De andre Dievels Lemmer søgtes af Øvrigheden i Byen og andre, dem mistænkt havde. Og begyndtes saa Proces mod Voldborg Bødkers og Annike Christoffersdatter. Og toges Aar 1613 den 22. Februar Nævningsmænd over Annike og den 22. Marts over Voldborg. Samme 22. Marts, saavel som den 29. dito og den 10. Mai fremføres og Vidnesbyrd mod denne Voldborg, iblandt hvilke ere disse de mærkeligste:

Hans Pottemager vidnede at Voldborg var engang kommen ind til hans og der faldt tre Gange i Knæ for hans Hustru og vilde have Barnet at lege med; men der hun ikke fik det, begiærte hun at besee nogle Potter og fik dem ikke heller at see; gik saa vred paa Døren. Og derefter er strax en ganske Ovn fuld af Arbeide sønderslaget og fordærvet, alligevel ingen Mennesker rørte derved. Saa og er hans Hustru bleven langsommelig Tid syg. For hvilken Skade og Sygdom han gav hende fuldkommelig Sag.

Peder Lademager og andre adskillige vidnede om en Guldsmedsvend, som havde ligget en Nat til Voldborgs, at han har beklaget, samme Nat var ham en ond Nat, og at Voldborg og hendes Pige have ført ham over Trætoppe ind paa Gammel-Kiøge Kirkegaard og der gravet en Tørv, som de vilde have ham derned. Og at han i nogles Paahør har sagt til Voldborg: Gud forlade eder for Nat, i have giort mig fattige Karl. I have giort mig en ond Nat; i og eders Pige ere lige gode. I burde at være brændt paa en Ild for ti Aar siden. — Desligeste at han samme Nat barbenet og i Skiorten med et draget Værge i Haanden er kommen ud af Voldborgs Gaard og til hendes Nabo Peder Lademager og bedet for Guds Skyld, at de vilde lade ham ind; ellers, sagde han, tage de Livet af mig.

Rasmus Rafn og Lars Bødker med oprakte Fingre vandt efter Loven, at de i Peder Karmagers Hus har seet, at som de bedst talede tilsammen, kom Peder Karmager at sidde i et Kar som var ved fiorten Tønder Vand udi, og ingen saae eller vidste, hvor han kom derudi. Og havde de ikke strax faaet fat paa ham og taget ham op af Karret, da havde han deri druknet. Videre at Bartskiæren M. Hans og hans Søn Casper vandt, at der de efter Begiæring kom at forbinde samme Karmagers Kvinde, viste hun noget levende i sit Laar, som løb op og ned som en spæd Gris. Og der M. Hans vilde skiære et Hul derpaa og mente det skulde være af Sygdom, gav det sig strax op i Hovedet, saa Hovedet slog op og ned, at nogle Kvinder det maatte holde.

Desligeste at der han atter kom derhen, har hun spyttet ad ham og med en sælsom Skik revet Plasteret af og vilde ingen Salve lide.

Saa vandt og Thomas Biørnsøn og Matz Jensen med oprakte Fingre, at de have engang været i Peder Karmagers Hus og samme Tid seet og hørt mange underlige Ord af hans Kvindes Mund, saavel som og underlige Fagter, saasom hun var besat. Og der den onde blev tilspurgt, hvad han var for en, svaredes af Kvindens Mund: Jeg er Lucifer. Min Frue Voldborg Bødkers kom mig ind i dette Menneske at jeg skal pine hende; at samme Voldborg var hans med Krop og Siæl til evig Tid. — Det samme meldes og flere at have vidnet. Iblandt andre Gregers Guldsmed, som og lagde dette dertil, at den onde sagde, Voldborg havde besvoret sig med ham, for hun kunde faa Sølv og Penninge nok.

Den 29. Marts stilles Annike Christoffersdatter for Retten og selv bekiendte, som hun havde giort mange Gange tilforn, at hun var skyldig i det, hun blev anklaget for. Udlægger og samme Voldborg saavel som Else Holtugs, Birthe Rokkemagers, Karen Eriks og Kirsten Væverkvinde. Siger og at Kirsten Væverkvinde i Fængslet har været begiærende, hun vilde aarsage hende. Samme Kirsten, som stod der til Vedermæle, brød omsider ud og begiærede den hellige Kirkes Forbøn for sig, at hun kunde komme til en sand Bekiendelse og Poenitentze.

Men Annike faar samme Dag af sexten Mænd dette Tag, at hun var skyldig i Trolddomskonst og haver medværet at opmane Dievelskab, som udi Hans Kræmmers Hus er indført, saa hun bør derfor at lide.

Den 14. Juni stilles hun atter for Retten, og meldes de sexten Mænds Tag over hende den 2. Juni næst forleden til Landsting at være dømt ved Magt efter Landsdommersdom, som blev læst og paaskreven. Annike bliver og i sin forrige Bekiendelse bestandig, og foruden de andre, hun havde udlagt, udlægger og Maren Bysvends og siger, at Karen Eriks har begiæret af hende i Fængslet, hun vilde undskylde og aarsage hende.

Blev saa dømt fra hendes Liv, paa Baal og Brand, til Høi og hedensk Jord.

Voldborg Bødkers meldes den 10. Mai, den 7. og 14. Juni at være rømt.

Ikke des mindre bliver den 7. Juni over hende af sexten Mænd afsagt, at hun i Trolddoms Konst og Gierninger skyldig er og derfor bør at lide.

Den 14. Juni røber omsider Karen Eriks sig selv for Retten og bad Byfogden for Guds Skyld, hende maatte benaades hendes Liv; hun vilde gierne forsværge Landet.

Den 5. Juli siges Annike at være henrettet; antegnes og Vidnesbyrd imod Maren Ringsbierg, der og skal være udlagt. Iblandt andet bevises, hun har ladet sig bruge til at vise igien og med adskillige Personer brugt allehaande Kogleri og Signeri, som her ikke giøres Behov at opregne, saa og spaaet om dem, og at hun har sagt om ens Sygdom, som hun blev tilspurgt om, at han var ikke forgiort af onde Folk, og at han staar aldrig op af den Syge og døer lidt efter Paaske, som og skeete.

Samme Dag beskikkes sexten Mænd over Karen Eriks, hvilke den 30. August dømte hende at være skyldig i Trolddoms Konst og Gierninger, og at hun derfor bør at lide.

Den 13. Marts begyndes Proces mod Anne Olufs for Trolddom og fremføres Vidnesbyrd iblandt andet, at Kirsten Pedersdatter beklagede, der hun havde faaet engang at drikke af Anne Olufs Øl, fik hun ondt, saa det begyndte at løbe i hendes venstre Læg og saa langs opad og stædtes i hendes venstre Skulder, som det havde været en Mus, hvilket hende holdt ved fiorten Dages Tid og skyldte hun Anne Olufs derfor.

Anne Niels Ibsens vidnede, at efterat Anne Olufs havde engang lovet hende ondt, blev hun angreben med en underlig og heftig Sygdom og krøb det omkring i Livet paa hende, og rev og sled, saa hun ingen Ro havde, og var det ligesom det havde været en levende Snog og somme Tid som en Mus baade omkring Navlen, Skuldrene og Nakken.

Den 26. Juni meldes Anne Olufs at være henrettet. Samme Dag er og sexten Mænd forordnede at kiende: Om Else Holtugs (saa lyde Bogens Ord) kan befindes at være skyldig udi det Dievelskab, som var hængt paa Lars Krogs Tag, som kunde give eller være Aarsag udi Lars Krogs Ulykke og i hans Tieners Jørgens langvarige Sygdom.

Derforuden andre sexten Mænd over Birgitte Rokkemagers, om hun kan findes med Trolddom at have forgiort hendes forrige Husbonde, og udi hvis mere hun paa adskillige Tider er beskyldt og udlagt for.

Den 17. og 24. Juli føres Vidnesbyrd mod Else Holtugs og Birgitte Rokkemagers. Iblandt andet en skriftlig Fortegnelse paa Maren Murmesters Bekiendelse, som hun var gaaet tildøde paa. Men hvad der stod i den meldes ikke. Derforuden at Ellen Hendrik Snedkers vandt og høitideligen beklagede baade for Gud i Himlen og for Verden, at hendes Mand engang var kommen i Skienderi med Birgitte Rokkemagers, og at hun truede ham og derefter manede den onde ind i deres Hus, saa at de slet ingen Ro kunde have derinde Nat eller Dag, og de nødtes til at sælge Boligen derfor, og at hendes Mand siden blev syg og grueligen pintes og brændte saa saare som af gloende Ild og pintes saa i otte Aar til han døde, og i sit yderste gav Birgitte Skyld derfor.

Didrik Snedker vandt desligeste saadant om Hendrik Snedker, og at han havde saadan Hede og saadan Brynde indvortes, at naar man lagde koldt Smør paa hans Bryst, da stod det og sydede, som det kunde staaet paa en Ild.

Peder Pedersen vidnede, at Birgitte Rokkemagers havde paa en Søndag hentet Øl for en Skilling hos ham, og om Mandag Morgen derefter kom han gaaende ud i sit Bryggers, og ret som han lod Døren op, kom der en Ting løbende fra Urtekarret og imod ham, ligesom en Hare, og havde to Øine som en gloende Glød, og siden den Dag kunde han aldrig faa en god Brygning Øl, og derfor skyldte han Birgitte fuldt og fast.

Den 21. August bleve de begge kiendt skyldige i Trolddom.

Den 18. Septbr. faar Birgitte Rokkemagers sin Dom til Baal og Brand, til Høi og hedensk Jord.

Den 19. Oktober opkræves sexten Mænd over Mette Navnes, som af Birgitte Rokkemagers var udlagt.

Den 6. November føres Vidne imod hende. Saa siger hun selv, at hun kunde døve Ildebrand ved to eller tre Ord, og det kunde hun giøre, sagde hun, for hun var et Søndagsbarn og sagde, det var ikke Trolddom.

Den 20. November dømmes saaledes af sexten Mænd, at efterdi hun af adskillige Troldkvinder er udlagt at være medvidende udi Trolddomskunster, og haver forgiort hendes egen Mand, hvorpaa nogle af dem ere gaaede tildøde, saa har hun og i mange Aar havt et ondt Rygte for Trolddom, og intet godt Skudsmaal hende af nogen bliver meddelt, er ogsaa bevist, hun haver lovet ondt og Ulykke, og de, hun har lovet det, har saa faaet, da kunde de ikke skiære eller purgere hende for Trolddoms Sag; men hun udi samme onde Dievels Konst og Trolddom skyldig er, saa hun derfor bør at lide.

Saa vidt om denne forskrækkelige og grusomme Dievelens Vold og Tyranni og det øvrige af Historien; thi videre Kundskab om noget, der værd er at fortælle, var ikke at bekomme. Og dette er saa Enden og Udgangen paa denne Handel.

Gud os naadelig fra alt ondt bevare!