Den 27. Iunii sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa Pergament; sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed, thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. Iulii sendte ieg F. Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. Majt. Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud. Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.

Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs. Majt. Dronningen [dennem] underdanigst att presentere. Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis Majt. wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu fornommen til.

Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis Maj. underdanigst presentere, som ded i Naade optog. Den 29. November fuldendte ieg med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:

For den anden Ende dette: — N. Puuden war stoppet med mit Haar. —

Paa Øyen Klæded war syed:

Henders Maj. Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa nye1683. en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for hender att føde oc derris Spind Hs. Majt. att igien sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff de stoere Almenacker[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.

De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange Zitroner, Pommerantzer, Multibær oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.

En Iomfrue, som war aff Slæct en Donep[237], sendte mig oc et Par Gange Fruct.

Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret Silcke aff Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med; loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20 Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig (der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle Gange i forrige Aaringer weed siine høye Ministri giøre Forbøn for mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa Døren. All den Naade, mig aff Kongl. Majt. wederforis, som: med ded uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste Maade Kongl. Majt. tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et Clavicordium, fortrød hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt hannem ad, huor hand kom til att flye mig et Clavicordium. »Ick«, sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.« (Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der haffde sagt Kongen aff ded Clavicordium. Hand swarte: »De aalde Königinn; se häfft ere Spionen öffwer all, end se häfft den König so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote Friiheit gifft;« tog med ded samme til Clav., lige som hand wille tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. Maj. miinen allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat Clavic. is kehnen im Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden intet om talt[238], oc haffwer ieg ded Clavicordium endnu, leger dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine Heltinner, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.

Den 24. Septr. bleff min Skriffte Fader M. Iohan Adolf forfremmet; bleff Probst til wor Frue Kircke[240]. Hand tog en meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!

I Begyndelsen aff dette Aar1684. war min Skriffte Fader H. Peder Collerus, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].

Den 3. April bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden; der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt, att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff sagt, att Hs. M. Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war en liiden Bollognes; hands Naffn war Cavaillier. Dronningen meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg haabtist ded samme.

Den 12. Aug. dette Aar1684. fuldente ieg mit forretagende Werck, oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde regnis for Heltinner att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte dennem i trende Parter, under Tittel aff Heltinners Pryd. Den første Part fremfører de striidbare Heltinner i derris Pryd. Den anden Part melder om troefaste oc kydske Heltinner. Den tredie Part fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin Appendix. Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc udstaffere.

Om Ionatha, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens Pedersen Holme. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc, efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl, tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene. Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet. Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til West-Indien. Hand sendte hender med retour Skiibene allehaande Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff Gouuerneuren der sammested wed Naffn —[243] i et Giæstebud, oc ded fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc Gouuerneuren befryctede sig, att Holme skulle sige om hands unde Forhold. Offwer denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til Admiralen paa Holmen oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den, hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.

Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den Gouuerneur, som melded er, om hwilcken hun haffde for^te Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører, att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.« Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt, thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff Gouuerneuren (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa figurerte hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde, hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!« (swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney« (swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff den Schelm. (N. Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded, som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang, om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom; men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle henders extravagante Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer Omhygelighed.

Bemelte Gouuerneur, der hand war paa Reisen igien tilbage til West-Indien, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld dømt til Døde[244]. Ionatha syntis, att Gouuerneuren haffde faaet alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med Ionatha i ded engelske Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord, saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc, att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden accent. Oc kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften. Hun siger sig att wære calvinsk, er dog icke i de Calvinisters Meening. Ieg disputerer aldrig med hender i henders Meening. Hun gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en Quinde om Religionen, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne, att hun war ingen Calvinist. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad Religion den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde Ionath[a]), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris Troe.«

I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel, hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne. Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker, end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem Maaltiiderne holte sig inne.

Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:

Skreffwen 1684 den 28. Februarii, som er 36 Aars Dagen, att høyloffligste Konning Christian den fiærde sagde Werden Goede Nat, oc ieg min Wersens Welfart.

Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi; haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.

Anno 1685 den 14. Ianuario forlystede ieg mig att giøre nogle Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under Tittel:

En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne.

De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde[246].

Den 20. Feb. døde den kongl. Frue Moder, Dronning Sophia Amalia. Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men der1685. hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden wille icke biie Kongl. Majts. Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.

Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke Friiheden.

Ionatha, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole, som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens Lacqueiers Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang Tiid siden sagt for Ionatha (som tilforne til en aff miine andre Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun, talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best, hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg mig.« Ionatha oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.

Den 15. Marti holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom Ionatha fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« Ionatha war fast i sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen). »Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de trøstige.

Den 26. Marti holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc bleff henders Liig ført til Roskild.

Den 21. April supplicerte ieg Kongl. Majt. paa effterfølgende Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning Christian den fiærdis Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i Oval. Ded haffde ieg illumineret med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring, den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:

Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye Excellentz Gyldenløwe til, tienstligen beded hannem for^te Supplicque Kongl. Majt. vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse forhiælpe. Hands høye Exc. war da noget incommoderet aff sin gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. April[248].

Aff alt dette wiste Ionatha intet. Peder Iensen Tøtzløff war den, som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel, bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict. Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.

Den 2. Maj kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [sic] Frøcken! I kommer wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia« (sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for Graad oc gick bort. Ionatha fornam da, att min Forløßning stundede til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« Ionatha meente, att ieg haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger rætsindeligen att erkiende. Ionatha spurte, om ieg icke war wiß paa att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist, att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte: »Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed, om den enskiønt kand wære resolueret denne Tiime. Dog weed ieg, att mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250]. I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter, att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.

Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa Ionatha oc Ole wiste intet, hwad der wille bliffwe aff.

Den 19. Maj om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den uderste Dør. Ionatha gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. Ionatha sagde mig Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. Majt. Lycke paa hands Reiße (ieg wiste alt, hwad Ordre der war udloffwet), oc syntist mig paa henders Ansict, att hun war nogenledis content. Klocken 8 kom Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß Canzeler Greff Allefeldt[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. Ordre, at ieg skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den Ordre war aff Kl. Majt. underskreffwen, Dagen førend Majt. reiste). Hands høye Exc.[253] war reist med Kongen. Tøtzløff spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster Daatter, Frøcken Anna Catharina Lindenow[254], siger, om Hands høye Exc. ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war borte, sagde ieg til Ionatha: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.

Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye Exc. haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun wille komme sille op samme Dags Afften.

Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware curieuse, som haffde Lyst at see mig).

Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis Majt. Dronningen, om ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. Majts. Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen, saa ingen kunde see mig). Hendis Majt. loed sware, at hun torde icke tale med mig.

Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands Compliment war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia, nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »Ade!« Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.

Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud aff Taarnet. Hs. Majt. Dronningen formeente att see mig, der ieg gick ud; war gaaet hen paa en Balcon. Men ded war temmelig mørckt; tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii næppeste kunde trenge os igien[nem] til Careten.

Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.

Kong Friderich den 3. loed mig fængsele An. 1663 den 8. Aug., Kong Christian den 5. gaff mig Friiheden An. 1685 den 18. Maj. Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige Lycksaligheder, unde Hs. kgl. Majt. Helbrede oc legge mange Aar til hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].

Den 19. Maj, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit Tack-Offer att frembære.

Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste, som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. Maj. ded saa wil behage, att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud giffwe sin Naade!

Skreffwen paa Husum[257] den 2. Iuni1685., huorhelst ieg forwenter Kongl. Majts. Hiemkomst fra Norge.

Anno 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf. eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen, tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede: wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger, huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax, men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.

Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme. Haffde1682. een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder Knorr; haffwer liige saadanne Finder paa Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker, huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig. Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring, saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue, inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war udkommen.

Anno 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.