Den 23. Octob. bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:

Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl. att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme Leilighed recommendere i Hs. Durchl. continuerlige Naade etc.

Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn Margrete, som war en Worning i Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder Officerer; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en andens recommendation den for^te Margrete. Saa lenge att der war Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see, hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede Dina forgiæffuis. Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed, tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe, som Gud mig paalagde, oc rant mig offte Dinæ Bedriffter i Sinde, oc ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en Dinas Træk? (Hun er goed derfor, haffde hun en Anfører, som Dina haffde). Iblant anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,« loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc 5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke, oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war; foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage. Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem! Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang, hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med blaa Silcke oc different Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa en Auction i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde: »Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct, offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl« (siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!« Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.« Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden, oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin, thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for, etc. Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.« Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde ded selff oc wille ickun med den invention see mit Tøy. Som ded war i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde, hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig, att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed, att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den occasion kunde ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 Pund, oc hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde: »Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er Moden i Hamborg«)[209].

Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii. Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I« (sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ Pund. Hand spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille annamme Sacramentet derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed. Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte, sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I tage Sacramentet paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig Creatur!« Hun swarte med en halff latterlig Mine: »Ieg sagde att wille tage Sacramentet derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O Dina, tenkte ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded. Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded. Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger, intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen! Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes: »Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel; sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender. Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i Natt!« (Ey, Dina! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.

Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult et Aar, for Suagheds Skyld[210].

Anno 1673 bleff M. Moth forfremmet til att were Vice Bißskob i Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att betienne H. Emmeke Norbye[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget til Weye hoes Griffenfelt. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] Majt. war naadig, wille der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.

Samme Aar loed min Søster Elisabet Augusta[213] mig helse wed Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre sille end aldrig!« Loed hender intet sware.

En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6 Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister, wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge, førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte: »Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.

Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang1673. min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.« Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold, att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom den 24. April 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn Gert, som haffde tient Slosf. for Kudsk.

Dette Aar1674. den .. Maj[214] dictede ieg en aandelig Wiiße, Guds Goedhed imod mig at ihuekomme, under den Melodi: Nun ruhen alle Wälder.

Dette Aar den 25. Iulii war Kgl. Majt. saa naadig, att der bleff giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn, wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.

Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er en melancolisk Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer oc haffwer wærret Kl. Majts. Bogbinder; er nu rørt aff et Slag, ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted, huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed hoes hender. Naar hun icke kommer precis den Afften, hun haffwer satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder, huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide. Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre, ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.

Paa de Tiider sendte Henders Majt. Dronningen mig nogle Silcke-Orme til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. Majt. dem i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en underdanig Begiæring, att Hendis Majt. naadigst wille forhiælpe til att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis Majt., den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet til hender.

Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen med Læsen, Skriffwen oc Dicten.

Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt Historie Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige, lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg Anno 1675 den 9. Ianu. for Tiidsfordriff et Riim til M. Thomas Kingo under den Tittel: »Den høy berømte Poet M. Tho. Kingo bedis en Bøn aff en Danne-Quinde udi alle Danne-Quinders Naffn.« Den Bøn bestaar der vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre Nationer, men beder ickun om de danske derris Pryd. Kingo faar ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216], leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.

Samme Aar1675. den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale imellem Fornufften oc Sinded under den Tittel: Den fangen Enckis Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid.

Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen, oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. Gert war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf. luckte Døren op til Middag, slog hand Gert med sin Kiæp, saa hand skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf. kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.« Hand truede Gert meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk? Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia, Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded haffde werret mit Forsæt. Gert bleff i sin Tienneste, oc Sloßf. sagde aldrig til Gert, att hand skulle lucke for mig om Morgenen[217].

Ieg haffde da kiøbt mig et Clavicordium, oc som Barbra kunde siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig behøffwede[218].

Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge An. 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen beware Kl. Mt. oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.

Paa de Tiider war Brant Zahl-Mester[220].

Samme Aar den 17. Dec. kom Barbra fra mig, gifftede sig med en Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde 1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff Barbra mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom. Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed hender omsider føre i Pæsthuuset.

Vdi Barbaræ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter; hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [sic] Tiltale, forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde. Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg) »haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig, ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske; der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].

Vdi H. Emmeke Norbyes Stæd bleff Slotz-Præst H. Iohan Adolf Borneman, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang An. 1677 den 10. April.

Samme Aar den 9. Oct. war min Skriffte-Fader Magister Hendrich Borneman, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand), efftersom hands Broder, H. Iohan Adolf Borneman, war forreist med Kl. Majt. til Lante-Ryen[223].

Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst, skreffwen oc dictet adskilligt.

Anno 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. Iohan Adolf Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden Sermon.

Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue Agneta Sophia Budde ført her ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom. Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom, meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff rættet[224].

Samme Aar1678., den 19. Iulii en Morgenstund, bleff Taarngiemmeren Gert ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget witløfftig melde, efftersom ieg raadde Gert icke att giffwe den Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med Executionen, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. Gert forbarmede sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg til Gert, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente Gert icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde, som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om Natten. Ney, Gert fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.

Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da Gert haffde opluct min Dør, talte ieg enda med Gert om den Fare, hand satte sig i med den Tyffs Friihed, som Gert dog icke fryctede. I ded sætter min Hund sig lige for Gert oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.

Den 19. Iulii (som melded er), da Gertis ulycklig Morgenstund war forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne. Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit Forsæt med i Werck. Gert gick op, men bleff baarren need igien. Tyffwen løb need, effter att Gert war døe, luckte hands Skrin op, tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag, att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe, banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa, att Gert saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.« Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer en aff Ringerne need oc beretter, att Gert ligger døe der oppe. Der den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en Fange, som saed neere i Traalhullet, en Lizenciat wed Naffn Moritius[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme Moritius haffde stoer Udstand med Gert. Wist war ded, att Gert tog for meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att denne Moritius er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att Moritius war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct Gerts Skrin op oc tagen hands Penge foruden Mauritii Widskab. Den anden Fange maatte ded oc wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men Moritius kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff rættet den 8. Aug.[227], oc Moritius ført til Borringholm, der fengselet.

I Gerts Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn Iohan, som war en Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem, første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn, saa hand fant hender bag en Dør. Iohan bleff glad, fortælte mig siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?« Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.

Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen, Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.

Den 7. April1679. undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe Iohan laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n] oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.

I hands Sted kom een wed Naffn Olle Mathisen, en Skonning, som haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar, den 25. Dec., bleff ieg syg aff en Feber, oc bleff D. Mynchen[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin Cur, hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin Cur. Ieg kom 10 Dage der effter til min Helbred igien.

Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed Sitzel Klemmings Daatter sig aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens Liiff-Garde. Kom bort den 26. Novem:1680..

I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn Margrete. Ded første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed førend i Ianuarii Maanet, sidste Dag1681.. Da giorde ieg hender Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den war Kongens Liiff Karl, som war i Arrest neere i Sloßf. Kammers, sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale, twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa skulle skee, men ded skeede icke. Margrete skyde intet att wære bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« Margrete sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente, att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »Nu rørte sig den Guds Engel!« Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc Margrete Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden skeede), huorfor ieg sagde til Margrete en Dag: »I siger, att Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens Nærwærelse, sagde, at Margrete war med Barn effter henders egen Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf., bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn! Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend til Paaske.

Fiire Dage her effter begynte Margreta att klage sig att haffwe ont oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg hannem min Mißtancke om Margrete, bad hannem giøre all sin Fliid for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid gick Margrete op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.« Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide); sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded skeede ocsaa, att den 15. Martii1681. om Afftenen kom Margrete bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn Ionatha, som haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.

Der den Margrete war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som sagde, att ieg haffde offwertalt Margrete til att sige, att henders Mand war Fader aff Margrete Barn.

Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne Margrete. De giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft, fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie, henders Søsters Æcteskabs Breff[229].

Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud D. Otto Sperlings haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6 Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. Doctor München betiente hannem et Par Gange med siine Medicamenter. Hand wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng, kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att Doctern war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre] hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange, som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.

An. 1682, i April Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig Materie, som haffde quaguleret sig oc i miine Tarmer sig nederskut til Fundamentet. D. Munchen brugte alle tienlige Midler til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de Medicamenter, hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte Doctoren reiße med Majesteten til Holstein. Ieg brugte alt Clisterer effter D. Munchens Anordning, men ded war alt ded samme. Endeligen satte ieg mig en Clister en Dag om Efftermiddagen, gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden Materie, oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i miine Giemme. Der D. München kom hiem, loed ieg hannem wiide, huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F. Sitzele Grubbe[232]. D. München loed begiere wed Tøtzløff att see Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste wel, att ieg haffde icke faaet den igien.

[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]

Anno 1682 den 11. Iuni[233] dictede ieg effterfølgende aandelig Sang.

Kand siyngis som:

Siunge wii af Hiærtens-Grund.