg forundret.

„Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med den gamle, men hun koster tyve Daler.{„}“{-}

„Hvad skal det sige?“

„Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.“

Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden. Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens gaadefulde Tale. „De veed nok, Nicolai,“ begyndte hun, „at det gaaer ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.“

„Og nu mener jeg“, fortsatte Præsten, „at De, Nicolai, skulde betale de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde De selv tage gamle Ane — hun har noget paa Kistebunden, og hun er ikke fyrretyve Aar endnu.“

„Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?“ spurgte Corpus Juris.

„Nei“, svarede Præsten, „han synes, at det er for Meget; han mener, at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i, men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.“

„Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?“ spurgte Corpus Juris atter med ægte juridisk Betoning.

„Ja vist er det gyldigt“, svarede Præsten, „Ægteskabsløftet er nu syv Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen Madsen kan paa ingen Maade benægte det.“

Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En — To — Tre! rev hurtig Døren op, og — Alt var ganske mørkt derinde, kun et Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med deres rødlige Tander.

„Hu ha“, raabte Præsten, „hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede bleven ganske blind deraf — jeg kan slet ingen Ting see.“

Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? — Omsider fik vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld heri?

„Trækvinden kan umulig have gjort det“, meente Andrea Margrethe, „for alle Vinduer og Døre ere lukkede.“ Vi undersøgte nøie Træet: det var øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede, som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde forladt Stuen.

„Hier liegt der Hund begraben!“ raabte endelig Præsten, „Du skulde have husket det gamle Ord: cave canem! saa havde Du ikke havt den Sorg.“

Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet, var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev aabnet.

„Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort, som den maa have seet deroppe“, sagde Præsten.

Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig have været.

„Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det“, sagde Præsten, „men Nicolai kan bevise sit Alibi, for han har været ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan bevise sit Alibi“.

Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa frisk Gjerning.

„Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine Prygl forleden Aften“, sagde Niels triumferende.

„Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din Skyldighed“, sagde Præsten.

„Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker“, sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.

„Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang“, sagde Præsten, „siden det er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud forleden Aften.“ Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud sammen med Niels.

Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet: „Lyriske Digte af Nicolai“, forøvrigt var den fuld af lutter tomme hvide Blade.

„Hvad skal jeg med den?“ spurgte jeg.

„De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt Mand.“

„Ja De kan da aldrig mangle Stof“, sagde Præsten, „alene den Roskildetour maa kunne fylde den første Halvdeel af Bogen med ulykkelige Kjærlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige Kjærlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter, hvoraf den første skal hedde: „Ulykkelig Kjærlighed i Roskilde“ og den anden „Lykkelig Kjærlighed i Nøddebo“ — saa faaer Publikum noget af begge Tønder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til at gjøre stormende Lykke, især hvis De lader gamle Anes Portræt aftrykke foran.“

„Nei vist ikke nei“, sagde Præstekonen, „Nicolai skal hverken synge om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed. Vil De være Digter, saa skal De lære af ham her“, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav mig, „det er min Gave til Dem. Lær at synge som han, simpelt og enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rører sig i Folkene og i det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der gjerne vil lytte til Deres Sang.“