„Vil Nicolai være Digter?“ spurgte Gamle meget forundret.

„Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive“, sagde Emmy, der stod ved Siden af Gamle, „men har De ikke selv sagt, at naar man er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv givet Bevis paa.“

„Ja jeg havde tænkt paa“, sagde Præsten, „at forære Nicolai gamle Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte jeg lade hende blive udenfor.“

Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og Juletræet flyttet til Side.

Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem os som sædvanlig.

„Se nu forsvinder der atter et Aar“, bemærkede Præsten. „Eheu fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni — men hvor de Aar løbe fra os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op omkring En, være ifærd med at blive store Træer, saa opdager man pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tænker paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebænk sammen, og nu sidder her tre voxne Sønner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine Øine som en stor Paddehat.“

„Ja“, sagde Præstekonen, „men det er godt, at vi ikke selv kunne mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.“

„Det har Du Ret i, Mo'er“, sagde Præsten. „Ja Mo'er siger ikke meget, men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bære Dem ad, Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har De haft for Tanker paa Aarets sidste Dag?“

Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede derfor undvigende: „Aa, jeg har tænkt paa, at imorgen er det Nytaarsdag.“

„Det var en dyb Tanke“, sagde Præsten, „den er sin Ophavsmand værdig. Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin mærkelige Opdagelse, at naar de gamle Grækere havde fyldt det nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. — Jeg gad dog vidst, om I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har Du tænkt idag, Andrea Margrethe?“

„Jeg har tænkt“, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig for at gaae ud, „at det kunde være godt at hente noget Mælkepunsch til at drikke det gamle Aars Skaal i.“

„Ja pyt“, sagde Præsten, „men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra os. Du maa bestemt have tænkt noget meget Rart, siden Du ikke vil rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.“

Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: „Nu hvad har Du tænkt paa idag?“

„Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og takket Gud derfor“, svarede Emmy.

„Det var smukt tænkt af Dig; Du er din Faders Datter.“

Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte hende paa Ny, hvad hun havde tænkt.

„Jeg har tænkt det samme som Emmy“, svarede Andrea Margrethe hurtig.

„Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden Du ikke vil fortælle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. — Nu De, Frederik, hvad har De tænkt?“

„Jeg“, svarede Corpus Juris tøvende, som om han søgte at finde paa Noget, „jeg — jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag, at jeg ikke har havt Tid til at tænke paa Andet.“

„Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens. Men vil De ikke sige, hvad De har tænkt, saa skal jeg sige det. De har tænkt, om De ikke muligvis kunde gjøre nogle Hokuspus med det Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe {tre fire}tre-fire{-} Processer i Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter. Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tænkt. Ja muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens Nicolai, den sorte Sjæl, har søgt at lede mine Tanker i en anden Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrædere, der alle søge at bedaare mig med deres falske Tale. — Nu da, Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad har De tænkt paa?“

„Jeg har tænkt paa Verdens Undergang“, svarede Gamle med sin sædvanlige Alvor.

„Paa Verdens Undergang!“ udbrød jeg forbauset og var lige ved at briste i Latter.

„Ja paa Verdens Undergang“, sagde Præsten, „det skulde De ogsaa have tænkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som De fører herude i Nøddebo, med at ryge Cigarer, spise Pebernødder, forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men det tager De Feil i. — Men hvad har De tænkt om Verdens Undergang, Christopher?“

„Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt med hine Skildringer i Evangelierne.“

„Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?“ spurgte Andrea Margrethe.

„Umuligt er det i al Fald ikke“, svarede Gamle. „Der behøver blot at skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en større Modstand i Ætheren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter Følgen heraf, at den ikke længer vil formaae at modstaae Jordens Tiltrækningskraft saa stærkt som tidligere, og Jorden vil da bestandig drage den nærmere og nærmere til sig, indtil tilsidst Tiltrækningskraften bliver saa stærk, at Maanen falder ned paa Jorden.“

„Og slaaer os Alle ihjel?“ afbrød Andrea Margrethe ham.

„Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da, hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne brænder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville komme i Brand og opløses. Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt fortærende Flammer.“

„Hu ha, det var græsseligt“, sagde Andrea Margrethe, „det maa være rædsomt at leve paa de Tider.“

„Det vil det ogsaa blive“, sagde Gamle, „navnlig den Tid, der gaaer forud, naar Maanen bestandig rykker nærmere og nærmere og stedse bliver større og større, saa at den om Natten staaer som en uhyre blodrød Skive, der dækker den halve Himmelhvælving, og om Dagen som en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal forvandles til Mørke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det være Tid at raabe: „Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Høie!“ og med Alt dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes Søn kommer og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra Øster til Vester.“

„Men nu de andre Stjerner“, sagde Corpus Juris, „hvad har Du vel tænkt, der skulde blive af dem, Christopher?“

„Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved“, svarede Gamle.

„Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden“, sagde Præsten. „Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan være godt nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dømme Jorden, saa er det nok, og vi behøve ikke at vide, hverken hvornaar eller hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han kommer tidlig eller sildig, vi da maa være blandt dem, hvis Navne ere opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret os i det gamle Aar.“

Derpaa reiste Præsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Præsten førte an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med:

„Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af Eder i det gamle Aar“, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen. „Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar — men Dem, Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi ikke her i Præstegaarden.“ Og med denne Formaning forlod Præsten os, ledsaget af Præstekonen.

Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en fornøielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive skuffet. Thi for det Første skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod til at være et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig sammen og havde hvert Øjeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til dem for at see, hvad det vel kunde være, der var saa morsomt, vare de endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bønder frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde Tiden for sig, men nu vilde de forøvrigt ogsaa begynde at spille for Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al deres Opmærksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og læste i sit lille nye Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde ikke være synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy, uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemægtigede han sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg ønskede af mit ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede mig i Grunden dygtig. Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu — hvad skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig.

„De kjeder Dem, Nicolai“, sagde Andrea Margrethe til mig.

„Ja det er da ikke saa underligt“, svarede jeg, „jeg gaaer her som femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.“

„Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok fortælle os en Historie, naar vi bede hende derom.“

„Kan Emmy fortælle Historier?“

„Ja hun kan fortælle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at læse høit for os, saa sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortæller Emmy Historier for at more os.“

„Er det morsomme Historier?“ spurgte jeg.

„De er just ikke til at lee af“, svarede Andrea Margrethe, „men man kan altid lære Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre end at gaae og kjede sig. — Emmy, vil Du ikke nok fortælle os en Historie?“ —

Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget, og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om Emmy, der efterat have tænkt et Øjeblik efter begyndte at fortælle.

„Ovre paa Samsø boede engang en vild Vikingehøvding, der hed Knud. Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi „haard er Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være“, pleiede han at sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene. Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro for Qvinder og ikke for Mænd. Han troede paa de gamle Guder, og hver Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen, og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og hendes Søn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede. Engang spurgte Knud ham: „Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ, om Du nogensinde mødte ham?“ — „Jeg vilde gjøre saa ved ham“, svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. „Derfor skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst“, svarede Knud glad. Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham, at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det.

Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen; han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark, der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne, og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mærkede dette, bad hun Sangeren, som var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bød, og qvad et Drapa til Ære for Sigvald, hvori han priste ham som den gjæveste og tappreste af alle Mænd. Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig Guldring, men Thjodolf sagde: „Det tykkes mig underligt at synge om Glænten, naar Ørnen er tilstede.“ „Jeg synger nu, som jeg har Lyst til“, svarede Sangeren. Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans Ære{,}.{-} „Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død“, sagde Sangeren, „og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.“ „Saa frygt hans Haand“, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham. „Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du“, sagde Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet. „Men nu troer jeg ikke, han lever længer“, sagde Thjodolf, idet han hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. „En Daare er den Mand, som dræber sin bedste Ven“, sagde Astrid. „Men større Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde“, sagde Thjodolf, og dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han til Besindelse og saae nu, hvilken skændig Daad han havde fuldbragt: han havde myrdet sin Hustru og dræbt sin bedste Ven, og det ikke i ærlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han var ikke længer værd at leve mellem Mænd. Saa gik han ned til Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud over det mørke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst til at styrte sig i sit eget Sværd for strax at ride til Valhalla og der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter, at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. „Men jeg veed, hvad der fattes Dig“, sagde den Gamle. „Du har dræbt din Hustru og myrdet din Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har dræbt dem, men den Herre Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til ham og troe paa ham.“ „Er Christus slig en Troldkarl, at han har forledt mig til at dræbe min Hustru og min bedste Ven, da hører han til de onde Jætter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham“, sagde Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab. Han spurgte dem, om de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende.

Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som han aldrig havde kjendt før. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn, og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han i Søen.

En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte. Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans Øine tindrede som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. „Tro paa mig, saa vil jeg give Dig det evige Liv“, sagde han til Thjodolf. „Hvem er Du?“ spurgte Thjodolf. „Jeg er den, for hvem Helte skulle bøie Knæ, og som Konger skulle tilbede“, lød Svaret. „Saa er Du Christus“, raabte Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjød en Pil af imod ham. Men i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra Skibet. „Hvorfor skjød Du den Pil bort?“ spurgte en af Thjodolfs Mænd ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.

Næste Dag blev det en rasende Storm, tunge mørke Skyer dækkede Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere. Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen; underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen. Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik Thjodolf selv ned til ham. „Troer Du paa Christus?“ spurgte han Ynglingen. „Ja“, svarede denne. „Hvis Du vil fornægte Christus og troe paa Odin og Thor, da vil jeg skænke Dig Livet og atter føre Dig tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du vil“, sagde Thjodolf. „Christus har aldrig fornægtet mig, hvorfor skulde jeg da fornægte ham?“ sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden Stund stille, derpaa sagde han: „Fortæl mig noget om din Christus“, thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie. Ynglingen fortalte ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie var gaaet Døden i Møde og endnu paa Korset havde bedet for sine Fjender. „Det var smukt gjort af ham“, sagde Thjodolf, „det var mere end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.“ „Din Time er ikke kommen endnu“, svarede Ynglingen, „men giv vel Agt paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme flyvende, den skal Du følge. Den skal føre Dig hen til et stort Hus, foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end din Daarskab.“ Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han, hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins Øie, der mørkt og truende saae paa ham. „Det er dog idel Kjærlingesnak Altsammen“, meente da Thjodolf, „og jeg er en Daare, at jeg laaner Øre dertil.“ Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen, som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.

Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hærje paa Middelhavets Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var frygtet overalt. Men tilsidst blev Længslen ham dog for stærk, og han kunde ikke længere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne, og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der atter drev ham ud paa den aabne Sø. I syv Dage drev Stormen Skibet afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde intetsteds opdage Land, og mørke Skyer dækkede Himlen, saa at han hverken kunde see Sol eller Stjerner. Først paa den ottende Dag saae han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod Kysten, at det stødte mod en Sandbanke, og Bølgerne splintrede det. Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet. Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var for et Land. „Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø“, svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu havde han intet Skib længer og var da nødt til at blive. Dog vilde han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede forbi, og saa seile afsted med det.

Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad Ynglingen havde sagt til ham. „Du skal i al Fald ikke blive min Veiviser“, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke. Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie Lindetræer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han vinkede ad Thjodolf. „Denne Gang skal Du ikke undgaae mig“, sagde Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden. Men han kunde ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der, indtil han engang fik hin Yngling at see.

Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke, det tyktes ham værre end et Trælleliv. Men han kunde ikke komme bort derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret, om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han havde tænkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet meest over, at Christus var opstaaet fra de Døde, syntes ham nu at være ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Søn, saa maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Døden. Den gamle Munk med det lange hvide Skæg talte saa indtrængende: Thjodolf sad ganske stille og hørte efter og ridsede med sit Sværd allehaande Figurer i Sandet — det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og før han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den gamle Munk: „nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive døbt.“ Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf.

Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den største Vanære at døe Straadød, men nu dømte Thjodolf anderledes om den Ting, som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans største Glæde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han snart skulde skue.

Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue, han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel — langt borte kunde han see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. „Troer Du nu?“ — „Ja Herre, nu troer jeg“, svarede Thjodolf. „Saa har Du vundet Livet“ — og saa døde Thjodolf.“

Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig næsten, som hørte jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. „Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy“, sagde hun, „men jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at Helten gaaer i Kloster. Havde jeg været i Thjodolfs Sted, da var jeg ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus overalt.“

„Men jeg kan dog ogsaa nok tænke mig“, svarede Emmy, „at En, hvis hele Liv havde været en Række af Misgjerninger, som Thjodolfs jo havde været, at han kunde synes sig selv at være altfor stor en Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.“

„Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret“, sagde Gamle, „thi havde Paulus været af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere Synder, de være store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for hellige og retfærdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjælder dog først og fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker paa at frelse de Andres.“

„Men Klokken, Klokken!“ udbrød Andrea Margrethe, „den mangler kun to Minutter.“

„Ja hvad saa?“ spurgte jeg.

„Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lægge Mærke dertil; vi maae op at tage imod det.“

„Hvordan skal vi da bære os ad for at tage mod det nye Aar?“

„Det skal jeg vise Dem: vi lukke først Vinduet op og see op mod Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa ønske vi hverandre glædeligt Nytaar.“

Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige Straaler som et Tryllenet over Alt.

„Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os“, sagde Andrea Margrethe. „Jeg er næsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har fortalt mig om Maanen; før kunde jeg altid saa godt lide den, den forekom mig at være saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en lumsk Røver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.“

„Nu“, svarede Gamle, „Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god Juleengel, der kommer for at fortælle os, at den gamle Tid med al sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens Salighed skal oprinde for os.“

Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske stille og lyttede efter — ni — ti — elleve — tolv! „Glædeligt Nytaar!“ udbrød Andrea Margrethe, „se nu er det nye Aar kommet! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar Allesammen!“ Vi Andre besvarede hendes Glædesudbrud med det samme: „glædeligt Nytaar!“

„O hvor jeg er glad“, sagde Andrea Margrethe, „at det nye Aar er kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med — det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?“

„Ja vist“, svarede jeg, „det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!“

„Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige. Vi har kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det næste Aar ville vi være som Broder og Søster.“

„Ja vi ville være som Broder og Søster“, svarede jeg, idet jeg rakte Haanden til Emmy og Andrea Margrethe — „og lidt til!“ tilføjede jeg i mine egne Tanker.

Nu havde vi jo gjort vor Pligt og taget mod det nye Aar, som sig hør og bør, nu kunde vi altsaa gjerne forføie os til Sengs. Saa skiltes vi fra hinanden, men endnu i Døren vedbleve vi at tilraabe hinanden: „Glædeligt Nytaar og Tak for det gamle Aar.“

— Ja det var deiligt at være i Nøddebo Præstegaard, Alt var saa hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjøre — nei det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte tage et Stykke af Natten med for ret at tænke over dem. Saaledes ogsaa denne Nat. Thi jeg var om Morgenen staaet op med det bestemte Forsæt at forlove mig med Andrea Margrethe, og nu gik jeg i Seng med det bestemte Forsæt at forlove mig med Emmy. Thi saaledes var det, det kunde ikke nytte at skjule det for mig selv. Jeg havde den Dag ret lært Emmy at kjende, jeg havde seet saameget Skjønt og Yndefuldt hos hende, at jeg — ja jeg kan ligesaa gjerne sige det kort og godt — jeg elskede hende. Og naar jeg nu tænkte paa den Sætning af Propædeutiken, der Dagen i Forveien havde overbevist mig om, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, saa lod denne sig ligesaa godt anvende med Hensyn til Emmy. Thi denne Sætning sagde jo: „Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn“ — men dette lod sig udmærket anvende med Hensyn til Emmy. Thi hvad Tilbøieligheden angik, saa var jeg jo virkelig forelsket i Emmy, og hvad Fornufthensynet angik, saa var der jo ingen Tvivl om, at Emmy vilde blive en fortræffelig Præstekone: derpaa havde jeg jo havt Beviser nok under vor Vandring igjennem Landsbyen. Hvad nu endelig Alderen angik (thi dertil maa man vel ogsaa fornuftigvis tage Hensyn), saa var Emmy tyve Aar og jeg atten Aar: det passede ogsaa meget godt. Forsaavidt var Alt i sin Orden, thi der var jo Intet til Hinder for, at jeg næste Dag forlovede mig med Emmy, men Ulykken var, at jeg kunde ikke glemme Andrea Margrethe. Thi Andrea Margrethe besad dog et Liv og en Friskhed og Fornøielighed, hvori jeg stemte saa godt med hende. Saaledes skete det, at hver Gang Emmys Billed fremsteg for mine Tanker, saa kom Andrea Margrethes strax bagefter. Men hvorledes skulde jeg da lykkelig og vel komme ud af denne casus mixtus et quidem compositus? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig, da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge. Men her kunde jeg ikke raadspørge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Følgen vilde kun blive, at jeg vel fik en lang Prædiken, men intet godt Raad. Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde lee mig ud og kalde det Hele for Børnestreger.

— — Hør hvor Gamle og Corpus Juris snorkede omkap ved Siden af! De lykkelige Mennesker, de kunde sagtens sove trygt og rolig; de kjendte Intet til Kjærligheds Uro og Kjærligheds Vee. Men jeg derimod! jeg, som havde troet, at her i Nøddebo skulde al min Uro faae Ende, jo her begyndte den først ret. Thi i Kjøbenhavn, hvor jeg var forelsket i dem Alle tilhobe, der havde jeg ingen Nød, men her, hvor jeg kun var forelsket i To — ja nu vidste jeg, hvad ulykkelig Kjærlighed vil sige. Thi Folk troe i Almindelighed, at ulykkelig Kjærlighed er at være forelsket i Een, som man ikke kan erholde — bah, det har Intet at sige, thi man har dog altid det Haab, at man ved en eller anden Lykkens Omvexling kan vinde hende. Nei ulykkelig Kjærlighed, det er at være forelsket i To — thi sæt ogsaa det allerlykkeligste Tilfælde, at jeg vinder den Ene, saa er dog den Anden, som jeg ogsaa elsker, tabt for mig.

„Tikke-tik! tikke-tik! tikke-tik!“ sagde mit lille Lommeuhr, der hang paa Væggen over min Seng: det lød akkurat, som om det sagde: „Skynd dig lidt! skynd Dig lidt! skynd Dig lidt!“ Ja skynde mig, det maatte jeg. Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af Fættere og Husvenner kunde der ikke være, der lumskelig snege sig frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens jeg spildte Tiden med mine Grublerier. Imorgen ved Dandsen marscherer vel sagtens hele Mandskabet op, og da kunde jeg mønstre dem og skulde snart finde ud, hvor Rivalerne var henne, men imorgen ved Dandsen — hvad kunde der ikke skee imidlertid! Nei der var intet Andet for — jeg maatte haste saameget som mulig: inden fire og tyve Timer maatte jeg være forlovet — og dog, ulykkelige Nicolai: sæt, Du bliver forlovet med den Ene og er forelsket i den Anden!

Klokken var vistnok henved To, inden jeg faldt i Søvn, men saa sov jeg til Gjengjæld til den lyse Morgenstund. Jeg sprang hurtig ud af Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var ganske efter Ønske: store Isblomster dækkede Ruderne, men udenfor skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var saa reen og blaa, at jeg følte alt mit gamle freidige Mod vende tilbage. Nattens Tanker vare forsvundne med Nattens Mørke: jeg var enig med mig selv om, hvad jeg vilde gjøre: jeg vilde lade Lykken raade. Thi det er Lykken, som skaber den berømmelige Feltherre, det er Lykken, som fremkalder den store Kunstner, og det er Lykken, som hjælper den ulykkelige Elsker. Saaledes vare mine Tanker. Jeg behøvede ikke længer at plage mig selv med allehaande Tvivl og Betænkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfældet raade — det var det allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg først kunde faae i Tale.

I Forstuen mødte jeg Præsten. „Glædeligt Nytaar, Nicolai“, sagde han, „og en Kjæreste, inden Aaret er omme!“

„Ja jeg haaber, inden Dagen er omme“, tænkte jeg, men det sagde jeg naturligvis ikke høit.

„Har De i Sinde at gaae i Kirke idag, eller bruger de maaskee ikke at gaae i Kirke om Søndagen?“ spurgte Præsten.

„Jo det bruger jeg dog.“

„Ja man kunde jo ikke vide det — Folk finder paa saa mange nye Skikke derinde i Kjøbenhavn. Gudstjenesten begynder forøvrigt Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til den Tid“, og dermed gik Præsten over til sit Værelse, medens jeg gik ind i Dagligstuen.

Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind.

„Det er da vel ikke for min Skyld, at De gaaer“, sagde jeg, thi det forekom mig at være et ondt Varsel, at Andrea Margrethe gik, ligesom jeg kom.

„Nei det er ikke“, svarede Andrea Margrethe, „men i Dag har jeg saa travlt med at faae Alt bragt i Stand til i Aften, saa De faaer mig vist neppe at see hele Dagen“, og med disse Ord gik hun ud i Kjøkkenet.

„Saa bliver det altsaa Emmy“, tænkte jeg, „det er jo Skjæbnens Villie.“

Men det lod heller ikke til at være Skjæbnens Villie, at det skulde være Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive færdig i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede, men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede. Imidlertid besluttede jeg dog at drage saamegen Nytte deraf som mulig. Det faldt mig nemlig ind, at naar jeg vilde bære mig lidt fiffig ad, kunde jeg maaskee faae Corpus Juris til at sige mig, hvem der i Grunden var at foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, uden at han kunde ane, hvorfor jeg spurgte ham derom. Corpus Juris havde taget Plads i den store Lænestol og sad og læste, dog heldigvis var det ikke Dagbladet, han læste, thi da havde jeg aldrig vovet at tale til ham om slige Bagateller, men det var en gammel Roman, han havde fundet.

„Hør Frederik“, sagde jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham, „sig mig engang, hvem synes Du bedst om, Emmy eller Andrea Margrethe?“

„Hvad mener Du dermed?“ spurgte Corpus Juris, idet han med et uroligt Blik saae hen paa mig som En, der har en ond Samvittighed.

„Jeg mener, hvem af de to unge Piger tiltaler Dig meest?“

„Det forstaaer jeg ikke“, sagde Corpus Juris, idet han reiste sig op fra sin Stol og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet — men det er aldrig gode Tegn, naar Corpus Juris begynder at spadsere op og ned ad Gulvet.

Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis Haardnakkethed: „Det synes jeg dog ikke, er saa svært at forstaae: jeg vil vide, hvem Du giver Fortrinet, Emmy eller Andrea Margrethe.“

„Det er jo noget Nonsens“, svarede Corpus Juris{,}.{-} „Fordi jeg synes godt om den Ene, kan jeg jo gjerne synes godt om den Anden, og fordi jeg mener, at Andrea Margrethe — aa det er jo noget reent Nonsens“ — og dermed spadserede Corpus Juris udaf Døren, idet han lod mig forblive i Uvished, hvorvidt det var mine eller hans egne Ord, han kaldte for Nonsens. Dog nærede jeg en hemmelig Frygt for, at Corpus Juris skulde have gjættet Hensigten af mine Spørgsmaal, og istedenfor nu at tale lige ud med sin forblommede Tale vilde give mig at forstaae, at han i høieste Grad misbilligede mit Forehavende.

Lidt efter kom Gamle ind, og jeg besluttede da ogsaa at forelægge ham dette vanskelige Spørgsmaal, thi Gamle havde vel næppe været saa skarpsynet som Corpus Juris, og i alt Fald var han mere rolig end denne.

„Sig mig engang, Christopher“, sagde jeg derfor, „hvem holder Du egentlig meest af, Emmy eller Andrea Margrethe?“

„Jeg holder meest af Emmy“, svarede Gamle — se det var reen og klar Besked, som jeg der fik!

„Men hvorfor holder Du meest af Emmy?“ spurgte jeg videre, thi det var jo egentlig dette, som jeg vilde have at vide.

„Nu Sligt kan der ikke gives Grunde for, det er en Følelsessag og følgelig noget aldeles Individuelt, men det Individuelle kan der ikke gives almengyldige Grunde for, thi dermed vilde det ophøre at være individuelt og derimod blive noget Universelt.“

Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme Øjeblik, som jeg meente at have fanget ham.

Dog besluttede jeg at gjøre endnu et Forsøg og sagde derfor: „Ja men selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne vide.“

„Nu da“, sagde Gamle med uforstyrrelig Rolighed, „for at jeg skal sige det kort og godt: jeg harmonerer med Emmy. Ethvert Menneske bærer i sig et Ideal, som han stræber at realisere, men han føler tillige, at han er for svag dertil. Men hver Gang noget af dette Ideal (jeg siger noget, thi det ganske Ideal faaer han aldrig at see i denne Forkrænkelighedens Verden), hver Gang noget af dette Ideal træder ham imøde i et andet Menneske, da harmonerer han med dette Menneske, og jo mere af dette Ideal han seer, des større er Harmonien, thi det er jo ligesom sit eget bedre Jeg, han faaer at see. Men det ligger nu i Sagens Natur, at denne Følelse af Harmoni maa have en gjensidig Tiltrækning til Følge, og denne gjensidige Tiltrækning er det, vi kalde Kjærlighed.“

Aha! der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer meest, hende elsker jeg meest. Ja jeg tænkte nok, at jeg kunde faae Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjøbet baaret mig saa snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at høre og slap for Prædikenen, som ellers pleier at gaae forud.

„Se man taler nu“, vedblev Gamle (thi ligesaa vanskeligt som det er at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til at holde op igjen, naar han først har begyndt), „saameget om ulykkelig Kjærlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til Grund. Thi hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed, da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed. Hin første Part er da bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde, hvad der kun er et Blændværk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa efter nogen Tids Forløb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og dermed være helbredet. Det eneste Tilfælde, hvor en virkelig ulykkelig Kjærlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en Qvinde (thi fra at tale om Kjærlighed i Almindelighed ere vi jo nu komne over til at tale om det særegne Kjærlighedsforhold, som vi kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden, først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed. Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig i Bøn til Ham, som har Lægedom for al vor Hjertesorg og trøste sig ved det Haab, at de atter kunne mødes i en anden Verden under lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjøndt de ville begge altid have en vis Følelse af Tomhed og Savn, der endog til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over til bitter og voldsom Smerte. Forøvrigt kan ogsaa det kaldes en ulykkelig Kjærlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden, men den ene bortrives af Døden — for den Tiloversblevne gjælder da det Samme, som i det foregaaende Tilfælde.“

Kun halvt om halvt hørte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig Kjærlighed, thi jeg var i dette Øjeblik nærmest beskjæftiget med min egen lykkelige Kjærlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glæden herover ikke længe, thi da jeg nu ifølge dette Kjendemærke skulde til at afgjøre, hvem jeg vilde foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var altsaa ikke kommen videre end før.

Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at spørge mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun tilbød mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfældigvis alene i Dagligstuen, og jeg tænkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og Betænkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klæbede til Ganen, det var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og vendte op og ned paa Psalmebogen.

„De seer saa nøie paa min Psalmebog“, sagde Andrea Margrethe, „De synes maaskee, den seer noget forslidt ud?“

„Nei“, svarede jeg uden dog ret at have hørt, hvad hun havde sagt.

„Ja for jeg skal sige Dem“, vedblev Andrea Margrethe, „den allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud: derimod naar Guldsnittet skinner altfor stærkt paa Siderne, det er ikke noget godt Tegn.“

„Nu eller aldrig!“ sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom Kraftanstrængelse for at strække min Haand ud og gribe Andrea Margrethes og — Gamle traadte ind.

„Har De en Psalmebog, Christopher?“ spurgte Andrea Margrethe.

„Jo, jeg har laant Emmys“, svarede Gamle.

„Men saa har Emmy jo ingen.“

„Nei det er sandt, det har jeg rigtignok ikke tænkt paa!“

„Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader“, sagde Andrea Margrethe, „saa kan Emmy faae sin tilbage.“

„Nei lad mig beholde Emmys — Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.“

Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. „Jeg faaer vel Lov til at laane Deres som sædvanlig“, sagde han til Andrea Margrethe.

„Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.“

„Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres — Nicolai giv mig Psalmebogen.“

„Nei saamænd gjør jeg ikke nei“, svarede jeg, „jeg har laant den og har lovlig Ret til den.“

„Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers altid at laane den. Kom nu med den!“

„Nei Du faaer den ikke — Du kan ligesaa gjerne tage den anden.“

„Men De maa dog skamme Dem“, udbrød Andrea Margrethe, „to voxne Brødre, der kommer op at skjændes — og det ovenikjøbet om en Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at afgjøre Striden paa.“

Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han nødvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel efter, tog mig under Armen — (sagtens for at jeg ikke skulde løbe bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen.

Kirken var kold og fugtig, men det gjør ikke Noget, naar man bringer et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke, hvor de skulde være.

Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde tale. Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig, selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa begyndte Præsten at tale, stærk og kraftig var hans Stemme, men dog ikke kraftig nok til at vække mig af min Dvale: den første Halvdeel af Prædikenen hørte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Præsten at see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig, at jeg blev nødt til at høre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prøve ved Alt, hvad vi ville foretage, om vi kunne gjøre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke det, saa kunne vi ogsaa være visse paa, at der stikker noget Urigtigt derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjøre det. — Se der fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt, foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan ikke nægte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa, huede mig bedre end det, som Præsten gav mig. Thi naar jeg vil være ganske ærlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjøre i Jesu Navn eller Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg ikke tabt endnu. „Det er en af disse ideale Fordringer“, sagde jeg til mig selv, „som Christendommen stiller til os, men som vi ikke kunne efterkomme i Virkeligheden. Præsten selv, der nu staaer og prædiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler saamænd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Præstegaarden, og det uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang Præsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu Navn, hvor vil Du saa tænke paa? Nei det er som sagt en af disse ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet Menneske efterkommer.“ — Det er overhovedet mærkeligt, saa stor en Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjøre Noget, som er Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den Leilighed, der ved at gjøre saamange Spørgsmaal paa Kryds og paa Tværs og at snoe sig med en saadan dialektisk Færdighed, at enhver Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder en fast endnu mærkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det, thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med en Catos Ufortrødenhed: „Præterea censeo, at Nikolai vil gjøre Noget, som er urigtigt.“ —

Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om Kaffebordet, sagde Præsten til mig: „Har De nu hørt vel efter min Prædiken, Nicolai?“

„Jo jeg har.“

„Hvad synes De saa om den?“

„Godt“, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige.

„Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere. De er ung endnu, lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre. — Hvad synes Du om min Prædiken, Andrea Margrethe?“

„Jeg har ikke været i Kirke i Dag.“

„Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.“

„Jeg skulde blive hjemme og passe Huset.“

„Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke, kunde Du vel ogsaa.“

„Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at spise?“

„Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde glædet mig til, at den skulde holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har Juristen sørget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tænder. — Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med „die letzten Zehn vom vierten Regiment“! — Det er da godt, at De skal dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist næppe være istand dertil — saa tænker jeg, at selv min Slobrok vil være for snæver til Dem!“ —

Noget efter gik Præsten over paa sit Værelse for at hvile sig, Andrea Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy og Præstekonen med sig til Hjælp, Gamle begyndte at læse, og Corpus Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjæves Forsøg paa at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige aandsfraværende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflægge et Nytaarsbesøg hos Skolelæreren. Skjøndt jeg just ikke ventede mig synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde. Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et Nytaarsbesøg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik. Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges Noget om. Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug blandt Bønderne.

„Jo“, svarede han, „Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære, ifald det ikke er altfor vanskeligt — det er L'hombre.“

„L'hombre!“ udbrød Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, „da hører der saamænd ikke Hexeri til at lære det. Har De Lyst dertil, skal vi gjerne strax lære Dem Grundreglerne.“

Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelæreren ved Udsigten til endelig at lære L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og Undervisningen begyndte. Havde Skolelæreren ligesaa stort Talent til alt Andet, som han havde til at lære L'hombre, saa har Styrelsen tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjælp, og som Lykken altid hjælper Begynderen, saaledes vandt Skolelæreren som oftest, medens Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige.

Nu kastede Corpus Juris de to sorte Esser frem.

„Hvad betyder det?“ spurgte Skolelæreren.

„Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er grand tourné“, sagde jeg. „Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem og spille grand tourné, hvilket er ganske som tourné, kun at Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at spille Solo, thi grand tourné er et farligt Spil.“

Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. „Ja for jeg skal sige Dem“, vedblev jeg, „De kan meget let faae et Kort op i en Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive beet.“

„Deres Velærværdighed —“ begyndte Skolelæreren, men jeg lod mig ikke afbryde, men fortsatte: „Har De derimod Manille og Kongen sjette i en vis Farve, saa bør De før spille Solo, thi da har De altid de tre Matadorer sikkre og tør nok haabe at være saa heldig at faae to Stik endnu, saafremt ikke netop alle de øvrige Trumfer sidde samlede hos den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.“

Skolelæreren kunde ikke længer styre sin Uro; forlegen sad han og famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik Øie paa Præsten, der med korslagte Arme stod og saae ned paa mig.

„Lad Dem endelig ikke forstyrre“, sagde han, „De har jo et Foredrag, som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.“

„Vi skulle bare lære Skolelæreren at spille L'hombre“, sagde jeg.

„Ja det seer jeg, og dertil vælger De Nytaarsdag og Søndagformiddag — De kunde virkelig ikke vælge nogen mere passende Tid. Og det var Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa faaer De ovenikjøbet Juristen med Dem — jo det er to deilige Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation fra Grunden af. Først træder De op inde i Præstegaarden og faaer mine Pigebørn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem, og dernæst gaaer De ind til min skikkelige Skolelærer og faaer ham til at sidde og spille L'hombre ved høilys Dag. Formodentlig har De nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til Aften og dernæst hører Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er rigtignok et forskrækkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem Dage, De har været herude, har De voldt mig mere Bryderi end Alverdens Mormoner vilde gjøre i et heelt Aar.“

„Men Deres Velærværdighed maa betænke, at det kun er en uskyldig Tidsfordriv“, indvendte Skolelæreren.

„Uskyldig Tidsfordriv!“ udbrød Præsten, „ja De har Ret: næste Søndag vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel, saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor uskyldige Tidsfordriv.“

„Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig op i Dag.“

„Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tænker jeg, vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hørte paa Deres Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De døver vore Øren.“

„Jeg vilde dog gjerne sætte nogle Ornamenter til Deres Velærværdigheds Prædiken“, sagde Skolelæreren.

„Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og ikke Orgelet, som skal prædike. Dog lad det nu være godt, jeg haaber, at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. — Men disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne gjøre mit Fattigregnskab færdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring saalænge.“

Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi tilbragte hele Formiddagen og største Delen af Eftermiddagen. I Begyndelsen var denne Beskæftigelse just ikke efter min Smag, men siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og før jeg ret vidste af det, blev det mørkt.

Jeg gik over i Dagligstuen — der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe syslende med at binde Sløifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og sætte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge.

„Hvorfor gaaer De fra mig?“ spurgte jeg.

„De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt?“ sagde Andrea Margrethe.

„Men De har jo Tid nok, Klokken er knap halvfire.“

„Og Klokken fem kommer vore Fremmede,“ svarede Andrea Margrethe, „De seer, at det er paa høie Tid.“

„Hvad for Noget? allerede Klokken Fem — og saa faae vi Lov til at dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er mageløst!“

„Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden op, og Hver gaaer hjem til Sit.“

„Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hørt saa galt — det er paa den Tid, vi pleie at begynde inde i Kjøbenhavn, og saa vil De allerede ende her, det er jo at vende op og ned paa Alting.“

„Ja da kan De vide, at jeg har kæmpet som en Løve for at faae Lov af Fader til at blive ved saalænge. Fader vilde have, at vi skulde høre op allerede Klokken Ti.“

„Det er da vel aldrig muligt?“

„Jo saamænd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af det Nattesværmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god borgerlig Tid. Det var først langt om længe, at han gav efter, da jeg sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens Mennesker, naar de fik at høre, at vi havde hørt op at dandse allerede Klokken Ti.“

Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjæster kom Klokken Fem, besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omklædning, thi det var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den størst mulige Umage derpaa. Et Øjeblik tænkte jeg endog, om det ikke var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne Operation før, og at min uøvede Haand derfor saare let kunde bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns Forskjønnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skægget, blev tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist næppe smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver før Slaget ved Thermopylæ som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at slaae et Thermopylæslag, og som jeg haabede, med bedre Held end Spartanerne. Næst efter Haaret var det det hvide Halstørklæde, paa hvilket jeg særlig henvendte min Opmærksomhed. Desværre havde jeg kun faaet tre med mig, og efter at have krøllet dem alle tre ligemeget, var jeg dog nødt til at tage til Takke med det første. Men stor Sorg voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrøllet i Kufferten. Forgjæves anvendte jeg en halv Time til at stænke Vand paa den og trække i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at faae den til at straale i sin tidligere Glands.

Jeg aabnede dernæst Døren og traadte ind til Corpus Juris; han trak netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifærd med at blive til Sommerfugl. Thi nogen større Forandring kan ikke tænkes end den, som foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlægger Hverdagsdragten og ifører sig Høitidsdragten og det hvide Halstørklæde. Hvert Spor af Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja vil man lære Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermæssige Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller strygende sit mørke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han forglemmer — alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans Tunge. I saadanne Øjeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at lytte til hans Tale, taus og ærefrygtsfuld, som Disciplen lytter til sin Mester.